Det forjættede Land

[gå tilbage]

358

Fjerde Bog

I

Rughøsten var begyndt i Regn, og det saae ud til, at den ogsaa skulde ende i Regn. Hver Morgen steg Solen op i klar Himmel men bebudede falskelig en herlig Dag. Ikke saa saare havde Bønderne kørt deres Høstvogne ud i Markerne og faaet bundet det første Læs, før mægtige Dommedagsskyer skød sig op over Horisonten, og Dagen igennem faldt der stride Byger af Regn og ærtestore Hagl, mens man næsten uafbrudt hørte Tordenen rulle et eller andet Sted i det fjerne.

En Eftermiddagsstund laa Præstegaardskarlen Niels paa Ryggen over sin Seng med den ene Haand mageligt under Hovedet. Han havde tilbragt et Par Timers Tid i denne Stilling og efter Sædvane fyldt Kammeret med en uigennemskuelig Tobaksdamp; og skønt det allerede var langt over Middags-Hviletiden, tænkte han ikke paa at lette sig af Dynerne. Han var ganske fortabt i sin Yndlingsbeskæftigelse: at fantasere over Fremtiden. Han saae for sig en stor Stue, hvis fire høje Vægge fra Loft til Gulv var dækkede med Reoler fulde af prægtige Bøger saadan som i Studereværelset 359 ovre hos den lærde Præst i Kyndløse, hvor han engang havde været for at hente sin Daabsattest. Midt paa Gulvet anbragte han et stort, firkantet Bord, dækket med et grønt Klæde og overfyldt med tykke Folianter. Gardinerne for Vinduerne var nedrullede, en Lampe brændte paa Bordet, og ved dettes ene Ende sad han selv, "Provst Damgaard", i en stor Lænestol, iført Slobrok og smukt broderede Tøfler. Han sad med Haanden under Kinden og læste i en meget gammel, græsk Bog. Henne paa en af Reolerne stod hans egne Værker i Pragtbind: Opbyggelsesbøger og Prækensamlinger med Guldsnit, lærde Skrifter samt mægtige, samfundsrevsende Skuespil fulde af store profetiske Syner og dristige Tanker.

Han blev revet ud af disse herlige Drømmerier ved at høre klaprende Trætøffeltrin ude i Gaarden og derefter en langtrukken, skiftevis pibende og skrigende Lyd. Det var Abelone, der var henne at hente Vand ved Posten.

Han laa stille og smilte hen for sig. Han hvilede rolig i en lykkelig Følelse af, at han endelig havde frelst sig ud af den Fristelse, hvori Abelones modne Skønhed en Tid havde sat ham. Det havde ingenlunde været let for ham at give Afkald paa hende, skønt hun var en Pige ganske uden Midler. Men han havde klarlig indset, at om han gav efter for sin Svaghed, vilde han rimeligvis aldrig naa ud over sin forsmædelige Stilling som "Gaardskarlen Niels". Han maatte være fri og uafhængig eller i hvert Fald gøre et ganske andet Gifte, om han skulde naa det store Maal, han havde sat sig: at gøre Navnet N. Damgaard berømt over det ganske Land. Og han havde i Forvejen Hindringer nok at overvinde. Havde han f.Eks. ikke heddet Niels men derimod noget som Fritjof eller Arne eller Bjørnstjerne, vilde Navnet ganske anderledes let have indprentet sig i Folks Hukommelse. Niels derimod – –

Han foer op. Han havde atter hørt Trin ude i 360 Gaarden men denne Gang stærke Træskotrin … Emanuels.

Han listede sig til at kigge ud bag sit Vindues hvide Forhæng og saae sin Husbond komme henne fra den lille Laage ved den ene Gavl af Stuehuset. Han blev hed om Ørene; midt i Gaarden laa Seletøjet og røbede, at han endnu ikke var kommen ud i Pløjemarken, og Emanuel var i den sidste Tid bleven saa urimelig, havde faaet saa mange besynderlige Indfald, ja kunde ligefrem blive opfarende, naar han var vred.

Niels smilte lettet; – uden at se enten til højre eller venstre var Emanuel forsvunden op ad Forstuetrappen. A … ah! Med en minutlang Gaben strakte han endnu en Gang sin dovne Krop, skød besværligt Benene over Sengekanten og blev en Stund siddende med Hovedet i Hænderne, yderst veltilfreds med sig selv. Hi-hi! Han mente at kende den hemmelige Grund til Emanuels forandrede Væsen overfor ham. Emanuel var jaloux paa ham, det var Sagen! Niels havde rigtig gottet sig ved at mærke, hvor bitter han var bleven over hans sidste Artikler i "Folkebladet" og den Opsigt, de havde vakt. Men han skulde snart faa nyt at høre!

 
II

Da Emanuel nogen Tid efter kom ind i Stuen, sad Hansine i sin Armstol ved Kakkelovnen med et Lerfad i Skødet og bælgede Ærter.

