Familjeliv

Kapitel 2

Familjeliv Undervejs til mig selv, kapitel 6

En Ugestid efter Hjemkomsten tog jeg en Dag til Helsingør for at besøge Galschiøt. Uden Held havde jeg forsøgt at ryste de farlige Blokhusminder af mig ved ihærdigt Arbejde. Nu skulde Galschiøt og hans Hjem tjene til Afleder for de urolige Tanker. Til min Skuffelse traf jeg ingen hjemme; baade Mand og Kone var taget til København og ventedes ikke tilbage før den næste Dag. Jeg gik saa hen til en anden af mine Helsingørs-Bekendte, Apoteker Rink i "Det gamle Apotek" ved Havnen, og her traf jeg Edvard Brandes, der havde sit Sommerhus et Sted i Omegnen.

I mine første Forfatteraar, da jeg boede i København, havde jeg flere Gange været sammen med Georg Brandes i det Hegelske Hus. Derimod havde jeg ikke tidligere truffet denne Broder. At han altid omtalte mit 35 Forfatterskab med Anerkendelse i sit Blad havde ikke ført til noget personligt Bekendtskab. Han levede i det hele ret tilbagetrukkent og var som Privatmand ikke kendt af mange. I sin Egenskab af Politiker og Rigsdagsmand virkede han ogsaa fortrinsvis i Kulissen som klog og verdenserfaren Raadgiver for det landlige Demokrati, han havde sluttet sig til.

Og atter sad jeg da i mit Hjem og ved mit Arbejdsbord og søgte at skrive Vesterhavsstemningen af mig. Det lykkedes ikke videre godt. Gang efter Gang greb jeg mig i at sidde hensunken i mine Blokhusminder. Jeg mærkede, at Faren for at blive tummelumsk var større, end jeg havde troet. Yderligere foruroligedes jeg i de samme Dage af en sær Hændelse, der havde givet mig en Del at tænke over og trængt sig ind paa mig ligesom i den bestemte Hensigt at fremkalde en Katastrofe.

Jeg var en Dag taget til Helsingør for at besøge Galschiøt og komme bort fra mig selv. Til min Skuffelse var han ikke hjemme, var rejst til København og ventedes først tilbage den næste Dag. Jeg gik saa til en anden af mine Helsingørs-Bekendte, den i Bladene ofte omtalte Apoteker i "Det gamle U149 Apotek" nede ved Havnen, og her traf jeg Edvard Brandes, som havde sit Sommerhus et Sted der i Nærheden. Det var en Oplevelse. Mens jeg et Par Gange havde været sammen med Georg Brandes i det Hegelske Hus, havde jeg ikke før truffet denne næsten lige saa berømte Broder. At han i sit Blad gerne omtalte mig med Anerkendelse havde ikke ført til personligt Bekendtskab. Edvard Brandes levede i Modsætning til Broderen ret tilbagetrukkent, varetog til Gengæld sine private Anliggender med større Omsigt. Han var Medejer og Medredaktør af et af Byens største Blade, desuden Rigsdagsmand og spillede ingen ringe Rolle i Tinget. Men ogsaa som Politiker virkede han fortrinsvis i Kulissen.

Dette tilfældige Møde i en fremmed Dagligstue skulde nu føre til en nærmere Forbindelse og fremkalde et Forhold imellem os, der blev af Varighed. Det hændte nemlig under Besøget, at Apotekeren kaldtes bort, og da Brandes og jeg blev alene, brød han med Konversationstonen, rykkede mig nærmere og viste en overraskende Elskværdighed. Blandt andet spurgte han mig, om jeg ikke en Gang imellem vilde glæde ham med et lille Bidrag til hans Blad, en Novelleskitse, et Rejsebrev eller lignende. Han satte megen Pris paa min Pen, forsikrede han, og jeg vidste vel nok, at hans Blad var en usædvanlig god Betaler.

36 Af Frygt for at indfanges af Journalistiken havde jeg hidtil kun undtagelsesvis ladet mig friste af den Slags Tilbud. Men i Øjeblikket, da Romanskriveriet var gaaet i Staa for mig og Fremtidsudsigterne i det hele alt andet end lyse, fandt jeg det betænkeligt at afvise en Opfordring fra en saa indflydelsesrig Mand som Edvard Brandes. Inden Apotekeren kom tilbage, fik vi da ogsaa truffet Aftale om at mødes i København en Dag for at forhandle nærmere om et fast, ugentlig Bidrag til Bladet, og en Ugestid senere blev det virkelig til Alvor med denne Sammenkomst paa hans københavnske Kontor. Men her bragtes jeg rigtignok helt ud af Fatning ved, at han i Mellemtiden havde faaet et ganske andet og langt omstændeligere Forslag at gøre mig.

Da det nu hændte, at Apotekeren kaldtes ud i sin Forretning og vi blev alene, rykkede han mig nærmere og talte med større Ligefremhed. Han spurgte blandt andet, om han ikke kunde gøre Regning paa en Gang at faa et Bidrag fra mig til sit Blad. Jeg vidste vel nok, at det var et liberalt Organ, der gav U150 Plads for enhver fornuftig Anskuelse. For ikke at indfanges af Journalistikens lange Fangarme havde jeg hidtil kun undtagelsesvis ladet mig friste af den Slags Opfordringer; men i Øjeblikket, da Pennen gik trevent for mig, og Romanskriveriet helt var gaaet i Staa, fandt jeg det for voveligt at afvise et Tilbud fra en Mand som Edvard Brandes. Da Apotekeren kom tilbage, havde vi faaet truffet Aftale om ved Lejlighed at mødes i København og tales nærmere ved.

