Toldere og Syndere

En Fortælling-Kres

[gå tilbage]

II

Paa en Fjerdesal i en af Vesterbros fattigste Sidegader boede for en Del Aar tilbage en Familje, som det var gaaet tilagters for, saa den nu var havnet her i det københavnske Whitechapel. Ikke desmindre var dette Ægtepar maaske de lykkeligste Mennesker i hele Hovedstaden.

Manden, der engang havde drømt om at blive en stor Operasanger, tjente nu Brødet ved forskellige Smaabestillinger rundt om i Byen. Blandt andet sad han tre Aftener om Ugen ved Billethullet i en af Vesterbros Dansebuler, og her havde han i sin Tid lært sin Kone at kende. Hendes Mor – en gammel Rufferske – var ansat ved Garderoben samme Sted, og selv havde hun dengang allerede to Børn til Erindring om en letsindig Ungdomstid. Men det skete, at det store, hvidfede og rosensminkede Pigebarn, der bar kostbare Ringe paa alle Fingrene, forelskede sig i den lille muntre Billetmand, der var næsten dobbelt saa gammel som hun og ikke kønnere end en Aalekrage1. Og saa stor var hendes Hengivenhed for ham, at hun trods den Fattigdom, hvortil de hurtigt sank ned paa 124 Grund af Børneflokkens stadige Forøgelse, tappert modstod sin Mors mange Forsøg paa at friste hende tilbage til det forrige Kaperliv.

I Huset, hvor Ægtefolkene nu boede, var de en Fabel for de mange andre fattige Beboere paa Grund af deres forelskede Væsen. Hver Morgen, naar Manden gik til sin Plads hos en Porcellænshandler i Istedgade, hvor han var Formiddagsbud, fulgte Konen ham ud paa Trappegangen i sin Nattrøje, og her blev hun staaende, bøjet over Rækværket, for at nikke til ham under Nedstigningen og besvare de Fingerkys, han sendte op til hende fra hver Afsats. Var der maaske heri nogen professionel Vane fra hendes galante Pigedage, saa tænkte hun dog ikke over det. Hun fulgte kun sit taknemlige Hjertes Tilskyndelse overfor den Mand, der havde trukket hende op af Skarnet og givet hendes Børn en anstændig Mor.

De kostbare Fingerringe, Silkeskørterne, Strudsfjerene og de højhælede Parisersko var forlængst gaaet til Marskandiseren, og hun havde sagt Farvel til alle disse Herligheder uden et Suk. Men sin Natur kunde hun ikke omskabe. Saalænge hun havde noget at sælge, eller blot hun kunde skaffe sig Kredit hos Kvarterets Handlende, diskede hun op med en Overflod af Spisevarer, og naar Manden kom hjem med sin Ugeløn, kunde der skyde en Rest 125 af gammel Vildskab op i hende. Hun købte Vin og lækre Sager, puttede Børnene i Seng og slog sig løs, indtil hun sad og lallede paa hans Skød med Armene om hans Hals.

Efterhaanden forsvandt da ogsaa det meste af Bohavet til Pantelaaneren, og tilsidst gik Søndagsklæderne samme Vej for at skaffe Brød og Fedt i Huset.

"Det er lige meget med de Klude!" plejede hun at sige. "Vil min Familje ikke kendes ved mig, kan de godt la' være. Naar bare du holder dig til mig, Augustinus!"

Da der var gaaet nogle Aar, blev Manden en Dag bragt syg hjem fra Kirkegaarden, hvor han visse Dage om Maaneden vikarierede for en af de faste Ligbærere. I Løbet af Natten døde han. Det bestandige Rend for Skillingen i Forbindelse med den megen Kærlighedslykke havde sprængt den aldrende Mands Hjerte. I fjorten Timer sad hans Kone paa Sengekanten og hylede af Sorg. Som det Naturmenneske, hun var, skreg hun sin Smerte ud for alle Vinde, saa det kunde høres over hele Gaden. Fremmede Naboer maatte tage sig af hendes Børn og gøre Anstalter til at faa skaffet Liget ud af Huset. Ved Synet af Kisten sprang hun op med Hænderne for Ansigtet, styrtede til Vinduet og kastede sig ud. Hun havde altid sagt, at hun vilde 126 ligge i samme Grav som Augustinus. Og saadan skete det nu.

Dette var Karsten Froms Mor. Saadan var hans Barndomshjem. Han var den yngste af de to blonde Drenge, som Moderen havde bragt med sig ind i Ægteskabet – "de to smaa Lensgrever", som den muntre Stiffader plejede at kalde dem.

Nogen virkelig Erindring om sine Forældre eller om den Katastrofe, der brød ind over Hjemmet og førte ham til Opfostringshuset, havde han ikke bevaret. Hvad Karsten From huskede af sin første Barndom var Glimt af ligegyldige og hverdagsagtige Begivenheder, der af en eller anden uforklarlig Aarsag var bleven fredet af Mindet. Det var gaaet ham som det gaar de fleste med deres tidligste Indtryk af Livet. De betydningsfuldeste Oplevelser forsvinder i Glemsel, mens Erindringen om en død Flue og dens højtidelige Ligbegængelse i Vindueskarmen trofast bevares helt op i den høje Alderdom.

Naar Karsten From overhovedet vidste noget om sine Forældre, var det, fordi han engang havde skaffet sig Underretning gennem et privat Oplysningskontor. Men forresten beskæftigede denne dunkle Fortid ham ikke saa meget, som hans Venner havde nogen Grund til at tro, fordi han ikke saa sjelden selv talte om den. Melankolien i hans smukke Øjne 127 havde i hvert Fald ogsaa en anden Aarsag, som han ikke betroede nogen.

Han vidste godt selv, at han havde spillet Bankerot som Kunstner, og da han havde vænnet sig til at bruge tyve-tredive Tusinde om Aaret, kunde der midt under hans glade og festlige Nydelse af Livet rejse sig et uhyggeligt Spøgelse for hans Øjne – Angsten for den Dag, da Landets dekorerede og dekolleterede Rangspersoner af begge Køn valgte sig en anden Favorit blandt den hundredhovede danske Kunstnerhjord.

Der havde netop i de sidste Dage lydt et Varselsskrig i hans Øre. Et af hans Portræter havde ved en Dødsbo-Avktion kun opnaaet en Pris, der var lidt over Halvdelen af Vurderingssummen. Et Par af Aviserne havde haft en Notits derom, og i et af Smaabladene var der gjort den Tilføjelse, at "Hr. Karsten Froms Stjerne aabenbart nu var i Dalen".

Han kendte sit Publikum. Han vidste, at det ikke behøvede at læse den Slags Bemærkninger mange Gange, før det rokkedes i sin Tillid. Derfor havde han hele denne Aften været saa tavs ved Jægermesterens fine Soupé trods Jytte Abildgaards Nærværelse.

Den smukke Dames vedvarende Kulde havde yderligere forstemt ham. Han havde paany gjort den Erfaring, at hun, hvem Sladderen stadig var ude 128 efter og satte sine snavsede Fingre paa, snarere hørte til disse Mimose-Naturer, der helt op i Modenhedsaarene bevarede Overgangsalderens jomfruelige en garde-Holdning overfor det erotiske og lukkede sig til ved den mindste Berøring.

Efter at have sagt Godnat udenfor Restavrationen var han gaaet hjem gennem Strøget.

Paa Vejen kom han forbi den populære Kunstner-Kafe "Lysesaksen", der laa paa et Hjørne i en lav Mezzaninetage. Engang i Tidernes Morgen havde den ogsaa været hans Stamknejpe, og han vidste, at flere af hans daværende Venner og Kunstbrødre stadig holdt til der. Han havde ikke besøgt den i mange Aar, fordi han overhovedet havde maattet opgive al Samkvem med sine gamle Akademikammerater, der ikke engang vilde hilse ham paa Gaden længer.

Han fik nu det Indfald at gaa derop. Det var ham ikke selv klart, hvad der drev ham dertil. Han gjorde sig sjelden den Ulejlighed at kontrolere sine Bevæggrunde og fulgte tidt en Indskydelse blot af Lyst til at se, hvad der vilde komme ud af det.

Paa Grund af den sene Aftentime var Lokalet næsten tomt. Over de fleste af Sofaerne var Lampen allerede slukket. Men hans Formodning om at skulle træffe gamle Bekendte slog til. Omkring et Par sammenstillede Borde henne ved Hjørnevinduet sad 129 en halv Snes Personer, baade Damer og Herrer, som han næsten alle kendte.

Virkningen af hans Tilsynekomst svarede ogsaa temmelig nøje til Forventningen. Det livlige Selskab, der havde været meget højrøstet, da han kom, stirrede pludselig stumt og ubevægeligt frem for sig som en Panoptikonsgruppe.

Der var selveste Karl May, sort og lodden som en Pudel, og ved Siden af ham Lejf Knudsen, hans bedste Ven i Ungdommens Dage. Desuden Billedhuggeren Oluf Bøjesen med sine to Kærester og hans egen gamle Model Susse Frederiksen med tykke Frants Møller.

Ved Synet af den sidste strammedes uvilkaarligt hans Smilebaand. Den uheldige Digter, hvem Musen saa tidlig var bleven utro, var nemlig Medarbejder ved det lille Eftermiddagsblad, der havde haft Bemærkningen om hans dalende Stjerne. Ved nu at se ham fik Karsten From straks den Tanke, at det muligvis var ham, der var den skyldige. I Lighed med saa mangen anden Literaturens og Kunstens Hanrej optraadte Frants Møller ofte som kritisk Bussemand for at hævne sig paa sine lykkeligere Medbejlere, og det var ikke alene Parnasset, han berendte med sine Horn, ogsaa Billedkunstens Dyrkere led ofte en ilde Medfart, naar de havde været saa uheldige at vække hans Misundelse.

130 Karsten From satte sig med Hat og Overfrakke paa i en af Sofaerne og forlangte en Sodavand. Mens han ventede paa den, tændte han sig en Cigaret, og da Opvarteren havde skænket op, tømte han straks Glasset, betalte og gik derefter bort, som om han kun var kommen for at slukke sin Tørst.

Endnu før han var kommen helt ud af Døren, hørte han Frants Møller mækre. Karl May sagde: "Adjøs, Hr. Greve!" Og Susse Frederiksen slog sin Skraldelatter op.

Paa Højbroplads tog han en Automobil og kørte hjem, og et Kvarterstid efter laa han i sin store franske Mahogniseng og trak Silketæppet op over Ørene.

Men mod Sædvane faldt han ikke straks i Søvn. Samværet med Jytte Abildgaard og Synet af de gamle Venner vakte Tanker hos ham, der holdt ham vaagen. Han vidste sig dog fri for at længes tilbage til sin fordums Kvistkammer-Lyksalighed, og han havde let ved at bære Vennernes Foragt, fordi han kendte deres skjulte Misundelse. Der var i hans Øjne intet latterligere end den Ærgerrighed, som betalte et naadigt Eftermæle i Fremtidens Konversationsleksika med et Liv i Fattigdom og selvforsagende Slid. Men han tænkte paa, at hans Kunstnerbane maaske dog var bleven noget anderledes, dersom han i Tide havde lært en Kvinde som Jytte 131 Abildgaard at kende og havde vundet hendes Kærlighed eller blot hendes Venskab.

"Hr. Karsten Froms Stjerne er aabenbart nu i Dalen". – Det var som at høre Klokkerne klemte over sin egen Ligfærd. Og han var dog endnu kun 35 Aar! Om ti, maaske allerede om fem Aar var Stjernen slukket. Han vilde da have Valget mellem at gifte sig en Million til eller at ombytte sin Pensel med en af Sundholms Koste. Dersom han da ikke skulde foretrække at slutte sine Dage paa tragisk Vis med en Revolver eller en Giftflaske i Haanden? ...

