Enslevs Død

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

II

Aarets Mørketid var nu inde. Dag og Nat drog et endeløst Tog af vandtunge Skyer hen over Landet. Et Par Uger igennem dryssede Regnen ned. I de københavnske Forretningskvarterer, mellem de høje Huse, brændte der Lys i Butiker og Kontorer det meste af Dagen. Byen var som nedsænket paa Bunden af et grumset Hav, hvorigennem Solen skimtedes som en søvnig Maane.

Men i Gadernes tjæresorte Søle, under de udspændte Paraplyer, i Sporvogne og tilstænkede Drosker, i hele den store Mennesketue rumsterede Livet lige ufortrødent. Der var et Mylr paa Strøget, en Trængsel i Butikerne, en Travlhed i Kontorerne, som om alle femhundrede Tusinde Københavnere var sat i Bevægelse for at finde en Knappenaal.

Jytte Abildgaard havde i den sidste Tid forlagt sine daglige Formiddagsture fra Langelinje til Stierne omkring Søerne. Her var hun mindre udsat for at møde Bekendte, og hun ønskede foreløbig ikke, at for mange saae hende sammen med Karsten From, der regelmæssigt ledsagede hende. Det Forsøg, hun havde gjort paa at indføre den udskregne Maler i 82 sit Hjem, var faldet saa uheldigt ud, at hun skammede sig over det. Hendes Mor havde ikke sagt et Ord til ham, og Karsten From havde da heller ikke gentaget Besøget eller nogensinde hentydet til det, hvad hun var ham taknemlig for.

Trods Jyttes mange tidligere Venskabsforhold til Mænd var det første Gang, hun havde indladt sig paa egenlige Stævnemøder. Hun var derfor ikke saa lidt nervøs, og dette mørke, regnfulde Vejr, der gjorde Spaserestierne tomme, kom hende godt tilpas. Under Paraply og i Gummifrakke følte hun sig ogsaa tryggere.

Karsten From var paa sin Vis heller ikke fri for Nervøsitet. Han, som havde været saa lykkeligt sikker paa endelig at have hende i sine Garn, mærkede til sin Ærgrelse, at han ingen Vegne kom med hende. Hun var ham for klog, for overlegen. Undertiden kunde hun se paa ham med et Blik, der gav ham en uhyggelig Fornemmelse af at være gennemsigtig. Og – hvad der var det værste – under alt dette voksede hans egen Forelskelse paa en Maade, der gjorde ham urolig.

En Dag begyndte han lidt maliciøst at drille hende med hendes Utilnærmelighed. Han talte igen om sin to Aar gamle "Forløbelse" overfor hende og paastod, at det var den, hun stadig ikke kunde tilgive ham.

"Endnu i den anden Verden vil jeg mindes de Øjne, De den Aften sendte mig. Det var Unaade 83 paa Livstid. Jeg havde ikke været sammen med Dem mere end to Gange, og alligevel dristede jeg mig til at aabne mit fulde Hjerte for Dem. Det var en Overtrædelse af Paragraf 3788 i Konveniensens Lovbog, som vore Damer allesammen kan udenad paa deres allerkæreste Fingre. Jeg arme Djævel!"

"Skal vi ikke tale om noget andet," sagde Jytte. "Fortæl mig hellere, hvordan De morede Dem i Teatret i Aftes. Stykket gjorde jo Lykke."

"Jeg var der ikke."

"Var De der ikke? Og det var en Premiere!"

"Jeg vidste jo, at De ikke kom. Hvad skulde jeg der saa?"

"Passiar! ... Hvorfor var De der ikke?"

"Fordi jeg sad hjemme hos mig selv og kukkelurede. Men De kan ikke gætte, hvad jeg tog mig for."

"Saa spar mig Ulejligheden og fortæl mig det."

"Jeg sad saamænd og læste i Biblen. Det var meget stemningsfuldt og højtideligt."

"Hvor faldt De paa det?"

"Jo, det er ganske simpelt. De har saa tidt ladet mig høre for mine daarlige Vaner, ikke sandt? Og jeg har nu bestemt mig til en grundig Omregulering af mit Liv. Forleden gik jeg saa hen og hørte denne jyske Dommedagsprædikant, der for Tiden optræder her i Byen. De har vist nok læst om ham i "Femte Juni". Mads et eller andet hedder han. Det er en 84 Præst! Han præker om Helvede og den evige Ild, saa man sidder og faar Gaasekød over hele Kroppen. Det er noget andet end at høre en af vore egne gejstlige Veltalere utan svafvel och fosfor. Han titulerer udenvidere sine Tilhører for Børn af Djævelen, og man gaar hjem med en rædselsfuld Fornemmelse af, at der er vokset baade Horn og Hale ud paa En. Ham maa De endelig høre."

"Det var altsaa derfor, De sad hjemme i Aftes og læste i Biblen."

"Ja. Men forresten har jeg altid haft et hemmeligt Sværmeri for den ærværdige Bog. Den har forkortet mig mangen søvnløs Nat. Der er saa mange underholdende Fortællinger i den. F. Eks. den om Bathseba. Har De nogensinde læst den Historie med tilbørlig Andagt og Opmærksomhed?"

Jytte var nu klar over, at det hele var Opspind. I det samme huskede hun ogsaa, at hun i Aviserne havde set ham nævnt sammen med de andre kendte Folk, der havde overværet Aftenens Premiere. Men hun lod som ingenting. Hun var vant til disse Historier, som han søgte at binde hende paa Ærmet af lutter Fornøjelse ved at mystificere.

"Jeg tror, jeg vil opgive Dem idag," sagde hun. "Naar De er i det Lune, er det umuligt at faa et fornuftigt Ord ud af Dem."

"Jeg beklager det – men De har vistnok Ret. 85 Trods alle Dommedagspræster – og henrivende kvindelige Moralprædikanter – tager jeg mig den Frihed at vandre gennem Jammerdalen med et uforskammet Smil. Dersom De engang forsøgte det samme, kære Frøken, vilde De gøre den glædelige Opdagelse, at Verden forandrer Udseende. Paradiset florerer endnu lige morgenfrisk omkring os. Det gælder blot om at forstaa den gamle, forglemte Visdom, at Livet er skabt til Nydelse. Memento vivere1. Det Ord burde afløse det nuværende Konfirmationsløfte."

"Igaar var De af en anden Mening."

"Igaar. Om Forladelse! Hvad sagde jeg igaar?"

"De sagde, at Arbejde var det eneste, der gjorde Livet til at udholde. Derfor vilde De begynde paa et stort, nyt Billede, som De ventede Dem meget af. Har De allerede glemt det?"

"Et Billede – ?"

"Ja. De talte om, at det skulde ikke være noget bestilt Portræt men en fri Komposition med mange Figurer."

"Har jeg virkelig sagt det? ... Ja, naar Vinden gaar til Sønden, henfalder jeg undertiden i melankolske Stemninger. Talte jeg ogsaa om mine Sujetter?"

"Nej."

"Bryder De Dem om at høre dem? Jeg har nemlig to."

86 "Er det ene maaske Sardanapal2 ?"

"Ja, Sardanal omgivet af sit Harem. Et yppigt østerlandsk Orgie –."

"Tak, det har De engang beskrevet for mig," skyndte Jytte sig at sige. "Og det andet?"

"Det andet? Lad mig se. Jo, det er altsaa Fru Bathseba og hendes kongelige Elsker i Fakkelbelysning. Ogsaa et ganske malerisk Motiv, ikke sandt? Det skulde være en Kærlighedens Apoteose. Jeg har tænkt, man skulde se dem omfavne hinanden i Lidenskabens højeste Ekstase."

"Nu begynder jeg at forstaa," sagde Jytte, igen hurtigt afbrydende. "Det var altsaa derfor, De sad hjemme og studerede Biblen. Nej, det er sandt, De gjorde det jo ikke! ... Ja, nu veed jeg snart hverken ud eller ind mere," endte hun og blev virkelig lidt forvirret.

Karsten From, der havde gaaet og spejdet i hendes Ansigt efter et Svaghedstegn, fandt Øjeblikket gunstigt for et nyt Angrebsforsøg. Men først gjorde han en Standsning i sin Forfølgelse ligesom Høgen, der et Nu hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due.

"Forresten", sagde han, "Bathseba har jeg opgivet. Emnet er lidt banalt, ikke sandt? Og Sardanapal bryder jeg mig i Grunden heller ikke om. Det Billede vilde ogsaa kræve saa mange kostbare Modeller. 87 – Næ, min egenlige Drøm er at komme til at male en Diana."

"En hvad for noget?"

"En Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon3. Det Billede er ligefrem blevet min fikse Ide. Men hvor skal jeg finde en passende Model til den stolte og grusomme Dame? Til hendes løvbrune Øjne med det hemmelighedsfulde Mørke i Blikket. Til hendes uransagelige Smil?"

Han rykkede hende nærmere og sænkede Stemmen fortroligt.

"Jeg veed kun een, der har de Øjne. Men jeg tør ikke nævne Navnet. Jeg er bange for igen at blive straffet med et af disse unaadige Blikke ... saa livsfarlige for en letsindig Aktæon."

"Saa gør De jo bedst i at lade være," svarede Jytte tørt, men trak sig dog bort fra ham og var ogsaa bleven lidt bleg.

Karsten From forstod, at han igen havde forfejlet Maalet. Trods en øjensynlig Opblussen af hendes Følelse var hendes Sikkerhed ikke rokket. Det var igen en Forbi'er.

Ærgrelsen gjorde ham tavs. I nogen Tid gik de med en Alens Afstand imellem sig og sagde ingenting, mens Regnen trommede paa deres Paraplyer.

Men Jytte vilde nu vide, om der var mindste Alvor i hans kunstneriske Planer. Hun spurgte til et Arbejde, 88 han for nogen Tid siden havde talt om. Et Motiv fra Fællederne. Det var med Billeder af den Art, at han i sin Ungdom havde vakt saa store Forhaabninger i Kunstnerverdenen. Netop derfor mindede hun ham om det.

