Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 4. januar 1917

alle de mange Elskovshistorier

Snekkersten
4.1.17.

Kære Georg Brandes!

I Efteråret, da det første Hefte af Deres nye Værk udkom, sad jeg selv midt i Arbejdet med min Bog og måtte foreløbig lade, som om der ingenting var sket. Men det var som en Fabel for mig, at√ De allerede igen havde et Kæmpearbejde på over 1000 Sider færdig til Udgivelse. Nu, da jeg har læst Bogen, imponeres jeg yderligere ved at tænke på de Reoler af Bøger, som De må have gennempløjet for at skabe denne historiske Mosaik, der med tilsyneladende legende 2 Hånd er samlet af Memoire-Anekdoter, Brevstumper og Citater allevegne fra. Jeg vil ikke påstå, at alle de mange Elskovshistorier har optaget mig lige meget, hvor livfuldt og vittigt de end er berettede. Til et Billede af Tiden krævedes de naturligvis; men alligevel spørger man sig selv, om Alkoven i Datidens Bevidsthed virkelig tog så megen Plads op. I hvert Fald for Voltaire har den åbenbart ikke haft nogen central Betydning. De har forklaret hans tidligt udbrændte erotiske Lidenskab ved at forudsætte et Misforhold mellem hans Rygmarvs og Hjernes Styrke. Jeg kunde dog også tænke mig den slukket 3 af Frygten for at blive kvalt i Dynerne, og det er vel nok den Fornemmelse, hvormed de fleste Læsere vil lukke Bogen efter at have læst de prægtige og følte Slutningsord, at han ved at gøre sig gammel og foregive Affældighed snildt afværgede Faren for at gå tilgrunde i Edderdunsvarmen. Har man nu og da under Læsningen snappet efter Luft i Sovekamrenes tunge Atmosfære – her slåes med en Fanfare Vinduet op til Slagmarken. Man synes allerede at høre Våbengnyet, og glæder sig til, hvad der skal komme.

Jeg læste i en Avis, at 2det Bind allerede ligger færdigt fra Deres Hånd og kan ventes i Løbet af denne Måned. 4 For mig, der lader mine Læsere vente et Årstid på hvert Bind, føles > bliver Deres Arbejdskraft ganske beskæmmende. Jeg lykønsker Dem til Fuldendelsen af det store Værk, og takker Dem for den Glæde, De har gjort mig ved at skænke mig det med et Par venlige Linjer fra Deres Hånd.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan