Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
Sendt fra Göthestrasse 45. Freiburg im Breisgau. 28. oktober 1912

en høstlig Skønhed over Deres Bog

Kære Professor Vilh. Andersen!

Deres Bog¹ nåede hertil i Forgårs, og jeg har allerede læst Deres 400 Sider tilende. Jeg er ellers en sendrægtig Læser, så dette må være Dem et Bevis for, at De ikke alene har vist mig en stor Opmærksomhed men også en stor Velgerning ved at sende mig Bogen. Jeg lever for Øjeblikket ganske alene hernede og har i lange Tider ikke haft en dansk Bog eller Avis mellem Hænder, og så får jeg på eengang hele Danmark med godt og ondt ind i min Stue og hører Modersmålet klinge for Øret så fuldtonende, så brysttonende (for at falde ind i Deres Stil) som kun De kan tale og skrive det. Jeg 2 tilstår: jeg greb om Deres Bog med en Begærlighed som en tørstig Tysker om et Ølkrus og hældte Indholdet i mig næsten uden Afbrydelser og ganske uden Kritik, og nu sidder jeg her med forfrisket Sind og er meget taknemlig og en lille Smule hovedør. Det er ikke umuligt, at jeg, når jeg læser Bogen igen i mere nøgtern Stemning, vil gøre Indvendinger mod et og andet, måske også hist og her – navnlig mod Slutningen – vil få en lille Fornemmelse af Søsyge, ikke den, man får i Uvejr på Havet, men den, der kan gribe En, når man går over unge Enge og Jorden begynder at gynge under En. Men hvor mange kritiske Tømmermænd der så indfinder 3 sig imorgen, vil jeg altid bevare Indtrykket af et festligt Møde, og det er noget, der kun sjelden hænder mig med vor hjemlige Literatur nuomstunder. Der er en høstlig Skønhed over Deres Bog, som ^har√ indtaget og bevæget mig. Var "Året og Dagen"² en Bog, der smilte hemmelighedsfuldt af Sommerminder, så er der Angst og Glød og Oktobervejr i denne. Og en Fortrolighed, en Åbenhed som Bøgeskovens ved Efterårstid. Når Løvet falder, tier Fuglesangen men man får Øje på Rederne – for igen at tale vilhelmandersensk. Jeg holder især af det frimodigt hjertelige Afsnit "Jul"; men jeg kunde nævne mange andre Ting, der har grebet mig, og jeg bringer Dem 4 nu her min dobbelte Tak, både for Bogen og fordi De mindedes mig og vilde glæde mig med personlig at sende mig den.

Jeg lever nu på andet År borte fra Hjemmet – forelsket i Schwarzwald, som jeg først på denne Rejse rigtig har opdaget. I mine unge Dage havde jeg mit andet Hjemsted i Schweiz; men både Bjergene og Priserne der er mig nu for høje. Her i Schwarzwald kan jeg nå Toppene, og her er endnu overalt herlige gammeldags Landevejskroer med god Vin. Her har Kvinderne desuden langt smukkere Skikkelser end i Schweiz eller noget andet Land jeg kender nord for Alperne. Sådan noget skulde en gammel Kavaler som 5 jeg jo helst lade uvidende om; jeg nævner det også kun som et Forlydende. Men nu kommer jeg vist forresten snart hjem. Kone og Børn kalder, og jeg længes da også selv tilbage til Hjem og Venner.

Der skal udkomme en Fortælling³ af mig i disse Dage. Måske er den allerede kommen, – i så Fald vil De have fået den sendt fra Forlaget, der dennegang på Grund af min Fraværelse omsender mine Friekpl. De behøver dog ikke at læse Bogen. Den er kun en Begyndelse, og når dens Fortsættelse kommer, skal jeg tillade mig at bringe Dem og Deres Frue et nyt Ekpl, det smukkeste 6 jeg kan finde. Jeg har i min Udlændighed ofte med Taknemlighed tænkt på Dem og Deres festlige Hjem, hvor jeg har mødt så megen Venlighed.

Jeg sender også Husets Frue min ærbødige Hilsen.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.