Det forjættede Land

[gå tilbage]

301

Tredje Bog

I

En Eftermiddag i Midten af Juli kom Emanuel og Hansine gaaende hen ad Vejen fra Skibberup Fjordkirke; de havde været derude for at lægge en frisk Krans paa Guttens Grav. Tavse gik de hver paa sin Side af Vejen, Emanuel i sin graa, langskødede Multumsfrakke, Hansine i Kirkehætte og med et sort Sjal, som hun foran holdt ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder. Det var en solhed Dag. Under den høje Himmel svævede ikke en eneste Sky, og paa Vejen laa et tykt, hvidt Støvlag, der hvirvledes op af deres Skridt, saa de gik ligesom i en Meldamp.

Da de naaede op paa Bakkehøjden, standsede Emanuel udfor en ensom Røn, der kastede en Smule Skygge henover Vejen. Med Hat og Kæp lagt om bag Ryggen blev han længe staaende ubevægelig, fordybet i Skuet af det sommerfrodige Landskab. Til alle Sider saae han ud over modne eller modnende Agre. Over hele Egnen strakte sig et endeløs Kornhav, som vuggede Sollyset paa sine gule og grønlige Bølger.

"Er det ikke et yndigt Syn?" sagde han omsider med et stille Tonefald, næsten som var han bange for at 302 skræmme noget bort ved at tale. "Det er, som om man gennem Luften kan fornemme Muldens Kraft! Og hør Lærkerne derovre over Niels Jensens Rug! … Men er det ikke besynderligt, jeg bliver altid højtidelig stemt, naar jeg ser Høsten nærme sig. Det er saa forunderlig gribende, saadan at se Frugten af et helt, langt Aars Kamp og Møje saa at sige paa een Gang modnes for vore Øjne. Og endnu mærkeligere er det at tænke paa den underfulde og ukuelige Naturkraft, der her aabenbarer sig for os. Hvad enten Vinteren har været barsk eller mild, Sommeren tør eller regnfuld, … Aar for Aar modnes Kornet paa samme Tid, ja næsten nøjagtig paa samme Dato. Og hver enkelt Kornsort har endog sin egen Modningsdag! … Kan du huske, Hansine, hvordan vi nu i Foraaret allesammen klagede over Nattekulden, fordi vi frygtede for, at den vilde dræbe de smaa Spirer? Og senere, da vi klagede over Mangel paa Regn, og bagefter over for megen Regn? Og nu staar Kornet her i al sin Herlighed og spotter vor Selvklogskab og alle vore Bekymringer!"

Han tav et Øjeblik og vedblev derpaa:

"Der ligger egentlig en dyb Lære for os Mennesker i alt dette!"

Og efter endnu en Stunds Tavshed fortsatte han:

"Jeg tror, jeg vil benytte det Emne til min Præken paa Søndag. Der aabenbarer sig i dette lille Træk fra Naturens lovordnede Husholdning en evig Sandhed, som vi – og særlig i denne Tid – kan have Nytte af ret inderlig at tilegne os."

Han havde fortsat sin Vandring men standsede fra nu af foran næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over Synet af den fremvældende Rigdom. Han havde igen sat sin bredskyggede Straahat paa Hovedet og trykket den dybt ned i Panden for at skaane sine Øjne, der i den sidste Tid ikke ret havde kunnet taale Sollyset.

Ovre paa den anden Side af Vejen fulgte Hansine 303 ham taalmodigt trods hans idelige Standsninger og hørte paa ham med et opmærksomt, noget forskende Udtryk, naar han talte. Selv forholdt hun sig stadig tavs; …'1 indtil Emanuel pludselig forandrede Tone og faldt hen i lidt melankolske Betragtninger ved at anstille en Sammenligning mellem sine egne Markers temmelig tarvelige Afgrøde og den Frugtbarhed, han her overalt saae omkring sig.

"Din Moder har vist Ret," sagde han. "Vi maa virkelig tage os sammen nu."

"Aa, saa meget slemt er det da heller ikke," sagde Hansine i en opmuntrende Tone, der lød underlig fremmed i hendes Mund og heller ikke gjorde noget ganske utvungent Indtryk. "Rugen er jo næsten god, synes jeg; og du har nu ogsaa haft saa meget andet at tage Vare paa i de sidste Aar, Emanuel … baade med Politiken og andre Dele. Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags. Og det var kanske heller ingen Skade til."

Som saa ofte overhørte han den sidste Halvdel af, hvad hun sagde, og fortsatte i sin egen Tankegang:

"Maaske det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar."

Men lidt efter gik han atter tavst fordybet i sig selv og saae mod Jorden.

Efter en Tid at have gaaet mellem to Mure af mandshøje Rugstraa, hvorover gule og brogede Sommerfugle boltrede sig i Solskinnet som flyvende Stedmodersblomster, naaede de nu Foden af Bakken, hvorfra en Sti førte over et Engdrag ind til Skibberup. Her standsede Hansine og sagde:

"Jeg vil gaa lidt ind og se til de gamle. Gaar du ikke med? Jeg tror, de venter os."

"Nej, ikke nu! Ikke nu! … Jeg har en Sag at gennemtænke … Men hils de kære gamle fra mig, og sig dem, at jeg kigger nok ind til dem en Gang i Ugens Løb. – – Og hør!" raabte han efter hende, 304 da han allerede var kommen et Stykke henad Vejlby-Vejen. "Dersom du kan huske det, saa sig til din Fa'er, at jeg ikke har glemt den Saarug, jeg laante af ham i Foraaret. Han skal faa den igen, saasnart vi faar det første Læs i Hus."

I Forældrehuset fandt Hansine Faderen ene hjemme. I sort-hvide Uldskjorteærmer og med en lodden Hue trykket dybt ned paa sin stride Haarmanke sad den gamle Mand og smaasov i Armstolen, omkreset af en stor Fluesværm, der ved hendes Indtrædelse spredte sig summende omkring i Stuen.

"Er det dig, Hansine?" sagde han og løftede de hvide Bryn højt op over sine blinde Øjne. "Hva? Kommer du alene? Hvor er Emanuel?"

"Jeg skulde hilse jer fra ham. Han kigger herind i Ugens Løb, sagde han."

"Naa saadan. Ja, ja, Mutter kommer straks. Hun gik bare en lille Vending ind til Sørens for at hente Avisen. Der skal nok staa en gevaldig Tale deri af Bærre. Har Emanuel ikke snakket om det?"

"Nej, jeg tror ikke, han læste Avisen idag."

"Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne, gør Bærre. Men det er, som det skal være. Det er ikke for meget til dem … de … Tyveknægte, siger jeg rent ud. For hvad er de vel andet … Røvere og Kæltringepak er de og ikke andet! … Men hvad sagde jeg den Gang … kan du huske, Hansine? … Er det Træhesten, vi skal ha'e igen, sagde jeg. Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden …"

Han havde med Besvær rejst sig fra Stolen og ved Hjælp af en Stok bevæget sig et Stykke henover Gulvet paa et Par store Slæbere. Hansine havde taget sit Tøj af og sat sig hen ved Vinduet; og mens den gamle, forbitrede Mand blev ved at snakke, sad hun stum og saae ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sneglede sig frem over Græs og Gange, og hvor Hønsene gik og skrabede under Stikkelsbærbuskene 305 – ganske ligesom i hin Tid, da hun som ung Pige havde haft sin Plads ved det samme Vindu og i ensomme Timer byggede sig en Fremtid op i gyldne Drømme.

Hun sad netop og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af en rig og ukendt Lykke for hende. Hun tænkte paa den første Vinters fredelige Aftener, da de sad sammen omkring Lampen, mens Emanuel læste højt for hende eller fortalte hende om sin Ungdoms ensomme Sjælekampe. I Tiden umiddelbart efter Guttens Død havde hun troet at spore ogsaa hos Emanuel en Længsel efter hine Dages Fred og Hygge. Men hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker var begyndt at søge deres egne Veje. Hvorhen de gik, vidste hun ikke; det var, som om hun i den sidste Tid havde mistet hans inderste Fortrolighed. Men i Følelsen af sin Afmagt overfor den Nedtrykthed, der mere og mere betog ham, kunde hun ikke finde Ro for den Tanke, at han gik og skjulte noget for hende, rugede over et begyndende Savn, som han ikke havde Mod til at tilstaa hende, og som han maaske ikke engang var sig helt bevidst, – en langsomt vaagnende Længsel efter det Liv og de Mennesker, som han tildels for hendes Skyld havde forladt.

Døren til Køkkenet aabnedes halvt, og Else stak sit store Hoved ind.

"Naa, det er dig, Hansine. Ja, vi havde jo ogsaa ventet jer … Hvor er Emanuel?"

"Han havde ikke Tid idag. Han kigger herind i Ugens Løb. Jeg skulde hilse fra ham."

Elses Ansigt fik et stramt Udtryk og forsvandt fra Døraabningen. Efter nogle Øjeblikkes Forløb sagde hun ude fra Køkkenet, hvor hun gik og rumsterede med nogle Lerfade:

"Det er svært, som Emanuel har faaet travlt paa 306 det sidste. Jeg synes, han har aldrig mere Stunder til at gøre et Par gamle Folk en Besøgelse. Det ta'er sig dog egentlig saa løjerligt ud, mener jeg."

Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i den sidste Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Moderen og Emanuel i Anledning af, at denne efter Moderens Mening var begyndt at vanskøtte Præstegaardens Bedrift og for meget overlade Styret til Karlene.

"Men Avisen … Avisen, Mo'er!" raabte nu Anders Jørgen, der atter havde famlet sig hen til sin Armstol.

"Nu kommer jeg. Jeg skal bare slaa Mælken op til Kalvene."

Lidt efter viste hun sig i Døren ifærd med at binde et Forklæde om sit omfangsrige Liv.

"Nu skal vi – mente – høre!" udbrød den gamle straalende, da han opfangede den knitrende Lyd af Avisen. "Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne. Ja Bærre er god! Han siger ligesom jeg – kan du huske? – Er det Træhesten, vi – –"

"Ja, det er godt, Fatter, men ti nu stille," afbrød Else ham, satte Anders Jørgens gamle runde, irrede Messingbriller paa sin Næse og begyndte med let snøvlende Stemme Oplæsningen af en seks Spalter lang Artikel, betitlet "Vor Førers Tale i Vemmeløv".

 
II

Emanuel havde imidlertid fortsat sin Vej indad mod Vejlby. Han var dog ikke gaaet lige mod Hjemmet men havde søgt i en Bue udenom det for at komme op til de store Udmarker nordenfor Byen, hvor han i sine første Kapellandage saa ofte tyede hen, og hvis Ensomhed og Stilhed i den sidste Tid igen havde faaet en sær Tiltrækning for ham. Heroppe havde han søgt at komme til Klarhed over de mange Tanker, som de sidste Dages store Begivenheder 307 havde vakt hos ham. Timevis havde han kunnet vandre frem og tilbage paa det samme Vejstykke og fortabe sig i forundret Grublen over den besynderlige, næsten ligegyldige Ro, hvormed hans Venner her – ligesom Meningsfællerne over det hele Land – havde fundet sig tilrette i deres Umyndiggørelse og daglig saae Menneskenes helligste Love frækt traadt under Fødder. Selv en Mand som den store Tømrer Nielsen, fra hvem han snarere havde frygtet en altfor ubehersket Opbrusen af saaret Rets- og Stolthedsfølelse, smilte stadig lige selvtilfreds og talte blot om, at man for Fremtiden maatte "se at belave sig paa en forandret Taktik". Det samme sagde ogsaa Væver Hansen, der fornylig havde gjort ham et sent Aftenbesøg og ved denne Lejlighed paa sin sædvanlige hemmelighedsfulde Maade og med mange Omsvøb havde ytret, at Sogneraadsformanden næppe længer var sin fremskudte Plads voksen, og dertil føjet nogle forblommede Hentydninger til, at der maaske ogsaa i Sogneraadsformandens Privatliv fandtes Forhold, som ikke var heldige for en Mand, der stod som politisk Fører for en stor, kristelig vakt Kres – Hentydninger, som Emanuel ikke havde forstaaet og heller ikke brød sig om at faa nærmere Forklaring paa. Han var fuldt og fast besluttet paa ikke længere at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde følt stor Deltagelse for, og paa hvis Betydningsløshed han nu havde faaet al ønskelig Bekræftelse. Guds Riges Fremvækst kunde dog ikke standses. Det hellige Folkedømme her paa Jorden vilde vokse og trives tiltrods for alt Lovgiveri og alle Lovbrydere – ganske ligesom Muldens Korn, der paa Høstens Dag rakte Menneskene sine gyldne Aks trods al Vinterens Kulde og al Sommerens Tørke.

Men endnu var Tiden altsaa ikke kommen, Guds Børn ikke modne til at tage imod Faderens fulde Kærlighed. Maaske vilde han sletikke selv komme til at opleve de store Tiders Komme. Men det skulde ikke mistrøste ham, 308 og han skulde ikke trættes. Der var Lykke alene i Bevidstheden om at være med til at berede Vejen for Sandhedens og Retfærdighedens Sejrsgang over Jorden. Der var Glæde og Løn i selve Bebudelsen af Fredsrigets Komme.

