En Bonde
Fortælling
Per Bonde hed en Mand, der ejede en Gaard ved Navn Kildelunden – eller blot Lunden – tæt udenfor Landsbyen. Ejendommen var en af de bedste i Sognet, smuk af Bygning, vel røgtet i Ager og havde ingen Sinde kjendt hverken Fæstegjæld eller Prioriteter. Jorderne bestod dels af et Kuld lermuldede Bakker umiddelbart rundt om Gaarden, dels af side Enge og et indbringende Rørskjær, der strakte sig helt ned til Fjorden.
Navnet "Lunden" skrev sig fra tre Led gamle Poppeltræer, der voxede rundt om de gulkalkede Bindningsværks-Længer. Deres høje Toppe var det eneste af Gaarden, der kunne ses i Afstand, thi ellers laa den laa lunt gjemt dybt nede i Bakkernes grønne Skjød, der kun aabnede sig mod Øst, ud mod Engene og Fjorden. Derfor sagdes der skjæmtende inde i Byen, at den eneste Ulempe ved "Lunden" var den, at Skorstensrøgen ved visse Vinde blev hængende nede over Straatagene og trængte ind i Staldene, hvor den fik Køerne til at nyse og Per Bonde til at bande, fordi den "satte paa Mælken".
Ud af Bakkeskrænten fremsprang en Kilde, hvis Nynnen paa Grund af Stedets Ensomhed og Stilhed selv om Dagen kunde høres langt borte. Dens Vand havde i sin Tid haft Ord for at besidde lægende Kraft, og Kildegaarden havde dengang været Valfartsstedet for Syge og Krøblinge langvejs fra. Nu var Troen paa Miraklerne vel død; men Berømmelsen hvilede endnu over Gaarden, og dens Navn var kjendt viden om.
Hertil bidrog dog ogsaa den Slægt, der nu mindst i tre Led havde haft Ejendommen i Besiddelse.
Om Per Bondes Farfar vidstes det, at han havde plantet Poplerne omkring Gaarden. Hans Fader havde bygget de nuværende Længer, og selv havde han nu i Løbet af snart et halvt Aarhundrede trofast drænet, merglet, pløjet og harvet denne Jord, saa denne var bleven et Mønster i enhver Henseende.
Per Bonde var nu en Mand paa henimod de halvfjerds. Han var lille af Væxt, firskaaren, med et endnu ganske tæt, busket, graasprængt Haar og et alvorligt Ansigt. Hjemme i Stuerne var han indesluttet, tavs og mut, hans Ansigtsfarve graalig, hans Holdning ludende og mistænksom. Her, hvor Fruentimmerne havde styret, følte han sig fremmed og utryg. Han havde en Fornemmelse af, at han bestandig var i Vejen for nogen eller noget, endskønt han altid sad stilfærdig for sig selv henne i en Krog og læste sin Avis. Men hans Kone saa' rigtignok noget skjævt til ham, hver Gang han kom ind i de rene og pæne Stuer med sine Træsko og snavsede Klæder, der lugtede af Stald, Muld og Sved, og Døtrene brummede lydeligt og gav sig til at feje og skrubbe efter ham – "muge" kaldte de det rent ud – saasnart han var gaaet.
I Almindelighed opholdt han sig derfor heller ikke længere inde i Stuerne, end Maaltiderne, Søvnen og Avisen krævede.
Det var ude i Agrene, i Staldene og Engene, at han havde sit egentlige Hjem. Herude under aaben Himmel gik han den lange Dag i Regn og Sol og følte sig vel tilpas. Her blev han daglig ligesom forynget; hans Ansigt fik Farve, naar han saalede sindigt vandrede Fure op og Fure ned bag sit røde Plovspand.
Ikke fordi hans Øje var opladt for Solens Leg over Engene, eller hans Øre for Lærkens Trillesang over hans Hoved. Ud over Muldbølgen, som han pløjede op for sin Fod, gik ikke hans Drømme, og i Sædekornet, som faldt fra hans Haand, nedlagde han alle sine Forhaabninger. Naturens Vexlen var for ham intet Skuespil til Sjælens Forlystelse. Regn og Sol og Storm var for ham kun gode eller onde Magter, der gav hans Høst Væxt eller gulnede hans Eng, alt efter Vorherres Naade.
