Muld

[gå tilbage]

40

Anden Bog

I

Skibberup Kirke laa næsten en halv Mil fra Skibberup By – ensomt, paa Toppen af en nøgen Banke, der rejste sig et Stykke ude i Fjorden. Blot en lav og smal Tange forbandt "Kirkenæsset" med det øvrige Land, og mellem dets Grus og Sten voksede kun lidt blegt Græs, lidt Lyng og nogle jordkrybende Tjørn. Selve Kirken var en ældgammel, stærkt forfalden Kampestensbygning med et senere tilbygget Murstenstaarn. Hele Pladsen gjorde i sin øde Forladthed et ret uhyggeligt Indtryk. Rundt om mellem de vejrblæste Grave laa nedstyrtede Teglsten, Kalkbrokker og Rudeskaar; og traadte man ind i Kirkens halvmørke Indre, slog der En en isnende Klamhed imøde fra de fuldkomment nøgne Kalkmure, der selv midt om Sommeren var ganske grønne af Fugtighed, og som om Vinteren gemte paa en saa bitterlig Kulde, at Vandet undertiden bundfrøs i Døbefonten, mens Præsten maatte staa paa Prækestolen i Sivsko og store Bælgvanter.

Paa Hverdagene laa Kirken hen i uforstyrret Fred, kun besøgt af den lange, skindmagre Klokker – "Døden", som man kaldte ham – der med sine lange Knokkelarme 41 lagt dybsindigt overkors bag paa Ryggen vandrede herud fra Byen hver Morgen og Aften for at røre den rustne Taarnklokke og lade nogle basdybe Toner runge ud over Rævene, som luskede omkring mellem Tjørnene, og over Degnens Faar, der gik og græssede tungsindigt udenfor Kirkegaardsmuren, – nu og da ogsaa over en enlig Fiskermand, der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drog Agn.

Om Søndagen derimod – især paa de store Højtidsdage – var her Liv og Fest. Da myldrede det paa Vejen herud fra Skibberup af helligdagsklædte Fodgængere og blankt pudsede Køretøjer; og rundt om Næsset kom Fiskerfamilierne sejlende i Baade og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar Kvinderne iland paa deres Arme. Kvinderne havde alle sorte Kirkehætter paa Hovedet og bar paa Armen Moskranse eller Blomsterkors, som de lagde hen paa de vejrblæste Grave, forinden de i Gaasegang gik ind i Kirken. Henne paa et Hjørne af Kirkegaardsmuren stod "Døden" paa Udkig. Ubevægelig stirrede han ud over Vejlbyvejen, hvorfra Præstens Vogn skulde komme; og saasnart den buklede Kaleschehimmel skimtedes derude mellem Bakkerne, ilede han med lange Skridt tværs over Gravene og ind i sit Taarnrum. Og mens nu ogsaa Mændene, der havde samlet sig i samtalende Grupper udenfor Kirkeporten, langsomt trak sig ind i Kirken og under andagtsfuld Hosten og Snøften tog Plads under de genlydende Hvælvinger, gav Klokken i Taarnet sig til at bamle, saa Kirkens tykke Mure begyndte at ryste derved.

Dog – alt dette var igrunden nu en halvforglemt Saga. Siden Provst Tønnesen var kommen her til Sognet, havde Kirken mangen Gang staaet øde ogsaa paa Helligdagene; den rustne Klokke havde bamlet over mennesketomme Veje; inde i Stolestaderne hostede blot et Par fattige Tiende-Skyldnere, der ikke turde udsætte sig for Provstens Vrede; og endda var det netop paa Tønnesens 42 Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter paa Gulvet inde i Stolestaderne.

Men det var inde i Skibberup By, at Menighedens oprørske Hoveder fortrinsvis havde samlet sig, ligesom det var der, at den berygtede Væver Hansen havde sit Standkvarter. Intet Under derfor, at Synet af disse tomme Stolerader hver Søndag hensatte Provst Tønnesen i helligt Raseri. Han kunde under Prækenen tale sig op i en flammende Lidenskab og hugge sin Haand i Pulten med en saadan Kraft, at selve Sct. Peder, der sammen med de andre Apostle fandtes udskaaren i Træ paa Prækestolens Sider, en Gang bogstaveligt tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.

Efterat Kapellan Hansted var kommen til Sognet, var der imidlertid igen indtraadt en Forandring i disse Forhold, og en Søndag i Slutningen af Marts – paa Aarets første Foraarsdag – lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne, der kredsede udenfor Kysten.

Ude paa Vejen foran Kirkegaardsmuren holdt en lang Række Køretøjer og ventede paa, at Gudstjenesten skulde være forbi. Nogle af Kuskene sad oppe i Agestolene og halvsov med Hovedet i Hænderne. Andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med at røge Tobak og passiare. Forrest i Vognrækken, lige foran Kirkegaardsporten, holdt Provstens Kalesche med en højt svævende Buk, paa hvilken en gammel, fruentimmeragtig Kusk tronede i en stor, blaa Slagkavaj.

Blandt de ventende Bønderkarle var det Skik at drive Løjer med Provstens Kusk – "Maren", som han gerne kaldtes efter sin afdøde Kone, hvem man til Gengæld (og ikke uden Grund) havde tildelt hans eget Døbenavn Rasmus. Ogsaa idag stod en fire-fem muntre Fyre omkring ham med Hænderne i Lommerne og lo.

"Hør, Maren!" sagde en af dem. "Hvad bliver 43 det egentlig til med jeres Frøken og ham Kap'lanen? Nu synes jeg, de maa ha'e kigget længe nok paa hinanden, saa de snart kunde skrive Redelighed."

"Aa, jeg skal sige dig noget," sagde en anden, der skødesløst stod lænet op til Kirkeporten. "Det maa ikke gaa for hastigt til mellem fine Folk. Det er med disse hersens Frøkner ligesom med Hønsene – de skal altid vrikke lidt med Gumpen, før de gi'er sig over. Er det Løgn, hvad jeg siger, Maren?"

Den tiltalte sad ubevægelig paa sin høje Buk og stirrede stift udover Hestenes Øren uden at svare. Han fandt det ganske uforeneligt med sin gejstlige Stilling at indlade sig i Passiar med slige Gudsbespottere, der forhaanede Provstens Kusk og tog Frøken Ragnhilds Navn forfængeligt.

I det samme sluttede Salmesangen inde i Kirken, Døren til Vaabenhuset aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud.

Blandt de Mænd, der efterhaanden samlede sig foran Indgangen for her at oppebie Kirkestævnet, var der en, som fra alle Sider var Genstand for en særlig Opmærksomhed. Det var en midaldrende, bondeklædt Mand, høj, mager, noget ludende, med lange, fremoverhængende Arme og et paafaldende lille Hoved. I dette lille, noget fladtrykte Hoved sad et ejendommeligt Katteansigt – klogt og aarvaagent – med to rødrandede Øjne og et tyndt, rødligt Fuldskæg. De fleste af Mændene gik hen og rakte ham Haanden og saae samtidigt op paa ham med et bekymret spørgende Blik, hvilket han regelmæssigt besvarede ved at trække Munden op til et skævt Smil.

Pludseligt delte Menneskemassen sig foran Kirkedøren, og i denne viste sig Kapellan Hansteds præsteklædte Skikkelse.

Skønt han allerede havde præket adskillige Gange, baade her og i Vejlby, saae han bleg og anstrengt ud og hilste med tydelig Forlegenhed paa den forsamlede 44 Mængde, der da ogsaa temmelig trevent blottede Hovederne, idet han gik forbi. Manden med Katteansigtet rørte endog slet ikke Hatten men blev staaende med sin skævt optrukne Mund, mens et spottende Blik fra hans halvt tillukkede Øjne fulgte den ungdommelige Præsteskikkelse lige til Vogndøren, hvor "Døden" stod med Hatten i Haanden og krummede sig i Støvet som en Orm.

Saasnart den gamle Kusk havde sat Hestene i Bevægelse, sank Kapellanen tilbage i Vognhjørnet og lagde med et lidende Udtryk den ene Haand op paa Issen. Sin bløde, bredskyggede Plyshat havde han straks kastet fra sig paa Bagsædet, som om den brændte ham om Panden. Og mens nu Kaleschen knirkende og knagende skumplede hen ad den ujævne Vej, blev han siddende saaledes med tillukkede Øjne og fast sammenpresset Mund, – som om han havde ondt ved at lade være med at græde.

 
II

Han blev modtagen hjemme i Præstegaarden af Provst Tønnesen, der netop var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby. De kirkelige Forretninger var nemlig fordelt saaledes mellem de to Præster, at de begge prækede hver Søndag, den ene i Vejlby, den anden i Skibberup. Dette var et Paafund af Provsten, som ikke uden Grund frygtede for, at de ildesindede Skibberuppere, der saa haardnakket udeblev fra hans egen Forkyndelse, yderligere skulde vise deres Fjendskab ved at strømme til Kirkerne, saasnart Kapellanen prækede. Derfor gav han ogsaa først i sidste Øjeblik tilkende, i hvilken Kirke han selv ønskede at forrette Tjenesten; og Følgen heraf havde været, at begge Kirker i nogen Tid var bleven fyldt af Skarer, der hver for sig haabede at faa den ny Præst at høre.

45 Oplivet ved Synet af sine trofaste Vejlby-Tilhængere vendte Provsten nu tilbage i fornøjet Stemning og satte sig til Frokostbordet med en fortræffelig Appetit. Hertil bidrog yderligere en Festlighed, der om Aftenen skulde afholdes i Præstegaarden, og hvortil man flere Dage forinden havde haft travlt med Forberedelser. Til daglig levede Provsten og Frøkenen meget stille, idet de aldrig deltog i Bøndernes og kun sjælden i Egnens faa og temmelig tarvelige Proprietærfamiliers Selskabelighed. Men to Gange om Aaret afholdt Provsten en større, ligesom officiel Bespisning, hvortil Repræsentanter for de forskellige Lag af Menigheden blev tilsagte omtrent som til en Fyrstes Taffel. Provst Tønnesen forestod ved disse Lejligheder selv Ledelsen af Festforberedelserne. Det var nu en Gang hans Lidenskab at styre, at ordne og udstede Befalinger. Han havde da ogsaa knap faaet sig sat tilrette ved Frokostbordet og anbragt sin store Serviet under Hagen, før han begyndte at give sin Datter omhyggelige Anvisninger angaaende Vinens Temperering, Salaternes Tilberedelse osv.

Imidlertid sad Kapellan Hansted tavs og aandsfraværende og smuldrede efter Sædvane sit Brød paa Dugen næsten uden at nyde noget. Hans Udseende havde kendeligt forandret sig i Vinterens Løb. Han var bleven endnu mere hulkindet, og over hans før saa barnligt klare Øjne laa ligesom et Slør, der forraadte, at en Orm gnavede ved hans Hjerte.

Fra den anden Side af Bordet iagttog Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne ham med et paapassende Blik. Ogsaa Provst Tønnesen blev tilsidst opmærksom paa hans dybe Aandsfraværenhed, og da han – ved pludselig at henvende et Spørgsmaal til ham – fik et forvirret Svar, rynkede han misbilligende sine Bryn. Han fandt det ikke passende, at hans Kapellan var uopmærksom, naar han talte, selv om det kun var om Postejer og Salater.

46 I det hele var Provst Tønnesen slet ikke saa fornøjet med sin Kapellan, som han en Tid havde troet at skulle blive. Han følte sig besværet af dette for hver Dag mere sære og indesluttede Menneske, der gik omkring i hans Hus som et Bytte for en eller anden fiks Ide. Han begreb ikke, hvad det var, der kunde nage ham, aldenstund han var sig bevidst, at baade han selv og hans Datter paa enhver Maade bestræbte sig for at gøre ham Opholdet her saa hjemligt og behageligt som muligt.

"Jeg forstaar mig ikke paa det Menneske!" udbrød han, da Frokosten var tilende og Kapellanen gaaet op paa sit Værelse. "Jeg begriber ikke, hvad det er, han gaar og spekulerer paa. Han sidder hver Dag hernede saa tavs og udeltagende, som om der var overgaaet ham en stor Ulykke! … Kan du forstaa, hvad Grunden kan være, Ragnhild?"

"Aa," svarede Datteren kort; hun var bleven siddende ved Bordet, tilbagelænet mod Stoleryggen, og saae med paatagen Ligegyldighed ud gennem Vinduerne. "Det var jo ikke saa underligt, om han endnu følte sig lidt fremmed i sin Gerning. Han er jo endnu ung … og maaske har han ogsaa mærket, at hans Prækener ikke har vundet Bifald hos Befolkningen."

