En Bonde

153

Per Bonde hed en Mand, der ejede en Gaard ved Navn Kildelunden – eller Kildegaarden – tæt uden for Landsbyen. Ejendommen var en af de største og bedste i Sognet, smuk af Bygning, vel røgtet i Ager og havde ingen Sinde kendt hverken Fæstegæld eller Prioriteter. Jorderne bestod dels af et Kuld lermuldede Bakker umiddelbart omkring Gaarden, dels af side Engdrag og et Par Rørskær, der strakte sig helt ned til Fjorden.

Tilnavnet "Lunden" skrev sig fra tre Rækker gamle Poppeltræer, der voxede rundt om de gulkalkede Bindingsværks-Længer. Deres høje, spidse Toppe var det eneste af Ejendommen, der kunde sees inde i Byen; thi Gaarden laa lunt og godt gemt nede i Bakkernes 154 grønne Skød, der kun aabnede sig mod Øst, ud mod Engene og Fjorden. Derfor sagdes der ogsaa inde i Byen, at den eneste Ulempe ved Kildegaarden var den, at Skorstensrøgen ved visse Vinde blev hængende nede over Straatagene og trængte ind i Staldene, hvor den fik Køerne til at nyse og "sætte paa Mælken."

Forøvrigt skrev Navnet sig fra en Kilde, der fremsprang umiddelbart ved Gaarden, og hvis melodiske Nynnen paa Grund af Stedets Ensomhed og Stilhed selv om Dagen kunde høres langt borte. Dens Vand havde i sin Tid haft Ord for at besidde lægende Kraft, og Kildegaarden havde den Gang været Valfartsstedet for Syge og Krøblinge langvejs fra.

Nu var Troen paa Miraklerne vel død; men Berømmelsen hvilede endnu over Gaarden, og dens Navn var kendt viden om.

Hertil bidrog dog ogsaa den Slægt, der nu i tre Led havde haft Ejendommen i Besiddelse. Om Per Bondes Farfar vidstes det, at han havde plantet Poplerne omkring Gaarden. Hans Fader havde bygget de nuværende Staldlænger, medens Per Bonde selv havde opført det gulkalkede 155 Stuehus. Desuden havde han nu i snart et halvt Aarhundrede trofast drænet, merglet, pløjet og harvet Gaardens Jord, saa denne var bleven til et Mønster for det hele Sogn.

Per Bonde var nu en Mand paa omkring de halvfjers. Han var en lavstammet, lidt ludende Skikkelse med et stort Hoved og et endnu ganske tæt busket, graasprængt Haar. Hjemme i Stuerne var han altid tavs og indesluttet, hans Ansigtsfarve graalig, hans Udtryk mut og mistænksomt. Her, hvor Fruentimmerne efter gammel Bondeskik regerede, følte han sig fremmed og utryg. Skønt han altid satte sig stilfærdig hen i en Krog for sig selv, havde han bestandig en Fornemmelse af, at han var i Vejen for nogen eller noget, … og baade hans Kone og især hans voxne Døtre saa' da ogsaa surt nok til ham, naar de fandt ham siddende derinde i deres rene, pyntelige Stuer med sin gamle og snavsede Klæder, der lugtede af Svinehus og Mødding. Den næstældste, Olufsine, der et Aar havde tjent i et Herskabshus inde i Købstaden, 156 brummede endog ganske lydeligt; og aldrig saa saare havde Faderen forføjet sig bort, før hun svansede ind med Fejebakke og Støvekost for – som hun rent ud sagde – "at muge" efter ham.

I Almindelighed opholdt Per Bonde sig derfor heller ikke længere inde i Stuerne, end Maaltiderne og Avisen krævede.

Det var ude i Agrene og Staldene, at han havde sit egentlige Hjem. Herude i Ensomheden, mellem sin Kløver og sin Byg, sin Mødding og sit Kvæg, blev han først sig selv. Hans Kinder blev rødmussede, naar han gik derude over Bakkerne – Fure op og Fure ned – bag sit sindige Plovspand. Hans Ansigt fik et helt fornøjet Udtryk, – ja, naar Vejret var rigtig smukt, kunde han formelig gaa og smiske – mens han halvhøjt smaasnakkede med sine Øg, som om de var et Par gamle, forstandige Venner, til hvem han kunde betro de Tanker og Planer, han ellers omhyggeligt holdt skjult for Alverden.

Det var nu ikke, fordi hans Sind forlystedes af Solstraalernes gyldne Leg over 157 Engene eller af Lærkens Trillesange over hans Hoved. Ud over den lange Muldbølge, som han pløjede op for sin Fod, gik ikke hans Drømme, og i Sædekornet, som faldt fra hans Haand, nedlagde han alle sine Forhaabninger. Naturens Vexlen var for ham intet ophøjet Skuespil til Sindets Oplivelse. Regn og Sol og Storm var for ham kun gode eller onde Magter, der gav hans Korn Væxt eller gulnede hans Eng, alt efter Vorherres Naade. –

Per Bonde havde været sine Forældres eneste Søn. Han havde efter sin Faders Død arvet Kildegaarden uden anden Paahæftning end en ringe Udbetaling til en Søster, der var gift oppe i Landet. Han havde været hen imod tredive Aar, den Gang Faderen døde, men alligevel havde han efter denne Tid levet endnu i femten Aar uden at "forandre sig".

I denne sin Ungkarletid boede han ensomt og stille, uden at tage synderlig Del i Egnens lystige Selskabelighed … og ofte tænkte han nu tilbage paa disse Aar med et hemmeligt Længselssuk. Han savnede den Gang intet. Han levede med sit Kvæg, sin Jord, sin Høst 158 – med det, hvorom alle hans Tanker altid havde kredset, og paa hvis Besiddelse alle hans Længsler fra Barnsben var gaaet ud.

Naar han alligevel til sidst giftede sig, var det ikke, fordi et mildt Øjepar eller et Par blussende Pigelæber endelig havde faaet hans Hjærte til at fænge, men alene fordi en Kone nu en Gang hørte sig til i en veldreven Gaard.

Altsaa friede han til Byens rigeste Pige, der var tyve Aar yngre end han. Og han fik Ja, fordi han selv den Gang var Byens bedste Parti, og fordi han – trods sine femogfyrretyve Aar – endnu var en ganske pæn Mand, som ingen kunde have noget at udsætte paa.

I snart tredive Aar havde de to nu levet her Side om Side, idet de trofast og samvittighedsfuldt havde passet hver sin Del af Gaardens Røgt, men uden at der forøvrigt nogen Sinde var vexlet et fortroligt Ord imellem dem.

Ikke des mindre havde de i deres Ægteskab haft mange Børn. Til sidst havde de otte levende foruden to, der vare døde som ganske smaa.

159 Inde i Byen var der bleven drevet nogen Spas med, at Per Bonde, skønt en aldrende Mand, blev ved at sætte Børn i Verden; og dette bidrog sit til, at han efter hvert Barns Fødsel trak sig end mere tilbage fra enhver Omgang med sine Standsfæller, saa han til sidst endog næppe hilste paa sine Naboer og gamle Venner.

Men forøvrigt var der en anden – og i Virkeligheden langt dybere – Aarsag til den Undseelse og Uro, der, efterhaanden som Børnene voxede op og deres Antal forøgedes, blev mere og mere kendelig hos ham og i Løbet af forholdsvis faa Aar gjorde ham til den duknakkede Gamling, han nu var.

Skønt Per Bondes Ejendom var baade stor og god, var det nemlig let for ham at skønne, at med en saadan Arveflok vilde Kildegaarden ikke længe kunne blive i hans eller Familjens Besiddelse. Ingen enkelt af Sønnerne vilde kunne overtage den og svare Søskendelod til saa mange, selv om han gjorde et godt Gifte … og den Tid var allerede ikke fjærn, da der med Rimelighed kunde tænkes paa at 160 skaffe de ældste af Børnene Midler til at komme frem i Verden med.

Men rede Penge havde Per Bonde ikke kunnet samle sig – dertil havde Familjen været for stor, og de sidste Tider for daarlige. Dersom han skulde hjælpe Børnene til Giftermaal og et selvstændigt Hjem, vilde han derfor blive nødt til at optage en Prioritet i sin Ejendom. Men dette – indsaa' han kun altfor vel – vilde kun være Galgenfrist, idet han dog ikke længe vilde kunne taale saadanne Byrder paa Gaarden.