Paa Helligdagene, naar han ikke kunde gaa i Marken, stod han den meste Tid paa et skjult Sted omme bag Svinehuset, hvorfra han kunde overskue sine Agre helt ned til Fjorden; eller han færdedes inde i Staldene mellem Kvæget, men især hos Hestene, hvor Sønnerne undertiden kunne overraske ham staaende i en af Baasene, hensunken i faderlig øm Beskuelse af de røde Følhopper, som han elskede over alt i Verden.
"Hm!" rømmede da Sønnerne sig og saa' fløjtende op imod Loftet, mens den Gamle, halvt forlegen puslede sig ud af Stalden.
Per Bonde havde været sin Faders eneste Søn. Han havde efter dennes Død arvet Kildegaarden uden anden Paahæftning end en forholdsvis ringe Udbetaling til en Søster, der var gift oppe i Landet. Han havde været næsten 30 Aar, da Faderen døde, men alligevel levede han efter den Tid endnu i ti Aar uden at "forandre" sig.
I denne sin Ungkarletid levede han stille og ensomt, og ofte siden tænkte han tilbage paa disse Aar med et vemodigt Længselssuk. Han savnede den Gang intet, levede alene med sin Jord, sit Kvæg, sin Tørvegrav og sit Rørskjær, med alt det, der udgjorde hans Kjærlighed; hvorom alle hans Tanker havde kredset, og paa hvis Besiddelse alle hans Længsler fra Barnsben var gaaede ud.
Naar han alligevel tilsidst giftede sig, var det ikke fordi et mildt Øjepar eller et Par røde Pigelæber endelig havde faaet hans fyrretyveaarige Hjærte til at fænge, men alene fordi en Kone nu en Gang hørte sig til i en vel dreven Gaard. Altsaa friede han til Byens smukkeste Pige, der var tyve Aar yngre end han, og fik ja, fordi han dengang var Byens bedste Parti og desuden endnu en ganske smuk Mand, hvis Levnet altid have været sjældent exemplarisk.
I snart tredive Aar havde de nu levet her Side om Side, idet hver samvittighedsfuldt havde passet sin Del af den fælles Gjerning, men uden at der nogen Sinde var vexlet et fortroligt Ord imellem dem.
Alligevel havde de i deres Ægteskab faaet mange Børn. Til sidst havde de otte levende foruden to, der var døde som ganske smaa.
Inde i Byen var der bleven drevet nogen Spas med, at Per Bonde, skønt en aldrende Mand, blev ved at sætte Børn i Verden; og dette bidrog sit til, at han, som fremfor noget frygtede Spot, efter hvert nyt Barns Fødsel trak sig end mere tilbage fra enhver Omgang selv med Naboer og gamle Kjendinge.
Men ved Siden heraf var der i det skjulte en anden og langt dybere Aarsag til den Uro og Angest, der, eftersom Børnene voxede op og deres Antal forøgedes, blev mere og mere kjendelig hos ham og tilsidst gjorde ham hjemløs selv i sit eget Hus.
Skønt hans Ejendom var baade stor og god, var det nemlig let for ham at skjønne, at med en saadan Arveflok vilde Kildegaarden ikke længere kunne blive i Familiens Besiddelse. Ingen enkelt af Sønnerne vilde kunne overtage den og svare Søskendelod til saa mange, selv om han gjorde et godt Gifte, og den Tid var allerede ikke fjærn, da det vilde være rimeligt at tænke paa at skaffe de ældste Børn Midler til at komme frem i Verden med. Den ene af Døtrene, Olufsine, havde allerede forlovet sig med Naboens Søn, der vitterlig bare ventede paa hendes Arvelod for at kunne overtage sin Faders Gaard, saa at de kunde gifte sig.
Men rede Penge havde Per Bonde ikke kunnet samle sig. Han vilde derfor blive nødt til at optage en Prioritet i sin Ejendom, om han skulde tilfredsstille alle disse Krav. Men dette vilde være ham som at lemlæste sig eget Legeme, og desuden indsaa han altfor vel, at det kun vilde blive Galgenfrist, fordi han med en saa stor Familie i disse Tider ikke vilde kunne taale saadanne Byrder paa Gaarden.
Der vilde da ikke blive anden Udvej tilbage end at sælge, at lade den gamle Fædrenegaard gaa over i fremmede Hænder, … og det var dette Spøgelse, der lige siden hans Bryllupsdag havde staaet bestandig mere truende for ham og nu ikke lod ham Ro, hverken vaagen eller i Drømme.
