Muld

[gå tilbage til Forord]

3

Første Bog

I

Der havde i flere Dage raset et Herrens Vejr over Egnen. Paa forrevne, sorteblaa Sky-Vinger var Stormen kommen flyvende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager var kastet højt op paa Markerne. Mange Steder havde den ganske oprevet Bondens Vintersæd, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saaes styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.

Inde i den lille Landsby Vejlby, der laa ganske ubeskyttet paa Toppen af en høj Banke, var en gammel Ladelænge en Nat blæst overende med et saadant Brag, at Byens Folk var sprunget op af deres Senge og i det blotte Linned styrtet ud paa Gaden. Mange Skorstenspiber var samme Nat væltet ned fra Tagene, og inde i Præstegaardshaven var alle Stærekasserne blæst ned fra Træerne. Ja, end ikke Provsten selv havde de himmelske Magter skaanet. Da han om Formiddagen, mens Vejret var paa sit højeste, traadte 4 ud paa Verandaen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn, havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Bold ned mod Jorden, trillet den som et Hjul hen ad Vejen og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky.

Ikke i Mands Minde havde man oplevet saadanne Dage.

"Vorherre bevare dem, der er paa Søen!" raabte Folk til hinanden gennem Uvejrsbraget, naar man mødtes paa Landsbyens Gade, mens man Skridt for Skridt kæmpede sig hen ad Vejen med fremoverbøjet Overkrop eller fløj afsted paa Træskohælene med Stormen paa sin Ryg.

"Godt for dem, der har vel tækket og tæt spækket," tænkte de, der sad hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt paa Dagen næppe kunde se at læse sin Avis, mens det peb og tudede rundt om, som om alle onde Aander var slupne løs over Byen. Inde i Staldene stod Hestene med rejste Øren og rystede af Angst. Køerne brølede omkap, som under en Ildebrand. Selv Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene løb omkring med Halen mellem Benene og snuste uroligt.

Da Vejret endelig stilnede lidt, kom Sneen tumlende i hvide Horder; og skønt det endnu var tidligt paa Vinteren, i Begyndelsen af December, blev den overalt liggende paa Jorden, samlede sig i Grøfterne, skjulte de styrtede Træer ved Vejene, dyngede sig op over de knuste Gærder og oprevne Straatage. I samfulde to Dage og Nætter stod Himmel og Jord i et.

Men da var der ogsaa en og anden af de enfoldige Vejlbybønder, der i Stilhed begyndte at ransage sit Inderste og gøre sit Regnskab op med Gud i den Tro, at Dommens Dag maatte stunde til. Selv da man endelig den anden Dags Aften kunde begynde at skovle Snedriverne bort fra Portene og feje de tommetykke Snekager ned fra Ruderne, tænkte mere end en af dem, der i det frembrydende Maaneskin stod i deres Dør og 5 stirrede ud over den øde, blaahvide Sneørken, hvortil Land og Fjord var bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunde "være imod", d.v.s., om det ikke muligvis altsammen var et Varsel, en himmelsk Forkyndelse af en eller anden betydningsfuld Begivenhed, der i den nærmeste Fremtid skulde overgaa Byen eller Sognet eller kanske det ganske Land.

 
II

Inde i Provstens Studereværelse sad paa denne Aften en fremmed Mand, som Dagen forud var naaet hertil midt under Snestormens vildeste Rasen. Det var en ungdommelig, høj og slank Skikkelse i en lang, sort Klædesfrakke og med et hvidt Slips bundet i en lille Sløjfe, der delvis dækkede et stærkt fremtrædende Adamsæble. Fra et blegt og magert Ansigt stirrede et Par barnligt lyseblaa Øjne frem med et aabent Blik. Over Panden, der var høj og stærkt hvælvet, laa et smukt blond, i Enderne svagt kruset Haar. Paa Spidsen af Hagen og langs den nederste Rand af Kinderne groede fine, lyse Dun.

Lige over for ham sad Provst Tønnesen i en gammeldags Lænestol med Øreklapper og Nakkepude. Han var en kæmpebygget Prælatskikkelse med et prægtigt formet Hoved og et snehvidt, kort studset Haar, under hvilket man overalt skimtede den rosenrøde Hovedbund. Bag et Par langt nedhængende, endnu ganske sorte Bryn lyste to mørkegraa Ildøjne, der i Forening med Næsens og Læbernes fyldige Former meddelte det skægløse Ansigt et halvt sydlandsk Udseende. Heller ikke i sin Paaklædning lignede han en almindelig dansk Landsbypræst. Fra det skinnende hvide Kammerdugs Halstørklæde, der sad stramt om hans røde Tyrehals, til hans mønstrede Silkevest og de blankt pudsede 6 Støvler, aabenbarede den en hos saadanne Folk usædvanlig aarvaagen Sans for den ydre Anstand. Ogsaa hans Holdning og Maaden, hvorpaa han nu og da i Talens Løb nippede til en langskaftet Kulpibe med tykt Rav-Mundstykke, røbede den selvbevidste Verdensmand.

Ved Siden af ham stod Fløjdøren aaben ind til Dagligstuen, et stort, herskabeligt udstyret Rum, hvor Husets Datter, en rødblond Dame, sad og syede ved en højstammet Lampe med søgrøn Silkeskærm. Alt var stille rundt om. Det var, som om al Lyd var druknet i Snehavet derudenfor. Foruden Provstens Bas hørtes kun Kakkelovnsildens Buldren og den ensformige Eftersnakken af en Papegøje, der sad i et Bur inde hos Frøkenen i Dagligstuen.

Den unge fremmede var Provstens nye Kapellan, hvis Ankomst man ikke alene i Præstegaarden men overalt i Sognet havde ventet i største Spænding. I flere Timer, lige siden man rejste sig fra Middagsbordet, havde de to gejstlige Herrer siddet derinde i Studereværelset og drøftet allehaande Ting, deres fælles, ansvarsfulde Gerning vedrørende. Det var saa godt som udelukkende Provsten, der førte Ordet. Kapellanen var en endnu ganske ung Mand paa seks og tyve Aar, og det var ikke mere end faa Dage, siden han af Bispen havde modtaget den højtidelige Indvielse til sin Sjælehyrdegerning. Han følte sig øjensynligt ogsaa endnu lidt trykket af sin ny Værdighed. Hver Gang Provsten henvendte sig til ham under Tiltaleformen "Hr. Pastor", blev han rød i Kinderne og saae forlegent ned paa sin Støvlesnude.

Provst Tønnesen havde begyndt sit fire Timer lange Foredrag i en besindig, belærende Tone, hvori han lidt unødigt dvælede ved Ordene, som om han i Stilhed selv nød sin smukke Stemmes dybe Malmklang og sine Sætningers Formfuldendthed. Det faldt ikke ofte i hans Lod at have en saa forstaaende Tilhører, og han modstod derfor ikke Fristelsen til at give sin Veltalenhed 7 en noget vid Tumleplads. Men efterhaanden som han var kommen ind paa en nærmere Omtale af Nutidskirkens Stilling, og især da han kom til at berøre Tidens forskellige stridende Strømninger indenfor Kirken, var hans Tone bleven mindre rolig, hans Sprog langt mindre behersket. Nu bøjede han sig endog helt fremover mod sin Kapellan og sagde med kraftigt Eftertryk:

"Hvad jeg altsaa, Hr. Pastor Hansted, i denne Sammenhæng særligt og alvorligt har ønsket at sige Dem, er i faa Ord dette: Det er ikke alene Præstens Ret men hans hellige og ubrydelige Pligt overfor den Herre, som han tjener, og hvis Rige her paa Jorden han under Ansvar forvalter … jeg siger, det er Præstens uafviselige Pligt ved enhver Lejlighed at hævde Kirkens ubetingede Myndighed. Det skønne gamle patriarkalske Forhold, der forhen bestod mellem Sjælehyrden og Menigheden er – desværre! – snart en Saga blot. Og hvis er Skylden? Hvem er det, der nu i Aaringer systematisk har undergravet Kirkens Avtoritet og nedbrudt Folkets nedarvede Respekt for dets guddommeligt indsatte Lærere? Er det de saakaldte Fritænkere? De aabenbare, frække Gudsfornægtere? Saaledes siges der vel. Men tro det ikke! Nej, det er inden for Kirkens egne Rammer, at Fordærvelsen har fundet Næring. Det er disse ulykkesvangre Strømninger, der under Navn af Friheds- og Lighedsbestræbelser er stegne op fra Folkedybet, og som nu har fundet Vej ogsaa til Kirkens hellige Haller … og ikke alene ved enkelte ungdommelige Brushoveder, men – desværre! – i den sidste Tid endog ved Kirkens højeste Tillidsmænd. Jeg behøver vist ikke at forklare mig nærmere. De veed sikkert, hvortil jeg her sigter … Men hvorledes skal dette ende? Er det ikke at tage selve Antikristen, Verdens gamle Oprørsaand, i sin Sold? Hvad er vel disse saakaldte Grundtvigianere med deres Vennemøder og 8 deres Højskoler, som i den sidste Tid understøttes endog af Staten? Og hvad er dette Kolportør-Uvæsen, disse prækende Skomagere og Skræddere, ganske uvidende Personer, der – læg vel Mærke hertil! – af Præster sendes ud i Landet med Myndighed til at vidne i den hellige Kirkes Navn? Jeg begriber ikke den Blindhed, der har slaaet visse af vore Embedsbrødre, at de ikke indser, hvor nedbrydende en saadan Fremfærd er for den Værdighed, den Avtoritet, som vi – det nytter dog ikke mellem os at nægte det – sandelig ikke kan undvære overfor den menige Mand, der umuligt er i Stand til at vurdere den sande Overlegenhed og rettelig bedømme aandelige Egenskaber. Og hvad bliver Følgen? Ser vi ikke allerede Frugterne? Disse Skomager- og Skræddervidner – er de ikke i Menigmands Øjne Vidundere af Veltalenhed, halve Profeter, som man allevegne flokkes om, og hvis Floskler og Fraser demoraliserer Menigheden, saa den tilsidst næppe længer har Øre for en ordentlig gennemtænkt Præken eller Sans for Gudstjenestens Højtidelighed! … Det er saamænd ikke mere end faa Dage siden, at et saadant forløbent Individ præsenterede sig her for mig som en "Kollega" og oven i Købet havde den Frækhed at anholde om Tilladelse til at benytte Kirken til sine Præstationer. Dertil er vi komne! Landstrygere paa Prækestolen, Fattighuslemmer for Alteret! Skomagersvende og Læredrenge som Folkets aandelige Formyndere! … Hvor skal dette ende? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvor skal dette ende?"

Provst Tønnesen havde talt sig op i en bestandig voldsommere Lidenskab. Hans Ansigt var blevet askegraat, hele hans Legeme sitrede. Ved de sidste Ord rejste han sig op i sin fulde Højde og rettede sin Kæmpekrop, som om han paa Stedet vilde udfordre til Kamp.

Fra sin Stol betragtede Kapellanen ham i usikker 9 Forbavselse, og inde i Dagligstuen begyndte Papegøjen at skrige og baske med Vingerne.

Ude af sig selv af Sindsoprør gav Provsten sig til at vandre frem og tilbage over Gulvet. Da han efter et Par Minutters Forløb vendte tilbage, stillede han sig op foran Kapellanen og betragtede ham med et Blik, der flammede under de mørke Brynduske som Lyn bag en Uvejrssky.

"Jeg haaber," – sagde han med endnu stærkt skælvende Stemme, – "jeg haaber, Hr. Pastor Hansted, at De tilfulde forstaar mine Bekymringer med Hensyn til den Sag, jeg her nævnede … Jeg vil ikke skjule for Dem, at ogsaa her i Sognet har jeg begyndt at spore en Gæring, en udskejende Tendens, som det gælder om uden Skaansel at kvæle i Fødslen. En vis Væver Hansen, en lige saa uvidende som fræk Person, der er det sørgelige Produkt af denne saakaldte Højskolebevægelse, har i de sidste Aaringer forsøgt at skabe en Slags Revolutionsparti her i Menigheden, en Flok af Skrydere og Ignoranter, der vover aabenlyst at sætte sig op imod mig og ved alle Slags Optøjer søger at forstyrre Freden i Menigheden. Men jeg taaler ikke sligt! Jeg føler det som min Pligt med ubønhørlig Strenghed at kue denne Oprørsaand, og jeg forventer, Hr. Hansted, at jeg fremtidig ogsaa tør stole paa Deres Bistand i saa Henseende. Det er i det hele mit Haab, at vi i alt væsentligt skal kunne forstaa hinanden, saa vor fælles Virken her kan blive Gud Herren til Ære og Menigheden til Velsignelse!"

"Jeg har intet højere Ønske," svarede den unge Mand bevæget og saae mod Gulvet.

"Derom var jeg ogsaa overbevist," vedblev Provsten, synlig tilfreds med Kapellanens Svar. "Alligevel er jeg glad ved at høre Bekræftelse derpaa af Deres egen Mund. … Jeg tvivler i det hele ikke om, at vi ved gensidig Imødekommenhed skal komme til Rette med hinanden."

10 Efter dette Ordskifte genvandt Provst Tønnesen forholdsvis hurtigt sin Ligevægt. Han gik hen og stoppede sin Pibe i en Krog af Stuen, tændte den ved en Fidibus og tog atter Plads i Lænestolen for at fortsætte sit afbrudte, saglige Foredrag.

Idet han gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte "et lille Kursus i den praktiske Teologi," gav han sig til at gøre Rede for de mere specielle Opgaver for den gejstlige Virksomhed. Han omtalte Fremgangsmaaden ved Barnedaabshøjtideligheden, ved Nadvertjenesten baade i Kirken og ved Sygesengen; gav dernæst sin unge Elev Vejledning med Hensyn til Prækenernes passende Længde, til Messen, Altertjenesten o.s.v., og meddelte sluttelig forskellige praktiske Vink angaaende den rent ydre Anstand, "hvilken heller ingenlunde turde forsømmes".

"Der er nu f.Eks. dette med Hænderne, hvilket ofte i Begyndelsen volder unge Prædikanter Bryderier. Som De veed, er der nogle Præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens andre foretrækker at holde Hænderne roligt foldede. Det sidste giver unægtelig mere Inderlighed og er derfor navnlig paa sin Plads f. Eks. ved Brudevielser, hvor man i Almindelighed mere søger at tale til de blide Følelser end just at vække Tilhørernes Skyldbevidsthed. Ved andre Lejligheder mener jeg derimod, at en passende Gestikuleren er ganske tjenlig. Ved Ord som f. Eks. Herrens Forbandelse, Himmelens Vrede, Helvedes evige Pine o.s.v., er det dog ret naturligt, at man ledsager sine Ord med en Hævning af Armen, en Knytten af Haanden eller lignende, for at tildele dem mere Kraft. … En Ting maa jeg bede Dem endelig at lægge Dem paa Sinde, kære Ven – –"

I dette Øjeblik slog Klokken otte paa et fint klingende Taffelur inde i Dagligstuen. I det samme viste Provstens Datter sig i Døren og bad Herrerne ind til Te.

11 "Ja, saa maa vi lystre!" afbrød Provsten livfuldt og rejste sig. Og idet han lagde sin Haand paa Kapellanens Skulder, tilføjede han smilende: "Som De maaske allerede har lagt Mærke til, Hr. Hansted, er det nemlig min Datter, der regerer her i Huset – og jeg vil sige Dem, hun er en striks Kommandant! … Naa, vi vil fortsætte ved Lejlighed. Kom nu ind og tag tiltakke med et landligt Nadverbord."

 
III

Spisestuen var – ligesom de fleste af Præstegaardens Værelser – et højt, herskabeligt Rum med Gibsstukkatur under Loftet og Landskabs-Dekorationer over Dørene. Skønt Vejlby og Skibberup Sognekald langtfra hørte til de fede, var hele Præstegaarden med tilhørende Udbygninger opført i en Stil, der mere mindede om en Storproprietærs Herresæde end om en Bolig for en Kirkens Tjener.

Provst Tønnesens Formand i Embedet havde nemlig været en hovedrig Mand, hvis første Gerning i Sognet bestod i at nedrive den gamle Præstegaardsbygning til Grunden og i dennes Sted for egen Regning at opføre dette Palæ, hvis Kostbarhed den Gang havde givet Anledning til formelige Valfarter fra hele Amtet. Der gik endnu de fabelagtigste Fortællinger om den Letsindighed, hvormed denne Mand bortødslede sine Penge. Kom en Bonde til ham og beklagede sig over Uheld med Kreaturerne eller Brand i Sæden, slog han straks en Streg over hans Tiendeskyld og stak ham endda undertiden en Halvhundrededalerseddel i Haanden, naar han tog Afsked. Til Gengæld fordrede han blot, at man lod ham i Fred mellem hans Bøger og Kunstgenstande; og da Egnens Befolkning altid havde haft adskillig mindre Sans for Religionens Skatte end for mere haandgribelige Goder, 12 havde der i de femten Aar, "Millionpræsten" residerede her, hersket den bedste Forstaaelse mellem Menigheden og dens Overhoved.

Imidlertid havde Provst Tønnesen god Grund til bittert at beklage sig over sin Formand, der ved sin Fremfærd ganske havde forplumret Begreberne hos Menigheden. Alle havde i den Grad vænnet sig til at betragte baade Tiende og Offerpenge som noget, de kunde give eller lade være med at give efter Forgodtbefindende, at da Tønnesen forlangte ordnede Tilstande genindførte og endog med Strenghed fordrede de forskellige Ydelsers punktlige Erlæggelse, betragtedes dette som en for en Gejstlig usømmelig Pengegriskhed og gav Anledning til et Mytteri, der blev den første Begyndelse til det spændte Forhold, som siden uafbrudt havde bestaaet mellem Præstegaarden og en vis Del af Menigheden.

