Muld

Et Tidsbillede

[gå tilbage]

Femte Bog

347

I.

Der var gaaet fem Dage siden Bispens Besøg, og endnu var den længselsfuldt ventede Regn ikke kommen. Derimod havde der rejst sig en tør Østenstorm, som var faret hen over de næsten stenhaarde Marker og i to Dage havde indhyllet Egnen i en Sky af askeagtigt Støv. I Vejlby var man fuldt forberedt paa en Katastrofe. Den sidste Rest af Vinterfoderet var ved at slippe op, og med Vejlbybøndernes sædvanlige Trang til at overdrive alle Uheld talte man allerede om at rive Straaet ned fra Udhusenes Tage for at holde Liv i Kreaturerne. Man havde for længe siden opgivet at raadspørge Barometeret og tage Varsel af Hanernes Middagsgalen eller Myggesværmenes Aftensummen. Hver Morgen flængede Solen Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger, splittede hver en Sky og rev hver Taagestump bort fra Enge og Moser.

Da hændte det en Formiddag, at Himmelranden i Sydvest et Øjeblik blev næsten blodrød, derefter 348 hvidgul, gulbrun, til sidst ganske sorteblaa, … en mægtig Tordensky hævede sig som et uformeligt, elefantagtigt Himmeldyr tungt op over Horisonten. I Vejlby kom Folk straks ud af Husene, da man hørte den første, underjordiske Rullen fra det fjerne. Selv Sogneraadsformand Jensen, der ellers ikke plejede at vise sig mellem Folket, traadte ud i sin Port i hvide Skjorteærmer, dampende paa en Cigar, der stod oprejst i et kunstfærdig udskaaret Merskumsrør. Han kunde for Resten betragte Naturfænomenet med overlegen Ligegyldighed; han havde sine Kapitaler anbragte i det Slaraffenland, hvor man hverken pløjer eller harver, og hvor man aarlig høster sine fire Procent, enten vor Herre giver Varme eller Væde.

Trods Solen kunde man flere Gange tydeligt se Lynene i den mørke Skymasse, der bestandig skød sig højere op paa den blaa Himmel, mens Lyden af Tordenen nærmede sig for hvert Minut. Ikke des mindre rystede Vejlbybønderne mistvivlende paa Hovedet. "Den kommer saamænd ikke til os; den faar vi ingen Glæde af." "Nej, den gaar ad Øster; de faar den ovre i Kyndby Sogn." "Og Skibberupperne faar vel ogsaa et Stænk." "Ja, begribeligvis; de Folk skal nok faa, hvad de behøver. Og det er jo intet Under, om det da 349 er sandt, at de fik Bispen til Morbro'er1 forgangen."

Efterhaanden lagde der sig dog en Taage for Solen, saa det var, som om den skinnede gennem et rødligt Slør. Pludselige Vindstød fór hen over de ophedede Marker; Hanerne galede rundt om i Gaardene, og Svalerne fløj som i Dødsens Angst hid og did over Gadekæret. Endelig bragede det i Skyerne lige over Byen, og nu fulgte Lynene saa hurtigt oven paa hinanden, at man næppe kunde tælle dem. Man hørte dem undertiden slaa ned paa Markerne rundt omkring, og et Faar, der havde revet sig løs ude paa en af Bakkerne, kom forvildet styrtende ind i Byen med en død Kammerat slæbende efter sig i Støvet. Hele Himlen var nu en kulsort Sky, og der herskede et saadant Mørke, at man inde i Stuerne næppe kunde se, hvad Klokken var. Men endda faldt der ikke en Draabe vaadt. En sveden, svovlagtig Lugt sporedes overalt; og da Atmosfæren ikke afsvaledes af nogen Regn, blev Luften efterhaanden saa gennemglødet af Lynene, at man ved hvert Nedslag kunde føle den brænde paa Kinderne som Ild. Ovre paa den modsatte Fjordbred saa' man en Gaard staa i Flammer, og i den fuldkomment stille Luft kunde man høre Brandhornets Tuden derovre fra.

350 Da Bygen næsten var drevet over, faldt der hist og her en stor, tung Vanddraabe, der spredte sig i Landevejsstøvet som en Stjerne. Folk begyndte allerede igen at vise sig udenfor paa Dørfliserne, da Himmel og Jord med ét rystedes af et Tordenskrald saa voldsomt, at flere Personer faldt om af Skræk. I samme Øjeblik brød Regnen løs. Som en Hagl af Ærter slog den ind imod Ruderne, mens den stænkede Jordens tørre Støv højt op paa Husmurene.

... Endnu den næste Dags Eftermiddag faldt Regnen i Strømme, og Himlen hang lige sort og tung ned over Egnen.

Paa denne Tid, hen imod Aften, sad Emanuel midt ude paa Fjorden i Bagstavnen af en Baad, som Tømrer Nielsen roede med et Par smaa Jolleaarer. Emanuel var kun beskyttet af en tynd Overfrakke og et Dækken, som han havde kastet over Hovedet. Regnen havde gennemblødt ham til Skindet, men han mærkede det næppe; dertil var han alt for opfyldt af, hvad han i de sidste Dage havde set og oplevet.

Han kom ovre fra Sandinge, hvortil han Morgenen efter Bispens Besøg havde fulgt Højskoleforstanderen. Han vilde derved slippe væk fra de mange Spørgsmaal angaaende Bispen, hvormed man 351 i Skibberup straks havde bestormet ham, og som han ikke havde Lov til at besvare. Desuden havde han trængt til for sin egen Skyld at komme lidt bort for i Ro at overveje, hvorledes han skulde stille sig til Bispens Forslag. Tømrer Nielsen havde ledsaget ham som en Slags Adjudant, og Rejsen havde efterhaanden faaet Karakteren af et formeligt Triumftog.