Han viste megen Ulyst til at svare hende. "Fællederne?" vrængede han. "Der græsser jo nu Karl May og Konsorter ... Hvorfra veed De forresten, at det var mig, der fra først af opdagede dem?"

"Jeg har jo fortalt Dem, at jeg i Sommer lærte en Del af Deres Kolleger at kende paa Skagen. De ønskede allesammen, at De vilde vende tilbage til Friluftsmaleriet. De talte i høje Toner om Deres Billeder fra den Tid."

Hun stoppede op, forskrækket ved at se Forandringen i hans Ansigt.

"Jeg er Dem naturligvis dybt taknemlig, allerkæreste Frøken, fordi De ogsaa tager Dem saa interesseret af min kunstneriske Forbedring. Jeg tror dog, jeg bør fraraade Dem at hente Deres velmente Raad hos mine Misundere."

Han sagde det med sit sædvanlige, ironiske Narresmil. Men hans Ansigt var blevet graat, Blikket næsten ondt.

Jytte havde længe anet, at han hemmeligt led under sine Kunstbrødres Ringeagt; men dette Udbruds skærende 89 Bitterhed kom hende alligevel overraskende, og hun fortrød, hvad hun havde sagt.

Et Øjeblik efter skiltes de. De var kommen tilbage til Østerbro. Da Regnen stadig blev stærkere, og der netop viste sig en Sporvogn, bestemte Jytte sig til at køre hjem.

Karsten From var ved Afskeden fornærmet.

"Man har altsaa virkelig den sjeldne Fornøjelse at se Dem ved Festen iaften," sagde han.

"Ja."

"Agter De ogsaa at deltage i Dansen?"

"Jeg veed det ikke. Maaske."

"Altid maaske!" sagde han med en Skuldertrækning. "Ifald De bestemmer Dem til at beære Salen med Deres høje Nærværelse, tør en inferiør Person som undertegnede da gøre sig noget Haab om en Dans?"

"Maaske," svarede hun med et Smil, idet hun fra Vogntrinet nikkede Farvel til ham.

Det var ment som et Løfte; men han opfattede baade Ord og Smil som en ny, behændig Afvisning. Og han gik bort i meget nedslaaet Stemning.

Da han kom hjem, gik han mod Sædvane ikke ind i Atelieret, men blev i sit Kabinet, hvor han slog sig ned i en Lænestol foran Kaminen. Han taalte idag ikke Synet af sine Billeder ... sit "Abekattegalleri", som han i nedtrykte Øjeblikke selv kaldte dem.

90 "Herren er da ikke syg?" spurgte hans Husholderske forskrækket, da hun noget efter stod i Døren for at kalde ham ind til Frokosten.

"Jeg? Nej! ... Men jeg fryser. Her er koldt. Læg noget mere i her!"

Inde i Spisestuen hang et Par Udkast til de gamle Fælled-Billeder, som Jytte havde talt til ham om. De var med Flid puttet ind mellem Væggenes mange Skitser af fremmede Kunstnere paa en saadan Maade, at ingen let lagde Mærke til dem. Men i den sidste Tid havde hans egne Øjne ofte hængt ved dem, naar han sad der ved Bordet med Haanden under Hovedet og i sin Madlede smuldrede Brødet mellem Fingrene. Han havde ogsaa nogle Gange bidt Tænderne sammen og lovet sig selv at hidse sig op til en Kraftanstrengelse. Men det var blevet ved det gode Forsæt, og han vidste godt, at Forsøget paa igen at binde an med et virkeligt Kunstværk aldrig vilde blive til andet end en Krampetrækning. Under Publikums flove Smiger og Kvindernes Forkælelse havde hans Talent lidt Straadøden. Bare den Tanke, igen at skulle sidde ude paa en vaad Mark med alle Fælledens stinkende Bisser omkring sig, tog straks Modet fra ham.

"Havde jeg blot kendt Jytte Abildgaard for ti Aar siden!" – tænkte han bestandig i sine mismodige Timer. Men nu var det for silde. Dersom det endda 91 kunde tænkes, at hun vilde gifte sig med ham. Men i den Henseende gjorde han sig allermindst nogen Forhaabning. Erfaringen havde lært ham, at naar det galdt Kvinder af hendes Art, især de formuende, havde han lettere ved at forføre dem end at faa dem til at gifte sig med ham.

Efter Frokosten, mens han sad ved den nytændte Kaminild i sin Stue og strammede sig op med en Likør til Kaffen, skræmmedes han af en vedholdende Kimen paa Forstuedøren. Han hørte Husholdersken lukke op og derpaa en højrøstet Parlamentering derude.

Han blev bleg.

"Til Helvede! ... Fru Bathseba!"

Han var ikke kommen op af Stolen, før Fru Merck stod i Døren.

"Jeg tænkte det nok! Hvorfor nægter du dig hjemme? Kommer jeg maaske til Ulejlighed?"

"Unægtelig! Jeg venter hvert Øjeblik Oberst Mynster og hans Frue. Obersten skal sidde for mig for sidste Gang. Jeg er altsaa desværre optaget."

Hun saae paa ham med sine mørke Øjne uden at svare. Gik derpaa forbi ham ind i Stuen og satte sig i Sofaen, hvorfra hun paany i Tavshed gennemlynede ham med sit Blik. Hun beholdt Hænderne i sin Muffe. Løftede heller ikke Sløret.

"Maa jeg be' om en Forklaring," sagde hun tilsidst. 92 "Du sender mig det ene Afbud efter det andet. I Telefonen kan jeg heller ikke træffe dig. Skønt jeg ringer op paa de aftalte Tider, er det din næsvise Husholderske, der svarer mig. Hvad er Meningen?"

"Kære, jeg skrev det jo. Jeg har saa meget om Ørene i disse Dage. Jeg har faaet nye Bestillinger og maa se at faa de gamle fra Haanden i en Fart."

"Da har du dog Tid til at spasere med Frk. Abildgaard. Du skal ikke prøve paa at spille Komedie. Jeg har selv set jer. – Vil du sige mig oprigtig, skal du giftes med hende. For i saa Fald vil jeg respektere Forholdet."

Karsten From blev højrød op til Haaret som en Konfirmand.

"Aa, Snak! Hvor falder du paa det? Det er der ikke Spor af Tale om."

"Naa – Tale om det er der nu. Jeg har allerede hørt flere forsikre det for ganske bestemt."

"Paa Æresord – der er ikke det mindste om det."

Fru Mercks Ansigt klarede op. Hun løftede nu ogsaa Sløret. Med et Smil lænede hun sig tilbage mod Sofaryggen og klappede med Haanden paa Pladsen ved sin Side.

"Sæt dig lidt herhen! Nu vil vi snakke fornuftigt. Vi er dog vel ikke Uvenner?"

Karsten From forstod Meningen, og han kendte 93 sig selv godt nok til at vide, at han inden mange Øjeblikke vilde være hendes Bytte, dersom han fulgte Indbydelsen. Og der rejste sig et formeligt Raseri i ham mod dette store, balstyrige Hundyr, som længe havde været ham til Besvær. Nu vilde han af med hende, og han bestemte sig til at gøre kort Proces.

"Naa! Hvorfor staar du der og siger ingenting? Saa kom dog herhen, Menneske!"

"Undskyld et Øjeblik!" sagde han med sammenbidte Tænder.

Han vendte sig om og gik hen og trykkede paa en Klokkeknap ved Døren.

"Men – du godeste! – hvad er det, du har for?"

"Jeg maa nødvendigvis give Frøken Svendsen en Besked."

Da Husholdersken tumlede ind, sagde han til hende:

"Naar Oberstens kommer, vil De saa være saa god at vise dem herind."

Frk. Svendsen saae forbavset op paa ham og derefter hoverende hen paa Damen i Sofaen.

"Det skal ske!"

"Jeg kan ikke være uhøflig mod mine Kunder," forklarede han Fru Merck, da de igen var bleven alene. "Du maa undskylde; men det gaar ikke an at lade en Dame som Oberstinden vente i Atelieret."

Han saae, at han var bleven forstaaet, og nød Virkningen. Hendes Ansigt var som en hvid Maske, 94 og hun mælede ikke et Ord. Mekanisk tog hun sit Lommetørklæde frem af Muffen og strøg sig over Læberne med en Bevægelse, der mindede om den, hvormed en blodtørstig Panter slikker sig om Munden.

Hvor er hun i Grunden pragtfuld! – tænkte han og blev igen lidt usikker.

Efter nogle Øjeblikkes Forløb rejste hun sig og gik mod Døren. Men paa Vejen derhen standsede hun foran ham og gav ham med flad Haand et forsvarligt Slag under Øret.

"Der har du den, min Dreng!" sagde hun og stormede afsted med en falsk Latter.

I det første Øjebliks Forbitrelse havde Karsten From nær lagt Haand paa hende. Men da hun var borte, lo ogsaa han. For han var nu ganske sikker paa, at han endelig var bleven hende kvit. "Efter den sortie kommer hun sgu ikke igen," sagde han til sig selv. Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard.

Men de vendte modløse hjem. Og da han foran Spejlet undersøgte sin Kind, hvor der sad tydelige Mærker efter fire Fingre, blussede hans Raseri op igen, og han svor paa, at han for Fremtiden vilde hente sine Fruentimmer fra Gaden.

[*]

95 Om Aftenen kørte Karsten From i sin eleganteste Selskabsdragt ind til Kasino, som i disse Dage var udlejet til en velgørende Forening. Der havde de foregaaende Aftener været afholdt Basar, hvortil der var knyttet forskellig Slags Underholdning. Nu i Aften skulde Festen afsluttes med en stor Symfoni-Koncert, hvorefter der fulgte en staaende Soupé og Dans. Da Gehejmeraadinde Abildgaard var Medlem af Foreningens Bestyrelse, havde hverken hun eller Jytte kunnet undslaa sig for at deltage.

Karsten From kom saa sent, at Koncerten forlængst var begyndt, da han afleverede sit Ydertøj i Garderoben. Det skete med Forsæt. Han vilde stille Jytte paa en afgørende Prøve.

