Muld

Et Tidsbillede

[gå tilbage]

Anden Bog

65

I.

Skibberup Kirke laa næsten en Fjerdingvej fra Skibberup By – ensomt, paa Toppen af en nøgen Banke, der rejste sig et Stykke ude i Fjorden. Blot en lav og smal Tange forbandt dette "Kirkenæs" med det øvrige Land, og mellem Næssets Grus og Sten voksede kun lidt blegt Græs, lidt Lyng og nogle jordkrybende Tjørn. Selve Kirken var en ældgammel, stærkt forfalden Kampestensbygning med et senere tilbygget Murstenstaarn. Hele Pladsen gjorde i sin øde Forladthed et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. Rundt om mellem de vejrblæste Grave laa nedstyrtede Teglsten, Kalkbrokker og Rudeskaar; og traadte man ind i Kirkens halvmørke Indre, mødtes man her af en isnende Klamhed fra de fuldkomment nøgne Kalkmure, der selv midt om Sommeren var ganske grønne af 66 Fugtighed, og som om Vinteren gemte paa en saa bitterlig Kulde, at Vandet undertiden bundfrøs i Døbefonten, mens Præsten maatte staa paa Prækestolen i Sivsko og store Bælgvanter.

Om Hverdagene laa Kirken hen i uforstyrret Fred, kun besøgt af den lange, skindmagre Klokker – "Døden", som man kaldte ham – der med sine lange Knokkelarme lagt dybsindigt over Kors bag paa Ryggen vandrede herud fra Byen hver Morgen og Aften for at røre de rustne Taarnklokker og lade nogle basdybe Toner runge ud over Rævene, som luskede omkring mellem Tjørnene, over Degnens Faar, der gik og græssede tungsindigt uden for Kirkegaardsmuren, og nu og da over en enlig Fiskermand, der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drog Agn.

Om Søndagen derimod – især paa de store Højtidsdage – var her Liv og Fest. Da mylrede det paa Vejen herud fra Skibberup af helligdagsklædte Fodgængere og blankt pudsede Køretøjer; og rundt om Næsset kom Fiskerfamilierne sejlende i Baade og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar Kvinderne i Land paa deres Arme. Kvinderne havde alle sorte Kirkehætter paa Hovedet, og mange bar Moskranse og Blomsterkors, som de lagde hen paa de 67 vejrblæste Grave, forinden de i Gaasegang gik ind i Kirken. Imidlertid stod "Døden" henne paa sin Udkigspost ved et Hjørne af Kirkegaardsmuren og stirrede ud over Vejlbyvejen, hvorfra Præstens Vogn skulde komme. Saa snart den buklede Kaleschehimmel skimtedes derude mellem Bakkerne, ilede han med lange Skridt tværs over Gravene og ind i sit Taarnrum; – og mens nu ogsaa Mændene, der havde samlet sig i samtalende Grupper uden for Kirkeporten, langsomt trak sig ind i Kirken og under andagtsfuld Hosten og Snøften tog Plads under de genlydende Hvælvinger, gav Klokkerne i Taarnet sig til at bamle, saa til sidst alle Kirkens Mure begyndte at ryste.

Dog – alt dette var i Grunden nu en halvforglemt Saga. Siden Provst Tønnesen var kommen her til Sognet, havde Kirken mangen Gang staaet øde ogsaa paa Helligdagene; de rustne Klokker havde bamlet over mennesketomme Veje, og inde i Stolestaderne hostede blot et Par fattige Tiende-Skyldnere, der ikke turde udsætte sig for Provstens Vrede. Og dog var det netop paa Tønnesens Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter paa Gulvet inde i Stolestaderne.

68 Men inde i Skibberup By var det, at Menighedens oprørske Hoveder fortrinsvis havde samlet sig, ligesom det var dér, at den berygtede Væver Hansen havde sit Standkvarter. Synet af disse tomme Stolerader hensatte da ogsaa hver Søndag Provst Tønnesen i et helligt Raseri. Han kunde under Prækenen tale sig op i en saa flammende Lidenskab og hugge sin Haand i Pulten med en saadan Kraft, at selv Sct. Peder, der sammen med de andre Apostle fandtes udskaaren i Træ paa Prækestolens Sider, en Gang bogstaveligt tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.

Efter at Kapellan Hansted var kommen til Sognet, var der imidlertid igen indtraadt en Forandring i disse Forhold, og en Søndag i Slutningen af Marts – paa Aarets første Foraarsdag – lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne, der kredsede uden for Kysten.

Ude paa Vejen foran Kirkegaardsmuren holdt en lang Række Køretøjer med spejlblanke Heste og ventede paa, at Gudstjenesten skulde være forbi. Nogle af Kuskene sad oppe i Agestolene og halvsov med Hovedet i Hænderne. Andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med at røge Tobak og passiare. Forrest i Vognrækken, 69 lige foran Kirkegaardsporten, holdt Provstens Kalesche med en højt svævende Buk og en gammel, fruentimmeragtig Kusk i en stor, blaa Slagkavaj.

Blandt de ventende Bønderkarle var det Skik at drive Løjer med Provstens Kusk – "Maren", som han gærne kaldtes efter sin afdøde Kone, hvem man til Gengæld (og ikke uden Grund) havde tildelt hans eget Døbenavn Rasmus. Ogsaa i Dag stod en fire-fem muntre Fyre omkring ham med Hænderne i Lommerne og lo.

"Hør Maren!" sagde en af dem og kneb polisk det ene Øje til. "Hvad bliver det egentlig til med jeres Frøken og ham Kap'lanen? Nu synes jeg, de maa ha'e kigget længe nok paa hinanden, saa de snart kunde skrive Redelighed1."

"Aa, jeg skal sige dig noget," sagde en anden, der stod skødesløst lænet op til Portstolpen. "Det maa ikke gaa for hastigt til mellem fine Folk. Det er med disse hersens Frøkner ligesom med Hønsene – de skal altid vrikke lidt med Gumpen, før de gi'er sig over. Er det ikke sandt, hvad jeg siger, Maren?"

Den tiltalte sad ubevægelig paa sin høje Buk og stirrede stift ud over Hestenes Øren uden at svare. Han fandt det ganske uforeneligt med sin halvt gejstlige Stilling at indlade sig i 70 Passiar med disse Gudsbespottere, der forhaanede Provstens Kusk og tog Frøken Ragnhilds Navn forfængeligt.

I det samme sluttede Salmesangen inde i Kirken, Døren til Vaabenhuset aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud.

Blandt de Mænd, der efterhaanden samlede sig foran Indgangen for her at oppebie Kirkestævnet, var der en, som fra alle Sider var Genstand for usædvanlig Opmærksomhed. Det var en midaldrende, bondeklædt Mand, høj, mager, noget ludende, med lange, fremover hængende Arme og et paafaldende lille Hoved. I dette lille, noget fladtrykte Hoved sad et ejendommeligt Katteansigt – klogt og aarvaagent, med to smaa rødrandede Øjne og et tyndt, rødligt Fuldskæg. De fleste af Mændene gik hen og rakte ham Haanden og saa' samtidigt op paa ham med et ligesom spørgende Blik, hvilket han regelmæssigt besvarede ved at trække Munden op til et skævt Smil og sænke det ene Øjelaag.

Pludseligt delte Menneskemassen sig foran Kirkedøren, og i denne viste sig Kapellan Hansteds præsteklædte Skikkelse.

Skønt han allerede havde præket adskillige Gange, baade her og i Vejlby, saa' han bleg og 71 anstrengt ud og hilste med tydelig Forlegenhed paa den forsamlede Mængde, der da ogsaa temmelig trevent blottede Hovederne, idet han gik forbi. Manden med Katteansigtet rørte endog slet ikke Hatten men blev staaende med sin skævt optrukne Mund, mens et spottende Blik fra hans halvt tillukkede Øjne fulgte den ungdommelige Præsteskikkelse lige til Vogndøren, hvor "Døden" stod med Hatten i Haanden og krummede sig i Støvet som en Orm.

Saa snart den gamle Kusk havde sat Hestene i Bevægelse, sank Kapellanen tilbage i Vognhjørnet og lagde med et lidende Udtryk den ene Haand op paa Issen. Sin bløde, bredskyggede Plyshat havde han straks kastet fra sig paa Bagsædet, som om den brændte ham om Panden; – og mens Kaleschen knirkende og knagende skumplede hen ad den ujævne Vej, blev han siddende saaledes i flere Minutter, med tillukkede Øjne og fast sammenpresset Mund, som om han havde ondt ved at lade være med at græde.

72

II.

Han blev modtagen hjemme i Præstegaarden af Provst Tønnesen, der netop var vendt tilbage fra Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Forholdet mellem de to Præster var nemlig ordnet saaledes, at de bægge prækede hver Søndag, den ene i Vejlby, den anden i Skibberup. Dette var et Paafund af Provsten, som næppe uden Grund frygtede for, at de ildesindede Skibberuppere, der saa haardnakket udeblev fra hans egen Forkyndelse, yderligere skulde vise deres Fjendskab ved at strømme til Kirkerne, saa snart Kapellanen prækede. Derfor gav han ogsaa først i sidste Øjeblik til Kende, i hvilken Kirke han selv ønskede at forrette Tjenesten; og Følgen heraf havde været, at bægge Kirkerne i nogen Tid var bleven fyldt af Skarer, der hver for sig haabede at faa den nye Præst at høre.

Oplivet ved Synet af sine trofaste Vejlby-Tilhængere vendte Provsten nu tilbage i fornøjet Stemning og satte sig til Frokostbordet med en fortræffelig Appetit.

Hertil bidrog desuden en Festlighed, der om Aftenen skulde afholdes her i Præstegaarden, og hvortil man allerede i flere Dage havde haft travlt 73 med Forberedelser. I Almindelighed levede Provsten og Frøkenen nemlig meget stille, idet de aldrig deltog i Bøndernes og kun sjælden i Egnens faa og temmelig tarvelige Proprietærfamiliers Selskabelighed. To Gange om Aaret afholdt Provsten imidlertid regelmæssig en større, ligesom officiel, Bespisning, hvortil Repræsentanter for de forskellige Lag af Menigheden blev tilsagte omtrent som til en Fyrstes Taffel.

Provst Tønnesen forestod ved disse Lejligheder altid selv Ledelsen af Festforberedelserne. Det var hans Lidenskab overalt at styre, ordne og udstede Befalinger. Allerede for flere Dage siden havde han givet Ordrer for Indkøb af Vin, Kød og Delikatesser, og ikke saa saare havde han nu sat sig til Rette ved Frokostbordet og anbragt sin store Serviet under Hagen, før han begyndte at give sin Datter omhyggelige Anvisninger angaaende Vinens Temperering og Salaternes Tilberedelse.

Imidlertid sad Kapellan Hansted tavs og aandsfraværende og smuldrede efter Sædvane sit Brød paa Dugen næsten uden at nyde noget. Hans Udseende havde kendeligt forandret sig i Vinterens Løb. Han var bleven endnu mere hulkindet, og over hans før saa klare, frejdige Øjne laa ligesom 74 en Taage, der forraadte, at en Orm gnavede ved hans Hjærte.

Fra den anden Side af Bordet iagttog Frøken Ragnhild ham flere Gange med et opmærksomt Blik. Under Paaskud af Travlhed i Anledning af Festen havde hun imod Sædvane ikke fulgt sin Fader til Kirke og var endnu klædt i en lysblomstret Formiddagskjole af et blødt, varmt Stof, med langt og spidst nedløbende Liv, snævert sluttende Ærmer og store Skulderpuffer. Over hendes maaneskinsblege Ansigt med de store, blaagraa Øjne laa et Udtryk af skjult Bekymring, af søsterlig Deltagelse for Kapellanens Sorg, som hun syntes at kende og forstaa.

Til sidst blev ogsaa Provst Tønnesen opmærksom paa Hr. Hansteds usædvanlig dybe Aandsfraværenhed, og da han – ved pludseligt at henvende et Spørgsmaal til ham – fik et forvirret Svar, rynkede han misbilligende sine Bryn. Han fandt det ikke passende, at hans Kapellan var uopmærksom, naar han talte – selv om det kun var om Postejer og Salater.

I det hele var Provst Tønnesen slet ikke saa fornøjet med sin Kapellan, som han en Tid havde troet at skulle blive. Han følte sig besværet af dette for hver Dag mere sære og indesluttede 75 Menneske, der gik omkring i hans Hus som et Bytte for en eller anden fiks Idé. Han forstod ikke, hvad det var, der kunde nage ham, al den Stund han var sig bevidst, at baade han selv og hans Datter efter Evne bestræbte sig for at gøre ham Opholdet her saa hjemligt og hyggeligt som muligt. Særlig følte han sig ubehageligt berørt af Kapellanens Opførsel over for Ragnhild. Han havde ikke kunnet forblive blind for, at der var de to noget imellem, og han mente at have Grund til at tro, at Hr. Hansted ikke var hans Datter ganske ligegyldig. Men endnu havde Kapellanen tydeligt nok ikke foretaget noget afgørende Skridt. Provst Tønnesen vidste ikke, om det skyldtes Vankelmodighed eller overdreven Undseelse, men i bægge Tilfælde forekom det ham, at han med Grund kunde beklage sig.

Naar han alligevel hidtil havde holdt sin Utaalmodighed i Tømme, var det alene af Hensyn til Ragnhild, hvis Ensomhed og ubetryggede Fremtid undertiden voldte ham Bekymringer. Ogsaa ved denne Lejlighed bed han – om end kun med stor Selvovervindelse – sin Fortørnelse i sig. Men ikke saa saare var Frokostbordet hævet og Kapellanen gaaet op paa sit Værelse, før han maatte give sit Hjærte Luft.

76 "Jeg forstaar mig ikke paa det Menneske!" udbrød han, idet han begyndte at vandre heftigt frem og tilbage over Spisestuens Gulv. "Jeg begriber ikke, hvad det er, han gaar og spekulerer paa. Han sidder hver Dag her nede saa tavs og udeltagende, som om der var overgaaet ham en stor Ulykke! … Kan du forstaa, hvad Grunden kan være, Ragnhild?"