Men havde Provsten i denne Henseende virkelig Grund til at være misfornøjet med sin Formand, var han ham til Gengæld dobbelt taknemlig for den fyrstelige Bolig, han havde efterladt ham. Denne svarede just til, hvad der efter hans Forestilling var en passende Residens for vor Herre Kristi Statholder i Vejlby og Skibberup Sogne; og den var da heller ikke uden Aarsag i, at han endnu hensad i dette – i Forhold til hans Alder og Anciennetet – temmelig tarvelige Embede. Hertil bidrog dog ogsaa formentlige Krænkelser, der var bleven ham tilføjet fra højere Steder, og som han tilskrev personligt Nag hos hans nærmeste overordnede, den saavel i kirkelig som politisk Henseende sjælden frisindede Bisp, til hvis Udnævnelse han for et Øjeblik siden i sin Samtale med Kapellanen havde hentydet. Det var nemlig ikke Provst Tønnesens Fejl at værdsætte sig selv for ringe; og da han et Par Gange var bleven forbigaaet ved Besættelsen af nogle af Landets større Embeder, betragtede han dette som en bevidst Forurettelse og besluttede ikke oftere at søge 13 om Forflyttelse under sin nuværende Bisp – en Beslutning, som hans Husstands Lidenhed og Renterne af en lille Privatformue havde sat ham i Stand til at gennemføre uden større Selvfornægtelse.

Lidt Balsam for sit Saar tog han dog imod, da han for et Par Aar siden lod sig udnævne til Provst – eller "Amtsprovst", som han haardnakket fordrede sig kaldt af sine Sognebørn. I denne Stilling fik hans opsparede Handlekraft en passende Tumleplads, og hans Selvfølelse tog her Oprejsning for alle lidte Krænkelser. Han levede og aandede fra den Dag i gamle Reskripter og Lovparagrafer, udarbejdede med lidenskabelig Omhu arkelange Forestillinger til Stiftsøvrighed og Amtsraad, tilstillede ved enhver Lejlighed de ham undergivne Præster vidtløftige Forespørgsler og var i Særdeleshed en Skræk for Provstiets Skolelærere, hvem han forfulgte med en Uendelighed af Indberetningslister og Skemaer, hvis Udfyldelse blev dem paalagt med Tilhold om den punktligste Nøjagtighed.

Det var da ogsaa med alle disse organisatoriske Foranstaltninger, at han nu ved Tebordet underholdt sin Kapellan, idet han lod forstaa, at naar han allerede nu havde søgt Medhjælp til sin kirkelige Gerning her i Sognet, var det hovedsagelig for med des større Kraft at kunne vie sig til disse mere ledende Opgaver.

Kapellan Hansted forholdt sig bestandig tavs. Han sad stille og hørte paa sin foresatte, mens han i Tanker smuldrede sit Brød paa Dugen uden at nyde noget. Alligevel gjorde han slet ikke Indtryk af at befinde sig ilde her. Tværtimod var der et eget Udtryk af Glæde og Taknemlighed i hans lyse, barnemilde Øjne, naar han nu og da løftede Blikket og lod det glide rundt i Stuen for tilsidst at lade det netop strejfe Husets Datter, der stod bag den dampende Selvkoger i Færd med at tilberede Teen.

Frøken Ragnhild Tønnesen var – ligesom Faderen – en statelig Skikkelse og i det hele dennes 14 udtrykte Billede. Hun havde de samme store, udtryksfulde Øjne – kun en Kende lysere –, den samme sydlandsk formede Næse og yppige Mund. Men hendes Figur var slank, næsten indtil Magerhed, og ikke heller havde hun arvet Provst Tønnesens sunde, mørkladne Ansigtsfarve. Hendes Hud var maaneskinsbleg som en Købstaddames og havde to smaa brune Skønhedspletter paa den venstre Kind.

Frøken Ragnhild var enogtyve Aar gammel og Provst Tønnesens eneste Barn. Naar hun i første Øjeblik maaske gjorde et noget ældre Indtryk, laa det tildels i hendes overlegne og afmaalte Væsen, der bar Vidne om, at hun alt længe havde haft Styret i sin Faders Hus. Hun var endnu Barn, da Provst Tønnesen mistede sin Hustru; og det var just under det overvældende Indtryk af dette Tab, at han, der den Gang var ansat som Adjunkt ved en af Landets lærde Skoler, havde besluttet sig til at afbryde sin pædagogiske Løbebane og flytte ud i en stille Præstegaard paa Landet for der at søge Trøst og Ro for sig selv og sit Barn.

 
IV

De skulde just til at rejse sig fra Bordet, da Husets gamle, halte Pige stak Hovedet ind fra Køkkenet og meldte, at der udenfor Porten holdt en Slæde med en Person, der absolut skulde tale med Provsten.

"Paa denne Tid af Døgnet!" udbrød denne og rynkede ildevarslende sine Bryn. "Hvad kan han ville, Lone?"

"Ja, det kan en anden jo ikke vide," svarede det gamle Tyende surt. "Men for Resten sagde han, at det var til en, der var saa meget syg, at han skulde hente Provsten!"

"Til en syg! I dette Vejr! Og nu ved Nattetid! … Hvem kan det Menneske være, Lone?"

15 "Ja, det kender en anden jo ingenting til. … Men ellers siger han, at han er Anders Jørgens Søn fra Skibberup."

"Hm! Ja saa! … Herregud! Saa er det altsaa den gamle Anders Jørgen, der skal bort nu. Hvor er Budet henne?"

"Jeg viste ham ind paa Kantoret."

Provsten drak ud af sin Kop, tørrede sig med Servietten om Hagen og rejste sig.

Paa Vejen ind gennem Dagligstuen fremdrog han af Baglommen en sort Silkekalot, med hvilken han plejede at bedække sit Hoved, forinden han fremstillede sig for sine Sognebørn. Efter tillige at have forberedt sin Tilsynekomst ved en kraftig Rømmen traadte han ind i Studereværelset – eller "Studerekantoret", som Folkene i Sognet gerne kaldte det.

Her, i Halvmørket henne ved Døren, stod en lille Skikkelse i en alt for stor Slagkavaj, hvorfra kun en lys Haartop, to blaarøde Hænder og et Par Fødder i hvide Uldsokker stak frem.

"God Aften!" sagde Provsten og slog ud med Haanden. "Er det dig, der ønsker at tale med mig?"

Som Svar kom først et Hik og derpaa et frygtsomt hvisket Ja.

"Hvad er dit Navn, min Ven?" vedblev Provsten opmuntrende.

Man hørte et Øjeblik kun Fyrens Tænder klapre. Endelig kom det hæst og hurtigt:

"Ole Kristian Julius Andersen."

"Er du en Søn af gamle Anders Jørgen i Skibberup?"

"Ja."

"Saa var det altsaa dig, jeg havde til Konfirmationsforberedelse ifjor, ikke sandt?"

"Jo."

"Og nu kommer du for at anmode mig om at tage hen og berette din gamle Fader. … Jeg synes 16 jo nok, jeg har hørt, at han har skrantet i nogen Tid."

Ved disse Ord gik der et Ryk gennem Knøsen. Han begyndte at trippe uroligt paa Sokkerne, og Skindhuen løb som et Hjul mellem hans Hænder.

"Det er jo rigtignok noget sent paa Aftenen og under vanskelige Forhold," vedblev Provsten uforstyrret. "Men i Betragtning af Sagens Alvor skal jeg dog ikke vægre mig. … Hvad er der? Har du ellers noget paa Hjertet? Føret er vel nogenlunde fremkommeligt nu? Er Sognevejen kastet?"

"Jo – men –"

"Er der ogsaa ryddet nede under Aasen?"

"Snekasterne er derude –"

"Godt! Gaa saa ud til dine Heste og hold dig parat! Jeg skal da straks være færdig."

Med disse Ord hilste Provsten atter med Haanden og vendte tilbage til Dagligstuen – uden at give Agt paa det Par raadvildt opspilede Øjne, hvormed Drengen fulgte ham henne fra Døren.

Da Tønnesen traadte ind i Dagligstuen og her fik Øje paa Kapellanen, der i det samme tilligemed Frøkenen kom ind fra Spisestuen, gik der som en Lysning over hans Ansigt.

"Hør, jeg faar en Ide!" udbrød han livfuldt. "De hørte jo nok, Hr. Hansted, at her var Bud fra en ældre, syg Mand i vort Anneks, der ønsker at berettes. Sandelig – jeg kan ikke tænke mig en bedre Lejlighed for Dem til at begynde Deres Gærning her end netop denne. Jeg kender godt den gamle – det har altid været en særdeles agtværdig og stræbsom Mand, for hvem et Par almindelige Trøsteord sikkert vil være tilstrækkelige. Jeg er overbevist om, at det hele ikke vil volde Dem ringeste Vanskelighed."

