Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Sønderborg. 20. september 1922
De ondsindede Tyskere gotter sig
I Dag: Sønderborg
20.9.22.
Kære Vilh. Andersen!
Min Kone skriver til mig fra København, at De har været så venlig at betænke os med et Ekpl af det nye Holberg-Værk1, som De har udgivet. Jeg har da noget at glæde mig til, når jeg nu med det første kommer tilbage til København efter fire Måneders Fraværelse. Holberg-Marstrand-Vilh. Andersen. Det er en smuk Treklang, og et Par glade Timer kan man nok trænge til i disse Dage, hvor det igen regner ned over os med Plager ligesom over de gode gamle Ægyptere. Bankkrak2, ødelagt Høst, Skybrud, Stormflod, Vinterkulde, – det er 2 under et flammende Himmeltegn, at den danske Skueplads jubilerer3. Det bliver vist ikke let at glemme dette Tugtens Ris for Holbergs Krabask og overhovedet holde Humøret oppe under Festen. Her i Sønderjylland, hvor jeg har tilbragt den sidste Månedstid, føles ethvert Uheld endsige enhver Skænsel, der overgår os, naturligvis dobbelt pinlig. De ondsindede Tyskere hernede gotter sig, og vore Landsmænd river sig i Håret.
På Lørdag skal De tale ved Universitetsfesten. Jeg vilde gerne have været tilstede, og jeg har endogså nydt den Ære at få et Adgangskort tilstillet; men jeg må desværre blive her. Jeg har sat en tilrejsende Mand Stævne Fredag Eftermiddag og kunde altså ikke være i København før Lørdag 3 Aften, altså for sent. Af Festforestillingerne på Teatret får jeg heller neppe nogen at se; det skulde da være "Mascerade"4, som vistnok er den sidste i Rækken og i Grunden også den, jeg helst vil overvære. Jeg morede mig kongeligt, da jeg i sin Tid så' den. Men nu er jo Hans Beck5 borte, og han bliver ikke let, ja vel egenlig umulig at erstatte.
Men nu må jeg ikke opholde Dem længere, – De har travlt i denne Tid, hvor man har Bud efter Dem allevegnefra. Blot en Hilsen med en oprigtig Tak for Bogen fra min Kone og
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.