Børnene begyndte nemlig tilsidst ogsaa selv at ymte om Sagen, især efter at den ældste af Sønnerne, en lille sortsmudset Tyksak, var vendt hjem som udlært "Dunk" fra Kjøbenhavn, hvor han havde faaet Smag for Bylivet og forelsket sig i en Øltapperforretning, som han kunde komme til at overtage mod nogle tusinde Kroners Udbetaling, hvorfor det var hans Hensigt at anmode om Forskud paa sin Arv.
I Begyndelsen vovede han dog ikke at tale ligefrem til Faderen herom, skjønt Moderen i det skjulte understøttede hans Plan.
Men ved enhver Lejlighed, hvor det lod sig gjøre, fremkom han med Hentydninger, der satte Mod ogsaa i den forlovede Olufsine, og efterhaanden smittedes hele den øvrige voxne Søskendeflok, saa der tilsidst dannedes som en fuldkommen Sammensværgelse.
Saaledes gik den næstældste af Sønnerne – en rigtig lystig Fyr med en Par spillende Vagabondøjne – omkring og fablede om at ville rejse til Amerika og kjøbe sig en Farm, "bare han fik sine Penge". Ja, selv den ældste ynkelige og skrutryggede Datter gik og klagede sig højlydt over sin Skjæbne og skjød hele Skylden for, at hun endnu ikke var forlovet, paa den Omstændighed, at "ingen jo vidste, om han havde noget, eller hvornaar hun fik noget".
Per Bonde krøb sammen bag sin Avis og gjorde sig regelmæssig fuldkommen døv for al denne forblommede Tale, hvis Ord gik ham som slebne Sværd gjennem Hjærtet. Undertiden, naar Antydningerne blev for uforbeholdne, forlod han endog Stuen, idet han gav det Udseende af, at han havde glemt at efterse noget ude i Staldene, hvor han da opholdt sig, indtil han mente Faren for denne Gang overstaaet.
Men herved opnaaede han blot, at Børnene for hver Gang blev mere aabenmundede. Og da end ikke dette frugtede, greb de Sagen ganske praktisk an.
Saaledes fandt Sønnerne paa at gjøre den Gamle Helvede hedt ved al Slags Opsætsighed og nægtede undertiden ligefrem at arbejde; og Døtrene gik omkring og sukkede og trak paa Benene og satte et surmulende Ansigt op, naar de saa' ham.
Men Per Bonde var ikke længer den, han i sin Tid havde været. Han, som havde brummet og givet ondt af sig for den mindste Forsømmelse, lod nu stiltiende, som om han intet saa', og taalte tilsidst hellere enhver Ydmygelse, end han udsatte sig for at blive mindet om denne ubarmhjærtige Skilsmisse, som han vel indsaa' var uundgaaelig, men som han i ethvert Tilfælde vilde søge at forhale saa meget, han endnu formaaede, fordi det syntes ham umuligt at kunne overleve den.
En skjøn Dag gjorde saa den næstældste Søn Alvor af sin Trusel og pakkede sin Kiste for at rejse til Amerika. Han bad blot Faderen om Rejsepenge, saa skulde han nok selv "slaa sig frem".
Per Bonde tog sig et Døgns Betænkningstid, i hvilken alles spændte Opmærksomhed fulgte ham. Saa skaffede han de forlangte Penge, og Sønnen rejste trods Moderens og Søstrenes Bønner og Taarer.
Men fra denne Dag slog Utaalmodigheden ud i lys Lue. Selv inde i Byen begyndte man at tale om, at der skete Børnenes Uret, naar Per Bonde saaledes i sin Stædighed blev ved at hænge ved Gaarden i Stedet for at skifte ordentligt imellem dem. Men som den, der kæmper for Livet, lukkede den gamle Bonde blot sit Hjærte og Øre endnu tættere til. Dukkende sig under Moderens anklagende Taushed og Børnenes højlydte Trods gik han som en fredløs om i sin Fædrenegaard, talte aldrig, hørte intet, men saa' paa enhver, der nærmede sig ham, med et sky Blik, som om man virkelig tragtede ham efter Livet.