Emanuel forstod nu, hvorfor de unges Øjne skinnede, hver Gang Sandinge Højskole nævnedes. Han var selv saa betaget af, hvad han havde set, at han i enkelte Øjeblikke var tilbøjelig til at antage det hele for en smuk Drøm. Den storslaaede Skolebygning, der var opført af røde Sten og overgroet med Vedbend og Gedeblad, saa den mindede om et gammelt Herresæde; den mægtige Foredragssal, bygget som en oldnordisk Hal, med tavlet Træloft og udskaarne Bjælkehoveder; de firsindstyve unge, friske Bønderpiger, der for Tiden var Skolens Elever; den ejendommelige Undervisning, der førtes i Form af fornøjelige Samtaler, Foredrag, Oplæsning og Sang, for ikke at tale om de daglige Aftenmøder, hvortil Egnens Befolkning strømmede efter endt Arbejde, Husmændene i deres Uldskjorteærmer, Haandværkerne i deres Arbejdsbluser – alt havde fra den allerførste Dag begejstret ham.

352 Ogsaa Befolkningens Hengivenhed for Højskoleforstanderen forstod han nu, efter at han havde set ham i hans rette Element, i hans Skole, hvor han med sin Stok stolprede om mellem Elever og Lærere som en Fader for dem alle, uddelende Opmuntringer, Kærtegn og milde Tilrettevisninger rundt om. Navnlig begreb han denne Mands mærkelige Magt over de unges Sind, da han første Gang saa' ham staa paa en Talerstol, saa fuld af ungdommelig Begejstring, saa varm i sin Tro, saa henreven af sine Følelser, at Taarerne stod ham i de lysebrune Øjne, mens han talte med vidt udbredte Arme, som om han i sin Kærlighed til Menneskene vilde favne den hele Verden.

Dagen efter Emanuels Ankomst havde der været afholdt et stort Folkemøde paa Skolen, hvor han var optraadt som Hovedtaleren, idet han havde gentaget sit Foredrag fra Skibberup Forsamlingshus. De paafølgende Dage havde han sammen med Forstanderen gæstet forskellige Vennekredse rundt om i Nabolaget, og alle Vegne var han bleven modtaget med Begejstring og havde faaet mange nye Venner.

Men særlig havde dette Besøg haft Betydning for hans Bestemmelser med Hensyn til Fremtiden. Han indsaa' nu, at Bispen havde Ret, og at det 353 lille Boelssted ude i Egedet, som han havde tænkt paa at købe, ikke egnede sig for den Idé, der var virkeliggjort i Sandinge Højskole. Han indsaa', at der fordredes store Lokaler, mange Rum, Plads til Heste og Vogne for de tilrejsende, o.s.v., … at med andre Ord netop Vejlby Præstegaard var som skabt til et saadant stort Fælleshjem for Menigheden, som han nu ønskede at oprette.

Han havde derfor besluttet at følge Bispens Raad og lade sig konstituere i Embedet, naar Provsten blev forflyttet. Men med Hensyn hertil var han begyndt at nære nogen Ængstelse. Han var kommen til at tænke paa, at det egentlig kunde ligne Provst Tønnesen af Trods eller af falsk Stolthedsfølelse at modsætte sig Bispens Vilje.

Han længtes efter at komme til at tale med Hansine om Sagen; thi han havde bestemt sig til overfor hende at bryde det Tavshedsløfte, han havde givet Bispen. Hans Hjærte var saa fuldt af Lykke, hans Hoved saa fuldt af Planer, at han maatte have Luft.

Han havde haabet at kunne være i Skibberup inden Aften; men nu gik Solen ned, og endnu var Baaden ikke kommen halvvejs over Fjorden. Strømmen her i Snevringen gik strid; og skønt han og Tømreren skiftedes til at ro, havde de ofte Møje 354 med at tvinge Baaden fremad. Til sidst tog de hver sin Aare, og idet de af fulde Lunger istemte en Sang, halede de ud med al deres Kraft, mens Regnen ustandseligt blev ved at strømme ned over dem.

Først henimod Titiden naaede de Land. Det var da saa mørkt, at de havde Møje med at finde det Hjulspor, der fra Skibberups lille Baadehavn førte mellem Bakkerne ind til Byen. Emanuel tog Afsked med sin Rejsefælle og skyndte sig hen til sine Svigerforældres Hus.

Her skinnede der Lys ud fra Dagligstuevinduerne; og næppe havde han betraadt Stentrappen foran Forstuen, før Døren reves op af Hansine, der straks raabte til ham:

"Véd du det?"

"Hvilket, kære?"

"Provsten skal bort herfra … Det staar i Bladet i Dag."

"Er det sandt!"

Et Øjeblik efter stod han inde i Stuen med Egnens "Folkeblad" mellem Hænderne; og uden at agte paa, at Vandet fra hans dyngvaade Klæder dannede en hel Sø omkring ham paa Lergulvet, læste han tre Gange i Træk følgende Meddelelse:

355 "Efter sikkert Forlydende er Hr. Provst Tønnesen, Præst for Vejlby og Skibberup, udsét til at beklæde Posten som Forstander for det nyoprettede Statsseminarium i Søborg ved København. Den officielle Udnævnelse kan ventes en af Dagene."

II.

Skønt Provst Tønnesens Forflyttelse i Virkeligheden maatte betragtes som en Forfremmelse, og skønt han selv langt fra søgte at give den Udseende af andet, idet han tværtimod omtalte sin Udnævnelse med en vis Selvfølelse, opfattede Skibberupperne den straks som en Sejr for deres Parti. Væver Hansen havde holdt sit Ord; om faa Uger vilde Provsten være ude af Vejlby Præstegaard.

Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde maattet anvende al sin diplomatiske Kløgt for uden større Skandale at sætte sin Vilje igennem overfor Provsten, der meget godt forstod den egentlige Mening med denne farisæiske Manøvre. Men han havde tillige indsét, at han baade for sin egen og sin Datters Skyld ikke burde afslaa et Tilbud, som paa en 356 tilsyneladende saa hæderfuld Maade udløste dem af et Forhold, der efterhaanden var blevet dem bægge til daglig Lidelse. Desuden havde han følt sig smigret ved at mærke sin pædagogiske Fortid erindret og sine administrative Evner anerkendte; og det var med en ikke ringe Tilfredshed, at han i Anledning af Udnævnelsen saa' sig omtalt i Aviserne som "den ansete Pædagog".

I Skibberup fik man travlt med at smede, mens Jærnet var varmt. Der blev straks sendt en Deputation ind til Bispen med en Adresse, hvori der udtaltes Haabet om, at der "ved Embedets Nybesættelse vilde blive taget Hensyn til de Ønsker, der i saa Henseende næredes af Befolkningens Flertal". Emanuels Navn nævntes vel ikke i Adressen; men denne var forfattet paa en saadan Maade, at dens egentlige Mening – Kapellanens Indsættelse i Embedet – ikke kunde misforstaaes. Bispen modtog Deputationen og særlig dens Ordfører, Væver Hansen, med største Velvilje; han berørte den forestaaende Omregulering af Embedet, der foreløbigt vilde nødvendiggøre en længere Vakance, og udtalte forøvrigt, at han altid med største Glæde søgte at imødekomme Menighedernes berettigede Ønsker. Derpaa blev Deputationen indbudt til Frokost, og i 357 næsten fire Timer drak man Kaffe med Hs. Højærværdighed ude i hans Have.

Faa Dage efter kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte.

Imidlertid gik Frøken Ragnhild hjemme i Præstegaarden og ventede i Utaalmodighed paa den Dag, da hun kunde forlade den for stedse. Skønt hun følte sig for gammel til at turde vente noget af Fremtiden, brændte hun af Længsel efter at komme bort fra denne Egn, hvor hun havde forspildt sin Ungdom, og hvor der ikke fandtes én Plet, ikke ét Menneske, som hun ikke vilde skilles fra med Glæde. Selv Synet af Kapellanen havde i den sidste Tid været hende ligefrem imod, et saa bittert nedslaaende Indtryk gjorde det altid paa hende. Det var ikke alene, fordi han var bleven skødesløs med sit Ydre, fordi hans Haar og Klæder lugtede af Stald og Sved, saa hun kunde mærke det tværs over Bordet, naar han en enkelt Gang spiste i Præstegaarden. Men hun syntes, at der var foregaaet en tilsvarende Forvandling i hans Indre, at hans oprindelige Noblesse allerede var ved at gaa til Grunde under hans Bestræbelser for at 358 tilegne sig et bredt, folkeligt Væsen. Navnlig efter at han havde været ovre i Sandinge, var der for hende kommen et Skær af seminaristisk Selvgodhed over hans Tale og hele Optræden. Han havde faaet en vis kluntet Maade at ironisere paa, naar han talte om hendes Toiletter og ørkesløse Liv, og hun fandt ham ganske uudholdelig med hans evige, belærende Foredrag.

Hun følte i det hele en dyb Lede ved Tilværelsen, nedtryktes for hver Dag mere af en uendelig Sørgmodighed. For at blive lidt opmuntret var hun for nogen Tid siden taget ind til København, som hun ikke havde besøgt i det sidste Par Aar. Men ogsaa hertil havde Melankolien fulgt hende. Hun vidste ikke, om det skyldtes Øjeblikkets Stemning hos hende, men hun fik en Fornemmelse af, at Bondskheden ogsaa dérinde fejrede Triumfer paa alle Omraader. Om det saa var Butikkernes Vindusudstillinger, syntes de hende med deres smagløse Godtkøbsvarer udelukkende beregnede paa Almuen. Det forekom hende, at al fornem Smag var ved at forsvinde fra Verden. Literaturen beskæftigede sig med lutter Bønder og Haandværkere; Kunstnerne paa Charlottenborg-Udstillingen syntes alle at have forelsket sig i Motiver som "I en Bondestue", "Grise paa en Mødding", "En Skomager 359 ved sin Læst"; ja, selv i Teatrene havde man ikke længer Fred; dér sad Rigsdagsbønderne og spyttede i Parkettet. En Dag havde hun paa Gaden truffet en Ungdomsveninde, en Doktorfrue, som hun ikke havde set eller hørt om i flere Aar. De havde næppe talt ti Ord med hinanden, før Veninden, der selv var paaklædt som et Fugleskræmsel, begyndte at komme med Bemærkninger om hendes Toilette og give sig til at fylde hendes Øren med et helt Foredrag om "Folkesagen", som hun absolut vilde have hende til at interessere sig for; Ragnhild havde ikke faaet Fred, før hun fulgte med hen til en ældre Dame, en vis Fru Gylling, der holdt et Slags folkeligt Hof i Hovedstaden. I over en Time havde hun her maattet sidde mellem en Samling af snakkende Højskolefolk, af Bønder og skrækkelige Seminarister, hvis store Skæg stank af Tobak. Nogle ældre Damer, der alle bar smaa Fløjlshuer af Form som Bønderkonernes, omringede hende straks med en nærgaaende Familiaritet, og en ung Dame med mælkeblaa Teint og to lange gule Fletninger ned ad Ryggen sad i en drømmende Stilling og lagde Armen beskyttende om en stor, opstadset Bondepige, som hun smægtende kaldte sin "bedste Veninde".

