Hamskifte

En Ugestid senere sad jeg om Formiddagen paa en halvaaben Veranda i et landligt Hotel ved Bredden af Thunersøen. Foran mig laa Søens vidtstrakte, ganske blanke Flade med klare Spejlbilleder af de omgivende Bjergskraaninger og af de bagved opragende Snetinder, et overjordisk Syn for den, som netop var kommen dertil efter to Døgns uafbrudte Bumlekørsel gennem Tyskland med haardt Natteleje paa Kupéernes Træbænke og som Fortæring nu og da en Pølse eller en kold Frikadelle ved Skænken i en 3die Klasses Ventesal. En Baad med en enlig Roer saaes langt ude, og saa stille var der i dette Drømmerige, at jeg trods Afstanden kunde høre Aareslagene. Men som jeg sad dér dybt betaget, vaktes jeg af høje Raab og Børnejubel fra en Folkemængde, 81 der maatte befinde sig et Sted i Nærheden. Ogsaa en fjern Hornmusik kunde jeg høre. Den enlige Roer derude paa Søen stoppede op, og jeg saa', at han svang sin Hat. Der maatte være noget paa Færde.

U94 En Ugestid senere sad jeg ved en Karaffel Vin paa en aaben Veranda i et landligt Hotel ved Bredden af Thunersøen. Foran mig laa Søens solblanke Flade med klare Spejlbilleder af de omgivende Bjergskraaninger, et overjordisk Syn for den, som var kommen dertil efter to Døgns uafbrudte Bumlekørsel gennem Tyskland med Nattelogi paa Kupeernes Træbænke og som Fortæring nu og da en Pølse ved Skænken i en 3die Klasses Ventesal. Ude paa Søen saas en Baad med en enlig Roer, og saa stille var der i dette Drømmerige, at jeg trods Afstanden kunde høre Aareslagene. Men som jeg sad der i mine egne Tanker, blev jeg vækket af høje Raab. Ogsaa Hornmusik kunde jeg høre. Den enlige Roer derude paa Søen stoppede pludselig op, og jeg saae, at han svang sin Hat. Der maatte være noget paa Færde.

Jeg gik ind i Hotellets Spisesal, der vendte ud mod Byens Torv. Derude var fuldt af Folk fra Egnen i deres klædelige Højtidsdragter, Kvinderne i hvide Særkeærmer og farvet Spencer med megen Sølvstads. Alle Ansigter var vendt op mod den nære Bjergryg, hvorfra Hornmusikken lød. Deroppe i en Sænkning, hvorigennem Landevejen var ført, kom en Skare middelalderligt klædte Krigere med Armbrøster og lange Spær, vist flere Hundrede, – et Tog af Genfærd, der Række efter Række myldrede frem i Dagen som fra selve Bjergets Indre. Forrest red en brynjeklædt Kæmpe med et udfoldet Banner; hans Hest var fra Snudespidsen til ud over Halen hyllet i et pragtfuldt farvet Ridedækken. Efter ham kom de andre tilfods, og deres Hellebarder og Spyd lynede i Solen.

Det var der ogsaa. Uden at jeg anede noget derom, var jeg kommen til Schweiz paa en historisk Mindedag. Ude paa Byens Torv stod Klynger af Egnens Folk i deres pyntelige Højtidsdragter, Kvinderne i hvide Særkeærmer U95 og Spencer med megen Sølvstads. Alle vinkede de op mod den nære Bjergvæg, hvorfra Hornmusikken ogsaa kom. Deroppe i en Sænkning, hvor Landevejen gik, drog en Skare middelalderligt klædte Krigere med Armbrøster og lange Spær, vistnok et Par Hundrede – et Tog af Genfærd. Række efter Række myldrede de frem i Dagen som fra selve Bjergets Indre. Forrest red en brynjeklædt Kæmpe med et udfoldet Banner. Efter ham kom de andre tilfods, og deres Hellebarder og Spir lynede i Solen.

82 Uden at jeg i Forvejen havde vidst det mindste derom, var jeg kommen til Schweiz paa en historisk Mindedag, d. 22. Juni. Paa den Dag for 400 Aar siden stod Slaget ved Murten, hin sejrrige Kamp, hvormed Schweizerne standsede Burgunder-Hertugen Carl den Dristiges Røvertogt til Landet. Tyve Tusende Burgundere blev liggende paa Valen eller blev drevet ud i Murtensøen, hvor de druknede. Fra alle Egne af Landet udsendtes den Dag saadanne Deputationer i Datidens Krigerdragter for at samles til en flere Dages Fest paa selve den gamle Slagmark, hvor der var rejst en umaadelig Teltlejr. Inde i Hotellets Have var der stillet Borde frem med Vin til Krigerskaren, og nede ved Landgangsbroen laa tre af Søens smaa Dampere, der skulde føre den til Samlingspladsen i Nærheden af Thun.

Jeg opsøgte Hotellets Vært, der som de fleste Schweizerværter forstod alle Sprog, ogsaa mit Kaudervælsk. Jeg vilde vide, om der var nogen Mulighed for, at jeg kunde komme med til Festen. Men han rystede paa 83 Hovedet. Der vilde ikke være Sengeplads at opdrive i flere Miles Afstand fra Lejrpladsen. Jeg maatte huske paa, at det var en Fest som Alverdens Blade havde skrevet om i Maaneder. Paa Hotellerne i Basel og Bern var endogsaa Loftskamre og Kælderrum forudbestilt for mange Uger siden.

Jeg maatte da slaa mig tiltaals, og allerede den næste Dag drog jeg tilfods ind i Højlandet for at søge Erstatning oppe i Skyregionerne.