Den næste Formiddag Klokken ti, da hans Husholderske kom ind til ham med Barbervandet og det opvarmede Badehaandklæde, var han hverken mere eller mindre utidig, end han plejede at være ved sin Opvaagnen, inden den kolde Douche og en kraftig Frottering havde drevet ham Søvnens Mørke og Tunghed af Sindet. Men da han en halv Time senere sad inde i Dagligstuen ved Siden af Atelieret, indhyllet i sin kinesiske Silkeslobrok og med Morgenkaffen foran sig paa en Stumtjener, gjorde han den Opdagelse, at han endnu var i de triste Dødstankers Vold.

"Hvad Pokker er der i Vejen med dig?" sagde han til sig selv. Sad han ikke her sund og frisk i sin gode Stue, hvor Solen efter mange Dages Fraværelse 132 igen skinnede saa hyggeligt ind? Havde han ikke endnu tyve Tusinde i Banken og en mindst lige saa stor Sum staaende paa Staffelierne derinde? Og saa ventede der ham ovenikøbet om faa Timer en fortryllende Hyrdetime med en temperamentsfuld Juvelerfrue, hvis Portræt han for Tiden malede. – Hvad var der da at hænge med Næbet for? ...

Han tændte sig en Cigaret og tog Avisen, der laa uoplukket ved Siden af Kaffebakken.

Lidt efter kom hans Husholderske ind med den Besked, at der stod en Mand derude, som bad om Lov til at tale med ham et lille Øjeblik.

"Hvad vil han?"

"Gud veed, om han ikke vil bede om noget. Saadan ser han da ud."

"Sig mig det lige ud, Frøken Svendsen ... er det nogen af min Familje?"

"Nej, jeg har da ikke set ham før. Jeg synes, han sagde, han hed Vang."

"Vang? ... Cajus Vang?"

"Ja, saadan var det. Han sagde, at han var en af Herrens gamle Bekendtere."

"Naa, det passer nu ikke! ... Sig ham, at jeg kan ikke modtage nogen. Jeg venter Model."

"Det har jeg sagt ham. Men han vil ikke gaa."

"Ser han meget fattig ud?"

133 "Ja. ... Og saa frygtelig mager er han. Det er næsten uhyggeligt."

"Han er ogsaa lige sluppet ud fra Tugthuset. ... Giv ham denne her!"

Han havde først taget et Par Tokroner ud af sin Portemonæ men ombyttede dem nu med en Tikroneseddel.

Stakkels Fyr! – tænkte han. Saa var det alligevel ham, han kørte forbi forleden paa Vesterbrogade. Med krumme Knæ havde han sneget sig langs Husrækken i noget skrækkelig grønbrunt Tøj, der saae ud, som om det var stjaalet fra en Vagabond. Men han maatte vel ogsaa være reduceret til det yderste, siden han kom her og tiggede. Deres gamle Sammenstød i Anledning af Susse Frederiksen kunde han dog vist ikke have glemt.

Saadan et Menneske forstod han sig ikke paa. Naar engang Katastrofen kom over ham, skulde han vide at afparere den med en hurtig Haand. Ingen skulde se ham ydmyget! En munter Karnevalsnat for den sidste Hundredkroneseddel, og saa ... Adieu la compagnie! Adjø, du kaade og sentimentale København, du opløbne Provinsby, du Verdensstad i Lømmelalderen! Adjø, du Østergades herlige Fjerbusk-Vrimmel, I svulmende Fruer og slanke Møer! Adjø, Jytte Abildgaard, du ubesmittelige Jomfru, min eneste ulykkelige jordiske Kærlighed! Adjø.. Forbi!

134 Rideau!

"Den i vort højere Bourgeoisie meget skattede Portrætmaler Karsten From har igaar tilsat Livet ved et beklageligt Ulykkestilfælde. Sandsynligvis i den Hensigt at se efter nogen nede i Alleen har han bøjet sig for langt ud over sin Atelier-Altan og har faaet Overbalance. Ved Faldet mod Stenfliserne brækkede han Halshvirvlen og døde øjeblikkeligt. Saa vemodigt denne Afslutning paa et frugtbart Kunstnerliv end er, tør man dog ikke paastaa, at Tabet for vor Kunst er uerstatteligt. Karsten Froms Stjerne var i den sidste Tid aabenbart i Dalen."

[*]

Tidligt om Morgenen var Kongen kommen til København fra sine Jagter paa Fyn, og allerede nogle Timer efter kunde man læse paa Plakaterne i Aviskontorernes Vinduer mellem Meddelelser om et Juveltyveri i Paris og en Tagbrand paa Nørrebro, at Landet havde faaet en ny Kultusminister.

Udnævnelsen gjorde ikke noget dybere Indtryk paa Københavnerne. Man standsede et Øjeblik paa Fortovet og noterede sig Nyheden, saadan som man i Travlheden opsnappede og magasinerede saa mange andre ligegyldige Efterretninger. Provst Brobergs Navn var kun kendt af faa. Og endnu 135 færre havde foreløbig nogen Forstaaelse af, hvad Udnævnelsen betød. De fleste nøjedes med lidt ærgerlig at konstatere, at igen en Mand fra Provinsen var bleven ført frem i Forgrunden under Tyrstrups Beskyttelse.

Regeringschefen var overhovedet ikke populær i Hovedstaden. Man fandt ham kedelig. Han stod for den københavnske Bevidsthed som den klassiske Repræsentant for Sagkundskaben i dens mest afskrækkende Skikkelse, og hvor han viste sig offenlig, enten det var paa en politisk Talerstol eller ved festlige Sammenkomster eller blot i Teatret, vakte hans tunge Skikkelse med det bekymrede Ansigt næsten lidt Forlegenhed, i hvert Fald hos dem, som mindedes Partiets tidligere Førere og da navnlig Enslev i hans Velmagtsdage. Trods Enslevs syge Fod og hans Legemes Uanselighed, havde hans Fremtræden altid virket som en Fanfare. Om det saa kun galdt den ligegyldigste Skaaltale, var den bleven holdt med en Bravur, en Ødslen med Vid og Kraft og Kunst, der rev Tilhørerne med. Heller ikke Tyrstrups Privatliv var af den Art, at det kunde skabe nogen Opsigt om hans Person i en Hovedstadsbefolkning. Han levede tilbagetrukkent i et almindelig borgerligt Ægteskab, der efter Sigende tilmed skulde være lykkeligt og i hvert Fald aldrig havde givet Bysladderen en eneste glad Time.

136 Ved Tolvtiden kom Jægermester Hagen spaserende ned gennem Strøget, nybarberet, rødkindet og glad. Ogsaa han standsede et Øjeblik paa Fortovet for at studere Plakaterne, der var ophængt i et Aviskontors Vinduer, og da han læste om Ministerudnævnelsen, nikkede han som til officiel Bekræftelse. Udnævnelsen var bleven livlig diskuteret den foregaaende Dag i Rigsdagens Korridorer; men forøvrigt havde han lige saa lidt som de fleste andre i den gabende Mængde nogen Forstaaelse af dens Betydning. Han hørte endnu ikke til de indviede. Hans Mandat gav ham foreløbig kun Tilladelse til at færdes i Folketingssalen og at faa Ordet, naar en Sag var uddebateret og Medlemmerne sad i Snapstinget.

Med Stokken bag paa Ryggen gik han langsomt videre og nød det smukke Vejr. Solen skinnede varmt, og i Træerne udenfor Helligaandskirken gjorde Spurvene et Spektakel, som om det paany var blevet Foraar.

Paa Amagertorv mødte han Generalkonsul Kolding, som kom gaaende med Hatten i Haanden og lod Solen beskinne sit maskinklippede Hoved. De kendte kun lidt til hinanden, men Generalkonsulen standsede ham og fulgte ham endogsaa et Stykke hen ad Gaden for at faa Lejlighed til at fortælle, at hans Kones Brochure "Folkenes Velfærd" nu var bleven oversat ogsaa til russisk og polsk og havde vakt 137 enorm Opsigt i alle slaviske Lande. Han udtalte sig desuden om hendes Brud med det wellerske System som en Begivenhed, der turde forudsættes bekendt og drøftet af alle.

"Vi udgiver jo nu vort eget Blad, og det kan absolut ikke vare længe, før min Kones Principper vil blive anerkendt af alle som det forløsende Ord. De wellerske Øvelser med deres Overanstrengelse af Muskelvævet og Karsystemet har sikkert gjort umaadelig Skade. For vi skal jo dog ikke allesammen uddannes til Atleter. "Lys og Luft" har min Kone sat som Motto paa Bladet, og dermed er i Grunden alting sagt. En Tilbagevenden til Elementerne – kun ad den Vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler."

Det viste sig, at Generalkonsulen "tilfældigvis" havde et Par Numre af Bladet hos sig, og han bad Jægermesteren om at modtage dem til Fordeling mellem sine Venner. Bladet, der var trykt paa svært Velin2, hed "Morgenrøde", og dets Forside var prydet med et stort Billede af Generalkonsulinden. Den lille, højskuldrede Dame var fremstillet i en Slags græsk Gevandt og i en tænksom Stilling med et profetisk henrevet Udtryk og dertil i en Belysning, som om der ovenfra faldt et himmelsk 138 Straaleskær ned over hendes Ansigt og de blottede Skuldre.

Jægermesteren, der havde ondt ved at bevare Alvoren, lovede at interessere sig for Bladet og standsede nu for at blive den gale Mand kvit. Men Kæmpen lagde sin vægtige Haand paa hans Skulder og begyndte midt i Mylret af Spaserende at holde et Foredrag om "den nye Menneskeart" som forhaabenlig skulde afløse vor Tids vanbyrdige Slægt.

"Jeg veed jo selv af Erfaring, hvor det er, Skoen trykker. Før jeg lærte min Kone at kende og blev ført ind paa en fornuftig Levevis var jeg et ynkværdigt Vrag, der altid følte mig syg og var saa nedtrykt, at jeg bestandig var til Plage for mine Omgivelser. Nu vaagner jeg hver Morgen saa frisk i Sindet som en Fugl i den grønne Skov. Jeg har i to Aar ikke haft saa meget som Snue engang."

Jægermesteren, der erindrede Generalkonsulen fra hans Ungkarledage som en glad Sjæl, hvis massive Skikkelse altid lyste af Sundhed, svarede ingenting af Frygt for at røbe sine humoristiske Tanker.

"Jeg vil oprigtig anbefale Dem at gøre et Forsøg, Jægermester Hagen. Det er jo dog ikke noget stort Offer. Højst tretten-fjorten Minutter daglig. Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Et Par Gange i Løbet af Dagen Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger. Det er i Virkeligheden 139 det hele. Andet er det ikke. Men Virkningen, kære!"

Jægermesteren takkede for Oplysningen men forsikrede, at han befandt sig overordenlig vel uden Anvendelse af nogetsomhelst regulerende System i sin Livsførelse.

Men da rystede Generalkonsulen overbærende paa sit maskinklippede Samson-Hoved.

"Undskyld, at jeg siger Dem det, Jægermester Hagen – men saadan tænkte ogsaa jeg, inden jeg lærte, hvad det vil sige, at Sjæl og Legeme fungerer sundt og normalt. Jeg vilde ønske, at De blot i en eneste Time kunde føle mit sjælelige og legemlige Velbefindende. De vilde da straks imorgen begynde med min Kones System. Appetiten vaagner, Søvnen bliver dyb og drømmeløs, Pulsslaget fuldt og kraftigt som paa en Tyveaarig. Og De skulde se en Afføring!" raabte han ganske højt, saa Folk vendte sig forskrækkede om og stirrede.

Men nu havde Jægermesteren ogsaa nok af ham og tog en hastig Afsked.