Der vilde da i Virkeligheden ikke være anden Udvej tilbage end at sælge og lade den gamle Fædrenegaard gaa over i fremmede Hænder, … og det var netop denne Tanke, der næsten siden hans Bryllupsdag havde staaet for ham som et bestandig mere truende Spøgelse, og som nu aldrig lod ham Ro, hverken om Dagen eller i Drømme.

161

Det varede da heller ikke længe, før de ældste af Børnene begyndte at ymte om Sagen.

Det første Stød kom fra en Side, hvorfra Per Bonde mindst havde ventet det, nemlig fra den ældste af Sønnerne, en lille sortsmudset, grævlingeagtig Fyr, der efter to Aars Fraværelse var vendt Hjem fra Hovedstaden, hvor han havde ligget i Garnison som "Dunk".

Denne Søn – Peter hed han – havde altid været Per Bondes Øjesten blandt Børnene, ja egentlig den eneste af dem, hvem han havde omfattet med virkelig Kjærlighed. Han var jo ogsaa den førstefødte og kom til Verden paa en Tid, da alt endnu spaaede godt for Per Bonde, fordi ingen den Gang kunde ane, at der skulde komme saa mange efter.

162 Desuden var han allerede som Barn en snedig Fyr, der forstod at gaa Faderen under Øjnene og snakke ham efter Munden. Han tilegnede sig hurtigt alle Faderens Talemaader, ja selv hans Gang og Manerer, og allerede som en lille Purk paa en halv Snes Aar havde han erhvervet sig hele det sindige, gammelmandsagtige Væsen, der havde faaet Per Bondes Faderhjærte til at banke af Stolthed.

"Lille Peter bliver der nok noget godt af!" mumlede han tidt for sig selv, naar han gik derude i sin Ensomhed paa Bakkerne, – og bestandig havde det den Gang været hans skønneste Fremtidsdrøm at se Sønnen vandre her som Kildegaardens Ejer i den samme Fure og bag den samme Plov.

Men under sit lange Ophold i Hovedstaden havde Peter efterhaanden faaet Smag for Bylivets Behageligheder, og navnlig havde han forelsket sig i en Øltapperforretning, der var bleven ham tilbudt til øjeblikkelig Overtagelse mod et Par tusind Kroners Udbetaling. Han, der fra Barnsben var vant til daglig at høre om Handler, om Prangen og 163 Prutten, og som heller ikke havde været gammel, før han selv fik Lov at tage til Torvs med Smaakræ, havde ikke været længe om at udregne, at der her var Lejlighed til en god Profit – og det var nu hans Plan at faa Faderen til at give ham et klækkeligt Forskud paa hans Arv, idet han vilde søge at lokke ham til at optage en Prioritet i Kildegaarden.

Imidlertid var han snu nok til ikke strax at tale ligeud til Faderen derom. Men ved enhver Lejlighed, hvor de to var ene sammen – og han søgte flittigt en saadan Lejlighed – begyndte han paa sin gammelkloge Maade at fortælle om de uhyre Pengesummer, der var at tjene for en paapasselig Mand inde i København – især i Øltapperfaget. Han kendte en Bondekarl, sagde han, som i faa Aar var bleven en hovedrig Mand i den Forretning, og det endda der ikke var det allermindste at risikere ved den. Naar man bare havde et Par tusind Kroner at begynde med, kunde en paapasselig Mand aldrig komme for Skade i den Haandtering.

Per Bonde, der var glad ved Yndlingssønnens 164 Hjemkomst, og som følte sig smigret af hans Opmærksomheder, lyttede i Begyndelsen til hans Fortællinger i al Troskyldighed. Men efterhaanden som Sønnens Hentydninger blev mere aabenbare, og især da ogsaa Moderen – hvem Peter havde betroet og vundet for sin Plan – begyndte at ymte om, "at det vel snart var paa Tiden, at Peter fik sit eget," lugtede Per Bonde Krudtet og trak Ørene til sig. Han blev med ét paafaldende tunghør, saasnart man i hans Nærværelse gav sig til at tale om Øltapperforretninger; og blev Hentydningerne for nærgaaende, rejste han sig endog op under Paaskud af at have glemt noget et eller andet Sted, hvorpaa han hurtigt og stille luskede bort.

Men samtidig gik det ogsaa op for de andre voxne Børn, hvad det var for en Ræv, Peter bragte hjem bag Øret – og de fandt det derfor raadeligst at være paa Post for at tage Vare paa deres egne Interesser.

Saaledes Olufsine, der var forlovet med Nabobyens unge Hjælpelærer og længe utaalmodigt havde ventet paa at faa sin Arvelod 165 udbetalt for at kunne gifte sig. Hun var en køn, blomstrende Brunette med et Par spillende brune Øjne, kæk i Munden og rask paa Haanden … og naar hun hidtil ikke havde givet sin Utaalmodighed Luft, var det alene, fordi hendes Forlovede – en bleg Missionsspire, lige udklækket paa Seminariet – saa mindeligt havde bedt hende om "ikke at foregribe Begivenhedernes Gang".

Men nu gav Peters Planer hende Mod; og i Stilhed gjorde hun sin Ed paa, at hun "vilde være Madam Rasmussen", inden et Aar var omme.

Snart efter begyndte ogsaa den næstældste af Sønnerne, Ole – en mørk, bredskuldret Kæmpekarl med et uroligt Vagabondblod – at give sine Følelser til Kende ved at fable om, at han vilde rejse til Amerika og købe sig en Farm, "bare han fik sine Penge".

"Hvad kan det nytte, vi gaar herhjemme allesammen og gnubber Sidebenene af hinanden," brummede han strax, saasnart Faderen kom i Nærheden. "Nej, ovre i Amerika – 166 dér er der Plads for et Par raske Næver! Naar man bare kunde faa sine Penge, saa behøvede man ikke at tigge nogen om noget mere i dette Liv."

Ja, om det saa var den ældste, svagelige Datter, Sofie, der altid led af Tandpine, og som Aaret rundt sad ved Kakkelovnen med ynkelig Mine og vuggede sig frem og tilbage med Haanden for Kinden – saa begyndte nu ogsaa hun at klage højlydt over sin Skæbne og skyde hele Skylden for, at hun endnu hensad som uforlovet, paa den Omstændighed, at "ingen jo vidste, om hun havde noget, eller hvornaar hun fik noget".

Men Per Bonde forblev bestandig fuldkommen døv for al denne mere og mindre forblommede Tale. Han sad om Aftenen henne i sin ensomme Krog, og blot et af Børnene begyndte at snakke, krøb han sammen bag sin Avis som en Snegl, der aner Torden.

En skøn Dag gjorde saa den store Ole Alvor af sin Trusel og pakkede sin Kiste for at rejse til Amerika.

167 En anden Karl fra Byen, en Husmandssøn, der længe havde tænkt paa at udvandre, var en Dag kommet til – halvt for Spøg – at foreslaa ham at gøre Følgeskab, og Ole havde da strax grebet Lejligheden til at sætte sin Fader Kniven paa Struben.

Han bad blot Per Bonde om at forstrække ham med Rejsepenge, "saa skulde han nok selv klare sig for Resten".

Dette kom som et Lynslag over hele Kildegaarden. I tre Dage gik Moderen og alle Søstrene omkring og hulkede, især hver Gang Faderen nærmede sig; og selv den snu Peter viste sig bestandig med et uhyre modfaldent Ansigt, skønt han hemmeligt gik og fniste ude i Staldene, fordi han mente, at der vel nu endelig maatte gaa Hul paa Bylden.

Da Per Bonde var kommen sig af sin første Forskrækkelse, begyndte han med at snakke godt for Sønnen for ved blid og venlig Omgang at faa ham til at opgive sit Forehavende. Men samtidig rørte der sig helt andre Tanker hos ham. Han havde egentlig slet ikke noget imod, at Ole blev skaffet af 168 Vejen. Han havde aldrig ret kunnet lide, ja ligesom slet ikke villet vedkende sig denne store, urolige Dreng, der baade i Sind og Skind var ham selv saa ulig. Desuden var han fast overtydet om, at det alene var ham, der var Anstifteren af den Sammensværgelse, der i den sidste Tid var dannet imod ham; thi det kunde aldrig falde Per Bonde ind at mistænke den skikkelige Peter for en saadan Ondskab.