360 Hvad der dog nedtrykte hende allermest, var den Tale om et muligt forestaaende Ministerskifte, som hun hørte overalt. Man snakkede for Alvor om, at nu skulde Bønderne til Magten. Man udpegede rent ud en forhenværende Landsbylærer som vordende Konsejlspræsident. Selv Folk, der slet ikke kunde forsone sig med Tingenes Tilstand, sagde hovedrystende, at "der nu næppe længer var andet at gøre". Hun forstod det slet ikke. Havde man da ikke altid vidst, at Bønderne var i Flertal her i Landet? Hvorfor da pludseligt denne Underkastelse? "Bønderne er jo dog ogsaa Mennesker", havde hun overalt hørt som Svar paa sine Indvendinger. Men det var jo netop det, de ikke var! Maaske var de det ifølge Naturhistorien, regnet efter Antallet af Knusetænder og Tarmvindinger. Men en Røgter paa Landet stod ikke des mindre i aandelig Henseende Faaret eller Studen langt nærmere, end han stod et blot jævnt begavet Intelligensmenneske. Og Faaret og Studen gav man dog ikke nogen Stemmeret. Skulde det da virkelig kaldes Retfærdighed at lade alt stort og ædelt her i Verden blive lagt øde, blot fordi Naturen havde skabt nogle Individer med samme Antal Knusetænder og Tarmvindinger som Mennesket? Vilde der dog ikke snart opstaa en Mand, der 361 havde Mod og Mandshjærte til at hævde Menneskets gamle Herskerret over Jorden og mane dette Bondefolk ned igen i de Møddinger, hvor det hørte hjemme? – –

Endelig i Midten af Juli kunde Tønnesens pakke deres Sager sammen og rejse. Vejlbybønderne og Egnens tre Proprietærer havde haft i Sinde til Afsked at hædre Provsten med et Festmaaltid og en Sølvkaffekande; men dette fandt Tønnesen sig dog foranlediget til at forhindre, navnlig efter Tilskyndelse af Frøken Ragnhild.

Uden andre end de aller nødvendigste Formaliteter, men tilsyneladende ogsaa uden særlig Bitterhed, skiltes da Provsten fra sin Menighed. Kun overfor Emanuel røbede han en Gang sin sande Sindsstemning, da han ved Afskeden koldt trykkede hans Haand og sagde, at det vel næsten var overflødigt at ønske de Folk Lykke, der var saa heldige at have "Tidens Vind" i deres Sejl.

Saasnart Provstens var borte, flyttede Emanuel ned fra sit Kvistkammer med sine faa Møbler og indrettede sig i Tønnesens Studereværelse og i et af Soveværelserne. Hele den øvrige Lejlighed kom til at staa tom undtagen Pigekammeret, hvor den gamle, halte Lone foreløbigt blev boende i Egenskab af Emanuels Husholderske. Der var for Resten 362 ingen, der havde anmodet hende derom; men hun lod, som om hun betragtede sig som hørende til Husets nagelfaste Inventar, og Emanuel var godmodig nok til at gaa ind paa denne Betragtningsmaade. "Maren" var derimod fulgt med Provsten sammen med Hestene og Kaleschevognen, og nogen ny Karl var der ingen Anledning til at anskaffe sig. Til Emanuels Sorg var Præstegaardsjorden nemlig bortforpagtet til en af Vejlbybønderne, og før om et Par Aar vilde Forpagtningskontrakten ikke udløbe.

Han tilbragte derfor nu som før den Tid, hans Præstegærning levnede ham, i Skibberup hos Svigerforældrene, hvor han daglig deltog i al Slags Arbejde. Han pløjede, lugede Roeplanterne og kørte Gødning ud paa Brakmarken. Om Aftenen sad han sammen med Hansine ude paa Havediget og saa' paa Solnedgangen og talte om Fremtiden, eller de fulgtes Haand i Haand ud over Markerne for at se paa Sæden og det græssende Kvæg. Nu, da hans Livsvej laa banet for ham, fik han mere Ro til at ofre sig for sin Kærlighed, og han hengav sig til den med stedse større Inderlighed.

Da Høsten kom med sit brogede Liv over de gulnende Agre, med Leernes Blinken og Strygespaanernes klingende Musik, kastede han sin Frakke og drog i Spidsen for Anders Jørgens Folk ud i 363 Marken med sit Mejerede2 over Skulderen; og da han havde gjort sit første Bed3 til Svigerfaderens Tilfredshed, var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra Attestats.

III.

Saaledes gik Tiden lykkeligt, indtil Efteraaret meldte sig med korte, stormfulde Dage og lange, mørke Nætter.

Da blev det Emanuel for hver Aften mere svært at sige Hansine Godnat og tage bort fra Svigerforældrenes lune og hyggelige Stue for at vandre den lange Vej ad vaade Stier hjem til Præstegaardens store og tomme Rum, hvori ethvert af hans Skridt vakte en hult klingende Genlyd som i en Gravkælder. Han krøb altid straks i Seng; men skønt han var træt af Dagens Arbejde, blev han ofte holdt længe vaagen af disse mange uforklarlige Lyde, som ved Nattetid spøger i ubeboede Huse, eller han laa og lyttede til Stormsuset ude fra Haven, der lød, som om tunge Bølger væltede sig om hinanden.

364 En Nat blev han vækket af en langtrukken Klagelyd, som han i Begyndelsen slet ikke kunde forklare sig, indtil det gik op for ham, at det var Brandhornets Tuden. Han sprang i Hast op af Sengen, og næppe havde han faaet nogle Klæder paa sig, før han hørte Støj i Huset; Døren gik op, og den halte Lone viste sig i Vadmelsklokke og med et tændt Lys mellem sine kramperystende Hænder.

"Hr. Pastor! … Der er Ild!" skreg hun, ganske blaa i Ansigtet; – som alle andre, der havde oplevet Vejlbys Brand, kunde hun ingensinde høre Brandhornet uden at blive helt forvildet af Skræk.