"Aa, for den Sags Skyld behøvede han dog virkelig ikke at gøre sig Bebrejdelser," svarede Provsten med Selvfølelse. "Og det er saamænd heller slet ikke den Slags Ting, der er i Vejen … i saa Fald var han sikkert kommen til mig med sine Bekymringer. Nej, jeg er bange for, at han gaar omkring og veed ikke rigtig Besked med sig selv. Der er noget ubeslutsomt over ham. Jeg troer, han gaar her og fanger Griller. Sligt ligger nok til Familien. Hans Moder skal nok – efter hvad Pastor Petersen for nogen Tid siden fortalte mig – have været en temmelig overspændt Dame, 47 der endogsaa paa en ulykkelig Maade endte sit Liv i et Anfald af Sindssyge."

Frøken Ragnhild vendte Ansigtet mod sin Fader og saae paa ham med et opskræmt Blik.

"Hvad siger du? … Hans Moder!"

Provsten standsede sin Gang over Gulvet og rømmede sig. Han var i sin Ivrighed kommen til at forsnakke sig i en Sag, som han af Skaansomhed mod Kapellanen og af Hensyn til Menigheden havde fundet det rigtigst at fortie.

"Nu – jeg mener ikke saadan bogstaveligt!" sagde han, idet han med et udglattende Smil og en Haandbevægelse fortsatte sin Gang. "Folk siger jo desuden saa meget … Jeg mener blot, at vor kære Hr. Hansted maaske har en noget for stor Tilbøjelighed til at fordybe sig i sig selv, en Mangel paa Evne til at assimilere sig … Jeg synes dog, jeg har gjort, hvad der stod i min Magt, for at han kunde føle sig vel tilpas imellem os. Og det har du da ogsaa, veed jeg. Jeg har jo oftere set jer spasere sammen i Haven. I har jo – saavidt jeg har forstaaet – nogenlunde fælles Interesser; din Musik sætter han stor Pris paa, – det har han selv fortalt mig. Jeg kan derfor ikke begribe, hvad der gør ham saa tilbageholdende … For det kan vel ikke tænkes, at du, Ragnhild – – at du ved en eller anden Ting kan have – – at du paa en eller anden Maade kan være kommen til at støde ham –?"

Provst Tønnesen standsede atter – denne Gang i en Krog af Stuen – og betragtede herfra sin Datter med et forsigtigt forskende Blik.

Hun lod, som om hun overhørte hans Ord. Hun sad med Armene korslagte under Brystet og saae frem for sig med det utilgængelige Udtryk, hvormed hun overfor Faderen regelmæssigt afviste enhver Sammenstilling af sit og Kapellanens Navn.

48 Provst Tønnesen løftede sine buskede Bryn. Hm! Skulde der monstro alligevel? … Han gav sig hurtigt til at tale om andre Ting og forlod kort efter Stuen.

 
III

Kapellan Hansted var gaaet op paa sit Værelse, et rummeligt Kvistkammer, der laa stille og ensomt, omgivet af et stort, tomt Loftsrum, en lille Verden for sig selv. Trods den skraanende Tagvæg og det sparsomme Lys fra Stuens eneste Vindu saae der hyggeligt ud. Der var Skrivebord, Sofa, en gammeldags Mahogni Skrivepult, Reoler fulde af Bøger, en stor Lænestol, smaa Tæpper paa Gulvet og en Seng bag et Skærmbrædt. Luften derinde var frisk og krydret. Kapellanen var nemlig et Særsyn mellem Teologer – han røg ikke Tobak. Derimod var han ivrig Blomsterdyrker; i Vinduet stod der fuldt af Potteplanter, og op ad Karmen snoede sig en Vedbendranke med lysegrønne Blade.

Over Sofaen, mellem to store Billeder af Luther og Melanchton, hang en lille Samling Familieportræter. Her saae man Kapellanens Fader, en høj, mager, statelig udseende Herre, der diplomatisk tilknappet stod støttet til en Konsol med en Silkehat i Haanden og et bredt Ordensbaand i Knaphullet. Ved Siden af ham hang et lille Daguerreotypi-Billede af hans Moder, omgivet af en Krans gule Evighedsblomster. Billedet skrev sig fra Fru Hansteds Pigedage. Det var saa bleget af Solen, at man ligesom gennem en Taage akkurat skimtede et ungdommeligt Hoved med en mærkelig høj Frisure og to store, lyse, vidtaabne Øjne. Desuden var der Billeder af Kapellanens Broder, Garderløjtnanten – et kønt ungt Menneske med et kækt og muntert Ansigt – samt af Søsteren, Generalkonsulinden, en lille 49 fuglefin Skabning, endnu næsten et Barn, med nervøst missende Øjne og et sygeligt Smil.

Og derhenne ved Skrivebordet sad nu Emanuel, det ældste af Etatsraad Hansteds Børn. Han sad med Haanden under Kinden, iført en brun Klædes Slobrok, ifærd med at læse et Brev.

Brevet var fra Faderen. Han havde modtaget det allerede den foregaaende Dag men opsat at læse det for ikke at forstyrres i Udarbejdelsen af sin Præken. Det var de sædvanlige omstændelige Beretninger om intetsigende Familiebegivenheder, om Broderen, der havde været paa Hofbal, om Generalkonsulens Fødselsdagsmiddag, om Søsterens Baby, der havde faaet Tænder, osv., osv.

Brevets Slutning lød:

"Som du kan vide, min kære Søn, glæder det os alle meget at erfare, at du bestandig er rask og føler dig tilfreds derude i din Ørken – som din Broder stadig spøgefuldt kalder dit afsidesliggende Opholdssted. Det er jo et smukt og ophøjet Kald, du har valgt dig; og nægter jeg end bestandig ikke, at jeg hellere havde set dig gøre et Valg af Livsstilling, der var mere i Overensstemmelse med vore Familietraditioner, og som navnlig ikke havde ført dig saa langt bort fra os, er det af et oprigtigt Hjerte, at jeg og vi alle ønsker dig Held og Velsignelse til din betydningsfulde Gerning. Det er naturligvis lidt vanskeligt for os, der altid har levet udelukkende i Omgang med Folk af vor egen Dannelsesklasse, tilbunds at fatte Muligheden af en saadan frugtbringende Forstaaelse mellem Mennesker af ulige Kaar og Opdragelse, som du i dine Breve gentagende tager Ordet for, og som du – efter dine Udtalelser at dømme – vel søger at tilvejebringe mellem dig og den Befolkning, blandt hvilken du har valgt at leve. Jeg nægter ikke, at et tilfredsstillende aandeligt Samkvem under saadanne Forhold – selvfølgelig udenfor det egentlig religiøse Gebet – altid har staaet for mig 50 som en uopklaret Gaade. Men maaske ligger det i mit Ukendskab til Forholdene, og jeg kan kun gentage, at alle vore bedste Ønsker følger dig i din Gerning."

Emanuel læste det sidste Stykke to Gange langsomt igennem – og under Læsningen drog en bestandig tungere Skygge sig ned over hans Ansigt. Saa sank Haanden med Brevet langsomt i hans Skød; og han blev siddende ubevægelig med Øjnene stift rettede mod Gulvet.

Pludselig rejste han sig og begyndte at vandre hændervridende frem og tilbage i Værelset. Nej, nej! Han kunde ikke – han vilde ikke tro, at Faderen og de andre havde Ret; – at alt, hvad han saa lykkelig havde haabet og drømt, var lutter tomt Fantasteri! … Og dog! Og dog! … Var det ikke den samme Tvivl, der nu nagede og pinte ham selv? … Han vidste, at han med al sin Kraft og Vilje havde søgt at dygtiggøre sig til sin Gerning. De mange tæt beskrevne Ark i hans Skrivebordsskuffe kunde vidne om den utrættelige Flid, den samvittighedsfulde Omhu, hvormed han Dag for Dag og Uge for Uge havde forberedt sig til sine Prækener – i Haabet om, at det dog tilsidst skulde lykkes ham at tage sine Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses Magt. Men forgæves! … Aldrig saasnart traadte han om Søndagen frem paa Prækestolen og saae de mange fremmede Øjne rettede imod ham nede fra Kirkens Gulv, før det var, som om al Ordenes Varme og Overbevisning frøs bort paa hans Læbe. Med Fortvivlelse hørte han sine Sætninger klinge hule og tomme hen under de genlydende Hvælvinger, mens han mærkede en bestandig tungere Døsighed sænke sig over hele Forsamlingen. Det var, som om der mellem ham og Menigheden aabnede sig et bestandig bredere Svælg, hvorover hans Stemme ikke kunde naa – en isnende 51 Afgrund, hvori alle hans mod Himlen stræbende Ord et for et sank ned som ihjelfrosne Fugle …

Han havde standset sin stundesløse Gang og stillet sig hen i den brede Vindusfordybning, hvorfra han med Taarer i Øjnene stirrede udover Landet. Solen faldt gylden ind over hans magre Skikkelse; og som han stod der i sin brune, løst omgjordede Slobrok, med Skuldren støttet til Murkanten, og Hovedet indrammet af Vinduskarmens grønne Vedbendranke, mindede han om en ung Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer udover den Verden, som ejer alle hans Længsler.

Han kunde fra sit Vindu overse næsten hele Sognet. Lige nedenunder sig havde han et Hjørne af Præstegaardshaven, og over denne saae han udover et Par af Vejlbys store, cementpudsede Gaarde og det stensatte Gadekær. Herfra kunde han paa en Strækning af over en halv Mil følge den brede Sognevej, der bugtede sig frem over de højtliggende Marker, indtil den langt i Syd forsvandt mellem tre store, nøgne Muldbølger, bag hvilke Skibberup skjulte sig saa omhyggeligt, at ikke en Skorstenspibe var at øjne over Bakkekammene. Fjernere skimtedes Taarnet af den ensomt liggende Kirke, og langs hele den østlige Horisont saaes Fjordens blaanende Flade og de grønne og hvide Brinker ovre bag den modsatte Bred.

Hver Dag havde han staaet her og stirret ud, og han kendte allerede hvert Hus, hvert Træ, hver Høj i det hele Landskab. Hans Blik havde drømmende fulgt – snart Bøndernes Plovspand, der en Dag i Slud, en Dag i Sol bevægede sig tungt over de vaade Agre, snart Fjordfiskernes Baade, der med hvide eller brune Sejl krydsede frem imellem Kysterne; snart Skibberuppernes hurtige Køretøjer, naar de rullede hjem fra Staden ad den bugtede Sognevej, hvor de for hver Svingning blev mindre og mindre for hans Øjne, indtil de som smaa Mus smuttede ned imellem de tre Muldvarpeskud 52 i det fjerne. Om Aftenen, naar den sidste Solfakkel var slukket i Sydvest, havde han set Lysene tændes et for et rundt om i Hytterne, ligesom Stjerner paa en Himmel, og i sin Ensomhed havde han digtet sig ind i de fattige Beboeres nøjsomme og trælsomme Liv og drømt om at leve i broderligt Samkvem med dem som deres Ven og Hjælper.

Han forstod nu, at han havde taget fejl. Hans Øjne var bleven aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gaade, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det nogensinde blive anderledes? Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?

… Han blev med-et revet ud af sine Betragtninger ved at høre et muntert Fløjtekvidder over sit Hoved.

Han saae op. En Stær!

Han blev overrasket. Han havde den hele Dag været saa optaget af sig selv og sine Tanker, at han slet ikke havde lagt Mærke til, hvorledes Solen endelig var brudt frem igennem de kolde Taager, der i ugevis havde indhyllet Landet. Han saae sig omkring … og atter fløjtede en Stær i hans Nærhed, og endnu en, og en til … hele Haven var fuld af Vaar!

Han smilte vemodigt. Han kom til at tænke paa de mange Gange, han i Vinterens Løb havde længtes efter Foraarets Komme – fordi han havde haft en besynderlig Tro paa, at dermed vilde nok endelig alting blive godt; at med Vaarbrydningen i den vinterbundne Mark og Fjord vilde der ogsaa blive løst op for det 53 Kærlighedens Kildespring, han følte opstemmet i sit eget Hjerte. – Og nu!

Han vendte sig om mod Stuen, gik hen til Skrivebordet, hvor han omhyggelig gemte Faderens Brev i en af Skufferne, strøg sig derpaa med bægge Hænder fra Panden op gennem Haaret for at bortjage alle tyngende Tanker, tog sin Hat og en Silkeparaply, der stod ved Døren, og forlod Værelset.

 
IV

Han gik ned ad den knirkende Loftstrappe, gennem Forstuen og ud af en Laage ved Siden af Hovedbygningen for gennem Haven at naa ud paa fri Mark. Idet han gik forbi den første, store Græsplæne, hørte han, at nogen kaldte paa ham. Det var Frøken Ragnhilds Stemme. Han blev lidt utaalmodig. Han vilde helst have været alene nu. Men han maatte vende sig og hilse.

