Favsingholm

Ottende bog

Af Henrik Pontoppidan

I.

Allerede i Midten af Marts, en Maaned tidligere end oprindelig bestemt, vendte Jytte og Karsten From hjem fra deres Bryllupsrejse. Grunden var den, at Enslevs politiske Venner havde indbudt til en Konkurrence om et Mindebillede af den afdøde Høvding; og Karsten havde bestemt sig til at deltage. Maleriet skulde have en monumental Karakter, skulde forherlige en Episode af Frihedskampens Historie med Enslev som Midtfigur. Det var Meningen at skaffe det en fremtrædende Plads i den nye Rigsdagsbygning, og foruden Æren var der tredive tusinde Kroner at kæmpe om.

Jytte vilde helst have fortsat Rejselivet lang Tid endnu. Hun følte sig saa lykkelig fortumlet under deres planløse Omflakken fra By til By. Indtrykkene jog hinanden tildøde, og Tankerne fik Lov at sove. Men hun havde tidligere saa ofte søgt at opmande Karsten til at samle sig om en alvorlig, kunstnerisk Opgave, at hun ikke godt kunde gøre Indvendinger. Selv var han desuden mærkelig opsat paa Sagen.

241 En af de første Bekendte, hun stødte paa efter Hjemkomsten, var en, hvem hun allermindst havde ventet at træffe i København. Det var Meta. En Eftermiddag mødtes de paa Sporvogns-Holdepladsen ikke mange Skridt fra hendes Gadedør.

Der var paa begge Sider nogen Forlegenhed over Gensynet. Den gav sig for Jyttes Vedkommende Udtryk i en lidt forsoren Munterhed. Meta ønskede hende til Lykke med Giftermaalet, og Jytte svarede:

"Tak, ja nu har ogsaa jeg gjort min Skyldighed!"

Imidlertid tænkte de begge paa deres sidste Møde om Sommeren paa Storeholt, hvor de skiltes som Uvenner, fordi Jytte ikke havde villet vise Venindens Svoger den Opmærksomhed at gifte sig med ham.

"Og nu er du kommen ind til København for at lufte dig lidt?" sagde Jytte.

"Jeg? Nej, vi bor her."

"Her i Byen! Hvad vil det sige? Hvordan er det gaaet til?"

"Vi flyttede hertil for halvanden Maaned siden."

Det kom saa modløst, og Jytte opdagede nu, at Veninden – den før saa friske og frimodigt smilende Matrone – var mærkelig forandret. Som hendes landlige Vinterdragt ikke godt taalte at ses i Foraarslyset, gjorde hun selv et afbleget og forkomment Indtryk.

"Hvad er der hændt?" spurgte Jytte, idet hun uvilkaarlig lagde sin Haand paa hendes Arm.

"Aa, det er en lang Historie! Den kan jeg ikke fortælle her."

242 I det samme kom Sporvognen tilsyne i Gadekrumningen. Men Jytte tog Veninden under Armen og førte hende tilside.

"Du maa sige mig, hvad der er i Vejen. Eller er du maaske endnu vred paa mig?"

"Nej, det er jeg ikke. Og det har jeg heller ingen Grund til. Men det er altfor omstændeligt at forklare."

"Veed du hvad, nu gaar vi op til mig! Jeg bor her lige om Hjørnet. Du maa da ogsaa se, hvordan jeg har det, ikke sandt?"

"Det maa jeg have tilgode til en anden Gang, Jytte. De venter mig derhjemme. Jeg har styrtet hele Byen rundt efter en Vaskerkone."

"Men det er bare lige om Hjørnet, hører du! Dersom det er min Mand, du er bange for, saa kan du være ganske rolig. Ham træffer du ikke. Han er i sit Atelier, og det har han inde i Byen. Du skal faa en skoldende hed Kop Te. Det kan man nok trænge til i det Hundevejr."

Meta lod sig overtale. Hun var ulykkelig og følte Trang til at betro sig til nogen. Lidt efter stod de i Jyttes smukke Dagligstue, omgivet af den Overflod af Blomster, som hendes Mand stadig ødslede paa hende. Foran den grønne Fajanceovn stod et Par store Lænestole. Efter at Jytte havde tvunget Veninden til at lægge Overtøjet, tog de Plads her i Varmeskæret fra det aabne Ildsted.

Allerede paa Vejen derhen havde Meta lettet sit Hjerte og fortalt om den Forfølgelse, der havde tvunget hendes Mand bort fra Jerve.

243 "Povl havde tilsidst ingen betalende Patienter mere. Og Distriktslægegagen kunde vi ikke leve af, saa stor en Familje vi nu er. Beboerne gjorde ogsaa alt muligt for at faa ham afsat. Du begriber ikke, hvor onde Folk var. Der var ikke andet for os at gøre end at flytte væk. Det hele blev bestemt i Løbet af en Dag. Du kender nok min Mand. Naar han har sat sig noget i Hovedet, skal det gøres med det samme. Jeg fik knap en Uge til at ordne Huset og pakke ind."

"Men jeg forstaar ikke!" sagde Jytte. "Hvad gjorde din Svoger – Præsten? Han har jo saa stor Indflydelse paa Befolkningen derovre. Og nu er han ovenikøbet bleven Kresens Rigsdagsmand. Han maatte dog kunne udrette noget!"

Meta skottede lidt skamfuld til hende.

"Min Svoger og min Mand er bleven Uvenner."

"Naa!"

"Min Svoger er bleven saa forandret, siden Povl begyndte at offenliggøre sine Meninger. Han synes, det er en Frækhed af ham. De har jo ikke det samme Syn paa Religionen. Det mener da Povl er Grunden. Og jeg veed saamænd heller ikke, hvad det ellers skulde være. I den sidste Tid saaes vi slet ikke."

"Du maa give mig Lov til at triumfere lidt, Meta! Indrøm, at du var meget vred paa mig sidste Sommer, fordi jeg havde mine Tvivl om din Svogers Fordomsfrihed! Husker du vor lille Skærmydsel?"

"Jo. Og du kan tro, jeg har mange Gange tænkt paa dig. Det siger ogsaa min Mand, at du var alligevel den 244 klogeste af os allesammen. Det har naturligvis været en frygtelig Skuffelse for os, kan du nok forstaa, og naar jeg skal være ærlig, saa er jeg helst fri for at tale om min Svoger."

"Ja, lad os endelig lade ham hvile!" sagde Jytte. "Men sig mig – hvor bor I nu?"

"Vi har lejet ude paa Nørrebro. Povl mente ikke, det kunde nytte noget at prøve en anden Land-Praksis efter alle de Løgnehistorier, der har været skrevet om ham i Aviserne derovre. Saadan noget gaar straks gennem alle Provinsbladene. Det forrige Sted, vi var, maatte vi jo ogsaa flytte fra, fordi Folk syntes, at min Mand ikke gav dem Medicin nok."

Jytte nikkede adspredt. Hun sad foroverbøjet med Hænderne foldede omkring Knæet og var faldet i Tanker under Betragtning af Venindens Øjne. Det undrede hende, at hun ikke tidligere havde lagt Mærke til, hvor smukke de var, men altid kun havde haft Blik for hendes uheldige Mund. Det var den samme dybe, ædelstensblaa Farve, som ogsaa hendes Mands Øjne havde. Men alligevel lignede de slet ikke Karstens, fordi Udtrykket var et andet. Og det var nok saa meget Forskellen som Ligheden, der beskæftigede hendes Tanker.

"Hvor er det besynderligt med os to!" sagde hun tilsidst. "Kan du huske, da vi mødtes paa Storeholt? Jeg vidste ikke bedre, end at du stadig sad og kukkelurede paa den jyske Hede – og saa dukkede du pludselig op som Distriktslægekone i Jerve! Siden har jeg altid set dig for mig i al din husmoderlige Majestæt derovre i jeres 245 morsomme Hus – og saa sidder din Stakkel her midt i Hurlumhejen ligesom vi andre og styrter Byen rundt efter en Vaskerkone!"

"Det drømte jeg heller ikke selv om for bare tre Maaneder siden, kan du tro! Det gør mig næsten mest ondt for Børnene. Foreløbig er de jo henrykte for alt det nye, de ser. De sidder hele Dagen ved Vinduet og kigger efter Sporvognene. Min Mand vil det naturligvis heller ikke blive let for. Han har endnu kun haft en halv Snes Patienter. Og den Smule, han kan tjene ved at skrive i Tidsskrifter, forslaar jo ikke meget. Men det kommer vel."

"Og du selv, Meta? Hvordan gaar det dig? Det taler du slet ikke noget om."

"Aa, med mig er det en anden Sag! Jeg har mit Hus at passe. Jeg ønsker nu bare, at vi maa faa Lov til at blive her. Men dersom Povl ingen Praksis faar, bliver vi jo nødt til at rejse endnu længere bort. Saa maa vi udvandre."

"Kære – det tænker I da ikke paa?"

"Ja, hvad skal vi gøre? Povl har nogen Familje i Avstralien. Han mener, at det maaske kan hjælpe ham til at komme i Vej derovre. Vi har ogsaa hørt, at der skal være Mangel paa ordenlige Læger. Og en samvittighedsfuld og dygtig Læge, det er min Mand. Det er skammeligt at sige andet om ham!"

Jytte var paany et Øjeblik bleven borte i sine egne Tanker.

"Avstralien! Aa ja … hvorfor i Grunden ikke? Ny-Zealand, 246 ikke sandt? Jeg har altid været lidt forelsket i det Navn. Jeg synes, det lyder saa forjættelsesfuldt. Og saa er det altsammen saa dejlig langt borte."

"Ja, Tak skal du ha'! Jeg bliver dog helst hjemme," begyndte Meta; men i det samme skræmtes hun op ved Lyden af et Ur, der slog. "Nej, nu maa jeg hjem, Jytte!"

Hun fik dog ikke Lov til at gaa, før hun havde set Lejligheden. Jytte tog hende under Armen og førte hende rundt i Stuerne, helt ud i Køkken og Fadebur, hvor hun iøvrigt selv følte sig omtrent lige saa fremmed som Veninden.

Paa Tilbagevejen lagde Meta Armen om Jyttes Liv og sagde:

"Saa er du virkelig nu lykkelig?"

"Ja, det er jeg!"

"Din Mand forkæler dig vist ordenlig?"

"Hvorfor tror du det? – Men det gør han forresten, og det har jeg slet ikke noget imod. Vi passer i det hele udmærket til hinanden. Det undrer dig, ikke sandt? Jeg kan endnu se dit forskrækkede Ansigt, da du traf ham paa Storeholt. Men jeg kan betro dig, at jeg just heller ikke blev stormbegejstret for din Mand, da jeg saae ham første Gang. Saa det gaar lige o–p – op!"

Meta vidste ikke noget at svare herpaa og tav derfor. Det var hende ganske ubegribeligt, at Jytte kunde føle sig lykkelig med den Nar af en Mand, og Forsikringen lød nu heller ikke helt troværdig i hendes Øre. Men Jytte var en Gaade, som vistnok ingen nogensinde kom rigtig tilbunds i.

247 Jytte tænkte et Øjeblik paa at gøre Veninden et fortroligt Spørgsmaal om noget, som hun ikke havde kunnet faa sig til at tale med sin Mor om. Forleden Morgen, da hun stod op, havde hun pludselig følt sig utilpas, og da hun saae sig i Spejlet, havde hun været hvid som et Spøgelse. Dagen efter gentog Tilfældet sig, og hun havde siden gaaet i en næsten uudholdelig Spænding.

Da det kom til Stykket, kunde hun dog heller ikke overvinde sig til at betro sig til Meta, fordi hun endnu ingenting havde sagt til sin Mand. Karsten satte ikke Pris paa Børn. Af den Grund havde hun ikke villet sige noget, før hun var fuldkommen sikker i sin Sag.

"Det er sandt!" udbrød Meta, da hun stod i Dagligstuen med Overtøjet paa. "Det maa jeg dog fortælle dig … Kender du en Godsejer Ditmer eller Dihmer eller saadan noget?"

Jytte vendte sig hurtigt om imod hende med et spejdende Blik.

"Ja. Hvorfor spørger du om det?"

"Jo, nu skal du høre! Det var engang i Efteraaret hjemme i Jerve. Der kom en fremmed Herre kørende fra Odense og vilde tale med min Mand. Povl var lige gaaet over i Fattighuset for at se til en Patient, og jeg maatte saa sidde og underholde Hr. Dihmer eller Ditmer … eller hvad det nu var."

"Nu sidste Efteraar?" spurgte Jytte spændt.

"Nej, vent lidt … det maa have været i December. For jeg husker, det interesserede ham saa meget, at jeg 248 havde min Brunkagedejg staaende ved Kakkelovnen. Det Syn havde han ikke set, siden han var Barn, sagde han. Han var forresten saa hyggelig. Vi snakkede naturligvis om Egnen derovre, og han fortalte saa, at han i sin Tid var kommen en Del paa Storeholt. Han kendte hele din Familje, ogsaa din Mor og dig. Og saa vidt jeg forstod, havde han ogsaa været rundt og set sig om paa de gamle Steder. Det var en høj Mand med mørkeblondt Fuldskæg. Husker du ham saa?"

"Ja, men du afbrød dig selv. Hr. Dihmer vilde tale med din Mand, sagde du."

"Ja, jeg tænkte naturligvis, han søgte ham som Læge. Han saae da ogsaa saadan ud. Men saa vilde han bare hilse paa Povl, fordi han havde læst, hvad Povl har skrevet. Bagefter sad de og talte sammen i over to Timer, og jeg har ikke i mange Aar set min Mand saa oplivet. Men du kender ham altsaa. Hvad er han i Grunden for et Menneske?"

"Han er altsaa Godsejer, – har en Gaard et Sted i Jylland."

"Favsingholm – ja. Det fortalte han. Han var netop paa Vej derover. Men hvorfor har han fartet saadan omkring i alle Verdensdele? I et helt Aar havde han ikke været hjemme. Det er dog aparte for en saa syg Mand."

"Syg Mand? … Hr. Dihmer har engang været syg; men nu skal han være kommet sig fuldstændig. Det var forresten min Fætter, Professor Hagen, der kurerede ham."

"Da saae han virkelig daarlig ud. Det syntes ogsaa 249 Povl. Og han havde noget saa alvorligt og stilfærdigt ved sig, som om han selv vidste, at han ikke kunde leve længe."

Pigen kom i dette Øjeblik ind med Teen, som endelig var bleven færdig. Men Meta bad indstændigt om at faa Lov til at gaa nu, og Jytte holdt ikke længer paa hende.

"Skal du ikke selv have Tøjet paa?" spurgte Meta. "Du var jo paa Vej ud."

"Aa nej, jeg bliver hjemme nu. Det blæser saa koldt. Og husk paa, jeg kommer lige fra Neapel!" –

Da Veninden var gaaet, stod Jytte længe henne i Karnappen og saae i Tanker over paa Grønningens Træer. Hun var kommen til at tænke paa en Bemærkning i et af de Breve, hendes Mor havde sendt hende under Rejsen. I en Efterskrift havde der staaet de mystiske Ord, at "det desværre synes at skulle tage en alvorlig Vending med Torben Dihmer". Da hun vidste, at hendes Giftermaal stadig var Moderen en Sorg, havde hun ikke kunnet faa sig til at bede om nærmere Oplysning. Men Forklaringen var altsaa den, at han igen var bleven syg. Asmus' Vidunderpiller havde i Længden ikke kunnet hjælpe den stakkels forfulgte Mand! …

Da Karsten kom hjem, sad hun igen i en af de store Lænestole foran Ovnen. Det var begyndt at mørkne. Lidt kuldskær, som hun var og særligt blev det i Skumringen, havde hun taget et Sjal over Skuldrene, et blødt, søgræsgrønt Silkesjal, der var hendes Mands sidste Gave til hende.

250 Hun rakte Haanden ud imod ham, da han kom ind.

"Jeg har længtes efter dig!" sagde hun.

Den galante Ægtemand bøjede sig ned over Haanden og kyssede den ærbødigt. Men forinden var hans Blik fløjet søgende omkring i Stuen, og han betragtede hende lidt mistænksom.

"Den Naadige har dog glemt sit Løfte. Jeg har med Længsel ventet det højtideligt anmeldte Besøg."

"Jeg var ogsaa paa Vej, min Ven! Men jeg fik selv Besøg."

"Jeg syntes jo nok –. Hvem var den lykkelige, om man tør være saa fri?"

"Ja, kan du gætte? En stor Overraskelse!"

"En Dame eller en Herre?"

"En Dame."

"Smuk?"

"Ja, jeg finder hende smuk. Men jeg har forresten ikke altid gjort det. Du traf hende i Sommer paa Storeholt. Min gamle Skolekammerat Meta … Fru Gaardbo … Distriktslægens Kone derovre. Husker du hende saa?"

"Jo, nu du siger det. Men hvad mener du med at kalde hende smuk? Hun var jo en almindelig Landsbymadamme."

"Saa har du ikke lagt Mærke til hendes Øjne. Dersom du engang faar Bestilling paa at male en Madonna, kan du bruge hende til Model. Hun har faaet fem Børn og har alligevel et Blik saa uskyldigt som en tolvaars Pige."

"Det lyder unægtelig interessant. Fem ubesmittede 251 Undfangelser maa vel siges at være en Rekord. – Men for at tale om noget andet," sagde han og gik med sine lange, nervøse Skridt ud over Gulvet, "har du læst Aviserne idag?"

"Nej."

"Saa veed du ikke, at Karl May nu ogsaa har meldt sig til Konkurrencen. Det proklameres med Pauker og Basuner i alle Bladene. Hvormange har vi nu hørt om? Det kan vist ikke være mindre end otte-ni Stykker. Det bliver efterhaanden en livlig Galopbane."

"Men er Karl May Portrætmaler?"

"Han er alt, kære! Du husker maaske, at han ifjor optraadte som genial Billedhugger. Det var et almindeligt Stykke Pottemagerarbejde, som enhver ikke altfor fummelfingret Læredreng kunde gjort ham efter. Men hans Venner i Pressen – en Skraalhals som tykke Møller f.Eks. – hujede det op til en Verdensbegivenhed, og Folk gik som sædvanlig i Gyngen. – Jo, Karl May er klog!"

"Naa ja, lad ham nu være, Karsten! … Sig mig, er du stadig tilfreds med dit Atelier?"

"Ja, – Lyset er godt. Imorgen bliver jeg færdig med Installeringen, og iovermorgen tager jeg fat."

"Saa kommer jeg derhen! Ganske bestemt! Jeg vil se dig gøre det første Penselstrøg."

"Den Naadige skal faa Lov til selv at gøre det. Med højstegen Haand skal du indvie Lærredet. Og saa vil vi for en Gangs Skyld være overtroiske og bede til Guderne, at det maa bringe Held."

252 "Sæt dig lidt herhen, min Ven! Du gaar saa urolig omkring," bad Jytte.

Mens Skumringen voksede, sad de med hinanden i Haanden og smaasnakkede ved Lyset af de glødende Kokes, der bredte et stærkere og stærkere Brandskær ud over Stuen.

Jytte sad lænet til Siden med halvlukkede Øjne og saae ned i Ilden.

"Sig mig, Karsten," sagde hun engang efter en længere Pavse, "tror du, at der i vore Dage er Mennesker, som dør af ulykkelig Kærlighed? Jeg mener ikke, om de i et Anfald af Fortvivlelse eller Jalusi tager Livet af sig. Det læser man jo om hver Dag. Men tror du, at der kan være Folk, der hentæres af Kærlighed som af en dødelig Sygdom?"

"Det vil jeg i hvert Fald have Lægeattest for. Hvor kommer du forresten paa den absurde Tanke?"

"Aa," sagde hun. "Det var en Historie, Meta fortalte ovre fra Fyen."

"Den Dames Besøg har aabenbart interesseret dig. Hvad talte I om?"

"Mest om hendes egne Affærer. Du kan tænke dig, hun bor nu her i Byen. Hendes Mand kunde ikke begaa sig derovre. Han er en underlig Snurretop, som kommer galt afsted allevegne og har saa forstyrrede Meninger om alting. Nu bor de ude paa Nørrebro. Paa selve Nørrebrogade. Tænk dig!"

"Ja, det er ikke misundelsesværdigt. Men hør nu, Jytte! For at tale om noget mindre begrædeligt, iaften 253 gaar "Stormsvalen" og "Napoli". Det er en god Aften. Jeg foreslaar, at vi gaar derhen."

Jytte trykkede hans Haand.

"En anden Gang, Karsten! Jeg er lidt træt idag."

"Men vi kan dog i det mindste gaa hen og se Balletten. Det kan da ikke være anstrengende."

"Veed du hvad, jeg synes, du skulde gaa derhen alene. Du trænger til at lufte dig lidt, min Ven! Saa øver jeg mig imens paa min Rondo, saa jeg snart kan være bekendt at spille den for dig."

"Aa Snak! Du veed godt, at jeg ikke vil gaa fra dig," sagde Karsten misfornøjet.

De havde været hjemme i flere Dage og ikke været hverken i Teatret eller til nogen Koncert, fordi Jytte ikke var til at drive ud. Selv havde han under hele Rejsen ganske specielt glædet sig til det Øjeblik, da han første Gang skulde vise sig med hende i Parkettet. For den Vajsenhusdreng, der stadig hang ham i Ærmet, var det endnu noget af en eventyrlig Drøm, at han var gift med Minister Abildgaards Datter.

Jytte rejste sig i det samme for at gaa ind og klæde sig om til Middag. Hun havde hørt Pigen komme ind i Spisestuen og begynde at dække Bordet.

Da hun saae hans utilfredse Mine, lagde hun Armen om hans Hals og klappede ham paa Kinden.

"Er jeg en umulig Kone for dig? … Du maa ikke være altfor ked af det. Det skal nok blive bedre."

Han formildedes straks, svag som han stadig var overfor hendes Kærtegn, dem hun heller ikke ødslede 254 med. Efter tre Maaneders Ægteskab var hun endnu lige sky i sit erotiske Forhold til ham. Bestandig maatte han paany erobre hendes Ømhed; og hans egen Forelskelse var herunder bleven til en vild Tilbedelse.

Han saae hende henrykt op i Øjnene.

"Du dejlige! … Hvor jeg elsker dig!" sagde han; og den affekterte Mand kunde sige den Slags Ting saa mærkelig naturligt, som fik han først med saadanne Ord sit rigtige Mæle.

Men Jytte undgik hans Blik, mens hun tavs og ligesom medlidende strøg ham over Haaret.

II.

Doktor Gaardbo havde bosat sig ude i det yderste af Nørrebrogade, "Københavns Endetarm", som han kaldte Gaden paa Grund af dens buldrende Vognfærdsel ud til Byens Affaldspladser. Han havde lejet en lille fire Værelsers Lejlighed, der tilmed var i en ret elendig Forfatning, fordi han havde overtaget den uden Varsel.

Da Meta kom hjem, mærkede hun, at der var noget i Vejen med ham. Ved Aftensbordet var han tavs og rørte næsten ikke Maden. Hun forstod ikke, hvad der kunde være sket. Med Undtagelse af en Eftermiddagstime, da han var inde i Byen for at hente en Bog paa Biblioteket, havde han som sædvanlig siddet hjemme hele Dagen for at vente paa de Patienter, som ikke kom.

255 Efter Bordet gik han straks ind til sig selv, og hun hørte ham sætte sig tungt i sin Stol.

Lidt efter gik hun derind. Han sad da ved Skrivebordet med Hænderne omkring Hovedet.

"Er der gaaet dig noget imod, Povl?"

"Ja. Men træk Døren til! Det er ikke værd, at Børnene hører det."

"Men hvad er det da?"

"Du veed, jeg var inde paa Biblioteket efter den Bog. Da jeg kom gaaende over Højbro, mødte jeg Johannes. Han bor jo der i Nærheden."

"Naa – hvad sagde han?"

"Ingenting, du! Han gik forbi, som om jeg var Luft."

"Og du er sikker paa, at han saae dig?"

"Det var umuligt andet. Vi kom gaaende paa det samme Fortov. Da han opdagede mig, saae jeg ogsaa, at han vilde skraa over Kørebanen; men der kom i det samme en Sporvogn over Broen. Saa gik han mig forbi med Øjnene i Brostenene."

"Aa – fy dog!"

"Jeg vendte mig om og sagde: "Goddag, Johannes!" – Jeg veed ikke, om han hørte det. Han gik i hvert Fald videre."

"Hvor er dog saadan noget stygt!" sagde Meta.

"Husk paa, han kalder det selv for Fromhed! Men nu veed vi altsaa, hvor vi har ham. Vi eksisterer ikke mere for ham. Og det er maaske bedst saadan for begge Parter."

"Det tror jeg bestemt ogsaa. Siden du fortalte mig det 256 forfærdelige om Rosalie, har jeg næsten ikke kunnet taale at tænke paa Johannes. Jeg drømmer endnu om hende om Natten. Og nu maa du sende ham hendes Brev, Povl. Gør det endnu iaften! Hører du?"

"Jeg veed ikke rigtig –"

"Jeg siger dig, Povl, du kan ikke forsvare at beholde det Brev. Mest for Johannes' egen Skyld. Han skulde for længe siden have haft at vide, hvad han har paa sin Samvittighed."

"Men om det nu dræber ham?"

"Saa var det da endelig kun retfærdig Gengældelse. Den sødeste og gladeste unge Pige i Verden pinte han tildøde. Og nu gaar han sin eneste Bror forbi uden at ville kendes ved ham. Hvad kalder du det?"

"Johannes er et stakkels forgjort Menneske. Men lad os nu ikke tale mere om ham. Han er, som han er, og staar ikke til at redde."

Han tog sit Overtøj paa for at gaa hen og se til en Arbejdsmands syge Barn, der for Tiden var hans eneste Patient.

"Jeg gaar mig med det samme en Tur," sagde han. "Du skal altsaa ikke vente mig hjem for snart."

Metas bekymrede Øjne fulgte ham til Døren. Stakkels Povl! – tænkte hun. Hun vidste, at han her i København følte Savnet af Broderen endnu stærkere end i Jerve, fordi han her overalt blev mindet om deres Samliv i Studenterdagene, da de havde boet sammen paa Regensen og været saa uadskillelige, at Kammeraterne kaldte dem de siamesiske Tvillinger. –

257 Doktor Gaardbo havde ikke villet fortælle sin Kone, at han agtede sig ind til "Bethesda", hvor der nu i Fastetiden hver Aften blev afholdt store Opbyggelsesmøder under Pastor Stensballes myndige Ledelse. I en Avis havde han set, at hans Broder i Aften skulde være en af Talerne. Derfor vilde han derhen.

Skønt han kom i god Tid, var den store Sal allerede overfyldt. Han maatte søge op i et af Sidegallerierne, hvor han i sidste Øjeblik fik en Siddeplads paa den bageste af nogle trinformigt højnede Bænkerækker. Faa Minuter efter var ogsaa Gangen bagved ham stuvfuld af Mennesker.

Saasnart Johannes viste sig paa Talerstolen, mærkedes der nogen Uro i denne sammenpakkede Mængde, der ingenting kunde se. Der var navnlig et Par halvgamle Damer, der højst ulykkelige puffede sig frem og tilbage i Haab om at finde et Kighul ned til Taleren. Man maatte tilsidst tysse paa dem for at skaffe Ro.

Johannes Gaardbo var egenlig slet ikke nogen veltalende Mand. Sammenlignet med den Virtuositet, hvormed Pastor Stensballe og andre af Byens bekendte Vækkelsesprædikanter satte Trumf paa Evangeliet, var hans Tale lige ud ad den jævne Landevej. Naar han ikkedesmindre allerede var bleven en af de mest omtalte Præster i Hovedstaden, særlig blandt Kvinderne, skyldtes det hans smukke og mandige Ydre og den landlige Trohjertethed, der prægede hans Fremtræden.

Han havde valgt til Tekst det 13de Kapitel af Paulus' første Brev til de Korinthier, den berømte Kærlighedslovprisning: 258 "Og havde jeg profetisk Gave og al Kundskab og al Tro men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg alt mit Gods til de Fattige men havde ikke Kærlighed, da var jeg intet. Kærligheden affalder aldrig; den tror alt, fordrager alt, taaler alt. Saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed disse tre; men størst blandt dem er Kærlighed."

Mens Forsamlingen under Stilhed lyttede andægtig til hans Ord, der i al deres Jævnhed greb ved Foredragets Inderlighed, sad hans Broder oppe paa Galleriet og bed sig i Skægget. Dersom det havde været muligt for ham at slippe bort, var han gaaet sin Vej for ikke at komme i Fristelse til at raabe ud over Salen: "Hør ham ikke! Han er en Hykler!"

Og dette var Johannes! En Skinhellig! … Men nej! Det kunde ikke være muligt! Johannes vidste ikke selv, at han stod der i alle onde Magters Vold og velsignede! Han var en utilregnelig Besat, der ikke længer kendte Forskel paa Løgn og Sandhed og ikke vilde kende den af Frygt for at slukke den Helvedesbrand i Sjælen, han kaldte for sin Tro …

Efter at Johannes havde talt, fik et Par andre Præster Ordet; men han hørte dem ikke, saae dem ikke engang. Hans Øjne var uafbrudt fæstet paa Broderen, som havde taget Plads paa forreste Stolerække mellem nogle Herrer og Damer, der alle modtog ham med hjertelige Haandtryk. Han saae ham smile broderligt til disse fremmede Mennesker, saae igen i hans Ansigt dette næsten forklarede Udtryk, der engang havde været hans egen Glæde.

259 "Varulv! … Varulv, Johannes!" tilraabte han ham i Tankerne.

Pastor Stensballe sluttede Mødet med et manende Opraab. Evangeliets Sejrsgang over Verden maatte ikke standse. Han bad derfor indtrængende om, at man ikke vilde glemme Menighedens forskellige Indsamlinger.

"Vi trænger til mange hundrede tusinde Kroner. Og vi maa ha' dem – om vi saa skal stjæle dem!" raabte den iltre lille Mand muntert ud over Forsamlingen, der svarede med en forstaaende Latter.

Derefter sang man endnu en Salme; hvorpaa Salen langsomt tømtes under Orgelbrus og Raslen af Pengebøsser.

Doktor Gaardbo fulgte Strømmen ud. Da han stod paa det øverste af den høje Fortovstrappe og saae ud over den mægtige Vognpark, der fyldte Gaden til begge Sider, deri ogsaa mange fornemme Herskabskøretøjer med liberiklædte Tjenere og straalende Lygter, kom han til at tænke paa sin Farbroders Varselsraab om Riget, Magten og Æren, der ved et Forræderi vilde vende tilbage til Kirkens magtgriske Oldingehænder.

Midt i Trængslen paa Trappen opdagede han Grosserer Søholm, der besværligt stolprede ned ad Trinene ved sin Tjeners Arm. Den nævestærke Børsrøver havde fundet sin Overmand. Døden havde stemplet ham som en forfalden Veksel med et sine mora. Hans venstre Side var lammet, hele Manden et sammenbrudt Vrag, der gjorde et dobbelt ynkværdigt Indtryk ved Siden af den fede og smilende Tjener.

260 Bagved Grossereren fik han Øje paa en af hans Døtre, Frøken Cecilie, som i et pragtfuldt Foraarstoilette à la Sølvfasan stak besynderligt af mellem de mange kirkeklædte Kvinder og aabenbart ogsaa vakte en Del Forargelse iblandt dem. Hendes Nærværelse fik ham til at tænke paa, hvad han havde hørt allerede i Jerve, at Johannes var bleven en Slags Huskapellan i det Søholmske Millionærhjem.

I Stedet for at tage lige hjem gik han en Omvej rundt om Søerne. Han vilde ikke igen plage Meta med sit daarlige Humør.

Det var Maaneskin. En spættet Skyhimmel lyste sølvagtigt over Byen. Vandet i Søerne var nervøst uroligt efter Dagens Blæst. Det dunkede mod Stensætningen, og Lygternes Lys paa Broerne sænkede sig i det som sitrende Ildsøjler. Hvor han huskede dette Billede fra den Tid, da Johannes og han søgte herud om Aftenen, naar de havde siddet og læst sig opkogte i Hovedet ved Petroleumslampen! Med Stormskridt gik de alle tre Søer rundt, mens de nynnede en Sang. Det var helt eventyrligt at tænke tilbage paa nu!