"Skal du bort?" spurgte hun og kastede et lidt mistænksomt Blik hen paa hans Paaklædning; han havde ombyttet Arbejdsdragten med sin graa Frakke og var ifærd med at binde det sorte Halsklæde, som han udenfor Hjemmet bar i Stedet for Flip.

"Ja, jeg bliver nødt til at gaa. Jeg maa ud til Mosekærshusene. Der er igen stiftet Ufred derude; – 361 Folkene vil ikke tage Arbejde. Og nu, netop i Høstens Tid, gaar saadan noget dog virkelig ikke an."

Han vilde just gaa ud af Døren, da Hansine sagde:

"Det er sandt … unge Rasmus Jørgen var herinde i Formiddags, da du var i Marken. Jeg skulde sige til dig, at han maatte endelig have det Læs Byghalm, du havde laant af ham engang sidste Vinter. Han kunde ikke længer undvære det, sagde han."

Emanuel stod med Haanden paa Dørlaasen og blev mere og mere rød i Ansigtet.

"Et Læs Byghalm, siger du?"

"Ja, du havde nok lovet ham det i Foraaret," vedblev Hansine. "Men nu maatte han endelig have det, ellers blev han selv nødt til at købe."

"Men Byghalm paa denne Tid af Aaret … hvor skal jeg skaffe det fra? Sagde du ikke det til ham?"

"Jeg sagde, at jeg skulde nok give dig Beskeden."

"Veed du, Hansine," – sagde Emanuel efter nogle Øjeblikkes Tavshed – "Rasmus Jørgen skal nok ligesom vor egen Niels være bleven en hyppig Gæst ved Maren Smeds Bønnemøder, og jeg troer at forstaa, at man der stiltiende har sluttet en Slags Sammensværgelse imod mig. Jeg veed ikke hvorfor. Men Tvedragtens Aand har faaet Indpas hos os paa det sidste. Væveren hører jo ogsaa med til Maren Smeds Venner; han har holdt sig ganske borte fra os i den sidste Tid, – det huer mig ikke. Det bæres mig i det hele for, at vi gaar urolige Tider imøde her i Menigheden. Gud holde sin Haand over os alle!" – – –

I lang Tid efter Emanuels Bortgang var der fuldkommen stille i Stuen. Ved Siden af Hansine sov den lille Dagny i sin blomsterbemalede Trævugge, og henne under Vinduet sad Sigrid paa en Skammel, beskæftiget med at sy farvede Sting paa en Klud. Egentlig sad hun her i Skammekrog, fordi hun igen var kommen hjem fra sin Leg ved Gadekæret med tilsølede Klæder; og da Hansine havde bebrejdet hende det, 362 havde hun brugt et stygt Ord, som hun paastod at have lært af Hjulmandens Drenge. Det var Emanuel selv, der havde paabudt, at hun til Straf skulde holdes hjemme om Eftermiddagen; og han havde sagt til Hansine, at det vist i det hele var bedst for Fremtiden at holde et lidt vaagent Øje med, hvem der var hendes Legekammerater.

Barnet sænkede pludselig sit Sytøj i Skødet, lagde Hovedet paa Siden og gav sig til i dyb Tankefuldhed at stirre op mod Loftet. Efter nogen Tids Forløb rejste hun sig og gik hen og lagde sig op ad Moderen.

"Mo'er," sagde hun sagte. "Kan du huske hende den fine Dame, som var her den Dag, … hende, som legede med mig ude i Haven?"

"Det kan jeg vel nok, mit Barn. Du har jo saa ofte talt om hende."

"Jamen, kan du huske, Mo'er, at hun sagde, jeg skulde komme ind til Kø'ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa'e hun. Jeg maatte gerne være inde hos hende altid … og jeg maatte ogsaa faa Dukkestuen, sa'e hun."

"Det gjorde hun vist ikke. Der siger du vist igen noget, der ikke er rigtig sandt, Sigrid," sagde Hansine og saae irettesættende paa hende.

Barnet blev rød i Kinderne og sænkede Blikket mod Gulvet.

"Forresten … du kunde maaske have godt af at komme lidt bort," vedblev Hansine lidt efter. "Saa lærte du da ikke saa mange slemme Ting og kunde komme til at passe lidt bedre paa dine Klæder."

Ved disse Moderens Ord, der pludselig bragte hende Stuearresten i Erindring, blev Sigrid endnu mere rød og listede skamfuld tilbage til sin Skammel.

Og atter var der i lang Tid fuldkommen stille i Værelset. Der hørtes kun de summende Fluer, der foer op og ned bag Ruderne, og Lyden af Abelones Skurevisk ude fra Køkkenet.

363 "Mo'er," sagde saa igen Sigrid med ganske sagte Stemme. "Naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til og ikke mere siger stygge Ord, maa jeg saa komme til Kø'ham."

Hansine kunde ikke lade være at smile lidt.