Jeg havde ikke nævnet noget til min Kone om dette nye Bekendtskab og gjorde det heller ikke nu. Vi talte i det hele ikke meget sammen for Tiden. Hun lod mig paa forskellig Maade forstaa, at der var sket noget med mig ovre ved Vesterhavet og at hun anede, hvad det var. Engang faldt endog et Ord fra hende om, at hun og Børnene vistnok helst maatte tage hjem til Slægtsgaarden en lille Tid og blive der, indtil jeg var kommen tilrette med mig selv om det, som voldte mig Bryderi. Jeg havde smilet og ladet, som om jeg opfattede det som en Spøg; men jeg var U151 i Virkeligheden ganske klar over, at det nødvendigvis maatte komme til en Forklaring. Der stod for meget paa Spil for os begge.

Sagen var den: foruden Georg og Edvard Brandes var der en tredje Broder, Ernst, som tidligere havde været Vekselerer men nu ogsaa havde slaaet sig paa Skribentvirksomhed. I Blade og Tidsskrifter havde man de senere Aar undertiden kunnet se hans 37 Navn under Artikler om Handel og Penge. Nu havde han i disse Dage faaet overdraget Redaktionen af "Københavns Børstidende", et ældre Blad, som Børsledelsen udgav, og hvis Indhold hidtil væsentlig havde været de officielle Meddelelser om Aktienoteringen, Torvepriserne, Skibslisterne og slige Ting. Bladets Holdere var ogsaa udelukkende Folk af Handelsfaget, især Smaakræmmere og Agenter af forskellig Slags. Men nu var det den forhenværende Vekselerers Hensigt i skjult Forstaaelse med Broderen Edvard og dennes Avis at skabe et nyt, moderne og underholdende Oppositionsblad, der kunde gøre en Ende paa den konservative Presses overlegne Indflydelse i Hovedstaden.

Til aftalt Tid tog jeg alligevel ind til København for at træffe Edvard Brandes uden at nævne noget derom. Og nu viste det sig, at han i Mellemtiden havde faaet en ganske anden og langt mere vidtrækkende Hensigt med vor Sammenkomst. Forholdet var dette: der fandtes foruden Georg og Edvard Brandes, en tredje Broder, Ernst, som tidligere havde været Vekselerer men nu ogsaa havde slaaet sig paa Skribentvirksomhed. Man havde i nogen Tid kunnet se hans Navn under Avisartikler om Handels- og Pengeforhold, og nu havde han i skjult Forstaaelse med Broderen tilkøbt sig et ældre Børsblad i den Hensigt at gøre det til et moderne Organ, der kunde bidrage til at gøre Ende paa den konservative Presses stadige Overlegenhed i Hovedstaden. Det var som Medhjælper hertil, at Edvard Brandes nu vilde hverve mig sammen med nogle andre Forfattere af den yngre Kreds.

Det var som Medhjælper til Udførelsen af denne Plan, at Edvard Brandes nu paa Broderens Vegne søgte at hverve mig. Ved at tilbyde et Honorar, der fuldtud sikrede mig Livsopholdet, vilde han knytte mig til Bladet sammen med nogle andre Forfattere af den yngre Kreds. Men han stillede den absolutte Betingelse, at jeg flyttede til København. 38 Hvad var ogsaa det for en løjerlig Ide af mig – sagde han – at begrave mig ude i Skovene som en Ugle? En Skribent, der vilde tjene Udviklingen, maatte virkelig leve der, hvor Tingene foregik.

U152 Betingelserne var tillokkende, Livsopholdet fuldkommen sikret, og Arbejdet ikke anderledes, end at jeg ved Siden af kunde pleje mine egne literære Planer. Men han stillede den absolute Betingelse, at jeg flyttede til København. Hvad var ogsaa det for en løjerlig Idé, sagde han, at gemme sig ude i Skovene som en Ugle? En Skribent, der vilde tjene Udviklingen, maatte virkelig leve der, hvor Tingene foregik. Skovensomheden var kun for Drømmere.

Det var Ord, der rørte op i min Samvittighed i denne Tid, hvor hver Dag gav mig nye Beviser paa, at Landlivet og Naturglæden ikke længer var i Stand til at vække Tankelivet og anspore Virkelysten hos mig. Mit Taarnværelse, som jeg tidligere havde hygget mig saa godt i, var bleven mig et Torturkammer, hvor jeg sad med Hovedet i Hænderne og fortvivlet pinte min Hjerne. Da desuden mine huslige Forhold var bleven bestandig brydsommere, vaklede jeg ikke i min Beslutning men underskrev endnu samme Dag en Kontrakt, der gjorde mig til en saadan professionel Bladmand, som jeg havde lovet mig selv aldrig at skulle blive.