Overalt i Byen var man kommen op af Sengene og løb hid og did med Lygter ude paa Gaden. Det viste sig imidlertid snart, at det blot var et lille Hus ovre i Nabosognet, der brændte; og da Sprøjten var kommen vel afsted sammen med tilbørligt Mandskab, faldt Byen atter til Ro.

Men den skete Forstyrrelse havde indjaget Emanuel en saadan Følelse af Uhygge, at han endnu samme Nat tog en afgørende Beslutning. Han vilde gøre Alvor af at gifte sig hurtigst muligt. Han følte, at han ikke vilde kunne udholde at leve en lang, mørk Vinter i denne triste Ensomhed. Hvad havde han ogsaa at vente efter, 365 da der dog ikke – i hvert Fald ikke foreløbigt – vilde ske nogen Forandring i hans Stilling?

Straks den næste Dag talte han med Hansine om Sagen.

Hun blev i første Øjeblik temmelig forskrækket. Hun havde i Stilhed haabet paa, at Emanuel i det mindste ikke i det første Aar vilde tale om at holde Bryllup; thi jo dybere hun havde set i sine nye Forhold, navnlig efter at der havde aabnet sig Udsigt til, at Vejlbys store Præstepalæ vilde blive hendes fremtidige Hjem, des ængsteligere var hun bleven for, at hun ikke skulde kunne gøre Fyldest paa den Plads, hvorpaa hendes Giftermaal vilde stille hende. Men da hun saa', hvor glad og forhaabningsfuld Emanuel bestandig var, og hvor meget det var ham om at gøre at fremskynde Brylluppet, nænnede hun ikke at modsætte sig hans Ønske eller blot at forurolige ham med sine Bekymringer, og efter at ogsaa Forældrene var bleven raadspurgte, fastsloges det i et Familieraad, at Vielsen skulde finde Sted den sjette Oktober, der var Fredrik den syvendes Fødselsdag.

Men nu opstod der en lille Tvist, hvis Udfald man rundt om i Byen afventede i Spænding. Mens Hansine ønskede, at Brylluppet skulde foregaa i al Stilhed, var det Moderens Mening, at de skyldte 366 Emanuel at fejre Dagen med saa stor Højtidelighed, som de formaaede. Han kunde ellers let faa det Indtryk, at de ikke var fuldt ud glade ved Forbindelsen, og hun havde Trang til en Gang i Gærning at vise ham sin Taknemlighed.

Emanuel selv holdt sig ganske udenfor Forhandlingerne og lod endog, som om han ikke mærkede dem; han havde for sit Vedkommende intet imod at samles med alle Vennerne paa sin Bryllupsdag; men han ønskede ikke at indvirke paa de andres Bestemmelser. Derimod hændte det for første Gang i Elses tre og tyve aarige Ægteskab, at Anders Jørgen ikke bifaldt hendes Anskuelse. Han indsaa' nemlig, at om Else fik sin Vilje, vilde det komme til at gaa betænkeligt ud over deres lille sammensparede Kapital, en Sum paa seks hundrede Kroner, som altid havde været bestemt til Anskaffelsen af den Tærskemaskine, hvorom Anders Jørgen i mere end ti Aar havde drømt. Ved Hjælp af mange Forklaringer søgte han at faa hende til at indse, hvor urimeligt det var for en enkelt Dags Skyld at bortødsle en Sum, som de kunde faa deres Sæd tærsket for i hele Resten af deres Liv; Emanuel vidste saamænd nok, at de allesammen holdt af ham, og han vilde maaske ikke en Gang sætte Pris paa at se saa mange 367 Penge kastet ud for Vinden. Else var da ogsaa paa Nippet til at give Køb, da hun en Dag fik Undsætning fra en Kant, hvorfra hun mindst havde ventet det.

En Søndag Eftermiddag gjorde Købmand Villing med Frue en højtidelig Visit for at ønske til Lykke i Anledning af Forlovelsen; der var nemlig samme Dag bleven "lyst" første Gang i Kirken, og Forbindelsen var saaledes nu fuldt ud officiel. Fruen var i Silkekjole og Krepshavl og bar et forklaret Smil i sit blide Nonneansigt; Villing havde sort Cylinder, Figurfrakke med udstoppede Skuldre og hvid Vest med kuglerunde Glasknapper; hans oppustede Hænder, hvorover de lange Manschetter faldt ud, var bedækkede med rødbrune Handsker.

Siden Forbrugsforeningens Oprettelse havde Villings ikke sat deres Ben i Skibberup; men de sidste Tiders Begivenheder havde paa en mærkelig Maade formildet deres Sind. De var kommen til at indse, at de havde bedømt Skibberupperne uretfærdigt; og da det egentlig var deres Natur imod at leve i Fjendskab med noget Medmenneske, benyttede de denne Lejlighed til at gøre deres Uret god igen.

Kun Else og Anders Jørgen var til Stede under Besøget, og Samtalen drejede sig i Begyndelsen om 368 forskellige ligegyldige Ting. Men pludseligt henkastede Købmanden et Spørgsmaal angaaende det forestaaende Bryllup, og med sin sædvanlige Aabenhjærtighed omtalte Else da sin og Mandens forskellige Mening om dets Festligholdelse.

Købmand Villing, der hidtil havde siddet med temmelig fraværende Mine og vugget sin Cylinderhat paa sit fede Knæ, fór ved disse Ord op og begyndte at blive veltalende.