Frøken Ragnhild kom imod ham oppe fra Verandaen. Hun var klædt i en lysblomstret Formiddagskjole af blødt, varmt Stof med store Skulderpuffer og et langt og spidst nedløbende Liv. Idet hun steg ned ad Verandaens Trappetrin, saae man under Nederdelens Kant et Par spidsnæsede Laksko med Remme. Over Ryggen og den øverste Del af Armene laa et blegblaat Sjal. Paa hendes egernrøde, krusede Haar sad en kæmpemæssig Straahat, opkrammet i Nakken og fæstet med en Agraf.

"Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De gaar, Hr. Hansted?" spurgte hun utvungent. "Har De noget imod at følge mig et Øjeblik ned i Kastanjealleen … Jeg skulde se, om jeg kunde finde et Par Violer."

De fulgtes gennem Haven.

Denne, der ligesom selve Præstegaarden var en af "Millionpræstens" Efterladenskaber, mindede med sine udstrakte Græsplæner, sine Busketter, sine store Stenvaser, sine lange Alleer og kunstfærdigt tilklippede 54 Ligusterhækker nærmest om en adelig Herregaardspark – og Provst Tønnesen satte en Ære i efter Evne at vedligeholde den i dens fordums Herlighed. Over en dyb Grøft, der gennemskar Haven, var der bygget en Træbro i kinesisk Stil med Dragehoveder og Bambustag, – og over denne Bro gik nu Frøken Ragnhild og Emanuel.

"Nu," sagde den sidste efter nogle Øjeblikkes Tavshed. "Tør jeg saa spørge, hvad det er, De ønsker at sige mig, Frøken?"

Hun lo lidt.

"Er De saa nysgærrig?"

"Ikke netop det. Men – ærlig talt – jeg er optaget. Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt … jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land!"

"Deres forjættede Land. Hvad mener De?"

"Aa … jeg mener egentlig ingenting dermed," sagde han alvorlig og saae ned for sig.

De gik atter et Par Minutter i Tavshed.

"Hvor De dog egentlig er et utaknemligt Menneske!" sagde hun saa med et Forsøg paa igen at anslaa en munter Tone. "Jeg kunde virkelig have Lyst til at holde en lille Straffepræken for Dem. Kan da intet i Verden længer slaa et Smil af Deres Ansigt? … Jeg vil sige Dem, jeg er virkelig paa Veje til at blive en Smule fornærmet paa Dem. Jeg er f.Eks. overbevist om, at De slet ikke har lagt Mærke til, hvorledes jeg idag havde pyntet Frokostbordet – alene fordi De forleden sagde, at De satte mere Pris paa at se en Blomsterbuket end en Oksesteg paa et Bord. De veed, at jeg for mit eget Vedkommende absolut foretrækker Oksestegen."

Han smilte adspredt.

"Jeg føler det godt, Frøken – jeg er et ganske uværdigt Menneske. Skænd kun paa mig … jeg fortjener det vist. Det er sandsynligvis saadan en Slags Børnesygdom, jeg er ifærd med at faa ud af Kroppen. 55 De veed jo, hvad de allernyeste Profeter præker. Vi bærer alle paa en Arv af mølædt Romantik, siger de, – og vistnok har da enten min Fader eller min Moder en Gang ejet en større Kapital deraf end de fleste."

"Deres Moder –?"

"Ja – men lad os tale om noget andet, Frøken! De skulde dog ikke gaa og glemme, hvad det var, De vilde fortælle mig."

De var kommen ind i en bred Kastanjealle, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. En jublende Hærskare af metalglinsende Stære sværmede her omkring i Solskinnet mellem Trækronerne, og ude fra det fri kom en varm Em, der duftede af Jord og friske Spirer.

Mellem to Stammer stod en saakaldet "Naturbænk"; foran denne standsede Frøken Ragnhild, idet hun sagde:

"Skal vi ikke sætte os lidt? …'1 Her skinner Solen saa rart."

Hun slog med Kvasterne af sit Sjal noget vissent Løv bort fra Bænkens Træmmesæde og tog Plads i det ene Hjørne. Emanuel blev staaende foran hende, lænet til sin Paraply, og gjorde ikke Mine til at sætte sig.

Hun sad et Øjeblik foroverbøjet, med Hænderne samlede i Skødet, og betragtede tavs Spidsen af sine Sko. Saa sagde hun, uden at løfte Hovedet:

"De talte om Deres Moder … Jeg kommer til at tænke paa … er det noget, jeg har drømt, eller har De ikke en Gang fortalt mig, at De ikke var meget gammel, da Deres Moder døde?"

"Jeg?" sagde han og skottede ned til hende med et mistænksomt Blik. "Aa, jeg var en 15–16 Aar … Men hvorfor spørger De om det?"

"Aa, jeg veed ikke –"

"Har De nylig talt med nogen om min Moder?"

"Ja, Fader og jeg talte idag om …. Fader har vistnok truffet nogen, der i sin Tid har kendt Deres Moder."

56 Kapellanens Blik mørknedes.

"Saa har Deres Fader formodentlig ogsaa talt om … om min Moders Endeligt?"

"Ja."

Der var stegen en dyb Rødme op i Kapellanens Kinder. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han – dæmpet men med lidenskabelig bevæget Stemme:

"Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt, for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, og som fra Fødslen lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den."

Hun saae noget overrasket op paa ham og sagde:

"Ja, hvorledes mener De egentlig –?"

"Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde uden helt at forkrøbles; men det er derfor ikke altid netop de ringeste, hvis Hjerte brister under den. De skal se, vi segner maaske tilsidst allesammen i Kampen …. især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne … hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu? – – – Og det er jo netop det, der er det fortvivlede!" vedblev han med en pludselig Overgang i Stemmen, idet han med Magt kastedes tilbage i gamle, nagende Tanker. "Kan De dog ikke forstaa, Frøken, hvor ganske bagvendt det er, at jeg har faaet det Kald at lære andre at leve og dø – jeg, som netop selv trænger til at lære at leve Livet retteligt – og netop af dem, jeg er sat til at være Lærer for? Eller er det da ikke sandt, at vi alle af Hjertet bør misunde den fattige Husmand, der glad og uden Klage 57 træller Uger igennem, spiser sit tørre Brød og sover sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? … Men hvor er det da taabeligt, at jeg – det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster – at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel for de ubesmittede! Jeg forsikrer Dem, Frøken Ragnhild … jeg træder aldrig over Tærsklen til den usleste Fattigmandshytte, uden at Hjertet banker i mit Bryst af hellig Andagt. Jeg har en Fornemmelse af, at jeg burde drage mine Sko af, – at jeg betræder en Helligdom, hvor i hvert Fald nogle af de menneskelige Følelser endnu er bevaret i deres skønne, ædle Oprindelighed, saaledes som Vorherre i Tidernes Morgen nedlagde dem i Menneskenes Bryst – – –"

Han var kommen ind paa sin sædvanlige Lovprisning af Landboernes Liv, hvorom Frøken Ragnhild og han i Vinterens Løb havde haft saa mangen varm Debat. Frøken Ragnhild tilstod nemlig ganske aabent, at hun afskyede Livet paa Landet, og lagde heller ikke Skjul paa, at hun betragtede Bønder som Væsner, der tilhørte en lavere Menneskekaste, – en Slags snart krybende, snart anmassende, altid ildelugtende Halvmennesker, med hvilke hun ikke ønskede at komme i nærmere Berøring end allerhøjst nødvendigt. Ogsaa nu bestred hun paa det ivrigste Emanuels Anskuelser. Naar mange af disse Bønder – sagde hun – befandt sig saa vel i deres Smuds og mugne Halm og næppe nok attraaede nogen højere Lykke, saa beviste dette blot, hvor lidt de i Virkeligheden endnu adskilte sig fra de umælende, f.Eks. fra Grisene, hos hvem sikkert ogsaa alle Hjertets Følelser var bevarede i uforfalsket Grisethed.

"Men det nytter sikkert ikke, at vi snakker derom," endte hun livligt. "De er nu en Gang bleven uforbederlig bidt af en gal Grøftegraver – og det er ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at overbevise 58 Dem. Det Arbejde gør saamænd ogsaa nok en Gang den kære Virkelighed. Vent blot!"

Hun lo; – og som hun sad der i sin lyse, efter nyeste Mode syede Dragt, saa behersket i hver af det slanke Legemes Linjer lige fra Spidsen af den lille fremstrakte Laksko og op til den kæmpemæssige Florentinerhat, der kastede en prikket Skygge som et Kniplingsslør ned over den halve Del af hendes blege Ansigt, kunde man virkelig et Øjeblik komme til at tvivle paa, om hun ogsaa tilhørte den samme Menneskerace som det tunge, kejtede, i Jorden puslende Vadmelsfolk, i hvis Midte hun levede.

Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod hende og sagde:

"Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde meddele mig … De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det."

Frøken Ragnhild blev lidt rød. Hun havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at snakke lidt og blive underholdt.

Saa fandt hun paa at sige:

"Jo, ser De, Hr. Hansted … Som De maaske veed, skal vi idag have en Smule Selskabelighed her i Præstegaarden."

"Ja, det forekommer mig virkelig, at jeg har hørt en Fugl synge derom."

"Naa, ja – gør De kun Nar! Den Slags Ting bliver nu altid til en Begivenhed herude paa Landet, hvor der Aaret rundt ikke sker noget interessantere – hvilket iøvrigt netop beviser, hvad jeg før har sagt om den Sag. Men nok om det! … Som De sikkert allerede har forestillet Dem, vil jeg blive den elskværdigste Værtinde for vore Gæster. Disse ere – saavidt jeg veed – de Herrer Peter Nielsen og Niels Petersen og Peter Nielsen Petersen og Niels Petersen Nielsen … Ja, nu skal De slet ikke saa forarget rynke Deres Bryn. 59 Jeg har saamænd ikke det ringeste imod de kære Mennesker. Kun kan jeg ikke forlige mig med, at de spytter paa mine Gulvtæpper – ja, for det var der sidste Gang en, der gjorde. Mulig er sligt en Ytring af den Følelsernes ædle Umiddelbarhed, hvorom De før talte saa smukt; men ikke desmindre er jeg den helst foruden … Og nu var det altsaa, jeg vilde bede Dem om, at ogsaa De vilde vise Dem rigtig elskværdig mod vore Gæster iaften. Og skulde det paa en eller anden Maade hænde, at jeg i Aftenens Løb fik Forfald – f.Eks. ved, at jeg blev overfalden af min store Hovedpine eller sligt – saa er De nok saa god at være min galante Stedfortræder hos Damerne."

"Frøkenen kan – som De veed – ganske befale over mig," svarede Emanuel, idet han med ironisk Høflighed blottede sit Hoved og bukkede. "Er der ellers noget, hvormed jeg kan være Frøkenen til Tjeneste?"

"Ja – De vil nok vise Dem saa forekommende for en Gangs Skyld'2 ikke at være altfor upræcis idag. Jeg tror, at Fader ved denne Lejlighed vilde blive særlig utaalmodig, dersom vi skulde blive nødt til at vente efter Dem. Kom derfor heller en halv Time før Tiden – saa kan De ovenikøbet hjælpe mig lidt med Arrangementet."

"Jeg skal gøre mit bedste! … Men saa maa De virkelig ogsaa tillade, at jeg forlader Dem nu. Der ser jeg desuden Deres Hr. Fader komme med ilsomme Skridt. De kan tro, der er noget alvorligt ivejen med Salaterne! … Jeg har den Ære at anbefale mig!" –

Nede for Enden af Alleen var Provst Tønnesen virkelig kommen tilsyne. Han gik med Hænderne paa Ryggen – aabenbart ifærd med at memorere en Festtale. Men saa saare han fik Øje paa det unge Par ved Bænken, vendte han skyndsomst omkring og vandrede videre den anden Vej ind gennem Haven.

60

V

Frøken Ragnhild blev endnu siddende lidt paa Bænken og saae tankefuldt ud til Siden. Saa rejste hun sig og gik langsomt op imod Præstegaarden, hvor hun blev modtaget af den i Dagens Anledning ganske fortumlede gamle Tjenestepige, der var bleven helt ulykkelig over hendes lange Fraværelse og havde hundrede Spørgsmaal at gøre angaaende Madens Tillavning og Festbordets Dækning. Frøken Ragnhild gav sine Anvisninger i en kort og bydende Tone og gik derefter ind i Dagligstuen, hvor hun satte sig hen til Vinduet med en Bog, en engelsk Roman, som hun paa maa og faa tog ud af Bogskabet. Hun var forstemt.

Da hun havde siddet der et Kvarters Tid uden at vide, hvad hun læste, saae hun hen paa Uret over Hjørnepiedestalen. Klokken var tre. Saa lagde hun Bogen og rejste sig, puslede lidt omkring i Stuen, stod et Øjeblik og betragtede Papegøjen, der var falden isøvn i sit Bur, og satte sig tilsidst hen ved Flyglet, hvor hun gav sig til at gennemspille et af Chopins Præludier.

Saa saae hun atter hen paa Uret.

Ti Minutter over tre.

