Familjeliv

Blandt de gamle Bekendtskaber, jeg ved Bosættelsen i Hillerød og den lettere Forbindelse med Hovedstaden havde kunnet knytte paany, var ogsaa det med den udmærkede politiske Skribent Erik Henrichsen. Denne fortjenstfulde Mand, der ved sit Skrivebord og i Samtale kunde udfolde saa glimrende Evner og stor Viden, havde mærkeligt nok slet ingen Forstaaelse af, at det er vigtigere for en Mand at kende sig selv, end at vide Besked om Verdenshistoriens største Personligheder. Han havde gjort sig Forhaabninger om at blive Rigsdagsmand og i det hele at komme til at spille en Rolle i det offentlige Liv til Trods for, at Naturen altfor tydeligt havde nægtet ham ydre Betingelser derfor. Han var en lille, lidt forvokset og tilmed stam Mand, der slet ikke egnede 102 sig til offentlig Optræden, og alligevel følte han det som blodig Uret, at Folk lo af ham og hyssede, naar han viste sig paa en Talerstol.

Hans Bortgang fra Livet blev derfor ogsaa en Tragedie, – dersom det da absolut skal kaldes tragisk, at et Menneske benytter sin Viljes Frihed til at afkorte en Tilværelse, der stadig har bragt ham bitre Skuffelser og gjort ham til Latter. Er den gængse Fordømmelse af den frivillige Livsafslutning ikke en af de Fordomme, vi Mennesker har slæbt omkring med i de sidste 2000 Aar? De højt kultiverede gamle Grækere gjorde sig jo ingen Samvittighed af en velbegrundet Selvudslettelse. Er det i det hele ikke en af vore ulyksaligste Vildfarelser, at vi i Samvittigheden – dette Pulterkammer for al Slags gammel, hengemt Overtro og forlængst overvunden Fordom – at vi i Spøgelserøsten fra dette Gravkammer ejer en guddommelig Vejleder gennem Livets Labyrint, en Fører, som vi tryggere kan bygge paa end paa det højeste menneskelige Gode, vor Fornuft. Og 103 er det ikke denne falske Tro, der fremkalder saa meget af Ufordrageligheden mellem Menneskene, rejser Broder mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, Religion mod Religion; som kort sagt er Kilden til den meste Ufred i Verden?

Et andet af de personlige Forhold, som jeg nu havde fornyet, var Bekendtskabet med Viggo Stuckenberg. Han havde været en af de faa Københavnere, jeg under mit lange Landliv virkelig havde kunnet længes efter. Da jeg kom til Hillerød, var han da ogsaa en af de første, jeg indbød til at nyde Udsigten fra mine Vinduer. Men nu havde jeg igen i længere Tid ikke set noget til ham, og en Dag hørte jeg, at han laa alvorligt syg paa et Hospital. Ikke mange Dage efter læste jeg i Aviserne, at han var død.

Det var et Tab, der gik mig meget nær. Jeg syntes ikke, vi havde Raad til at miste en Mand som ham. Men samtidigt var der noget ved dette Dødsfald, der føltes som næsten selvfølgeligt. I alle de Aar, jeg kendte Stuckenberg, havde han kæmpet med Nød 104 og Savn. Han var i ung Alder bleven baade Ægtemand og Fader, og for at kunne holde Hjemmet oppe havde han maattet ernære sig ved slidsom Timelærergerning. Dagen igennem og tidt om Aftenen ogsaa maatte han undervise. Det var i de stille Timer omkring Midnat, at han frembragte sin sjælfulde Digtning, hvori der virkelig findes Poesier af den sjeldne, ophøjede Art, der griber Sindet mysteriøst som et Blik ned i meget dybe Brønde, i hvis Grundvand Stjernehimlen spejler sig ved højlys Dag.

