Muld
Et Tidsbillede
Tredie Bog
157
I.
En Søndag Eftermiddag i Maj var Forsamlingshuset i Skibberup fuldt af en stor Skare Mennesker, paa hvis spændt forventningsfulde Ansigter man kunde læse, at der forestod noget usædvanligt. Det var i Virkeligheden ogsaa en Mærkedag i Skibberup Bys Historie. Den Taler, der i Dag ventedes, var ingen ringere end Provst Tønnesens Kapellan, Hr. Pastor Hansted.
Hver Plads i den langstrakte, halvmørke Sal – en forhenværende Lade – var optaget, og endog i de aabent staaende Vinduer hang Klynger af Karle og Knøse, der med deres Kroppe spærrede det halve Dagslys ude. Overalt lød en livlig Summen af glade og højrøstede Stemmer. Man mærkede i det hele straks, at det ikke var en Forsamling af Vejlby-Bønder, man havde for sig; thi skønt Afstanden mellem Vejlby og Skibberup ikke var større end en god halv Mil, var de to Tvillingbyers 158 Beboere saa forskellige, som om de ikke tilhørte samme Landsdel.
Dette Forhold beroede ikke paa nogen Tilfældighed, men skyldtes Byernes uensartede Beliggenhed og de forskellige Livsvilkaar, Beboerne i Tidens Løb havde været underkastede. Mens de sagtmodige Vejlby-Bønder fra Arilds Tid udelukkende havde beskæftiget sig med at pløje og høste deres store Agre, var Skibberup oprindelig – og til Dels endnu – en Fiskerby, hvis Beboere delvis ernærede sig af Havet. Endnu for et Par Menneskealdere siden betragtede Skibberupperne Dyrkningen af deres Jord som en Biting, der helst overlodes Kvinderne, medens Mændene plaskede omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst.
Mange Fortællinger var endnu bevarede om disse gamle Skibberupperes stundom temmelig lystige Æventyr til Lands og til Vands. Et enkelt havde Historien endog optegnet blandt Landets Krigsbedrifter:
En Nat i Aarhundredets Begyndelse, under den engelske Krig, roede fire Brødre hjem fra et muntert Svirelag hos nogle Venner inde i en af Nabofjordene. Udenfor Fjordmundingen fik de – trods en tæt Taage – Øje paa en engelsk Kaper, 159 der drev for smaa Sejl et Stykke fra Kysten, med en Prise paa Slæb. I deres overgivne Stemning blev de straks enig om at styre op imod den fremmede Røver og spille den et Puds. Mens to af Brødrene ladede hver en gammel Flintebøsse, roede de andre lydløst lige ind paa Livet af Engelskmanden, hvorefter de pludseligt alle gav sig til at udstøde høje Kampskrig, idet de to bevæbnede affyrede en Salve af løst Krudt op i Luften. Ombord paa Kaperen, hvor alle – undtagen en Rorgænger – laa i tryg (og næppe ganske ædru) Søvn, fremkaldte Knaldet af Skuddene den største Forvirring. Alle Mand kom i Hast paa Dækket; og da de i første Øjeblik paa Grund af Mørket og Taagen intet kunde se, og da Brødrene blev ved at skyde og skrige, troede de sig i Forskrækkelsen overrumplede af en dansk Krydser, hejste ilsomt alle Sejl, kappede Slæbetovet til Prisen og stod til Havs. De forbavsede Spasmagere bordede straks det efterladte Bytte og førte det den næste Dag triumferende til nærmeste Havn.
Denne raske Bedrift gjorde i hine Dage Skibberups Navn kendt over hele Landet. De fire Brødre modtog som Belønning hver fem og tyve Daler af Kronens Kasse, mens en Officer, der nogle Dage efter Begivenheden ankom til Stedet for at 160 optage Rapport over det skete, blev benaadet med en personlig Tak af Majestæten og udnævnt til Kommandør.
… I den ene Ende af Salen stod en simpel Talerstol, bag hvilken den gamle Ladelænges raa Lervæg var dækket af et Dannebrogsflag, der var ophængt saaledes, at det hvide Kors tegnede sig oprejst i den røde Dug. Bænkerækkerne foran Talerstolen var saa godt som udelukkende optaget af Kvinder, mens Mændene havde Plads i den nederste Ende af Salen og langs med Væggene til bægge Sider.
En særlig Opmærksomhed i Forsamlingen vakte Else Anders Jørgen og hendes Datter Hansine, der havde taget Sæde paa en af de midterste Bænkerækker. Else Anders Jørgens fyldige Skikkelse med de lyse, udhvælvede Øjne, det staalgraa Haar og den store Gyldenstykkes Hue, hvorfra to brede, røde Silkebaand hang ned til den ene Side, vilde have tiltrukket sig Opmærksomhed i enhver Forsamling; men en særlig Grund til den Opsigt, hun i Dag vakte, var den almindelig kendte Omstændighed, at det var i hendes Hjem, Kapellanen og Væver Hansen havde haft de Sammenkomster, der dannede Indledningen til denne Dags store Begivenhed.
Paa en Maade mente man endog at skylde 161 Else Sagens lykkelige Tilendebringelse. Da hun nemlig ikke havde været til Stede ved Kapellanens og Væver Hansens første Sammentræf i hendes Hus, og da hun ved Hjemkomsten hørte om dets uheldige Udfald, havde hun taget den Beslutning paa egen Haand at opsøge Hr. Hansted, for hvem hun – trods alt – havde bevaret en usvækket Hengivenhed, siden de første Gang mødtes ved Datterens Sygeseng. Straks den paafølgende Søndag gik hun efter Gudstjenesten hen til ham udenfor Kirken og bad ham om endnu samme Aften at forny sit Besøg hos hende "for at træffe gode Venner, der meget ønskede at tale med ham". Hr. Hansted havde straks og med øjensynlig Glæde modtaget hendes Indbydelse; og da hun i Forvejen havde sikret sig Væver Hansens og et Par andre af Byens ledende Mænds Nærværelse, kom det saaledes endelig til en alvorlig Udveksling af Tanker og Meninger mellem Kapellanen og Menigheden.
I Anledning af disse Hr. Hansteds gentagne Besøg i Anders Jørgens Hus var Hansine af sine Veninder ofte bleven drillet med Kapellanen, til hvem hun efter deres Paastand længe skulde have baaret en hemmelig Kærlighed. Rigtignok protesterede hun selv ivrigt mod Beskyldningen, undertiden endog med stor Heftighed; og det saa' ud, 162 som om det var for yderligere at bevise sin Uskyld, at hun netop i Dag – i Modsætning til de fleste andre af Forsamlingens unge Piger – havde iført sig en ganske tarvelig, mørkegrøn Hvergarnskjole uden mindste Pynt eller Besætning.
Alligevel saa' hun godt ud; – det var ikke for ingenting, at man regnede hende blandt Byens smukke Piger, skønt der herskede et lille Misforhold mellem den øverste Del af Ansigtet med de mørke, sammengroede Bryn over de dybtliggende, alvorlige Øjne og Underansigtets barnligt uudviklede Form. Hun sad med sin sædvanlige, næsten unaturligt strunke Holdning, der gav hendes lille sluttede Skikkelse et Præg af Selvsikkerhed og Kraft, og hun hverken deltog i eller paahørte den livlige Snak, der førtes mellem Kvinderne rundt omkring hende.
Denne Mangel paa Deltagelse for, hvad der foregik omkring hende, var imidlertid saa gammel hos Hansine, at den ikke længer vakte nogens Forundring. Allerede mens hun var Barn, havde man moret sig over den pudsig mutte Mine, hvormed hun besvarede enhver – venlig eller uvenlig – Tilnærmelse af fremmede. Men især var hendes Indesluttethed bleven paafaldende, efter at hun for et Par Aar siden havde været Elev paa en Højskole 163 og som saadan deltaget i et "Vennemøde" inde i København, hvor blandt andre selve den gamle Grundtvig havde talt – for sidste Gang. Siden den Tid saas hun ikke ofte udenfor sin Faders Hus og Mark; og navnlig holdt hun sig ganske borte fra de undertiden temmelig frie Forlystelser, hvormed Byens Ungdom fordrev Fritimerne om Søndagen og i de lyse Sommeraftener. Derimod hørte man hende bestandig gaa og synge – undertiden himmelhøjt – ved sit Arbejde i Stald og Køkken, eller især naar hun gik med Malkeaaget den lange Vej op over Markerne.
Blandt Byens Folk morede man sig undertiden lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved disse Egenheder. Hun var jo endnu halvt et Barn, kun nitten Aar, og desuden kendte man godt dette aparte Væsen fra andre af Egnens unge Piger, der havde været paa Højskole. Man vidste, at der altid skulde hengaa nogen Tid, inden de unge Tanker igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags Bondevaner.
… Imidlertid var Klokken bleven fem, og Kapellanen havde endnu ikke indfundet sig. Blandt den Flok Mænd, der med Væver Hansen i Spidsen havde samlet sig henne ved Indgangsdøren for at modtage ham, begyndte der at spores nogen Ængstelse. 164 Man vidste, at der i den sidste Tid havde hersket et meget spændt Forhold mellem Provst Tønnesen og Kapellanen, efter at dennes Omgang med Væver Hansen og andre bekendte Skibberuppere var bleven Provsten bekendt. Og nu ængstedes man for, at Tønnesen – trods alle Forsigtighedsforanstaltninger – ogsaa skulde have faaet Nys om denne Sammenkomst og i sidste Øjeblik ligefrem have forbudt Hr. Hansted at give Møde.
Navnlig røbede Væverens blege Ansigt med de rødrandede Øjne en heftig Beklemmelse. Han vidste, hvad der stod paa Spil for ham, om Kapellanen i Dag svigtede ham. Men han vidste ogsaa, og havde levet i salig Fryd ved at tænke paa, hvilken krigerisk Allarm det vilde vække, naar det Dagen efter blev bekendt i hele Egnen, at Provstens egen Medhjælper havde været Foredragsholder i hans Forsamlingshus.
II.
Endelig saas en ensom Skikkelse oppe paa Strandbakkerne. Det var Emanuel. Han bar en 165 lys Sommerfrakke over den ene Arm og gik med hastige Skridt ned imod Byen. Da han fik Øje paa den ventende Skare udenfor Forsamlingshuset, fremskyndede han yderligere sin Gang, og et Par Minutter efter stod han ved Indgangsdøren.
Hans Ansigt var – trods Varmen og den hurtige Marsch – ualmindelig blegt og røbede en nervøs Ophidselse, der gav det et ganske fremmed Udseende. Med tavse Haandtryk hilste han aandsfraværende paa Væver Hansen og et Par andre af de omkringstaaende Mænd, hvorpaa han straks traadte ind i Salen.
Her forstummede øjeblikkelig al Samtale, og rundt om langs Væggene strakte man Hals for at komme til at se. Med sine lange, abeagtige Arme banede Væver Hansen ham Vej gennem Mængden og førte ham op til den øverste Ende af Salen, hvor han bød ham Sæde paa Hæderspladsen, en Kurvestol med hullet Sæde.
Efter at der her var vekslet et Par Ord imellem dem, besteg Væveren Talerstolen og trak en Sangbog frem af sin Baglomme. Med Bogen mellem Hænderne blev han derpaa et Øjeblik staaende ganske tavs, kneb det ene Øje til og lod det andet glide rundt over Forsamlingen, mens der i hans Ansigt langsomt bredte sig et lunt triumferende, 166 Provst Tønnesen helliget Smil, der blev besvaret med en forstaaende Munterhed af Mandfolkene henne ved Vinduerne og i den nederste Ende af Salen.
Endelig sagde han med sin uskyldigt lydende Stemme:
"Ja, saa skulde vi vel ha'e en Sang at begynde med, go'e Venner! Hr. Pastor Hansted har ikke noget særligt Ønske i den Henseende, saa vi kan vælge, hvad vi selv synes. Hvad skal vi saa syng'?"
Der blev fra Forsamlingen raabt paa forskellige Sange. Til sidst blev man enig om "Frem, Bondemand, frem!"1
"Ja, la' vos syng' den," sagde Væveren med et betydningsfuldt Smil. "Det er en Sang, der passer vos!"
Han gav selv med skingrende Fistel Tonen an, og straks brød Stemmerne øredøvende frem fra alle Sider.
Det var ikke Sang. Det var en vild, begejstret Skrigen uden Maade, en Beruselse i egen Lungekraft, der truede med at sprænge Væggene.
Emanuel havde anbragt sig i Kurvestolen, hvor han sad foroverbøjet, med korslagte Ben, og ofte strøg sig uroligt med Haanden gennem Haaret. Han deltog ikke i Sangen og følte sig i det hele ikke rigtig vel til Mode. Den skumle, mørke Sal, 167 de mange frittende Blikke, Væver Hansens prosaiske Indledningsord og denne larmende, uharmoniske Sang havde i Øjeblikket bragt ham ud af Stemning.
Desuden pintes han af Samvittighedsskrupler, fordi han – paa Grund af et uberegneligt Uheld – ikke havde faaet Lejlighed til at meddele Provst Tønnesen, at han agtede at tale her i Dag. Med Vilje havde han opsat indtil det sidste Øjeblik at give Provsten nogen Meddelelse herom, ligesom han havde bedet Væver Hansen ikke offentlig at bekendtgøre Mødets Afholdelse, for at ikke Tønnesen skulde faa Tid til at udvirke et lovformeligt Forbud mod hans Deltagelse. Men da han, kort før han forlod Præstegaarden, i den nævnte Hensigt havde opsøgt Provsten, var denne tilfældigvis en halv Time i Forvejen taget bort for at besøge en af Nabopræsterne.
Under disse Forhold havde han fundet det rigtigst i det mindste at bringe sin Meddelelse til Frøken Ragnhild, med hvem han efter Sammenstødet ved Præstegaardens Aftenselskab atter havde forliget sig, skønt den gamle Fortrolighed ikke havde ladet sig genoprette. Frøken Ragnhild havde vist langt mindre Forundring, end Emanuel havde tænkt sig. Hun havde gennem Præstegaardens gamle Pige hørt et og andet om, hvad man rundt i 168 Sognet fortalte om Kapellanen; og desuden havde forskellige af hans egne Udtalelser i den sidste Tid ladet hende ane, hvad der forestod.
Men blev ikke Frøken Ragnhild forbavset, blev til Gengæld Emanuel selv det des mere – paa Grund af den ualmindelig bestemte Maade, hvorpaa Frøkenen i Dag tog Bladet fra Munden overfor ham og paa det alvorligste fraraadede ham det paatænkte Skridt.
"De er dog med al Deres Forsagthed et underlig letsindigt Menneske," havde hun sagt. "Dér styrter De Dem blindthen ud i noget, som De slet ikke véd, hvad er – blot fordi De ikke føler Dem tilfreds i de Forhold, hvori De for Øjeblikket befinder Dem. Det er vistnok ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at bringe Dem til Fornuft. Jeg véd jo, hvordan De er, naar De en Gang har sat Dem noget i Hovedet. Men jeg vil alligevel ikke lade være med at bede Dem alvorligt betænke, Hr. Hansted, hvilke Følger et saadant Skridt kan faa for Dem … og for os. Naar De véd – og det véd De – paa hvilken Maade denne Væver Hansen og hans Eftersnakkere har optraadt overfor Fader, skulde man for Resten synes, at det maatte være overflødigt at gøre opmærksom paa, hvor mildest talt mærkelig … ja rent ud upassende 169 enhver Tilnærmelse til disse Folk maa forekomme … og i Virkeligheden ogsaa er."
Uden at give ham Tid til at svare havde hun dermed vendt sig fra ham og forladt Stuen.
Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, havde bortblæst de sidste Skæl fra Emanuels Øjne. Han havde vel ingenlunde været blind for, hvad hans Optræden i Forsamlingshuset vilde kunne drage efter sig i Præstegaarden, og navnlig var han fuldt forberedt paa, at hans Dage som Provst Tønnesens Kapellan herefter var talte. Men han havde dog troet, at man i hvert Fald vilde respektere hans alvorlige Overbevisning – ja han havde end ikke helt kunnet slippe et lille Haab om, at Stormen kunde ende med et mindeligt Forlig. Nu forstod han, at ethvert Forsøg paa at komme til Forstaaelse med hinanden vilde være frugtesløst; at han herefter saavel i Præstegaarden som af alle andre "rettroende" baade her og andet Steds vilde blive betragtet som en Forræder, for hvem der ikke skulde være Naade.
Derfor var det ham nu dobbelt pinligt, at han overfor Provsten var kommen til at fortie sin Beslutning paa en Maade, der kunde tage sig ud som Fejghed. Thi foruden at gøre ham mere klartseende, havde dette fornyede Sammenstød med Frøken Ragnhild vakt hos ham den Selvfølelse og Kampiver, 170 som han – trods alt – indtil det sidste havde manglet. Nu følte han kun Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid og gøre sig fri. Selv i dette Øjeblik, da den mørke Sals Uhygge og Forsamlingens ringe Højtidelighed havde bragt ham ud af Stemning, brændte han af Utaalmodighed efter at komme til en Afgørelse, efter at kaste Broen af bag sig og foretage det Skridt, der vilde bringe hans Forhold ud over enhver Tvetydighed.
Saa snart Sangen var til Ende, rejste han sig derfor og besteg Talerstolen.
III.
Han havde med Vilje ikke udarbejdet sit Foredrag i Forvejen. Han vilde en Gang forsøge at stole paa Nuets Indskydelser og lade Ordene falde, som Hjærtet hvert Øjeblik tilhviskede ham dem – for derved at tvinge sig bort fra den stive, kunstlede Fremstillingsform, som han nu godt følte, at han havde vænnet sig til i sine alt for omhyggeligt nedskrevne Prækener.
171 Alligevel mødte han ingenlunde uforberedt. Det Emne, han havde valgt at tale om, havde tværtimod i den sidste Tid daglig og paa en særegen Maade beskæftiget ham. Han vilde nemlig følge den Anvisning, Væver Hansen havde givet ham i deres allerførste Samtale, og tale om sig selv. Han vilde forsøge i store Rids at tegne et Billede af et Hovedstadsbarns Liv under Opvæksten og gøre Rede for de Indtryk, et saadant Barn var underkastet, for derved at faa Lejlighed til at drage Sammenligninger med tilsvarende Forhold paa Landet, men i Særdeleshed for derigennem at lade ane de Livsvilkaar og Paavirkninger, der havde været bestemmende for hans egen Udvikling og til sidst ført ham til den Skillevej, hvor han nu stod.
Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var Fortællingen om den unge Prinsesse, der en Dag af en Bejler fik en smuk Blomst forærende og straks blev meget henrykt over den og vilde fæste den til sit Bryst. Men da hun derved opdagede, at Blomsten ikke var nogen kunstig Efterligning af Naturen, dannet af Silkestof eller farvede Fjer, men en ægte, levende Rose, kastede hun den fornærmet fra sig og bød sin Kammerpige øjeblikkeligt at feje den ækle Bondeblomst væk.
172 Denne Fortælling – sagde han – syntes ham, anvendt paa vore Dage, at indeholde en dyb og sørgelig Sandhed. Det var nemlig i vor Tid ikke alene unge forvænte Prinsesser, der saaledes haanligt kastede Vrag paa Livets levende Blomster … nej, hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller – som det hed – "udvikle og forbedre" Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand. Man behøvede blot at kigge ind i en hvilken som helst af vore Købstæder – især i vor kære Hovedstad København –, eller behøvede blot at tænke paa, hvorledes Folk i de store Verdensbyer klumpede sig sammen i hundred tusindvis som i et nyt Babelstaarn og med Kulstøv og høje Huse og Dampskorstene lukkede Vorherres Sol og Luft ude … og man havde straks en Fornemmelse af den Naturstridighed, hvormed hele dette Samfund var opbygget. Eller saa' man paa Menneskene, paa disse altid pyntede Damer, der ved alle Slags kunstige Maskiner – Korsetter, Krinoliner eller hvad nu alt det Stads hed – "forskønnede" deres Udseende; saa' man paa disse unge og gamle Herrer, der uglede sig ud efter 173 sidste Parisermode og ved Hjælp af Pomader, Voks og varme Jærn berøvede deres Haar og Skæg ethvert naturligt Fald … i stort som i smaat mærkede man dette triumferende Oprør mod alle Naturens Love.
Eller gik man fra Gaden ind i Husene, søgte man disse Folk ved deres Beskæftigelse, i deres Adspredelser, i deres Glæder og Sorger … overalt fornam man, hvorledes Nutidens Civilisation, idet den havde løsrevet Menneskene fra Livets evig unge Moderskød, Naturen, havde fordømt dem til en Skinverden og en Skintilværelse, som til sidst endog forekom dem at være den eneste sande og fornuftige. Den trætte Arbejder, der om Aftenen søgte til Brændevinsboden for ved Glasset at fremkalde en kunstig Livsglæde, en falsk Erstatning for den Sindets Vederkvægelse og Legemets Foryngelse, som alene Livet under Guds aabne Himmel kunde skænke; de unge Damer, der i Skumringen satte sig til Klaveret for ved Hjælp af Toner at fremtrylle Maaneskinsstemninger, Bølgebrus og Lærketriller inden fire Vægge; alle de gamle og unge, der inde i Teatrene fældede Taarer over nogle betalte Gøglere, der mellem malede Lærreder fremhyklede menneskelige Sorger og Lidenskaber; "Kunstelskeren", der bedst nød Synet af den oprørte 174 Sø eller den blomstrende Eng, naar han havde den hængende i Glas og Ramme paa sin Væg … var alle disse ikke ganske som Prinsessen, der foretrak den farvede Fjer for den levende, duftende Rose?
"Og dog" – fortsatte han – "dette er endda kun den mindre væsentlige, ydre Side af Sagen. Ser vi dybere i de moderne Forhold, søger vi det indre Liv bag denne grimme Maske … hvad ser vi da? Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller – ikke de gode fra de onde, de ærlige fra de uærlige, Guds Børn fra Syndens Trælle, – nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i Arbejde og Armod; paa den anden Side en udvalgt Kreds i Lediggang og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her Lys, Pragt og aandelig Overmættelse. Saaledes har vore Dages Kultur gennemført Kristi Lov om Broderskabet mellem Menneskene! Saaledes har den opfyldt det store Bud om Kærligheden til Næsten! Og jo højere Kulturen stiger i et Samfund, des forfærdeligere breder Kløften sig, des frygteligere raaber Jammeren hist, des frækkere tumler Letfærdigheden sig her .... indtil vi i de store Millionbyer, de saakaldte Kulturcentrer, ser det hele Samfund i vild moralsk Opløsningstilstand og hører 175 Stemmerne fra bægge Sider smelte sammen til et enkelt, enstonigt Raab: den døendes Skrig efter Luft!"
Han havde hurtigt talt sig varm. Han mærkede godt, at han noget hovedkulds havde styrtet sig ind i en Tankegang, der snarere skulde være fremkommen som Resultatet af hans Paavisninger. Men han havde en Trang til straks at gøre sit Standpunkt klart for sine Tilhørere, et Begær efter uforbeholdent at bekende det Livssyn, der under de sidste Maaneders Ensomhed og Selvfordybelse havde rodfæstet sig hos ham. Da han først kom ind paa sit gamle Stridsemne, var det, som om en Storm greb fat i hans Tanker; Ordene løftede sig fra hans Læber med en Flugt og Varme, der var ham selv helt overraskende.
Han følte godt, at det var Brodden i Frøken Ragnhilds Ord, der endnu stak ham i Hjærtet og holdt hans Lidenskab i Aande, – at det var hendes aabenlyse Udfordring, der fremtvang dette utilslørede Svar. Men dertil kom endnu den højtidelige Stilhed omkring ham, disse lange Rækker af spændt lyttende Hoveder, der strakte sig helt ind i den fjerne Baggrunds Mørke. Her fornam han ikke – som i Kirken – noget Kulde-Svælg mellem sig og sine Tilhørere. For første Gang følte han den Beruselse, der ligger i at mærke Hundreders 176 Tanker fængslede af ens Ords Magt, Hundreders Blikke hængende ved ens Læber.
Han slog nu ind i en noget lettere Tone, idet han gik over til en mere indgaaende Omtale af Livet i et velstaaende Hovedstadshjem.
Han søgte først at give en Forestilling om den oprivende Uro, som fra Gaden, fra Forretningslivet, fra Kafé- og Selskabstummelen trængte ind ogsaa i Hjemmene. Han omtalte det flagrende Visitliv, den evige Jagt efter Nydelse, og – i Særdeleshed – den alt opslugende Selskabelighed. Mens hans Tilhøreres Øjne bestandig blev større og rundere – som Børns, naar der fortælles Æventyr – gav han en livfuld Skildring af en elegant Selskabssalon, beskrev dens straalende Lysekroner, dens forgyldte Spejle, dens Plantedekorationer og persiske Draperier; fortalte dernæst om de tre Timer lange Maaltider ved Borde, der bugnede af Sølv, Krystal, Blomster og Frugter … Maaltider med indtil en halv Snes forskellige Vine og ti-tolv Retter Mad, hvis franske Navne fandtes trykte med Guldbogstaver paa dobbeltfløjede Kort "ligesom de ti Bud paa Mose Tavler". Ogsaa Selskabernes Damer, og da navnlig deres Toiletter, skænkede han en udførlig Omtale. Med en Sagkundskab, som kun faa vilde have tiltænkt ham, gav han et 177 helt Maleri af en Dame i Selskabsdragt, beskrev hendes langslæbede Silkekjole med Brokade af Guld og Sølv, hendes hvide Strudsfjersvifte, hendes essensduftende Handsker – "saa lange som Strømpeskafter" – hendes Kniplinger, Amethyster, Diamanter – "alt undertiden til Værdier, hvoraf en Arbejderfamilie kunde leve sorgfrit i flere Aar".
Dernæst talte han en Tid om Gæsternes Samtaler, om den "Konversation", hvori Underholdningen mellem Mænd og Kvinder hovedsagelig bestod. Den, der havde Evne til paa en flot og spøgende Maade at kaste Bold med alt mellem Himmel og Jord, sagdes at have Konversationstalent, og alene efter dette bedømtes Menneskenes Værd i den selskabelige Verden. At tale alvorligt om alvorlige Emner, at drøfte Menneskenes inderligste Længsler og dybeste Tanker betragtedes som ikke passende og kaldtes Seminarisme. Ligeledes stred det mod god Tone at tale om sine egne Livsformaal, om sine Planer og Forhaabninger, hvorimod det blev meget paaskønnet at snakke om alskens Bynyt og Døgnsladder, om Kunst, Damepynt og Teater.
"I denne Feberluft, i denne fortærende Hvileløshed" – fortsatte han – "vokser da Ungdommen 178 op. Mellem denne Letfærdighed, dette Hovmod, dette Pjank og Hykleri modtager den de første dybe Indtryk, der er af en saa afgørende Betydning for det fremtidige Menneskeliv. Allerede som ganske smaa indføres nemlig Børnene i Selskabslivets Tummel og Pral, – serveres efter Bordet som en Slags Dessert, pyntede som Kransekage-Engle, med stivede Skørter og arrangerede Lokker. Det gælder jo om i Tide at faa de unge vænnet til Uniformen og opøvet i Disciplinen. Der er saa uendelig meget, der skal kues, klippes, knækkes, slibes og poleres, før et fra Guds Værksted udgaaet Barn kan blive et præsentabelt Salonmenneske. Endnu før man har lært Børnene at bede Fadervor, oplærer man dem da samvittighedsfuldt i de selskabelige Vedtægter som i en Katekismuslærdom … lærer dem, hvorledes Samfundet fordrer, at de skal bukke, neje, spise, smile, pudse Næse o.s.v.; og Skolen gaar her Haand i Haand med Hjemmene. … Det er Modejournalen, der er bleven dette Samfunds Bibel. Det er den selskabelige Vedtægt, der er dets højeste Morallov. Kan man da undre sig over Resultaterne? Se paa Damerne, der træder ind i Balsalen i nedringede Dragter, som vilde faa enhver sædelig Landsbypige til at forgaa af Skam … og det blot, fordi Øjeblikkets Mode 179 af en Dame fordrer en saadan utugtig Blottelse. Det er den opvoksende Slægts Mødre, Søstre, ja Tanter og Bedstemødre, der danser dér halvnøgne i fremmede Mænds Arme. I Sandhed et godt Eksempel! Saa vidt er det jo nemlig kommet, at der i vore Dage er Moder ogsaa for Hjærtets Følelser – ganske som for Hatte og Støvler! Kyskhedens Fordringer, Blufærdighedens Krav stilles ikke længer af Stemmer i Menneskenes eget Bryst, men foreskrives for Sæsonen af Skrædderlavet i Paris! … Eller se paa de opvoksende Mænd, paa disse Ynglinge, hvis Fremtidsbestemmelse det er at være det store Folks Lærere, Ledere og Dommere! Inden de har naaet Tyveaarsalderen, har de fleste af dem opgivet enhver højere og ædlere Stræben og kastet enhver Tro paa Livets sande, bærende Magter overbord. De har jo lært, at Samfundet kun fordrer af dem et ulasteligt Ydre, en korrekt Optræden, et forbindtligt Smil; at et stivet Skjortebryst er det Skjold, der gør dem usaarlige i Livets Strid; at et vel friseret Haar, smukke Klæder og en snoet Knebelsbart – det er de Midler, der fortrinsvis behøves for at sikre sig en smuk og lysende Fremtid! En "haabefuld Yngling" – det er den, der viser sig lærvilligst i Samfundets Hykleri, medens den bliver Familiens Sorg 180 og Skumpelskud, hvis hele Natur oprøres mod denne Samfundsorden, og som med Hænder og Fødder værger sig mod den Gift, som Hjem og Skole daglig drypper ham i Øje og Øre." – – –
Han holdt inde. Han mærkede, at de bitre Minder fra hans eget Hjem var ved at tage Magten over hans Tanker, og han vilde standse et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed.
Men da han i dette Øjemed tog til sit Ur, opdagede han til sin Forfærdelse, at Tiden var løbet ganske fra ham. Han havde allerede talt i over fem Kvarter.
"Ja, saa maa jeg nok holde op," sagde han med et ligesom undskyldende Smil; og skønt man fra alle Sider af Forsamlingen livligt protesterede og bad ham at fortsætte, besluttede han sig til at bryde af.
"Nej, jeg tror, det er bedst, jeg stopper her … jeg kan dog ikke i Dag blive færdig med alt, hvad jeg gærne vilde sige. Men kan vi blive enige om en anden Søndag at samles her igen, kan vi jo til den Tid fortsætte."
"Ja – ja," raabtes der fra hele Forsamlingen.
"Ja, send kun Bud efter mig; jeg skal altid være til Tjeneste. – Men inden jeg i Dag slutter, maa jeg dog endnu tilføje et Par personlige 181 Bemærkninger. Naar man – som jeg – er udgaaet fra de Forhold, jeg her har søgt at gøre jer fortrolige med, saa føler man en usigelig Taknemmelighed imod dem, der i Ungdomsaarene stod ved ens Side og holdt Øjet aabent for det Lys, der fører ud af alt Mørke, og pegede mod den Vej, der rækker over alle Afgrunde. Denne Vej har jeg fulgt, og saaledes er jeg kommen til jer. Hvad Gærning jeg kan udrette imellem jer, véd endnu kun Gud. Men jeg føler Trang til at udtale for jer, at hvorledes end min Stilling her i Sognet fremtidig vil blive – og mulig vil der ske en Forandring i den fra denne Dag – saa har jeg en sikker Tro paa, at naar vi først tilfulde lærer at kende og forstaa hinanden, vil vort Samliv ogsaa nok blive til Lykke og Velsignelse. Kan disse Timer bidrage dertil, er min Hensigt med dem naaet."
Han gjorde en let Bøjning og steg ned af Talerstolen.
IV.
Der gik et Sus af Klæder og tilbageholdt Aandedræt gennem Salen, da han sluttede. Man var 182 betaget af Glæde og Overraskelse. Et saadant Frisprog havde ikke selv de forhaabningsfuldeste turdet vente! Men Antydningerne i Kapellanens sidste Ord kastede tillige en ubestemmelig Alvor ind over Sindene. Man havde ikke før tænkt paa, at dette Møde maaske kunde faa langtrækkende Følger.
Alle saa' hen paa Væver Hansen, der ogsaa endelig rejste sin lange, leddeløse Skikkelse fra en Bænkeende i forreste Række og langsomt steg op paa Talerstolen. Med paafaldende faa og tørre Ord tolkede han Forsamlingens Tak for "det belærende Foredrag"; hvorpaa han – efter disse Møders Skik – spurgte Tilhørerne, om nogen ønskede at knytte Bemærkninger til den holdte Tale … "at sige, dersom Hr. Pastoren da ikke har noget derimod," tilføjede han, idet han smilende vendte sig mod Emanuel, der tavs rystede paa Hovedet.
"Ja, saa er Ordet frit," sagde han med en Haandbevægelse ud over Forsamlingen og krøb atter ned.
I samme Nu skød en Skikkelse op fra en af de midterste Bænke – et lille hæsligt, fattigt klædt Fruentimmer, hvis Tilsynekomst straks vakte almindelig Uro i Salen. Nogle begyndte endog at hysse og raabe, at hun skulde sætte sig. Men Konen var øjensynlig vant baade til at optræde 183 offentlig og til at møde Modstand ved sin Optræden. Uden i mindste Maade at agte paa Tilraabene blottede hun et Par frygtelige, ganske tandløse Gummer og begyndte med en næsten uhørlig Stemme, der lød som Kattemjav i en Pose, og med mange stødvise Fagter af sin kloformede Haand at fremsætte en lang Række Spørgsmaal til Kapellanen, hvem hun haardnakket titulerede "den sidste ærede Taler".
Alt det, Kapellanen havde sagt her i Dag – begyndte hun – kunde maaske være meget smukt og rigtigt. Men hun vilde gærne spørge den sidste ærede Taler, hvad han mente om Skatteloven og den nye Skoleordning. Hun vilde ogsaa gærne spørge, hvordan den ærede Taler stillede sig til Indførelsen af det nye Salmebogstillæg, og om han syntes, at det var rigtigt, naar en Mand, der selv havde fjorten Køer, ikke vilde unde sin Husmand en Smule Græsning i en Vejgrøft. Saa vilde hun ogsaa nok vide den sidste ærede Talers Mening om Fordømmelseslæren, om Fredssagen og Alderdomsforsørgelsen ....
Uroen i Forsamlingen steg. Alles Øjne vendte sig atter mod Væveren, der imidlertid syntes ganske optaget af at betragte noget mærkeligt under sin ene Støvlesaal. Først da Hysningen blev saa 184 almindelig, at den ganske overdøvede den talendes Røst, saa' han ligesom overrasket op, smilte derpaa bredt og rejste sig.
"Hør nu, bitte Maren Smeds – skal vi ikke gemme alt det dér til en anden Gang. Jeg tykkes, at vi skulde nu ikke spolere det skønne Indtryk af Hr. Pastorens Tale ved for megen Snak bagefter."
"Hør! Hør!" lød det fra alle Sider.
Væveren, der syntes at ville have tilføjet noget, standsede pludseligt og satte sig. Samtidigt blev Maren Smeds af et halvt Dusin Hænder trukket bagfra i Kjoleskørtet, saa hun sank ned paa Bænken med et Bump som af en Trædukke.
Emanuel, der med uforstaaende Miner havde rejst sig og betragtet baade den talende og de hyssende, fik af en nærstaaende tilhvisket et Par forklarende Ord, hvorefter han beroliget nikkede og satte sig igen.
Men nu blev der Røre henne i Baggrunden. En Mand traadte rask op paa den bageste Bænk og bad med høj Røst om Ordet.
Det var den store, sværtbeskæggede Vikingeskikkelse, som Emanuel et Par Gange før havde mødt paa sin Vej – første Gang som Ordfører for Snekasterne hin Vinteraften paa Slædefarten her til Skibberup.