Jeg slog mig da tiltaals og drog den næste Dag tilfods ind i Højlandet for at søge Erstatning oppe i Skyregionerne. Men ogsaa her ventede der mig en Overraskelse.

Interlaken – i Fortiden et ensomt liggende Munkekloster, der spejlede sine Mure i det kanalagtige Vandløb, der forbinder Thuner- og Brienzersøen – er nu Berneroberlands Turistcentral, en By af Pragthoteller og fornemme Pensionater med Tilbehør af Frisørsaloner, forgyldte Bar'er, Vexellerkontorer og Bankfilialer. Skønt den vel paa den Tid – for snart 60 Aar siden – næppe var saa amerikaniseret som nu – egnede den 84 sig dog heller ikke den Gang til længere Ophold for en 19-aarig Vagabond med Smalhans til Rejsekammerat. Min hele Udrustning var en Taske til at bære i Rem over Skuldren og en Kappe (Havelock), der under Marchen blev baaret paa Soldatervis sammenrullet over den anden Skulder. Dertil en solid Knortekæp. Til mit Held var jeg undervejs kommen i Snak med en stedkendt Mand, som gav mig Anvisning paa et "bürgerliches Haus", et billigt Familjehotel, der laa i en halvt landlig Forstad til Interlaken ovre paa den modsatte Bred af Kanalen. En lukket Træbro, der godt kunde se ud til at skrive sig fra Munkenes Dage, forbandt den med den internationale Hotelby. Modsætningen slog mig, da jeg efter en daglang March i brændende Sol, støvet og svedig, gik over Broen og hørte Genlyden af mine Skridt slaa mig i Møde derinde som et mumlende Kor af henfarne Klosterbrødre.

Interlaken – i Fortiden et ensomt Munkekloster midt i Bjergødet – er nu en Hotelby af Rang, Berneroberlands Turistcentral, fornemme Pensionater med Tilbehør af Frisørsaloner, forgyldte Bar'er, Veksellerkontorer og Bankfilialer. Skønt den vel ikke paa den Tid var slet saa amerikaniseret som nu, saa egnede den sig dog heller ikke den Gang til længere Ophold for en 19-aarig Vagabond med Smalhans til Rejsefælle. Min hele Udrustning var en Taske til at bære i Rem over Skuldren og en solid Vandrekæp. Det vilde vistnok heller ikke have været let for mig at finde Husly her, dersom jeg ikke undervejs var kommen i Snak med en stedkendt Mand, der gav mig Anvisning paa et "borgerligt Hus", som han sagde, et billigt U97 Familjehotel i en halvt landlig Forstad til Interlaken, ovre paa den anden Bred af Bjergstrømmen. En lukket Træbro, der godt kunde se ud til at skrive sig fra Munkenes Dage, forbandt den med den internationale Hotelbys Pragtbygninger. Modsætningen slog mig, da jeg efter en daglang March i brændende Sol, støvet og svedig, gik over Broen og hørte Genlyden af mine Skridt slaa mig i Møde som et mumlende Kor af henfarne Klosterbrødre.

I Hotellets Forstue blev jeg modtaget af Værten selv, der aabenbart fra sit Kontorvindue havde set mig komme og været lidt 85 betænkelig ved at indlade mig uden nærmere Besigtigelse. Han var en indtørret Mandsling med sort Kalot, lignede mere en gammel Kirkebetjent end en Hotelmand. Hans første Spørgsmaal til mig galdt min Bagage. Hvor skulde den afhentes? Da jeg – maaske lidt friskfyragtigt – svarede, at jeg havde alle mine Sager paa mig, trak hans furede Ansigt sig sammen med en misbilligende Grimace. Men da han derefter forhørte sig om, hvilket Land jeg var fra, og fik at vide, at jeg var dansk, foregik der en overraskende Forvandling med Manden. De buskede Bryn fløj op i Panden, og da en 30-40 aarig Dame i det samme traadte ud fra Kontoret med en Pen over Øret, vendte han sig imod hende og udbrød: "Tænk dig! Den unge Herre er fra Danmark … er en Landsmand af vor kære Kaptajn." Som i Triumf blev jeg derpaa af dem begge ført ovenpaa til et nydeligt Gæsteværelse med Himmelseng og Tæppe paa Gulvet, og da jeg en halv Time senere, vasket og børstet, kom ned i Spisesalen, stod en prægtig Anretning allerede parat 86 til mig. Den Gamle førte mig selv tilbords og udtalte bukkende Ønsket om, at Maaltidet maatte bekomme mig vel.

I Hotellets Forstue blev jeg modtaget af Værten selv. Han havde aabenbart fra sit Kontorvindue set mig komme og været betænkelig ved at indlade mig uden Besigtigelse. Han var en Mandsling med sort Kalot, lignede mere en Kirkebetjent end en Hotelmand. Hans første Spørgsmaal til mig gjaldt min Bagage. Hvor skulde den afhentes? Da han fik at vide, at jeg havde alting paa mig, trak hans Ansigt sig misbilligende sammen. Men da han derefter forhørte sig om, fra hvilket Land jeg var, og fik at vide, at jeg var dansk, blev han som forvandlet. U98 Hans Øjenbryn fløj op i Panden, og da en 30–40-aarig Dame i det samme kom ud fra Kontoret med en Pen over Øret, vendte han sig rask imod hende og raabte: "Tænk dig! den unge Herre er fra Danmark … er en Landsmand af vor kære Kaptajn!"

Damen fløj paa mig med et Udbrud, der næsten forskrækkede mig. Hvad var dog det for Folk? Som i Triumf førtes jeg ovenpaa til et Værelse, der ganske vist ikke var stort men havde Himmelseng og Tæppe paa Gulvet; og da jeg en halv Time senere, vasket og børstet, kom ned i Spisesalen, stod en prægtig Anretning parat til mig. Den gamle Vært førte mig selv til Bords og udtalte Ønsket om, at Maaltidet vilde bekomme mig vel.