Trods alt, hvad der i den sidste Tid var sket, vilde han end ikke opgive Troen paa, at det netop var her, fra det lille, forskudte og foragtede Danmarks paradisgrønne Sletter, at Evighedens Morgenrøde paany skulde opgaa over Verden. Han følte det saa sikkert, at Gud havde velsignet dette lille, af Fjendehaand og indre Tvedragt mishandlede Folk, optugtet det gennem Trængsler og Nød som fordum Jødefolket for helt at bortvende dets Sind fra det timeliges Forfængelighed. Havde han ikke allerede ladet sin Røst lyde her gennem en Række Kirkens Tjenere, hvis Mage Kristenheden i Aarhundreder ikke havde set, nu sidst i Grundtvig, hvis Ords Vælde havde faaet selv de døveste til at lytte. Og hvor fandtes der vel i hele Verden et Folk, saa barnefromt af Sind, saa gennemtrængt af Ydmyghedens og Lydighedens Aand, som det milde, blaaøjede danske? … Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede at mærke, at Gud havde en særegen Bestemmelse ogsaa med ham. Lige siden han som Barn sad paa sin Moders Skød og hørte hende fortælle om de gamle jødiske Profeter, hvis Mund Gud signede, havde Drømmen om at være en saadan udvalgt aldrig helt forladt ham; og han kunde derfor heller ikke nu komme bort fra, at Gud med Guttens Sygdom og Død havde villet stille hans Tro paa en endelig Prøve, maaske for at benytte ham som sin Tolk i disse tunge Modgangstider for hans Folk … Ak, men han havde været for svag! – – – –
 

Som han gik i saadanne Tanker, overraskedes han ved Synet af et Selskab, en fem-seks Personer af bægge 309 Køn, der havde lejret sig omkring en hvid Dug paa en Græsmark et Stykke fra Vejen.

En ung Pige i halvlang, hvid Kjole med blaat Livbaand havde rejst sig op og var ifærd med at holde en Tale. I sin ene, opløftede Haand holdt hun et Vinglas, i den anden en graa Herrehat, som hun med højtidelige Buk førte til og fra sit Hoved, mens det øvrige Selskab – to andre Damer og et Par Herrer – leende tilklappede hende deres Bifald. I Græsset bagved Damerne laa en opslaaet Parasol med Skaftet opad; ved Siden af Herrerne stod en Spaserestok nedstukket i Jorden med en lyseblaa Damehat over. I nogen Afstand fra Selskabet, henne i Skyggen under en afstumpet Pil, holdt en med to smaa skimlede Russerheste forspændt Jagtvogn, hvortil en Kusk med Fløjelsbenklæder og graa Gamascher stod og lænede sig.

Der paakom bestandig Emanuel en egen Skyhed, naar han uformodet stødte paa købstadsklædte fremmede paa sine Enemærker. Ogsaa nu vendte han Hovedet bort og lod, som om han slet ikke lagde Mærke til Selskabet. Han hørte den unge Pige sige:

"Tillad mig altsaa, højtærede-beærede Forsamling, at udtømme … at uddrikke en Skaa-aal for vor højtelskede-værdige Vært – –"

Stemmen holdt pludselig inde. Ogsaa Latteren derhenne forstummede.

Emanuel, der forstod, at man havde faaet Øje paa ham, lagde Hænder og Stok bag paa Ryggen og gik forbi, idet han bestræbte sig for hverken at paaskynde eller sagtne sin Gang.

Da forekom det ham med eet, at han hørte nogen raabe hans Navn.

Han saae sig ikke tilbage. Han var overbevist om at have hørt fejl. I hvert Fald vedkom de Mennesker ham ikke.

Men lidt efter hørte han Stemmen igen, og denne 310 Gang ganske tydeligt. Tilmed syntes den ham underlig bekendt.

"Hr. Pastor! … Hr. Pastor Hansted!"

Han vendte sig brat, halvt udfordrende, og saae en Herre komme imod ham med livligt hilsende Haandbevægelser. Han havde ved at vende sig faaet den nedgaaende Sol lige i Øjnene og kunde i Begyndelsen kun skelne Skikkelsens Omrids: en høj, temmelig svær Mand med Bakkenbarter, afmaalte Skridt og en statelig Holdning. Først da den fremmede naaede helt hen til ham og med en lidt anstrengt Forbindtlighed rakte ham Haanden, genkendte han Doktor Hassing.

"Jeg kommer egentlig til Dem som Udsending," vedblev Hassing, efter at de første Hilsener var vekslede, og blottede i et Smil sine store, hvide Tænder. "Vi er en lille Familiekres derhenne, og mine Damer vilde saa gerne have den Fornøjelse at hilse paa Dem … Vil De ikke gøre os den Ære at drikke et Glas Vin med os, Hr. Pastor? De vil træffe en gammel Bekendt."

Emanuel havde mest Lyst til kort og godt at svare nej. Navnlig fristedes han ikke af Udsigten til i dette Selskab at træffe gamle Bekendte. Men da han ikke havde nogen rimelig Grund til et Afslag og ikke gerne vilde støde Doktoren, der under Guttens Sygdom og Død havde vist ham og Hansine megen Deltagelse, saae han ingen anden Udvej end at gaa hen og hilse paa Selskabet.

Henne omkring Dugen havde man imidlertid opmærksomt iagttaget Mødet mellem de to Mænd, og da man nu saae dem bægge nærme sig over Græsmarken, tog Damerne til deres Parasoller og rejste sig. Ogsaa den tilbageblevne Herre – en ung Mand i melonfarvet Sommerdragt – kom tilsidst paa Benene, trak ned i sine kvarterlange Manchetter og anbragte sig – støttet til sin spiralformede Spaserestok – i udfordrende Stilling 311 umiddelbart bag den unge Pige ligesom for i fornødent Fald at kunne yde hende sin ridderlige Beskyttelse.

"Dersom du faar mig til at le, Alfred, saa prygler jeg dig," hviskede hun til ham, da Doktoren og Emanuel allerede ikke var mere end ti Skridt borte.

"Jamen, du gode Himmel … det er jo en komplet Urokse," hviskede han tilbage bag den Haand, hvormed han snoede sin lille blonde Snurbart. "Vil du bare se … en Guds Røst fra Seminarie-dariet!"

"Du skal tie stille, siger jeg."

De to Mænd traadte i dette Øjeblik hen til Kresen. Den ene af Damerne, – en lille, i brunt Silke klædt Brunette med bløde Former og blide, overordentlig kvindelige, halvt barnlige Træk – rejste sig og gik hen og gav Emanuel Haanden.

"Min Hustru," forestillede Doktoren.

"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde hun i et saa blidt Tonefald, at det næsten lød, som om hun talte med Accent. "Vi har jo været Naboer nu i flere Aar, og det har altid forundret mig, at jeg aldrig paa en eller anden Maade har truffet Dem. Paa Landet undgaar man dog ellers ikke let hinanden."

Emanuel løftede tavs og alvorlig sin Hat en Tomme fra Hovedet; hvorefter Doktor Hassing med livlig Stemme fortsatte'2 Præsentationen.

"Tillad mig endvidere at forestille for Dem, – først den yngste i vor lille Kres, min Kones elskværdige Kusine, Frøken Gerda Zoff, hvem De for et Øjeblik siden afbrød i en overordentlig vellykket speech. Og her samme Kusines Fætter, min egen haabefulde Nevø, Hr. næsten juridisk Kandidat Alfred Hassing. Dersom De er Abonnent paa noget Sportsblad, Hr. Pastor, vil De sikkert mange Gange have truffet dette snart verdensberømte Navn i dets Spalter."

Herregud, tænkte Emanuel medlidende ved Synet af den melonfarvede unge Herres poseagtige Klæder, 312 lange, spidsnæsede Sko og speciestore Manchetknapper, – det er altsaa Dagens Heltemode!

"Og endelig her," vedblev Doktoren, idet han vendte sig mod en slank, meget moderne paaklædt Dame, der under hele Præsentationen havde holdt sig bagved Emanuel ligesom for at være ubemærket til det sidste. "Ja, – her behøver jeg vel ikke at forestille."

Emanuel vendte sig om – og blev en Stenstøtte.

Doktoren havde haft Ret; nogen Præsentation'3 var virkelig her overflødig. Som den slanke Dame stod der og smilte, overgydt af Skæret fra en valmuerød Parasol, bag hvilken Solskiven netop var ved at naa Horisonten, – saa behersket og korrekt ligefra det faste Blik i hendes pragtfulde blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i sin storblomstrede Dragts søgte Stilfuldhed, lignede hun saa ganske sig selv fra Fortidens Dage, at Emanuel øjeblikkelig genkendte Frøken Ragnhild Tønnesen.

"De kan naturligvis ikke begribe, hvordan jeg pludselig dukker op her," sagde hun smilende og rakte ham forekommende sin smalle, glatbehandskede Haand. "De kunde vel næsten være istand til at opfatte mig som en Spion … det er derfor rigtigst, at jeg straks aabenbarer Dem Sammenhængen. Jeg havde i Foraaret den Fornøjelse at forny Bekendtskabet med Doktor Hassing og Frue, og da de var saa venlige at invitere mig herud, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen. Jeg har endnu kun været her i to Dage, og jeg forsikrer Dem, der har ikke været mindste Indiskretion i mine Tanker … Er De nu beroliget?"

Hendes spøgende Tone og den fulde Forvisning om at gøre Virkning, som lyste ud af hendes hele Holdning, berørte straks Emanuel ilde. Han tog sig hurtigt i sin Overraskelse og svarede:

"Jeg forstaar ikke, hvad det er for en Slags Spioneri, jeg skulde kunne mistænke Dem for, Frøken Tønnesen. At De har haft Lyst til at gense Deres 313 forrige Hjemstavn, er dog en saa naturlig Ting, at den ikke behøver nogen Forklaring."

Hans Tale faldt haardere og mere afvisende, end han havde villet og beregnet. Da han mærkede den forstemmende Virkning, den gjorde paa Selskabet, vilde han ogsaa have tilføjet et Par formildende Ord; men i det samme saae han tilfældigvis, hvorledes den unge Sportsmand stødte til sin Kusine med Albuen og tilhviskede hende en Bemærkning, der fik den unge Pige til at bide krampagtigt i Snippen af sit Lommetørklæde. Blodet foer ham til Kinderne. Han tav.

"Ja, skal vi saa ikke sætte os paa det grønne Svær'," tog nu Doktoren igen tilorde i sin utrættelige Bestræbelse for at anslaa en utvungen Tone. "De vil nok drikke et Glas med os, Hr. Pastor! … Aa, Johan!" raabte han til Kusken henne ved Vognen. "Bring et nyt Glas og – –"

"Tak, jeg drikker ikke Vin," afbrød Emanuel ham kort.

"Ja saa!"

Der hengik nogle Øjeblikke i en uhyggelig Tavshed, hvorunder det var, som om ingen vidste, hvor de skulde gøre af deres Øjne. Doktoren stod med tillukket Mine og trak i sin ene Bakkenbart, mens han listede et komisk betuttet Blik over til Frøken Tønnesen. Han syntes at sige til hende: det er en Dumhed, vi her har gjort. Men hvad sagde jeg?

Emanuel saae ubevægelig frem for sig uden at mærke de andres Raadvildhed. Hans Vrede havde hurtigt vendt sig mod ham selv. Hvad havde han ogsaa haft at gøre her? tænkte han. Hvad vilde han mellem disse Mennesker, med hvem han ikke længer havde en Tanke eller Følelse tilfælles, ja hvis Sprog endog var bleven ham saa fremmed, at det næsten lød for ham som et andet Tungemaal?

Det blev Frøken Ragnhild, der med sin gamle Snarraadighed fandt en Udvej i Forlegenheden.

314 "Hør," sagde hun og traadte et Skridt frem i Kresen. "Jeg synes, at Pastor Hansteds Ord var en Tale i rette Tid, …. vi har vist allesammen drukket Vin nok. Jeg foreslaar, at vi benytter den smukke Aften til at spasere lidt i. Vi sender Vognen iforvejen – eller helt hjem til Kyndløse – og overtaler Pastor Hansted til at gøre os Følgeskab et Stykke Vej. Det vil De jo nok, ikke sandt? Vi skal dog – i hvert Fald i Begyndelsen – ad samme Kant, om jeg ikke husker fejl."

Hendes Ord vandt øjeblikkelig de andres Tilslutning, og Doktoren sendte Frøken Ragnhild et nyt men denne Gang taknemmeligt Øjekast.

Ogsaa for Emanuel kom Forslaget som en Befrielse. Han sagde til sig selv, at naar han fulgte Selskabet hen til det Sted, hvor Kyndløse-Vejen gik over hans Sognegrænse, var Høflighedens Krav fyldestgjorte, og han kunde endda naa tidsnok hjem til Aftenfodringen og Nadvergrøden.

Kusken blev hidkaldt og fik sine Ordrer, og man begav sig paa Vej. Den unge Sportsmand tog sin Tante, Fru Hassing, under Armen og skridtede afsted med hende forud for de andre, for at kunne give sit fyldte Hjerte Luft.

"Men hvad i Himlens Navn er dog det for et Paaskelam! … Og det er ham, I har kaldt for et interessant og originalt Menneske. Han ligner jo komplet en vandrende Legende."

"Du er altid saa voldsom i dine Udtryk, lille Alfred," svarede den sagtmodige Fru Hassing mildt bebrejdende. "Maaske er han ikke stærkt begavet og kan være lidt underlig … det veed jeg forresten ikke noget om. Men man maa i hvert Fald anerkende den Maade, hvorpaa han har opofret sig for sin Overbevisning og givet sig hen i sit Kald … det maa du dog virkelig indrømme, Alfred."

"Jeg tror paa Ære, at Tante allerede har faaet 315 en faible for ham. En lillebitte Forlibelse-dibelse – hva' Tante? Du kunde maaske ovenikøbet finde paa at invitere ham hjem til Aftensmaden."

"Det bliver vi jo nødt til, dersom han følger os langt. Men det er jo derfor sletikke sagt, at han tager imod Indbydelsen. Forresten skulde jeg saamænd ikke have noget derimod. Jeg kunde godt lide at høre Pastor Hansted udtale sig om forskellige Ting."

"Naa! Altsaa allerede fuldstændig skudt! Ja, Tante, du har et blødt og eftergiveligt Hjerte! … Men glemmer du da rent Onkel Joachim?"

