| "Fra Drengeårene", Fl. Avis |
Drengeaar |
Undervejs til mig selv |
|
Ikke længe efter Hjemkomsten til Randers og det nye Skoleaars Begyndelse bragte Aviserne Meddelelse om Grundtvigs pludselige Død i hans 89de Aar. Der kom daglig to Aviser til Præstegaarden, en københavnsk – "Fædrelandet" – derkom med Posten ved Middagstid, og den lokale Avis, der blev udbragt om Aftenen. Som Fars Forelæser kunde jeg ikke undgaa at mærke det overordenlig stærke Indtryk, dette Dødsfald gjorde paa ham. Ogsaa om den storstilede Jordefærd vilde han høre alt. Baade om Mindehøjtideligheden i Vor Frelsers Kirke og Gravlæggelsen i Aasen ved Gl. Køgegaard havde begge Aviserne udførlige Beretninger. Tilstede ved den første var to af Grundtvigs og Grundtvigianismens anseligste 153 Modstandere, den 80-aarige forhenværende Kirkeminister Professor H.N. Clausen og den fløjlsklædte Biskop Martensen. De havde Plads i Koret ved Siden af Kisten, og om den ene af dem hed det i Avisreferatet, at han jævnlig maatte borttørre en Taare af Kinden. Navnlig dette sidste greb Far stærkt. |
|
|
Hvem af de to høje Korherrer det var, der saaledes lod sig overvælde, har jeg senere maattet gætte mig til. Det har været Martensen, der jo ogsaa kort forinden i sit Skrift "Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme" trods al Polemik havde ydet den Gamle oprigtig Anerkendelse. Clausen derimod har i et Tillæg til sine Erindringer, der er nedskrevet straks efter Højtideligheden, givet en Skildring af den, hvori det gamle Nag endnu høres hvisle.
Det hedder her om de optrædende Talere: |
|
|
"Selvfølgelig begyndte ufortøvet Apoteosens Proces, som unægtelig gjorde nogen Resignation behov. I Dityrambesproget havdes 154 der kun Brug for de mest udsøgte Superlativer. Grundtvig var en Aandens Kæmpe, den største vort Fædreland har fostret. Han var Aandens Ypperstepræst i Norden, den ypperste Salmesanger, Kristi Kirke nogensinde har haft. Vor Tids største Kirkevidne. Det største kirkehistoriske Navn efter Luthers Dage o.s.v." |
|
|
Den Haand, der nedskrev disse Linjer umiddelbart efter Begivenheden, har sikkert ikke behøvet at gribe til Lommetørklædet for at skjule et bevæget Hjertes Overgivelse. |
|
|
Om Fars Forhold til Grundtvig og de folkekirkelige Brydninger i Tiden har hans to teologiske Sønner udtalt sig paa Tryk med mere Indsigt, end jeg sidder inde med. En personlig Erindring fra disse grundtvigske Højtidsdage kan dog maaske give et lille Bidrag til Belysning af hans Stilling. Paa samme Tid som man i København og Køge samledes til Lovsang om Høvdingens Kiste, holdt han i en Forsamlingssal i Randers et Foredrag om Grundtvigs Betydning for dansk Kirkeliv. Ved Omtalen af hans 155 Salmedigtning udtalte han, vistnok til Overraskelse for flere, at saa rigt og klangfuldt den grundtvigske Harpe end havde været stemt, den manglede dog efter hans Mening Toner for de kristelige Grundfølelser: Ydmyghed og Anger. Derfor havde han Brorson kærere som Salmedigter. Jeg husker ogsaa, at hans Yndlingssalme var dennes: Den yndigste Rose er funden, med Stroferne: "Ak, søger de ydmyge Steder – i Støvet for Frelseren græder". Trods sit tilknappede Væsen, der af mange opfattedes som Selvgodhed, havde han sikkert sit inderste, skjulte Liv i den Følelse, som her har fundet Udtryk. Over hans Pult hang – under Portrættet af hans Mor – et Billede af den Apostel, han ærede højere end nogen af de andre, den sønligt tilbedende Johannes. Betegnende for ham var det ogsaa, at mens han havde ladet sine øvrige Børn opkalde efter Bedsteforældre og andre Familjemedlemmer, havde han givet den ældste Søn, sin Førstefødte, denne Yndlingsapostels Navn. |
|
|
156 I Grundtvigs store Digt fra hans patriarkalske Alderdom "Dansk Ravnegalder, et Fremtidssyn" glorificerer han som bekendt sig selv og sin kirkelige Bedrift. Som en Guddom troner "den gamle Skjald og Sandsiger" i Skyen, mens en Forsamling af Repræsentanter for alle Kulturlande bøjer sig for ham som Negene i Josefs Drøm. I sin Helhed blev Digtet først trykt mange Aar efter Grundtvigs Død; men i grundtvigske Kredse var der bleven talt meget om det, og rimeligvis har da ogsaa Far lært det at kende gennem de Brudstykker, der i Afskrift cirkulerede i Menigheden. Han kan næppe have følt sig opbygget af det. I hvert Fald maa han sikkert have været ilde berørt af den højstemte Tone, hvori de Indviede lod sig forlyde med dets Eksistens, som var Talen om en ny Johannes-Aabenbaring.