For at faa fremskyndet Starten af det nye Blad blev jeg endda indtrængende anmodet om at flytte til Byen snarest muligt, og da jeg selv nu kun ønskede at komme bort fra 39 Livet i Ensomheden, brød vi allerede et Par Uger efter op fra vort Skovhjem. Sammen med Børnene og det væsentligste af Indboet flyttede min Kone tilbage til Østby og indrettede sig foreløbig i Slægtsgaarden, mens jeg altsaa tog til København med Resten af Møblerne og mine Bøger og lejede to smaa Værelser paa en af de yderste og landligste Sideveje paa Frederiksberg. At slaa mig ned i selve Hovedstaden og paany blive Bymenneske havde jeg ikke kunnet bekvemme mig til. Jeg var nu en Gang formælet med Mulden og følte dette næsten stærkere i Byen end paa Landet. Jeg maatte nødvendigvis have en Landevej at trave paa, og Køernes Brøl paa Markerne, og Hanegalet i Gaardene vedblev at være mig kære, hjemlige Lyde, som jeg ikke kunde undvære.

**
*

Det var Ord, der gjorde Indtryk paa mig for Tiden, da jeg daglig mærkede, at Landlivet ikke altid var saa opstrammende, som jeg havde troet. Mit Arbejdsværelse var i Øjeblikket et Torturkammer. Tankerne var døde, Virkelysten slap. Alligevel kunde jeg ikke bestemme mig og forlangte Betænkningstid. Men Edvard Brandes, der ønskede at fremskynde Starten af det nye Blad, tilstod mig kun en kort Frist. Maaske var der slet ikke kommet noget ud af det hele, dersom ikke min Kone havde taget Affære og gjort Alvor af sin Trusel om at forlade U153 Hjemmet. Da jeg efter et Par Dages Ophold i Hovedstaden kom tilbage, fandt jeg Huset tomt og uden saa meget som en efterladt Forklaring. Som det var hendes Skik, havde hun ladet Handling tale. Jeg fulgte nu Eksemplet, betragtede foreløbig vor Skilsmisse som en Kendsgerning. Om den skulde blive blot midlertidig eller for bestandig, maatte Tiden vise. For mit Vedkommende var i hvert Tilfælde et Livsafsnit hermed afsluttet.

**
*

To smaa Stuer paa en frederiksbergsk Sidevej blev nu mit Hjem. Inde i selve Storbyen havde jeg ikke vovet at slaa mig ned. Al denne Tuden med Horn og Kimen med Klokker var for meget for mig. Trods alt, hvad der var sket, følte jeg mig stadig som Landboer, formælet med Mulden. Jeg maatte have en Landevej at trave paa og Udsigt over Marker og Hegn. Forøvrigt levede jeg et Skrivebordsliv, ofrede alle Dagtimerne U154 paa Journalistiken. Kun Mørkningstiden, der altid havde været min Hvile- og Drømmetid, tilbragte jeg i en Lænestol. Jeg boede i Stuen, og udenfor stod en Gadelygte, der i Reglen blev tændt paa den Tid. Jeg lod mig ikke forstyrre af, at dens Lys faldt ind i Stuen. Mine Tanker tumlede sig som Skolebørn i et Frikvarter.

Til Tider var det Blokhusminderne, jeg legede med. Som oftest var det dog Slægtsgaarden og min Kone og Børnene, at Tankerne søgte til. Jeg hørte stadig ingenting fra hende. Var det hendes Hensigt paa den Maade at fremtvinge en Tilstaaelse? Det kunde godt ligne hende. Var maaske Kvinder af hendes højsindede Art til Gengæld alle saa uforsonlige? Ja, ja; jeg maatte finde mig deri. Jeg havde i sin Tid valgt hende paa Trods af almindelig anerkendt Fornuft og alle Advarsler. Nu maatte jeg tage Følgerne.

Ernst Brandes var som sine Brødre et godt Hoved men besad – i Modsætning til dem – iøvrigt ingen tiltalende Egenskaber udover 40 en vis Godmodighed. Han var ugift, en grim lille Mand med udpræget jødiske Træk. Ikke desmindre gav han sig Udseende af at have pikante Damebekendtskaber i den elegante Verden og optraadte overhovedet gerne som Storhans. Sandheden skulde efter Sigende være den, at han havde en Del betalte Forbindelser i visse Smaagader men bestandig blev gjort til Hanrej der af yngre Mænd. Hans Livsførelse var i det hele uden al Fornemhed. Kun i sit Forhold til Mad og Drikke udfoldede han en virkelig Overdaadighed. Han var en Fraadser, og den Formue, han i sin Tid havde tjent som Vekselerer, blev i bogstaveligst Forstand spist op. At se ham sidde i et Restavrationslokale med en saftig Chateaubriand foran sig og med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække var absolut ikke noget opbyggeligt Syn. Overhovedet havde jeg vanskeligt ved at forsone mig med ham. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt "Børstidendes" Kontorer laa i den modsatte Udkant af Byen, var det ikke uden Forbindelse 41 med min ringe Sympati for ham. Den lange Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjældent viste mig paa Bladet og i Reglen sendte mine Artikler dertil med Posten. Kun til de halvmaanedlige Redaktionsmøder var jeg forpligtet til at indfinde mig.