"Onkel Joachim!" gentog Fru Hassing, og hendes Ansigt fik pludselig et lidt betænkeligt Udtryk. "Du har Ret – ham havde jeg virkelig ikke tænkt paa."

 
III

Det varede ikke længe, før Frøken Ragnhild og Emanuel kom til at gaa alene, et Stykke bag de andre. Doktoren, som i Begyndelsen havde ledsaget dem og indledet en Samtale med Emanuel om de gode Høstudsigter og det smukke Vejr, var bleven kaldt bort af den muntre unge Pige, der hele Tiden strejfede omkring langt borte fra det øvrige Selskab og idelig tilkaldte nu en, nu en anden, for at de skulde beundre de storartede Fund, hun gjorde overalt, – snart en "saa sød, saa sød" Mariehøne, der var kommen flyvende ned paa hendes Haand, snart et "helt Myreslot", som hun fandt oppe bag et Dige. Snart hist, snart her dukkede hendes lille hvidklædte Skikkelse op under en lyseblaa Silkeparasol, der hvælvede sig over hende som en privat lille Lyksalighedshimmel.

"Hvor De dog egentlig er et kuriøst Menneske, Pastor Hansted!" udbrød Frøken Ragnhild, efter at Doktoren var gaaet fra dem, og de en Stund havde gaaet tavse. "Der har jeg nu i syv Aar gaaet og glædet mig til den Dag, da jeg 316 kunde overraske Dem herude … og saa tager De imod mig, som om det ikke var mere end tre Dage, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg vil sige Dem, De satte mig virkelig i Forlegenhed før; jeg havde naturligvis forberedt de andre paa en stor Genkendelsesscene! …. Naa, jeg indrømmer, det var min egen Dumhed," fortsatte hun, da Emanuel vedblev at tie. "Jeg burde fra gammel Tid have erindret, at De i mange Stykker ikke er som andre Mennesker. Og med Hensyn til Uberegnelighed har De altsaa ikke forandret Dem den bitterste Smule."

Emanuel bemærkede ikke den Tvang, hun maatte paalægge sig for igen at anslaa den halvt kammeratlige Tone, der i gamle Dage havde været brugt imellem dem, – dertil var han for opfyldt af sit eget Ubehag ved at gaa her ene med hende og efter saa mange Aars Forløb igen at høre denne paa en Gang udfordrende og indsmigrende Stemme med den mærkeligt metalliske Klang.

Uden i nogen Maade at lade sig paavirke af hendes fortrolige Sprog sagde han:

"Det lader til, at vi har haft nogenlunde ensartede Indtryk af hinanden, Frøken Tønnesen. Baade før, da jeg saae Dem, og nu ved at høre Dem tale kom jeg til at tænke paa, at vistnok ogsaa De er ganske den samme nu som for syv-otte Aar siden."

"Nu ja," svarede hun med en Skuldertrækning. "Hvad skulde egentlig have forandret mig? Jeg er Frøken Tønnesen nu, som jeg var det dengang; og mit Livs mellemliggende Roman kunde jeg saamænd nedskrive bag paa et Visitkort. Saadan er nu engang Livet for os ugifte Damer …. Men med Dem er det en anden Sag. Jeg er ikke saa fremmed for Deres Oplevelser, som De maaske tror. Jeg havde for et Aarstid siden den Fornøjelse at stifte Bekendtskab med Deres Søster, Generalkonsulinde Torm, og med Deres Broder, Kammerjunkeren. Deres Søster og jeg er siden 317 bleven gode Veninder. Hun er fortryllende, ikke sandt? … Som De kan vide, har vi undertiden ogsaa talt om Dem. Hun beklager sig forresten ofte over, at hun næsten aldrig hører noget fra Dem."

Emanuel var bleven opmærksom. Skulde der maaske trods Frøkenens Forsikringer alligevel skjule sig lidt Spioneri bag dette Besøg? – tænkte han.

"Jeg har altsaa, allerede inden jeg kom hertil, hørt lidt om, hvilken indflydelsesrig Mand De er bleven her, hvilken Omvæltning De har fremkaldt i hele Egnen, siden Fader rejste, og hvor De bliver forgudet af alle Deres Sognebørn. Ja, man har jo ligefrem tildelt Dem Apostelnavnet, efter hvad jeg har ladet mig fortælle herude."

Der gik et lille Ryk igennem Emanuel; han følte godt den skjulte Spot i hendes Ord. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han:

"De har Ret. Jeg har virkelig kun Grund til at være meget taknemmelig. Men – hvordan er det? – har ikke ogsaa De faaet Deres Ønsker opfyldte, Frøken Tønnesen. De var saa lykkelig at komme bort fra denne Egn, som var Dem saa forhadt, og at komme ind til Hovedstaden, til det danske Kulturcentrum, til Selskabeligheden, Moderne og Teatrene. De har faaet selve vort verdensberømte Tivoli til Nabo – –"

"Nu ja," afbrød hun ham med et lidt utaalmodigt Hovedkast. "Med mig er det som sagt en anden Sag. Forøvrig har jeg ikke beklaget mig, saa jeg fatter ikke rigtig, hvortil Deres Ord sigter. Jeg befinder mig saamænd efter Forholdene meget godt. Jeg skal sige Dem, jeg er paa mine gamle Dage bleven Filosof … Stoiker, tror jeg, det hedder. Det vil sige, jeg har efterhaanden vænnet mig til at være det Forargelsens Tegn, som jeg og mine Lige nu en Gang er bleven for vor kære Samtid … ja, jeg føler mig næsten en Smule stolt over at høre til dem, der bebuder det store Babylons nære Fald."

318 Emanuel vilde sige noget; men hans Tanker var bleven uvant med at bevæge sig i Spring, og endnu før han havde faaet en Sætning samlet, tog Frøken Ragnhild igen tilorde.

"Men lad os ikke tale om mig. Det er et saa forskrækkelig uinteressant Emne, forsikrer jeg Dem. Derimod maa De fortælle mig lidt om Dem selv. De har da altsaa virkelig i otte lange Aar levet her uden nogensinde at føle Savnet af de nu saa ilde berygtede Civilisationens Goder … af lidt god Musik f.Eks…. Ikke engang af min lille schubertske Lærke-Etude, som De dog i sin Tid – kan De huske? – holdt saa meget af?"

Hun havde, mens hun talte, set hen paa ham over sin Parasols elfenbenshvide Skaft og igen i Blik og Smil udfoldet al sin Elskværdighed. Emanuel bevarede standhaftig sin Tilbageholdenhed og svarede alvorlig:

"Jeg har ondt ved at forstaa, hvorledes jeg skulde kunne savne det, som jeg netop er i allerfuldeste Besiddelse af. Dersom De vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen, vilde De netop i dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge ovenover Deres Hoved – langt dejligere, end Verdens største Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri for mig, som spotter al menneskelig Kunst; og den hele Sommer har jeg fra Morgen til Aften et helt Orkester spillende udenfor mine Vinduer: Stærene i Trætoppene, Solsorten i Buskene, de smaa Musvitter – –"

"Ja, og Kragerne! Glem endelig ikke dem! – Og Hanerne! Aa, Gud, Hanerne!" udbrød hun og holdt i komisk Fortvivlelse Haanden op til Øret. "Der er i denne Tid et saadant Afskum, der hver Morgen, naar jeg ligger i min sødeste Søvn, stiller sig op udenfor mit Vindu og hyler og galer og skraaler … Aa, det er som at ligge paa en gloende Rist!"

319 Emanuel kunde denne Gang ikke lade være at trække lidt paa Smilebaandet. Han standsede et Øjeblik og sagde hovedrystende, idet han for første Gang saae fuldt paa hende:

"I Sandhed! De har ikke forandret Dem, Frøken Tønnesen. Endog til vor prægtige Morgenbebuder har De bevaret Deres gamle Nag."

"Ja, jeg tilstaar, i disse Retninger er jeg ganske den samme Kætter som før. Man maa for mig gerne beholde Fuglesangen og de grønne Skove og den saakaldte friske Strand – med den afskylige Tanglugt – og de blomsterbrogede Enge og hvad det nu altsammen hedder, blot jeg maa faa Lov at blive inden fire Vægge, hvor jeg kan hygge om mig med Ting, der passer for min egen Smag og mit private Temperament. Jeg mangler i enhver Henseende Smagen for det "naturlige". For mig er f.Eks. Synet af en stilfuldt udstyret Stue, der er præget af et ejendommeligt Menneskes særegne Tilbøjeligheder, hundrede Gange smukkere, for ikke at tale om langt interessantere, langt mere tanke- og stemningsvækkende end det allerherligste Landskab … De finder mig vist forfærdelig, ikke sandt?"

Emanuel vilde svare, men hun kom ham atter denne Gang i Forkøbet.

"Jeg kunde saamænd endda forarge Dem meget mere endnu, hvis jeg vilde. Og hvorfor skulde jeg ikke gøre det? … Jeg vil da sige, at efter min Mening er alt dette med Naturens Skønhed og Højhed osv. ikke stort andet end Fabel, som aandsfattige Digtere har faaet os til at tro paa, og som de fleste Mennesker driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de skaldede Marker, de ensformige Veje og denne urimelige Mængde ganske øde Himmel uden at komme til at tænke paa den kolde Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end 320 skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen saa goldt, saa nøgent og trist, at det faar mig til at fryse. Og naar jeg saa tænker paa den evighedslange Vinter, paa de bælgmørke Aftner og Nætter, paa Stormen, Regnen og de bundløse Veje – og jeg har jo dog paa dette Punkt en ret lang Erfaring at tale af – saa synes det hele mig saa umenneskeligt, … ja, og saa nedværdigende! Jeg indrømmer, at ogsaa Byerne kan være ækle, baade støvede og smudsige og sværtede af Kulrøg og meget andet. Men man er dog ikke der i den Grad prisgiven nogle afskylige Naturmagters brutale Herredømme. Man er dog ikke der en fuldkommen Slave af, om Hr. Sol eller Madam Maane allernaadigst behager at skinne eller ikke. Der faar man dog en Smule Anelse om, hvad det vil sige at være Menneske … at være den Skabningens Herre og Mester, som det dog vel er Udviklingens Bestemmelse en Gang for Alvor at gøre os til."

De var netop naaet op paa Toppen af en Bakke, hvorfra man havde en af de milevide Udsigter, paa hvilke Egnen var saa rig. De havde forlængst overskredet Sognegrænsen, og fra det Sted, hvor de befandt sig, kunde man overse Kyndløse-Vesterby Sognets flade, men venlige og afvekslende Landskab, hvorigennem en vandrig Aa bugtede sig mellem grønne Enge og et Par Smaaskove. I Vest øjnedes selve Kyndløse By med den høje Kampestenskirke, hvis forgyldte Vejrfløj lyste mod Aftenhimlen som en nytændt Stjerne. Fjernt i Nord og Nordvest skimtedes endelig som en blaalig Skybanke Vesterby-Sognets store Skovbælte, bag hvilket Solen netop var gaaet ned og havde tændt hele Himmelranden i Flammer.

"Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her," sagde Emanuel næsten vemodig, idet han med en bred Haandbevægelse viste ud over det glødende Solnedgangs-Landskab, hvor Nattetaagerne allerede var begyndt at 321 pusle frem over Engene og brede sig som uhyre Spindelvæv over Aaens blodrøde Aare. "De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et Syn som dette? Det kan sletikke vække anden Tanke eller Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms Rullekælder?"

Frøken Ragnhild saae en Stund med missende Øjne ud over Egnen. Derpaa sagde hun med det lille fornemme Smil, som hun gerne paatog sig, naar hun vilde sige noget rigtig udæskende:

"Jeg kan i hvert Fald ikke forstaa, hvorfor det der skal være saa bedaarende dejligt, at et Menneske er forpligtet til fra Vuggen til Graven at falde i en Henrykkelsestilstand, hver Gang han ser det. Mig tiltaler det desuden aldeles ikke. Alene Farvesammenstillingen er mit Øje imod. Denne blaa Himmel, denne skrigende røde Horisont, alt dette brandgule Korn og den spinatgrønne Eng dernede … blaat, rødt, grønt og gult! Er det ikke netop de Farver, der benyttes til de saakaldte Hottentot-Lommetørklæder, … De veed nok, disse brogede Tøjer, som Englænderne sender ned til de Vilde i Afrika, og som hensætter vore sorte Medskabninger i en sand Salighedstilstand? Tror De egentlig ikke, Pastor Hansted, at Naturfænomener som en Solnedgang alene har den Bestemmelse at være en Slags ophøjet Forlystelse for Halvmennesker – baade de hvide og de sorte – og maaske for Dyrene? En saadan ildsprudende Himmel svarer sikkert til den Slags Væsners Forestillinger om Pragt; den vækker jo ogsaa deres blide Følelser .. Nattergalene begynder at synge, Frøerne at kvække …"

"De har vist fuldkommen Ret, Frøken Tønnesen!" afbrød Emanuel hende med et lille ironisk Buk; han fandt det ikke længer Umagen værd at tage hende alvorligt. "Det er blot Skade, at Vorherre ikke havde Lejlighed til at raadføre sig med Dem, da han skabte dette Makværk af en Verden, der alene passer for 322 Kabylere og Hottentotter. Men det falder mig ind … da jeg traf Dem før, havde De dog nedladt Dem til at tage Plads paa en ganske gemen Græsmark, – ja, saavidt jeg kunde skønne, var baade De og de øvrige Damer og Herrer i en ganske munter Stemning. Det lader da altsaa til, at Opholdet i Naturen alligevel kan øve en ret oplivende Virkning paa Dem."

