Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Holmegårdsvej 2, Charlottenlund. 3. marts 1935

Johanne Louise Heiberg

Kære Vilh. Andersen!

Jeg fortalte Dem vistnok, at jeg i nogen Tid har haft Deres to Bøger, "Kransen"¹ og Aristofanes-Oversættelsen liggende på Bordet ved Siden af min Seng; dog ingenlunde for at læse mig i Søvn ved dem; men tværtimod for at blive rigtig vågen, når jeg – altfor tidlig – glider ud af Søvnens Arme, hvilket desværre ikke så sjælden hænder mig. Jeg har det da som Jeppe: Kroppens forskellige Dele ligger i Strid med hinanden. Benene vil sove videre, men Hovedet ikke. Det kræver nyt Foder at tygge på, og det nytter ikke at sætte sig derimod. Nu har De med Deres nyeste Værk skænket mit Morgenbibliotek 2 en Forøgelse, der er modtaget med stor Tak. Fru Heiberg er en dejlig Dame at vågne op til, og hele Teaterlivet i hendes Tid et af de mest oplivende Kapitler i vor Kulturhistorie. Denne dæmoniske Fortryllerske har jeg aldrig set på Scenen; men som ungt Menneske strøg jeg en Dag i Frederiksborggade tæt forbi en gammel, mærkelig udseende Dame, hvis mørke Øjnes Blik ramte mig som en Lynstråle. Uden at vide, hvem hun var, følte jeg mig som forhexet. Først senere gik det op for mig, at det var Fru Heiberg.

I Aften skal jeg i Radioen høre Dem slå Gækken løs med Aristofanes. Det bliver sikkert en Fastelavnsfest af den rigtige Slags, hvor en Diogenes bliver hamret ud af sin Tønde. Jeg véd jo godt, at det i dette Tilfælde er Sokrates; men det er for mig Hip som Hap.

En hjertelig Hilsen til Fruen og Dem selv fra

Deres hengivne
H. Pontoppidan