En mørk Aften en Maanedstid efter Sønnens Afrejse, kom han gaaende over Gaarden henne fra Staldene, hvor han som sædvanlig havde rumsteret længe efter, at alle andre var gaaet ind til Nadvergrøden. Han gik langsomt og tungt paa sine store blikbeslaaede Træsko, med Lygten i den ene Haand og en gammel Skindhue paa Hovedet, og Lyden af hans Skridt kastedes tilbage mellem Murene som et hult, klingende Ekko. Ved Foden af Stentrappen slukkede han Lygten og steg ind i Bryggerset, hvor der var ganske mørkt. Kun to grønne Katteøjne lyste inde under Vasken, hvor Affaldsspanden stod, og i den ene Væg saaes en Lyssprække under Døren ind til Stuen, hvor Familien var forsamlet.
Idet han traadte derind, vejrede han øjeblikkeligt, at der var forberedt et nyt Anslag imod ham. De voxne Sønner sad omkring ved Væggen og røg Tobak eller stangede Tænder med deres Tolleknive, og den ældste begyndte strax at fløjte, mens Moderen listede ind i Sovekammeret ved Siden af, hvor hun gav sig noget at bestille inde i Mørket bag den aabenstaaende Dør. Henne ved den ene Ende af det lange Bord, omkring en lille døsigt brændende Petroleumslampe, hvis Lys næppe spredte sig over den halve Del af Struen, sad Døtrene og syede. Den forlovede Olufsine, en blomstrende Brunette, havde Plads for Bordenden og bøjede sig over sit Sytøj med et underfundigt Smil.
Per Bondes Hjærte bankede som i Dødsens Angst. Han gik stille hen til Mælkegrødsfadet ved den uoplyste Bordende og begyndte tavs at spise.
Det varede da heller ikke længe, før Beskydningen aabnedes henne fra Kakkelovnskrogen, hvor den ældste af Sønnerne sad i en Armstol med Fødderne i et Par Sivsko langt frem paa Gulvet. Han begravede begge sine Hænder dybt i Stiklommerne saa' op i Loftet og sagde: "Nu har Anders Hansen i Øster-Vraa da lagt ner, Fa'er."
Da Faderen intet svarede, sagde tilsidst Olufsine:
"Mon det virkelig er sandt?"
"Ja, det er sikkert nok – Søren skal ha'e Gaarden. Sejler Ole fortalte, at de havde været i Staden i Dag for at skrive Redelighed."
"Ja, saa er Maren lykkelig," sukkede den ældste, forvoxede Datter troskyldigt. Hun sad med Hovedet indbundet i Tørklæder og saa' bleg og haabløst ind i Lampen. "For saa skal de vel giftes."
"Det kan der vel ingen anden Mening være om. De skal nok have Bryllup til Majdag."
"Til Majdag allerede!" udbrød Olufsine. "Ja, det er da godt, der er dem, der er heldige … En anden kan gaa og vente, til man bliver rent ud en Gammelsidse, – saadan er det saa forskelligt her i Verden."
Opad Væggen henne ved Døren stod en af de halvvoxne Sønner, rød i Hovedet, og saa' usikkert frem og tilbage fra den ene til den anden. Endelig sagde han stammende og med et Sideblik til Broderen ved Kakkelovnen:
"Hvor gammel er Anders Hansen?"
"Anders Hansen," gjentog den ældste og kneb opmuntrende det ene Øje sammen. "Aa, han er vel snart de treds."
"Ja, saa var det saamænd ogsaa paa Tiden, at han gav sig over," sagde Olufsine resolut.
Ved disse Ord samlede de andres Øjne sig frygtsomt paa Faderen, og Moderen stak sit lille voxgule Hoved ind fra Sovekammeret og saa' omkring paa Børnene med et til Forsigtighed formanende Blik.
Men den unge Knøs henne ved Døren havde nu faaet Blod paa Tanden. Han saa' først modigt rundt paa de andre og sagde derpaa smilende:
"Hør, Fa'er … Er det ikke halvfjerds, du bli'er til Høsten?"
Et bredt Grin belønnede ham henne fra Kakkelovnskrogen, Olufsine bøjede sig dybere over sit Sytøj, og Moderens Hoved kom atter advarende til Syne i Sovekammerdøren.
Men Per Bonde havde allerede lagt Skeen fra sig og rejst sig.
"Jeg synes, jeg hører Lodøren slaa," mumlede han og famlede som i Blinde efter sin Hue, som han havde lagt ved Siden af sig paa Bænken.