"Ja, hvad skal man sige?" svarede hun med et Skuldertræk, idet de fortsatte deres Gang. "Der bliver vel altid saa meget af Dyret tilbage i os Mennesker, at vi undertiden kan føle Lyst til en Eng at sole os paa, en Skov at springe i. Men hvad beviser saa det? Jeg veed jo f.Eks. ogsaa, at forelskede Mennesker sværmer for at vandre i Maaneskin. For mig, der ikke er forelsket, er en Maaneskinsnat noget af det vederstyggeligste, jeg veed; den faar mig altid til at tænke paa en Ligstue. Rimeligvis vækker saaledes Synet af Naturen ogsaa hos Mennesket de mindre fornemme Følelser – –"

Hun holdt pludselig inde, brød ud i en lille Latter og sagde:

"Nej, det er dog virkelig for dumt! Nu gaar vi her og fører akkurat den samme Passiar, som vi for otte Aar siden tog op Dag for Dag … og med ganske det samme heldige Resultat. Kan De huske, hvordan vi ogsaa den Gang kunde snakke os røde i Hovedet bægge to, … skal vi nu ikke slutte Fred? Nu har vi jo faaet hver sit – De Deres Land, jeg min By – saa egentlig har vi jo ikke noget at skændes om mere."

"Det mener ogsaa jeg," sagde Emanuel tørt.

"Nu, saa blev vi da endelig enige om een Ting! Men jeg har ogsaa været altfor snakkesalig … De veed jo nok, det er gamle Jomfruers Vane. Nu er det Deres Tur at være underholdende, Hr. Pastor!"

Hun blev i dette Øjeblik afbrudt af Doktoren og 323 hans Frue, der en Tid havde staaet forude paa Vejen og ventet paa dem.

"Nu faar De virkelig ikke Lov til at slippe fra os, Hr. Pastor," sagde Doktoren med sit ubestemmelige Smil. "Nu har vi kun et Par Skridt til vor Dør, og De kan dog ikke naa tidsnok hjem til Teen hos Dem selv."

"Ja, nu maa De ikke sige nej," istemte Fruen med al den Hjertelighed, hun kunde lægge i sin blide Stemme. "Dersom De tror, at Deres Hustru vil blive ængstelig over Deres Udeblivelse, kan vi jo let sende et ridende Bud."

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig indenfor sin egen Vennekres; men Frøken Ragnhilds Spottetale havde opægget ham, og han havde desuden i den senere Tid oftere overvejet med sig selv, om han ogsaa handlede forsvarligt ved saaledes ganske at afslutte sig fra Omverdenen. Navnlig i de sidste Dage, efter at Regeringen ved sine Voldshandlinger havde forsøgt at standse Folkepartiets Fremvækst, var der vaagnet i ham en Følelse af Forpligtelse til at optage Kampen mod Gudsrigets triumferende Fjender ogsaa udenfor sin vante Virkekres. Hans lille, lønlige Haab om, at Gud endnu en Gang vilde sætte hans Tro og hans Nidkærhed paa en Styrkeprøve, havde i saa Henseende ikke været uden Betydning; og – udæsket som han nu var bleven – optog han da dette tilfældige Møde med de fremmede Mennesker som en Slags Tilskyndelse fraoven, en himmelsk Ordre, og sagde Ja til Indbydelsen.

 
IV

En Timestid efter sad han ved et fint dækket Aftensbord i Doktor Hassings pompejansk udstyrede Spisestue.

324 Han havde endnu ikke helt overvundet den Følelse af Ufrihed og den dybe Uvilje, der havde bemægtiget sig ham ved at træde ind i det overdaadigt indrettede Hjem, som i saa meget mindede ham om hans eget Barndomshjem. Efter tavs at have taget Plads ved Bordet bøjede han Hovedet og foldede Hænderne i sit Skød. Uden at lade sig paavirke af den lille Betuttelse, det vakte hos de andre, bad han i Stilhed sin sædvanlige Bordbøn og tilføjede endda: "O, min Fader og Frelser i det høje! Skænk mig Naade og Kraft til at bære dit Vidnesbyrd ind i dette Hjem og tænde det himmelske Lys i Vankundigheds Mørke!"

Ved den øverste Bordende sad Frøken Ragnhild og Doktoren og disputerede om moderne Musik; ved den nederste sad de to unge, der for det meste stak Hovederne sammen under en hemmelighedsfuld Hvisken, og hvis snart varme, snart fornærmede Øjekast til hinanden syntes at tyde paa, at Fætterskabet var paa Veje til at glide over i et mere fortroligt Forhold.

Lige overfor Emanuel og Fru Hassing sad en lille tavs, sortklædt Dame, og ved Siden af hende en ældre Herre af højst ejendommeligt Udseende. Han var en Mand paa omkring halvfjerdsindstyve Aar, stor og plump af Legemsbygning og med et fuldkommen skaldet Hoved, hvis Isse var saa hvid og blank, at alle Stuens Lys spejlede sig i den. Ansigtet var rødvinsfarvet og delt paatværs af en bred Mund, som hvert Øjeblik aabnede Udsigten til en stor og tyk Tunge, der hindrede ham i at tale rent; Øjnene var smaa, Næsen til Gengæld stor og rød som en Hummerklo, og fra Hagen hang en rødblaa, nobret Hud ned over Halsen ligesom en Pelikanpose. Iøvrig var Ansigtet prydet med et lillebitte, hvidt Fipskæg og et Par smaa, halvmaaneformede Bakkenbarter, der efter gammel Hofmode strakte sig fra det underste af Øret henimod Midten af Kinden; og til dette aristokratiske Skæg svarede et stift, sort Atlaskes Halsbind og en ovalformet Brillantnaal midt i Skjortebrystet 325 (med en vedhængende Stump Guldkæde og en lille Hæftenaal) samt et stort, broget Silkelommetørklæde, hvormed han idelig og uden synlig Grund tørrede sig bag om sin tykke Nakke. Forresten var han ganske tarvelig klædt i en graa Klædesfrakke, og hverken hans Linned eller hans Hænder røbede nogen stærkt udviklet Properhedssans.

Denne Mand var den af Fru Hassing og hendes Nevø saa ængstelig omtalte "Onkel Joachim", en forhenværende Herregaardsbesidder, med Titel af Jægermester, som for nylig paa Grund af en altfor junkerlig Svaghed for Luksusheste, kostbare Ekvipager, stort Tjenerskab, fine Vine og illegitime Kærlighedsforbindelser havde været nødt til at sælge sin Ejendom og nu hovedsagelig levede af Familjens Naade. Sammen med sin Søster – den lille sortklædte Dame – opholdt han sig for Tiden hos Doktor Hassing i "et Besøg", der allerede havde strakt sig over adskillige Maaneder.

I god Overensstemmelse med sine øvrige Tilbøjeligheder havde Onkel Joachim altid sat en Stolthed i at høre til "de faa", der endnu hyldede de mest yderliggaaende reaktionære Anskuelser paa alle Omraader. Han kaldte sig bestandig – og slog sig samtidig med Varme paa sit brede Bryst – "en Repræsentant for Ideerne fra før Ulykkesaaret 48"; og det havde ikke formildet hans Sindelag mod det overalt fremrykkende Demokrati, at det netop blev en rig Bonde, som ved Tvangsavktionen fik hans Ejendom tilslaaet. Doktor Hassings ellers saa tyste og navnlig for al Politik ganske tillukkede Hjem havde i den sidste Tid fra Morgen til Aften genlydt af rasende Udfald mod Bønderne, Rigsdagen, Højskolerne og mod selve Regeringen. Jægermesteren var nemlig nok regeringsvenlig og navnlig kongetro; men han fandt, at man tog altfor valent og ængsteligt fat paa "Oprørerne"; han begreb ikke, hvorfor man ikke straks proklamerede den uindskrænkede Enevældes Genindførelse, og det var et Forslag, 326 hvortil han idelig kom tilbage, at man skulde sende alle Demokrater, i hvert Fald alle demokratiske Rigsdagsmænd, paa Krigsskibe over til Kristiansø, hvor de skulde hugge Sten, indtil de havde forbedret sig. Alle andre Forholdsregler var efter hans Mening Lapperier, Slag i Luften, der ikke vilde føre til noget Resultat.

Der havde derfor virkelig været Grund til med nogen Ængstelse at imødese Mødet mellem denne Mand og Emanuel – og de spændte Forventninger var da ogsaa i fuldt Maal bleven opfyldte. Saasnart Jægermesteren havde hørt Emanuels Navn, var hans Hoved bleven purpurfarvet; og uden at give Emanuel Haanden eller besvare hans Hilsen foer han ind i Spisestuen til Fru Hassing, der var ifærd med at tilse Aftensbordets Dækning.

"Hvad skal det sige!" raabte han her med sit tykke Læspemæle, hvis Styrke han paa Grund af Tunghørighed aldrig formaaede ret at beregne. "Er det ikke den gale Anarkist og Folkeforfører derovre fra Vejlby? Og med saadanne Folk holder I Omgang! Med den Slags Personer fører I mig sammen! Hvad er Meningen, Ludovica?"

"Hør, Onkel!" havde Fru Hassing svaret med en Bestemthed, der ellers var hende ganske fremmed men netop derfor gjorde et desmere overvældende Indtryk paa Onkel Joachim. "Du veed, at hverken Hassing eller jeg befatter os med Politik. Men Pastor Hansted er en overordentlig dannet og interessant Mand, af hvis Konversation man kan høste baade Fornøjelse og Belæring, uden at man derfor behøver at hylde hans Anskuelser. Jeg vil nu derfor bede dig om, Onkel Joachim, at du ikke fornærmer Pastor Hansted men husker paa, at han iaften er vor Gæst."

Det var Virkningen af denne Formaningstale, der endnu i Begyndelsen af Maaltidet kunde spores paa ham; han sad stiv som en Ledstolpe og lod med fornemt krænket Mine de fleste Retter gaa ham forbi. 327 Men efterhaanden som han mærkede, at hans tavse Modstand forblev upaaagtet – og desuden fordi den i Længden krævede altfor stor Selvfornægtelse af ham – forandrede han pludselig sin Taktik, tog med Graadighed for sig af alt, hvad der var paa Bordet, larmede ugenert med Kniv og Gaffel og faldt hvert Øjeblik de andre i Talen med højrøstede Anmodninger om Brød, Smør, "lidt mere Leverpostej, Ludovica", for dermed at vise, at Anarkisten slet ikke eksisterede for ham.

Underholdningen omkring Bordet var efterhaanden bleven livlig. Ogsaa Emanuels langsomme og tungt formede Tale hørtes bestandig tydeligere mellem de andres lette Konversation. Han følte i stigende Grad det Ansvar, han havde paataget sig ved at sidde her mellem disse sørgeligt vildledte Mennesker. Han besvarede høflig Fru Hassings forskellige interesserede Spørgsmaal om Forholdene i hans Menighed men var bestandig agtpaagivende, gav sig ikke paa noget Punkt hen og aflagde ikke et Øjeblik den alvorlige, næsten dystre Mine, der var hans foreløbige, tavse Indsigelse mod alt, hvad han saae omkring sig.

Samtalen mellem ham og Fru Hassing gled efterhaanden over paa et farligt Emne, nemlig paa Spørgsmaalet om Tidens store Folkeoplysningsarbejde, navnlig indenfor Bondestanden. Emanuel udtalte uforbeholdent sine Anskuelser og fremhævede med Vilje ganske særlig den Betydning, han tillagde Højskolernes Virksomhed paa dette Omraade.

Fru Hassing var lutter lyttende Opmærksomhed. Hun hørte til den Slags letbevægede Kvinder, der øjeblikkelig bliver varme for alt, hvad de mærker andre være varme for. I hendes regelmæssigt smukke, ikke særlig kløgtige Madonna-Ansigt kom der altid et Udtryk af dyb Eftertænksomhed, naar nogen talte; – det saae ud, som om Vedkommende med sine Ord klargjorde hende netop det, hvorpaa hun længe forgæves havde grundet. Saaledes sad hun ogsaa nu og 328 lyttede med Albuerne paa Bordkanten og en Finger lagt op over Kinden, – og naar hun nu og da i sin syngende Tone fremkom med, hvad hun kaldte "sine Betænkeligheder", var det i Virkeligheden mindre for at modsige ham end for at give ham fornyet Lejlighed til at udvikle sine Anskuelser.

Men ogsaa de andre var begyndt at blive opmærksomme. Emanuels urokkelige Alvor, hans grovt klædte Skikkelse og store Skæg frembragte i disse Omgivelser et ejendommeligt Indtryk af apostolisk Oprindelighed og Kraft. Ja, om det saa var den noget foredragsagtige Maade at tale paa, som han havde vænnet sig til ved stadig at henvende sine Ord til Bønder, gjorde den ham blot end mere interessant i disse Menneskers Øjne. Desuden var Emnet for Samtalen saa fremmed for dem alle, hans Udtalelser derfor saa nye og overraskende, at han uvilkaarlig paatvang dem Respekt.

Endog de to unge afbrød bestandig oftere deres Hvisken for at høre efter ham, naar han talte; og Sportsmanden blinkede en Gang hen til Fru Hassing, som om han vilde sige:

"Du har forresten Ret, Tante! … Der er virkelig Stil over Manden!"

Derimod var Frøken Ragnhild øjensynlig forstemt. Hun sad tilbagelænet mod Stoleryggen, og hendes lange, spidse Fingre tumlede stedse mere nervøst med nogle Brødkrummer paa Dugen.

Emanuel forblev i Længden ikke upaavirket af den stigende Opmærksomhed, han vakte med sin Tale. Han havde i et Øjebliks Selvforglemmelse – uden at tænke paa sit Afslag ude paa Marken – drukket et Glas Vin, og hans Tone blev bestandig mere utvungen. Han formede sine Sætninger med en Lethed, som undrede ham selv, og udtrykte sig i det hele med en Myndighed, der var ham ganske uvant.