Blandt de Bekendtskaber, som jeg ved Bosættelsen i Hillerød havde glædet mig til at knytte paany, var det med Stuckenberg. Han var en af de faa Kolleger, jeg i mit lange Landliv undertiden havde savnet. Nu hørte jeg, at han laa alvorligt syg, og en Dag læste jeg i Aviserne, at han var død. Det var et Tab, der gik mig meget nær. Jeg syntes ikke, vi havde Raad til at miste en saadan Mand. Paa den anden Side var der noget ved dette Dødsfald, der føltes næsten som selvfølgeligt. Saalænge jeg kendte Stuckenberg havde han kæmpet med Nød og Savn. For at holde Hjemmet oppe havde han maattet ernære sig ved kummerlig Timelærergerning til langt ud paa Aftenen. Det var i de stille Timer omkring Midnat, at hans sjælfulde Digtning blev til, deriblandt Poesier af den sjeldne, U179 ophøjede Art, der griber Sindet mysteriøst som et Blik ned i meget dybe Brønde, hvis Grundvand spejler Stjernehimlen ved sollys Dag.

Han havde det til Tider saa fattigt, at baade han selv og hans Familje led Nød. I en saadan Periode havde han forsøgt at faa frigjort en lille Pengesum, en beskeden Arvepart, der var bleven baandlagt for ham i Overformynderiet, og til hvis Udbetaling der krævedes justitsministeriel Billigelse. Han havde en Gang fortalt mig om sin Avdiens hos Ministeren i den Anledning. Den var faldet højst uheldigt ud. Ministeren havde nemlig været den Alberti, som kort efter maatte forflyttes fra Kongens Raad til Tugthuset. 105 Da han fik at vide, hvem han havde for sig, og hvad Stuckenberg levede af, havde han kort og brøsigt afvist ham med den Bemærkning: "Ja saa! De er Digter. Skriver Vers. Forhaabentlig vil De af Deres betrængte Stilling lære for Fremtiden at tage Dem noget fornuftigere til. Adjø!"

Han havde det til Tider saa usselt, at baade han selv og hans Familje virkelig led Nød. I en saadan Periode forsøgte han en Gang at faa løsgjort en lille Pengesum, en beskeden Arv, der var baandlagt i Overformynderiet, og til hvis Udbetaling der krævedes justitsministeriel Billigelse. Han havde en Gang fortalt mig om sin Avdiens hos Ministeren i den Anledning. Den var ikke faldet godt ud for ham. Ministeren havde været den Alberti, der bragte Skam over den første demokratiske Regering, en Sagfører, der afsløredes som Storforbryder og maatte overflyttes fra Kongens Raad til Forbedringshuset. Da han hørte, at Stuckenberg var Digter, havde han afvist ham med den Bemærkning, at han af sin betrængte Stilling forhaabenlig vilde lære for Fremtiden at tage sig noget nyttigere for.

Man kan vanskeligt lade være med til Sammenligning at tænke paa en anden dansk Digtersupplikant hos en anden Minister i en anden Tid, – Wessels bekendte Avdiens hos Guldberg, den Scene, som Marstrand har malet et saa kosteligt Billede af. Mødet mellem Stuckenberg og Alberti er et Optrin, som ogsaa godt kunde fortjene at blive udødeliggjort af en stor Kunstner. Mærkeligt, at ingen af vore Malere har ladet sig friste af det. I Armstolen bag Skrivebordet den almægtige Politiker hovent henslængt. 200 Pund i Vægt og en Vom som en Stortromme, Landets Justitsminister og værste Kæltring. Og overfor ham – staaende ude paa Gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælsfine Digter med det allerede opslidte 106 Legeme, den stilleste Mand i Landet, den redeligste. Og nu var han død. Kun 43 Aar gammel.

Man kan vanskeligt lade være med til U180 Sammenligning at tænke paa en anden dansk Digtersupplikant hos en anden Minister i en anden Tid – Wessels bekendte Avdiens hos Guldberg, den Scene, som Marstrand har malet et saa kosteligt Billede af. Mødet mellem Stuckenberg og Alberti kunde ogsaa godt fortjene at blive udødeliggjort af en stor Kunstner. I Armstolen ved Skrivebordet den bredbugede Politiker, en Kødklump paa et Par Hundrede Pund, Landets Justitsminister og største Kæltring. Og overfor ham – staaende ude paa Gulvet – den forlegne Stuckenberg, den sjælfulde Digter med det allerede opslidte Legeme, den stilleste Mand i Landet, den redeligste.

