Arv og Gæld

Kapitel 5

Arv og Gæld Undervejs til mig selv

Min Broders Skole laa ikke i selve Hjørlunde, som den dog havde faaet Navn efter, men paa en aaben Mark et Stykke fra Byen, skilt fra den ved en bred Landevej, hvor der en Gang om Dagen og en Gang om Natten fremtonede en af disse forhistoriske, store og tunge Postkarosser med rødkappet Kusk og en "Postfører",som ellers var forsvundet de fleste andre Steder i Landet. Livet i Landsbyen med de straatækkede Huse og Gaarde var der ogsaa noget fortidsagtigt over i Sammenligning med Forholdene ovre paa den anden Side af Landevejen i hvert Fald de Maaneder af Aaret, da der blev holdt Skole og store Møder. Naar jeg paa mine Spasereture kom gennem Byen, nød jeg dens Fred og inddrak med Velbehag Duften fra Høstænger, Stalde og Halmstakke, i det hele 73 den Jordbrugets krydrede Atmosfære, som jeg savnede saa meget paa Skolen, hvor Tilværelsens Naturside væsenlig fik synligt og paa anden Maade mærkbart Udtryk i en lang Række Latriner.

Omtrent midt i Byen laa langsmed Gaden et lavt Hus, hvis ene Halvdel var ubeboet. I et af de tomme Vinduer hang en Plakat med Ordene "Til Leje". Ved at spørge mig for hos Folk i Byen havde jeg faaet at vide, at Stedet tilhørte en Degneenke, der selv boede i Husets anden Halvdel, mens de tomme Stuer havde været udlejet til en ældre Mand, som for en Tid siden var død. Hver Gang jeg kom der forbi, skottede jeg til Vinduet for at se, om Plakaten endnu hang der. Det var ikke blot blevet en Vane, det stod ogsaa i Forbindelse med en Slags Tvangsforestilling hos mig. Jeg saa' mig altid selv sidde bag Vinduet derinde og i Mørkningstiden have det hyggeligt ved at betragte Byens fredelige Aftenliv: Kreaturerne, der blev trukket hjem fra Marken, Piger med Malkeaag over Skuldrene og den gamle Klokker, der 74 stavrede op til Kirken for at ringe Solen ned.

Det endte med, at jeg en Dag bankede paa hos Degneenken og spurgte om Prisen paa Lejligheden. Hun bød mig venligt indenfor, og da jeg en Timestid senere gik derfra, var det som hendes Lejer. Jeg havde naturligvis i Forvejen talt med min Broder om Sagen. Jeg havde forklaret ham, at da jeg nu ved min Bog var kommen til Penge og kunde skaffe mig det nødvendige Bohave, følte jeg Trang til at faa mit eget Hjem. Han havde straks fundet Tanken altfor urimelig, men ved at snakke om Tingene var vi alligevel kommen til Forstaaelse, og da Degneenken foruden at overlade mig sine Stuer ogsaa var gaaet ind paa at tage mig paa Kost, var alle Vanskeligheder ryddet af Vejen. Allerede et Par Uger efter drog jeg henrykt ind i mit første selvstændige Hjem.

Det blev dog kun til Skuffelse for mig. Mit Savn fulgte med derind ligesom Nissen i det gamle Flytte-Eventyr. Altid naar jeg vendte tilbage fra Skolen eller fra en Spaseretur i 75 i Mark og Skov, steg Følelsen af Ensomhed mig forstemmende i Møde fra alle Kroge. Netop fordi jeg her befandt mig i mine egne Stuer, mellem mine egne Møbler, følte jeg dobbelt stærkt Ungkarlelivets Unaturlighed og Pinagtighed. Kun i Arbejdet ved Skrivebordet kunde jeg til Tider finde Befrielse for mine Plager og glemme mit Savn.

Jeg havde taget fejl af mig selv. Jeg var slet ikke noget Hjemmemenneske, havde intet arvet af min Mors stueglade Sind. Om det saa var de stemningsfulde Mørkningstimer ved Vinduet, som jeg havde ventet mig saa megen stille Glæde af, gjorde de mig snarere endnu mere urolig. Enten sank jeg hen i mørke Grublerier over Tilværelsen, eller mine Tanker stormede ud paa lange Rejser og søgte Eventyr i fremmede Byer og fjerne Lande.