I Schweizer-Digteren Gottfried Kellers berømte Novellesamling "Folkene i Seldwyla" findes en munter Historie om en omvandrende polsk Skræddersvend, der paa Grund af sin usædvanlige Pelshue, sin Snurbart og store Slængkappe bliver antaget for en excentrisk Adelsmand, der rejser incognito, og som af en enfoldig Gæstgiver modtages med kongelige Æresbevisninger og beværtes med Agerhønepostej og Kælderens fineste Vine. Da jeg i sin Tid læste denne kostelige Fortælling, maatte jeg mindes min egen eventyrlige Modtagelse i det lille Familjehotel i Interlakens Forstad. Forklaringen var i mit Tilfælde den, at der til Stadighed brændte Røgelse paa Husalteret dér for en dansk Officer, der i længere Tid havde boet paa Hotellet som Rekonvalescent. Han var blevet Saaret i Krigen 64 og gik endnu om med en fjendtlig Kugle i Underlivet, der ofte voldte ham svære Smerter. 87 Det var tilsidst blevet nødvendigt at tilkalde en kendt Kirurg fra Bern, der paa Stedet opererede ham og tog Kuglen ud. Baade den Gamle og Kontordamen, der var hans Datter, fik Taarer i Øjnene, naar de talte derom, og lovpriste den værdige Ro og Standhaftighed, hvormed han havde baaret sine Lidelser. Ingen havde ventet, at han vilde overleve det frygtelige Blodbad; men efter nogle Maaneders Forløb rettede han sig saa godt, at han kunde rejse hjem. Endnu fik de af og til et Kort fra ham, og han skrev, at han var rask og avancerede i Hæren. Hans Navn var Duus.

I Schweizerdigteren Gottfried Kellers berømte Fortællingsamling "Folkene i Seldwyla" findes en munter Historie om en omvandrende polsk Skræddersvend, der paa Grund af sin usædvanlige Pelshue, sin Snurbart og store Slængkappe af en enfoldig Gæstgiver antages for Adelsmand og modtages U99 med store Æresbevisninger, trakteres med Agerhønsepostej og Kælderens fineste Vin. Forklaringen paa min egen eventyrlige Hoteloplevelse var den, at der brændte Røgelse paa Husalteret her for en dansk Officer, der var bleven haardt Saaret i Krigen 64 og havde levet længe her som Rekonvalescent med en fjendtlig Kugle i Underlivet. Han havde til Tider haft voldsomme Smerter, og for at redde Livet var det tilsidst bleven nødvendigt at tilkalde en Kirurg fra Bern. Han foretog en Operation og trak Kuglen ud. Baade den gamle og Kontordamen, der var hans Datter, fik Taarer i Øjnene, naar de talte derom, og lovpriste den værdige Ro og Standhaftighed, hvormed han havde baaret sine Lidelser. De hørte endnu af og til fra ham, og han skrev, at han havde det godt og var avanceret i Hæren. Hans Navn var Duus.

I mere end tre Uger levede jeg nu her under min Landsmands halvt helgenagtige Beskærmelse. Helt gratis boede jeg der naturligvis ikke; men jeg nød saa mange Begunstigelser, at jeg kunde udstrække Opholdet langt udover den oprindelige Bestemmelse. Hver Morgen drog jeg afsted med en forsvarlig Frokostpakke i Tasken, og hvor sent jeg end kom tilbage, stod der altid Middagsmad i Ovnen og ventede paa mig.

I et Par Uger levede jeg i dette Hus under min Landsmands halvt helgenagtige Beskyttelse. Gratis levede jeg der naturligvis ikke; men jeg nød saa mange Begunstigelser, at U100 jeg kunde udstrække Opholdet i Højalperne langt udover, hvad jeg havde tænkt muligt for mig. Hver Morgen drog jeg afsted med en herlig Frokostpakke i Tasken, og hvor sent jeg end kom tilbage fra Skyregionerne stod der altid Middagsmad til mig i Ovnen.

88 Rejselivet i Alperne var den Gang en hel Del anderledes, end det senere er blevet. Der fandtes f. Ex. ikke andre Bjergbaner end den korte op til Rigi Kulm. Det sædvanlige Befordringsmiddel for dem, der ikke af Tilbøjelighed eller Økonomi foretrak Vandrelivet, var de vældige Postkarosser med Forspand af indtil seks elefantstore Heste og med Plads til Passagerer baade ude og inde. Nu gaar der jo næsten overalt i Schweiz Tandhjulsbaner op til de højeste Tinder, saa selv en Podagrist i al Magelighed kan naa op til den evige Sne. Og langs med disse Baner ligger Pragthoteller og elegante Sommervillaer. Hvor Gemsen tidligere daarligt nok kunde finde Fodfæste for at nippe af en Tot vissent Græs, dufter det nu fra Morgenstunden fedt af Bacon og Bøf. Og Udviklingen fortsættes. Den nyeste Befordring Flyveomnibussen fører et Rejseselskab henover hele Alpekæden i Løbet af et Par Timer. Fra polstrede Kabiner lorgnetterer Folk som fra en Teaterloge de Tinder og stejle Bjergstier, som deres Fædre eller Bedstefædre svedende 89 arbejdede sig op til med en svimlende Fornemmelse af at lade Stykke for Stykke af Verden forsvinde i Dybet bag dem, og som med Vellyst slukkede Tørsten i Bjergbækkenes Vand. Men disse Gamle, der nu sidder i deres Lænestole og mindes, spørger sig selv, om saadanne moderne Luftrejsende i Grunden ikke lige saa godt kunde sidde hjemme i et Biografteater og se en Række Alpe-Prospekter glide forbi paa det hvide Lærred? Og de nikker lunt hen for sig og siger: Absolut!