Og nu var han død. Kun 43 Aar gammel.

Jeg selv var nu naaet lidt ind i Halvtredserne, denne slemme Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald og Ormstukkenhed. Alle faar vi i disse Aar vore "Fornemmelser", flygtige Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, disse Hold og Sting, der er de uundgaaelige Tømmermænd efter Livsrusen. Skønt jeg næsten ikke havde kendt til at fejle noget, i hvert Fald aldrig havde været virkelig syg, undgik heller ikke jeg denne vor anden Overgangsalders Katzenjammer, der hos mig i Almindelighed ytrede sig som Jagninger og Tryk i den højre Side paa det Sted, hvor efter min Mening Leveren maatte sidde.

I Anledning af et Dødsfald i Familjen, en 107 Fætter, der var død i ret ung Alder, havde jeg en Dag givet mig til at studere vor Stamtavle, der for Slægten Pontoppidans Vedkommende gik helt tilbage til det 16de Aarhundrede, og det forbavsede mig at se, saa mange af disse mine Forfædre der ligeledes var døde forholdsvis unge. En Navne, Magister Henrik Pontoppidan, var knap bleven saa gammel, som jeg var nu, og en Søn af ham, en Dr. theol. og Stiftsprovst, var død omtrent i samme unge Alder. Min egen Fader var heller ikke bleven nogen gammel Mand. Det samme var Tilfældet med min Onkel, Skibsrederen i Helsingør, der tilsyneladende havde været en saa kraftig Mand. Og for begges Vedkommende var det netop en Svaghed i Leveren, der lagde dem i Graven.

Jeg var for meget af et Jordens Barn og en Livets Elsker til ikke at blive lidt foruroliget af de Tanker, som herved vaktes hos mig. Hver Gang jeg paany fik mine Jagninger i Siden, nedstemtes jeg og blev alvorlig. Skulde maaske ogsaa jeg forlade denne Verden i 108 min bedste Alder? Det var dog hverken Angst for Døden eller skræmmende Forestillinger om et Liv i en anden Verden, der holdt mig vaagen i mine søvnløse Nætter. Trods mine mange teologiske Forfædre, hvis Efterladenskaber jeg paa andre Maader sporede i mig, havde Kirkens Forkyndelse ikke i mange Aar været andet for mig end tomme Drømmerier. Jeg mente ganske vist ikke, at enhver Kristen var en Farisæer, naar han ivrede mod anderledes tænkende. Men Faren for at blive det lurede efter min Erfaring paa enhver, der troede sig blot en lille Smule bedre end sin Næste. Den Nimbus af Selvretfærdighed, der omgav saa mange Præster, naar de stod paa Prækestolen og talte om de Ulykkelige, der ved deres Frafald fra Troen forskærtsede al sand Glæde og Fred baade her og hisset, havde i en tidlig Alder givet mig en Afsmag for og en Mistillid til Kirken, som jeg aldrig siden havde kunnet overvinde.

Undertiden havde jeg dog følt det som et Savn, at jeg ikke som saa mange 109 andre havde maattet tilkæmpe mig min Livsanskuelse gennem Tvivl og Anfægtelser, men at den var bleven til saa at sige af sig selv ligesom Ukrudtsplanterne. Men alle den Slags Bekymringer havde jeg nu overvunden. Evnen til at leve et Trosliv var mig i det hele nægtet. Selv i mine mørkeste Øjeblikke lod jeg mig ikke friste af Forfædrenes himmelske Drømmerier. Hvor meget jeg end skulde komme til at lide, jeg vilde for ikke at dø som Hykler lukke Ørene for Kirkens Afladskræmmere og indtil det sidste fastholde mit selverhvervede, ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning.