Højskolen laa desuden ikke i selve Byen men paa den aabne Mark et Stykke udenfor. Jeg havde altid følt det som et Savn at undvære Landevejen og Byens mange Huse og fuglesyngende Smaahaver. Midt i Gaden laa et langstrakt, straatækt Hus, som tildels var ubeboet. Det ejedes af en Degneenke, og hun boede selv i den ene Halvdel. I den anden U135 hang en Plakat med Ordene "Til Leje". Hver Gang jeg kom der forbi skottede jeg til Vinduet for at se, om Plakaten endnu hang der. Det endte da ogsaa med, at jeg en Dag gik ind til Degneenken for at se nærmere paa Forholdene og høre om Prisen. Der var Blomsterhave foran Huset og et lille Jordstykke til Hønsegaard og Kartoffeldyrkning bagved. Jeg talte med min Kæreste om det, og vi var enige om, at det kunde blive et prægtigt lille Hjem. Det varede da heller ikke længe, før vi flyttede derind som Nygifte. Men der er Oplevelser, man helst holder helt for sig selv. Derfor skal det bare nævnes her.

En saadan Skumringstime, da jeg sad dybt indspundet i dette fredløse Stemningsliv, bankede det paa Døren. Det var min Broder, der kom. Da jeg af Udtrykket i hans Ansigt kunde skønne, at han havde noget alvorligt 76 at tale med mig om, rimeligvis noget, der angik Skolen og min Undervisning der, blev jeg ikke videre glad for Besøget. Jeg fik Lampen tændt og bød paa Tobak. Men da han nu var kommen til Sæde i Sofaen og havde faaet Ild i Piben, sagde han næsten oprømt, idet han saa' sig omkring: "Du har virkelig faaet det helt hyggeligt her."

Jeg smilte ved mig selv men svarede ikke noget.

Min Formodning om den egenlige Hensigt med Besøget viste sig iøvrigt at være rigtig nok. Vi talte ganske vist en lille Tid om andre Ting; men det kom saa frem, at han – som et Par Gange tidligere – mente at have faaet Grund til at advare mig imod i mine Naturhistorietimer at komme for dybt ind paa saadanne tvivlsomme Emner som Dyre- og Planteverdenens Opstaaen og Udvikling eller Naturlovenes absolutte Uforanderlighed. Den Slags Drøftelser – sagde han – egnede sig ikke for Højskolen, hvor Troen paa Skabelsesunderet og paa Muligheden af en fortsat guddommelig Indgriben 77 i Verdensordenen ikke maatte anfægtes.

Vi havde altsaa talt om det samme før, og jeg var i Øjeblikket slet ikke oplagt til at tage Diskussionen op paany. Da jeg desuden kunde forstaa, at det denne Gang ikke drejede sig blot om en Henstilling men om et Paabud, som der ikke kunde forhandles om, opgav jeg helt at svare. Derfor skiltes vi som tidligere ved lignende faretruende Opgør, uden at det var kommet til noget alvorligere Sammenstød imellem os. Men bagefter, da han var gaaet, gjorde jeg mig det Spørgsmaal, hvor mange Styrkeprøver selv af en saadan stilfærdig Art vor broderlige Forbindelse endnu vilde kunne taale.

Det var et Spørgsmaal, jeg i den senere Tid ofte havde haft Grund til at stille mig, fordi jeg mere og mere blev klar over, at for min Broder var den religiøse og opbyggelige Side af Skolegerningen absolut nu den vigtigste, ja i Virkeligheden den eneste, han rigtig havde Interesse for. Ikke for ingen Ting havde han været Præst, før han blev 78 Skolemand. Ved særlige Lejligheder kunde han endnu iføre sig Ornatet, og hans Angreb i sin Tid paa Regeringen havde ogsaa væsenlig været en nidkær Korsridders Indsigelse paa Kirkens og den kristne Menigheds Vegne.