**
* |
|
| Som næsten alle danske Købstæder den Gang var Randers i politisk Henseende en Bagstræber-By, hvor Befolkningen lod sig beherskeaf nogle få Storkøbmænd, der væsentlig havde dens økonomiske Interesser for Øje, og af en dumvigtig Embedmandsstand, omstrålet af nedarvet Anseelse fra Enevældens Dage. Byen havde ikke mere end én Avis, og den var Organ for den kalkunrødeste Højre. Min Far, så forskellig han ellers var fra Byens Honoratiores, var på dette Punkt deres Lige. Som den Aandsaristokrat han trods sin nære Forbindelse med Tidens folkelig-nationale og religiøse Opvækkelse inderst inde vedblev at være, var f.Eks. en demokratisk Fremtoning som Chresten Berg, ham til Forargelse. En Seminarist, en halvstuderet Røver, som dristede sig til at optræde som Folkets Leder! Den lille Kreds af Venstremænd i Byen førte iøvrigt en ret tavs og duknakket Tilværelse undtagen lige i Tiden omkring et Valg, når den fik Assistance af tungefærdige Talere udefra. |
Som næsten alle danske Købstæder den Gang var Randers i politisk Henseende en sødeligt indslumret 157 By med kun én Avis, der var Organ for den mest forbenede Konservatisme. Min Far, saa forskellig han ellers var fra Byens Embedsmænd og Borgere, gjorde paa dette Punkt fælles Sag med dem. Visse grundtvigske Kredses aabne Tilslutning til det demokratiske Rigsdagsparti, hvis Førere var en Skolelærer og en Landsbyhaandværker, kunde han, som den Aandsaristokrat han var, ikke billige. At en Mand som Chresten Berg, en "halvstuderet Røver", mente sig berettiget til at optræde som Folkets aandelige Vejleder, var ham til Forargelse. Den lille Kreds af Venstremænd i Byen førte da ogsaa en ret lyssky Tilværelse undtagen lige i Tiden før et Valg, naar de ved Vælgermøderne fik Bistand af tungefærdige Talere udefra. |
|U48| I den mangeartede Uro, der prægede Tiden, var ogsaa det politiske Røre, som vi U49 Unge nu begyndte at interessere os for. Som de fleste danske Købstæder den Gang var Randers uden noget kraftigt politisk Liv. Den havde kun en eneste Avis, der var Organ for de almindeligt anerkendte Anskuelser. Min Far, saa forskellig han iøvrigt var fra Byens andre Embedsmænd, paa dette Punkt slog han Følge med dem. Visse grundtvigske Kredses Tilslutning til Venstrepartiet i Rigsdagen kunde han ikke anerkende. At en Mand som Chresten Berg, en almindelig Landsbylærer, optraadte som Vejleder for Folket billigede han ikke. |
| Af Socialdemokrater, der trådte offenlig frem, var der på den Tid akkurat en eneste, en Snedkermester Schou, over hvis høje Hat al Byens Foragt og Latter udlod sig. Også mellem os Latinskoledrenge var Navnet blevet et Skældsord. Når vi vilde udtrykke os rigtig nedsættende om en Kammerat eller en Lærer, sagde vi, at han var en rigtig Snedker Schou. I Virkeligheden var han en meget respektabel Håndværker, desuden en frygtløs Mand, der med oprejst Pande gik igennem den Pileregn af onde Blikke og smædende Tilråb, der slyngedes imod ham overalt, hvor han viste sig. Han havde sine få Tilhængere blandt Byens fattigste og mest forkuede Arbejdere, Havnensjoverne og Tørvebryggens Folk. Men det var Individer, som der ikke regnedes med den Gang. |
Af Socialdemokrater, der traadte offenlig frem, var der paa den Tid akkurat en eneste, en Snedker Schou, hvem en Pileregn af rasende Blikke og haanske Tilraab omsusede overalt, hvor han optraadte som Taler. Mellem os Latinskoledrenge var hans Navn ligefrem blevet et Skældsord. Naar vi vilde udtrykke os nedsættende 158 om en Kammerat eller en af vore Lærere, sagde vi, at han var en rigtig Snedker Schou. Manden var en højst agtværdig Haandværker, der havde sine Tilhængere blandt Byens fattigste og mest forkuede Arbejdere, Havnens og Tørvebryggens Daglejere. Men det var Folk, som man overhovedet ikke regnede med den Gang. |
Af Borgere, der vovede offentlig at fremsætte socialdemokratiske Anskuelser, var der paa dette Tidspunkt kun en eneste i Byen, en Snedker Schou. Hans Navn var derfor blevet til et almindeligt Skældsord ogsaa mellem os Latinskoledrenge. Naar vi vilde tale nedsættende om en af vore Lærere eller en Kammerat, sagde vi gerne, at han var "en rigtig Snedker Schou". Manden var en agtværdig Haandværker, der havde sine Tilhængere blandt Byens fattigste Arbejdere, U50 Havnens og Tørvebrugets Daglejere, som den Gang ingen agtede paa. |