"Aa," svarede Datteren roligt; hun var bleven siddende ved Bordet, tilbagelænet mod Stoleryggen, og saa' med tankefuldt sammenknebne Øjne ud gennem Vinduerne. "Det er vel ikke saa underligt, om han i Begyndelsen kan føle sig lidt tynget af sin Gærning. Han er jo endnu saa ung …. og desuden har han maaske mærket, at hans Prækener ikke har vundet udelt Bifald hos Befolkningen."

"Aa, for den Sags Skyld behøvede han dog virkelig ikke at gøre sig Bebrejdelser," svarede Provsten med Selvfølelse. "Og det er saamænd heller slet ikke den Slags Ting, der er i Vejen .... i saa Fald var han sikkert kommen til mig med sine Bekymringer. Nej, jeg er bange for, at han gaar omkring og véd ikke rigtig Besked med sig selv. Der er noget ubeslutsomt over ham. Maaske har han sat sig fast i en eller anden fiks Idé om sig 77 selv .... Sligt ligger jo til Familien, hører jeg. Hans Moder var nok en temmelig overspændt Dame, der endogsaa paa en ulykkelig Maade endte sit Liv i et Anfald af Sindssyge."

Frøken Ragnhild vendte Ansigtet mod sin Fader og saa' paa ham med et forfærdet Blik.

"Hvad er det, du siger? … Hans Moder!"

Provsten standsede, blev rød og rømmede sig. Han var i sin Ivrighed kommen til at forsnakke sig i en Sag, som han af Skaansomhed mod Kapellanen og af Hensyn til Menigheden havde fundet det rigtigst at fortie.

"Nu – jeg mener naturligvis ikke saadan bogstaveligt!" sagde han, idet han med et udglattende Smil og en Haandbevægelse fortsatte sin Gang. "Folk siger jo desuden saa meget .... Jeg mener blot, at vor kære Hr. Hansted maaske har en noget for stor Tilbøjelighed til at fordybe sig i sig selv, en Brist paa Evne til at assimilere sig … Jeg synes dog, jeg har gjort, hvad der stod i min Magt, for at han kunde føle sig vel tilpas imellem os. Og det har du da ogsaa, véd jeg. Jeg har jo oftere set jer spadsere sammen i Haven. I har jo – saa vidt jeg har forstaaet – nogenlunde fælles Interesser; din Musik sætter han stor Pris paa, – det har han selv fortalt 78 mig. Jeg kan derfor ikke begribe, hvad der gør ham saa tilbageholdende .... For det kan vel ikke tænkes, at du, Ragnhild – – at du ved en eller anden Ting kan have – – at du paa en eller anden Maade kan være kommen til at støde ham –?"

Provst Tønnesen standsede atter – denne Gang i en mørk Krog af Stuen – og betragtede herfra sin Datter med et forsigtigt forskende Blik.

Hun lod, som om hun overhørte hans Ord. Hun sad med Armene korslagte over Brystet og saa' frem for sig med det utilgængelige Udtryk, hvormed hun over for Faderen regelmæssigt afviste enhver Sammenstilling af sit og Kapellanens Navn.

Provst Tønnesen rynkede sine buskede Bryn. Han forstod sig ikke længer paa sit Barn! … Med mørk og bitter Mine fortsatte han tavs sin Vandring over Gulvet og forlod kort efter Stuen.

III.

Kapellan Hansted var gaaet op paa sit Værelse, et rummeligt Kvistkammer, der laa stille og ensomt, 79 omgivet af et stort, tomt Loftsrum, ligesom en lille Verden for sig selv. Trods den skraanende Tagvæg og det sparsomme Lys fra Stuens eneste Vindue saa' her hyggeligt ud. Der var Skrivebord, Sofa, en gammeldags Mahogni Skrivepult, Reoler fulde af Bøger, en stor Lænestol, smaa Tæpper paa Gulvet og en Seng bag et Skærmbræt. Luften derinde var frisk og krydret. Kapellanen var nemlig et Særsyn mellem Teologer – han røg ikke Tobak. Derimod var han ivrig Blomsterdyrker; i Vinduet stod der fuldt af Potteplanter, og op ad Karmen snoede sig en Vedbendranke med lysegrønne Spirer.

Over Sofaen, mellem to store Billeder af Luther og Melanchton, hang en lille Samling Familieportræter. Her saa' man Kapellanens Fader, en høj, mager, statelig udseende Herre, der diplomatisk tilknappet stod støttet til en Konsol med en Silkehat i Haanden og et bredt Ordensbaand i Knaphullet. Ved Siden af ham hang et lille Daguerreotypi-Billede af hans Moder, omgivet af en Krans gule Evighedsblomster. Billedet skrev sig øjensynligt fra Fru Hansteds Pigedage. Det var saa bleget af Solen, at man kun ligesom gennem en Taage kunde skimte et ungdommeligt Hoved med en mærkelig høj Frisure og to store, lyse, vidt aabne Øjne. 80 Desuden var der Billeder af Kapellanens Broder, Garderløjtnanten – et kønt ungt Menneske med et kækt og muntert Ansigt – samt af Søsteren, Generalkonsulinden, en lille fuglefin Skabning, endnu næsten et Barn, med nervøst missende Øjne og et sygeligt Smil.

Og derhenne ved Skrivebordet sad nu Emanuel, den ældste af Etatsraad Hansteds Børn. Han sad med Haanden under Kinden, iført en brun Klædes Slobrok, i Færd med at undersøge et Brev.

Brevet var fra Faderen. Han havde modtaget det allerede den foregaaende Dag men opsat at læse det, for ikke at forstyrres i Udarbejdelsen af sin Præken. Nu aabnede han det næsten med Uvilje og gennemlæste det i Begyndelsen flygtigt og adspredt. Det var de sædvanlige omstændelige Beretninger om intetsigende Familiebegivenheder, om Broderen, der havde været paa Hofbal, om Generalkonsulens Fødselsdagsmiddag, om Søsterens Baby, der havde faaet Tænder o.s.v., o.s.v. Efterhaanden fængsledes alligevel hans Opmærksomhed. Han læste langsommere, Ord for Ord, undertiden med et ufrivilligt Smil, til sidst med et Stænk af Vemod.

Brevets Slutning lød:

"Som du kan vide, min kære Søn, glæder det os alle meget at erfare, at du bestandig er 81 rask og føler dig tilfreds derude i din Ørken – som din Broder stadig spøgefuldt kalder dit fjerne Opholdssted. Det er jo et smukt og ophøjet Kald, du har valgt dig; og nægter jeg end bestandig ikke, at jeg hellere havde set dig gøre et Valg af Livsstilling, der var mere i Overensstemmelse med vore Familietraditioner, og som navnlig ikke havde ført dig saa langt bort fra os, er det af et oprigtigt Hjærte, at jeg og vi alle ønsker dig Held og Velsignelse til din ansvarsfulde Gærning. Det er naturligvis lidt vanskeligt for os, der altid har levet udelukkende i Omgang med Folk af vor egen Dannelsesklasse, til Bunds at fatte Muligheden af en nøjere, frugtbringende Forstaaelse mellem Mennesker af saa ulige Kaar og Opdragelse som f. Eks. dig og den Befolkning, mellem hvilken du har valgt at leve. Jeg nægter ikke, at et tilfredsstillende aandeligt Samkvem under saadanne Forhold – selvfølgeligt udenfor det strengt religiøse Gebet – altid har staaet for mig som en uopklaret Gaade. Men maaske ligger det i mit Ukendskab til de faktiske Forhold, og jeg kan kun gentage, at alle vore bedste Ønsker følger dig i din Gærning."

Emanuel læste det sidste Stykke to Gange langsomt igennem – og under Læsningen drog en bestandig mørkere Skygge sig ned over hans Ansigt. 82 Saa sank Haanden med Brevet langsomt i hans Skød; og i denne Stilling blev han siddende ubevægelig, med Øjnene stift rettede mod Gulvet.

Pludselig rejste han sig og begyndte at vandre heftig frem og tilbage i Værelset. Han kunde ikke – han vilde ikke tro, at Faderen og de andre havde Ret; – at alt, hvad han saa lykkelig havde haabet og drømt, var lutter tomt Fantasteri! ..... Og dog! Og dog! .... Var det ikke den samme Tvivl, der nu nagede og pinte ham selv? Var ikke hans eget Hjærte begyndt at tabe Troen paa, at i hvert Fald han ejede Evne til at gøre Fyldest i dette Kald? .... Han vidste, at han med al sin Kraft og Vilje havde søgt at dygtiggøre sig til sin Gærning. De mange tæt beskrevne Ark i hans Skrivebordsskuffe kunde vidne om den utrættelige Flid, den samvittighedsfulde Omhu, hvormed han Uge efter Uge havde forberedt sig til sine Prækener – i Haabet om, at det dog til sidst skulde lykkes ham at tage sine Tilhørere fangen under sit Ords, sin Bekendelses Magt. Men forgæves! .... Aldrig saa snart traadte han om Søndagen frem paa Prækestolen og saa' de mange fremmede Øjne rettede imod ham nede fra Kirkens Gulv, før det var, som om al Ordenes Varme og Overbevisning frøs bort paa hans Læbe. Med Fortvivlelse 83 hørte han sine Sætninger klinge hule og tomme hen under de genlydende Hvælvinger, mens han mærkede en bestandig tungere Døsighed sænke sig over hele Forsamlingen. Det var, som om der mellem ham og Menigheden aabnede sig et bestandig dybere og dybere Svælg, hvorover hans Stemme ikke kunde naa – en mørk og isnende Afgrund, hvori alle hans mod Himlen stræbende Ord ét for ét sank ned som ihjelfrosne Fugle.

Han havde standset sin urolige Gang og stillet sig hen i den brede Vindusfordybning, hvor han længe blev staaende ubevægelig og stirrede ud. Solen faldt gylden ind over hans slanke, blonde Skikkelse; og som han stod dér i sin løst bundne Slobrok, med Skuldren støttet til Murkanten, ligesom indrammet af Vinduskarmens grønne Vedbendranke, mindede han om en ung Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer drømmende ud over den Verden, som ejer alle hans Længsler.

Han kunde fra sit Vindu overse næsten hele Sognet. Lige neden under sig havde han et Hjørne af Præstegaardshaven, og over denne saa' han ud over et Par af Vejlbys store, cementpudsede Gaarde og det stensatte Gadekær. Herfra kunde han paa en Strækning af over en halv Mil følge den brede Sognevej, der bugtede sig frem over de højt liggende 84 Marker, indtil den langt i Syd dukkede ned mellem de tre store, nøgne Muldbølger, bag hvilke Skibberup skjulte sig saa omhyggeligt, at ikke en Skorstenspibe var at øjne over Bakkekammene. Fjernere skimtedes Taarnet af den ensomt liggende Kirke, og langs hele den østlige Horisont saas Fjordens blaanende Flade og de grønne og hvide Brinker ovre bag den modsatte Bred.

Hver Dag havde Emanuel staaet her og stirret ud, og han kendte allerede hvert Hus, hvert Træ, hver Høj i det hele Landskab. Hans Blik havde drømmende fulgt – snart Bøndernes Plovspand, der én Dag i Slud, én Dag i Sol bevægede sig tungt over de vaade Agre, snart Fjordfiskernes Baade, der med hvide eller brune Sejl krydsede frem imellem Kysterne; snart Skibberuppernes hurtige Køretøjer, naar de rullede hjem fra Staden ad den bugtede Sognevej, hvor de for hver Svingning blev mindre og mindre for hans Øjne, indtil de til sidst som smaa Mus smuttede ned imellem de tre Muldvarpeskud i det fjerne. Om Aftenen, naar den sidste Solfakkel var slukket i Sydvest, havde han set Lysene tændes ét for ét rundt om i Hytterne, ligesom Stjerner paa en Himmel. I sin Ensomhed havde han da digtet sig ind i de fattige Beboeres nøjsomme og trælsomme Liv; og han havde tænkt 85 paa den Gang, da han i sin Afsky for det Samfund, han selv ved Fødselen tilhørte, havde troet sig beslægtet med disse Jordens frie Børn og drømt om at kunne leve i frit Samkvem med dem som Ven og Broder.

Han vidste nu, at han havde taget fejl. Hans Øjne var bleven aabnede for det dybe, uoverstigelige Svælg, der skilte ham og alle hans fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var alle en Gaade, hvis Sprog man næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det vel nogensinde blive anderledes? Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?

… Han blev med ét revet ud af sine Betragtninger ved at høre et muntert Fløjtekvidder over sit Hoved.

Han saa' op. En Stær!

Det var da forunderligt, tænkte han .... Han havde hele Dagen været saa optaget af sine Tanker, at han slet ikke havde lagt Mærke til, hvorledes 86 Solen endelig var brudt frem igennem de kolde Taager, der nu i ugevis havde indhyllet Landet. Han saa' sig omkring .... og atter fløjtede en Stær i hans Nærhed, og endnu en, og én til .... hele Haven var fuld af Vaar!

Han smilte vemodigt. Han kom til at tænke paa de mange Gange, han i Vinterens Løb havde længtes efter Foraarets Komme – fordi han havde haft en besynderlig Tro paa, at dermed vilde nok endelig alting blive godt; at med Vaarbrydningen i den vinterbundne Mark og Fjord vilde der ogsaa blive løst op for det Kærlighedens Kildespring, han følte opstemmet i sit eget Hjærte.

Han vendte sig om mod Stuen, gik hen til Skrivebordet, hvor han omhyggelig gemte Faderens Brev i en af Skufferne, strøg sig derpaa med bægge Hænder fra Panden op gennem Haaret ligesom for at bortjage alle tyngende Tanker, skiftede Klæder, tog sin Hat og en Silkeparaply, der stod ved Døren, og forlod Værelset.

87

IV.

Han gik ned ad den knirkende Loftstrappe, gennem Forstuen og ud af en Laage ved Siden af Hovedbygningen for gennem Haven at naa ud paa fri Mark.

Næppe var han imidlertid kommen forbi den første, store Græsplæne, før han hørte, at nogen kaldte paa ham.

Det var Frøken Ragnhilds Stemme.

Han blev lidt ærgerlig. Han vilde i dette Øjeblik helst være alene – og det var med en noget mut Mine, han vendte om og gik tilbage.