I den sidste Tid havde han endogsaa været stærkt optaget af Tanken om at faa bygget en Kirke eller et Kapel paa Skolens egen Grund, hvor der hver Søndag kunde blive holdt Gudstjeneste for Eleverne, og det skønt Sognekirken laa lige i Nærheden og Præsten dér – omend en ældre Mand – ogsaa var en af Grundtvigs Tilhængere. Hvorledes skulde vor broderlige Forstaaelse i Længden kunne opretholdes under disse Forhold? Det var haabløst.

Ventede han maaske endnu paa, at jeg skulde forandre mig? Ak, jeg havde aldrig været saa urokkelig i min Overbevisning som nu. Jeg var fuldkommen forsonet med den Tanke, at der for mig hverken var Trøst eller Hjælp at hente noget Sted udenfor mig selv. Jeg maatte se at klare denne vanskelige 79 Tilværelse helt paa egen Haand og søge at frelse mig for aandelig Død og Fortabelse ved at pleje og dyrke de Livsspirer, der ad helt naturlig Vej var nedlagt i mig. Tidligere havde jeg for Fredens Skyld nu og da deltaget i Kirkegangen, i hvert Fald paa de store Højtidsdage; men det gjorde jeg ikke mere. I denne saakaldte Gudstjeneste med dens Messesang, Daab og Nadver kunde jeg kun se en bedrøvelig Erstatning for virkelig, ærefrygtfuld Andagt overfor det levende Liv og dets dunkle Ophav. Hekseri og falsk Alarm.

Saadan var min Stilling til Kirken, og den kunde ikke blive anderledes. Trods mine mange pibekravede Forfædre, der ellers paa flere Maader gav sig tilkende hos mig, – af den Paradisdrøm, som de gennem Aarhundreder havde forkyndt i næsten alle Landets Kirker, var knap det svageste Genskin bleven efterladt i mit Sind. Det stod som skrevet i Stjernerne, at jeg fortsat skulde vandre ad den Selverkendelsens og Selvforløsningens Vej, jeg hidtil havde gaaet. En stejl og brydsom 80 Vej mangen Gang, farefuld som en Bjergsti mellem dybe Afgrunde, men for mig den eneste, der førte op fra Sumpen og dens Skraal af Tudser og Frøer.

**
*

I mit Forhold til Skolen havde der i den sidste Tid været Gnidninger. Min Broder havde en Dag sagt til mig, at jeg i min Undervisning i Naturhistorie gik lovlig dybt ind paa saadanne ret tvivlsomme Emner som de Darwinske Teorier om Arternes Oprindelse. U134 Den Slags Drøftelser egnede sig ikke for Højskolen, hvor Troen paa Skabelsesunderet ikke maatte angribes. Vi havde talt om det før; men jeg kunde af hans Tone denne Gang forstaa, at det ikke var en Henstilling bare men et bestemt Forbud. Jeg tav dertil, men spurgte mig bagefter hvor mange Styrkeprøver af den Art vort Broderskab vel kunde holde til. Jeg ønskede ikke noget Brud, og det saa meget mindre som Forholdet til min Hornsherred-Veninde nu var bleven til officiel Forlovelse. Men denne Forlovelse forøgede paa den anden Side min Trang til fuld Selvstændighed. Jeg gik i mit 25. Aar, og det var vel heller ikke for tidligt nu, at jeg fik mit eget Hjem.

En Dag, da jeg igen var taget til København for at bytte Bøger paa Bibliotekerne, fik jeg paa Vejen gennem Købmagergade Øje paa Borchsenius, der stod ovre paa det andet Fortov i Samtale med en ældre Herre, jeg ikke kendte. Da han opdagede mig, vinkede han mig derover og forestillede mig for den fremmede Herre, der viste sig at være ingen ringere end den store Forlægger Etatsraad Hegel, Ejeren af det Gyldendalske Forlag, vel nok Nordens største den Gang.

Den lille, glatragede Mand var saa overdreven høflig, at han gjorde mig helt forlegen. Han bukkede den ene Gang efter den anden og beholdt under Præsentationen Hatten i Haanden, som om det var ham, der blev forestillet for mig, og ikke omvendt.