185 Med en Stemme, der gjaldede i Hallen som en Lur, sagde han:
"Maa ogsaa jeg faa Lov til at sige Hr. Pastor Hansted Tak for, hvad vi har hørt af ham i Dag … men mest dog for, at han er her til Stede. Jeg tror, at vi nu alle kan sige, at vi har fundet den Mand, som vi har længtes efter, og at vi ikke tog fejl i at glæde os, da vi hørte, hvem det var, der skulde blive vores Kap'lan her i Sognet. Kanske vi ikke har været saadan rigtig klar over det før, – og saa vil jeg bare sige, at det maa Kap'lanen saa ha'e vos undskyldt for – men i Dag har vi faaet Øjnene op for, hvem han er, og siger ham rigtig saa mange Tak."
"Hør! Hør!" lød det fra Ungdommen i de tætpakkede Vinduer og fra Mændene langs med Væggene, mens Kvinderne nikkede bifaldende.
"Og maa jeg saa endnu blot faa Lov til at sige saa meget som, at … skulde der i Anledning af denne Dag komme Bryderier og Ubehageligheder for Kap'lanen deroppe fra – noksagt! – saa er der Plads til en Præst ogsaa hernede hos os! Kommer Hr. Hansted i Forlegenhed deroppe – ikke sandt, Venner? – saa staar vi alle parat med aabne Arme og tager imod ham med et voldsomt Hurra! Skal vi gi'e hinanden et Ord paa det?"
186 Et dundrende Hør fra Vinduer og Vægge, ja fra Kvinderne med, fulgte disse Ord. Her havde Ilden naaet Minen. En Bølgen og Brusen rejste sig over hele Forsamlingen, og henne ved et af Vinduerne gjorde nogle unge Karle Tilløb til krigeriske Leveraab for Kapellanen.
Emanuel havde rejst sig. Med et Udtryk, der viste, at Vikingens Kamplur havde rejst Bølger ogsaa i hans Sind, stillede han sig hen ved Siden af Talerstolen – og straks blev alt tyst. Et Øjeblik stod han, som om han udkæmpede noget med sig selv. Saa sagde han med lav men fast og tydelig Stemme:"Jeg takker jer for jeres Tilslutning, Venner! Den har gjort mig glad og tryg. Ingen véd, hvad Fremtiden vil bringe; men jeg nærer ikke længer Frygt." – Og med hævet Røst tilføjede han, idet hans Kinder med ét blussede: "Jeg kender nu mit Kald; og om jeg end skal møde Modstand, ja maaske Kamp, – intet skal hindre mig i at følge det. Vær vis paa det! … Og idet jeg nu takker jer alle for i Dag, vil jeg til Slutning bede jer om at samles med mig i en Bøn. Og jeg vil bede jer at gøre dette ved, at vi synger vor gamle, dejlige Salme:
Alt staar i Gud Faders Haand!2"
187 Sangen blev sunget og endnu én, og bagefter raabte flere endda paa én til, – men da rejste Væver Hansen sig og erklærede brat Mødet for afsluttet.
Klokken var ogsaa bleven langt over syv. Salen var næsten ganske mørk, og Luften derinde kvælende. Lidt lysere blev der, da Karlene nu sprang ned fra Vinduerne – nogle ud, andre ind. I et rødligt Skær fra den nedgaaende Sol brød Forsamlingen op og trængte sig under øredøvende Spektakkel mod Udgangen.
Paa sin Vej ud af Salen blev Emanuel overalt omringet af Folk, der vilde trykke hans Haand og takke ham. Han følte sig ligesom baaret frem af Taknemmelighed og Hyldest. Det summede i Luften omkring ham med Udbrud af Glæde og Beundring. "Nej, hvor det dog er en skøn ung Mand!" – "Ja, han ser dog ret ud som et Guds Barn." – "Saa from og god!" – "Og han skal nok saadan ligne sin salig Mo'er!"
Udenfor Indgangen kom ogsaa Else hen til ham og trykkede rørt hans Haand, mens barnlige Glædestaarer stod hende i Øjnene. Han sagde smilende: "Selv Tak, Else!" – og saa' sig i det samme om efter Hansine.
Men hun var der ikke.
188 Det blev ham midt i Glæden en lille Skuffelse. Skønt han ikke havde set hende, var han nemlig overbevist om, at hun maatte være her til Stede.
V.
I det samme kom "Vikingen" hen til ham og forestillede sig selv som Tømrer Nielsen. Med et selvfornøjet, men friskt og behageligt Smil, der blottede hans skinnende hvide Tandrækker, sagde han, efter at Emanuel med et Par Ord havde takket ham for hans Udtalelse:
"Kunde det kanske ikke more Hr. Pastoren at følge med vos ned til Stranden? Vi plejer van at samles dernede efter Møderne og saadan synge lidt og passiare sammen i al Jævnhed, naar Vejret tillader det … Og i Aften er det jo blevet et rigtigt Vorherres Sommervejr, som vi siger; saa vi vilde jo blive saa meget glade, om Hr. Pastoren vilde beære vos med Deres Nærværelse."
Emanuel tog med Glæde mod Indbydelsen. Han havde ikke mindste Lyst til allerede nu at forlade sine nye Venner og vende hjem til Præstegaarden.
189 "Det kan jo blive rigtig prægtigt! Og saa mange Folk her dog er samlet i Dag!" sagde han og lod sit Blik glide ud over de tætte Menneskeklynger – mindre dog for at nyde Synet af deres Talrighed end for igen at se efter Hansine. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at hun ikke skulde være her.
Øjeblikkeligt hviskedes det fra Gruppe til Gruppe, at Kapellanen vilde følge med til Stranden. Budskabet vakte Travlhed hos dem, der havde noget at skøtte i Hjemmene, enten Børn at give Die eller Kvæg at fodre, inden de kunde tage afsted. Endog "Gammel-Erik" saas med sin Søndags-Krykke at humpe ilsomt hjem til sin Kat helt ovre paa den anden Side af det store Gadekær, hvorover en Ildhimmel flammede.
En Flok Ungdom, Piger og Karle, havde allerede begivet sig paa Vej ud til Samlingspladsen paa den nordre Strand – Pigerne forrest, Arm i Arm og nynnende; Karlene klumpvis bagefter med tændte Piber og Cigarer. Snart fulgte nu ogsaa de ældre, – mest parvis, arbejdende sig tungt op ad den stejle Sti, der førte over de høje Strandbakker.
Til Emanuel havde et Par af Byens ældre Mænd sluttet sig, to smaa livlige Skikkelser af den 190 sædvanlige Skibberup-Type med lange, foroverhængende Arme og korte Ben, der løftedes højt under Gangen. De hørte bægge til Skibberups ledende Personer og søgte ad mange Omveje og under mange forsigtige Hostelyd og Rømninger at faa Emanuel til at udtale sig nærmere om, hvad han mente, at Provsten nu vilde sige til "denne hersens Historie", og hvorledes han tænkte, at Fremtiden i det hele vilde stille sig.
Men Emanuel drejede bestandig bort fra Emnet. Han trængte til i Aften at lade Sind og Tanker hvile, for i disse korte Timer at nyde sin Lykke og Frihedsfølelse ubeskaaren. Desuden syntes Aftenen ham virkelig altfor smuk til Bekymringer og Fremtidsplaner. Det var, som om ogsaa Naturen vilde mane til en Stunds Fred og Forsoning. Ofte standsede han og tvang Mændene til Tavshed ved med et Udbrud af Henrykkelse at se sig omkring. Lutter Farveharmoni over Himlen, lutter drømmende Hengivelse i Jordens dybe Undfangelsesrødme! Og ikke en Luftning, ikke en Lyd! … Jo! Højt, højt oppe under den flammende Himmel ringede en usynlig Lærke Solen ned … et Lydpunkt midt i den uendelige Stilhed, en eneste, sitrende Tone, paa én Gang fjern og besynderlig nær, mindende om en ensom Stjernes Blinken.
191 Da de naaede op til Bakketoppen, saa' de her – kun et Par hundrede Skridt borte – Ungdommens Karavane, der havde slaaet Lejr paa et blomsterbroget Markstykke ved Vejkanten men nu igen brød op og drog videre – de forreste syngende.
Gennem Emanuel gik der pludseligt et lille Ryk. Blandt de bageste havde han faaet Øje paa den, han hele Tiden havde spejdet efter – Hansine.
Hun gik Arm i Arm med en høj, kraftig, rødhaaret Pige, i hvem han genkendte "Skovfogedens" Plejedatter Ane, Hansines bedste Veninde, som han en Aften havde truffet paa Landevejen i Hansines Selskab. Ved denne Piges anden Arm hang en lille, tynd og sjasket Skikkelse, hvis altfor lange, sorte Kjole og mandfolkeagtige Skridt ledte Tanken hen paa en Konfirmand. Ane bar paa sit teglstensrøde Haar en lille, lys Straahat med skotske Baand, der syntes at maatte være bestemt til et Barn; forøvrig havde hun en mørkegrøn Hvergarnskjole, der lignede Hansines, og et brandgult Halstørklæde, der hang med en trekantet Snip ned ad Ryggen. Hansine havde en lav, bredskygget Hat af brunt Straa og ingen Tørklædesnip ned ad Ryggen; derimod naaede hendes sorte Hattebaand næsten ned til Livet, som var omsluttet 192 af det blanke Læderbælte, der var alle kvindelige Højskoleelevers Kendemærke. Konfirmanden havde sort Shavl med Frynser og Vinterhat med grønne Vindrueklaser.
Det saa' ud, som om Skovfogeddatteren havde holdt de andre to tilbage for at betro dem en vigtig Nyhed. Konfirmanden bøjede Overkroppen frem, saa den dannede næsten en ret Vinkel med Benene, og kiggede Veninden op i Ansigtet, som om hun med Blikket sugede hende Ordene ud af Øjnene. Hansine derimod syntes kun at høre efter med det ene Øre og næppe nok med det. Hun gik og saa' ned for sig, lidt ud til Siden, som om hun vilde skjule for de andre, at hun ikke var opmærksom. Naar hun kom forbi en Blomst ved Vejkanten, som hun kunde naa uden at slippe Venindens Arm, bøjede hun sig ned og plukkede den.
Emanuel gik og iagttog disse Enkeltheder, mens han temmelig fraværende svarede paa de to Bønders fornyede Spørgsmaal om Provst Tønnesen og Fremtiden.
Især slap hans Øjne sjælden Hansine. Han kunde ikke selv nærmere forklare, hvad det var, der saa stærkt interesserede ham hos denne unge Pige, som han paa en Maade slet ikke kendte. 193 Der kom altid en uigennemtrængelig Faamælthed over hende i hans Nærhed, og i det hele havde han kun talt med hende et Par Gange og altid om temmelig ligegyldige Ting. Men der var noget i hendes besynderligt alvorlige Væsen, i hendes tankefulde Blik, ja selv i denne Utilgængelighed, hvormed hun bevæbnede sig overfor ham, der indgød ham en Følelse næsten af Ærefrygt. Under sine Besøg i hendes Hjem, hvor hun bestandig havde siddet lige tavs og halvt bortvendt henne paa Bænkeenden under Vinduet, uden nogensinde blot at se op fra sit Haandarbejde, havde han kunnet blive helt urolig af Ængstelse for, at han ved Ord eller Adfærd skulde komme til at støde noget hos hende … saare Tanker eller Følelser, der var ham selv som Bymenneske fremmede, men for hvis Renhed og Dybde hele hendes Væsens Oprindelighed var ham et helligt Pant.
Straks, da han nu fik Øje paa hende, havde han søgt at paaskynde sine Ledsageres Gang. Han længtes efter at komme til at hilse paa hende for muligt i hendes Ansigt at kunne læse, hvilket Indtryk hans Tale og hele Optræden havde gjort paa hende. Men de to Bønder var vanskelige at faa ud over en endog meget sindig Pasgang, og inden de naaede de tre unge Piger, satte disse i 194 Løb ned ad den sidste, bratte Bakkeskraaning ud mod Stranden.
Faa Øjeblikke efter befandt ogsaa Emanuel og hans Ledsagere sig paa Samlingspladsen.
Denne var en sandet Plet umiddelbart ved Vandet, en halvrund Udvidelse af den ellers smalle Strandbred, der her skød sig ind mellem et Par høje, stejle Bakkeskrænter. "Kirken" kaldtes Pladsen af Egnens Folk, fordi de paastod, at den mindede dem om en Korrunding. En gammel sorttjæret Baad stod opskudt paa Stranden, og i denne havde allerede alle Pigerne anbragt sig i tætte Rækker paa Tofter og langs Ræling, mens Karlene havde lejret sig rundt om i Sandet. Hansine og hendes Veninder havde faaet Plads yderst ude i Baadens Forstavn, der vendte ud imod Vandet, hvor der endnu gik lidt Sø efter forudgaaende Dages Uvejr, – og denne Samling af forskelligt farvede Kjoler og lyse Sommerhatte med brogede Baand tog sig helt malerisk ud mod Strandens hvide Sand og Fjordens dybtblaa, ligesom blodblandede Bølger.
Efterhaanden ankom nu ogsaa hele det øvrige Følge og tog Plads rundt om paa Skraaningerne. Til allersidst – og modtaget med Jubel – viste "Gammel-Erik" sig paa sin Krykke, humpende 195 lyksaligt smilende ned ad Stien med sit krumme Ben og sin syge Fod, der med de mange omviklede Klude var saa stor som et Svøbelsebarn.
Denne gamle Mand, der var Byens Stolthed og Kæledægge, havde en Historie, som i korte Træk var hele Sognets. Indtil sit fem og tredsindstyvende Aar havde Gammel-Erik været Egnens mest berygtede Slags- og Svirebroder, der oftest laa døddrukken omkring i Landevejsgrøfterne og levede af, hvad han om Natten stjal eller røvede rundt om i Gaardene. Men siden et nyt aandeligt Liv ved Væver Hansen var bleven vakt her – og maaske tillige paa Grund af den Lemlæstelse, der samtidig ved et Svirelag havde gjort ham til Krøbling – var han paa én Gang bleven til et helt nyt Menneske, der nu levede fredeligt og lykkeligt i Samliv med en rød Kat, – overalt modtaget og hyldet som det levende Vidnesbyrd om det nye Ords undergørende Magt.
Emanuel havde skilt sig fra sine to Ledsagere og sat sig op paa en Afsats højere oppe paa Skrænten. Han trængte til et Øjeblik at være ene med sine Tanker. Og som han nu sad dér og saa' paa, hvorledes Par efter Par langsomt steg ned imod Stranden – altid Kvinde med Kvinde og Mand med Mand; saa', hvorledes de alle 196 standsede et Øjeblik ved Foden af Stien, ligesom overvældede af Skæret fra Himmel og Hav, for derpaa med Omhu at søge sig Siddepladser paa Skrænterne, … kom han til at smile ved at mindes det Navn "Kirken", hvormed Befolkningen havde døbt denne Plads. Han fik paa sit høje Stade virkelig selv en Fornemmelse af at være Vidne til en Slags Kirkegang. I lange, højtidelige Rækker sad til sidst en hel Menighed omkring ham paa de terrasseformede Skraaninger – Kvinderne nederst, med Kjoleskørtet samlet i Skødet og Lommetørklædet mellem Hænderne, nogle i store, sorte Kirkehætter, andre i deres pragtfulde Gyldenstykkes Huer, der i det svindende Dagskær straalede om deres Hoveder ligesom Helgenglorier. I Rækkerne ovenover sad Mændene – fremoverbøjede, med Armene tungt støttede paa de optrukne Knæ. Allerøverst saas en Gruppe Børn, der laa med Haanden under Kinden og kiggede ned ligesom de hvilende Engle mellem Skyerne paa gamle Alterbilleder.
Dette Indtryk af Kirke forstærkedes yderligere, da der til sidst blev ganske tyst rundt om paa Skrænterne. De unge Piger henne i Baaden var begyndt at synge.
197 Med Armene om hinandens Liv og Ansigterne vendte imod Søen sang de en gammel, from Aftensang:
"Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
Smaafuglene tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlusker fra Hede.
I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
vil flygte for Nattens Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og ængstes, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind til Gud Fader!"
198
VI.
Sangen lød smukt i den stille, lyse Foraarsaften. Stemmerne havde her i det fri ikke den skurrende Klang som inde under Forsamlingssalens lave Loft. Det var, som om det vide Rum gav dem Fylde; som om Himmel og Jord laante dem Farve.
Bag efter sang de et Par Fædrelandssange, som den øvrige Forsamling efterhaanden istemte. Derpaa raabte en kraftig Karlestemme: "Hr. Bures Død".
"Hr. Bures Død! … Hr. Bures Død!" gentoges der straks ivrigt rundt om, mens alle Karlene rejste sig over Ende fra deres halvt liggende Stillinger.Ane – Hansines rødhaarede Veninde – blev af Pigerne valgt til Forsangerske. Hun sad helt ude paa den yderste Ende af Baaden ligesom en Gallionsfigur og begyndte øjeblikkeligt med en høj, kraftig Røst, hvis lyse Klang mindede om hendes Haars Farve. Hele den øvrige Forsamling sang Omkvædet, i hvilket Pigerne faldt ind med 2den Stemme. Midt paa den sandede Plads stod Tømrer Nielsen 199 med skrævende Ben og slog Takt med Armen, mens han selv i smilende Begejstring istemte Korsangen, saa Tænderne lyste bag det mørke Vikingeskæg.
Og det var den aarle Morgenstund.
Solen op!
Hr. Bure kyssed Fru Inger paa Mund.
Ho! Haa! Saa frisk en Morgen!
Hr. Bure sadled sin Ganger graa,
Abildgraa!
Fru Inger fra Svalen, hun stirred derpaa.
Ho! Haa! Hvor Skoven er grøn!
Saa spændte han Sejl under breden Raa,
Silkesejl!
Hr. Bure, han vugged paa Bølgen den blaa.
Ho! Haa! Det er tungt at skilles!
Der var ialt nogle og tyve Vers. Da det sidste var sunget, sprang Pigerne af Baaden, mens alle Mandfolkene klappede i Hænderne.
"Ja den Sang kender Hr. Pastoren maaske ikke," sagde i det samme en ung, smilende Mand med blond Fuldskæg, der tilligemed et Par andre yngre Bønder slog sig ned i Emanuels Nærhed for at indlede en Snak med ham. "Det er saadan en 200 Yndlingssang for Ungdommen her, fordi den er digtet sammen af vores egen Højskoleforstander derovre i Sandinge, som Hr. Pastoren vel nok har hørt tales om. Han er jo da vist kendt i det hele Land."