Stakkels Mand! – tænkte han. Saadan skulde det altsaa ende med ham! Han havde hørt, at han spenderede store Summer paa Udbredelsen af sin Kones forrykte Ideer. Nu i Sommer, efter at hans Far var død, havde han endogsaa solgt den gamle, ansete Kornforretning til et Aktieselskab for helt at ofre 140 sig for Menneskehedens Fremtidslykke ved det nathaliekoldingske System.

Han var kommen ind i Østergade og havde just hilst paa en Kollega fra Rigsdagen, da han fangede et Glimt af en smuk, mørkhaaret Dame, der kørte forbi i en flot Privat-Automobil og selv var meget kostbart udstyret. Ansigtet syntes ham underlig bekendt. Det forekom ham ogsaa, at Damen i Forbifarten havde set paa ham med en lille Studsen. Men da han ikke kunde komme paa, hvem hun var, glemte han hende hurtigt for Gadens mange andre Ansigter.

Han var paa Vej til sin Tante i Dronningens Tværgade. Selv boede han i en af de nye Ejendomme ved Langebro, hvor han havde indrettet sig i en herskabelig 2den Sals Lejlighed og førte et stort og gæstfrit Hus. Ved at sælge Storeholt var han ikke alene bleven befriet for al sin Gæld; han var desuden kommen i Besiddelse af 30 Tusinde i Kontanter, og hele Livet laa for ham i et gyldent Morgenskær. Naar han paa Sengen aabnede det friske Nummer af "Femte Juni" og stødte paa sit eget Navn; eller naar han i et Referat af en Teaterforestilling eller en Basar læste om "den fortryllende Jægermesterinde Hagen" tilligemed en Beskrivelse af hendes Toilette, var det endnu altsammen som en Drøm for ham. I Sammenligning hermed var det ganske betydningsløst, at et Højreblad, som 141 ingen læste, i et Rigsdagsreferat engang havde forsøgt at være morsom paa hans Bekostning og kaldt ham "Manden med den skrækkelige Kastratstemme".

Ogsaa hans Billede havde flere Gange været i Bladet. Redaktør Samuelsen, hvem han undertiden besøgte paa Redaktionskontoret, havde den sidste Gang med en egen Mine udbedt sig Oplysninger om hans landøkonomiske Laboratorieforsøg, og han havde da givet ham en Redegørelse for sine Undersøgelser af de sygelige Tilstande hos Solanum tuberosum3. Den havde Dagen efter staaet i Bladet tilligemed hans Portræt, og han havde siden bestandig været omtalt der som "Kartoffelskimmelens energiske Bekæmper".

Alt dette havde naturligvis sin Hensigt, som han godt forstod. Med Tryghed kunde han lade Tiden gaa. Uden Bekymringer af nogen Art, befriet som han var for alle smaalige Tryk, alle ydmygende Forhold, ventede han nu paa den Dag, da den røde Lakaj vilde vise sig paa hans Trapper. Med Taknemlighed vendte han derfor ofte sine Tanker til Portrætet af sin berømte Oldefar, den gamle Gehejmeraad og Ekscellence med det kloge og myndige Statsmandsblik, hvis ansvarsfulde og for Fædrelandet saa velsignelsesrige Virksomhed var et Slægtsminde, som fra hans tidligste Aar havde ansporet ham til Efterfølgelse.

142 I Dronningens Tværgade traf han sin Tante alene i Dagligstuen, hvad han ikke var saa glad for. Hun paa sin Side ytrede nu heller ingen stor Glæde ved at se ham.

Hun sad i Sofaen med sit lange Strikketøj, som i den senere Tid mere og mere havde afløst den Avis, man ellers gerne saae hende med. Det var daarligt nok, at hun kunde overvinde sig til at spørge sin Brodersøn om hans eget og hans Kones Befindende. Hun kunde ikke tilgive ham Salget af Storeholt. Siden hendes Slægts gamle Gaard var kommen i fremmed Eje, saa hun ikke længer kunde sige "hjemme paa Storeholt", følte hun det, som om hendes kæreste Tanker og lykkeligste Minder var bleven husvilde her i Verden.

Hun talte lidt til ham om Ministerudnævnelsen, som Jægermesteren dog ikke ønskede at komme nærmere ind paa. Han indlod sig overhovedet ikke gerne paa nogen politisk Samtale med Tanten, der altid viste hans egen offenlige Optræden som ogsaa hans Laboratoriearbejder en krænkende Ligegyldighed. Han gav sig derfor til at fortælle om sit Møde med Generalkonsul Kolding og det Indtryk, han havde faaet af hans sørgelige Aandsforfatning.

"Men han har jo altid været meget indskrænket," sagde han. "Og nu hører jeg, at han gaar rundt i Sporvogne og paa Kafeerne og uddeler sin Kones 143 Traktater ligesom en Gaardmissionær. Hvor kan en dannet Mand dog gøre sig saa latterlig!"

Han var dermed kommen ind paa et af sine Yndlingstemaer. Han vilde have det fastslaaet som selskabelig Lov, at et dannet Menneske ikke i nogen Situation maatte gøre sig latterlig. Et Menneske havde ingen Ansvar for, at han var bleven født ubegavet eller kejthaandet eller var pukkelrygget, men det var hans egen Fejl, naar han ikke vogtede sig for at blive komisk.

"Og nu har han ovenikøbet skilt sig af med Forretningen. Det er jo baade til at le og græde over. At opgive det gamle, ansete Handelshus for saadan noget Pjank! Hvem kan forstaa det?"

"Bliver du her til Frokost?" afbrød Tanten ham nu paa sin ligefremme Maade.

"Ja, har Jytte ikke sagt det? Det var jo en Aftale."

"Har I da noget for?"

"Ja, jeg foreslog, at vi bagefter skulde følges ad til Karsten From og se paa de to Udkast til mit Portræt, du nok veed. Der maa jo nu træffes en Afgørelse, og den vilde jeg gerne have Jytte til at hjælpe mig med."

Fru Bertha havde standset sine Strikkepinde.

"Det kan ikke være rigtigt. Det kan Jytte ikke 144 have sagt Ja til. Du maa tage fejl, John! Hun har heller ikke talt et Ord om det."

I det samme kom Jytte ind fra sit Værelse. Det laa ved Siden af Dagligstuen, og hun havde ogsaa godt hørt Fætteren komme. Men hun stod dengang midt i en Omklædning, og hun saae nu med det første Blik, at hun var kommen for sent til at forhindre, at John sladrede af Skole.

"Hvad er der sket? ... I ser saa højtidelige ud."

"Sig mig," sagde Moderen. "Det kan jo ikke være rigtigt, hvad John her fortæller, at du tænker paa at besøge Karsten From i hans Atelier? Ikke sandt – John maa have misforstaaet dig?"

Hendes Tone krænkede Jytte. Hun havde indtil dette Øjeblik ikke for Alvor tænkt paa at tage mod Froms Indbydelse, og det allermest for Moderens Skyld. Nu svarede hun:

"Men – du gode Gud! – hvorfor dog? Naar jeg kan gøre John en Tjeneste med det!"

"Ja, hvad har du egenlig imod From?" spurgte Jægermesteren. "Jeg har mærket det før, Tante Bertha, at du ikke synes om ham. Han har jo ganske vist sine Underligheder. Men en Kunstner med hans Begavelse kan nu engang ikke være noget Normalmenneske. Jeg finder endda, at From har langt mere Optræden og Dannelse end de fleste af den Slags. Jeg er sikker paa, Tante Bertha, at dersom 145 du havde set ham iaftes, var du selv bleven indtaget i ham, saa fin og taktfuld var hans hele Form."

Fru Bertha, der ikke havde taget sine Øjne fra Jytte, sagde dertil:

"Saa Hr. From var altsaa med jer iaftes. Det har du heller ikke talt et Ord om."

"Ikke? Saa har jeg vel ment, at det ikke interesserede dig, lille Mor!" svarede hun henne fra Vinduet, hvor hun stod og saae ned paa Gaden. "Men for nu at tale om noget andet ... Veed I rigtig af, at vi har faaet Sommer igen? Jeg kommer lige ude fra Langelinje, og der var et Mylr af Mennesker ... Jeg kan forresten hilse dig fra din Bror, John! Jeg tror, han var den eneste af dem allesammen, der ikke saae glad ud."

"Tænk, har du ogsaa lagt Mærke til, at Asmus er bleven saa sær! Gud veed, hvad der er i Vejen med ham? Det ser da ogsaa besynderligt ud, at han har Tid til at spasere paa Langelinje midt paa Dagen. Jeg maa vistnok have min kære Broder lidt i Skole. Jeg er bange, han er ved at blive lidt forsømmelig. Talte du med ham?"

"Nej, jeg havde for travlt. Jeg skulde jo hjem til Frokost. Og jeg er forfærdelig sulten, Mor! Skal vi ikke snart spise?"

Jægermesteren rejste sig nu og sagde, at da han 146 altsaa ikke havde været ventet, vilde han ikke gøre Ulejlighed. Han skulde desuden gerne træffe en Mand henne i Rigsdagen. Saa vilde han med det samme spise Frokost der.

Fru Bertha gjorde ikke mindste Forsøg paa at overtale ham. Hun ønskede netop at blive ene med sin Datter.

"Som du vil, John!" sagde hun blot.

"Jeg kommer saa tilbage om en Timestid og henter dig, Jytte. Og det er vist rigtigst, at jeg ringer From op, saa han veed, at vi kommer."

Jytte gjorde ingen Indvendinger. Hun sagde til sig selv, at et Afslag nu kun vilde forøge Moderens Mistanke. Og hvad Karsten From angik, saa skulde hun nok sørge for, at han ikke kom til at misforstaa hendes Besøg.

Da Jægermesteren var gaaet, sagde Fru Bertha efter nogen Tids Stilhed:

"Saa skal du altsaa igen paa Farten, Jytte. Du kom sent hjem iaftes, og nu bliver du sagtens borte det meste af Dagen. Jeg ser dig næsten aldrig mere."

"Hvor du er underlig, Mor! Tidligere lod du mig høre, at jeg var sær, fordi jeg ikke altid kunde more mig med det samme som mine Veninder men foretrak mit Klaver. Og nu bebrejder du mig, at jeg er bleven fornøjelsessyg og aldrig har Ro paa mig. 147 I Sommer paa Skagen var du ogsaa misfornøjet med mig. Jeg var bleven for "fri". Du er virkelig ikke let at gøre tilpas."

"Du tager fejl, Jytte. Det er ikke det, jeg bebrejder dig, at du søger Selskab. Men naar du før sad og spillede det meste af Dagen bort, og nu næsten ikke rører Klaveret, saa har jeg vel Grund til at være lidt forbavset. En Bog aabner du jo heller ikke mere. Og disse Skuespillere og Kunstnere og Journalister, som du blandede dig saa meget imellem paa Skagen, eller de Folk, som John nu fører dig sammen med – vil du sige mig, finder du virkelig, at det er passende Selskab for dig?"

Jytte trak paa Skuldren.

"Det er Folk, der ikke tager Livet højtideligere end det fortjener. Derfor synes jeg om dem!"

Der blev en Pavse.

Fru Bertha havde gjort et Tilløb til at svare men opgivet det som frugtesløst. Hver Gang hun i den senere Tid havde forsøgt at tale alvorligt til Jytte om hendes Forhold, var hun bleven forfærdet over hendes Ligegyldighed. Selv de alvorligste Paamindelser om ikke at udsætte sit Rygte var hun bleven ganske uimodtagelig for. Ja det var næsten, som om hun følte en Tilfredsstillelse ved at vide sig miskendt af mange af Husets Venner. Hvad der under deres Besøg paa Storeholt var foregaaet mellem 148 hende og Pastor Gaardbo, vidste hun ikke; men netop fordi Jytte aldrig nævnede ham eller overhovedet nogensinde omtalte dette Sommerophold følte hun sig mere og mere sikker paa, at Erindringen derom rummede hendes Livs første alvorlige Ydmygelse.