"Vil du da saa gerne ind til den Dame i København, Sigrid?"

"Ja, det vil jeg rigtignok; hun var da pæn. Synes du ikke ogsaa, Mo'er?"

"Jo, det synes jeg …"

"Mo'er, … naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til, kan jeg saa ogsaa blive saadan en fin Dame, naar jeg bliver stor? Hva', Mo'er?"

Hansine svarede ikke straks.

"Aa, ja; det kunde du jo vel egentlig nok," sagde hun saa og faldt hen i Tanker.

 
III

I den Trang til Ensomhed, der i den sidste Tid var bleven bestandig stærkere hos Emanuel, havde han forladt Sognevejen og var gaaet ad en Sti langs Markskellene for at naa ud til Mosekærshusene. Denne afsidesliggende Rede for Egnens Fattigfolk var en Kilde til stadig Uro og mismodig Bekymring for ham. Trods alt, hvad han dels personlig, dels ved Menighedens Bistand havde ofret for at afhjælpe Nøden der, baade den aandelige og den materielle, var der sletintet blevet udrettet. Efter syv Aars Anstrengelser og Opofrelser havde endnu ingen af disse sammenfaldende Lerhulers ulykkelige Beboere røbet mindste Tegn til vaagnende Følelse af deres Menneskeværdighed. Snarere klagedes der nu mer end nogensinde over Mosekærsbefolkningens natlige Rapserier fra Kartoffelkuler og Blegepladser, og ofte kunde hverken gode Ord eller høj Betaling drive dem til at arbejde.

364 Emanuel gik langsomt og saa ganske hensunken i sine Tanker, at han næsten foer sammen ved pludselig at se et Menneske dukke op paa Stien et Stykke foran ham. Og hans Uro blev ikke mindre, da han i den duvnakkede og unaturligt langbenede Skikkelse hurtig genkendte Væver Hansen.

Emanuel havde altid næret nogen Mistillid til Væveren, hvis sære, mistroiske og indesluttede Væsen var saa forskelligt fra hans egen aabne og trohjertede Natur. Særlig i den sidste Tid havde han følt sig utryg overfor ham. Han havde en Fornemmelse af, at denne Mand vilde ham tillivs, men kunde ikke komme undervejr med, hvad det var for Formaal, han gik og skjulte for ham.

De hilste tavst paa hinanden med et Haandtryk og blev staaende hver paa sin Side af Stien.

"Naa, er der noget nyt?" spurgte Emanuel for dog at sige noget.

"Aa, et og andet sker der jo immer," svarede Væveren; han stod med sine store, røde Hænder stukket ind mellem Frakkeærmerne og de sorte Voksdugsmanchetter og saae ud over Markerne. "Men det er desværre ikke altid af det bedste."

Emanuel kunde høre paa hans Tone, at han havde en Jobspost at meddele.

"Jeg kan forresten godt følge med dig et Stykke Vej, om du saa synes," vedblev Væveren. "Jeg har ikke saa travlt idag."

De gik en Stund i Tavshed.

"Det havde jeg saamænd ellers ikke ventet, at jeg skulde træffe dig saa langt fra Hjemmet, Emanuel. Jeg saae nyssens Kyndløse-Doktorens Vogn age op ad Vejlby til … og jeg veed ikke af, at der er nogen Sygdom der. Hm!"

Emanuel svarede ikke. Det var langtfra første Gang, han havde maattet høre Spydigheder af sine Venner paa Grund af sit Besøg hos Doktor Hassing.

365 "Det er vistnok paa en Maade en ret flink Mand, den Hassing – saadan af Anseelse," vedblev Væveren med sin alleruskyldigst lydende Stemme.

"Aa ja," svarede Emanuel adspredt.

"Man kan da derfor kun daarligt forstaa, at han er saa grumme forskrækkelig i sine politiske Anskuelser? Det er dog egentlig ret besynderligt."

"Jeg troer ikke, Doktor Hassing befatter sig med Politik."

"Nej; det var egentlig ogsaa saadan, jeg mente. Folk siger jo, at han bare lever for at nyde denne Verdens Glæder. Jeg har hørt snakkes om, hvordan det skal gaa til hjemme hos ham med Vellevnet og Forlystelser … rigtig saadan med de pirrende Sager. Og saa skal det nok ogsaa være saadan ret et slemme Letfærdighedens Sprog, der føres der i Huset – –"

Emanuel hørte ikke længer efter ham; ved at gaa der med Væveren var hans Tanker paa naturlig Vis bleven ført tilbage til de Betragtninger om Mosekærshusenes uophjælpelige Elendighed, som han et Øjeblik var kommen bort fra. Han tænkte paa, at her ved hans Side gik jo dog et Menneske, der virkelig havde hævet sig op af Fornedrelsens Sump. Væveren var barnefødt i Mosekærshusene; hans Fader havde været Svinerøgter paa Herregaarden Tryggerløse i Vesterbysognet, og selv havde han som Barn vogtet Gaardens Faar. Rigtignok blev Væveren altid meget ordknap, naar Talen faldt paa hans Ungdom; men saa meget troede man dog med Bestemthed at vide, at han engang som Dreng havde været Vidne til, hvorledes Herremanden gennempryglede Faderen med sin Stok, og at denne Barndomsoplevelse havde sat dybe Mærker i hans Sind, ja havde præget ham for Livet.