Ganske som dengang mødte han flere ømme Kærestepar men desuden adskillige ensomme Vandrere som han selv. Og han tænkte paa, at de fleste af dem godt kunde se ud til ogsaa at gaa her og sørge over Tabet af en Broder eller en Ven, der var opslugt og hvirvlet bort af Lidenskabernes sorte Mudderstrøm. – Ak ja! Der rugede for Tiden en Forbandelse over Menneskeheden, der blomstrede hektisk som et Træ med en Sygdom i 261 Roden. Ikke de naturbestemte Lidelser men alle Slags selvgjorte Plager og selvforskyldte Sorger tærede paa dens Kraft og lagde Tilværelsen øde for saa mange.

Da han kom hjem, sov Børnene. Ogsaa Pigen var gaaet i Seng. Meta sad alene ved sin Symaskine.

Han fortalte, hvor han havde været henne, og gjorde ogsaa rede for sit Indtryk af Mødet. Om Johannes talte han dog kun lidt.

"Og her har ingen været?" spurgte han.

"Nej. Hvordan havde Arbejdsmandens lille Pige det?"

"Lidt bedre."

Han skottede til hende. Meta havde rykket Lampen til sig for bedre at kunne se til sit Arbejde. Lyset faldt skarpt paa hendes Ansigt, og med Bekymring saae han, hvor medtaget hun i de sidste Dage var bleven af den Uro og de Savn, som hun gerne vilde skjule for ham. Sikkert gik hendes Tanker ofte tilbage til deres skønne Hjem i Jerve, som hun havde elsket saa højt; men aldrig talte hun om sin Sorg. Uden Klage sad hun i disse fremmede, solforladte Stuer, mellem hæsligt ødelagte Vægge fulde af Sømhuller og Mærker efter de forrige Beboeres Skilderier, sad her med Udsigt til at have Sulten indenfor Døren i Løbet af et Par Maaneder.

Han satte sig ned og faldt i Tanker med Haanden under Kinden.

"Bethesda!" sagde han, da Meta et Øjeblik standsede sin Maskine for at lægge et Læg. "Det var jo Navnet paa en Dam i Jerusalem. "Ved Faareporten". Husker du Fortællingen? En Gang imellem kom en Engel ned 262 fra Skyen og rørte Vandet, saa det fik lægende Kraft. Ser man ikke den hele Scene livagtig for sig? En Vrimmel af Krøblinge og Syge, der sidder rundt om ved Bredden og venter paa Miraklets Time. Og allesammen styrter de til som en Flok Besatte, hver Gang en nysgerrig Fiskesnude kruser Vandskorpen. Det er et Billede af Menneskehedens Historie gennem alle Tider. Saadan har vi siddet i Aartusinder og spejdet efter en trolddomsagtig Haandsrækning i Farer og Nød – snart fra Præsterne, snart fra Videnskaben eller Lovmageriet. Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager."

Han rejste sig og gik hen og lagde Armen om Meta.

"Lille Mutter! Jeg skulde have maskeret mig som Troldmand, sagt Hocuspocus til Folk og trukket dem om ved Næsen. Saa var jeg ligesom Johannes bleven elsket af min Samtid og dyrket efter min Død som en Velgører. Og du, min Ven – ja, hvordan var det? – lovede jeg dig ikke engang det berømte Kongerige med Guld og grønne Skove? Det plejer vi Mandfolk at gøre. Og nu sidder din Stakkel her og syr dig Øjnene røde!"

Hun klappede hans Kind.

"Du har holdt meget mere, end du lovede. Hvordan det saa skal gaa os – jeg er glad for, at du er, som du er."

263

III.

Jytte kom fra sin Mands Atelier og var paa Vej til Dronningens Tværgade for at kigge indenfor hos sin Mor, hvem hun daglig gjorde et Besøg. Hun havde dennegang et særligt Ærinde. Hun var om Formiddagen bleven ringet op i Telefonen af Lydia Bentsen, der i en Avis havde set, at hun og Karsten var kommen hjem. Nu vilde Lydia absolut have hende med paa en improviseret Udflugt sammen med et Par andre Veninder og nogle Herrebekendte. Det var Meningen at køre ud i Dyrehaven og spise Frokost paa Eremitagen, "saa kunde de jo altid blive enige om, hvad de bagefter skulde tage sig for." Skønt ogsaa Karsten blev indbudt, havde Jytte straks svaret Nej, hvorefter Lydias Tone var bleven lidt ubehagelig. Hun ironiserede over hendes Dydsirethed og spurgte, om det maaske var Historien med "den stakkels Dihmer", der havde forskrækket hende. Saa havde Jytte hurtigt ringet af.

Men nu vilde hun have ordenlig Rede paa, hvordan det forholdt sig med Dihmer. Noget maatte der jo være i Vejen, og Moderen var den eneste, hun vilde spørge.

I Bredgade mødte hun Generalkonsul Kolding med Frue. I højtideligt Tempo skred det frodige Ægtepar afsted med hinanden under Armen, Generalkonsulen som sædvanlig med sit maskinklippede Hoved ubedækket, Fru Nathalie i Sibylle-Stil med en bredskygget Hat, hvorfra et tæt, sort Slør hang ned over Ryg og Skuldre som en Mantille. Det var et helt Optog.

264 Jytte vilde gerne være sluppen ukendt forbi; men Generalkonsulens Kænguru-Smil lyste paa lang Afstand af Gensynsglæde. Hun blev tvunget til at standse og modtage Lykønskninger og besvare forskellige nysgerrige Spørgsmaal.

Fru Nathalie lagde tilsidst sin Haand ligesom velsignende paa hendes Arm og sagde:

"Jeg kan se paa Deres Øjne, lille Frue, at De endnu ikke hører til vore Venner. Har jeg ikke Ret?"

"Hvordan mener De, Fru Kolding?"

"Jeg savner den rette tindrende Livsglæde i Blikket."

"Aa – De tænker paa det Wellerske System."

"Nej, nej!" raabte Generalkonsulen med Angst i Stemmen og skævede ned til sin Kone. "Du gode Gud – har De ikke fulgt den store Strid? Vi har fuldstændig brudt med Wellerianerne. Min Kone har i vort Blad kastet Weller Hansken og erklæret den fordærvelige Lære Krig paa Kniven. Veed De virkelig ikke det?"

Jytte undskyldte sig med, at hun først for faa Dage siden var kommen hjem fra Udlandet, og denne Oplysning beroligede øjensynlig den profetiske Frue, fra hvis Kinder Sundhedens og Livsglædens Farver et Øjeblik var vegen for Dødens Bleghed.

Lidt efter nikkede Damen naadigt Farvel men uden at give Haanden.

Jytte traf Moderen hjemme. Hun satte sig ned men beholdt Overtøjet paa. Disse Besøg i det gamle Hjem blev i Almindelighed kun hastige Visitter. Skønt Moderens Ensomhed og den ængstende Forandring, der var foregaaet 265 med hendes Udseende, ofte fik Jytte til at anklage sig selv, kunde hun ikke mere falde til Ro i "den gamle Stue". Det virkede ogsaa nedslaaende paa hende at se Moderen sidde her Dag efter Dag paa den samme Sofaplads med dette uendelige Strikketøj mellem de hvileløse Hænder. Det var, som sad hun der og ventede resigneret paa Skæbnens næste Tordenslag.

Dertil kom endnu noget andet, der for Jyttes Vedkommende gjorde Samtalen til en forsigtig Famlen mellem Nælder. Allerede før Bryllupet havde Karsten paastaaet, at hendes Mor søgte til Opbyggelsesmøderne i Bethesda, hvor en af hans Bekendte skulde have genkendt hende, skønt hun havde haft et tæt Slør for Ansigtet. Dengang troede Jytte ikke paa det; men nu gjorde Moderen ikke selv nogen Hemmelighed af sin religiøse Bekymring. Paa hendes Natbord laa der gerne en eller anden gudelig Trøstebog, og i Stedet for "Femte Juni" holdt hun Præsternes nye Blad. Et Par Gange havde hun ogsaa paanødt Jytte religiøse Traktater og lignende Tryksager, som hun bad hende tage med sig hjem og læse i Enrum.

Jytte fortalte om sit Møde med Generalkonsulens og spurgte, hvad det var for en stor Strid, de havde talt om.

"Aa, jeg kan saamænd ikke sige dig det. Jeg har ikke læst det Vrøvl. Folk er jo bleven ganske hysteriske af al den Snak om Lys og frisk Luft og stegte Æbler om Morgenen og jeg veed ikke hvad. Forleden i en Sporvogn hørte jeg en gammel Skabekrukke forsikre, at Luften 266 paa Harsdorffsvej ikke taalte Sammenligning med den paa Amalievej. Saasnart hun kom hen til Hjørnet, sagde hun, følte hun et knugende Pres for Brystet, som om hun skulde kvæles. Saadan noget er jo baade til at le og græde over."

"Men hvad drejer Striden sig om?"

"Jeg veed det ikke. Men der er jo virkelig ret fornuftige Folk, der anser Fru Nathalie for en Menneskehedens Velgører. Man skulde ikke tro det muligt; men det Systemvaas er ved at blive en Religion for mange Mennesker nu for Tiden. De har jo ingen anden."

For at slippe bort fra Sagen gav Jytte sig til at fortælle om sin Mand, der havde faaet sig indrettet i sit nye Atelier og var begyndt at arbejde.

"Det er saa morsomt at mærke, hvor optaget han er. Han giver sig ikke engang Tid til at komme hjem til Frokost. Han faar noget Mad bragt op fra en Restauration. Jeg ser ham ikke hele Dagen."

"Har du egenlig nogen Tro paa, at din Mand vil sejre i den Konkurrence?" spurgte Moderen.

"Aa ja. Hvem skulde egenlig ellers gøre det? Karl May maaske. Det skulde da være den eneste."

"Ja, Karl May er jo en meget anset Kunstner. Et Geni – siger Folk."

"Ja, men tegne kan han forresten ikke. Det maa jeg give Karsten Ret i. Og Portrætmaler er han da i hvert Fald ikke, og det er dog det, det kommer an paa her. Men derfor kan han jo godt blive foretrukket, og det vilde naturligvis gøre mig ondt for Karsten, dersom han 267 kom til at gøre det store Arbejde forgæves. Jeg tænker især paa Pengene. For Ambitionens Skyld er det saamænd ikke værd at anstrenge sig."

Hertil sagde Fru Bertha ikke noget, og Jytte, der hele Tiden havde siddet og tænkt paa, hvordan hun skulde forberede sit Spørgsmaal om Torben Dihmer, begyndte nu at fortælle om Meta og hendes Mand og om det Besøg, som Dihmer havde gjort dem i Jerve.

Det var første Gang siden hendes Forlovelse, at hans Navn blev nævnet imellem dem. Fru Bertha saae overrasket op fra sine Strikkepinde, og da Jytte mødte hendes spørgende Øjne, besluttede hun sig til at gaa angrebsvis tilværks for ikke at vække Mistanke.

"Hvad mente du egenlig med det, du engang skrev til mig om Dihmer, – at det havde taget en sørgelig Vending med ham? Er han bleven syg igen?"

"Saa veed du altsaa ingenting?"

Jytte følte, at hendes Hjerte standsede.

"Hvilket?"

"At Dihmer er bleven sindssyg."

"Sindssyg?"

"Ja, det er Asmus' Udtryk om ham. Jeg har min Viden fra ham."

Jyttes opjagede Tanker foer omkring efter et Støttepunkt.

"Jeg begriber det ikke. Det nævnte Meta ikke et Ord om. Hun sagde blot, at Dihmer havde set lidt daarlig ud."

"Naa, den Art Sygelighed mærkes jo ikke straks paa Folk."

268 "Hvordan ytrer den sig da?"

"Det er vistnok med fikse Ideer; men jeg spurgte ikke Asmus nærmere ud. Og ærlig talt, Jytte, saa synes jeg heller ikke, vi to skal gaa for dybt ind paa det Emne."

"Hvorfor skrev du saa til mig, som du gjorde? Det maa du dog have haft en Hensigt med."

"Det havde jeg ogsaa. Jeg syntes ikke, du skulde være helt uforberedt. Der tales jo en Del om Sagen, og jeg tror, hans Ulykke gaar mange til Hjertet."

"Saa snakkes der maaske ogsaa om mig i den Forbindelse? Naar det kommer til Stykket, faar jeg vel Skylden?"

"Det har jeg ikke sagt."

"Ja, for du veed jo ogsaa godt, Mor, at du selv fandt Dihmer underlig forandret. Og du husker vist ogsaa, at han trøstede sig fjorten Dage efter, at vi havde brudt med hinanden – eller hvad man nu skal kalde det."

"Ja ja, det skal vi, som sagt, ikke tale mere om. Forhaabenlig er det kun noget forbigaaende. Det mener Asmus vist ogsaa. Hans Skæbne vilde ellers være altfor grusom." –

Da Jytte var kommen hjem, satte hun sig til sit Flygel for at øve sig. Men hun kunde ikke holde Tankerne ved Spillet, og lidt efter gik hun hen til Telefonen og ringede Asmus op.

Først spurgte hun til en af sine Bekendte, der for nogen Tid siden havde ligget paa hans Klinik; derpaa spøgte hun lidt med ham i Anledning af sit Møde med Generalkonsulens, som hun fortalte om.

269 "Er det sandt, at Fru Nathalie er i Færd med at indstifte en ny Religion?" spurgte hun.

"Tja – hun reformerer i hvert Fald den Wellerske efter de bedste konfessionelle Mønstre. Jeg veed ikke, om hun udtrykkeligt har erklæret det, men man skal vist helst opfatte hendes kolde Fodbade som en ny Art Daab, der genføder til Lyksalighed."

"Men hun skal jo have mange Tilhængere. Endogsaa blandt ret fornuftige Folk."

"Er det de to Fættere Hildebrandt, du tænker paa – Etatsraaden og Professoren?"

"Hvad de?"

"Jo, de var begge to ivrige Wellerianere. Nu taaler de ikke mere at se hinanden, fordi Professoren har kaldt Fru Nathalie et forskruet Fruentimmer."

"Ja, det er jo ganske som i andre Religioner," sagde Jytte. "Men sig mig, Asmus – hvordan er det med Dihmer? Jeg hører, at han igen er bleven syg og lever tilbagetrukkent paa sin Gaard ligesom før. Forholder det sig rigtigt?"

"Ja – han har faaet et Tilbagefald," svarede Lægen i forandret Tone. "Hvem har fortalt dig det?"

"Blandt andre har Mor talt om det."

"Blandt andre … ja saa! Dersom man fortæller, at det er min Kur, der er slaaet fejl, saa maa jeg protestere. Saadan forholder det sig ikke."

"Er det da ikke hans gamle Sygdom?"

"Jo, det kan man godt sige. Torben har af en eller 270 anden Grund set sig gal paa Verden, og det influerer naturligvis paa hans Tilstand."

"Men du tror jo, at han kan komme sig? Mor sagde, at du mente, det kun var noget forbigaaende."

"Forhaabenlig. – Jeg skal forresten hilse dig fra ham."

"Hilse fra hvem?" spurgte Jytte, som ikke troede, hun havde forstaaet ham rigtigt.

"Inden Dihmer rejste herfra, bad han mig om ved Lejlighed at bringe dig og Tante hans Hilsen. Han talte om jer begge to med den største Venlighed."

Jytte vovede nu ikke at spørge om mere, og kort efter ringede hun af.

Resten af Eftermiddagen tilbragte hun henne i Sofahjørnet med en Pude under Nakken. I Tankerne gennemlevede hun sit sidste Møde med Dihmer – ikke selve den egenlige Ulykkesdag, da hun havde været saa nervøst fortumlet, at hun knap mere huskede, hvad der foregik – men Aftenen forinden: det første Gensyn og dets Overraskelser. Der var navnlig en bestemt Erindring, som i det forløbne Aar stadig havde forfulgt hende. Det var det Øjeblik efter Middagen paa Hotellet, da hun sad i den overfyldte hall sammen med sin Mor og Hr. v. Auen og var bleven lidt urolig, fordi Dihmer havde forladt dem. Da stod han pludselig i Døren til et af Læseværelserne med et Skær over sit Ansigt, som kom han inde fra en fremmed Verden …

Hun rettede sig op, da hun hørte sin Mand stikke Nøglen i Forstuedøren.

271 Et Øjeblik efter sad Karsten hos hende i Sofaen og tog hendes Haand.

"Har du kendt Mage til Vejr! Vorherre ryster ordenlig sin Vinterdyne! – Men kære, har du ikke set, at det sner?" sagde han, da Jytte vendte sig mod Vinduet. "Hvad har den naadige Frue været saa optaget af?"

"Aa, jeg har siddet og døset lidt."

"Du er saa kold om Hænderne."

"Ja, jeg er kommen til at fryse, tror jeg. Men vi skal snart faa Varme."

Hun gik hen til Kakkelovnen, og saasnart hun vendte Ryggen til, fløj Karstens Øjne mistænksomt rundt i Stuen.

Ved Middagsbordet talte han om, at det nu var paa Tide, de kom deres Borgerpligter i Hu og gjorde et Par Middagsselskaber. Det kunde ellers se ud, som om de ganske vilde begrave sig i Hjemmelivets Hygge.

"Hvem har du saa tænkt at invitere?" spurgte Jytte.

"Først og fremmest din Mor naturligvis."

"Og hvem ellers?"

"Din Fætter – Professoren."

"Og saa?"

"Lad mig se … Bjerreby f. Eks."

Jytte saae overrasket op. Hun vidste, at Karsten ikke kunde udstaa det Menneske, der vistnok engang var kommen ham paatværs i Hanedansen om en Kvinde. Men i det samme huskede hun paa, at Bjerreby var den egenlige Ophavsmand til Enslev-Billedet og sad i Dommerkomiteen.

272 "Hvem saa mere?"

"Har du ikke selv nogen at foreslaa?" spurgte Karsten. "Helst et Par Mandfolk. Saa kan vi gøre det ene Selskab til en Herremiddag."

"Jeg veed i Øjeblikket ikke nogen. Nævn du nu dine!"

"Naa ja … Hvad siger du om tykke Møller?"

"Hvem er det?"

"Frants Møller – Forfatteren."

"Men han er jo en komplet Sjofelist, har du sagt."

"Naa – ja. Atten Karat holder han vistnok ikke. Men han er dog ganske præsentabel. Jeg tror, du vil have Fornøjelse af at lære ham at kende."

"Sig det hellere lige ud, Karsten! Du mener, han kan være dig til Nytte. Er han ikke Journalist?"

"Jo. Og han er kommen ind i "Femte Juni"s Redaktion nu. Han er endogsaa bleven en af de førende Penne i Bladet. – Den Naadige smiler!"

"Jeg? Ikke det mindste."

"Ja, det nytter skam heller ikke. Vil man være med i Dansen, maa man betale for Musikken. Se til Karl May! Han er ogsaa i den Henseende en Kunstner up to date. Han har sit Efterretningsvæsen i Orden. Han kan ikke rejse herfra til Roskilde, uden at den samlede københavnske Presse lader Trommerne røre. Og tror du, han har den Honnør gratis? Men det kommer igen – som Bonden sagde, da han fodrede sine Svin. Hans Billeder er berømte, før de er malede. Naar han allevegne udraabes til Geni, er det, fordi han betaler, hvad det koster."

"Men er det saa værd at misunde ham den Fornøjelse?"

273 Karsten trak begge Skuldrene op til Ørene og fik et melankolsk Udtryk.

"Hold Trit – eller kreper! Det Løsen gælder ogsaa i Kunstens Verden, ma chère!"

"Ja, du har vist som altid Ret. Tidligere troede jeg rigtignok, at Kunstnerne var et Zigøjnerfolk, der levede i deres egen frie Verden og lod Vorherre om Dagen imorgen."

"Ja, den Illusion er vi nødt til at holde vedlige hos Publikum."

"Det har jeg ogsaa nu forstaaet. Men sig mig – er "Femte Juni" overhovedet et Blad, der læses mere? Er det ikke nu dette nye Blad – Præstebladet, som de siger?"

"Foreløbig har "Femte Juni" vistnok Têten. I hvert Fald her i København. Og naar det gælder Enslevs Minde, vil Opinionen i hans eget Blad naturligvis have særlig Betydning. Jeg synes altsaa, at vi skal invitere Frants Møller. Det vil smigre Bæstet, og naar du vil vise dig lidt elskværdig mod ham, kan du vikle hele Tyksakken om din Lillefinger."

Jytte havde taget det Standpunkt at føje sig efter sin Mand i alt, hvad der angik hans kunstneriske Fremtid. Han skulde ikke med Rette kunne bebrejde hende noget, dersom han i den Henseende led Skuffelser. Forøvrigt havde hun lagt Mærke til, at han siden deres Hjemkomst paa en lidt komisk Maade var begyndt at blive øm over sin borgerlige Anseelse. Det anede hende, at han gik om med en Rangsperson i Maven. Han havde en Dag aabenhjertig 274 erklæret, at han fandt Behag i at mærke den forøgede Agtelse, hvormed han som Gehejmeraadinde Abildgaards Svigersøn blev hilst af Folk, og at Enslev-Billedet skulde blive ham det Springbrædt, der lige for Næsen af Karl May og hans Bande bragte ham ind i Akademiet.

Efter Bordet, da de kom tilbage til Dagligstuen, indtog Jytte paany sin Plads i Sofahjørnet. De havde efter Karstens Ønske indført den Skik at møde selskabsklædte til Middagen. De kunde saa uden Forberedelse gaa lige fra Bordet hen i et Teater eller til Koncert.

Da Pigen havde bragt Kaffen, slog Karsten sig ned paa Ulveskindstæppet ved Jyttes Fødder. Her var hans Yndlingsplads i denne Hyrdetime, da alle Lamperne var slukket med Undtagelse af en rødgul Ampel i Karnappens Blomsterhave. Hans Nakke sank til Hvile paa hendes Knæ, mens hans Haand kærtegnede den silkeklædte Læg. Men Jyttes Tanker var idag paa Favsingholm.

"I det Vejr kan det velsagtens ikke nytte at friste dig med Orkesterkoncerten. Men hvad siger du om at arrangere en lille musikalsk Underholdning herhjemme? Du spiller din Rondo, som du har lovet mig saa længe, og bagefter giver jeg i al Beskedenhed et Par Numre tilbedste."

"Den sidste Del af Programmet finder jeg udmærket. Men mig maa du have undskyldt, Karsten! Jeg har ikke haft Tid til at øve mig de sidste Dage. Men syng nu du!"

"Naar Dronningen befaler det!"

Haanden strøg ømt ned over hendes slanke Vrist; 275 men da han derpaa vilde løfte Kjolen for at kysse det kniplingsrandede Knæ, holdt hun ham tilbage.

"Jeg holder ikke af det, Karsten!" sagde hun ret bestemt. "Vær nu artig og gaa ind og hent din Lut!"

Han rejste sig med et halvt forlegent, halvt irriteret Smil, gik ind i sin Stue og blev temmelig længe borte.

Da han kom tilbage med Instrumentet, kastede han sig i den ene af de to store Stole foran Ovnen og spurgte skødesløst, hvad han skulde synge.

"Vælg selv, min Ven! … Blot ikke den om Tamburmajoren. Den er saa voldsom, og jeg har lidt Hovedpine."

"Hvad tør man da byde Patienten? Ung Helga i den grønne Skov?"

"Naa, den er nu saa frygtelig melankolsk igen."

"Ja, saa veed jeg virkelig ikke. Mine franske Kabaret-Viser har du jo paa Moralens Vegne nedlagt Forbud mod. Det er sandelig ikke let at træffe den Naadiges Smag."

"Saa syng, hvad du selv vil! Jeg skal ikke gøre Ophævelser."

Han stemte Strengene.

"Jeg kommer til at tænke paa … jeg har jo en ny. En engelsk Folkevise. "Afskeden" hedder den. Den er ganske vist ogsaa lidt traurig. Men Musikken er god."

Efter et Forspil, der uden Overgang gled ind i Melodien, sang han med sin smukke Bas, som var mærkværdig stor og dyb i Forhold til hans Talestemme:

276 Margrete! Jeg har stolet paa dit Ord.
Jeg var saa tryg, saa lykkelig forblindet!
Nu vil jeg sejle fra min Fæstemø,
saa dejlig og saa svigefuld i Sindet.
Farvel, Margrete!

Jeg veed, at ingen Mand var tro som jeg.
Aa, jeg har elsket, elsket som en Daare!
Men du bedrog mig med dit Løgnesind,
dit falske Smil, din hykleriske Taare!
Farvel, Margrete!

Farvel! Og tænk imellem paa en Ven,
som fandt sin Fred i Dybets kolde Vande;
som vilde heller bort til Dødens Land
end leve uden dig paa Lysets Strande.
Farvel, Margrete!

Farvel! Farvel! Min Sorg, min Lyst, mit Liv!
Ræk mig din søde Mund til Kys, det sidste!
Se, jeg velsigner dig, min Kærlighed!
Jeg hviske vil, naar mine Øjne briste:
Levvel, Margrete!

Det dystre Efterspil, hvori der ligesom hørtes fjerne Gravklokker, endte med en brudt, vild Klang. Da Karsten saae op for at spørge Jytte, hvad hun syntes om Sangen, blev han forundret over hendes pludselige Bleghed. Hun sad med tilbagebøjet Nakke og havde lukket Øjnene.

"Kære – hvad er der i Vejen? Er du syg?"

I Stedet for at svare lagde Jytte Hovedet ned paa sin Arm. Karsten rejste sig langsomt. Et Øjeblik stod han tavs med Haanden paa Stoleryggen og betragtede hende. Saa nærmede han sig mistænksom.

277 "Fejler du noget? Eller hvad er der i Vejen? … Saa svar dog!"

Han tog hende i Skuldren.

"Aa, Karsten … jeg er frugtsommelig!"

Der fulgte en lang, forlegen Tavshed.

"Tror du virkelig? … Det er vel en Indbildning?"

"Nej, nej, nej! … Jeg veed det sikkert … Det er fortvivlet!"

Skønt Karsten næsten havde foretrukket en hvilken som helst anden Tilstaaelse, forsøgte han sig med et Par opmuntrende Ord.

Men da rejste Jytte sig heftig.

"Det mener du jo ikke en Smule af!" sagde hun og gik ind i Soveværelset.

Karsten fulgte hende ikke. Han stod der med Luthen i den ene Haand og strøg sig over Tindingens Haarbukler med den anden. Den Kalamitet, han havde imødeset med Angst og Bæven lige fra deres Bryllupsdag, var altsaa nu en Kendsgerning. Han havde hidtil virret beruset om i Ægteskabets Lyksaligheder som et Faar i en Boghvedemark. Og nu dette Tordenbudskab! At blive veritabel Familjefader! At faa sit Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskrig og Patteflasker og Lugt af Bleer! … At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-Kommode! …

278

IV.

Doktor Gaardbo og Fru Meta sad en Aften oppe til langt ud over deres sædvanlige Sengetid og talte sammen om deres truede Fremtid. Doktoren havde stadig ingen Praksis, og der maatte nu træffes en Afgørelse.

Da de ud paa Natten endelig kom til Ro, var Beslutningen taget. De vilde forlade Landet og prøve Lykken i Avstralien. Ved at sælge deres Bohave mente de at kunne skaffe sig de nødvendige Rejsepenge; og forøvrigt ejede Doktoren i Fællesskab med sin Broder en Obligation, der var en Arv fra deres sparsommelige Far.

Den næste Morgen forbavsede han Meta ved at erklære, at han en af Dagene vilde tage ind til Johannes for at sige ham Farvel.

"Jeg kan paa den Maade ogsaa nemmest faa det ordnet med Salget af Obligationen," sagde han. "Det bliver ellers til saa meget Skriveri."

"Det maa du jo gøre, som du selv synes, Povl. Men det vil jeg sige dig, at mig faar du ikke med derhen. Og skulde Johannes komme her paa Genbesøg, saa dyer jeg mig ikke for at sige ham lige op i Ansigtet, hvad han har paa sin Samvittighed."

"Saa vil jeg forhindre, at han kommer. Men det har vist forresten ingen Nød."

"Jeg begriber dig ikke, Povl! Det er ikke til at blive klog paa, hvordan du egenlig har det med Johannes. Først driver han sin Kæreste til Fortvivlelse, og nu jager 279 han sin eneste Bror ud af Landet – ja, du kan godt ryste paa Hovedet, men det er, som jeg siger! Siden den Dag, da du mødte ham paa Gaden og han ikke vilde kende dig, har du ikke haft Ro paa dig. Det har jeg godt mærket."

"Du veed, jeg betragter Johannes som en syg Mand. Jeg tror i Grunden, at han ofte selv lider under sine Tvangstanker. Jeg vil i al Fald ikke rejse uden at have sagt ham det sidste Farvel. Og nu taler vi ikke mere om ham. Nu tager jeg ind til Lloyds-Agenten og hører om Skibslejlighed."

Dagen efter søgte han Broderen, men traf ham ikke hjemme. Han skrev da et Brev, fortalte, at han havde bestemt sig til at udvandre, og opgav en Tid, da han igen vilde søge ham.

"Det falder naturligvis hverken Meta eller mig let at bryde op fra Hjemmets Jord," skrev han. "Men jeg kan altsaa ikke bruges her, og Martyriets Tornekrone klør min Pande ikke efter. Vore Medmenneskers Taabelighed skal ikke faa Lov til at forgifte vor Tilværelse. Og – oprigtig talt – ikke mindst for Børnenes Skyld er der noget lokkende for mig i at kunne begynde helt forfra i en ny Jordbund, hvor jeg for mit Vedkommende kan leve med Bevidstheden om i det mindste ikke længer at være til Ulejlighed for nogen af dem, der for enhver Pris vil og skal have Betydning." –

Pastor Gaardbo boede tilleje hos et Par ældre Damer paa en Tredjesal i et Hus ved Slotskanalen. Han havde her to sollyse Værelser med en Udsigt, som man ikke 280 fandt Mage til i hele Byen. Lige overfor sine Vinduer havde han Slotskirken med den grønne Kuppel, og tilhøjre saae han ned til det lille Sildetorv ved Assistenshuset og det stille, døde Kanalparti mellem Prinsens Palæ og Thorvaldsens Gravminde. Men tilvenstre havde han Slotspladsen med Rytterstatuen, og mellem Holmens Kirke og Børsen aabnede der sig et vidtstrakt Skue ud over Kanal-Indsejlingen med dens Skibsmaster og gamle Pakhusgavle. Allerbagest i dette livlige Havnebillede – højt op over Dybdens Taagedis – hævede sig luftigt som i en Drøm Vor Frelsers-Kirkens Spir med den gyldne Kugle, der paa klare Dage lyste paa Himlen som en Sol.

Det var dog slet ikke for Udsigtens Skyld, Johannes Gaardbo havde valgt sin Bolig her, men paa Grund af Stedets centrale Beliggenhed. Han var en optaget Mand. I Rigsdagen viste han sig dog kun, naar Debatten kunde tænkes at ville berøre Kirkens Anliggender, eller naar Valgkresens særlige Interesser krævede hans Nærværelse der. Det var Arbejdet i Menigheden, han ofrede alle sine Tanker; og skønt han havde Ord for at være bleven Modepræst for Bourgeoisiets Damer, var det nu som før Kirkens Samaritangerning, der først og fremmest optog ham. Det var i Byens allerfattigste Arbejderkvarterer, han helst missionerede. Der var ikke den Baghustrappe saa mørk og uhyggelig, ikke det Kammer saa elendigt, at han lod sig afskrække, naar det galdt at bringe Kirkens Trøst til et Menneske i Nød. Hans Dag var en evig Vandren. Om Aftenen talte han som Regel ved et eller andet Møde, men bagefter kunde han igen sidde ved en 281 Sygeseng og bede med en feberklam Haand mellem sine. Byens Natteranglere kendte ham godt, naar han ud paa Morgenstunden med sine hurtige Skridt kom gaaende gennem Byen fra en Nattevagt ved et fattigt Dødsleje. –

Johannes Gaardbo lukkede selv op for Broderen, da denne ringede. Han tog imod ham med et tavst Haandtryk, der ikke var uden Hjertelighed, hvorpaa de fulgtes ind i Stuen.