81 Min Forundring over ham blev ikke mindre, da jeg et Par Dage efter fik et ret langt egenhændigt Brev fra ham, hvori han i de artigste Vendinger forsikrede mig om sin store Glæde over at have gjort mit personlige Bekendtskab. Han skrev tilsidst, at det skulde være ham overordenligt kært, dersom jeg, naar jeg næste Gang kom til København, vilde gøre ham den Ære at besøge ham paa hans Kontor. Vi kunde vel nok have et og andet af fælles Interesse at tale om.

En Dag, da jeg var taget til København for at bytte Bøger paa Bibliotekerne og gik gennem Købmagergade, saa' jeg Borchsenius, der ovre paa det andet Fortov stod i Samtale med en ældre Herre, som jeg ikke kendte. Da han fik Øje paa mig, vinkede han mig derover, og jeg blev forestillet for den fremmede Herre. Det var ingen ringere end Ejeren af det store gyldendalske Forlag, Etatsraad Hegel. Trods sin høje Titel var han U128 overordentlig høflig, mærkværdig høflig af Væsen. Jeg blev ganske forlegen. Men endnu større blev min Forbavselse, da jeg et Par Dage efter fik et Brev fra ham, en egenhændig Skrivelse, hvori han forsikrede mig om sin Glæde over at have gjort mit personlige Bekendtskab, og som sluttede med, at det vilde være ham overordentlig kært, dersom jeg en Gang, naar jeg igen kom til København, vilde gøre ham et Besøg. Vi to kunde vel nok have et og andet af fælles Interesse at snakke om, skrev han.

Jeg vendte og drejede Brevet, læste det flere Gange med det Resultat, at min Forbavselse for hver Gang voksede. Hvad var Meningen med dette? Her maatte jo foreligge en Misforstaaelse. Den næste Dag tog jeg igen til Byen for at træffe Borchsenius og vise ham den besynderlige Skrivelse og høre, hvad han mente om den. Borchsenius, der havde kendt Hegel i mange Aar, smilte gentagne Gange under Læsningen og sagde, at det Brev lignede Etatsraaden godt nok. Han var ogsaa som Brevskriver en Original. Forresten kunde han betro mig, at Hegel 82 havde haft mig i Kikkerten siden min første lille Fortælling stod i "Ude og Hjemme" og var bleven rost af Alexander Kielland. Denne var hans meget gode Ven, hvis Domme han havde stor Respekt for. Men Hegel forhastede sig aldrig. Han var en forsigtig Mand, der hørte sig for baade tilhøjre og tilvenstre, før han tog en Beslutning. Men havde han først bestemt sig, var han til Gengæld rørende trofast i sin Tillid til og Begejstring for Vedkommende. Iøvrigt var hans personlige Indtryk af en Forfatter altid af Betydning for hans Afgørelser, og det havde ved Mødet forleden paa Købmagergade ikke været svært at se, at han følte sig tiltalt af mig. Jeg maatte derfor endelig ikke lade mig afskrække af hans mange Underligheder men uden Betænkning tage mod hans fremstrakte Haand. Jeg vilde hurtigt komme til Erkendelse af, at det var en Vennehaand.

Jeg læste Brevet et Par Gange og med voksende Forbavselse. Her maatte sikkert foreligge en Fejltagelse. Han maatte antage mig for en anden. Jeg tog igen den næste Dag til Byen for at vise Borchsenius den besynderlige Skrivelse og høre hans Mening om den. Borchsenius smilte flere Gange under Læsningen og sagde, at den Skrivelse lignede Etatsraaden godt nok. Han var ogsaa som Brevskriver en Original. Forresten kunde han betro mig, sagde han, at Hegel havde haft mig i Kikkerten siden min første lille Fortælling stod i "Ude og Hjemme" og var bleven U129 rost af Alexander Kielland, der for Tiden var hans literære Højesteret. Men Hegel var en forsigtig Mand. Han forhørte sig baade tilhøjre og tilvenstre, før han bestemte sig for en Forfatter. Men til Gengæld kunde han være rørende i sin Langmodighed overfor dem, han havde knyttet til sit Forlag. Jeg maatte derfor endelig ikke lade mig afskrække af hans Særheder men uden Betænkning tage mod hans fremstrakte Haand. Jeg vilde hurtigt komme til Erkendelse af, hvad den var værd.