Frøken Ragnhild kom imod ham oppe fra Verandaen – endnu klædt i sin lysblomstrede Formiddagskjole med det stramt snørede, langt nedløbende Liv. Idet hun steg ned ad Verandaens Trappetrin, saa' man under Nederdelens Kant et Par spidsnæsede Laksko med Remme. Over Skuldrene og lidt ned paa Armene laa et blegblaat Shawl, der foran Brystet var knyttet i en løs Knude. Paa hendes brunrøde, krusede Haar sad en kæmpemæssig Straahat, opkrammet i Nakken og fæstet med en Agraf.

"Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De 88 gaar, Hr. Hansted?" spurgte hun med en noget kunstlet Munterhed, idet hun allerede paa Afstand opmærksomt iagttog ham med missende Øjne. "Har De noget imod at følge mig et Øjeblik ned i Kastanjealléen … Jeg skulde se, om jeg kunde finde et Par Violer."

De fulgtes gennem Haven.

Denne, der ligesom selve Præstegaarden var en af "Millionpræstens" Efterladenskaber, mindede med sine udstrakte Græsplæner, sine Busketter, sine store Stenvaser, sine lange Alléer og kunstfærdigt tilklippede Ligusterhække nok saa meget om en adelig Herregaardspark som om en borgerlig Præstegaardshave, – og Provst Tønnesen satte en Ære i efter Evne at vedligeholde den i dens fordums Herlighed. Over en dyb Grøft, der gennemskar Haven i den ene Ende, var der bygget en Træbro i kinesisk Stil med Dragehoveder og Bambustag, – og over denne Bro gik nu Frøken Ragnhild og Emanuel.

"Naa," sagde den sidste efter nogle Øjeblikkes Tavshed. "Tør jeg saa spørge, hvad det er, De ønsker at sige mig, Frøken?"

Hun lo lidt.

"Er De saa nysgærrig?"

"Ja vist!" svarede han med et Forsøg paa at 89 anslaa hendes muntre Tone. "Desuden har jeg Hastværk! Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt .... jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land!"

"Deres forjættede Land? Hvad mener De?"

"Aa, jeg mener vist egentlig ingen Ting," sagde han pludseligt igen alvorlig og saa' ned.

De gik atter et Par Minutter i Tavshed.

Hun skottede et Par Gange hen til ham med sit opmærksomme Blik, mens han gik dér ved Siden af hende i sin lange Overfrakke, med bægge Hænder og Paraplyen paa Ryggen, en Smule foroverbøjet og lidt slæbende i Gangen.

"Hvor De dog er et utaknemligt Menneske!" sagde hun saa igen med et Forsøg paa at le. "Jeg kunde virkelig have Lyst til at holde en ordentlig Straffepræken for Dem. Har De da slet ikke lagt Mærke til, at baade Himmel og Jord skoggerler til Dem i Dag, og at alle Vorherres Fugle synger omkap over Deres Hoved? Ser De heller ikke, hvordan jeg allerede priser Sommer i Dag? Eller kan da intet i Verden længer slaa et Smil af Deres Ansigt? .... Jeg vil sige Dem, jeg er virkelig paa Veje til at blive en Smule fornærmet paa Dem. Jeg er f. Eks. overbevist om, at De slet ikke har lagt Mærke til, hvorledes jeg 90 i Dag havde pyntet Frokostbordet – alene fordi De forleden sagde, at De satte mere Pris paa at se en Blomsterbuket end en Oksesteg paa et Bord. De véd, at jeg for mit eget Vedkommende absolut foretrækker Oksestegen."

Han smilte halvt forlegen.

"Jeg føler det godt, Frøken – jeg er et ganske uværdigt Menneske. Jeg forsikrer Dem, jeg skammer mig virkelig. Skænd derfor kun dygtigt paa mig … jeg fortjener det. Men De skal se, jeg skal nok forbedre mig. Det er vistnok bare saadan en Slags Børnesygdom, jeg er i Færd med at faa ud af Kroppen .... lidt gammeldags Romantik maaske. De véd jo, hvad de allernyeste Profeter præker. Vi bærer alle paa en Arv af mølædt Romantik, siger de, – og vistnok har da enten min Fader eller min Moder en Gang ejet en større Kapital deraf end de fleste."

"Deres Moder –?"

"Ja – men lad os tale om noget andet, Frøken! De skulde dog ikke gaa og glemme, hvad det var, De vilde fortælle mig. For det var vel ikke dette?"

De var kommen ind i en bred Kastanjeallé, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. En jublende Hærskare af metalglinsende Stære sværmede 91 her omkring i Solskinnet mellem Trækronerne, og ude fra det fri kom en varm Em, der duftede af Jord og friske Spirer.

Mellem to Stammer stod en saakaldet "Naturbænk" – og foran denne standsede Frøken Ragnhild, idet hun sagde:

"Skal vi ikke sætte os lidt? … Her skinner Solen saa rart."

Hun slog med Kvasterne af sit Shawl noget vissent Løv bort fra Bænkens Træmmesæde og tog Plads i det ene Hjørne. Emanuel blev staaende foran hende, lænet til sin Paraply, og gjorde ikke Mine til at sætte sig.

Hun sad et Øjeblik foroverbøjet, med Hænderne samlede i Skødet, og betragtede tavs Spidsen af sine Sko. Saa sagde hun, uden at løfte Hovedet:

"De talte om Deres Moder .... Jeg kommer til at tænke paa .... er det noget, jeg har drømt, eller har De ikke en Gang fortalt mig, at De ikke var meget gammel, da Deres Moder døde?"

"Jeg?" sagde han studsende og skottede ned til hende med et pludselig agtpaagivende Blik. "Aa, jeg var en 15-16 Aar ..... Men hvorfor spørger De om det?"

"Aa, jeg véd ikke –"

"Har De nylig talt med nogen om min Moder?"

92 "Ja, Fader og jeg talte i Dag om, at ..... Fader har vistnok truffet nogen, der i sin Tid har kendt Deres Moder."

Der skyllede en heftig Rødme hen over Kapellanens Ansigt, og hans Blik mørknedes.

"Saa har Deres Fader formodentlig ogsaa talt om .... om min Moders Endeligt?"

"Ja."

Der gik en smertelig Trækning over Kapellanens Ansigt. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han – sagte og ligesom med Besvær:

"Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt, for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, Frøken, og som fra Fødslen lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den."

Hun saa' noget forundret op paa ham og sagde:

"Ja, hvorledes mener De egentlig –?"

"Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde 93 uden helt at forkrøbles; men det er derfor ikke altid netop de ringeste eller svageste, hvis Hjærte brister under den. De skal se, vi segner maaske til sidst alle sammen i Kampen .... især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne .... hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu? – – – Og det er jo netop det, der er det fortvivlede!" vedblev han med en pludselig Overgang i Stemmen, som om han med Magt kastedes tilbage i gamle, nagende Tanker. "Kan De dog ikke forstaa, Frøken, hvor ganske bagvendt det er, at jeg har faaet det Kald at lære andre at leve og dø – jeg, som netop selv trænger til at lære at leve Livet retteligt – og netop af dem, jeg er sat til at være Lærer for! Eller er det da ikke sandt, at vi alle af Hjærtet bør misunde den fattige Husmand, der glad og uden Klage træller Ugen igennem, spiser sit tørre Brød og sover sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? … Men hvor er det da taabeligt, at jeg – det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster – at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel for de ubesmittede! Jeg forsikrer Dem, Frøken Ragnhild .... jeg træder aldrig over Tærsklen til den usleste Fattigmandshytte, 94 uden at Hjærtet banker i mit Bryst af hellig Andagt. Jeg har en Fornemmelse af, at jeg burde drage mine Sko af, – at jeg betræder en Helligdom, hvor de menneskelige Følelser endnu er bevarede i hele deres skønne, ædle Oprindelighed, saaledes som Vorherre i Tidernes Morgen har nedlagt dem i Menneskene. – – –"

Han var kommen ind paa sin sædvanlige lidenskabelige Lovprisning af Landboernes Liv, hvorom Frøken Ragnhild og han i Vinterens Løb havde haft saa mangen varm Debat. Frøken Ragnhild tilstod nemlig ganske aabent, at hun afskyede Livet paa Landet, der efter hendes Mening var det samme som en levende Begravelse; og hun lagde heller ikke Skjul paa, at hun betragtede Bønderne som Væsner, der tilhørte en lavere Menneskekaste, – en Slags snart krybende, snart anmassende, altid ildelugtende Halvmennesker, med hvilke hun ønskede at komme i saa lidt Berøring som muligt.

Ogsaa ved denne Lejlighed bestred hun paa det ivrigste Emanuels Anskuelser. Hun havde lænet sig tilbage mod Bænkens Rygstød og saa' nu utvungent smilende op paa ham. Naar mange af disse Bønder – sagde hun – befandt sig saa vel i deres Smuds og mugne Halm og næppe nok attraaede nogen højere Lykke, saa beviste dette 95 blot, hvor lidt de i Virkeligheden endnu adskilte sig fra de umælende, f. Eks. fra Grisene, hos hvem sikkert ogsaa alle Hjærtets Følelser var bevarede i uforfalsket Grisethed.

"Men det nytter sikkert ikke, at vi snakker derom," endte hun livligt. "De er nu en Gang bleven uforbederlig bidt af en gal Grøftegraver – og det er ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at overbevise Dem. Det Arbejde gør saamænd ogsaa nok en Gang den kære Virkelighed. Vent blot!"

Hun lo; – og som hun sad dér i sin lyse, smagfuldt farvestemte Dragt, saa fornemt behersket i hver af det slanke Legemes Linjer lige fra Spidsen af den lille fremstrakte Laksko og op til den kæmpemæssige Florentiner-Hat, der kastede en Skygge som et Kniplingsslør ned over den halve Del af hendes blege Ansigt med de leverbrune Læber, der saa' ud, som om de var malede, – kunde man virkelig et Øjeblik komme til at tvivle paa, at hun tilhørte den samme Menneskerace som det tunge, graa, i Jorden puslende Vadmelsfolk, i hvis Midte hun var fordømt til at leve.

Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod hende og sagde:

"Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde 96 meddele mig .... De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det."

Frøken Ragnhild blev lidt rød. Hun havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at faa ham i Tale for muligt at opmuntre ham lidt.

Saa fandt hun paa at sige:

"Jo, ser De, Hr. Hansted .... Som De maaske véd, skal vi i Dag have en lille Festlighed her i Præstegaarden."

"Ja, det forekommer mig virkelig, at jeg har hørt en lille Fugl synge derom."

"Naa, ja – gør De kun Nar! Den Slags Ting bliver nu altid til en Begivenhed herude paa Landet, hvor der Aaret rundt ikke sker noget interessantere – hvilket for øvrigt netop beviser, hvad jeg før har sagt om den Sag. Men nok om det! .... Som De sikkert allerede har forestillet Dem, vil jeg blive den elskværdigste Værtinde for mine Gæster. Disse er – saa vidt jeg véd – de Herrer Peter Nielsen og Niels Petersen og Peter Nielsen Petersen2 og Niels Petersen Nielsen .... Ja, nu skal De slet ikke saa forarget rynke Deres Bryn. Jeg har saamænd ikke det ringeste imod de kære Mennesker. Kun kan jeg ikke forlige mig med, at de spytter paa mine fine Gulvtæpper 97 – ja, for det var der sidste Gang én, der gjorde. Muligt er sligt en Ytring af den Følelsernes Umiddelbarhed, hvorom De før talte saa smukt; men ikke des mindre er jeg den helst foruden .... Og nu var det altsaa, jeg vilde bede Dem om, Hr. Hansted, at ogsaa De vilde vise Dem rigtig elskværdig mod vore Gæster i Aften. Og skulde det paa en eller anden Maade hænde, at jeg i Aftenens Løb fik Forfald – f. Eks. ved, at jeg blev overfalden af min store Hovedpine eller sligt – saa er De nok saa god at være min galante Stedfortræder hos Damerne."

"Frøkenen kan – som De véd – ganske befale over mig," svarede Emanuel, idet han med ironisk Høflighed blottede sit Hoved og bukkede. "Er der ellers noget, hvormed jeg kan være Frøkenen til Tjeneste?"

"Ja – De vil nok vise Dem saa forekommende for en Gangs Skyld ikke at være altfor upræcis i Dag. Jeg tror, at Fader ved denne Lejlighed vilde blive særlig utaalmodig, dersom vi skulde blive nødt til at vente efter Dem. Kom derfor heller en halv Time før Tiden – saa kan De oven i Købet hjælpe mig lidt med Arrangementet."

"Jeg skal gøre mit bedste! .... Men saa maa De virkelig ogsaa tillade, at jeg forlader Dem nu. 98 Dér ser jeg desuden Deres Hr. Fader komme med ilsomme Skridt. De kan tro, der er noget alvorligt i Vejen med Salaterne! .... Jeg har den Ære at anbefale mig!" –

Nede for Enden af Alléen var Provst Tønnesen virkelig kommen spadserende med Hænderne paa Ryggen – øjensynlig i Færd med at memorere en Festtale. Ikke saa saare fik han imidlertid Øje paa det unge Par ved Bænken, før han skyndsomst vendte omkring og vandrede videre den anden Vej ind igennem Haven.

V.

Frøken Ragnhild blev endnu siddende lidt paa Bænken, med Hænderne løst foldede i sit Skød, og saa' tankefuldt ud til Siden. Saa rejste hun sig og gik langsomt op imod Præstegaarden. Her blev hun modtaget af den i Dagens Anledning ganske fortumlede gamle Tjenestepige, der havde været helt ulykkelig over hendes lange Fraværelse og havde hundrede Spørgsmaal at gøre angaaende Madens Tillavning og Festbordets Dækning. Frøken 99 Ragnhild gav sine Anvisninger i en kort, bestemt Tone og gik derpaa ind i Dagligstuen, hvor hun satte sig hen til Vinduet med en Bog, en engelsk Roman, som hun paa maa og faa tog ud af Bogskabet.

Da hun havde læst et Kvarters Tid, saa' hun hen paa Uret over Hjørnepiedestalen. Klokken var tre. Saa lagde hun Bogen og rejste sig, puslede lidt omkring i Stuen, stod et Øjeblik og saa' paa Papegøjen, der var falden i Søvn i sit Bur, og satte sig til sidst hen ved Flyglet, hvor hun gav sig til at gennemspille et af Chopins Præludier.

Saa saa' hun atter hen paa Uret.

Ti Minutter over tre.