Rejselivet i Alperne var en hel Del anderledes den Gang end nu. Der fandtes saaledes ikke andre Tandhjulsbaner end den korte op til Rigi Kulm. Det sædvanlige Befordringsmiddel for Folk, der ikke af Tilbøjelighed eller Økonomi foretrak Vandrelivet, var de vældige Diligencer med Forspand af indtil seks elefantstore Heste og Plads til Passagerer baade ude og inde. Nu gaar der Bjergbaner næsten overalt. Selv en Podagrist kan i al Magelighed komme op til den evige Sne og hente sig et Minde fra Tinder, hvor Gemsen daarligt nok kan finde Fodfæste.

En Gang paa Hjemvejen fra en daglang Udflugt i Bjergene overraskedes jeg af et Uvejr. Lynene flammede omkring mig. Tordenen og dens mangedoblede Genlyd kastedes frem og tilbage mellem Klippevæggene. Jeg søgte Tilflugt i et Hus, der laa nær Landevejen et lille Stykke oppe paa Bjergskraaningen. En Sti førte derop, og ved Foden af den stod en Stolpe med det i Rejsetiden 90 saa almindelige Skilt, der meddelte, at her var Mælk og Selters at faa. Altsaa bankede jeg trøstig paa og kom ind i en lavloftet Stue, der paa Grund af Uvejret allerede var næsten aftenlig mørk. Bag en Haandvæv sad en ældre Kvinde; to unge Piger saa med store Øjne op fra deres Sytøj. Den ene af dem sad paa Skræddervis oppe paa Stuebordet, den anden havde stillet sig hen ved Vinduet med sit Haandarbejde for at se bedre.

En Gang paa Hjemvejen fra en lang Tur i Bjergene blev jeg overrasket af et Uvejr. Jeg U101 søgte Tilflugt i et lille Hus, der laa et Stykke fra Vejen lidt oppe paa Bjergskraaningen. En Sti førte dertil. Ved Foden af denne stod en Stolpe med den almindelige Seddel om, at her var Mælk og Selters at faa. Altsaa gik jeg derop, bankede paa og kom ind i en lavloftet Stue, der paa Grund af Uvejret allerede var aftenlig mørk. Bag en Haandvæv sad en ældre Kvinde. To unge Piger saae med store, spørgende Øjne op fra deres Sytøj. Den ene af dem sad paa Skræddervis oppe paa Stuebordet, den anden havde med sit Haandarbejde stillet sig hen ved Vinduet for at se bedre.

Da jeg spurgte, om jeg kunde faa et Glas Mælk, bad den Gamle mig venligt sidde ned, og den unge Pige ved Vinduet lagde straks Sytøjet fra sig og gik ud. Lidt efter kom hun tilbage med et fyldt Hankekrus, som hun stille og tavs satte foran mig paa Bordet. Hun var af de blonde Schweizerinder og havde en frodig Skikkelse, der fik mig til at tænke paa mine Randersveninder. Den unge Pige oppe paa Bordet var derimod helt sydlandsk: et sortøjet lille Væsen, endnu halvvejs et Barn og dertil slemt forvokset. En rødbroget Kat, der mjavende kredsede 91 omkring hende og Gang paa Gang forsøgte at krybe op ad hende for at lege, holdt hun skælmsk fra sig ved at prikke den paa Næsen med den Finger, der bar Fingerbøllet. Da en Gang et særlig kraftigt Lyn oplyste Stuen, førte hun med et lille Skrig Sytøjet op for Ansigtet og gemte sig bag det, indtil Tordenskraldet og dets mange Ekkoer var døet hen mellem Bjergene.

Da jeg spurgte, om jeg kunde faa en Selters, bad den Gamle mig sidde ned, og den unge Pige ved Vinduet lagde Sytøjet fra sig og gik ud. Hun var af de blonde Schweizerinder og havde en frodig Skikkelse, der fik mig til at mindes mine Randersveninder. Den unge Pige oppe paa Bordet var derimod ganske sydlandsk mørk, et sortøjet lille Væsen, endnu halvvejs Barn og dertil slemt forvokset. En rød Kat, der kresede mjavende omkring U102 hende og vilde lege, holdt hun fra sig ved at prikke den paa Næsen med den Finger, der bar Fingerbøllet. Saadan var mit første Indtryk af dette lille Hjem, hvor jeg en Ugestid skulde faa min daglige Gang.

Saadan var mit første Indtryk af dette lille Schweizerhjem, hvor jeg i de kommende Uger skulde blive en daglig Gæst. Familjen, som ernærede sig ved at væve og sy for Folk, var Tilflyttere fra Kanton Glarus og talte indbyrdes en Dialekt, jeg havde svært ved at forstaa. Saa forskellige de to unge Piger var af Ydre og for Resten ogsaa af Sind, var de dog Søstre, et Par tidlig forældreløse Børn, som en Faster havde taget sig af. For Tiden gik de to Gange ugenlig ind til Interlaken og lærte Skræddersyning, og for at Fasteren ikke skulde sidde alene hele den lange Dag, skiftedes de til at være hjemmefra. Jeg vidste med andre Ord aldrig rigtig, hvem af 92 dem, jeg vilde træffe hjemme, naar jeg kom dertil, og jeg forstod vistnok daarligt at skjule min Skuffelse, naar det viste sig at være den lille Skrutryg. Det var for saa vidt en Skam, som hun trods sin Vanførhed var en jublende Sjæl og aldrig gladere, end naar hun kunde faa Lejlighed til at tale om Søsteren og berømme hendes Dygtighed og Forstand. En Gang, da Fasteren var gaaet ud i Køkkenet og vi blev ene, betroede hun mig, at det havde været Søsterens højeste Ønske at blive Lærerinde. Hun havde altid faaet saa megen Ros paa Skolen, og det baade af Læreren og af Præsten. Men der havde jo ikke været Raad til at komme paa Seminariet.

