Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen
Sendt fra Rørvig. 12. august 1906

min Sky for den Kæmpemaskine

f.T. Rørvig
Nykøbing Sj.
12d Avg 1906

Kære Bojesen!

Velkommen tilbage til Hjemmet, Forretningen – til Livet i det hele! Og Tak for Deres lille Skrivelse. Jeg er ikke sikker på, De har Grund til Beklagelse, fordi G B N F – P Q R S T – ikke har fået mit Skuespil1. For dramatiske Arbejder plejer Forlæggere at vise sure Ansigter og vistnok med Berettigelse. Og nu er jo Deres Forlag svulmet sådan op og har lagt Beslag på det meste af Alfabetet, så det må jo næsten føles som en Lettelse for Dem at slippe for et Par Bøger. 2 Som De veed, har jeg også vanskeligt ved at overvinde min Sky for den Kæmpemaskine, hvortil G B N F o. s. v. har udviklet sig. De vil vistnok sige, at det er meget tåbeligt af mig, måske også, at det er utaknemligt af mig. Men jeg må dog erindre om, at jeg engang er bleven vraget af den gyldendalske Boghandel og derfor har nogen Ret til at gøre mig kostbar.

Jeg hilste forleden på Deres yngste Søn her på Rørvig Gade. Vi havde håbet, han havde kigget ind til os; men han har vel haft mere underholdende Selskab oppe hos "Maren", hvor Ungdommen holder til. Nu rejser vi imorgen herfra. Sommeren er 3 forbi, Aftenerne bliver for lange her.

Stadig god Bedring med Helbred og Humør! Og mange Hilsner

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] Skuespil: Asgaardsrejen, der udkom på Det Schubotheske Forlag 5.10.1906. tilbage