Jeg havde efterhaanden vænnet mig til aldrig at være rigtig rask og bestandig have Fornemmelsen af at gaa med et Brev store Knappenaale i Underlivet. Hver Dag arbejdede jeg mange Timer ved mit Skrivebord, havde overhovedet næppe nogensinde været mere produktiv. Der var stadig saa meget, der trykkede mig Pennen i Haanden, og med min bestemte Forudfølelse af, at det snart vilde være forbi med mig, var jeg utaalmodig 110 for at faa det ned paa Papiret. Hensynet til mit literære Eftermæle bidrog vel ogsaa til denne febrilske Virketrang paa Falderebet, skønt Folks Bedømmelse af mit Forfatterskab ellers aldrig havde beskæftiget mig stort. Jeg havde haft min egen Mening om, hvad jeg havde udrettet med min Pen, og den faldt i Almindelighed ikke sammen med Publikums eller Kritikernes. Det bekendte Begravelsesønske, som den dødssyge Heine skal have udtalt for nogle Venner, kom mig i denne Tid ofte i Tankerne. "Blomster eller anden Pynt gør jeg ikke Krav paa; men et Sværd skal I lægge paa min Kiste." De Ord vilde jeg gøre til mine. For ogsaa mit literære Liv havde væsentlig været en Krigstjeneste. Blandt Stormtropperne med flyvende Faner og klingende Spil havde jeg ikke haft min Plads; men at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp var mig Ære nok.

Af Hensyn til vore Børn, der nu begge var kommen ind i den voksne Alder, besluttede 111 vi at flytte nærmere til København og bosætte os i Hellerup, som den Gang endnu betragtedes som et ret landligt Opholdssted. Og her indtraf en Dag den Katastrofe, jeg saa længe havde ventet. Hjemkommen fra en Spaseretur overfaldtes jeg af saa voldsomme Smerter, at jeg ikke kunde holde mig oprejst, men maatte søge tilsengs og lade Lægen hente.

Hans Undersøgelse bekræftede, at det var Leveren, det var galt med. Jeg maatte foreløbig blive i Sengen; men dersom jeg vilde være forsigtig, mente han nok, jeg snart kunde komme paa Benene igen. Der gik imidlertid en Uge, og der gik to, og stadig forværredes Tilstanden, og Feberen steg. Tilsidst raadede Lægen selv os at tilkalde en Kirurg, og saa vidste jeg, hvorhen det bar. Kirurgen – en bekendt Professor fra Rigshospitalet – erklærede det da ogsaa straks for paatrængende nødvendigt, at jeg blev indlagt paa hans Afdeling, og allerede den næste Formiddag laa jeg paa Operationsbordet med opsprættet Underliv, hvorfra 112 der blev udtaget to store og fire mindre Galdesten foruden hele den ganske ødelagte Galdeblære.

For en Operationspatient paa et Hospital er Tilværelsen de første Dage nærmest en Fortsættelse af det bevidstløse Liv under Operationen. Man har ikke megen Fornemmelse af sig selv. Det er en Tilstand, der ikke kan være synderlig forskellig fra Barnets drømmeløse Søvn i Moders Liv. Man véd intet om, hvad der sker med En, glemmer det i hvert Fald straks bagefter. En af Hospitalets unge Læger fortalte mig senere, at det en Dag havde set ret sort ud for mig, og at der var bleven gjort Anstalter til igen at bringe mig over paa Operationsstuen for at anlægge ny Forbinding. Jeg havde ikke mindste Erindring derom. Det eneste, jeg dunkelt huskede fra disse første Dage, var, at jeg havde faaet en eller anden Indsprøjtning.

113 Men ogsaa her, hvor Medpatienter hver Dag blev baaret bort som Lig, havde jeg altsaa haft Lykken med mig. Det varede ikke længe, før jeg blev erklæret udenfor Fare, og allerede fem Uger efter Indlæggelsen kunde jeg vende tilbage til Hjemmet.

Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger U181 i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde. Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste.

Det var en urolig Tid i Evropa. Alle Blade var fulde af Artikler om Panserskibe og Kanoner. Ogsaa i Berlin, hvor jeg opholdt mig baade paa Udrejsen og Tilbageturen, var der kraftige Vidnesbyrd om krigerisk Stemning. Da Aviserne saaledes en Dag havde meddelt, at Kejseren vilde tage til Potsdam for at overvære en Revu af Garnisonen der, var begge Sider af "Unter den Linden" paa det angivne Klokkeslet tæt pakket med Mennesker, der stod opstillet der for at se ham køre forbi og faa Lejlighed til at give deres Følelser Luft overfor Landets øverste Krigsherre. Saasnart den kejserlige Vogn kom tilsyne, brød de ud i Hurraraab, Hattene svingedes, og man tiljublede ham som den U182 forventede Siegfriedhelt han i alles Øjne for Tiden var.