Emanuel følte pludselig en sugende Smerte i Hjertet ved at tænke paa, at det var en Voldshandling og ingen Kærlighedsgerning, som havde givet dette Fattigbarn Kraft til aandelig Oprejsning!

366 Han blev revet ud af disse Tanker derved, at Væveren standsede og sagde:

"Ja, du veed vel, Emanuel, at han endelig har bekendt?"

"Hvilket? Hvem har bekendt?" sagde Emanuel fortumlet.

"Sogneraadsformanden naturligvis … Hvem tænkte du ellers paa, Emanuel?" spurgte Væveren med spidsede Øren.

"Hvad har Sogneraadsformanden bekendt? … Jeg forstaar ikke et Muk."

"Han har omsider tilstaaet at have levet i Uterlighed. Vi var jo nok nogle, som længe har haft en Mistanke derom; men man kunde jo næsten ikke tro det muligt, at en Mand, der stod som politisk Fører for en kristelig Menighed, kunde saa rent glemme Skriftens Ord om Skørlevnerne og de urene. Saa var vi et Par Stykker, som imorges tog os over at gaa til ham og foreholde ham, at han nu maatte rense sig for de slemme Rygter, der gik om ham; og saa tilstod han jo tilsidst, at han lige siden sin Kones Død har levet et uterligt Samliv med store Sidse."

"Det er da ikke muligt, hvad du siger?" udbrød Emanuel ligbleg og støttede sig til sin Stok; – det var, som om Jorden begyndte at vakle under ham.

"Ja, det maa du nok sige. Det er en Tildragelse, som giver os alle meget alvorligt at tænke paa. Jeg mener nu, at det vilde være bedst snarest muligt at faa Menighedsraadet sammenkaldt, for at Sagen kan blive drøftet. Jeg vilde justement iaften have kigget ind til dig for at snakke med dig derom. Det gælder om ikke at tøve med at afvaske den Plet, som her er sat paa vor Menighed."

Emanuel, der syntes i Væverens Tone at spore en undertrykt Skadefryd ved Tanken om Sogneraadsformandens forestaaende Fald, kunde ikke lade være med at sige:

367 "Det er underligt at høre netop dig være saa ivrig i den Sag, Jens Hansen, aldenstund det dog nærmest skyldtes dig, at Hans Jensen i sin Tid kom frem paa Førstemandspladsen her i Menigheden. Du veed, at vi den Gang var mange, der havde vore Betænkeligheder derved … hans Fortid var jo langtfra dadelfri; men du holdt bestandig paa, at det skulde vi ikke bryde os om; han var netop den rette Mand, sagde du; og dermed lod vi os berolige. Er der her gjort nogen Fejl, saa er det nærmest dig, der bærer Skylden for den."

"Ja, det fragaar jeg saamænd ikke, at jeg holdt paa Hans Jensen," svarede Væveren med et bredt Smil. "Og det mener jeg forresten endnu, at for den Politik, der den Gang skulde føres, var han netop den rette Mand. Til at køre i Grøften med er alle Kuske lige gode! … Men nu skulde vi vel se at faa lettet os op af Grøften, mener jeg."

"Ja ja – handl du i den Sag, som du finder rigtigt og forsvarligt," sagde Emanuel, idet han standsede og gav ham Haanden til Farvel. Han vilde være det Menneske kvit. Han trængte til at blive ene for at klare sig det overvældende Indtryk, denne Afsløring havde gjort paa ham. Hans Anelse om, at et Uvejr nærmede sig, havde da altsaa nu bekræftet sig. De onde Dage stod allerede for Døren! … Det skulde nu vise sig, om det Værk, han havde opbygget her i Menigheden, Gud til Ære og Pris, vilde staa sin Prøve – eller synke i Grus.

Nej, nej! Han vilde ikke tvivle! Naar Herren lod Stormene rase, var det ikke for at lægge øde, men for at rense ud.

"Han elsker den, han tugter."

368

IV

Væverens Meddelelse havde sat Emanuels Sind i en saa heftig Bevægelse og givet ham saa meget nyt og alvorligt at tænke paa, at han for den Dag maatte opgive Besøget i Mosekærshusene. Først den næste Dag naaede han derud.