Emanuel huskede godt at have hørt "Sandinge Højskole" nævne som det Sted, hvor Egnens Ungdom – blandt andre ogsaa Hansine – efter Væver Hansens Anvisning havde søgt hen for at opnaa en højere aandelig Udvikling end den, Almueskolen kunde give; og han rykkede nu tættere hen til de tre Bønder for at erfare lidt nærmere om disse ejendommelige Undervisningsanstalter, der i de senere Aar havde vundet en saa vid Udbredelse paa Landet, og som han ofte havde haft stor Lyst til at lære nøjere at kende.
Han hørte da allerførst til sin Forundring, at Sandinge kun laa knapt halvanden Mil borte, et Stykke bag den modsatte Fjordbred. Fra det Sted, hvor de sad, kunde man endog tydeligt se de mørke Lyngbakker ovre paa Genbolandet, bag hvilke Byen skjulte sig. Manden med det blonde Fuldskæg, der selv var en gammel Sandinge-Elev, gav tillige en saa begejstret Beskrivelse af Livet og Undervisningen paa Skolen, men især af dens Forstander, at Emanuel blev ganske længselsfuld 201 efter at stifte Bekendtskab med denne Mand og lovede sig selv ikke at tøve længe med at gøre ham et Besøg.
Imidlertid var der kommen Madkurve frem henne fra Konerne. Nogle af Pigerne bød Smørrebrød rundt paa Kurvelaag og store Skræppeblade, mens andre gik omkring med Mælk paa Flasker. Tømrer Nielsen forestod Udskænkningen af en Dunk saakaldet "langt" Øl3 og optraadte i det hele som en Slags Ceremonimester, hvorimod Væver Hansen sad i ophøjet Tilbagetrukkenhed oppe paa en Tue og snakkede med et Par gamle Koner.
Efterhaanden samledes Opmærksomheden paa nogle unge Karle, der stod ude ved Havkanten og under stor Munterhed stirrede op paa en stor Sky, som de paastod lignede en tyk, fordrukken Kone. "Konens" Hoved var farvet rødt af det sidste, svage Solskær og havde et himmelblaat Øje midt i Panden; Overkroppen var uldgraa og svulmende, mens Nederdelen havde en blaaviolet Farve og hang som en Sæk helt ned over den østlige Horisont, hvor den bar Virslev, Gimminge, Brunkeby og endnu et Par af Genbolandets Kirkebyer paa sit Slæb.
Med ét brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter. Sky-Konens Hoved havde skilt sig fra 202 Kroppen og styrede gladelig sin egen Kaas ud over Himlen. Samtidig skød det noget som en lang Næse ud til den ene Side og spærrede sit blaa Øje højere og højere op, mens den øvrige Krop langsomt sank sammen ligesom i haabløs Fortvivlelse.
Dette morede de unge, saa de straks begyndte at søge Billeder ogsaa i de øvrige Solnedgangs-Skyer i Horisonten. I smaa Klynger stillede de sig op langs med Stranden, og hurtigt udviklede der sig nu en livlig Kappestrid om, hvem der kunde se mest. Nogle paastod i Skyernes Omrids at se baade Slotte og Kirker med rubinrøde Kupler og gyldne Spir. Andre øjnede "ganske tydeligt" Dyreskikkelser, Ryttere og kendte Menneskeansigter … en enkelt endog en Kalesche med fire Heste for, to Lakajer bag paa og en Brud inde i Vognen. Hermed var dog ogsaa Skummet paa Kruset tappet, og man spredtes igen under Latter.
Men Lystigheden var vakt nu. Fire Piger tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt, saa Skørterne susede. Andre Piger kom til … en stor Kreds dannedes under Sang. Da nærmede ogsaa Karlene sig og vilde være med. Men dette satte Pigerne sig alle som én imod; tappert værgede de sig mod enhver Karl, der søgte at bryde deres 203 Kæde eller smutte ind under den … indtil en lille grævlingeagtig Tyksak listede sig til at tage Tilløb helt ude fra Havkanten og – før nogen anede det – sprang over to Pigers Hænder ind i Kredsen. Saa blev Freden sluttet og Fæstningen aabnet.
Det blev mere Leg end Dans. Man stillede sig op i to store Rundkredse, Karlene inderst, Pigerne yderst, med Ansigterne vendte mod hinanden. Under stadig Sang bevægede Parrene sig hele Tiden paa samme Plet, mens de snart klappede i Hænderne, snart stampede med Foden, snart gjorde andre Fagter, afpassede efter Sangens Ord.
"Og Ræven rask over Isen fór,
og Ræven rask over Isen fór, –
saa faar vi Lov, saa faar vi Lov
at synge Kongernes Vise.
Her ser vi Kongerne, som de gaar,
og som de sidder, og som de staar
og som de drejer sig i Dansen."
Ved de sidste Ord tog Karl og Pige fat i hinanden og snurrede rundt. Derpaa blev det samme Vers gentaget blot med den Forandring, at det denne Gang blev til "Dronningernes Vise", ligesom det var en Dronnings Væsen, der søgtes efterlignet under Dansen; hvorefter Turen paa 204 samme Maade kom til Herremanden, Præsten, Prokuratoren, Bonden, Smeden, Snedkeren og andre Haandværkere.
Der var især blandt Karlene ikke faa med Evne til ganske vittigt at efterabe de forskellige Bestillingers særegne Lader. Navnlig vakte det stormende Munterhed blandt Tilskuerne oppe paa Skrænterne, da man til sidst naaede "Skrædderens Vise", og alle Karlene satte sig ned i Sandet med korslagte Ben og gav sig til at sy med lange Sting i Luften.
Emanuel, der atter var bleven ene, sad med Haanden under Kinden og saa' ned over denne Scene med et bevæget, halvt fraværende Smil. Ungdommens glade Toner førte hans Tanker med sig ud over Vandet … og længere bort.
Han kom til at tænke paa sit Barndomshjem, paa sin egen glædeløse Ungdom, paa alt, hvad han i sin Ensomhed havde digtet og drømt. Nu følte han det – her sad han midt i sin virkeliggjorte Drøm! Dette var den barneglade Livsensfest, han dunkelt havde anet. Her var det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han havde smægtet efter!
Hans Øjne søgte Hansine. Først efter lang Leden fandt han hende mellem en lille Klynge ældre 205 Piger, der ikke deltog i Dansen men stod og saa' til henne ved Siden af Baaden. Hun havde taget Plads bag de andre, paa Baadens Ræling, hvor hun sad med Hovedet halvt bortvendt, og med Blikket ubevægelig rettet mod et fjernt Punkt ude over Vandet, som om Sangens Toner ogsaa havde ført hendes Tanker ud paa vide Rejser. Skumringen var allerede saa fremskreden, at Ansigtets Træk ikke kunde skælnes i den Afstand, hvori Emanuel befandt sig. Men des tydeligere tegnede sig Legemets Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Han fulgte med Blikket Ansigtets buttede Profil, Overkroppens kraftigt rundede Linier … og alt imens voksede der paa ny en Ængstelse frem hos ham, Ængstelsen for, at hun af en eller anden Grund skulde have faaet noget imod ham. Han forstod ellers ikke, at hun den hele Dag saa omhyggeligt havde undgaaet at hilse paa ham, ja blot at komme i hans Nærhed. Havde hun maaske følt sig skuffet af hans Tale? Han havde dog flere Gange talt netop med Tanken paa hende … havde hele Tiden ønsket, at først og fremmest hun skulde kunne forstaa ham. Hvorfor var da netop hun den eneste, hans Ord ikke havde naaet?
Hans pludseligt urolige Mine blev bemærket af nogle ældre Folk, der straks lod deres Iagttagelse 206 gaa videre til andre. Da man derved kom til at tænke paa, at Kapellanen muligt misbilligede Ungdommens Dans, gav man Tegn til, at den maatte høre op. Forøvrigt var Aftenen ogsaa nu saa fremrykket, at det var Tid at tænke paa Opbrud. En kold Em begyndte at stige op af Jorden, og Stjernerne var fuldtændte.
Et Par gamle Folk rejste sig og begyndte at tage Afsked. Straks efter fulgte de andre Eksemplet.
For Resten var man en lille Smule skuffet, fordi man havde ventet, at Emanuel vilde have talt, fortalt et Æventyr eller lignende. Gammel-Erik, der havde taget Plads lige under ham – som en Discipel ved sin Mesters Fødder – havde hvert Øjeblik, naar der blev lidt Tavshed i Forsamlingen, løftet sig paa Armen og stirret op paa ham med en livsalig forventningsfuld Mine som et Barn, der venter at faa hele Alfe- og Troldeverdenen oprullet for sine Øjne.
Alligevel gik de alle endnu en Gang hen til ham og gav ham Haanden med et hjærteligt "Tak for i Dag".
Kun Hansine tog straks, da Opbrudet begyndte, sin rødhaarede Veninde under Armen og bortfjernede sig med hende langs Stranden for at følge hende paa Vej hjem til "Skovfogedboligen" 207 – som Egnens Folk velvilligt benævnede en tarvelig Hytte for Opsynsfolkene ved en lille Lund i det sydostlige Hjørne af Sognet.
VII.
Faa Minutter efter stod Emanuel oppe paa en Bakkeryg, hvorover en Sti trak sig nordpaa ind til Vejlby. Han havde taget sin brede Plyshat af Hovedet og lagt Haanden op for Øjnene, mens han lyttede til den allerede fjerne Lyd af det lange Mennesketog, der syngende drog hjemad mod Skibberup.
De sidste Toner døde hen. Han var alene.
Rundt om ham strakte sig den ørkenstille Jord. Over hans Hoved løftede sig den mægtige Himmelkuppel med blege, fjerntlysende Stjerner. Ubønhørlig tavs hvilede hele Naturen som i en Forstening.
Han havde en Følelse, som om han med ét var bleven lukket ude af et lysende Paradis .... Han vendte frygtsomt Øjnene ind imod Vejlby og skimtede i det fjerne den højtragende Præstegaardspark, der tegnede sig som en mørk, 208 truende Skybanke mod Horisontens sidste svage Lysskær .... Dér ventede ham nu Opgørelsen, Kampen, Banlysningen!
Han gik et Par Skridt fremad men følte sig saa mat og tung, at han maatte sætte sig paa en stor Sten, der laa ved Siden af Stien. Den Beklemthed, han hele Aftenen med Vold havde kuet og holdt nede, fik nu her i Ensomheden Overmagten og kastede sig over ham som et løssluppet Rovdyr.
Det var ikke, fordi han nu fortrød, hvad han havde gjort. Han frygtede hverken Provstens Vrede eller hele sit eget Samfunds Haan og Foragt. Han følte sig blot saa bittert ene, saa hjemløs og forladt! Der var nu ikke længer ét Sted i hele Verden, han kunde kalde sit, … ikke ét Menneske, hos hvem han kunde finde Støtte og Trøst. Havde han blot haft et Hjem, var det end nok saa fattigt og lille, hvor han kunde finde Fred og Hvile efter Kampen; og havde han haft en from og trofast Hustru, i hvis Arme han kunde juble og græde ud … det vilde da have været selve Livets Lyst at kæmpe for Frihed og Lykke. Men dette var som at stride paa nøgen Hede og med tomme Hænder. Aldrig en Trøst, ikke en Tilflugt!
209 Han sad en Stund og stirrede ud i Luften, mens et Navn svævede paa hans Læber .... Hansines.
Hvorfor kom han altid til at tænke netop paa hende, naar han var mest bedrøvet eller mest glad? Var det, fordi han anede, at hos hende var Tryghed, hos hende var der Fred og livsalig Hvile for den, der kunde bryde Vejen til hendes Hjærte? …
Han rev sig heftigt ud af sine Tanker. Hvortil disse Drømme? Han var og blev dog en fremmed her – en Flygtning, forstødt af sit eget Samfund, udelukket af den hele Menneskehed!
Han rejste sig op. Et Øjeblik stod han og saa' med et fortvivlet Blik ned over Fjorden, der nu laa indhyllet i hvide, klare Taager. Saa fortsatte han langsomt sin Gang.
Men han kunde ikke slippe Tanken paa Hansine. Det var, som om al hans Uro, Nedtrykthed og Angst til sidst samlede sig i dette ene Spørgsmaal: Hvorfor flyr hun mig? Hvormed støder jeg hende bort? Det syntes ham mere og mere, at Svaret herpaa indeholdt et Varsel for hele hans Fremtid, at han med denne Uvished umuligt kunde begynde nogen Kamp. Hvorledes skulde han i Morgen kunne træde op for Provsten og 210 med Sandhed vidne, at hvad han i Dag havde begyndt, var hans Livs eneste Lykke og Redning, – saalænge han ikke vidste, om den, han af alle helst vilde have ved sin Side, var for ham eller imod ham?
Han standsede.
Han maatte have Klarhed endnu i Aften. Han huskede at have set Hansine forlade Samlingspladsen sammen med sin Veninde og gøre denne Følgeskab langs med Stranden. Hun vilde altsaa komme tilbage. Den lige Vej hjem til Byen gik hun næppe, da hun i saa Fald skulde over Mosen og Bækkeløbet. Hun vilde følgelig komme tilbage til Samlingspladsen. Dér maatte han endnu kunne møde hende og tale uforstyrret med hende, tvinge hende til at sige, hvad hun havde imod ham, hvorfor hun skyede ham, hvad han havde gjort hende …
Han vendte om og gik tilbage. Af Frygt for at komme for sent skyndte han sig, saa han i Halvmørket snublede over hver Sten, og efter faa Minutters Forløb befandt han sig atter i "Kirken".
I det samme standsede han brat, og hans Hjærte holdt op at slaa … dér kom hun netop imod ham, ikke hundrede Skridt borte, underlig stor at se til i Tusmørket, udflydende som en Skygge mod den taageslørede Fjord.
211 Hun gik lige ude i Strandkanten, ganske langsomt – som den, der har længtes efter Ensomhed – og sang med halvhøj Stemme, mens hun stirrede ud over Fjorden.
Pludseligt standsede hun, og bægge hendes Hænder fór op under Hjærtet – hun havde set ham.
For at give hende Tid til at genkende ham nærmede han sig ganske langsomt; og da han naaede hende, lettede han høfligt paa Hatten.
"Bliv ikke bange, Hansine … Som De ser, er det blot mig. Jeg haaber, jeg ikke forstyrrer Dem. Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, som De vel kan vide."
De sidste Ord ligesom faldt ham ud af Munden ved Synet af hendes Forfærdelse. Hun stod som ramt af et Slag. Ansigtet var kalkhvidt, Øjnene stirrede paa ham under de mørke Bryn med et sært forvildet Blik.
I sin Ubehjælpsomhed gav han sig til at give en omstændelig Forklaring af sit Komme. Han sagde, at han havde set hende følge sin Veninde paa Vej; og da han hele Dagen slet ikke havde faaet hilst paa hende, bestemte han sig til at gaa hende i Møde for at snakke lidt med hende.
Men hun blev staaende lige stum og rørte sig ikke af Pletten. Hendes Ansigt var ubevægeligt 212 som en Maske, og hun blev ved at stirre paa ham med dette mørke, halvt sky, halvt truende Blik, der mindede om et saaret og overrasket Dyrs.
"Men bedste Hansine!" udbrød han. "De kan da umuligt være bleven vred paa mig, fordi jeg har standset Dem. Jeg forsikrer Dem, De behøver ikke at have nogen som helst Slags Ængstelse for mig. Jeg vilde, som sagt, kun hilse paa Dem og snakke med Dem om Ting, som for den Sags Skyld enhver kunde høre paa. Det tvivler De dog vel heller ikke om?"
Hun forblev lige tavs.
Blodet fór Emanuel til Kinderne. Skulde hun virkelig for Alvor mistænke ham? Tanken forekom ham alt for urimelig, og dog indsaa' han nu, at han virkelig havde baaret sig lidt ubetænksomt ad ved at opsøge hende paa denne Tid og i denne Ensomhed. Han søgte derfor at slaa det hele hen i Spøg.
Alligevel var der nogen Bitterhed i hans Tone, da han sagde:
"Naa, jeg synes virkelig at være kommen Dem til Ulejlighed. De maa undskylde mig … det var sandelig ikke min Hensigt. Ærlig talt tænkte jeg ikke paa, at Tid og Sted maaske var lidt upassende valgt. Herre Gud, jeg er jo dog Deres Præst … og jeg havde haabet, vi var for 213 gode bekendte til at misforstaa hinanden! Naa – God Nat da! Ja, for Deres Haand tør De dog vel nok give mig til Afsked?"
Hun gav ham tøvende Haanden men trak den hurtigt til sig igen med et hæst "Godnat"; vendte sig derpaa og gik tilbage samme Vej, hun var kommen.
Emanuel blev staaende som lammet af Forbavselse. Han havde mærket, hvor hendes Haand var kold, og hvor den rystede. Hvad i Alverden var der dog i Vejen med hende?
"Hansine!" kaldte han.
Hun lod, som om hun ikke hørte ham, og paaskyndede sin Gang.
"Hansine!" kaldte han igen, denne Gang med hele sin Stemmes Kraft, – og da standsede hun, ligesom magtstjaalen4.
Han gik hen til hende; og skønt hun vendte Ryggen til ham, saa' han straks, at hun kæmpede med en voldsom Graad.
"Men hvad er der dog sket?" udbrød han forfærdet.
Lyden af hans Stemme ligesom vakte hende, og hun vilde fly. Men han holdt hende tilbage ved et Greb i hendes Arm.
"Nej, nej – saaledes maa De ikke gaa herfra. 214 Hvad er der dog i Vejen, Hansine? Har nogen gjort Dem ondt? … Vil De ikke betro Dem til mig? Jeg forsikrer Dem, jeg er Deres Ven."
Hun søgte at vride sig fra ham; men han lagde Armen om hendes Skulder og holdt hende fast.
"Jeg slipper Dem ikke i denne Tilstand. De er jo ikke Dem selv mægtig. For Himlens Skyld, Hansine – hvad er der dog sket? Hvad har man gjort Dem?"
Han stod ganske raadvild. Var hun syg? … Nogen Lyd af Graad hørtes ikke; men han havde en Fornemmelse, som om det var et Legeme i Krampe, han holdt i sine Arme. Hvad skulde han dog gribe til.