Ikke længe efter brød ogsaa den første Verdenskrig ud.

De fire, for Evropas Fremtid saa skæbnesvangre Krigsaar mærkedes i det nøjtrale Danmark hovedsagelig kun ved de mange Afsavn, som Varemangel og Dyrtid foraarsagede. Ogsaa i mit eget Hjem gled Dagene ret roligt hen. Et Par Gange hændte der dog Ting af Betydning udover Øjeblikket. Jeg fyldte saaledes i denne Tid 60 Aar, og den svenske Nobelkomité tog deraf Anledning til at hædre mig med en Part af Fondens værdifulde Literaturpris. Det var en Udmærkelse, jeg aldrig havde drømt om, saa meget mere velkommen som jeg kort forinden havde været ude for en alvorlig Katastrofe. Trods min Brønddrikning var Smerterne i den højre Side ikke ophørte, og de blev efterhaanden saa voldsomme, at der var Fare. Jeg maatte tilsidst køres ind til et af de store københavnske Hospitaler, og her laa jeg en Dag paa Operationsbordet med opsprættet U183 Underliv, hvorfra der blev udtaget to store og fire mindre Galdesten foruden den hele af Stenene ganske ødelagte Galdeblære.

For en Operationspatient er den første Tid jo nærmest en Fortsættelse af det bevidstløse Liv under Operationen, en Tilstand næppe meget forskellig fra Barnets drømmeløse Søvn i Moders Liv. Man har kun ringe Fornemmelse af sig selv, veed ikke meget om, hvad der foretages med En, og tager sløvt mod de Indsprøjtninger, hvormed Livet opretholdes. En af Hospitalets unge Læger fortalte mig senere, at det en Dag havde set ret sort ud for mig. Der var endog gjort Anstalter til at bringe mig over paa Operationsstuen igen. Det havde alligevel vist sig unødvendigt. Ogsaa her, hvor Medpatienter daglig blev baaret bort som Lig, havde jeg Heldet med mig. Efter en Ugestids Forløb blev jeg erklæret udenfor Fare, og halvanden Maaned efter Indlæggelsen vendte jeg helbredet hjem.

Jeg var for meget af et Jordens Barn til ikke at prise mig lykkelig over denne Tilbagevenden U184 til Livet. Selv i mine mistrøstigste Hospitalstimer havde jeg bevaret mit ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning. Trods mine mange præstelige Forfædre vedblev jeg at være ude af Stand til at leve et Troesliv og overbevises om Kirkelærens Guddommelighed.

Ved Afskeden fra Hospitalet anbefalede Overlægen mig, naar jeg fik mine Kræfter tilbage, at rejse til Wiesbaden og gennemgaa en Brøndkur der. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet en Gang imellem trængte til at blive ordentlig udskyllet. Jeg kviede mig længe. Gode Gud, skulde nu ogsaa jeg blive en af disse latterlige Personer, der talte om deres aarlige "Brønd" med en Højtidelighed, som om de i Tankerne slog Kors for sig, naar de nævnte Ordet. Tilsidst gav jeg dog efter, og i nogle Uger tilhørte jeg nu det ophøjede Selskab, der om Sommeren spaserer om i Wiesbadens stilfulde Kurpark og i Tøndevis bælger lunkent Saltvand i sig. Det er en fæl Drik, og efter at have fyldt mig med Halvdelen af de foreskrevne 200 Liter snød jeg mig fra Resten og rejste derfra 114 sammen med min Kone, som jeg telegrafisk havde skikket Bud efter. Det var en Flugt, og Maalet for den var Freiburg am Breisgau, en By i det badensiske Højland, som vi kendte fra vort Rejseliv i de yngre Dage og den Gang begge havde fattet stor Kærlighed til.

[Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde.] Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste.