I det samme rejste de alle lyttende Hovedet. Hunden ude i Gaarden begyndte at gjø voldsomt. Lidt efter blev Døren revet op ude i Bryggerset, og en Mandsstemme hørtes at sige "God Aften" derude i Mørket for at hidkalde Folk.
Sønnen, der stod ved Døren, lukkede denne op, og ind stampede en sværlemmet Skikkelse med et rødt, oppustet Ansigt, Skaftestøvler, Plysch-Kasket paa Hovedet og Tobakspibe. Det var en Gaardmand og Pranger inde fra Byen, hvor han bedst kjendtes under Navnet Øl-Sørensen. Han gik rundt og gav enhver i Stuen sin kjødfulde Haand med et enslydende "God Aften, Venner" og kom tilsidst til Per Bonde, der fra hans Indtrædelse havde fulgt ham med et sky og uroligt Blik, som om han anede, at der ventede ham noget ondt fra denne Mand.
"Værsgo' … sid ned," sagde han lavt og satte sig selv igjen paa Bænken under Vinduet.
Olufsine, der strax havde rejst sig, kom – lidt rød i Kinderne – hen og tog Mælkegrødsfadet bort fra Bordet (hun havde set Sørensen smile overlegent ved Synet af det), og Moderen kom ind fra Sovekammeret og gjorde mange Undskyldninger, "fordi der ikke saa' saa propert ud."
Men Øl-Sørensen, der var en beleven Mand med Svar paa rede Haand, afbrød hende velvilligt:
"Det skal De aldrig kære dem om. Lidt Møg skal der nu en Gang til i denne Verden" – hvorpaa han skjød Kaskjetten bag i Nakken og vendte sig til Per Bonde.
"Jeg kommer henne fra Bunkeby af, hvor jeg har hentet to Aarskvier hos ham Anton … du kjender ham nok, ham med de brogede Bæster … og da jeg nu kom hjem i Mørkningen, saa hørte jeg, at der blev fortalt, at du vil sælge din Gaard, Per."
Det var, som om han ved dissse Ord havde givet den gamle Mand et Drag i Nakken. Per Bonde dukkede først med Hovedet og rejste det derpaa langsomt med et forstenet Blik.
"Hvad er det, jeg vil … si'er du?"
"Jeg hørte det, som sagt, ligesom jeg kom hjem … og vi kan jo ikke finde det andet end rimeligt allesammen, at du tænker paa at sælge. Du er jo gammel nok, Per, og du har jo ogsaa en skjøn Flok at dele ud til, og Kildegaarden kan jo dog ikke alle Dage blive til jert, saadan det nu en Gang har skikket det. Og nu er jo Priserne stigendes igen, saa det er jo kun fornuftigt af dig at tage Lejligheden iagt."
Per Bondes Ansigt var bleven ganske blegt, og hans Læber skjælvede. Et sygt, hadefuldt Blik søgte uvilkaarligt Sønnen henne ved Kakkelovnen. Men denne have netop listet sig ud af Stuen efter Øl-Sørensens første Ord, og de andre Børn sad og saa' paa hinanden med maabende Forbavselse.
"Se, nu gik jeg strax herhen" vedblev Sørensen uforstyrret, – "fordi jeg har en reel Kjøber til dig, Per. Du kan stole paa, at det er en, du kan være tjent med. Ellers var jeg heller aldrig kommen til en Mand som dig med ham. Pengene render af ham som Skidt fra en Spædekalv – bare man ta'er ham paa den rette Façon, forstaar du. For han er en lært Mand, skal jeg sige dig, og har studeret Landbovidenskaben derinde paa Universet i Kjøbenhavn. Og han er ogsaa en fin Mand, for hans Fa'er – – –"
Men nu rejste Per Bonde sig og afskar ham brat Ordet. Med fortrukkent Ansigt og en Stemme, der dirrede af Ophidselse, fremstammede han:
"Jeg har ikke haft Bud efter dig, Niels Sørensen, … Jeg vil ikke sælge min Gaard … det har jeg aldrig sagt … og jeg vil ikke snakke mere med dig derom, Niels Sørensen. Det er noget, der ikke angaar andre … og jeg vil ikke snakke om det, forstaar du det." – –
Da Per Bonde den næste Morgen før Solopgang, mens Taagerne endnu indhyllede Egnen, traadte ud paa Stentrappen, saa' han ud, som om han i denne ene Nat var bleven flere Aar ældre. Hans Ansigt var besynderlig sammenfaldent, Blikket skyede Lyset, og det uredte Haar laa klistret ned i den koldsvedige Pande, som om han havde ligget i Feber. Han havde da heller ikke lukket et Øje hele Natten. Det var ham, som om han havde kæmpet med noget usynligt, der tyngede paa hans Bryst og vilde tage Vejret fra ham.