Paa een Gang opstod der nogen Uro omkring Bordet. Fra sin allerede temmelig udæskende Lovprisning af Højskolerne 329 og den Aand, der gennem dem var udgaaet til Befolkningen paa Landet, havde Emanuel pludselig kastet Talen ind paa Øjeblikkets store Strid mellem Regeringen og Folket.

Alle saae ængstelig hen paa Onkel Joachim, hvis Hoved atter var blevet purpurrødt og svulmede op som en Ballon, der fyldes.

"Tillad mig, Højstærede!" eksploderede'4 han tilsidst, idet han efter tunghørige Folks Vane lagde en Haand – en højst uaristokratisk Næve med lange, røde Haartotter midt paa alle Fingerleddene – op bag Øret. "Jeg hører, De er en ivrig Beundrer af denne saakaldte Folkefrihed, min Herre, og denne … saakaldte … almindelige Stemmeret, jeg be'r! De vil da maaske tillade mig, Højstærede, at fremføre for Dem et Eksempel, som dog rimeligvis vil bringe Dem til andre Anskuelser. Jeg behøver blot at fremføre et eneste Eksempel for klart at godtgøre for Dem, hvor forkastelig, ja rent ud fordærvelig denne … jeg be'r … denne saakaldte almindelige Stemmeret er for et Lands Fremtid og Velfærd."

Fru Hassing sendte sin Mand et Blik for at faa ham til at standse Onkel Joachim. Men Doktoren, der bag sit korrekte og værdige Ydre gemte ikke saa lidt af en ungdommelig Skælmsmester, lod, som om han ikke saae det. Han fandt, at det kunde være ret underholdende at blive Vidne til en lille Holmgang mellem de to kamplystne Herrer.

"Jeg tillader mig altsaa – ganske kort – at fremføre følgende for Dem," fortsatte Jægermesteren. "Jeg havde en Gang … for nogen Tid siden, hm! … en Røgter … en Røgter, forstaar De! Iøvrig en meget ædruelig og skikkelig Person, men ganske uvidende, aldeles blottet for selv de mest elementaristiske Kundskaber. Dersom nogen vilde have spurgt ham … f.Eks. om, hvad tre Gange seks er, vilde han rimeligvis have svaret ni eller tolv eller fjorten. Jeg be'r Dem! … 330 Eller dersom nogen havde spurgt ham om, hvad f.Eks. Hovedstaden i Tyskland hedder, vilde han udentvivl have svaret Skelskør … det var nemlig den eneste By, han kendte, foruden København og Roskilde. Med Hensyn til Lovkyndighed, saa vidste han præcis lige saa megen Besked om, hvad der stod i vor … saakaldte … Grundlov, som hvad der staar i den tyrkiske eller kinesiske! Nu tillader jeg mig at spørge," fortsatte han med stigende Selvfølelse, da han paa den almindelige Tavshed kunde mærke, at han var begyndt at gøre Lykke. "Er det virkelig Deres Mening, Højstærede, at en saadan Person bør have lige saa megen Indflydelse paa Styrelsen af et Riges indre og ydre Anliggender som en Mand som … som f.Eks. vor ærede Vært, Hr. Doktor Hassing? Jeg be'r Dem!"

Han kastede sig med en inviterende Haandbevægelse tilbage paa Stolen, lagde Armene overkors og afventede i denne Stilling sejrstryg Emanuels Svar.

Emanuel havde mest Lyst til sletikke at svare Jægermesteren, hvis hele Person ikke syntes ham at indbyde til alvorlig Meningsudveksling. Men da han mærkede den Forventningsfuldhed, hvormed nu ogsaa de andre saae hen paa ham for at høre hans Svar, sagde han:

"Jeg mener, at den omtalte Røgter, trods al formentlig Uvidenhed, ikke alene burde have haft lige Ret med Doktor Hassing men – om der skete ham fuld Retfærdighed – maaske snarere den dobbelte."

Svaret kom med en saadan Overbevisningens Tilforladelighed og lød samtidig saa paradoksalt, at man uvilkaarlig brød ud i Indsigelser.

"Men det kan De dog umulig mene!" sagde selv Fru Hassing, mens Onkel Joachim lagde sig ned mod sin Søster og med en Stemme, som han aabenbart selv antog for hviskende, skreg hende ind i Øret: "Hvad siger han? Hvad er det, han siger?"

331 "Jeg synes dog, at Tingen er ganske simpel og indlysende," vedblev Emanuel, gjort yderligere veltalende af den Modstand, hans Ytringer vakte. "Hvorfor skal dog en Mands Fødsel være bestemmende i hans Forhold til Samfundet. At et Menneske er født i Fattigdom, kan blive en Ulykke for ham, og der var snarere Grund til at yde ham en Oprejsning derfor end til det modsatte. Og hvad hans paastaaede Uvidenhed eller rettere Mangel paa Lærebogskundskaber angaar – ja, saa betyder den jo egentlig blot, at Samfundet ikke har villet koste tilstrækkeligt paa hans Uddannelse; … men derfor er der dog ingen Grund til altid at lade ham være Stedbarn; tværtimod!"

"Jamen, De maa dog virkelig indrømme –," begyndte Doktor Hassing.

Men Emanuel hørte allerede kun sine egne Ord og vedblev:

"Sagen har desuden en anden Side. Jeg sætter, at der forestod en Afgørelse af et eller andet stort Samfundsspørgsmaal, f.Eks. om Krig eller Fred … Spørgsmaalet staar jo virkelig paa Dagsordenen rundtom i Evropa. Nu maa dog enhver give mig Ret i, at for en Mand i Doktor Hassings Stilling vil Udbruddet af en Krig – økonomisk set – ikke medføre væsentlige Forandringer i hans Livsvilkaar. Jeg mener, han behøver af den Grund ikke at paalægge sig nogen Art Forsagelse, for ikke at tale om, at han ikke har noget særligt at befrygte af Fremtiden … jeg taler jo slet ikke her om de langt dybere Følelser, som en saadan Begivenhed naturligvis vil fremkalde, men som maa antages at være ens hos alle. Derimod paastaar jeg, at for en fattig Arbejdsmand betyder Udbruddet af en Krig noget ganske andet og langt mere. Det betyder i mange Tilfælde hans fuldstændige Forarmelse. Hans Arbejde standser, Landets Handel, Fabriksdrift o.s.v., alt staar stille. Samtidig fordyres Levnedsmidlerne, Skatterne forhøjes … og 332 ikke nok dermed, men hans unge Sønner, der skulde være hans Støtte i Alderdommen, sendes mod Fjenden, bliver maaske skudte eller gøres til Krøblinge. Det vil sige, de kommer fremtidig til at hvile som en ny, tung Byrde paa Familjen. Og en saadan Mand, hvis Nutid og Fremtid saa frygtelig trues, ham skulde man ikke spørge om Forlov, endog to Gange? … Men netop saaledes stiller Forholdet sig jo i næsten alle Tilfælde. Det er altid de smaa og de fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der veed mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der nyder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse … men derimod dem, der udsættes mest. Saadan ser i alt Fald jeg paa den Sag."

"Men saa er De jo næsten … saa er De vel egentlig Socialist," ytrede Fru Hassing; hun sad med Fingren under Hagen og saae tankefuldt op mod Loftet.

"Det skal jeg saamænd ikke saa nøje kunne afgøre," svarede Emanuel, der paany i Tanker havde tømt et Glas Vin. "Dersom de Anskuelser, jeg her har udtalt, er socialistiske – nu, saa er jeg Socialist. Jeg skræmmes ikke af den Benævnelse!"

"Hvad siger han? … Siger han Socialist?" stammede Jægermesteren og lagde sig igen ned imod Søsteren, hvis Bestilling det i det hele syntes at være at hænge ved hans Øre som en levende Høretragt.

"Men De maa dog virkelig indrømme, Hr. Pastor," tog nu Doktoren tilorde – "at Folket, saadan i Almindelighed taget, i mange Tilfælde slet ikke veed eller er i Stand til at danne sig nogen Dom om, hvad der er til dets eget Bedste. Dertil fordres dog i mange Tilfælde Forudsætninger – Kundskaber, Erfaringer o.s.v. – som f.Eks. en Arbejdsmand paa Landet ganske mangler. Naturligvis findes der mange udmærkede 333 Undtagelser – det skal jeg, Gud bevares, aldrig benægte; paa ingensomhelst Maade benægte; – men ganske i Almindelighed kan man dog vistnok sige, at Almuen, f.Eks. vor store Bondebefolkning, er at betragte som et stort, uerfarent – maaske for Tiden ogsaa lidt uregerligt – Barn, der kun vilde styrte sig selv i allehaande Ulykker, ifald man ganske overlod det til dets egen Dømmekraft. Synes De dog ikke, jeg har Ret?"

"Jeg veed ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden," svarede Emanuel. "Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man ved at imødekomme de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad har udsat Samfundet for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel efter Eksempel paa, at man – tiltrods for Almuens Advarsler – har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke. Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed, der ved Aand eller Handlekraft har raget op over sin Samtid, uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet paa Bonden i hans Slægt! … Derimod vil man næppe kunne finde en eneste fremragende Dygtighed, der igennem mange Slægtled har haft sin Rod i de saakaldte højere Lag. Det er vor Bondes Flid, Nøjsomhed og sejge Udholdenhed, som alle vore dygtige Mænd har haft i Arv; … det var saadan i Fortiden, og det er saadan endnu den Dag idag. Aar for Aar sender Landet frisk, ung, virkelysten Kraft ind til Byerne … og hvert Aar udspreder disse til Gengæld en Samling hensygnende, aandeligt og legemligt nedbrudte Stakler, 334 hvem Landliv og Landluft skal bringe paa Fode igen. Det er ganske det samme Forhold som med vor gode, taalmodige, danske Muld, der Aar for Aar sender sit nærende Korn ind "mellem de røde Tage" … og faar Gødningen tilbage!"

Han havde talt med voksende Kraft og Lidenskab. Ganske vist var hans Henrevethed efterhaanden bleven en Smule bevidst; men han tog sig godt ud, som han sad der med sine rødblonde Haarlokker og det lyse Skæg, varm af Talen, af Vinen og sin alvorlige Overbevisning. Der var virkelig kommen lidt af et profetisk forklaret Udtryk i hans Ansigt, og Stuens stærke Lys havde tændt en lille gylden Stjærne i hans himmelblaa Øjne.

Der opstod efter hans Tale et Øjebliks Tavshed. Den blev afbrudt ved, at Doktoren vendte sig mod Frøken Ragnhild og sagde:

"Ja, hvad siger nu De, Frøken Tønnesen? Vil ikke ogsaa De give Deres Bidrag til Diskussionen?"

Hun rejste sig ligesom med lidt Besvær fra sin tilbagelænende Stilling og sagde:

"Jeg holder med Pastor Hansted."

"Hvad for noget? … Ogsaa De!" udbrød man rundt om, mens Onkel Joachim, efter at have faaet hendes Ord gentaget af Søsteren, med et "Nu har jeg Pinedød –" slog Hænderne sammen over Hovedet.

"Ja, jeg tilstaar det. Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser for Beboerne … at i dette vort kære Fødeland, der maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været civiliseret men endnu henligget som en Slags stort Grønland, hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og fiske, … Ja, hvad var det nu egentlig, jeg vilde sige?"

Hun saae sig omkring med et forstilt Smil.

"Jo, nu husker jeg det. Det var bare dette … at i et saadant Land er det – som Hr. Hansted rigtigt 335 antydede – ganske naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen rigtigt bemærkede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtig alt, hvad der ikke maaler fyrretyve Tommer over Brystet og tyve mellem Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler egentlig lever paa Bondens Naade … det har jeg altid selv haft en levende Fornemmelse af."

Der opstod ogsaa efter disse Ord et Øjebliks Tavshed. Man var ikke ganske klar over, hvad der skulde opfattes som Alvor, og hvad som Ironi. Kun Doktoren mærkede Uveir i Luften og fandt det raadeligst at bryde af itide.

"Tør vi saa bede Dem tage tiltakke!"

Man rejste sig og bød hinanden Velbekomme.

Ogsaa Frøken Ragnhild og Emanuel mødtes og gav hinanden Haanden.

"Min oprigtige Kompliment, Hr. Pastor!" sagde hun med fremtvungen Lystighed. "Det maa jeg lade Dem … De har virkelig uddannet Dem til en slagfærdig Taler!"

 
V

Inde i den salonmæssige Dagligstue var der rundt om paa Smaaborde og Konsoller hensat slørbehængte Lamper, der lod Rummet hvile i en behagelig Halvskumring, ret egnet for fredelig Hvile i de store, fløjlsbetrukne Lænestole. En Fløjdør stod aaben ud til en glasdækket Veranda, en hel lille Vinterhave, fuld af Palmer og højstammede Planter, og herigennem var der atter Udsigt til den noget lavere liggende Have. Man kunde fra Stuen se en Græsplæne med en Stenvase, nogle Rosenbusketter og et Par høje Poppeltræer, der 336 altsammen saaes indhyllet i Sommernattens blege Maanetaage som i et Sølvflor.

"Nu er De nok saa skikkelig at spille lidt for os, Frøken Tønnesen," sagde Doktoren. "Jeg antager, vi alle er enige om, at Sindene kan trænge til at dysses lidt i Ro."

"Hjertelig gerne!" svarede Frøken Ragnhild. "Naar jeg blot kunde huske noget!" tilføjede hun lidt efter henne ved Klaveret, hvor hun paa Virtuosmaner stod og bøjede sine sammenfoldede Hænder for at gøre Fingrene smidige.

Emanuel havde anbragt sig i en stor Armstol overfor Verandadøren; han var ikke rigtig velfornøjet med, at der skulde musiceres. Han var endnu for opfyldt af Samtalen ved Bordet og havde helst villet fortsætte den nu, da han var i Stemning.