Provstens Anmodning satte den unge Gejstlige i synlig Forlegenhed. Farven paa hans Kinder skiftede et Par Gange, og han begyndte at fremstamme Undskyldninger. 17 Provsten havde – sagde han – lovet at staa ham bi i den første Tid, indtil han havde opnaaet nogen Øvelse; desuden var han ganske uforberedt –

Men Provsten afbrød ham hastigt:

"Aa, det har saamænd ingen Verdens Ting at betyde. De kan jo paa Vejen derhen tænke over det Par Ord, De vil sige. Det gør jeg altid selv, og – som sagt – nogle almindelige Trøsteord er i dette Tilfælde alt, hvad der er fornødent. Vær blot ved godt Mod, kære Ven, saa gaar det hele saamænd nok. Det gælder blot om at have Ritualet klart i Hovedet og ikke lade sig konfundere. Gaa De med Gud, kære Ven! Og stol altid trygt paa hans Velsignelse!"

Kapellanen gjorde efter disse Ord ikke flere Indvendinger. Han forlod stille Stuen og gik op paa sit Værelse for at iføre sig Ornatet.

 
V

Et Kvarterstid efter var Kapellanen taget af Sted, og Præstegaarden faldt atter tilbage til sin sædvanlige Stilhed og Fred. Frøken Ragnhild gik omkring inde i Dagligstuen og satte iorden for Natten. Hun lukkede det store Flygel, der stod i et Hjørne under en lavrbærkranset Beethoven-Buste, samlede Noderne ind i et Skab og kløede den allerede halvt indslumrede Papegøje lidt i Nakken, inden hun hængte det sorte Klæde over dens Bur. Saa satte hun sig paa sin vante Plads ved Bordet under Lampens søgrønne Silkeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.

Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde hos sig selv og begyndte at vandre frem og tilbage gennem begge Stuerne. Nu og da skottede han hen til Datteren, mens han udstødte svære Røgskyer gennem sin tilspidsede Mund.

18 Omsider standsede han foran hende og sagde med en noget kunstlet Munterhed:

"Naa, lille Ragnhild! Hvad synes saa egentlig du om vor ny Gæst?"

Den unge Dames Ansigt fik et endnu mere tillukket Udtryk. Spørgsmaalet berørte hende øjensynlig ubehageligt.

"Aa – han gør jo et ganske flinkt Indtryk," sagde hun ligegyldigt.

"Ja, ikke sandt? Det forekommer ogsaa mig, at der er en velgørende Umiddelbarhed … noget barnlig friskt over ham, hvilket i vore Dage virkelig er en Sjældenhed. Nutildags er unge Mennesker paa tyve Aar jo allerede gamle livstrætte Oldinge … Det glæder mig virkelig, Ragnhild, at ogsaa du synes om ham. Han er jo dog fra nu af vor daglige Husfælle."

Den unge Dames Bryn trak sig sammen.

"Det vigtigste er jo," sagde hun kort, "om han har de rette Evner til sin Gerning; det vil jo nu vise sig."

"Naturligvis! Naturligvis!" udbrød Provsten og fortsatte sin Gang over Gulvet. "Deri er jeg ganske enig med dig – ganske enig! – – Hm! – – Naa!" – afbrød han sig selv, idet han saae paa sit Ur. "Jeg ser, at Klokken er bleven mange. Det er nok paa Tiden, jeg kommer ind til mit Arbejde."

Han kyssede sin Datter paa Panden til Godnat og gik ind i sin Stue.

Næppe havde han lukket Døren efter sig, før Døren ind til Spisestuen knirkede, og den gamle halte Tjenestepiges tørvebrune Ansigt viste sig i Aabningen. Da hun saae, at Frøkenen var alene, sneg hun sig ind i Stuen, hvor hun gav sig noget at bestille henne ved Kakkelovnen, mens hun idelig drejede Hovedet tilbage og ivrigt betragtede Ragnhild med et forslagent og nysgerrigt Blik. Tilsidst humpede hun paa sine Strømpefødder hen til Bordet, hvor Frøkenen sad.

19 "Naa" – sagde hun her med hviskende Stemme og kneb Øjnene polisk sammen. "Hvad tykkes Frøkenen saa om ham?"

"Om hvem?" spurgte Ragnhild, idet hun løftede Hovedet og saae stift paa det gamle Tyende.

"Ih! Natyrlig ham – Kap'lanen!"

Fra Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne foer et Lyn, der bebudede en artig Torden. Men i det samme betænkte hun sig, slog sin Vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede hurtigt og ligesom i hjertelig Overgivenhed:

"Jo, Tak skal du have, lille Lone! Jeg synes rigtig udmærket godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I Morgen forlover jeg mig med ham, og paa Torsdag tænker vi at holde Bryllup. Dersom lille Lone paa Søndag otte Dage vil gøre os den Fornøjelse at komme til Barselstads hos os og holde vor førstefødte over Daaben, vil baade min Mand og jeg være dig meget taknemlige. – Er du saa tilfreds?"

Den gamle Pige stak fornærmet sin store Underkæbe frem og trak sig smaamumlende tilbage mod Døren.

 
VI

Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen et godt Stykke paa Vejen ad Skibberup til. Den Benouelse, der i første Øjeblik havde grebet ham ved Provstens uventede Anmodning, var efterhaanden forsvunden. Han var ved godt Mod og havde lænet sig tilbage i den store Agestol, hvorfra han overrasket betragtede det vidtstrakte Vinterlandskab. Luften var efter Solnedgang bleven blikstille. Himlen var mørkeblaa og oversaaet med Stjerner. Kun langsmed Horisonten i Vest laa endnu en Mindelse om det bortdragne Uvejr i 20 Form af en langstrakt Skybanke, hvorover Maanens gyldne Horn krummede sig.

Paa Kapellanen virkede hele dette Syn næsten som en Drømme-Aabenbaring. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren fra Byens Kulos, Taage og Søle. Endnu for halvandet Døgn siden havde han vandret omkring i de københavnske Gaders tommetykke Smuds, bedøvet af Droskernes Rumlen, af Sporvognenes Klingren og Muslingesælgernes hæse Raab, – og nu sad han her i Provstens store Bjørneskindspels og gled hen gennem et Eventyrland, et luftigt Ferige, hvor Træer og Buske ragede op over Markerne som hvide eller blaalige Koraller, mens Slæden foer frem i en lydløs Vuggen, som svævede den paa lange, bløde Vinger.

Han blev med-et stærkt bevæget. Hans afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl og fyldte hans Øjne med Taarer. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve denne Dag; og han følte det i dette Øjeblik stærkere end nogensinde, hvorledes hun – næst Gud – havde været den, der havde givet ham Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder. … Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans "vilde Ide". Loddet var kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten kunde nu gaa paa Gaden uden Frygt for at komme til at møde ham med en Hat, der ikke netop var efter nyeste Mode, eller med en Bekendt, der "ikke hørte til Selskabet". Og hans gode lille Søster, Fru Generalkonsulinden, – heller ikke hun behøvede nu længer at fælde Taarer over hans Mangel paa Selskabstone og slebne Manerer … Emanuel var rejst, "Seminaristen" var borte, og han vilde sikkert ikke saa snart vende tilbage.

Nej, han vilde sikkert ikke vende tilbage. Han saae sig lykkelig omkring over de vidtstrakte, blaaligt skimrende Snemarker, og han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op 21 til et Land, der laa Himlen ganske nær. Rundt om paa Markerne saaes smaa, rødlige Skær fra Hytternes oplyste Vinduer, der blinkede i Sneen som nedfaldne Stjerner. Over den hele Natur hvilede en overjordisk Fred. Der hørtes under Himmelbuen ingen anden Lyd end af Hestenes rustne Bjælder; men i den uendelige Stilhed lød denne Kimen med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige Klokker.

Han foldede Hænderne i sit Skød og faldt hen i Tanker. … Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne Tjener! … O, at han dog maatte blive værdig til den store Gerning, der var ham betroet! At han dog maatte faa Naade til at sprede Velsignelse og bringe Gudsfred, om ogsaa blot i en eneste Fattigmandsstue!