Hun anslog igen et Par Akkorder for at fortsætte sit Spil. Men pludseligt brød hun af, rejste sig, tog en Avis fra det svære, runde Mahognibord i Midten af Stuen og satte sig atter hen paa Stolen ved Vinduet. Med Avisen udfoldet i Skødet og med Hagen støttet i sin smalle, hvide Haand blev hun siddende her uden at læse, mens hun lod Blikket glide langsomt frem og tilbage over den store, tomme Gaardsplads og Staldlængernes øde Straatage .... indtil Klokken endelig slog halv fire. Saa rejste hun sig og gik ind i sit Værelse for at klæde sig om.

100 De fremmede Gæster ventedes Klokken seks; og da Middagsmaaltidet i Dag paa Grund af Festen skulde overspringes, var der rigelig Tid til et omhyggeligt Toilette. Men selv under sædvanlige Forhold var den daglige Omklædning en af Døgnets Hovedbegivenheder for Frøken Ragnhild. I sit næsten overdaadigt udstyrede Sovekammer, i hvis Luft der altid sporedes Duften af syrlige Essenser, tilbragte hun regelmæssigt de to Timer før Middag. Det var hende en Underholdning at staa foran sit legemsstore Spejl og betragte sin Person under Af- og Paaklædningen, nyde Synet af sin Nakke, sin blottede Skulder, sit udslaaede Haar, prøve en ny Frisure eller forsøge en ny Farvesammenstilling paa sin Dragt … ikke paa Grund af tom Forfængelighed eller Glimrelyst – hvem skulde hun desuden bryde sig om at glimre for her? – men fordi det tilfredsstillede hendes Trang til Skønhed, Finhed og Harmoni.

Hvad skulde hun desuden tage sig for? Hver Morgen dyrkede hun sin Musik – og dette var hendes lykkeligste Øjeblikke. Men mere end tre Timer havde Lægen paa det strengeste forbudt hende at tilbringe ved Klaveret, efter at hun for et Par Aar siden havde haft et heftigt Nervetilfælde. To Timer tilbragte hun daglig med 101 at læse – helst fremmede Sprog – og to Timer kunde hun til Nød slaa ihjel ved at deltage i Husholdningen, skønt hendes personlige Hjælp dér var ganske overflødig. Men endnu havde Dagen otte lange, tomme Timer, – hvad skulde hun gøre med dem? Spadsere? Men i Vinterens otte Maaneder laa Marker og Veje rundt om som et ufremkommeligt Morads, eller Sneen rejste sig omkring Præstegaarden som en uoverstigelig Mur. Selv om Sommeren satte Synet af de store, stumme Agre, de nøgne, ensformige Stendiger, den altid enten blaanende eller graanende Fjord hende i en nedtrykt Sindsstemning. Hele denne Ørken af Livløshed, der overalt omgav hende, kunde formelig indgyde hende Skræk. Og endda var det levende endnu værre end det døde! Allerværst var det at spadsere ind igennem Byen, hvor hun paa Forhaand vidste, hvilke Mennesker hun vilde træffe, paa hvilke Steder og ved hvilken Beskæftigelse; hvor hun var nødt til at gengælde Bønderkarlenes kejtede Hilsner og besvare de halvt paaklædte Husmandskoners enfoldige Talemaader om Vejr og Høstudsigter og Nattefrost. I Almindelighed indskrænkede hun derfor sine Vandringer til en ensom Sti, der fra Præstegaardshaven førte ud imod Strandbakkerne. Her tog 102 hun sig gærne henimod Solnedgang en lille rask Motion – indtil Lyden af en Flok hjemdragende Markarbejdere eller en lummer Luftning fra en gødet Ager jog hende hjem.

I otte Aar havde Frøken Ragnhild levet her i samme Ensomhed. Hun var født i den jyske Provinsby, hvor hendes Fader i sin Tid havde været Adjunkt, og fra sit trettende Aar, da hun mistede sin Moder, og indtil sin Konfirmation havde hun opholdt sig hos et Par Tanter inde i København for at fuldende sin Uddannelse i et højere Pigeinstitut. Først med sit fyldte sekstende Aar havde hun taget fast Ophold i Præstegaarden.

Hun var den Gang kommen her ud med sit unge Hjærte svulmende af lykkelige Forhaabninger. Hun vidste fra sin Roman-Læsning og fra Teatret, at i Landsbypræstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, hvis friske Ynde alle Digtere havde besunget, og paa hvis Besiddelse alle ædle unge Mænds ømme Længsler gik ud. Ikke heller var hun helt uvidende om sine egne personlige Fortrin; – hendes hvide Hudfarve og egernrøde Uldhaar havde allerede, mens hun var Skolepige, vakt Opmærksomhed i hendes jyske Fødeby, og nu gik hun derfor hver Dag omkring i stille, sød 103 Forventning, – beredt paa at modtage den Hyldest, der tilkom hende.

Endnu huskede hun tydeligt, hvorledes hun den Gang i Sommertiden kunde gaa halve Dage ude i Haven, med en tyk Fletning ned ad Ryggen, lyse Halvhandsker og en frisk Mosrose i Brystet. Snart satte hun sig hen for at drømme i Skyggen under et sagte susende Træ, snart steg hun op paa Diget ud mod Markerne, lagde Armen skyggende over Øjnene og stirrede ud over det solflimrende Landskab – som om hun hver Dag for Alvor kunde vente, at to fodrejsende Studenter skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de bægge saa' ud, hvorledes de – støvede og solbrændte – vilde kigge nysgærrigt ind ad Havelaagen, og hvorledes Faderen i det samme vilde træde ud paa Verandaen og byde dem ind; hvorledes de da i første Øjeblik vilde være røde og forlegne men senere blive muntre og ligefremme og til sidst synge bellmanske Sange ude i Maaneskinnet i Haven; hvorledes endelig den ene – ikke den morsomme og lystige, men han med det dybe, alvorlige Blik – ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke 104 at glemme ham, og hvorledes han saa Aaret efter vilde vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og i bevægede Ord anholde Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne triste Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at noget Æventyr viste sig.

Ragnhild Tønnesen maatte smile, naar hun nu tænkte tilbage paa disse sine Sekstenaars-Sværmerier. Hun var siden ofte bleven ulejliget af Friere blandt Egnens øltykke Proprietærsønner, der øjensynligt slet ikke kunde forstaa, at hun – især i sin nuværende fremrykkede Alder – ikke med Taknemlighed modtog deres Tilbud. Men for øvrigt var Aarene hengledne stille og ensformige ved Faderens Side uden ydre Oplevelser af nogen Betydning. Naar hun nu og da saa' tilbage paa sit Liv, forstod hun næsten ikke, at hun virkelig ikke var mere end fire og tyve Aar, at hun altsaa netop befandt sig midt i sin "Blomstring". Hun syntes absolut, hun maatte være begyndt at blive gammel. Der fandtes snart sagt intet mere i Verden, der kunde opfylde hende – uden netop hendes Musik. Selv det aarlige Foraars-Besøg i København, der i de første Aar af hendes Landliv havde været som en tre Uger lang Fest for hende, 105 og hvortil hun Maaneder i Forvejen havde beredt sig i hoppende Glæde, var hende ikke længer til virkelig Oplivelse. Hun var efterhaanden bleven fremmed for Forholdene inde i Hovedstaden, de gamle Venner og Bekendte var blevne spredte, hendes Tanter var døde, .... og saa var det ogsaa bagefter, som om Livet her hjemme blot blev dobbelt tomt og Naturen omkring hende dobbelt uhyggelig i sin stumme, forstenede Livløshed.

Derfor var det hende heller slet ikke behageligt, at Faderen i sin Tid bestemte sig til at tage en Kapellan. Hun ønskede ikke at forstyrres i den Søvngængertilværelse, hvortil hun lidt efter lidt havde vænnet sig. Da hun tillige mærkede, at Folk, endnu inden Kapellanens Ankomst, uden videre klappede hende sammen med ham, blev hendes Sindelag imod ham paa Forhaand ikke blidere. I Begyndelsen var da ogsaa Forholdet mellem hende og Hr. Hansted temmelig køligt, for ikke at sige spændt. Men efterhaanden som hun mærkede, at den nye Husfælle kun ønskede at leve i den samme uforstyrrede Tilbagetrukkenhed som hun selv, forligede hun sig bedre med hans daglige Nærværelse. Da hun tillige opdagede hans Sans for Musik, og at han fra sin Faders Hus kendte flere af de mest ansete Komponister, som det 106 morede hende at høre om, begyndte han saa smaat at vække hendes Interesse. Da samtidig ogsaa Emanuel følte en stedse større Trang til at have én at tale med og betro sig til, udviklede der sig lidt efter lidt, og næsten uden at de selv mærkede det, det utvungne, halvt fortrolige Forhold, som havde vakt Provst Tønnesens Opmærksomhed og Eftertanke.

Naar imidlertid Provsten – og adskillige med ham – af dette Forhold byggede Fremtidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en fuldstændig Misforstaaelse. Skønt Frøken Ragnhild i Virkeligheden var den yngste af de to, betragtede hun sig bestandig som Kapellanen adskilligt overlegen baade med Hensyn til Alder og Erfaring. Hun ansaa' ham for et retskaffent, varmt følende, men en lille Smule enfoldigt Menneske, hvem Misforhold i Hjemmet havde drevet ud at søge nye Verdner blandt fremmede. Blot hans Navn Emanuel havde fra første Færd kastet et Gran af Komik over hans Person. Hans Ungdom og Ubehjælpsomhed havde siden vakt hendes moderlige Instinkt, og jo mere indesluttet og nedtrykt han i Vinterens Løb var bleven, jo mere hun havde set ham lide under de Skuffelser, hun selv kendte saa godt, des mere følte hun Trang til at vinde hans Fortrolighed 107 for mulig at adsprede og opmuntre ham lidt.

Selv den flygtigste Erotik var der fra ingen af Siderne Tale om – og i denne Henseende herskede der heller ingen Misforstaaelse imellem dem.

VI.

Emanuel var gaaet ud af en Laage i den yderste Ende af Præstegaardshaven, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Han befandt sig her paa Egnens højeste Punkt, den saakaldte "Præstebakke", fra hvis Top man kunde se milevidt ud over Landet. Overalt laa de lysegrønne Rugagre og glitrede i Solen mellem det mørke Pløjeland; over Moser og Kær bølgede lette blaa Taager; Grøfter og Mergelgrave dampede, og over hele Landet laa en Luft saa grødefugtig, saa foraarsfrisk, saa fyldt med Sol og forjættende Fuglekvidder, som om Sommeren kunde holde sit festlige Indtog, hvad Dag det skulde være.

Emanuel fulgte en Sti, der fra Præstegaarden gik over en Række øde Udmarker ud imod Fjorden.

108 Det var just den samme Sti, paa hvilken Frøken Ragnhild plejede at tage sin lille hastige Solnedgangs-Promenade. Herpaa tænkte han dog ikke, og ikke heller var det netop derfor, at denne Sti efterhaanden var bleven ogsaa hans Yndlings-Spadseregang. Naar de bægge havde vundet Forkærlighed for den, var Grunden dog den samme; de kunde her være mest alene. I deres Ensomhed søgte de uvilkaarligt endnu ensommere Steder, og paa disse afsides liggende Marker saas kun hist og her en lille Hytte og en enlig Bondekarl, der gik og pløjede.

Hver Dag i Vinterens Løb havde Emanuel vandret her i sin lange Frakke og med sin sædvanlige Følgesvend, den sorte Silkeparaply, der efterhaanden var bleven ham kær næsten som en trofast Ven. Ofte havde han i halve Døgn sværmet omkring mellem Bakkerne og langs den øde Strand uden Maal og Med; og i dette fortrolige Samliv med Naturen havde han til sidst fundet noget af en Erstatning for Savnet af menneskelig Omgang. Herude vedblev alt at være ham saa nyt og forunderligt. Han havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være noget saa fængslende ved Synet af f. Eks. en vintergraa Skyhimmels tunge Vandring over Jorden, noget saa betagende ved at lytte til 109 Kragernes vilde Skrig, naar de ved Solfaldstid drog flokkevis hjemad over Markerne. Hans Hjærte var kommet til at banke af Henrykkelse, da han en Dag allerede i Begyndelsen af Februar havde set de første smaa blege Spirer titte op af Grøftebundene .... Og den første Lærke! Aldrig vilde han glemme det Øjeblik, da han midt i Ødemarkernes mægtige Stilhed pludseligt hørte den lille Himmelklokke kime sommerligt over hans Hoved, mens alt endnu laa stivnet i Vinterdød omkring ham.

Han gik nu ned til Stranden, hvor han plejede at opholde sig i nogen Tid for at iagttage Maagerne, der stumme og urolige kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Men i Dag var Stranden tom. Varmen og Engenes Dampe havde drevet Fugleflokkene ud imod Fjordmundingen og Havet. Saa fortsatte han sin Vandring langs med Kysten og nød Synet af Fjordens store, stille, spejlblaa Flade, hvori histovre Genbo-Landets smaa Fiskerbyer og kratklædte Skrænter med vidunderlig Klarhed aftegnede sig.

Til sidst steg han op paa en Høj langt i Syd, hvorfra han atter havde et vidt Skue over Egnen.

Lige under ham laa Skibberup mellem sine tre nøgne Muldbjærge. Han følte sig altid ejendommelig tiltrukken ved Synet af denne By, der 110 med sine Klynger af smaa Hytter, sit vidt forgrenede Gadekær og sine mange mærkelige Smøger og Smug syntes ham langt mere idyllisk end Vejlbys Samling af nye, stive Bøndergaarde, som han daglig havde for Øje. Det var ham derfor ogsaa altid dobbelt smerteligt at tænke paa, at det netop var i denne By, den præstefjendske Bevægelse i Sognet havde sit Hovedsæde; og han følte ligesom en Naal i sit Hjærte, da han i Dag fik Øje paa en lav, affældig Bygning i Byens Midte, over hvis Straatag der vajede et stort Dannebrogsflag. Han vidste, at her var den "Forsamlingssal", hvorfra den berygtede Væver Hansen førte sin hidsige Kamp imod Kirken.