I den Anledning havde han sikret sig ikke alene en af de Pladser ved Orkestret, hvor han plejede at lade sig se ved slige Lejligheder, men ogsaa en Stol i Baggrunden af en Sideloge, der skulde tjene ham til skjult Observationspost. Her lod han sig lukke ind under en lille Pavse foran Symfoniens Scherzo.

Lyset i Kronerne var neddæmpet. Over den store Sal laa et dystert Halvmørke. Men han vidste omtrent, hvor Jytte og hendes Mor skulde sidde, og det varede heller ikke længe, før han fandt dem i sin Kikkert. De sad omtrent midtvejs paa en af de forreste Rækker i Parkettet.

Med Tilfredshed gjorde han straks den Iagttagelse, 96 at Jytte bar en splinterny, grønliggraa Dragt af delikat Farve. Dernæst saae han, at hendes Ansigt havde et alvorligt og tankefuldt Udtryk, som han ikke kendte, men som virkede interessant. I det hele nød han hende i disse Øjeblikke med en ny Lyst. Det var som at belure hende gennem et Nøglehul. Han kunde huske, at han den første Gang, han var sammen med hende, havde fundet hende lidt korthalset og en Tomme for lille, Men her, hvor han saae hende halvt fra Nakken, tog hun sig mærkværdig slank ud. Det var altsaa de blødt formede, tunge Bryster, der gav hende denne ejendommelige, jomfru-moderlige Charme ... Nu lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen, og ... Ah! Endelig! Hendes Blik søgte hen mod den Hjørneplads paa første Række, der stod tom. Han havde udtrykkeligt fortalt hende, at han skulde sidde der. Og nu gled Øjnene i. Barmen løftede sig som spændt af længselsfyldte Drømme. Galdt de Længsler ham? Eller var det bare Musikens luftige Drømmesyner? ... Han vilde give et halvt Aar af sit Liv for at vide det!

En mægtig Bifaldsstorm slog gennem Salen. Symfonien var tilende, uden at han havde hørt en Tone. I det samme blev Lyset skruet op. For ikke at blive opdaget skyndte han sig ud af Logen.

Det havde egenlig været hans Hensigt nu at vise sig paa sin Plads i Parkettet; men i Stedet for gik 97 han ned i den lange Promenade foran Restaurationen, og her forblev han under den sidste Del af Koncerten, skønt han idelig blev rendt paa Ærmet af forbifarende Tjenere, som havde travlt med at ordne Buffeterne. Og i disse Øjeblikke besluttede han, at han i al Ærbarhed vilde anholde om Jytte Abildgaards Haand.

Han havde rigtignok engang højtideligt svoret ikke at ville afhænde sin lykkelige Ungkarle-Frihed for mindre end en Million. Men han kendte dengang ikke Jytte Abildgaard, og anede ikke, at nogen enkelt Kvinde kunde faa en saa ubeskrivelig Magt over ham. Selve Ægteskabets Lænker gav hun uanede Tillokkelser. Familjelivets og det borgerlige Hjems Behageligheder fremstillede sig i disse Øjeblikke for ham i det fordelagtigste Lys. Helt uden Formue var Jytte Abildgaard jo heller ikke, og i social Henseende vilde det betyde ikke saa lidt for ham, at han blev optaget i en gammel, fornem Familje og fik en Gehejmeraadinde til Svigermor. Hvor højadeligt hans eget Blod maaske var, – han var dog kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard.

Inde fra Salen lød igen Bifaldsklap, og straks derefter hørtes Drønet af det opbrydende Publikum.

Efter Programmet skulde der nu spises, og et Øjeblik efter væltede Skarer af festklædte Damer og 98 Herrer ud af alle Døre i et Kapløb mod Buffeterne. I den næste halve Time var der den lystigste Trængsel overalt.

Først efter længere Tids Søgen fandt han Jytte og hendes Mor inde i den "lille Sal", der var omdannet til en Palmehave med sommerlige Bænke og Borde. Her var Trængslen ikke saa kompakt, Stemningen ogsaa mindre løssluppen end paa Gangene og i Restavrationen. Ved Siden af Moderen opdagede han til sin Ærgrelse Jyttes Fætter, Professor Hagen.

Forøvrigt havde han allerede ladet Giftermaalsplanerne fare. Ved at bevæge sig mellem saa mange muntre og skønne Kvinder, hvoraf de færreste gjorde nogen Hemmelighed af deres Yndigheder; ved at indsnuse den Duft af Boudoir, der steg op fra alle disse blottede Skuldre og Barme, var han bleven sig selv igen. Det var nu hans Hensigt at forsøge Lykken med et Coup de main. Det blev saa Knald eller Fald. Han vilde prøve at lokke Jytte i et Baghold ved Hjælp af et Trick, som en Gang tidligere havde hjulpet ham til en skøn Erobring. Kunde han blot komme saa vidt, at han en eneste Gang fik Lov til at kysse hende. Han var da sikker paa at have vundet Spil. I Kyssets Kunst havde Øvelsen gjort ham til Mester. Endnu havde ingen Kvinde holdt Stand overfor ham, naar hun først var signet 99 af dette for den uerfarne saa uskyldige Kærtegn og havde lært dets dystert-søde Hemmeligheder at kende.

I Overensstemmelse med sin Angrebsplan lod han en Tid, som om han ikke saae hende. Han gik omkring i Salen og hilste paa Bekendte, idet han navnlig opholdt sig i en Kres af meget lattermilde unge Damer, der vakte Opsigt ved deres støjende Munterhed.

Jytte, som inde i Teatret virkelig havde været lidt urolig over hans Udeblivelse, var nu ikke langt fra at ønske, at han ikke var kommen, eller i hvert Fald, at han ikke vilde opdage hende. Det var saa længe siden, hun havde set ham i Selskabslivet, og Synet forstemte hende. Disse orientalske Skrabud og andre Narrefagter, hvormed han morede sit taknemlige Publikum, pinte hende især paa Grund af Moderens og Fætterens Nærværelse. Hun havde hørt, at de med halve Stemmer havde vekslet nogle Bemærkninger om ham. Selve Ordene havde hun ikke kunnet opfatte; men efter Ansigtsudtrykkene at dømme var de ikke smigrende for ham.

En hvidt behandsket Herre med dannebrogsfarvet Skærf viste sig nu i en af de aabne Døre og klappede i Hænderne. Det var Signalet til Dansens Begyndelse, og der fulgte straks almindeligt Opbrud. Strømmen vendte tilbage til Teatret, hvor en stor Arbejdsstyrke imidlertid havde fjernet Stolerækkerne fra Tilskuerpladsen. Desuden var det skraa Gulv gjort lige ved 100 Hjælp af en Mekanisme, der skrev sig fra de gamle Kasinomaskeraders Tid. Allerede et Par Minutter efter fløj de første unge Par ned gennem Salen til Champagnegaloppens Tonebrus, mens Logerne oppe og nede fyldtes af Tilskuere.

Det var dette Øjeblik, Karsten From havde afventet for at nærme sig Jytte. Som om han først nu opdagede hende, skred han hen imod hende med sine lange, katteagtige Skridt, standsede ærbødigt i nogen Afstand og rykkede derpaa tøvende nærmere.

Jytte havde ikke glemt sit Løfte; og paa Grund af Moderens og Fætterens Holdning, der havde vakt hendes Trods, var hun ogsaa fast bestemt paa at indfri det. Hun havde i flere Aar ikke sat sine Fødder paa et Dansegulv, fordi hun følte sig for gammel til den Fornøjelse. Derfor var hun ogsaa klar over, hvad det betød for hende nu at vise sig i Salen med Karsten From. Hun havde tilbragt Eftermiddagen i en nervøst urolig Stemning, der havde mindet hende om hendes allerførste Ungdom med dens Balfebere paa indtil 40 Grader. Forestillingen om de mange opspilede Øjne omkring i Logerne og om den Hvisken og Tisken, der vilde følge hende under Dansen, havde ikke sluppet hende et Øjeblik. Men den Skjulthed, hvori hun især for Moderens Skyld havde bevaret sit Forhold til Karsten 101 From, var efterhaanden bleven hende utaalelig. Saa maatte det hellere udleveres til Sladderen.

Hun fortrød kun, at hun ikke havde forberedt sin Mor; og da hun nu besvarede Karsten Froms Buk ved at rejse sig, var det ogsaa med et Par vildt forfærdede Øjne, Fru Bertha saae paa hende. I sin Angst greb hun hende endog i Kjolen som for at holde hende tilbage.

"Men Barn! ... Du vil da ikke danse?"

"Jeg har Lyst til engang at prøve, om jeg skulde have glemt det. Men bliv endelig siddende, Mor! Jeg er her igen om et Øjeblik, og saa tager vi vel hjem, ikke sandt?"

Karsten From selv var ikke mindre overrasket. Han havde været ganske sikker paa et Afslag og kun benyttet Inklinationen som Paaskud for at opnaa Forbindelse med hende.

"Jeg er ganske fortumlet af Henrykkelse!" sagde han paa Vejen til Balsalen. "Drømmer jeg eller er jeg vaagen? Er det virkelig sandt, at Frøken Jytte Abildgaard vil gøre mig den Ære at danse med mig?"

"Jeg har jo lovet det."

"Jeg troede ikke, det var Deres Alvor. De skulde vide, hvor jeg har været fortvivlet. Jeg vovede ikke at tro paa saa stor en Lykke."

En af Balinspektørerne standsede dem ved Indgangen til Salen og paabød dem at vente til næste 102 Dans, da Gulvet i Øjeblikket var aldeles overfyldt. De tog saa Plads ved Væggen, hvor en Del af Teatrets Stolerækker var anbragte, og for at kunne sidde nogenlunde ubemærkede, valgte de nogle ledige Pladser inde under Balkonen.