Han havde Taarer i Øjnene af Medlidenhed. Han kunde ikke udholde at se hende lide saaledes. Hans eget Sind var i et saadant Oprør, at han næppe kunde beherske sig. Thi just i dette Øjeblik kom han til fuld Klarhed over sine Følelser for denne unge Pige. Han vidste det nu – han elskede hende! Der var ikke længer nogen Tvivl! For første Gang i sit Liv følte han Kærligheden flamme op i Hjærtet og betage Sind og Sanser. Han elskede hende! Ja, endnu mer – han havde 215 altid elsket hende! Han følte det med hele sin Sjæl – hende var det, han fra sin Ungdom havde drømt om, hende, han hele sit Liv havde længtes efter!
"Slip mig! … Lad mig gaa!" stødte hun hæst frem mellem de sammenbidte Tænder.
Men han holdt fast. Om det havde kostet hans Liv, kunde han ikke have sluppet hende.
"Hansine!" sagde han med en Stemme, der forgæves søgte at skjule hans egen lidenskabelige Sindsbevægelse. "Kan jeg slet ikke være Dem til nogen Trøst? Har De slet ingen Tillid til mig? Er De vred paa mig? .... De maa sige mig det, for jeg har den hele Dag tænkt saa meget derpaa, fordi De slet ikke har villet hilse paa mig, … og jeg har netop længtes saa meget efter at se Dem. Er De vred paa mig? Naar De blot vil svare mig paa dette ene Spørgsmaal, skal jeg slippe Dem. Hører De, Hansine? De maa ikke gaa, før De har sagt mig det. Er De vred paa mig?"
"Nej! … Slip mig!"
Men han slap ikke.
Noget i hendes Stemme og i den Hjærtets vilde Banken, som han kunde fornemme helt op i sin Arm, tændte med ét et Lys i Mørket inden 216 i ham. Havde han været blind? Kunde det være muligt, at ogsaa hun .... Tankerne suste som en Stormvind gennem hans Hoved, en Svimmelhed betog ham. Aa Gud, kunde det være sandt!
Han tvang sig med al sin Kraft til at være rolig for ikke at skræmme hende. Skælvende af Betagethed bøjede han sig ned over hende og stammede – sagte og bedende:
"Hansine, De maa svare mig blot paa én Ting endnu. De maa ikke blive vred … men er det rigtigt, naar jeg føler, at det er Gud selv, der har ført os sammen her i Aften? De maa ikke skjule noget for mig. Holder De lidt af mig? Sig mig det … holder De blot en lille Smule af mig?"
Hun rykkede til med fortvivlet Kraft for at komme løs og udstødte et halvt Skrig. Men nu laa bægge hans Arme omkring hende, og han drog hende til sig med ubehersket Lidenskab.
"Er det sandt? Hansine … kære, kære Hansine, holder De virkelig lidt af mig?"
Hun hørte intet længer. Hun var sunket magtesløs sammen i hans Arme, mens Graaden endelig vældede frem – med en Bitterhed og Kraft, som om den skulde sønderrive hende. Hun syntes lammet af Skam og Fortvivlelse. Det 217 saa' ud, som om hun bestræbte sig for at synke mod Jorden og anraabte den om at aabne sig og skjule hende.
Selv ganske fortumlet talte han til hende som til et Barn, man har gjort Fortræd – søgte at berolige hende, tale hende til Fornuft.
"Saa, saa … græd dog ikke mere, bedste Ven! Nu er jo alting godt, ikke sandt? Er det ikke? Kom, saa vil vi følges hjem til dig for at tale med dine Forældre … Kom!"
Disse Ord vakte hende.
"De maa ikke gaa med mig," sagde hun hurtigt, idet hun rettede sig og med Bagen af Haanden strøg sig over de forgrædte Øjne.
"Men hvorfor? … Vil du ikke, at nogen skal se os, før vi har talt med dine Forældre? Naa, maaske har du Ret. Saa skilles vi her … det er jo blevet silde. God Nat da, Hansine! Men i Morgen kommer jeg til dig; saa skal vi tale rigtig meget med hinanden."
Hun var allerede paa Vejen bort fra ham, da han med bedende Stemme kaldte hende tilbage.
"Du vil da ikke gaa fra mig uden at sige mig Farvel?"
Hun vendte sig om og rakte ham mekanisk 218 sin Haand. Han tog den mellem bægge sine og trykkede den med ærbødig Ømhed til sine Læber.
Da brød al hendes Graad og Fortvivlelse op paa ny; hun vendte sig hastigt og skyndte sig bort.
Han stod et Øjeblik raadvild; – han kunde ikke udholde, at hun forlod ham saaledes.
Han fulgte efter hende.
"Hansine, … skal jeg alligevel ikke hellere følge dig?"
"Nej, nej," sagde hun heftigt og stampede med Foden.
Han forstod hende ikke … men fulgte dog ikke længer.
"Ja, saa kommer jeg altsaa i Morgen," raabte han efter hende. "Og saa ser jeg nok igen et Smil i dit Ansigt, ikke sandt?"
Hun svarede ikke. Han hørte kun hendes trøstesløse Hulken, mens hun næsten i Løb forsvandt op over Bakkerne. –
Da Emanuel et Øjeblik efter vendte sig om mod Stranden, blev han ubehageligt overrasket ved at se en Mandsperson i lys Overfrakke, der stod et Stykke borte, støttet til en Stok. Han genkendte øjeblikkeligt Hjælpelærer Johansen og forstod, 219 at denne efter sin Sædvane havde snuset omkring mellem Bakkerne efter Pigebørn.
Han bestemte sig til at lade, som om han ikke havde set ham. Men Hjælpelæreren lettede med udsøgt Ærbødighed paa sin stivpuldede Straahat med det violette Baand og raabte:
"En herlig Aften i Aften, Hr. Pastor! Ret et gudsvelsignet Sommervejr!"
VIII.
Den næste Morgen hvilede der som en lummer Tordenluft over Vejlby Præstegaard. Da Emanuel – noget senere end sædvanligt – kom ned til Tebordet, fandt han hverken Provsten eller Frøken Ragnhild. Den gamle, halte Tjenestepige, der kom ind fra Køkkenet, skænkede tavs hans Te og skød den forsigtig hen til ham fra den anden Side af Bordet med en Mine, i hvilken Emanuel allerede læste sin Dødsdom.
Ude i Havens lange Hasselallé vandrede Provst Tønnesen rastløs frem og tilbage. Svære Tobaksskyer, der med ligesom ængstelig Hast fór fra 220 hans Pibespids og forputtede sig i Hasselhækkene, røbede tydeligere end Ord hans Sindsstemning, – saaledes dampede Provst Tønnesen kun, naar hans Sind var i det højeste Oprør. Først ved Morgenteen havde Frøken Ragnhild fortalt ham om Kapellanens Optræden i Forsamlingshuset; men forinden havde han faaet Nys om Sagen gennem en Kludekræmmerske, der tidligt paa Morgenstunden havde været inde i Køkkenet hos Lone og dér genfortalt, hvad hun om Aftenen havde hørt berettet i Skibberup om Hr. Hansteds Foredrag. Provsten, der den Gang endnu befandt sig i sit Sovekammer, havde herfra opsnappet enkelte af Konens Ord, saa Datterens Meddelelse blev kun en Bekræftelse af, hvad han forud havde anet.
Fra Enden af Alléen nærmede sig en Person i lys Sommerfrakke og stiv Straahat med violet Baand.
Det var Hjælpelærer Johansen.
Da Provsten fik Øje paa ham, standsede han og raabte ham utaalmodigt i Møde:
"Naa! Hvad er der nu paa Færde?"
Hr. Johansen blottede sit krøllede Hoved, standsede i fire Skridts Afstand, bukkede og sagde:
"Undskyld, Deres Højærværdighed – jeg har en Barnefødsel at anmelde til Kirkebogen."
221 "Naa, ikke andet! Hvorfor kommer De i den Anledning listende, som om der var sket en Ulykke? … Hvis Barn er det?"
"Pigen Mette Andersens."
"Ja saa. Igen en Pige! … Ja naturligvis! Letfærdighed og Udsvævelser paa alle Kanter! Frigørelse for alle Baand – det er jo Tidens Løsen!"
Hjælpelærer Johansen saa' nedad og ud til Siden med et uroligt Blik. Han var ikke ganske sikker paa, til hvem disse Ord sigtede; og han havde for Tiden selv en noget belastet Samvittighed med Hensyn til det berørte Punkt.
"Jeg haaber" – vedblev Provsten strengt – "at De, Hr. Johansen, alvorligt optugter Skolebørnene i Pligtens Bud. Det er i vore Dage, da Tøjlesløsheden prækes som Lære paa alle Torve, mere nødvendigt end nogen Sinde. Se ikke gennem Fingre! Troldene skal tæmmes!"
"Jeg troer at turde sige Deres Højærværdighed, at jeg i den Henseende har bestræbt mig efter yderste Evne. Jeg har netop bestandig omhyggeligt søgt at skærpe Børnenes Pligtfølelse. Men–n … hm! … det er jo det gode Eksempel, det fornemmelig her kommer an paa. 222 Det slette Eksempels Magt er destoværre netop paa dette Punkt saa overordentlig stor."
"Ja vist – naturligvis!" svarede Provsten med let Overraskelse og betragtede Hr. Johansen nøjere. "Men hvad tænker De nærmest paa her? Sigter De nogen bestemt for at være det slette Eksempel i Menigheden?"
"Gud bevares, Deres Højærværdighed … det var ikke min Mening at anklage nogen enkelt. Jeg mente blot saadan ganske i Almindelighed –"
"Snak! Behold Omsvøbene for Dem selv – og forklar Dem ordentligt! Hvem er det, De tænker paa? Hvem er det, De anser for at være de særlig skadelige Elementer i Menigheden? … Naa, tal ud!"
"Hm! Deres Højærværdighed har virkelig misforstaaet mig. Jeg mente blot – saadan ganske løseligt –."
"Ingen Omsvøb, siger jeg Dem nok en Gang! Svar mig paa, hvad jeg spørger om!"
"Jeg forsikrer Deres Højærværdighed, det var bare min Mening, at … at f. Eks. en Mand som Hr. Kapellanen maaske for Menighedens Skyld burde være lidt forsigtigere i sin Adfærd … Folk paa Landet misforstaar saa let."
"Kapellanen!" udbrød Provsten med rynkede Bryn og maalte Hjælpelæreren tre Gange fra Hoved 223 til Fod. "Hvor falder det Dem ind at nævne Hr. Hansted i denne Sammenhæng? De vil dog vel ikke beskylde Hr. Pastor Hansted for at begaa Skamløsheder? … Naa, tal ud og forklar Dem, Menneske!" brølede han med ét og stampede med Foden.
Hr. Johansen vred sig som en Orm i Klemme. Det havde ganske vist været hans Plan at bortlede mulig Opmærksomhed fra den Uregelmæssighed, hvori han selv var bleven indviklet, ved at benytte sig af det lille Indblik i Kapellanens Privatliv, som Tilfældet den foregaaende Aften havde skænket ham. Men han havde blot haft til Hensigt foreløbigt at bibringe Provsten en lille Mistanke til Kapellanen, ikke at optræde som egentlig Angiver.
Nu sad han imidlertid fast i Saksen og forstod, at han gjorde vel i at overgive Hr. Hansted paa Naade og Unaade. Han rettede sig i Vejret, skruede Halsen frem med en Bevægelse, som om han sank sin sidste Betænkelighed, og sagde:
"Ja, jeg tilstaar … jeg mener virkelig, at det ikke er noget godt Eksempel at give Menigheden, naar Hr. Kapellan Hansted kan træffes sent om Aftenen paa et ensomt Sted i særdeles øm Berøring med en af Egnens unge Piger."
Provst Tønnesens Ansigt blev askegraat. Han 224 maalte atter langsomt Hjælpelæreren tre Gange og sagde endelig:
"Hvem har set det? .... Svar!"
"Det har jeg selv, Deres Højærværdighed!"
"De! … Og sent paa Aftenen, siger De?"
"Mellem ti og elleve."
"Og paa et afsidesliggende Sted?"
"Ude ved Hammervigen5 … "Kirken", som Befolkningen kalder Stedet."
"Og De er ganske sikker paa, at De ikke tager fejl … i nogen Henseende?"
Hr. Johansen bøjede Hovedet og saa' undseligt ud til Siden.
"Det var virkelig ikke muligt at tage fejl, Deres Højærværdighed."
Der blev et Øjebliks Stilhed. Derpaa sagde Provsten:
"Kan De omtrentlig angive, paa hvilken Tid … jeg mener, hvilken Aften det var, De saa' Hr. Hansted i den omtalte Situation?"
"Det kan jeg let, for det var netop i Gaar Aftes."
"I Gaar! Efter Mødet! Saa, dér har vi altsaa Forklaringen!" udbrød han, uden selv at vide, at han tænkte højt.
Derefter saa' han atter strengt paa Hjælpelæreren og sagde:
225 "Hvad De her har fortalt mig, bliver foreløbigt mellem os. Forstaar De?"
Hr. Johansen bukkede.
"Jeg skal nu lade Sagen undersøge, og jeg vil sige Dem, det vil komme Dem dyrt til at staa, hvis De blot paa et eneste Punkt har vist Dem uefterrettelig! … Den Barnefødsel, De talte om, skal jeg huske at indføre. Har De Papirerne med? Godt! Ja, saa er der ikke mere for i Dag." –
Da Provst Tønnesen kort efter fra Verandaen kom ind gennem den tomme Spisestue, slog han Døren op ud til Køkkenet og raabte, saa det genlød i hele Huset:
"Er Lone dér?"
"Ja vel," lød det halvkvalt et Sted nede fra Kælderen.
"Gaa op til Kapellanen og sig ham, at jeg ønsker at tale med ham. Jeg er paa mit Værelse. Men sig, at han skal komme straks. Jeg venter!"
IX.
Provst Tønnesen gik med Hænderne paa Ryggen frem og tilbage over Gulvet i sit Studereværelse, 226 da Emanuel bankede paa Døren, og – uden at afvente noget Svar paa sin Banken – rask traadte ind.
"Provsten ønsker at tale med mig."
Tønnesen svarede ikke og afbrød ikke heller sin Gang, men bød ham med en kort Haandbevægelse at sætte sig.
Emanuel tog Plads paa en Stol i Nærheden af Døren. Han holdt Hovedet højt løftet, lagde Benene overkors og stak den højre Haand ind bag Opslaget paa sin lange sorte, tæt tilknappede Frakke. Hans kampberedte Holdning og Miner skjulte imidlertid kun maadeligt en heftig indre Uro. Paa de blege Kinder kom og svandt smaa røde Feberpletter i hurtig Skiften; Øjnene var matte og farveløse som efter en Nat uden Søvn.
Da Provsten vedblev at være tavs og kun lod sine Støvlesaaler tale, udbrød Emanuel til sidst i nervøs Utaalmodighed, idet han forandrede Stilling og fór sig med Haanden gennem Haaret:
"Jeg kan tænke, det er om mit Foredrag i Gaar, at Provsten ønsker at tale med mig. Jeg beklager naturligvis, at jeg ikke fik Lejlighed til at underrette Dem derom i Forvejen. Det var min Hensigt at gøre det, men – –"
227 Han blev stoppet af et Lynblik fra Tønnesen, der endelig var standset henne ved det ene Vindu.
"Den Sag skal vi senere tale om. At De har fundet det passende – trods den Stilling, De indtager hos mig – at give Gæsterolle i Væver Hansens Cirkus, har jeg ganske rigtigt allerede erfaret, og herfor skal De ved anden Lejlighed staa mig til Regnskab. Foreløbigt er der imidlertid en anden Sag, som jeg ønsker en Udtalelse fra Dem om. Det er nemlig kommet mig for Øre," vedblev han, idet han nu langsomt nærmede sig over Gulvet, med Hænderne bag paa Ryggen og de funklende Øjne stift rettede mod Emanuel. "Det er kommet mig for Øre, Hr. Kapellan, at De i et Punkt, hvor De mere end i noget andet burde være det følgeværdige Eksempel for Egnens Ungdom, ved Deres Opførsel rent ud har vakt Forargelse i Menigheden. Kort og godt – er det sandt, Hr. Hansted, at De har natlige Stævnemøder med visse af Egnens unge Piger?"
Emanuel havde rejst sig. Kindernes Feberpletter havde i et Nu bredt sig over Pande og Tindinger; hele hans Ansigt flammede.
"Hvem har sagt det?"
"Det kan være Dem det samme," raabte Provsten ham nu lige ind i Ansigtet. "Hvorledes 228 forholder det sig? Jeg ønsker en kort og utvetydig Udtalelse, Hr. Kapellan. Altsaa – ja eller nej!"
Emanuel bed Læberne sammen. Det var kun med yderste Møje, at han afholdt sig fra at slynge Provsten en Fornærmelse i Ansigtet.
Endelig sagde han med et foragteligt Smil:
"Dersom der med visse unge Piger menes Anders Jørgens Datter – og om andre kan der ikke være Tale – saa er det halvvejs sandt."
"Ja saa! De tilstaar altsaa!"
"Ja; – hun er nemlig min Forlovede. Nogen udstrakt Forargelse kan dette Forhold imidlertid umuligt endnu have vakt i Menigheden, eftersom det i Gaar Aftes var første Gang, jeg talte med hende alene. Og dette skete endda – efter hvad jeg nu forstaar – ikke helt uden Vidner. Hr. Hjælpelærer Johansen var nemlig ogsaa til Stede."
Provst Tønnesen var veget først ét, derpaa endnu ét tungt Skridt tilbage. Hans Hænder faldt fra Ryggen slapt ned til Siderne, og han stirrede paa sin Kapellan, som om han havde paa Læben at spørge ham, om han var bleven gal.
"Hvad er det, De siger? … Er Anders Jørgens Datter … Deres Forlovede?"
"Ja."
Provstens Ansigt fremviste i Løbet af et halvt 229 Minut en hel Skala af de mest modstridende Udtryk, indtil det tilsidst ligesom forstenedes i et Udtryk af dyb Forfærdelse, blandet med Medlidenhed.
