Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Frederiksborg. 20. september 1905
den pontoppidanske Syge
Frederiksborg
d. 20. Sptb. 1905.
Kære Dr. Georg Brandes!
Det var virkelig ikke Hensigten med min Bemærkning forleden om mine indvendige Skrøbeligheder, at den skulde bebude mit nærforestående Endeligt. Som jeg skrev, håber jeg endnu at have en Række År for mig, om jeg også nu betragter mig som en halvt opslidt Maskine, der kræver en omhyggelig Pasning. For sporløst er mine snart 50 År naturligvis ikke gået hen over mig. Bestandig tydeligere – og især i det sidste År – har der udviklet sig hos mig Symptomer på, hvad jeg vil kalde den 2 pontoppidanske Syge, en ejendommelig kræftagtig Leversvaghed, der fremkalder en langsom, forøvrigt smertefri Hentæren eller Hentørren, for hvilken bl.a. min Fader, et Par Onkler, en yngre Broder1 og nu sidst (for kun 3 Måneder siden) en Søster2 er bukket under i forholdsvis ung Alder. Imidlertid mener jeg mig i Besiddelse af en sejg Modstandskraft, som forhåbenlig endnu en rum Tid vil holde Djævelskabet Stangen. Men for√ den, der som jeg har følt sig stærk som en Bjørn og indtil mit fyrretyvende År ikke har ligget i Sengen nogen Dag3, er det drøjt nok allerede nu at måtte tage så mange Hensyn til Helbredet. Den lange Sørejse til Nordland fristede mig just, fordi jeg på den Måde kunde komme ud og se mig lidt om, 3 uden at jeg udsatte mig for den sædvanlige Rejseuro. Jeg tilbragte her 4 Uger på et Skibsdæk og behøvede kun at pleje min Magelighed.
Men nu skal jeg ikke gøre mit Jammersminde længere. Jeg takker Dem hjerteligt for Deres venlige Deltagelse for mit Vel og tilbagesender Avisudklippet4 for det Tilfældes Skyld, at De har opbevaret det til eget, videnskabeligt Brug.
Jeg har jo set den vilde Krigsdans, man påny danser om Dem i Anledning af Deres Udtalelser om vor Udenrigspolitik5; men da det jo ikke er første Gang, man har villet flå og partere Dem, uden at De har taget påviselig Skade deraf, trøster jeg mig med, at det vil gå på samme Måde denne Gang. Om selve Sagen tør jeg ikke have nogen 4 ret Mening. Sidst (før 1870) bejlede vi til Frankrigs Beskyttelse6. Det havde vi ikke megen Fornøjelse af. Ja, det Frieri var på et hængende Hår bleven os en dyr Historie.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