I den ene Ende af Byen, paa en Plads for sig selv, laa et lille Sted med gulkalkede Længer, i hvilket Emanuel straks genkendte den Halvgaard, hvortil han hin Vinteraften var bleven hentet i Slæde for at berette Ejerens syge Datter. Han havde siden ofte tænkt paa denne Aften og paa de fremmede Mennesker, mellem hvilke han paa en saa ejendommelig Maade var kommen til at indvie sin præstelige Virksomhed. Han havde ogsaa flere Gange haft Lyst til at forny sit Besøg hos dem og spørge til Datterens Befindende; men endnu havde han lige saa lidt haft Mod hertil som til at 111 blande sig med andre af Egnens Familier. Hans medfødte Undseelse havde hurtigt faaet ham til at trække sig tilbage fra enhver personlig Tilnærmelse, efter at Befolkningen – næsten umiddelbart efter hans første Præken – saa utvetydigt havde lagt et uvenligt Sindelag imod ham for Dagen.

Men i Dag var det, som om Solen og Vaarluften indblæste ham fornyet Mod, og han fattede den Beslutning endelig at gøre Alvor af sit Besøg. Han sagde til sig selv, at han dog ikke kunde blive ved at leve her paa denne Maade, at der nødvendigt maatte træffes en Afgørelse. Han følte i dette Øjeblik, at han skyldte sig selv ikke at tøve længer med at komme til Klarhed over sin Stilling men gøre et sidste Forsøg paa at fatte Grunden til den Misstemning, der saa pludseligt havde rejst sig imod ham.

Han knappede sin Frakke, børstede sig lidt, trak en sort Handske paa den venstre Haand og gik med faste Skridt ned imod Byen.

VII.

Det var første Gang, at Emanuel viste sig i Skibberup uden Præstekjole. Hans Tilsynekomst 112 vakte derfor overalt i Byen en usædvanlig Opmærksomhed. Alle Vegne havde Foraarsluften og Søndagsfriheden lokket Folk ud af Husene; selv de gamle Krøblinge var krøbne ud fra Kakkelovnskrogene og sad og solede sig paa Dørfliserne. I Husmændenes smaa Haver havde baade Mand og Kone travlt med at grave, Kattene sad og spandt paa Tagryggene og rundt om løb barhovedede Børn og legede.

Men det var ikke mange, hverken af Mændene eller Kvinderne, der havde en Hilsen tilovers for den unge Præst, skønt de alle saa' op fra deres Arbejde og fulgte ham med Øjnene, saa langt de kunde. Enkelte af de unge Karle, der hang over Gærderne hos de unge Piger eller stod inde i Gaardportene og røg paa lange Piber, lod sig endog af det muntre Solskinsvejr forlede til temmelig uærbødige Smil og halvhøje Bemærkninger, idet han gik forbi.

I Døren til et lavt Hus stod en Mand i blaastribede Skjorteærmer og med et Barn paa Armen. Det var den store, svært beskæggede Snekaster, der hin Vinteraften havde holdt en lille hjærtelig Velkomsttale til Emanuel, da denne var paa Vejen ud til den syge unge Pige. Nu smilte Manden blot med sine hvide Tænder, mens Emanuel gik 113 forbi; og da Barnet i det samme gav sig til at græde, sagde han ganske højt, idet han med Fingren tørrede det under Næsen:

"Du skal saamænd ikke blive ræd, min Tøs! .... Det er jo bare vores unge Velærværdighed!"

Skønt Emanuel allerede var temmelig vant til Befolkningens Uhøflighed, og skønt han havde sat sig fast i den Overbevisning, at Grunden til det uheldige Forhold imellem ham og Menigheden hovedsagelig skyldtes en Mangel hos ham selv, maatte han ofte kæmpe med en dump Vrede, som især Ungdommens Opførsel vakte hos ham. Ogsaa ved denne Lejlighed havde han ondt ved at bevare sin Ligevægt, og han aandede ikke frit, før han naaede Anders Jørgens Halvgaard i den sydlige Ende af Byen. Ja heller ikke her var det uden Sindsbevægelse, at han gik ind gennem den lave Port og genkendte Lygten, der endnu hang og drejede sig langsomt rundt i en Snor under Loftsbjælken.

Inde i Gaardsrummet standsede han og saa' sig omkring. Intet Menneske var at se eller høre. Han gik da op til det lave Vaaningshus, fandt ind i Forstuen og bankede her to Gange paa en Dør til venstre. Ingen svarede. Efter et Øjebliks Betænkning 114 aabnede han af sig selv og traadte ind i den dybe, lavloftede Dagligstue, hvis aarhundredgamle Udstyr allerede hin Aften havde vakt hans Opmærksomhed. Stuen var tom. Heller ikke fra Naborummene hørtes nogen Lyd uden tunge Perpendikelslag af et Ur inde i Sideværelset, hvor den unge Pige havde ligget syg. Han begyndte at blive raadvild. Han gav sig til at banke paa forskellige Døre, der førte ind til den øvrige Del af Lejligheden. Men intet Sted fik han Svar. Huset var som forladt.

Et Øjeblik blev han staaende i Tanker midt paa Gulvet og lod sit Blik glide rundt i Stuen. Han genkendte det svære Egebord og Bænken under de smaa, mangerudede Vinduer, Væggenes grønmalede Paneler, der foran den ene Bordende var udskaaret som til et Slags Højsæde, den firkantede Bilæggerovn med de tynde, snoede Ben, det mørke, sandbestrøede Lergulv, Spinderokken og det blaastribede Alkove-Forhæng i Stuens ene Hjørne. Paa en Hylde oppe under Loftet stod en Række solblanke Tintallerkener, og paa Væggen over en gammel Armstol ved Kakkelovnen hang som Prydelse et Halmkors, en "Majkost" og to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798. Alt røbede en nøjeregnende Sans for Orden og Renlighed. 115 Der hvilede over hele den lille, solopfyldte Bondestue en troskyldig, søndagsfestlig Hygge, der gjorde Emanuel ganske indtaget i den. Uvilkaarligt sammenlignede han denne ædle Simpelhed med sit eget Hjems prangende Luksus, med disse moderne Købstadsboligers blødagtige Udstyr af tykke Tæpper, Fløjelsmøbler, tunge Portierer og eksotiske Bladplanter, hvori en overmoden Kulturs fordærvede Smag havde givet sig Udtryk.

Paa Pillen mellem Vinduerne fik han til sidst Øje paa en lille Samling Portrætter af bekendte Mænd i simple Træsnit. Der var Tscherning, Grundtvig, Monrad og endnu et Par Mænd, som han ikke kendte. Midtpunktet dannedes af et større Billede, der forestillede Frederik den syvende i Færd med at underskrive Grundloven. Emanuel erindrede at have set de samme Billeder i sin afdøde Moders Stue, – og det gjorde et underligt Indtryk paa ham efter saa mange Aars Forløb at møde dem igen i disse Omgivelser.

Han blev udreven af sine Betragtninger ved at høre Trin ude i Gaarden. Fra en lille Laage mellem Staldlængerne kom en ung Pige gaaende med et Mælkeaag over Skuldrene, fulgt af den hvidhaarede Knøs, der hin Vinteraften havde været 116 hans Kusk paa Slædeturen hertil. Den unge Pige var søndagsklædt og bar en kirsebærrød Kjole med sort, snørklet Snorebesætning paa Bryst og Arme. Kjoleskørtet havde hun foran hæftet op i Bæltet, og omkring Hovedet havde hun bundet et lyst Tørklæde, der gav hendes rundkindede Ansigt et dobbelt fyldigt og rødmosset Udseende. Rundt om den ene Malkespand krumbugtede sig en hvidsokket Kat, hvis urolige Agtpaagivenhed var ligelig delt mellem den unge Pige og to smaa Killinger, som Drengen bar paa sine Arme. Omtrent midt i Gaarden satte den pludseligt med et Spring hen til en udhulet Sten foran et tomt Hundehus, hvor den øjensynlig var vant til at faa sin Mælkeration tildelt. Men da den unge Pige fortsatte sin Vej, som om hun i Dag ikke huskede dette, sprang Dyret atter hen til hende og gav sig til med Poten at kradse hende paa Skørtekanten. Saa smilte hun lidt, halvt alvorligt, vendte sig om og hældte en rigelig Portion af den endnu svagt dampende Mælk ned i den udhulede Sten. Men nu begyndte Kattens Martyrium for Alvor. I Stedet for at udlevere Killingerne tog Drengen dem i sine Hænder og løftede dem under Latter højt op over sit Hoved, medens han med Foden søgte at værge sig mod den rasende Moder, der snart søgte at 117 entre op ad hans Ben, snart med ulykkelig Mine vendte sig mod den unge Pige, som om den var vant til dér at søge Beskyttelse. Den unge Pige bad for det stakkels Dyr, skønt heller ikke hun kunde lade være med at le. Men Drengen vilde ikke slippe sit Bytte og blev ved at danse rundt i Gaarden med den mjavende Kat i Hælene.

Inde bag Dagligstuevinduet stod Emanuel stille og iagttog denne Scene. Hans Blik hvilede især paa den unge Pige, i hvem han øjeblikkeligt havde genkendt Husets Datter. Han havde tænkt sig hende noget højere og anseligere; men hendes lille tætbyggede Skikkelse røbede til Gengæld en saa blomstrende Ungdom og Sundhed, at han blev helt oplivet af at betragte hende.

Da Drengen blev ved at fortsætte med sin Leg, fandt Emanuel det rigtigst ikke at tøve længere med at give sin Nærværelse til Kende. Han gik tilbage gennem den Dør, han var kommen ind af, og traadte ud paa Stenflisen foran Forstuen.

Idet de to Søskende fik Øje paa ham, udstødte de bægge et lille Skrig af Forfærdelse. Mørkerød i Kinderne løste den unge Pige hurtigt Kjolesnippen fra sit Bælte og rev Malketørklædet af Hovedet, mens Broderen skyndsomt slap Killingerne og tog Flugten ind gennem den nærmeste Lodør.

118 Emanuel steg ned ad de to Trappetrin og gik hen for at hilse Goddag.

"Lad Dem endelig ikke forstyrre!" sagde han, idet han løftede sin mørkebrune Plyshat et Par Tommer fra Hovedet. "Jeg kom tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se indenfor og høre, hvorledes De befandt Dem. Jeg ser da, at De er kommen Dem rigtig godt siden sidst."

"Jo .... Tak," mumlede hun og saa' sig tilbage med et sky og uroligt Blik, som om hun søgte efter Undsætning.

I det samme aabnedes den ene Stalddør, og den gamle Anders Jørgen kom stampende ud i tunge, blikbeslaaede Træsko og med et Kotøjr i Haanden. Han var i hvid- og sortstribede Uldskjorteærmer og bar paa sin stride, graa Haarmanke en lodden Hue med en Kvast. Han gik og nynnede paa en munter Sang, .... men ikke saa saare opdagede hans halvblinde Øjne Kapellanen, før ogsaa han med ét blev ganske stiv af Forskrækkelse og kastede Kotøjret langt fra sig, som om han var bleven greben i en Forbrydelse.

Emanuel gik hen til ham og rakte ham venligt Haanden. Alligevel kunde den Gamle ikke komme sig af sin Befippelse men blev ved at fremhikke 119 forvirrede Undskyldninger for sit "hverdagsagtige Udseende".

"Aa, bryd Dem dog ikke om det! Ordsproget siger jo, at en Mand skal ligne sit Arbejde," sagde Emanuel – bestandig mere frimodig ved Synet af de andres Raadvildhed. "Jeg haaber, De befinder Dem vel, Anders Jørgen? Det er snart længe siden, jeg saa' Dem."

"Tak … mange Tak … men det er jo saadan, at Kvæget maa jo passes, enten det er Søgn eller Hellig," vedblev den Gamle at undskylde sig. "Og vi har justement et Par Nybær-Kvier3 … og den ene har det saadan med et isnet Yver … og saa er det jo ikke saa godt at forsømme hende."

"Naturligvis! Gør Dem ingen Bebrejdelser!" afbrød Emanuel smilende. "Jeg kom blot tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se, hvorledes det stod til hos Dem. Jeg ser da, at Deres Datter … er det ikke Hansine, hun hedder?"

"Jo, Deres Velærværdighed."

"Jeg ser da, at hun er kommen sig rigtig godt … Hun har da altsaa nu forhaabentlig helt overstaaet sin Sygdom."

"Jeg siger saa mange Tak … Jeg tror da nok, at hun nu, Gud ske Lov, er rigtig frisk igen 120 … Men værsgo' – vil Kap'lanen ikke se indenfor i Stuen. Vor Mo'er kommer straks … hun gik bare et bitte Jav op til en Kone ude i Egedet."

De fulgtes over Gaardspladsen og gik ind i Stuen, hvor Solen endnu brændte varmt paa Vinduerne og kastede mangerudede Firkanter af gyldent Lys hen over Bord og Gulv. Anders Jørgen bød Emanuel Sæde paa Stuens Hædersplads, den gamle Armstol ved Kakkelovnen, medens han selv – i hvide Hosesokker – anbragte sig paa Kanten af en Træstol ved Fodenden af Alkoven. Han foldede straks andægtigt sine Hænder i Skødet, med Haandfladerne opadvendte, saaledes som han plejede at gøre det under Prækenen om Søndagen; og i denne Stilling blev han siddende, mens han med urolig og anspændt Mine lyttede til hver Lyd ude fra Gaarden – i det tydeligt udtrykte Haab, at det var hans Kone, der vendte tilbage for at udfri ham af denne Elendighed.

Emanuel følte sig bestandig mere vel til Mode i den lille hyggelige Bondestue. Han havde hurtigt fundet et Samtaleemne i det smukke Foraarsvejr. Med en Lethed, der overraskede ham selv, talte han om den Glæde og Taknemmelighed, som særlig Landmanden maatte føle ved saaledes at se Vorherre lægge sin Velsignelse i hans Arbejde. 121 Han mærkede slet ikke Anders Jørgens urolige Adspredthed. Derimod saa' han i Talens Løb ofte opmærksomt hen paa Husets Datter, der imidlertid var kommen ind i Stuen og havde sat sig hen med et Haandarbejde paa Bænken under det ene Vindu, hvor Solen faldt ind over hendes lille, støtte Skikkelse og lagde en varm Glans over hendes mørkebrune Haarfletninger. Hun havde fuldstændiggjort sin Paaklædning med en bred, hæklet Halskrave, der faldt i Tunger ud imod Skuldrene; Haaret havde hun glatkæmmet med Vand og bundet op over Nakken som en Kringle.