Begges Væsen var neddæmpet, præget af anstrengt Hensynsfuldhed. Da de var kommen tilsæde, spurgte Præsten venligt til Meta og Børnene, talte derpaa en Tid om det urolige Vejr, men berørte ikke med et Ord Broderens Rejseplaner. Da denne tilsidst selv nævnede dem, blev han straks tavs og slog Blikket ned.

Doktoren forstod godt Meningen. Naar Johannes – trods sin Undseelse – ikke gjorde mindste Forsøg paa at overtale ham til at blive, var det, fordi han i denne Landsforvisning saae Himlens retfærdige Straf.

Han indskrænkede sig herefter til at tale om Obligationen. Og da Præsten erklærede, at han ansaae det for rigtigst helt og holdent at overlade den Sags Ordning til en Sagfører, gik Samtalen istaa.

I disse Øjeblikke, mens Spektaklet af en forbikørende Arbejdsvogn gjorde Stilheden i Stuen endnu dybere, bestemte Doktoren sig til at gøre et sidste Forsøg paa at faa Broderen i Tale. Han vilde ikke rejse bort uden at have vovet det yderste Middel for at raabe den gamle Johannes op fra det Døde.

Da Vognen var kommen forbi, sagde han:

282 "Der er endnu en anden Ting, jeg maa tale lidt med dig om, inden jeg rejser. Naar du hører, hvad det drejer sig om, vil du vistnok bebrejde mig, at jeg har holdt Sandheden skjult for dig saa længe. Det var maaske ogsaa urigtigt af mig; men jeg kan forsikre dig, at Hensigten har været den bedste."

Præsten, der havde siddet og fingret nervøst ved en Bog, løftede ved disse Ord Hovedet og ventede paa Fortsættelsen uden at se over paa Broderen, der sad paa den anden Side af Bordet.

"Det gælder Rosalie," sagde Doktoren. "Det er om hende, jeg maa tale med dig."

Ved Lyden af sin afdøde Kærestes Navn drejede Præsten Ansigtet om med et Udtryk som En, der aner en Fare.

"Hvad vil du sige om Rosalie?"

"Jeg har noget at fortælle dig, Johannes, og du maa være forberedt paa, at det vil gøre dig meget bedrøvet. Du husker nok, at jeg paa Rosalies Dødsdag blev kaldt til Kolding, og at jeg sammen med gamle Distriktslæge Hansen foretog Ligsynet. Men du veed ikke, og du har ikke kunnet vide, at vores Erklæring om Ulykken ikke var helt korrekt. I hvert Fald var den ikke fuldstændig. Det vidste vi nu heller ikke selv, da vi udstedte den. Først bagefter – ja, Johannes, nu maa du være ganske rolig – først bagefter fik jeg Oplysninger ihænde, som desværre gjorde det utvivlsomt, at –"

Præsten havde langsomt rejst sig. Han var bleven ligbleg og støttede sig med Haanden til Bordet.

283 "Hvad er din Hensigt med alt det, du sidder der og fortæller? Mener du, at Rosalies Død ikke var et Ulykkestilfælde?"

En uhyggelig Tanke slog ned i Doktoren og gjorde ham stum: Han har vidst det!

"Hvorfor tier du!" raabte Præsten som et Menneske i den yderste Nød.

"Det er, som du siger, Johannes! Det var ingen ufrivillig Død."

"Og hvorpaa grunder du den skammelige Formodning?"

"Jeg fandt et Brev i Rosalies Kjolelomme. I den Kjole, der hang i Badehuset sammen med hendes andre Klæder. Da Brevet ingen Udskrift havde, brød jeg det; men jeg havde ikke læst mange Linjer, før det blev mig klart, at det var hendes Afskedshilsen til dig. I sin nedtrykte og forvirrede Sindsstemning havde hun glemt at sætte dit Navn paa Konvolutten. Fra det Øjeblik, jeg forstod det, læste jeg naturligvis ikke mere, og heller ingen andre har gjort det. Men de Par Linjer, jeg altsaa af Vanvare kom til at se, fortalte mig Sandheden. Naar jeg har fortiet den for dig, forstaar du vel mine Grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle Modsætninger. Hun har handlet i en pludselig Sindsvildelse, i hvert Fald i en ulyksalig Overilelse. Hun havde om Morgenen faaet et Brev fra dig, ikke sandt? Du havde heri bebrejdet hende, at hun i længere Tid ikke havde været til Alters. Det har velsagtens været den ydre Foranledning. Hvad forøvrigt hendes Brev angaar, saa ligger 284 det forseglet hjemme hos mig, og der er absolut ingen andre end Meta og mig, der veed om dets Eksistens. Meta har jeg endda først fornylig gjort til min Medvider, fordi jeg egenlig havde tænkt, at jeg for din Skyld vilde tage Hemmeligheden med mig i Graven. Nu skal jeg sende dig Brevet, saasnart jeg kommer hjem."

Præsten var sunket ned paa Stolen og havde skjult Ansigtet i sine Hænder. Og pludselig brød han sammen med en Hulken, en Stønnen af Sorg og Smerte saa dump og vild som et dødssaaret Dyrs.

Skønt Doktoren nu ikke var i Tvivl om, at Broderen havde anet Sandheden om sin Kærestes Død og med sin forfærdende Evne til at gaa Virkeligheden under Øjne havde skjult sin Mistanke for sig selv, grebes han af den dybeste Medlidenhed. Denne ubeherskede Graad gik ham til Hjertet, saa han selv fik Taarer i Øjnene.

Han gik tilsidst over til ham og lagde Haanden paa hans Skulder. Men ved denne Berøring sprang Præsten op og raabte:

"Gaa fra mig! Det er dig … dig, der er Skyld i min stakkels lille Piges Ulykke! Ja, nu skal du høre Sandheden! Rosalie voksede lykkeligt op i en god, kristelig Familje; men du forvirrede hendes Sind med din gudløse og frække Tale og drev hende ud i Fortvivlelsen! Hendes Død kommer over dig! Gud vil i Naade forbarme sig over hende for hendes Ungdoms Skyld. Det Haab vil jeg aldrig slippe! Men dig vil den Almægtige straffe frygteligt, Povl!"

Doktoren bevarede sin Ro.

285 "Nu spinder du dig jo ind i en ny Indbildning, Johannes! Du veed jo meget godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille Menneske, hun altid havde været, i religiøs Henseende en ubekymret, som uden mange Tanker holdt fast ved sin Børnelærdom. Det var dig selv, der blev en anden. Saadan forholder det sig. Men læs nu hendes egen Forklaring! Og gid den maa lære dig for Fremtiden at fare varsommere med dem, der holder af dig! Med det Ønske vil jeg sige dig Farvel, Johannes! Vi skal nu ikke mere se hinanden, og det er kun godt. Du hader mig, og jeg har kun Medlidenhed tilovers for dig. Vi er bleven ramt af vor Slægts onde Skæbne. Den Ulykke har vi med vor bedste Vilje ikke kunnet afværge. Sandsynligvis straffes vi for en Brøde, der er begaaet i vor Familjes dunkle Fortid. Tænk lidt over det! Der har for mig været noget i den Tanke, der virkede forsonende."

V.

En Bondevogn med et Par vinterlodne Heste og en Doktorstol bagi drejede fra Hovedlandevejen ned mod Favsingholm. I Stolen sad Doktor Mikkelsen fra Randers nedsunken i en Pels, saa man ikke saae stort andet af ham end Brillerne. Han havde været ude og sy Hovedet sammen paa en tilskadekommen Arbejdsmand i Favsing Udmark, og nu vilde han med det samme kigge indenfor paa Herregaarden.

Rigtignok var det ikke mange Dage, siden han havde 286 været der, og den syge Godsejer ytrede sjælden nogen stor Henrykkelse over at se ham. Men han kunde denne Gang gøre sig Haab om en venligere Modtagelse, fordi han bragte en Meddelelse, der vistnok vilde glæde ham.

I Forstuen blev han modtaget af Sygeplejersken, som fortalte, at Godsejeren var taget over i Staldene.

"Saa vil jeg vente paa ham," sagde han og lod sig føre ind i Torben Dihmers eget Værelse, der foruden Spisestuen og et Par Sovekamre stadig var det eneste beboelige Rum i det store, forfaldne Hus.

Mens den styltebenede Mand stillede sig op med Ryggen til den varme Kakkelovn og udfoldede et nystrøget Lommetørklæde for at pudse sine Briller, stod Sygeplejersken, en ung mørkladen Pige med smukke Træk, beskedent afventende paa den anden Side af det store Midterbord og holdt Haanden paa en Stoleryg.

"Hvordan synes De saa, det gaar, Frøken Hecht? Der har ikke siden været noget alvorligere Anfald af Aandenød? Ingen Hjertekramper?"

"Nej, jeg synes, at der snarest har været nogen Fremgang de sidste Dage. Igaar kørte Godsejeren ud sammen med Skovfogden for at udvise Træer. Han var borte næsten i tre Timer. Men saa var han ogsaa meget træt, da han kom hjem."

"Ja ja. Det er dog altid et Resultat. Det er de Kamfer-Indaandinger, jeg ordinerede forleden. De veed maaske, Frøken Hecht, at Godsejeren tidligere er bleven behandlet af Professor Hagen. Det blev en Skuffelse. Han anvendte et af disse udenlandske Præparater, som man nu 287 hører saa meget om. Straks saae det ud, som om det skulde udrette det vidunderlige, men Virkningen holdt sig ikke. Saadan gaar det jo i Almindelighed med den Slags."

Den unge Sygeplejerske saae ned paa Spidsen af sin Sko, hvormed hun forlegen tegnede Figurer paa Gulvtæppet. Hun kunde ikke faa sig til at røbe, at hendes Patient havde nægtet at tage de Kamferdampe, endsige, at han havde kaldt Doktoren for et gammelt Vrøvl.

"Hvordan er det med Godsejerens Humør? Er han meget umedgørlig? Har han mange urimelige Indfald?"

"Nej – jeg synes tværtimod, at Godsejeren er mærkelig taalmodig. Han beklager sig aldrig. Jeg hørte ham igaar sige til Arkitekt Schmidt, at han ikke siden sin Ungdom havde følt sig saa sorgløs som nu."

"Det er Kamfer-Indaandingerne. Lad ham endelig faa dem regelmæssigt! Hvordan staar det til med Appetiten?"

"Det er lidt forskelligt. I de sidste Dage har den forresten været rigtig god."

"Sig mig, Frøken Hecht, Godsejeren overholder vel strengt mit Forbud mod Kaffe og al Spirituosa?"

"Godsejeren drikker undertiden lidt Vin. Det vil han ikke undvære, siger han."

"Hm! Ja, han er en genstridig Patient. Man mærker paa ham, at han er af gammel Studehandlerslægt. – Naa, men han er altsaa ikke særlig vanskelig at omgaaes?"

"Nej."

288 "De har overhovedet ikke haft Grund til Misfornøjelse med Opholdet?"

"Nej – slet ikke."

"Saa har De været heldig, Frøken Hecht! Hvor længe er det nu, De har været her? Snart fire Uger, ikke sandt? Ja, saa har De sandelig været heldig! De veed maaske, at den forrige Plejerske ikke kunde holde det ud her mere end otte Dage. Godsejeren havde i den Tid ikke talt et Ord til hende. Han kunde ikke taale hendes Ansigt – fortalte han mig bagefter. En anden var her kun i fire Dage. Af samme Grund – antager jeg."

Som for at skjule den Rødme, der pludselig farvede hendes eget kønne lille Ansigt, bøjede Frøken Hecht Hovedet og begyndte igen at følge Linjerne i Gulvtæppets Mønster med Spidsen af sin Sko.

I det samme hørtes en Vogn køre op for Hovedtrappen.

"Undskyld – det er Godsejeren," sagde hun og skyndte sig ud.

Mens Doktoren ventede, gik han smaanynnende omkring i den store, skumle Stue med det falmede Tapet og det røgsværtede Loft. Nysgerrig undersøgte han, hvad der laa fremme paa Bordene, deriblandt en gammel Foliant i Svinelædersbind med Titlen "Den Troldkyndige i Cordova". Det var den samme Bog, som Asmus Hagen ved sit Besøg for halvandet Aar siden havde set og til sin Forbavselse fundet fuld af Noter fra Torbens Haand.

Ogsaa Doktor Mikkelsen studsede.

"Hvad er dette her? Ih, Gud forbarme sig! Er han nu 289 bleven Mager og Stjernetyder? … Ja, han er forstyrret i Hovedet!"

Ogsaa nogle halvt oprullede Arbejdstegninger besnuste han ivrig; men nu hørte han Godsejerens Stemme udenfor.

Da Torben Dihmer viste sig i Døren, ilede han til for at tilbyde ham en Haandsrækning paa Grund af den høje Tærskel.

"Tak – behøves ikke!" sagde Torben og gik langsomt men ret sikkert og uden Støtte af nogen Stok hen til en Stol ved Bordet.

Sygeplejersken fulgte bagefter med en Regnskabsbog, som hun lagde hen paa Skrivebordshylden.

"Værsgo' og tag Plads, Doktor Mikkelsen! Har De igen haft Ærende paa disse Kanter? For det er forhaabenlig ikke for min Skyld, De har ulejliget Dem den lange Vej herud."

"Jo – ogsaa for Deres Skyld," svarede Doktoren og gjorde derefter et Ophold for at vente med Fortsættelsen, indtil Frøken Hecht var gaaet ud af Stuen. "Jeg bringer en Nyhed, som vistnok vil glæde Dem."

"En Nyhed! Og ovenikøbet en glædelig! Hvad kan det være?"

"De bad mig en Gang skaffe Dem Underretning om Deres tidligere Plejerske, den gamle Søster Barbara. Jeg troede hende i Grunden forsvunden fra Jordens Overflade; men nu forleden Nat traf jeg hende minsandten ved en Sygeseng inde i Herredet."

"Saa lever hun endnu, den Gamle!"

290 "Ja. Med sine 80 Aar har hun altsaa igen givet sig til at være Vaagekone."

"Det anede mig. Saadan er hun! Hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø! Fortalte De hende, at jeg var kommen hjem?"

"Ja. Hun bad mig hilse."

"Og hvordan havde hun det?"

"Tilsyneladende var hun ganske uforandret. Dersom det virkelig er Deres Hensigt at engagere det gamle Menneske igen ved paakommende Lejlighed, saa er hun vistnok til Tjeneste."

Torben Dihmer vendte sine halvt tilgroede Øjne om imod ham.

"De har talt med Frøken Hecht. Vil hun maaske rejse?"

"Nej, det forstod jeg ikke paa hende. Men De beklagede Dem i sin Tid over hendes Ungdom, og det var jo ogsaa en slem Misforstaaelse af Bureauet at sende hende herover, da jeg udtrykkeligt efter Deres Ønske skrev om en ældre Plejerske, der kunde finde sig i et tilbagetrukkent og ensformigt Liv."

Torben tog Blikket til sig og lod sin Haand glide gennem Skægget.

"Jeg skal tænke over det," sagde han og talte saa ikke mere om Sagen.

Da Doktoren var kørt, gik han ind til sin Frokost, som han altid spiste alene. Til Middagsmaaltidet Klokken seks holdt han derimod af at have Selskab. Foruden Sygeplejersken 291 var da Inspektøren, Forvalteren og Mejeribestyreren tilstede. Desuden Arkitekt Schmidt, naar han kom herud fra Randers for at konferere med ham om Ejendommens Istandsættelse. Om Aftenen sad Frøken Hecht gerne inde i hans Stue og læste højt for ham, da hans Syn var svækket, saa han ikke godt taalte at arbejde ved kunstigt Lys. Undertiden spillede de et Parti Besigue, eller hun hjalp ham med at ordne Gaardens Arkiv.

Den unge, 23-aarige Brunette, der var kommen i hans Hus ved en Fejltagelse, havde efterhaanden gjort sig mere uundværlig her, end han rigtig var glad ved. Hun var det fordringsløseste lille Menneske, han havde kendt, og han havde med Bekymring tænkt paa, hvordan det skulde gaa ham, naar hun engang rejste.

Men nu var altsaa gamle Barbara fundet!

Efter Frokosten gik han ned i Parken, hvor han i denne Tid regelmæssigt tilbragte et Par Middagstimer i et Telt, der var rejst paa et lunt og solbeskinnet Sted og indeholdt et helt lille Værelse med Bord og Kurvestole.

Foran laa en stor Græsplæne. Gennem en bred Udhugning paa den anden Side var der Udsigt over Engene til de skovbevoksede Højder bag den modsatte Bred af Fjorden. Afstanden var godt en halv Snes Kilometer; men man kunde tydeligt se Støvringgaards røde Mure foran Skoven og i klart Vejr tælle Vinduerne.

I hans Barndom havde denne umaadelige Engflade været et ubeboet Land, et steppeagtigt Øde. Nu var der 292 kommen baade Huse og Beplantninger derude, og ret ud for Gennemhugningen stod et af Højspændingsværkets pudsige smaa trappegavlede Murstenstaarne, der saae ud som Aflæggere af Egnens Kirker. Til Gengæld var Fortidens rige Fugleverden næsten forsvunden, disse store Flokke af Maager og Terner, som dengang sværmede over Favsingholm, saa han troede, de havde hjemme der paa samme Maade som Duerne og Hønsene. Med en Latter som unge Piger, der slipper fri fra Institutet, dalede de ned paa Pløjemarkerne udenfor Gaarden, eller de drog bort den modsatte Vej ud til Ynglepladserne i Fjordmundingen. Nu kom der blot engang imellem en ensom Maage sejlende højt til Vejrs i stum Flugt – som flyede den slagen bort fra Elskovskampene derude.

Mens Torben hvilte sig i en af Teltets Stole, spaserede Frøken Hecht omkring i Nærheden for at være ved Haanden, dersom han skulde behøve hende. Naar han da opdagede hende ude paa Græsplænen, hvor hun gik og søgte efter Foraarets første Blomster, fulgte han hende med Øjnene og nød vemodig Synet af hendes sunde Ungdom. I sin sorte Sygeplejedragt, med Hovedet ombundet af et hvidt Slør, der med brede Ender hang ned paa Ryggen, mindede hun om en ung, klosterlig Novice.

Den unge Pige havde af og til røbet lidt om sine Forhold. Hun var født i en Provinsby og havde vistnok haft en trang Barndom. Det var sagtens derfor, hun var saa taknemlig for enhver Venlighed, der vistes hende. Men der var ogsaa noget i hendes Væsen, der tydede 293 paa, at hendes Hjerte bar paa et friskt Saar, der i Øjeblikket fik hende til at føle sig ensom i Verden.

Dagen efter, at Doktor Mikkelsen havde været der, fulgtes de som sædvanlig ned ad den høje Havetrappe, hvor Torben gerne maatte støttes lidt.

"Kan De gætte, hvem jeg venter Besøg af idag?" spurgte han.

"Venter Godsejeren Fremmede?"

"Ja. Men De kan ikke gætte, hvem det er."

"Nej, naar det ikke er Arkitekt Schmidt."

"Nej, ham er det ikke."

"Det er maaske Præsten?"

"Nej, han kommer vist ikke mere."

"Ja, saa veed jeg ikke. For andre har her jo ikke været."

"Det er Bjørn Hamre."

"Digteren?"

"Fabulisten og Rabulisten – ja. De veed, han holder for Tiden Foredrag her paa Egnen. De læste selv forleden for mig om hans Møde derovre i Mellerup."

"Saa kender Godsejeren ham?"

"Ja lidt. Og nu kan De altsaa faa den berømte Oprører at se, Frøken Hecht. Han er forresten slet ikke den Menneskeæder, han af mange bliver gjort til. Han fortærer kun sig selv. Som de fleste af den Slags Folk."

Om Anledningen til Besøget sagde han ikke noget. Han kendte Bjørn Hamre fra de unge Dage i "Aprilforeningen", og Digteren havde nu sendt ham et fortørnet Brev i Anledning af hans Forhold til Egnens Landarbejder-Forbund. 294 Trods Brevets Tone havde han besvaret det med en Indbydelse til en personlig Sammenkomst.

Da han var kommen tilsæde i sit Telt og havde faaet et Tæppe svøbt om sig, vilde Frøken Hecht som sædvanlig fjerne sig for ikke at være til Ulejlighed. Men Torben bad hende blive. Og han beholdt i den Anledning hendes Haand lidt længere, end det just var nødvendigt for at faa hende til at forstaa, at hun skulde sætte sig.

"Der er noget, jeg vil tale med Dem om. De skal sige mig, hvor længe De mener, at De endnu kan holde det ud her paa Favsingholm?"

Han saae, at Spørgsmaalet forskrækkede hende.

"Indtil Godsejeren ikke har Brug for mig mere."

"Ja vist! Saadan lyder Deres Instruks. Det veed jeg nok. Men den bryder vi os ikke om. Jeg vil ikke have, at De bliver her en eneste Dag længere, end De selv har Lyst til. Ser De, Frøken Hecht, jeg har ogsaa været ung engang. Efter Almanaken er det endda ikke saa forfærdelig længe siden. Jeg kan derfor sige mig selv, at De i Længden maa føle det trivielt her mellem lutter gamle Mennesker som Inspektør Hansen, Arkitekt Schmidt og Forvalteren. For ikke at tale om mig selv. Falder Tiden Dem ikke forskrækkelig lang?"

Hun rystede paa Hovedet.

"Ja ja. Jeg tager nu det Løfte af Dem, Frøken Hecht, at De vil sige mig det lige ud, saasnart De bliver ked af at være her. Vil De højtideligt give mig Deres Haand paa det?"

295 Han rakte sin Haand frem over Bordet, som stod imellem dem, og hun lagde tavs og forlegen sin Haand i hans, idet hun af Ærbødighed løftede sig lidt fra Stolen.

I det samme hørte de nogen komme. Lynsnar som en Væsel smuttede Frk. Hechts Haand tilbage til hendes Skød, mens Torben ærgerlig vendte sig mod den, der kom.

Det var Husjomfruen, der meldte Bjørn Hamre.

"Den Herre siger, at han er ventet."

"Det forholder sig rigtigt. Bed ham være saa god at ulejlige sig herud!"

Lidt efter hørtes Skridt. En firskaaren Mand, der paa Bondemaner holdt Stokken langt ud fra sig, nærmede sig sindigt over Gruset.

Torben var staaet op for at gaa sin Gæst imøde.

Det var adskillige Aar, siden de to omtrent jævnaldrende Mænd havde set hinanden. Bjørn Hamre standsede, som slaaet for Brystet, ved Synet af Torbens hærgede Skikkelse. Han var selv en smuk Mand med friske Farver, lidt lille af Vækst, men støt og frodig. Under den brede Hatteskygge sad et Par kønne og trofaste Øjne, der lyste af barnlig Selvglæde.

Efter at Frøken Hecht var bleven forestillet og havde trukket sig tilbage, gik Herrerne ind i Teltet.

"Værsgo' og tag Plads! De undskylder nok, at jeg gør mig det bekvemt. Jeg er for Tiden lidt Patient."

"Jeg har hørt om det. Det er forhaabenlig ikke noget alvorligt?"

"Aa nej. Jeg har blot maattet forandre mine Livsvaner. 296 Stort andet betyder vore Sygdomme jo overhovedet ikke. Men det var ikke om mig, vi skulde tale, Hr. Hamre! De har i Deres Brev krævet mig til Regnskab for mit Forhold til Landarbejder-Forbundet her. De bebrejder mig, at jeg netop samme Dag, som det store Agitationsmøde blev holdt inde i Favsing, arrangerede lidt gammeldags Fastelavns-Lystighed for Folkene her paa Gaarden."

"Ja, det forbavsede mig meget at høre. Det havde jeg ikke ventet af en tidligere Meningsfælle. For det kunde jo kun opfattes som en Demonstration."

"Det var det ogsaa. Og jeg vil helst med det samme sige Dem, at jeg har i Sinde at gentage Demonstrationen ved første Anledning, f.Eks. til Skt. Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed, blev det nævnt i Aviserne, at De selv skulde være en af Talerne. Jeg indbyder den Dag til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget baade for god Fortæring og rigelig Dansemusik."

Bjørn Hamre, der havde lagt Hatten fra sig paa Bordet og purret op i sit store Digterhaar, fik igen som et Slag for Brystet. Han saae paa Torben med oprigtig Bedrøvelse.

"Vil De sige mig, Godsejer Dihmer – hvad er egenlig Grunden til, at De saadan helt har forladt os? Jeg tror, det vil vække bitre Følelser i vide Krese. Jeg kan erklære for mit eget Vedkommende, at jeg aldrig skal glemme 297 den Aften i Aprilforeningen, da jeg første Gang hørte Dem tale. Det var saa skønt at tænke paa, at en Mand som De – en af Landets største Godsbesiddere – nu ogsaa var bleven Talsmand for de smaa og forurettede i Samfundet. Det gav saa rige Løfter for Fremtiden. Og da jeg saa forgangen Aar læste i Bladene om det mønsterværdige Alderdomsasyl, som De havde bekostet her paa Favsingholm – aa, jeg syntes, at der med eet blev saa højt til Himlen her i Landet. Det var som at høre den første Lærke trilre over de vinterbundne Marker."

Der var noget i hans Tones tilforladelige Hjertelighed, der trods det høje Register gjorde Indtryk paa Torben og fik ham til at svare med en Bekendelse.

"Er det nogensinde hændet Dem, Hr. Hamre, at De har maattet bryde op fra en Fest i Utide og er vendt tilbage igen ud paa Natten? De veed i saa Fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme Mennesker, man faa Timer i Forvejen havde det saa kammeratlig med. Man kommer ude fra Nattestilheden og forstaar ikke straks, om det er En selv eller de andre, der har forandret sig i Mellemtiden. Man ser kun Attituden og Sminken og synes, at man er Vidne til en uhyggelig Maskefest. Se, det Tilfælde har været mit, og jeg har taget det Parti at forføje mig bort i al Stilfærdighed. Noget andet Svar paa Deres Spørgsmaal kan jeg ikke give, og det tilfredsstiller Dem rimeligvis ikke."

Bjørn Hamre havde igen sat sin Hat paa Hovedet. Stokken stod plantet mellem hans Ben, og begge hans vejrbrunede Hænder hvilede paa dem.

298 "Det er Deres egne Samfundskrese, De her har haft for Øje, Godsejer Dihmer. Og selvfølgelig – Tilstandene i dem maa opvække Lede og Afsky hos ethvert rettænkende Menneske. Det er vist og sandt. Men De udtalte engang – og det Ord har jeg ikke glemt – at nu havde Rigdommen i Aartusinder behersket Verden og fordærvet den. Nu var det fra den fattige Mand, Frelsen skulde komme."

"Det Ord staar jeg ved endnu."

"Saa maa De undskylde. Saa begriber jeg endnu mindre Deres Optræden."

"Nej, det gør De velsagtens ikke. De kan jo ikke tilgive Rigdommen, at den er rig, mens jeg bekender mig til den gamle Lære: Jo flere Penge, des flere Plager."

"Ja, det Sprikvort kender jeg ogsaa. Det er de overfyldte Mavers Suk. Men det var ikke i den Mening, De i sin Tid brugte de Ord, jeg nævnede."

"Aa nej, jeg tilstaar gerne, at jeg har delt min Tids Overtro. Jeg har smilet ad de gamle Guldmagere i deres Heksekøkkener men taget vore egne Eldoradodrømme alvorlig. – Men det var heller ikke det, vi skulde tale om. Veed De af, Hr. Hamre, at Deres Venner her paa Egnen har truet med at ville brænde Favsingholm ned over Hovedet paa mig? Jeg er ikke netop bange for, at de i bogstavelig Forstand skal gøre Alvor af Truslen; men derfor kan de alligevel gøre mig det hedt nok. Jeg har f. Eks. til Hensigt i den kommende Sommer at begynde nogle større Ombygningsarbejder her paa Gaarden; men jeg hører, at man vil forsøge at boycotte mig, 299 saa jeg ingen Haandværkere skal kunne faa. Og nu er det, jeg vil spørge Dem, Hr. Hamre, om De ikke kunde bringe Deres Venner til at forstaa, at jeg er et Menneske, som kun ønsker at leve i Fred, og at jeg udenfor Favsingholms Grænser ikke skal lægge deres Bestræbelser et Halmstraa i Vejen."

"Det gør mig ondt, Godsejer Dihmer; men med det Standpunkt, De har indtaget – og altsaa ogsaa i Fremtiden agter at indtage – kan det falde vanskeligt nok at overbevise mig selv om Deres fredelige Sindelag, endsige andre. I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har Ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter."

"Men hvem er rig, og hvem er fattig?" sagde Torben efter en Pavse. "Alle Livets virkelige Goder faar vi gratis. Hvad har vi da at misunde hinanden? Solen skinner paa os allesammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive Deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske."

"Ja, fra Rigdommens Vinduer tager Fattigdommen sig altid saa idyllisk ud."

300 "Aa ja! Vi idealiserer jo gerne den Lykke, vi har mistet."

Bjørn Hamre opgav at svare. Det var gaaet op for ham, at Rygterne om Torben Dihmers aandelige Tilstand ikke var grebet ud af Luften. Sygdommen var gaaet den stakkels Mand til Hjernen og havde formørket hans Sind.

Men nu begyndte Torben selv at tale om sit mislykkede Alderdomsasyl, som han med saa store Bekostninger havde gjort til en Mønsteranstalt med Badekamre og Vandklosetter og et biblioteksmæssigt udstyret Læseværelse. Der gik endnu nogle af de gamle Mennesker omkring paa Gaarden med misfornøjede Miner; men Størsteparten var rømmet derfra som fra en Straffeanstalt.

"Jeg var forøvrig bleven advaret af en Mand, der siden har opnaaet en vis Navnkundighed. Det er Mads Vestrup. Han var i sin Tid Præst herinde i Favsing. Jeg veed ikke, hvad der nu er bleven af ham. Men i "Femte Juni" læste jeg engang i Vinter et Par af de Taler, han vakte saa stor Opstandelse med i København. Den mærkelige Mand hører jo en svunden Tid til og taler et middelalderligt Sprog; men – det forstaar jeg nu – den inderste Mening af hans Ord har evigvarende Gyldighed. De vil selv komme til at gøre den samme Erfaring, Hr. Hamre, dersom De engang faar Deres Idealstat realiseret, at det er Jordhulen og en Kaalhave, der er Menneskenes tabte Paradis. – De har velsagtens læst, hvad Anton Bjerreby nylig meddelte om sine sidste Samtaler 301 med Enslev paa Dødslejet. Det skærer En i Hjertet at tænke paa, at den Mand skulde sige Livet Farvel med saa bitre og hadefulde Ord. Kan hans Livstragedie ikke afskrække Dem? Enslev var jo ogsaa en Slags Moses, der vilde føre Folket ud af Trældommen ved at opvække en Ulveappetit paa Livet. Maaske har vi aldrig haft en guddommeligere Vilje her i Landet end hans, da han endnu var ung og begejstret. Nu ser vi Befrielsesværket resultere i en Skare ulykkelige, der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre. Verden over møder vi Mennesker, der er opfyldte af Lede ved Eksistensen og dog ikke kan faa nok af den; som hader og forbander Livet og samtidig klæber ved det med alle deres Ønsker og Forhaabninger."

Bjørn Hamre fandt det stadig ørkesløst at optage en Diskussion med den syge Mand, og Torben, som nu forstod Grunden til hans Tavshed, blev derpaa selv stille. Skønt han efterhaanden havde vænnet sig til at blive betragtet som forrykt af sine Omgivelser, blev han nedslaaet, hver Gang han paany mødte denne fuldkomne Mangel paa Forstaaelse hos Folk, med hvem han tidligere havde kunnet dele Tanker. Og han havde altid sat Bjørn Hamre højt som en benaadet Digter, en Friluftssanger, skaaret ud af Folkets Side, frisk og stærk og frodig som Naturen i hans østjyske Hjemland.