Hans Forudsigelse slog til. Jeg fik i Hegel meget mere end en højt anset Forlægger. Jeg fik en Ven og en Bankier, der som en selvfølgelig Ting aabnede sine Forfattere stor 83 Kredit og i det hele saa vidt muligt betryggede deres Tilværelse. Men alene det at blive optaget i Kredsen af Gyldendals skønliterære Skribenter – det "gyldendalske Parnas", som Folk kaldte dem – var af stor Betydning for en ung Forfatters Forhold til Offentligheden. I Grunden regnede man den Gang ikke stort med andre Bøger end dem, der udkom hos Hegel. Hans Forlagsmærke paa en Bogs Omslag var det blaa Stempel, der aabnede den Adgang til Familjehjemmene og alle honette Læsetasker.

Etatsraad Hegels egen Livshistorie var et fuldkomment Eventyr. Født udenfor Ægteskab, Søn af en fattig sjællandsk Landsbypige, var han som 14-aarig kommen i Lære i et københavnsk Trykkeri, der var Nabo til Gyldendals Boghandel, som den Gang var begyndt ogsaa som Forlag. Og nu var han forlængst Ejer baade af Boghandel, Forlag og Trykkeri foruden af en Formue, som Rygtet opgjorde til en halv Snes Millioner. Efterhaanden havde han nemlig underlagt sig ogsaa næsten hele det norske Bogmarked. 84 Baade Ibsen, Bjørnson, Lie, Kielland og flere andre norske Digtere og Skribenter havde han erhvervet til sit Forlag. Men forresten var det ikke ved Bogsalg alene, han havde tjent sine mange Penge. En Del af dem – maaske endda Størsteparten – skyldtes en med klog Forudseenhed planlagt og forsigtigt gennemført Spekulation i Byggegrunde.

Trods Millionerne og sin hele Ophøjelse bevarede Hegel i sit Forhold til Literaturen og dens Mænd en næsten underdanig Holdning, der kunde virke baade pudsig og rørende. Det var, som om den forsagte lille Trykkerlærling, der en Gang rendte Forfatterne paa Døren med Korrekturer og var bleven hundset af dem, endnu sad ham i Kroppen. Stadig saa' han op til alle skrivende Folk som til Væsener af højere Menneskeart. Selv den yngste Forfatterspire, der søgte ham paa hans Kontor med et Manuskript under Armen, fulgte han personlig og med mange Buk helt ud til Døren, som om det var en kongelig Person.

85 Hvad der overfor mig vistnok bidrog en Del til hans store Imødekommenhed var den Tilfældighed, at jeg boede og færdedes i den samme nordsjællandske Egn, hvor han havde tilbragt sine første Ungdomsaar, og at jeg undertiden fortalte ham om den. Jeg havde lagt Mærke til, at Nævnelsen af en eller anden Landsby eller Skovstrækning derfra kunde gøre ham helt bevæget. Som saa mange andre, hvis Liv havde været et Eventyr af samme Art som hans, var han et Menneske, der havde let til Taarerne, saasnart der rørtes ved Minderne fra hans Barndom. Da han døde, blev han da ogsaa efter eget Ønske begravet paa Kirkegaarden i det samme landlige Sogn, hvor han som Dreng havde levet med sin fattige og ensomme Mor.