Efter sin Sædvane begyndte Karsten From med at komplimentere hende for hendes Dragt men stoppede ængstelig op, da han saae, at hans Smiger krænkede hende. Han glemte bestandig, at hun ikke var som andre. Derfor havde han saa ofte taget fejlt Sigte. Endnu for ikke saa længe siden havde han troet, at det var Koketteri, naar hun var saa overmodig ligegyldig for sit Ydre og forsmaaede ethvert Toilettefif, f. Eks. den Pariserhæl under Skoene, der vilde have erstattet hende den manglende Tomme i Højden. Nu kendte han Sfinksen bedre. Hun var for stolt til at ville behage. For kysk til at ville friste med sin Skønhed. I hendes dristige Øjekast, der tog sig ud som en underfundig Opfordring til Fortrolighed, var der ingen Beregning. Hendes rige Smil, der var saa spotsk, men ogsaa saa fuldt af Sødme, var ikke det indstuderede Komediespil, som saa mange troede. Alt dette æggende og hemmelighedsfulde i hendes Væsen var en ganske ubevidst Udstraaling af hendes inderste, lønlige Natur. Af den altid lige uudgrundelige Kvindesjæl.

"Vil De sige mig," begyndte han i en anden Tone. 103 "Hvad er det, jeg har forsyndet mig med i Aften? Jeg saae det straks paa Dem derinde i Salen, at De var misfornøjet med mig. Jeg har glædet mig saa ubeskriveligt til at se Dem – og saa sad De derinde med denne vrede lille Rynke mellem Brynene, som jeg kender saa godt. Og den gør mig saa modløs. Har jeg gjort noget galt? Vil De ikke fortælle mig det?"

"Naar De endelig vil vide det, saa begriber jeg ikke, at De har Lyst til at gaa omkring og agere Bajads for alle de Mennesker. Det klæder Dem efter min Mening slet ikke. Og jeg veed jo nu, at De kan være helt naturlig."

Karsten From tog – ligesom forlegen – Blikket til sig og tav en lille Tid.

"Naturligvis – De har som altid Ret. Men De maa ikke skænde paa mig. Jeg er nu engang ikke anderledes, og jeg kan ikke forandre mig. Dersom jeg kom ind i en Selskabssal og vilde prøve paa at være mig selv, ... jeg vilde føle det, som om jeg ingen Klæder havde paa Kroppen, og det er en usigelig flov Fornemmelse. Men forresten ... hvad gør De selv, kære Frøken? Hvad gør alle vore beklagelsesværdige Medskabninger? Spiller vi ikke allesammen Komedie for hinanden af Blufærdighed? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for sine Medmennesker som Vorherre har skabt ham. Hvad siger ikke 104 den vise Salomo? Ingen Mand blotter sig – undtagen for den Elskede. Er Livet andet end en stor Maskerade? De, allerkæreste Frøken, har nu formummet Dem som Vestalinde og tillader ingen at kigge Dem under Sløret. Fortræffeligt! Jeg indser ogsaa meget godt, at jeg selv kunde have anlagt en fordelagtigere Maskering. For min borgerlige Anseelses Skyld vilde det naturligvis have været klogere, om jeg f. Eks. havde kostymeret mig som Alvorsmand med et bekymret Professorblik under Bulehatten. Men det troede jeg forresten, vi var temmelig rørende enige om, at den hele Redelighed ikke er værd at tage au sérieux. Saa meget troede jeg virkelig at have kigget mig til gennem Sløret. Skulde jeg have taget fejl?"

Jytte svarede ham ikke, fordi hun i sit Inderste var nødt til at give ham Ret. Men Karsten From havde nu sin Snare i Beredskab og fortsatte:

"Næ – først naar man kommer væk fra sine egne Ravnekrogsforhold, vover man sig til at lade Masken falde. Men saa er det ogsaa en velsignet Fornemmelse. Veed De noget dejligere end at køre ned gennem Strøget i en fremmed By, hvor ikke et Menneske kender En? Eller at sidde paa Fortovet udenfor en stor Kafe og se lutter nye Ansigter passere forbi? F. Eks. i Paris. Borte fra al Bysladder og Spionage. Helst naturligvis sammen med en god 105 Ven eller Veninde. Ensomheden er skrækkelig. Men der er saa faa, der forstaar at indrette sig lidt fornuftigt her i Verden."

Heller ikke hertil svarede Jytte noget. Hun holdt igen ikke rigtig af hans Tone. Og for nu at komme bort fra Emnet gav hun sig til at tale om Koncerten og spurgte ham, hvorfor han ikke havde overværet den. Hertil svarede han, at han ikke havde haft Mod til det.

"Mod? ... Hvad vil det sige?"

"Jeg vidste jo, at De var tilstede."

"Naa – og hvad saa?"

"Jeg var bange for at gøre stor Skandale."

Hun saae paa ham.

"Jeg forstaar ikke et Ord."

"Jo. F. Eks. at jeg skulde springe op paa min Stol midt under Symfonien og raabe ... nej skrige ud over Teatret, at –"

Han bøjede sig ned mod hendes Øre og fuldendte med hviskende Stemme:

"At jeg elsker Dem!"

Han saae med Henrykkelse, at der slog en Varmebølge gennem hendes Sind. Hendes Hals og Kinder blussede et Øjeblik; saa blev hun langsomt bleg. Brystet løftede sig tungt. Hun forsøgte at smile med sit hemmelighedsfuldt spotske Smil. Syntes ogsaa at 106 ville sige noget, – men det blev kun til en Skuldertrækning.

Ogsaa han tav. Der kom pludselig en besynderlig Uro over ham. Det var første Gang, han havde set hendes Selvsikkerhed vakle, og Synet betog ham paa en Maade, han ikke havde ventet. Den Tanke, at hun maaske virkelig for Alvor elskede ham og stolede paa ham, fik hans Mod til at synke, saa han et Øjeblik var nær ved at ønske, at han havde ladet hende i Fred. For første Gang i sit Liv var han kommen i den Situation, at han ængstedes ved sin egen Dumdristighed. Ja – Død og Helvede! – sad han ikke her og var lige paa Nippet til at faa moralske Anfægtelser? Hvad gik der af ham?

Han vilde fortsætte sit Angreb, da Musiken i det samme til hans Ærgrelse standsede, og Siddepladserne i Salen bestormedes. Med Folk paa begge Sider maatte han ændre Tone; og da Orkestret efter nogle faa Minuters Pavse satte i paany, var han nødt til at rejse sig og byde Jytte op.

Det var en af disse moderne Valse, der mindre er Dans end en gratiøst vuggende Gang, en smægtende Henskriden til en dæmpet Musik, der ikke hindrer en Fortsættelse af Konversationen men tværtimod virker som en Opfordring til Fortrolighed. Jytte havde under Dansen ikke en Tanke tilovers for Sladderen oppe i Logerne, som dog netop fik uhyre travlt, 107 da man opdagede hende paa Gulvet sammen med Karsten From. Ligesom i sin første Ungdom glemte hun alt for den Arm, der laa saa fortroligt om hendes Liv, for den Haand, hun følte saa ængstende nær ved sit Bryst.

"Har De set, at Hugo Martens er her?" spurgte Karsten From.

"Nej."

"De veed nok, han er lige kommen hjem fra sine udenlandske Triumfer. Han har spillet baade for Kejser og Konger. Det fortæller han i det mindste."

"Naa!"

"Jeg talte med ham for lidt siden inde i Restavrationen. Han er med al sin Skvadroneren et meget elskværdigt Menneske. Jeg venter forresten ham og hans Frue til en lille Eftermiddagste hos mig paa Tirsdag."

"Naa!"

"Der er nemlig Tale om, at jeg skal male hans Portræt. Dersom nu ikke det sørgelige var hændt Deres Fætter, Jægermesteren – jeg savner ham virkelig daglig, forsikrer jeg – saa vilde jeg have inviteret ham med. For saa kunde jeg maaske have gjort mig et lillebitte Dværgehaab om at se ogsaa Dem ved den celebre Lejlighed. Jeg tror, det vilde interessere Dem at være sammen med Hugo Martens. Han lovede mig at spille sin nye Sonate, der skal 108 være noget ganske enestaaende pragtfuldt. Det siger han i hvert Fald selv."

"Ja, det havde unægtelig været meget morsomt."

"Deres Mor tør jeg jo desværre ikke tænke paa at indbyde. Men i Grunden kunde vel ogsaa Hugo Martens og hans Frue være en tilstrækkelig betryggende Æresvagt for Dem. Fru Martens er en fuldendt Dame. Og en Organist er jo halvvejs en gejstlig Herre."

Jytte manglede ikke Lysten. Hun blev helt sørgmodig stemt, fordi hun ikke kunde sige Ja. Men da hun opfattede hans Indbydelse som Spøg, svarede hun ikke noget. Imidlertid blev han ved at trænge ind paa hende, og det i en utaalmodig og lidenskabelig Tone, der bragte hende til at studse. Det var virkelig hans Alvor!

Hun saae paa ham, og der var noget i hans Udtryk, der ikke huede hende.

De var netop kommen Salen rundt to Gange, og hun standsede nu og bad ham ledsage hende tilbage til den lille Sal. Paa Vejen ud gennem Gangene fortsatte han med sit Forsøg paa at overtale hende, og hun begyndte at ane Uraad. Han maatte sikkert have en eller anden Bagtanke med den Indbydelse.

Paa Grund af de mange Mennesker, de mødte, havde hun allerede sluppet hans Arm. Nu trak hun sig endnu lidt længere bort fra ham. Og pludselig 109 slog det ned i hende med Lynets Klarhed, at det hele var Opspind. Han ventede slet ikke Martens, havde rimeligvis ikke engang talt med ham. Det var altsammen Paaskud for at faa hende lokket op til sig, og hun var heller ikke i Tvivl om hans Hensigt dermed.

Hun havde for nogle Øjeblikke været lukket ind i Lykkens Rige. Nu følte hun sig styrtet hovedkulds ned i en Kloak.

For at skaffe sig Vished stillede hun en Fælde for ham. Idet hun lod, som om hun for Alvor overvejede Sagen, spurgte hun:

"Var det Mandag, De sagde?"