Han maatte bekende, – sagde han – at han ikke forstod Anders Jørgens Standpunkt i denne Sag. Det forekom ham, at en saa betydningsfuld Begivenhed absolut burde fejres paa standsmæssig Maade, ja at det ligefrem var en Ærespligt for Anders Jørgens Hus at gøre Dagen til en Jubelfest for alle Folkesagens Venner. Han vidste, tilføjede han, at man i hele Egnen havde en stærk Trang til ved denne Lejlighed at lægge sine venlige Følelser for Brudeparret for Dagen, og han var overbevist om, at Befolkningens Deltagelse vilde give Højtideligheden Karakteren af en sand Folkefest.

Mens han talte, krøb Anders Jørgen sammen som en Snegl paa sin Stol og skottede ængsteligt hen til sin Kone; og da Villing mærkede, at hans Ord gjorde Indtryk, blev han ved at tale. Han 369 syntes at have et helt Festarrangement fuldt færdigt i sit Hoved.

Han anbefalede at rejse et stort Telt paa Vænget bag ved Gaarden, hvor der kunde spises; desuden foreslog han dem at søge Tilladelse til at gøre Brug af Forsamlingssalen, der da skulde festligt dekoreres og benyttes til at danse i. Af Omkostningerne skulde de endelig ikke lade sig skræmme; dersom de vilde gøre ham den Ære at lægge Ledelsen i hans Haand og betro ham at gøre de forskellige Indkøb, skulde han love dem, at Udgifterne ikke kom til at overstige et Par hundrede Kroner. Han vidste jo nok, at Skibberupperne i de senere Aar havde unddraget ham deres Tillid; men han ønskede at kunne benytte denne Lejlighed til at vise, at de havde taget fejl af ham, og at baade han og hans Kone var deres sande og uegennyttige Venner, – en Udtalelse, som Fru Villing gentog, idet hun besværgende lagde sin Haand paa Elses Arm og saa' paa hende med et Blik fuldt af Hengivelse.

Købmandens Veltalenhed besejrede endelig Anders Jørgens Betænkeligheder, og efter at Else endnu en Gang havde talt med sin Datter om Sagen, faldt til sidst ogsaa Hansine tilføje og lod Moderen raade.

370 Villing havde virkelig ogsaa haft Ret. Der var overalt i Sognet en voksende Trang til ved denne Lejlighed at hædre Emanuel, som ved sit milde Væsen, sin Ligefremhed og sin altid redebonne Vilje til at imødekomme alles Ønsker efterhaanden havde indtaget endog Vejlbybønderne, saa disse hver Søndag fyldte Kirken indtil sidste Plads. Selv en Mand som Sogneraadsformand Jensen begyndte at gøre ham ærefulde Tilnærmelser, og Dyrlæge Aggerbølle havde allerede for længe siden erklæret ham for at være en herlig ung Mand og "en Satans dejlig Prædikant".

Men ét Bondemenneske var der dog, der endnu ikke havde ladet sig formilde. Det var Maren Smeds, – den lille hæslige Kone, der i sin Tid optraadte ved Emanuels første Møde i Forsamlingshuset. Dette Menneske havde følgende Historie:

Paa Grund af, at hun i sin Ungdom havde tjent som Køkkenpige paa en Herregaard, var hun i lange Tider bleven benyttet som Kogekone ved alle Egnens større Gilder, en Stilling, der skaffede hende baade Ære og gode Dage, … indtil den Beskæmmelse overgik hende, at hun kom for Skade at brandsvide Grøden ved en stor Barselfærd, hvor henved hundrede Mennesker havde været forsamlede. Skønt hendes dalevende Mand, der ved den 371 samme Lejlighed gjorde Tjeneste som Skaffer, paa Stedet gennempryglede hende for hele Selskabets Øjne, lod Folk sig ikke formilde men tog fremtidigt – for at undgaa en lignende Skandale – deres Kogekoner inde fra Staden.

Herfra stammede det Samfundshad, der havde gjort dette stakkels Kvindemenneske til Egnens eneste Socialist, og efter det omtalte Møde i Forsamlingshuset var hendes Forbitrelse navnlig gaaet ud over Emanuel.

Men Hansine, der i disse Dage havde en underlig Trang til at forsone, og som i sin bange Lykke gærne vilde sprede enhver Sky, der kunde komme til at true hendes Fremtids Himmel, gik en Eftermiddag ud til den faldefærdige Rønne langt ude i Egedet, hvor Maren boede, for at bede hende om at koge til hendes Bryllup. Den arme Kone blev som sønderknust af Rørelse; efter et Øjebliks Kamp med sin Stolthed brød hun ud i en hylende Graad og bøjede sig til sidst – til Hansines store Forskrækkelse – ned i Knæene og kyssede hendes Haand.

372

IV.

Bryllupsdagen oprandt med høj, stille Luft og næsten sommerlig Varme. I otte Dage og indtil langt ud paa den sidste Nat havde man braset og kogt i Brudehuset, hvis Kældere var overfyldte med store Stege og mægtige Skinker, med Grisesylte og røgede Faarelaar, med Baljer fulde af Pølser, med Kurve fulde af kogte Æg, hugget Sukker, Oksetunger og stegte Sild, med Stabler af Smørstykker og møllestensstore Svedsketærter, som Husets nærmeste Venner efter gammel Skik havde sendt i Bryllupsgave.

Ude i det lille grønne Vænge bag Gaarden var Tømrer Nielsen og et Par Medhjælpere i Færd med at lægge den sidste Haand paa Oprejsningen af det store Spisetelt, og inde i Forsamlingshuset havde en halv Snes unge Piger travlt med at oppynte Væggene med Granguirlander og malede Vaabenskjolde. Overalt i Byen saas Flag, og foran Brudehusets Port var der rejst to Stænger, omvundne med grønt, mellem hvilke der øverst oppe var udspændt et Stykke Sejldug med Ordene: "Velkommen".