Da derfor Ole stod fast ved sin Beslutning, brød Per Bonde tilsidst med alle Betænkeligheder. Han følte vel det ydmygende i, at en Søn fra Kildegaarden rejste til Amerika, endog i Selskab med en forarmet Husmandssøn, – og han var ikke blind for, at der inde i Byen vilde komme til at gaa megen ond Snak i den Anledning. Men til Gengæld var han overbevist om, at naar Ole først var borte, vilde han snart igen faa Fred i sit Hjem – i alle Fald i nogle Aar. Og mere turde han vel i det hele ikke haabe paa.

Saa kørte han da en Dag ind til Staden, 169 idet han gav det Udseende af, at han skulde tale med sin Købmand om et Læs Foderstoffer.

Men i Virkeligheden havde han andet Ærinde. Han vilde søge Samtale med Prokurator Lønborg.

170

Prokurator Lønborg havde sit Kontor i et mørkt og skummelt Rum, der vendte ud til en Baggaard, og hvortil man naaede op ad en knagende Hønsetrappe og gennem en lille, fuldstændig tom Forstue. Aldrig trængte en Solstraale gennem Kontorets smaa Ruder ind til de Bunker af støvede og gulnede Dokumenter, Skøder, Testamenter og Gældsbeviser, mellem hvilke den lille pukkelryggede Prokurator sad i en fedtglinsende Slobrok, med snavset hvidt Slips, og kløede sig paa Næsen med den venstre Haand, mens han med den højre førte en skrattende Pen hen over sine Papirer.

Af alle Byens Sagførere var Prokurator Lønborg den, der havde den mest udbredte 171 Landbopraxis. Det var, som om Kontorets Mørke og Uhygge i Forbindelse med Hr. Lønborgs egen lille, præstelignende Person uvilkaarligt indgød Bønderne Tillid. Mens de nymodens, luftige Kontorlokaler med de skinnende Pulte, med Messingspyttebakker og de lange, modeklædte Kontorister øjeblikkeligt vakte deres Mistanke, følte de sig hurtigt hjemme her mellem Prokurator Lønborgs Smuds og fik Mod til at tale frit om, hvad der laa dem paa Hjærte.

Forøvrigt var Prokurator Lønborg en munter, ligefrem Herre med en enestaaende Evne til at sætte sig ind i Bøndernes Tankegang, gætte sig til deres Meninger og snakke dem efter Munden. Selv den ubetydeligste Tvist om et Hegn eller et optaget Lam gjorde han strax til en Sag af "almen Interesse", af "vidtrækkende social Betydning", og idet han fornøjet gned sig i Hænderne, ytrede han, at han formelig glædede sig til at tage netop denne Sag i sin Haand.

Da han nu hørte nogen pusle ude i Forstuen og lidt efter saa' Per Bonde klemme 172 sig ind ad Døren, lagde han strax sin Pen, rejste sig med et glad forundret Udraab og rakte ham med Hjærtelighed sine tilblækkede Fingre.

Per Bonde havde ikke betraadt hans Kontor uden en Gang for tyve Aar siden som Vitterlighedsvidne for en Nabo. Men Prokurator Lønborg genkendte ham øjeblikkeligt og havde tillige strax baade hans Formuesomstændigheder og hans Familieforhold paa rede Haand.

"God Dag! God Dag!" udbrød han med sin mærkelige Papegøjestemme. "Værsgo' – tag Plads! Tag Plads! Hvad kan jeg skylde Æren af Deres Besøg? … Naa, jeg ser da, at De har ikke forandret Dem, Per Bonde! Stadig frisk og rødmosset! Ja, saadan skal det være! … Værsgo'! Tag Plads! Tag Plads!"

Per Bonde satte sig forlegent paa Kanten af en Rørstol, som den lille puklede Mand satte frem paa Gulvet for ham. Hvad hans friske og rødmossede Udseende angik, saa existerede dette i Øjeblikket kun i Prokurator Lønborgs Brilleglas. Hans Ansigt havde tværtimod 173 den graablege Farve, som det altid fik under stærke Sindsbevægelser, og han løftede ikke Øjnene fra sin Hat, som han tavs gav sig til at stryge med den ene Haand.

"Naa!" vedblev Hr. Lønborg, der havde stillet sig op foran ham med skrævende Ben og Hænderne hvilende bag paa under den løst hængende Slobrok. "Der er da vel ikke noget alvorligt paa Færde, Per Bonde! … De er da ikke kommen i Klammeri med en Nabo eller har paa anden Maade overtraadt Statens hellige Love … Ha, ha! Nej, det véd jeg da nok, De ikke har. Dertil kender jeg Dem da godt nok af Omtale! Naa, men lad os høre da! Tal kun frit, kære!"

Per Bonde rømmede sig et Par Gange – men det var, som om Ordene vægrede sig ved at komme frem. Det var da ogsaa noget, han aldrig før havde troet, at han nogen Sinde skulde blive nødt til at gaa op til Prokurator Lønborg for at laane Penge; at han, hvis Stolthed det altid havde været at sidde i skyldfri Gaard, skulde begynde at tigge om Prioriteter og dele sin Ejendom med fremmede 174 Mennesker. Da han for lidt siden tøvende steg op ad den knirkende Trappe, havde han været ganske beklemt; han havde haft en Fornemmelse, som om han skulde til at miste en Del af sit eget Legeme.

Endelig mumlede han, næsten uhørligt, og idet han vedblev at stryge rundt om Hatten med sine stive Fingre:

"Jeg vilde gærne spørge, om Prokuratoren kunde skaffe mig en Prioritet."

"En Prioritet! Naa, det manglede saamænd bare, at man ikke skulde kunne skaffe en Prioritet i Kildegaarden! Nej, véd De hvad, – saa daarlige er Tiderne da Gud ske Lov heller ikke, Per Bonde! Havde jeg bare altid saa lette Sager at ordne, saa skulde jeg aldrig klage! … Hvor stor en Sum ønsker De?"

Per Bonde betænkte sig lidt. Saa sagde han:

"Sex hundrede Kroner."

"Hvad for noget!" udbrød Prokuratoren og vendte Øret til ham med en Grimace, som om han ikke vilde tro, hvad han havde hørt. "Sex hundrede Kroner! Men det kan ikke være Deres Mening! – Sex hundrede Kroner! 175 For en saadan Bagatel søger man dog ikke Prioritet i gældfri Gaard… Er det virkelig alt, hvad De har Brug for?"

"Ja," sagde Per Bonde afgørende.

Den lille puklede Prokurator saa' et Øjeblik meget opmærksomt paa sin Klient. Saa gik han et Par Gange hurtigt frem og tilbage over Gulvet, mens han betænksomt strøg sig med Fingren over sin store Næse. Derpaa satte han sig hen paa en Stol ved Siden af Per Bonde og lagde fortroligt sin Haand paa hans Knæ.

"Hør, kære Ven! Jeg forstaar Dem! Det er naturligvis ikke Deres Alvor med den Prioritet … De er kommen i en øjeblikkelig Forlegenhed for sex hundrede Kroner, ikke sandt? Maaske skal De anskaffe Dem en Hest, et Par Køer eller forbedre Deres Mejeri … "

"Det er til Mejeriet," svarede Per Bonde hurtigt; han kunde ikke faa sig selv til at sige, at det var til en Søn, der vilde rejse til Amerika.

"Udmærket! Fortræffeligt! En Landmand kan sikkert ikke paa bedre Maade varetage 176 sine Interesser end ved Forbedring af sit Mejeri. Det overordentlige Opsving, der i vore Dage har fundet Sted paa dette Omraade, har haft den allerstørste Betydning for Landmanden og derigennem for det hele Land… Men indrøm mig nu, kære Ven, at det er meget simplere, at jeg foreløbig forstrækker Dem med den ubetydelige Sum, De har behov i dette Øjemed – mod et ganske simpelt Gældsbevis og almindelig Bankrente. Den Sag kan vi saa altid siden klare med hinanden. Der kommer vel nok en Lejlighed, hvor vi kan finde en nem Afgørelse… Jeg kommer til at tænke paa," afbrød han pludseligt sig selv, idet han lænede sig tilbage i Stolen, lagde Armene overkors paa Brystet og kiggede op i Loftet. "Hvor gammel er De egentlig, Per Bonde?"

"Jeg?" for den anden op ligesom af Drømme. "Jeg bliver to og halvfjers til Høsten."