Ernst Brandes, den tidligere Veksellerer, nu Redaktør af "Børstidende", var som sine Brødre et godt Hoved, men besad iøvrigt U155 ingen tiltalende Egenskaber. Han var en grim lille Mand, ugift, med alle de Uvaner og Utækkeligheder, der sædvanligvis hænger ved saadanne halvgamle Pebersvende. At se ham sidde i et Restaurationslokale og nyde en saftig Chateaubriand med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække, var ikke noget opløftende Syn. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt Bladets Kontorer laa i den modsatte Ende af Byen, stod det i Forbindelse med min ringe Sympati for ham. Den store Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjeldent viste mig i Redaktionen og altid sendte mine Artikler dertil med Posten. Det maanedlige Redaktionsmøde maatte jeg dog indfinde mig til.

I den Medarbejderstab, som han ved Broderen Edvards Mellemkomst havde faaet skrabet sammen mange Steder fra, var blandt andre den unge, af Næringssorger ideligt omtumlede Johannes Jørgensen, der var bleven Bladets Redaktionssekretær; desuden Viggo Stuckenberg og et Par andre Lyrikere af Literaturens yngste Kuld. Trods Forskellen i Alder og i vore literære Bestræbelser kom jeg ganske godt ud af det med dem alle. Med Stuckenberg, der var den af dem jeg følte mig mest tiltalt af baade som Skribent og som Personlighed, blev jeg endogsaa Ven. Efter de søvndyssende Redaktionsmøder, som Brandes ledede ovenpaa en aabenbart altfor solid Frokost, tog vi os gerne en Hjertestyrkning sammen paa en 42 Kafé der i Nærheden, og siden fulgtes vi den lange Vej gennem Byen ud til Frederiksberg, hvor ogsaa han boede. Han var trods sin Ungdom allerede baade gift og Familjefader, og en Gang imellem gik jeg med op i hans lille Kvistlejlighed, skønt jeg ikke godt taalte at se ham more sig med sine smaa Rollinger, saadan som jeg selv indtil fornylig havde gjort det.

Blandt de Medarbejdere, som han ved Broderen Edvards Hjælp havde faaet samlet, var Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen, den sidste som Redaktionssekretær. Trods Forskel i vore literære Bestræbelser kom vi godt ud af det med hinanden. Stuckenberg, der var den af dem jeg følte mig U156 mest tiltalt af baade som Skribent og Personlighed, blev jeg endda Ven med. Han boede ogsaa paa Frederiksberg, og efter de kedsommelige Redaktionsmøder, som Ernst Brandes ledede efter en aabenbart altfor solid Frokost, fulgtes vi den lange Vej ind gennem Byen. Trods sin Ungdom var Stuckenberg allerede baade Ægtemand og Familjefader, og en Gang fulgte jeg med op i hans Kvistlejlighed for at hilse paa hans Kone. Men jeg gentog ikke Besøget. Jeg taalte daarligt at se ham lege med sine smaa Unger, saadan som jeg selv indtil for nylig havde gjort det.

København i dets moderne Skikkelse var forresten bleven mig noget af et Mysterium. Jeg havde været saa længe borte derfra, og Udviklingen var gaaet saa hastigt frem, at jeg daarligt kunde kende Byen igen. Selv dens Sprog var bleven mig halvvejs fremmed. Og al denne Tuden med Horn og Kimen med Klokker i Gaderne gjorde mig ør i Hovedet. Om det saa var Cyklen, lignede den slet ikke sig selv fra Fortiden. De svimmelhøje Hjul, man den Gang red paa med Fare for at styrte paa Næsen ved det mindste Uheld, var gennem forskellige Mellemled forvandlet til en bekvem lille Ekvipage, hvor Folk sad mageligt nedsunkne 43 som i en Lænestol, eller til et mekanisk Køretøj, der dundrede gennem Gaden og udstødte høje Advarselssignaler.

Ofte naar jeg færdedes i den larmfyldte By, mindedes jeg en Oplevelse, jeg havde haft her i mine polytekniske Studieaar, den Gang altsaa, da jeg selv drømte om at blive en af disse Mirakkel- og Spektakkelmagere, der havde gjort Bylivet til et Helvede. En af vore yngre Lærere paa Anstalten havde en Dag indbudt mig og et Par Medstuderende til "en lille Aftenunderholdning", som han udtrykte sig med underlig hemmelighedsfuld Mine. Vi skulde ved den Lejlighed, sagde han, blive gjort bekendt med Tidens sidste tekniske Opfindelse, en Nyskabelse, der ikke var mange Uger gammel, og som kun faa Mennesker endnu vidste noget om, skønt den sikkert en Gang vilde faa en overordentlig Betydning. Da vi om Aftenen ved aftalt Tid mødte i det fysiske Laboratorium, sad han ved et lille Bord omgivet af forskellige Instrumenter, deriblandt to roterende Valser, hvorimellem et Metalbaand bevægede 44 sig. Han bad os være ganske stille, drejede derefter paa en Skrue, og i det samme udgik der fra Metalbaandet en mærkelig Lyd, en aandeagtig Røst, der syntes at komme ned fra Æteren. Vi kunde høre, at det var en Menneskestemme og at Sproget var engelsk; og det blev os nu forklaret, at Stemmen virkelig kom langvejsfra og fremkaldtes ved en netop opfunden traadløs Lyd-Overførelsesmekanisme, der skyldtes Skotten Graham Bell.