Samtalen døde lidt efter lidt hen. Torbens Blik fulgte nogen Tid Frøken Hecht, der som sædvanlig gik ude paa Græsplænen og søgte efter Blomster, og det slog ham, at hendes Væsen var forandret. Tilsyneladende gik hun 302 i sine egne, ubekymrede Tanker; men der var noget i den Maade, hvorpaa hun af og til førte Haanden prøvende henover sit Livbælte eller rask slog Slørets Ender hen bag Ryggen, der sladrede af Skole og røbede Optagethed af Bjørn Hamres Nærværelse.

"Saa fik De nu den store Digter at se," sagde han til hende, da de kort efter Gæstens Bortgang fulgtes ind. "Han er en smuk Mand, ikke sandt?"

"Jo, det er han vist."

Det lød ligegyldigt; men Torben var bleven mistænksom og fandt, at Tonen ikke var ganske ægte.

Om Aftenen, da hun gik ham tilhaande inde i hans Stue med Ordningen af Arkivet, førte han med Vilje atter Talen hen paa Digteren, og af de Spørgsmaal, hun gjorde ham, mente han at forstaa, at hun endnu var stærkt optaget af Besøget. Da hun senere læste højt for ham af Aviserne, syntes han ogsaa, at hun hyppigere end ellers snublede over Ordene, fordi hun var bleven borte i sine egne Tanker.

Han sagde til sig selv, at Fortryllelsen var hævet. Hendes Længsler havde kigget over Klostermuren. En skøn Dag vilde de storme ud over den, tilbage til Verden, og føre hende bort herfra. Det var jo kun, hvad han havde ventet og ogsaa selv ønsket for ikke at føres ud i et nyt Kærlighedseventyr, der vilde være lige nedværdigende for begge Parter. Men han var bleven vant til at have det lille stilfærdige Væsen om sig Dag og Nat og vidste, at han vilde føle sig endnu mere ensom og oldingegammel, 303 naar han ikke længer havde Synet af hendes unge Sundhed at forynge sig ved.

Den næste Dag opholdt han sig mest i sin egen Stue uden at ville se nogen, og ved Middagsbordet, hvor Inspektøren, Forvalteren og Mejeribestyreren som sædvanlig var tilstede, blev der næsten ikke talt. De tre Mænd, som forlængst var fortrolige med disse pludselige Nedfald i Torbens Stemning, lod som ingenting. Frøken Hecht derimod var meget ulykkelig og forstod ikke, hvad der foregik.

Efter Bordet kaldte han hende ind til sig og bad hende venligt om at tage Plads. Han sagde, at han igen havde tænkt paa, hvad han havde talt om den foregaaende Dag, at Livet her paa Favsingholm i Længden maatte være altfor trist og ensformigt for hende. Maaske følte hun det endnu ikke selv; men i Virkeligheden trængte hun sikkert til Forandring.

"De skal hellere rejse, Frøken Hecht! De har i enhver Henseende gjort Deres Pligt og mere end den. Men jeg har ikke Lov til at misbruge Deres Taalmodighed. Har jeg ikke fortalt Dem om en gammel Vaagekone, som for et Aarstid siden forsvandt fra Asylet derovre? Hende har jeg netop nu fundet igen, saa jeg kommer ikke i Forlegenhed. Saadant et gammelt Inventar passer bedre til Forholdene her."

Den unge Pige havde et Par Gange set over paa ham med et opjaget Blik. Det bestemte ham til at gøre Pinen kort for dem begge.

"Gaa De nu ind og pak Deres Kuffert, saa skal jeg 304 sørge for, at Kalesjen holder for Døren imorgen Formiddag! Men De maa køre herfra senest halvni for at naa Hurtigtoget."

Ude i Gangen løb Frøken Hecht paa Husjomfruen, der ved Synet af hendes Ansigt forfærdet udbrød: "Men Gud, De er da ikke syg?" Den unge Pige svarede, at hun havde Tandpine, og skyndte sig ind i sit Værelse med Lommetørklædet for Munden.

Den næste Dag, i Middagstiden, sad Torben atter ude i sit Telt. Over hans Knæ laa en udfoldet Avis, som han havde taget med sig til Adspredelse men kun af og til kastede et Blik i. Han sad for det meste tilbagelænet og stirrede ud for sig med sine halvt tillukkede Øjne. Frøken Hecht, der var rejst til den fastsatte Tid, havde ved Afskeden et Øjeblik grædt ved hans Bryst. Han havde følt det lille Væsens undselige Mund mod sin og mærket hendes vaade Øjenvipper strejfe hans Kind. Men det var jo ingen Ulykke for en ung Pige at have kysset en gammel Methusalem. Naar hun om kortere eller længere Tid spaserede med en Kæreste under Armen, vilde hun smile ved Erindringen om sin Forvirring. Men han kunde ikke tilgive sig selv, at han paany havde ladet sig lokke ind i det Net af titusinde smaabitte Løgne, der kaldtes Kvindens Uskyld, allermindst, at han igen var begyndt at tage Asmus' Vidunderpiller for at kunne genvinde sin Manddomskraft. Forstandigere var han ikke bleven!

Luften bølgede af Sollys. Et Sted i hans Nærhed sad en Musvit i en Trætop og skreg sin Foraarsglæde ud med en ufortrøden Ensformighed som en Haandværker, der 305 fløjter ved sit Arbejde. Langt ude paa Engene gled en tremastet Skonnert langsomt afsted for fulde Sejl. Det var som en Luftspejling – et Ørkensyn. Paa Grund af Afstanden kunde det smalle Strømløb ikke ses. Det tog sig derfor ud, som om Skibet med sine mange solfyldte Sejl svævede hen over selve Engfladen.

Hans Øjne lukkede sig. Halvt i Drøm, halvt vaagen førtes han af sine Tanker til Ægypten, til Indien, Jerusalem og andre fjerne Steder, som han havde besøgt paa sin Rejse. Tilsidst befandt han sig paa en svimlende høj Stentrappe, der mellem sydlandske Havemure gik i Zigzag op ad en Bjergskraaning. Trinene var høje, og Jytte, der fulgte bagefter ham, maatte ofte hjælpes med en Haandsrækning. Foran gik Fru Bertha. Som Følge af Trappens Slyngninger blev hun undertiden usynlig for dem, og just som de ventede paa et saadant Øjeblik, vaagnede han op med et Ryk og maatte snappe efter Vejret paa Grund af sit Hjertes vilde Banken.

Han saae sig om. Over Græsplænen flimrede Lyset. Musvitten gyngede endnu deroppe i Trætoppen og satte Solskinnet i Musik. Han havde kun været borte et Par Minutter.

"Ja, her er godt at være!" tænkte han og aandede dybt ud.

Da hans Blik igen faldt ned i Avisen, saae han en Notits med Overskriften "Doktor Gaardbo". Han blev opmærksom. Efter at have læst den slog han harmfuld Haanden i Stolens Armstykke.

"Forhenværende Distriktslæge i Jerve paa Fyn, den 306 fra sin Lægevirksomhed uheldigt bekendte Doktor Gaardbo, har i det ansete oversøiske Agentur P.C. Christensen bestilt Billet til sig og sin Familje til Avstralien. Det maa saaledes formodes, at Hr. Gaardbo har besluttet at vende sit utaknemlige Fædreland Ryggen, og at det er hin fjerne Verdensdel, der for Fremtiden skal lyksaliggøres med hans mærkværdige Helbredelsesmetoder."

Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han havde bragt hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. Det lille fynske Lægehjem med det lykkelige Familjeliv stod for hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa, kaotisk Spøgelseverden. Og nu skulde ogsaa denne lille sprudlende Livskilde plumres!

Der hørtes Trin udenfor paa Gruset. Det var den Arkitekt Schmidt fra Randers, der skulde forestaa den paatænkte Istandsættelse af Favsingholm.

Torben tog venligt imod ham men var længe bundet af sine egne Tanker. I Stedet for at se paa Arkitektens medbragte Tegninger talte han bittert om det moderne Inkvisitionstribunal, der kaldtes den offenlige Mening, og om Pressen, der havde genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur.

"Skadefryd er jo en særlig menneskelig Lyst, som vi ikke deler med nogen anden Jordens Skabning, og den er vel nok den hæsligste af alle Lidenskaber. Man kan virkelig ofte have berettiget Grund til at sørge over, at man blev født som Menneske og ikke kom til Verden 307 som Hyæne eller Tiger eller et andet forholdsvis godsindet Dyr. Hvad mener De derom, Arkitekt Schmidt?"

Men Arkitekten stirrede krænket ned paa sine upaaagtede Tegninger og sagde bittersødt:

"De maa tillade mig at være Dem Svaret skyldig!"

VI.

Jytte sad med Overtøjet paa ved Siden af sin Mors Seng og fortalte om et lille Herreselskab, som hendes Mand havde haft den foregaaende Aften i Anledning af en tilrejsende norsk Journalist og Kunstkritiker, der var kommen herned for at se paa Forårsudstillingerne. Foruden Hædersgæsten havde der været to danske Herrer, hvis Navne Jytte af Skamfuldhed fortav. Den ene var nemlig tykke Møller, som Karsten havde knyttet til sig med noget, han kaldte Venskabs-Prioriteter; den anden var en yngre københavnsk Kunsthandler, der aabenbart ogsaa havde en Part i Møller og derfor ikke gerne slap ham afsyne.

Af Hensyn til den udenlandske Gæst havde Jytte paa Karstens Anmodning gjort sig megen Umage med Anretningen. Der var bleven dækket med en Overflødighed af kolde Retter, med Salater og Geleer og andre Lækkerier. For at oplive Moderen, der var stærkt nedtrykt efter flere Dages Sengeleje, forsikrede hun, at Aftenen havde været meget vellykket.

Sandheden var dog den, at det hele havde været en grim Oplevelse, som hun helst ikke tænkte paa. Først 308 havde Gæsterne ladet vente paa sig i over en Time, og da de endelig kom og blev sat tilbords, viste det sig, at de lige havde rejst sig fra en solid Middag. I otte Dage havde de turet rundt i Byen og til Ære for den norske Gæst afsøgt dens bedste Spisesteder med det tydelige Resultat, at de i Øjeblikket ikke taalte Lugten af Mad. Da den varme Ret blev baaret ind – en Aspargesbudding med rørt Smør – blev navnlig tykke Møller saa hvid i Ansigtet, at hun alvorlig frygtede for, han skulde faa ondt.

Forøvrigt havde de gjort sig hæderlige Bestræbelser for at bevare Anstanden, i hvert Fald, indtil den hede Vin og senere Whiskyflaskerne kom paa Bordet. Da hun kort efter Midnat trak sig tilbage, sad Møller med en Hinde over Øjnene som en Frø, mens Nordmanden var begyndt at blive lidt ubehageligt nærgaaende overfor hende.

Nu til Morgen havde Karsten gjort hende en Undskyldning for sine Gæsters Opførsel. Da hun spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt, at de aabnede deres Hus for den^'1 Slags Mennesker, havde han som sædvanlig svaret med et beklagende Skuldertræk.

"Men nu maa jeg gaa, Mor!" sagde Jytte og gik hen til Spejlet for at knytte sit Slør. "Jeg vil kigge lidt ud til Meta. Du veed jo nok, de skal rejse. Det gør mig saa forfærdelig ondt for hende!"

At hun ogsaa havde et andet Ærinde hos sin Veninde, nævnte hun ikke noget om; men hun havde bestemt sig til nu at gøre Alvor af at betro Meta sin Tilstand for at faa Raad og Oplysninger af hende.

309 "Det gør naturligvis ogsaa mig ondt," sagde Fru Bertha, da Jytte igen kom hen til Sengen. "Men er du sikker paa, at din Veninde ikke har lidt Skyld i, at det er gaaet hendes Mand saa galt, som det er? Hun skulde have hjulpet sin Svoger med at bringe det forstyrrede Menneske til Fornuft. Men dersom jeg har forstaaet dig rigtig, har hun snarere gydt Olje i Ilden."

"Det er, fordi hun paastaar, at det er Svogeren, der allermest satte ondt for hendes Mand hos Befolkningen derovre."

"Kan din Veninde virkelig tro paa den Slags Snak, saa viser det bedst, hvor forblindet hun er bleven."

"Ja ja, lille Mor, du har nu engang kastet din Kærlighed paa Pastor Gaardbo, og det har du jo Lov til. Men jeg kender ham jo ogsaa en lille Smule, og jeg forsikrer dig, at skulde jeg vælge mellem ham og den anden – saa valgte jeg Doktoren med alle hans Forryktheder."

I det samme blev der banket paa Døren. Pigen kom ind og meldte:

"Professoren!"

"For min Skyld behøver du ikke at gaa," sagde Asmus Hagen til Jytte, der havde sagt Goddag og Farvel til ham paa samme Tid. "Jeg kommer för tillfället kun paa Visit."

"Jeg skal nu gaa alligevel. Jeg stod netop paa Springet … Farvel, lille Mor!"

"Farvel, mit Barn! Og hils Fru Gaardbo fra mig! Sig hende, at jeg tænker paa hende og hendes Børneflok 310 med den største Deltagelse og ønsker dem alt godt paa den lange Rejse."

Ved at høre Navnet havde den lille Professor lyttet.

"Fru Gaardbo?" sagde han. "Dersom det er i Anledning af den paatænkte Udvandring, at den Dame skal kondoleres, saa kan I spare jer Ulejligheden. Rejsen bliver vist ikke til noget – i det mindste ikke foreløbig."

"Hvorfor?" spurgte begge Damerne.

"Doktor Gaardbo har faaet Tilbud om en Anbringelse herhjemme. Det er saamænd ingen anden end vor fælles Ven Dihmer, der agter at engagere ham derovre paa sin Gaard."

"Dihmer!" udbrød Fru Bertha, mens Jytte, der allerede havde haft Haanden paa Dørgrebet, uvilkaarligt igen nærmede sig et Skridt.

"Det er formodenlig en Slags Godslæge-Stilling, han skal overtage," fortsatte Asmus Hagen. "Jeg har min Viden fra en Doktor Mikkelsen i Randers, som jeg tidligere har korresponderet med i Anledning af Dihmer. Han har indtil Dato været hans Huslæge, saa det er desværre udelukket, at der kan foreligge nogen Misforstaaelse."

"Hvorfor siger du desværre?" spurgte Jytte.

"Jo, for jeg havde unægtelig helst set, at Hr. Gaardbo ogsaa i bogstavelig Forstand var bleven min Antipode. Men især beklager jeg Sagen for Dihmers Skyld. Han har her forbundet sig med en gal Mand, som i Øjeblikket kun kan have den alleruheldigste Indflydelse paa ham."

"Og jeg glæder mig over Sagen for Metas Skyld!" sagde Jytte og knejste udfordrende. "Det er forresten pudsigt, 311 saa tilbøjelige alle Mennesker er til at betragte hinanden som gale … skrupgale … lige til Daarekisten!"

"Det er efter min Erfaring ogsaa den Betragtning, der passer i de fleste Tilfælde."

"Ikke desmindre vil jeg nu tage ud og ønske Meta til Lykke," sagde Jytte. "Ogsaa fra dig, Mor! … Farvel begge to!"

Da hun var gaaet, satte Asmus sig ned ved Tantens Seng, og der blev stille en lille Tid.

"Om et godt halvt Aar kan vi nok ønske dig til Lykke med Bedstemorværdigheden, Tante Bertha!"

"Mener du det?"

"Har Jytte ikke talt om det?"

"Nej, men jeg har jo selv gjort mig Formodninger. Hun har været stærkt nervøst opreven i de sidste Dage."

"Der er vist ingen Tvivl. Men det skal du kun være glad for. Det vil sikkert være godt for Jytte at faa et Barn."

"Det er ogsaa mit Haab," sagde Fru Bertha med sin bekymrede Stemme og faldt atter hen i sine egne Tanker.

Da Jytte kom ned paa Gaden, mærkede hun godt, at den Glæde, hun straks havde følt paa sin Venindes Vegne, ikke var uden Brod; men med Vilje undgik hun at gøre sig nærmere Rede for Smertens Aarsag. Derimod gav hun efter for en pludselig Lyst til at overraske Karsten i hans Atelier, inden hun tog ud paa Nørrebro.

Hun traf ham optaget af sit Konkurrencebillede, der gjorde gode Fremskridt. Han havde valgt at fremstille den historiske Rigsdagsscene, hvor Enslev med en Tale 312 styrtede det sidste Højreministerium. Allerede i Slutningen af Maj skulde Skitserne indsendes, saa han havde ingen Tid at spilde.

Jytte klappede ham paa Kinden og roste ham. Hun vidste ikke, om det var, fordi hun nu saae paa ham selv med andre Øjne, at hun ogsaa bedømte hans Kunst anderledes end før; men hun syntes, det var lykkedes ham at komme bort fra sine tidligere tomme Virkemidler.

Hun fortalte, at hun kom fra Dronningens Tværgade og havde truffet Asmus Hagen der. Den Nyhed, Fætteren havde bragt, fortav hun dog af Sky for at nævne Dihmers Navn.

Besøget varede i det hele kun fem Minutter, og da hun gik bort og Karsten spurgte, om hun nu tog hjem, svarede hun Ja.

Hun traf Meta ene hjemme sammen med Børnene. Hendes Mand var for et Par Dage siden taget til Favsingholm for at se paa Forholdene. Ved Synet af Venindens lykkestraalende Ansigt var Jytte ikke langt fra at fortryde, at hun var taget derud.

"Jeg veed allerede det hele!" faldt hun hende straks i Talen. "Min Fætter har sladret af Skole. Han kender Lægen derovre. Men lad mig nu høre – hvad er egenlig Meningen?"

"Ja, du kan tro, vi gjorde store Øjne begge to!" sagde Meta, da de havde lukket sig inde i hendes Mands Værelse for at faa Ro for Børnene, der surrede omkring i de smaa Stuer som sværmesyge Bier i en Kube. "I Begyndelsen vidste vi saamænd ikke rigtig, hvad vi skulde 313 tænke om Tilbudet. Det lød jo lidt underligt. Men imorges havde jeg Brev fra Povl. Han skriver, at Sagen er i Orden, og han er henrykt for alting derovre. Vi kommer til at bo i et Hus, der før har været Godsforvalterbolig. Det bruges nu til et Alderdomsasyl; men det skal helt forandres. Du skal høre, hvad han skriver."

Hun hentede Brevet frem fra sin Kjolelomme.

"Straks i Aftes havde jeg den afgørende Samtale med Dihmer, og vi blev hurtigt enige. Han sagde, det var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags Noæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker frelst gennem Syndfloden, og hertil ønsker han altsaa min Bistand. Jeg falder med andre Ord netop ned i den Virksomhed, jeg altid selv har drømt om men nær havde tabt Troen paa, da Johannes svigtede. Nu faar jeg her uventet en anden Medarbejder, der tilmed er en af Landets rigeste Mænd."

"Men jeg forstaar ikke," sagde Jytte, "her i Byen fortælles det, at Godsejer Dihmer i Øjeblikket har en Skade paa Forstanden."

"Det betyder vist ikke noget. Povl siger altid, at naar man ikke pudser Næsen præcis paa samme Maade som andre, bliver man straks mistænkt for at have en Skrue løs."

"Du sagde dog selv, at han gjorde et lidt underligt Indtryk, da han besøgte jer i Jerve."

"Ja, han er jo syg. Det er Hjertet, skriver Povl. Han skal forresten være bleven meget livligere og har saa mange Ting for. Men hans Udseende har nok forandret sig ikke saa lidt."

314 "Han kommer sig saamænd nok, skal du se!" sagde Jytte. "Det har vist ingen Nød."

"Det maa vi jo haabe paa! Her skal du se et Par Billeder af Gaarden."

Meta trak nogle Fotografier ud af Konvolutten. Det var omtrent de samme, som Torben havde vist Jytte og hendes Mor hin gyldne Morgen i Italien. Der var Herregaardens Hovedfaçade set gennem den klosteragtigt hvælvede Indkørsel, et Parti af Parken, et Billede af et Skovbryn og den vide Udsigt over Fjorden, som Torben havde lovsunget med en Varme, der misstemte hende.

"Ja, det ser jo altsammen meget lovende ud. Hvornaar skal I flytte derover?"

"Det veed jeg ikke bestemt. Men til Sommer bliver det da nok. Saa skal du komme over og besøge os. Du ser ud, som om du til den Tid kan have godt af at komme lidt paa Græs og samle Kræfter til en stor Begivenhed. Tager jeg vel fejl i det?"

Jytte blev bleg og svarede ikke paa Spørgsmaalet. Hun gav sig hurtigt til at tale om andre Ting, og lidt efter tog hun bort.

Under den lange Kørsel ind til Byen med Sporvognen sad hun mest med lukkede Øjne. Hun følte en Lede ved sig selv, saa det sortnede for hende. Det var saa latterlig vanvittigt at maatte tilstaa, at hun var skinsyg paa Meta! Naar hun tænkte paa, at Veninden for Fremtiden skulde kalde Favsingholm for sit Hjem, at Dihmer skulde blive hendes daglige Omgangsfælle, maaske hendes gode Ven, der spaserede med hendes Børn ved Haanden, var hun 315 nær ved at ønske, det var bleven til Alvor med den Avstraliensrejse, og at Veninden og hele Familjen allerede var paa Vej derover. Et saadant Hvepsebol var hendes Hjerte!

Da hun stod af Sporvognen paa Kongens Nytorv og skraaede over Torvet for at naa hen til Holdepladsen for Østerbrovognene, kom et Arbejdskøretøj i jævn Fart nede fra Nyhavn og krydsede hendes Vej. I det samme flammede der en ond Lyst op i hende til at kaste sig ned foran de store Heste og lade sig trampe ihjel under deres tunge Hove. Det hele var kun et Nu, – et vildt og blodigt Glimt. Men i dette korte Øjeblik havde hun følt Dødens Gys som en befriende Svimmelhed.

Paa Vejen ud gennem Bredgade saae hun til sin Overraskelse, at der var tændt Lys i et Par Butikker. Tiden var løben fra hende, og det ængstede hende lidt at tænke paa, at Karsten kunde være kommen hjem. Hun frygtede hans Skinsyge, som allerede paa Bryllupsrejsen havde opskræmt hende ret alvorligt et Par Gange. Og dog var han ingenlunde selv bleven nogen Helgen.

Til Beroligelse for sin Samvittighed gav hun sig til at tænke paa en Aften i Teatret i Milano, da en Dame traadte ind i Sidelogen, en høj, dybt nedringet og bararmet Messalina i sort Fløjlsrobe. Karsten blev pludselig saa underlig lang i Ryggen, og hun saae, at der gik et Kuldegisp igennem ham. Hun havde ikke glemt det. Og Mindet om dette Øjeblik trøstede hende ofte for hendes egen Svaghed.

Da hun kom hjem, saae hun hans Frakke og Stok i Entreen, og da hun traadte ind i Stuen, stod han ude 316 paa Gulvet med Hænderne i Siden og mødte hende med Tavshed.

Hun sendte ham et Nik i Forbigaaende. Han fulgte hende med Øjnene og spurgte, da hun satte sig i Sofaen:

"Hvor kommer du fra? … Du ser saa mærkværdig ophedet ud."

"Naar du taler til mig i den Tone, Karsten, faar du ikke Svar. Det veed du!"

Hun havde rejst sig og gik hen imod Sovekammerdøren. Men da styrtede han sig over hende og greb hende om begge Haandled.

"Hvor har du været henne? Du sagde jo, du tog hjem."

"Dersom du ikke øjeblikkelig slipper mig, raaber jeg paa Pigen!"

Lynene fra hendes Øjne bragte ham til at besinde sig. Han slap hende, og da hun var gaaet ind i Sovekammeret, skridtede han en Tid omkring i Stuen med skamfuld Mine som en straffet Skoledreng.

Pludselig standsede han og spidsede Øre. Inde fra Sovekammeret hørte han Hulken.

Han blev frygtelig ulykkelig. Det var første Gang, han hørte Jytte græde. – Han aabnede sagte Døren og gik paa Taaspidserne hen til Sengen, hvor Jytte laa med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden. Synet gjorde ham ganske fortvivlet. Han sank ned paa Knæ ved Siden af hende.

"Tag det dog ikke saa alvorligt, Jytte! Jeg ber dig virkelig saa mange Gange om Forladelse! Du veed jo, at det aldrig kunde falde mig ind for Alvor at mistænke 317 dig. Naar jeg bliver saa fjollet, er det blot, fordi jeg holder saa vanvittig meget af dig."

Han havde prøvende taget hendes ene Haand. Da hun lod ham beholde den, trykkede han den henrykt til sin Mund. Med Kærtegn og indsmigrende Ord søgte han at gøre sin Uret god igen og faa hende til at smile. Han vidste ikke, at hun i ensom Fortvivlelse græd over sig selv og sit forspildte Liv.

VII.

Ved et af de høje Palæ-Vinduer i sin Stue sad Grosserer Søholm sørgmodig sammensunken i en Rullestol, graa i Ansigtet, ubarberet og med æggegule Levninger af sit Morgenmaaltid i Mundvigene. Under de tunge Øjenlaag, hvoraf det ene næsten var lukket til, bevægede Pupillerne sig uroligt frem og tilbage som Dyr i Bur. Hundefrygten i hans Sind gjorde dem mørke og unaturligt store trods det Styrtebad af Sol, der strømmede ned over ham.

Den foregaaende Aften, da Tjener Rasmussen læste Avisen højt for ham, havde han faaet en alvorlig Rystelse ved at høre, at den nylig afdøde P. Christian Jørgensen, en ubetydelig Hørkræmmer paa Vestergade, havde testamenteret hundrede tusinde Kroner – over Halvdelen af sin Formue – til Missionen.

Han havde ganske vist selv et Par Gange i Vinterens Løb betænkt Kirken med Gaver. Men ved denne Meddelelse vaklede hans Tillid til, at hans Regnskab med 318 Vorherre balancerede, og efter en bekymringsfuld Nat havde han nu telefoneret efter Pastor Gaardbo.

Tjener Rasmussen, der under hans Sygdom var bleven ophøjet til en Slags Privatsekretær, stod henne ved Skrivebordet og fordelte den ekspederede Morgenpost til de forskellige Rum i Hylderne ovenover. Den syge Grosserer kom ikke mere paa sit Kontor; men gennem Telefonen styrede han endnu Forretningen, og fra hans lamme Tunge udgik stadig Ordrer, der fløj ud over Verden og slog ned som Rovfugle paa deres Bytte.

"Var det Pastor Gaardbo selv, De talte med, Rasmussen?"

"Nej, Præsten var gaaet ud. Det var en af Damerne, der var i Telefonen."

"Saa kommer han maaske slet ikke i Formiddag?"

"Jo, hun ventede ham hvert Øjeblik, sagde hun."

Grosserer Søholm sank tilbage til sine opskræmte Tanker, og der blev igen en længere Tavshed.

Et Øjeblik efter ringede det.

"Der har vi Hans Velærværdighed," sagde Tjener-Sekretæren med spydig Overlegenhed.

"Opholder Frøken Cecilie sig i Salonen?" spurgte Hr. Søholm.

"Ja."

"Er min Datter paaklædt?"

"Det tror jeg nok. Jeg skal maaske vise Præsten derind?"

"Ja, gør kun det! Sig ham, at jeg skal straks være disponibel!"

319 Men i det samme gled Døren til Forhallen ind i Væggen, og Johannes Gaardbo traadte ind.

Det havde været Hr. Søholms Hensigt at skænke Kirkefondet yderligere tyve tusind Kroner; men Præstens blotte Tilsynekomst beroligede ham, saa han straks bestemte sig til at reducere Summen med Halvdelen. Og da han havde bedt Præsten tage Plads, fandt han, at ogsaa fem tusinde Kroner var en rund Sum, som han kunde føle sig betrygget ved.

Han nævnte nu Sagen for Johannes Gaardbo og bad ham bringe Meddelelsen videre til Kirkefondets Bestyrelse.

"Med de forrige fem tusinde og de første ti bliver det altsaa i det hele et Bidrag paa tyve tusinde Kroner," sagde han som for at sikre sig mod en fejlagtig Postering i Himlens store Hovedbog.

Johannes Gaardbo takkede uden Begejstring. Han havde allerhelst tilbagevist Pengene som en uværdig Gave; men han vidste, at han paa dette Punkt var i Uoverensstemmelse med Missionens Ledelse, særlig med Pastor Stensballe.

Grosserer Søholm, der nu følte sig fuldkommen trøstet, gav sig^'2 til at fortælle om sin forestaaende Rejse til et Badested i Sydfrankrig, hvorfra han ventede at komme ganske helbredet tilbage. Hans Døtre Cecilie og Constance skulde ledsage ham, hvorimod Jægermesterinden var optaget af sine mange offenlige Hverv, navnlig af Forberedelserne til den store Vifteudstilling, der skulde aabnes i Maj. Hele Rejsen skulde foretages i Salonvogn. 320 I Berlin vilde Constances Forlovede, Hr. v. Biebermarck, slutte sig til dem, og efter Hjemkomsten var det Meningen at fejre det unge Pars Bryllup paa Storeholt, som skulde være hans Brudegave til Datteren.

"Har De Lyst til at gøre Følgeskab paa Rejsen, saa er der gratis Plads i Vognen – værsgo'! Frankrig skal jo være et Land med forskellige Seværdigheder."

Johannes Gaardbo hørte knap paa ham. Disse stadig lige frugtesløse Besøg blev ham mere og mere en Pine, og at baade Hr. Søholm og Familjen saa tydeligt ventede en Dag at se ham afsløre sig som Frier til Frk. Cecilie, gjorde ham ikke Opholdet i det pralende Millionærhjem mindre trykkende. Enhver Tanke om Giftermaal var for ham selv bleven Helligbrøde. Nu mere end nogensinde var Rosalie hans Evighedsbrud. Med den Vished, han havde faaet om hendes frygtelige Forvildelse, var Troskaben mod hendes Minde bleven ham en Kærlighedspligt, som han for hendes Sjæls Frelses Skyld ikke turde svigte. Hele hans Liv skulde fra nu af vies Bønnen om deres Genforening i Herlighedsriget.

Da han rejste sig, spurgte Hr. Søholm, om han ikke skulde ind og hilse paa hans Damer. Men han undskyldte sig og sagde Farvel.

Med Sporvognen kørte han ind til Byen og stod af ved Kultorvet, hvor Missionens nye Blad havde sine Kontorer. Som Korshærens Leder udstedte han herfra regelmæssigt sine "Dagsbefalinger".

I et stort Hus, der af Københavnervittigheden var døbt Sakristiet, havde Bladet – "Hverdagen" hed det – indrettet 321 sig efter amerikansk Mønster med markskrigerske Billedreklamer i alle Vinduerne som et Menageri. Det Vryl af underordnede Medarbejdere, der fyldte op i Redaktionslokalerne, havde heller ingenlunde noget evangelisk Præg. Det var det sædvanlige forsorne Broderskab af Literaturens Alfonser og havarerede Talenter, der fra en Storstads Overflade flyder sammen i Avisernes Reporterstuer som Spildevandet i en Kloakbrønd. Men iøvrigt forsynedes det store Blads Spalter mest af skrivelystne Præster og Præstefruer rundt om i Landet og af nogle unge Digtere af den nye serafiske Skole med Erkeenglen Harald Bohse i Spidsen.

Pastor Stensballe viste sig aldrig i Sakristiet men styrede Bladet ved lønlige Dekreter fra sit Kontor i Bispegaarden og overlod det til Redaktionssekretæren, en teologisk Kandidat, at føre Tilsyn med det daglige Stof. Det var Samuelsen, der repræsenterede "Hverdagen" overfor Offenligheden, og i Virkeligheden var det ogsaa denne smarte Mand, for hvem intet var helligt uden Abonnementsprotokollen, der prægede Bladet og skaffede det Udbredelse. Som en Dyretæmmer terroriserede han den store Medarbejderskare med sin Elskværdighed, uden at den selv mærkede det. Baade Stensballe og de andre Præster tumlede han efter sin Vilje og lod dem springe gennem Tøndebaand til Publikums Forlystelse.

I et Rum, der vendte ud mod en mørk Gaardsplads, sad en enlig Mand ved et Bord, som flød med Aviser. Det var Mads Vestrup. Han havde faaet den Bestilling at 322 gennemlæse den daglig indstrømmende Provinspresse og udklippe alle Meddelelser, der vedrørte Menighedslivet. Fra Klokken ti om Formiddagen til fire om Eftermiddagen sad han lænket her som en Straffefange i sin Celle – "Samson i Trædemøllen" kaldtes han af Karl May, der havde ladet sig engagere som Bladets Tegner.