"Veed du af, Jytte, at den Mand, som du altsaa nu vil besøge, har Ord for at være en af Københavns værste Skørtejægere? Det er nu blevet mig fortalt fra flere Sider, saa jeg har nogen Grund til at tro, at det forholder sig rigtigt."

"Jeg tror ogsaa, jeg har hørt det," sagde Jytte henne fra Vinduet. "Men hvorfor fortæller du mig det forresten? At jeg tager hen til en Maler sammen med min Fætter for at se hans Portræt – hvad har det med Mandens Fruentimmerhistorier at gøre?"

"Aa jo – lidt dog maaske. Men du synes altsaa ganske at have glemt, hvad du dog engang – meget opbragt – kaldte for hans Bølleoverfald paa aaben Gade."

"Det har vi jo talt om før, Mor," svarede Jytte utaalmodigt. "Jeg har sagt dig, at jeg vistnok misforstod Meningen. Det skulde ikke tages saa alvorligt. Men du tror naturligvis, at jeg er forelsket i Karsten From. Det er jo det sædvanlige. Men naar jeg nu paa Ære og Samvittighed forsikrer dig, at jeg kun gaar derhen, fordi jeg gerne gør John den 149 Tjeneste, saa vil du dog maaske tro mig. Hvad Per og Povl behager at mene, bryder jeg mig virkelig ikke det bitterste om."

"Du behøver ikke at tage saadan paa Vej," sagde Moderen og saae alvorligt paa hende.

Jytte gik nu bort fra Vinduet for at gaa ind i sit Værelse. Men da lagde Moderen Strikketøjet ned i Skødet og bad hende blive.

"Jytte," sagde hun. "Du bryder dig ikke om, hvad Per og Povl tænker, siger du. Men maaske tager du dog endnu en Smule Hensyn til, hvad din Mor mener. Og jeg beder dig om, at du vil blive hjemme fra det Besøg og sende John Afbud."

"Hvorfor?"

"Naar du ikke selv forstaar det, nytter det vist ikke, at jeg vil forklare mig. Men altsaa: jeg ønsker – ja, jeg forlanger, at du ikke gaar derhen. Ja du ser paa mig, men det er min Mening. Jeg forbyder dig at tage hen til Karsten From. Nu skal det have en Ende med den Leg!"

Jytte kom ikke til at svare. Pigen aabnede i det samme Døren til Spisestuen og meldte, at der var rettet an.

Under Maaltidet talte Moder og Datter kun saa meget sammen, som det var nødvendigt af Hensyn til Pigens Nærværelse. Og da de havde spist, gik Jytte straks ind til sig selv.

150 Hun satte sig i sin store Armstol og tog en Bog fra Bordet for at blive sine Tanker kvit men lagde den straks igen og lænede Hovedet tilbage med lukkede Øjne. Hun følte sig saa inderlig træt af det hele, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse. De Politiøjne, som hun i saa mange Aar havde lidt under blandt Fremmede, dem skulde hun nu forfølges af ogsaa her i sit Hjem. Hendes egen Mor skulde sidde og vogte paa hendes Ansigt, skulde gaa paa Lur for at overraske hendes hemmelige Tanker, som var hun en Misdæder, der bar paa en frygtelig Hemmelighed ... Og hvad var hendes Forbrydelse? At hun satte Pris paa Mænds Selskab men ikke havde haft det Held at finde den Sjælens "Tvillingbroder", som hendes Far dengang paa hendes 16-aars Fødselsdag saa kønt havde paalagt hende at søge efter i den store Menneskevrimmel. Af den Grund var hun bleven stillet under Offenlighedens Kontrol som en Gadetøs. Det gode Selskab fordrede hende bundet til Skampælen som et Eksempel til Skræk og Advarsel ...

Det ringede, og lidt efter hørte hun Fætterens Stemme inde i Dagligstuen. Hun rejste sig dog ikke straks men sad og tænkte paa, at Moderen i hvert Fald havde opnaaet, at hun nu selv havde tabt Lysten til det Atelierbesøg.

"Dersom Mor ikke var kommen med det fornærmelige 151 Forbud, kunde jeg udmærket godt have føjet hende i at blive hjemme. Men nu har hun selv gjort det umuligt. Mor maa forstaa, at jeg ikke vil lade mig gøre umyndig."

Jægermesteren stod inde i Dagligstuen med Overtøjet paa. Han fortalte Fru Bertha, at han havde truffet Direktør Zaun paa Gaden, og tilføjede hemmelighedsfuldt, at de havde haft en meget interessant politisk Samtale. At han dog ikke havde forsømt at spise en kraftig Frokost røbede de blanke Øjne og Blusset paa hans Kinder.

"Kære Tante Bertha!" sagde han derpaa i en halvt medlidende Tone, da det heller ikke dennegang var lykkedes ham at gøre hende nysgerrig. "Du vil dog vel ikke sidde og kukelure i det velsignede Vejr hele Dagen? Det er en Varme, forsikrer jeg dig, saa man ganske stille gaar og græder med hele Kroppen som paa en Sommerdag. Og vi skriver idag den 28de Oktober. Kan du forresten huske, Tante, hvad jeg forudsagde allerede i Sommer, da vi havde den stærke Varme. Det var netop en af de Dage, da du og Jytte var paa Storeholt – –".

Men ved at høre dette Navn løftede Fru Bertha paa eengang Øjnene fra sine Strikkepinde og faldt ham hastig i Talen.

"Du vilde gøre mig en Tjeneste, John, ved ikke at nævne Storeholt i mine Stuer. Det undrer mig 152 forresten, at du ikke selv føler det mindste ved det."

Jægermesteren stirrede i første Øjeblik aldeles uforstaaende paa hende, og da det endelig gik op for ham, at det var Alvor, anstillede han sig dybt krænket, fik sit højtideligste Ansigt paa og sagde:

"Ganske som du behager, Tante Bertha!"

Høflig, tilknappet, strengt formel.

I det samme kom Jytte ind fuldt paaklædt i Hat og Overtøj. Hun undgik at se paa Moderen, sagde blot, idet hun hurtigt gik gennem Stuen:

"Ja, saa gaar vi altsaa, John!"

Fru Bertha fulgte hende fra Sofaen med et stort, raadløst Blik. Hun lagde slet ikke Mærke til, at Jægermesteren tog en høflig, tilknappet, strengt formel Afsked uden at give hende Haanden.

"Hvad gaar der af din Mor i denne Tid?" spurgte han Jytte, da de fulgtes ned ad Trappen. "Hun er bleven saa patetisk."

Jytte, der allerede var begyndt at faa lidt Samvittighedsnag, tog Moderen i Forsvar. Man maatte huske paa, hvad hun i de senere Aar havde gaaet igennem. Ebbes Død forvandt hun aldrig.

"Skal vi køre, eller foretrækker du at gaa?" spurgte Fætteren, da de var kommen ned paa Gaden.

"Jeg vil helst køre. Saa kan vi hurtigere være tilbage. Og – ikke sandt, John? – vi gør det kort 153 af. Jeg vil ikke lade Mor sidde for længe alene idag."

[*]

Fru Bertha sad endnu med Hænderne raadløst i Skødet efter Jyttes Bortgang, da Pigen kom ind med et Brev. Det var bragt af Ministerpræsidentens Tjener, der havde Ordre til at vente paa Svar.

Hun tænkte, det var en Indbydelse, og blev højst forundret over at finde to beskrevne Sider med Ministerens egen Haandskrift. Endnu mere overraskedes hun af Indholdet. Tyrstrup udbad sig en Samtale med hende saa hurtigt som muligt og under fire Øjne.

"Hvad kan det dog være?"

Hun gik til sit Skrivebord, skrev hastig Svaret bag paa et Visitkort og lagde det i en Konvolut. Der stod blot: "Med Glæde til Deres Tjeneste".

En halv Time senere holdt en Droske udenfor Porten, og Tyrstrup steg ud.

Fru Bertha, der havde tilbragt Ventetiden i Uro og Spænding, tog selv imod ham ude i Forstuen og førte ham ind i Dagligstuen. Ved at se hans Ansigtsudtryk blev hun straks paa det rene med, at der var forefaldet noget alvorligt. Og hendes Uro steg, da Tyrstrup saae sig omkring og med dæmpet Stemme spurgte:

154 "Der er vel ingen Grund til at tro, at nogen hører os her?"

"Nej, – men vi kan gaa ind i Kabinettet. Der er vi i hvert Fald sikre."

"De vil rimeligvis finde Hensigten med mit Besøg meget besynderlig," begyndte han, da de havde taget Plads. "Jeg kommer nemlig til Dem for at bede Dem om en usædvanlig Tjeneste. Det gælder ikke mine private Forhold – som De vist kan vide – og jeg gør derfor Regning paa, at De i hvert Fald vil optage min Henvendelse uden Mistro. Sagen er den: jeg modtog for et Par Timer siden gennem Direktør Zaun en Skrivelse fra Enslev ... en Skrivelse, som vi for enhver Pris maa faa ham til at tage tilbage. Men nu ligger Forholdene jo desværre saadan i Øjeblikket, at ingen af Regeringens Medlemmer eller af vore Venner i Partiet har den Gamles Tillid. De to sidste Gange, jeg selv søgte ham, vilde han ikke modtage mig, og jeg kan – særligt ved denne Lejlighed – ikke udsætte mig for en fornyet Afvisning. I denne Nødstilstand kom jeg til at tænke paa Dem, Fru Abildgaard. De har jo altid haft en høj Stjerne hos Enslev. Jeg tror, De for Tiden er en af de faa, han har bevaret nogen venlig Følelse for. Han har vel heller ikke glemt Deres Mands store Trofasthed mod ham – og store Taalmodighed. Dem vil han derfor ikke mistænke."

155 "De gør mig helt forvirret, Tyrstrup! Og De tager ganske fejl! Jeg har ikke den allermindste Indflydelse paa Enslev. Da jeg i Sommer traf ham paa Fyn, kaldte han mig rent ud for en Forræder."

"Alligevel, Fru Abildgaard. Dem vil han i hvert Fald modtage. Og han vil ogsaa høre paa Dem. Og jeg beder Dem betænke, at det gælder om at afværge en Katastrofe, som kan faa uberegnelige Følger for hele Landet og dets Fremtid."

"Men hvad er det da? Hvad staar der i den Skrivelse?"

"Ja – her kommer Vanskeligheden for mig. Det har jeg nemlig ikke Ret til at sige Dem. Brevet er stilet til Partistyrelsen og overbragt mig som dens Næstformand. Men jeg tør vel haabe, kære Frue, at De ikke tror mig i Stand til at misbruge et Tillidsforhold. Dersom jeg ikke var fuldkommen sikker paa, at De i et og alt vilde billige mit Standpunkt i denne Sag, var jeg naturligvis ikke kommen til Dem. Hvad jeg vil anmode Dem om, er iøvrigt kun, at De vil gaa til Enslev og paa mine Vegne bede ham om endnu engang at overveje Følgerne af ... af det Skridt, han altsaa har bestemt sig til for at kunne ramme os. Jeg maa foreløbig antage, at det er sket i en sygeligt ophidset Sindsstemning. Det er trist at maatte sige det, men Enslevs Ubeherskethed er jo paa sørgelig Maade tiltaget med Aarene, og den 156 giver sig undertiden Udslag, der faar mig til at tænke paa – hvad vistnok nu er bleven fuldt ud bevist – at der flyder nogle Draaber Natmandsblod i hans Aarer. Men jeg kan dog alligevel vanskeligt tro, at han ikke, naar Ansvaret bliver ham helt bevidst, vil betænke sig paa at sætte Landets Ro og Velfærd paa Spil for at tilfredsstille en personlig Hævnfølelse – eller Magtsyge eller hvad det nu er, der har bevæget ham til en saa monstrøs Overilelse."

Fru Bertha sad med Pegefingeren under Kinden og saae modløst ud over Gulvet.