| En Meningsfælle havde han for Resten også i min Mor, der i hvert Fald tilhørte Datidens Arbejderbevægelse med Hjertet. Efter at have født 16 Børn til Verden var hun med Årene bleven stærkt socialt interesseret. Gennem sine egne Trængsler var hun kommen til at føle søsterligt med alle lidende Mennesker, og jo ældre hun blev, desto stærkere nedtryktes hun ved Tanken om al den tavse Nød og Elendighed i Verden. Hendes Læsning i de senere Aar var mest historiske og socialøkonomiske Bøger. Jeg husker hendes Optagethed af Henry George, et Navn, som dengang var så at sige ukendt herhjemme. Rimeligvis havde hun et eller andet Sted truffet en Notits om hans Jordrente-Teori, og havde da straks med sit forbavsende Klarsyn forstaaet Tankens Betydning for Samfundsøkonomien. Far, som ikke havde Tro til den Art Verdensforbedringer, kunde se helt betænkelig ud, naar hun i et Øjebliks Opbrusning talte med Harme om Fattigfolks uforskyldte Lidelser og Samfundets hykleriske Moral. |
En Meningsfælle havde han uden at vide af det i min Mor, der med Aarene – i Modsætning til Far – var bleven stærkt socialt interesseret. Gennem sine egne Trængsler var hun kommen til at føle søsterligt med alle lidende, især med den arbejdende Klasses Kvinder, og jo svagere hun blev, desto mere nedtryktes hun ved Tanken om den megen tavse Nød og uforskyldte Elendighed i Verden. Hendes Læsning i disse Aar, da hun ofte var bundet til Sengen i maanedsvis, var fornemmelig historiske og socialøkonomiske Skrifter. Et Bind af Cantus store Verdenshistorie, der netop var udkommen i dansk Oversættelse, laa gerne ved Siden af hendes Seng. Men særlig var 159 hun optaget af Henry George, et Navn, som endnu var næsten ukendt herhjemme. Rimeligvis havde hun et eller andet Sted set en Notits om hans Jordrente-Teori og straks med sit forbavsende Klarsyn forstaaet Tankens Rækkevidde og dens Betydning for Samfundsøkonomien. Far, som ikke havde Tro paa nogen Verdensforbedring af den Art, men alene fortrøstede sig til den guddommelige Almagt og Visdom, kunde se helt betænkelig ud, naar hun i et Øjebliks Opbrusning talte harmfuldt om Fattigfolks Lidelser og Samfundets hykleriske Moral. |
|U50| En Meningsfælle havde han uden at vide det i min Mor, der med Aarene og i sin voksende Svaghed var bleven ret stærkt socialt interesseret. I sine Trængsler under 16 Barnefødsler var hun kommen til at føle søsterligt med alle lidende Medmennesker, nedtryktes navnlig ved Tanken om den megen Nød og Elendighed mellem den arbejdende Klasses Kvinder. Undertiden vakte hun Fars Betænkelighed ved at tale harmfuldt derom, og han advarede hende. Selv var jeg ked af, at hun paa Grund af Svagelighed saa sjeldent forlod Præstegaarden, hvorfor Byens Folk kendte hende saa lidt og ikke vidste, hvilken prægtig Mor jeg havde. |
| Mor var – i Modsætning til min Far – lille af Vækst. Når de spaserede med hinanden og hun holdt ham under Armen, blev hun næsten komisk lille ved Siden af hans høje Skikkelse. Ligesom hos hendes Far, den gamle Byfoged i Vordingborg, var der noget fremmedartet over hendes Træk. Hun havde gulbrune Øjne, rødlige Kinder og et blanksort Hår, der fra en Midterskilning var glattet ned over Hovedbunden foran de klædelige Konekappe med de brede Hagebaand. |
Mor var – atter i Modsætning til Far – uanselig af Ydre. Naar de spaserede sammen og hun holdt ham under Armen, tog hun sig næsten dværgagtig ud ved Siden af hans høje Skikkelse. Ligesom hos hendes Far, den gamle Byfoged i Vordingborg, var der noget fremmedartet over Trækkene. Øjnene var gyldenbrune, Kinderne let rødlige, Haaret, der nu var begyndt at graane, havde været helt sort. Som Skik og Brug var, skjultes det delvis af en Blondekappe 160 med brede Hagebaand. Synlig var kun Forhaaret, der fra en Midterskilning var glattet ned over Hovedbunden og foran hvert Øre havde en lille, halvt skjulende Fletning – en Rest af Skikken fra Aarhundredets Midte, da det ansaaes for langt mere upassende for en Kvinde at vise sine Øren end at gaa med endog stærkt blottet Hals og Bryst. |
|
| Så lidt hun var kendt af Folk i Byen, og så lidt hun også selv kendte den, fordi hun ikke ofte forlod Hjemmet, så var den dog hendes Fødeby. I 1824, hendes Fødselsår, havde min Bedstefar været Avditør der. Senere forflyttedes han til Kolding, hvor hun havde haft sin egenlige Ungdom. Livet i Forældrehjemmet må have været vidt forskelligt fra det, hun senere kom til at føre som Præstekone. En af Koldings andre Embedsmænd på den Tid (Saxild) har i nogle efterladte Breve fortalt om Familjen og gjort sig lidt lystig over min Morfar, hvem han tillægger et naragtigt Hang til at brillere med fornemme Vaner og udenlandsk Væsen. Således nævner han (hvad også er rigtigt), at da en af hans Sønner skulde opkaldes efter en jævn Slægtning, der hed Johan Morten, fik han i Dåben Navnet Jean Morton. |