Han havde efter Sædvane banket paa Pigebørnenes Kammersdør og gik nu over Gaarden for at kalde paa Sønnerne, der sammen med en fremmed Fæstedreng laa i en Undentagsstue ved Siden af Loen.
Derpaa gik han ind til Hestene, der gneggede ham fornøjet imøde fra de tomme Krybber. Han gav dem deres Havrefoder, klappede dem hver især vemodigt paa Halsen, mens de af Vellyst rystede Mankerne og pustede i Avnerne for at finde Kjærnerne. Saa vendte han sig ind imod Kvægstalden, hvor de søvndrukne Køer ved Lyden af hans Træsko alle som en rejste sig op af Baasene og strax sendte ham deres Morgenhilsen med opløftede Haler. Han løste sindigt et Knippe Byghalm og fordelte det retfærdigt imellem dem, kløede sagtmodigt Tyren mellem Hornene, da den begyndte at brumme, og lod Spædekalvene sutte paa hans Haand. Et Svalepar, der havde bygget Rede over Stalddøren, flagrede lydløst om under det spindelvævsbehængte Loft, men fløj ud, strax da han aabnede til det fri.
Tilsidst gik han ud til Faarene, der havde overnattet paa Marken, kyste Lammene bort fra den nye Rugager, hvor de holdt af at nippe af de unge Spirer, og vendte derfra endelig hjem til Davren.
Men da han kom tilbage til Huset, var der ikke en Lyd at spore derinde. I Stuen stod alting urørt siden den foregaaende Aften, i Køkkenet var Komfuret ikke tændt, og intet Menneske saaes. Han aabnede Døren ind til Pigebørnene, og da han saa dem begge ligge ubekymrede under Dynen i den brede Søsterseng, var det ikke langt fra, at han i Selvforglemmelse havde givet sit Hjærte Luft som i gamle Dage.
"Hm? Ligger I her endnu?" busede han ud. "Har I ikke hørt, at jeg kaldte?"
Men Olufsine vendte sig roligt om paa den anden Side med en Kraft, saa Sengen knagede, og sagde affejende:
"Jeg har Værk i Tænderne."
"Og jeg er ogsaa skidt," klynkede den ældste og vendte sig ligeledes.
Per Bonde saa' langt paa dem. Saa trak han skulende Blikket til sig og lukkede sagtmodig Døren.
Han gik ind i Sovekammeret til sin Kone, der paa Grund af Svagelighed altid laa længe om Morgenen, fortalte hende, at Pigebørnene var syge, og bad hende lade Smaatøsene staa op for at gjøre Ild og malke. Men da han derpaa kom tilbage til Staldene, fandt han heller ikke her nogen ved Arbejdet, skjønt det imidlertid var bleven højt op paa Dagen. Kun den lille Fæstedreng stod her ganske bleg og fortumlet og begreb aabenbart ikke, hvad der gik af dem allesammen i denne Morgenstund.
Per Bonde spurgte efter den ældste af Sønnerne, men Drengen svarede forfjamsket, at han vidste ikke, hvor denne var.
"Er han ikke i Kammeret?"
"Nej … det tror jeg ikke."
"Er han da gaaet ud?"
"Ja … nej … han er vist rejst."
"Rejst!" – Per Bonde blev med ét som stivfrossen over hele Legemet. Hans Øjne blev hængende med et dødt Udtryk ved Drengen, og det saa' ud, som om han skulde falde. Lykkeligvis hørtes i det samme et glad Fløjtekvidder ude i Gaarden. Per Bonde gjenkjendte strax Sønnens Stemme, og da han kom ud, saa han denne staa udenfor den aabenstaaende Kammerdør iført sit Søndagstøj og i Færd med at pakke Tøj i en Kistse.
"Hvor skal du hen?" spurgte Faderen mut.