[Saadan var mit første Indtryk af dette lille Hjem, hvor jeg en Ugestid skulde faa min daglige Gang.]

Familjen, som ernærede sig ved at væve og sy for Folk, var Tilflyttere fra Kanton Glarus og talte indbyrdes en Dialekt, jeg havde svært ved at forstaa. Saa forskellige de to Piger var af Ydre og for Resten ogsaa af Sind, saa var de dog Søstre, et Par tidlig forældreløse Børn, som en Faster havde taget sig af. For Tiden gik de to Gange om Ugen ned til Interlaken og lærte Skræddersyning, og for at Fasteren ikke skulde sidde alene hele den lange Dag, skiftedes de til at være hjemmefra. Jeg vidste derfor aldrig med Sikkerhed, hvem af dem jeg vilde træffe i Hjemmet, naar jeg kom; og vistnok forstod jeg kun daarligt at skjule min Skuffelse, naar det viste sig at være den lille Skrutryg. Det var for saa vidt en Skam, som hun trods sin Vanførhed var en jublende Sjæl og aldrig gladere, end naar hun kunde U103 faa Lejlighed til at tale om Søsteren og berømme hende. En Gang, da Søsteren var gaaet ud af Stuen et Øjeblik, betroede hun mig, at det havde været Søsterens højeste Ønske at blive Lærerinde. Hun havde altid faaet saa megen Ros paa Skolen, og det baade af Læreren og af Præsten. Men der havde jo ikke været Raad til at komme paa Seminariet.

At der ikke skulde være andre Grunde til den smukke Piges alvorlige og indesluttede Væsen havde jeg dog svært ved at tro. Her drog jo om Sommeren saa mange farende Folk forbi, og jeg var vel ikke den eneste, der havde fundet Vej herop. En Dag, da jeg igen var bleven alene med den Lille, greb jeg Lejligheden til at udfritte hende lidt. 93 Hun sad som sædvanlig oppe paa Bordet, men havde lagt Sytøjet fra sig og i Stedet taget sin Legekammerat, den rødbrogede Kat, op til sig. Den stod oprejst i hendes Skød, og hun holdt den i Forpoterne, saa dens Ansigt var lige ud for hendes. Skalkagtig gentog hun hele Tiden mine Spørgsmaal for den og foregav at hente sine Svar fra dens stirrende Øjne som fra et Orakel. – "Noget med Kærlighed? Uha, nej den Slags kender vi ikke noget til her. Vel, Mis? - Naa ja, en Kæreste har Suzann' rigtignok haft en Gang, siger Mis. Det var Historiebogen med de mange Billeder i. Naar hun sad med den, holdt hun begge Hænderne for Ørene og var ikke til at raabe op. Ikke sandt, Mis?"

At der ikke skulde være anden Grund til den smukke Piges alvorlige og indesluttede Væsen havde jeg svært ved at tro, og en Dag, da jeg igen var bleven alene med den lille, søgte jeg at udfritte hende lidt. Hun sad som sædvanlig oppe paa Bordet, men havde lagt Sytøjet til Side og i Stedet taget sin Legekammerat, Katten, op til sig. Den stod oprejst i hendes Skød, og hun holdt den i Forpoterne. Skalkagtig gentog hun hele Tiden mine Spørgsmaal for den og gav det Udseende af, at hun hentede sine Svar fra dens Øjne som fra et Orakel. "Noget med Kærlighed? Uha, nej den Slags kender vi ikke noget til her. Vel, Mis? — Naa ja, U104 en Kæreste har Suzann' rigtignok haft en Gang, siger Mis. Det var Historiebogen. Naar hun sad med den, holdt hun Hænderne for Ørene og var ikke til at raabe op. Ikke sandt, Mis?"

Denne Kattesnak blev jeg jo ikke stort klogere af; men kort Tid efter hændte der noget, der fra nu af bandt mig til det lille Væverhjem med den Trolddom, der er Hjerternes Hemmelighed.

94 Jeg var kommen til Schweiz i den Tro, at jeg vilde kunne spasere op paa Eiger, Jungfrau, Mönch og de andre himmelhøje Snetinder uden Fører og uden anden særlig Udrustning end nogle solide Brodder i Støvlesaalerne. Ret hurtigt var det dog gaaet op for mig, at disse Isørkener ovenover Skyerne var forbeholdt guldbeslaaede Englændere og Amerikanere, der havde Raad til at udruste et mandstærkt Følge af Kendtmænd og Telt- og Bagagebærere. Der var dog stadig en af disse hvidskæggede Bjergkæmper, jeg ikke havde kunnet slaa af Tankerne. Det var Faulhorn. Den var ikke slet saa høj som de andre. Desuden fandtes der tæt under Toppen et stensat Hus, som i Rejsetiden var beboet, og hvor man kunde overnatte. Men Faulhorn havde fra gammel Tid Ord for at være et af Alpekædens lumskeste Bjerge. I tidligere Tid hed det sig, at der i en Hule deroppe boede en Drage, der med det blotte Blik styrtede Folk i Afgrundene. Derfor havde det faaet sit stygge Navn.