Her hørte jeg altsaa for første Gang Telefonen, denne dæmoniske Opfindelse, der i Løbet af faa Aar skulde omspænde den hele Jord og med sine forskellige Aflæggere gøre Freden hjemløs i Verden. Dersom der findes sansende og tænkende Væsner ogsaa paa andre Kloder, maa man visselig antage, at dette lille Marterinstrument, denne Sladdervornhedens Triumf, i lige saa høj Grad som Krudt og Kanoner har gjort vor Jord ilde berygtet ude i Verdensrummet.

**
*

U160 Under alt dette sad jeg i mine to smaa Stuer ude paa Frederiksberg og mindedes de gamle Tider, da København endnu var en stilfærdig Provinsby og jeg selv en forhaabningsfuld ung Mand, der gik paa polyteknisk Læreanstalt og drømte om at blive en af de moderne Mirakel- og Spektakelmænd, der skulde omskabe Verden og gøre den lykkelig. Ofte tænkte jeg paa en Dag, da en af vore Lærere indbød mig og et Par Medstuderende til noget, som han med sær hemmelighedsfuld Mine kaldte en mystisk Aftenunderholdning. Vi skulde ved den Lejlighed gøres bekendt med den allersidste tekniske Nyskabelse, som endnu kun var bleven aabenbaret for ganske faa. Da vi ved aftalt Tid mødte i det fysiske Laboratorium, sad han ved et lille Bord med to roterende Valser, hvorimellem et Metalbaand løb. Han bad os være ganske stille, og nu udgik fra Metalbaandet en menneskelig Røst. Vi kunde høre, at Sproget var engelsk, og det blev os forklaret, at Stemmen kom langvejs fra og førtes hertil ved en Mekanisme, der nylig var opfundet af Skotten Graham Bell. Vi U161 hørte her for første Gang Telefonen, tog med andre Ord uden at vide det Afsked med Dagliglivets Fred, der nu ret hurtigt blev fordrevet. Det lille Telefonapparats Sladderagtighed har vi faaet i Stedet.

**
*

45 Efterhaanden som min literære Bekendtskabskreds voksede og jeg i det hele fik fastere Fodfæste i København, forstod jeg jo, at det ikke var det moderne Gadeliv alene, der havde forandret Byens Karakter. Ogsaa paa anden Maade mærkedes det, at en ny Tid var rykket ind og havde faaet Magt. Byens Teatre og dens Presse, dens Aandsliv overhovedet, havde strøget en hel Del nedarvet Provinsialisme af sig. København var bleven en virkelig Storstad, et Kulturcentrum, der havde faaet Tiltrækning ogsaa for Fremmede. Georg Brandes' evropæiske Ry havde vel nok gjort sit dertil. Langt hyppigere end før kom literært interesserede Udlændinge hertil og slog sig ned for nogen Tid.

En Gang dukkede saaledes August Strindberg op i København og vakte Opsigt i Gaderne og paa Kaféerne med sit forvildede Udseende. Jeg havde nogen Tid forinden lært en anden svensk Forfatter, Aksel Lundegård, at kende. Han boede i Nærheden af Lund og søgte ofte over Sundet for at oplives. 46 Han og Strindberg kendte hinanden fra Stockholm og var Venner, og ad den Vej kom ogsaa jeg i Forbindelse med den berømte svenske Gæst. Skønt Strindberg den Gang havde skrevet flere af de Bøger, der senere skaffede ham Verdensnavn, levede han i den ynkeligste Fattigdom. Noget af det første, han forhørte sig om hos mig, da vi var bleven forestillet for hinanden, var, hvor det nærmeste Laanekontor i Kvarteret laa. Lundegård fortalte mig senere, at han var kommen til København uden mange Ører i Lommen. Han havde overhovedet næsten aldrig Penge. Som han i sine Bøger levede paa Krigsfod med hele Menneskeheden, laa han ogsaa bestandig i Fejde med sine Forlæggere. Dog var det naturligvis allermest hans Sinds dybe Fredløshed, der gav ham dette fortvivlede Ansigtsudtryk og gjorde hans Blik saa skummelt og vildt, som om han i det mindste havde et Par Mord paa Samvittigheden.

I de Maaneder, han opholdt sig her, saa' jeg forøvrigt mindre og mindre til ham. En 47 Kreds af Literaturens og Pressens yngre københavnske Levemænd havde tilegnet sig ham og turede rundt med ham paa Restavrationer og Natkaféer for bagefter i Avisartikler at gøre sig til af deres nære Forhold til den store Digter. Men en Dag fik jeg at vide, at han i et pludseligt Anfald af "Vanvid", som der blev sagt, var brudt op fra Orgierne og havde gemt sig et Sted i Nordsjælland for her i klosterlig Ro at skrive et Par nye Sørgespil.

I mine to smaa Stuer paa den fredelige frederiksbergske Sidevej levede jeg selv paa denne Tid et ensomt og arbejdsomt Skrivebordsliv med min Pen til eneste Fortrolige. Formiddagstimerne maatte jeg regelmæssigt ofre paa Journalistiken; Resten af Dagen og som oftest en Del af Natten ogsaa arbejdede jeg paa min Roman, som jeg nu igen havde taget fat paa med Lyst og Iver. Skumringstimen, der altid havde været min Hviletid, tilbragte jeg i en gammel Lænestol, som var et Arvestykke fra Barndomshjemmet, hvor den havde været 48 min Fars Tilflugt, naar hans Tanker trængte til et Hvil. Nu søgte jeg selv til den i samme Hensigt.