Byen, der ligger ved en Biflod til Rhinen, er et gammelt Erkebispesæde, i det hele en ærværdig Stad med stemningsfulde Gader omkring en herlig Kathedral, hvis Taarn i himmelstræbende Højde næsten overbyder Nabobyen Strasburgs berømte "Münster". Vi opholdt os nu ikke længe der, før vi mærkede, at det ikke helt var den samme By, overhovedet ikke det samme Tyskland, som vi kendte fra Fortiden. I Wiesbaden med Kurparkens kosmopolitiske Selskab og dens mange forskellige Tungemaal havde vi ikke mærket noget, der virkede paafaldende. Men her blev der ofte en underlig Tavshed i Kaféerne og paa Restavrationerne, naar vi kom derind, og de øvrige Gæster paa vort Sprog kunde høre, at vi var Udlændinge. 115 Man stak Hovederne sammen og hviskede. Der sporedes i det hele hos Befolkningen en mærkelig Mistænksomhed overfor Fremmede, der tidt kunde være generende.

Freiburg er et gammelt Erkebispesæde, der ligger ved en lille Biflod til Rhinen, en ærværdig Stad med stemningsfulde Gader og en Domkirke, hvis Taarn næsten kan maale sig i himmelstræbende Højde med Nabobyen Strassburgs berømte "Münster". Her havde vi i sin Tid paa vor store Bryllupsrejse tilbragt et Par Maaneder og været meget U190 lykkelige, ja efter al Sandsynlighed var vor Førstefødte bleven til her! Nu var vi efter min Kones Forslag rejst hertil for at fejre hendes 60 Aars Fødselsdag i de minderige Omgivelser i Stedet for at kaste Penge ud til at fejre den for herhjemme.

Det var imidlertid blevet Højsommer, og den meste Tid tilbragte vi derfor paa Udflugter i Byens Omegn. Vejret var prægtigt, og da vore Børn nu kom hertil i deres Ferie, foretog vi alle fire lange Vandringer ogsaa i den fjernere Omegn. Men ogsaa her i Bjergene kunde vi en Gang imellem møde den samme Uvenlighed og Mistro paa Grund af vort Sprog.

Vi mærkede dog snart, at det ikke længer var den samme hyggelige By, som vi huskede fra Fortiden. Der var foregaaet den samme Forandring med Beboerne her som saa mange andre Steder i Tyskland efter Verdenskrigen. Paa Kafeer og Restaurationer blev der en underlig Tavshed mellem de andre Gæster, naar de paa vort Sprog kunde høre, at vi var Udlændinge. De stak Hovederne sammen og hviskede. I Aviserne dernede læste vi os til Aarsagen. Det var Fredsbetingelserne, der fremkaldte denne Uvilje og Mistænksomhed overfor Fremmede.

En Dag var vi gaaet ud til nogle skovbevoksede Højder, hvorfra man havde et vidtstrakt Udsyn over Rhinen og – i Kikkert – til den franske Del af Elsass paa den anden Side af Floden. Strasburg og dens høje Klokketaarn kunde ses med blotte Øjne, og underligt var det i disse skovstille Omgivelser at tænke paa den Kanontorden, der i 1870 under den fransk-tyske Krig i Dagevis var rullet ned herfra under Belejringen 116 af den den Gang franske By. I vor Rejsebog stod der derom, at fra disse Højder var Byen bleven overdænget med ikke mindre end 130.000 Bomber og Brandgranater. Fire Tusinde Bygninger var skudt i Grus, deriblandt det berømte Bibliotek, hvis mange sjeldne Bogskatte gik op i Flammer. For Mennesker, der som jeg havde haft den sjeldne Lykke i mere end 40 Aar at leve under Fredsforhold og kun havde hørt Kanonskud paa Kongernes Fødselsdage og Borgernes Fugleskydningsfester, var et saadant Barbari bleven næsten ufatteligt, og det syntes En ganske umuligt, at det nogensinde vilde kunne gentage sig i et civiliseret Evropa.