De selvstændige Artikler, han nu og da skrev til Bladets kirkelige Tillæg, blev efter Ordre regelmæssigt undertrykte, i hvilken Anledning det et^'3 Par Gange var kommen til heftige Sammenstød mellem ham og Samuelsen; men Redaktøren havde hurtigt tæmmet den naivt opfarende Mand med sit Smil. Mads Vestrups tiltagende Svaghed, hans Angst for igen at miste det sikre Udkomme gjorde ham værgeløs. Han var en nedbrudt Kraft.

Det Værelse, der var bleven ham overladt, tjente til Gennemgang fra Redaktionskontorerne til Bladets Sætteri. Hver Gang nogen kom ind, løftede han det svære, nu helt graanede Hoved og stirrede paa Vedkommende med et stort, fjernt og tungsindigt Blik.

Johannes Gaardbo undgik altid saa vidt muligt at komme gennem Stuen, naar han opholdt sig der. Han følte sig ilde tilmode ved Synet af denne banlyste Præst og hans Fornedrelse. Han havde ogsaa engang talt til Pastor Stensballe om Forholdet og anmodet ham om i det mindste at lade Mads Vestrup komme tilorde i Bladet; men Stensballe havde erklæret, at Menigheden ikke maatte forarges, og at man foreløbig heller ikke kunde gøre Mads Vestrup selv nogen større Tjeneste end saa 323 vidt muligt at bringe ham og hans Brøde i Forglemmelse.

Johannes Gaardbo bøjede sig for sin ældre Embedsbroders Dømmekraft. Han indsaae godt Disciplinens og Kirketugtens Nødvendighed for at sikre Sejren. Men hver Gang han nødtvungent gik gennem Mads Vestrups mørke Stue og mødte hans store, fjerne Blik, var der noget i hans Samvittighed, der krympede sig. Og uvilkaarlig hilste han den saa haardt tugtede Mand med Ærbødighed.

VIII.

Mads Vestrup boede med sin Familje ude paa Amager lige ved Grænsen af det aabne Land. Han havde her lejet en tre Værelsers Tag-Etage i en nybygget Villa. Villaens Ejer, der boede i Stuen, kaldte sig Ingeniør. Han havde arbejdet sig op nedefra som Rørlægger og Betonstøber og var nu paa sine ældre Dage bleven en velstaaende Mand, der ejede to af Sundbyernes store Lejekaserner for Fattigfolk, gik med Guld-Næseklemmer og var ikke saa lidt stolt af sit Livs Resultater. Han talte altid begejstret om Amerika, hvor han i sin Ungdom havde slidt sine Hænder flade, og hvorfra han var kommen tilbage med Greb paa at klare for sig som et Brækjern. Amerika var for ham Mønsterlandet, hvor en Mand lærte at staa paa egne Ben og at værdsætte sine Medmennesker praktisk efter det Antal Hestekræfter, de var i Stand til at præstere.

324 Der var to Børn, en Søn og en Datter, af hvilke Sønnen, der var Forretningsmand, havde arvet Faderens sociale Ærgerrighed. Det var et indesluttet, arbejdsivrigt, korrekt paaklædt ungt Menneske med et stikkende aarvaagent Blik, der mindede om Væddeløberens mistænksomme Skelen før Starten.

Mads Vestrup undgik saa vidt muligt baade Fader og Søn. Han var bleven mere og mere menneskesky og kunde næsten ikke faa sig til at løfte Øjnene fra Jorden, naar han mødte nogen, fordi han oprørtes ved Synet af deres Selvglæde. Paa Gaderne vakte hans aparte Ydre stadig en Del Opmærksomhed blandt Folk; men der var ikke mange, der længer vidste, hvem han var. Siden "Femte Juni" ikke mere omtalte ham og bragte Billeder af ham, og da hans eget Blad heller aldrig nævnede ham, var han hurtigt blevet glemt for de mange andre Navne, som Samuelsen, tykke Møller og Døgnets øvrige Historieskrivere satte i Omløb.

Helt forladt af sin tidligere Tilhørerkres var han dog ikke. I en forhenværende Rullekælder paa Kristianshavn holdt han et Par Gange om Ugen Opbyggelsesmøder for den trofaste lille Skare af Smaahaandværkerfamiljer og unge Bondestudenter, der var hans Menighed. Men ogsaa i hans Taler mærkedes nu den brudte Kraft og den rygende Tande. Ensomhed, Savn og Anger havde udslidt ham. Han følte sig altid syg. Trods sin Glæde over Genforeningen med Stine og Børnene blev han stadig svagere.

Søndag Eftermiddag gik han dog regelmæssigt en Tur med hele Familjen, og nu, da Foraaret var kommet, 325 tog de Madkurv med og drog ud i Landet, til Kongelunden eller Dragør. Det var Ugens lykkeligste Timer for dem alle. Ogsaa Stine var med, skønt hun var bleven saa hofteskæv, at hun maatte støtte sig til en Stok og under Gangen slingrede med Overkroppen som et Skib i Søgang. Et Sted midt paa Marken eller paa en Grøftekant blev Mellemmaderne pakket ud, og bagefter fik Børnene Lov til at løbe om og lege.

Men rigtig frimodig blev Mads Vestrup heller ikke ude i Naturen mere. Hvor varmt Solen end skinnede paa ham, og hvor prægtigt Lærkerne sang over hans Hoved, han kom aldrig bort fra Tankerne om Synden i Verden og den evige Fortabelse. Han havde elsket at sidde saadan ganske stille og lytte, naar Naturen talte, fordi han i saadanne Øjeblikke følte sig som lukket ind i Evigheden. Nu hørte han kun Skovguden og hans bukkefodede Følge trampe gennem Stilheden og friste Menneskene med deres hedenske Latter. Nu lukkede han helst Øret for Fuglesangen og Bladsuset for at lytte til Salmetonen i sit eget Indre. Selv i disse sine bedste Timer, omgivet af Kone og Børn, kunde han gribes af bitterlig Længsel efter den endelige Udfrielse af Støvet og Ønsket om at kunne føre alle sine kære med sig bort fra Synd og Sorg og al denne Verdens onde Lyst.

En Dag paa Hjemvejen fra Aviskontoret, da han havde taget Plads i Sporvognen ved Holmens Bro, saae han paa Bænken foran sig en nydelig ung Pige, der nikkede venligt til ham. Det var hans Husværts Datter, Frøken Grete Randbøl.

326 Ved Siden af hende sad en høj ung Mand, som han ogsaa mente at kende fra Trappen derhjemme. Han gjorde et sært Indtryk, som han sad der med Armene paa Knæene og hang med Hovedet. Da den unge Pige en Gang stødte til ham med Albuen, gryntede han som en Beruset.

Ved Stoppestedet, hvor de alle tre skulde af, blev han forestillet som hendes Forlovede, og Mads Vestrup saae nu, at det var en ualmindelig smuk ung Mand med et Par gode og stærke Øjne, der slet ikke passede til hans søvnige Væsen.

"Studerer De?" spurgte han ham, idet de fulgtes henad Vejen.

"Ja–h!" svarede han.

Det lød som et fortvivlet Æselsskrig. Mads Vestrup blev næsten forskrækket.

"Min Kæreste er Jurist," skyndte Frøken Grete sig at sige. "Han skal op til første Del imorgen."

"Naa saadan!"

Ved Havelaagen udenfor Villaen sagde Mads Vestrup Farvel, og lidt efter gik ogsaa Frk. Grete ind, mens hendes Kæreste tog tilbage til Byen for at læse. Den unge Mand – Kjeld Borgen hed han – var ikke velset i Villa "Alexandra". Ingeniør Randbøl og hans Kone, for hvem ellers alt skulde lykkes saa vidunderligt, var fortvivlede over denne Svigersøn, der ganske vist var af god Familje, men som i Stedet for at passe sine Studeringer bortødslede Tiden med at spille paa Fløjte, holde Kaniner og den Slags Narrestreger. Han var et Vildskud af den udbredte 327 jyske Slægt, som Enslev havde kastet Glans over. Nu havde de besluttet, at Forlovelsen skulde hæves, dersom han ogsaa denne Gang faldt igennem til Eksamen.

Med et af sine jammerfulde Æselsskrig kastede Kjeld Borgen sig en halv Time efter ned i Stolen ved sit Arbejdsbord, hvor et opslaaet Kollegiehefte laa i skraa Stilling med en Bog til Støtte som en Gravsten. Bagved stod den hele alvorsfulde Række af Danmarks Riges Love og Forordninger i tredive Bind.

Han skulde læse hele Natten. Men før han begyndte, trak han Bordskuffen ud og tog sin Fløjte frem, og snart sad han henne i det aabne Vindu med Ryggen stemmet mod den ene Karm og Fødderne mod den anden. Han boede højt tilvejrs paa en femte Sal og havde hele Byen liggende foran sig i rødlig Eftermiddagsdis. Med Mund og Hjerte spillede han en af sine Yndlingsmelodier. Det var den sørgmodige: "Elskte, hvorfor dugger dine Øjne?"

Han havde i den sidste Tid ofte siddet her og haft Lyst til at styrte sig ned paa Gaden for at faa Ende paa den hele Jammer og spare Ligbærerne for Trapperne. Havde dog bare hans Forældre sat ham til et Haandværk, da han var femten Aar! Saa havde han nu været sin egen Mand og kunnet gifte sig med Grete. Men som Politimesterens Søn vilde han have vanæret hele Familjen, dersom han ikke var bleven Student. Grete havde det præcis paa samme Maade som han. Hun ønskede bare at komme hjemmefra, hvor Faderen hver Dag holdt sit Foredrag om Amerika og Moderen altid skændte. De havde engang for Alvor talt om at flygte fra hele Molevitten til 328 Sydamerika eller et andet fremmed Land, hvor han kunde ernære sig som Cowboy. Grete var et dygtigt lille Menneske, der overalt i Verden vilde kunne skabe et Hjem. Hun var huslig som en Spurv, altid ved Haanden og i godt Humør.

Han stoppede op i Spillet. Det havde ringet paa Telefonen ude i Gangen. Det var Grete.

"Er det dig, Kjeld? … Aa, her er sket en stor Ulykke!"

"Hvad er det?" sagde han forskrækket.

"Pastor Vestrup er død."

Han var lige ved at sige: "Naa, ikke andet!" – men tog sig i det og spurgte, hvordan det dog var gaaet til. De havde jo talt med ham for ikke en Time siden.

"Det er sket lige nu. Det hele varede ikke to Minutter. Mor sad ved Vinduet og saae, at han gik ud for at spasere. Men i Laagen vendte han om, og Mor syntes nok, at han svinglede saa underligt. Et Øjeblik efter kom den lille Lise styrtende herned og spurgte, om vi ikke havde nogen Hoffmannsdraaber, for hendes Far var pludselig bleven saa syg. Jeg løb selv op med Flasken, men da var han allerede død. Han sad i en Stol med Hovedet nede paa Brystet som en Fugl."

"Tænk! Det var dog trist!"

"Ja, det gør mig saa gruelig ondt for Familjen. De er helt utrøstelige. Gud maa vide, hvordan det nu skal gaa dem! Du veed nok, at han var afsat fra sit Embede for noget slemt. Det er ikke til at forstaa. For han var i Grunden saa rar. Og de sang Salmer baade Morgen og Aften. Men en underlig Mand var han jo."

329 "Hvordan har du det selv?" spurgte nu Kjeld. "Har du ellers oplevet noget?"

"Nej. Har du?"

"Nej. – Havde din Mor set mig?"

"Ja, men det var alligevel godt, at du ikke gik med ind. Mor er som en kogende Gryde idag. Jeg tror, at hun og Far har noget for med os. Hendes Øjne er efter mig allevegne. Er du begyndt at læse, Kjeld?"

"Jeg skal netop lige til det. Men det nytter vist ikke noget. Jeg er i Hovedet, ligesom jeg havde kørt paa Karussel i fjorten Dage."

"Put det ned i Vandfadet! Det klarer Tankerne."

"Ja, det Raad har din Bror ogsaa givet mig. Men der skal mere til –."

"Hys! Nu kom Far hjem!" –

Dagen efter omtalte de fleste af Byens Blade Dødsfaldet i ligegyldige Notitser. Heller ikke "Hverdagen" ofrede Mads Vestrups Eftermæle mere end det allernødtørftigste. "Femte Juni" bragte Meddelelsen under Overskriften "Domsbasunen død", som om det drejede sig om en af Gadens komiske Originaler. Mange af dem, der for knap et halvt Aar siden lod sig klemme fordærvet paa "Elysiums" smalle Trappe for at faa ham at høre, maatte nu huske sig om, før det gik op for dem, hvem han var.

Desuden havde Bladene samme Dag lange Artikler i Anledning af et andet Dødsfald, der ganske anderledes interesserede Byen og var et godt Nyhedsstof. Det var Grosserer Søholm, der paa sine Millioners seks tunge Nuller kørtes i Triumf ind i Folkets Pantheon. "Hverdagen" 330 kunde tilmed meddele, at han paa sit Dødsleje havde tilkaldt Pastor Stensballe og skænket Kirkefondet hundrede tusinde Kroner.

Fra et afsides beliggende Kirkegaardskapel blev Mads Vestrup nogle Dage efter begravet i al Stilfærdighed. For sidste Gang samledes hans lille Menighed, ialt et halvt hundrede Mennesker, der sørgmodigt bevægede tog Plads omkring hans fattigt pyntede Kiste. Talen blev holdt af en yngre Præst, der mente at vise den afdøde Kaldsbroders Minde Skaansomhed ved at fatte sig i størst mulig Korthed.

I Baggrunden af Kapellet, kun kendt af faa, sad Johannes Gaardbo. Ogsaa han var stærkt bevæget. Han var ikke kommen for at tale og bar derfor ikke Ornat. Han havde udtrykkeligt ikke villet indfinde sig her som Repræsentant for den Kirke, der havde miskendt Mads Vestrup og forskudt ham. Han havde i disse Dage paany gennemlæst alt, hvad den Afdøde i sin Tid havde skrevet i "Femte Juni", og han sad her med en Følelse af Skam over den Uret, som Kirken igen havde begaaet mod en af sine bedste Sønner. Naar han alligevel havde bestemt sig til ikke at tage Ordet her, var det for Menighedsfredens Skyld. Enhver anerkendende Udtalelse kunde let blive opfattet som Demonstration.

Paa den lange Vej fra Kapellet til Graven skiftedes gamle og unge Mænd blandt Mads Vestrups Venner til at bære Kisten, og der var noget rørende højtideligt i den varsomme Maade, hvorpaa de satte den ned paa Skamlerne, naar de for Afløsningens Skyld maatte standse. Det 331 mærkedes, at det var noget for dem kært og helligt, de her bar til Graven.

Nærmest bag Kisten gik Fru Stine omgivet af sine Børn, og allersidst i Følget saaes en grædende Kvinde i brandrødt Liv og Kvækerkyse. Det var Susse Frederiksen. Den gamle Synderinde, der efter en fornyet Omtumlen mellem Tribunen og Hospitalet nu var havnet i Frelsens Hær, havde under alt dette aldrig glemt den Mand, som i hendes Fornedrelses Dage ene af alle havde mødt hende med Kærlighed. Da Salmesangen omkring Graven begyndte, var det ogsaa hendes klare Stemme, der hørtes over alle andres. Hun stod i sin Soldateruniform paa Grushøjen bagved Graven og ledsagede Sangen med Greb i en Guitar. Det var Mads Vestrups Yndlingssalme, man sang, – den, han selv engang havde lært hende:

Nu det lysner i mit Sind,
Solen har jeg lukket ind.
Livets Kilde har jeg fundet,
Døden har jeg overvundet.

Et Par Dage efter fandt Grosserer Søholms Begravelse Sted fra Frue Kirke, hvor alt, hvad Forretningsverdenen ejede af Standspersoner, mødte op med Repræsentanter fra Børsen i Spidsen. Det var en af de store Sørgefester for blændede Vinduer, med Lys i Kronerne, floromvundne Kandelabre, Draperier paa Væggene og to Sørgemarskaller i dress foran Kisten. Operaens populære Heltetenor var engageret til at synge et Farvel, og et stort 332 Damekor havde indstuderet et Koncertnummer: "Eja! Eja! Kristus er opstanden!"

Mellem nogle ornatklædte Præster, der sad bag Kistens Blomsterhøj, var ogsaa Johannes Gaardbo. Det var første Gang, han fungerede ved en saadan teatermæssig iscenesat Kirkefest, og han følte sig meget ilde tilmode. Da Pastor Stensballe som første Taler traadte frem ved Kisten og priste den Afdøde som et lysende Forbillede for den unge Slægt, mægtig i sin Handlekraft og ydmyg i sin Kristelighed, forargede det ham, og han blev greben af en Uro, saa han ikke kunde sidde stille. Han maatte tænke paa Mads Vestrup, der i sit lidenskabelige Sprog havde kaldt den officielle Kirke for Forgaarden til Helvede, hvor der endnu ofredes til de hedenske Afguder. Gemte den Tale ikke et bittert Sandhedskorn under Overdrivelsen? Var ikke dette virkelig en Dyrkelse af Mammon i Herrens eget Hus, i selve Landets Hovedkirke?

"Eja! Eja!" jublede Kvindekoret oppe paa Pulpituret, da Stensballe havde endt sin Tale. Det lød i hans Øre som et Raab af vindrukne Bakkantinder, og hans Hjerte blødte.

Da Koret sluttede, var det hans Tur at tale. Og nu skete der noget, som han bagefter ikke selv kunde forklare sig. I Stedet for at holde den Trøstetale til de Efterladte, som han havde forberedt sig paa, gav han sig til at minde om, hvorledes Kristus ved Synet af det vanhelligede Tempel blev greben af heftig Sorg og omstødte Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Han havde faaet Øje paa Heltetenoren, der nu indtog Damekorets Plads, 333 hvor han havde stillet sig til Skue i Kjole og hvidt og med synlig Utaalmodighed ventede paa at kunne lade sin Røst høre. Han havde desuden set, hvorledes snart den ene, snart den anden nede i Kirken kiggede op til Pulpituret for at faa at vide, hvad det næste Nummer paa Programmet var, og han grebes af en Harme, der tog Magten fra ham. Den Følelse af Skyld, han havde baaret paa siden Mads Vestrups ensomme Død, jog ham Skamrødmen op i Kinderne og lagde ham Ord paa Læben, der vakte Uro rundt om i Kirken, ikke mindst blandt Præsterne. Han talte om Kristi usynlige Tilstedeværelse og sluttede dristigt med at spørge, om der ikke var Grund til at frygte for, at Herrens Dom over Nutidens Menighedsliv vilde lyde med Ordene fra det vanhelligede Tempel:

"Er der ikke skrevet, at mit Hus skal være et Bedehus, men I have gjort det til en Røverkule."

Da han efter at have fremsagt en Bøn vendte tilbage til sin Plads mellem Pastor Stensballe og en anden københavnsk Præst, trak den sidste uvilkaarlig sin Kjole lidt til sig, og Stensballe saae ret ud i Luften med stramme Miner.

Men nu viste Ligbærerne sig. Oppe paa Pulpituret skød Sangeren Brystet frem, og et Øjeblik efter lød det med smeltende Røst ud gennem Kirkerummet:

"Faaar … aar … vel! Faaar … aar … vel!"

334

IX.

En sommerlys Nat i de første Dage af Juni sejlede Doktor Gaardbo og hans Familje over Kattegat paa Vej til Favsingholm. Da Skibet ved Solopgang naaede Indløbet til Fjorden, var Doktoren selv og de to ældste Børn allerede paa Dækket. De stod i Agterstavnen og saae tilbage over den rolige Havflade, hvor Skibets brede, skarpt afgrænsede Kølvandsstribe bugtede sig som en uendelig Landevej. Paa et Sandrev laa et Par Sælhunde og tog Solbad i det første Morgenskær.

Udfor et Færgested i Fjordmundingen stoppede Skibet op og satte en Passager i Land. Og nu dampede det ind i Fjorden med tre Fiskerbaade paa Slæb. Ogsaa nogle store Søfugle fulgte Skibet et Stykke paa Vej ind i Landet.

Da de nærmede sig Favsingholm, blev Meta kaldt op fra Kahytten, hvor hun sammen med Pigen havde maattet tage Vare paa de tre mindste Børn. Bag de store Enge løftede Landet sig med stejle Brinker, og her kom nu Favsingholms røde Mure tilsyne ved Foden af en skovklædt Bakkeknude. Doktoren pegede og forklarede, og Metas Indtryk var det allerbedste. Hvor saae her godt og fredeligt ud! Povl havde for en Gangs Skyld virkelig ikke overdrevet. Disse blomstermylrende Enge med løsgaaende Kvæg og spankulerende Storke – det var som en lykkelig hengemt Krog af Verden, der havde faaet Lov til at ligge urørt siden Tidernes Morgen.

335 "Naa – hvad siger du saa?" spurgte Doktoren.

"Jo, Povl! Jeg staar netop og tænker paa, at vi vist alligevel er kommen over til en ny Verden."

"Ja, og saa er dog alting saa dejlig hjemligt!" sagde han.

Han tænkte paa Indsejlingen til Kolding Fjord og paa Studentertidens Hjemfarter sammen med Johannes paa en billig Dæksplads. Denne lyse Nat paa Havet og Synet af de grønne Enge fik ham paany til i Tankerne at sende et Raab efter den Broder, som var ladet tilbage i Skyggernes Rige.

Nu dukkede Randers op forude under sine høje Banker. Sejlløbet indsnevredes mer og mer. Skibets Bov skød under Farten næsten hele Vandmassen foran sig i en blank Bølge, der væltede ind over Bredderne og strømmede tilbage under Agterstavnen som et skummende Vandfald.

Da Skibet lagde til ved Bolværket, holdt en Charabanc fra Favsingholm paa Bryggen tilligemed en Materialvogn til Bagagen. Halvanden Time senere kørte de ind paa Herregaarden.

Torben Dihmer stod selv oppe paa Trappen og ønskede dem velkommen.

Skønt Meta var bleven forberedt paa den Forandring, der var foregaaet med hans Ydre siden Efteraaret, blev hun straks lidt forskrækket. Ogsaa Børnene var betuttede. Hun maatte give dem et Puf i Ryggen for at faa dem frem til Hilsen. Men Torben lod sig ikke længer paavirke af den Forlegenhed, som kom over Folk, der saae ham 336 første Gang i hans nuværende Forfatning. Han klappede Børnene paa Kinderne og smilte.

Lidt efter samledes de alle om det festligt dækkede Frokostbord, hvortil ogsaa Inspektøren og Forvalteren havde faaet Indbydelse. Torben var i sit allerbedste Humør og fortalte blandt andet om de store Ombygninger, der forestod, og som sandsynligvis vilde strække sig over et Par Aar. Da det særlig var Hovedbygningen, der trængte til Istandsættelse, var det hans Hensigt for den Tid at indrette sig et Hi oppe i Skoven, hvor der netop stod en gammel Skovfogedbolig ledig.

Efter Bordet viste han sine Gæster lidt om i Parken; men da han nu var bleven træt, overlod han til Inspektøren at ledsage dem over til deres nye Hjem.

Den tidligere Godsforvalterbolig var en lang, lav Længe, hvis ene Ende husede de sidste Rester af det forulykkede Alderdomsasyl. Til Stedet hørte en stor Frugthave, der i Øjeblikket var et eneste Blomstertelt. En Stente førte direkte ind i Skoven – eller "Skovene", som man endnu sagde paa Egnen, fordi der oprindelig havde været tre, som i Tidens Løb var sammenvoksede. Den vestligste og højeste af disse Skovbølger, der adskiltes af Kløfter med springende Bække, kaldtes Storskoven, og heroppe i Brynet laa det lille, rødkalkede Skovfogedsted, som Torben havde udset sig til midlertidig Bolig.

I de følgende Dage var Meta og hendes Mand optaget af at indrette deres Hjem og saae ikke noget til Dihmer. Doktoren maatte ogsaa en Dag ind til Randers for at gøre Indkøb af Forbindsstoffer og lignende Ting, og her 337 blev han i Apotekerens Kontor forestillet for en ældre Herre, som kom tilstede under Besøget, hvad aabenbart ikke skete helt tilfældigt. Det var Doktor Mikkelsen.

Da de to Kolleger bagefter fulgtes et Stykke henad Gaden, udtalte Hr. Mikkelsen sig med Overlegenhed om sin tidligere Patient paa Favsingholm.

"Det er forhaabenlig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at Godsejer Dihmer er utilregnelig," sagde han og fortalte om Aarsagen til hans pludselige Tilbagefald, saadan som han selv for ganske nylig havde erfaret den gennem en Telefonsamtale med Asmus Hagen. "Manden vil være et Vrag. Hans hele sørgelige Tilstand er selvforskyldt. Han hører i Virkeligheden hjemme paa en Sindssygeanstalt."

Trods den aabenbare Ondskabsfuldhed gjorde de faglige Oplysninger, han meddelte, et ret overbevisende Indtryk paa Povl Gaardbo, der under sit Besøg her i Marts en enkelt Gang selv havde haft en lidt usikker Fornemmelse overfor Dihmer. Det var en Dag, da denne havde forelagt ham nogle meget besynderlige Optegnelser, hvormed han vilde godtgøre Tilstedeværelsen af en telepatisk Forbindelse mellem visse Bevægelser i Verdensrummet og hans egen Organismes Funktioner. Med Omhyggelighed var disse ført tilbogs paa rudet Papir, hvor der tillige var indtegnet grafiske Fremstillinger af Planeternes Bevægelser i Himmelrummet, af Maanens og Solpletternes Af- og Tiltagen, af Forandringerne i Barometerstand, Vindstyrke, Luftens Fugtighedsgrad o.s.v.

Saa forundret han end var bleven, havde han dog ikke 338 set andet i Dihmers mærkelige Optagethed af Sagen end et uskyldigt Hang til at beskæftige sig med Snurrepiberier. Nu faldt der pludselig et grelt Lys over hans forskellige Særheder, og jo mere han paa Hjemvejen tænkte over dem, desto alvorligere forekom de ham at være.

I nedslaaet Stemning vendte han tilbage til Favsingholm.

Meta stod paa en Trappestige og hængte Gardiner op. Han fortalte hende, hvad han havde hørt, og Meddelelsen virkede paa hende som en Jordrystelse. Hun maatte sætte sig ned paa Stigen.

"Saa har Jytte igen haft Ret! Kan du huske, hun sagde, at man i København ansaae ham for sindssyg? Hvad skal vi dog gøre?"

"Jeg maa naturligvis have Rede paa Forholdet. Jeg vil gaa over til ham endnu iaften."

– – –

Torben havde tilbragt det meste af Eftermiddagen i sin Stue. Han sad nu i Mørkningen i en af de dybe Vinduesnicher og saae Vesthimlen flamme bag Parkens Træer. Han var lidt trist i Sindet, som han gerne blev det, naar Dagen svandt og den lange Nat ventede ham med Søvnløshed eller onde Drømme. Men han holdt af at sidde her om Aftenen og følge Solens Nedgang og Farvernes langsomme Henfalmen. Fortrolig som han var med den Tanke, at hans eget Liv inden næste Morgen kunde være udblæst som et Lys, der staar i Træk, havde han vænnet sig til at leve, som om hver Dag var hans sidste. Derfor blev alle Øjeblikke saa fulde af Betydning.

Da gamle Barbara viste sig og meldte Doktoren, bad 339 han hende vise ham ind. Samtidig gav han Ordre til, at der skulde hentes en Flaske af hans egen Vin op fra Kælderen.

"Godaften, Doktor!" hilste han oplivet og bød sin Gæst Plads i den anden af de to Armstole, der stod i Vinduesnichen. Barbara bragte et lille Bord, som hun stillede imellem dem, og lidt efter viste den matroneagtige Husholderske sig med en Bakke, hvorpaa der stod en langhalset Flaske og to mørkegrønne Rømere.

Povl Gaardbo saae med Forundring paa disse Forberedelser til et Drikkelag; men han forholdt sig afventende og spurgte til Dihmers Befindende.

"Jeg hørte, at De ikke havde været i Staldene idag. De har da ikke været daarlig?"

"Nej, jeg har haft en Del at pusle med inden Døre. Jeg havde imorges Brev fra Arkitekt Schmidt. Han staar parat med sine Haandværkere og forlanger Arbejdet begyndt i næste Uge. Jeg er nærved nu at fortryde den hele Historie, for jeg faar jo næppe nogen rigtig hjemlig Fornemmelse mere her i Huset. Efter en saadan Oprydning i et gammelt Hjem bliver Minderne fredløse i adskillige Aar. Naa – man skal jo ogsaa passe paa, at man ikke gør sit Hjem til en Kirkegaard."

Han havde, mens han talte, skænket i Glassene. Haanden rystede lidt, og han maatte bøje sig frem over Bordet for at kunne se.

"De vil nok drikke et Glas let Vin."

"Tak, – men kan De taale den Slags?"

"Jeg synes ikke, jeg har Raad til at give Afkald paa den 340 lille Nydelse. Naar Kagen er spist, trøster man sig med Krummerne. – Men smag nu paa Vinen!"

Han drak selv langsomt Halvdelen af sit Glas, mens Povl Gaardbo ligegyldig skyllede nogle Slurke i sig.

"Hvad synes De om den?"

"Jo, Smagen er god."

"Nu skal De høre Vinens Historie. De kender sikkert af Navn den gamle Universitetsby Freiburg am Breisgau. Den ligger i Baden, ved Foden af Schwarzwald, og er efter min Mening en af de smukkeste Byer Nord for Alperne. I dens Omegn vokser Sydtysklands bedste Drue. Jeg laa der ved Universitetet i mine Kandidatdage og studerede Nationaløkonomi. Det var en ganske lystig Tid. Jeg fik et Par gode Venner mellem Studiefællerne, og en Dag paa en Udflugt i Bjergene købte vi i Forening Aarets Høst paa en Vinmark. Det blev morsomt nok en ganske profitabel Forretning, og denne Flaske er altsaa af min egen Avl!"

Han løftede sit Glas op mod Lyset. Skæret fra Aftenrøden udenfor brød sig i dets bugede Sider og farvede den gyldne Vin, saa Pokalen syntes fyldt med Blod som den hellige Gral.

"Længes De ikke efter at komme ud og rejse igen?" spurgte Povl Gaardbo.

"Nej, hvorfor dog det? Kan jeg have det bedre, end jeg har det her? Hvad skal man i det hele taget rejse for? Enten føler man sig tilfreds, hvor man er, eller ingen Steder i hele Verden. Siden jeg selv er kommen hjem, finder jeg det saa latterligt at styrte Jorden rundt efter 341 Oplevelser, og jeg forstaar nu, hvorfor disse Globetrotters er Verdens kedsommeligste Mennesker. Jeg kan endnu om Natten vaagne af Skræk, fordi jeg har drømt, at jeg igen er bleven lukket ind i en Jernbanekupe, hvor fire fremmede Mennesker stirrer op fra deres Avis som vilde Dyr fra et Kødben. Og endnu værre er det, naar saadanne Avislæsere bagefter giver sig i Snak med En for at udkramme deres dumme Alvidenhed."

Vinen havde gjort ham snaksom, og han fortsatte:

"Jeg skal forresten fortælle Dem, hvordan jeg kurerer mig selv for Flyvegriller. Naar Gaarden her bliver mig for meget af et Fængsel, bærer jeg mig ad, som min Bedstefar efter Sigende gjorde, naar Verden blev ham for vrang. Jeg bliver liggende i min Seng og trækker Tæppet op over Ørene – "gaar i Grav", siger man om Ræven. Efter et Par Dages Forløb staar jeg op – og se, alting er blevet nyt, som der staar i Skriften. Jeg genser min Stue med en Bevægelse, som om jeg vendte tilbage fra en ny Verdensomsejling."

Han havde taget om Flasken og fyldte paany i begge Glassene.

"Men gaar detteher ogsaa an?" spurgte Povl Gaardbo.

"Hvilket?"