Hun anslog igen et Par Akkorder men brød pludselig af, rejste sig, tog en Avis fra det svære, runde Mahognibord, der stod midt i Stuen, og satte sig saa atter hen paa Stolen ved Vinduet. Med Avisen udfoldet i Skødet og med Hagen støttet i sin smalle, hvide Haand faldt hun dybere og dybere hen i Tanker, mens Blikket blev ved at glide frem og tilbage over den store, tomme Gaardsplads og Staldlængernes øde Straatage. Endelig slog Klokken halv fire. Saa rejste hun sig og gik ind i sit Værelse for at klæde sig om.

De fremmede Gæster ventedes Klokken seks; og da Middagsmaaltidet idag paa Grund af Selskabet skulde overspringes, var der rigelig Tid til et omhyggeligt 61 Toilette. Men selv under sædvanlige Forhold var den daglige Omklædning en af Døgnets Hovedbegivenheder for Frøken Ragnhild. I sit – efter Landsbyforhold – overdaadigt udstyrede Sovekammer, i hvis Luft der altid sporedes Duften af en fin Violessens, tilbragte hun regelmæssigt de to Timer før Middag. Det var hende en Underholdning at staa foran sit legemsstore Spejl og betragte sin Person under Af- og Paaklædningen, nyde Synet af sin Nakke, sin blottede Skulder, sit udslaaede Haar, prøve en ny Frisure eller forsøge en ny Farvesammenstilling paa sin Dragt, – ikke fordi dette tilfredsstillede hendes Forfængelighed; endnu mindre paa Grund af tom Glimrelyst, – hvem skulde hun vel ogsaa bryde sig om at glimre for i denne Udørken? – men efter fattig Lejlighed trøstede hun sig i disse Timer for Savnet af det Liv og den Verden, hvorfra hun var udestængt.

Hvad skulde hun desuden tage sig for? Hver Morgen dyrkede hun sin Musik – og dette var hendes lykkeligste Øjeblikke. Men mere end tre Timer havde Lægen paa det strengeste forbudt hende at tilbringe ved Klaveret. To Timer tilbragte hun daglig med at læse – helst fremmede Sprog – og to Timer kunde hun tilnød slaa ihjel ved at deltage i Husholdningen, skønt hendes personlige Hjælp der var ganske overflødig. Men endnu havde Dagen otte lange, tomme Timer, – hvad skulde hun gøre med dem? Spadsere? Ak, i Vinterens otte Maaneder laa Marker og Veje rundt om som et ufremkommeligt Morads, eller Sneen rejste sig omkring Præstegaarden som en uigennemtrængelig Mur. Selv om Sommeren satte Synet af de store, stumme Agre, de nøgne, ensformige Stendiger, den ufravigeligt enten blaanende eller graanende Fjord hende i en nedtrykt Sindsstemning. Allerværst var det dog at spadsere ind igennem Byen, hvor hun paa Forhaand vidste, hvilke Mennesker hun vilde træffe; hvor hun var nødt til at gengælde Bønderkarlenes fortrolige Hilsner og besvare de halvt paaklædte Husmandskoners enfoldige Talemaader om Vejr 62 og Høstudsigter og Nattefrost. I Almindelighed indskrænkede hun derfor sine Vandringer til en ensom Sti, der fra Præstegaardshaven førte ud imod Strandbakkerne. Her tog hun sig gerne henimod Solnedgang en lille rask Motion – indtil Lyden af en Flok hjemdragende Markarbejdere eller en lummer Luftning fra en gødet Ager jog hende hjem. Egentlig havde hun kun en eneste Omgangsven, nemlig "Methusalem" – Papegøjen. Naa, hun kunde for den Sags Skyld tænke sig et tristere Selskab. Hun havde nu aldrig kunnet indse, at et saadant lille Dyrs menneskelige Plapren ikke var nok saa underholdende som den dyriske Brummen og Grynten, hvoraf en Bondes Tale i hendes Øre hovedsagelig bestod. Og saa var der dog lidt af et Temperament i en saadan lille Krabat; den kunde være skælmsk, nedtrykt, overgiven, koket, opfarende – alt i en og samme Time ligesom med Intelligensens Nervøsitet.

I fem Aar havde hun nu levet her i samme Ensomhed. Hun var født i den jydske Provinsby, hvor hendes Fader i sin Tid havde været Adjunkt, og fra sit trettende Aar, da hun mistede sin Moder, og indtil sin Konfirmation havde hun opholdt sig hos et Par Tanter inde i København for at fuldende sin Uddannelse i et højere Pigeinstitut. Først med sit fyldte sejstende Aar havde hun taget fast Ophold i Præstegaarden.

Hun var den Gang kommen herud med sit unge Hjerte svulmende af lykkelig Forventning. Hun vidste fra sin Romanlæsning og fra Teatret, at i Landsbypræstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, paa hvis Besiddelse alle ædle unge Mænds ømme Længsler gik ud. Endnu huskede hun, hvorledes hun den Gang i Sommertiden kunde tilbringe hele Dage ude i Haven, hvor hun – smykket med en frisk Mosrose paa Brystet – snart satte sig hen at drømme i Skyggen under et Træ, snart steg op paa Diget ud mod Markerne og med Armen skyggende over Øjnene stirrede ud over 63 det solflimrende Landskab – som om hun hver Dag for Alvor kunde vente, at to fodrejsende Studenter skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de bægge saae ud; hvorledes de – støvede og solbrændte – vilde kigge nysgærrigt ind ad Havelaagen og hvorledes Faderen i det samme vilde træde ud paa Verandaen og byde dem ind; hvorledes de da i Begyndelsen vilde være røde og forlegne men senere blive muntre og ligefremme og tilsidst synge bellmanske Sange ude i Maaneskinnet i Haven; hvorledes endelig den ene – ikke den morsomme og lystige, men han med det dybe, tankerige Blik – ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke at glemme ham, og hvorledes han Aaret efter vilde vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og i bevægede Ord anholde Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne skovløse Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at der viste sig mindste Udsigt til noget Eventyr.

Ragnhild Tønnesen smilte medlidende, naar hun nu tænkte tilbage paa disse sine Sejstenaars Sværmerier. Hun var siden den Tid ofte bleven ulejliget af Friere blandt Egnens øltykke Proprietærsønner, der slet ikke kunde forstaa, at hun ikke med Kyshaand modtog deres Tilbud. Men forøvrigt var Aarene hengledne stille og ensformige ved Faderens Side uden ydre Oplevelser af nogen Betydning. Naar hun saae tilbage paa sit Liv, forstod hun næsten ikke, at hun virkelig ikke var mere end enogtyve Aar, at hun altsaa netop befandt sig midt i sin "Blomstring". Der fandtes snart sagt intet i Verden, der mere interesserede hende – uden netop hendes Musik. Selv det aarlige Foraarsbesøg i Kjøbenhavn var hende ikke længer en virkelig Oplivelse. Hun var efterhaanden bleven fremmed for Forholdene inde i Hovedstaden, hendes gamle Veninder og Bekendte var blevne spredte, hendes Tanter var døde … 64 og saa var det ogsaa bagefter, som om Livet herhjemme blot blev dobbelt tomt, og Naturen omkring hende dobbelt uhyggelig i sin stumme, forstenede Livløshed.

Derfor havde det heller slet ikke været hende behageligt, da Faderen i sin Tid bestemte sig til at tage en Kapellan. Hun ønskede ikke at forstyrres i den Søvngængertilværelse, hvori hun lidt efter lidt var falden til Ro. Da hun tillige mærkede, at Folk, endog inden Kapellanens Ankomst, uden videre klappede hende sammen med ham, blev hendes Sindelag imod ham paa Forhaand ikke blidere. Men efterhaanden som hun mærkede, at den ny Husfælle kun ønskede at leve i den samme uforstyrrede Tilbagetrukkenhed som hun selv, havde hun forliget sig med hans Nærværelse. Tiltrods for sine mange Særheder begyndte han endog hurtig at interessere hende. Det morede hende at snakke med ham, at skændes med ham; og da samtidig Emanuel følte en stedse større Trang til at have en at udtale sig for og betro sig til, udviklede der sig lidt efter lidt, og næsten uden at de selv mærkede det, det utvungne, halvt kammeratlige Forhold, som havde vakt Provst Tønnesens Opmærksomhed og Eftertanke.

Naar imidlertid Provsten – og adskillige med ham – af dette Forhold byggede Fremtidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en Misforstaaelse. Vistnok var Ragnhild langt fra en saa kølig Natur, som hendes Udseende og Væsen kunde lade formode; – hun havde tværtimod arvet sin Faders letvakte Lidenskabelighed og hede Blod. Men netop derfor var Kapellanen hende for æterisk. Hun følte sig ham desuden altfor overlegen, og det ærgrede hende altid, naar hun – som denne Formiddag – forledet af Kedsomhed havde aflagt for meget af sin Værdighed overfor ham. Hvad Emanuel vedrørte, saa gik hans Fremtidsdrømme saa højt over den selvbevidste unge Dames Hoved, at hun aldrig blot for et Øjeblik eksisterede i dem.

65

VI

Emanuel var gaaet ud af en Laage i den yderste Ende af Præstegaardshaven, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Han befandt sig her paa Egnens højeste Punkt, den saakaldte "Præstebakke", fra hvis Top man kunde se milevidt ud over Landet. Overalt laa de lysegrønne Rugagre og glitrede i Solen mellem det mørke Pløjeland; over Moser og Kær bølgede lette blaa Taager; Grøfter og Mergelgrave dampede, – over hele Landet laa en Luft saa grødefugtig, saa foraarsfrisk, saa fuld af Sol og forjættende Fuglekvidder, som om Sommeren kunde holde sit festlige Indtog, hvad Dag det skulde være.

Emanuel fulgte en Sti, der fra Præstegaarden gik over en Række øde Udmarker ud imod Fjorden. Det var just den samme Sti, paa hvilken Frøken Ragnhild plejede at tage sin lille hastige Solnedgangs-Promenade. Dog, herpaa tænkte han ikke, og ikke heller var det netop af den Grund, at denne Sti efterhaanden var bleven ogsaa hans Yndlings-Spadseregang. Naar de bægge havde vundet Forkærlighed for den, var det, fordi de her kunde være mest uforstyrrede. I deres Ensomhed søgte de uvilkaarligt endnu ensommere Steder, og paa disse afsidesliggende Marker saaes kun hist og her en lille Hytte og en enlig Bondekarl, der gik og pløjede.

Hver Dag i Vinterens Løb havde Emanuel vandret her i sin lange Frakke og med sin sædvanlige Følgesvend, den sorte Silkeparaply, der efterhaanden var bleven ham uundværlig, næsten som en trofast Ven. Ofte havde han i halve Døgn sværmet omkring mellem Bakkerne og langs den øde Strand uden Maal og Med; og i dette Samliv med Naturen havde han mere og mere fundet en Erstatning for Savnet af menneskelig Omgang. Han havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være noget saa fængslende ved Synet af en vintergraa 66 Skyhimmels tunge Vandring over Jorden, noget saa betagende ved at lytte til Kragernes vilde Skrig, naar de ved Solfaldstid drog flokkevis hjemad over Markerne. Og den første Lærke! Aldrig kunde han glemme det Øjeblik, da han midt i Ødemarkernes mægtige Stilhed pludselig hørte den lille Himmelklokke kime sommerligt over hans Hoved, mens alt endnu laa stivnet i Vinterdød rundt omkring ham.

Han søgte daglig ned til Stranden, hvor han plejede at opholde sig nogen Tid for at indaande Havfriskheden og iagttage Maagerne, der stumme og urolige kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Men idag var Stranden tom – Varmen havde drevet Fugleflokkene ud imod Fjordmundingen – og han fortsatte da sin Vandring langsmed Kysten og nød Synet af Fjordens store Flade, hvori Genbo-Landets Fiskerbyer og kratklædte Skrænter pragtfuldt spejlede sig. Tilsidst steg han op paa en Høj langt i Syd, hvorfra han atter havde et vidt Skue over Egnen. Lige under ham laa her Skibberup mellem sine tre nøgne Muldbjærge.

Han følte sig altid ejendommeligt tiltrukken af denne By, der med sine Klynger af smaa Hytter, sit vidtforgrenede Gadekær og sine mange Smaavænger og mærkelige Smøger og Smug syntes ham langt venligere end Vejlbys Samling af nye, regelrette Bøndergaarde, som han daglig havde for Øje. Han havde helt forelsket sig i denne lille romantiske Plet, der laa her som en frodig Oase mellem de golde Banker; og det var ham derfor til dobbelt Sorg, at det netop skulde være i denne By, at den kirkefjendske Bevægelse i Sognet havde sit Hovedsæde. Han følte ligesom en Naal i sit Hjerte, hver Gang hans Blik strejfede en bestemt, affældig Bygning i Byens Midte, over hvis Straatag der ofte vajede et stort Dannebrogsflag. Han vidste, at her var den "Forsamlingssal", hvorfra den berygtede Væver Hansen førte sin hidsige Kamp imod 67 Provst Tønnesens og – i den sidste Tid – imod hans egen Forkyndelse.

