Henrik Pontoppidan til Carl Dumreicher
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 30. juli 1941

Lempelser betalt for dyrt

30. Juli 41 Holmegårdsvej 2
Charlottenlund

Kære Hr. Dumreicher!

Lige hjemkommen tager jeg straks til Pennen for at takke Dem for Fødselsdagshilsner og Fødselsdagsgaver. Jeg havde megen Glæde af begge Dele og er Dem oprigtig taknemlig for det Venskab, De stadig nærer for mig. Jeg må desuden gå til Dem med en lille Bøn. Dersom De skulde vide, hvor "Randrusianersamfundet" har til Huse, vilde De gøre mig en Tjeneste ved at sende mig to Linjer derom ved Lejlighed.

2 Jeg forstår Deres Følelser i Anledning af Andersen Nexø's og Hans Kirks Skæbne1, og jeg er utålmodig for at få mere at vide derom. Har vi overhovedet ikke efterhånden betalt de opnåede Lempelser ved Besættelsen for dyrt? Jeg synes det. En fæl Tid oplever i hvert Fald også vi trods al vor Eftergivenhed.

I Dag kun disse Linjer og min Tak for alt.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Skæbne: de to forfattere blev som kommunister arresteret 22.6.1941. tilbage