Han var saa opfyldt af disse Tanker, at han slet ikke lagde Mærke til, hvorledes den unge Fyr, der var hans Kusk, gentagne Gange vendte sig halvt om imod ham, som om han vilde tiltale ham, og derpaa igen dukkede hurtigt ned i sin store Kavaj, som om han alligevel ikke turde. Men pludselig blev han vækket af et højt, mangestemmigt Raab. Slæden var kommen ned i en Hulvej, hvor Sneen havde samlet sig i saa mægtige Driver, at Hestene maatte bevæge sig Skridt for Skridt mellem de alenhøje Snemure, der var opkastede til begge Sider. Kusken holdt øjeblikkelig Hestene an, og i Skæret fra den sidste Stump af Maanen, der endnu tittede op over Skybanken i Vest, saae Kapellanen et halvt hundrede Alen forude en Flok Snekastere i travlt Arbejde. Noget nærmere, kun en Snes Skridt borte, stod en anden Skare Mænd, som støttede sig til deres Skovle; og disse Mænd var det, der havde standset Slæden ved i Munden paa hinanden at raabe:

"I maa bie lidt … Sneen er skreden her … Vi er klar om et Øjeblik … Hvem er I for Resten?"

"Jeg er Præsten!" raabte Kapellanen tilbage – 22 lidt forlegen, fordi det var første Gang, han nævnede sin ny Titel højt. "Vi er paa Vejen til en syg."

Lyden af hans Stemme bragte Mændene til at se op. De gav sig til at stikke Hovederne sammen, hviske og strække Hals.

Tilsidst gik en af dem hen foran Hestene, hvorfra han begyndte at snakke sagte med Kusken; og snart kom der Bevægelse i hele Flokken. Tøvende nærmede man sig Slæden fra begge Sider. De fleste af Mændene var smaa, tætbyggede Skikkelser, hvis Øjne lyste som Sildeskæl i de røde Ansigter. Nogle vraltede frem i store Søstøvler, andre havde Træsko og lange hvide Uldstrømper, der var trukne uden paa Bukserne og naaede højt op over Knæene. Størsteparten bar store, lodne Huer med Klapper ned over Ørene; en enkelt havde Sydvest.

Kapellan Hansted følte sig lidt underlig tilmode ved pludselig at se sig omringet af denne Skare nysgerrigt stirrende fremmede. Han tænkte paa, om han skulde tiltale dem. Det var dog aabenbart hans Sognebørn.

Da traadte en høj, sværtbeskægget Mand frem af Flokken – en Kæmpe at se til imellem de andre og tydeligt nok ogsaa den, der var vant til at tage Ordet imellem dem. Med sine hvide, kraftige Tænder trak han en stor Tommel-Vante af den højre Haand og sagde derpaa med stærk Stemme:

"Undskyld vos … vi er de Bymænd fra Skibberup, og vi hører, at det skal være vores nye Kap'lan … og saa maa vi dog have Lov til at tillade os at byde Dem velkommen her. – Velkommen, Hr. Pastor Hansted!"

Nu traadte ogsaa de andre hastigt til, – og før Kapellanen fik sig besindet, saae han sig omgivet af en halv Snes store, røde Næver, der raktes frem imod ham med trohjertige "Velkommen".

Han blev et Øjeblik lidt forvirret. Han vilde gerne 23 have sagt noget og mærkede ogsaa, at Mændene ventede det. Men det hele var kommet ham saa uforvarende; han kunde ikke finde paa andet at sige end at gentage sit "Tak – Tak", mens han hjerteligt trykkede de fremstrakte Hænder.

I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne, at Vejen var farbar. Kusken rykkede i Tømmerne, og Slæden satte sig i Bevægelse.

Da fandt han i sidste Øjeblik paa at sige:

"Farvel, Venner … og Tak for jeres Velkomst! Jeg priser mig lykkelig over at have fundet saadanne Mænd til at rydde Vejen for mig! Det er mit Haab, at vi skal komme godt ud af det med hinanden!"

"Det vil vi nok!" svaredes der tilbage fra mange Munde.

"Og vi trænger til det!" raabte en dyb, truende Røst bagest i Flokken – efterfulgt af en bifaldende Mumlen.

Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, bragte Kapellanen til at studse. Hvad mon de egentlig mente dermed? – tænkte han, mens Slæden atter fløj vuggende hen over Sneen. Da randt Provstens Ord om Urostifterne i Menigheden ham ihu; og han overfaldtes af en let Sørgmodighed. Altsaa var der ogsaa her Strid og Tvedragt!

Ikke længe efter naaede Slæden Skibberup By. Ved Synet af de første Huse foer han forskrækket op … han havde undervejs ganske glemt den syge Mand og endnu ikke faaet overvejet, hvad han skulde tale til ham om. Men han beroligede sig snart. Mødet med Snekasterne havde i saa Henseende gjort ham fortrøstningsfuld. Han tvivlede ikke om, at jo Vorherre paany i det afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.
 

24

VII

Skibberup laa nede i en Lavning, omgiven af en Krans af mægtige Bakker, der kun aabnede sig mod Øst, ud mod den nærliggende Fjord. Hvad der straks vakte Kapellanens Forbavselse, var den ualmindelige Mængde smaa Huse og uanselige Halvgaarde, hvoraf Byen hovedsagelig bestod. Der saaes næppe en eneste virkelig stor Bondegaard; men rundt om et vidtstrakt Gadekær, der midt i den hvide Sne spejlede Stjernehimlen i sit mørke Vand, laa henved et halvt hundrede Hytter malerisk grupperede under Bakkerne, nogle gravede ind i selve Skrænterne, ligesom en Sæterby omkring en Fjeldsø. Forøvrigt var Byen halvt usynliggjort af de uhyre Snemasser, som Stormen havde ført herind ude fra Fjorden. Af flere Hytter stak kun et Par Rygtræer og en sodet Skorstenspibe op. Enkelte Steder skinnede der endnu Lys ud gennem Vinduerne. Paa en Dørflise stod en gammel Mand med en Krykke og svingede muntert med sin Hue, idet Kapellanen foer forbi.

Slæden holdt udenfor en Halvgaard, der laa lidt for sig selv i Byens sydlige Udkant. De tjærede Portfløje var slaaet op, og inde under Loftet i Portrummet hang en døsig Lygte og drejede sig langsomt rundt i en Snor. Under denne Lygte maatte Kapellanen stige af; thi Gaardspladsen var saa pakfuld af Sne, at Slæden ikke kunde komme frem. Ad en smal Sti, der var kastet gennem Driven, begav han sig op til det lave Vaaningshus. Overalt var der dødsstille. Kun henne fra Stalden hørtes en svag Raslen som af et Jærntøjr, og et Sted bag en Mur gik en Kat og mjavede. Men idet han traadte ind i Forstuen, hørte han en Dør indenfor blive aabnet og en dæmpet Kvindestemme sige hastigt:

"Jeg syntes, jeg hørte Klokkerne … Provsten er her vist!"

25 Han bankede paa Døren og befandt sig et Øjeblik efter inde i en lav og dyb, gammeldags udstyret Stue med smaa Vinduer, Bjælkeloft og mørkt Lergulv. Et tyndt Talglys stod og brændte med krum Tande for Enden af et svært Egebord, og herfra rejste sig ved hans Indtrædelse en lille, halvgammel Mand med strid, graasprængt Haarmanke og et Par irrede Messingbriller paa en bred Klumpnæse. Manden havde siddet og læst i en Avis, som han nu – synlig betuttet – skyndte sig at gemme inde under Bordet; og da han i det samme kom til at huske paa sine Briller, rev han disse fra Øjnene med en forlegen Mine, som om han var bleven greben i en Naragtighed. Men idet han derpaa vilde nærme sig den formentlige Provst, gik han pludselig bagover af Forskrækkelse og stirrede med maabende Mund paa den fremmede Mand, der stod der ved Døren og med venlig Stemme hilste Godaften.

"Bliv dog ikke bange!" vedblev Kapellanen og nærmede sig. "Jeg er Provstens Stedfortræder – hans Kapellan – og kommer til Dem efter hans Anmodning – –"

I det samme aabnedes Døren inde fra Sideværelset, og et sværtbygget, midaldrende Fruentimmer med staalgraat Haar og lyse, udhvælvede Øjne traadte ind. Ogsaa hun standsede straks i stum Forbavselse og maalte et Øjeblik den fremmede Præst med et ikke just venligt Blik. Men med-et fløj et lyst Smil over hendes Ansigt, og idet hun uden Forlegenhed nærmede sig og rakte Kapellanen sin kødfulde Haand, sagde hun med en ejendommelig blød og hjertensgod Stemme:

"Det er da ikke muligt, at det er vor ny Kap'lan? … Nej, saa skal De da have ret saa mange hjertelige Velkommen! … Nu har jeg aldrig tænkt mig det saa godt! … Saa er De virkelig kommen hertil! … Nej, det var da det fornøjeligste, det … saa det er virkelig vor ny Præst! … Og saadan er det altsaa, at De 26 ser ud! … Ja, det havde jeg jo netop tænkt mig … Nej, det er da det fornøjeligste, det …"

Hun havde stillet sig op et Stykke fra ham med begge sine Hænder hvilende paa den svære Mave og blev ved at gentage sine Udbrud, mens hun henrykt betragtede ham fra Hoved til Fod.

Kapellanen, der tilsidst følte sig lidt generet af denne Mønstring, gav sig til at spørge om den syges Befindende.