Hun havde gjort sin Indtrædelse med en noget tvungen strunk Holdning og en halvmut Mine, med hvilken hun syntes at ville tage Oprejsning for den Forvirring, hvori Kapellanen før havde truffet hende. Men fra det Øjeblik, hun havde faaet sig anbragt paa Bænken i den Ende af Stuen, der var Emanuel fjernest, blev hun siddende dér, ubevægeligt bøjet over sit Haandarbejde og halvt bortvendt, som om hun bestræbte sig for saa meget som muligt at bringe sin Nærværelse i Forglemmelse, medens dog hele hendes Stilling og Kindernes Farve tydeligt røbede, at hun i sin fjerne Krog var lutter Øren og begærligt opfangede ethvert af Kapellanens Ord.

122 Emanuel tænkte ikke paa, at hans Blik maaske undertiden hvilede temmelig ugenert paa den unge Pige. Han var saa opfyldt af Glæde over endelig at have fundet en lille Tilhørerkreds, at han ganske glemte al Forlegenhed.

Paa én Gang hørtes Trin over Stenbroen ude i Gaarden. Anders Jørgen lettede sig i Sædet med et Udtryk af Befrielse, og henne ved Vinduet kastede den unge Pige hurtigt Blikket ud gennem Ruden – ligesom for at forberede den kommende. Men pludseligt skiftede hendes Ansigt Farve, og med forvirret, næsten skrækslagen Mine søgte hendes Øjne Faderen.

Et Øjeblik efter lød tre sindige Slag paa Døren.

VIII.

Den indtrædende var den høje, magre, noget foroverludende Mand med det mærkelige Katteansigt, der om Formiddagen efter Gudstjenesten havde været Genstand for saa megen Opmærksomhed blandt Emanuels Tilhørere. Han blev et Øjeblik staaende ved Døren og saa' sig omkring, idet han 123 smilte med sin skævt optrukne Mund. Derpaa sagde han med slæbende Stemme "God Dag" og gik rundt og gav Haanden.

Den gamle Anders Jørgen, der øjeblikkeligt havde rejst sig fra Stolen, var bleven ganske bleg af Skræk og saa' paa den fremmede med et forfjamsket, bønfaldende Blik, som denne imidlertid tydeligt søgte at undgaa.

Paa Emanuel gjorde den fremmedes Person og hele Væsen et usædvanligt frastødende Indtryk. Han mindedes at have sét det samme Ansigt et Par Gange i Kirken, hvor det ligeledes havde indgydt ham en Følelse af ualmindeligt Ubehag. Og denne Følelse blev nu ikke mindre levende, da den fremmede atter vendte sig imod ham og smilende, med Blikket halvt skjult af de røde, svulne Øjenlaag, forestillede sig selv med de Ord:

"Mit Navn er Væver Hansen."

Emanuel havde al sin Selvbeherskelse behov for ikke at tabe Fatningen. Han følte selv, at han blev brændende rød.

Alligevel bevarede han Aandsnærværelse nok til med passende kold Tilbageholdenhed at gengælde Mandens Hilsen og – tilsyneladende uforstyrret – at fortsætte Samtalen med Anders Jørgen. Ja uvilkaarligt lagde den berygtede Vævers Nærværelse 124 efterhaanden lidt af en fornem Præsteværdighed ind i hans Holdning og Tone, som flygtigt mindede om Provst Tønnesens.

Imidlertid syntes det i Begyndelsen, som om Væveren slet ikke havde noget ondt i Sinde. Han havde anbragt sig henne paa Bænken for Enden af Bordet og sad dér foroverbøjet, med Albuerne paa Knæene og med bægge sine store røde Hænder for Munden, som om han alene var kommen herind for at være Tilhører sammen med de andre.

Det varede dog ikke længe, før hans Ansigt begyndte at fortrække sig i Grimacer, mens han snart rømmede sig, snart anstrengte sig for at hoste, snart saa' sig smilende omkring fra Alkoven og hen til Vinduet, hvor Hansine – blodrød i Kinderne og med bølgende Barm – dukkede sig ned i sit Sytøj, som om hun ikke vovede at løfte Øjnene.

Emanuels Ansigt skiftede lidt efter lidt Farve. Han blev mere og mere bleg. Den dumpe Harme, som nys havde rørt sig hos ham over for de unge Karle inde i Byen, begyndte atter at kæmpe sig frem i hans Bryst og gjorde hans Tale stammende. Endnu en Stund betvang han dog sin Vrede. Men da Væveren til sidst begyndte at mumle bag 125 sine Hænder og gøre halvhøje, spydige Bemærkninger til hans Tale, brast omsider hans Taalmodighed. Med en Blanding af ungdommelig Hidsighed og præstelig Fortørnelse vendte han sig om imod ham og udbrød:

"Jeg véd ikke, om det er Væver Hansens Hensigt at fortrænge mig her fra Stuen. Jeg vil i saa Fald sige Dem, at det ikke skal lykkes Dem, og at jeg ikke vil finde mig i Deres Forstyrrelser."

Henne ved Alkoven rejste Anders Jørgen sig bestyrtet og vilde mægle Fred. Men Emanuels Blod var kommet i Kog, og da var han ikke let at standse.

"Jeg kender Dem meget godt af Omtale, Væver Hansen," vedblev han med sitrende Læber. "Provst Tønnesen har fortalt mig adskilligt om Dem, og jeg vil sige Dem, at De skal tage Dem i Agt. Hverken Provst Tønnesen eller jeg agter længer at taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred i Menigheden. Hvad særlig mig selv angaar, vil jeg her lade Dem vide, at ogsaa min Taalmodighed har en Grænse, og at jeg ikke vil finde mig i, at De vedvarende forulemper mig i min Virksomhed. Jeg véd, at jeg efter Evne har bestræbt mig for at skabe et Tillidsforhold mellem mig og Menigheden, og at jeg har ønsket i Mindelighed at udjævne enhver Tvist .... Men er det 126 Meningen, at her skal være Krig – nu vel! Saa tager jeg den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest her!"

Der var bleven dødsstille i Stuen efter hans Ord. Selv Væveren sad et Øjeblik og dukkede med Hovedet som efter et uventet Nakkedrag. Men snart spillede igen det skæve, tirrende Smil i hans sammentrykkede Ansigt. Det saa' ud, som om den unge Præsts Vrede ligefrem fornøjede ham.

Efter en Stunds Tavshed sagde han saa paa sin langsomme, uforstyrrelige Maade:

"Hr. Pastoren gør mig saamænd ganske Uret. De siger, at De kender mig og véd, hvad jeg er for et slemme og ryggesløst Menneske .... og det har De jo hørt fra Provsten selv, saa det maa vel ha'e sin Rigtighed. For Hr. Provsten har nu saa mange Gange ladet mig baade stege og røge i Helvede, saa jeg tænker, han mener mig det af et ærligt Hjærte. Men se, det véd De jo nok, Hr. Pastor, at det alligevel ikke altid gaar præcis, som Provsterne præker .... og kanske er jeg ikke lige netop saa sort, som Provsten gærne vil gøre mig til. Men det skal jeg for Resten ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg virkelig kom her ind for at træffe Dem og snakke lidt med Dem saadan mellem Væg og Dør, som man siger … For det har jeg saamænd 127 længe haft i Tankerne, at jeg skulde hen og gøre Dem en Besøgelse en Dag. Jeg syntes jo da, at vi kanske nok kunde have et og andet at snakke med hinanden om. Og da jeg saa hørte, at De var gaaet her ind til Anders Jørgen, saa mente jeg jo, at det var ikke værd at spilde Lejligheden."

"Vi har saavist intet at tale med hinanden om," afbrød Emanuel kort og med en Stemme, der endnu dirrede af Sindsoprør.

"Ja ja – det kan jo være," fortsatte Væveren lige sindigt men i forandret Tone, mens Smilet et Øjeblik forlod hans Ansigt og hans halvt tillukkede Øjne skarpt iagttog Kapellanen med et ligesom prøvende Blik. "Jeg tror nu lige godt, at Hr. Pastoren tager forkert af os Skibberuppere! For det er nu en Gang saadan med os, at vi har immerda vor egen Maade at ta'e Sagerne paa. Vi snakker saadan lige jævnt ud om alle Dele .... og se derfor er Hr. Pastoren nu bleven vred paa mig i Dag. Og dog siger jeg Dem, at jeg mindst af alt tænkte paa at fornærme Dem."

"Ja, saa forstaar jeg ikke Deres Opførsel," svarede Emanuel bestandig lige afvisende, skønt han allerede var begyndt at blive roligere og at føle sig lidt skamfuld over sin Opfarenhed.

128 "Nej, det er netop Sagen, Hr. Pastor! .... Det er justement det, at De forstaar os ikke her. Det er jo netop, hvad vi hele Tiden har kunnet mærke og allesammen været saadan rigtig inderlig bedrøvede over, kan jeg sige. Og derfor er det ogsaa, vi saa længe har tænkt paa, at det kanske kunde være rigtigt, om vi fik en Samtale med Dem derom."

Den pludselige Alvor, hvormed han sagde disse Ord, og den rolige Selvtillidsfuldhed, hvormed han talte i hele Menighedens Navn, gjorde Emanuel tvivlraadig. Han skottede hen til ham med et sky Blik og sagde:

"Dersom De virkelig har noget at tale med mig om, skal jeg naturligvis beredvillig staa til Deres Tjeneste .... Kun forekommer det mig, at Lejligheden kunde have været mere passende valgt."

"Ja, se – er det ikke netop det, jeg siger? Vi Skibberuppere kommer altid saa akavet som en Kat gennem en Skorsten .... Men nu maa jeg alligevel nok faa Lov til at udtale for Dem, Hr. Pastor, at det jo dog ikke kan undre Dem, at vi har været saa meget mærkelig til Mode ved at have Dem her iblandt os. Vi har jo da umuligt kunnet lade være med bestandig at tænke paa den Kvinde, der en Gang var ligesom en hellig Jomfru for 129 alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn, og hvis Minde endnu lever iblandt os som et af vore skønneste og helligste."

"Jeg forstaar ikke … hvem De mener," sagde Emanuel langsomt og saa' studsende paa ham.

"Hvem jeg mener?" gentog Væveren og blev ved at stirre paa Kapellanen, som om han med sit Blik vilde trylle ham fast til Stolen. "Ja, hvem kan jeg vel mene andre end hende, der af alle Mennesker ogsaa stod Dem nærmest, Hr. Pastor Hansted, og som nu længst er forløst fra alle Sorger og Smerter .... Deres Fru Moder."

Det gav et Sæt i Emanuel. Havde han hørt rigtigt?

"Min Moder?" udbrød han, halv højt, – og uvilkaarligt søgte hans Øjne den lille Samling Portræter paa Væggen mellem Vinduerne.

"Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens Moder, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme hende .... skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds Søn, vi skulde have til vor Kap'lan. 130 Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst efter vort Hjærte. Og vi trængte netop saa meget til en saadan Mand her i Sognet .... ja, vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!"

Emanuel kunde ikke komme sig af sin Forbavselse over for anden Gang i Løbet af denne Dag at høre Moderen nævnet, denne Gang endog som en uforglemmelig Beskytter, – Moderen, hvis Minde allerede var som udslettet i hans eget Hjem, hvis Navn dér blev hvisket ængsteligt i Krogene for ikke at genopvække Erindringen om den Skam, som hendes ulykkelige Endeligt havde kastet ind over den ansete Hanstedske Familie.

"Men se, nu maa jeg jo nok faa Lov til at sige Dem," vedblev Væveren, mens hans Øjne stadig aarvaagent vogtede paa den unge Præst. "Nu maa jeg vel nok faa Lov til ganske ærligt at sige Dem, Hr. Pastor, at vi ikke saadan rigtig har fundet hos Dem, hvad vi saa meget haabede paa … og det har De kanske ogsaa nok selv kunnet mærke, tænker jeg. Se, der er nu f. Eks. Deres Prækener .... Ja, nu maa Pastoren ikke blive vred," afbrød han sig selv med forstilt Ængstelse, da han efter sit sidste Ord pludseligt saa' en Trækning fare over Kapellanens Ansigt. "Men jeg 131 maa jo nok have Lov til at sige, at skønt vi jo da er glade ved, at De ikke – saadan som visse andre – taler til os ligesom til en Flok umælende Kvæg, og skønt vi jo ogsaa godt kan fornemme, at Deres Prækener er meget vel betænkte og smukke og poetiske og rigtig, hvad man saadan kalder vel holdte – saa er det jo dog alligevel kun det samme, som vi har hørt saa mange, mange Gange før. Og hvad er det saa, vore go'e Præster altid fortæller os Bønder? Det er, at vi skal være lydige og dydige og ikke stjæle og ikke bande men vende os til Gud i vor Sorg og stole paa Herrens Naade – og saadan videre. Men det kender vi jo dog altsammen i Forvejen paa vores elleve Fingre4, og vi bliver saamænd ikke bedre Mennesker, om vi saa hver eneste Søndag faar den hele Katekismus paa de skønneste Vers! .... Nej, dersom en Mand som Dem, Hr. Pastor Hansted, vilde fortælle os noget om Dem selv og ikke om os – for derom kan De dog aldrig fortælle os andet, end hvad vi véd meget bedre i Forvejen – nej, men saadan rigtig om Dem selv, og om, hvordan nu De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen til Deres Syn paa Kristendommen og Folkelivet … se, det var noget, vi Bønder kunde lære noget af … det er det, vi trænger til, for at vi kan se, hvordan nu 132 andre Mennesker lever og tænker i deres Forhold. Og se, det var jo det, vi saa meget ønskede, at vor Præst skulde hjælpe os til. – Ja, jeg véd nu ikke, om Hr. Pastoren forstaar mig. Jeg er jo kuns en menig Mand og har hverken lært til Præst eller Degn, saa jeg er kanske lidt maadelig til at belægge mine Ord."

Emanuel havde ladet ham tale ud. Han følte godt, hvor ydmygende det var for ham at maatte høre paa denne Tale – oven i Købet i andres Nærværelse. Men han havde ikke kunnet tvinge et Ord over sine Læber; thi inderst i sit Hjærte maatte han erkende, at Væveren havde Ret, ja at denne Mand havde fundet Udtryk netop for de samme Tanker, som i den sidste Tid dunkelt havde foresvævet ham selv.