Hellere dvælede hans Blik i den vestlige Ende af Byen, ved et lille Sted med gulkalkede Længer og en ris-indhegnet Have. Det var den Halvgaard, hvortil han hin Vinteraften var bleven hentet i Slæde for at berette Ejerens syge Datter. Han havde siden ofte tænkt paa denne Aften og paa de fremmede Mennesker, mellem hvilke han paa en saa ejendommelig Maade var kommen til at indvie sin præstelige Virksomhed. Han havde ogsaa mange Gange ønsket at forny sit Besøg hos dem og spørge til den unge Piges Befindende; men han havde endnu ikke kunnet overvinde sig til at forsøge nogen personlig Tilnærmelse til denne Del af Befolkningen, efter at den – næsten umiddelbart efter hans første Præken – saa utvetydigt havde lagt et uvenligt, ja fjendtligt'3 Sindelag imod ham for Dagen.

Men idag var det, som'4 om Solen og Vaarluften indgød ham nyt Mod. Han sagde til sig selv, at han ikke kunde blive ved at leve her paa denne Maade; der maatte nødvendigt træffes en Afgørelse. Han maatte se at komme til Klarhed over sin Stilling, og han besluttede at gøre et sidste, alvorligt Forsøg paa at bryde den Modstand, der herfra var rejst imod ham, og ved Kærlighed at tilkæmpe sig disse Menneskers Forstaaelse og derigennem finde Vejen til deres Hjerter.

 
VII

Det var første Gang, Emanuel viste sig i Skibberup uden Præstekjole, og hans Tilsynekomst vakte desaarsag stor Opmærksomhed overalt i Byen. Foraarsluften og Søndagsfriheden havde lokket Folk ud af Husene; selv gamle Krøblinge var krøbne ud fra Kakkelovnskrogene og sad og solede sig paa Dørfliserne, mens Husmændene 68 og deres Koner havde travlt med at grave i de smaa Havestykker ved Gavlene.

Men det var ikke mange, hverken af Mændene eller Kvinderne, der havde en Hilsen tilovers for den unge Præst, skønt de alle saae op fra deres Arbejde og med Øjnene fulgte ham gennem Gaden. I Døren til et lavt Hus stod en Mand i blaastribede Skjorteærmer og med et Barn paa Armen. Det var den store, sværtbeskæggede Snekaster, der hin Vinteraften havde holdt en lille hjertelig Velkomsttale til Emanuel paa Vejen ud til den syge Pige. Nu lettede Manden bare lidt paa Hatten; og da Barnet i det samme gav sig til at græde, sagde han leende og saa højt, at Emanuel ikke kunde undgaa at høre det:

"Du skal saamænd ikke blive ræd, min Tøs! … Det var jo bare vores unge Velærværdighed!"

Emanuel, der paa sin Vandring gennem Byen stadig havde forstærket sine Skridt, aandede ikke frit, før han naaede Anders Jørgens Halvgaard og kom indenfor Porten, hvor Lygten endnu hang under Loftsbjælken og drejede sig langsomt rundt i sin Snor.

Inde i Gaardsrummet standsede han og saae sig omkring; men der var ikke et Menneske at se. Han gik da op til det lave Vaaningshus, fandt ind i Forstuen og bankede her baade paa Døren tilhøjre og tilvenstre. Ingen svarede. Efter et Øjebliks Betænkning aabnede han af sig selv og traadte ind i den lavloftede Dagligstue, hvis mærkelige, aarhundredgamle Udstyr allerede hin Aften havde tildraget sig hans Opmærksomhed. Stuen var tom. Heller ikke fra Naborummene hørtes nogen Lyd uden tunge Perpendikelslag af Uret inde i Sideværelset, hvor den unge Pige havde ligget syg. Han begyndte at blive raadvild. Han gav sig til at banke paa forskellige Døre, der førte ind til den indre Del af Lejligheden. Men intet Sted fik han Svar. Huset var som forladt.

Et Øjeblik blev han staaende midt paa Gulvet og 69 lod Blikket glide rundt i Stuen. Han genkendte det svære Egebord og Bænken under de smaa, mangerudede Vinduer, Væggenes grønmalede Paneler, den firkantede Bilæggerovn med de tynde, snoede Ben, det mørke, sandbestrøede Lergulv, Spinderokken og det blaastribede Alkove-Forhæng i Stuens ene Hjørne. Paa en Hylde oppe under Loftet stod en Række solblanke Tintallerkener, og paa Væggen over en gammel Armstol ved Kakkelovnen hang som Prydelse et Halmkors, en "Majkost" og to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798. Alt røbede en nøjeregnende Sans for Orden og Renlighed. Der hvilede over hele den lille, solopfyldte Bondestue en troskyldig, søndagsfestlig Hygge, der ganske fortryllede ham. Uvilkaarligt sammenlignede han denne stilfærdige Jævnhed med sit eget Hjems urolige Luksus, med de moderne Købstadboligers brogede Udstyr af orientalske Tæpper og Portierer, af Fløjelsmøbler, Malerier og letfærdigt Parisernips – og han tænkte ved sig selv: "Hvor tankeløst dog Menneskene handler med deres egen Lykke! Hvor let de tilegner sig det slette; hvor vanskeligt de bevarer det ædle og skønne!"

Paa Pillen mellem Vinduerne fik han Øje paa et Billede, der bestod af en Samling Portræter af bekendte Mænd i simple Træsnit. Der var Tscherning, Grundtvig, Monrad og endnu et Par Mænd, som han ikke kendte. Midtpartiet dannedes af et større Gruppe-Billede, der forestillede Frederik den Syvende i det Øjeblik, da han omgiven af sine Ministre underskriver Grundloven. Emanuel erindrede at have set det samme Billede i sin afdøde Moders Stue, – og det gjorde et forunderligt Indtryk paa ham efter saa mange Aars Forløb at møde det igen i disse Omgivelser.

Pludselig hørte han Trin ude i Gaarden. Ud fra en lille Laage mellem Staldlængerne kom en ung Pige gaaende med et Malkeaag over Skuldrene, fulgt af den hvidhaarede Knøs, der hin Vinteraften havde været hans Kusk paa Slædeturen hertil. Den unge Pige var søndagsklædt 70 og bar en kirsebærrød Kjole med sort, snørklet Snorebesætning paa Bryst og Arme. Kjoleskørtet havde hun foran hæftet op i Bæltet, og omkring Hovedet havde hun bundet et lyst Tørklæde, der var knyttet stramt under Hagen og derved gav hendes rundkindede Ansigt et dobbelt friskt og fyldigt Udseende. Rundt om den ene Malkespand krumbugtede sig en hvidsokket Kat, hvis urolige Agtpaagivenhed var ligelig delt mellem den unge Pige og to smaa Killinger, som Drengen bar paa sine Arme. Omtrent midt i Gaarden satte den pludseligt med et Spring hen til en udhulet Sten foran et tomt Hundehus, hvor den øjensynlig var vant til at faa sin Mælkeration tildelt. Men da Pigen tankefuldt fortsatte sin Vej uden at huske dette, sprang Dyret atter hen til hende og gav sig til med Poten at kradse hende paa Skørtekanten. Saa vendte hun tilbage og hældte en rigelig Portion af den endnu dampende Mælk ned i den udhulede Sten. Men nu begyndte Kattens Martyrium for Alvor. Istedetfor at udlevere Killingerne tog Drengen dem i sine Hænder og løftede dem under Latter højt op over sit Hoved, mens han med Foden søgte at værge sig mod den rasende Moder, der snart søgte at entre op ad hans Ben, snart med ulykkelig Mine vendte sig mod den unge Pige, som om den var vant til der at søge Beskyttelse. Pigen bad for det stakkels Dyr; men Drengen vilde ikke slippe sit Bytte og blev ved at danse rundt i Gaarden med den mjavende Kat i Hælene.

Inde bag Dagligstuevinduet havde Emanuel staaet stille og iagttaget denne Scene. Hans Blik hvilede især paa den tankefulde unge Pige, i hvem han øjeblikkelig havde genkendt Husets Datter. Han havde tænkt sig hende noget højere og anseligere men betoges til Gengæld af den dybe, næsten dystre Alvor, der prægede hendes lille tætbyggede Skikkelse. "Hun minder om Naturen her", sagde han ved sig selv og havde ondt ved at løsrive sig fra sin Beskuen.

Dog, da Drengen blev ved med sin Leg, fandt 71 han det rigtigst ikke at tøve længere med at give sin Nærværelse tilkende. Han gik tilbage gennem den Dør, han var kommen ind af, og traadte ud paa Stenflisen foran Forstuen.

Idet de to Søskende fik Øje paa ham, undslap der dem bægge et lille Udraab af Forskrækkelse. Mørkerød i Kinderne løste den unge Pige hurtigt Kjolesnippen fra sit Bælte og rev Malketørklædet af Hovedet, mens Broderen skyndsomt slap Killingerne og tog Flugten ind gennem den nærmeste Lodør.

Emanuel steg ned ad de to Trappetrin og gik hen og hilste Goddag.

"Lad Dem endelig ikke forstyrre!" sagde han undskyldende. "Jeg kom tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se indenfor og høre, hvorledes De befandt Dem. Jeg ser da, at De er kommen Dem rigtig godt, ikke sandt?"

"Tak, – jo," mumlede hun og saae sig uroligt tilbage med et mørkt Blik, som om hun søgte efter Undsætning.

I det samme aabnedes den ene Stalddør, og den gamle Anders Jørgen kom stampende ud i tunge, blikbeslaaede Træsko og med et Kotøjr i Haanden. Han var i hvid- og sortstribede Uldskjorteærmer og bar paa sin stride Haarmanke en lodden Hue med Læderskygge.

Emanuel rakte ham Haanden.

"Jeg kom blot tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se, hvorledes det stod til hos Dem," gentog han. "Jeg ser da, at Deres Datter … er det ikke Hansine, hun'5 hedder?"

"Jo, Deres Velærværdighed."

"Jeg ser da, at hun er kommen sig rigtig godt … Hun har da altsaa nu forhaabentlig helt overstaaet sin Sygdom."

"Jeg siger saa mange Tak … Jeg tror da nok, at hun nu, Gud ske Lov, er rigtig frisk igen … Men værsgo' – vil Kap'lanen ikke se indenfor i Stuen. Vor 72 Mo'er kommer straks … hun gik bare et bitte Jav op til en Kone ude i Egedet."

De fulgtes over Gaardspladsen og gik ind i Stuen, hvor Solen endnu brændte varmt paa Vinduerne og kastede mangerudede Firkanter af gyldent Lys hen over Bordet og det sandbestrøede Gulv. Anders Jørgen, der havde strøget Træskoene af sig i Forstuen, bød Emanuel Sæde paa Stuens Hædersplads, den gamle Armstol ved Kakkelovnen, medens han selv anbragte sig paa Kanten af en Træstol ved Fodenden af Alkoven. Uvilkaarligt foldede han sine Hænder i Skødet – med Haandfladerne opadvendte, saaledes som han plejede at gøre det under Prækenen om Søndagen – og lyttede i denne Stilling med urolig og anspændt Mine til hver Lyd ude fra Gaarden i det tydeligt udtrykte Haab, at det var hans Kone, der vendte tilbage.

Emanuel følte sig bestandig mere vel tilmode i det lille hyggelige Bondehjem. Han havde hurtigt fundet et Samtaleemne i det smukke Foraarsvejr, og med en Lethed, der overraskede ham selv, talte han om den Glæde og Taknemmelighed, som særlig Landmanden jo maatte føle ved saaledes at se Vorherre lægge sin Velsignelse i hans Arbejde. Han lagde slet ikke Mærke til Anders Jørgens urolige Adspredthed. Derimod saae han i Talens Løb ofte opmærksomt hen paa Hansine, der imidlertid var kommen ind i Stuen og havde sat sig hen med et Haandarbejde paa Bænken under det af Vinduerne, der var Emanuel fjernest. Solen faldt ind over hendes lille, støtte Skikkelse og lagde en varm Glans over hendes mørkebrune Haarfletninger. Hun havde fuldstændiggjort sin Paaklædning med en bred, hæklet Halskrave, der faldt i Tunger ud imod Skuldrene; Haaret havde hun glatkæmmet med Vand og bundet op over Nakken som en Kringle.

Stille som en Mus og halvt bortvendt sad hun derhenne bøjet over sit Haandarbejde, som om hun bestræbte sig for saa meget som muligt at bringe sin 73 Nærværelse i Forglemmelse, medens dog Ansigtets Udtryk og Kindernes Farve tydeligt røbede, at hun i sin Krog var lutter Øren og opmærksomt opfangede ethvert af Kapellanens Ord.