Men hun kunde ikke komme sig af sin glade Overraskelse eller løsrive sig fra sin Beskuen. Først da Manden bagfra havde rykket hende et Par Gange i Skørtet, besvarede hun Kapellanens Spørgsmaal.

"Jo, ellers Tak," sagde hun da i forandret Tone og saae hen imod Døren, som hun havde ladet staa paaklem efter sig. "Nu er det da, Gud være lovet, blevet noget mildere. … Men ved Middagstid var det ellers grumme simpelt, og da saa Vejret bedrede sig, saa syntes vi jo, at det var rigtigst at skikke Provsten Bud. … Men kanske skulde vi hellere have ladet det være, for der er da vistnok nu ingen Fare længer … og det er jo ingen Plaser for Præsten saadan at tage ud ved Nattens Tid og i et saadant Vejføre …"

"Aa, tag Dem ikke det nær!" afbrød Kapellanen hende. "For min Skyld har det ingenting at sige. De maa tilkalde mig naarsomhelst, og jeg skal altid være tilrede. … Og dersom De nu synes det, og dersom alt er beredt inde hos den syge, skal vi saa ikke – –"

Konen aabnede varsomt Døren ind til Sideværelset, og alle tre traadte stille ned i et aflangt, svagt oplyst Kammer, der laa et Trin lavere end Dagligstuen. Ved Hovedgærdet af en bred Seng, der optog den ene korte Væg, stod et lille Bord med en Natlampe, en Medicinflaske og en Salmebog. I Sengen laa en brunhaaret ung Pige med tungt tillukkede Øjelaag og en mørk Feberrødme paa Kinderne.

27 Den unge Præst vendte sig forvirret omkring og udbrød:

"Men … hvad er det?"

"Det er vor Datter," svarede Konen og saae forundret paa ham.

"Hvorledes? … Men Provsten sagde jo" – Kapellanen begyndte at stamme. Han vendte af Undseelse stadig Ryggen til Sengen; thi den unge Pige laa paa Bondevis i det blotte Linned og havde i Feberheden kastet begge de nøgne Arme op paa Dynen. "Det var jo en ældre Mand, der var syg. … Provsten sagde, at det var … hed han ikke Anders Jørgen?"

"Mig?" udbrød Manden ved Lyden af sit Navn og saae fortumlet op med sine smaa, halvblinde Øjne. "Jeg takker for Forespørgslen … men jeg er ellers rigtig frisk."

"Jamen, saa maa jo det hele bero paa en Misforstaaelse …"

"Ja, det er vor Datter Hansine," vedblev Konen roligt og gav sig til at fortælle om, hvorledes Sygdommen for tre Dage siden var begyndt med Smerter i Ryggen og over Lænderne. I Begyndelsen havde de ikke troet, at det havde videre at betyde; men saa var Smerterne gaaet op i Nakken, og forrige Nat var Datteren pludselig bleven saa daarlig, at de havde maattet hente Doktor. Doktoren havde rystet paa Hovedet, og endnu i Middags havde han sagt, at det kunde blive til, hvad det skulde være. … Men nu troede de alligevel nok, at det værste var forbi.

Under denne Fortælling havde Kapellanen faaet Tid til nogenlunde at genvinde Fatningen. Han følte endog en vis Skamfuldhed over sin Forvirring, og idet han nu med Magt samlede alle sine Tanker om den hellige Handling, der forestod, nærmede han sig atter Sengen.

I det samme vaagnede den syge og opslog et Par mørkeblaa Øjne, der i Febervildelsen fæstede sig paa den fremmede Mand med et stift og uforstaaende Blik. 28 Moderen bøjede sig ned over hende og fortalte, hvem han var; … og da drog den unge Pige et langt, ligesom lettende Suk og lukkede atter Øjnene i med et Udtryk, som om hun vilde sige, at hun havde længtes og var beredt.

Moderen lagde varsomt Dynen tilrette omkring hende, tog Salmebogen fra Bordet og satte sig paa en Stol ved Hovedgærdet for at være hende behjælpelig, naar hun skulde drikke af Kalken. Den gamle Fader havde stillet sig andægtig op bag Sengens Fodende, og i sidste Øjeblik klemte ogsaa den unge, lyslokkede Knøs sig ind ad Døren, hvor han blev staaende op ad Karmen, med Læberne bævende af tilbagetrængt Sindsbevægelse, mens han med runde Øjne stirrede hen paa Naadebrødet og den lille Sølvkalk, som Kapellanen imidlertid havde taget frem af Etuiet og stillet paa Bordet under Lampen.

Alt var stille. Der hørtes kun Lyden af et tungt dikkende Perpendikel-Ur henne fra Krogen og den syges anstrengte Aandedræt.

Den unge Præst var traadt hen til Sengen og foldede Hænderne til Bøn.

Men enten det nu skyldtes Synet af den unge Pige eller den Sindsbevægelse, hvori den hellige Handling satte ham … eller om Grunden var den pludselige Overgang fra den friske Frostluft til den beklumrede Sygestue … han kunde ikke samle en forstandig Sætning i sin Hjerne. En forunderlig Svimmelhed greb ham mere og mere, Tungen vilde ikke tale, og han følte, hvorledes den kolde Sved begyndte at prikle frem paa hans Pande. En Dødsens Angst betog ham. …

Da kom han til at mindes et lille Vers, en Aftenbøn, som hans Moder havde lært ham, da han var ganske lille. I mange Aar havde dette Vers været ude af hans Erindring. Nu steg det ned til ham som en frelsende Engel fra Himlen. Han havde en Fornemmelse, som om nogen stillede sig ved hans Side 29 og tog ham ved Haanden. Næsten som en fremmed hørte han sig selv tale varme, følte Ord om Naaden fra Herren, om Guds Algodhed, om Jesu Død for Menneskenes Synder. Endog Ritualets kendte Sætninger blev ligesom ny og levende i hans Mund, og idet han tilsidst lagde sin Haand paa den syges Pande for at tildele hende Syndsforladelsen, fornam han med hele sin bævende Sjæl, at Guds almægtige Aand i dette Øjeblik meddelte sig igennem ham.

 
VIII

Samme Nat sad fire Mennesker inde i Sogneraadsformand Jensens himmelblaa Stadsestue og spillede Kort. Det var – foruden Værten – Egnens Dyrlæge, Aggerbølle, den gamle Skolelærer Mortensen og Købmand Villing. Alle fra Vejlby.

Siden Klokken ti om Formiddagen havde de siddet her ved det samme Bord – uden andre Afbrydelser end dem, som Maaltiderne krævede. Nu var Klokken bleven tre. To Gange var Lysene brændt ned i Stagerne, og fire Gange i Aftenens Løb var der bragt nyt, varmt Toddyvand ind fra Køkkenet. Endnu syntes dog ingen at tænke paa Opbrud, skønt den spritholdige Kognak, Osen fra den rødglødende Kakkelovn og de tætte, blaa Tobaksdampe, der halvt usynliggjorde dem for hinanden, kendelig havde slappet Fjedren i deres Lidenskab.

Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Halvt mekanisk spillede man Kortene ud og tog Stikkene hjem. Selv den lille Købmand Villings blakkede Øjne, der ellers altid var travlt paafærde overalt for at udspionere de medspillendes Kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder, og i det hele fortsattes Spillet kun, fordi man 30 endog manglede den fornødne Viljekraft til at bestemme sig for en endelig Afslutning.

Den eneste, der endnu holdt sig tapper, var den alderstegne Skolelærer Mortensen. Men denne Mand var nu ogsaa "født over et L'hombrebord" – som der sagdes om ham. Fra det Øjeblik, han udspilede sine rummelige Frakkeskøder for at indtage sin Plads, og indtil man rent ud betydede ham, at Spillet maatte og skulde være forbi, sad den ærværdige Gamle lige strunk med sit sølvhvide Hoved og skjulte den Feber, hvori Synet af Kort og Penge altid satte ham, under en streng og ubevægelig Alvorsmaske. Nu og da strøg han sig med et rødt Silkelommetørklæde over sin høje Pande, der i kritiske Øjeblikke perlede af Sved; og vovede han sig en sjælden Gang efter samvittighedsfulde Overvejelser til et "Spurgt", lukkede han samtidigt Øjnene, som om han i Stilhed tilføjede et: "I Jesu Navn".

Ved hans højre Side sad Værten, Sogneraadsformand Jensen, og stred fortvivlet med Søvnen. Han var en stor, tyk Bonde med et højtblussende Ansigt, hvorfra en blaarød Næse hang ned imod Munden som en Kalkunsnabel. Han var Egnens "rige Mand", og baade hans Holdning og Klædedragt røbede, at han regnede sig for noget mere end en almindelig Bonde. Af sine medspillende tituleredes han ogsaa sædvanligvis "Proprietær Jensen" eller Hr. Jensen; og i sin Glæde herover og over at have lært dette standsmæssige Spil "Lummer", tillod han dem roligt at plukke ham, ja følte sig ligefrem smigret af deres griske Bejlen til hans Pengestykker og slængte Kronerne hen til dem med en munter Mine, som om han fodrede en Flok Grise.

