Den stærke Skrædder
237 En Landsby fik engang en ny Skrædder.
Han var baade halt og skrutrygget; og da han tilmed var fra en By ved Navn Stumperup, var det ikke underligt, at han blev en Skive for Byens Vittighed. Især var Pigerne slemme imod ham. Og allerværst var den store, smukke Abelone, som alle Byens Karle nappedes om; … men uheldigvis var det netop ogsaa hende, den lille Skrædders Hjærte allerheftigst begærede.
Men hvad han manglede i Benene, det havde han i sit Dværgehoved; og ved flittig Læsning i Verdenskrøniken og i navnkundige Mænds Historie havde han lært, hvorledes man bliver æret og frygtet i Verden; og han besluttede nu selv at forsøge en Genistreg.
En Aften var der Juledans paa Kroen. Der blev drukket tæt, og ud paa Natten begyndte nogle øre Karle, der sad bænkede i Skænkestuen, at prale af deres Styrke.
"Jeg kan bære en Plov paa Nakken fra Kirketaarn til Kirketaarn!" raabte En og huggede Brændevinsglasset i Bordet med en Ed.
"Hvad er det at skryde med!" sagde en anden haanligt. "Jeg kan tage en Otting Øl paa min flade 238 Næve og drikke den ud af Spunsen! Gør mig det efter, hvem der kan!"
"Aa, Fanden!" skreg en tredje. "Jeg kan ta' en Tønde Rug under Armen ligesom en Visk og danse en Sekstur med den!"
"Jamen jeg kan tage to," lød det stilfærdigt fra den lille Skrædder, der sad for sig selv henne i en Krog, hvor ingen havde lagt Mærke til ham.
"Hvad er det, han siger?" raabtes der fra alle Kanter. "Vil du bære to Tønder Rug, bitte Skrædder?"
Han nikkede roligt bekræftende.
Karlene saae paa hinanden.
Da raabte én:
"Det Ord skal du staa ved, Skrædder! Kom an! Vi rydder inde i Salen!"
Nu blev der Storlatter. I Hast gjordes Dansesalen ryddelig. Fra Tærskeloen blev to fyldte Tøndesække baaret ind paa Gulvet, og under Karlenes Hujen og Pigernes Fnisen samlede man sig i en stor Rundkres omkring dem.
Men da den pukkelryggede Skrædder koldblodigt trak sin Frakke af, spændte Buxeremmen fastere om Livet, løste sin Halslinning og til sidst stillede sig ind imellem Sækkene, blev der efterhaanden stille i Forsamlingen.
Han kastede sit lange Haar bort fra Panden, aandede paa sine Haandflader og trak til sidst Vejret tre Gange langsomt og dybt – alt mens Tilskuerne i stigende Spænding fulgte enhver af hans Bevægelser.
Kunde det være muligt? Skulde han virkelig kunne udføre det?
Endelig trak han op i sine Bukser oven over Knæene og bøjede sig ned imod Sækkene. Med stor Omhu anbragte han en Arm omkring hver af dem, stemmede Fødderne kraftigt mod Gulvet og trykkede Tungespidsen ud imod den ene Kind – 239 ligesom for med et eneste, overmægtigt Ryk at løfte Sækkene fra Jorden.
Der var i dette Øjeblik en aandeløs Stilhed i Salen. Nogle af Kvinderne, der stod fremmest i Kresen, blev blege, og en af dem raabte:
"For Guds Skyld! Hold op! … Han sprænger sig selv!"
Sækkene blev da ogsaa ganske roligt liggende paa Gulvet.
Da lod Skrædderen, som om han blev forbitret, lagde det ene Knæ mod Jorden, bed Tænderne sammen, pressede Blodet til Hovedet og fik Lemmerne til at sitre. Det saae ud, som om han var fast bestemt paa hellere at ødelægge sig selv end at give tabt.
"Hold op! Hold nu op!" raabte flere, ogsaa blandt Mændene, – og Kvinderne vendte sig bort.
Og skønt Sækkene bestandig stod lige urokkede, og skønt Skrædderen tilsidst virkelig opgav Forsøget, rejste der sig ingen Haanlatter. Alle saae de paa ham med Øjne, der var stive af Ærefrygt, idet han brød sig Vej gennem Kresen og gik bort.
Og overalt, hvor den lille Skrædders Navn efter denne Dag kom paa Tale, hed det:
"Det er en Helvedeskarl! Hvem skulde have troet det! … Han er sgu' lige ved at kunne løfte en Tønde Sæd under hver Arm!"
Ja, da han nu friede til den smukke Abelone, slog hun straks til med Kyshaand og levede siden lykkeligt i stolt Forvisning om, at hun ejede den stærkeste Mand i hele Herredet.