"Jeg er rigtignok endnu ikke traadt i Funktion som Deres Læge; men jeg maa dog sige, at det vist ikke kan være sundt for Dem at drikke Vin."

"Jeg veed det nok; men for at tale rent ud, Doktor Gaardbo, saa lad mig sige Dem, at jeg løber ingen stor Risiko ved at sætte mig ud over Hensynet til Sundheden! 342 Der er ikke levnet mig saa meget, at jeg finder det Umagen værd at gøre Stads af den."

"Jeg tror, De tager fejl."

"Det kan være. Men lad mig da tilstaa, at der efter min Opfattelse er noget tragikomisk ved de store Anstrengelser, Mennesker i Almindelighed gør sig for at bevare Sundheden, da Livet dog bringer de fleste af os mere Sorg end Glæde! Som Læge maa De naturligvis se anderledes paa Sagen; men jeg siger Dem paa Forhaand, det nytter ikke, at De skænder paa mig."

"Jeg forstaar Dem vist ikke rigtig. Dersom De kunde blive rask, vilde De dog vel ikke nægte at tage de nødvendige Forholdsregler?"

Torben, der igen havde ført Glasset til Munden, forstod med eet af hans Tone, at han paa en eller anden Maade maatte have skaffet sig Oplysninger fra Asmus Hagen, og han satte forstemt Glasset tilbage uden at drikke.

"Jeg vil bede Dem om ikke at gøre Dem Bekymringer for mit Helbred, Doktor Gaardbo. Jeg ønsker det sagt en Gang for alle, jeg har mit eget Velbefindende og misunder ingen deres Sundhed. Der er ikke den mindste Grund til at beklage mig. Jeg føler mig lykkeligere end nogensinde i mit tidligere Liv, og hvad Fremtiden angaar, saa er jeg tilfreds, naar den ikke vil bringe anden Forandring end den uundgaaelige. Som jeg lever her, kan jeg trods min Sygdom blive en gammel Mand. Men jeg kan ogsaa dø om en Time. Det veed jeg altsammen og har indrettet mig med begge Eventualiteter for Øje."

Da Povl Gaardbo ikke svarede, tav ogsaa Torben en 343 lille Tid, mens han igen saae ud i Parkens Skumring.

"Kunde man i det hele vænne Menneskene af med at gøre sig Forhaabninger, Doktor Gaardbo, saa var vistnok den værste Forbandelse taget fra dem. Paa det Punkt troede jeg mig forøvrigt i Overensstemmelse med Deres egne Anskuelser. Skulde jeg sætte en Indskrift over Porten til Favsingholm, naar det engang staar færdigt i sin nye Skikkelse og er blevet det Tilflugtssted, jeg har tænkt mig, saa skulde det være de miskendte Ord: Her lukkes Haabet ude. For det er dog først, naar man faar den besværlige Gæst sat paa Døren, at der bliver Fred og Lykke i et Hus."

Gamle Barbara kom ind for at tænde Lampen. I Stuen var der nu ganske mørkt. Lidt efter rejste Povl Gaardbo sig. Han gik hjem i en underlig opreven Sindsstemning. Han havde en Følelse af at have talt med Verdens ensomste Menneske.

"Naa?" spurgte Meta, der med Uro havde ventet paa hans Tilbagekomst. "Maa vi rejse?"

"Nej! Doktor Mikkelsen havde alligevel ikke Ret. Jeg forstaar det nu. Dihmer har forliget sig med sin Ulykke og venter kun paa Døden."

"Saa behøver vi ikke at rejse, Povl?"

"Nej nej! Tværtimod. Vi maa forsøge, om vi kan være ham til lidt Oplivelse i hans store Ensomhed. Saadan mener han det vist ogsaa selv."

X.

Efter den første Sommervarme flyttede Københavns velhavende Borgerskab paa Landet. Byen udfoldede sig i Solen som en blomstrende Slyngplante, skød Ranker ud langsmed alle Jernbanelinjer og satte Knop ved hver Station. Som Elverpiger i flagrende Spindelvævsflor svævede Strøgets unge Damer paa Cykler gennem Skoven, fulgt af deres Kavalerer, eller de fortsatte Vintersæsonens Flirt paa Badestranden i Svømmedragt og Voksdugshætte. Ortodokse Soldyrkere og Havtilbedere lejrede sig paa Sandet i paradisisk Nøgenhed under moralsk Beskyttelse af et eller andet "System", og paa en Landtunge ved Issefjorden havde de sidste Dages Hellige, de saakaldte "Kravlere", slaaet sig ned. De var Tilhængere af en nylig opstaaet Sundheds-Profet, der saae Aarsagen til al Livets Sorg og Elende i Menneskets oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage maatte man igen bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer om Dagen. De indre Organer fik i denne Stilling, deres naturlige Leje, Blodomløbet frigjordes, og Resultatet var et ukendt Velvære. Da det ganske særlig var overfede, af deres Kroppe besværede Personer, som droges til den nye Lære, var det blevet en Folkeforlystelse at valfarte til Stedet paa de Tider af Dagen, da Menigheden i sine brune Sækkedragter kravlede rundt i Terrænet som en Flok Kæmpetudser.

Ogsaa Karsten og Jytte flyttede paa Landet i Midten af Juni.

345 Udfaldet af Kappestriden om Enslev-Billedet var kort forinden bleven bekendtgjort og havde givet Anledning til et mægtigt Postyr i Pressen. Det var som sædvanlig Karl May, der havde sat Ild paa. Han havde haft det Indfald at fremstille den store politiske Fører som en fjortenaars Landsbyknøs, der i fattig Konfirmationsdragt, med Klædebylt og Stok, er paa Vandring fra Hjemmet ud mod den Verden, hvis Erobrer han skulde blive. Figuren var anbragt i siddende Stilling paa en Grøftekant ved en ensom Hedevej, og med brutal Virkning var den vanføre Fod stukket ud i Billedets Forgrund. Men Udtrykket i den svagelige Drengs blege Ansigt, Blikkets brændende Uro, der var som en Genspejling af Stormhimlen over det øde Landskab, var genialt grebet og forsonede med det meget frække og uredelige i Udførelsen.

Paa Grund af Karl Mays Virksomhed ved "Hverdagen" havde Censurkomiteen imidlertid paa Forhaand ladet ham ude af Betragtning. I Komiteens afsluttende Møde stod Valget mellem Karsten Froms Folketings-Interiør med dets virtuosmæssigt behandlede Rum og mange flot hensatte Portrætter og saa en ældre, anset Kunstners dygtige, men konventionelt opfattede Billede af Enslev som Ministerpræsident. Udfaldet af Afstemningen blev et absolut Flertal for Karstens Billede, som man i Rigsdagskrese^'4 havde interesseret sig stærkt for paa Grund af det Idealitetens Skær, han havde forstaaet at lægge over de portræterede Herrers Træk. Selv Gjærup 346 havde faaet et engleligt Blik bag Brillerne. I "Femte Juni" havde desuden tykke Møller gjort sin Pligt og bearbejdet Stemningen til Gunst for Billedet. Han, Karl Mays tidligere Ven og Beundrer, havde daglig med Impotensens Søvnighed fimset smaa Giftigheder ud over ham og ved en enkelt Lejlighed med virkningsfuldt Arrigskab taget Hævn, fordi Karl May i Foraaret, da Jørgen Berg kom paa Nerveklinik, havde ranet Fru Maja lige for Næsen af ham.

Jytte fik i disse Dage sin Menneskekundskab forøget paa en Maade, der vakte al hendes Tristhed. Straks, da Bladene havde bragt Meddelelsen om Udfaldet, strømmede der Lykønskninger og Blomster ind til dem endogsaa fra Mennesker, om hvem hun vidste, at de i Smug havde modarbejdet Karsten. Alle Landets Blade bragte hans Portræt med udførlig Levnedsbeskrivelse. Folk af hendes Bekendtskab, der siden hendes Giftermaal knap havde villet hilse paa hende, skraaede over Gaden for at overøse hende med Komplimenter, og dette Kor af Gratulanter, denne servile Beundring for Heldet gjorde hende skamfuld.

Men næsten allermest forbavsedes hun over Karsten selv. Skønt ingen bedre end han vidste Besked om, hvordan Sejren var vunden, steg al denne Virak ham til Hovedet. Endogsaa tykke Møllers betalte Lovprisninger kunde han nyde, som om de var en Højesteretskendelse. Hun maatte i disse Dage ofte tænke paa sin gamle Ven Professor Ole Knudsen. Hans sarkastiske Ord om det journalistiske Æselsregimente, Verden sukkede under, 347 og som tyranniserede Befolkningen værre end Fortidens Despoter, fik her en ny Bekræftelse.

Men nu udholdt hun heller ikke længer Synet af Mennesker. Allerhelst var hun flygtet til en eller anden fjern Afkrog for der at vente paa den store Begivenhed, der forestod. Men paa Grund af Karstens Arbejde og tillige af Hensyn til hendes Mor, der stadig skrantede, maatte de blive i Nærheden af København.

En god Del af sin Pirrelighed tilskrev hun forøvrigt sin Tilstand. Men hvad var det ogsaa for en afsindig Verdensorden, der gjorde Kvinderne saa værgeløse overfor Indtryk netop paa et Tidspunkt, da deres Sind burde være beskyttet mod Stemningernes Stormkast og hvile uforstyrreligt i stille Forventning? Kunde man undre sig over, at Menneskene fødtes med allehaande Ulykkesspirer i sig, naar Svangerskabet prisgav Mødrene til sygelige Følelser og abnorme Lyster, der fyldte Sjælen med Kvalme?

De havde lejet Stuehuset i et lille Bondested, der laa paa aaben Mark Nord for Furesøen, ikke længere fra Stationen, end at de let kunde komme til Byen. Der var kun tre smaa Stuer; men der hørte en god Have til Huset med en høj Hæk ud mod Landevejen.

Regelmæssigt hver anden Eftermiddag tog hun til Byen for at se til sin Mor, som trods sin Svaghed ikke vilde paa Landet denne Sommer, fordi hun ikke mere kunde komme til Storeholt. Bagefter gik hun gerne hen til sin Mand i Atelieret, hvorfra de saa fulgtes hjem.

Allerede i længere Tid havde hun med Uro og Spænding 348 ventet paa sit Barns første Livstegn, og nu en Formiddag, da hun sad i Haven, studsede hun ved en ejendommelig lille blød Fornemmelse i den venstre Side. Fra det Øjeblik, det gik op for hende, at det var Fostret, der rørte sig i sin Evighedssøvn, blev hendes Forhold til det et andet. Hvad der hidtil mere havde sat hendes Tanker end hendes Følelser i Bevægelse, blev først nu i al sin Ufattelighed til rigtig Virkelighed for hende. Hun havde et Barn! Dybt i hendes Skød sov et uskyldigt lille Væsen, som nu vaagnede til Liv og allerede kaldte paa hendes Ømhed.

En Dag overraskedes hun ved et Brev fra hendes Fætter, Jægermesteren, der paa sin Broders Bekostning var interneret i et Pensionat paa Landet. Hans Ægteskab var opløst, han selv erklæret umyndig; men nu meddelte han hende paa tre skønskrevne Sider, at han omsider havde fundet Lykken, idet han havde forlovet sig med den yngste af de to Søstre, der ejede Pensionatet.

"Mariane Wamberg er 34 Aar og befinder sig med andre Ord i den for Kvinder allerskønneste Alder. Hun er saavel i ydre som i indre Henseende en Engel. Ved Flid og Sparsommelighed har hun og hendes Søster arbejdet sig op helt nedefra, rent ud sagt fra den tjenende Stand, og jeg kan med god Samvittighed sige, at "Sofielyst" er det mest velrekommanderede Pensionat i denne Del af Landet. Selv arbejder jeg i Haven og forresten med alt, hvad der falder for. Dersom du og din Mand engang kommer paa disse Kanter, maa I endelig se indenfor. I vil træffe to Turtelduer, der har lært af Livet 349 og forstaaet, at en god Fordøjelse, Nævearbejde og Kærlighed – det er det eneste, der kan gøre Mennesker lykkelige. Alt andet er Forfængelighed og Tossestreger."

Da Karsten havde læst Brevet, brast han i Latter og foreslog, at de personlig skulde bringe de Nyforlovede deres Lykønskning. Skønt Jytte ikke holdt af hans Munterhed, gik hun ind paa Forslaget. Hun var virkelig bleven lidt nysgerrig, og en Dag, da Vejret var godt, tog de afsted.

De kørte med Banen til Holbæk og derfra videre ud i Landet i en gammeldags Hyrevogn med Hesteforspand. De kom gennem flere Landsbyer, og Synet af de mange rødkindede Børn gjorde Jytte tavs. Uvilkaarlig tog hun Karstens Haand.

Hun havde om Morgenen haft et langt Brev fra Meta, som paa sin grundige Maade berettede om sit nye Hjem, sin Mand og sine Børn. Skønt der ogsaa stod en Del deri om Dihmer, havde hun læst det ret flygtigt, og bagefter havde hun gemt det. Det var ikke længer Fortiden, der beskæftigede hende. Det var de kommende Dage, der nu optog alle hendes Tanker. Det var Fremtiden, der ogsaa i disse Øjeblikke bølgede for hendes indre Syn som et sommerligt Landskab i uroligt skiftende Belysning.

Efter en god Times Kørsel drejede de bort fra Hovedlandevejen. Kusken pegede med Pisken paa en villaagtig Bygning noget borte og forklarede, at det var Pensionatet "Sofielyst".

En Mand med opsmøgede Skjorteærmer og en Lap paa Buksebagen stod udenfor Indkørslen og savede Brænde. 350 Ved Lyden af Vognen vendte han sig om. Det var Jægermesteren. Da han genkendte dem, slap han Saven med et Brøl af Glæde.

"Næh! Er det Jer, Børnlille!" raabte han med sin ukonfirmerede Stemme. "Det var virkelig pænt af Jer! Kom dog ned! Kom dog ned! Nu skal jeg kalde paa Mariane. Gud, hvor ser du godt ud, Jytte! Kom i mine svedige Arme, Kusine!"

Uden at vise mindste Forlegenhed hverken paa Grund af sin Paaklædning, sit ubarberede Ansigt eller sin hele reducerede Tilværelse hjalp han dem ned af Vognen og førte dem ind.

Inde i sin Stue, der laa bag ved Køkkengangen, gjorde han udtrykkeligt opmærksom paa, at alle Møblerne var hans egne. Der var foruden Sengen et lille Vaskebord, et Klædeskab, et Par Stole og et Klapbord. Det var alt, hvad han havde tilbage af Storeholts Herligheder.

"Kom nu her og se min Udsigt!" sagde han efter at have taget en Frakke paa, der dækkede over den lappede Buksebag. "Er her ikke herligt? Det Syn nedover Bakken til Skoven – jeg solgte det ikke for en Million. Naar jeg sidder her ved Vinduet om Eftermiddagen og ryger en Pibe, føler jeg mig fuldkommen tilfreds. Jeg beklager mig absolut ikke. Naturligvis var det ikke morsomt for en Mand med min Fortid at blive erklæret for uhelbredelig Idiot. I har vel set det? Det har staaet i alle Bladene. Med fuldt Navn og Titel og det hele. Men hvad skulde jeg gøre? Jeg havde jo lavet Skandale. Der forelaa jo desuden en Lægeerklæring. Og som det hedder hos de 351 Gamle: Mod Videnskaben kæmper selv Guderne forgæves! – Men hvor bliver Mariane af!"

Han gik hen til Døren og raabte ud:

"Misse dog! Hvor bliver du af? Vi tørster efter at skue dit Aasyn!"

Saasnart han vendte Ryggen til, havde Karsten og Jytte tilkastet hinanden et Blik. Men da Karsten skar en komisk Grimace, rynkede Jytte Brynene.

En lille brunlokket Dame med kønne og livlige Øjne viste sig i Døren. Hun blev en Tid staaende derhenne, mens hun med smilende Forlegenhed strøg sig nedover Forklædet. Endelig dristede hun sig til at gaa ind. Jægermesteren forestillede, og med et morsomt lille Buk modtog hun Jyttes og Karstens Lykønskninger.

Efter et Par Minutters Ophold, hvorunder hun havde indbudt de Fremmede til en Kop Kaffe i Haven sammen med Pensionærerne, trak hun sig tilbage med et nyt lille Buk.

"Naa?" udbrød Jægermesteren. "Hvad siger I saa? Er hun ikke sød? Vilhelmine er det naturligvis ikke; men jeg har skam ingen Grund til at fortryde Byttet. Vi er allerede som en lille Familje og arbejder udmærket sammen. Min Svigerinde tager sig mest af den indre Husførelse, og Mariane har Køkkenet under sig. For Øjeblikket har vi fjorten Pensionærer, og de roser allesammen hendes Mad og siger, at man ingen Steder faar saa vel tillavet Kost i Forhold til Prisen. – Men Vilhelmine er det naturligvis ikke."

Han aabnede Døren for at ledsage sine Gæster ud i 352 Haven; men pludselig lukkede han den igen og sagde med sænket Stemme:

"I har vel nok set, at det alligevel blev Vilhelmine, der kom til at præsidere ved Vifteudstillingens Aabning, og at det ogsaa var hende, der tog mod Dronningen? Men jeg tænkte det nok! Hvad den Dame vil, det sætter hun igennem enten paa den ene eller den anden Maade. Og I kan tro, hun har taget sig storartet ud! Det stod der ogsaa i Bladene. Et kanelbrunt Crépon-Kostyme fra Wundt & Svendsen. Og nu er min forhenværende Svigerfar død og har testamenteret Missionen hundrede Tusinde. Jeg siger velbekomme!"

Ude i Haven sad Pensionærerne allerede bænkede om Kaffebordet. For Bordenden præsiderede en forhenværende Provinskøbmand, der ligesom Jægermesteren – og af lignende Aarsager som han – hørte til de faste Pensionærer. De øvrige var fortrinsvis yngre Mennesker, der tilbragte deres Ferie her. Karstens Kunstnernavn, som netop var fløjet Landet over, havde vakt Spænding. Ogsaa Jytte interesserede, efter at man havde faaet at vide, at hun var en Datter af Minister Abildgaard.

Den ældre Frøken Wamberg modtog Gæsterne med megen Anstand og foretog Præsentationen. Hun var en svulmende Dame, der mindede om sin Søster paa samme Maade som et Hvidkaalshoved om en Rose.

I Begyndelsen var der højtidelig Tavshed, nysgerrig Udspejden og provinsiel Forlegenhed – indtil en bredrygget københavnsk Kommunelærerinde, der var vant til 353 at være Underholdningens humoristiske Midtpunkt, tog Cigaren af Munden og sagde:

"Aa, Hr. Johansen! Vær saa skeløjet og la' Sukkeret rykke denne Vej!"

Det var en Træffer. Højtideligheden eksploderede, og Latteren skyllede henover Bordet.

Som i de fleste Sommerpensionater havde Feriestemningen hos de unge givet sig Udslag i forskellige lystige Paafund. Saaledes havde man fundet paa at bytte Navne, og for at forhøje Morskaben havde man givet Damerne Herrernes Navne og omvendt. Den "Hr. Johansen", som Kommunelærerinden havde tiltalt, var i Virkeligheden en ung, sølvblond Dame, ikke det mindste skeløjet, men tværtimod af sjælden Skønhed.

Pludselig lød der et Raab fra den nederste Bordende, hvor særlig de yngste havde Plads. Alle sprang op og gav sig til at puste ud i Luften af alle Kræfter.

"Et Frierbrev! … Et Frierbrev!"

Et Blomsterdun var kommen sejlende gennem Luften ind over Bordet, og dette Skæbnens Sendebud galdt det om at holde sig fra Livet, dersom man ikke vilde mistænkes for at være hemmelig forelsket. Hele Selskabet sammensvor sig tydeligt mod "Hr. Johansen". Særlig var alle Herrerne ivrige for at blæse Dunet over paa hende. Hun værgede sig tappert og blev kokliko i Hovedet af Forlegenhed og Anstrengelse. Tilsidst flygtede hun ud over Græsplænen med hele Sværmen efter sig.

Den fallerede Provinskøbmand og Jægermesteren, der sad med sin Mariane om Livet, opmuntrede Forfølgerne 354 med lystige Tilraab. Ogsaa Karsten var en interesseret Tilskuer. Han havde straks lagt Mærke til den smukke unge Dame og blev mistænkelig lang i Ryggen nu, mens han med Øjnene fulgte hendes slanke Skikkelse i Slagtummelen.

"Lad os komme afsted, Karsten!" hviskede Jytte, der i Forvejen havde følt sig forstemt af den støjende Munterhed. "Jeg befinder mig ikke vel."

Et Kvarterstid efter var de paa Hjemvejen.

Ligesom paa Udturen sad Jytte mest i sine egne Tanker, mens Karsten nervøst røg den ene Cigaret efter den anden. Forinden Bortkørslen fra "Sofielyst", da Jytte et Øjeblik blev ført bort af Søstrene Wamberg, der absolut vilde vise hende rundt i Hus og Have, havde han haft Lejlighed til at veksle nogle Ord med den unge "Hr. Johansen", hvis virkelige Navn var Frøken Sølling. Han havde faaet at vide, at hun boede i København og var Gymnastiklærerinde i et af de store Pigeinstituter.

"Din Fætter behøver vi da ikke være bekymret for," sagde han, da de havde kørt et Stykke Vej. "Han er sikkert kommen paa sin rette Hylde. Det var jo virkelig en Idiot-Idyl."

"Ja, der er endnu lykkelige Naturer til," sagde Jytte, der igen tænkte paa Meta og hendes Børn. Hun saae Veninden sidde derovre i sin Have sammen med Dihmer, som aabenbart ogsaa nu var falden til Ro og følte sig tilfreds. Meta havde skrevet om en stor Midsommerfest, hvortil han havde indbudt alle Godsets Beboere, og hvor der var bleven danset lystigt paa Engene lige til den sollyse 355 Morgen. Hun forstod det ikke. Men det var godt, at hun for Fremtiden kunde tænke paa ham uden Samvittighedsnag.

XI.

Da Jytte nogle Dage efter kom ind til sin Mor, fandt hun hende igen i Sengen. Moderen saae daarlig ud og viste en underlig Ligegyldighed for alt, hvad Jytte fandt paa at fortælle for at oplive hende. Derimod gav hun sig pludselig og uden Anledning til at tale om hendes Far og Brødre.

"Hvor tror du, de nu færdes?" spurgte hun.

Inde i Kabinettet, hvor Moderen ikke kunde høre hende, ringede Jytte Asmus Hagen op.

Asmus vidste godt, at hans Tante havde Kræft og at Tilstanden var haabløs; men som de fleste Læger betragtede han sine Patienter og deres Paarørende som umyndige Børn, der maatte holdes hen med Snak, naar de gjorde alvorlige Spørgsmaal. Da Jytte sagde til ham, at det virkelig var nødvendigt at gøre noget ordenligt for at faa Moderen rask, forsikrede han, at der ikke var nogen Grund til Ængstelse.

Men Jytte var bleven opskræmt, og den næste Dag tog hun til Byen allerede om Formiddagen for at høre, hvordan Natten var gaaet.

Til hendes Forundring modtog Pigen hende med den Besked, at hun ikke kunde gaa ind i Sovekammeret, da Præsten var derinde.

356 "Præsten?"

"Ja, han kommer her i denne Tid hver Formiddag, og Fruen har sagt, at hun ikke vil forstyrres, saa længe Præsten er her."

"Ja ja, saa kommer jeg igen om lidt. Jeg har ogsaa et Par Ærinder at besørge," sagde Jytte og vilde gaa, da pludselig en ond Anelse slog ned i hende.

"Hvad er det for en Præst?" spurgte hun. "Veed De, hvad han hedder?"

"Ja, det er Pastor Gaardbo."

"Hvor længe plejer han at være her?"

"Det er saa forskelligt."

"Er det længe, siden han kom?"

"En halv Timestid."

"Saa vil jeg alligevel hellere vente," sagde hun og gik ind.

Af den Mand vilde hun ikke lade sig fordrive! Maaske havde han ovenikøbet hørt hende; og han skulde dog ikke gerne tro, at hun undgik ham af nogen Art Frygt.

Hun satte sig ind i Dagligstuen og tog en Avis. Døren til Moderens Soveværelse var lukket; men hun kunde tydeligt høre ham tale derinde.

Engang i Foraaret, kort efter sin Hjemkomst fra Bryllupsrejsen, havde hun igen truffet ham i Bredgade-Sporvognen; og ligesom sidst havde han siddet og stirret mørkt paa hende fra den anden Ende af Vognen uden at hilse. Det var hende nu en Tilfredsstillelse at tænke paa, at Situationen denne Gang vilde tvinge ham til i det mindste at være høflig.

357 Efter en kort Ventetid gik Døren til Sovekammeret op, og Johannes Gaardbo traadte ud derfra.

Hun saae, at der fløj en let Rødme op i hans Kinder, da han opdagede hende. Men iøvrigt syntes han ikke overrasket. Han havde aabenbart været forberedt paa, at de engang vilde mødes her.

Han standsede og hilste. Nærmede sig et Par Skridt og sagde:

"Jeg synes, Deres Mor har det bedre idag. Med Guds Hjælp vil hun nok snart komme paa Fode igen."

Jytte svarede blot med en Hovedbøjning, hvorefter han atter bukkede og gik bort.

Jytte sad tilbage med en usikker Fornemmelse paa Grund af hans forandrede Væsen. Der havde været noget forlegent i hans Holdning. Det havde desuden set ud, som om han ventede, at hun skulde bede ham tage Plads. Hvad pønsede han paa? Trods hans Mine troede hun ikke paa hans Tilgivelse. Den Mand kunde vistnok ikke glemme.

Da hun kom ind i Sovekammeret, laa Moderen med Haanden under Hagen, som om hun sov. Først da Jytte næsten var naaet hen til Sengen, slog hun Øjnene op.

"Er^'5 det dig?" sagde hun svagt og saae paa hende som fra det Fjerne.

Jytte satte sig paa Sengekanten; men der var en Verden mellem deres Tanker, og Samtalen gik hurtigt istaa. –

For at undgaa nye Sammentræf med Pastor Gaardbo gentog Jytte ikke sit Formiddagsbesøg; og da Moderens 358 Tilstand i den følgende Tid syntes at bedre sig, mens hun selv paa forskellig Maade begyndte at føle sig stærkt besværet, indskrænkede hun overhovedet sine Rejser til Byen.

En Dag fik hun til sin Overraskelse Besøg af tykke Møller. Den astmatiske Mand kom kørende direkte fra Byen i Automobil og var meget skuffet over ikke at træffe Karsten. Han forklarede, at han flere Gange i Dagens Løb havde søgt ham forgæves i Atelieret, hvorfor han havde tænkt sig, at Karsten maaske var bleven hjemme paa Grund af Varmen. Da det drejede sig om en meget vigtig Sag, bad han om at faa at vide, hvor han kunde finde ham. Jytte kunde ikke faa sig til at tilstaa, at hun ikke vidste det, og kom med Udflugter. Ikke med et Ord havde Karsten talt om, at han ikke som sædvanlig var i Atelieret. Men han havde vidst, at hun ikke kom til Byen den Dag. Det havde hun udtrykkelig sagt om Morgenen.

Da de om Aftenen sad ved Middagsbordet, spurgte hun, hvordan det var gaaet ham med Varmen. Om han havde kunnet arbejde i den Hede?

"Storartet! Jeg har været flittig som en Skrædder!"

Jytte følte som et Slangebid i Hjertet og blev stille. Saa fortalte hun om Møllers Besøg, og skønt Karsten smilte paa den naturligste Maade, forekom det hende ganske bestemt, at han blev nervøs.

"Fire Gange var Bæstet hos mig," sagde han. "Jeg kender jo hans Ringning. Men jeg vilde ikke lukke ham ind."

"Hvorfor ikke?"

359 "Du veed jo godt, hvad han kommer for. Og nu synes jeg, ved Gud, jeg har hældt nok i den Whiskytønde."

Jytte lod sig et Øjeblik berolige af den Forklaring. Men endnu efter Bordet, da de satte sig ud i Haven, dirrede hendes Hjerte, og da Karsten tydeligt anstrengte sig for at være morsom og faa hende i godt Humør, spurgte hun igen sig selv: "Bedrager han mig?"

Hun havde altid fundet de Skinsyge-Dramaer, som Ægtefolk opførte for Alverdens Øjne, lige nedværdigende for begge Parter, og hun havde lovet sig selv, at hendes Fætters Tragikomedie skulde tjene hende til Advarsel. For ikke saa længe siden havde desuden hendes tidligere Veninde Jenny Brammer med harmglødende Kinder betroet hende, at hun ved Hjælp af en falsk Skrivebordsnøgle havde faaet Beviser for sin Mands Utroskab. I sit Had til ham havde hun givet deres intimeste Samliv til Pris med en Raahed, saa Jytte maatte bede hende om at tie. Men to Dage efter fik hun et straalende lykkeligt Brev fra hende med den Forklaring, at det hele havde været en Misforstaaelse.

Den næste Morgen, da Karsten tog til Byen, stod Jytte ikke desmindre skjult bag Sovekammergardinet og fulgte ham med vagtsomme Øjne ud gennem Haven. Og det forekom hende, at hans Gang var hurtigere end ellers, og at han havde denne vejrende Holdning, som hun kun altfor godt kendte.

Hele Formiddagen gik hun forpint omkring, og efter Frokosten bestemte hun sig til at tage til Byen tidligere end ellers og overraske ham i Atelieret.

360 Da hun stod i Stuen med Tøjet paa, hørte hun et Automobil standse udenfor paa Vejen. Hun tænkte straks, at det igen var Møller, men da hun nu saae Asmus Hagen komme op gennem Havegangen, jog der en Angst igennem hende.

Hun skyndte sig ud.

"Der er da ikke noget i Vejen med Mor?"

"Nu skal du ikke lade dig forskrække," sagde Asmus. "Jeg har været kaldt til en Patient her i Nærheden, og jeg syntes saa, jeg med det samme vilde kigge herind og lade dig vide, at din Mor nu til Morgen har haft et Anfald af ret slemme Underlivssmerter. Jeg har givet hende et Par Streger Morfin, saa hun skal helst være lidt i Ro; men du kan godt tage med ind og se til hende. Blot du ikke bliver for længe."

Paa Vejen ind til Byen lod han hende efterhaanden forstaa, at Tilstanden var alvorlig. At Sygdommen var Kræft, sagde han dog ikke. Og heller ikke Jytte nævnede Ordet af Frygt for at faa en begyndende Anelse bekræftet.

Hun fandt Moderen stærkt svækket efter Nattens Lidelser. Armene laa afmægtigt henstrakt paa Tæppet, og kun med Vanskelighed løftede hun Øjenlaagene. Hvad der dog allermest gjorde Indtryk paa Jytte, var det angstfuldt spejdende Blik, hvormed Moderen søgte at gennemtrænge Asmus' og hendes egen Forstillelse, og det Udtryk af Træthed og Lede, hvormed hun vendte Ansigtet bort, da Asmus muntert forsikrede, at hun snart vilde komme paa Benene igen.

361 En ældre Sygeplejerske, som Fætteren havde skaffet tilveje, opholdt sig i Soveværelset. Hun fulgte ham ud, da han gik, og Moder og Datter blev en Tid alene.

Jytte havde sat sig paa Sengekanten og taget Moderens Haand.

"Hvad tror du, jeg fejler?" spurgte Fru Bertha, saasnart de andre var gaaet.

"Du har vel forkølet dig, lille Mor!"

"Har Asmus ikke sagt noget?"

"Ikke til mig."

"Aa nej! Jeg skal vel bedrages til det sidste!"

Øjenlaagene sank i, og hun vendte sig atter bort. Jytte vilde gerne trøste hende men vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og nu slog Uret inde i Dagligstuen og mindede hende om Karsten. Hun fik Uro paa sig. Klokken var fem. Dersom hun skulde kunne gøre sig Haab om at træffe ham, inden han gik til Stationen, kunde hun ikke blive her længer. Hun overvejede, om hun skulde ringe ham op herfra. Men paa den Maade fik hun kun at vide, om han var i Atelieret, ikke, om han havde Besøg.