Emanuel tænkte ikke paa, at hans Blik maaske undertiden hvilede temmelig ugenert paa hende; – dertil var han altfor opfyldt af Glæden over endelig her at have fundet en lille venligsindet Tilhørerkreds; og han glemte efterhaanden al Forlegenhed.

Midt under hans Tale hørtes Trin ude i Gaarden. Anders Jørgen lettede sig i Sædet med et Udtryk af Befrielse, og henne ved Vinduet kastede den unge Pige hurtigt Blikket ud gennem Ruden for at forberede den kommende. Men pludselig skiftede hendes Ansigt Farve. Med forvirret, næsten skrækslagen Mine saae hun hen paa Faderen.

Et Øjeblik efter lød tre sindige Slag paa Døren.

 
VIII

Den indtrædende var den høje, magre, noget foroverludende Mand med det mærkelige Katteansigt, der om Formiddagen efter Gudstjenesten havde været Genstand for saa megen Opmærksomhed blandt Emanuels Tilhørere. Han blev et Øjeblik staaende ved Døren, idet han ligesom overrasket saae sig omkring med skævt optrukken Mund. Derpaa sagde han med slæbende Stemme "Goddag" og gik langsomt rundt og gav Haanden.

Den gamle Anders Jørgen, der forskrækket havde rejst sig fra Stolen, saae paa den fremmede med et forfjamsket bønfaldende Blik, som denne imidlertid tydeligvis søgte at undgaa.

Paa Emanuel, der flygtigt mindedes at have set den fremmedes Ansigt et Par Gange i Kirken, gjorde hans Person og Væsen et saare utiltalende Indtryk. Og denne Følelse af Ubehag blev ikke mindre levende hos 74 ham, da den ubekendte nu, idet han gav ham Haanden, fikserede ham med et Blik, der halvt skjultes af hans røde, svulne Øjenlaag, og samtidigt forestillede sig selv med de i uskyldig Tone fremførte Ord:

"Mit Navn er Væver Hansen."

Emanuel følte selv, at han blev rød, men bevarede dog Aandsnærværelse nok til at gengælde Mandens Hilsen med passende Tilbageholdenhed. Tilsyneladende uforstyrret fortsatte han derefter Samtalen med Anders Jørgen, idet dog hans Holdning og Tone – uvilkaarligt paavirket af Væverens Nærværelse – antog en stadig mere fornem Præsteværdighed, der mindede om Provst Tønnesen.

Imidlertid syntes det, som om Væveren slet ikke havde noget ondt isinde. Han havde anbragt sig henne paa Bænken ved Enden af Bordet og sad der foroverbøjet, med Albuerne paa Knæene og sine store røde Hænder for Munden, som om han alene var kommen herind for at være en andægtig Tilhører sammen med de andre.

Det varede dog ikke længe, før hans Ansigt begyndte at fortrække sig i Smaagrimacer, idet han snart rømmede sig og harkede, snart anstrengte sig for at hoste og samtidigt saae sig smilende omkring fra Alkoven og hen til Vinduet, hvor Hansine – blodrød i Kinderne og med bølgende Barm – dukkede sig ned i sit Sytøj, som om hun ikke vovede at løfte Øjnene.

Emanuels Ansigt havde herunder langsomt mistet al sin Farve; han var ligbleg. Endnu betvang han dog sin Vrede; men da Væveren tilsidst begyndte at mumle bag sine Hænder og gøre halvhøje Bemærkninger til hans Tale, svigtede omsider hans Selvbeherskelse ham. Med en Blanding af ungdommelig Hidsighed og præstelig Fortørnelse vendte han sig om imod ham og udbrød:

"Jeg veed ikke, om det er Væver Hansens Hensigt at fortrænge mig her fra Stuen. Jeg vil i saa Fald sige Dem, at det ikke skal lykkes Dem … og at jeg ikke paa nogen Maade vil finde mig i Deres Forstyrrelser."

75 Henne ved Alkoven rejste Anders Jørgen sig aldeles bestyrtet og vilde mægle Fred. Men Emanuels Blod var kommet ikog, og da var han ikke let at standse.

"Jeg kender Dem jo meget godt af Omtale," vedblev han med sitrende Læber. "Provst Tønnesen har fortalt mig adskilligt om Dem, og jeg vil sige Dem, at hverken han eller jeg agter længer at taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred i Menigheden. Hvad særlig mig selv angaar, vil jeg paa det mest indtrængende anmode Dem om ikke at forulempe mig i min Virksomhed. Jeg veed, at jeg efter Evne har bestræbt mig for at skabe et Tillidsforhold mellem mig og Menigheden … Men er det Meningen, at her skal være Krig – nu vel! Saa tager jeg den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest!"

Der blev dødsstille i Stuen efter hans Ord. Selv Væveren sad et Øjeblik og dukkede med Hovedet ligesom efter et uventet Nakkedrag. Men snart spillede igen det skæve, æggende Smil i hans sammentrykkede Ansigt. Det saae næsten ud, som om den unge Præsts Opbrusning ligefrem fornøjede ham.

Efter en Stunds Tavshed sagde han saa paa sin langsomme, uforstyrrelige Maade:

"Hr. Pastoren gør mig saamænd ganske Uret. De siger, at De kender mig og veed, hvad jeg er for et slemme og ryggesløst Menneske … og det har De jo hørt fra Provsten selv, saa det maa vel ha'e sin Rigtighed. For Hr. Provsten har nu saa mange Gange ladet mig baade stege og røge i Helvede, saa jeg tænker, han mener mig det af et ærligt Hjerte. Men se, det veed De jo nok, Hr. Pastor, at det alligevel ikke altid gaar præcis, som Provsterne præker … Og kanske er jeg ikke netop ligesaa sodet, som Provsten gerne vil gøre mig til. Men det skal jeg forresten ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg virkelig kom herind for at træffe Dem og snakke lidt med Dem saadan mellem Væg og Dør, som man siger … For det har jeg saamænd 76 længe haft i Tankerne, at jeg skulde hen og gøre Dem en Besøgelse en Dag. Jeg syntes jo da, at vi kanske nok kunde have et og andet at snakke med hinanden om. Og da jeg saa hørte, at De var gaaet herindenfor til Anders Jørgen, saa mente jeg jo, at det var ikke værd at spilde Lejligheden."

"Vi har saavist intet at tale med hinanden om," afbrød Emanuel kort og med en Stemme, der endnu dirrede af Sindsoprør.

"Ja ja – det kan jo være," fortsatte Væveren lige sindigt men i forandret Tone, mens Smilet et Øjeblik forlod hans Ansigt, og hans halvt tillukkede Øjne skarpt iagttog Kapellanen med et ligesom prøvende Blik. "Jeg tror nu ligegodt, at Hr. Pastoren tager forkert af os Skibberuppere! For det er nu engang saadan med os, at vi har immerda vor egen Maade at ta'e Sagerne paa. Vi snakker saadan lige jævnt ud om alle Dele … og se derfor er Hr. Pastoren nu bleven vred paa mig idag. Og dog siger jeg Dem, at jeg mindst af alt tænkte paa at fornærme Dem."

"Saa forstaar jeg sandelig ikke Deres Opførsel," svarede Emanuel lige afvisende, skønt han allerede var begyndt at blive roligere og føle sig skamfuld over sin ungdommelige Opfarenhed.

"Nej, det er netop Sagen, Hr. Pastor! … Det er justement det, at De forstaar os ikke her. Det er jo akkurat, hvad vi hele Tiden har kunnet mærke og allesammen har været saadan rigtig inderlig bedrøvede over, kan jeg sige. Og derfor er det ogsaa, vi saa længe har tænkt paa, at det kanske kunde være rigtigt, om vi fik en Samtale med Dem derom."

Den pludselige Alvor, hvormed han sagde disse Ord, og den brede Selvtillidsfuldhed, hvormed han her talte i hele Menighedens Navn, undlod ikke at gøre sin Virkning paa Emanuel. Han skottede hen til ham med et tvivlraadigt Blik og sagde:

"Dersom De virkelig har noget at tale med mig 77 om, skal jeg naturligvis beredvillig staa til Deres Tjeneste … Kun forekommer det mig, at Lejligheden kunde have været mere passende valgt."

"Ja, se – er det ikke netop det, jeg siger! Vi Skibberuppere kommer altid saa akavet som en Kat gennem en Skorsten! … Men nu maa jeg alligevel nok faa Lov til at udtale for Dem, Hr. Pastor, at det jo dog ikke kan undre Dem, at vi har været saa meget mærkelig tilmode ved at have Dem her iblandt os. Vi har jo da umuligt kunnet lade være med bestandig at tænke paa den Kvinde, der engang var ligesom en hellig Jomfru for alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn, og hvis Minde endnu lever iblandt os som et af vore skønneste og helligste."

Emanuel saae uforstaaende paa ham.

"Hvad mener De?"

"Hvem jeg mener?" gentog Væveren og blev ved at stirre paa Kapellanen, som om han med sit Slangeblik vilde trylle ham fast til Stolen. "Ja, hvem kan jeg vel mene andre end hende, der af alle Mennesker ogsaa stod Dem nærmest, Hr. Pastor Hansted, og som nu længst er forløst fra alle Sorger og Smerter … Deres Fru Moder."

Det gav et Sæt i Emanuel. Havde han hørt rigtigt?

"Min … min Moder?" sagde han, kun halvhøjt, – og uvilkaarligt søgte hans Øjne den lille Portrætsamling henne paa Væggen mellem Vinduerne.

"Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens Moder, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme hende, … skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds egen Søn, vi skulde have til vor Kap'lan. Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst 78 efter vort Hjerte. Og vi trængte netop saameget til en saadan Mand her i Sognet … ja, vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!"

Emanuel følte sig ganske svimmel. Han kunde ikke komme sig af Forbavselse over for anden Gang i Løbet af denne Dag at høre Moderen nævnet, denne Gang endog som en uforglemmelig Beskytter, – Moderen, hvis Minde var som udslettet i hans eget Hjem, – hvis Navn der blev ængsteligt hvisket i Krogene for ikke at genopvække Erindringen om den Skam, som hendes Endeligt havde kastet ind over den ansete Hanstedske Familie.

"Men se, nu maa jeg jo nok faa Lov til at sige Dem," vedblev Væveren, mens hans Øjne stadig aarvaagent hvilede paa den unge Præst. "Nu maa jeg vel nok faa Lov til ganske ærligt at sige Dem, Hr. Pastor, at vi ikke saadan rigtig har fundet hos Dem, hvad vi saameget haabede paa … og det har De kanske ogsaa nok selv kunnet fornemme, tænker jeg. Se, der er nu f.Eks. Deres Prækener … Ja, ja, nu maa Pastoren ikke blive vred," afbrød han sig selv med forstilt Ængstelse, da han ved det sidste Ord saae en Trækning fare over Kapellanens Ansigt. "Men jeg maa jo nok have Lov til at sige, at skønt vi jo da er glade ved, at De ikke – saadan som visse andre – taler til os ligesom til en Flok umælende Kvæg, og skønt vi jo ogsaa godt kan fornemme, at Deres Prækener er meget vel betænkte og smukke og poetiske og rigtig, hvad man saadan kalder vel holdte – saa er det jo dog alligevel kun det samme, som vi nu har hørt saa mange, mange Gange før. Og hvad er det saa, vore go'e Præster altid fortæller os Bønder? Det er, at vi skal være lydige og dydige og ikke stjæle og ikke bande, men vende os til Gud i vor Sorg og stole paa Herrens Naade – og saadan videre. Men det kender vi jo dog altsammen iforvejen paa vores elleve Fingre, og vi bliver saamænd ikke bedre Mennesker, 79 om vi saa hver eneste Søndag faar den hele Katekismus paa de skønneste Vers! … Nej, dersom en Mand som Dem, Hr. Pastor Hansted, vilde fortælle os noget om Dem selv og ikke om os – for derom kan De dog aldrig fortælle os andet, end hvad vi veed meget bedre iforvejen – nej, men saadan rigtig om Dem selv, og om, hvordan nu De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen til Deres Syn paa Kristendommen og Folkelivet … se, det var noget, vi Bønder kunde lære noget af … det er det, vi trænger til, for at vi kan se, hvordan nu andre Mennesker lever og tænker i deres Forhold. Og se, det var jo det, vi saa meget ønskede, at vor Præst skulde hjælpe os til. – Ja, jeg veed nu ikke, om Hr. Pastoren forstaar mig. Jeg er jo kuns en ulært Mand og har hverken læst til Præst eller Degn, saa jeg er kanske lidt maadelig til at belægge mine Ord."

Emanuel havde ladet ham tale ud, skønt han godt følte, hvor ydmygende det var for ham at maatte høre paa denne Tale – ovenikøbet i andres Nærværelse. Men han havde ikke kunnet tvinge et afbrydende Ord over sine Læber, fordi han inderst i sit Hjerte maatte erkende, at Væveren havde Ret, ja at denne Mand her havde fundet Udtryk netop for de samme Tanker, som i den sidste Tid dunkelt havde foresvævet ham selv.