Men ogsaa da var det med uroligt Sind og tungt Hjerte, at han gik Vejen udover Markerne. Rygtet om Sogneraadsformandens Bekendelse var ihast fløjet over Sognet og havde vakt en overordentlig Bevægelse. De, der i Forvejen havde vidst god Besked, anstillede sig næsten mest forargede, særlig Skibberupperne. Væveren havde bearbejdet Stemningen godt, forinden han lod sin velanbragte Mine springe. Det gamle Fjendskab mellem Skibberupperne og Vejlbyerne, hvem den politiske Kamp en Tid havde ført sammen, var efter dennes uheldige Udfald blusset op igen, endog med forøget Styrke. Det var de stridbare Skibberuppere, der havde begyndt Tvisten ved at paastaa, at Vejlbyerne havde tilegnet sig en for stor Indflydelse i Menigheden; og det var derfor ogsaa særlig dem, der nu vilde benytte Lejligheden til at fortrænge Sogneraadsformanden fra hans Magtstilling. Menighedsraadet skulde nu samles til et Møde den næste Dag, og Væveren havde allerede til dette bebudet "nye Afsløringer".

Da Emanuel naaede op til de saakaldte Rævebakker, en Samling vortelignende Højder, hvorfra Landet sænkede sig ned imod det side Mosedrag, blev han staaende med Hænder og Stok bag paa Ryggen og faldt i Tanker. Han stirrede over Mosen ud mod Kyndby-Sognets grønne Engflade med det brede, spejlblanke Aaløb og de mange smaa Engmøller og spredtliggende Smaahuse. Hans Sind fandt et Øjebliks Hvile og Befrielse under Betragtningen af det venlige Landskab, der selv under Eftermiddagens mørke, regntunge 369 Skyhimmel syntes ham et yndigt Billede paa Fred og rolig Lykke. Han kunde øjne selve Kyndløse By og den slangebugtede Vej, ad hvilken han hin Aften var gaaet sammen med Frøken Ragnhild, – ja med en lille Hjertebanken opdagede han ogsaa Taget paa Doktor Hassings Villa, der laa fornemt indesluttet i sin store Have.

Egentlig undrede det ham, at han ikke en eneste Gang havde mødt Frøken Tønnesen, da hun dog sikkert endnu var her paa Egnen. Han vidste, at Folk havde set hende køre omkring med Doktoren, naar denne var ude i Sygebesøg, – og han havde ingenlunde gjort sig Umage for at undgaa hende. Skønt han ikke var sig det fuldt bevidst, havde det tvertimod baade paa denne og den foregaaende Dag været en medvirkende Aarsag til hans Vandringer ud til Mosekærshusene, at Kørevejen til Kyndløse gik i en Bue nedenom Rævebakkerne.

Langt ude over den fjerne, mørke Skovkrans var Himlen bleven klar og blaa. Hvide, solbelyste Skybjerge løftede sig hist og her over Horisonten og sank langsomt ned igen. Af Trang til at frigøre sig for alt det, der tyngede ham, lod han sig rive hen af dette Syn og stod en Stund fortabt i ubestemte Drømmerier. Det var for ham som at se et luftigt Skønhedsrige stige straalende op af et Mørkets Dyb og atter svinde hen. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde … eller som i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor højt over Skyen og Jammeren skjuler sig i de mørke Dale. Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende Kilder og Dans paa grønne Enge …

Han vaagnede med et Ryk. Og saa flygtige havde hans Drømme været, at de svandt bort af hans Erindring, i samme Øjeblik han vaagnede til Bevidsthed. 370 De efterlod kun en Fornemmelse af forøget Tyngsel over Brystet, – og med langsomme Skridt steg han ned imod Mosekærshusene.

De laa dernede under ham paa bægge Sider af et lille, halvt udtørret Bækkeløb, – en Række ynkelige Lerhytter, der i deres Affældighed støttede sig til hinanden, som om de i Forening stod og grundede over deres Skæbne. Pladsen foran dem var en Mødding af gammel Halm og Potteskaar, og der var næppe et eneste Hus med hele Ruder eller uden store Huller i det sammensunkne Straatag.

Emanuel styrede henimod et af de yderste Huse – en udbuget, bagerovnlignende Rønne med to smaabitte Vinduer, der under det nedhængende Tagskæg stirrede ud imod ham som et Par onde Øjne. Foran Indgangsdøren stod en høj, kroget Oldingeskikkelse med en Økse og pindede Skovkvas.

Idet han nærmede sig, foer en lille, pølsetrind Køter ham i Benene og vedblev besat af Arrigskab og under en hæs Hvæsen og Gøen at trille sig foran ham og vise Tænder. Emanuel, der aldrig kunde bringe over sit Hjerte at slaa et Dyr, kunde længe ikke komme frem for den.

Skønt den gamle henne ved Huggeblokken meget godt havde set ham og ogsaa umuligt kunde undgaa at lægge Mærke til Køteren, kaldte han den ikke til sig og lod sig overhovedet ikke forstyrre i sit Arbejde.

"Er det din Hund, Ole Søren?" raabte tilsidst Emanuel i en noget opbragt Tone.

"Næ," brummede den gamle uanfægtet, endog uden at se op. "Jeg er selv Hund!"