Saa lidt Mor var kendt af Folk, og saa lidt hun selv kendte til Byen, fordi hun kun sjelden forlod Hjemmet, saa var den dog hendes Fødeby. I 1824, hendes Fødselsaar, havde Bedstefar været Avditør i Randers. Men ikke længe efter forflyttedes han til Kolding, hvor hun havde haft sin egenlige Ungdom. Livet i Forældrehjemmet maa have været meget forskelligt fra det, hun senere kom til at føre som Præstekone med 16 Børn. En af Koldings andre juridiske Embedsmænd paa den Tid (Saxild) har i nogle efterladte Breve fortalt om Familjen og gjort sig lidt lystig over Bedstefar, hvem han tillægger en naragtig Tilbøjelighed til at brillere med fornemme Vaner og udenlandsk 161 Væsen. Saaledes nævner han (hvad ogsaa er rigtigt), at da en Søn skulde opkaldes efter en Slægtning, der slet og ret hed Johan Morten, fik han i Daaben Navnet Jean Morton. Hos Drengen selv er Naturen dog aabenbart hurtigt gaaet over Optugtelsen. Han foer til Søs som almindelig Letmatros og døde i en ung Alder af gul Feber langt fra Hjemmet. |
|
| På Grund af hans eget og Børnenes sydlandske Udseende havde Folk i Byen haft travl med at søge efter Hemmeligheder i hans Afstamning, og det er vist ogsaa sandsynligt, at der en Gang har indsneget sig nogle Dråber fremmed (måske jødisk) Blod i Slægten. Noget afgørende vides iøvrigt ikke derom. |
|
|
|
Men Mor havde også en anden, en endnu levende Bror, til hvem det fornemme, udenlandske Navn bedre havde passet. Ligesom Bedstefar var han juridisk Embedsmand et Sted på Øerne. En usædvanlig smuk og elegant Mand, munter og vittig, desuden overordenlig musikalsk. En søgt Selskabsmand, en Damernes Ven, måske også lidt af en Laps. Han kom en Gang til Randers på Gennemrejse og gjorde et ganske kort Ophold i Præstegården. Besøget strakte sig kun over nogle få Timer, hvad vistnok også var alt, hvad både han selv og Far brød sig om. De to Svogre harmonerede naturligvis ikke. Far modtog ham 162 med en Kulde, som selv vi Børn følte pinlig. Men heller ikke Mor og han havde synderligt at sige til hinanden. De en Gang så nær forbundne Søskende følte sig fremmede og næsten som undselige i hinandens Selskab. Da Pavserne i Samtalen stadig blev længere, forsøgte Onkel sig tilsidst med Musikken og satte sig ved vort Klaver. Men det var gammelt og måske også forstemt. Han havde næppe rørt de gulnede Tangenter, før han slap dem, som om han havde brændt sig på dem. "Nej," sagde han og rejste sig. "Nu må jeg vist passe Toget."
Han kom aldrig igen.
**
* |
|
Nytårsskiftet 1872 blev en Mærkedag i Byens Historie. Det slumrende Borgerskab vendte sig i Søvne med et mægtigt Rabalder. Dog var det hverken urolige politiske Drømme eller – som i Reformationstiden – et religiøst Mareridt, der fik det til at fare op på en Måde, der smagte af Revolte. Det var et rent kommunalt Anliggende.
Ved Siden af Rådhuset lå Garnisonens Hovedvagt, og her spankulerede Dag og Nat en Dragon med sølvskinnende Hjelm på Hovedet og en Karabin i Armen. Hver anden Time stillede han sig op foran det røde Skilderhus og råbte med høj Røst: "Vagt i Gevær!" Det betød Afløsning. En halv Snes lyseblå Soldater tumlede ud af Vagtstuen og snappede deres Karabiner fra de Opstandere, der stod i Række foran Bygningen. Det samme Råb og det samme Røre gentog sig i Dagens Løb hver Gang en sabelraslende Officer gik over Torvet. Om Aftenen ved Sengetid, når Soldaterne skulde kaldes til deres Kvarterer, stillede tre Trompetere sig op foran Vagten og blæste "Retræten", der i stille Vejr kunde høres over hele Byen. Samtidig mødte Byens Vægterkorps – elleve Mand – og stillede sig foran Rådhuset i deres lange Kapper med en forsvarlig Stok i Hånden og Tegnet på deres Værdighed, et ovalt Blikskilt, på Brystet. Det var mest ældre Folk, hvem den ensformige Nattjeneste i Mørke og Ensomhed havde gjort til mutte Særlinge eller til illuminerede Drukenbolte. Ved Retrætens sidste Toner traskede de afsted hver til sin Bydel og istemte her deres såkaldte Sang, en salmoderende Brummen, ledsaget af de tunge Støvlers Tramp og Stokkens Slag mod Stenbroen:
"Gud Fader os bevare,
de store med de små.
Hans hellig' Engleskare
en Skanse om os slå!