"Naa, ja saa kan det jo dog ikke vare længe, før De maa tænke paa at skifte. – Jeg har hørt, at De har en større Børneflok, 177 som vel snart skal have noget at tumle med… Hæ, hæ! Det bliver sandelig en fed Steg for Prokuratoren," tilføjede han i det muntre, ligefremme Sprog, hvormed han plejede at betage sine Klienter enhver Mistanke om hans Egennytte.

Men da han i det samme saa' hen paa den gamle, forandredes pludseligt hans smilende Ansigt; … thi Per Bonde skævede hen til ham med et saa fordrejet, næsten hadefuldt Udtryk, at Prokurator Lønborg blev ganske forfærdet.

I samme Øjeblik forstod han alt. Han rejste sig og udbrød:

"Gudbevares … misforstaa mig ikke! Det være sandelig langt fra mig at anbefale Dem et Skifte allerede nu. Tværtimod! Jeg finder det netop rigtigt, at man bliver paa sin Post, saa længe Gud endnu under en Kræfterne dertil … De unge Mennesker er saa utaalmodige i vore Dage. Men de har godt af at bie … godt af at bie," blev han ved at gentage, mens han atter begyndte at vandre op 178 og ned ad Gulvet med Hænderne hvilende bag paa under Slobrokken.

Alligevel var hans Tone adskillig mindre interesseret end før. Han havde aabenbart ventet sig en ganske anderledes Forretning, da han for lidt siden saa' den ansete Storbonde træde ind ad hans Dør.

Men Per Bonde gemte Prokurator Lønborgs sidste Ord i sit Hjærte. Han vidste nu, at hvad han gjorde, var Ret. Og i denne Bevidsthed fandt han ligesom en Erstatning for de Ydmygelser, som hans Stolthed ved dette Besøg havde lidt.

Ugedagen efter Per Bondes Besøg hos Prokurator Lønborg rejste Ole afsted til Amerika.

Den gamle Mands Haab om, at han hermed havde købt sig Fred – i hvert Fald for nogen Tid – gik imidlertid ikke i Opfyldelse. Tværtimod. Fra denne Dag slog Børnenes Utaalmodighed ud i lys Lue. Ja, selv inde i Byen begyndte man at tale om, at der skete Børnene Uret, naar Per Bonde saaledes i sin Stædighed blev ved at hænge ved Gaarden i Stedet for at skifte ordentligt med dem.

Hjemme i Stuerne gik Moderen og Pigebørnene bestandig og græd. Især om Aftenen, og hver Gang det stormede, satte Moderen sig hen ved Kakkelovnen med Forklædet for Øjnene og hulkede over sin Søn, der nu drev om for Vind og Vove.

180 "Aa Gud, aa Gud! Hvad skal der blive af min stakkels Ole? Aa, Herren se i Miskundhed til min stakkels Dreng!"

Olufsine saa' ikke længer til den Side, hvor Faderen var. Talte han til hende, lod hun, som om hun ikke hørte det. Ja selv i den svagelige Sofie var der pludselig faret en arrig Trold. Sammen med Søsteren søgte hun at gøre den gamle Helvede hedt ved al Slags Opsætsighed, ja nægtede undertiden ligefrem at deltage i Arbejdet.

Naar Per Bonde som sædvanlig om Morgenen bankede paa Pigebørnenes Dør for at kalde dem op til Malkning, fik han ofte blot en lang Snorken til Svar.

"Jeg har Værk i Tænderne," gryntede endelig Sofie.

"Og jeg er ogsaa skidt!" sagde Olufsine og vendte sig mod Væggen med en Kraft, saa Sengen knagede.

Smittet af denne Opførsel begyndte efterhaanden ogsaa de yngre, halvvoxne Børn at gaa omkring ved Arbejdet med surmulende Ansigter og slæbe paa Benene, saa snart 181 Faderen saa' dem; – endog den snu Peter havde til sidst Møje med at bevare sin fromme Maske og begyndte ved enkelte Lejligheder at lade den gamle skimte hans sande Aasyn.

Men Per Bonde lukkede blot Øje og Øre endnu tættere til, baade for Børnenes Ulydighed og Moderens anklagende Hulken. Han havde nu Prokurator Lønborgs Ord for, at han handlede ret, og han kunde desuden endnu ikke opgive Haabet om, at Børnenes Sind vilde vende sig, naar der først kom gode Efterretninger fra Sønnen i Amerika.

Alligevel var han i den sidste Tid blevet som en hel anden Mand. Han, som forhen altid havde gaaet og brummet i Staldene og knubset Smaadrengene i Hovedet for den mindste Forsømmelse, gik nu næsten sky omkring og gjorde stiltiende det Arbejde, de andre havde ladet ligge eller rent ud nægtet at udføre. Aldrig kom et Ord over hans Læber. I Smug rensede han selv baade under Grise og Køer og gik ud for at flytte Faarene helt ude paa de yderste Englodder – alene fordi han hellere taalte enhver Ydmygelse, 182 end han vilde udsætte sig for at blive mindet om den Skilsmisse, som han vel indsaa' var uundgaaelig, men som han i hvert Fald vilde søge at forhale saa meget, han endnu formaaede, fordi det syntes ham umuligt, at han vilde kunne overleve den.

Ind i Stuerne kom han som oftest først, naar Maaltidet var til Ende, ja selv om Aftenen blev han ved at luske om nede i Staldene næsten til Sengetid. Han var som fredløs i sin egen Gaard og saa' til sidst paa enhver, der nærmede sig ham, med et saa mørkt og frygtsomt Blik, som om man virkelig tragtede ham efter Livet.

183

Det var en mørk, regnfuld Aften en Maanedstid efter Sønnens Afrejse.

Per Bonde kom vandrende med en Lygte i Haanden nede fra Stalden, hvor han som sædvanligt havde rumsteret længe efter, at alle de andre var gaaet ind til Nadvergrøden. Han gik langsomt og tungt paa sine store, blikbeslaaede Træsko, hvis Klapren vakte en hult klingende Genlyd henne i Hjørnerne af den indesluttede Gaardsplads.

Udenfor Stuehuset slukkede han Lygten og steg ind i Bryggerset, hvor der var ganske mørkt. Kun to grønne Katteøjne lyste ham i Møde inde under Vasken, hvor Affaldsspanden stod; og lige ved Gulvet i den ene Væg saaes en tynd Lyssprække under Døren ind til Stuen, hvor Familien var forsamlet.

184 Samtalen derinde var strax meget højrøstet; men saasnart Per Bondes Haand berørte Klinken, forstummede den. Kun et Par hviskende "Hys!" og "Tys!" hørtes derinde fra, hvorefter alt blev dødsstille.

Per Bonde kom til at ryste over hele Legemet. Han anede øjeblikkeligt, idet han traadte ind, at der var forberedt et nyt Anslag imod ham. Henne i Armstolen ved Kakkelovnen sad Peter sammenkrøben, med Fødderne i et Par store Sivsko og det halve af Armene begravet nede i Buxelommerne. En anden af Sønnerne, en opløben, halvvoxen Knøs, stod op ad Væggen ved Døren, ganske rød i Hovedet af Forfjamskelse og Spænding, medens Sofie og Olufsine havde dukket sig over deres Arbejder ved den ene Ende af det lange Bord under Vinduerne, hvor de sad og syede ved det kummerlige Skær af en lille Petroleumslampe, der næppe oplyste det halve af Stuen.

Den svagelige og frygtsomme Moder, der altid i det skjulte understøttede Børnene i deres Planer, var strax ved sin Mands Indtrædelse forsvundet ind i Sovekammeret ved 185 Siden af, hvor hun gav sig noget at bestille i Mørket bag den halvaabne Dør.

Da Per Bonde havde faaet sig anbragt foran Mælkegrødsfadet ved den mørke Bordende og hentet sin Hornske frem af Skuffen, varede det da heller ikke længe, før Peter med et fromt Smil kastede Øjnene op i Loftet og sagde:

"Nu har da Anders Hansen i Øster-Vraa lagt ner, Fa'er."

Da Faderen intet svarede, sagde tilsidst Olufsine:

"Men mon det da ogsaa kan være sandt."

"Ja, det er sikkert nok – Søren skal ha'e Gaarden. Sejler-Ole fortalte, at de havde været i Staden i Dag hos Prokuratoren for at skrive Redelighed."

"Ja, saa er Maren lykkelig," sukkede Sofie; hun havde atter anbragt sig i sin sædvanlige Stilling med Haanden for Kinden, mens hun med ynkelig Mine vuggede Overkroppen frem og tilbage og stirrede ind i Lampen. "For saa skal de vel giftes, kan man forstaa."