Da Sygeplejersken kom tilbage, bestemte hun sig til at gaa. Asmus havde jo ogsaa advaret hende mod at trætte Moderen.

Fru Bertha saae op og spurgte forundret:

"Skal du allerede hjem?"

"Nej, – men nu skal du have Ro, lille Mor! Jeg tager hen til Karsten og kommer saa igen om et Par Timer."

Hun traf sin Mand ivrig beskæftiget foran sit mægtige Lærred og blev modtaget med en Frimodighed, der gjorde 362 hende skamfuld. Og som hun nu fortalte om sin Mor og om de ængstende Tanker, hun gjorde sig om Karakteren af hendes Sygdom, kom Afslappelsen efter det sidste Døgns Sindsbevægelser over hende som en Afmagt. Hun faldt i en nervøs Graad og maatte lægge sig paa hans Løjbænk. Karsten blev forskrækket. Han kom med Kølnervand for at bade hendes Tindinger, og hans forfjamskede Omhu rørte hende, saa hun i Tankerne gjorde ham inderlig Afbigt for sin hæslige Mistanke.

Det varede nu ikke mange Dage, før Jytte paa Forandringerne i Moderens Ansigt kunde se, at det bar mod Døden. Da hun spurgte Fætteren, bekræftede han det ogsaa, idet han forklarede, at en Operation ikke kunde forsøges paa Grund af Svulstens Sæde. Til Gengæld trøstede han hende med, at Moderen næppe vilde komme til at lide længe.

Det slog nu ikke til. Langsomt, i Løbet af mange Uger, opløstes Fru Bertha, og Døden sparede hende ikke for sine Tommeskruer.

Jytte opholdt sig i al denne Tid mest i Byen, og det kunde ikke undgaaes, at hun og Pastor Gaardbo af og til mødtes i Moderens Stuer. De hilste dog kun paa hinanden i Forbigaaende. Jytte forlod altid Sygeværelset, naar hun hørte ham ringe. Men der var ogsaa Timer, da hun ventede ham med Utaalmodighed og var taknemlig for den Trøst, han bragte Moderen. Under dennes sværeste Lidelser var hans Nærværelse tilsidst det eneste, der kunde give hende lidt Ro. Men hvor var han ogsaa mærkelig forandret! I denne stille Mand med det indadvendte 363 Væsen havde hun ofte vanskeligt ved at genkende hin stoltserende Landsbyapostel, hun havde truffet paa Storeholt, og hvis Blik endnu for nylig havde lyst hende imøde med saa ond en Trang til at ydmyge. Hvad kunde der være sket?

Hver Dag henimod Aften kom Karsten og hentede hende hjem. Ubehageligt paavirket af Medicinlugten og Klagelydene inde fra Sovekammeret listede han forlegen omkring i sit ferskenfarvede Sommerdress og var utaalmodig efter at komme afsted.

Efterhaanden som Ødelæggelsesværket rundt om i Moderens Legeme skred frem og Morfinen tabte sin Magt over Smerterne, levede Jytte i en Feber, der kastede hende fra det ene Sindsoprør ind i det andet, saa hun undertiden frygtede for at miste Forstanden. Hun havde aldrig før set et Menneske dø. Hendes Far var bleven slaaet til Jorden som af et Lyn midt under sit Arbejde, og Broderen Ebbe havde hun mødt paa Gaden faa Timer, før han tog sig afdage. Det havde hidtil ogsaa mere været Livets end Dødens Jammer, der sysselsatte hende. Men hvad hun i disse Dage oplevede, rejste et stumt Skrig i hende, et Rædsels- og Hævnskrig mod de dunkle Magter, der lod hendes Mor lide saa skændigt, før hun slap ud af en Tilværelse, der i Forvejen havde lønnet hende ilde nok for hendes Opofrelser. Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se det bedste og kærligste af alle Mennesker Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens Pinebænk, sønderslides Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud.

364 Trods det smukke Vejr var hun og Karsten nu flyttet tilbage til Byen for at være Moderen nærmere. Med det voksende Aftenmørke holdt hun det ikke længer ud for Uhygge derude paa Landet, hvor de tilmed ingen Telefon havde. Dertil kom, at hun igen havde faaet Mistro til Karsten, fordi hun en Dag fandt et sølvblond Kvindehaar paa en af hans Jakker. Skønt hun i denne Tid uvilkaarlig værgede sig mod alle Indtryk, som kunde bringe hendes Sind yderligere ud af Ligevægt, ringede hun ham regelmæssigt op et Par Gange om Dagen for at faa at vide, om han var i Atelieret. Hun havde ikke kunnet faa sig til at holde Politiforhør. Hun vilde ikke udsætte sig for at komme til at røbe sin Skinsyge. Men hun maatte stadig tænke paa nogle Ord, som hendes Mor i sin Tid ofte havde gentaget for hende, at i Forholdet til Kvinder var de fleste Mænd Lejlighedstyve. Og Karsten da, som engang havde været en professional? Bestandig saae hun for sig den smukke Frk. Sølling, som de havde truffet paa Sofielyst, og hvis Haar netop havde haft den samme lyse Farve.

Karsten var for sit Vedkommende meget tilfreds med den tidlige Indflytning til Trods for, at han ogsaa herinde i Byen var i Forlegenhed med, hvor han skulde gøre af sig selv om Aftenen. I Teatrene kunde han under de forhaandenværende Forhold ikke vise sig uden at vække Anstød, og endnu mere vilde Besøg i Tivoli eller Cirkus krænke den gode Tone, som det var bleven ham magtpaaliggende at overholde.

Men al denne Selvforsagelse tog unægtelig paa Humøret. 365 Naar han efter Dagens Arbejde kom hjem fra Atelieret og fandt Jytte siddende mørk og utilgængelig i Sofahjørnet, blev han selv melankolsk. Efter Bordet satte han sig ind i sin egen Stue, røg Cigaretter eller bladede i en Bog, mens han gabede, saa Stolen rystede.

"Gaar du?" spurgte Jytte altid, naar han gik ind til sig selv.

Men blev han inde hos hende, havde de ingenting at sige hinanden. Det var bare Ensomheden, hun frygtede, naar han forlod hende. Hun var i Virkeligheden helst fri for at se ham, fordi han gik saa urolig om i Stuen som en maanesyg Kat og samtidig altfor tydeligt gjorde sig Umage for at vise en sømmelig bedrøvet Mine.

Fru Berthas Tilstand var nu saadan, at Afslutningen kunde ventes inden mange Dage. Der var traadt Vandsot til, og for at skaffe Hjertet og Lungerne Plads til at funktionere maatte hun en Dag tappes. Tre fyldte Spande blev baaret ud fra Sovekammeret, før Aandedrættet lettedes.

Da Karsten den Dag i Mørkningen kom hjem, fandt han Jytte paa den sædvanlige Sofaplads. Hendes Udseende ængstede ham. Der var noget uhyggelig forstenet over hende. Han satte sig stille ved Siden af hende og lod sin Haand stryge varsomt ned over hendes Arm.

"Kan den lille Frue aldrig mere smile lidt?" spurgte han.

Ligesom vaagnende lagde hun overvældet Hovedet ned paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

366 "Jeg synes, det er saa sørgeligt altsammen," sagde hun.

Karsten begyndte at trøste hende efter fattig Evne. Da løftede hun pludselig Hovedet og stirrede paa ham med vildt opspærrede Øjne.

"Hvor har du været henne?" spurgte hun.

"Hvordan mener du?"

"Hvad er det for en Parfyme, du lugter af? Det er ikke din egen."

Han lo.

"Naa – nej – det er rimeligt nok! Jeg kommer nemlig fra Frisøren. Men hvorfor ser du saadan paa mig? Hvad mærkeligt er der i det?"

Jytte rejste sig og gik ud i Stuen.

"Jeg tænkte paa noget andet," sagde hun.

"Hvad er der i Vejen med dig, Jytte? Du er overnervøs. Du faar vist heller ikke tilstrækkelig Søvn. Du skulde virkelig gøre Alvor af at tale med din Fætter og faa ham til at skrive dig et stærkere Pulver op."

Hun vendte sig om imod ham og sagde med en Trusel i Blikket:

"Det tror jeg ogsaa selv!"

Hun gik ind i Sovekammeret, og da hun var bleven alene, rakte hun Hænderne i Vejret.

"Aa – havde jeg blot Mod til at dø!"

Karsten blev siddende inde i Sofaen. Hans Mine var modfalden. Han gjorde sig alvorlige Selvbebrejdelser for sit Forhold overfor Frk. Sølling. Til Tider havde han næsten ønsket, at hans Efterstræbelse af den smukke Dame 367 ikke skulde lykkes for ham. Men paa den anden Side havde han ogsaa til sin Retfærdiggørelse spurgt sig selv, om en Mand med en saa vanskelig og humørsyg Kone, der tilmed var i den sjette Maaned, ikke tilsidst maatte drives til Fortvivlelse.

Samme Aften modtog Jytte igen et langt Brev fra Meta, som paa en eller anden Maade havde faaet Underretning om Moderens Sygdom.

"Det er et forfærdeligt Slag for dig, kæreste Jytte," skrev hun. "Og at det skal træffe dig netop nu, da din Mor kunde have været saa meget for dig! Det gør mig saa inderlig ondt for dig, og du er ikke ude af mine Tanker. Men saa tænker jeg ogsaa paa, at Tanken om det Barn, du venter, nok vil være dig til stor Trøst i denne tunge Tid, og jeg er ogsaa sikker paa, at du midt i din Sorg selv føler det som en stor Lykke, at du skal være Mor. Aa, Jytte, naar jeg tænker paa, at du skal have et Barn, kan jeg næsten blive misundelig paa dig. I en Kvindes Liv er dog ingen Tid dejligere end den, da hun gaar og venter sit første Barn. Jeg ser dig sidde og sømme de smaabitte Skjorter og Navlebindene og den hele Lilleput-Garderobe, som vi jo altsammen syr paa med endnu vidunderligere Hjertebeklemmelse end paa Brudeudstyret Aaret i Forvejen. Da jeg gik med Hedvig, var jeg bare altfor utaalmodig efter at faa Ungen i mine Arme. Kan du huske, at vi i gamle Dage saa tidt talte om, hvornaar Børn er sødest? Du holdt paa Etaars-Alderen, naar de kan begynde at stolpre rundt og ogsaa snakke lidt. Jeg syntes dengang, at de var sødest i Pludrealderen; men nu, siden jeg selv 368 har faaet Børn, tror jeg næsten, jeg holder allermest af dem, naar de er ganske bitte smaa og hjælpeløse og slet ikke er kønne men ligger ved Brystet med hele Vorten i Munden saa forslugne som en Hundehvalp. Hedvigs Fødsel var slem nok, veed du; men jeg vilde gerne udstaa, hvad jeg dengang led, ti Gange til, dersom jeg kunde opleve det Øjeblik igen, da jeg første Gang lagde hende til Brystet."

Det gik Jytte med dette Brev, som det plejede at gaa hende med Venindens Skrivelser. Denne Ammestuesnak oprørte hende, saa hun havde ondt ved at læse Brevet tilende. Forstod Meta da ikke, at det netop var det forfærdeligste af alt det forfærdelige, der var sket i denne Tid, at hun havde givet Liv til et stakkels Væsen, i hvem den hele Jammer skulde fortsættes! Den Frimodighed, hvormed Meta selv tog det Ansvar paa sig at sætte det ene Barn i Verden efter det andet, misundte hun hende ikke.

Om Dihmer fortalte Veninden ogsaa denne Gang med en Vidtløftighed, som hun alene tilgav, fordi den viste, at Meta stadig intet anede om hans og hendes tidligere Forhold. Dihmer havde ingenting røbet. Det vilde heller ikke have lignet ham, og hun bebrejdede sig nu, at hun nogensinde havde været urolig for, at han skulde betro en Tredjemand, hvad der havde været en saa tragisk Oplevelse for dem begge.

I de første Dage af September var Moderen bleven saa svag, at hun daarligt kunde tale. Det havde været nødvendigt endnu engang at tappe hende. Vandet pressede 369 Hjertet ud af Leje og føjede en pinefuld Aandenød til de øvrige Lidelser. Hun fik herefter mere Ro, men Legemets sidste Modstandskraft var brudt. Johannes Gaardbo havde forinden berettet hende. Hun laa nu mest stille hen med lukkede Øjne og havde ikke længer Kræfter til at klage sig.

Jytte tog om Eftermiddagen hjem for at udhvile sig nogle Timer. Hun havde siddet hele Dagen ved Moderens Seng og vilde ogsaa vaage der om Natten sammen med Sygeplejersken. Da Karsten ved sædvanlig Tid kom hjem fra Atelieret, sad hun i en af de store Stole foran Kakkelovnen, hvor der var tændt op, fordi hun frøs.

"Du sidder i Mørke?" sagde han.

"Ja, men du kan godt tænde."

"Ikke for min Skyld," svarede Karsten, der havde sine Grunde til at foretrække den dunkle Belysning. "Her er netop saa hyggeligt. – Hvordan staar det til i Dronningens Tværgade? Blev din Mor saa tappet?"

"Ja."

Netop som de skulde sætte sig tilbords, blev Karsten kaldt til Telefonen. Hans ensformige "Ja" og "Nej" gav ingen Oplysning om, hvem han talte med, og Jytte vilde ikke spørge. Men Karsten var kendelig nervøs under Maaltidet, og bagefter, da de sad ved Kaffen i Dagligstuen, kom han pludselig i Tanker om, at han skulde have et Møde med Bjerreby i Anledning af sit Billede og maatte gaa straks.

Det var Jytte altfor paafaldende. Saasnart hun havde hørt ham lukke Entredøren, stod hun i al Hast op, slog 370 sin Kaabe om sig og bandt et Teaterslør omkring Hovedet. Hun vilde ikke længer føres bag Lyset!

Nogle Øjeblikke efter stod hun spejdende nede i Gadedøren og opdagede et Glimt af Karsten netop som han passerede under Gadelygten paa Hjørnet af Store Kongensgade. Hun fulgte efter ham men gik i en stor Bue udenom Lygten for ikke at blive set. Nu saae hun ham staa ovre ved Stoppestedet og vente paa en Sporvogn. Til Bjerreby, som boede tæt derved paa Toldbodvejen, skulde han altsaa ikke. – – Han gik op i den første Sporvogn, der kom; og da der straks efter kom en anden, fulgte Jytte ham i Hælene. Nu vilde hun vide Besked!

I Dronningens Tværgade kørte hun under sin Mors Vinduer uden at tænke paa det. Hun var alene optaget af at holde Øje med Vognen forude og med de Passagerer, der steg ud, naar den holdt. Paa Kongens Nytorv, hvortil Vognene naaede omtrent paa samme Tid, stod Karsten ud og gik over mod Droske-Holdepladsen. Kort efter sad han i et Automobil paa Vej ind gennem Byen skarpt forfulgt af en anden Droske, hvori Jytte sad skjult, og hvis Styrer hun ved Løftet om en god Drikkeskilling havde gjort til sin Medhjælper.

I Vimmelskaftet var der et mindre Opløb i Anledning af en Hund, der var bleven kørt over. Jyttes Vogn maatte standse et Øjeblik, og da den igen kunde fortsætte Kørslen, havde Styreren tabt den anden afsyne. Men for ikke at gaa glip af Drikkepengene valgte han paa maa og faa et af de mange forbifarende Køretøjer 371 som Genstand for sin Forfølgelse, og Turen gik videre over Raadhuspladsen, gennem Vesterbrogade og ind i Frederiksberg Alle. Først helt ude i den mørke Del af Alleen stoppede den forreste Vogn, og samtidig standsede han i Følge Ordre i nogen Afstand derfra. Jytte steg hurtigt ud. Hun var bleg og rystede over hele Kroppen. Men da hun i Stedet for Karsten saae en hel Familje mylre ud af Vognen derhenne, Mand og Kone og tre-fire Børn, vendte hun sig opbragt mod Styreren, der imidlertid frækt forsikrede, at det var den samme Vogn, hun havde givet ham Anvisning paa at følge.

Jytte blev nu som besat af Vildskab og vilde ikke give tabt. For at komme paa Spor efter den Frøken Sølling, som hun mistænkte, havde hun for nogen Tid siden set efter i Vejviseren og her fundet flere Lærerinder af det Navn. En af dem boede paa Gammel Kongevej. Hun huskede endnu Nummeret og bestemte sig til at køre derhen.

Hun fandt paa tredje Sal en Dør, der var overfyldt med Visitkort, deriblandt ogsaa et med Navnet Herdis Sølling. Hun forstod, at det maatte være et Pensionat, og ringede ikke paa. Dersom Karsten havde Stævnemøde med en Dame, kunde det i hvert Fald ikke være her. Men maaske var denne heller ikke den rigtige. Et Sted i Vendersgade boede en anden Frk. Sølling. Hun var ikke sikker paa at vide Husnummeret; men hun kunde jo paa Vejen derhen standse udenfor et Konditori og faa fat i Vejviseren.

Da hun igen sad i Vognen, kom hun dog til Besindelse 372 og indsaae det haabløse i sin Forfølgelse. Styreren fik Kontraordre og kørte hende til Dronningens Tværgade.

Idet hun her – udmattet og fortumlet – kom ind i Forstuen, ilede begge Pigerne til og modtog hende med fortvivlede Udraab.

"Aa, Frue! … Vi har ringet og ringet!"

"Hvad er der sket? Hvordan har Mor det?" spurgte hun med en frygtelig Anelse og skyndte sig til Sovekammeret uden at vente paa Svaret.

I Døren mødte hun Sygeplejersken, og i samme Nu vidste hun, at Moderen var død.

Derinde ved Sengen stod Asmus, der var naaet hertil i sidste Øjeblik. Da han hørte Kusinens Stemme ude i Gangen, havde han rejst sig for at trykke den Dødes Øjne til.

Endnu med Kaaben paa kastede Jytte sig over Moderens Lig. Det laa med Ansigtet vendt mod Døren, som om hun indtil det sidste havde stirret derhen i Haabet om at se sin Datter endnu en Gang.

"Aa, Mor! – Mor! – Mor!"

XII.

Efter at Torben Dihmer var flyttet op i sit Skovhus, betragtede han i endnu højere Grad end før den Verden, der laa udenfor Favsingholms Markskel, som en fremmed Klode, han engang i en uhyggelig Drøm havde gæstet. For saa vidt muligt at lukke selve Mindet om den ude læste han ikke mere Aviser. Han vilde have Lov til 373 at leve Resten af sit Liv uden at ulejliges af disse daglige Krav paa Deltagelse for tusinde Ting, der var bleven ham saa inderlig ligegyldige.

Men Verden lod ham ikke i Fred. Hans lystige Midsommerfest havde sat nyt Liv i Agitationen imod ham blandt Egnens Landarbejdere og desuden forarget Kirkefolket. Et Par af Randersbladene havde rent ud betegnet ham som en samfundsfarlig Person, der hørte hjemme i en Daareanstalt. Han fik paany tilsendt anonyme Truselsbreve, der lod ham vide, at Favsingholm vilde blive svedet af, og den nye Præst i Favsing havde fra Prækestolen raset mod Sommerfesten og kaldt den et hedensk Orgie, som Himlen vilde straffe.

Han lod dem snakke. Han var træt af Alverdens Skraalhalse, var i Særdeleshed led ved det Skin af Alvor, de fleste af dem smykkede sig med.

Deroppe i Skoven havde han indrettet sig tre smaa Stuer, som kun var udstyret med det nødtørftigste. I sin voksende Ringeagt for de Goder, som man ude i Spøgelseverdenen sloges om med saa blodig en Griskhed og ikke undte hinanden, havde han mere og mere forenklet sine Livsvaner og fundet en barsk Tilfredsstillelse i at kunne undvære.

Daglig kørte han i en lille Enspændervogn ned til Favsingholm for at tilse Arbejdet, og i Almindelighed kiggede han med det samme indenfor hos Doktor Gaardbos. Baade Doktoren og Meta var kommen til at holde meget af ham, og han paa sin Side var glad baade for dem og for deres Børn. Han kunde ofte sidde en hel 374 Time alene ude i Haven og more sig med at se paa, at Børnene legede. Hans Forhold til Povl Gaardbo havde udviklet sig til et tillidsfuldt Venskab, og hændte det ham end undertiden, at han kom til at smile af den naive Doktor og hans Levelære, saa var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere Tid for Verden end den, han selv havde oplevet, en Tid, da Menneskene med et Gys vilde vende sig fra den kunstig steriliserede Tilværelse, det dagklare Helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld og suge Næring af Mørket saavel som af Lyset.

For sit personlige Vedkommende ventede han sig ikke mere af Fremtiden, end hvad ogsaa Øjeblikket undte ham. Han havde frigjort sig for alle Ønsker og Forhaabninger, der strakte sig ud over Dagen. Han glædede sig over Blomsterne i sin Have, hvor han ogsaa havde fire Bistader og en frugtbar Pindsvinefamilje til Adspredelse. Rundt om ham susede Skoven, og forøvrigt var han optaget af sine astrologiske Undersøgelser, disse Vindueskig ud mod Uendeligheden, som han ikke omtalte til nogen, heller ikke til Povl Gaardbo, der aabenlyst havde trukket paa Skulderen af dem.

Fra Huset førte en Sti ind til den ene af de to dybe Kløfter, der tidligere delte Skoven, og i hvis Bund en livlig lille Bæk sprang afsted fra Sten til Sten mellem Ørnebregner og Brombærbuske. Heroppe stod en Bænk, som han i denne Tid ofte søgte ud til for at sidde i Læ for Efteraarsblæsten. Stien drejede herfra nedefter, idet den 375 fulgte langsmed Randen af Kløften. Hvor denne aabnede sig ud mod Engene og Fjorden, førtes Stien over Bækken ved en Spange, hvorefter den forsvandt i Skoven paa den anden Side.

Morgen og Aften gik en Husmand over Spangen undervejs til og fra sit Arbejde paa Favsingholm. Ellers kom der aldrig et Menneske. Torben kunde sidde her Time efter Time uden at høre andet end Bækkens barnlige Pludren og Skovens Oldemorstale om de svundne Tider. I de første Sommerdage havde her lydt et Fuglekor, et Elskovskvidder, der overdøvede alt. Nu løb Solsorterne lydløst om i den røde Løvbund, og af og til svang en Fluesnapper sig tavs henover Kløften.

En Dag skar der pludselig en besynderlig Tone gennem Skovsuset. Han kunde ikke forklare sig, hvad det var. Det lød som en Skalmeje.

Omsider opdagede han helt nede paa den anden Side af Spangen, i Skovkanten ud mod Engen, et hvilende Menneskepar, en Mand og en Kvinde, to unge Folk paa Sommervandring, saa vidt han kunde skønne. Hun laa med Hovedet i hans Skød, og han sad med en Fløjte for Munden og spillede en vemodigt hentonende Melodi.

Synet greb ham som et Drømmebillede. Han var kommen ind i Eventyrskoven og havde overrasket en Faun og en Nymfe.

Der gik en lille Tid. Saa rejste de sig dernede. Han saae dem kaste Ransler over Skuldren. Og nu kom de over Spangen, paa Vej op imod ham.

I sin Skyhed for fremmede Mennesker vilde han staa 376 op og gaa. Men de havde nu faaet Øje paa ham, og da han saae det, blev han siddende.

Det var en sværlemmet ung Mand med et læderbrunt Ansigt. Den unge Kvinde, der holdt ham under Armen, saae lidt bleg og medtaget ud.

"Undskyld – fører Stien her til Favsingholm?" spurgte Manden og standsede.

"Ikke direkte. De kommer først til et Hus derhenne i Udkanten af Skoven. Der skal De gaa norden om Haven, saa støder De paa en Kørevej. Den gaar ned til Favsingholm."

"Tak!"

De vilde gaa videre. Men trods det halvt forfærdede, halvt medlidende Blik, hvormed den unge Kvinde havde betragtet Torben, standsede han dem med et Spørgsmaal.

"Skal De besøge nogen paa Favsingholm?"

"Ja. De er maaske kendt der?"

"Aa ja."

"Saa kan De maaske sige os, om Doktor Gaardbo er hjemme for Tiden."

"Det er han. Er det ham, De skal besøge?"

De to unge kiggede paa hinanden, som om de undsaae sig ved at svare.

"Ja."

Torben vilde ikke vise sig nysgerrig og spurgte ikke om mere.

Men om Aftenen, da Povl Gaardbo kom op i Skovhuset, fortalte denne selv om Besøget.

377 "Han er af min Familje; men jeg har aldrig set den Lømmel før … endmindre hans Kæreste. Jeg veed ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Saa vidt jeg kan faa ud af dem, er den unge Pige løbet fra sit Hjem for at rejse med ham til Sydafrika og leve i Urskoven. De manglede bare Pengene. Saa læste de i et Blad noget om Favsingholm, og nu kommer han og ber om at faa Arbejde her som Haandlanger eller Grøftegraver, for at de kan gifte sig."

"Hvad hedder den unge Mand?"

"Kjeld Borgen. Hans Mor var min Kusine. Han er juridisk Student og er tre Gange dumpet til Eksamen."

"Men hvorfor er De vred paa ham? Det lyder jo altsammen saa lovende. De har faaet Deres første Discipel. At det tilmed er en af Deres egen Slægt, der frivilligt vender tilbage til Mulden, vilde jeg i Deres Sted tage for et lykkeligt Varsel."

"Maa han da faa Lov til at blive her? Vil De laane ham Hus og Jord?"

"Ja vist! Forresten kender jeg allerede de unge Mennesker. Jeg traf dem i Eftermiddags, da de kom gennem Skoven. Den unge Pige er jo nydelig og har et Par trofaste Øjne. Det sidste er en god Medgift. Og Deres Slægtning spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen. Lad ham dog endelig blive her! Vi trænger til en saadan Spillemand nu, vi gaar mod Vinteren. Vil De hilse Deres unge Vagabonder fra mig. Sig dem, at jeg ønsker dem begge velkommen til Favsingholm!" –

378 Der skulde nu ikke gaa mange Dage, før Kjeld Borgen fik Lejlighed til at aabenbare sig som Ætling af den gamle Smed i Enslev, Helten fra Frederiksstad. Mejeribestyreren paa Favsingholm kom en Aften sent hjem fra Randers og mærkede Brandlugt, da han kørte ind i Gaarden. Ved en Undersøgelse viste det sig, at der piblede Røg ud af en Luge i Kostaldens vestre Gavl. Han slog Alarm og fik Folkene purret ud; men faa Minutter efter stod den klare Lue op gennem Straataget.

For at redde Kreaturerne maatte Bygningen prisgives. Tre hundrede Køer og Kvier blev slaaet løse. Før de sidste kom ud, sprang Flammerne henad Tagryggen som glødende Katte.

En Mand i Favsing By opdagede Brandskæret over Skoven, da han vilde lukke sin Port. Lidt efter klemtede Kirkeklokken. Folk stod op af deres Senge og kom ud paa Gaden. Men da man var bleven klar over, at det var paa Favsingholm, det brændte, forhastede ingen sig med at faa spændt for Slufferne. Byens Sprøjte kom dog tilsidst afsted, og efterhaanden fulgte ogsaa en Del Vandvogne. Men paa det Tidspunkt var den hele Længe et bragende og knitrende Baal. Ogsaa Svinehuset var der gaaet Ild i, og da Vinden bar over mod den høje, straatækte Lade paa den anden Side af Gaardspladsen, var Avlsgaarden i sin Helhed truet.

Foreløbig var Mejeriet mest udsat. Det laa paatværs af Pladsen og var kun skilt fra den brændende Stald ved et Gænge. Sprang Ilden over her, stod Laden ikke til at redde, og trods Afstanden vilde da heller ikke Hovedbygningen 379 være helt udenfor Fare paa Grund af de mange Stilladser, som for Tiden omgav den.

Alt blev derfor sat ind paa at redde Mejeriet. I den søndre Ende, som vendte mod Branden, var der slaaet Sejl over Spaantaget, og oppe paa Tagryggen sad en Mand med en Sprøjteslange og holdt stadig Sejlene vaade. Der var efterhaanden kommen Sprøjter ogsaa fra andre af de omliggende Byer, en Mængde Nysgerrige var strømmet til, desuden et Par Politimænd, Brandfogeder og andre af den Slags Folk, hvis Skæbne det er at sprede Forvirring. Tilsidst var der samlet et Par hundrede Mennesker omkring Brandstedet. Men trods alt, hvad der stod paa Spil, viste Folk ingen Iver for at tage Del i Slukningsarbejdet; og da der opstod en Kompetencestrid mellem Brandfogederne og Sprøjteførerne, standsede Pumperne en Tid helt.

At Povl Gaardbo i den Anledning overtog Ledelsen og brugte Mund, gjorde sit til, at saa mange beholdt Hænderne i Lommerne. Befolkningens Uvilje havde i den sidste Tid særlig vendt sig imod ham, baade fordi han var en Fremmed, og fordi hans aabne Karakter og bestemte Optræden føltes som en ny Udæskning. "Haltefanden", som han kaldtes rundt om paa Egnen, betragtedes som Dihmers onde Aand, der misbrugte sit Herredømme over den syge Mand til at genindføre en trældomsagtig Levevis paa Favsingholm, hvor Arbejdsdagen nu begyndte Klokken fire, hvor man i Stedet for Kaffe og Te fik Grød om Morgenen og Mælkebrød om Aftenen ligesom Lænkehunde, hvor der blev nægtet En Medicin, 380 naar man var syg, og hvor baade Koner og Piger maatte føde deres Børn uden at faa Masken paa. Nu havde et skørhovedet Individ gjort sig til Folkedommens Fuldbyrder og sat Ild paa. En af Mejerieleverne havde fundet ham paa Stakkepladsen, hvor han havde skjult sig for at iagttage Virkningen.

Den Mand, som red oppe paa Mejeriets Tag i en Regn af Gnister, var Kjeld Borgen. For at dække sig mod den frygtelige Hede havde han bundet et Klæde for Underansigtet. Til Tider forsvandt han helt i Røg, som Vinden førte hen over ham. Men han holdt Stand; og denne Uforfærdethed gjorde et vist Indtryk paa Mængden, der et Par Gange uvilkaarligt brød ud i høje Raab, naar en Gnist havde fænget i hans Klæder. Nede ved Foden af den Stige, han var krøben op af, stod Grethe med Haanden paa Brystet og kvalte sine Angstskrig, for at ikke Lyden af hendes Stemme skulde tage Modet fra ham.

Paa den modsatte Side af den brændende Bygning førtes der samtidig en anden Kamp, som ogsaa havde samlet mange ørkesløse Tilskuere. Dengang Kvæget blev slaaet løs i Stalden, foregik Udrykningen i god Orden, fordi Vanen sad Dyrene i Kroppen fra Sommeren. Man drev dem ned paa Engen, hvor de en Tid gik roligt omkring og snuste til Græsset. Men fra det Øjeblik, da Stalden stod i Lue, blev de ustyrlige. Med Flammeskæret i Øjnene grebes de af Galskab, besattes af Viljen til at dø. Brølende løb de omkring med rejste Haler for at komme 381 tilbage til Gaarden og styrte sig ind i Ilden. Skønt de blev gennet tilbage med Kæppeslag og Hujen, saasnart de nærmede sig, brød flere igennem Afspærringen og forsvandt i Flammehavet.

Henne paa den frie Del af Gaardspladsen – ubemærket af Tilskuersværmen foran Mejeribygningen – stod en enlig Skikkelse i en lang Kappe. Han stod med Haanden i Siden, støttet til sin Stok som en Fremmed. Det var Torben. Den store Plads og alle dens Omgivelser helt op til Hovedbygningens Skorstenspiber og Parkens Trætoppe var næsten solklart oplyst af Skæret fra det vældige Baal. Det var alligevel mindre Angsten for at se sin Fædrenegaard blive lagt i Aske end Mængdens sløvt ondsindede Holdning, der fik ham til at rette sig op med en feberagtig Opblussen af Viljeskraften. I en vis Forstand stod han virkelig her som en Fremmed og betragtede denne selvglade og skadelystne Hob paa tusinde Miles Afstand. Der var noget i dette vilde Flammebaal, som virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig løftet paa mægtige Vinger, og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en lykkelig Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, – den Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!