"Jeg skal rejse,"" sagde Sønnen ligegyldig.
"Saa–aa … Hvor skal du rejse hen?"
"Jeg skal ud at søge Kondition … Eller kanske jeg rejser til Amerika til Jens."
"Det gjør du vel ikke," sagde Faderen tonløst.
"Det kan ikke nytte, at vi allesammen gaar herhjemme og gnubber Gumpen af hinanden. Saa maa vi hellere se at finde noget andre Steder."
Per Bonde vilde have talt mere, men da han mærkede, det var Sønnens Alvor, kunde han ikke faa det frem. Det begyndte at sortne for hans Øjne; han vendte om og gik sanseløst tilbage ind i Stalden og derfra ind i den inderste mørke Lo, hvor han sank ned paa et Halvtøndemaal og længe blev siddende ubevægelig, idet han blot Gang efter Gang tørrede sig med sit Skindærme over Panden, som om det bestandig svimlede for ham.
Saa maatte det da altsaa nu ske, tænkte han. Naar ogsaa Hans vilde forlade ham, kunde han ikke staa imod længer. Med Jens havde det i sin Tid været en anden Sag. Han havde altid været en Vindhas og Skryder, som Per Bonde ligesom ikke vilde kjendes ved. Men Hans havde altid været hans Øjesten blandt alle Børnene. Han var jo ogsaa den første og kom til Verden paa en Tid, da alt spaaede saa godt for Per Bonde, fordi ingen den Gang vidste eller havde tænkt, at der kunde komme saa mange efter.
Han havde ofte siden tænkt tilbage paa hin Tid, da Sønnen som en lille Stump fulgte ham i Pløjejorden og raabte "Hyp, Blis!" og svingede med sin lille Pisk, naar den gamle Blissede ikke vilde gaa. Han huskede, hvor stolt han den Gang havde været af ham, af alle Purkens mange fornuftige Spørgsmaal om Hestene og Kvæget. Og hvor ofte havde han ikke i Tankerne set ham gaa der som hans Eftermand paa Markerne, naar han selv var puttet ned! … Men det skulde nu altsammen blive helt anderledes, end han den Gang drømte. Men Hans havde dog været Vidne til hans Livs lyseste Øjeblikke, og Erindringen om disse knyttede sig for Per Bonde altid sammen med denne Søn, som hans Hjærte derfor frem for nogen hang ved … Og nu vilde Hans rejse!
Efter Davren tog Per Bonde til alles Forbavselse sin Klædesfrakke paa, bad sin Kone binde sig et Sirtes Tørklæde om Halsen, hvorpaa han forlod Hjemmet. Oppe fra Bakkerne saa' et Par af Børnene, at han gik ind i Øl-Sørensens Gaard i Byen, og de forstod da, at han nu endelig havde givet sig over.
Et Par Timer efter vendte han tilbage, men sagde intet. Heller ikke de følgende Dage undslap der ham et eneste Ord. Men han syntes stærkt bevæget og urolig og spiste næsten ikke.
Saa en Dag opskræmmedes de alle af vældige Piskesmæld ude fra Gaarden. Her holdt Øl-Sørensen med sin nye Jagtvogn sammen med en Herre i tærnet Kaskjet og med et stort, brandrødt Skjæg.
Skjønt Per Bonde havde ventet deres Ankomst, varede det en god Stund, inden han kom til Syne fra den inderste Lo, hvor han saa godt som hele Dagen havde opholdt sig. Han var i sit sædvanlige, ildelugtende Arbejdstøj og havde til sin Kones Fortvivlelse end ikke taget et Tørklæde om Halsen.
"Du – hør, du ser sgu' skidt ud, Per," hilste Øl-Sørensen, strax han saa' ham. "Er Kadaveret i Uorden? Mangler maaske Smørelse, hm? Maa jeg ha'e den Ære at præsentere …"
Per Bonde svarede ikke, men gjorde blot ved en Bevægelse med Haanden forstaaelig, at han var beredt til at vise Ejendommen.
Det var forøvrigt ganske overflødigt, idet den fremmede Herre strax havde stillet sig op midt i Gaarden med skrævende Ben og kritisk mønstret Længerne fra Grund til Mønning, mens han overlegent slog sig med en Pisk ned ad sine lange Ridestøvler. Saa trak han paa Skuldrene og forlangte at se "Lokaliteterne".