Hun havde i de senere Aar saa ofte ønsket, at hun ejede en Mands Kraft og havde Evne til at tale til Masserne. Hun vilde da raabe det ud paa alle Torve, at Tiden var af Lave og maatte bringes til Fornuft. Hun vilde kalde især paa Ungdommen for at vække den til Selvbesindelse. Ak – og nu, hvor det blot galdt om at gaa hen til en gammel Ven for at tale ham tilrette, blev hun straks saa fattig paa Mod og fuld af allehaande Betænkeligheder.

"Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, Tyrstrup. Mit Syn paa Enslev kender De. At det er en Ulykke baade for ham selv og for hele Landet, at han ikke faldt til Ro paa sit "Stavnsholt", det har vi før talt om, og paa det Punkt er vi ganske enige. Men vi har Folk i Partiet, hvis Ærinde jeg ikke ønsker at gaa. Allermindst naar det gælder Enslev."

157 "Jeg forstaar, hvem De tænker paa. Men netop disse Mænds Indflydelse vil vokse stærkt i en krigerisk Situation, saa heller ikke i den Henseende gaar De mod Deres egne Ønsker ved at paatage Dem denne Mission. Der er fra en vis Side i Partiet indkaldt til et privat Møde iaften, og jeg har maattet love at komme tilstede. Her vil jeg blive nødt til at give Oplysning om Enslevs Demonstration, dersom han ikke forinden bringes til Fornuft. Jeg maa derfor desværre bede Dem om at handle uden Opsættelse."

"Et Møde? Jeg har lagt Mærke til, at Gjærup har været saa virksom i den sidste Tid. Det varsler ikke godt ... Og et privat Partimøde? Det lyder underligt. Næsten som en Sammensværgelse. Og De har lovet at komme tilstede?"

"Jeg har mine Grunde."

Deres Øjne mødtes uvilkaarligt; hvorpaa Ministerchefen halvt undselig slog sine ned. Fru Bertha lagde sin Haand fortrolig paa hans Arm og sagde sørgmodig spøgefuldt:

"Det er virkelig godt, Tyrstrup, at jeg kender Dem saa nøje, som jeg gør. Ellers vilde vel ogsaa jeg begynde at blive bange for Dem. – De er en modig Mand! Man skulde næsten tro, De ikke vidste, hvad Folk mener om Dem. De gaar saa rolig omkring imellem os, som om det slet ikke var Dem, der 158 mistænktes for at være en lidt ulden Herre, en temmelig tvetydig Personlighed, der helst bærer Kappen paa begge Skuldre."

"Det kan jeg dog vanskeligt undgaa at mærke," svarede han med sit trætte Smil. "Jeg ser mig jo daglig fremstillet i den Figur i de fleste Blade. Men naar det blot maa lykkes mig at bringe Landet frelst over disse Tiders svære Krise, skal jeg forresten ikke beklage mig. En lidt skaansommere Bedømmelse af min Karakter og mine Evner kunde jeg dog for Sagens Skyld nok ønske mig. Det bliver under disse Forhold stadig vanskeligere for mig at styre de blodtørstige Hoveder indenfor vor egen Fraktion. Gjærup er ingenlunde den eneste, der gaar med en Kniv i Ærmet. Jeg kan godt sige, at jeg mærker den krigeriske Stemning brede sig Dag for Dag. Det er Enslevs Strige-Tale, som nu hævner sig. Men jeg tror, at vi i Øjeblikket befinder os paa et Vendepunkt. Kommer Partiet frelst gennem denne Prøvelse, vil Samlingstanken sejre, og vi tør da haabe paa igen at gaa en rig og lykkelig Fremtid imøde."

Han havde rejst sig og taget hendes Haand.

"Saa vil De gaa til Enslev, ikke sandt? Jeg sætter nu alt mit Haab til Dem."

"Jeg har ingen stor Tro paa, at jeg kan udrette noget, ... men jeg tør jo ikke sige Nej. Jeg skal gøre mit bedste, det lover jeg Dem."

159 "Tak."

Ved Døren vendte han sig om og sagde:

"Saa maa jeg blot endnu engang have Lov til at minde om, at Sagen haster. Inden Klokken 6 skulde jeg gerne have Svaret. Jeg vil tillade mig til den Tid at sende min Tjener til Dem."

Fru Bertha var bleven siddende. Hun var saa bevæget, at hun glemte at følge ham ud. Og nu, da han var gaaet, blev hun næsten lidt vred paa ham, fordi han havde lagt saa stort et Ansvar paa hendes Skuldre.

Men lidt efter rejste hun sig for at klæde sig paa. Forsøget maatte jo nu gøres, og der var altsaa ingen Tid at spilde.

Nede paa Gaden gik hun mod Sædvane helt inde ved Husrækken. Hun tænkte ikke over det, og da en Herre kom forbi og hilste hende, saae hun paa ham uden rigtig at vide af det og uden at genkende ham. Hun følte selv sin Sindstilstand højst forunderlig. Den mindede hende om hine fjerne Tider, da hun gik frugtsommelig med sit første Barn og var besværet og modløs og ogsaa lidt skamfuld men samtidig beruset af et stort Haab.

Ved Enslevs Dør blev hun først afvist af lille Jomfru Jensen med den Besked, at Herren ikke tog imod; men da hun sendte sit Kort ind, blev hun straks indladt.

160 Enslev var forsøgsvis staaet op. Han sad i Slobrok med en Plæd omkring Benene henne i Solen ved Vinduet i sit Arbejdsværelse. Han havde endogsaa en af sine store, sorte Cigarer i Munden, og Røgen steg i blaalige Hvirvler op i Luften. Ved at se ham sidde der saa fredelig og slikke Solskin som en gammel Pensionist blev Fru Bertha staaende et Øjeblik forvirret af Modsætningen mellem dette Syn og hendes egne urolige Følelser. Det var saa ufatteligt, at denne lille, hvide og hjælpeløse Mand var Enslev, Tyrannen, som Venner og Fjender i en Menneskealder havde frygtet, og hvis Ja og Nej endnu i hans Alderdom ejede en Magt, der styrede Folkets Skæbne.

Han vilde rejse sig op for at tage imod hende, men hun forhindrede det og bad ham blive siddende. Hun rullede selv en Stol frem over Gulvet og satte sig overfor ham.

"Som De ser – De finder mig halvt i Négligé," sagde han. "Min Læge vil ikke tillade mig at tage mod Besøg. Med Dem har jeg altsaa gjort en Undtagelse. Det er nemlig saa sjelden, jeg har den Fornøjelse at se Dem."

"De skal ogsaa have Tak, Enslev, fordi De lod mig komme ind. Det var meget elskværdigt af Dem. Jeg har jo hørt, at De desværre igen har været upasselig."

161 "Kun en Ubetydelighed. – Men jeg maa straks anmode Dem om at tilstaa mig en Begunstigelse. Vil De tillade mig at tilsidesætte Hensynet til en Dames Nærværelse og blive ved at ryge? Denne gode Cigar havde jeg lige faaet tændt, dengang De kom, og da det er den første efter tre Dages Afholdenhed, vil De forstaa – –."

"Der behøves ingen Undskyldning. Jeg glæder mig tværtimod over, at Tobaken smager Dem. Det et jo det sikreste Tegn paa, at De befinder Dem vel."

"De er altfor artig, Fru Abildgaard! ... Men jeg takker Dem."

Hans Blik og Tone gjorde Fru Bertha utryg. Hun havde undervejs forberedt sig paa, hvad hun vilde sige, men følte nu paa eengang alting vakle. For at samle sine Tanker sad hun en Tid og talte om ligegyldige Ting, indtil Enslev, der var bleven tavs, med eet afbrød hende.

"Skal jeg lette Dem Overgangen?" spurgte han.

"Hvordan mener De?"

"Jeg veed, hvorfor De er kommen her."

"De veed det!"

"Ja. Det vil sige, jeg har gættet mig til det. Da jeg fik Deres Kort ind, var jeg straks paa det rene med, at De kom her som Ambassadrice og overordenlig Befuldmægtiget. De ser saa forbavset paa mig, men der er ingen Grund til at beundre mit 162 Skarpsyn. Tyrstrup har efterhaanden selv afsløret sin Grævlingenatur. Og det ligner ham da ogsaa altfor godt at overtale en Dame til at gaa hans ubehagelige Ærinder."

"Det har De ikke Lov til at sige, Enslev. Jeg veed, at Tyrstrup to Gange har søgt Dem, men De har ikke villet modtage ham."

"Det er ganske rigtigt. Med en Fjende forhandler jeg ikke paa Tomandshaand men kun i Vidners Nærværelse og allerhelst i hele Offenlighedens Paahør. Jeg deler ikke Tyrstrups Forkærlighed for de smaa Tête-à-tête'r og kælne Overtalelser i Sofakrogene. – Men altsaa: De er kommen her i Anledning af det Brev, jeg har sendt Konsejlspræsidenten. Saa har han vel ogsaa meddelt Dem Brevets Indhold?"

"Nej. Det følte han sig ikke berettiget til."

"Hvilken Finfølelse! Ja, Tyrstrup er den ædle, rettænkende Mand ud til Fingerspidserne! Selve Bravhedens Apoteose! ... Forresten veed jeg ikke, hvad den Hemmelighedsfuldhed skal til. Imorgen kan dog alle og enhver læse mit Brev i "Femte Juni". Det meddeler iøvrigt blot, at jeg paa Grund af det mere og mindre vel maskerede politiske Bagstræv, der nu har Magten i Partiet, ønsker at frabede mig den Ære at være dets Formand."

Fru Bertha nikkede hen for sig og sagde efter en lille Pavse:

163 "Jeg havde nok tænkt mig, at det maatte være det."

"Ja. Og samtidig har jeg meddelt, at jeg har besluttet mig til at udtræde af Partiet."

Det blev tilføjet let hen mellem to Drag af Cigaren; men for Fru Bertha var det, som om Himlen styrtede ned.

"Det har De ikke, Enslev! Det kan De ikke mene! Udtræde ... af det Parti, som De selv har været med til at skabe. Som man nu i en Menneskealder har givet Deres Navn!"

Enslev svarede ikke. Og for at understrege, at han var utilgængelig for Paavirkning i den Sag, lagde han sig tilbage i Stolen med sin Cigar.

Der blev længe stille.

"Der var engang, Enslev, da jeg forestillede mig den Tid, vi nu staar i, som en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at komme til at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i vort Hjem i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn og paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – "kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse". Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv 164 inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen og om vore Tilstande i det hele. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om – og fik saa mange andre til at haabe paa."

Enslev havde hørt paa hende med sit vildeste Mulm i Blikket.

"Tilstandene?" sagde han. "Dersom De tænker paa det fejge og lumpne Forræderi, vi nu er Vidne til, saa har De selvfølgelig Ret. Det var ikke en saadan Usselhedens Guldalder, jeg i sin Tid "drømte" om – som De saa ægte kvindeligt udtrykker Dem. Ikke i mine uhyggeligste Fantasier har jeg tænkt mig fromladne Marekatte af Provst Brobergs Kaliber som Resultatet af Udviklingen. Jeg stræbte engang efter at vække et sovende Folk og gøre det til det frieste og mandigste i Verden. Jeg vilde forsøge igen at skabe en Ungdom i dette lille Oldingeland ... Men det skal jeg forresten ikke komme nærmere ind paa. Kun vil jeg sige Dem, Fru Abildgaard, hvad jeg allermindst har troet at skulle opleve. Det er, at De, som var gift med min mangeaarige Ven og politiske Medarbejder, hvem jeg vel kun har gjort godt ... at De, hans Kone, vilde stille Dem til Disposition for mine Fjender. Og det paa et Tidspunkt, da alt fejgt og lumpent Pak i Landet rotter sig sammen imod mig. En saadan Utaknemlighed vilde 165 jeg ganske vist have forsvoret, og den er mig en bitter Skuffelse."