Denne Kattesnak blev jeg jo ikke klogere af; men nu hændte der noget, der et Par Dage holdt mig borte fra Væverhjemmet og samtidig gjorde dette endnu mere kært for mig. Som saa mange andre var jeg kommen til Schweiz med den Indbildning, at jeg vilde kunne spadsere op paa Eiger, Jungfrau og de andre Snetinder uden anden Udrustning end et Par solide Støvlesaaler. At disse Isørkener var forbeholdt rige Englændere og Amerikanere, der kunde udruste et mandsstærkt Følge af Kendtmænd og Teltbærere, gik jo ret hurtigt op for mig. Der var dog stadig en af disse hvide Toppe, som jeg ikke kunde slaa af Tankerne. Det var Faulhorn. Den var ikke slet saa høj som de andre, og desuden fandtes tæt under Toppen et stensat Hus, hvor der om Sommeren kunde overnattes. Men Faulhorn havde Ord for at være et af U105 Alpekædens lumskeste Bjerge. I tidligere Tid hed det sig, at der i en Hule deroppe levede en Drage, som med sit blotte Blik styrtede Folk i Afgrunden.

Da jeg i Væverhjemmet en Dag talte om, 95 at jeg tænkte paa ved Lejlighed at gaa op til Dragen og trække den i Halen, skreg den Lille angstfuldt op. Ogsaa den Gamle advarede. Hun nævnte Tallet paa dem, der i de sidste hundrede Aar var omkommet paa Faulhorn. Det var et Par Snese. Jeg skottede undersøgende hen til Suzann', som ingenting havde sagt. Tilsyneladende ganske uberørt af Samtalen sad hun bortvendt mod Vinduet i Færd med at træde en Naal. Hun blev mig mere og mere en Gaade. Undertiden kunde hun høre saa opmærksomt paa, hvad jeg fortalte om Danmark, at jeg kunde blive helt varm om Hjertet. Til andre Tider var hun saa fortabt i sine egne Tanker, at det var til at blive rasende over.

Da jeg en Dag i Væverhjemmet spøgte med, at jeg ved Lejlighed vilde gaa derop og trække Dragen i Halen, skreg den lille derfor op. Ogsaa den Gamle advarede. Hun nævnte Tallet paa dem, der i det sidste Hundredaar var omkommen deroppe, og det var ikke faa.

Jeg skottede til Suzann', som ingenting havde sagt. Tilsyneladende ubekymret sad hun bortvendt mod Vinduet i Færd med at træde en Naal. Jeg forstod mig ikke paa dette tavse Pigebarn, der altid syntes saa ligegyldig for, hvad vi andre talte om, sad fortabt i, ja ligefrem troldbundet af sine egne Tanker.

Dagen efter gjorde jeg Alvor af Turen til Faulhorn. Jeg havde i Forvejen studeret Kortet og vidste, at der fra den skovklædte Bjergknude Wengernalp ved Indgangen til Lauterbrunnendalen gik en Sommersti direkte op til Turisthytten, og her begyndte jeg derfor Opstigningen. Men Wengernalps Skove var tætte og vildsomme, og skønt jeg 96 startede i Morgengryet, blev det Middag, før jeg naaede op over Trægrænsen og kom ind paa den Lyngslette, der dækkede Alpens Top som en mørk Kalot. Heroppe var frit Udsyn til alle Sider, og jeg fandt ogsaa straks Sommerstien, der halvskjult i Lyngen bugtede sig over Sletten i Retning af Faulhorn. Solen skinnede, og overalt duftede der hjemligt og sommerligt af Lyng og Timian. Men snart stødte jeg paa den første store Snemark. Stien forsvandt ind under den, og selv sank jeg i til Knæene paa Vandringen gennem de bløde Snemasser, som Solen hele Dagen havde brændt paa. Først efter en halv Times trættende Vaden fik jeg paany fast Grund under Fødderne. Men Stien fandt jeg ikke igen. Den var og blev borte. Men foran mig lyste Faulhorns solbeskinnede Snekrone og syntes tilmed ganske nær, saa det var umuligt at tage fejl af Retningen.

Trods Advarslerne gjorde jeg en Dag Alvor af Turen op til Faulhorn. Jeg havde i Forvejen studeret Kortet og vidste, at der fra den skovklædte Wengernalp i Nærheden gik en Sti direkte til Turisthytten deroppe. Her begyndte jeg da Opstigningen. Men U106 Wengernalps Skove var store og vildsomme, og det blev langt ud paa Eftermiddagen, før jeg naaede op over Trægrænsen. Og ikke længe efter stødte jeg paa den første store Snemark. Stien forsvandt ind under den, og jeg fandt den ikke siden. Men foran mig lyste Faulhorns Krone, saa jeg kunde ikke tage fejl af Retningen. Rigtig mørkt blev det heller ikke efter at Solen var gaaet ned. Dertil var der for megen Sne rundtom.