Det var just heller ikke en Nyforlovets Lyksalighed, Emanuels Ansigt i dette Øjeblik udtrykte. Hans sitrende Træk og forvaagede Øjne røbede – trods al Forstillelse – et oprevet Sinds fortvivlede Kamp med opdukkende Ængstelser og Tvivl.
Efter en lang Stunds Tavshed traadte Provsten ham atter ganske nær og lod sin Haand falde tungt paa hans Skulder.
"Hr. Hansted!" sagde han halvhøjt. "Jeg maa tale et Ord med Dem … ikke som Deres Foresatte men som en sand og oprigtig, faderlig Ven. Maaske kan De i den Sindsstemning, hvori De for Øjeblikket befinder Dem, kun vanskeligt opfatte mig som saadan, – og dog forsikrer jeg Dem, jeg er det, og jeg tænker her kun paa Deres eget Bedste. – – Nej, nej, nu maa De ikke afbryde mig. Nu maa jeg en Gang have Lov til at tale ud. Jeg maa – hører De? De véd i denne Tid ikke selv, hvad De gør. De er syg, besnakket, forlokket … jeg véd ikke hvad; men jeg beder Dem med al den Magt, jeg ejer over Dem, at gøre dette Skridt om, inden nogen større Skade er sket. Hører De? De maa – De skal! Du 230 gode Gud, hvorledes er dog dette gaaet til? Hvor har De dog haft Deres Fornuft henne? Hvad tænker De, at Deres Familie, Deres Venner, hele Deres Omgangskreds vil sige? Gaa dog i Dem selv, Hr. Hansted … betænk, hvad De her indlader Dem paa; indse dog, hvad De sætter paa Spil – –."
Emanuel rykkede et Skridt tilbage for at frigøre sin Skulder for Provstens Haand og udbrød i febrilsk Ophidselse:
"Jeg kan ikke tillade Dem at tale saaledes. Mit Forhold her … min Glæde og min Lykke mangler De ganske Forudsætninger til at forstaa, og det nytter ikke at tale mere derom."
Provsten stod en Stund og bed sig i Underlæben, mens han betragtede ham med et mørkt, tvivlraadigt Blik. Hans brede Bryst gik højt, Ansigtet var sprængrødt; – det saa' ud, som om en Flom af voldsomme Ord kogte ham i Struben.
Saa vendte han sig med ét bort og gik langsomt hen til Vinduet, hvor han blev staaende tavs og stirrede ud.
I mere end to Minutter var der dødsstille i Værelset.
Omsider sagde Emanuel:
"Har Provsten mere at tale med mig om?"
231 Tønnesen vendte sig om.
"Ja, Hr. Hansted!" sagde han med tilkæmpet Ro. "Jeg føler det som min Pligt endnu en Gang paa det alvorligste at advare Dem mod det skæbnesvangre Skridt, De er ved at foretage. Jeg har optaget Dem i mit Hus, og jeg kan ikke roligt se paa, at De saaledes gør en Ulykke paa Dem selv – og paa andre. Naturligvis tvivler jeg ikke om, at De handler i den bedste Tro," vedblev han, idet han atter langsomt nærmede sig over Gulvet. "Naturligvis mener De selv, at dette vil kunne blive til Lykke baade for Dem selv og den unge Pige. Men De er en Drømmer, en Sværmer, Hr. Hansted – det har jeg længe mærket! Fantasteriet ligger Dem som en ulyksalig Mødrenearv i Blodet og fører Dem som en blindet Mand ud paa vilde Veje. Se dog ind i Deres sande Jeg. Riv det Drømmebind fra Øjnene, og De skal selv forfærdes for den Afgrund, man har lokket Dem ud til. Hvorledes er det dog gaaet til, at De med Deres Kundskaber og Forstand har kunnet lade Dem i den Grad forblinde? Hvad skal man tro, hvad skal man tænke om Dem, Hr. Hansted?"
"Det skal jeg ikke udtale mig om. Jeg véd kun, at jeg ikke kan imødekomme Deres Ønsker 232 ved at fortryde mine Handlinger – hverken den ene eller den anden af dem. Naar jeg i Gaar talte i Skibberup Forsamlingshus, skete det efter modne Overvejelser, og jeg har ingen Grund til at ønske det ugjort. Jeg føler, at jeg i Gaar for første Gang i Sandhed var sammen med Menigheden, – og havde Provsten været til Stede, vilde De sikkert have maattet indrømme, at Tilfredsheden herover var gensidig."
"Det tror jeg saamænd hjærtelig gerne!" busede Tønnesen pludseligt ud. "Naar man fortæller Børn og Bønder Æventyr og dertil smigrer lidt for dem, saa bliver de saa glade. Er det den store Opdagelse, De har gjort, saa har De sandelig været noget længe om den. Den Visdom kunde jeg saamænd have belært Dem med for længe siden."
"Provsten tager ganske fejl," svarede Emanuel behersket og med et Præg af Værdighed. "Det var hverken Æventyr eller Smigrerier, der lukkede Tilhørernes Øren op, men alene den Omstændighed, at jeg stod frem med mit Vidnesbyrd som et Menneske blandt Mennesker, ikke som en Dommer mellem Syndere. Det er min store Opdagelse – om Provsten virkelig interesserer sig for at kende den – at man som Præst kan have en anden Opgave end den, altid at gaa rundt som Himlens 233 Skatteopkræver og indkassere Menneskenes Syndeskyld, – og herpaa har jeg netop i Gaar faaet den ønskeligste Bekræftelse."
"Aa–haa! Saa vidt er det altsaa kommet med Dem! Saa forstokket er De allerede bleven, at jeg skal høre alle Væver Hansens Floskler af Deres Mund! Sandelig, De har været en lærvillig Elev, Hr. Hansted! Er det saaledes fat med Dem, saa forstaar jeg, at jeg kan spare mig Ulejligheden med at forsøge paa at bringe Dem til Fornuft .... Men saa er De vel ogsaa forberedt paa," fortsatte han med hævet Stemme og traadte nu Emanuel helt ind paa Livet. "Saa er De vel ogsaa forberedt paa de Skridt, som jeg agter at foretage efter dette? Kort og godt, Hr. Kapellan! De har at vælge nu – enten mig eller Væver Hansen!"
"I saa Fald … er Valget truffet."
"Ja saa! Meget godt! De taler dristigt! … Men forstaar De ogsaa ret, hvad dette vil sige? Er De klar over, at dette betyder, at Deres Tid her hos mig da er forbi … uigenkaldelig forbi, forstaar De?"
"Det har jeg netop tænkt mig. Men jeg har fra nu af min egen Gærning her i Sognet, – og den forbliver ganske upaavirket af, om jeg er Provstens Kapellan eller ikke."
234 "Ser man det! Det er et forberedt Angreb! En formelig Krigserklæring! De vil rejse en aabenlys Kamp i min Menighed!"
"Nej, slet ikke. Jeg for min Del ønsker intet hellere end at faa Lov til i Fred at gøre, hvad godt jeg kan, for min egen og andres Udvikling."
"Men jeg ikke. Saa let leger vi ikke her! Paa en saa lumpen Maade lader jeg mig ikke svinebinde – vær vis paa det! En Styrkeprøve skal det gælde, Godtfolk – og I skal ikke være for rolige for Udfaldet! Ja se kun paa mig! Maal Dem kun med mig, min unge Herre! Det kunde dog maaske endnu bringe Dem en Smule til Fornuft. De gamle Træer falder ikke for det første Hug, – men det hænder derimod undertiden de unge; det skal De komme til at sande! Igaar talte De, Hr. Hansted! Nu har jeg Ordet!"
X.
Da Provst Tønnesen et Øjeblik efter med Allarm slog Døren op til Dagligstuen, kom Frøken Ragnhild i det samme ind fra Spisestuen med en 235 stor Porcellænsskaal fuld af gule Blomster mellem Hænderne.
Hun var klædt i en bekvem Morgenslobrok af bredstribet Stof, der omkring Livet var sammenholdt af en tyk Snor med lange Ender og Kvaster. Paa Hovedet sad en flad, lysegraa Filthat uden anden Pynt end et hvidt Slør, der hang hende ned ad Ryggen. Hun var som sædvanlig bleg, men op under hendes Hage kastede Blomsterne et rødgult Skær, som var det en Skaal fuld af flammende Sollys, hun bar.
"Hvad er der sket?" spurgte hun straks, forfærdet ved Synet af Faderens ophidsede Udseende, og standsede foran det svære Mahognibord i Midten af Stuen.
"Ja, det maa du nok spørge om! Jeg tror saa sandelig, at Verden er gaaet helt af Lave i denne Tid! Folk er som forheksede – komplet gale!"
"Men hvad er der da sket?"
"Aa – det er saamænd hverken mere eller mindre, end at vor Ven Hr. Hansted har gaaet hen og forlovet sig!"
Frøken Ragnhild satte hurtigt Skaalen fra sig paa Bordet, saa noget af Vandet spildtes over de fremlagte Pragtværker.
"Hvad siger du? … Hr. Hansted!"
236 "Ja, saa minsandten! Men du vil næppe kunne gætte, hvem der er den udkaarne, Ragnhild!"
"Er det … er det en Dame her fra Egnen?"
"Ja, her fra Egnen er hun ganske vist; men Dame kan man just ikke kalde hende. Det er nemlig Anders Jørgens Datter i Skibberup. Hvad mener Du om det?"
"Du gode Gud! Det er da ikke muligt!"
"Ja, det maa du sandelig nok sige!" raabte Provsten – han gik som sædvanligt frem og tilbage over Gulvet med larmende Skridt – "Man véd virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om denne Galskabernes Tid, vi lever i. Det er næsten, som om al sund Fornuft er ved at gaa ganske ud af Verden! Overalt dette Skrabud for Almuen … denne vanvittige Bondeforgudelse, der synes ligesom anden Pest at ligge i Luften i vor Tid. Hvordan i Alverden skal man ellers forklare sig, at hidtil ret fornuftige Mennesker paa én Gang og tilsyneladende uden al Foranledning bliver som besatte, … at endog Folk blandt mine egne Studenterkammerater paa deres gamle Dage pludseligt begynder at skabe sig til Nar ved at klæde sig i Vadmel, tale bondsk og lade deres Døtre malke Køer? … Og nu dette! Det er jo komplet Galmandsværk! Og du skal se, Ragnhild – det 237 bliver endda ikke herved! Dette er blot det første Udslag af Galskaben. Der vil følge andre efter. Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver grebne af noget nyt, har faaet den Idé om sig selv, at han har en Mission at udføre her. Han vil være den ny Tids Profet hos os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, … saadan som det er Mode i vore Dage!"
Frøken Ragnhild havde med en Søvngængers mekaniske Bevægelser løst Hatten af sit Hoved og var gaaet hen til Vinduet. Her satte hun sig ligesom overvældet af Træthed ned paa en Stol og gav sig til – med Albuen støttet til Vinduskarmen og Hagen hvilende i sin Haand – at stirre ud i Gaarden. Saa snart hun imidlertid mærkede, at Faderen var standset henne i en Krog af Stuen og derfra iagttog hende, lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen og sagde, uden egentlig at mene det:
"Ja, paa en Maade er dette vel kun, hvad man maatte vente efter den Retning, Hr. Hansteds hele Udvikling i den senere Tid har taget. Det har jo længe været at mærke paa ham, at det vilde bære hen imod noget saadant."
"Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade 238 være med at bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have taget om ham med fastere Haand. Hvem véd – maaske havde han da staaet til at redde. Jeg fik jo hurtigt en Mistanke … men han var jo dog et voksent Menneske, og det er sandelig vanskeligt at behandle en Mand som syg, før man har ganske sikre Beviser paa Sygdommen i Hænde. Men nu er der for mig ikke længer nogen Tvivl … han er gal, komplet forskruet. Naar jeg tænker tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. Det er Moderens Vanvid, der slaar ud igen i Sønnen. Hun havde nok, efter hvad jeg har hørt, i sin Ungdom en ganske lignende Snært af Ligheds-Raptussen fra otteogfyrre og gjorde en Gang ligefrem Skandale paa et offentligt Møde ved en fuldkommen revolutionær Tale. Og – ja, er det nu ikke mærkeligt? – ovre hos Pastor Petersens, hvor man i det hele har meddelt mig de forskellige Ting om hende, fortalte de, at det skal være netop her – i vor umiddelbare Nærhed – at hun i sin Tid søgte at praktisere sine vilde Idéer. Hun skal nemlig have været det egentlige Ophav til den Højskole derovre i Sandinge, som jo ogsaa vi hovedsagelig skylder al vor Uro i Sognet. I saa 239 Fald kan man med Sandhed sige, at Hr. Hansted nu er bleven et Offer for sin Moders Ungdoms-Daarskaber. Men saadan gaar det!"
Frøken Ragnhild hørte ikke længer Faderens Ord, og hun mærkede det næppe, da han endelig forlod Stuen og slog Døren til Studereværelset i efter sig.
Hun forstod egentlig ikke, at denne Forlovelse kunde gøre et saa stærkt Indtryk paa hende, al den Stund hun var sig bevidst ikke selv at lide nogen Skuffelse i den Anledning. Tværtimod havde hendes Interesse for Hr. Hansted i den senere Tid snarest været i Aftagende; og det hævede ham just ikke i hendes Øjne, at han nu var gaaet hen og havde forelsket sig i en Bondepige. Hun syntes, der var noget saa ynkværdigt ved denne alt beherskende Tilbøjelighed for det smaa, det uudviklede, det barnlige og enfoldige.
Alligevel var det, som om der ved denne Begivenhed var slukket endnu et Lys i hendes Tilværelse; som om der var bleven endnu et nyt tomt Rum inden i hende. Hun følte, at hun havde mistet en Omgangsven, der paa en Maade var hendes eneste. Men – hvad værre var – hun havde mistet en forstaaende Lidelsesfælle i denne Ørken af Ensomhed og Melankoli … Var det mere?
240 Hun saa' hen til sin gamle Ven "Methusalem" – Papegøjen – der sad i en Ring uden for sit Bur og pudsede sine grønne Brystfjer. Herregud, saa var de altsaa igen ene to! Naa, hun kunde for den Sags Skyld tænke sig et langt tristere Selskab og skulde ikke misunde Kapellanen hans nye Venner. Hun havde nu aldrig kunnet indse, at et saadant lille Dyrs menneskelige Plapren ikke var nok saa underholdende som den dyriske Grynten, Brummen og Gøen, hvoraf en Bondes Tale hovedsagelig bestod. Og saa var der dog lidt af et Temperament i saadan en lille Krabat. Den kunde finde paa de tusinde Pudsigheder, kunde være kælen, skælmsk, nedtrykt, overgiven, koket, indsmigrende, opfarende – alt i en og samme Time ligesom med Intelligensens Nervøsitet. Desuden var det dog en Vederkvægelse en Gang imellem at se paa andet end de evige Spurve og Krager med deres grimme graa Vadmelsdragt. Naar Solen skinnede paa "Methusalems" Silkefjer, kunde den pynte i en Stue eller paa en Græsplæne næsten som en fint paaklædt Dame.
Hun vilde just strække Haanden ud for at kærtegne den, da hun hørte noget knirke udenfor paa Gangen. Der var ingen Tvivl … det var Kapellanen, der gik ned ad Trappen fra sit Værelse.
241 Hun sad et Øjeblik og saa' ned i sit Skød, i heftig Strid med sig selv. Saa rejste hun sig, gik rask over Gulvet hen til Forstuedøren og aabnede den.
Her stod Emanuel, med Hat paa Hovedet og Paraply i Haanden, i Færd med at gaa ud.
Idet han saa' hende, blev han stærkt rød. Men samtidigt kom der noget stikkende i hans Blik, der tydede paa, at han søgte at væbne sig med Trods.
Hun rakte venligt Haanden frem imod ham.
"Fader har fortalt mig, hvad der er hændet Dem, Hr. Hansted! … Jeg ønsker Dem af Hjærtet til Lykke!"
Han saa' mistroisk paa hende og tog ikke hendes Haand.
"Jeg kender jo ikke personligt den unge Pige," vedblev hun roligt. "Men jeg erindrer, at jeg flere Gange har hørt hende paa det fordelagtigste omtalt, saa jeg tvivler ikke paa, at det vil blive til Lykke for Dem."
Efter disse Ord greb Emanuel hendes hvide, bløde Haand og trykkede den varmt. Han kunde have kysset den af Glæde og Overraskelse!
"Tak – tusind Tak, Frøken!" blev han ved at gentage. "De véd ikke, hvor jeg er glad ved, at netop De forstaar mig!"
242 "Naa, jeg har maaske ogsaa flere Forudsætninger dertil end de fleste."
"Det har De – det har De, Frøken!"
"Jeg mener … vi har jo talt sammen om mange Ting. Derfor véd De ogsaa, at vi har forskellige Meninger om adskilligt mellem Himmel og Jord. Men De har forhaabentlig ogsaa faaet det Indtryk, at jeg altid agter dem, der har Mod til at leve efter deres egen Lære."
"Ja, som Deres Elev gør jeg Dem ikke Ære, Frøken Ragnhild!"
"Dermed kan jeg ikke smigre mig, nej! – De gaar vel nu hen til Deres Forlovede?" spurgte hun hurtigt.
"Ja."
"Saa hils hende fra mig og bring hende min oprigtigste Lykønskning."
Da Emanuel et Øjeblik efter gik hen over de solbestraalede Marker, følte han sig som et Menneske, der var vaagnet op af en ond Drøm. Han havde trængt til denne Bekræftelse paa sin Lykke – og just fra denne Kant – for at faa bortjaget de Tvivlens klamme Taager, der i den lange, søvnløse Nat havde lejret sig om hans Sind. Egentlig havde han tilbragt forfærdelige Timer siden den foregaaende Aften. Han havde den hele Nat kastet 243 sig uroligt i sin Seng, pint af Selvanklager, fordi han i et af Livets aller vigtigste Anliggender havde handlet i Overilelse, efter Øjeblikkets Indskydelse, uden først at raadføre sig med Gud og sin Samvittighed og nøje at veje sine Følelsers Styrke.