186 "Ja, det kan der vel ingen anden Mening være om. De skal allerede ha'e Bryllup til Majdag."

"Til Majdag!" udbrød Olufsine. "Ja, det er da godt, at der er nogen, der kan blive lykkelige … En anden kan gærne gaa og vente, til man bliver rent ud en Gammelsidse, – saadan er det saa forskelligt her i Verden."

Der blev et Øjebliks Stilhed.

Saa spurgte igen Olufsine:

"Hvor gammel er han egentlig – Anders Hansen?"

"Anders Hansen," gentog Peter og saa' atter op mod Loftet, ligesom for at skjule et Smil. "Aa, han er vel snart de treds."

"Ja, saa var det saamænd ogsaa paa Tiden, at han gav sig over," sagde Olufsine resolut.

Ved disse Ord samlede de andres Øjne sig ængsteligt paa Faderen; – og Moderen stak sit lille voxgule Ansigt lydløst ind fra Sovekammeret og saa' hen paa Olufsine med et til Forsigtighed manende Blik.

Imidlertid havde den opløbne Knøs henne ved Døren faaet Mod. Han skævede først hen 187 til Peter og sagde derpaa stammende og ganske glorød i Hovedet:

"Hør, Fa'er … Er det ikke to og halvfjers, du bli'er til Høsten?"

Et sammenknebet Øje belønnede ham henne fra Armstolen ved Kakkelovnen; Pigebørnene bøjede sig over deres Sytøj, og Moderens Hoved kom atter advarende til Syne i Sovekammerdøren.

Men Per Bonde havde allerede lagt Skeen bort og gjorde Mine til at rejse sig. Ligesom i Blinde famlede han efter sin Hue paa Bænken og mumlede nogle Ord om, at han vistnok havde glemt at lukke Lodøren.

I det samme begyndte Hunden ude i Gaarden at gø voldsomt. Lidt efter blev Yderdøren revet op ude i Bryggerset, og en buldrende Mandsstemme hørtes at sige "God Aften" derude i Mørket for at hidkalde Folk.

Den halvvoxne Søn, der stod henne ved Døren, lukkede denne op, og ind stampede en sværlemmet Skikkelse med et rødsprængt Ansigt, Skaftestøvler, Plydses-Kasket og Tobakspibe.

188 Det var en Gaardmand og Pranger inde fra Byen, hvor han ikke uden Grund gik under Navnet Øl-Sørensen.

"God Aften, Venner!" sagde han velvilligt en halv Snes Gange, mens han gik rundt og gav Haanden. Tilsidst kom han til Per Bonde.

"Værsgo' … sid ned," mumlede denne stille og satte sig selv paa Bænken under Vinduet. Hans Blik var mørkt og uroligt. Det var, som om han anede, at der ikke fulgte noget godt med denne Mand.

"Tak, Per," sagde Sørensen, mens Olufsine hastig rejste sig for at bortbære Mælkegrødsfadet. Ogsaa Moderen kom nu ind fra Sovekammeret og gjorde mange Undskyldninger for Stuens Udseende.

"Det skal De aldrig bryde Dem om," afbrød Øl-Sørensen hende belevent. "Lidt Møg skal der nu en Gang til!" Og som en Mand, der var kendt med de finere Selskabsformer, spyttede han i det samme hen imod Kakkelovnen, hvorpaa han vendte sig mod Per Bonde.

"Jeg kommer henne fra Bunkeby af, hvor jeg har hentet to Aarskvier hos ham Anton 189 Hansen … du kender nok hans hvidsokkede Bæster … og da jeg nu kom hjem i Aftningen, saa hørte jeg, at du vil til at sælge din Gaard, Per."

Det var, som om den gamle Mand ved disse Ord havde faaet et Kølleslag for Panden.

"Hvad er det, jeg vil … si'er du?"

"Jeg hørte det, som sagt, lige som jeg kom hjem … og vi kan jo ikke finde det andet end rimeligt. Det er jo netop, hvad vi allesammen har snakket om saadan mellem os selv, at du vel snart maatte tænke paa at skille dig af med Gaarden. Du er jo gammel nok, Per, og du har jo da ogsaa en skøn Flok at dele ud til, og Kildegaarden kan jo alligevel ikke alle Dage blive til jert, saadan som Vorherre nu en Gang har skikket det. Og nu er jo Priserne ogsaa stigendes igen, saa det er jo kun fornuftigt af dig at tage Vare paa Lejligheden, som man siger."

Per Bondes Ansigt var blevet næsten mørkegraat. Et sygt, hadefuldt Blik søgte uvilkaarligt Pigebørnene henne ved den anden Bordende. Men disses Ansigter udtrykte – ligesom 190 Moderens og den halvvoxne Drengs ved Døren – kun maabende Forbavselse. Den fremmede Mands Ord kom aabenbart lige saa overraskende for dem som for Per Bonde selv.

Derimod var Armstolen ved Kakkelovnen pludseligt blevet tom. Strax, da Øl-Sørensens Skikkelse viste sig i Døren, var Peter sprunget op og havde bag hans Ryg listet sig ud af Stuen.

"Se, nu gik jeg strax her hen," vedblev Sørensen uforstyrret. "For jeg har en reel Liebhaver til dig, Per. Du kan stole paa, at det er en, du kan være tjent med … ellers kunde det aldrig falde mig ind at komme til en Mand som dig med ham. Og han véd ogsaa godt, hvad en Gaard som Kildegaarden er værd, kan du tro. For han er en lærd Mand og har studeret Landbovidenskaben derinde paa Universet i København. Og han er ogsaa en fin Mand, maa du stole paa – –"

Men nu rejste Per Bonde sig til almindelig Forfærdelse og afskar ham brat Ordet. Med fortrukkent Ansigt og en Stemme, som 191 Ophidselse gjorde ganske ukendelig, fremstammede han:

"Jeg har ikke haft Bud efter dig, Niels Sørensen, … og du skal ikke blande dig ind i mine Sager, som ikke angaar dig. Jeg vil ikke sælge min Gaard … det har jeg aldrig sagt … og jeg vil ikke snakke mere med dig derom, Niels Sørensen. Jeg vil ikke snakke derom… For det er bare Løgn og Opspind … det kan du sige til den, der har sagt dig det … forstaar du det, Niels Sørensen!"

192

I de nærmeste Dage efter denne Begivenhed hvilede der en paafaldende Fred over hele Kildegaarden. Det var, som om Peters mislykkede Bagholds-Attentat i Forbindelse med Per Bondes pludseligt opblussende Heftighed et Øjeblik havde taget Modet fra de sammensvorne. Selv den ellers saa uforknytte Olufsine forrettede uden Kny sit Arbejde i Bryggers og Mejeri, og Peter var lutter Tjenstivrighed og fromme Smil, saasnart Faderen nærmede sig.

Imidlertid kom der Brev fra Ole i Amerika. Brevet var skrevet til Moderen og fortalte vidt og bredt om alle hans Oplevelser. Han havde haft en fortræffelig Overrejse, havde set Hvaler, Isbjærge og mange andre mærkelige Ting, som han beskrev i Skildringer, der gjorde et dybt 193 Indtryk paa dem alle. I de første Dage i New-York havde det knebet lidt med Sproget og Pengene; men nu havde han faaet en vellønnet Plads som Pakhuskarl og var fuld af Henrykkelse over den nye Verdens Herligheder.

Dette Brev bidrog i Begyndelsen yderligere til den fredelige Stemning i Kildegaarden, og Per Bonde begyndte allerede at glæde sig i den Tro, at han virkelig havde faaet Uvejret til at drive over for denne Gang.

Men det varede ikke mange Dage, før han mærkede, at en ny og heftigere Uro pludseligt havde grebet alle hans Omgivelser. Moderen og Pigebørnene begyndte igen at gaa og græde – akkurat som før Oles Afrejse – men denne Gang endnu mere voldsomt og ustandseligt. Selv om Natten kunde han høre sin Kone ligge og hulke i Sengen, mens hun uafbrudt bad sin Aftenbøn.

Mest foruroligede det ham dog, at Peter paa én Gang slet ikke længer lod sig sé ved Arbejdet. Allerede om Morgenen, naar Per Bonde kom over i Karlekammeret for at kalde 194 op, var Sønnens Sengeplads tom; og naar han forhørte sig hos Smaadrengene, svarede de forfjamskede, at Peter vist var gaaet til Byen "for at tale med nogen".