Først da Væveren standsede, og da han mærkede, hvorledes alle Blikke rettedes forventningsfuldt imod ham, tog han sig sammen og svarede – uden dog rigtig selv at vide, hvad han sagde:

"Jeg har maaske – som De ogsaa formoder – næppe tilfulde forstaaet Deres Mening .... og muligt kan jeg ikke helt være enig med Dem i alle Deres Anskuelser. Men jeg paaskønner den Aabenhjærtighed, hvormed De har udtalt Dem for mig. En saadan gensidig Aabenhjærtighed er ganske 133 sikkert den første Betingelse for, at en nøjere Forstaaelse overhovedet kan blive mulig."

"Ja, det er netop præcis ogsaa vor Mening," sagde Væveren med pludselig Ivrighed. "Og det var just derfor, vi mente, at det kanske vilde være godt, om vi en Gang fik snakket lidt med Dem – saadan lige jævnt ud. Vi kender Dem jo endnu kun ude fra vor Kirke – og nu vil jeg da ikke sige andet, end at vi ogsaa flere Gange har været rigtig glade for, hvad vi dér har hørt af Dem – men vi synes jo immer, vi kunde have Lyst til at komme lidt mere i Lag med Dem end som saa. Vi Folk fra Landet har nu altid saadan en egen Nysgærrighed efter at lære vor Præst rigtig at kende, saa vi kan gaa frit til ham med vore Spørgsmaal om alle Dele – og hvad vi nu saadan ellers kan have paa Hjærtet. Vi Bønder, der gaar her Dagen op og Dagen ned i samme Slæb, vi faar nu saadan en grumme stor Trang til at have et Menneske imellem os, som kan gi'e os Oplysning og Belæring – ogsaa om saadanne Sager, som der ikke lige netop kan snakkes om fra en Prækestol. Men se, det vil nu vore go'e Præster aldrig rigtig forstaa, og derfor er det ogsaa mangen Gang saa slemme fat imellem os. Se, vi har nu f. Eks. her i Skibberup saadan et Forsamlingshus, som vi 134 kalder det .... Ja ja, jeg tænker, at Kapellanen nok har hørt om det ogsaa og véd, hvad det er for en Røverrede, vi holder der, – for saadan har da Provsten mere end én Gang kaldt det. Men for Resten gør vi da ikke andet, end at vi samles saadan i god Forstaaelse og snakker om, hvad vi nu kan ha'e Lyst til, eller vi læser lidt højt af vores Bøger, enten det nu er et gudeligt Skrift eller disse Folkelæsninger, som vi kalder dem, – for vi mener jo, at det da maa være en lige saa god Tidsfordriv at høre et godt Ord som at ligge og snue de lange Vinteraftner hen ad Bænkene eller bruge dem til Kortenspil og anden Svir, saadan som det var brugeligt i de gode gamle Dage, som Provsten snakker saa meget om. Men det forstaar sig jo af sig selv, at det, som vi Bøndermennesker kan have at fortælle hinanden, ikke kan være saadan synderlig bevendt; – nej, men kunde vi faa saadan en Mand som Dem, Hr. Pastor, til at besøge os og saadan ganske jævnt snakke med os og fortælle os om, hvad De nu kunde have Lyst til – se, det var noget andet; det var noget, vi kunde blive glade ved og skulde være rigtig saa meget taknemlige for. For vi synes jo da, at De alligevel er saadan et jævnt og folkeligt Menneske, som vi nok kunde komme til at slutte os saadan 135 rigtig inderlig til. Og saa ligner De da ogsaa Deres Moder saa grangivelig i hele Udtrykket, efter hvad jeg saadan kan skønne, ihvorvel jeg kun har set hende én Gang for mange Herrens Aar siden ved et af vore Vennemøder ovre i Sandinge. Derfor skal jeg love for, at der vilde blive Glæde den Dag, da det spurgtes, at Kapellanen vilde besøge os i Forsamlingshuset – for saa vidste vi da, at vi endelig havde fundet, hvad vi saa længe og inderligt har ønsket os. Ja se, det var bare saadan disse Par Ord, jeg gærne vilde tillade mig at sige Dem; og nu maa Hr. Pastoren da ikke være vred, fordi jeg har snakket saa frit til Dem. Jeg kan forsikre Dem til, at jeg kun har gjort det i den allerbedste Mening."

Emanuel forholdt sig bestandig tavs. Han var saa underlig bedøvet af Væverens Ord. Han vidste ikke længer, hvad han skulde tro. Var det virkelig en Ven, dette Menneske, der med sit halvskjulte Blik syntes at kunne læse ham alle hans hemmelige Tanker og Længsler ud af Sjælen? Eller var det hele et lumsk Forsøg paa at lokke ham i en Fælde? … Og Anders Jørgen og hans Datter? Var de i hemmeligt Ledtog med denne Mand? Tilfældigt havde han opfanget det spændt forventningsfulde Udtryk, hvormed den unge Pige henne over 136 sit Sytøj i Smug bevogtede ham, som om hun med sit Blik vilde stjæle ham Svaret bort fra Læben.

Han blev til sidst saa forvirret, at han, i Stedet for at svare, rejste sig for at gaa. Han følte, at han ikke længer havde Magten over sine Tanker, og frygtede for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede Mennesker. Med en ubehjælpsom Undskyldning, fordi hans Tid ikke tillod ham i Dag at blive længere, greb han efter sin Hat og begyndte at tage Afsked.

Under de andres dybe Tavshed gik han rundt og gav Haanden. Og da han kort efter forlod Stuen, var der ingen, der fulgte ham.

IX.

Med hastige Skridt forlod Emanuel Gaarden. For at undgaa igen at komme ind i Byen tog han Vejen op over den nærmeste Bakkeskraaning og søgte herfra tilbage til Stranden. Ved Bevægelsen i den friske Luft genvandt han hurtigt sin Fatning. Den lille Bondestues indelukkede Atmosfære og den lange Stillesidden havde bidraget 137 til at fremkalde den Forvirring, der havde overrumplet ham.

Han befandt sig i en sælsom, paa én Gang befriet og nedtrykt Sindsstemning. Han var glad ved endelig at have stiftet Bekendtskab med den saa meget omtalte og frygtede Væver; og han havde en lykkelig Forudfølelse af, at Mødet med denne Mand ikke vilde blive uden Betydning for hans fremtidige Virksomhed i Menigheden. Men han skammede sig, fordi han ikke havde haft Mod nok til at tale ganske aabent med ham og Ærlighed nok til at tilstaa sine Fejlgreb, som han nu ganske klart indsaa'. Og hvad Grund havde han egentlig haft til at mistænke denne Mand? Vistnok talte Rygtet ikke til hans Fordel, – men Rygtet vilde i dette Tilfælde blot sige Provst Tønnesen, der næppe kunde kaldes upartisk i dette Forhold. Med hvilken Ret forudsatte han da absolut en skjult Hensigt bag hans Aabenhjærtighed?

Han gennemgik i Erindringen paany den hele Samtale. Men idet han derved igen kom til at mindes Væverens forunderlige Ord om hans Moder, kastedes hans Tanker med ét ud i en ganske anden Retning.

Han havde, siden han blev voksen, ikke ofte hørt sin Moder omtale; og i det hele vidste han 138 ikke meget mere om hende, end hvad han huskede selv at have set. Men allerede i adskillige Aar havde han haft paa Fornemmelsen, at der var noget i hendes Ungdomsliv, som Familien omhyggeligt søgte at dække over. Hvad det var, havde han aldrig kunnet forstaa. Hans Ungdomsvenner og Kammerater havde – efter Moderens ulykkelige Død – altid været bange for blot at hentyde til hende i hans Nærværelse; og selv havde han haft en naturlig Skyhed for at tale om hende til fremmede, især da Faderen og de øvrige Slægtninge bestandig bevarede den urokkeligste Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte Moderens Forhold. Kun en meget gammel Tante, der havde Bolig i et Kloster, havde en Gang i et ophidset Øjeblik sagt til ham, at han dog ikke skulde forglemme, "hvor dybt hans Moder i sin Tid havde forsyndet sig mod sin Stand."

Nu blev Væverens Ord og Billederne paa Bondestuens Væg ham et Fingerpeg til Forstaaelse af, i hvad Retning "Forsyndelsen" maatte være gaaet. Og jo mere han fordybede sig i Erindringen om hendes Væsen og underlig ensomme Liv i hans Faders Hus, des mere lysnede det i Taagen om hendes Billede.

Han saa' hende for sig med det højt opsatte 139 Haar og den sorte, tarvelige Kjole, der i hans Drengeaar altid havde gjort ham lidt genert, fordi den saa lidt lignede Klædedragten hos de andre Damer af deres Omgangskreds, som tydeligt nok ogsaa altid følte sig lidt trykkede af hendes Nærværelse. Han erindrede hendes private Dagligstue, der heller slet ikke lignede Lejlighedens øvrige Værelser, og hvor hun ofte i dagevis lukkede sig inde uden at ville modtage Besøg. Mangen Gang, mens han var Barn, havde han i Mørkningen staaet udenfor Døren og ikke vidst, om han turde banke paa. Naar han da endelig havde faaet Mod til at klemme sig ind, havde han set Moderen sidde sammenbøjet i Hjørnet af den lange Hestehaarssofa og stirre ubevægelig frem for sig, som om hun ikke havde hørt ham komme. Først naar han en Tid havde staaet hos hende og hvisket "Mo'er", lagde hun sin Haand op paa hans Hoved og klappede ham tavs paa Haaret, eller hun tog ham op paa sit Skød og trykkede ham ind til sig med heftig Ømhed, mens hun fortalte ham de mange Sagn om Kæmper og Kongesønner, der under Kristi Banner drog ud i Verden for at stride for Sandhed og Ret .... Han huskede ogsaa, at hans to Søskende sjældnere besøgte Moderen i hendes Værelse og gærne faldt i Søvn over hendes 140 Fortællinger. De var yngre og morede sig bedre i Faderens smukke Læseværelse med Billedbøgerne og den store Jord-Globus. Derfor kaldte Tjenestefolkene dem ogsaa "det smaa Herskab", mens han selv med et Slags Øgenavn kaldtes "Fruens Dreng". Hvor havde han ikke ogsaa ofte og bittert følt, at fra Moderens Dødsdag var det, han blev ene og hjemløs i sin Faders Hus!

Han gik saa længe langs med Stranden og fordybede sig i disse Minder, at han ganske glemte baade Tid og Sted. Da han endelig naaede tilbage til Præstegaarden, saa' han til sin Forfærdelse, at de indbudne Gæster allerede var begyndt at komme, og han maatte skynde sig med sin Omklædning for ikke at møde for sent til Bordet.

Da han et Kvarterstid efter traadte ind i Dagligstuen, hvor hele Selskabet nu var forsamlet, modtoges han af et højst unaadigt Blik fra Provsten, der – iført Kjole og Kalot – gestikulerede midt paa Gulvet i Samtale med et Par ligeledes kjoleklædte Herrer.

Der var samlet godt og vel en Snes Mennesker. Der var Sognets tre Proprietærer, den gamle Skolelærer Mortensen, Dyrlæge Aggerbølle og Købmand Villing, alle med Fruer i Silkekjoler. Desuden var der seks Vejlby-Bønder med deres 141 Koner samt den unge Hjælpelærer Johansen. Af Folk fra Skibberup var der ingen til Stede, og ligeledes manglede der Repræsentanter for Vejlby Husmænd, idet de sidste af de trofaste blandt disse fornylig til Provst Tønnesens store Harme var bleven grebne som Tilhørere i Væver Hansens Forsamlingssal.

De to af Proprietærerne var høje, kraftige Skikkelser, der lignede hinanden som et Par Brødre uden dog at være det. Den tredje var en lille, gnavent udseende Tyksak med et rødsprængt Ansigt, i hvis Fedt to store, runde, udvæltende Øjne laa og svømmede som et Par Spejlæg. Fra hans brede Underkæbe, som skød sig en Tomme frem for Overansigtet ligesom et Ædetrug, voksede graa Skæggehaar ned over en uhyre Hagesæk, der hang ud over Halsen som en Bug. Med sine korte Arme bag paa Ryggen gik han og smaagryntede henne ved Døren ind til Spisestuen og saa' hvert Øjeblik utaalmodigt paa sit Ur.

De seks ganske ensklædte Bønderkoner – i sorte Uldkjoler og Huer med brede Guldgaloner – sad i en tavs Række henne under Vinduerne, med de brune Hænder ubevægeligt i Skødet omkring et sammenlagt Lommetørklæde. Opad Væggene i deres Nærhed stod deres vadmelsklædte Mænd og 142 saa' lige saa alvorsfulde ud. Kun da Provsten en Gang kom hen til dem og i elskværdig Selskabsstemning henvendte en spøgende Bemærkning til en af dem, trak de alle paa én Gang Mundvigene lidt op med et Forsøg paa at smile.

Alene Sogneraadsformand Jensen færdedes ugenert omkring paa Gulvet med sin blaarøde Kalkunsnabel og lod frimodigt sin Stemme gjalde under Loftet som en Mand, der var vant til at bevæge sig i det højere Selskabsliv.

I Lænestolene omkring det runde Bord i Midten af Stuen sad Fruerne og bredte deres lange Silkeslæb ud over det tæppebelagte Gulv. Her gik Mundene livligt i den Slags Samtale, hvori ingen véd, hverken hvad de selv siger eller hvad de andre svarer. Ordet førtes især af den ene Proprietærfrue, en garderhøj Dame i grønt Satin med hvide Blonder, der nylig var vendt hjem fra en Københavnsrejse og utrættelig opregnede, hvad hun havde set og oplevet. I Munden paa hinanden istemte de andre hendes Lovprisninger af Københavns nye Forskønnelser og Udvidelser – undtagen Fru Mortensen, Skolelærerens fyldige Frue, hvem det i de sidste tyve Aar ikke havde været forundt at besøge Hovedstaden, hvorfor hun med fornærmet Mine sad og spidsede Munden og til sidst højlydt erklærede, at 143 hun fandt København afskylig og hellere vilde dø end oftere at betræde den.