Først da Væveren standsede, og han mærkede, hvorledes alles Blikke forventningsfuldt rettedes imod ham, tog han sig sammen. Med et anstrengt Forsøg paa at opretholde den sidste Rest af Præsteværdigheden overfor disse Folk svarede han stammende:

"Jeg paaskønner naturligvis den Aabenhjertighed, hvormed De har udtalt Dem for mig. En saadan gensidig Fortrolighed … er sikkert den første Betingelse for en virkelig Forstaaelse … hvilken ingen mere end jeg ønsker og haaber paa."

"Ja, det er netop præcis ogsaa vor Mening," sagde Væveren med pludselig Ivrighed. "Og det var just derfor, 80 vi mente, at det kanske vilde være godt, om vi engang fik snakket lidt med Dem – saadan lige jævnt ud. Vi kender Dem jo endnu kun ude fra vor Kirke – og nu vil jeg da ikke sige andet, end at vi ogsaa flere Gange har været rigtig glade for, hvad vi der har hørt af Dem – men vi synes jo immer, vi kunde have Lyst til at komme lidt mere i Lag med Dem end som saa. Vi Folk fra Landet har nu altid saadan en egen Nysgerrighed efter at lære vor Præst rigtig at kende, saa vi kan gaa frit til ham med vore Spørgsmaal i alle Dele. Vi Bønder, der gaar her Dagen op og Dagen ned i samme Slæb, vi faar nu saadan en grumme stor Trang til at have et Menneske imellem os, som kan gi'e os Oplysning og Belæring – ogsaa om den Slags Sager, som der ikke lige netop kan snakkes om fra en Prækestol. Men se, det vil nu vore go'e Præster aldrig rigtig forstaa, og derfor er det ogsaa mangen Gang saa slemme fat imellem os. Se, vi har nu f.Eks. her i Skibberup saadan et Forsamlingshus, som vi kalder det … Ja-ja, jeg tænker, at Kap'lanen nok har hørt om det ogsaa og veed, hvad det er for en Røverrede, vi holder der, – for saadan har da Provsten mere end to Gange kaldt det. Men forresten gør vi da ikke andet, end at vi samles saadan i god Forstaaelse og snakker om, hvad vi nu kan ha'e Lyst til, eller vi læser lidt højt af vores Bøger, enten det nu er et gudeligt Skrift eller disse Folkelæsninger, som vi kalder dem, – for vi mener jo, at det da maa være en ligesaa god Tidsfordriv at høre et godt Ord som at ligge og snue de lange Vinteraftner henad Bænkene eller bruge dem til Kortenspil og anden Svir, saadan som det var brugeligt i de gode gamle Dage, som Provsten snakker saa meget om. Men det forstaar sig jo af sig selv, at det, som vi Bøndermennesker kan have at fortælle hinanden, ikke kan være saadan synderlig bevendt; – nej, men kunde vi faa saadan en Mand som Dem, Hr. Pastor, til at besøge os og ganske jævnt snakke med os og fortælle 81 os om, hvad De nu selv kunde have Lyst til, – se, det var noget andet; det var noget, vi kunde blive glade ved og skulde være rigtig saa meget taknemlige for. For vi synes jo da, at De alligevel er saadan et jævnt og ligefremt Menneske, som vi nok kunde komme til at slutte os rigtig inderlig til. Og saa ligner De da ogsaa Deres Moder saa grangivelig i hele Udtrykket, efter hvad jeg saadan kan skønne, ihvorvel jeg kun har set hende en Gang for mange Aar siden ved et af vore Vennemøder ovre i Sandinge. Derfor skal jeg love for, at der vilde blive Glæde den Dag, da det spurgtes, at Kap'lanen vilde besøge os i Forsamlingshuset – for saa vidste vi da, at vi endelig havde fundet, hvad vi saa længe og inderligt har ønsket os. Ja se, det var bare saadan disse Par Ord, jeg gerne vilde tillade mig at udtale for Dem; og nu maa Hr. Pastoren da ikke være vred, fordi jeg har snakket saa frit til Dem. Jeg kan forsikre Dem til, at jeg kun har gjort det i den allerbedste Mening."

Emanuel forholdt sig endnu tavs. Han var saa underlig bedøvet af Væverens Ord og vidste ikke længer, hvad han skulde tro. Kunde det virkelig være en Ven, dette Menneske, om hvem han havde hørt saa meget slet? … Og Anders Jørgen og hans Datter? Var de i Forstaaelse med denne Mand? … Det syntes ham næsten saa. Tilfældigt opfangede han det spændt forventningsfulde Udtryk, hvormed den unge Pige i dette Øjeblik bevogtede ham henne over sit Sytøj, som om hun'6 med sit Blik vilde stjæle ham hans Svar bort fra Læben.

Af Frygt for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede Mennesker, der saa øjensynligt ventede en afgørende Udtalelse af ham, rejste han sig for at tage Afsked. Med en forvirret Undskyldning for, at hans Tid ikke tillod ham at fortsætte Samtalen længer, greb han efter Hat og Paraply.

82 Under de andres dybe Tavshed gik han rundt og gav Haanden. Og da han forlod Stuen, var der ingen, der fulgte ham.

 
IX'7

Emanuel havde, siden han blev voksen, ikke ofte hørt sin Moder omtalt. I det hele vidste han ikke meget mere om hende, end hvad han selv havde set; men allerede mens hun levede, havde han haft paa Fornemmelsen, at der var noget i hendes Ungdomsliv, som Familien omhyggeligt søgte at dække over. Hvad det var, havde han kun uklart anet. Hans Ungdomsvenner og Kammerater havde – efter Moderens ulykkelige Død – altid været bange for blot at hentyde til hende i hans Nærværelse; og selv havde han haft en naturlig Skyhed for at tale om hende, især da Faderen og de øvrige Slægtninge bestandig bevarede den urokkeligste Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte Moderen og hendes Forhold. Kun en meget gammel Tante, der havde Bolig i et Kloster, havde engang i et ophidset Øjeblik sagt til ham, at han dog ikke skulde forglemme, "hvor dybt hans Moder i sin Tid havde forsyndet sig mod sin Stand."

Nu blev Væverens Ord og Billederne paa Bondestuens Væg ham et bestemtere Fingerpeg til Forstaaelse af hendes underlig ensomme Liv i hans Faders Hus. Han saae hende atter for sig med det højt opsatte Haar og den sorte, tarvelige Kjole, der i hans Drengeaar undertiden havde kunnet gøre ham lidt skamfuld, fordi den saa lidt lignede Klædedragten hos de andre Damer af deres Omgangskreds, som ogsaa altid tydeligt nok følte sig lidt trykkede af hendes Nærværelse. Han erindrede hendes private Dagligstue, der heller slet ikke lignede Lejlighedens øvrige Værelser, og hvor hun ofte i dagevis lukkede sig inde uden at ville modtage 83 Besøg. Mangen Gang, mens han var Barn, havde han i Mørkningen staaet udenfor Døren og ikke vidst, om han turde banke paa. Og naar han da endelig havde taget Mod til sig og klemt sig ind, havde han set hende sidde sammenbøjet i Hjørnet af den lange Mahognisofa og stirre ubevægelig frem for sig, som om hun ikke havde hørt ham komme. Først naar han en Tid havde staaet hos hende og hvisket "Mo'er", kunde hun lægge sin Haand op paa hans Hoved, tavs klappe ham paa Haaret eller pludselig trykke ham til sig med en saa heftig Ømhed, at han næsten blev ængstelig derved; eller hun tog ham op paa sit Skød og gav sig til at fortælle ham Sagn og Æventyr om Kæmper og Kongesønner, der under Kristi Banner drog ud i Verden for at stride for Sandhed og Ret, disse gribende Fortællinger, der endnu længe efter fik hans Kinder til at brænde og ofte holdt ham vaagen om Natten, mens skiftende Syner af gyldenthjælmede Krigere og mørke, barfodede Kuttemænd drog ham forbi. Han huskede ogsaa, at hans to Søskende sjældnere besøgte Moderen i hendes Værelse og gerne faldt i Søvn over hendes Fortællinger. De var yngre og morede sig bedre i Faderens smukke Læseværelse med Billedbøgerne og den store Jord-Globus. Derfor kaldte Tjenestefolkene dem ogsaa "det smaa Herskab", mens han selv med et Slags Øgenavn kaldtes "Fruens Dreng". Hvor ofte og bittert havde han ikke ogsaa følt, at det var fra Moderens Dødsdag, han blev ene og uforstaaet i sin Faders Hus!

Saa længe gik han nu der paa Hjemvejen langsmed Stranden og fordybede sig i sine Barndomsminder, at han ganske glemte baade Tid og Sted. Da han endelig naaede tilbage til Præstegaarden, saae han til sin Forskrækkelse, at de indbudne Gæster allerede var begyndt at komme, og at han maatte skynde sig med sin Omklædning for ikke at møde for sent til Bordet.

Da han et Kvarterstid efter traadte ind i Dagligstuen, 84 hvor hele Selskabet nu var forsamlet, modtoges han af et højst unaadigt Blik fra Provsten, der – iført Kjole og Kalot – gestikulerede midt paa Gulvet i Samtale med et Par ligeledes kjoleklædte Herrer. Der var samlet godt og vel en Snes Mennesker. Der var Sognets tre Proprietærer, den gamle Skolelærer Mortensen, Dyrlæge Aggerbølle og Købmand Villing, alle med Fruer i Silkekjoler. Desuden var der seks Vejlby-Bønder med deres Koner samt den unge Hjælpelærer Johansen. Af Folk fra Skibberup var der ingen tilstede, og ligeledes manglede der Repræsentanter for Vejlby Husmænd, idet de sidste af de trofaste blandt disse fornylig til Provst Tønnesens store Harme var bleven grebne som Tilhørere i Væver Hansens Forsamlingssal.

De to af Proprietærerne var høje, kraftige Skikkelser, der lignede hinanden som et Par Brødre uden dog at være det. Den tredje var en lille, gnavent udseende Tyksak med et rødsprængt Ansigt, hvori to blege, udvæltende Øjne laa og svømmede i en Slags Fedt ligesom et Par Spejlæg. Fra hans brede Underkæbe, der skød sig en halv Tomme frem for Overansigtet ligesom et Ædetrug, voksede et Krat af graa Skægstubbe nedover en uhyre Hagesæk, der hang udover Halsen som en rynket Bug. Med sine korte Arme lagt bag paa Ryggen gik han og smaagryntede henne ved Døren ind til Spisestuen og saae hvert Øjeblik paa sit Ur.

De seks ganske ensklædte Bønderkoner – i sorte Uldkjoler og Huer med brede Guldgaloner – sad i en tavs Række henne under Vinduerne og holdt de brune Hænder ubevægeligt i Skødet omkring et sammenlagt Lommetørklæde. Opad Væggene i deres Nærhed stod deres vadmelsklædte Mænd og saae ikke mindre alvorsfulde ud. Kun naar Provsten en Gang imellem kom hen til dem og i elskværdig Selskabsstemning henvendte en spøgende Bemærkning til en 85 eller anden af dem, trak de alle paa en Gang de træstive Mundvige op med et Forsøg paa at smile.

Alene Sogneraadsformand Jensen færdedes ugenert omkring paa Gulvet med sin blaarøde Kalkunsnabel og lod frimodigt sin Stemme gjalde under Loftet som en Mand, der var vant til at bevæge sig i det højere Selskabsliv.

I Lænestolene omkring det runde Bord i Midten af Stuen sad Fruerne og bredte deres lange Silkeslæb ud over det tæppebelagte Gulv. Her gik Mundene livligt i den Slags Samtale, hvori ingen veed, hverken hvad de selv siger eller hvad de andre svarer. Ordet førtes især af den ene Proprietærfrue – en garderhøj Dame i grønt Satin med hvide Blonder – der nylig var vendt hjem fra en Københavnsrejse og var utrættelig i at fortælle om, hvad hun havde set og oplevet.

Alene den lille magre Fru Aggerbølle sad tavs og stirrede hen for sig med adspredt Mine, som om hendes Tanker endnu ikke havde kunnet slippe Hjemmet og Børnene. Hun sad med Hænderne foldede i sit Skød og syntes segnefærdig af Træthed og Nattevaagen. Det saae ud, som om hun med Flid havde valgt sig Pladsen bag Skolelærer Mortensens svulmende Frue, for at ikke Aftenskæret skulde falde for spottende ind over hendes tidligt ældede Træk og falmede Silkekjole, hvis gammeldags Snit og altfor rummelige Liv sørgmodigt fortalte om svunden Ungdomsherlighed. Nu og da skottede hun bekymringsfuldt hen til sin Mand, der havde stillet sig op foran Kakkelovnen og herfra saae sig omkring med en udfordrende Holdning, som om han vilde fornægte ethvert Kendskab til den Duft af Benzin, der fra hans stærkt glinsende Livkjole bredte sig ud over den Del af Stuen, hvor han opholdt sig. Han var først højt op paa Formiddagen kommen hjem fra et Barnedaabsgilde hos en Bonde i et af Nabosognene, og rundt om i den ubeskæggede Del af hans Ansigt sad der endnu Mindelser om Nattens Strabadser i Form af mørkerøde 86 Pletter, der tydede paa, at det paagældende Barn ikke var bleven døbt alene med Vand.