Alligevel maatte jeg efterhaanden erkende, at den Gamle i Væverhuset havde haft rimelig Grund til at advare mig mod at gøre 97 Turen uden Følgeskab. Stadig mødte jeg nye Genvordigheder under Fremmarchen. Et Sted steg Bjergsiden saa brat, at jeg maatte kravle op ad den paa alle fire. Et andet Sted stødte jeg paa en halvt tilfrossen Sø med Sjapis, som jeg med stort Tidsspilde maatte søge udenom. Værst var dog næsten de idelige Vadeture over dybe, snefyldte Sænkninger, hvor jeg hvert Øjeblik havde en uhyggelig Fornemmelse af at blive trukket ned i Dybet. Solen stod allerede lavt paa Himlen, og mine Ben var tunge som Sandsække, da jeg igen blev standset af en saadan bred Bjergkløft fyldt til Randen med Sne. Jeg slap dog ogsaa denne Gang heldigt over paa den anden Side; men da jeg derfra saa' tilbage, svimlede det for mig ved Synet af den lange Række alendybe, allerede vandfyldte Huller, jeg havde efterladt i den bløde Snemasse. Omgivelserne her var et ørkenagtigt Øde oversaaet med store Stenblokke, som under Frostsprængningen var rullet derned fra Bjergtoppen. I min dødelige Udmattelse slæbte jeg mig hen til den nærmeste Blok, og 98 i det samme jeg sank ned paa den, blev det mig klart, at jeg ikke kom videre foreløbig. Jeg vilde maaske endda være nødt til at blive siddende her lige til den lyse Morgen. Naar det først blev mørkt, vilde det være for risikabelt at begive sig afsted ene Mand i dette Ørkenøde.

Fjernt ude i Vest laa Lavlandet paa en længere Strækning aabent for Synet med mørke Skove og blanke Søer. Og derude – uendelig langt borte – stod Solen nu saa lavt, at den med sin Rand rørte Jorden. Dens underligt menneskelige Ansigt syntes at betragte mig med et medynksfuldt Afskedsblik, idet den langsomt sank ned i Horisontens Taagedis. Jeg blev vel nok lidt bevæget, men dog ikke modløs. Det var jo ikke første Gang, jeg havde overnattet under aaben Himmel. Paa mine Fodture i Drengeaarene sammen med Kammerater havde vi mere end én Gang puttet os ned i en Høstak eller strakt Lemmerne paa et Skovgærde for at spare Pengene til Natlogi. Rigtig mørkt blev det nu heller ikke; dertil 99 var der for megen Sne rundtom. Og endnu længe efter Solens Nedgang lyste Faulhorns hvide Krone som en Vaagelampe paa den sommerblege Nathimmel. Tæt indsvøbt i min Kappe og med dens Hætte trukket frem over Hovedet til yderligere Beskyttelse mod Kulden sad jeg dér paa mit haarde Stensæde og nynnede eller sang højt, for at forjage alle skræmmende Tanker og overjordiske Forestillinger, der vilde trænge sig ind paa mig fra den fuldkommen lydløse Stilhed rundt om. Vanskeligere blev det efterhaanden at holde mig Søvnen fra Livet, og jeg var jo ganske klar over, hvor farligt det vilde være, om jeg blot et Øjeblik gav efter for den søde Fristelse til at blunde lidt. Jeg vilde da sikkert aldrig vaagne mere. Jeg fandt saa paa at tage min Bädecker til Hjælp og Gang efter Gang med mine valne Fingre at tælle Bogens mange hundrede tynde Blade; og for at fremkalde en lille Spænding, der kunde hjælpe til at holde mig vaagen, gav jeg hver Gang nøje Agt paa Tællingens Resultat. Dersom jeg saa tre Gange i Træk 100 kom til det samme Sideantal, belønnede jeg mig med et Stykke af en Chokoladeplade, som jeg foruden Bädecker lykkeligvis ogsaa havde taget med i min Taske.

Saaledes halvt legende gennemkæmpede jeg den uendelig lange Nat, indtil det første Skær af Dag ved Firetiden viste sig paa en fjern Bjergtop i Øst. En efter en begyndte nu Tinderne rundtom at gløde. Snart laa hele Alpekæden omkring mig som et Ildhav. Jeg rejste mig og strakte mine stive Lemmer. Og idet jeg nu begav mig videre paa Vej opefter, gjorde jeg den frydefulde Opdagelse, at Nattefrosten overalt havde lagt Bro over Sneen, saa den var som et Stuegulv at gaa paa. Stor var ogsaa min Glæde, da jeg efter nogle Timers Vandring standsede ved Synet af de første Menneskefodspor i Sneen. Helt andægtig betragtede jeg disse Aftryk af en stor, sømbeslaaet Støvlesaal, og ved at følge dem naaede jeg ikke længe efter op til Tilflugtshuset. Det var en ret stor, toetages Bygning, der var lagt tæt op ad en Klippevæg for at være beskyttet 101 mod Vinterstormene. Inde i en rummelig Stue med Bjælkeloft og aaben Kamin, hvor et hyggeligt Brændebaal knitrede, blev jeg venligt modtaget af de overraskede Beboere, et Par unge Ægtefolk, der var helt rørende i deres Omsorg for mig, da de hørte, hvorfra jeg kom, og at jeg havde overnattet i det Fri. Jeg blev straks puttet i Seng og tyllet med varme Drikke, indtil jeg dampede. Hele Dagen maatte jeg blive i Sengen, mens mine vaade Klæder blev tørret, og heller ikke den næste Dag stod jeg op før ud paa Eftermiddagen. Af Manden fik jeg at vide, at jeg skulde have foretaget Opstigningen fra Grindelwald paa Bjergets Sydside. Her var næsten al Sne borte nu. Det var kun ved Midsommertid, man skulde vælge Turen over Wengernalp. Nedstigningen den næste Dag foregik da ogsaa uden Genvordigheder af nogen Art; men Vejen var lang, og i Grindelwald maatte jeg atter overnatte. Jeg havde saaledes været fulde fire Døgn borte, da jeg gensaa Væverhjemmet i Lauterbrunnendalen og mine Venner der, som under 102 hele Turen bestandig havde været i mine Tanker.

Allerede paa Stien, der fra Landevejen førte derop, fik jeg Øje paa den lille Skrutryg, som sad paa Trappen foran Indgangsdøren og solede sig. Da hun opdagede mig, sprang hun op med et Skrig og styrtede mig i Møde, mens Katten, hendes Legekammerat, hoppende fulgte i Hælene paa hende.