Jeg boede i Stuen, og udenfor Huset stod en Gadelygte, der paa denne Aarstid netop blev tændt, mens jeg sad i Stolen og holdt Mørkning. I det Øjeblik, Lyset fra Lygten faldt ind i Stuen, fornam jeg det i min Ensomhed, som om jeg fik Besøg af en trofast Ven. Men nogen virkelig Hygge følte jeg ellers kun sjeldent i mine Stuer, end ikke i disse Hvilepavser. Dertil var Tankerne for urolige. Snart gik de hjem til Slægtsgaarden, drevet dertil af mange Slags Bekymringer, ogsaa af Længsel efter Børnene. Snart var det Blokhusminderne, der hjemsøgte mig og skabte Uro og Forstyrrelse i Sindet af anden Art. Forgæves havde jeg bestræbt mig for at udslette al Erindring om min skønne Partnerske paa Boldpladsen derovre. Ved Afskeden hin Dag havde hun paa sin indtagende naturlige Maade faaet mig til at give Løfte om, at jeg vilde besøge hende og hendes Søster, naar jeg en Gang kom til København; 49 og da jeg jo maatte formode, at hun selv forlængst var kommen hertil, gik jeg paa mine Byture bestandig i Ængstelse for at støde paa hende derinde. For hvordan vilde et saadant pludseligt Genmøde paa Gaden vel spænde af?

– –

Nu skete det virkelig en Dag, da jeg kom gennem Østergades Menneskevrimmel, at der jog som en Isning igennem mig ved Synet af to Damer, der stod foran en af de store Forretninger og betragtede dens Vinduesudstilling. Det var hende og Søsteren. Skønt hun altsaa stod med Ryggen til, og jeg gik ovre paa det modsatte Fortov, saa vi havde Gaden imellem os, var Indtrykket paa mig saa stærkt, at jeg endnu om Aftenen ikke havde forvundet det. Jeg sad ved mit Skrivebord med Hovedet mellem Hænderne og var ikke mig selv af Betagethed. Hele den Fortryllelse, hun havde øvet paa mig i Blokhus, følte jeg igen, og var ude af Stand til at samle mig til Arbejde. Ja, hvad nyttede det at flygte fra sig selv og ville bekæmpe sine Lidenskaber med Harens Vaaben? I 50 mere end en Maaned havde jeg nu holdt mig fra Slægtsgaarden, havde nøjedes med at skrive i Ny og Næ i det Haab paa den Maade lettest at bringe en Forsoning til Veje. Men hvad havde det hjulpet? Nej, nu vilde jeg have en Afgørelse og ved fornyet Omgang med min Blokhus-Partnerske se at komme til Klarhed over mig selv og naa tilbunds i mit labyrintiske Sind.

Nu skulde det i de samme Dage hænde, at jeg inde i Byen, i selve Østergades Fortovsmylder, løb paa min Blokhus-Partnerske. Et straalende Smil fløj over hendes Ansigt, da hun saae mig, og Gensynet greb mig foruroligende stærkt. Det var et Møde, der heller ikke blev uden Følger. Ved Afskeden holdt hun længe min Haand og aftvang mig et bestemt Løfte om at gøre hende og hendes Søster Besøg. Ikke mange Dage efter opfyldte U157 jeg Løftet. For hvad nyttede det at ville flygte fra sin Skæbne? Det maatte nu komme til en Afgørelse. Jeg vilde ikke vente længere med at komme til Klarhed over mig selv og mit labyrintiske Sind.

De to Søstre boede sammen med deres Moder paa en Førstesal i en herskabelig Villa ved Søerne. Moderen var Enke efter en ministeriel Embedsmand og havde Titel af Justitsraadinde. Hun var en smuk, hvidhaaret Dame, og det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende, Døtrene havde deres statelige Skikkelser og stilfulde Optræden. Skønt den frimodige Blokhustone, som den yngste af dem straks genoptog overfor mig, aabenbart ikke behagede Moderen, viste denne mig dog mere Venlighed, end jeg havde ventet det af en Justitsraadinde, og jeg fik efterhaanden ikke saa faa Indbydelser til Huset. Familjen levede overhovedet meget 51 selskabeligt. Man traf i Besøgstiden næsten altid Fremmede der, hovedsageligt ældre Mennesker, betitlede Folk af Embedsstanden, Justitsraadindens Bekendtskaber fra Fortiden.

De to Søstre boede sammen med deres Moder paa en Førstesal i en herskabelig Villa ved Søerne. Moderen var Enke efter en ministeriel Embedsmand og havde Titel af Justitsraadinde. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende Døtrene havde deres smukke Skikkelse og statelige Optræden. Skønt den frimodige Blokhustone, som den Yngste straks genoptog overfor mig, øjensynlig overraskede og ikke behagede hende, takkede hun mig dog for Besøget og bad mig gentage det. I den følgende Tid fik jeg ogsaa et Par Indbydelser. Familjen levede tydeligvis meget selskabeligt. Man traf i Visittiden altid Fremmede der, hovedsagelig ældre Mennesker, betitlede Folk af Embedsstanden, Justitsraadindens gamle Bekendtskaber. Det var underligt for mig at træffe disse Folk af en Samfundsklasse, jeg U158 i saa mange Aar ikke havde haft Berøring med, de ældste og værdigste af en Type, som jeg havde ment overhovedet ikke eksisterede mere.