Han havde under dette Udbrud kastet den halvt udrøgne Cigar hen i Askebægeret, som om den pludselig kvalmede ham.

Fru Bertha rystede benægtende paa Hovedet.

"De tager fejl, Enslev! Det vil De aldrig opleve, at jeg gaar Deres Fjenders Ærinde. Men De er bleven lidt slem til at miskende Deres Venner. Det har jeg sagt Dem før ... Mon De kan huske den Samtale, vi førte med hinanden i Sommer? Det var Dagen efter det store Strige-Møde. De lod mig dengang høre for, hvad de kaldte mit Sortsyn paa Udviklingen, og da jeg forsøgte at forklare Dem mine Ængstelser, vendte De det døve Øre til. Jeg tænkte derfor bagefter, at jeg maaske virkelig saae for mistrøstig paa vore Forhold. Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig. Jeg føler mig mere og mere overbevist om, Enslev, at vi glider hen imod en frygtelig Katastrofe. Mine private Sorger og Bekymringer skal jeg – som sagt – ikke besvære Dem med. Kun en eneste Ting maa jeg have Lov til at nævne. Vor Samtale fandt jo Sted paa Storeholt, og som De vistnok veed, er nu Gaard og Gods og alt lige til det gamle Bohave kommen paa fremmede Hænder og mit Barndomshjem er bleven lukket for mig. Det var et Salg i 166 sidste Øjeblik for at undgaa Udpantning og Tvangsauktion. Jeg lægger ikke hele Ansvaret for Miseren paa min Brodersøn. Jeg veed godt, at den begyndte allerede i min Broders Tid – og maaske tidligere."

"Ja, det er altsaa en gammel Historie," sagde Enslev utaalmodig. "Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette."

"Aa jo, for jeg synes, at denne triste Historie om en gammel Slægtsgaard, der i mere end hundrede Aar har været en Familjes Hjem og noget af en Helligdom for den, og som nu ved letsindig Sorgløshed og Sløseri er kommen i Hænderne paa en Person som Grosserer Søholm – jeg synes, at denne sørgelige Historie er som et Sindbillede paa vor hele selvforskyldte Elendighed. Tro mig, Enslev – der er rundt om i Landet mange, der i disse Tider har den samme knugende Følelse af Hjemløshed som jeg ... mange, der sidder og fryser af Uhygge ved Tanken om, hvad Fremtiden vil bringe os."

"Hvem er da denne Søholm?" spurgte Enslev for at komme bort fra Emnet ved at vise hende Deltagelse – han saae, at hun havde faaet Taarer i Øjnene og var ved at overmandes af sin Sindsbevægelse. "Er han ikke Kaffehandler? Og er han ikke Deres Brodersøns Svigerfar?"

"Han kalder sig Grosserer ja – men er jo som de fleste i Virkeligheden kun Agent for udenlandske 167 Spekulationsforretninger. Det er et ganske samvittighedsløst Menneske, der ikke har andet Formaal end at tjene Penge. De talte før om Ungdommen og hvad De havde ventet Dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge Slægt kunne vækkes til Ansvarsfølelse, naar Personer af den Slags faar Lov til at gaa uantastede omkring og endogsaa hædres af Samfundet, ja stilles frem som Forbilleder for de unge. Er det underligt, at Haabløshed og en dræbende Ligegyldighed breder sig som en smitsom Sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem? ... Og der er kun een herhjemme, der har Magt til at hjælpe her ... en eneste, der maaske endnu kan vække Folket til Selvbesindelse og afværge en national Ulykke."

"Og det er altsaa Tyrstrup!" sagde Enslev med Bitterhed.

"Nej – det er Dem, Enslev! De er den eneste her i Landet, hvis Ord alle lytter til. Den eneste, hvis Tale naar ud til hele Folket med virkelig Myndighed og Styrke. Tyrstrup veed godt selv, at han ikke magter Opgaven alene ... Og naar De gaar imod ham, hvor skal han da søge sine Forbundsfæller? ... Men dersom De blot vilde, Enslev, saa kunde De med et Pennestrøg gøre en Ende paa meget af den vilde Lovløshed, der nu triumferer rundt om i vort Samfund ... f. Eks. i vor Presse ... 168 og allermest i Deres egen Avis! Ja, jeg maa sige det, som jeg mener. De har der et Medansvar, som jeg ikke forstaar, De vil blive ved at bære."

"Aa, den dumme Snak! I tyve Aar har jeg maattet høre den! Men den gør ingen Indtryk paa mig. Jeg veed, hvad jeg foretager mig. Jeg kender det danske Frisind. Der lumrer omkring i Krogene saa mange lyssky Bakterier efter Fortidens aandelige Sygdomme. Paa dem virker "Femte Juni"s ungdommelige Respektløshed som en gavnlig Desinfektion. Den har blot – som det nu viser sig – ikke været kraftig nok."

"Maaske. Men har den til Gengæld ikke ødelagt Livsspirer, som vi nu haardt maa savne? Hvor er vor Ungdom henne? Har en ung Mand i vore Dage nogen anden Tanke end hans egen Karriere – og saa Adspredelser og Fornøjelser? Hvordan skal det ende, Enslev? De lader nu, som om De ingenting ser. Men jeg tror Dem ikke. Dertil er De altfor klog. Jeg tror, at ogsaa De mangen Gang med Bekymring tænker paa, hvad Enden skal blive. Gid De da vilde glemme Fortiden og al gammel Bitterhed for vor Fremtids Skyld! Har vi ikke haft Splid og Ufred nok i dette Land? Forlig Dem med Tyrstrup! Han er ikke den, De mener. Blot De vilde tro mig! Slut Fred med alle dem, som vil det 169 gode, hvad de saa ellers tænker og tror! Gør det, Enslev! Og Eftertiden vil velsigne Deres Navn!"

Revet hen af sin Bevægelse var hun gledet ned paa Knæ foran ham, idet hun tog hans Haand mellem begge sine. Enslev følte sig et Øjeblik mod sin Vilje grebet, og da hun mærkede hans Usikkerhed, blev hun ved at klynge sig til Haabet med en bønfaldende Lidenskab, saa han tilsidst maatte tage Haanden til sig med Magt.

"Saa rejs Dem dog! ... Dette er altfor taabeligt!" sagde han. "Jeg ber Dem om at holde op. De veed jo ikke, hvad De selv siger. De tager Dem den Frihed at bryde herind for at give mig mig politiske Raad. De finder det passende at foreholde mig mit Ansvar, at foreskrive mig Pligter. Det gør mig ondt, at De ikke selv har kunnet indse, hvor latterlig Deres Optræden er."

Fru Bertha havde rejst sig. Fortumlet og skamfuld stod hun ved Siden af sin Stol med Haanden paa dens Ryg og vendte sig bort. Med Fortvivlelse i Hjertet forstod hun nu, at der intet var at udrette, at hun vilde komme til at gaa derfra uden Haab.

Imidlertid fortsatte Enslev. Han sagde, at han selvfølgelig lige saa godt som hun vidste, at der i den snart halvhundredaarige Kamp mod Undertrykkelsen fraoven og Enfoldighedens Tvang franeden 170 kunde være gaaet et og andet værdifuldt i Løbet. Men hvem havde lovet hende, at Friheden skulde vindes uden Ofre? Ikke han! Det var vel overhovedet kun Kvinder, der forestillede sig en politisk Kamp som en Krig med Knappenaale. Eller troede hun, at han selv var gaaet Ram forbi? At ikke ogsaa han havde maattet lide Tab paa sin personlige Lykke? ...

Fru Bertha saae sig tilbage mod Døren og ønskede sig bort. Hun havde ogsaa hørt det ringe og frygtede for at træffe Fremmede.

"Nu maa jeg hellere gaa!" sagde hun. "Jeg gør Dem kun mere vred – og det var ikke Hensigten med mit Besøg."

Hun rakte ham Haanden, og Enslev blev igen forsonligere stemt.

"Paa Dem er jeg ikke vred. Men det gør mig ondt, at De har ladet Dem misbruge til denne politiske Sendelse, som De ikke selv har forstaaet. De indestaar for Tyrstrup – siger De. Men hvad Vægt ligger der paa ham? Han er jo kun en Leddedukke og Paradefigur i Hænderne paa Gjærup og den øvrige Bande, som nu i tredive Aar har ligget paa Lur for at komme mig tillivs ..."

"Tal nu ikke mere, Enslev! Jeg veed jo nu, at jeg er gaaet forgæves. – Jeg siger Dem Farvel!"

Han vilde rejse sig for at følge hende til Døren, 171 men i det samme kom lille Jensen ind med et Visitkort; og førend Enslev havde faaet Næseklemmerne paa for at læse Navnet, var Fru Bertha gaaet ud af Værelset.

Ude i Forstuen stod Redaktør Samuelsen. Han mødte her efter Tilsigelse og var tydelig stærkt nervøs. Idet Fru Bertha passerede forbi, hilste han dog med sin mest smilende Elskværdighed.

[*]

Jytte befandt sig paa den Tid endnu sammen med sin Fætter i Karsten Froms Atelier, der til hendes Ære var bleven kostbart smykket med Blomster i store Vaser. Fra det Øjeblik, Jægermesteren havde meldt deres Komme i Telefonen, og indtil Automobilen holdt udenfor Huset, havde den henrykte Maler haft travlt med at forberede en festlig Modtagelse. Opfyldt af de dristigste Forhaabninger havde han taget mod sine Gæster helt ude paa Trappegangen og hilst Jytte velkommen paa sin orientalske Maade med Haanden paa Brystet. Men da Jytte aldeles ikke gik ind paa Spøgen, og tværtimod hilste koldt og fornemt, havde han straks forandret sit Væsen og var bleven stille, næsten forsagt.

Desuden havde Fætteren øjeblikkelig ført hende hen foran de to Kulstifts-Skitser til hans Portræt, 172 der var bleven anbragt paa et Staffeli midt i Atelieret tilligemed et Par magelige Stole.

Paa den ene Skitse var Jægermesteren fremstillet i sort Frakke staaende paa Folketingets Talerstol med nogle Papirer i Haanden. Blikket var rettet ud imod Beskueren, lynende af Aand og Myndighed. Paa den anden Skitse viste han sig derimod i sin Laboratoriedragt; den hvide Kittel og den sorte Fløjlsbaret. Her holdt han en Kartoffelblomst i Haanden, og paa et Bord foran ham var der antydet et Mikroskop og andre Instrumenter. Ansigtsudtrykket var paa dette Billede grublende, dybt alvorligt og fuldt af Lidelse.

"Sæt dig nu ned, Jytte – og betragt!" sagde han. "Og nu siger vi ikke et Ord ... Tavshed saalænge Retten sidder!"

Jytte blev i første Øjeblik opbragt og havde Møje med at holde gode Miner. Siden følte hun sig nedslaaet og desuden forlegen paa Fætterens Vegne.

Uvilkaarlig stjal hendes Blik sig engang op paa Atelierets Vægge og hen til de andre Staffelier, der stod rundt omkring, for at finde de personlige og intime Arbejder, som Karsten From engang havde talt til hende om. Men der var overalt kun denne falske og tomme Bravur-Kunst, denne virtuosmæssige Dygtighed i Gengivelsen af Silkestoffer, Guldbrokade 173 og Ordensstjerner, der havde gjort ham til den fornemme Verdens Yndlingsmaler.

Ogsaa til Karsten From selv søgte hendes Blik et kort Nu.

Han sad paa Armen af en Stol lidt borte og saae ned mod Gulvet, som om han havde gættet sig til hendes Tanker. Og hun kom til at tænke paa en Falskspiller, der smiler af Skamfuldhed, fordi han føler sig opdaget.

"Naa, hvad siger du saa?" spurgte Fætteren. "Nu maa du virkelig udtale dig."