Per Bonde turde længe ikke spørge nærmere, skønt han til sidst var saa forpint af Ængstelse og Spænding, at han næsten hverken spiste eller sov. Endelig en Dag, da han traf sin Kone ene i Dagligstuen, hvor hun stod og pakkede noget Tøj i en Kiste, sagde han – efter en kort Betænkning – paa sin gamle, mutte Maade:

"Hvad er det, du bestiller dér?"

"Det behøver du vel ikke at spørge om," snøftede hun, idet hun førte Forklædesnippen op til sine rødgrædte Øjne.

"Det behøver jeg vel … For der er jo dog ingen herfra, der skal rejse."

"Det véd du vel nok, at Peter vil rejse over til Ole i Amerika," svarede hun og satte sig i det samme ned paa en Stol i en overvældende Hulken.

Det var, som om Per Bondes Legeme med ét blev stivfrossent. Hans Øjne blev hængende 195 med et dødt Udtryk ved hans Kone, og det saa' et Øjeblik ud, som om han skulde falde.

"Vil Peter … rejse?" stammede han endelig tonløst, med bævende Læber.

Men da hans Kone kun svarede med en fornyet Hulken, vendte han sig om og famlede stille ud af Døren. Det sortnede for hans Øjne. Ganske sanseløs gik han gennem Bryggerset, ud i Gaarden, over i Stalden, hvor han sank ned paa Foderkisten.

Længe blev han siddende her og stirrede stift ud for sig, mens han idelig strøg sig over Panden med sit ene Skindærme. Alt andet havde han været fattet paa. Men at ogsaa Peter saaledes vilde forlade ham, det havde han ikke tænkt sig! Hvad skulde han dog gøre? … Hans Tanker flakkede tilbage til Fortidens Dage, til de lykkelige Aar, da Peter endnu var en lille Purk, som fulgte ham i Pløjejorden og raabte "Hyp, min Blis!" mens han svingede med sin lille Pisk. Hvor havde han ikke den Gang været stolt af ham, af alle Stumpens mange forstandige Spørgsmaal om Heste og Ager og Kvæg, af hele hans Mine og Holdning, naar han gik 196 dér ved Siden af ham saa sindigt og fornuftigt som en hel lille Bondemand. Hvor ofte havde han ikke den Gang med Glæde tænkt paa den Dag, da han kunde overgive Peter hele Kildegaarden i Arv og Eje, mens han selv flyttede over i de to smaa Undertagsstuer for dér at henleve Resten af sine Dage… Hvorfor havde det dog ikke kunnet skikke sig saaledes? Hvad havde han dog forbrudt, at der skulde beredes ham et saa forsmædeligt Endeligt?

Hvad skulde han gribe til? Skulde han virkelig endelig give tabt … eller skulde han lade Peter rejse, saadan som Ole før?

Han kom til at tænke paa den Øltapperforretning, som Peter i sin Tid havde snakket om. Skulde ikke dér endnu være en Udvej? … Han huskede, at Peter havde snakket om en tre-fire tusinde Kroner. De var vel til at skaffe hos Prokurator Lønborg; og hvad Renterne angik, saa kunde Kildegaarden vel endnu nok svare dem, naar der blev sparet paa alle Kanter. Og Peter havde vist for Resten Ret. Det var netop en udmærket Forretning 197 med et saadant Øltapperi. Det vidste Per Bonde da nok, at det i vore Dage var Bryggerne, der blev rige. Og hvorfor skulde saa ikke ogsaa Tapperne blive det?

Men saa vilde det da ogsaa være Synd, om Peter, der altid havde været saa arbejdsflink og skikkelig, ikke skulde have sin Vilje.

198

Strax den næste Dag kørte Per Bonde igen ind til Prokurator Lønborg. Han gav det ogsaa denne Gang Udseende af, at han skulde ind for at handle og tog derfor et Par Tønder Sæd med sig i Vognen.

Paa Vejen mødte han Øl-Sørensen, der kom kørende inde fra Staden med sine store Knapstruppere og sit højhjulede Proprietærkøretøj.

"Naa, godt Ord igen, Per!" raabte den tykke Pranger og holdt Hestene an for at standse.

Men Per Bonde lod, som om han hverken kendte ham eller hans Heste, og rullede videre hen ad Vejen.

Da han en Timestid efter klemte sig ind ad Døren hos Prokurator Lønborg, forlod denne 199 ikke strax – saadan som sidst – sine Papirer, men fortsatte et Øjeblik sine Skriverier. Og da han derpaa rejste sig og gik hen imod ham, var der ikke det sædvanlige, spøgefulde Smil i den lille Pukkelryggedes uragede Ansigt. Med næsten gejstlig Alvor rakte han Per Bonde tre klamme Fingre og bad ham tage Plads.

"Jeg havde virkelig nær ikke kendt Dem igen," sagde han i dæmpet, halvt adspredt Tone. "De har været syg? Eller der er forefaldet en eller anden alvorlig Begivenhed i Deres Familie? … Det forekommer mig, at De har forandret Dem, siden vi saaes sidst. De ser daarlig ud."

Prokuratorens Ord gjorde Per Bonde stærkt bevæget. Han følte en inderlig Medlidenhed med sig selv og rystede blot paa Hovedet, mens han mumlede nogle Ord.

"Værsgo', tag Plads!" gentog Prokuratoren og satte sig selv i sin Armstol foran Skrivebordet med Hænderne foldede over Brystet og korslagte Ben.

Der hengik en Stund i Tavshed.

200 Per Bonde sad som sidst paa et Hjørne af Stolesædet og saa forlegent ned, mens han med Spidsen af den højre Haands stive Fingre strøg hen over sin Hat.

Endelig sagde han, uden at løfte Hovedet:

"Som Prokuratoren jo nok erindrer, fik jeg forgangen sex hundrede Kroner – "

Prokurator Lønborg nikkede blot.

"Nu var det jo, jeg gærne vilde spørge Prokuratoren, om De alligevel ikke kunde skaffe mig en Prioritet."

"Hvor stor en Sum tænker De at andrage om?" spurgte Hr. Lønborg ganske forretningsmæssigt.

"Fire tusinde Kroner," sagde Per Bonde. Han havde egentlig tænkt at sige fem tusinde Kroner for at kunne holde noget i Baghaanden. Men Prokuratorens Tone ombestemte ham.

"Fire tusinde Kroner lagt til de sex hundrede er fire tusinde sex hundrede Kroner, en ikke ubetydelig Sum … Ja, misforstaa mig ikke," vedblev Hr. Lønborg, da Per Bonde ved disse Ord pludseligt saa' op. "Jeg mener 201 selvfølgelig ikke, at jeg ikke med Lethed vil kunne skaffe Dem denne Sum. Selv det tredobbelte Beløb vilde ikke forskrække mig, skønt Bankerne er bleven meget forsigtige nu paa Grund af de sidste Tiders svære Tab paa Landejendomme … Der er derimod et andet Forhold, som jeg gærne vilde have Lov til at berøre for Dem, inden vi gaar videre. Vi taler jo her sammen i Fortrolighed, og jeg haaber ikke, at De vil tage mig mine Ord fortrydeligt op eller misforstaa min Hensigt med dem. Som De vist nok erindrer, omtalte De, da De for nogen Tid siden erholdt det ubetydelige Privatlaan af sex hundrede Kroner hos mig, at De agtede at anvende dette Beløb til Forbedring af Deres Mejeri, ikke sandt? Kort efter afrejste imidlertid – efter hvad der er mig fortalt – den ene af Deres Sønner til Amerika, og jeg tager vist næppe fejl, naar jeg formoder, at det var til dette Øjemed, den lille Sum var bestemt. Det hele er naturligvis en Ubetydelighed. Og dog skal jeg ikke nægte, at det forundrede mig 202 noget. Jeg havde rent ud sagt ikke ventet det af Dem … netop ikke af Dem."

Per Bonde var bleven blodrød og stirrede stift ned paa Gulvet. Han havde intet at svare hertil.

"Jeg beder Dem, som sagt, ikke at blive vred," vedblev Prokuratoren, mens hans smaa sorte Øjne aarvaagent vogtede paa den gamle Mand med et ligesom forsigtigt prøvende Blik. "Paa en Maade kommer Sagen mig jo slet ikke ved. Naar jeg alligevel finder Anledning til at berøre den for Dem nu, er det, fordi jeg netop i Dag har hørt, at ogsaa Deres ældste Søn tænker paa at udvandre i den nærmeste Fremtid."