Lige overfor Skolelæreren sad Dyrlæge Aggerbølle – en kraftig, bredskuldret Mand med et stort, rødbrunt Haar og Skæg, der hist og her var isprængt smaa Totter af graat. Han sad med Haanden under Hovedet, hensunken i mørk, sløv Grublen. Nu og da foer han sig skudrende med Haanden gennem sin buskede Manke 31 og bankede sig paa Panden, mens han fremmumlede bitre Forbandelser. Toddyerne var stegne ham til Hovedet, og han havde ikke været heldig denne Aften. Af Sogneraadsformandens Sølvskillinger havde kun en forsvindende Del fundet Vej til hans Vestelomme, – og for Dyrlæge Aggerbølle var Kortspil ikke som for de andre et behageligt Tidsfordriv, men en Kamp paa Liv og Død for Eksistensen.

Hver Formiddag drog denne haardt betrængte Mand ud fra sit Hjem i en lille, af Vejsmuds overstænket Gig, højtidelig opfyldt af et Løfte, han hver Morgen gjorde sig selv og sin Kone: at han vilde gøre en Rundrejse til alle sine Patienter. Men sjælden kom han længere end til den første Gaard, hvor der var Udsigt til at faa et Slag Kort og tjene Kontanter. Hans Liv var en uafbrudt vild Jagt efter en eller to Tikronesedler, som han nødvendig skulde betale inden fireogtyve Timer til Slagter, Bager eller Skomager; og da Sygebesøgene ikke gav ham Penge i Haanden, modstod han aldrig Fristelsen til at forsøge paa ved et raskt Greb i Lykkens Pose at bringe sig ud af sin Forlegenhed.

Pludselig begyndte Skolelærer Mortensens Støvler at knirke inde under Bordet. Bag de sølvgraa Bryn skelede hans alvorsfulde Blik uroligt hen til en Underkop med 25-Ørestykker – den saakaldte "Solokop".

Gang efter Gang strøg han sig med Lommetørklædet ned over sit blege Aasyn, lukkede endelig Øjnene og sagde stille:

"Solo paa Koppen!"

Det gav et Sæt i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen løftede sit tunge Hoved og saae paa ham med indædt Forbitrelse.

"Hvad hedder hun?" brummede han.

"Kløver", messede Skolelæreren; han havde lagt sine Kort ned paa Bordet og holdt begge Hænderne over dem med samme Mine, som naar han om Søndagen læste i Kordøren.

32 Der blev købt i Tavshed. Dyrlægen rettede sig kampberedt i Vejret, drak ud af sit Glas og strøg sig nedenfra op over Skægget med sin behaarede Haand. Hans Øjne var røde som en Tyrs. Han vilde endnu engang forsøge en Dyst med Lykken. Blev nemlig denne Solo vunden, var Spillet af sig selv tilende, og alt Haab for ham dermed ude for denne Nat.

Mortensen havde "tre Matadorer, smaa fjerde" i Trumf; desuden Kongen, Damen, tredje i Hjerter og to smaa Spadere. Dertil havde han Forhaanden. Som en forsigtig General holdt han sin Hjerter Konge tilbage; efter at have trukket med en Matador sendte han først Damen i Ilden.

Dyrlægen, der var renonce, lod sig imidlertid ikke føre bag Lyset.

"Det er vist en Farisæer!" brummede han og stak med Trumf.

Paa Skolelærer Mortensens Pande begyndte allerede de første klare Svedperler at piple frem.

Dyrlægen spillede en lille Spader; Købmanden stak med Kongen; Mortensen maatte bekende.

Men nu kom der Hjerter igen fra Villing; Mortensen bekendte med sin Konge; Dyrlægen stak med Trumf og spillede Spader Dame ud.

Mortensen, der havde set, at Aggerbølle endnu sad med Kongen, tredje i Trumf, forstod nu, at han var fortabt. Hans Støvler holdt op at knirke, og hans Ansigt blev hvidt som en Gibsmaske.

Da lod han ubemærket den lille Spader, han skulde bekende med, falde ned i sit Skød og derfra glide mellem Knæene ned paa Gulvet, hvor han stille satte Foden over den. Samtidig stak han Damen med en lille Trumf. Derpaa kastede han sine to Matadorer og sin tredje Hjerter paa Bordet saa hurtigt efter hinanden, at han kunde faa Lejlighed til uset at erstatte det manglende Kort med et andet fra sine indvundne Stik; og i den almindelige Omtaagethed lagde ingen Mærke 33 til, at en Sekser fra hans andet Stik gik igen i det sidste.

Skolelærer Mortensen vandt sin Solo, og Spillet blev endelig afsluttet.

I det samme slog ogsaa det lueforgyldte Ur oppe paa Chiffonieren fire smaa mindelige Slag. Med et fromt Smil samlede Mortensen sine samvittighedsfuldt opstablede Pengestykker og puttede dem ned i en gammeldags Skindpung, som han derpaa forvarede paa Bunden af sin alendybe Bukselomme, idet han omhyggeligt knappede over den.

I Døren ind til Sideværelset viste sig i det samme Værtens lille forvoksede Kone, der havde siddet og sovet inde ved Kakkelovnen i et stort Uldsjal. Med en næppe hørlig Stemme, der skulde lade fornem, og en kejtet Bevægelse af sin visne Haand bød hun Herrerne ind til "en lille Forfriskning". Samtidig rejste ogsaa Sogneraadsformanden sig og gentog paa sin larmende Maade Indbydelsen:

"Ja værsgo', d'Herrrrer! En lille Forfriskning, mine Herrrrer! … Det kan gøre godt at faa noget i Livet efter al denne hersens Strabadseren!"

Den lille Forfriskning, der var anrettet inde i Sideværelset, viste sig at bestaa af et fuldt opdækket Bord med Flæskesylte, Skinkesteg, Medisterpølse, Spejlæg, Leverpostej, forskellige røgede Varer foruden – som Forret – en varm Bøf med Løg; dertil Brændevin og bajersk Øl i Overflod. Skønt Gæsterne i Løbet af Dagen og Natten havde indtaget fire solide Maaltider ved det samme Bord, satte de sig med god Vilje omkring Anretningen og lettede efterhaanden ret forsvarligt baade Brændevinskaraflen og de velfyldte Fade. Bagefter blev der budt Kaffe med Kognak.

Midt under Maaltidet brød Dyrlæge Aggerbølle ud i en frygtelig Ed og huggede sit netop tømte Brændevinsglas mod Bordet, saa Foden knækkede. Han var pludselig kommen til at tænke paa en syg Ko, som 34 han havde lovet at se til i en af Nabobyerne; – han havde netop været paa Vej derhen, da han om Formiddagen ulykkeligvis var falden herind hos Sogneraadsformanden. Denne havde straks foreslaaet at sende Bud efter Skolelæreren og Købmanden for at faa et Slag Kort; og da Aggerbølle netop var i stærk Forlegenhed for nogle Kroner til at betale en Bagerregning med, havde han hurtigt ladet sig overtale til at blive, idet han havde haabet i et Par Timers Tid at kunne vinde, hvad han trængte til. I Spillets Løb var da den syge Ko som alt andet i Verden gaaet ham af Minde.

Han sank nu hen i en fuldstændig Sløvhedstilstand. Uden selv at vide det, tømte han Glas efter Glas og faldt tilsidst med aaben Mund tilbage paa Stolen, hvor han først vaagnede, da den lille Købmand Villing lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:

"Kom nu, Aggerbølle … Klokken er fem!"

 
IX

Da Skolelærer Mortensen laa hjemme i sin bløde Dunseng, foldede han Hænderne over Dynen og bad sit Fadervor. Ved Siden af ham laa hans Kone og vendte sin store, tunge Krop i Halvsøvne, saa Sengebunden knagede under hende.

Endelig blev hun saa vaagen, at hun med snøvlende Stemme kunde sige:

"Vandt du noget, Mortensen?"

Mortensen bad uforstyrret sit Fadervor tilende og svarede derpaa:

"Tolv Kroner, min Bedste!" – hvorpaa han mildt og fredeligt slumrede ind.

Imidlertid var ogsaa Købmand Villing naaet hjem til sin Bod, der laa omtrent midt i Byen i Nærheden af Gadekæret. Han havde gaaet og halvsovet paa Vejen; men idet han nu traadte ind i Butikken og fornam den 35 vante, blandede Duft af Sæbe, Rosiner, Kaffe og Skraatobak, gjorde denne ham straks lysvaagen. Han blev et Øjeblik staaende i Mørket med spidsede Øren for at lytte til den trygge Snorken, der lød inde fra et lille Aflukke bag ved Kramboden, hvor Butiksdrengen sov. Derpaa tændte han en Lysestump, der stod og ventede ham paa Disken, eftertalte lydløst Bytte-Skillingerne i Pengeskuffen, undersøgte de listeligt anbragte Papirsmærker foran Svedske- og Rosinskufferne, kiggede op gennem Loftslemmen og stak Lyset ned i Kælderrummet. Først da han paa denne Maade havde forvisset sig om, at der intet mistænkeligt forefandtes, gik han ind i Sovekammeret.