"Ja. Mandag Klokken fire. Jeg kan love Dem et Par virkeligt fornøjelige Timer. Martens er de prægtigste Mennesker under Solen."

"Men De sagde før, at det var Tirsdag. Det husker jeg aldeles bestemt."

Hun saae ikke paa ham; men Karsten From hørte det paa hendes Tone, at hans Forræderi var gennemskuet, og blev højst ulykkelig. Han forsøgte Udflugter; paastod, at det havde været Forsnakkelse, eller at hun huskede forkert. Men hun svarede ham ikke, og gik nu saa hurtigt til, at han maatte sno sig mellem de mange mødende Par for at kunne følge hende.

Fra den anden Ende af Gangen kom Fru Bertha 110 og Professoren gaaende imod dem. Fru Bertha var bleven urolig paa Grund af deres lange Fraværelse og vilde have været ind i Salen. Da Jytte opdagede hende, skyndte hun sig derhen.

"Du maa virkelig undskylde!" sagde hun med anstrengt Livlighed og stak sin Arm ind under Moderens. "Der var ikke til at komme frem. Gulvet var aldeles overfyldt. Men nu tager vi hjem, ikke sandt? Jeg er træt."

"Jeg kan se det," sagde Fru Bertha – hendes Øjne løb et Par Gange hastigt frem og tilbage mellem Datteren og hendes Kavaller –. "Du er saa bleg. Men du veed jo, at du ikke taaler at danse."

Hun bad sin Nevø om at skaffe dem en Vogn.

Mens Professoren var borte, fulgte Karsten From Damerne til Garderoben. Fru Bertha vendte hele Tiden fyndigt Ryggen til ham. Men af den Grund saae hun ikke, hvordan han trippede ængstelig omkring Jytte og ikke fik Lov til at hjælpe hende Aftenkaaben paa. Og i sit Hastværk med at komme afsted, undgik det ligeledes hendes Opmærksomhed, at Jytte ikke sagde Farvel til ham.

Da Vognen var kørt, vendte Karsten From slukøret tilbage til Balsalen. Det var hans Hensigt at styrte sig ud i Hvirvlen for at glemme sit Nederlag. Men paa Vejen betænkte han sig og vendte om. Lidt efter stod han i Garderoben og fik sit Tøj udleveret.

111 Der var i Øjeblikket ingen Vogn at faa, og for ikke at udsætte sig for at opholdes af Bekendte, bestemte han sig til at gaa hjem. Med Frakkekraven om Ørerne skridtede han i en opreven Sindsstemning afsted gennem de maanelyse Gader.

[*]

Den følgende Morgen med første Post fik Jytte et Brev fra ham bragt ind paa Sengen. Hun genkendte hans store, snørklede Haandskrift fra de Linjer, han en Gang tidligere havde sendt hende, og desuden stod hans Navns Forbogstaver trykt paa Konvoluten i et Vaabenskjold med Krone over.

Skønt hun i Nattens Løb havde taget sin Fornuft fangen og vendt sin Harme mod sig selv, fordi hun blot et Øjeblik havde været saa enfoldig at tro, at en Mand med hans Livsvaner kunde have nogen hæderlig Hensigt med sin Efterstræbelse, vilde hun ikke læse hans Brev. Hun kastede det til Side for at sende ham det tilbage.

Men da det kom til Stykket, modstod hun alligevel ikke Fristelsen til at se, hvad han havde fundet paa at sige til sit Forsvar. Brevet var saa tykt. Indeholdt sikkert flere Ark. Han maatte have brugt det meste af Natten til at skrive det.

Med en rask Beslutning skar hun Brevet op og læste det.

112 Dets Tone viste sig at være langt mere oprigtig, end hun havde ventet. Det var øjensynlig skrevet i en meget nedtrykt Sindsstemning og gjorde ikke Forsøg paa at bortlyve Forræderiet. Han tilstod, at han havde baaret sig ad som en æreløs Mand, og at hun havde Grund til at foragte ham. "Min Ulykke er, skrev han, at jeg ikke lærte Dem at kende for længe siden. Saa var jeg ikke bleven den, som jeg nu er. Jeg vil ikke deklamere, men De maa tro mig, naar jeg siger det, at jeg først nu har lært, hvad det vil sige at holde af nogen. Før De helt fordømmer mig, tænk saa paa, at det er Kærlighed, at det er Lidenskab, der har forført mig. Jeg elsker Dem vanvittigt – det er min eneste Undskyldning. Og De, kære Frøken Abildgaard, der har baaret over med mig i saa mange Ting og vist mig Godhed, vil ogsaa gøre det fremdeles, ikke sandt? De vil skrive den dumme og uhæderlige Streg i Glemmebogen. Jeg maa have Lov til at se Dem og tale med Dem, som om der ingenting var sket. Jeg gaar Dem imorgen imøde som sædvanligt, og De vil ikke gøre mig ulykkelig og blive borte. Jeg har saa meget at sige Dem. De er den eneste, jeg kan tale naturligt med, fordi jeg tror, De forstaar mig."

Efter at Jytte havde læst Brevet igennem et Par Gange, blev hun siddende ved sit Bord med Hænderne for Ansigtet. Til sin Ydmygelse følte hun, at 113 hun endnu holdt af ham, maaske endda mere uhjælpeligt end før. Hun maatte tænke paa, hvad hun saa ofte havde hørt sige om Mødre, at de følte Kærligheden til deres Barn des stærkere, jo mere Sorg det gjorde dem. Nu forstod hun det.

Der var dog ikke Tale om, at hun vilde se ham mere. Da Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, tog hun sit Tøj paa; men for ikke at risikere at møde ham, kørte hun med Sporvognen ud paa Kristianshavn, hvor hun heller ikke var udsat for at træffe andre Bekendte. Hun stod af ved Voldgraven og gik ud over de nye Amagerboulevarder. Men paa disse fremmede og øde Veje følte hun sig slet ikke hyggelig tilmode. Mod sin Vilje saae hun bestandig for sig de gamle Stier omkring Søerne, hvor Karsten From nu foer omkring og søgte efter hende.

Snart sad hun da ogsaa igen i Sporvognen og kørte hjem.

Ved Højbro steg en Herre ind i Vognen og tog Plads ved Døren. Det var Pastor Gaardbo.

Jytte havde en Gang før haft det Uheld at støde paa ham. Det var i "Magasin du Nord". Han havde staaet ved en Disk i nogen Afstand og stirret paa hende uden at hilse. Det havde ikke været til at tage fejl af, at han betragtede sig som forurettet. Det var næsten, som om han ventede, at hun 114 skulde komme hen til ham og bede om Forladelse. I det Sekund, deres Øjne mødtes, var hans Blik en Tordenkile.

Skønt hun sad med bortvendt Ansigt, mærkede hun ogsaa nu hele Tiden hans straffende Blik paa sig. Men hun følte ikke stort andet derved end et rent legemligt Ubehag. Og hun tænkte ved sig selv, at det i hvert Fald var en Lykke, at det ikke blev hos ham, hendes vildfarne Kærlighed havnede. Hvor mange Gange bedre og sandere var dog ikke Karsten From med alle sine Skrøbeligheder end denne Selvretfærdighedens Apostel!

For ikke at blive nødt til at passere ham stod hun af allerede paa Kongens Nytorv, hvor der blev aabnet ud til Vognens Forperron. Hun skraade derefter over Torvet og gik mod Sædvane hjem gennem Store Kongensgade, mens Pastor Gaardbo kørte videre ad Bredgade ud til Rigsdagsbygningen.

For ikke at blive udfrittet af Moderen om Aftenens Begivenhed tilbragte hun det meste af Dagen inde hos sig selv. Hun sad i sin Armstol med halvlukkede Øjne og følte sig som lam paa Sjælen. "Hvad nu?" tænkte hun flere Gange ganske højt. – Hun tilhørte nu atter Ensomheden. Naar hun vaagnede om Morgenen, vilde Dagen atter ligge foran hende som en endeløs øde Landevej, der førte ud til det evige Mørke. Fortiden vilde igen blive hendes 115 Tilflugt, og her skulde hun fra nu af ogsaa møde Karsten From som blot og bar Erindring. Og desværre, det vilde vistnok ikke gaa med ham, som det var gaaet hende med Pastor Gaardbo og de fleste andre af de Mænd, hun ved en Misforstaaelse havde ladet sig opholde af paa Vejen mod sin Skæbne. Han havde jo haft en besynderlig, knugende Magt over hendes Sind næsten fra den første Gang, de saaes. – Ja, hvor var en Kvindes Kærlighed en sørgelig og uværdig Ting! Hun vidste jo dog allerede dengang god Besked om det Liv, han førte. Saa uhyggeligt drev en svigagtig Gud sit Spil med Menneskesjæle, at Tanken om Fru Merck og de andre Damer, han havde kendt, kun havde gjort hende mere modstandsløs overfor hans Forfølgelse. Og der havde været Øjeblikke, da hun maatte spørge sig selv, hvad der var stærkest i hende, enten den Ømhed, hun følte for ham, eller Hadet til de Kvinder, der tidligere havde ejet ham. – –

Om Aftenen kom der endnu et Brev fra ham, hvad hun ogsaa havde ventet.

Brevet, der maatte være skrevet umiddelbart efter hans Tilbagekomst fra det forgæves Forsøg paa at møde hende, var paa otte store Sider og nedrablet med flyvende Pen, undertiden næsten ulæseligt. Og det var ikke alene Skriften, der bar Vidne om en ubehersket Sindsstemning. Brevet var fra først til 116 sidst et Udbrud af Fortvivlelse over hendes Udeblivelse, fuldt af nye Selvanklager og ny Bønfaldelse.