Der gik et Ryk gennem Per Bonde. Vidste han ogsaa det?

"Jeg tager vel altsaa heller ikke fejl, naar jeg formoder, at de fire tusinde Kroner, De nu ønsker at optage, staar i Forbindelse med denne Deres Søns Udvandring. Men nu forekommer det mig, at jeg som Deres Raadgiver har en Forpligtelse til at spørge Dem, om det virkeligt forholder sig saaledes. Det vil jo 203 nemlig faa nogen Betydning med Hensyn til Renten af det eventuelle Prioritetslaan. Som De maaske véd, er Driftslaan at erholde i Amtets Landbosparekasse til nedsat Rente, hvorimod et almindeligt Laan naturligvis kun kan erholdes til Øjeblikkets Bankrente. Jeg beder Dem altsaa ganske ærligt at sige mig, hvortil De agter at anvende den omtalte Sum."

Per Bonde sad et Øjeblik, som om han betænkte sig.

"Det er til et Øltapperi," mumlede han derpaa, ligesom med Besvær.

"Ja."

Hr. Lønborg kneb sine smaa Øjne sammen. Han begyndte nu at forstaa.

"Ja, saa rejser Deres Søn maaske alligevel ikke til Amerika?"

"Nej – det troer jeg ikke."

Prokurator Lønborg nikkede, lagde Armene overkors paa Brystet og gjorde en lang 204 Pavse. Han var nu aabenbart kommen derhen, hvor han ønskede.

Pludseligt rejste han sig, gik et Par Gange frem og tilbage paa Gulvet og satte sig derpaa lige ved Siden af Per Bonde, idet han fortroligt lagde Haanden paa hans Knæ.

"Hør, kære Per Bonde, lad mig tale et Ord med Dem i Venskabelighed," sagde han i en ganske forandret Tone. "Tillad mig at tale til Dem – ikke som Forretningsmand og juridisk Raadgiver – men som Deres Ven. Jeg vil da ikke skjule for Dem, hvad jeg just har hørt, at der er gaaet visse Rygter om, at De ønskede at sælge … Niels Sørensen, som De jo kender, var netop i Dag heroppe hos mig, og Talen faldt da tilfældigt hen herpaa. Jeg véd altsaa ogsaa, at De med stor Bestemthed har tilbagevist disse Rygter … men, tillad mig, Per Bonde, er dette mon ogsaa rigtig vel betænkt af Dem? … Nej, nej, nu maa De ikke blive utaalmodig," vedblev han indtrængende, da Per Bonde gjorde Mine til at rejse sig. "Som jeg siger Dem, jeg taler her til Dem som Deres oprigtige Ven, og jeg haaber, at De 205 stoler paa min Uegennyttighed. De maa heller ikke tro, at jeg paa nogen Maade er vred paa Dem paa Grund af den lille Uefterrettelighed overfor det ubetydelige Privatlaan af sex hundrede Kroner. Sligt glemmer jeg altid strax, og maaske burde jeg slet ikke have omtalt den Sag. Nej, naar jeg føler mig forpligtet til at tale til Dem, som jeg gør, saa er det, fordi De har vist mig den Tillid at henvende Dem til mig i en vigtig Sag, og denne Tillid sætter jeg meget stor Pris paa. Enhver alvorlig Sag, der betroes til min Varetægt, er for mig et Hjærteanliggende. Jeg vil overalt helst lade Sagføreren tie og Vennen tale… Og nu er det da, jeg igen vil spørge Dem, Per Bonde om De ret har betænkt denne Sag? De kan dog vist ikke være blind for det skæbnesvangre i den Vej, De er ved at betræde. Naar De saaledes tilfredsstiller et enkelt af Deres Børns Krav, vil de andre rimeligvis snart fremkomme med deres Fordringer; og hvad De tilstaar den ene, kan De dog vanskeligt nægte den anden. Men hvorlænge vil De kunne blive ved paa den Maade? De vil dog 206 vist indrømme, at Deres Hjælpekilder hurtigt bliver udtømte, saalænge De endnu sidder i Gaarden… Jeg forstaar saa godt, kære Per Bonde, hvor tung den Tanke maa være for Dem at skulle skilles fra alt det, der fra Barnsben har været Deres kæreste Tanke, fra den Jord og den Gaard, hvori ogsaa Deres Fædre har lagt al deres Kraft og al deres Kærlighed, og som De selv ved Deres exempelløse Flid har hævet op til en virkelig Mønsterejendom. Thi det skal siges, at Kildegaarden er en Hæder for det hele Amt … Men paa den anden Side, kære Per Bonde, De vil dog vistnok indse, hvor vanskeligt det i Længden vil blive for Dem at modstaa Deres Børns bestemte Ønsker. De vil sikkert indse, at De derved blot udsætter Dem for at leve i en stadig pinlig Uro, der daglig vil forøges, fordi Børnenes Utilfredshed bestandig vil voxe … Jeg tager vist næppe fejl, naar jeg formoder, at De allerede har fornummet noget af, hvad jeg her berører … Deres Udseende i Dag fik mig strax til at tænke derpaa, da De traadte ind til mig. Tro mig, jeg har en lang Erfaring 207 at tale af. Jeg forstaar Dem derfor saa inderligt godt, Per Bonde; og – lad mig tilføje – De har min oprigtigste Medfølelse."

Per Bonde svarede ikke. Han sad og stirrede ubevægeligt ned mod Gulvet, mens hans Læber bævede.

Hr. Lønborg klappede ham atter hjærteligt paa Knæet og fortsatte i næsten salvelsesfuld Tone:

"Jeg er saa glad ved, at De ikke bliver vred over mine Ord, og ikke misforstaar dem. Jeg véd jo meget vel, at De allerbedst selv kan fornemme, om De har Vorherres Velsignelse til Deres Gærning – og det kunde i saa Fald aldrig falde mig ind at anbefale Dem nogen Forandring. Jeg kender Dem ogsaa godt nok til at vide, at De aldrig vilde sætte Dem op imod, hvad De føler, er Guds Vilje. Men jeg véd ogsaa, hvor vanskeligt det ofte kan være for os Mennesker at blive opmærksomme paa Guds Fingerpeg, netop hvor det gælder vore egne Forhold … Jeg beder Dem derfor, Per Bonde, ret nøje at tænke over, hvad jeg her har tilladt mig at sige Dem. Jeg tror ikke, 208 De vil komme til at fortryde det, om De tager denne Sag under fornyet Overvejelse. Det er dog saa smukt at kunne henleve sit Livs Aften i Fred med sig selv og sine kære i Stedet for at ende sine Dage i oprivende Kiv og Strid … det mener De dog ogsaa selv, ikke sandt?"

Per Bonde svarede ikke. Han sad bestandig og stirrede ubevægeligt ned mod Gulvet. Men mellem hans Fødder begyndte der at danne sig en vaad Plet – den ene store Taare efter den anden listede sig ned ad hans Kinder.

Da rejste Prokurator Lønborg sig, gik et Par Gange frem og tilbage over Gulvet og stillede sig derpaa atter op foran den gamle Bonde, idet han med en let Berøring lagde Haanden paa hans Skulder.

"De véd ikke, hvor forunderligt det er mig at føre denne Samtale med Dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke paa, at jeg vist egentlig er Dem altfor fremmed til at have Lov at tale saa ligefrem til Dem. Jeg skulde saa vist heller ikke have vovet det, dersom jeg ikke 209 netop havde haft en sjælden Liebhaver til Dem, – just den samme, som Niels Sørensen har talt til Dem om. Han er en saa solid Køber og har saa stor Lyst netop til Deres Gaard, at jeg – fra et rent Forretningsstandpunkt betragtet – vilde anse det som en sjælden Lykke for Dem at kunne sælge netop til ham. Det er saamænd ikke mere end et Par Dage siden, at han skrev mig til for at forhøre, om der var nogen Udsigt til, at der kunde komme en Handel i Stand. Nu kan jeg altsaa svare tilbage, at der ingen Udsigt er. Ikke sandt? Det er jo altsaa Meningen?"

Per Bonde svarede ikke.

"Det er jo altsaa stadig Deres Hensigt at optage denne Prioritet – saa lader vi med andre Ord ganske den anden Sag fare. Med Hensyn til Prioriteten, saa er det vel bedst, at vi strax opsætter de fornødne Dokumenter. Hvor stor en Sum var det nu, De ønskede?"