Han vogte Byen vel;
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl." |
Nytaarsskiftet 1872-73 blev en Mærkedag i Byens Aarkrønike. Den fredeligt henlevende Befolkning foer ved den Lejlighed op med en Voldsomhed, der smagte af Revolte. Det var dog hverken urolige politiske Drømme eller – som i Reformationstiden – et religiøst Mareridt, der afbrød dens Slummer, men et rent kommunalt Anliggende. I umindelige Tider havde der foran Hovedvagten, der laa ved Siden af Raadhuset, spaseret en Dragon med sølvskinnende Hjelm paa Hovedet og en Karabin i Armen. Hver anden Time, naar Raadhusuret slog 163, stillede han sig op foran det røde Skilderhus og raabte med høj Røst: "Vagt i Gevær!" Det betød Afløsning. En halv Snes lyseblaa Soldater tumlede ud fra Vagtstuen og snappede deres Karabiner fra den Række Opstandere, der stod foran Bygningen. Det samme Raab og det samme Røre blev gentaget, hver Gang en Officer i Dagens Løb gik over Torvet. Om Aftenen ved Sengetid, naar Garnisonens Menige skulde kaldes til deres Kvarterer, stillede desuden tre Trompetere sig op foran Vagten og blæste "Retræten", der kunde høres over det meste af Byen. Samtidig mødte Byens Vægterkorps – 11 Mand – foran Raadhuset i deres lange Kapper og med Tegnet paa deres Værdighed, et ovalt Blikskilt, paa Brystet. Det var mest ældre Folk, hvem det ensomme Natteliv 164 havde gjort til mutte Særlinge og – for enkeltes Vedkommende – til illuminerede Drankere. Naar Retrætens sidste Toner havde lydt over Torvet, satte de Stokken i Stenbroen og traskede afsted hver til sin Bydel, hvor de istemte deres saakaldte Sang, en salmoderende Brummen, akkompagneret af deres tungt trampende Støvler:
"Gud Fader os bevare,
de store med de smaa.
Hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
Han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl." |
|U39| Uroen i mit Blod fik ad anden Vej alligevel Næring i den kommende Tid. Aarsskiftet i Randers blev denne Gang en stormfuld Begivenhed, der smagte af Revolte. Foran Hovedvagten havde i umindelige Tider spaseret en Dragon med sølvskinnende Hjelm og en Karabin i Favnen. Hver anden Time, naar Raadhusuret slog, stillede han sig op foran det røde Skilderhus og raabte med høj Røst: "Vagt i Gevær." Det betød Afløsning. En halv Snes lyseblaa Soldater tumlede ud fra Vagtstuen og snappede deres Karabiner fra den Række Opstandere, der stod foran Bygningen. Det samme Raab og det samme Røre gentoges hver Gang en Officer i Dagens Løb gik over Pladsen. Om Aftenen ved Sengetid, naar Garnisonens Menige skulde kaldes i Kvarter, stillede tre Trompetere sig op foran U40 Vagten og blæste den smukke lille Melodi "Retræten", der kunde høres overalt i Byen. Samtidig gav Byens Natvægtere – en syv, otte Mand – Møde foran Raadhuset i deres lange Kapper og med Tegnet paa deres Værdighed, et ovalt Blikskilt, paa Brystet. Det var mest ældre Folk, hvem det ensomme Natteliv havde gjort til mutte Særlinge og – for fleres Vedkommende – til illuminerede Drankere. Naar Retrætens sidste Tone havde lydt, satte de Stokken i Stenbroen og afmarcherede hver til sin Bydel. Her istemte de deres saakaldte Sang, en salmoderende Brummen, akkompagneret af deres tungt trampende Støvler.
Gud Fader os bevare,
de store med de smaa,
hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!
han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl. |
| Disse ældgamle Vægtervers, ét særskilt for hver af Nattens Timer, havde lyst Fred over Byen og dens Borgere så længe nogen kunde mindes. Og ingen havde vistnok tænkt sig, at det skulde ske nogen Forandring i deres Levetid. Men nu havde Byen fået en ny og reformivrig Politimester, der vilde afskaffe Vægterne og erstatte dem med et soldatermæssigt uddannet og militært uniformeret Politikorps efter københavnsk Mønster, og trods alvorlig Modstand, særlig fra Småborgernes Side, lykkedes det ham tilsidst at få sit Forslag gennemført. Natten mellem d. 30te og 31te December lød Vægtersangen for sidste Gang i Randers Gader. En Del År forinden var Byens sidste Tranlygter bleven erstatet med Gas, og nu gled altså igen en Rest af middelalderligt liv ud af Virkeligheden og blev Historie. |