En Dag var vi gaaet op paa nogle skovbevoksede Højder i Byens fjernere Omegn, hvorfra der var Udsigt over Rhinen og den franske Del af Elsass paa den anden Side af Floden. Strassburg kunde ses helt i Nærheden, og underligt var det at staa der i Skovstilheden U191 og tænke paa den Kanontorden, der under den fransk-tyske Krig var rullet ned derfra i Dagevis. Vor tyske Rejsebog berettede triumferende, at 130,000 Bomber og Brandgranater var slynget ned over den endnu den Gang franske By. Fire Tusinde Bygninger var skudt i Grus, deriblandt det berømte Bibliotek med alle dets Skatte.

Fra Turen har jeg iøvrigt bevaret Erindringen om en lille Oplevelse, der var min første, personlige Fornemmelse af Krigsforhold siden mit syvende Aar, da Tyskerne var trængt ind i Jylland og havde gjort sig til Herrer der. Dagen havde været trykkende hed, vor Vandring i Bjergene ret udmattende. Vi blev derfor glade, da vi under Nedstigningen 117 fik Øje paa et landligt Gæstgiversted ved Foden af Bjerget. Værten modtog os i den tomme Skænkestue og spurgte med mange Skrabud, hvad han kunde være os til Tjeneste med. Da vi havde gjort vor Bestilling, lagde han til min Overraskelse en Protokol foran os og bad os skrive vore Navne i den. Jeg sagde til ham, at han maatte have misforstaaet os. Vi havde ikke i Sinde at bo her, vilde blot have en Forfriskning. Men han forklarede, at det var en Ordre fra Myndighederne. Han havde ikke Lov til at servere for Nogen, før de egenhændig havde skrevet deres Navn, Fødested og Fødselsaar i Bogen dér. Jeg forstod saa, at det var en Forsigtighedsforanstaltning, der maatte skyldes Landegrænsens Nærhed. Og den svarede jo forøvrigt godt nok til adskilligt andet, der havde vakt vor Forbavselse under Opholdet hernede denne Gang.

Vor daglange Vandring havde været anstrengende. Vi blev derfor glade for at støde paa et landligt Gæstgiveri ved Foden af Bjerget. I den tomme Skænkestue blev vi elskværdigt modtaget af Værten; men ogsaa i hans Ansigt forsvandt Smilet, da han forstod, at vi var Udlændinge. Da vi havde gjort vor Bestilling, lagde han en Protokol foran os og bad os skrive vore Navne i den. Jeg sagde ham, at han maatte have misforstaaet os. Vi havde ikke i Sinde at bo der, vilde bare have en Forfriskning. Han forklarede, at det var en Ordre fra Myndighederne. Han maatte ikke servere for nogen før de havde skrevet deres Navne, Fødested og Fødselsaar i Bogen der.

Vi sad endnu ved vort lille Maaltid i Skænkestuen, da Døren gik op, og en uniformeret Person, en kæmpestor Officiant af Gendarmeriet, trampede brøsigt ind. Han 118 slog sig ned ved et Bord i nogen Afstand fra os, fik en Avis bredt ud foran sig og lod, som om han fordybede sig i den. Men stadig gled hans Blik op over Avisens Rand og hen paa os, som én for én blev taget under Observation paa en uforskammet nærgaaende Maade. Særligt magtpaaliggende for ham var det aabenbart at komme under Vejr med, hvad det var for et Sprog, vi talte. Jeg havde tilsidst en Fornemmelse af, at han sad og kæmpede med Fristelsen til at udfolde sig for os i al sin Myndighed ved at tage os i Forhør. Det blev vistnok kun forhindret ved, at vi, saasnart vi var bleven færdige med vort Maaltid, forlod Lokalet. Men endnu før vi var kommen ud af Døren, kaldte han med brysk Stemme Værten til sig og forlangte at se Fremmedbogen.

Vi sad endnu ved vort Maaltid, da Døren U192 fra Vejen gik op, og en uniformeret Person, en stor Officiant af Gendarmeriet kom ind. Han slog sig ned i vor Nærhed ved et Krus Øl, bredte en Avis ud foran sig og lod, som om han læste. Men over Avisens Rand lurede hans Øjne bestandig paa os, og det var ham aabenbart særlig om at gøre at faa Rede paa det Sprog, vi talte. Han syntes at kæmpe med Lysten til at tage os i Forhør, og det forhindredes vistnok kun ved, at vi brød op og gik. Men endnu før vi var kommen helt ud af Døren, kaldte han brutalt paa Værten og forlangte at se Fremmedbogen.