For mig, der saa længe havde levet borte fra det københavnske Selskabsliv, var det underligt at træffe disse Mennesker af en Samfundsklasse, jeg i mangfoldige Aar ikke havde haft Berøring med. De ældste og værdigste af dem var endda af en Type, som jeg havde ment overhovedet ikke eksisterede mere. Ejendommeligst for mig var det dog at se min livfulde Tennis-Spillerske i disse Omgivelser; men forøvrigt syntes jeg ogsaa at kunne mærke, at baade Moderen og den ældre Søster undertiden sad i Angst for, hvad hun kunde finde paa at sige eller foretage sig i disse Fremmedes Nærværelse. Mere og mere bekræftedes hos mig den Formodning, jeg ogsaa i Blokhus nu og da havde haft, at hun med sit Friluftsliv og paa forskellig anden Maade søgte at befri sig for Familjelivets Tvang. Jeg forstod, at hun – som jeg selv i sin Tid – altid havde været 52 Husets urolige Aand og med Forsæt kæmpede sig fri af Familjetraditionerne. Var det maaske Følelsen af en vis Samhørighed paa dette Punkt, der allerede i Blokhus saa mærkeligt hurtigt havde ført til en halvkammeratlig Forstaaelse imellem os?

**
*

Mærkeligt for mig var det især at se min livfulde Tennisspillerske i disse Omgivelser, men jeg syntes ogsaa at kunne mærke baade paa Moderen og den ældre Søster, at de altid sad i lidt Angst for, hvad hun kunde finde paa at sige eller gøre i de Fremmedes Nærværelse. Den Formodning, jeg nu og da havde haft i Blokhus, at hun vilde frigøre sig for Familjelivets Baand, blev bekræftet her. Jeg forstod, at hun – som jeg selv i sin Tid – var Hjemmets urolige Aand og med Forsæt gjorde sig fri af Familjetraditionerne. Var det maaske Følelsen af en vis Samhørighed heri, der i Blokhus saa hurtigt havde ført os sammen?

Et Rygte om disse Besøg maa vistnok være kommen til Slægtsgaarden. I hvert Fald lod min Kone nu høre fra sig, rigtignok gennem en Mellemmand, en Sagfører. Hun krævede Skilsmisse, hvad der førte til en lang U159 og bitter Strid. Ikke fordi jeg modsatte mig; men den Fordring, der blev stillet, at jeg skulde give Afkald paa begge Børnene, kunde jeg længe ikke gaa ind paa. For at vi kunde skilles nogenlunde i Fred, gav jeg dog tilsidst efter, og nu rullede Hjulet videre. Jeg blev en stadig hyppigere Gæst i Villaen ved Søerne, og desuden skete der noget, der paa afgørende Maade pludseligt ændrede mine Forhold.

Jeg, som nu var naaet et Stykke ind i Trediverne og atter levede et ubundet Ungkarleliv, kom i denne Tid ud for en Hændelse, der paa afgørende Maade skulde ændre min hele daglige Tilværelse. Den journalistiske Virksomhed, jeg i et Par Aar væsentlig havde levet af, blev brat afsluttet, ja fik en Ende med Forskrækkelse. "Børstidende", der var bleven oprettet med saa store Forhaabninger, havde ruineret Ernst Brandes og maatte pludseligt gaa ind. Helt uforberedt for mig kom Katastrofen ganske vist ikke. Jeg havde ret snart indset, at Brandes ikke var meget værd som Redaktør og at hans specielle Evner kun havde 53 Betydning for et rent Fagblad. Vi, hans literære Medarbejdere, duede heller ikke til at imødekomme det store Publikums Smag. Flere af mine egne Artikler havde saaledes fremkaldt Klager fra Holderne, ja med en enkelt havde jeg haft det Uheld, at den gav Anledning til et offentligt Sagsanlæg mod Bladet. Ogsaa i Brandes' Privatliv var der i den sidste Tid foregaaet besynderlige Ting. Han, den allerede halvgamle Pebersvend, havde en Dag gaaet hen og giftet sig, hvad der paa Grund af Forbindelsens ejendommelige Art havde vakt Fortrydelse indenfor hans egen Familje. Ved vort sidste Redaktionsmøde var han ogsaa optraadt underligt ubehersket, havde været næsten utilregnelig. En Dag ikke længe efter fandt en Skovbetjent ham som Lig i en Tykning i Dyrehaven.

"Børstidende", der var bleven oprettet med saa store Forventninger, havde ruineret Ernst Brandes og maatte gaa ind. Helt uforberedt kom det just ikke for mig. Ved vore sidste Redaktionsmøder var han optraadt meget underligt, og desuden var der nylig i hans Privatliv foregaaet noget besynderligt. Han, den allerede halvgamle Pebersvend, havde en Dag giftet sig, og Forbindelsen var af en saa utiltalende Art, at hans Familje ikke vilde anerkende den. Afslutningen paa hans Liv blev da ogsaa inderlig tragisk. En Dag fandt en Skovbetjent ham som Lig i en Tykning i Dyrehaven.