Hun havde ikke Mod til at forstyrre hans naive Glæde. Hun sagde derfor, at hun fandt adskilligt godt i begge Billederne.

"Men hvad siger du om Udtrykket? Finder du ikke Ligheden god? Du skal sige din Mening lige ud. Det Glimt i Øjet f. Eks. Synes du, det ligner?"

Hun greb igen til Udflugter og blev rød, saa hun selv kunde mærke det. Samtidig følte hun igen en stærk Forbitrelse mod Karsten From, fordi han havde faaet hende til at medvirke ved dette kunstneriske Bondefangeri.

Men dybt inde i hende var der en løssluppen Stemme, der tog ham i Forsvar. Hun havde igen kastet et Blik omkring i Atelieret med dets mange halvfærdige Malerier og Kulskitser. Paa et stort Staffeli tæt ved hende stod et Portræt af en ung, 174 blond Grevinde i en maaneskinsblaa Selskabsdragt, halvnøgen som en Tøjte men med stolte og højfornemme Ansigtstræk. Et andet Sted saaes en friseret Husaroberst i Gallauniform, støttet til en vældig Pallask, og ved Siden af ham en gammel Biskop med himmelvendte Øjne og flere store Ordensstjerner paa det sorte Fløjlsornat. Og Stemmen i hendes Indre sagde: "Naar Menneskene er saa glade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke? ... Præterea censeo4: Livet bør ikke tages for højtideligt. Det er det ikke værd."

Henne i en Krog af Atelieret, rykket helt tilbage mod Væggen, stod et næsten færdigt Brystbillede af en mørk, fyldig Dame, der ligeledes var selskabsklædt og dybt nedringet. Trods Billedets skjulte Plads havde hun opdaget det straks, da hun kom ind, og hendes Øjne havde flere Gange siden søgt det paa deres stjaalne Strejfture omkring i Rummet. Hun kendte nemlig Damen, der var en ældre Søster til en af hendes Veninder. Hun vidste, at hun var gift med en af Byens store Juvelerer, der syntes at have benyttet Lejligheden til at udstille en Kollektion af sine kostbareste Smykker paa Barmens naturlige Fløjlspuder. Men hendes Interesse for Billedet kom dog især af, at hun havde hørt noget om, at der skulde bestaa et Forhold mellem Damen og Karsten From.

175 "Men nu er det altsaa Afgørelsen, Jytte! Den store Beslutning!" opmuntrede Fætteren, der stod bag hendes Stol. "Jeg lægger den ganske i din Haand!"

Jytte maatte med en Anstrengelse samle sine Tanker for at faa en Ende paa den pinagtige Situation. Paa maa og faa foreslog hun ham at vælge Portrætet med den hvide Arbejdskittel. "Det virker mest hjemligt," sagde hun.

"Naa, synes du det! ... Synes du virkelig det!" – Jægermesteren strøg sig betænkelig om Hagen. – "Men finder du dog ikke, at det andet er mere repræsentativt? Og tror du ikke, at Vilhelmine af den Grund vil blive nok saa glad for det? Er det egenlig ikke ogsaa det mest veltrufne, hvad Ligheden angaar. Saadan Holdningen ... og Blikket. Ogsaa Mundlinjen, ikke sandt?"

"Jamen, kære, saa vælg dog det!" sagde Jytte utaalmodig, mere og mere genert paa Grund af Karsten Froms Tilstedeværelse. Hun havde for længe siden forstaaet, at Fætteren var lige forelsket i begge sine Portræter og kun var ulykkelig over, at han ikke kunde have dem begge to hængende i fuld Legemstørrelse i sine Stuer til daglig Beskuelse.

"Sig nu noget selv, From!" sagde Jægermesteren tilsidst i sin Forpinthed. "De maa dog – for Pokker! – ogsaa ha'e en Mening."

176 Maleren rejste sig fra Stolearmen og rystede smilende paa Hovedet.

"Absolut ikke! ... Men da det altsaa lader til, at det endnu har sin Vanskelighed at komme til en Afgørelse, vil jeg driste mig til at foreslaa, at Spørgsmaalet afgøres ved Lodtrækning. Det er en Udvej, vi Portrætmalere ofte anbefaler i saadanne Tvivlstilfælde."

Jægermesteren gik lidt modvillig ind paa Planen, og ved Hjælp af to Tændstikker blev nu Sagen hurtig afgjort til Fordel for det Billede, Jytte fra først af havde valgt.

I det samme kom Husholdersken ind med et Visitkort, som Karsten From modtog og læste med fortrædelig Mine.

"Jeg kender ham ikke ... Vær saa god at sige til Hr. Frandsen, at jeg er optaget og ikke kan modtage ham."

"Frandsen!"

Jægermesteren, der stod hensunken i sørgmodig Betragtning af det forkastede Portræt, vendte sig om ved Lyden af dette Navn.

"Er han derude? ... Det har jeg glemt at sige Dem, From! Det er en Ungdomsven af mig – Skovtaksator Frandsen. Han har saa gerne villet se mit Billede. Jeg ringede ham derfor op idag, da jeg 177 havde talt med Dem. Jeg haaber da, at det ikke generer Dem –."

"Gudbevares! – Vil De altsaa vise den Herre ind, Frøken Svendsen."

"Forøvrigt maa jeg vist helst forberede Dem paa," sagde Jægermesteren med halv Stemme, da Husholdersken var gaaet, "at min Ven er lidt enfoldig og noget naragtig. Men forøvrigt et godmodigt og hjertensgodt Menneske, som vil føle sig stolt af at gøre Deres Bekendtskab."

Hr. Frandsen gjorde sin Indtrædelse i elegant og korrekt Visitdragt med friske Skrædderlæg nedad Benklæderne men desuden med en Stok i Haanden, hvad der indbragte ham et strengt bebrejdende Øjekast fra Jægermesteren. Han saae sig derfor nødsaget til straks at forklare, at Visitstokken var en ny, udenlandsk Mode, som ogsaa herhjemme var i Færd med at blive indført i de fineste Krese.

"Af Hensyn til Hr. Froms Billeder vil du dog maaske vise os den Venlighed at sætte det Spyd fra dig," sagde Jægermesteren.

Hvorpaa Hr. Frandsen – forlegent rødmende – anbragte Stokken i en Krog.

Forholdet mellem de to gamle Venner var iøvrigt igen gaaet i Leje efter Sommerens forskellige Rivninger. Jægermesterens overlegne og irettesættende Tone irriterede ganske vist Hr. Frandsen meget mere, 178 end han lod ane; men han var vant til den fra Ungdomsdagene og fandt desuden sin Regning ved5 at lade sig hundse. Han havde saaledes nu ved Vennens Hjælp og Rigsdags-Indflydelse faaet en midlertidig Ansættelse i Indenrigsministeriet og var flyttet til København omtrent samtidig med ham.

For sit Ægteskabs Ukrænkelighed nærede Jægermesteren nemlig ingensomhelst Bekymring længer. "Det er ogsaa i den Henseende gaaet ganske som jeg tænkte," sagde han ofte til sig selv. "Vilhelmine savnede Beskæftigelse og passende Adspredelse paa Storeholt. Hun, som har arvet saa meget af sin Fars driftige og praktiske Natur, trængte til selvstændig Virksomhed. Nu, da hun har faaet den, er Nykkerne gaaet af hende."

Han vidste ikke, at Fru Vilhelmine trods al sin selskabelige og filantropiske Optagethed dog fik Tid til ganske regelmæssigt at besøge Hr. Frandsen i hans Ungkarlebolig paa Østerbro. Og endnu mindre kunde han ane, at det var disse intime Besøg, der paa det Elfenbens-Memorandum6, som hun med sin udviklede, forretningsmæssige Ordenssans altid havde liggende paa sit Skrivebord, figurerede under Navnet "Østerbros Væveskole".

Jytte havde rejst sig og ventede kun paa Lejlighed til at give Fætteren et Vink om, at hun nu ønskede at gaa. Men Jægermesteren, der havde trukket sin 179 svaghodede Ven hen foran Skitserne for at høre ogsaa hans Mening, blev ikke færdig med at forklare ham, hvad han skulde mene, og Jytte blev mere og mere nervøs.

Karsten From havde nærmet sig for at underholde hende. De talte om den forestaaende Koncertsæson og meget andet; men hun tænkte kun paa at komme afsted.

Endelig vendte Fætteren sig fra Staffeliet.

"Jytte!" sagde han. "Du maa ikke blive vred. Men baade Frandsen og jeg synes, at Portrætet fra Rigsdagssalen vil være at foretrække. Det er – som Frandsen meget rigtig siger – mere monumentalt. Jeg mener altsaa, at vi skal holde os til det."

Jytte gad ikke svare. Og hun undgik Karsten Froms Blik paa Grund af den ufrivillige, hemmelige Forstaaelse imellem dem, som hun ikke vilde lade sig mærke med.

Husholdersken aabnede i det samme Døren ind til Dagligstuen ved Siden af, hvor der var dækket et fint Tebord foran Sofaen, og Karsten From bad sine Gæster gøre ham den Ære at indtage en lille Forfriskning.

Det kom for Jytte som en Overrumpling. Hun havde lige haft paa Munden at sige til John, at de skulde gaa. Men Fætteren brød straks ud i en glad Tak, ligesom Hr. Frandsen takkede korrekt for Indbydelsen 180 med en tavs Hovedbøjning og samlede Hæle. Hun kunde derfor ikke sige nej uden at fornærme. Men hun huskede paa sin Mor, der sad og ventede hende i Uro, og idet de gik ind i Stuen, mindede hun Fætteren om – og det, saa Karsten From maatte høre det – at hun snart skulde være hjemme.

Den lille Dagligstues elegante Hygge tiltalte hende iøvrigt. Det kunde mærkes, tænkte hun ved sig selv, at her boede et Menneske med kultiveret Smag. Der var smukke Gobeliner paa Væggene, stilrene moderne Møbler i lys Mahogni og morsomme Broncer. Men hvad der især vakte hendes Opmærksomhed var nogle Malerier og flygtige Skitser, der hang over Kaminen og paa Dørene. Det var Landskaber, Dyrestudier, Søbilleder, og alle betog de hende ved deres prægtige Farvevirkning. Paa hendes Forespørgsel fortalte han til hendes Skuffelse, at det var Ting, han havde bragt hjem fra Paris.

"Ja, De bor skam godt, From!" sagde Jægermesteren, da Teen var budt om og Husholdersken havde bortfjernet sig. "Og De forstaar at indrette Dem! Men De er ogsaa en af vore første Kunstnere ... Jo! De skal slet ikke ryste saa beskedent paa Hovedet! De veed det jo ogsaa godt selv. De er vort største Geni paa Portrætmaleriets Omraade."

Han lagde Haanden hen paa sin svaghodede Ven, der sad ved Siden af ham, og fortsatte:

181 "Det er Skade, Frandsen, at du slet ikke har noget Talent. Tænk, om du kunde bo saa rart som her i Stedet for at sidde i din Toværelsers Lejlighed paa femte Sal og være din egen Stuepige fra ni til elleve. – Hvad siger du, er det noget Snak? Men Gud bevare mig! Du vil da ikke nægte, at jeg forleden overraskede dig med et grønt Smækforklæde paa og en Fejebakke i Haanden? ... Herregud, hvorfor rødmer du for det, lille Frandsen? Det er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo en fuldkommen ærlig Sag, at man ikke har Raad til at holde kvindelig Betjening."

Det var nu ikke udelukkende af Skamfuldhed, at Vennen blev rød, og det kom til et af disse smaa Sammenstød, hvorunder Hr. Frandsen med tilbidte Tænder gjorde et spagfærdigt Oprørsforsøg mod sin Tyran, mens Jægermesteren med selvglad Jovialitet og smaa muntre Sideblink til Tilhørerne nød sin Aandsoverlegenhed over den ulykkelige Skovtaksator uden at ane de Tanker, som denne i sin Afmagt trøstede sig med og hemmeligt fnisede af.