Vielsen skulde foregaa Klokken tolv; men allerede Klokken ti begyndte Gæsterne at vise sig. 373 Lidt efter ankom ogsaa Emanuel, der efter forskellige Overvejelser havde bestemt sig til at lade sig vie i Ornat. Frokostbordene var dækkede inde i den blaakalkede "Sal", hvor ingen ringere end Købmand Villing gjorde Tjeneste som Skaffer og i denne Egenskab modtog alle Mændene med Snaps og Øl.

Det var efter Emanuels Ønske, at der ikke paa noget Punkt blev brudt med Egnens Bryllupsskik. Selv afslog han dog Snapsen og nøjedes med at drikke af Brudeøllet.

I Løbet af en Timestid fyldtes baade Stuerne og Haven af pyntede Mennesker, og stadig strømmede der nye Gæster til. Samtalen drejede sig næsten overalt om det Spørgsmaal, hvem der skulde forrette Vielsen. Emanuel havde for nogen Tid siden været inde hos Bispen for at tale med ham derom, og Bispen havde da berørt det som en Mulighed, at han selv vilde indfinde sig, idet han havde sagt, at han som Fru Hansteds gamle Ven jo paa en Maade var nærmest dertil. Man var nu spændt paa at erfare, om en saa stor Ære virkelig skulde blive Menigheden til Del.

Klokken halvtolv kom Bøndernes Køretøjer, i alt nogle og tredive, og man begyndte at stige til Vogns. Vognene for Brudeparret og den nærmeste 374 Familie holdt inde i Gaarden; de andre dannede udenfor paa Vejen en Række, der strakte sig fra Brudehuset og helt hen til den modsatte Ende af Byen.

Imidlertid sad Hansine inde i sit Kammer, fordi ingen Gæst maatte se Bruden, før de alle var steget til Vogns. Da dette var sket, viste hun sig paa Stentrappen ved Siden af Emanuel, klædt i en sort ulden Kjole med smalle Kniplingsstrimler omkring Hals og Haandled. Under Brudesløret og Myrtekransen saas en perlestukken og guldbroderet Hue, der havde hørt til hendes Oldemoders Bryllupsdragt, og som hun i Dag bar efter Emanuels Ønske.

Paa Vejen ud til Kirken lød der munter Snakken fra de fleste af Vognene; Frokosten havde allerede oplivet Stemningen hos adskillige af de ældre Mænd. Først da man kunde høre Kirkeklokkernes Kimen, forstummede Talen, og Else faldt i Graad. Hansine derimod bevarede hele Tiden det ubevægelige og tillukkede Udtryk, som hendes Ansigt gærne fik under stærke Sindsrørelser.

Kirken, Næsset, Fjordens blaa Flade og Genbolandets Brinker – alt laa badet i gyldent Sollys. Hen under Himlen fór lette Flors Skyer af Stære, og ude over Vandet skreg de skumhvide Maager.

375 Udenfor Kirkegaardsmuren skimtedes Bispens Gig, og da Brudefølget var naaet helt over paa Næsset, saa' man Bispen selv staa foran Kirkedøren i sit Silkeornat og med Ordner paa Brystet. Det blev et højtideligt og uforglemmeligt Øjeblik for dem alle, da han – idet han blottede sit hvide Hoved – gik Brudeparret i Møde og derpaa i Spidsen for Skaren drog ind i Kirken.

Brudetalen var kort og lignede egentlig mest en almindelig Bordtale. Bispen hørte til de moderne gejstlige Prædikanter, der benyttede en let Konversationstone og udtalte Ord som "Kristus" og "den hellige Aand" ganske med samme Ligefremhed som den, hvormed man omtaler en god Omgangsven. Forøvrigt var hans Tale nærmest en Gentagelse af, hvad han i sin Tid havde udviklet ved Frokostbordet i Vejlby Præstegaardshave; endog de samme Billeder og Udtryk gik her igen. Han sammenlignede først Emanuel med en Plante, der havde søgt sig en ny Jordbund, dernæst Menigheden med et stort Træ, i hvis Skygge og Læ Planten skulde vokse op; hvorefter han endte med at nedbede Herrens Velsignelse over den nye Pagt, som her blev sluttet.

Da Højtideligheden var til Ende, forsamlede man sig ude paa Kirkegaarden, hvor Bispen 376 hilste paa forskellige af Følget, idet han ogsaa ved denne Lejlighed viste Væver Hansen særlig Udmærkelse. Else takkede bevæget Bispen for den Ære, han havde vist hendes Datter og Svigersøn, og indbød ham til at deltage i deres Bryllupsgilde; men Bispen undskyldte sig med, at han maatte være i sit Hjem inden Aften; og da han havde faaet Ornatet ombyttet med sin Lærreds Kørefrakke inde i Sakristiet og endnu en Gang havde trykket Brudeparret og andre af de tilstedeværende i Haanden, satte han sig op paa sin Gig og rullede afsted.

Straks efter steg alle til Vogns, og under Piskesmæld fór Brudetoget hjemad. Mens man kørte ind i Byen, knaldede Geværskudene rundt om fra Gaarde og Vænger, Hestene stejlede, og Kvinderne paa Vognene udstødte smaa Skrig af Angst og Glæde. Udenfor Brudehuset stod fire Musikanter med Violiner og Horn og spillede op, hver Gang en ny Vogn standsede ved Porten for at aflæsse Gæster. Der var gamle, stive Bedstefædre, og der var tykke, tunge Koner, som tre Mænd maatte hjælpe ned af Vognen, mens unge smilende Piger med røde Flagrebaand i Nakken hoppede ned i Favnen paa den første Karl, der bød sig til.