En Række Forhandlinger om at fortsætte Bladet med en anden Redaktør førte ikke til noget. Udgivelsen maatte standses. Heldigvis havde jeg kort forinden faaet afsluttet den store Roman, jeg i saa mange Aar havde arbejdet med, og ved at sælge den til 54 P.G. Philipsen, der efter gamle Hegels Død var bleven min Forlægger, kom jeg i Besiddelse af saa mange Penge, at jeg for en Tid kunde betragte mig som lidt af en Kapitalist. Samtidig var der sket det afgørende med mine private Forhold, at min Kone og jeg havde faaet talt ud med hinanden; og efter at jeg var gaaet ind paa at give Afkald paa Børnene, opløstes vort Ægteskab. Slægtsgaarden i Østby og Kirkegaarden derovre var fra nu af lukket for mig, og Børnene havde jeg – som jeg den Gang troede – ogsaa taget den sidste Afsked med.

Alle Forhandlinger om at fortsætte "Børstidende" med en anden Redaktør førte ikke til noget. Jeg var atter helt min egen Mand. I disse Dage blev min Forbindelse med Villaen ved Søerne af stor Værdi for mig. Jeg fik virkelig et Hjem her. Opholdet i de smukke, altid blomstersmykkede Stuer, virkede oplivende. Men naturligvis var det navnlig min livfulde Blokhusveninde, der gjorde Opholdet hjemligt for mig. Tonen imellem os var efterhaanden blevet helt kammeratlig, hvad Justitsraadinden overbærende fandt sig i. En Gang, da vi sad alene i Kabinettet, gik Dristigheden dog videre end tilladt af hende.

I disse saa triste Dage blev min Forbindelse med Villaen ved Søerne særlig betydningsfuld for mig. Jeg fik virkelig noget af et Hjem der. I min nedtrykte Sindsstemning virkede de store, smagfuldt møblerede, altid blomstersmykkede Stuer uvilkaarligt oplivende; og efter at Justitsraadinden havde hørt om min Skilsmisse var hun bleven næsten moderlig i sit Væsen overfor mig. Ogsaa den ældste af Døtrene, der undertiden havde kunnet være ret spansk, var bleven en hel 55 Del elskværdigere. Men mine bedste Timer i Villaen havde jeg dog, naar de begge var borte, i Selskab eller i Theatret, og min Veninde ved et skjult Tegn havde ladet mig forstaa, at jeg vilde kunne træffe hende alene hjemme. Vi underholdt os altid saa godt med hinanden, fik ogsaa stadig mere og mere at tale sammen om. Og da vi havde saa meget tilfælles, forstod vi let hinanden til Trods for, at der efterhaanden havde udviklet sig et eget Frimurersprog imellem os, hvori alle Slags endnu ikke tilstaaede Tanker og Følelser forklædte sig saa listeligt. En Dag spurgte jeg hende dog ret ligeud, hvordan det egentlig var gaaet til, at hun med sine 27 Aar havde undgaaet at blive forlovet, endsige at blive gift. Hun tav en lille Stund, svarede saa med et skjælmsagtigt Øjekast: "Gud ved, om jeg ikke har gaaet og ventet paa En, som jeg virkelig kunde komme til at synes om."

Men nok herom. Som det tidligere er forklaret i denne Bog: der er Erindringer, man ikke kan og ikke skal dele med andre. Nødvendigt 56 bliver det dog at fortælle, at jeg tilsidst gik til Justitsraadinden og med Overholdelse af alle Former anholdt om hendes Datters Haand. Vort egenartede Forhold endte saaledes alligevel paa regelret Vis med Forlovelse og Giftermaal. Det skete for mit Vedkommende i det Haab, at den Sejlads gennem Tilværelsen paa Lykke og Fromme, som mit Liv hidtil havde været, maatte kunne fortsættes med noget bedre Held i Fremtiden. Dristig vovet, forud vundet, – med dette Mundheld, som jeg endnu svor til, gav jeg mig paany trøstig Skæbnen i Vold.

Jeg spurgte nemlig, hvordan det i Grunden var gaaet til, at hun med sine 27 Aar U162 havde undgaaet at blive forlovet, endsige gift. Hun sad en Tid uden at svare, ligesom hensunken i sig selv, skottede saa over til mig med et skælmsagtigt Udtryk og sagde: "Gud veed, om jeg ikke har gaaet og ventet paa En, som jeg virkelig kunde komme til at synes om." Jeg tog dette for et opmuntrende Vink, og i Tillid hertil og til mit gamle Mundheld "Dristig vovet, forud vundet" handlede jeg. En Time senere kunde jeg fremstille mig for Justitsraadinden som hendes Svigersøn. Vort egenartede Forhold endte saaledes alligevel paa sædvanlig Vis med Forlovelse og Giftermaal. Men Mindet om min første Hustru vedblev alligevel at leve ukrænket i mig som noget helligt.

Umiddelbart efter Brylluppet begav vi os ud paa en Evroparejse, der varede over et Aar og strakte sig til Foden af Vesuv.

Efter Bryllupet – et stille Hjemmebryllup – begav vi os ud paa en stor Europarejse, der varede næsten et helt Aar og strakte sig til Foden af Vesuv.