Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
2. maj 1933

vor Literaturs eneste virkelig tragiske Skikkelse

Kære Vilh. Andersen!

Det har været mig en Sorg, at jeg ikke har kunnet benytte en af disse smukke Solskinsdage til et Besøg i Fredensborg; men Forårstrætheden har sat sig som Bly i mit ene Ben, der ikke vil følges med det andet, og med sådanne rebelske Undersåtter vover jeg mig ikke ud på en Jernbanerejse uden Ledsagelse. Jeg havde længe håbet på at få Følgeskab af min Datter og Svigersøn, som også gerne har villet aflægge en Visit i Vedbendhuset; men Udflytningen fra Bispebjerg-Hospitalet og Indretningen af en ny Lejlighed (på Østerbro) har umuliggjort det. De er ikke en Gang helt installeret endnu, men har stadig Håndværkere i Lejligheden, så nu har jeg opgivet dem.

Helt uden Forbindelse med Vedbendhuset har jeg dog ikke været i Påsken. Langtfra! Jeg benyttede nemlig Helligdagene til at læse det sidst udkomne Hefte af Deres Literaturhistorie 2 med den store Afhandling om Baggesen. Det var en gribende Læsning, der for så vidt passede til en Langfredags-Tekst som jo også her fremmanede et lidende Menneske, der korsfæstedes af sine Samtidige. For Baggesen har jeg altid haft et næsten helligt Sværmeri, ikke for hans Poesi just, mere i al Fald for hans Skæbne. Holberg blev Baron, Oehlenschläger tyk og fed og Conferensråd. Flankeret af disse to hænger Baggesen på sit Kors som vor Literaturs eneste virkelig tragiske Skikkelse. Hvorvidt Deres Billede af ham, og overhovedet hele Deres store Værk, vil kunne tilfredsstille det brede, hastigt læsende Publikum, som det dog vel (i hvert Fald fra af Forlaget) oprindelig har været beregnet på, tør jeg ikke sige. Men for Forfattere og for fremtidige Literaturhistorikere er den hele Bog en uudtømmelig Guldgrube, som man ingensteds forgæves søger ned i. Jeg bildte mig f. Eks. ind at kende Baggesen ganske godt; men jeg synes nu, at jeg først gennem Dem er kommen ham helt nær og har fået mit gamle Sværmeri for ham rigtig begrundet. Det var bl. a. for at kunne bringe Dem min Tak herfor, at jeg så gerne 3 vilde have været ^til√ Fredensborg i disse Dage og gjort Fru Rose og Dem et lille Søndagsbesøg. Da det nu ikke lader sig gøre foreløbig, må jeg indskrænke mig til en skriftlig Tak for dette sidste som for så meget andet godt.

Med hjertelig Hilsen til Dem begge.

Deres hengivne
H. Pontoppidan