I Ensomhed henne ved Flygelet stod den unge Hjælpelærer Johansen i en indstuderet Stilling med det ene, fyldige Ben kastet let henover det andet, saaledes at Taaspidsen netop berørte Gulvet. Han havde en hvid Handske paa den ene Haand og et Lommetørklæde stukket ind mellem Vesten og sit pibede Skjortebryst. Hr. Johansen, der var kommen til Sognet omtrent samtidigt med Emanuel, var – i Modsætning til denne – hurtigt bleven Vejlbys erklærede Løve. Hans store, mørke Haar, der ved højtidelige Lejligheder var krøllet over hele Hovedet, hans fede, blege, skægløse Skuespilleransigt, hans Købstad-Dragter og "dannede" Væsen havde i Vinterens Løb skaffet ham Adgang endog til Proprietærgaardene, og det ansaaes allerede for ikke helt usandsynligt, at en af Egnens unge Frøkner en Gang kunde finde paa at skænke ham mere end sin Beundring.

Kort efter Emanuels Ankomst blev Fløjdøren ind til Spisestuen aabnet, og Frøken Ragnhild kom ind og bad Selskabet tilbords.

Hun var klædt i et sort Silkestof med store, brandgule Palmeblade og i en Slags Kniplingsoverkjole, der var gennemsigtig paa den øverste Del af Brystet og den nederste Del af Armene. Rundt om den høje, slanke Hals bar hun en tynd, firdobbelt Guldkæde, der foran var samlet i en Opal-Laas. Over det brunrøde Haars Nakkesnegl sad en stor Skildpaddes-Kam.

"Vil d'Hrr. behage at tage Damer!" udbrød Provsten og bød selv Armen til den garderhøje Proprietærfrue.

Mellem de ældre Herrer blev der et Kapløb henimod Frøken Ragnhild. Sogneraadsformand Jensen, der stod hende nærmest, blev den lykkelige og førte hende med løftet Snabel ind i Spisestuen. Emanuel bukkede for Fru Aggerbølle, der sad tilovers, efterat de andre 87 Herrer havde taget Damer. Bønderne tog deres egne Koner ved Haanden og sluttede i tavs Trup den højtidelige Procession.

 
X'8

Midt paa Bordet, under Hængelampen, stod en høj Blomsteropsats. Foran hver Bordende straalede en Armstage med syv Lys. Paa hver Tallerken stod Servietten oprejst i Form af en Bispehue, hvorunder der skjulte sig et lille Brød. Forøvrigt bestod Opdækningen af en Samling udsøgte Retter. Der var Fisk i forskelligfarvede Geléer, farcerede Fugle, flere Slags Salater i store, blaa Glasskaale, Hummer og Sardiner i Daaser foruden endnu flere Ting. Skønt Anretningen egentlig ikke frembød nogen Overraskelse for de tilstedeværende, idet den altid var saa temmelig ens ved disse Lejligheder, gjorde Bordets festlige Præg og det ualmindelig smukke Service straks et stærkt Indtryk paa Gæsterne, og Maaltidet forløb i Begyndelsen under andagtsfuld Tavshed. Kun den lille, tykke Proprietær satte sig straks forslugen tilrette med Albuerne ud til Siden og øste i sig med Kniv og Gaffel af alt, hvad der kom i hans Nærhed. Derimod kæmpede Dyrlæge Aggerbølle tappert mod sine slette Tilbøjeligheder. Længe sad han med det samme Glas Rødvin foran sig og fyldte aldrig mere end Halvdelen af sin Tallerken, – hvorfor han ogsaa Gang efter Gang saae over til sin Kone med et Blik fuldt af stolt Selvtilfredshed. Han havde nemlig paa Vejen til Præstegaarden højtideligt – endog med opløftet Finger – tilsvoret hende at vise Maadehold og Beherskelse, saa hun ikke denne Aften skulde faa Skam af ham. Provst Tønnesen var i Begyndelsen saa at sige den eneste, der talte, og aabenbarede sig i det hele som en ligesaa elskværdig som underholdende Vært. Han sørgede for, at Fadene cirkulerede, bad Herrerne 88 skænke i Glassene, fortalte smaa Historier og røbede i hele sit Væsen den fordums Selskabsmand, hvem Synet af festlig Belysning, af Blomster og Damer i Silke uvilkaarlig henrev og satte i Stemning.

Da man havde spist i et Kvarterstid, slog han paa sit Glas og holdt en Tale. Idet han gik ud fra et af Salomos Ordsprog, talte han i et formfuldt Sprog om den Styrke, man føler ved i vanskelige Tider at vide sig omgiven af en trofast Venneskare. Han udtalte det Haab, at den Kreds af Meningsfæller, han i dette Øjeblik saae omkring sig, "ogsaa for Menighedsfredens Skyld" aldrig vilde blive brudt, og endte med i hjertelige Ord at takke Gæsterne for deres Nærværelse.

Straks efter rejste den ene af de to høje, sværtbyggede Proprietærer sig og tolkede i et rullende Foredrag Selskabets Tak til Provst Tønnesen for hans velsignelsesrige Virksomhed i Sognet. Et Øjeblik truede han med at komme ind paa en nærmere Drøftelse af de alvorlige Spørgsmaal, som Tønnesen akkurat havde strøjfet1, idet han fremkastede en Bemærkning om disse "Tidens nedbrydende Tendenser", som Provsten her lykkeligvis var et saa kraftigt Værn imod. Men da han i det samme kørte fast, som om hans Ordforraad paa en Gang var sluppet op, afsluttede han brat med at foreslaa en Skaal for Provst Tønnesen og Frøken Ragnhild.

Efterat man atter havde rejst sig og klinket, blev Stemningen friere blandt Gæsterne; og da nu Desserten – en mægtig Plumbudding – blev bragt flammende ind paa Bordet, brød Tilfredsheden snart ud i en almindelig Livlighed.

Men da slog ogsaa Dyrlæge Aggerbølles onde Time. Plumbudding var en af hans Livretter, og desuden begyndte nu Karaflerne med de hede Vine at gaa rundt. Dertil var han saa uheldig at have faaet Plads lige overfor den lille, grisetykke Proprietær, der under hele 89 Maaltidet sad med samme gnavent forslugne Mine og huggede i sig som en Bændelorm af alle de lækreste Retter, saa Aggerbølle formelig havde maattet vende Øjnene bort for ikke at bringes i Fristelse. Men nu var det ham ogsaa plat umuligt at modstaa længer. Idet han kastede et fortvivlet bønfaldende Blik over til sin Kone, skar han sig et Stykke paa halvandet Pund ud af Buddingen og tømte lige efter to svingende fulde Glas Sherry for straks at gøre sig døv for Samvittighedens Stemme.

Rundt om Bordet lød nu munter Latter og højrøstet Samtale. Kun Bønderne forholdt sig stadig lige tavse. En af dem – en lille, barnligt pluskæbet Gamling, der hele Tiden havde siddet og stukket ængsteligt til de gaadefulde Retter som til døde Rotter og nippet til Vinen som til Medicin – hviskede til sin Nabo, idet han modfaldent betragtede et Buddingstykke, som blev ved at flamme paa hans Tallerken:

"Hvem der havde sig en af vor Mo'ers Ævelskiver. Dette hersens rygendes er vist itte godt for en Bondemav'."

Emanuel havde faaet Plads omtrent midt paa en af Bordets Længdesider. Heller ikke han havde under hele Maaltidet talt mange Ord, og hans Borddame, der var saa optaget af at vogte paa sin Mand, tilskyndede ham ikke. Han var forarget over denne tomme og opstyltede Fest. Endnu summede Samtalen med Væveren i hans Øren, og gennem Stuens gule Lystaage saae han bestandig for sig Billedet af den lille solopfyldte Bondestue med dens troskyldige, søndagsfestlige Hygge.

Henne fra den nederste Bordende søgte Frøken Ragnhild flere Gange at tiltrække sig hans Opmærksomhed for at drikke et Glas med ham. Men med Vilje undveg han hendes Blik; thi af alle i hele Selskabet var hun næsten den, der iaften var ham mest imod. Han fandt hendes Dragt anstødelig, og med dyb 90 Skamfuldhed lagde han Mærke til, hvorledes den unge Hjælpelærer Johansen, der havde Plads i hendes Nærhed, med Øjnene formelig slugte hendes hvide Hals og Arme, der skimtedes gennem Kjolestoffet, mens han hældede sig frem over Bordet og sagde hende Behageligheder. Og – som det syntes – hørte hun ikke helt ligegyldig paa denne latterlige Karikatur af et Hovedstadsmenneske. Hun havde lagt sig tilbage i Stolen og saae helt oplivet ud. Varmen, Vinen og Larmen af de mange Menneskestemmer havde farvet hendes Kinder med to smaa hektiske Rødmepletter; og naar hun smilte, sænkede hun velbehageligt Øjenlaagene lidt, næsten som i en let Beruselse.

Uvilkaarligt gav han sig i Tankerne til at sammenligne hende med den alvorlige, sundt rødmussede Bondepige, som han nys havde været sammen med, og som i sin tarvelige, mørkerøde Kjole syntes ham hundrede Gange smukkere end nogen af disse papegøjepyntede Damer i Silke og Tyll. Idet han lod sit Blik glide langsomt hen over det hele Selskab – lige oppe fra Provstens og Proprietærernes selvglade Skikkelser og ned til Bøndernes tavse Række – tænkte han paa, hvor forfærdeligt han dog havde ladet sig føre bag Lyset. Han, der havde troet for bestandig at være flygtet bort fra Kultursamfundets Vederstyggelighed – han var jo blot her faldet i Armene paa dette Samfunds Vrængebillede. Eller var der ikke her den samme Letfærdighed, det samme Hovmod, det samme Hykleri?

Bordet hævedes … og Gæsterne spredte sig i Værelserne. Damerne slog sig ned i Dagligstuen, mens Herrerne samlede sig i Studereværelset for at ryge.

I Døren til Spisestuen mødtes Frøken Ragnhild og Emanuel.

"Velbekomme!" udbrød hun livlig og rakte Haanden frem. "De kunde ellers nok have sagt Tak for Mad, synes jeg. Eller finder De maaske ikke, at mit Bord 91 fortjente Ros? … Og hvorfor har De hele Tiden været saa ugalant slet ikke at se hen til mig? Jeg vilde drikke et Glas med Dem."

"Aa … jeg saae Dem forresten meget godt. Men Hr. Johansen var saa stærkt beskæftiget af Dem, at jeg ikke nænnede at tage Dem fra ham."

"Den stakkels Johansen!" lo hun. "Ham er De dog altid paa Nakken af. Jeg indrømmer, at han er latterlig … men Herregud … han er alligevel lidt af et Menneske. Han taler dog ikke altid om Køer og Sædpriser. Han er endog en Mand med Smag. Jeg mærkede idag, at han bruger en Parfume, der virkelig slet ikke er ilde … og han konverserede mig baade om Wagner og Beethoven. Hvad kan man forlange mere?"

"De har sikkert Ret. Jeg mener ogsaa, at De og Hr. Johansen passer fortræffeligt til hinanden."

Tonen i Emanuels Svar fik Frøkenen til at rynke Brynene. Hun saae paa ham og sagde med Udfoldelse af sin fulde Værdighed:

"De glemmer vist Dem selv, Hr. Hansted … Det forekommer mig i det hele, at De i den sidste Tid er begyndt i en beklagelig Grad at miste Deres gamle Elskværdighed."

"De har vistnok ogsaa paa dette Punkt Ret, Frøken! Jeg føler selv, at jeg ikke passer til dette Selskab, og derfor var jeg netop ogsaa ifærd med at forlade det, da jeg mødte Dem. Skulde Deres Fader spørge efter mig, er De nok saa god at undskylde mig hos ham."

Han hilste med et stift Buk og forlod Stuen.

Frøken Ragnhild blev staaende paa Dørtærskelen og saae efter ham i himmelfalden Forbavselse.

[gå frem]
 
[1] strøjfe: ældre form for strejfe. Samme form i DfL A. tilbage
['1] lidt? … < lidt? -.. tilbage
['2] Gangs Skyld < Gang Skyld tilbage
['3] fjendtligt < fjendligt tilbage
['4] var det, som < var det. som tilbage
['5] Hansine, hun < Hansine. hun tilbage
['6] som om hun < som hun tilbage
['7] IX < X tilbage
['8] X < XI tilbage