Disse ældgamle Vægtervers, ét for hver af Nattens Timer, der alle sluttede og begyndte med at forkynde Klokkeslettet og Vindretning (det sidste til Underretning for de af Byens Købmænd, der havde Skibe paa Søen) havde nu i snart to hundrede Aar lyst Fred over Byen og været til Betryggelse for dens Borgere; og ingen havde vistnok tænkt 165 sig, at det skulde blive anderledes i deres Levetid. Men nu havde Byen faaet en ny og reformivrig Politimester, der til almindelig Overraskelse fik sat igennem, at Vægterinstitutionen afskaffedes for at erstattes af et militært uddannet og uniformeret Politikorps efter Københavns Mønster. Tanken havde tidligere været fremme og var bleven drøftet med Sindsro, fordi ingen for Alvor troede paa nogen Forandring. Men nu, da Planen stod foran sin Virkeliggørelse, blev der Ophidselse blandt Byens Smaaborgere, som pludselig gjorde fælles Sag med Vægterne og protesterede mod disse gamle Hædersmænds Afskedigelse. |
U41 Disse ældgamle Vægtervers, ét for hver af Nattens Timer, begyndte og sluttede alle med at forkynde Klokkeslettet og Vindretningen (det sidste til Underretning for de af Byens Købmænd, der havde Skibe paa Søen). I snart to Aarhundreder havde de lyst Fred over Byen og været til Betryggelse for dens Borgere, og ingen havde vistnok tænkt, at der nogensinde skulde raade anden Skik. Men nu havde Byen faaet en ny og reformivrig Politimester, der fik sat igennem, at Vægterinstitutionen afskaffedes og erstattedes af et militært uddannet Politikorps efter københavnsk Mønster. Tanken havde tidligere været fremme og var bleven drøftet med stor Ro, fordi ingen for Alvor ventede nogen Forandring. Men nu, da Planen mod al Forventning skulde virkeliggøres, blev der Ophidselse blandt Byens Smaaborgere, der pludselig gjorde fælles Sag med Vægterne og protesterede mod disse gamle Hædersmænds Afskedigelse. |
| Nytårsaften Klokken tolv skulde det nye Politi træde i Funktion og Vægterne samtidig afmønstres ved en Parade foran Rådhuset. Det blev dog ikke til noget med den planlagte Højtidelighed. Nytårsspektaklerne udartede denne Gang på en Måde, der ikke tillod Ceremonier. Vi Latinskoledrenge, som altid var ivrige for at vedligeholde den gamle Skik at slå Potter på Dørene og kaste al Slags Skrammel ind i Folks Forstuer, havde længe i Forvejen samlet sammen på fornødent Materiale. Efter Aftale med en Kammerat sneg jeg mig ved Nitiden hjemmefrea med en sprukken Krukke under Armen fyldt med Glasskår og andet Ragelse. Den var bestemt for en forhadt Lærer og blev også prompte afleveret hos ham med hele sit raslende Indhold. |
Nytaarsaften Klokken 12 skulde det nye Politi træde i Virksomhed og Vægterne samtidig afmønstres ved en Parade foran Raadhuset. Den planlagte Højtidelighed blev dog ikke til noget. Nytaarsspektaklerne udartede denne Gang paa en Maade, der ikke tillod Ceremonier. Vi Latinskoledrenge var altid de ivrigste i Løjerne. Længe i Forvejen havde Fredrik og jeg samlet sammen paa 166 sprukne Lerpotter, revnede Syltetøjskrukker og andet Skrammel, der kunde kastes paa Folks Døre og Porte med tilstrækkeligt Rabalder. |
Nytaarsaften Klokken tolv skulde det nye Politi træde i Virksomhed og Vægterne samtidig U42 afmønstres ved en Parade foran Raadhuset. Den planlagte Ceremoni blev dog ikke til noget. Nytaarsspektaklerne udartede denne Gang paa en Maade, der ikke tillod Højtideligheder. |
| Rådhuspladsen allerede sort af Mennesker, som åbenbart ventede, at der skulle ske noget. Også i de tilstødende Gader var der Trængsel. Fra en af dem lød høje Råb og Hujen. Vi skyndte os derhen og fik Øje på selve Politimesteren, der – ligbleg – gik midt ad Gaden, fulgt af en Sværm larmende Gadeungdom som en fuld Mand. Formodentlig i Tillid til, at hans blotte Tilsynekomst skulde virke afsvalende på Gemytterne, havde han fra sit Hjem begivet sig midt ind i Menneskesværmen. Men hans faderlige Formaninger til Folk om at sprede sig og gå hver til sit havde bare ophidset Mængden yderligere. Overalt mødtes han af truende Miner og respektløse Tilråb, mens futtende Kinesere og Skruptudser blev kastet ind mellem Benene på ham. De gamle Vægtere, der ellers ikke havde kunnet glæde sig ved nogen stor Popularitet, var pludselig bleven Folkets Helte. Det skulde ikke tilgives denne københavnske Hr. Vigtigper, at de højsy fortjente gamle Mænd nu blev kastet på Gaden, måske for at ende deres Dage på Fattiggården. Ned med ham! |
Ved Titiden var Raadhuspladsen allerede sort af Mennesker. Ogsaa i de tilstødende Gader var der Trængsel. Fra en af dem lød pludselig vild Hujen. Vi skyndte os derhen og saa' til vor Forbavselse selve Politimesteren, der kom gennem Gaden efterfulgt af en Sværm larmende Drenge som en fuld Mand. Velsagtens i Tillid til, at han med faderlige Formaninger kunde faa Folk til at sprede sig, havde han begivet sig alene ind i Menneskesværmen. Men allevegne blev han modtaget med respektløse Tilraab, mens Skruptudser og futtende Kinesere blev smidt ind mellem Benene paa ham. Det skulde ikke tilgives denne københavnske Vigtigper, at han havde kastet brave gamle Mænd paa Gaden. Ned med ham! I det tætte Mylder foran det oplyste Raadhus trængte en Del berusede Personer sig om ham og blev nærgaaende. En af dem brølte: "Leve Snedker Schou!" |