"Nu vil Suzanne rigtignok blive glad!" raabte hun.

"Hvem?" spurgte jeg. "Deres Søster?"

"Ja ja. Vi har allesammen været saa angst for Dem. For De har naturligvis været oppe paa Faulhorn og trukket Dragen i Halen – ikke?"

Ved at følge dem naaede jeg Tilflugtshytten i det første Morgengry, mens Alpekæden glødede som et Ildhav. Skønt jeg fik Beboerne, et ældre Ægtepar, banket op af deres gode Nattesøvn blev jeg rørende elskværdigt modtaget, kom straks i Seng og blev tyllet med varme Drikke. Det var en hel Fest.

Nedstigningen den næste Dag foregik uden Genvordigheder; men Vejen var lang, og jeg U107 havde været hele tre Dage borte, da jeg gensaa Væverhjemmet og mine Venner der. Allerede paa Stien, der fra Vejen førte derop, fik jeg Øje paa den lille Skrutryg. Hun stod paa Trappen foran Huset og solede sig. Da hun opdagede mig, rakte hun begge Armene i Vejret og udstødte et Frydeskrig. "Aa, vi har været saa angst for Dem, for De har naturligvis været oppe paa Faulhorn og trukket Dragen i Halen, ikke?"

Hendes Raab var bleven hørt inde i Huset. Suzann' kom frem i Døren, og for første Gang saa jeg et Smil gaa over hendes alvorlige Ansigt. Tilmed et stort Smil, som vilde have henrykt mig, dersom jeg ikke samme Dag midt i Vildskoven havde talt mine Penge og erkendt, at jeg nu umuligt kunde udskyde Opbrudet og Hjemrejsen længere. Eventyret var ude. Hverdagen med dens Pligter og Plager kaldte mig tilbage. Jeg forbandede mig selv og den ærgerrige Fremtidsdrøm, jeg havde været saa stolt af, en Gang at blive en af dem, der var med til at opbygge den nye Tid og skabe flere af disse tekniske Heksekunster, U108 der lagde Menneskeheden i Lænker og gjorde den til Trælle af selvskabte Fornødenheder. Jeg havde her i Alperne lært en anden Tilværelse at kende, et vidunderligt Liv, frit som i Menneskehedens Barndom. Og det skulde nu være forbi. En lille Uge senere var jeg atter i det sommerlumre København. Jeg maatte ud paa Langelinje for at faa Luft.

Hendes Udraab var bleven hørt inde i Huset. Suzanne kom hurtig frem i Døren, og vistnok for første Gang saa' jeg hende smile. Mod Sædvane rakte hun mig ogsaa Haanden, og da vi senere spaserede ude i den lille Lund, der bagved Huset strakte sig et Stykke op ad Bjergskraaningen, og jeg havde fortalt om min natlige Oplevelse paa Faulhorn, 103 plukkede hun helt bevæget en Blomst i Græsset og satte den i mit Hattebaand.

Og fra nu af fløj Dagene, ja Ugerne hen, uden at jeg kunde holde Tal paa dem. Men efter saaledes at have været opløftet i den syvende Himmel, sad jeg en Eftermiddag ved et af de drønende Vandfald, som man i Alperne møder eller i hvert Fald hører næsten overalt. Melankolsk hensunken i mig selv sad jeg med Haanden under Kinden, mens Vandflommen suste forbi oppe fra Højden og et Sted dybt under mig dampede og buldrede som en Hexekedel. Der er vist ikke noget Naturskuespil, der som et stort Vandfald formaar at magtstjæle det sørgmodige Sind og kogle det ind i vilde Drømmerier.

Jeg havde om Morgenen paany talt mine Penge og var kommen til det Resultat, at jeg nu umuligt kunde udskyde Opbrudet og Hjemrejsen en eneste Dag længer. Jeg følte mig i samme Situation som hin Bjergtagne, om hvem et Eventyr fortæller, at han allerede hørte Klippevæggen lukke sig bag ham med Bulder og Brag, da han i sidste Øjeblik 104 reddede sig bort ved en hovedkulds Flugt. – Ja, Eventyret var ude. Jeg maatte nu tilbage til Hverdagen med dens Pligter og Plager. Jeg begreb bare ikke, hvordan jeg skulde kunne finde tilbage til mit gamle Jeg. Hele mit tidligere Liv syntes mig nu at tilhøre en fjern Fortid, ja at være tilbragt paa en hel anden Klode. Hvad vilde jeg da i Grunden derhjemme? Hvorfor ikke blive her, hvor jeg havde levet saa rigt og lykkeligt? For den allersidste Rest af mine Penge vilde jeg kunne bygge mig et lille Bjælkehus oppe i Bjergene, og saa forresten tjene til Livsopholdet som almindelig Skovarbejder for en Gang at kunne gifte mig med Suzanne. Jeg havde Grund til at tro, at hun ikke vilde vrage et saadant Nybyggerliv fjernt fra Menneskenes Verden.

Først da jeg om Aftenen var vendt tilbage til mit Familjehotel, kom jeg til Besindelse. Og straks den næste Dag brød jeg op derfra efter en stormfuldt bevæget Afsked med Væverhjemmet i Lauterbrunnendalen. Med Fortvivlelse i Hjertet saa' jeg Fremtiden i 105 Møde. Fra nu af og maaske indtil mine Dages Ende skulde jeg henslæbe Livet som en klaprende Regnemaskine paa et Kontor. En grufuld Tanke. For jeg kunde jo ikke vide, at det var mig beskaaret en Gang at virkeliggøre Nybyggerdrømmen og formæles med Mulden i mit eget Hjemland.