Der lød et Brag, som naar et Træ fældes. Et af de glødende Tagspær nærmest Mejeribygningen var ved Hjælp af Brandstager bragt til at styrte ned i Grunden. Snart fulgte et Par andre efter. Nu fik man ogsaa Gavlen 382 væltet ned over Ilden, og Gnistregnen, der truede Mejeriets Tag, hørte op.

Endnu et Par Timer varede Branden; men takket være Kjeld Borgens Standhaftighed var en Katastrofe bleven afværget. Spær efter Spær sank flammende ned. Tilsidst stod kun Staldens nøgne Mure igen som en Vold omkring det glødende Indre.

Lidt efter lidt vendte Mørket tilbage. Men hele Natten hørtes Brølet af det hjemløse Kvæg, der foer omkring ude paa Engene.

XIII.

Jytte havde i flere Dage ikke været udenfor en Dør. Synet af de mange glade Mennesker, der vendte tilbage fra Sommeren paa Landet, øre af Sol og Havluft, virkede skræmmende paa hende. Hun forstod ikke, hvor nogen kunde lade sig narre af dette falske Skønhedsskær over en Jord saa fuld af Grave.

Natten var dog hendes værste Tid. Paa Grund af sin Søvnløshed havde hun allerede for længere Tid siden selv foreslaaet Karsten, at han skulde sove inde i sin egen Stue. Nu, da hun mere og mere følte sig overbevist om hans Utroskab, saae hun ham overhovedet kun til Middagsmaaltidet og fortsatte udelukkende Samlivet med ham af Hensyn til det Barn, hun ventede. Og saa var det dog mindre hans Letfærdighed, hun følte sig nedværdiget af, end hans Karakters Ynkelighed, den Falskhed 383 og det usle Hykleri, hvormed han søgte at skjule sit Bedrag. Og med det Menneske havde hun et Barn! … Hvordan var det gaaet til? Aa, hun vidste det endelig nok! Glimtvis var Forstaaelsen gaaet op for hende i den senere Tid. Det var gaaet hende som Barnet, der foer vild i Skoven og af lutter Angst styrtede sig dybere og dybere ind i Vildmørket. – – Men hun havde jo forudset det altsammen! Fra den første Gang, hun stirrede ind i sin Sjæls uvejsomme Tjørnekrat og med panisk Skræk flygtede for Mørket og de røde Rovdyrøjne derinde, havde hun kendt sin Skæbne.

Det ringede paa Entredøren, og uvilkaarlig rejste hun sig lidt sky, fordi hun havde genkendt Pastor Gaardbos Ringning. Besøget forundrede hende ikke. Hun havde ventet det. Efter Moderens Ønske havde han talt ved hendes Kiste, og da han udtrykkelig frabad sig Betaling, havde hun gennem sin Sagfører sendt ham en større Pengesum til Anvendelse efter hans eget Skøn i Menighedens Samaritangerning.

Pigen kom ind med hans Kort.

"Den Herre spørger, om han ikke kan faa Lov til at tale med Fruen et Øjeblik?"

"Har De ikke sagt, at jeg ikke tager imod?"

"Jo."

Uvilkaarlig førte Jytte Haanden op til Nakkehaaret. Skønt det var højt op paa Dagen, var hun endnu i Morgendragt og havde netop taget Bad. Først bestemte hun sig til at afvise ham. Men bevæget af Mindet om hans 384 store Hjælpsomhed overfor Moderen, overtalt desuden af sin Ensomhedsfølelse bad hun tilsidst Pigen om at føre ham ind.

Saasnart Johannes Gaardbo havde taget Plads, fortrød hun dog sin Eftergivenhed, fordi det hele Møde var saa haabløst. Hvad kunde de have at sige hinanden? Hun hørte ham takke for den store Gave; men da hun ikke svarede andet, end at hun havde handlet paa sin Mors Vegne, blev der straks en længere Pavse.

Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad. Af hans Tale huskede hun kun lidt, fordi hun nu mindre end nogensinde forstod ham. De talte ikke samme Sprog. Den Verdensaand, han kaldte Alkærlighedens Gud, der havde taget Menneskenes Skyld paa sig, var for hende en Mørkets Dæmon, hvis oprørende Synder Mennesket af Enfoldighed og Frygt gjorde til sine.

I sin Uro for, at han skulde begynde at missionere, førte hun Samtalen ind paa ligegyldige Ting og lod ham knap komme til Orde. Ikke en Gang Moderen fik han Lov til at tale om. Hun taalte ikke at høre andre nævne hendes Navn.

Hun anede ikke, at han mest var kommen her, fordi han selv følte sig ensom og trængte til at finde Forstaaelse. Paa Grund af sin Optræden ved Grosserer Søholms Begravelse var han for Tiden en mistænkt Mand, hvem Missionens Banlysning truede. Pastor Stensballe taalte 385 intet Brud paa Disciplinen, tilgav ingen Krænkelse af den forretningsmæssige Organisation, hvortil Kirken under hans Ledelse mere og mere var bleven forvandlet. Det var kommen til et Par alvorlige Sammenstød, hvor Stensballe med sit heftige Sind tilsidst havde forløbet sig overfor ham paa en saadan Maade, at et fortsat Samarbejde var umuliggjort.

Johannes Gaardbo havde blandt andet haft i Sinde at spørge Jytte, om hun for nylig havde hørt fra hans Svigerinde paa Favsingholm. Men dels kunde han daarligt overvinde sig til at nævne Navnet og tilstaa, at han ikke længer selv stod i nogen Forbindelse med sin Broder eller hans Familje, dels mærkede han snart, at Jytte endnu var altfor opreven og nervøs til at være i Stand til at føre en virkelig Samtale.

Efter et ganske kort Ophold sagde han derfor Farvel.

For dog at faa Anledning til at gentage Besøget nævnede han ved Afskeden, at det vel nok kunde interessere hende at vide, hvortil hendes Moders smukke Gave blev anvendt. Han vilde derfor tillade sig at se herop igen, naar Afgørelsen var truffet.

Jytte svarede hverken Ja eller Nej; men da han var gaaet, angrede hun, at hun havde manglet Mod til at afvise ham. Hvad skulde det nytte til, at han kom? De lærte dog aldrig at tale med hinanden. Han var desuden ikke uden Skyld i hendes Ulykke, og det vilde hun aldrig kunne tilgive ham. Havde han den Sommer paa Storeholt vist sig mere menneskelig i sine Følelser for hende, havde maaske meget været anderledes nu. 386 Vistnok vilde hun ikke være bleven lykkeligere; men hun havde ikke ved sin Daarskab lagt sin Mor i Graven. –

Dagen efter fik hun Besøg af sin Fætter Asmus. Den lille Professor havde for nogen Tid siden mødt hende paa Gaden og var bleven foruroliget af hendes Udseende. Det glædede ham derfor nu at træffe hende beskæftiget med sit Barneudstyr, og det saa meget mere, som han ikke var helt sikker paa, hvordan hun vilde modtage den Efterretning, han kom med.

Efter at han forgæves havde søgt at interessere hende for Byens Nyt, gjorde han hende det samme Spørgsmaal, som Johannes Gaardbo den foregaaende Dag havde haft paa Læberne:

"Har du nylig hørt fra din Veninde paa Favsingholm?"

"Ja, det er ikke saa længe siden. Hun skrev til mig i Anledning af Mors Død."

"Og alt stod godt til derovre?"

"Det tror jeg nok."

"Du har maaske set, at der har været en større Ildløs paa Favsingholm?"

"Ildløs? … Nej!"

"Det stod i Bladene igaar. Hele Kostalden er brændt og et Svinehus. Man mener, at Ilden er paasat. Din Venindes Mand – Naturdoktoren – har nok heller ikke derovre været heldig med sin Optræden. Han og Dihmer skal paa forskellig Maade have udæsket Befolkningen."

"Saa hører jeg nok igen fra Meta en af Dagene," sagde Jytte. "For nu har hun da noget at fortælle om."

387 Efter et Ophold fortsatte Asmus:

"Du husker maaske, at jeg ogsaa har en Korrespondent derovre – Dihmers tidligere Huslæge. Ham har jeg telefoneret med baade igaar og idag. Det anede mig nemlig, at den Ildebrandshistorie vilde faa alvorligere Følger for Dihmer end et Par nedbrændte Længer. Og min Formodning har desværre bekræftet sig."

"Hvordan bekræftet sig?" sagde Jytte – hun sad med en Sytraad mellem Hænderne og snoede den nervøst med Fingrene.

"Hans Tilstand er aabenbart betænkelig. Choket har været hans nedbrudte Konstitution for stærkt. De Meddelelser, min Randersdoktor idag har indhentet fra Favsingholm, lyder ret mistrøstende. Dihmer skal allerede have haft flere Afmagtsanfald. Man maa vistnok være forberedt paa, at det bliver Døden denne Gang. Men jeg har min Samvittighed fri. Han var advaret."

Ved Ordet Døden var der gaaet en Skælven gennem Jytte. Asmus havde set det, og han sagde derfor:

"Rimeligvis vil man komme til at høre Folk udlægge og kommentere Begivenheden paa deres sædvanlige overfladiske Maade. Forklaringen er naturligvis den, at der altid har været et sygt Punkt i Dihmers Hjerne, en Rugeplet for den Forrykthed, som i de sidste Aar har udviklet sig hos ham."

Sytraaden løb stadig rundt mellem Jyttes Fingre.

"Tænker du ikke paa at tage derover?" spurgte hun uden at have hørt, hvad han sagde. "Det skulde du gøre, Asmus!"

388 "Nej," sagde Professoren og rystede paa Hovedet.

"Hvorfor ikke? Du har dog før hjulpet ham. Du skulde rejse endnu idag."

"Det vilde næppe nytte noget. Og jeg tvivler desuden stærkt om, at jeg vilde være velkommen. Det er jo bleven en Slags religiøs Ide hos ham, at man skal opnaa Saligheden ved at knytte sig til sin Skæbne med Inderlighed – "som en Brud til sin Brudgom". Det Udtryk husker jeg, han brugte ved vor sidste Samtale. Og det maa desværre indrømmes ham, at han har gjort Alvor af Sagen og bekræftet Troen med sine Gerninger."

Jytte var igen bleven fraværende. Da Fætteren lidt efter rejste sig, fulgte hun ham mekanisk ud.

I Forstuen tænkte hun et Øjeblik paa at bede ham om at ringe hende op, dersom han yderligere skulde høre noget fra Favsingholm. Men før hun kunde faa sig til at sige det, var han ude af Døren.

Bagefter stod hun længe i Karnappens Blomsterhave, hvor hun ofte i denne Tid havde staaet med sine mørke Tanker og stirret over paa Grønningens høstlige Træer. Da hun hørte Karsten stikke Nøglen i Forstuedøren, jog det igennem hende, og for at undgaa ham gik hun ind i sit Soveværelse.

Ved Middagsbordet blev der næsten ikke talt, og straks efter Kaffen gik Karsten bort under et af sine sædvanlige Paaskud. Skønt Jytte følte sig overbevist om, at han gik til sin Elskerinde, søgte hun ikke at holde ham tilbage. Hun var netop glad ved at blive ham kvit.

Uden at tænde andet Lys end Amplen i Karnappen sad 389 hun længe i en af de store Lænestole foran den aabne Ovndør og krøb sammen i et Sjal. Efter Moderens Død havde hun halvvejs ventet at høre fra Dihmer, som jo i hvert Fald gennem Meta maatte være bleven underrettet om Dødsfaldet. Hun havde tænkt sig, at han maaske vilde benytte Lejligheden til at sende hende et Par Linjer. Men eftersom Dagene gik, uden at der kom Brev, forstod hun, at den Hilsen, han engang havde sendt hende gennem Asmus, var en Afskedshilsen. Naar ikke Minderne fra "den gamle Stue" i disse Dage kunde faa ham til at skrive et forsonende Ord, saa havde han glemt hende, fordi han vilde glemme hende. Og den Drøm, hun undertiden havde drømt, at de engang skulde mødes og faa talt rigtig ud med hinanden, var et latterligt Hjernespind.

Hun gik hen til sit Skrivebord og tændte Lys. Fra en laaset Skuffe tog hun et Par af Metas tidligere Breve frem. Hun havde i sin Tid gemt dem der, fordi hun ikke vilde have, at Karsten skulde læse dem, og heller ikke brød sig om selv at blive mindet om dem. Det var de første Breve, Veninden havde skrevet til hende fra Favsingholm, og hvori hun fortalte saa meget om Dihmer. I et af dem stod der:

"Vor Godsejer er unægtelig en lidt underlig Patron, som man alligevel ikke kan lade være med at holde af. Det er en fiks Ide hos ham, at han ikke vil gøre noget for at blive rask. Han siger, at der er sunde Folk nok i Verden. Min Mand mener, at det stammer fra hans Sygdom; men jeg tror nu, at han har haft en eller anden 390 stor Sorg, som han ikke kan komme over. En Dag sad vi her i Haven, og Povl fortalte om et Par Forpagterfolk her i Nærheden, der i en Uge mistede begge deres Børn af Difteritis. Dihmer sad og tegnede i Gruset med sin Stok og sagde længe ingenting. Jeg spurgte ham saa, om han ikke syntes, det var frygteligt, og han svarede da ogsaa Jo. Men lidt efter, da han sagde Farvel og holdt mig i Haanden, saae han mig underligt ind i Øjnene og sagde, at man skulde gøre sig gode Venner med Sorgen; den var uundgaaelig og desuden Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet."

Jytte huskede det Indtryk, disse Ord havde gjort paa hende, første Gang hun læste dem. Hun havde siden ofte maattet tænke paa dem, og navnlig i den allersidste Tid, da Selvmordstankerne daglig forfulgte hende, havde hun søgt Tilflugt i denne Paamindelse om at møde Sorgen med Genkærlighed. Fra det fjerne havde Dihmer uden selv at ane det rakt hende en Vennehaand i Undergangens Time og holdt hende oppe.

Efter atter at have lukket Brevene inde gik hun i Seng. Men hun kunde ikke sove. Og i Mørket vaagnede den gamle Tvivl og spøgede i hendes Sind som selve hendes Livs onde Dæmon. Havde hun alligevel elsket Dihmer? Havde hendes Mor haft Ret? Havde hun besnakket sig selv til at mistvivle om sin Kærlighed, fordi den var kysk og stille?

I Løbet af Natten fik Trangen til at gense ham mere og mere Magten over hendes Sind. I alle sine Breve havde Meta gentaget sin Indbydelse til at gøre hende et Besøg 391 paa Favsingholm, og saa umuligt det i Øjeblikket var, havde Tanken dog ofte beskæftiget hende i hendes Ensomhed. Hun kunde ikke tro, at Dihmer skulde have mistet al Godhed for hende. Meta havde jo ogsaa skrevet, at han ofte spurgte til hende og bestandig vilde vide, om hun havde faaet Brev fra hende.

Et Automobil standsede nedenfor paa Gaden, og lidt efter hørte hun Karsten lukke sig ind i Forstuen. Det skete næsten lydløst. Kun fordi Døren fra Dagligstuen ud til Gangen tilfældigt stod aaben, kunde hun høre ham. Hun drejede op for Lyset og saae, at Klokken næsten var fire.

Det var ikke første Gang, hun om Natten havde hørt ham hænge sin Frakke op paa Bøjlen med tyveagtig Forsigtighed og liste ind til sig selv. Resigneret havde hun hidtil lukket sine Øren i for ikke at tvinge ham til den Tilstaaelse, som hun for Barnets Skyld havde villet undgaa. Men nu stod hun besluttet op og tog sin Slobrok paa. Nu vilde hun have Klarhed.

Et Øjeblik efter stod hun i Døren til hans Stue, som hun i den sidste Maaned ikke havde betraadt.

Hans Bestyrtelse over at se hende, og endnu mere hans slappe Udseende, det uordnede Haar og det løst bundne Slips gjorde alle Spørgsmaal overflødige. Hun havde faaet det Bevis, hun ønskede.

Karsten forsøgte et Smil.

"Kære, … er du oppe!"

"Hvor kommer du fra?" spurgte hun.

"Det veed du jo! Jeg har været sammen med Møller."

392 "Du lyver!"

"Kæreste Jytte … nu er du jo igen hysterisk! Kom dog ind!" sagde han og nærmede sig med udbredte Arme.

"Rør mig ikke! Du kommer fra din Elskerinde. Du skal ikke prøve paa at nægte det. – Rør mig ikke, siger jeg! Eller jeg ringer hele Huset op!"

"Nu skal du være fornuftig, Jytte! Luk dog i det mindste Døren og kom ind!"

"Jeg vil ikke høre noget … ikke vide noget! Imorgen, naar du har faaet sovet ud, skal du faa min Mening skriftlig."

Hele den sidste Del af Natten gik Jytte frem og tilbage i sit Soveværelse for laasede Døre. Da hun endelig lagde sig hen paa Sengen, var hun saa udmattet, at det sortnede for hende. Hun var nu fast bestemt paa at ville skilles. Endnu samme Dag vilde hun flytte tilbage til det gamle Hjem i Dronningens Tværgade, hvor alt stod urørt siden Moderens Død.

Klokken ti om Formiddagen, da hun sad foran Spejlet og redte sig, bankede Karsten frygtsomt paa. Hun lukkede ikke op. Svarede ham heller ikke.

Lidt efter tog han bort.

Saasnart hun havde hørt Entredøren smække i efter ham, gik hun ind til Telefonen og ringede Asmus Hagen op for at spørge, om han havde faaet nye Efterretninger fra Favsingholm. Hun traf ham til sin Sorg ikke hjemme. Heller ikke paa hans Klinik kunde hun faa ham i Tale. Det sidste Sted blev der svaret, at han var optaget af Operationer.

393 Et Par Timer efter gentog hun Opringningen, men begge Steder med det samme Resultat. Det faldt hende da ind at sætte sig i Forbindelse med den Læge i Randers, som Asmus havde talt om. Ved at se efter i Telefonbogen kom hun paa Navnet.

I den halve Time, hun maatte vente for at faa Forbindelsen, gik hun igen op og ned ad Gulvet uden at kunne finde Ro, og jo længere Tiden trak ud, desto stærkere beherskedes hun af Ønsket om trods sin stakkels Tilstand at rejse over til Favsingholm med det samme. Hun syntes, at hun maatte gøre det. Skulde Dihmer dø, vilde hun aldrig faa Fred i sit Sind, dersom hun ikke fik sagt ham Farvel. De maatte ikke skilles uforsonede! … Men hun vilde ikke tro paa, at han skulde dø! Og kunde hun blot komme til at tale med ham, og havde han ikke helt fordømt hende, vilde hun trygle ham om at tage mod Fornuft og vende tilbage til Livet.

Telefonen ringede.

"Er det Randers? … Ja! … Er det Doktor Mikkelsen?"

En fjern, kvindelig Stemme svarede: "Doktoren er kørt ud … Er det København, jeg taler med?"

"Ja."

"Saa er det velsagtens fra Professor Hagen?"

Jytte svarede Ja.

"Naa! Saa har jeg en Besked at bringe fra Doktoren. Jeg skulde sige, at Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni."

Da Jytte havde lagt Hørerøret ned, stod hun en Tid stum og hørte stadig den fremmede Stemme inde fra 394 Fjernheden og Mørket. "Godsejer Dihmer døde iaftes Klokken ni."

Saa vaklede hun ind i Soveværelset og satte sig paa Sengekanten med Hænderne for Ansigtet.

"Hvad har jeg gjort!" hulkede hun.

Men snart efter blev hun stille, løftede Hovedet og priste sin døde Ven lykkelig. Nu havde han stridt Livets onde Strid tilende. Han var udløst af denne frygtelige Verden, hvor alt var Bedrag undtagen Skuffelsen, alt Blændværk undtagen Savnet og Sorgen. Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille, som hendes Mor havde været det. Hun saae den skønne, brede Pande, de lukkede Øjne og Munden, som hun en eneste Gang havde kysset.

Det Øjeblik vilde hun mindes som et Evighedsglimt i sit Livs lange Tusmørke. Men det var kun godt, at det blev dette ene lynsnare Kærlighedsmøde. Nu var han bleven skaanet for alt det onde, som Menneskene gjorde hinanden, naar de troede at elske. Og selv kunde hun tænke paa deres Kærlighed uden Anger, kunde bære Sorg for ham i sit Hjerte uden at blues.

Atter viste han sig for hende, saadan som hun havde set ham hin Aften paa det italienske Hotel, da han midt under Varieteforestillingen kom frem i Døren og stirrede paa hende med et stort, forundret Blik. Allerede dengang en forklaret Skikkelse. Allerede dengang saa langt paa Vej til en lykkeligere Verden, at hun ikke havde haft Mod til at holde ham tilbage. Havde han dog blot forstaaet det!

395 Selv skulde hun maaske endnu i mange Aar henslæbe en Skyggetilværelse som Mor for et stakkels Væsen, der vilde komme til Verden som et Minde om hendes Fornedrelse. Af Angst for at dø vilde hun blive ved at klamre sig til Livets Rædsler, og alle vilde med Forundring spørge hende, hvorfor hun ikke var glad.

XIV.

Samme Dag henimod Aften gik en lille Skare Mænd og Kvinder fra Favsingholm op til Skovhuset for at lægge Torben Dihmer i Kisten. I det lille Sovekammer, der vendte ud mod de frie Marker i Vest, stod Sengen langsmed den indre Væg, saa han under Sygelejet havde kunnet følge Skyernes Gang paa Himlen og Aftensolens Dalen.

En Dag havde han sagt til Povl Gaardbo: "Saa længe Vinden staar i Vest, dør jeg ikke. Fra den Kant er der altid bragt mig Livsfornyelse. Det er Sydosten, der skal slukke Lyset for mig. Det har jeg følt i mange Aar."

Dagen før sin Død havde han taget Afsked med de ældste af Gaardens Folk og takket dem for deres Troskab mod Favsingholm. Povl Gaardbo havde han forinden meddelt sine sidste Bestemmelser, deriblandt, at hans Journaler – "mine rudolphinske Tavler", som han halvvejs spøgende kaldte dem – skulde opbevares i Gaardens brandfri Hvælving i Forventning om, at der mellem Favsingholms fremtidige Beboere skulde findes en Kepler, hvem de kunde blive til Nytte.

396 Ogsaa Meta havde han sagt Farvel til; men han var allerede dengang saa svag, at han daarligt kunde tale.

I Dødsøjeblikket havde kun Barbara været hos ham. Saadan havde han selv ønsket det. Den gamle Kvinde, hos hvem der intet var bleven tilbage af Livets Uro og Støj, var tilsidst den eneste, han vilde have om sig. Stilfærdig som en Aand sad hun ved hans Seng, da han efter en kort Dødskamp sov hen.

Den Gamle havde nu ogsaa klædt ham. Han laa med Hovedet bøjet som en, der har været meget træt. Povl Gaardbo holdt en kort Tale, inden Liget blev lagt ned i Kisten. Meta lagde en Blomst paa dets Bryst, og Laaget blev skruet til.

Straks efter kørtes Kisten ned til Favsingholm, hvor Gaardens øvrige Beboere ventede for at følge den til Favsing Kirkegaard. Ad Kørevejen drog Ligtoget gennem Skoven. Det var en mørk Aften med Ruskregn fra Sydost. Foran red fire Karle med brændende Fakler. Kun et sort Klæde dækkede Kisten.

To Dage senere lukkedes der for Nedgangen til Familjegravstedets underjordiske Hvælving, som derpaa igen blev kastet til.

I de samme Dage modtog Meta et Par besynderlige Breve fra Jytte, der samtidig med at meddele hende sin Separation udbad sig nøjagtig Underretning om Dihmers sidste Tid, hans Død og Begravelse. Om sig selv skrev hun, at hun var flyttet tilbage til sit gamle Hjem, hvor hun fra nu af udelukkende vilde leve for sit Barn "og prøve paa at komme til at holde af det".

397 "Jeg vil forsøge at følge Dihmers Raad til dig og gøre mig Sorgen til Ven og Fortrolig. Maaske vil det lykkes mig. Foreløbig er jeg glad for Stilheden her i "den gamle Stue", som Dihmer altid kaldte den. Jeg modtager ingen og lever helst i Minderne om alt det, som ikke er mere."

Meta tænkte sit ved disse Breve. Hun begyndte at stave og lægge sammen og blev tilsidst bange for sine egne Tanker. I begge Brevene havde Veninden skrevet, at om alt gik vel for hende, vilde hun til Foraaret komme over og besøge hende paa Favsingholm; og Meta lovede sig selv, at hun til den Tid lige ud vilde spørge hende, om der ikke engang havde bestaaet et fortroligere Venskabsforhold mellem hende og Dihmer, end de begge havde villet være ved.

Hun fik dog aldrig Lejlighed til at gøre Jytte det Spørgsmaal. Et Par Maaneder efter blev hun ved et Telegram kaldt over til hendes Dødsleje. Jytte havde født en Søn, og alt mentes vel overstaaet, da en ondartet Nyrebetændelse i Løbet af faa Dage nedbrød hende. Med sine sidste Kræfter bad hun Veninden om at tage hendes Barn til sig og opdrage det sammen med sine egne, "for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det". Da Meta havde lovet det, faldt der lidt Ro over hende; men hun vilde hele Tiden holde hendes Haand.

"Ja, nu dør jeg, Meta!" hviskede hun en Gang. "Og saa har jeg dog aldrig levet!"

Den sidste Nat fantaserede hun og nævnte da flere Gange Dihmer. Men især talte hun om sin "søde lille 398 Mor", der havde holdt tusinde Gange mere af hende, end hun fortjente. Det var omtrent hendes sidste Ord.

XV.

En tidlig Sommermorgen halvandet Aar efter stod Københavnerdamperen Randersfjorden ind efter en rolig Fart over Kattegat. Der sad endnu kun en enlig Mand paa Promenadedækket, en Mand, der saae ind over Landet med et sørgmodigt, drømmefjernt Blik. Det var Johannes Gaardbo.

Han var paa Vej til et kirkeligt Møde i Aarhus, og naar han havde valgt at gøre Rejsen med Randersdamperen, var det tildels for at undgaa de andre københavnske Deltagere i Mødet, særligt Pastor Stensballe. Men desuden havde han hørt, at man paa Sejladsen ind i Fjorden kom saa tæt forbi Favsingholm, at man kunde se Gaarden.

Det gik ham nu, som det var gaaet Broderen, da denne første Gang sejlede her. Han kom til at tænke paa Kolding Fjord og paa Hjemrejserne i den lykkelige Studentertid. Og Minderne overvældede ham. Han sad der med en søvntung Følelse af at have været borte fra sig selv i mange Aar. Det var Barndommens Kyst, der viste sig for ham i en Drøm. Det var Gaardbo Strand, han sejlede forbi. Og den By, der dukkede frem forude i Morgentaagen, var ikke Randers men hin anden lille Købstad, hvor engang Rosalie stod smilende paa Bryggen og viftede til ham med sit Slør.

399 Noget Kærlighedsmøde var det ikke, han rejste til nu. Sammenkomsten i Aarhus var bragt i Stand, fordi Landet atter stod foran en Valgkamp, og det var Stensballes Hensigt at styrte Tyrstrup og anbringe Højskoleforstander Aleksandersen paa det ministerielle Højsæde. Men netop som Enslevs Profeti om Riget, Magten og Æren syntes sin Opfyldelse nær, var de gamle Tvistigheder indenfor Kirkefolket blusset op med ny Styrke overalt i Landet. Under Skin af Uenighed om konfessionelle Spørgsmaal laa man allerede i Haarene paa hinanden om Byttet.

For Johannes Gaardbo, der havde haabet paa at skulle se alle Jordens Folkeslag broderligt forenede under Korsmærket, havde de sidste Aar været en bitter Skuffelse. Disse Stridigheder havde som et Spejl vist ham et skræmmende Billede af hans eget Liv, og især havde Bekendtskabet med Stensballe aabnet hans Øjne for det uhyggelige i al Magtstrid om Menneskers Sjæle. Han havde nu besluttet sig til at opgive sit Rigsdagsmandat. Men desuden tænkte han for Alvor paa at nedlægge sit Embede og som Vandreprædikant gaa i sin Vækkers Fodspor. Han vilde nu lade det komme an paa Udfaldet af det forestaaende Møde, hvor han agtede at gøre op med Stensballe og de øvrige "Afladskræmmere og Naadeforhandlere", som Mads Vestrup havde kaldt dem. –

Det blev en stille, solfyldt Dag, en af disse saa farvefrodige Dage umiddelbart før Høst, da det er, som om Naturen hviler for at fryde sig over sit fuldbragte Værk. Paa Favsingholm kørte man Enghøet ind. Doktorfamiljen, 400 der nu var eneraadende paa Gaarden, boede stadig i den gamle Godsforvalterbolig, hvor Meta endnu en Gang havde oplevet at lægge et nyfødt Barn til Brystet. Omtrent samtidig var ogsaa Grete bleven Mor. Hun og hendes skulderbrede Mand var efter Dihmers Ønske flyttet op i Skovhuset, og man saae ikke meget til dem nede paa Gaarden. Kjeld var ingen selskabelig Natur. Han levede med sin Grete som en Nybygger, drev et lille Jordbrug og hentede forøvrigt sin Føde i Skoven, da Dihmer til Belønning for hans Daad i Brandnatten havde skænket ham Jagtretten heroppe paa Livstid. "Den store Pan" kaldte Povl Gaardbo ham, fordi man undertiden kunde høre ham spille paa sin Fløjte deroppe.

Hovedbygningen med Undtagelse af Riddersalen var efter Torbens testamentariske Bestemmelser forbeholdt Videnskabsmænd, der vilde "genoptage Studiet af den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet". Nogen saadan Stjernetyder havde foreløbig ikke meldt sig.

Riddersalen, der var genopført i sin tidligere Skønhed, tjente til Gildessal for alle Godsets Beboere. Her samledes man om Søndagen til et Fællesmaaltid. Her holdtes Bryllupper og andre Festligheder.

I disse varme Sommeruger tilbragte Fru Meta næsten hele Dagen i en aaben Løvhal i Havens ene Ende, hvor hun kunde holde Øje med de store Børn, der tumlede sig ude paa Engen. De mindste havde hun omkring sig, og naar Grete kom paa Besøg og havde sin lille Dreng med, var der et Skraal som i en Fuglerede.

401 En Dag under Middagshvilen sad ogsaa Doktoren derude og læste sin Avis. Meta havde Jyttes Barn paa Skødet, en køn lille Dreng med tunge brune Øjne.

En af Pigerne kom derud og sagde, at der var kommen en Mand, der gerne vilde tale med Doktoren.

"Hvem er det?"

"Jeg kender ham ikke. Han er ikke her fra Egnen. Han er vist gaaet hertil fra Randers."

Men nu kom Hedvig styrtende ud. Hun havde været inde i Køkkenet for at drikke noget Vand. Barnet var hvidt i Ansigtet af Optagethed og raabte paa lang Afstand:

"Far! … Mor! … Farbror Johannes er kommen!"

"Hvad er det for noget Narreri! Hvor kommer du paa de Tanker," sagde Faderen og tog hende haardt i Armen.

"Av, Far! Jeg husker da nok Farbror Johannes!"

Povl og Meta stirrede længe paa hinanden, og da Hedvig saae, hvor bevægede de var, blev hun forskrækket og klyngede sig til Moderen.

"Skulde jeg ikke have sagt det?"

Henne i den anden Ende af Haven sad Johannes Gaardbo sammensunken paa en Bænk i Skyggen under et Træ. Han kom her som en slagen Mand. Hans Ansigt var blegt, Øjnene lyssky. Da han saae Broderen komme ilende, rejste han sig langsomt og gik ham nogle Skridt imøde.

"Ja, det er mig, Povl!"

Doktoren saae uvis paa ham.

"Du er da ikke syg, Johannes?"

402 "Kun lidt træt. Og lidt ensom. Du har jo en Slags Asyl her. Vil du unde mig Plads en lille Tid? Jeg trænger til at komme lidt til Ro med mig selv."

"Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage fra de Dødes Rige!"

Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden Kjeld Borgens Skalmejetoner.

Indhold:

Andet Bind:

Femte Bog
Sjette Bog
Syvende Bog
Ottende Bog