Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 7. juni 1917
Tysklands dominerende Soldatermagt?
Snekkersten.
7.6.17.
Kære Georg Brandes!
Det er elskværdigt af Dem, at De vil se mig ved Deres Bord. Endnu har jeg dog noget Arbejde, som først må gøres, og desuden er jeg blevet ramt af et fælt "Hekseskud", der i en Krigstid som denne vel nærmest er en Latterlighed, men dog altid er en Plage mere. De må tro, at jeg kommer, såsnart jeg kan.
Jeg kan ikke være enig med Dem i, at der ikke har været nogen Fare for at få Verden fortysket efter prøjsisk Mønster, sådan som Tyskland efterhånden selv er bleven det. I Krigens første Hede forkyndtes det jo også ganske åbenhjertigt 2 af mange dernede, at Målet var Verdensherredømmet, og endnu har Drømmen om "den tyske Tankes" Sejrsgang over Jorden sikkert ikke helt tabt Magten over Sindene. Og helt grebet ud af Luften var Drømmen jo ikke. Hvormange Lande har Tyskland ikke underlagt sig i de sidste 15-20 År? Endog i Amerika har man anet Faren. I Sverig, som dog ellers var så tysksindet, har man frygtet Tysklands økonomiske Overmagt; og hvad os selv angår, så er det vel knap en Overdrivelse at sige, at vi før Krigen var godt√ på vej til at blive et til Tyskland pantsat Land.
Og nu Tysklands dominerende Soldatermagt? I et tysk Blad stod for nogle År siden følgende Anekdote at 3 læse: En Amerikaner, der blev vist rundt i Berlin, standsede foran Rigsdagsbygningen og udbrød: "Ak! Det er her, at Størrelsen af det engelske Marinebudget og af de franske og russiske Hærudgifter bestemmes!" Hvortil hans tyske Ledsager (ikke helt med Urette) svarede: "Ja, det er i det hele os, der bestemmer den Slags Ting".
Det glæder mig at se, at Deres Broder er i Bedring. Disse Blindtarmsoperationer kan undertiden have slemme Følger. Forhåbenlig vil han undgå dem.
Jeg havde ellers tænkt at skrive Dem lidt udførligt til om det Afsnit af Deres Voltairebog, som jeg finder allerypperst. Det er det om Katharina II. Der findes på Rosenborg (eller er det på Frederiksborg?) et Portræt af hende, som jeg altid har følt mig betaget af, men som også 4 altid har sat mig i Forbavselse, fordi dets Udtryk og Holdning slet ikke svarede til de Forestillinger, jeg gennem min Historielæsning havde gjort mig af den Dame. Først nu forstår jeg, at Portrættet ligner; både det på Rosenborg og det i Deres Bog slår, og af begge er jeg lige fortryllet. Men det skal jeg nu ikke komme nærmere ind på for ikke at blive for vidtløftig. Halvfjerde Side gnidret Skrift. Det er allerede for meget at byde i denne Varme.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