Her rejste hans unge Kone sig overende i Sengen, gned sine Øjne og begyndte straks paa en omstændelig Beretning om alt, hvad der i Dagens Løb var hændet i Butikken: om Mølleren, der havde været der med Gryn, om Hans Jensen, der havde købt et Anker Brændevin, om gamle Søren Skrædder, hvem hun havde skrevet for et Pund Kandis o.s.v. Hun var en lille buttet Skabning med et rundt og rødmosset Barneansigt indrammet af en stor Gammelkone-Natkappe.

Villing klædte sig imidlertid hastig af og gav nu og da lydeligt sit Bifald tilkende. "Godt … meget godt, lille Sine … fuldkommen rigtig gjort, lille Ven," indskød han uafbrudt, mens han sprang om paa Gulvet i Hosesokker og Underbenklæder, som om han var paa Jagt efter sin egen Skygge, der snart krøb sammen som en Tudse henne i en Krog, snart strakte sig som et Spøgelse opad det lille Kammers lave Vægge.

Saa kravlede han iseng. Men endnu længe efter, at Lyset var slukket, blev Mand og Kone ved at snakke nede under Dynen om Kaffepriser, Mel og Kredit. Selv i deres allerømmeste Øjeblikke kunde disse to fornuftige Mennesker ikke slippe deres Butik og Forretning af Tankerne. De ligesom omfavnede hinanden med forhaabningsfulde Beregninger over Indtægt 36 og Fortjeneste; deres Kys var Beseglingen af vellykkede Forretninger; og naar de omsider faldt isøvn, og deres runde Hoveder laa der ved Siden af hinanden paa Puden, med halvaabne Munde ligesom to Sparebøsser, fyldtes deres Drømme med skønne Syner af lange Talrækker, store Varelagre og vægtige Kassebøger. –

Dyrlæge Aggerbølle var den af de tre Nattevandrere, der havde længst til sit Hjem.

Han beboede et forsømt Hus en halv Fjerdingvej fra Byen, paa Vejen ud imod Kysten. I længst forsvunden Tid – for femten Aar siden, da han som nygift flyttede her til Egnen – havde han med Forsæt valgt sig dette afsidesliggende Sted for her i romantisk Ensomhed at nyde sin Kærlighedslykke. Fra Vinduerne var der en vidtstrakt Udsigt over Fjorden og Stranden, og mangen stille Foraarsaften og mangen maaneklar Høstnat havde han og hans unge Hustru sværmet her mellem de tavse Bakker, Arm i Arm og Kind mod Kind, mens Hjerterne bankede af Fryd og sommerlyse Haab.

Nu bandede han mangen Gang den lange Vej, naar han i mørke Nætter – ør af Drik og Spil – tumlede hjem tilfods gennem Pløre og Sne. Hans Gig blev nemlig gerne staaende Natten over paa det Sted, hvor han i Dagens Løb var strandet, da han i Almindelighed ved Hjemfartstid var i en saadan Tilstand, at man ikke turde betro ham Styret af en Hest. Heller ikke denne Nat havde Sogneraadsformanden villet udlevere ham hans Køretøj, skønt Luften var lys paa Grund af Sneen, og Vejen kastet næsten helt ud til hans Bolig. Men Aggerbølle fulgte rigtignok heller ikke Vejen. I store Buer svinglede han ud over Markerne i Sne til op over sine store Knæstøvler, standsede hvert Øjeblik med en høj Veklage, bankede sig med den knyttede Haand paa Panden og mumlede Forbandelser mod sig selv og hele Verden. Aldrig – syntes 37 han – havde Skæbnen været ham saa grum som netop idag! Aldrig – syntes han – havde han elsket sin Kone og sine Børn saa hjerteoprivende som just nu, da alle Sunde lukkede sig for ham! Imorgen vilde Bageren komme for tredje Gang med sin Regning. Allerede sidste Gang var han bleven truet med Foged og Stævning. Hvor skulde han nu finde en Udvej? Han ejede jo næppe nok en Strikke til at hænge sig i! Aa, Sofie, Sofie! … Han standsede igen i en stor Snedrive, knappede sin Frakke op, tog med sine valne Fingre ned i sin Vestelomme og fremtog herfra de Smaamynter, der udgjorde Aftenens Spillefortjeneste, og lagde dem ned i sin hule Haand. Paa vaklende Ben stod han og eftertalte dem meget nøje. Saa udstødte han atter en Række frygtelige Eder, hævede Armene mod Himlen og svinglede videre.

Da han endelig naaede Hjemmet og havde fundet Laagen i det halvt nedtraadte Havestakit, gjorde Frygt og Skamfuldhed ham et Øjeblik ganske ædru. Inde i Forstuen trak han forsigtigt sine tunge Skaftestøvler af Fødderne, hvorefter han paa Strømpesokker listede sig ind i Sovekammeret. I det lille lave Rum, der var overfyldt med Barnesenge, brændte en nedskruet Natlampe paa en Stol henne ved hans Hustrus Hovedgærde.

Der undslap ham et Gisp af Lettelse. Hans Kones Øjne var tillukkede, hendes magre Haand laa let krummet under den blegnede Kind; hun syntes at sove trygt. Men næppe havde han begyndt at afklæde sig, før han hørte hende bevæge Hovedet paa Puden, og idet han saae derhen, mødte han Blikket fra hendes store, mørke Øjne, hvis blanke Glans tydeligere end Ord fortalte ham, at heller ikke for hende havde Natten haft Søvn.

"God – god Aften, lille So-fie!" hikkede han kærligt og støttede sig til Sengestolpen.

"God Morgen!" svarede hun roligt.

"Hæ! Naa, ja –" sagde han med et Forsøg paa en frejdig Latter. "Det er nok ogsaa bleven noget 38 sent … eller tidligt, hæ! … Men det er denne Mortensen … du veed nok … han er en ren Hund ved et Spillebord … en ren Hund!"

Hun svarede ham ikke, lukkede blot atter Øjnene tungt i, aabnede dem derpaa igen og sagde:

"Her har været ridende Bud fra Anders Jensen i Egedet. Du havde nok lovet at komme derhen til en syg Ko."

"Jeg?" udbrød han, blussende rød, og søgte at se hende stift i Øjnene. "Det veed jeg ikke noget om … det maa være en Fejltagelse!"

Hun vedblev uanfægtet:

"Buddet skulde blot bringe den Besked, at det nu kunde være det samme, for Koen var død. Men du skulde heller ikke for Fremtiden gøre dig den Ulejlighed at se derhen, lagde han til."

Dyrlæge Aggerbølle blev tavs. Med bævende Læber og blaat opsvulmede Aarer i Panden stod han lænet til Sengestolpen og saae tilintetgjort mod Gulvet. Paa en Gang rettede han sig i Vejret med en frysende Bevægelse, foer sig med Haanden gennem sit buskede Haar, gik derpaa med faste Skridt hen til sin Hustru og rakte den højre Haand ud imod hende.

"Her har du mit Haandslag paa, Sofie, at det denne Nat er sidste Gang, jeg har rørt ved et Spil Kort … Du kan stole paa mit Ord denne Gang … Jeg sværger dig til, at jeg fra denne Dag skal blive et andet Menneske … Hører du, Sofie … Du skal stole paa mig … Du skal stole paa mig denne Gang," blev han ved at gentage, mens Graaden begyndte at presse sig frem. "Jeg sværger dig til … det skal altsammen blive godt. Og jeg skal lønne dig, Sofie – jeg skal lønne dig for alle de onde Dage … for alt, hvad du har lidt for min Skyld … for Børnenes Skyld … for – – Aa Gud! Aa Gud!"

Rusen havde atter overmandet ham. Han sank ned paa Knæ ved sin Hustrus Seng og begravede Hænder 39 og Hoved i Dynen som et Barn, mens en forfærdelig Hulken gennemrystede hans svære Legeme.

Hun laa et Øjeblik ganske stille, med fast tillukkede Øjne. Saa løftede hun sin matte Haand fra Dynen og lod den stryge henover hans Haar; – hun kunde ikke lade det være, skønt hun mere end hundrede Gange havde hørt den samme oprivende Angergraad og ladet sig skuffe af de samme dyre Løfter. Og tilsidst fyldtes ogsaa hendes Øjne med Taarer, og idet hun lagde begge sine Hænder om hans store Hoved, trykkede hun det ind til sit indfaldne Bryst og hviskede over ham:

"Min stakkels – stakkels Bernhard!"

[gå frem]