En højtfrugtsommelig Kone viste sig i det samme i Hyttens Dør. Men ikke saa saare havde hun faaet Øje paa Emanuel, før hun skyndte sig ind igen. Og pludselig blev der Travlhed inde i Stuen; der hørtes ivrig Hvisken, blandet med Lyden af klirrende Husgeraad. Samtidig saaes der opskræmte Skikkelser ogsaa 371 i de andre Hyttedøre, og uredte Hoveder kiggede ud bagved Gavlene.

Emanuel befriede sig endelig ved Hjælp af sin Kæp fra det rasende Dyr og gik ind i Huset.

Allerede ude i den lille Forstue, hvor han maatte gaa helt krumbøjet for ikke at støde Hovedet mod det spindelvævsbehængte Loft, sporedes en stærk Spirituslugt, blandet med Stanken af Sengemug og Menneskeuddunstninger. Han bankede paa Døren og kom ind i en halvmørk Stue med et Klapbord, en Kistebænk og et Par mønjerøde Stole.

Det var Svend Øls og Per Brændevins Hjem, han traadte ind i.

Skønt den første af dem var gift og havde flere Børn, mens den anden var Ungkarl, havde de to uadskillelige Venner levet her mange Aar i samme Stue og ved samme Bord, … ja efter en udbredt Mening gik Fællesskabet imellem dem endnu langt videre og havde sat sine tydelige Mærker paa et Par af Ægteparrets Børn.

Svend Øls lille flenskallede Skikkelse med de fede Lemmer og den nævestore Knude over det ene Øje rejste sig besværligt fra Kistebænken, da Emanuel traadte ind. Med Hovedet lagt paa Siden, og idet han holdt den højre Underarm trykket stivt ind mod Brystet, gik han klynkende hen og bød velkommen. Samtidigt sneg Konen sig ud bag Emanuels Ryg med en Kaffekande under Forklædet.

"Det var dog en gudsvelsignet Overraskelse," sagde han og rakte ham sin venstre Haand. "Det havde vi jo dog aldrig ventet, at Hr. Pastoren … at Emanuel, vilde jeg sige … skulde gøre os en Besøgelse idag. Men det kommer just rigtig tilpas for os; vi trænger allesammen til et godt Trøstens Ord i denne Tid, hvor Vorherre har hjemsøgt os med Svagheder af alle Slags – –"

Han blev afbrudt af Emanuel, der – overvældet 372 af Stanken i Stuen – straks havde sat sig ned paa en af de røde Stole.

"Lad os tale et Ord med hinanden i Alvorlighed, Svend! … Hvad er det, jeg igen maa høre om dig og Per. I vil ikke tage Arbejde, siger man!"

Svend Øl indtog igen sin Plads paa Kistebænken og satte et ynkeligt Ansigt op.

"Saa sandt jeg sidder her en Synder for Gud … der er ingen, der heller end jeg vil baade slide og slæbe," snøftede han, mens han med den venstre Haand gned sig forsigtigt over den højre Underarm, hvilken han stadig holdt stift ind mod Kroppen, som om han bar den i et usynligt Bind. "Men hvad skal en stakkels Krøvling gøre, naar Gægten ta'er ham, saa man maa ligge og skrige og jamre sig den hele Nat værre end en Basselkvind'. De … du, mener jeg … du kan tro, det er en Ynk for en stakkels Mand, som har Kone og Børn at forsørge – –"

"Aa, saa slemt er det vist heller ikke fat med dig, Svend," afbrød Emanuel ham igen og saae paa ham med et fast Blik. "Du kunde jo da forleden være med til Slagsmaal ovre i Vejlby'1 Kro, … ja, det har man altsammen fortalt mig. Per var jo ogsaa med. Hvor er han henne nu?"

Svends fedtede Blik gled hen til Alkovesengen i den ene Væg; – her laa Per Brændevin paa Ryggen over Halmen og sov. Man kunde ikke se andet af ham end et sammenklistret Haar og et blegt Ansigt, hvori der var nedtrykket en mørkeblaa, blank og sprukken Næse, der lignede en overmoden Blomme.

"Hvad betyder det?" spurgte Emanuel mere og mere uhyggelig tilmode i Stuens Smuds og Halvmørke. "Er Per maaske ogsaa syg?"

"Ja, han har det saa slemme med Hovedværk … og med Kolden. Den kommer over ham, uden at han veed et Ord af det at sige. Li'esom han allerbedst sidder, ta'er hans Tænder til at klapre i hans Mund, 373 og han ryster og bævrer over hele Skroget … det er ligefrem fælt at se paa."

Men Emanuel lod sig ikke længer føre bag Lyset. Han var i den sidste Tid bleven nøjeseende indtil Mistænksomhed, og han saae hurtigt, at det ikke var nogen Feberpatient men en døddrukken Mand, der laa derhenne under Dynevaaret og forgæves søgte at overvinde Søvnen og løfte Øjelaagene.