Allerede ved Titiden var Pladsen foran Raadhuset sort af Mennesker. Ogsaa i de tilstødende Gader var der Trængsel. Fra en af dem lød pludselig vild Hujen. Det var selve Politimesteren, der kom gennem Gaden efterfulgt som en fuld Mand af en Sværm larmende Drenge. Velsagtens i det Haab, at han med fredelige Formaninger kunde faa Folk til at sprede sig, havde han vovet sig ud i Menneskesværmen. Men allevegne blev han overdænget med respektløse Tilraab, mens Skruptudser og futtende Kinesere blev smidt ind mellem Benene paa ham. Det skulde ikke tilgives denne københavnske Vigtigper, at han havde kastet brave gamle Randersfolk paa Gaden. Ned med ham! |
| Da Politimesteren nåede ind i det tætte Mylder foran det festlig oplyste Rådhus, trængte en Del berusede Personer sig om gam og blev nærgående. Han slap dog uskadt ind, og Rådhusets Dør faldt i efter ham. Men da Råbene og Spektaklerne fortsattes, viste han sig igen på Trappen, og denne Gang omgivet af alle de nye Betjente i deres strålende Uniformer. Han udfoldede et Papir og oplæste med høj Røst Lovens Oprørs-Paragraffer, hvorefter han i Kongens og Lovens Navn befalede enhver uopholdelig at forføje sig bort og gå fredelig hjem. Da også dette Påbud blev besvaret med Hujen og Latter, mens Knaldbomber og Kinesere blev ved med at regne ned over de nye Ordenshåndhævere, fik disse Ordre til at Pladsen. |
167 Politimesteren slap dog uskadt ind i Raadhuset, hvis Dør faldt i bag ham. Men da Raabene og Spektaklerne vedvarede, viste han sig igen paa Trappen, denne Gang omgivet af de nye Betjente i deres guldstraalende Uniformer. Ved dette Syn blev Torvet en kogende Kedel. Politimesteren løftede Haanden, idet han i Kongens og Lovens Navn befalede enhver uopholdelig at forføje sig bort og gaa fredelig hjem. Da ogsaa dette Paabud blev besvaret med Haanlatter og Hujen, mens en Ildregn af Knaldbomber, Troldkællinger og Kinesere faldt ned over de nye Ordenshaandhævere, fik disse Ordre til at trække Stavene og rydde Pladsen. |
Han slap dog uskadt ind i Raadhuset, hvis Dør faldt tungt i bag ham. Men da Spotteraabene og Spektaklerne vedvarede, aabnedes den igen, og nu viste han sig omgivet af de nye Betjente i deres straalende Uniformer. U43 Ved dette Syn blev Torvet en kogende Kedel. Politimesteren løftede Haanden, idet han i Kongens og Lovens Navn befalede enhver uopholdelig at forføje sig bort og gaa stille hjem. Da ogsaa dette Paabud blev besvaret med Hujen, mens en Ildregn af Knaldbomber og Kinesere faldt ned over de nye Ordenshaandhævere, fik disse Ordre til at trække Stavene og rydde Pladsen. |
| Da Folk så' Betjentene rykke frem, kom der Bevægelse i Mængden. De ædrueligste hummede sig bort. Man mente at vide, at det nye Politi var bevæbnet med Todtenschlägere og Jernknoer, og der gik Rygter om, at en Eskadron af Garnisonen stod med opsadlede Heste i Kasernegården, parat til at rykke ud ved mindste Vink. Nogle Steder kom det til Sammenstød med de mest berusede; men i Løbet af en halv Times Tid trænges Mængden iøvrigt ret fredeligt fra Torvet ind i de tilstødende Gader. Ved Midnatstid larmedes der endnu hist og her i Byen; men i Aarets første Time lyste de to Lygter foran Rådhuset over en øde Valplads, den samme som for mere end tre hundrede År siden havde været Vidne til Skipper Clements Nederlag under Grevefejden, da hans Vendelboer "slaget sig fulde af Bur-Øllet" og velsagtens efterlod Torvet i den samme Tilstand, det nu henlå i. Som det hedder i en gammel Nidvise om en lignende Fejde:
"Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod." |
Da Folk saa' Betjentene rykke frem, kom der Bevægelse i Mængden. De ædrueligste hummede sig bort. Man havde hørt noget om, at det nye Politi var bevæbnet med Todtenschlägere og Jernknoer. Det forlød ogsaa, at en Eskadron af Garnisonen stod opsadlet i Kasernegaarden for i fornødent Fald at rykke Politiet til Undsætning. Det blev dog ikke nødvendigt. Et Par Steder 168 kom det ganske vist til ret alvorlige Sammenstød med de mest berusede; men iøvrigt lod Folk sig ganske fredeligt trænge bort fra Torvet og ind i de tilstødende Gader. Ved Midnatstid larmedes der endnu hist og her i Byen; men Lygterne foran Raadhuset lyste i Aarets første Timer over en øde og stille Valplads, den samme som i 1534 havde været Vidne til Skipper Clements Nederlag under Grevefejden, da hans Vendelboer "sloge sig fulde af Randers Bur-Øl". Velsagtens har de efterladt Torvet i den samme uhumske Tilstand, hvori det nu henlaa. Som det hedder i en gammel Nidvise om en lignende Skærmydsel;
"Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod." |
Da Betjentene rykkede frem, kom der Bevægelse i Mængden. Størsteparten hummede sig vel væk. Men der var jo ikke saa faa fulde Folk imellem, og det kom flere Steder til Sammenstød. Det blev ret langt ind i det nye Aar, før Lygterne foran Raadhuset lyste over en tom og rolig Valplads, den samme, hvor i 1534 under Grevefejden Skipper Clement led sit Nederlag, fordi hans Vendelboer "sloge sig fulde af Randers Burøl". Som det hedder i en gammel Nidvise derom:
"Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod." |
| Nytårsdag patruljerede det nye Politi omkring i Gaderne, nysgerrig bekigget af Kirkegængerne og andre, der havde hørt om Nattens Tumulter, men ikke deltaget i dem. Damerne fandt Betjentene og deres Uniformer nydelige, og der var ikke gået mange Dage, før de fleste Folk havde forsonet sig med den nye Tingenes Tilstand, ja på Byens Vegne var ganske stolte af dette flotte Politikorps. Men om også vi Mennesker hurtigt vænner os til det nye, så varer det dog gerne længe, før vi forliger os med Savnet af det gamle og tilvante. Endnu mange Aar efter, når en Randers Borger af en eller anden Grund lå vågen om Natten og i den dybe Stilhedikke hørte anden Lyd end deres Lommeurs mekaniske Tikken på Natbordet, kunde han med Vemod tænke tilbage på de gamle Vægtere og deres "Sang", der – hvor uskøn den end kunde være – dog var en menneskelig Stemme, der forjog Ensomhedsfølelsen og med sin Salmetone var den Søvnløse til Beroligelse og Trøst. |
Nogle Aar forinden var de sidste Tranlygter i Byens Udkanter bleven erstattet med Gas. Nu var igen et Stykke Middelalder gledet ud af Byens Liv. Nytaarsdag patruljerede det nye Politi omkring i Gaderne, nysgerrigt bekigget af Kirkegængerne 169 og andre skikkelige Mennesker, der med Rædsel havde hørt om Nattens Tumulter. Damerne fandt Betjentenes Uniformer klædelige. Der gik i det hele ikke mange Dage, før de fleste Folk havde forsonet sig med den nye Tingenes Tilstand, ja i Grunden var ganske stolte af dette flotte Politi, der jo virkelig gav Byen et Præg af Storstad. Et lille Savn blev alligevel tilbage. Endnu mange Aar efter kunde man høre gamle Beboere tale bevæget om Vægterne og deres Sang. Naar Folk nu af en eller anden Grund laa vaagen om Natten, hørte de ingen anden Lyd i Stilheden end deres Lommeurs mekaniske Tikken paa Natbordet. Hvor ru og drævende Vægtersangen end havde været, den var dog en menneskelig Stemme, der forjog Ensomhedsfølelsen hos den Søvnløse og med sin Salmetone var mange sørgmodige til Beroligelse og Trøst. |
For ikke længe siden var de sidste Tranlygter i Byens Udkanter bleven erstattet med U44 Gasblus. Nu var igen et Stykke Fortid gledet ud af Byens Liv. Nytaarsdag gik det nye Politi omkring i Gaderne, ivrig bekigget af Kirkegængerne og andre skikkelige Personer, der med Rædsel havde hørt om Nattens Optøjer. Man fandt Betjentenes Uniformer klædelige, og der gik i det hele ikke mange Dage, før de fleste havde forsonet sig med den nye Tingenes Tilstand, der virkelig gav Byen et Præg af Storstad. Men et Savn blev alligevel tilbage. Endnu flere Aar efter kunde ældre Beboere tale bevæget om Vægterne og deres Sang. Naar Folk nu af en eller anden Grund laa vaagen om Natten og i Timer ikke hørte anden Lyd end deres Lommeurs mekaniske Tikken paa Natbordet, følte de Savnet. Hvor drævende Vægtersangen end ofte havde lydt, den var dog en menneskelig Røst, der forjog Ensomhedsfølelsen hos den Søvnløse og med sin Salmetone var mange Syge og Sørgmodige til Beroligelse og Trøst.
**
*
U45 Vægtersangens Afskaffelse og det nye Politi var ikke de eneste Tildragelser, der varslede om, at en gammel Tid gik paa Hæld og en ny var i Frembrud. |
|
Én Stemme af det gamle Vægterkor bevaredes endnu i 30 Aar derefter. Det var Kirkens Taarnvægter, Byens Brandvagt, der hver Time forkyndte Klokkeslettet gennem 170 en Raaber. Nat efter Nat sad han oppe i sit lille Taarnkammer, der havde Luger ud til alle fire Verdenshjørner, saa han kunde overvaage Staden i dens fulde Udstrækning. Blev han et eller andet vaer, der tydede paa Ildløs, gjorde han Anskrig gennem sin Raaber, og hængte desuden en Lygte ud mod den Kant af Byen, hvor den formodede Fare truede. Bekræftedes den, blev der alarmeret med Stormklokken, og kort efter galoperede Sprøjten og Vand-Slufferne gennem Gaden. |
|
|
|
|
