Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Fredensborg. 28. marts 1895
disse Nordmænd, der ikke kan smile
Fredensborg
28/3 95.
Kære Dr. Brandes!
De må rimeligvis i denne Tid læse en artig Hoben Dumheder om de Huder og Skind, hvori De denne Gang har formummet Dem√, så jeg skal spare Dem for også at høre mine. Jeg vil simpelt indskrænke mig til at sige Dem Tak for Deres Bog1, først for den Nydelse, den har givet mig, især ved sin storslåede første Akt, – (Slutningsscenen har jeg derimod lidt ondt ved at forlige mig med, skønt jeg mener at have opfattet den Virkning, som har været tilsigtet)... og så fordi De har været så venlig at betænke 2 mig med et Expl. Jeg kunde forøvrig have ønsket, at De havde udgivet "Asgerd" anonymt. Jeg tænker mig da, at en eller anden velvillig Anmelder, der har forpagtet Profetierne om den "store" Kunst, havde skrevet sådan noget som: "Ha! Endelig bliver vi atter Vidne til et Greb i den gamle Egeharpe med Bjørnesenestrengene! Hvor det gør godt efter al Brandesianismens spæde Fortepianoklimpren! Ha! Hvad er det for Dramaer, disse ynkelige Brandesianere har budt os? "Et Besøg", "Under Loven" og hvad de nu alle hedder – lumre Pust fra indestængte Kanaler. Ha! Dette er endelig igen et saltfriskt Pust fra de store Lidenskabers frie Hav o.s.v."
Jeg kunde, som sagt, have undt Dem denne Spas deroppe mellem disse Nordmænd, der ikke kan smile. 3 Men måske får De Spas nok endda. Jeg ser ikke andre Aviser til Stadighed end "Berlingske Tidende", dersom den kan kaldes en Avis. De andre Blade læser jeg på Gæstgivergården, men jeg har i de sidste Dage været dårlig og ikke kunnet komme ud. Altså véd jeg slet intet om Deres Bogs offentlige Modtagelse. I det Hele véd jeg ingen Ting om Omverdenen. Jeg har ikke været i Kbhvn. siden de første Dage af Febr. og her ser man aldrig en Mo'ers Sjæl. Desårsag er jeg bleven meget gråhåret, meget tykmavet og meget gnaven. Når jeg gennemser det Manuskript, jeg har på Beddingen2, ryster jeg selv på Hovedet af den forskrækkelige Kæft, jeg er begyndt af føre. Men sligt følger vel med Alderen.
| En venlig Hilsen til Dem og Familien fra min Kone og | Deres hengivne H. Pontoppidan |