**
*

Hans Forudsigelse slog til. Jeg fik i Hegel en Forlægger, der følte det som sin Opgave at værne sine Forfatteres Arbejdsfred og Uafhængighed. Hans egen Livshistorie var et helt Eventyr. Født udenfor Ægteskab i et fattigt sjællandsk Husmandshus var han som 14-aarig kommen i Lære i et københavnsk Trykkeri, der var Nabo til Gyldendals Boghandel. Og nu havde han i mange Aar været Ejer baade af Trykkeri og Boghandel foruden af en Formue, som Rygtet opgjorde til mange Millioner. Efterhaanden havde han underlagt U130 sig ogsaa det norske Bogmarked. Ibsen, Bjørnson, Jonas Lie og flere andre af Norges Skribenter hørte til det gyldendalske Forlag, ja i Grunden regnede man heller ikke deroppe stort med andre Bøger end dem, der havde hans Forlagsmærke paa Omslaget. Men forøvrigt var det ikke ved Bogsalg alene, han havde tjent sine fabelagtig mange Penge. En stor Del af dem skyldtes en med Forudseenhed planlagt og forsigtigt gennemført Spekulation i københavnske Byggegrunde. Men trods Millionerne og den hele Ophøjelse havde han gennem Aarene bevaret en næsten underdanig Holdning i sit Forhold til Literaturen og dens Mænd. Det var, som om den forsagte lille Trykkerdreng, der en Gang rendte Forfatterne paa Dørene med Korrekturer og blev hundset af dem, endnu sad ham som en Angst i Kroppen. Hvad der dog vistnok særligt bidrog til hans Venlighed overfor mig, var den Tilfældighed, at jeg boede og daglig færdedes i den samme sjællandske Egn, hvor han i sin Ungdom havde levet. Han kunde blive ganske rørt, naar jeg U131 i Samtalens Løb kom til at nævne en Landsby eller Skov fra det Sogn, hvor han som Dreng havde delt sin forstødte Moders Fattigdom.

Om Vinteren boede Hegel i en herskabelig Lejlighed med mange Værelser paa første Sal i den samme gamle Patricier-Ejendom i 86 Klareboderne, hvor han i Stueetagen og i en Nybygning over Gaarden havde sine Forretningslokaler. Han var Enkemand og delte Lejligheden med sin Søn og sin Svigerdatter, den smukke, ogsaa af andre Grunde saa indtagende Fru Julie Hegel. Trods hans egen indtil Selvudslettelse beskedne Optræden havde de tre i Forening skabt et selskabeligt Hjem med en Gæstfrihed af næsten fyrstelig Art. Naar Hegels Afgud Bjørnstjerne Bjørnson kom herned fra Norge, eller naar hans Hjertens- og Smertensbarn Holger Drachmann pludselig dukkede op i Hovedstaden efter ovre paa Skagen eller et Sted i Udlandet at have rystet et nyt Bind Digte, to-tre romantiske Melodramaer og en Samling Fortællinger ud af Ærmet, blev der i Klareboderne eller i Familjens Sommerbolig, den skønne Lystejendom "Skovgaard" ved Ordrup Krat, udfoldet en Selskabelighed, der i festlig Glans kunde kappes med, hvad der berettes om Livet paa Guldaldertidens "Sølyst".

Jeg fik flere Gange venlig Indbydelse til 87 disse store Gæstebud; men jeg var nu en Gang ingen Ynder af københavnsk Selskabsvæsen. Det kunde hænde, naar jeg sad ved disse overdaadige Tafler, hvor Fadene blev baaret rundt af Tjenere med hvide Handsker paa Hænderne, at jeg længtes hjem til mit eget landlige Bord og dets Husmandskost. Til Gengæld fik jeg altid min Menneskekundskab ikke saa lidt forøget i det Hegelske Hus. Man traf ved saadanne Lejligheder alle Slags Folk der lige fra Hoffets Kavalerer til forlegne Provinsboghandlere, som var kommen til København for at "gøre op" med Forlagene. Naar Maden og Vinen havde strøget Masken af Ansigterne og løsnet Tungebaandet, var Selskabet ofte baade fornøjeligt og lærerigt at høre paa. Hovedparten af Gæsterne var jo som Regel Herrer af det skrivende Lav. Jeg lærte her baade ældre og yngre Værkfæller at kende, hvad jeg ganske særligt havde baade Udbytte og Fornøjelse af.