Imidlertid havde ogsaa de andre taget Plads rundt om i Stuen og gjort sig det mageligt i de brede Stole. Kun Onkel Joachim var bleven siddende ved en Vinkaraffe inde i Spisestuen, hvor man en Tid hørte ham give sit Hjerte Luft overfor Søsteren … indtil Fru Hassing, da Frøken Ragnhild anslog sin første Akkord, gik hen og aabnede Døren og med et "Tys" bragte ham til Tavshed.

Frøken Ragnhild begyndte sit Spil med et Par kraftige Løb op og ned ad Tangenterne ligesom for at rense Luften i Stuen. Saa sad hun et Øjeblik ubevægelig, med bægge Hænder i Skødet, under en Stilhed, hvori man syntes allerede at høre Musiken klinge fra det fjerne.

Henne i den mørkeste Krog af Stuen havde den unge Frøken Gerda forputtet sig.

Der var i Aftenens Løb foregaaet en besynderlig Forandring med den før saa muntre unge Pige; hun var bleven mærkelig stille, næsten højtidelig. For Fætterens Galanterier havde hun under Maaltidet vist sig mere og mere udeltagende, hvorimod hun med stigende 337 Opmærksomhed havde set og hørt paa Emanuel, naar han talte.

Ogsaa nu sad hun og stirrede ufravendt hen paa ham med store, undrende Øjne. Hun sad foroverbøjet med Albuerne paa sine Knæ. Et mørkerødt Skær fra en nærstaaende Lampe belyste hendes Ansigt og de foldede Hænder, paa hvilke hun hvilede sin Hage; Resten af hendes Skikkelse utydeliggjordes af Skyggen. I hvert af hendes Træk saaes tydelig Familjeskabet med Fru Hassing; hun havde ganske dennes madonnaagtige Ansigtsoval; Mundens og Hagens bløde Linjer røbede den samme sværmeriske Hengivelsestrang; men Næsen var kraftigere, Kindens Runding fastere, og der ulmede en Ild af vaagnende Lidenskab i de fløjelsbrune Øjne, hvorover de mørke Bryn tegnede sig som et Par Vinger, der løfter sig til Flugt.

Da det første Musikstykke var tilende, og mens der mellem Frøken Ragnhild og Doktoren veksledes nogle Bemærkninger om Komponisten, rejste hun sig fra Stolen og listede langsmed Væggen hen til Fru Hassing, der sad i den modsatte Ende af Stuen.

"Tante," hviskede hun hende ind i Øret. "Er det virkelig sandt, at han er gift med en Bondepige?"

"Ja, mit Barn."

"Med en rigtig Bondepige?"

"Ja, mit Barn," gentog Fru Hassing og klappede hende paa Kinden.

Hun blev et Øjeblik staaende med Haanden oppe paa Ryggen af Tantens Stol. Saa listede hun, idet Frøken Ragnhild begyndte et nyt Musikstykke, tilbage den samme Vej, hun var kommen, og satte sig igen til at stirre over paa Emanuel.

I nogen Afstand fra hende sad Fætteren, der hele Tiden gjorde sig Umage for ved Tegn at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. Men hun lod, som om hun ikke saae det; og da han en Gang i Utaalmodighed vilde forsøge paa at naa hende med en langskaftet 338 Fjerkost, som han havde fundet i sin Nærhed, sendte hun ham et saa lynende Øjekast, at han af Betuttelse nær var vippet ned af Stolen.

Emanuel havde i Begyndelsen ikke synderlig Opmærksomhed tilovers for Musiken. Det første Stykke havde været en moderne, sværtopfattelig Komposition, der i hans Øre lød aldeles som en Kattekoncert. Han havde lænet sig tilbage i Stolen og hengivet sig til sine egne Betragtninger. Hans Blik var gledet rundt i Stuen, henover Væggenes Billeder og nogle hvide Statuetter paa Hjørnepiedestalerne … og alt imens havde en tung Døsighed sænket sig over ham. Det var allerede bleven langt over hans sædvanlige Sengetid, og Værelsets Tusmørke, Dagens mange nye Indtryk, Slappelsen efter den megen aandelige Anspændelse tilligemed Virkningen af Aftenbordets Vin gjorde ham mat og tung.

Men efterhaanden begyndte han at lytte. Kendte Toner naaede hans Øre … brusende, højtidelige Harmonier, der kom til ham ligesom langt borte fra. Han vidste længe slet ikke, hvortil han skulde henføre dem; forstod ligesaa lidt den stærke Sindsbevægelse, hvori de satte ham. Han følte sig som fangen under en Fortryllelse. Hans Blik faldt ud gennem Verandadøren, – og det blege, højtidelige Sommernats-Landskab derude med den store Stenvase og de sorte, cypresagtige Poppeltræer syntes ham i samme Øjeblik som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds Musik. Da genkendte han Chopins Sørgemarsch, hans Søsters Yndlingsstykke, som han i sine Ungdomsdage saa ofte havde hørt hende spille i Mørkningstimerne derhjemme, … og i det samme var det, som om Omgivelserne forvandlede sig for ham. Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, han befandt sig i: det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys og med yndefulde Bevægelser løftede og sænkede de hvide Hænder 339 over Tangenterne. Som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe, sad han med endnu halvt slumrende Bevidsthed og lod Øjet hvile paa disse hvide, smukke Skyggehænder; og da de under en Pavse i Musikstykket toges fra Tangenterne og sænkedes ned i Skødet, gled hans Blik uvilkaarlig op over Frøken Ragnhilds slanke Arme og hengav sig til Betragtning af hendes Nakke, hvorfra det egernrøde Haar var strøget bort for at samles i en Snegl over Issen. Han sad en Stund fortabt i Beundring for dette Haar og denne Nakke, fulgte i Tanker Halsens Linjer opefter og henryktes af hendes venstre Øre, hvis fine, gennemsigtige Brusk fik et koralrødt Skær fra det bagvedstaaende Klaverlys. Men pludselig vaagnede han til Bevidsthed … Under skamfuld Forvirring strøg han sig med bægge Hænder gennem Haaret, og saasnart Musikstykket var tilende, rejste han sig. Han følte sig ilde; han vilde hjem.

Temmelig hovedkulds tog han Afsked og befandt sig faa Øjeblikke efter ude paa Vejen.

Men heller ikke herude hævedes straks Fortryllelsen, skønt han gik med stærke, hastige Skridt, ligesom drevet frem af sit Hjertes urolige Banken. Musikens Toner blev ved at forfølge ham henad den slangebugtede Vej; … han blev ikke helt sig selv, før han naaede over Sognegrænsen og saae de hjemlige Bakkers mørke Masser tegne sig højt mod den allerede svagt lysende Horisont.

Imidlertid havde han inde i Doktorens Dagligstue været Emnet for en livlig Underholdning. Onkel Joachim var kommen tilstede og havde faaet Lov til frit at udtale sig, – hvad han i rigeste Maal benyttede sig af. Fru Hassing lovpriste Emanuel, og selv Doktoren maatte indrømme, at han virkelig var "et meget ejendommeligt og langtfra ubegavet Menneske."

Frøken Gerda sad ubevægelig henne i sin Hjørnestol, stum og aandsfraværende, – fortabt i Drømme.

Ogsaa Frøken Ragnhild forholdt sig temmelig tavs; 340 hun havde nu heller ingen Grund til at være særlig tilfreds med denne Aften. Det var nemlig ikke helt usandt, hvad hun havde ytret til Emanuel, at hun i de forløbne Aar ofte havde ønsket at møde ham igen, ja Udsigten til at faa dette Ønske opfyldt havde ubetinget beskæftiget hende mest, da hun i sin Tid modtog Fru Hassings Indbydelse, og hun havde under sit Ophold her snildt forstaaet at lede alle Udflugterne ned mod Vejlby Strand i Haabet om at faa Held til at møde ham.

Det var ikke lutter kvindelig Nysgerrighed, der havde drevet hende herud. Ret hurtigt efter deres Adskillelse var det gaaet op for hende, at den Interesse, hun havde næret for daværende Kapellan Hansted, ikke bundede i en saa ganske ublandet Venskabsfølelse, som hun havde troet, men at der virkelig ved Samlivet med ham var gaaet et Pust af Kærlighed henover hendes Sjæl. Hun havde siden ofte følt sig nedværdiget ved Erindringen derom. Bevidstheden om at være forsmaaet – endog af en Mand, der havde giftet sig med en Bondepige – havde naget den stolte Provstedatter næsten som Erindringen om et Fejltrin. I syv lange Aar havde hun gemt paa et dybt Had til Emanuel, og Mindet om hendes Faders forsmædelige Bortrejse fra Vejlby Præstegaard, – der havde græmmet den gamle Mand mere, end nogen anede, og ret egentlig var bleven Aarsag til hans Død – havde ikke tjent til at dulme det. Ikke heller de mange andre Triumfer, som Bønderne i de'5 forløbne Aar havde fejret paa alle Omraader i det offentlige Liv, havde just skullet formilde hendes Sind. Hun afskyede Bonden og alt, hvad der bare lugtede af Muld, oprigtigere end nogensinde før. Om det saa var den nye Literatur, saa oprørtes hun over den bare paa Grund af dens Naturbeskrivelser og Almueforherligelse, og hun gik aldrig mere paa Charlottenborgudstillingen, fordi det syntes hende, at ogsaa alle Kunstnere havde forelsket sig i Motiver fra Stald 341 og Mødding. Ja, selv i Teatret havde hun ikke længer Fred; der sad Rigsdagsmændene paa deres Fripladser og spyttede i Parkettet.

Dog intet havde oprørt hende som den megen Tale om et forestaaende Ministerskifte, der i de senere Aar havde lydt overalt. Man havde virkelig for Alvor snakket om, at nu skulde Bønderne til Magten. Man havde rentud udpeget en forhenværende Landsbylærer som vordende Konseilspræsident. Selv Folk, der sletikke kunde forsone sig med Tingenes Tilstand, havde hovedrystende sagt, at "der nu næppe var andet at gøre". Hun forstod det ikke. Havde man da ikke altid vidst, at Bønderne var i Flertal her i Landet? Hvorfor da pludselig denne Underkastelse? "Bønderne er jo dog ogsaa Mennesker", havde hun bestandig hørt som Svar paa sine Indvendinger. Men det var jo netop det, de ikke var! Maaske var de det ifølge Naturhistorien, efter Antallet af Knusetænder og Tarmvindinger. Men en Røgter paa Landet stod ikkedesmindre Faaret og Studen langt nærmere, end han stod et blot jævnt begavet Intelligensmenneske. Og Faaret og Studen tænkte man dog endnu ikke paa at give Stemmeret! – Hvor havde hun ikke ogsaa jublet, fordi der nu endelig var opstaaet Mænd, der havde Mod og Mandshjerte til at hævde Menneskets gamle Herskerret over Jorden og mane dette Bonde-Troldtøj ned igen i de Møddinger, hvor det hørte hjemme!

Det var da ogsaa med Hjertet opfyldt af denne Fryd, at hun nu havde haabet paa at gense Faderens fordums Kapellan. Nu, da Galskabernes Tid var forbi, brændte hun af Utaalmodighed efter at triumfere over'6 den, der havde ydmyget hendes Fader og hende selv, og befri sig for den Skamfølelse, som Mindet om deres Samliv i alle disse Aar havde holdt vaagen hos hende. Men i denne Henseende havde Mødet med Emanuel langtfra givet hende den forventede Tilfredsstillelse.

I sin Fortrædelighed herover sagde hun Godnat 342 før nogen af de andre, idet hun undskyldte sit Opbrud med Hovedpine; og imod Sædvane bad hun denne Aften ikke Fru Hassing om at følge hende op paa hendes Værelse, for at de kunde passiare lidt i Enrum. Længe sad hun i sin hvide Friserkaabe foran Spejlet med Hænderne foldede i Skødet og glemte at løse sit Haar. Tilbagelænet mod Stoleryggen stirrede hun ned for sig med et stivnet Udtryk af Vrede. Pludselig kom hun til at fryse. En dump Angst sneg sig ind paa hende … Hvad var det dog for en Magt, dette Menneske havde over hende?

 
VI

Træt og fortumlet af Dagens Hændelser naaede Emanuel hjem til Vejlby Præstegaard, hvor hans Bortebliven iøvrig ikke havde vakt nogen Forundring. Hansine spurgte ham ikke engang om, hvem han havde besøgt; hun var vant til, at han lod sig holde fast af de Venner, hos hvem han tilfældigt faldt ind, og at han da i Samtalens Løb ganske glemte baade Tid og Sted.

Først den næste Morgen fortalte Emanuel hende, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, … og dermed havde han helst skrevet den hele Sag i Glemmebogen. Han var vaagnet med en Fornemmelse af daarlig Samvittighed, og jo flere af Aftenens Begivenheder, der dukkede op i hans Erindring, desmere misfornøjet blev han med sig selv. Efter Morgensangen gik han ind i sin Stue, lukkede sin Dør og stillede sig hen ved en støvet Pult, der stod i det ene Vindueshjørne. Med Hovedet støttet i sine Hænder sagde han angrende men barnligt tillidsfuldt:

"Fader! Er du fortørnet paa mig? Jeg veed det nok, daarligt og forfængeligt har jeg udrettet den Gerning, du gav mig at gøre. Men du vil være langmodig. Du vil ikke forstøde mig. Prøv mig – og prøv mig 343 paany, jeg beder dig, Fader! – indtil jeg ikke længer snubler!"