Stærkere Indtryk gjorde det dog paa hende, at det tillige indeholdt en aabenhjertig Redegørelse for hele hans Liv. Han skrev om sin Barndom som forældreløs Vajsenhusdreng, fortalte om de mange fremmede Hjem, han havde været anbragt i, hvor han tidligt vænnedes til at søge sine Glæder paa Gaden; som nærede hans Menneskeforagt og Mistilliden til anden Lykke end Øjeblikkets Nydelser. Først ved at lære hende at kende havde han forstaaet sig selv og sit Livs Tomhed, og han bønfaldt hende om ikke at forstøde ham nu, da han var fast besluttet paa at forandre sit Liv og gøre sig hende værdig.

I denne Selvbekendelse genkendte Jytte meget af sit eget Sinds Ensomhedsfølelse og Savn. Da hun havde læst den anden Gang, trykkede hun den overvunden til sit Hjerte. Og om Natten laa hun med Hænderne under Kinden og kunde ikke falde til Ro for Længsel efter ham. Den skræmmende Forudanelse, som hun havde været opfyldt af, siden hun første Gang følte hans blodhede Haand i sin: at han var den Mand, hun engang skulde tilhøre – den forvandlede sig i disse Timer for hende til lykkelig Vished. Hendes Skæbne havde indhentet hende, overrumplet hende, hun ønskede sig slet ikke længer Magt til at kæmpe med den. I sine Tanker vilde hun dog altid være 117 hos ham, hvor i Verden hun saa flygtede hen. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Livets smaa og store Skabninger, der elskede hinanden. Som to sørgmodige Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang – og skilles.

"Ja, min Ven! Jeg kommer! Jeg kommer!" hviskede hun ned i Puden. "Og saa vil vi lade Fortiden hvile. Begge to. Jeg har jo heller ikke selv nogen engleren Samvittighed, du! Men lad os glemme – glemme! Det maa saa gaa med os, som det kan!"

Henad Morgenstunden faldt hun i Søvn; og hun sov endnu, da Moderen bankede paa hendes Dør for at lade hende vide, at Tebordet stod dækket.

Da hun rullede sin Persienne op, saae hun til sin Fortvivlelse, at det øsregnede. Det var et saa skrækkeligt Vejr, at Folk maatte holde Paraplyerne foran sig for at kunne arbejde sig op mod Blæsten. At Karsten From ikke af den Grund vilde holde sig hjemme men igen søge hende paa den sædvanlige Tid, var hun ganske sikker paa; men selv kunde hun umuligt gaa ud i det Vejr uden at vække Moderens Mistanke.

I den følgende Time gik hun hvert Øjeblik til Vinduerne i det Haab, at Regnen skulde sagtne; men Himlen syntes uudtømmelig, og det var et Mørke, som om Jorden skulde forgaa. Og efterhaanden som Tiden nærmede sig, da hun plejede at spasere, 118 voksede hendes Uro. Hun var ikke alene bedrøvet over, at hun igen skulde skuffe ham. Med moderlig Bekymring tænkte hun ogsaa paa, at han vilde blive dyngvaad og maaske forkøle sig og blive syg.

I sidste Øjeblik fandt hun paa en Udvej. Hun vilde telefonere til ham fra en Kiosk. Hun kastede sin Regnkappe om sig og forklarede Moderen, at hun nødvendigvis maatte løbe over til Boghandleren for at købe Papir og Frimærker.

Hun var saa heldig at faa ham ringet op, netop som han stod med Tøjet paa for at gaa. Han kendte straks hendes Stemme og sagde, endnu før hun havde forklaret sig:

"Tør jeg virkelig tro paa, at det er Dem? De har saa tilgivet mig?"

"Det vil vi ikke snakke om nu. Jeg har blot villet forhindre, at De gik ud og forkølede Dem i det skrækkelige Vejr."

"Hvornaar skal jeg da se Dem?"

"Imorgen, tænker jeg."

"Men der er saa forfærdelig længe til imorgen. En hel Evighed."

Det syntes ogsaa Jytte nu, da hun hørte hans Stemme og følte sig ham saa nær; og hun fandt igen paa Raad. Hun kom til at huske paa, at hendes Mor om Aftenen skulde til Fødselsdagsselskab hos en gammel Veninde paa Frederiksberg. Hun vilde 119 da kunne gaa i Teatret uden at risikere et eller andet paatvunget Følgeskab, og det blev nu aftalt, at Karsten From efter Forestillingens Slutning skulde træffe hende udenfor Sideindgangen og følge hende hjem.

Endnu om Aftenen regnede det lidt. Jytte ringede derfor efter en Vogn, saasnart Moderen var taget bort. Hun følte sig utilpas, frøs, og havde ingen Ro paa sig noget Sted. Nu da hun var bleven alene, gik hun med et Sjal omkring Skuldrene frem og tilbage gennem Stuerne – endnu i det sidste Øjeblik pint af sin gamle Angst for alle Afgørelser. Et helt Kvarter før Tiden var hun allerede paaklædt; og saa glemte hun dog, da Vognen kom, baade sin Kikkert og sine Pebermynter.

Idet Vognen drejede ind paa Kongens Nytorv, hvorover Maanen sejlede med et Følge af sortgraa Skyer, skræmtes hun op af sine Tanker ved Synet af en Mand, der skraade over Torvet i nogen Afstand. En høj, bredskuldret Mand med Fuldskæg. Det hele var kun et Glimt, tilmed opfanget gennem en halvt tildugget Rude; men hun rettede sig uvilkaarligt op og spurgte sig selv: "Var det heller ikke Torben Dihmer?"

Siden hendes Fætter havde haft Kort fra Vennen med Meddelelse om, at han var for Hjemgaaende, havde hun flere Gange troet at se ham her i Byen, skønt han vistnok slet ikke var kommen endnu. 120 Indtrykket havde været forskelligt; men bagefter gik hun gerne en halv Dags Tid omkring i en tung og nedtrykt Sindsstemning.

Denne Gang gled han ud af hendes Tanker, endnu før hun naaede ind i Teatret. Og herinde sad hun de næste tre Timer hensunket i sig selv, mens et latterkært Publikum larmede omkring hende. Hun havde valgt en Plads i Baggrunden af Teatret, og træt og forjaget som hun var af de sidste Dages skiftende Sindsbevægelser og Mangel paa Søvn, faldt hun hen i en Slags Drømmetilstand og opfattede ikke synderligt af, hvad der foregik paa Scenen. Hun havde overbevist sig om, at Karsten From ikke var i Teatret; og med den Fred, Bevidstheden herom gav hende, hvilede hun ud og lod Timerne skride. Men skønt hun sad der med Hænderne saa slapt i Skødet, magtløs overfor sine Stemninger, der blafrede som løsgjorte Sejl, snart svulmede af Længsel, snart igen faldt sammen i Mismod og Angst – inderst inde var hun hele Tiden underlig fast besluttet. Stille fattet som overfor noget uafvendeligt.

Da hun efter Forestillingens Slutning gik ud af Teatret, fandt hun Karsten From paa det aftalte Sted. Han traadte ud af Maaneskyggen ved Muren og nærmede sig med et paa en Gang henrykt og undseligt spejdende Udtryk. Da hun rakte ham Haanden, bøjede han sig ærbødigt over den og hviskede:

121 "Tak!"

Synet af hans blege, ligesom forsvirede Ansigt, og denne forlegne Tak bevægede hende, saa hun ingenting kunde sige. De vidste nu begge, at de mødtes her som forlovede; men netop derfor fulgtes de det første Stykke i Tavshed.

For ikke at komme ind i Sværmen foran Hovedindgangen valgte de at gaa gennem Underkørslen bag Teatret. Paa hele Vejen til Dronningens Tværgade og indtil de stod ved hendes Port, vekslede de kun almindelige Bemærkninger om Forestillingen og Publikum. Karsten From mærkede med Fortvivlelse sin svigtende Evne til at give det, han havde paa Hjerte, et naturligt Udtryk, og følte sig i det hele endnu fremmed for sit nye Selv. Efter et Par pinlige Forsøg opgav han at være højtidelig.

Han lukkede Porten op og fulgte Jytte til Foden af Trappen. Her i Halvmørket, da hun gav ham Haanden med et "Godnat", spurgte han:

"Hvornaar faar jeg saa Lov at se Dem igen?"

"Imorgen ved sædvanlig Tid," svarede hun uden Betænkning.

Han beholdt hendes Haand, og deres Øjne mødtes.

"Men om det igen bliver et Vejr som idag?"

"Saa kommer jeg alligevel."

Han tog nu ogsaa hendes anden Haand og drog hende prøvende ind mod sig. Hun gjorde ingen Modstand. 122 Som et overtræt Barn lagde hun sit Hoved ind til hans Bryst.

"Saa er det sandt! De kan virkelig holde lidt af mig?"

"Ja."

Han løftede hendes Hoved og kyssede hendes Pande og derpaa hendes Mund. Hun lod det ske. Med lukkede Øjne gav hun sig hen til hans Kærtegn, indtil det sortnede for hende.

Saa skiltes hun fra ham med et sidste Haandtryk. Fra den første Trappeafsats nikkede hun endnu engang til ham, og gik saa hurtigt videre.

Da hun kom op, saae hun til sin Beroligelse, at Moderen endnu ikke var kommen hjem. For ikke at blive nødt til at tale med hende, gik hun straks i Seng.

[*]

Da Professor Asmus Hagen den næste Dag havde sat sig til sit Frokostbord, bragte Tjeneren ham et Visitkort.

"Det er den Herre, der var her baade igaar og iforgaars og ikke sagde sit Navn."

Professoren saae paa Kortet og udbrød i glad Overraskelse : "Næh ...!"

"Skal jeg vise den Herre ind?" spurgte Tjeneren.

123 I Stedet for at svare rejste Professoren sig og ilede med Servietten i Haanden ud i Forstuen. Jo, der stod han virkelig! Ved første Øjekast ganske den gamle Torben Dihmer, der bare havde lagt sig et loddent Underansigt til.

"Endelig – du vidtomstrejfende Odysseus! Du har virkelig sat dine Venners Taalmodighed paa Prøve! Men kom nu ind. Jeg har netop sat mig til Frokostbordet. Du har forhaabenlig ikke spist."