Han rejste sig op. Hans Sind var i Oprør. Med harmdirrende Stemme sagde han:

"Hør, nu vil jeg sige jer noget bægge to! … Tag jer nu iagt! Ogsaa vor Langmodighed har en Grænse, og dersom I bliver ved at misbruge vor Overbærenhed, saadan som I i den sidste Tid har gjort, saa maa det være forbi imellem os. Saa maa det offentlige Fattigvæsen for Fremtiden tage sig af jer. Har du forstaaet det, Svend?"

Det sledske Udtryk i Svends Ansigt var pludselig forsvundet; den store Pandeknude trak sig dybere ned over Øjet, og hans tykke Mund bredte sig i et ondskabsfuldt Smil.

"Aa, saa slemt gaar det vel hellerikke til," sagde han kry, mens han dog endnu af gammel Vane blev ved at gnide sig over Armen. "I veed vist nok, hvortil I kan bruge vos Fattigfolk – haa!"

"Hvad mener du? Hvad skal det sige?" spurgte Emanuel.

"Hvad jeg mener? … Aa, saa meget taabelig er jeg da heller ikke, at jeg ikke veed, hvordan det gaar med Folk, naar de kommer paa Fattigkassen. De maa nok undvære deres Stemmeret, har jeg hørt sige, … og det forholder sig vist rigtig nok."

"Nu … men hvad mener du med alt det?"

"Jeg mener barestens, at I kan vist nok lide at faa fat i vores Stemmer, … ellers gik I vel ikke og kisselinkede saa meget for vos, tænker jeg. I veed vistnok, at paa Valgdagen gælder en Fattigmand lige 374 saa meget som en Lensbaron! … Jo, jo, den har I regnet godt nok ud!"

Emanuel stod maalløs.

Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk! Paa saadanne Folk havde den bortødslet sine Kærlighedsgerninger, for disse Umennesker havde han ofret sin egen Velstand, saa han nu selv var nær ved at lide Nød!

Han var bleven ligbleg. Bort, bort! skreg det inden i ham … Det var, som om hans Øjne pludselig sank ind i Hovedet. Ude af Stand til længer at beherske sig greb han sin Hat og foer ud.

Han var dog ikke kommen langt bort fra Huset, før han standsede. Med et dybt Suk lagde han Haanden op paa sin endnu brændende og bankende Pande.

"Dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes," mumlede han hen for sig. Han burde ikke have forglemt disse sin Herres Ord, sagde han angrende til sig selv. Han havde igen ikke handlet, som det sømmede sig den, der ydmygt vilde vandre i Jesu Fodspor. Ak, hvordan var det dog fat med ham i denne Tid? …

Han foer sammen. Henne paa Vejen kom en Vogn med graaskimlet Forspand og Liberikusk kørende henimod ham. – Doktor Hassings Ekvipage. Blodet strømmede ham til Kinderne. Han syntes bestemt at se Frøken Ragnhilds lyse Hoved kigge frem bag Kuskens Ryg.

Da Vognen kom nærmere, viste det sig, at han havde taget fejl. Der var ikke andre paa det brede Kaleschesæde end Doktoren selv, der sad indhyllet i en Gummikappe og røg paa en Cigar.

"Goddag, Hr. Pastor!" sagde Hassing, efterat have ladet Vognen standse, og stak sin behandskede Haand frem af Regnkappen. "Hvorledes har De det? De lever naturligvis til op over Ørene i Rughøst, kan jeg tænke. 375 Jeg vil haabe for Dem, at De kan svømme … for det er virkelig lidt fugtigt om Fødderne i denne Tid."

"Ja, det er … en vanskelig Høst," svarede Emanuel aandsfraværende. "Doktoren kommer fra Sygebesøg?"

"Ja, De har faaet et brækket Ben i Deres Nærhed; men det er ingen farlig Historie. Men lad mig ikke glemme det. Jeg har en Hilsen til Dem, Hr. Pastor, – fra Frøken Tønnesen. Hun rejste fra os for en Ugestid siden."

"Saa Frøken Tønnesen er rejst!" sagde Emanuel unaturligt livlig.

"Ja, hun havde egentlig lovet os at blive noget længere. Men jeg troer, hun længtes efter Byluften. I hvert Fald fik hun pludselig Hastværk. De veed, hun er ingen Ynder af at "komme paa Græs". Veed De forresten, at De har vundet en Proselyt hjemme hos os … nemlig min Kones lille Niece … De husker nok den unge Pige. Hun var meget optaget af sit Besøg hos Dem forleden … ja, De har maaske set hende i Deres Kirker de sidste Søndage."

"Jo, – det er netop – netop det særlige," sagde Emanuel uden at have hørt hans Ord og uden at mene noget med, hvad han selv sagde.

"Naa, farvel, Hr. Pastor! Jeg ønsker Dem Lykke til at faa Rugen godt i Hus!"