Nu forstod han slet ikke længer Nattens mørke Skræmmebilleder. Han følte sig saa overbevist om sin Kærlighed og om dennes lykkelige Sejr over Frygt og gammel Fordom, at han syntes, baade Solen og alle Markens vilde Blomster tilsmilede ham et: "Til Lykke!"
XI.
Heller ikke Hansine havde lukket et Øje den hele Nat. I halvt forvildet Tilstand var hun om Aftenen naaet til sit Hjem, hvor hendes Forældre lykkeligvis allerede var gaaet til Ro, saa hun kunde snige sig ind i sit Kammer og klæde sig af, uden at nogen saa' hende. Her havde hun derpaa ligget Time efter Time sammenkrøben i sin Seng, med en Flig af Lagnet presset for Munden, for at ingen skulde høre hendes fortvivlede Graad.
244 Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang – ligesom Prinsen i Æventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder, egentlig ikke var hende fremmed, idet den havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen var til Stede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge; og skønt det virkelig var sandt, hvad hendes Veninder paastod, at denne hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere havde antaget Kapellanens hele Væsen og Skikkelse, – havde hun under Mødet med Emanuel ikke et Øjeblik troet, at hans Ord havde været andet end et Udtryk for Medlidenhed, et Forsøg paa i hans Egenskab af Præst at trøste hende og tale hende til rette. Derfor ønskede hun nu, at hun maatte dø. Hele Natten laa hun og rystede af Angst for Dagens Komme, fordi hun ikke forstod, hvorledes hun skulde faa Mod til igen at se Mennesker, efter at hun saa forsmædeligt havde røbet sin Hemmelighed.
Alligevel, da det lysnede mod Dag og Fuglenes søvndrukne Pippen begyndte at høres i Haven udenfor hendes Vindu, blev hun roligere. Hun gav sig til med mere Samling at gennemtænke, 245 hvad Kapellanen havde sagt, og hvorledes i det hele alt var gaaet for sig.
Og jo mere levende hun i Erindringen genkaldte sig Aftenens Begivenhed, des mere Vold maatte hun anvende mod sig selv for at skyde den Tanke fra sig, at Kapellanen havde bedet hende om at blive hans Hustru. Hun huskede det kærlige Tonefald, hvormed han havde sagt, at han holdt af hende; hun huskede, hvorledes han med sit Lommetørklæde havde tørret hendes vaade Kinder og Øjne og bedet hende ikke at græde. Han havde jo ogsaa sagt, at han vilde komme her i Dag, at han vilde tale med hendes Forældre og bede om deres Samtykke.
Hun begyndte igen at hulke. Det blev hende mere og mere umuligt at bortforklare hans Frieri. Hvad skulde hun dog gøre? … Havde hun blot aldrig fulgt med Ane langs Stranden, saa var denne Ulykke maaske ikke sket!
Hun besluttede til sidst at betro sig til sin Moder. Saa snart hun hørte Stemmer inde fra den anden Side af Væggen, hvor Forældrene havde deres Sovekammer, stod hun op og klædte sig paa, idet hun med Svampen omhyggeligt søgte at udviske Sporene af Nattens Kampe.
Dette maatte imidlertid ikke være lykkedes 246 hende; thi da hun kom ud i Køkkenet, hvor Moderen allerede var i Færd med at tænde op i Komfuret, udbrød denne straks:
"Herre Gud, mit Barn! Hvad er der paa Færde?"
Hansine vilde i Begyndelsen ingen Ting sige og gav sig til at tage Mælkefade ned fra "Rækken"6. Men da Moderen mærkede, at Datterens Tavshed i Dag ikke skyldtes hendes sædvanlige Uomgængelighed, og derfor blev ved at trænge ind paa hende, ja til sidst gjorde sig næsten vred og tog hende i Armen for at faa hende til at tale, begyndte Hansine med sin mutte Mine at fortælle, at hun om Aftenen havde truffet Kapellanen nede ved Stranden, og at han – at han – –
Længere kunde hun ikke komme.
"Naa, hvad han? Saa fortæl dog, bedste Barn!" sagde Moderen.
"Han har .... har friet til mig!" brød hun endelig ud og kastede sig i det samme over Ryggen af Køkkenstolen med en stum Hulken.
Moderen foldede Hænderne i Forfærdelse og kunde længe ikke tale.
"Det er da ikke sandt, Hansine?" sagde hun endelig, næsten hviskende – som havde Talen været om en tilstaaet Forbrydelse.
247 Da Datteren ikke svarede men blot blev ved at hulke stumt, tilføjede hun – selv ganske bleg og halvt grædefærdig:
"Det er jo dog noget saa rent ubegribeligt, Hansine! … Om jeg da kan forstaa, hvordan det kan være gaaet til! Hvem skulde dog kunne tænke, at der kunde ske noget saa galt! … Og hvad skal Folk vel mene om det? Det er jo rent forskrækkeligt, Hansine!"
I det samme kom Anders Jørgen stampende ind ude fra Gaarden med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene.
"Hvad er her til Torvs, Godtfolk?" udbrød han morgenlystig og holdt Spandene ud fra sig i stive Arme.
Da han langt om længe af Elses stammende Beretning havde forstaaet, hvad der var paa Færde, satte ogsaa han et højst betænkeligt Ansigt op. Han havde nemlig en Gang for alle gjort sig det til Vane at antage sin Kones Miner, – men i Grunden stod det ham ikke ganske klart, hvad her var at græde for. Han skulde snarere have været tilbøjelig til at betragte, hvad der var sket, som en lykkelig Himlens Tilskikkelse; men han vogtede sig altid vel for at røbe Meninger, som Else ikke først havde godkendt, fordi han overhovedet 248 ikke havde synderlig Tillid til sin egen Dømmekraft.
Nu stod han dér med sine underlig døde, blaahvide Øjeæbler og stirrede raadvildt frem og tilbage fra Moder til Datter. Og da ingen af dem sagde noget, faldt det ham til sidst ud af Munden:
"Jamen … jamen, Hansine! Hvordan i Alverden er dette hersens dog kommet?"
"Det véd jeg ikke," sagde endelig Hansine, halvt vredt. Hun hvilede endnu Hovedet paa sin Arm men havde holdt op at græde. Forældrenes samstemmende Beklagelser begyndte at krænke hende.
Men nu nærmede Moderen sig og lagde varsomt sin Haand paa hendes Skulder.
"Jamen, sig mig dog, Hansine … holder du da ogsaa af ham?"
Først svarede hun ikke; men da Moderen gentog sit Spørgsmaal og samtidigt lod sin Haand stryge med et ligesom tilgivende Kærtegn over hendes Haar, mumlede hun:
"Det gør jeg vel nok."
"Ja for det er da endelig det, det kommer an paa, mit Barn, at I bægge tror, det kan blive til Lykke for jer. For skønt det jo rigtignok er helt underligt for en anden at tænke paa, saa – naar det nu en Gang er blevet saadan – saa 249 kan man jo kun bede Vorherre at lægge sin Velsignelse til."
"– sin Velsignelse til," gentog Faderen ivrig. Det begyndte at lysne til Smil i hans Ansigt.
"Naar nu bare Folk ikke vil se for ilde til det, … det er det, jeg frygter mest," vedblev Else og tørrede med Forklædet en Taare af sit Øje. "Det fejler vel ikke, at der vil komme til at gaa megen ond Snak om det, og kanske er der dem, der lige ud vil sige, at vi har været med til at lave alt dette herre med Kap'lanen, bare for at lokke ham til os. Men det faar man jo se at komme over."
"Aa, man kan vel ikke ha'e saa meget at snakke om," prøvede Anders Jørgen forsigtigt. "Folk kender jo da nok Kap'lanen nu."
Else plejede ikke at høre efter, hvad han sagde; og heller ikke nu lagde hun Mærke til hans Tale men blev staaende tavs og saa' med bekymret Tankefuldhed paa Datteren.
Efter en Stunds Forløb sagde hun, halvt undseligt:
"Ja saa kommer maaske han … din … jeg mener Kap'lanen, her i Dag?"
"Han sagde, han vilde komme i Formiddag," mumlede Hansine, stadig uden at løfte Hovedet.
250 "Ja, saa maa vi se at komme til Arbejdet. Her skulde dog se lidt ordentligt ud, til han kommer. Han skulde dog ikke gærne se andet, end at han var velkommen .... Du, Anders, maa ogsaa hæge dig lidt, naar du har givet Kvæget."
"Jeg?" sagde han forbavset og saa' ned ad sin graa, lappede Vadmelsdragt, hvor Avner og Hakkelsestraa hang og dinglede i den lodne Lu7. –
Det blev en travl Morgen. Da det var Mandag, laa der meget ubesørget Arbejde fra den foregaaende Hviledag. Der var stillet Fløde til Syrning for at kærnes, et Kar Valle skulde ostes og en halv Gris nedsaltes. Endda havde de Vadsketøj paa Bleg, og i Stalden stod en syg Ko, der skulde malkes hveranden Time.
Else, der forstod, at hun i Dag ikke kunde gøre stor Regning paa Hansines Hjælp, og som da heller ikke nænnede at lægge Beslag paa hendes Tanker, sendte Bud efter en Husmandskone, som ogsaa straks indfandt sig. Men til denne vovede hun alligevel ikke, da det kom til Stykket, at fortælle Nyheden, skønt Konen flere Gange nysgærrigt frittede og til sidst rent ud spurgte, om der ventedes fremmede til Huset.
"Ja, der kommer kanske nok et Menneske," svarede Else undvigende og gik ned i Saltekælderen.
251 Imidlertid havde Hansine opsøgt sin Broder Ole ude i Stalden og bedet ham om, saa snart han kunde se sit Snit at løbe ud i Skoven til Ane og sige hende, at hun endelig maatte komme hen til hende straks; Hansine skulde absolut tale med hende endnu i Formiddag. Ole, som ikke forstod et Muk af hele denne Morgens Hurlumhej, lovede ikke des mindre straks at bringe Søsterens Besked i rette Hænder; og et Øjeblik efter saa' hun ham i fuldt Firspring op over Bakkerne.
Mens hun i Uro ventede paa sin Veninde, satte hun sig ind ved Vinduet i sit Kammer for at være uforstyrret. Med sine forgrædte Øjne stirrede hun ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sagte gled hen over Græs og Gange i deres Sneglevandring fra Vest til Øst, – og hun forstod ikke, at Verden saaledes kunde gaa sin daglige Gang, som om intet var sket. Dér gik Hønsene roligt og skrabede i Jorden under Stikkelsbærbuskene, og Skaderne fløj sladderagtige fra Trætop til Trætop, ganske som i Gaar. Henne bag Diget saa' hun den solbeskinnede Ryg af det gamle, brune Øg, der stod ubevægelig med sænket Hoved og lod sig gennembage; og hun tænkte paa, hvor saadan et Dyr i Grunden havde det godt. Det havde ingen Sorger, ingen Ængstelser, 252 det kendte ikke denne forfærdelige Beklemthed, der fik Hjærtet til at banke, saa hele Legemet smertede.
Endelig kom Veninden. Under mange forlegne Omsvøb og megen Kamp med Taarerne betroede Hansine hende henne paa Sengekanten alt, hvad der om Aftenen var sket, idet hun tog det højtidelige Løfte af hende, at hun aldrig vilde fortælle til nogen af Veninderne, hvorledes det var gaaet for sig.
Ane blev ikke nær saa forbavset, som Hansine havde troet. Hun omfavnede hende straks under et stormende Udbrud af Henrykkelse og Stolthed og paastod frejdigt, at det altsammen var noget, hun havde tænkt sig for længe siden. Hun havde nemlig en Nat haft en Drøm, hvori hun havde set Hansine i Brudedragt danse med en Mand, der ganske lignede Kapellanen. For Resten – tilføjede hun – var den Slags Ting saamænd noget, der ikke vilde blive saa ualmindeligt herefterdags, da Lighed og Folkelighed nu blev præket allevegne, saa for den Sags Skyld skulde Hansine ikke gøre sig Bekymringer.
Men Hansine var ikke saa let at berolige. Selv da Veninden, for at opmuntre hende, slyngede Armene om hendes Liv og gav sig til at oprulle 253 Billeder af den straalende Fremtid, der nu ventede hende, vedblev hun at være adspredt og urolig; Tiden nærmede sig nemlig, da Kapellanen kunde ventes.
"Jeg maa vist gaa ind i Stuen nu," sagde hun til sidst og rejste sig. – "Men du skal følge med," føjede hun til og strakte Haanden ud med en saa modfalden Mine, at Ane gav sig til at le ganske højt.
"Jeg tror, for Dyden, at den Kap'lan halvt har skræmmet Livet af dig, min Putte! Jeg kan jo slet ikke kende dig igen. Er det virkelig dig, der aldrig før skulde løfte en Øjenvippe, om man saa stak dig med Stoppenaale!"
"Ja, du har let nok ved at snakke, du!" sagde Hansine, og et ufrivilligt Suk steg op fra hendes Bryst.
I henved en Time sad de to Veninder derefter ene inde i Dagligstuen, bægge paa samme Stol, og med hinanden om Livet. Ane vedblev ufortrøden at udmale sine glimrende Fremtidsbilleder. Hansine prøvede nu og da at smile, naar Venindens Fantasi tog stærkest Fart; men oftest sad hun fraværende og fór ængstelig sammen ved hver Lyd ude fra Gaarden.
"Man skal vel egentlig til at kalde dig for 254 Frøken nu," skæmtede Ane. "Frøken Hansine Andersen, – det lyder jo nok saa gævt."
"Aa, ti dog stille, du!"
"Ja, saadan har du nu Raad til at snakke, fordi du skal blive Præstekone. Men hvad skal der blive af et andet stakkels Menneske? Der kommer nok ingen Kap'lan og vil være god Ven med mig. Jeg maa nok være kisteglad, om jeg kan slippe til at faa en gammel Degn eller en Skomager eller – –"
Det rykkede paa én Gang i dem bægge. Der hørtes Støvletrin udenfor paa Stentrappen og lidt efter ude i Forstuen. I samme Nu var de bægge oppe fra Stolen.
XII.
Da Emanuel traadte ind, udtrykte hans Ansigt straks en alvorlig Skuffelse over i dette Øjeblik at finde den rødhaarede Veninde ved Hansines Side. Men han beherskede sig hurtigt, og da Ane traadte frem imod ham og ønskede ham til Lykke – 255 saa kogende rød i Hovedet, at Ansigtets Fregner skinnede ganske hvide – takkede han med et hjærteligt Smil.
Derpaa gik han hen til Hansine, der stod halvt sanseløs og saa' mod Gulvet, og rakte hende bægge sine Hænder. Hun gav ham – skønt nølende – ogsaa bægge sine, som han trykkede varmt og længe, mens han tavst betragtede hende.
Hun forstod godt, at han vilde have hende til at se op; men hun kunde ikke faa sig selv dertil. Da han endelig gav hendes Hænder fri, skottede hun hen til Veninden, mens der gik et Lettelsens Suk igennem hende, – hun havde været angst for, at han skulde kysse hende.
I det samme aabnedes sagte Døren til Køkkenet, og Moderen kom ind i nystrøget Bomuldsforklæde og med en lille sort Hue paa Hovedet. Hun var i første Øjeblik stærkt benauet, og da hun søgte at skjule dette, fik hendes Maade at hilse paa og hele Væsen overfor Emanuel et Skær af halvt mistænksom Tilbageholdenhed.
Emanuel tog hendes Haand og sagde nogle Ord om, at han haabede, Anledningen til hans Komme var hende bekendt, og at hverken hun eller hendes Mand nærede Frygt for at betro ham Hansines Fremtid. Han vilde da – tilføjede 256 han – for første Gang i sit Liv føle sig fuldt ud lykkelig.
Else svarede ved at lade sin Haand stryge ligesom medlidende over Hansines Haar og Kind; og da hun overhovedet ikke var god til at tie med, hvad Hjærtet var fuldt af, sagde hun:
"Det havde vi jo rigtignok aldrig kunnet tænke os, at det skulde kunne gaa saadan til, … og jeg kan jo ikke sige andet, end at det jo er meget underligt for os. Det er jo ogsaa i alle Maader kommet os rigtig, hvad man kan kalde overraskende. Lige Børn leger bedst, siger man jo ellers, og Hansine er jo kun oplært som simpel Bondepige. Det havde Kap'lanens Familie vel heller ikke tænkt sig, at den skulde faa en saadan Svigerdatter. Og man vilde jo dog ikke gerne, at ens Børn blev skamsete, hvor de kom hen. Men naar det nu en Gang er bleven saadan, saa er der jo ikke noget at sige dertil, og saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til."
Der opstod et Øjebliks Tavshed.
Den blev afbrudt ved, at Anders Jørgen kom ind – i mørke Helligdagsklæder og rene, hvide Hosesokker. Han blev staaende tvivlraadig ved Døren og saa' hen paa Else, som om han afventede 257 et Tegn fra hende. Omsider skraaede han kejtet over Gulvet og hilste "Til Lykke og Velsignelse".
Emanuel trykkede tavs hans Haand.
"Værsgo', vil Kap'lanen ikke sætte sig," sagde Else.
Mens de andre tog Plads rundt om i Stuen – Hansine og hendes Veninde henne paa Bænkeenden under det ene Vindu – satte Emanuel sig i Armstolen ved Kakkelovnen. Han var forstemt, næsten vred. Det forekom ham, at han havde haft Ret til at vente en mere hjærtelig Modtagelse.
Else gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn af Regn for Græssets og Vaarsædens Skyld, om den megen Sygdom, der var mellem Folk, og om den nye Distriktslæge inde i Kyndløse. Emanuel svarede kun med enkelte Enstavelsesord. Til sidst forstummede Samtalen helt, og der indtraadte en lang og pinlig Stilhed.
"Hør, Anders," sagde endelig Else, henvendt til sin Mand, "Kap'lanen kunde kanske have Lyst til at se Kvæget."
Anders Jørgen lettede sig halvt af Stolen, og der kom Liv i hans døde Øjeæbler.
"Ja – kanske Kap'lanen har Lyst til at se Kre'turet?"
258 Emanuel sagde Ja og rejste sig temmelig brat, idet han knappede sin Frakke. Det saa' næsten ud, som om han tænkte paa med det samme at forlade dem.