Besøget hos Doktor Hassings fik foreløbig den Betydning for ham, at det bragte ham ud over den Slaphedstilstand, hvori han saa længe havde hvilet; det gav ham aandelig Svingkraft til endelig at komme ud over det døde Punkt, han siden Guttens Begravelsesdag havde befundet sig i. Om Søndagen prækede han paany med en Inderlighedens Varme, saa hans – iøvrigt faatallige – Tilhørere blev ganske henrevne af hans Ord og efter Gudstjenesten samlede sig udenfor Kirkedøren for at tage ham i Haanden og takke ham. Dagens Tekst var Evangelisten Marcus' Berettelse om Kristus, der bespiser Folket i Ørkenen med fem Brød og nogle smaa Fisk. Efter sin Sædvane anskueliggjorde han først selve Begivenheden for sine Tilhørere, udmalede poetisk Ørkenens højtidsfulde Stilhed, dens evigblaa Himmel og det forrevne Klippelandskab, hvorpaa Solen kastede sine brændende Straaler. Derpaa fortsatte han:

"Og saa er der nu dette med de fem Brød og de smaa Fisk, som alle Dage har været Genstand for Tvivlernes Spotteord. I Tosser, siger de, at mætte fire tusende Mennesker med en Favnfuld Fattigmandskost og endda faa fem fulde Kurve tilovers, det er jo Daarekistesnak! Ja saadan siger disse stakkels Mennesker, som ikke kender og ikke vil anerkende anden Slags Sult end den, der faar Maverne til at knurre. Men vi, som veed, hvad det vil sige, at Aanden hungrer, og at Sjælen tørster – aa, vi forstaar det altsammen saa godt. Vi har alle kendt disse Svaghedens og Modløshedens Øjeblikke, hvori vi syntes, at alt blev Ørken omkring os; og vi skimtede ingen læskende Kilde, og vi troede, at ikke alle Jordens og Himlens Skatte vilde kunne stille vor Sjæls Hunger … Og saa sker der bare en eneste lille uventet Begivenhed, eller vi hører en Dag et godt lille Ord, som Vorherre har lagt sin Velsignelse i, og straks grønnes igen alt for vore Øjne, og vort Hjerte … aa, det 344 fyldes og næsten sprænges af Haab og Fryd, saa vi ikke alene selv fuldelig mættes men kan dele ud deraf med bægge Hænder! Ja, Venner, slige Svaghedsøjeblikke kender vi allesammen. Og naar jeg nu skal sige min Mening, saa synes det mig, at der hviler en saadan Slappelsens Døs over hele Gudsfolket herhjemme for Øjeblikket. Overalt hører man modløse Stemmer sige: Hvad kan det altsammen nytte? Vi kæmper for Sandhed og Retfærdighed her paa Jorden, men vi ser blot Uretten og Løgnen og Vilkaarligheden trives bedre og bedre omkring os. Lad os give Afkald, lad os vende tilbage til Ægypternes Trælleaag og til deres Kødgryder. Og Fristelsen, der følger Tvivlen i Hælene som dens Skygge, istemmer med sin blide, kælne Slangehvisken: Ja, knæl blot ned, og jeg vil give dig al Jordens Herlighed! … Nej, nej! Vi giver ikke tabt! Vi stoler paa den Gud, der strøede Manna for Jøderne og mættede Ørkenens fire tusinde Mand med sin Velsignelse. Ogsaa vi er Guds udvalgte Folk, som han har benaadet og gjort til sit Redskab, og vi vil takke og lovsynge ham derfor! Ja, kære Brødre og Søstre, vogt paa Slangen i Eders Hjerter! Tro den ikke død, fordi den har skiftet Ham! Den lurer som Svaghed selv bag vore stærkeste Haab, den skjuler sig som Selvretfærdighed endog i vor allerydmygste Bøn, den leder os til Fald, netop naar vi tror os oprejste. Men vi vil sønderknuse dens Hoved med Troens Jernhæl! Vi vil folde vore Hænder og sige med Mund og med Hjerte: Vor Fader, du, som er i Himlene, helliget vorde dit Navn, tilkomme dit Rige – –!"

Emanuel havde selv følt, at Aanden havde opfyldt ham, mens han talte. Da han kom hjem, kyssede han Hansine paa Panden, tog den lille Dagny paa sin Arm og bar hende lovsyngende rundt i Stuen. Han havde ikke i lange Tider været saa frejdig og glad.

Om Eftermiddagen foreslog han, at de skulde køre hen til Bedsteforældrene, som han ikke havde besøgt 345 den hele Uge og nu længtes efter at se. Den store Fjedervogn blev trukket frem, og Hansine og Børnene pyntet i deres bedste Stads. Dette skete efter Emanuels udtrykkelige Ønske, "fordi vi virkelig ogsaa en Gang maa vise, at vi har pæne Klæder"; og da han saae Hansine i sort Silkeforklæde og med sin lille perlestukne Silkehue, tog han hende med bægge Hænder om Livet og udbrød:

"Jeg tør vædde ti mod een paa, at der findes ikke kønnere Præstekone i hele Danmarks Kongerige!"

Da Klokken blev fire, gik han selv over i Stalden for at lægge Tøjet paa Hestene. Som han stod der med et Hovedlag mellem Hænderne, kom Sigrid styrtende ind til ham med Øjnene paa Stilke og saa stakaandet af Sindsbevægelse, at hun næsten ikke kunde tale.

"Fa'er!" raabte hun. "Der er kommen to … to Mennesker … fine Damer … De gik lige ind i Stuen."

Emanuel blev rød. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus.

"Er Mo'er inde i Stuen?" spurgte han.

"Ja."

"Det er godt."

Han gav sig med Forsæt god Tid til at fuldføre Arbejdet med Hestene … men hans Hjerte bankede uroligt. Hans Tanker galdt især Hansine. Hvad vilde hun vel tænke om dette Besøg? Og hvorledes havde hun mon modtaget de fremmede?

Nu kom ogsaa Abelone stormløbende over Gaardspladsen paa sine Trætøfler og stak hele Overkroppen ind over Stalddørslemmen:

"Er Emanuel her? … Du maa endelig komme ind straks; der er kommen to Damer – –"

"Herregud! Hvor ofte skal jeg dog høre det!" afbrød han hende utaalmodig. "Sigrid har jo fortalt mig det – –"

Hun saae forbavset paa ham.

346 "Det kunde en anden jo ikke vide. Forresten var det Hansine, der sagde, at jeg skulde løbe herover."

Hun vendte sig fornærmet og skyndte sig klaprende tilbage over Gaardspladsen.

 
VII

Inde i "Hallen" sad imidlertid Frøken Ragnhild paa en af Straastolene ved Bordet og bestræbte sig for at vedligeholde en Samtale med Hansine, der havde taget Plads i sin Armstol henne ved Kakkelovnen, og som med sin sædvanlige Uelskværdighed overfor fremmede gjorde sig ringe Umage for at skjule sin Forbavselse over Besøget.

Paa Bænken henne under Vinduet bagved Bordet sad Søren Røgter og krøb sammen i sin just ikke klædelige Søndagsdragt, en gammel blaa Vadmelsfrakke med hvide Sømme og et brandgult Halstørklæde. Med vidtopspærrede Øjne og aaben Mund stirrede han skiftevis paa Frøken Ragnhild og hendes Ledsagerske, den unge Frøken Gerda.

Frøken Ragnhild bar en sort Perlepelerine over en Spaserekjole af graatærnet Silke; dertil sort "Kapothat" med høj, spidst opløbende Sløjfe. Frøken Gerda havde den samme hvide Kjole paa og samme lyseblaa Hat, som hun havde baaret forleden ved Emanuels Besøg hos Doktor Hassings.

Den unge Pige sad med Hænderne i Skødet helt ude paa Kanten af sin Stol, og baade denne Stilling, hendes blussende Kinder og det Blik, hvormed hun saae sig omkring i Stuen og nu og da betragtede Hansine og hendes Bondedragt, røbede en stærk Betagethed, endda hun i Grunden følte sig saare uhyggelig tilmode i det store, umøblerede Rum, der mindede hende om en tom Lade, og dertil fornam al Slags Kriblen 347 omkring paa Kroppen ved Synet af Søren Røgter og hans Vadmelsfrakke. Hun havde ikke ladet Frøken Ragnhild i Fred, før hun havde faaet Lov til at tage med hende herhen; og paa hele Vejen fra Kyndløse havde hun været ganske febrilsk af forventningsfuld Spænding.

Men da Døren nu aabnedes og Emanuel traadte ind, kom der et lidt skuffet Udtryk i hendes Ansigt. Hun havde af Doktor Hassing hørt om den mærkelige Kittel-Dragt, hvormed Pastor Hansted plejede at færdes i Hjemmet, og han viste sig nu i ganske den samme lysegraa, langskødede Multumsfrakke og tæt tilknappede Klædesvest, som hun havde set ham med forleden.

"Ja, her har De mig igen, Hr. Pastor!" udbrød Frøken Ragnhild og rejste sig. "Det er rigtignok at falde med Døren ind i Huset til Folk; men Deres Hustru var saa elskværdig at sige, at det var de saa vant til her. Jeg haaber altsaa, at vi ikke kommer til Forstyrrelse … Ja, De husker vel nok min lille Veninde, Hr. Pastor," tilføjede hun og vendte sig mod Frøken Gerda.

Emanuel hilste tavs paa dem bægge og bad dem med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads igen.

"De har haft en lang Vej at gaa," sagde han lidt efter.

"Aa, ikke saa lang, som De vistnok mener," lo Frøken Ragnhild. "At gaa lige fra Kyndløse hertil vilde ganske sikkert have oversteget mine Kræfter; men saa galt er det heller ikke. Doktor Hassing skulde i Sygebesøg et Sted her i Nærheden, og saa kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at benytte Lejligheden og gøre Dem" – hun gjorde her en lille Bøjning hen imod baade Hansine og Emanuel – "og mit gamle Ungdomshjem et Besøg. Vi kørte med Doktoren til noget, der hed – "Aasen", tror jeg – og der skal vi træffe ham igen. Det er vist mindst en halv Times Vej herfra, og jeg er saamænd ganske stolt over at have gaaet saa langt lige i Solheden."

348 Hun gav sig lidt febrilsk til at tale om Egnen og de nye Ting, hun havde set paa Vejen herhen. Hun syntes, at alting var bleven saa forandret, siden hun havde boet her; navnlig havde Byens Udseende overrasket hende. "Her er virkelig blevet langt hyggeligere," sagde hun; og Emanuel, der havde taget Plads paa Bænken bag den øverste Bordende, forklarede hende, at det kom af de mange, i sin Tid afbrændte Haver, der i Aarenes Løb var vokset til igen og havde faaet store Træer.

Hansine blandede sig ikke i Samtalen, og Emanuel gjorde sig heller ikke nogen Umage for at drage hende ind i den. Han forstod egentlig ikke rigtig selv, hvad det var, der trykkede ham ved dette Besøg, og hvorfor han bestandig syntes at mærke Hansines Blik vandre forskende frem og tilbage mellem ham og Frk. Ragnhild. Han havde jo dog virkelig intetsomhelst at bebrejde sig; og i hvert Fald havde han jo ikke skjult noget for hende. Han havde hin Morgen, da han først havde lettet sit Hjerte for Gud, aabent fortalt hende alt, hvad der om Aftenen var sket.

Imidlertid sad Frøken Gerda paa Kanten af sin Stol og kastede glødende Blikke over til Emanuel, mens hun selv iagttoges af den lille Sigrid, der stod henne hos Hansine i en lyserød Bomuldskjole, med et sort Baand om sit gulbrune Haar. Barnet havde lagt Hoved og Arme ned i Moderens Skød; og hver Gang hun opdagede, at Frøken Gerda saae paa hende, gemte hun sit Ansigt. Men straks efter kiggede et stort, mørkeblaat, spejdende Øje paany op over hendes solbrunede Arm; og saasnart hun troede sig ubemærket, løftede hun sig op paa Taaspidserne og hviskede noget til Moderen.

Hansine nikkede adspredt og strøg hende samtidig kærtegnende over Haaret – med en moderlig Ømhed, som hun ikke ofte lagde for Dagen overfor sine Børn.

Samtalen ved Bordet truede hvert Øjeblik med at 349 gaa istaa. Det var ikke Emanuel muligt at holde sine Tanker samlede. Hansines fuldkomne Tavshed gjorde ham stadig mere nervøs. Desuden trykkedes han lidt af Søren Røgters Nærværelse. Søren havde altid haft sine slemme Uvaner, som man paa Grund af hans mange gode Egenskaber havde baaret over med; men det forekom Emanuel, at han aldrig i den Grad havde spyttet og harket eller haft saa mange højtlydende Opstød som netop idag.

"Skal vi ikke gaa ud i Haven?" spurgte han tilsidst. "Rigtignok kan vi ikke fremvise en Mønsterpark som den, Deres Fader i sin Tid efterlod os … men lidt Kølighed kan vi i hvert Fald finde derude."

"Det kan jo være prægtigt!" sagde Ragnhild.

De rejste sig alle; Hansine dog først, efter at Emanuel ligefrem havde spurgt hende, om hun ikke fulgte med. Kun Søren Røgter blev siddende og slugte indtil det sidste de fremmede Damer med sine graadige Øjne.

Nu stak Abelone Hovedet ind ad Køkkendøren, bag hvilken hun havde staaet og luret.

"Er de gaaet?"

Søren nikkede tavs, hvorefter Abelone gik helt frem og skyndte sig til Vinduet for at kigge ud.

"Om jeg da kan begribe, hvad Emanuel vil ha'e med saadan no'en Rendetasker at bestille," sagde hun forarget. "De ser jo ikke anderledes ud end som et Par Skøjer."

 
VIII

Det første Indtryk af Vejlby Præstegaardshave var ikke lige tiltalende for alle. Emanuel havde Ret i, at der ikke var bleven synderlig meget tilbage af den herregaardsmæssige Park, som Provst Tønnesen havde efterladt ham. De i gamle Dage saa velplejede Hækker 350 havde bredt vilde Skud til alle Sider, Plænerne var voksede ud over Gangene, og Græsset stod fuldt af al Slags Ukrudt. De lange Alleer var tilgroede, og inde under de store Træer laa nedblæste Grene og halvraadne Stærekasser.

Frøken Ragnhild og Emanuel, der efter kort Tids Forløb havde skilt sig fra deres Ledsagere, var efterhaanden kommen ind i Havens tætteste Vildnis. Emanuel gjorde idelige Forsøg paa at komme tilbage til de andre eller i hvert Fald at slippe ud i den brede, aabne Kastaniealle, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. Men Frøken Ragnhild syntes at have faaet en Forkærlighed netop for de lønligste og eventyrligste Veje. Hun gik et Par Skridt foran ham og holdt med sin venstre Haand lidt op i Kjoleslæbet, saa man bagfra akkurat kunde se den pibede Kant af et stivet Skørt og Hælene af et Par elegante Laksko.

Emanuel blev greben af Uro ved at gaa ene med hende paa disse mørke, tavse Stier, der gemte saa mange halvforglemte Minder fra deres Ungdomsdage. Han betoges af Forvirring ved efter saa mange Aars Forløb at høre den hemmelighedsfulde Hvisken, der frembragtes af hendes Klæder under Gangen, og fornemme den Violduft, som ogsaa i sin Tid altid sporedes i hendes Nærhed. Frøken Ragnhild derimod saae sig utvungen omkring og syntes oplagt til al Slags Lystighed. Dog havde det langtfra været uden Overvindelse, hun var gaaet til dette Besøg i sit gamle Hjem. Men hun havde ikke kunnet finde Ro, før hun endnu en Gang havde gjort et Forsøg paa at ydmyge sin Faders fordums Kapellan, – og Synet af Præstegaardens Forfald og det lille Optrin inde i Stuen havde i saa Henseende været hende til stor Tilfredsstillelse. Hans Kones mistroiske Tavshed og hans egen urolige Forlegenhed havde allerede næsten givet hende Oprejsning for Fortidens Krænkelser. Men endnu var hendes Hævntrang ikke stillet, og hun gjorde sig stadig Umage for at 351 holde Samtalen inde paa Spor, ad hvilke hun kunde forfølge sin Triumf.

Imidlertid var Hansine og den lille Frøken Gerda bleven staaende henne ved en solbeskinnet Græsplæne i den forreste Del af Haven. Gerda havde kastet et langeligt Blik efter Ragnhild og hendes Ledsager, da de forsvandt; og som en Erstatning for Synet af Emanuel havde hun gjort sig gode Venner med Sigrid, der nu var bleven helt modig og – tiltrukket af hendes fine Klæder – strøg sig indsmigrende op ad hende og lod Haanden glide ned ad hendes Kjole. Hansine havde forsøgt at indlede en Samtale med den unge Pige; men efterat de havde vekslet nogle Ord aldeles uden at kunne forstaa hinanden, gav Gerda sig i sin Fortvivlelse til at lege, mens Hansine satte sig hen paa en Bænk i Skyggen af en Hæk.

Efter nogen Tids Forløb vaktes hun op af sine Tanker ved Lyden af Stemmer, der nærmede sig. Det var Ragnhild og Emanuel, der kom tilbage ad den lukkede Hasselalle, som løb lige bag hende.

"– – Vi ses vel omtrent en Gang hver fjortende Dag," hørte hun Ragnhild sige. "Og i Reglen spiller vi da lidt firhændigt sammen. Men naturligvis, vi passiarer ogsaa … undertiden ogsaa om Dem, saadan som jeg vist har fortalt Dem. Jeg har altid kunnet mærke, at Deres Søster hænger ved Dem med en sjælden Kærlighed. Hun har tidt talt om, hvor ofte hun savner Dem, og hvor meget hun længes efter igen at se Dem."

"Saa Betty har virkelig talt til Dem om mig?"

"Ja, og det er dog egentlig saa naturligt; hun har jo slet ikke set Dem i disse mange Aar. De skulde virkelig en Gang tage ind til Byen. Betty trænger til Opmuntring, Stakkel. Hun føler sig saa ene, siden hun mistede sit Barn. Det var virkelig et haardt Slag for hende. Hun er jo endnu ung og trænger til nogen eller noget, der kan fylde Tilværelsen for hende; … og det kan jo ikke nægtes, at Generalkonsulen i den 352 Henseende har sine Svagheder; han er jo desuden nu næsten en gammel Mand og i det hele temmelig aflægs – –"

Stemmerne blev her uhørlige for Hansine. Hun gav sig atter til at se ud paa de to unge, der nu havde lejret sig overfor hinanden ude paa Græsplænen.

Lidt efter kom Sigrid styrtende henimod hende med Øjne, der straalede af Begejstring.

"Mor!" raabte hun. "Veed du, hvad hun siger? Hun siger, at hun har en stor Dukke, som kan sove ligesom et rigtigt Menneske, og en Dukkestue med rigtige Stole og Borde og et Køkken. Og veed du, hvad hun siger? Der hører ogsaa en Dam til, siger hun, med Ænder paa og en Baad. Tror du, det er sandt, Mo'er?"

"Kommer du saa, Sigrid?" kaldte Frøken Gerda ude fra Plænen.

Uden at vente paa Moderens Svar løb Barnet tilbage til den unge Pige og kastede sig i Kaadhed lige ned i hendes Skød.

I det samme hørtes igen Stemmerne nærme sig gennem Hasselalleen. Det var denne Gang Emanuels Ord, Hansine først kunde opfatte; og hun kunde høre paa ham, at han i Mellemtiden var bleven ivrig:

"– – Lad saa endelig være, at der i og for sig ikke er noget meget ondt i den Maade at leve paa, saa maa De dog indrømme, at alene Hensynet til de mindre velstillede Medmennesker bør afholde Folk fra at forfalde til en Luksusudfoldelse som f.Eks. min Svogers. Synet af en saadan Forfinelse gør Fattigdommens Byrde dobbelt tung for dem, der maa lide og stride Aaret igennem for at skaffe sig det tørre Brød; det avler Bitterhed, Misundelse og onde Instinkter – –"

"Nej, nej, jeg tror ikke en Smule paa, hvad De der siger. Jeg kommer til at tænke paa en Scene, jeg fornylig var Vidne til paa en stor Arbejdsplads, 353 hvor en Mængde Folk gik og slæbte midt i Solheden med tunge Grusvogne, Sten og den Slags Ting. Netop som jeg kom forbi ude paa Vejen, gik to nydeligt klædte unge Piger, rimeligvis Arbejdsherrens Døtre, leende og snakkende over Pladsen … rigtig et Par "unyttige" Væsner, saadan som vor lille Frøken Gerda her. Jeg saae, hvordan alle de sværtede Arbejdere løftede Hovederne og stirrede efter dem; men jeg forsikrer Dem, ikke i et eneste Ansigt kunde jeg spore mindste Misfornøjelse. Tværtimod, det var tydeligt, at Synet af de to smukke, glade, fuglefri Skabninger oplivede dem midt i deres trælsomme Arbejde; de blev ved at se efter dem med det næsten ømme Blik, hvormed vi alle kan følge et Par Svaler, der stryger os muntert forbi paa Landevejen. Saadanne Folk føler meget godt, at de er skabte af et ganske andet Stof end deres Arbejdsherres unge Døtre; og naar de ikke netop opagiteres dertil, tænker de lige saa lidt paa at beklage sig derover, som det falder noget fornuftigt Menneske ind for Alvor at nære bitre og misundelige Følelser overfor Svalerne, fordi Vorherre har skabt dem med et Par lette Vinger, og os med to tunge Spasereben. Har jeg ikke Ret?"

Emanuel tog ivrigt til Genmæle; men de var nu igen kommen saa langt bort, at Hansine ikke kunde høre hans Ord.

Lidt efter kom de frem ovre paa den anden Side af Plænen, og da de fik Øje paa hende, nærmede de sig over Græsset. Gerda var øjeblikkelig sprungen op.

"Naa, der sidder De, Frue!" sagde Frøken Ragnhild. "Deres Mand og jeg har været frygtelig oppe at skændes. Pastor Hansted og jeg bliver nu aldrig enige om nogen Ting … Naa, men det er nok Tid at komme afsted. Gerda! Skal vi saa sige Farvel?"

Emanuel tilbød at følge dem et Stykke for at vise dem en Marksti, der sparede dem den halve Vej. Hansine blev i Haven.

354 "Jeg er nu rigtig glad ved at have besøgt Dem," sagde Frøken Ragnhild, da de var kommen et Stykke fra Præstegaarden. "Nu kan jeg fortælle Deres Søster, hvor hyggeligt De har det, og hvor lykkeligt De lever, … kort sagt, at De er en rigtig Lykkens Pamfilius. For – ikke sandt? – deri har jeg ikke taget fejl?"

Emanuel agtede ikke at indlade sig paa nogen Samtale med hende om dette Emne. Men Stridslysten var nu en Gang bleven vakt hos ham, og han kunde derfor ikke lade være at ytre:

"Jeg kan høre paa Deres Tone, at det har forundret Dem."

"Siden De selv siger det, – nu, saa vil jeg ikke nægte, at det har vendt lidt op og ned paa mine Anskuelser om Ægteskab og Familjelykke, – de har aabenbart været noget gammeldags."

Stadig uden at mærke Ironien i hendes Ord svarede han:

"De har sikkert i hvert Fald været højst originale."

"Paa ingen Maade. De veed, at jeg i enhver Henseende er konservativ. Jeg har ganske simpelt troet, at hvad man kalder ægteskabelig Lykke betingedes af det, som vore Bedsteforældre med et noget svulstigt Udtryk benævnede "Hjerternes Harmoni", og som vi i vore Dage vel vilde kalde saadan noget som Nervesympati."

"Nervesympati! Det er sikkert et fortræffeligt moderne Ord. Bare man rigtig vidste, hvad det betød! … Kunde De ikke give en lille Forklaring?"

"Aa, jo … Men jeg har vistnok sagt Dem, at jeg er bleven Filosof. Dersom jeg derfor skulde udtrykke mig lidt mindre klart, maa De have mig undskyldt; det er paa Grund af lutter Dybsind! … Jeg vil da sige – –"

Hun standsede, lagde Kinden ned paa sit hvide Parasolskaft og saae et Øjeblik med lumsk Eftertænksomhed op i Luften.

355 "Ja, saadan!" sagde hun saa og fortsatte sin Gang. "Jeg vil altsaa sige …'7 Nervesympati imellem to Mennesker, dermed mener jeg, at alt, hvad disse to Personer ser, oplever, hører, læser o.s.v., gør et ensartet Indtryk paa dem bægge. Synet af et Landskab f.Eks. eller Nydelsen af et Musikstykke maa hensætte dem i samme Stemning, maa ikke virke oplivende paa den ene og gøre den anden melankolsk. Udtrykker jeg mig ikke klart? … Alle Livets mangfoldige Begivenheder, lige fra de ubetydeligste som f.Eks. et Uheld med en Tallerken, der gaar itu, indtil de store, skæbnesvangre – sørgelige eller glædelige – Tilskikkelser, maa indvirke ens paa bægges Følelser, bringe deres Nerver i samme Art og Grad af Bevægelse. Altsaa – med andre Ord … Betingelsen for, at der mellem to Mennesker kunde opstaa, hvad de Gamle kaldte "Hjerternes Harmoni", skulde efter denne antikverede Betragtningsmaade være den, at deres Nerver havde samme Art af Modtagelighed, var lige ømfindtlige overfor visse Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre. – Beundrer De ikke min Logik? – – Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed," vedblev hun, da Emanuel stadig intet svarede, "er Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse, vor Læsning … ja ikke alene af vor egen men af vore Forældres, vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led, ikke sandt? De vil nu forstaa – –"

"Fortræffeligt!" afbrød Emanuel hende, idet han med et stort Smil løftede Hovedet. "Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den, at dette andet Menneske er ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have haft samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led … med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, 356 deri har De Ret, Frøken Tønnesen! Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne "konservative" Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed. Det mener ogsaa jeg!"

Frøken Ragnhild trak misfornøjet sine Bryn sammen og tav.

"Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang," vedblev Emanuel med stigende Liv. "De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt indrømme, at Menneskets højeste Opgave – og samtidig dets største Glæde og dybeste Lykke – bestaar i Selvudvikling. Har jeg ikke Ret?"

"Nu ja!"

"Men af hvis Venskab og – for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed – af hvis Fortrolighed kan man vel vente at høste det rigeste Udbytte for sin aandelige Vækst? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler ganske som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg ikke før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min grundforskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det – ja, jeg veed det. Jeg taler her af dyrebar Erfaring."

"Men De vender jo Sagen helt paa Hovedet," sagde hun i pludselig ligegyldig Tone. Emanuels sidste Ord havde gjort hende bleg omkring Munden, og hun drejede hurtig Samtalen ind i et andet Spor.
 

Paa sin Vej ind i Huset havde Hansine over Havegærdet fulgt Emanuel med Øjnene, mens han sammen med Damerne fjernede sig derude ad Stien mellem det høje Korn. Hun saae ham gaa der ved Frøken Ragnhilds Side og tale med livlige Haandbevægelser.

357 "Mo'r!" sagde Sigrid, som holdt hende i Haanden … "Mo'r!" gentog hun, da Hansine ikke straks hørte hende. "Hvorfor gik Fa'er? Vi skulde jo køre hen til Bedstemo'er."

"Det har Fa'er glemt, min Pige. Nu bliver vi hjemme idag."

[gå frem]
 
['1] … < .., tilbage
['2] fortsatte < forsatte tilbage
['3] Præsentation < Præsensation tilbage
['4] eksploderede < eksplodere tilbage
['5] de < det tilbage
['6] over < ovre tilbage
['7] … < .., tilbage