Men da Per Bonde heller ikke denne Gang svarede, bøjede Prokurator Lønborg sig helt ned imod ham og sagde sagte:

"Eller… har De maaske betænkt Dem, 210 Per Bonde? Skal jeg alligevel skrive til den Mand om at komme og se paa Deres Gaard?"

Per Bonde blev ved at stirre ned mod Gulvet, mens hans Læber sitrede. Saa hviskede han endelig "Ja" – og atter faldt to store Taarer ned mellem hans Fødder.

211

Nogle Dage derefter blev Kildegaardens Beboere skræmmet op af et vældigt Piskeknald og Lyden af en Vogn, der kørte ind gennem Porten.

Det var Øl-Sørensen og hans højhjulede Proprietærkøretøj.

Per Bonde havde ikke selv fortalt sin Familje noget om, hvad der forleden var forefaldet mellem ham og Prokurator Lønborg. Men Rygterne derom havde ad anden Vej naaet Gaarden, saa dette Besøg kom egentlig ingen overraskende.

Foruden Øl-Sørensen befandt der sig paa Vognen fire sværlemmede Mænd, der – efter flygtigt at have hilst paa Per Bonde, som sløv og bleg nærmede sig inde fra Stalden – strax 212 stillede sig op midt i Gaarden med skrævende Ben og begyndte at lade Øjnene glide mønstrende op og ned ad Længerne.

Selve "Liebhaveren" var en imponerende, fedladen Skikkelse med store, blonde Bakkenbarter og en hængende Dobbelthage. Han var iført en kort Spændejakke, ganske lysegule Benklæder og lakerede Skaftestøvler, hvori der var stukket en Ridepisk.

"Einfach!" sagde han og trak paa Skulderen.

Derpaa gik de ind i Stuehuset. Uden at tage Notits af Per Bonde, der tavs og sammensunken sjokkede bag efter dem, marcherede de ind gennem Stuerne med Hatten paa Hovedet og dampende Cigarer, undersøgte Køkken og Kælder, bankede paa Væggene, kiggede ind i Kakkelovnene og prøvede Gulvenes Bæreevne ved at faa dem til at gynge.

"Ja, her maa naturligvis ganske forandres," sagde Liebhaveren, da de til sidst kom ind i den store, tomme Gildesal, der laa for sig selv i den ene Ende af Bygningen. "Dette maa selvfølgelig være Dagligstue, og 213 saa maa den Væg dér ned for at skaffe Gennemgang til de andre Værelser."

"Naturligvis," brummede en af de andre. "Dette her er jo ganske taabeligt. Det var heller ikke ilde, om Loftet kunde blive højnet lidt; her trænger til Lys… En Veranda kunde man vel ogsaa anbringe her udenfor. Det vilde strax live lidt op."

De blev ved at tale om dette og udkaste Planer til hele Husets Ombygning, som om Per Bonde allerede slet ikke længer existerede. Derpaa vandrede de over til Staldene og fortsatte her deres omhyggelige Ransagen, idet det uafbrudt lød: "Denne Ordning duer slet ikke! Denne Mur maa væk, og Grebningen her skal sænkes mindst en halv Fod … dette er jo et skrækkeligt Roderi!"

Per Bonde stod i en Krog for sig selv og hørte til med bankende Hjærte. Skulde han virkelig finde sig i dette? Han havde en Fornemmelse, som om de med Knive sønderplukkede ham levende.

Saa fulgte han dem tilsidst ud i Markerne og Engene; og da de endelig vendte tilbage 214 herfra, var Haandslaget givet: Kildegaarden, ogsaa kaldet Kildelunden, var med Besætning og Avlsredskaber solgt til Landbrugskandidat F. von Frandsen fra København mod Købesummens fulde Udbetaling og Fraflytning inden Sct. Hansdag. –

**
*

Om Aftenen, da de fremmede var draget bort, og mens alle Børnene med Jubel drak Resterne af Lidkøbsdrikken inde i Stuen, stod Per Bonde ude paa sin Yndlingsplads bag ved Svinehuset, hvor han nu snart i et halvt Aarhundrede havde tilbragt sine Fritimer med at stirre drømmende ud over sin Ejendom.

Solen gik just ned under de høje Bakker bag ved ham og lagde et rødligt Skær ud over Engene og de grønnende Agre. Aldrig, syntes han, havde Rugen været saa grøn og Kløveren saa frisk som netop i Dag. Aldrig havde hverken Ager eller Eng spaaet om en saa rig og tidlig Høst.

215 Hans Øjne fyldtes med Taarer. Oppe under Himlen forkyndte Lærkerne med deres Kimen, at Vaaren var kommen, at Sommeren var nær; … men i Per Bondes Øre lød det som Ligklokkeklang over et afsluttet Liv. Alt svandt bort i Engens Taager for hans Øjne … det var forbi.

216

Der gik tre Aar.

Per Bonde boede i et lille Hus i Byens Udkant sammen med sin Kone og de to yngste Børn. Den øvrige Del af Familien var bleven spredt omkring, saaledes som den havde ønsket det. Peter havde faaet sin Øltapperforretning inde i Hovedstaden og viste sig hver Pinsedag med stor Glans i sin Fødeby, for hver Gang mere tyk og fornøjet. Olufsine var bleven gift med sin Skolelærer, hvem hun strax i det første Aar skænkede et Par fuldvægtige Tvillinger. Ja, selv den skrutryggede Sofie havde faaet sig en Mand, en ældre, agtværdig Enkemand, der paa Grund af de sidste daarlige Høstaar havde været nødt til at gifte sig igen for at undgaa Exekution.

217 Men skønt Per Bonde saaledes bestandig saa' det bedste Resultat af sin Eftergivenhed overfor Børnenes Fordringer, var hans Sind ikke bleven formildet. Tværtimod. Det var, som om al den Bitterhed, han i de sidste Aar havde maattet bide i sig, nu brød ud med fordoblet Voldsomhed. Han var ikke langt fra at hade sine Børn. Naar nogen af dem kom tilrejsende for at besøge ham, vilde han næppe vise sig i Stuen, og altid gik han og smaamumlede og brummede, som om han ved sig selv udstødte Forbandelser.

Han var i Løbet af kort Tid bleven en hel Olding at se paa. Hans Haar var kridhvidt, hans Ryg ganske kroget; og naar han gik, maatte han støtte sig til en Kæp, saa det var let at skønne, at han ikke kunde have langt tilbage.

Endnu havde han dog Kræfter til hver eneste Dag at stavre hen til et Dige, hvorfra han kunde se ud over alle Kildegaardsjorderne. Her stod han ofte i timevis, med begge Hænderne hvilende paa sin Stav, og fulgte med stirrende Øjne og mimrende Mund de travle 218 Høstfolk eller Plovspandenes Gang op og ned ad de kendte Agre. Han vidste Besked med ethvert Arbejde baade i Mose og Eng … men saasnart han fik Øje paa den nye Ejer, naar denne kom spaserende over Markerne i lange Ridestøvler og fulgt af sine Hunde, vendte han sig om og humpede hjem, mens han mellem sine sorte Tandstumper fremstødte Eder og Forbandelser.

Undertiden kunde han komme hjem i det heftigste Sindsoprør, fordi han paastod, at den nye Ejer drev Rovdrift paa Gaarden, udpinte Markerne og skændede Besætningen.

"Han udperker Jorden! … Han udperker Jorden!" kunde han blive ved at fremstamme, mens han rokkede frem og tilbage i Stuen og i næsten grædefærdig Ophidselse stødte sin Kæp mod Gulvet. "Og mit røde Hors! … Der er ikke Sul paa Benene af det. Mit røde Hors! … Han er en Røver! … Han er en Røver!"

Der var Dage, hvor han hverken vilde spise eller drikke; og der var Dage, hvor han 219 sad i sin Armstol og græd, "fordi han var saa fattig".

Tilsidst havde han slet ikke Samling paa sine Tanker, og det var næppe nok, at han kendte sine Omgivelser. Mest talte han om alle de Heste, han havde haft, og som han aabenbart ventede at gense hinsides. Han kunde huske hvert Kreatur, der havde været indenfor hans Stald, lige siden han var Dreng, og bestandig sad han og mumlede om "den hvidsokkede", "Jørgen Persens røde", "det gamle Stumpøg", o. s. v.

Endelig forbarmede Døden sig over ham, og han fik Fred.