Alle Vennerne baade fra selve Skibberup og fra Omegnen var bleven indbudte, Størsteparten af 377 Ungdommen dog kun til Dansen. Selv "Gammel-Erik" saas at humpe om paa sin Søndagskrykke, mens han med livsalig Mine indsnuste den Duft af nystegte Stege, der hang over hele Huset og fyldte baade Gaardsplads og Have. Ogsaa Højskoleforstanderen, der paa Grund af Vindstille var bleven forsinket over Fjorden, havde nu indfundet sig tilligemed sin Jette, en høj, knokkelstærk Kvinde med blodrødt Ansigt og Briller. Som et eneste stort, hjærtevarmt Smil færdedes han ved Hjælp af sin Stok omkring mellem Gæsterne, klappede Mændene paa Skulderen, greb Konernes Hænder under høje Henrykkelsesudbrud og nappede skælmsk de unge Piger i Kinden. Væver Hansen derimod gik tavs omkring med Hænderne paa Ryggen, mens han uafladelig flyttede sit tvetydige Smil fra den ene Side af Ansigtet over til den anden.

Da alle Gæsterne vare samlede, viste Købmand Villing sig paa Forstuetrappen med hvide Handsker paa og klappede i Hænderne. Med de fire Musikanter og Brudeparret i Spidsen drog Bryllupsskaren i et højtideligt Optog ind i det flagsmykkede Telt, hvor det lange Brudebord stod dækket med dampende Grødfade, store Ølkrus og enkelte Glas med Rødvin. Midt paa Bordet ragede en alenhøj Tærte op som et Taarn, og foran den øverste Ende, 378 hvor Brudeparret tog Plads, bredte sig et helt Blomsterbed omkring en Lagkage med de nygiftes Navnetræk i Hindbærmarmelade.

Efter at Villing fra den nederste Bordende havde budt Velkommen og bedt en Bøn, kom Skeerne i Bevægelse, og alle blev hurtigt enige om, at Maren Smeds denne Gang havde skilt sig fra sit Værk med Ære. For dem, der endnu brugte at tage Varsel af Bryllupsgrøden, blev der i Dag ikke noget at skumle over, og de ti Husmandskoner, der besørgede Opvartningen, fór ustandseligt omkring med fyldte Skaale i de opløftede Hænder, for at ikke den Skam skulde overgaa dem, at nogen af Gæsterne gav sig til at banke med sin Ske paa et tømt Fad.

Da ogsaa Stegene var kommen paa Bordet, begyndte Talernes Række. Først holdt Højskoleforstanderen en højpoetisk Bryllupstale, hvorunder alle saa' andægtigt ned i Skødet. Derefter talte Emanuel, som nu havde aflagt sit Ornat. Han takkede Vennerne for den Tillid, hvormed de havde optaget ham – en fremmed – i deres Samfund, og henvendte særlig denne Tak til sine Svigerforældre, i hvis Hus han havde fundet et nyt Hjem. Herefter rejste Anders Jørgen sig med forfjamsket Mine, fremstammede med uhørlig Stemme nogle Ord og satte sig igen. Det oplystes at have været en Skaal 379 for Fædrelandet, og Hurraerne fulgte klatvis rundt omkring Bordet. Senere sagde Væveren et Par tørre Ord om "den nye Aand", og Købmand Villing, der som Festtaler gærne slog sig paa det rørende, opfordrede med bevæget Stemme til at "mindes de afdøde", hvormed han nærmest sigtede til Emanuels Moder. Mellem hver Tale blev der afsunget Sange under Ledelse af Tømrer Nielsens rungende Bas.

Imidlertid var det bleven næsten mørkt, og henne i den festlig oplyste Forsamlingssal begyndte Ungdommen at blive utaalmodig. Man længtes efter at komme til at danse Bruden ud af Pigelaget. Men endnu en Gang rejste Villing sig og udbragte i begejstrede Ord og under larmende Tilslutning et Leve for "Folkesagen", idet han udtalte det Haab, at den snart vilde trænge sejrrigt frem over den hele Verden. Efter at Emanuel derpaa havde bedt en Bøn og bekendt Troen, brød man op og begav sig hen i Forsamlingshuset.

Her vekslede Dans og Sang lystigt til den lyse Morgen. – –

Emanuel og Hansine brød dog allerede ved Midnat op fra Gildet og kørte til deres nye Hjem i en Vogn, der var smykket med Blomster og grønt. Ved Bortkørslen samlede alle Gæsterne 380 sig omkring dem og tog Afsked i et dundrende Hurra.

Kort forinden var der sendt et Ilbud til Vejlby, hvis Ungdom i sidste Øjeblik havde bestemt sig til at berede det unge Par et festligt Velkommen. Saasnart Emanuel om Formiddagen havde forladt Præstegaarden, var man gaaet i Gang med at oprejse en Æreport foran Indkørslen, for ved Brudeparrets Hjemkomst at oplyse den med Lygter og kulørte Lamper. Desuden havde man langs med Vejen plantet en Række Begfakler, der i den stille Nat og under den mørke Skyhimmel afgav et fantastisk Skue.

Da Emanuel ude fra Sognevejen havde set det røde Lysskær og var kommen sig af sin første Forbavselse, greb han fast om Hansines Haand. Det tog sig for hans Øjne ud, som om Præstebjærgets mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa Ildsøjler, – og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham.

Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjærget.


381

Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid.
Forf.

 
[1] Bispen til Morbro'er: (gl. talemåde) have bispen (fanden; kongen) til morbror, d.v.s. have indflydelsesrige slægtninge ell. bekendte; være heldigt stillet; have held med sig. (ODS, Morbroder; Fanden 1.3). tilbage
[2] Mejerede: det træstativ (leskaft med påsatte mejekroge), der anvendes ved mejning; mejestage; ogs. om hele mejetøjet. (ODS). tilbage
[3] Bed: en tredjedel dagsarbejde (især om pløjning olgn. markarbejde). (ODS, II. Bed). tilbage