Nu boede han i en herskabelig Lejlighed i den samme Ejendom i Klareboderne, hvor gyldendalske Boghandel havde haft til Huse fra gammel Tid. Han førte stort Hus, saa' mange Mennesker hos sig og holdt Selskaber, som der gik Ry af. Selv var han ingen Levemand. Langtfra. Men som han ønskede, at Folk skulde betragte Forfatterne og fornemmelig de gyldendalske Forfattere som Danmarks nye Adel, var det ham af samme Grund magtpaaliggende, at der blev snakket i Byen om hans kongelige Tafler og fine Vine. Jeg fik selv flere Gange Indbydelse og efterkom dem i Almindelighed ogsaa. Men rigtig tilpas følte jeg mig aldrig i den Art Selskaber. Navnlig dens Damer ærgrede mig. Bestandig gik de ophidsede Tanker hjem til min Hornsherreds-Veninde, hvis naturlige Skønhed og forstandige Væsen jeg mere og mere indtoges af.

Det er af og til i den senere Tid bleven foreslaaet, at Teatrene en Gang imellem 88 skulde opføre Molières og Holbergs Komedier i Nutidsdragter for paa den Maade at fremhæve og fastslaa deres Karakterers evige Gyldighed. Men mon ikke Eksperimentet snarere vilde vise, i hvor høj Grad de menneskelige Typer forandrer sig med Tiderne? Af fremstille f. Eks. en skinhellig Bodsprædikant med nedslagne Øjne og salvelsesfuld Tale vilde være et Misgreb i vore Dage. Den moderne Tartuffe er ofte en ret munter Herre, et Friluftsmenneske, en Sportsmand maaske ovenikøbet, der fortumler naive Sjæle ved at sige Vittigheder og slaa Kraftspring. Ogsaa Holbergs "Jacob von Thyboe" er en Teaterfigur, der ikke længer svarer til nogen Virkelighed hos os. En stortalende Krigsmand skal der sikkert ledes længe efter i den danske Hærstyrke. Jacob von Thyboe spillet i Nutidens Uniform vilde gøre Skikkelsen ganske usandsynlig og næsten berøve den al Morsomhed.

Nej, vil en Nutidssatiriker søge passende Modeller til en naragtig Pralhans, kan han lettest finde dem blandt vore Stygotiusser 89. Naar Penneskaftets Helte og Heltinder optræder i Selskabslivet eller stiller sig i Positur for Avisernes Interviewere, staar de i Reglen ikke tilbage for den holbergske Komediefigur i lattervækkende Komik.

**
*

Omtrent samtidig med min Tilknytning til Gyldendal og Forbindelsen med det Hegelske Hjem havde jeg haft en anden Oplevelse, der i endnu højere Grad skulde faa Indflydelse paa min Tilværelse og give den ny Horisont. Jeg stod en Dag i mine egne Tanker ved Vinduet i Skolestuen og saa' udover den solfyldte Have, da jeg til min Forbavselse dernede fik Øje paa den unge, ranke Pige fra Hornsherred, som jeg en Gang havde truffet derovre og saa ofte siden tænkt paa. Hun stod ved en Tøjsnor, der var udspændt mellem to Træer, og hængte noget Linned op, som om hun hørte til der i Huset. Jeg havde ikke set hende siden det store Efteraarsmøde og vidste intet om, at 90 min Svigerinde ved den Lejlighed havde truffet Aftale med hende om at komme hertil og hjælpe hende i den store Husholdning, der paa Grund af det stadig tiltagende Elevantal var ved at vokse hende over Hovedet. Nu stod hun derude som faldet ned fra Himlen.

Den videre Udvikling af dette fornyede Bekendtskab tilhører imidlertid en Side af Privatlivet, som det ikke er Meningen – og heller ikke fornødent – at dvæle ved her. Nødvendigt er det kun at meddele, at Forholdet ret hurtigt førte til Forlovelse og senere til Giftermaal med Bryllupsrejse til de norditalienske Søer og Venezia. Jeg havde jo nu en Forlægger, der var rundhaandet med Forskud til sine Forfattere, i hvert Fald saa længe han havde Tillid til deres Fremtid.