Men da begyndte Else at blive ængstelig. Hun gik hen til ham og sagde, mens hun forsøgte at smile med sit gamle, hjærtevindende Smil:
"Ja nu slaar De Dem vel til Ro hos os i Dag, ikke sandt? De vil jo nok tage til Takke med, hvad vi kan byde til Middag i al Tarvelighed. Havde vi vidst dette her noget før, skulde vi nok have haft det lidt mere festligt. Og nu maa De da ikke være vred, fordi vi kanske straks var lidt underlige til Mode ved at høre om det. Vi havde jo aldrig kunnet tænkt os, at vor Hansine skulde komme saa højt paa Straa og faa en saadan Mand som Dem. Men vi er jo da i Grunden allesammen kun inderlig glade og taknemmelige for, hvad der er sket; De maa nu da ikke tro andet. Og nu bliver De nok her hos os i Dag, ikke sandt?"
"Kære Else," svarede Emanuel, øjeblikkeligt formildet, og tog hendes Haand. "Jeg vilde unægtelig gærne have Lov til fra nu af at betragte dette Sted som mit Hjem. Jeg har længtes saa meget 259 efter at kunne gøre det, … og jeg har da paa en Maade heller ikke længer noget andet."
"Ja, saa skal De ogsaa være ret af Hjærtet velkommen," sagde Else, idet hun med ét helt genvandt sin gamle Fortrolighed, og klappede ham paa Armen. "Vi har jo holdt saa meget af Dem lige fra den allerførste Gang, vi saa' Dem … det er da vist og sandt, at vi har. Men gaa De nu ud med Anders og se Dem lidt om. Det er jo ikke store Sager, vi har at vise frem; for det er jo endda en fattig Bondegaard, De er kommen til. Men det vidste De vel nok i Forvejen, tænker jeg."
"Jeg vidste i hvert Fald, at jeg ikke søgte den Slags Rigdom, om hvilken I herude paa Landet siger, at Ilden æder den paa en eneste Nat," svarede Emanuel smilende. Derpaa vendte han sig mod Hansine og tilføjede: "Skal ikke ogsaa du ud og se dig lidt om i Stalden?"
Hun forstod ikke Vinket, blev rød og sagde – med et Blik paa Moderen – at hun vistnok skulde hjælpe til i Køkkenet.
"Ja, ja! Paa Gensyn da!" sagde han og sendte hende et Nik.
260
XIII.
Anders Jørgen og Emanuel gik først ud i Hestestalden, der laa i en nybygget Længe lige over for det bedagede Vaaningshus. Her stod to store, røde Vallakker og et loddent Aarsføl, der alle begyndte at rasle med Grimeskafterne og "gnægge" nede i Krybberne med denne hule, hyggelige Lyd, hvormed Heste modtager kendte Folk i Stalden.
Med en pludselig Livlighed, der forbavsede Emanuel, gav Anders Jørgen sig til at gøre omstændelig Rede for Dyrenes Alder, Karakter og Stamtræ. Med særlig Stolthed fortalte han, at "Tøsen dér" – han mente Føllet – var en direkte Ætling af den berømte Stærkodder II, der tre Aar i Træk havde taget første Præmie ved Hingsteskuet i Roskilde, og som i det hele kunde bedække sit Bryst med flere Hæderstegn og Æresmedailler end nogen Fyrste.
Emanuel hørte opmærksomt paa ham og besaa' med stor Interesse de forskellige Indretninger i Stalden og i den tilstødende Skære- og Tærskelo. Han undersøgte Hakkelsekniven og Rensemaskinen, udspurgte om de enkelte Skruers og Tandhjuls 261 Betydning og lod sig i det hele grundigt indvie i disse Landbrugets Mysterier, som han ikke havde været paa nært Hold, siden han som Barn havde besøgt en Onkel paa en Herregaard ovre i Jylland.
Da de kom ind i Kostalden, fængsledes hans Opmærksomhed dog mest af en Fuglerede, der var klinet op under en af de spindelvævsbesatte Loftsbjælker, og hvorfra et Svalepar netop fløj ud, idet de traadte ind.
"Nej, se dog!" udbrød han henrykt.
Anders Jørgen, som mente, at et saa begejstret Udraab alene kunde gælde hans Kvægbestand, lod med et fornøjet Smil sin Haand falde tungt ned paa Bagen af en mægtig Fedeko og sagde:
"Ja, her skal Kap'lanen se et Stykke Kyd!"
Køerne var nemlig Anders Jørgens Kælebørn, og som Kvægopdrætter og Kvægfeder havde han vundet noget af et Ry i Egnen. Han vidste nøjagtigt, hvor meget hver af hans syv Køer havde malket og vejet i al den Tid, han havde haft dem i sin Stald. Han huskede paa sine Fingre, hvor mange Pund Klid, Skraa8, Halm og Rapskager de havde fortæret, og hvorledes Forholdet i de sidste tyve Aar havde stillet sig mellem Smør-, Kød- og Foderpriser, – og om alt dette udbredte han sig med en overraskende Tungefærdighed for Emanuel, 262 idet han tillige gav en næsten videnskabelig Forklaring af den nymodens Kraft- og Staldfodring, af hvilken han viste sig at være en lidenskabelig Tilhænger.
Emanuel stod og hørte paa ham med stigende Forbavselse. Denne lille, halvblinde Mand med det kejtede Væsen, som han hidtil havde anset for lidt af en enfoldig Pusling – han stod nu her foran ham fuld af Iver og forfægtede selvstændige Anskuelser, aabenbarede en Indsigt, udfoldede en Sagkundskab, der ganske overvældede ham.
Han kunde ikke lade være med af dette at tage en ny Bekræftelse paa, at meget af den Miskendelse og Uret, hvorunder Bønderne havde lidt og endnu led, alene skyldtes Mangel paa ret Forstaaelse af den Kærne, der skjulte sig bag deres ydre Uanselighed og Ubehjælpsomhed; og det gik i dette Øjeblik tilfulde op for ham, hvor ganske nødvendigt det var – særligt for den, der vilde virke som Præst mellem disse Folk – at slutte sig til dem helt og holdent for at vinde deres Fortrolighed.
Anders Jørgen, der følte sig smigret ved Emanuels Interesse for hans Bedrift, blev mere og mere meddelsom. Han førte ham efterhaanden rundt gennem alle Udlænger og Udhuse, viste ham 263 Havreboden9, den lukkede Hestegang, tog ham med ind i Faarestien, ned i Roekælderen, – og Emanuel fulgte overalt uden Modstand.
Først da de kom ind i Svinehuset, og da Anders Jørgen dér i sin Ivrighed vilde have ham med over Indhegningen, for at han kunde føle Svinene paa Flæsket, lagde han sin Haand paa hans Skulder og sagde smilende:
"Tak, kære Anders Jørgen – men det, tror jeg, jeg maa bede om at have til gode til en anden Gang."
I det samme viste ogsaa den hvidblonde Ole sig for at sige, at Middagsmaden var færdig. Emanuel hilste kammeratligt paa sin tilkommende Svoger og tog ham for første Gang nøjere i Øjesyn. Det var en køn, frisk, femtenaarig Knøs, lidt lille ligesom Hansine og med et endnu ganske barnligt Ansigtsudtryk.
"Vi to skal blive Venner!" sagde Emanuel og kneb ham i den æblerøde Kind.
Fyren stirrede maabende op paa ham og derefter hen paa Faderen; og ikke saa saare havde Emanuel sluppet ham, før han løb, alt hvad han kunde, bag om Ladelængen og ind i Bryggerset, hvor han grinende fortalte Husmandskonen, hvad Kapellanen havde sagt. Men Konen, som efterhaanden havde 264 faaet Færten af, hvad der var paa Færde, trak Munden op til Ørene og sagde:
"Du er en rigtig Fjerding10, Ole! Kan du da itte begribe, hvad her gaar for sig!"
I samme Øjeblik begreb Ole. Rød som det dryppende Blod stirrede han op paa Konen, vendte sig derpaa pludselig omkring og løb sin Vej. Da Moderen lidt efter traadte ud paa Stenflisen og raabte ham ind til Maden, svarede han ikke, og under hele Maaltidet lod han sig ikke se.
Inde i Stuen var Bordet dækket med en ren, hvid Dug og blomsterbemalede Lertallerkener. Pladsen for Bordenden var forbeholdt Emanuel. Han havde straks søgt at faa Hansine til at tage Plads ved hans Side, men han opdagede snart, at det vilde være stridende mod god Bondeskik, om Husets Datter satte sig ved Bordet, saalænge Gæsterne spiste. Saa maatte han nøjes med at smile til hende, naar hun bar ud og ind fra Køkkenet.
Retterne var for Emanuels Vaner ret tarvelige, og han vidste end ikke, at Risengrød og speget Flæsk med Røræg i Bønderhjem betragtedes som Højtidsmad. Aldrig havde alligevel et Maaltid forekommet ham festligere end dette. Solen kastede sine Guldskiver midt ind over Dugen, saa han syntes, at han nu først rigtig var kommen ud paa Landet. 265 Gennem Forstuedørene, der var aabnede, strøg en frisk Duft af Hø og Stald ind fra Gaardspladsen; og paa de milde Luftstrømme gled snart en hvid Sommerfugl ind – ligesom et lille Skib for fulde Sejl – snart en travl Humlebi, der brusede frem som en Luftens Damper og et Øjeblik fyldte Stuen med sin vrede Summen, før den fór ud igen.
Til sidst viste ogsaa Hønsene sig i Flok, hidlokkede af Skeernes og Gaflernes Raslen. Én for én hoppede de husvante ind over Tærskelen og begyndte straks at opplukke de tabte Krummer fra Lergulvet under Bord og Bænk. Kun den store, knejsende Hane blev staaende udenfor i Forstuen og smaaklukkede som en aarvaagen Inspektør, paa én Gang opmuntrende og advarende.
.... Efter Bordet følte Hansine sig saa træt, at hun maatte gaa ind i sit Kammer og lægge sig lidt.
Det var en haard Skuffelse for Emanuel, der havde længtes efter at komme til at tale med hende i Enrum. I en Timestid maatte han nu nøjes med Elses Selskab, idet ogsaa Anders Jørgen saa' sit Snit til at liste sig bort for ovre i Loen at tage den sædvanlige Middagsskraber med sin ene, blikbeslaaede Træsko til Hovedpude.
Paa Bønderkoners Vis førte Else Emanuel rundt 266 i hele Huset. Hun viste ham baade Køkken og Bryggers – hvor den smilende Husmandskone lykønskende rakte ham en pjaskvaad Haand – og førte ham ned i Salte- og Mælkekælderen, hvor hun til Ære for ham lod et Parti friskkærnet Smør nedslaa i en Drittel. Til sidst gik de ind i "Salen", et stort, blaakalket Rum, der laa for sig selv paa den anden Side af Forstuen. Af Møbler fandtes her kun et dobbelt Klædeskab og tre store, grønmalede Kister, hvori Husets Forraad af Linned, Dækketøj og gamle Familieerindringer laa forvarede. Else aabnede Kisterne en efter en, og Emanuel saa' her mange Ting, der vakte hans højeste Interesse. Der var aarhundredgamle Brudeskjorter, Brystsmækker og "Hængklæder", kunstfærdigt overbroderede med "Hedebosting", og med indvævede Navne og Aarstal, der havde kostet Aaringers Arbejde; desuden gamle Gyldenstykkes Hovedtøjer og perlestukne Huer, der havde tilhørt Forfædrenes Bryllupsdragter; Bønnebøger, Skospænder, Brystkæder og Sølvknapper.
Else selv var mest optaget af at fremvise sin gennem mange Aar opsparede Beholdning af Lærreder, Vadmel og spunden Uld; thi denne udgjorde – hvad Emanuel ikke tænkte paa og heller ikke 267 vilde have forstaaet – Børnenes hovedsageligste Medgift, idet Gaarden var en Fæsteejendom paa tre Mænds Levetider, hvoraf Anders Jørgens var den sidste.
"Ja, dette er nu, hvad vi har faaet samlet," sagde hun, – ikke helt uden Stolthed – mens hun fremtog Stykke for Stykke af sine Skatte og med Haanden strøg ligesom kærtegnende hen over dem. "Det er jo kanske ikke saa meget, for Anders og jeg blev jo sent gifte, og de første Aaringer var det kun smaat med Udkommet, saa der var ikke stort at lægge til bedste. Vi har jo ogsaa mangen Gang haft Uheld baade med Kvæget og Høsten, saa vi maa vel endda være glade til, at vi dog er kommen saa vidt, som vi er. Den Gang jeg fik Tanker til Anders, spaaede min Moder mig rigtignok baade Fattigkassen og al Elendighed, men Vorherre vilde det nu alligevel anderledes med os, og vi har saamænd meget at sige ham Tak for."
Hendes Syslen med disse mange hengemte Sager genvakte allehaande gamle Minder, og hun begyndte af sig selv at fortælle om, hvorledes Anders og hun i deres Ungdom havde fundet hinanden, mens de tjente i Gaarde sammen i et af Nabosognene. Fuld af Beundring hørte Emanuel 268 paa hendes halvt skæmtende Beretning om, hvorledes de i femten Aar havde maattet tjene hos fremmede og udstaa alle Slags Genvordigheder, før de i Fællesskab havde faaet sammensparet saa meget, at de kunde fæste Bo, – og han følte i dette Øjeblik en ny Glæde ved at tænke paa, at han kunde blive dette gamle, trofaste Ægtepar en Trøst og Støtte i deres Alderdom.
XIV.
Imidlertid havde Rygtet om Forlovelsen bredt sig fra Præstegaarden ud i Egnen og ved Middagstid ogsaa naaet Skibberup. I Begyndelsen havde man her ikke villet fæste Lid til det; men da det oplystes, at Kapellanen om Formiddagen var set at gaa ind til Anders Jørgens og ikke siden var vendt tilbage, blev man tvivlraadig. I Løbet af den sidste Timestid havde de forskelligste Ansigter – baade voksnes og Børns – tittet over Havegærdet eller ind gennem Porten for at faa Kig paa et eller andet, der kunde bringe lidt Klarhed 269 i Sagen, og mens nu Else og Emanuel befandt sig inde i "Salen", vovede et Par af Byens Kvinder sig helt ind i Bryggerset, hvor de gav sig til at hviske med Husmandskonen.
Da det herved blev slaaet fast, at Rygtet virkelig talte sandt, blev der en Henrykkelse i hele Byen. Ingen kunde nu længer holde sig tilbage men maatte hen til Gærdet for mulig at faa et Glimt af de nyforlovede at se; og da Else og Emanuel vendte tilbage til Stuen, sad her allerede et Par af Husets nærmere Venner, der var kommen for at ønske til Lykke.
De efterfulgtes snart af flere, og i det hele viste det sig, at Elses Frygt for Sladder og Misundelse havde været ganske ugrundet. Alle opfattede, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning, der var givet den hele Menighed, ja den hele Bondestand … en levende Besegling af det Forbund, der Dagen forud var sluttet i Forsamlingshuset.
Hansine, der var kommen ind fra sit Kammer straks efter, at de første Gæster havde vist sig, gav da heller ikke i sin Maade at være paa nogen Anledning til Skumlerier. Mens Veninden, der stadig tog Plads ved hendes Side, med sejrsstolt Mine holdt Armen ligesom beskyttende om hendes 270 Liv, sad hun selv forlegen og halvt fraværende og modtog tavs Vennernes Lykønskninger.
Hele Eftermiddagen stod Stuen fuld af glade og stolte Skibberuppere. Man maatte efterhaanden lukke alle Vinduer og Døre op for at faa Luft i den kvælende Hede, og ikke et Øjeblik var Kaffekedlen ude af Kog. Selv Væver Hansen indfandt sig til sidst og hilste paa det unge Par med sit skæve, tvetydige Smil.
Emanuel følte sig lidt underlig til Mode ved at modtage alle disse Menneskers Lykønskninger, endnu inden han havde faaet talt alvorligt med Hansine selv, ja uden at han egentlig endnu havde hørt Ja-Ordet af hendes egne Læber. Han begyndte næsten at blive skinsyg paa denne store, røde Ane, der havde plantet sig dér ved hendes Side som en Vogter og uafladelig kærtegnede hendes Haand nede i sit Skød – akkurat som om det var de to, der var de forlovede. Hele Tiden sad han og spekulerede paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faa Hansine ud af dette Menneskes Vold og komme til at tale med hende under fire Øjne.
Omsider fik han Lejlighed til at komme hende saa nær, at han – uden at andre hørte det – 271 kunde spørge hende, om de ikke skulde spasere lidt sammen ude i Haven.
Hun rejste sig straks. Men Ane fulgte. Det var, som om hun følte sig berettiget til som Hansines bedste Veninde at være meddelagtig i de to's Fortrolighed.
Emanuel havde denne Gang ondt ved at styre sin Utaalmodighed, og efter at de i et Par Minutter havde spaseret omkring i Haven, foreslog han at vende tilbage til Stuen.
Men idet de skulde til at gaa ind, lagde han Haanden paa Hansines Arm og sagde:
"Der er for Resten noget, jeg gærne vilde tale med dig om, Hansine."
Han saa', at hun kom til at skælve. Hun havde denne Gang forstaaet Vinket. Efter et Øjebliks Betænkning drog hun sin Haand bort fra Venindens Arm og sagde til hende:
"Vil du ikke gaa ind og hjælpe Mo'er med Kaffen. Jeg kommer straks."
Ane saa' først forbavset paa dem bægge, hvorpaa hendes Ansigt fik et Udtryk, der skulde vise, at hun følte sig højlig forurettet. Uden et Ord vendte hun sig om og forlod dem.
Hansine og Emanuel gik langsomt tilbage ad den samme Vej, de var komne. Ingen af dem 272 talte. Men da de naaede et Lysthus i den yderste Ende af Haven, hvor ingen kunde se dem uden en lille Stillids, der sad og pippede oppe i Løvet, tog han bægge hendes Hænder og stod længe tavs og betragtede hende. Hun var bleg og saa' et Par Gange hurtigt og sky op paa ham. Hun ventede, han skulde tale. Men da han blot blev ved at stirre paa hende med sit ømme, spørgende Blik, lagde hun sig til sidst frivilligt ind til ham og lukkede Øjnene, idet han trykkede det første Kys paa hendes Pande.