Doktoren gav Kusken et Vink, og Vognen rullede afsted. – –

Da Hassing kom hjem, fortalte han sin Kone, at han havde truffet Emanuel, og at Meddelelsen om Ragnhilds Bortrejse syntes at have gjort et vist Indtryk paa ham.

"Ja, blot vi ikke har begaaet en Uforsigtighed ved at føre de to Mennesker sammen igen," sagde Fru Hassing. "Jeg har haft mine Tanker derom. Ragnhild var saa underlig febrilsk i den sidste Tid her … og denne pludselige Afrejse …"

Hun vilde have sagt mere, men Gerda kom i det samme gennem Stuen for at gaa ud i Haven. Den 376 unge Pige var klædt i sort, havde et stort Stenkulskors paa Brystet og en sortindbunden Bog i Haanden.

"Bare vi ikke faar noget at bebrejde os overfor hende," sagde Doktor Hassing med betænkelig Mine, da hun var ude af Stuen. "Hun har nedarvede Anlæg for det ekscentriske! … Veed du, at hun har givet Søren Fragtmand i Kommission at skaffe hende et Fotografi af Pastor Hansted?"

"Aa, det gaar nok over," mente Fru Hassing. "I den Alder vil man den ene Dag være Nonne, den næste Dag Kunstberiderske … det kender jeg fra mig selv."

"Du er ogsaa hendes Tante, Ludovica!"

 
V

Emanuel var gaaet langsomt mod Hjemmet. Skyerne over hans Hoved havde trukket sig sammen. Uden at han mærkede det, begyndte der at falde en fin Regn.

Da han ude fra Forstuen hørte Hansines og Børnenes Stemmer inde i Sovekammeret, blev han et Øjeblik staaende tvivlraadig foran Døren. Saa vendte han sig bort og gik ind i sit halvtomme Kammer ovre paa den anden Side af Gangen.

Her stod han længe henne ved Vinduet og stirrede ud i den allerede skumringsfyldte Have.

Han kunde ikke længer skjule for sig selv, hvordan det stod til med ham. Den Tomhedsfornemmelse, som Meddelelsen om Frøken Ragnhilds Bortrejse havde efterladt hos ham, beviste tydeligt nok, hvor opfyldt han havde været af Tanken paa hendes Nærhed. At hun personlig skulde eje nogensomhelst Magt over ham, vilde han dog ikke erkende; i den Henseende nærede han ingen Bekymringer. Det var den Luft, hun havde ført med sig; det var den forkoglende Dunstkres, hvori 377 hun havde draget ham ind, der havde gjort ham ør. Du gode Gud, hvorledes var han dog bleven saa svag?

Han vidste ikke selv, hvor længe han havde staaet og stirret ud i Havens voksende Mørke, da Døren ude fra Gangen blev aabnet af Hansine.

"Staar du der," sagde hun efter et Øjeblik at have betragtet ham i Tavshed.

Han foer nervøst sammen. Han havde ikke hørt hende komme.

"Hvem … hvad … er det dig?" sagde han forvirret.

Hun stod lidt uden at svare.

"Søren fortalte, at du var kommen hjem. Vi har søgt efter dig allevegne … Hvorfor kommer du ikke ind til Nadvergrøden?"

Emanuel søgte at gennemtrænge Stuens Halvmørke med sit Blik. Han havde hørt hendes ellers saa faste Stemme svigte hende et Øjeblik.

"Jeg kommer straks," sagde han inde i Skægget. "Jeg har haft noget at tænke paa."

Hun blev endnu staaende lidt med Haanden paa Dørlaasen, som ventede hun, at han havde mere at sige hende. Saa gik hun langsomt ud.

Men da hun allerede var halvt ude af Døren, sagde hun uden at vende sig imod ham:

"Har du talt med Doktoren? Han har nok været her i Byen igen i Eftermiddag."

"Doktoren? Ja, jeg har … Hvem har forresten fortalt dig det?"

"Aa, det var blot noget, jeg tænkte mig," sagde hun og lukkede Døren stille i efter sig.

Emanuel blev staaende ved Vinduet og stirrede mod den lukkede Dør. Saa nikkede han hen for sig, … og hans Læber begyndte at bæve. Stakkels Hansine! Han havde jo nok i den sidste Tid ment at spore en Forandring i hendes Væsen; hun havde paa een Gang 378 søgt hans Fortrolighed og unddraget sig hans Tilnærmelser. Nu forstod han alt!

Hans Hjerte blødte, idet han tænkte paa, hvor meget hun i Stilhed maatte have lidt i disse Dage. Den kære! Tavs og taalmodig havde hun fulgt den Kamp, han i de sidste Uger havde udkæmpet med sig selv, – den sidste, den afgørende Kamp mod hans Blods ulyksalige Fædrenearv, den endelige Prøve paa hans Frigørelse!

Aa – men han skulde nok sejre!

[gå frem]
 
['1] Vejlby < Vejrby tilbage