Paa Tilbagerejsen, der gik gennem Schweiz, gensaa jeg den Egn, hvor jeg for 6 Aar siden havde haft mit første alvorlige Møde med Kærligheden. I en Postvogn forspændt med fire Heste oplevede jeg paany den tragiske Hændelse, som den Gang havde oprevet 91 mig saa slemt, at der var flydt et helt Sørgespil ud fra min Pen. Nu var jeg mest tilbøjelig til at smile af Affæren, og det var med en lidt flov Fornemmelse, jeg tænkte paa, at jeg stadig i en Skrivebordsskuffe opbevarede denne ungdommelige Penneprøve, som jeg i sin Tid endogsaa havde været dristig nok til at indsende til det kongelige Teater. Noget af det første, jeg foretog mig, da jeg kom hjem, var derfor ogsaa at tage det gamle Manuskript frem og putte det i Kakkelovnen. Men det var alligevel ikke helt uden Bevægelse, jeg saa' det flamme op og forsvinde.

Ogsaa paa en anden og nok saa eftertrykkelig Vis tog jeg efter Hjemkomsten Afsked med den Fortid, som fra nu af helt skulde være glemt, som om den aldrig havde eksisteret. Jeg forlod min Degneenke og flyttede til et andet Hus i Byen, der tilfældigt var blevet ledigt. Et kønt lille Hus med baade Gaardsplads og Have, ja endogsaa med et lille Stykke Jord, hvor der kunde dyrkes Kartofler. Et virkeligt Hjem omsider, 92 saadan som jeg i mine Ungkarledage altid havde drømt mig det – omflagret af Duer og med ti Høns og en Hane spankulerende paa Gaardspladsen. Naar jeg nu gik gennem Byen og kom forbi min forrige Bolig, hvor der i Vinduet igen hang den gamle Plakat med Ordene "Til Leje", følte jeg med Taknemlighed, hvor mit Liv og jeg selv var bleven forandret siden den Gang, da jeg sad derinde og i Ensomhed "holdt Mørkning" med et fælt Selskab af Spøgelser og Tanketrolde. En ny, livsfrodig Tilværelse var virkelig begyndt for mig.

Ved Tilbagekomsten til Højskolen kom jeg straks den første Morgen ud for en stor Overraskelse. I den solfyldte Have U126 stødte jeg paa den unge, smukke Landsbypige, jeg en Gang traf i Hornsherred og ikke siden havde kunnet glemme. Hun stod ved en Tøjsnor, der var udspændt mellem to Træer, og hængte noget Smaatøj op, som om hun hørte til i Huset. Det gjorde hun virkelig ogsaa. Da jeg spurgte hende, hvordan dette var gaaet til, fortalte hun paa sin ligefremme Maade derom. Hun havde altid gerne villet paa Højskole men ikke haft Raad til det. Saa saa' hun en Dag i et Bladavertissement, at der søgtes en Stuepige her, og hun var da kommen paa den Tanke maaske at kunne faa sit Ønske opfyldt ved et Fæstemaal. Og det var altsaa lykkedes.

Vor Munterhed kaldte min Svigerinde til fra den anden Ende af Haven. Hun var et ualmindeligt Menneske. Jeg følte mig allerede igen saa hjemme her, at jeg straks fortalte hende, hvad det var, jeg havde let af. Hun smilte, og da vi fulgtes tilbage til Huset, fortalte jeg hende ogsaa om mit tidligere Møde med den unge Pige og lykønskede hende til den gode Hjælp, hun sikkert havde faaet i hende.

U127 En Tid efter hændte der mig noget andet af Betydning. Jeg debuterede som Forfatter. Det skete i det illustrerede Ugeblad "Ude og Hjemme" med en lille Historie, som Borchsenius, Bladets Redaktør, havde valgt til Præsentationsstykke for mig af en større Samling, jeg havde sendt ham til Prøve. Hans Valg syntes at have være heldigt. Kort efter fik jeg Brev fra en mindre københavnsk Boghandler, der tilbød at afkøbe mig hele Samlingen. Den Sum, han bød, gav mig just ikke Rigmandsfornemmelser; men jeg havde dog nu faaet min Baad paa Vandet, og længe varede det ikke, før jeg fik Vind i mine Sejl.