"Jo – forlængst. Men jeg kan sidde med for ikke at spilde din Tid. Jeg saae paa Pladen derude, at du har Konsultation om en halv Time. Vi kan saa passiare, mens du spiser."

"Et Glas Vin vil du vel nok drikke," sagde Professoren, da de var kommen tilbords. "Jeg har en ganske let Madeira. Den kan du uden Skade tage et lille Glas af. Jeg paatager mig Ansvaret."

"Tak. Ansvaret beholder jeg helst selv. Og jeg er ikke det mindste skrupuløs."

"Det har du sikkert heller ingen Grund til, min Ven! Du ser jo ud som den farnesiske Herkules4," sagde Professoren, skønt hans første Glæde over Vennens Udseende ikke havde holdt sig. Han fik bekræftet, hvad Indtrykkene af dennes Smaabreve og Kort allerede havde forberedt ham paa, at Vennen endnu ikke helt havde forvundet Følgerne af sin aarelange Indmuring paa Favsingholm, maaske heller 124 ikke af den Skuffelse, han havde lidt ved Mødet med hans vidtløftige Kusine. Smilet var uden Glæde. Og hans smaa Øjne, der syntes at være groet endnu tættere ind til Næseroden, var stadig ligesom duggede af Ensomhedens Melankoli.

"Lad mig nu høre! Hvornaar kom du hertil?"

"For tre Dage siden. Jeg har forresten søgt dig et Par Gange forgæves. Derfor kommer jeg paa en saa ubelejlig Tid. Men jeg vidste altsaa, at du var at træffe nu."

"Ja, jeg slider i det! ... Men lad mig nu høre! Du maa jo have en Masse at fortælle. Jeg har mere end een Gang sendt dig en misundelig Tanke her fra Trædemøllen."

"Lidt har jeg ganske vist set af Verden. Jeg syntes jo, at jeg havde faaet noget tilgode i saa Henseende. Og jeg har brugt mine Øjne ganske godt, tror jeg. I Amerika var jeg særlig heldig. Vor Gesandt i Washington kendte jeg fra gammel Tid. Hans Introduktioner skaffede mig et godt Indblik i den hele Bedrøvelighed derovre. Men nu er ogsaa min Nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet, og jeg er glad ved at være hjemme igen."

"Velkommen da!" sagde Professoren og løftede sit Glas. "Jeg tror, du er kommen paa et heldigt Tidspunkt. Jeg veed ikke, hvor meget du har fulgt med Tingenes skæve Gang herhjemme; men saa 125 meget veed du dog vistnok, at vore politiske Forhold er i fuld Opløsning. Vi staar sandsynligvis5 foran store Begivenheder."

"Jeg har set det. Jeg fandt danske Aviser baade i London og Berlin. Lidt desorienteret er jeg aabenbart alligevel. Hvad er det f. Eks. for en Pastor Vestrup, hvis Taler refereres saa udførligt i "Femte Juni"? Det er da ikke –."

"Jo, det er saamænd din tykke Ven og forhenværende Sjælesørger. Det er selveste "Skidtmads". Kære, du veed det altsaa ikke! Han er Byens nyeste Forlystelse. Der skal være propfuldt Hus, hver Gang han optræder. Det utugtige Asen er i Færd med at blive en sand Herrens Profet for Københavnerne."

"Men jeg forstaar ikke. Hvor kan "Femte Juni" –?"

"Jeg siger dig: vi er for Øjeblikket ude i det vildeste Anarki. Tyrstrup har allieret sig med Præsteskabet, og som Modtræk stiller nu Enslev denne udstødte Syndebuk frem for Folket med en Martyrglorie om Hornene. Forresten er Manden jo virkelig noget af en Oprører. Med en Ignorants Heltemod gaar han løs baade paa Bisper og Provster og slaar sine tidligere Embedsbrødre Biblen i Synet. Og – som sagt – Virkningen er forbavsende. Enslev har her igen vist sit taktiske Mesterskab. Mandens Succes skal for Alvor have vakt Uro i Præstepartiet. – Forresten ventes der et Generalopgør i 126 Rigsdagen i den nærmeste Fremtid. Saa faar vi rimeligvis nye Valg – og et gunstigere Øjeblik til at træde frem paa Skuepladsen kan du ikke faa. Jeg vil sige dig: vi er mange, der har ventet paa dig. Du kommer hjem med friske Erfaringer fra begge Sider af Atlanterhavet, og vi trænger aabenbart først og fremmest til nye Impulser. Disse Bønder og Skolelærere og andre politiske Dilettanter, som vi nu regeres af, har bragt det folkelige Selvstyre i Miskredit. Enslev kan der ikke regnes med. Han er udslidt. Jeg siger det med saa stor Bestemthed, fordi jeg tilser ham i denne Tid, mens Professor Bendix er bortrejst. Dersom du vil love mig at tie stille med det, kan jeg betro dig, at han ikke lever Vinteren over. Tyrstrup er der ingen, der har Tillid til. Han er og bliver upopulær. Overalt ventes der paa den nye Mand, den virkelige Statsmand, der igen kan bringe den krængede Samfundsskude paa ret Køl."

Torben Dihmer, der sad tilbagelænet med Armene oppe paa Bordet og Hænderne omkring sit Glas, sagde efter en lille Pavse:

"Den Dag vil hverken du eller jeg komme til at opleve, Asmus!"

"Hvad vil du sige med det?"

"Jeg tror – for at blive i dit Billede – at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn Dag gaar 127 tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre. Jeg finder det i Grunden ganske rimeligt, at Tyrstrup nu lader Kirkens Mænd komme til. Naar I Læger har maattet opgive en Patient, overlader I ham jo ogsaa villigt til Præsternes Trøst og det øvrige Begravelsesvæsen."

"Det lyder lidt uhyggeligt. Vil du ikke uden alle Billeder forklare, hvad du mener?"

"Aa nej! Jeg er helst fri! Det er – som du siger – ikke noget hyggeligt Emne. Og idag har du heller ikke Tid til at høre paa mig. Men en Ting vil jeg dog spørge dig om. Jeg har tilfældigt hørt om den Ulykke, der har ramt din Bror. Det forholder sig vel rigtigt?"

"Ja – desværre! Det forholder sig rigtigt."

"Og Storeholt er blevet solgt?"

"Ja. Han har mistet alt. Lige til sit Rigsdagsmandat."

"Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse kan være saa ivrig for ogsaa at faa mig ned i Politikens Heksegryde."

"Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?"

"Hvorfor ikke? Vi har dog rimeligvis haft den samme naragtige Mirakeltro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den Indbildning, at der 128 ad den Vej kan udrettes det allermindste for den stakkels Menneskehed."

"Den Tro har du altsaa ikke mere selv?"

Torben Dihmer rystede paa Hovedet med sit glædeløse Smil.

"Nej. Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine. Det hele højtidelige Apparat med Rigsdag og Statsraad er blevet en Latterlighed i mine Øjne."

"Vil du med alt det sige, at du har opgivet Politiken?"

"Ja – absolut."

Der blev en lang Pavse.

"Hvilke andre Planer har du da?" spurgte Professoren. "For noget har du jo for. Det antydede du i hvert Fald i dit sidste Brev."

"Jeg har jo min Gaard. Derovre faar jeg foreløbig nok at gøre. Siden min Fars Død har den været vanrøgtet. Og skulde jeg tale om det Udbytte, jeg bringer hjem fra min Rejse, saa maatte det vist først og fremmest være, at jeg nu – ligesom Jeppe – er bleven mig bevidst som "en Bonde og en Bondes Søn6". Der var en Aften i New York, da jeg var helt syg af Længsel efter igen at føle min egen Jord under Fødderne. Men det forstaar du vist ikke."

"Aa jo! Lidt af det samme har jeg ogsaa kendt. Men det kan jo ikke være din Mening at begrave 129 dig paa Favsingholm for al Evighed. Det har du da vist faaet nok af."

"Jeg veed dog ikke ... Jeg kunde meget godt tænke mig at leve Resten af mit Liv derovre paa Gaarden, og det uden just at komme i Begravelsesstemning. Tværtimod. Skal jeg sige min Mening, saa tror jeg meget snarere, at jeg paa Favsingholm vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de Dødes Rige. I hvert Tilfælde har jeg mangen Gang baade i Evropa og Amerika haft en Fornemmelse af at befinde mig paa et underjordisk Pinselsted, hvor Millioner af hvileløse Skygger halsede afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke. Og jeg forstaar egenlig ikke, at ikke alle føler det paa samme Maade. Jeg er fuldt overbevist om, at vi staar foran en Verdenskatastrofe. Det saakaldte civiliserede Samfund har i de sidste hundrede Aar arbejdet som en afsindig paa sin egen Undergang. – Naa, men det var altsaa det Emne, vi ikke saa gerne skulde ind paa. Og nu har jeg ogsaa snakket nok om mig selv. Lad mig nu høre lidt om dig. Hvordan har du det? Du var forleden Aften til den store Fest i Kasino."

"Ja, jeg gik derhen et Øjeblik. Hvor veed du forresten det fra?"

"Jeg var der selv."

"Du!"

130 "Ja. Det var den samme Aften, jeg kom hertil. Inspektøren paa Hotellet havde Billeter tilsalgs, og da jeg havde hvilet mig lidt efter Rejsen, fik jeg Lyst til at gaa derhen."

"Men det har jeg ikke anet! Hvem talte du med?"

"Med ingen. Der var vist heller ingen, der kendte mig igen."

"Det er rimeligt nok – med det Barbarskæg, du møder med! Og efter fire Aars Fraværelse."

"I hvert Fald fik jeg Lov til at sidde en Timestid ganske uantastet i en Loge og se paa Dansen. Det var ganske ejendommeligt. Jeg sad der incognito og genkendte selv næsten hvert eneste Ansigt, jeg saae."

"Hvordan var forøvrigt dit Indtryk af Selskabet?"

"Det samme som af hele Byen. Alting synes mig ganske uforandret, og dog er det saa besynderligt nyt for mig. Men det forstaar du vist heller ikke."