Hendes Bemærkning vakte en formelig Storm af Modsigelser. Med "kære Fru Mortensen" vendte alle sig imod hende; men den uforknytte Skolelærerfrue gentog med Overbevisning sine Ord og tilføjede endog, at hun rigtignok ikke kunde forstaa, hvorledes Folk, der havde en Smule Agtelse for sig selv, vilde leve blot otte Dage i et saadant Vognspektakkel og Menneskemylr.

Imidlertid sad den lille magre, uanselige Fru Aggerbølle og stirrede tavs hen for sig med bekymret og adspredt Mine, som om hendes Tanker endnu ikke havde sluppet Hjemmet og Børnene. Hun sad med Hænderne i Skødet og syntes segnefærdig af Træthed og Nattevaagen. Det saa' ud, som om hun med Flid havde valgt sig Pladsen bag den svulmende Fru Mortensen, for at ikke Aftenskæret skulde falde for spottende ind over hendes tidligt ældede Træk og falmede Silkekjole, hvis gammeldags Snit og altfor rummelige Liv sørgmodigt fortalte om svunden Ungdomsherlighed. Nu og da skottede hun frygtsomt hen til sin Mand, der med udfordrende Holdning havde stillet sig op foran Kakkelovnen, som om han vilde fornægte ethvert Kendskab til den Duft af Benzin, der fra 144 hans stærkt glinsende Livkjole bredte sig ud over den Del af Stuen, hvor han opholdt sig. Han var først højt op paa Formiddagen kommen hjem fra et Barnedaabsgilde hos en Bonde i et af Nabosognene, og rundt om i den ubeskæggede Del af hans Ansigt sad der endnu Mindelser om Nattens Strabadser i Form af mørkerøde Pletter, der tydede paa, at det paagældende Barn ikke var bleven døbt alene med Vand.

I Ensomhed henne ved Flyglet stod den unge Hjælpelærer Johansen med det ene Ben kastet let over det andet, saaledes at Taaspidsen netop berørte Gulvet. Han havde en hvid Handske paa den ene Haand og et duftende Lommetørklæde stukket ind mellem Vesten og det straalende Skjortebryst.

Hr. Johansen, der var kommen til Sognet omtrent samtidigt med Emanuel, var – i Modsætning til denne – hurtigt bleven Egnens erklærede Løve. Med sit store, mørke Skuespillerhaar, der ved højtidelige Lejligheder var krøllet over hele Hovedet, med sit fede, blege, skægløse Ansigt, sit Kunstværk af et stivet og pibet Skjortebryst, sine fyldige Ben og smaa Damefødder havde han ved Vinterens Gilder indtaget især Vejlbys unge Piger og Koner; ja selv til Proprietærgaardene havde hans selskabelige Talenter skaffet ham Adgang, og det 145 ansaas allerede for ikke helt usandsynligt, at en af Egnens unge Frøkner en Gang kunde finde paa at skænke ham mere end sin Beundring.

Et Øjeblik efter Emanuels Ankomst aabnedes Fløjdøren ind til Spisestuen. Frøken Ragnhild kom ind og bad Selskabet til Bords.

Hun var klædt i et sort Silkestof med store, brandgule Palmeblade og i en Slags Kniplingsoverkjole, der var gennemsigtig paa den øverste Del af Brystet og den nederste Del af Armene. Rundt om den høje, slanke Hals bar hun en tynd, firdobbelt Guldkæde, der foran var samlet i en Opal-Laas. Over det brunrøde Haars Nakkesnegl sad en stor Skildpaddes-Kam; ellers var hun uden Smykker.

"Vil d'Hrr. behage at tage Damer!" raabte Provsten og bød selv Armen til den garderhøje Proprietærfrue.

Mellem de ældre Herrer blev der et Kapløb hen imod Frøken Ragnhild. Sogneraadsformand Jensen, der stod hende nærmest, blev den lykkelige og førte hende med løftet Snabel ind i Spisestuen. Emanuel bukkede for Fru Aggerbølle, der sad tilovers, efter at de andre Herrer havde taget Damer. Bønderne tog deres egne Koner ved Haanden og sluttede i tavs Trup den højtidelige Procession.

146

X.

Midt paa Bordet, under en mægtig Hængelampe, stod en høj Blomsteropsats. Foran hver Bordende straalede en Armstage med syv Lys. Paa hver Tallerken stod Servietten oprejst i Form af en Bispehue, hvorunder der skjulte sig et lille Brød. Forøvrigt bestod Opdækningen af en Samling fine og lækre Retter. Der var Fisk i forskelligfarvede Geléer, farcerede Fugle, flere Slags Salater i store blaa Glasskaale, Hummer og Sardiner i Daaser foruden endnu flere Ting – alt anbragt med Frøken Ragnhilds sikre og raffinerede Smag.

Skønt Anretningen egentlig ikke frembød nogen Overraskelse, idet den altid var saa nogenlunde ens ved disse Lejligheder, gjorde Bordets festlige Præg og det ualmindelig smukke Service straks et betagende Indtryk paa Gæsterne, og Maaltidet forløb i Begyndelsen under andagtsfuld Tavshed.

Kun den lille, tykke Proprietær satte sig straks forslugen til Rette med Albuerne ud til Siden og øste i sig med Kniv og Gaffel af alt, hvad der kom i hans Nærhed.

Derimod kæmpede Dyrlæge Aggerbølle tappert mod sine slette Tilbøjeligheder. Længe sad han 147 med det samme Glas Rødvin foran sig og fyldte aldrig mere end Halvdelen af sin Tallerken, – hvorfor han ogsaa med et Blik fuldt af stolt Selvfølelse saa' over til sin Kone, hvem han paa Vejen til Præstegaarden højtideligt havde lovet at vise Maadehold og Anstand.

Provst Tønnesen var i Begyndelsen saa at sige den eneste, der talte, og i det hele viste han sig som en lige saa elskværdig som underholdende Vært. Han sørgede for, at Fadene cirkulerede, bad Herrerne at skænke i Glassene, fortalte smaa Historier og røbede i hele sit galante Væsen den fordums Selskabsmand, hvem Synet af festlig Belysning, af Blomster og Damer i Silke uvilkaarlig henrev og satte i Stemning.

Da man havde spist i et Kvarterstid, slog han paa sit Glas og holdt en længere Tale. Idet han gik ud fra et af Salomos Ordsprog, talte han i et rigt og blomstrende Sprog om den Styrke, man følte ved i vanskelige Tider at vide sig omgiven af en trofast Venneskare. Han udtalte det Haab, at den Kreds af Meningsfæller, han i dette Øjeblik saa' omkring sig, "ogsaa for Menighedsfredens Skyld" aldrig vilde blive brudt, og endte med i hjærtelige Ord at takke Gæsterne for deres Nærværelse.

148 Straks efter rejste den ene af de to høje, sværtbyggede Proprietærer sig og tolkede i et rullende Foredrag Selskabets Tak til Provst Tønnesen for hans velsignelsesrige Virksomhed i Sognet. Et Øjeblik truede han med at komme ind paa en nærmere Drøftelse af de alvorlige Spørgsmaal, som Tønnesen akkurat havde strøjfet5, idet han fremkastede en Bemærkning om disse "Tidens nedbrydende Tendenser", som Provsten her lykkeligvis var et saa kraftigt Værn imod. Men da han i det samme kørte fast, som om hans Ordforraad paa én Gang var sluppet op, afsluttede han brat med at foreslaa en Skaal for Provst Tønnesen og Frøken Ragnhild.

Efter at man atter havde rejst sig og klinket, blev Stemningen friere blandt Gæsterne; og da til sidst Desserten – en mægtig Plumbudding – blev bragt flammende ind paa Bordet, brød Tilfredsheden snart ud i en almindelig Livlighed.

Men da slog ogsaa Dyrlæge Aggerbølles onde Time. Plumbudding var en af hans Livretter, og desuden begyndte nu Karaflerne med de hede Vine at gaa rundt. Tillige var han saa uheldig lige over for sig at have et slet Eksempel i den lille grisetykke Proprietær, der under hele Maaltidet sad med samme gnavent forslugne Mine og huggede i sig som en Bændelorm af alle de lækreste Retter, 149 saa Aggerbølle formelig havde maattet vende Øjnene bort for ikke at bringes i Fristelse.

Men om det skulde gælde hans Liv, kunde han nu ikke længer modstaa. Idet han kastede et fortvivlet bønfaldende Blik over til sin Kone, skar han sig et Stykke paa halvandet Pund ud af Buddingen og tømte hastigt to svingende fulde Glas Sherry – ligesom for straks at gøre sig døv for Samvittighedens Stemme.

Rundt om Bordet lød nu uafbrudt munter Latter og højrøstet Samtale. Kun Bønderne forholdt sig stadig lige tavse. De havde hele Tiden siddet og stukket ængsteligt til de gaadefulde Retter som til døde Rotter og nippet til Vinen som til Medicin.

En af dem hviskede til sin Nabo, idet han modfaldent betragtede et Buddingstykke, der blev ved at flamme paa hans Tallerken:

"Hvem der havde sig en af vor Mo'ers Ævelskiver. Dette hersens rygendes er vist itte godt for en Bondemav'."

Emanuel havde faaet Plads omtrent midt paa en af Bordets Længdesider. Heller ikke han havde under hele Maaltidet talt mange Ord, og hans Borddame, der var saa optaget af at vogte paa sin Mand, tilskyndede ham heller ikke dertil. Han var forarget over denne tomme og opstyltede Fest. 150 Endnu summede Samtalen med Væveren i hans Øren, og gennem Stuens Taage af Lys og Damp saa' han bestandig Billedet af den lille solopfyldte Bondestue med dens troskyldige, søndagsfestlige Hygge.

Henne fra den nederste Bordende søgte Frøken Ragnhild flere Gange at tiltrække sig hans Opmærksomhed for at drikke et Glas med ham. Men med Vilje undveg han hendes Blik; thi af alle i hele Selskabet var hun næsten den, der i Aften var ham mest imod. Han fandt hendes Dragt udæskende, ja anstødelig, og med dyb Skamfuldhed lagde han Mærke til, hvorledes den unge Hjælpelærer Johansen, der havde Plads i hendes Nærhed, med Øjnene formelig slugte hendes hvide Hals og Arme, der skimtedes gennem Kjolestoffet, mens han hældede sig frem over Bordet og sagde hende Behageligheder. Og hun hørte endda slet ikke helt ligegyldig paa denne latterlige Karikatur af et Hovedstadsmenneske. Hun havde lagt sig tilbage i Stolen og saa' helt oplivet ud. Varmen, Vinen og Lyden af de mange Menneskestemmer havde givet hendes Kinder et svagt Anstrøg af Farve; og naar hun smilte, sænkede hun velbehageligt Øjenlaagene lidt, næsten som i en let Beruselse.

Han gav sig til i Tankerne at sammenligne hende med den alvorlige, sundt rødmossede Bondepige, 151 som han nys havde været sammen med, og som i sin tarvelige, mørkerøde Kjole syntes ham hundrede Gange smukkere end nogen af disse papegøjepyntede Damer i Silke og Tyll. Han lod sit Blik glide hen over det hele Selskab – lige oppe fra Provstens og Proprietærernes selvglade Skikkelser og ned til Bøndernes tavse Række – og han tænkte paa, hvor forfærdeligt han havde ladet sig føre bag Lyset. Han havde i sin Tid troet for bestandig at være flygtet bort fra Kultursamfundets Vederstyggelighed – og saa var han blot her faldet i Armene paa dette Samfunds Vrængebillede. Eller var der ikke her den samme Letfærdighed, det samme Hovmod, det samme Hykleri?

Bordet hævedes .... og Gæsterne spredte sig i Værelserne. Damerne slog sig ned i Dagligstuen, mens Herrerne samlede sig i Studereværelset for at ryge.

I Døren til Spisestuen mødtes Frøken Ragnhild og Emanuel.

"Velbekomme!" udbrød hun overgivent og rakte Haanden frem. "De kunde ellers nok have sagt Tak for Mad, synes jeg. Eller finder De maaske ikke, at mit Bord fortjente Ros? .... Og hvorfor har De hele Tiden været saa ugalant slet ikke at se hen til mig? Jeg vilde drikke et Glas med Dem."

152 "Aa … jeg saa' Dem for Resten meget godt. Men Hr. Johansen var saa stærkt beskæftiget af Dem, at jeg ikke nænnede at tage Dem fra ham."

"Den stakkels Johansen!" lo hun. "Ham er De dog altid paa Nakken af. Jeg indrømmer, at han er latterlig .... men Herregud .... han er alligevel lidt af et Menneske. Han taler dog ikke altid om Køer og Sædpriser. Han er endog en Mand med Smag. Jeg mærkede i Dag, at han bruger en Parfume, der virkelig slet ikke er ilde … og han konverserede mig baade om Wagner og Beethoven. Hvad kan man forlange mere?"

"De har sikkert Ret. Jeg mener ogsaa, at De og Hr. Johansen passer fortræffeligt til hinanden."

Tonen i Emanuels Svar fik Frøkenen til at studse. Hun saa' paa ham og sagde derpaa, tydeligt stødt:

"De glemmer vist Dem selv, Hr. Hansted. ... Det forekommer mig i det hele, at De i den sidste Tid er begyndt i en beklagelig Grad at miste Deres gamle Elskværdighed."

"De har vistnok ogsaa paa dette Punkt Ret, Frøken! Jeg føler selv, at jeg ikke passer til dette Selskab, og derfor var jeg netop ogsaa i Færd med at forlade det, da jeg mødte Dem. Skulde 153 Deres Fader spørge efter mig, er De nok saa god at undskylde mig hos ham."

Han hilste med et stift Buk og forlod Stuen.

Frøken Ragnhild blev staaende paa Dørtærskelen og saa' efter ham i himmelfalden Forbavselse.

[gå frem]
 
[1] skrive Redelighed: få de nødvendige papirer udfærdiget ved en handel. (ODS). tilbage
[2] Peter Nielsen Petersen: tilbage
[3] Nybær-Kvier: som lige har født, kælvet. tilbage
[4] elleve Fingre: den ellevte finger, (spøg., vulg.) betegnelse for mandslemmet (penis). (ODS, finger, 3.1). tilbage
[5] strøjfe: ældre form for strejfe. tilbage