De begyndte inde i Stuelængen, hvor han i Foreningen med Sørensen omhyggelig bankede paa enhver Væg, undersøgte alle Lofter, kiggede ind i hver Kakkelovn og forsøgte at faa Gulvene til at gynge. Derfra gik de over i Staldene for at se paa Besætningen, og ikke var der et Lam eller en to Ungers Kalv, uden den blev endevendt og vurderet.
Per Bonde fulgte tavs og stod for det meste og saa' ned mod Jorden, mens de andres Øjne løb om i alle Kroge. Der gik et Ryk igjennem ham, hver Gang han saa' den fremmede Herre med sine store Støvler sparke til Køerne, for at faa dem til at rejse sig, eller med Haanden at vride Snuden om paa Hestene, for at se deres Tænder; og naar den samme Herre med snøvlende Stemme forkyndte, at denne Ordning duer sgu ikke. Kjøber jeg, saa skal hele den Væg der væk, og Grebningen her skal sænkes, og her maa udvides, her skal skaffes Luft – – – saa var det for Per Bonde, som om der blev skaaret i hans Kjød, endnu inden han var død.
Tilsidst gik de ud i Markerne, og da de kom tilbage derfra, var Haandslag givet. Kildelunden, ogsaa kaldet Lunden, var med Besætning og Avlsredskaber solgt til Landbrugskandidat F. von Frandsen fra Kjøbenhavn mod Købesummens fulde Udbetaling og Fraflytning inden St. Hansdag.
Om Aftenen, mens alle Børnene sad i glad Forsamling inde i Stuen og drak Slanterne af Lidkjøbsdrikken, stod Per Bonde henne bag det Hjørne af Svinehuset, hvor han saa ofte i Ensomhed havde tilbragt sine Hviletider, og stirrede med fugtige Øjne ud over sine Agre.
Solen var ved at gaa ned under de høje Bakker bag ham og gød et rødligt Skjær ud over Engene. Rugen stod saa frisk og tæt – aldrig, syntes han, havde han set den saa grøn –; oppe paa Bakkerne begyndte Vaarsæden at kigge frem, alt spaaede om en rig og herlig Høst.
Og oppe fra Himlen forkyndte Lærkerne, at Vaaren alt var kommen og Sommeren nær … men i Per Bondes Øre lød det som Ligklokker over et afslutttet Liv. Alt svandt bort i Engens Taager for hans Øjne … det var forbi.
*
Der gik tre Aar. Per Bonde boede nede i et lille Hus i Byens Udkant sammen med sin svagelige Kone og de to yngste Børn. De øvrige var blevne spredte rundt omkring, saaledes som de havde ønsket det: Hans havde faaet sin Øltapperforretning, Olufsine sin Povl Hansen, ja selv den ældste, svagelige Datter havde faaet sig en Kjæreste og var grumme lykkelig.
Men Per Bonde var bleven en Olding i disse Aar. Hans Haar var hvidt, hans Ryg kroget; naar han gik, støttede han sig til en Egekæp, og det var let at skjønne, at han ikke kunde have langt tilbage.
Men endnu havde han dog Kræfter til hver Dag at stavre over Rugmarken hen til et Dige, hvorfra han kunde se ud over alle Kildegaards-Jorderne. Her stod han ofte i timevis, med Hænderne urokkeligt over sin Støttekæp, og fulgte Høstfolkenes eller Plovspandenes Gang op og ned ad Agrene. Men saasnart han fik Øje paa Ejeren, naar denne kom spaserende over sine Marker i lange Ridestøvler og fulgt af sine Hunde, vendte han sig om og gik hjem.
Ofte kunde han vende tilbage ganske ude af sig selv af Ophidselse, fordi han paastod, at den nye Ejer drev Rovdrift paa Gaarden, udpinte Markerne og skjændede Besætningen. Han blev da ved at gaa frem og tilbage over Gulvet, idet han næsten grædefærdig fremstammede Forbandelser over ham.
"Han udperker Jorden," udstødte han. "Det er sjette Halm! … Og mit røde Hors! … Der er ikke Sul paa Benene af det. Havde jeg dog bare aldrig solgt … Mit røde Hors …"
Saa forbarmede tilsidst Døden sig over ham, og han fandt den evige Hvile i den Jord, hvor han hørte hjemme.