Der fulgte igen en af disse dybe Pavser, der paa begge Sider skyldtes Frygten for at blive for aabenhjertig. Asmus Hagen havde hørt paa Vennen med voksende Bekymring. Det havde desuden forundret ham, at Torben af sig selv havde taget Vinkaraflen og igen fyldt sit Glas.

"Jeg saae forresten ogsaa et Glimt af din Kusine ved den Lejlighed. Hun dansede med en blond Herre, 131 som jeg ikke kendte. Du skulde ikke tilfældigt vide, hvem det var?"

"Jo. Det var Karsten From – Portrætmaleren. Men han er maaske først kommen i Skuddet efter din Tid."

"Vil du for en Gangs Skyld svare paa et indiskret Spørgsmaal. Er den Herre din Kusines nye – hvad skal jeg sige – Ven? Det saae saadan ud."

"Jeg veed ingenting. Men siden du nu har spurgt, saa vil jeg fortælle dig, at der snakkes om en Forlovelse."

Torben Dihmer nikkede tavs. Han sad igen med Armene paa Bordet og drejede paa sit halvtømte Glas. Tilsidst sagde han:

"En Kunstner altsaa. Det havde jeg nu mindst tænkt. Han saae forresten ogsaa nok saa meget ud som en Cirkusartist. Jeg havde i Grunden ventet et anseligere Resultat af saa mange Aars samvittighedsfulde Overvejelser."

Professoren trak paa Skuldren.

"Jeg deler i dette Tilfælde heller ikke min Kusines Smag. Hun er lidt uberegnelig. Men hvad skal man sige? Kærlighed suspenderer Fornuften. Den anerkender den simpelthen ikke. Det er vel netop Charmen ved den."

Torben Dihmer nikkede igen.

"Du har ubetinget Ret. Paa dette ene Omraade 132 er vi moderne Forstandsmennesker lykkeligvis inkonsekvente. – Men nu kommer dine Patienter," sagde han, da han hørte det ringe i Forstuen. "Saa vil jeg gaa."

Han rejste sig med et besynderligt Hastværk, som var han glad ved at være bleven afbrudt.

"Vi ses igen!" – kom det ret umotiveret.

Professoren fulgte ham ud. Paa Vejen lagde han Mærke til, at Vennen trak lidt tungt paa det højre Ben.

"Du glemmer vel ikke at tage dine Piller med Regelmæssighed?" sagde han, da de stod i Forstuen. "Du husker nok, at du straks vil mærke det, dersom du i den Henseende forsømmer dig selv blot et Par Dage."

"Jeg veed det," svarede Torben Dihmer lidt kort og gav ham hurtigt Haanden.

[*]

Ogsaa denne Dag opholdt Jytte sig mest i sin egen Stue for at undgaa Moderens Spørgsmaal. Trods Regnvejret havde hun om Formiddagen spaseret med Karsten From paa de sædvanlige Steder, og de havde begge to været meget lykkelige. Han havde holdt Paraplyen over hende, og hun havde tilsidst taget ham under Armen, mens de som andre forlovede snart spøgte og lo, snart talte fornuftigt om deres 133 forandrede Forhold og den fælles Fremtid. Og han havde denne Gang fulgt hende ikke alene til Porten, men helt op til den første Trappeafsats, hvor de tog Afsked uden mange Ord men med des flere Kys.

De var bleven enige om at offenliggøre Forlovelsen, saasnart Jytte havde talt med sin Mor; men endnu om Eftermiddagen havde hun ikke faaet Mod til en Tilstaaelse. Hun sad i Armstolen og hvilede Hovedet tungt i sin Haand.

Dagen havde været fuld af Lykke, men hun gjorde sig ingen Illusioner. Hun sagde til sig selv, at det vilde være Daarskab at vente livslang Troskab af en Mand med Karstens Karakter og hans Livsvaner; og hun var forberedt paa sin Lod. Den mørke Anelse, der havde hvilet truende over hendes Liv fra det syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig samtidig til Ulykken og Døden – den gik nu sin Opfyldelse imøde. Ogsaa hun vilde en Dag efter en lang eller kort Lykkerus sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner. Eller hun vilde sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter som stakkels Kitty. Men det vilde ikke være bleven anderledes, om det havde været en anden Mand end Karsten, hun havde forelsket sig i. Ikke engang, om det havde været Torben Dihmer. Det var saa bare bleven hende selv, der havde nedkaldt Ulykken over dem med sit umulige Sind. Nu 134 førte hun i det mindste ingen andre med i Undergangen.

Ak, Torben Dihmer! Nok var han den eneste af hendes forrige Venner, som hun stadig ikke kunde tænke paa uden med et lille Smertestik i Hjertet. Og dog saae hun nu klarere end nogensinde, at hun aldrig havde elsket ham. I sin tidligste Ungdom havde hun sværmet for hans mandige Skikkelse. Hans smukke, klokkedybe Stemme havde vakt hendes første, stærke Kærlighedsdrømme. Siden havde hun i mange, lange Nætter ligget og grædt i sin Hovedpude, fordi hun alligevel ikke holdt saa meget af ham, som hun gerne vilde. Aldrig havde hun ved hans Side følt sig bjergtagen som nu. Aldrig følt sig viljeløs omspændt af den mørke, vilde Trolddom, som Kærligheden var.

Mørket faldt paa, mens hun sad der i sin Stol og lod de triste Tanker krese som Aadselfugle over sin Lykke. Nede fra Gaden lød Sporvognenes Kimen, og Genskinnet af Lysene derude flimrede uroligt som Lygtemænd henad Loft og Vægge.

Pludselig løftede hun Hovedet fra Haanden. Hun hørte Moderen komme ind i Dagligstuen og tænde den røde Skærmlampe.

"Stakkels lille Mor, som endnu ingenting veed!"

Lidt efter rejste hun sig langsomt, og gik derind. Moderen sad paa sin Sofaplads bag Lampen, mod 135 Sædvane med ledige Hænder, næsten som om hun havde siddet der og ventet paa hende og hendes Ulykkesbudskab. Da Jytte gled ned ved Siden af hende, vendte hun ogsaa sit stivnede Ansigt om imod hende med et Udtryk, som viste, at hun var forberedt paa alt.

"Mor!" sagde Jytte; hun tog hendes Haand og lagde den i sit Skød, og hendes Hjerte standsede et Øjeblik, da hun mærkede, hvor kold den var. "Jeg har noget at sige dig, Mor! Jeg veed, det vil bedrøve dig; men det kan der nu ikke gøres noget ved. Jeg er bleven forlovet med Karsten From."

Fru Bertha svarede ikke. Hun blev blot ved at stirre hende ind i Øjnene.

"Tag det nu ikke saadan, lille Mor! Du ser jo, jeg selv er glad. Kys mig saa, og ønsk mig til Lykke!"

Men Fru Bertha vægrede sig.

"Et Menneske som Hr. From –", begyndte hun; men Jytte lukkede hendes Mund med sin Haand.

"Jeg veed alt, hvad du vil sige! Tror du ikke, jeg har sagt mig det selv de hundrede Gange! Men du kender ham ikke. Han er helt anderledes, end du og alle mener. Og forresten har du engang sagt, lille Mor, at du vilde være tilfreds med enhver Svigersøn, jeg kom med, naar jeg blot var lykkelig."

"Hvor længe, tror du, den Lykke vil vare?"

136 "Hvor kan man sige det? Vidste du det saa sikkert, da du forlovede dig med Far?"

"Ja."

Jytte slap hendes Haand og tav.

Fru Bertha gav sig nu til at tale om Torben Dihmer. Hun spurgte hende, om hun vidste, at han var kommen til Byen. Hun havde lige mødt Asmus, der i Forbifarten havde fortalt hende det.

"Af hvad Grund fortæller du mig det netop nu?" spurgte Jytte. "Dersom du gør dig Forhaabninger, Mor, saa vil jeg sige dig, at det er til ingen Nytte."

"Aa nej, desværre – det har jeg forstaaet. Men du skal dog vide, hvad jeg tænker derom. Jeg tror, at som du dengang paa din sygelige Maade grublede dig ud af din Kærlighed til en god og hæderlig Mand, der holdt af dig, – saadan har du nu grublet dig ind i dette Forhold til en ... en Person, som kun vil misbruge dig."

"Jeg siger dig – du kender ham ikke," sagde Jytte bortvendt.

"Jeg bryder mig heller ikke om det. Og jeg siger dig, mit Barn, jeg anerkender aldrig Hr. From som min Svigersøn."

"Ja, saa maa du jo lade være, Mor!"

Jytte rejste sig. Hun gik hen til Vinduet, hvor hun blev staaende og saae ned paa Færdslen i den nu ganske aftenlige Gade. Og der blev saa underligt 137 dødsensstille i den gamle Stue, hvor det røde Lys spejlede sig vemodigt i Bedstefaderens tunge Mahognimøbler.

Tilsidst sagde Fru Bertha: "Jeg havde engang tre Børn. Nu har jeg kun een tilbage, Jytte! Hvor Helge7 fandt sit sidste Hvilested, veed ingen af os. Men Ebbe ligger med Skam i sin Grav."

Jytte vendte sig forfærdet.

"Mor dog!"

"Ja, der skal ikke stikkes noget under Stolen. Men ogsaa det skal du vide, at mest anklager jeg mig selv, fordi jeg har været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Jeg angrer nu, at jeg ikke tvang dig til at gifte dig med Torben Dihmer, da jeg saae, at du ikke selv havde nogen Vilje. Ja, du ser paa mig; men jeg mener, hvad jeg siger. I rammeste Alvor mener jeg det. Jeg skulde dengang have taget Ansvaret paa mig; men jeg var for fejg. Nu faar jeg min Straf."

Hun rejste sig med Besvær og gik ud. Jytte stirrede tungt efter hende.

Et Par Timer senere, da hun blev kaldt ind til Middagen, bragte Pigen hende den Besked fra Moderen, at hun var gaaet tilsengs og ikke ønskede at forstyrres. For første Gang i mange Aar spiste Jytte alene.

[gå frem]