Forklaringen paa denne almindelige Uvilje overfor Fremmede læste vi os jo efterhaanden til i Aviserne dernede. Der var tydeligt nok rejst en Bevægelse, der havde det Formaal at vække Mistillid til Udlandet og alt, hvad der kom derfra. Noget af det, der 119 aabenbart særligt ophidsede Sindene og krænkede den nationale Selvfølelse, var Tysklands Plads paa Verdenskortet, den Afstængthed, der havde hindret det i som England at blive en Sømagt af Rang. Dets betydeligste Havne, Hamburg og Kiel, laa begge afsides, udenfor den store Trafik. Tyskland maatte ud til Verdenshavet. Her var Opgaven – hed det bestandigt – som hele Folket skulde samles om og ofre alt paa. Dersom de smaa Nabolande, der sad inde med Kysterne, ikke undte Tyskland Alburum og godvilligt vilde vige, maatte den tyske Hærmagt tvinge dem. Tonen i Aviserne og paa de politiske Møder blev næsten for hver Dag mere truende i Diskussionerne derom. Samtidigt bragte Bladene hoverende Meddelelser om stadig forøget Virksomhed hos Krupp og andre tyske Vaabenfabriker.

Havde Bismarcks magtgriske Aand virkelig paany besat Folket? Skulde det opfyldes, hvad Nietzsche havde forudsagt, at Evropa efter den lange Fredsperiode vilde gaa ind til blodige Aar, til et Ragnarok, hvor Krudt og 120 Kugler alene skulde herske og Døden sidde paa Kongetronerne med sit grinende Ansigt tildækket af hykleriske Masker?

Efter et Par andre Tildragelser af samme Art blev vi kede af Opholdet og rejste hjem.

Paa Hjemvejen da vi opholdt os i Berlin et Par Dage, mødte vi ogsaa her Vidnesbyrd om den krigerske Stemning i Landet. Da Morgenbladene havde meddelt, at Kejseren om Formiddagen vilde tage til Potsdam for at overvære en Revy af Garnisonen dér, var paa det angivne Tidspunkt begge Sider af "Unter den Linden" tæt pakket med Mennesker, der stod opstillet der for at se ham køre forbi og derved faa Lejlighed til at give deres Følelser Luft overfor Landets øverste Krigsherre. Saasnart den kejserlige Vogn kom tilsyne, brød Mængden ud i Hurraraab. Hattene svingedes, og alle tiljublede ham som den Halvgud og forventede Siegfried-Helt, han for Tiden i Folkets Øjne var.

Et Aarstid efter brød da ogsaa Verdenskrigen ud.

Og atter hengled en Række Aar for os med lyse og mørke Dage i idelig Skiften. Jeg er bleven gammel nu og affældig; men ogsaa Alderdommen har sine Glæder, Affældigheden sin Underholdning. Verden bliver ganske vist med Aarene lettere at forlade; men dette er jo kun et Gode, naar man da ikke ængster sig med Forestillinger om en Regnskabets Dag hinsides. At tiltro Verdenssjælen U193 menneskelige, ja bedsteborgerlige Egenskaber er efter mit Begreb Bespottelse.

Da jeg i sin Tid begyndte at nedskrive disse Erindringer, var det jo Meningen at føre dem op gennem Aarene, indtil der ikke var mere at fortælle, eller til Pennen af naturlige Aarsager faldt mig ud af Haanden. Men i den frygtelige Ødelæggelseskrig, vi nu igen er omgivet af og hvor saa meget staar paa Spil for os allesammen, er vore private Hverdagshændelser uden Interesse. Ganske vist var mit eget Liv heller ikke lutter Fredsommelighed. Som Skribent var ogsaa jeg lidt af en Stridsmand. Men det var paa en Tid, da Vaabnet var en Fyldepen; og vore literære Skærmydsler taaler ikke at fremstilles paa Baggrund af Verdensbrandens rygende Ruiner. Store Bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min U194 Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp. Nu er ogsaa det forbi. Fra en Sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye Dag. For der kommer vel en Tid, da Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.