Jytte fandt sin Fætter aldeles uudholdelig idag. For at bortlede Opmærksomheden fra ham gav hun sig igen til at se sig om paa Stuens Billeder og spurgte Karsten From om Kunstnernes Navne. Paa hendes Opfordring tog han et af dem – et Landskabsstudie – ned fra en Dørfylding, saa hun bedre 182 kunde se det. Han kaldte det selv for en lille Perle, og Jytte benyttede nu Lejligheden til at spørge ham, om han aldrig selv gjorde den Slags Ting men udelukkende malede bestilte Portræter.

Karsten From gik i Fælden. Han havde glemt sin tidligere Udtalelse til hende og svarede med en Skuldertrækning, at han foretrak at arbejde paa Bestilling. Saa løb man ikke den Risiko at maatte beholde sine Billeder selv.

Altsaa lyver han ogsaa! – tænkte Jytte. Højt sagde hun:

"Men jeg forstaar det ikke. Naar De dog altsaa sætter saa stor Pris paa saadanne Friluftsstudier. Hvor kan De da lade være?"

Karsten From svarede ved at oplyse om, at han i sin Tid havde købt det lille Mesterværk for 50 Francs.

"For 50 Francs? Men tager jeg fejl i, at Kunstneren nu har et berømt Navn over hele Verden?"

"Nej. Men han har i snart ti Aar ligget i sin Grav. Saa det har han ikke stor Fornøjelse af."

"Men dersom han nu havde levet!" – sagde Jytte lidt efter.

"Saa vilde han rimeligvis have været pint af stadig Ængstelse for at miste sin Berømmelse. Og han vilde ganske sikkert have gaaet og ærgret sig over de ganske talentløse Folk og Charlataner, der 183 er bleven lige saa berømte som han og har faaet Plads i Kunsthistorien. Vi kender jo ogsaa den Slags Fænomener herhjemme. Der er f. Eks. Karl May. De kender vistnok hans Billeder."

"Ja – Karl May!"

"Ja, han hører jo til vore store Navne. Han promenerer hver Dag uvasket og ubarberet op og ned ad Strøget med en gammel Hat paa Hovedet, og mere behøves der ikke for at blive gjort til et kunstnerisk Geni. Jeg kender ham tilfældigvis ganske godt fra Fortiden og kan garantere for, at han, hvad Talent angaar, er ganske steril. Og han veed det allerbedst selv. For at holde Berømmelsen oppe stiller han sig bare engang imellem hen foran et vældigt Lærred, klemmer en Masse forskellige Farvetuber ud paa det og lader saa Publikum gætte sig til, hvad den Sildesalat skal betyde. Og De veed selv, hvordan Spektaklet gentager sig den ene Gang efter den anden. Bladene skælder ham frygteligt ud, og Folk stimer til ... Naar saa Forargelsen er paa det højeste, kommer Kritikerne i Haarene paa hinanden og sikrer hans Navn et nyt Blad i Fremtidens Kunsthistorie. – Næ, det er saamænd ikke værd at misunde en genial Kunstner hans Berømmelse. Han maa dele Æren med altfor mange Abekatte."

Jytte hørte lidt overrasket paa dette bitre Selvforsvar men lod sig ikke mærke med noget. I 184 sit Hjerte forstod hun ham dog, og gav ham i Grunden Ret.

Jægermesteren og Hr. Frandsen havde imidlertid udkæmpet deres lille Skærmydsel og sluttet Forlig. Med Haanden paa Vennens Skulder vendte Jægermesteren sig om mod From og sagde:

"Naar De nu vilde gøre det rigtig godt for os, kære Mester, saa skulde De glæde os med en lille Sang til Gitaren. Helst en af Deres smaa franske Viser. F. Eks. den om Toldassistentens Fristelser. Den er maaske en Smule vovet, Jytte ... men Herregud, vi er jo ikke Konfirmander."

Jytte, som mærkede, at Karsten From skottede til hende for at læse i hendes Ansigt, gjorde sig Umage for, at han ikke skulde finde allermindste Opfordring i det. Hun var igen kommen til at tænke paa sin Mor og vilde nu hjem. Allermindst havde hun i Øjeblikket Lyst til at høre ham synge sine tvetydige Viser. Hun havde altid fundet, at han ogsaa som Sanger nedværdigede en smuk og sjelden Evne for at imødekomme den selskabelige Verdens platte Smag.

"Vi skal gaa, John! Husk paa, at du har lovet mig at passe Tiden."

"Herregud, Jytte, nu sidder vi saa hyggeligt. Og det har jo ingen Hast. Din Mor venter dig saamænd ikke saa snart. Lad os nu faa en morsom Vise!"

185 Men Jytte havde allerede rejst sig.

I det samme traadte Husholdersken ind og meldte, at Oberstinde Mynster og Døtre var kommen for at se Oberstens Portræt. Karsten From sprang op og sagde, at han ikke kunde modtage dem – de maatte komme igen en anden Dag. Han talte med en Ubeherskethed, der satte Jytte i Forbavselse. Hun kendte ham slet ikke fra den Side.

"De vil da ikke allerede gaa!" – sagde han næsten bønfaldende, da Husholdersken var gaaet.

Hun svarede ikke ligefrem; men hans ophidsede Ansigtsudtryk gjorde hende endnu bestemtere i sin Opfordring til Fætteren om at bryde op.

For at bøde lidt paa Opbrudets Hastighed trykkede hun ved Afskeden hans Haand og takkede ham. Det var første Gang i al den Tid, de havde kendt hinanden, at hun gav ham Haanden. Hun havde undgaaet det lige fra deres første Møde, fordi hun dengang havde set, at han gerne tog sig den Frihed efter udenlandsk Mønster at give Damerne Haandkys.

Denne Gang glemte han det dog. Han var bleven tavs og mut som et forkælet Barn, der ikke faar sin Vilje. Men hun følte Varmen fra hans nervøst dirrende, mærkeligt brændende Haand og slap den hurtigt.

Nede paa Gaden sagde Hr. Frandsen Farvel. Han 186 maatte ikke forsømme sin Ridetime – forklarede han. Jægermesteren lo ham lige op i Ansigtet og spurgte, om det var en Gyngehest, han havde lejet.

Hvorpaa Vennen trak sig tilbage med en dannet Hovedrysten.

"Hvad skal jeg gøre ved Frandsen?" sagde Jægermesteren til Jytte, da de gik ned ad Alleen. "Jeg indfører ham i de bedste Krese, og allevegne gør han sig uhjælpelig til Latter. Som nu f. Eks. idag ... den Taabelighed med Stokken. Naar man holder af et Menneske – og jeg holder af Frandsen, han er paa en Maade min bedste Ven – saa kan man jo ikke lade være med at ærgre sig over den Slags Ting. Jeg siger det Gang efter Gang til ham paa den alvorligste Maade: Fordi du er svagt begavet, Frandsen, behøver du ikke at gøre dig til Nar! Og det har jeg dog Ret i, ikke sandt?"

"Naturligvis," sagde Jytte, der gik i sine egne Tanker og ikke havde Anelse om, hvad det var, hun svarede paa.

Udenfor Porten i Dronningens Tværgade skiltes de.

Da Jytte kom op, var der Fremmede. En Justitsraad Hansen med Frue var kommen paa Visit. Det var jævne Folk, en Rest af deres Bekendtskaber fra Faderens Birkedommertid. Hr. Hansen, som dengang ejede en Proprietærgaard paa Samsø og var en af Øens Matadorer, havde i Faderens Ministertid og 187 ved hans Indflydelse faaet en Lotterikollektion i København og siden paa Grund af uopklarede Fortjenester erhvervet sig sin Titel.

For Jytte, der havde frygtet en alvorlig Scene med sin Mor ved Hjemkomsten, faldt dette Besøg meget belejligt. Det var næsten, som om Fru Bertha ikke tænkte paa, hvor Datteren kom fra. Kun lige idet Jytte traadte ind, havde hun kastet et hurtigt forskende Blik hen paa hende. Siden syntes hun helt at glemme hende for de Fremmedes Nærværelse.

Men hendes Væsen var i det hele besynderligt. Justitsraaden havde ført Samtalen ind paa Øjeblikkets Politik og de mange underlige Rygter, man hørte. Men Fru Bertha svarede ham mod Sædvane med almindelige Talemaader, ønskede aabenbart at komme bort fra Emnet og hensank et Par Gange i en mørk Aandsfraværenhed.

Jytte havde sat sig hen i Armstolen ved det ene Vindu. Nede paa Gaden var Lygterne lige bleven tændt.

Af Høflighed sad hun med Ansigtet vendt mod Stuen, som om hun hørte paa, hvad der blev talt om; men hendes Tanker var igen i Karsten Froms Atelier og Dagligstue. Det var gaaet op for hende, at hun først idag havde talt rigtig med ham og lært ham lidt at kende, som han virkelig var. Han havde for første Gang kastet Narrekappen helt. Det 188 var jo kun saa ubetydeligt, de havde talt sammen; og hvad han havde sagt, skulde vel ikke altsammen tages alvorligt. Men naar hun tænkte tilbage derpaa eller rettere paa hans Tone, følte hun sig underlig grebet om Hjertet, fordi hun i dens brudte Klang hørte som et Ekko af sin egen hjemløse Sørgmodighed.

For anden Gang paa denne Dag kom hun til at mindes sin Faders Ord til hende om den Sjælens "Tvillingbroder", hun engang skulde finde i Menneskevrimmelen. Det havde som oftest været med en Følelse af Skræk og Uhygge, hun forestillede sig et saadant mandligt Genbillede af sin egen Ulykkesfigur, og noget af denne Angstfølelse steg ogsaa i dette Øjeblik op i hende ved at tænke paa den lille, instinktmæssige Uro, hun altid havde følt i Karsten Froms Nærhed.

Justitsraaden og hans Frue rejste sig nu og sagde Farvel. Hun fulgte dem ud i Forstuen, og da hun kom ind igen, og Moderen endnu ikke spurgte om noget men paany sad fortabt i sine egne mørke Tanker, gik hun ind til sig selv.

"Hvad kan der være sket?" tænkte hun.

[*]

189 Nogle Timer senere, da Taagen og Mørket atter havde nedsænket København som i en underjordisk Eventyrverden, og da Menneskestrømmen paany gik fra Broerne ind mod Teatrene og Byens mange andre Forlystelsessteder, samledes det af Gjærup foranstaltede politiske Velfærdsudvalg i et ældre Hus i Kronprinsensgade, et forhenværende Foreningshus, som nu var omdannet til et smaaborgerligt Selskabslokale.

Da Sammenkomsten var ganske privat, og Resultatet af Forhandlingerne foreløbig skulde hemmeligholdes, havde man foretrukket dette Mødested fremfor Byens mere kendte Samlingslokaler, hvor det altid var vanskeligere at sikre sig imod at blive beluret af Pressens lange Æselsøren.

Gjærup havde indfundet sig en halv Time før Mødetiden for at efterse, at alt var i Orden efter Aftalen. Han kendte personlig Værten, som oftere havde stillet sine Lokaler til Raadighed for den Slags hemmelige Sammenkomster, hvori Gjærup var den ledende Aand, og som af den Grund nylig var bleven belønnet med en Kammerraadstitel. Han vidste, hvad Slags Sikkerhedsforanstaltninger der krævedes, og Gjærup ytrede da ogsaa sin Tilfredshed med Ordningen.

Midt i en Sal, der optog det meste af Huset, var 190 der anbragt et langt Bord med Stole omkring. Men ogsaa de tilstødende Rum paa begge Sider var forbeholdt Mødets Deltagere, og til deres Betjening var der udset et Par af Forretningens ældste Folk, for hvis Tavshed Kammerraaden gik i Borgen.

Men et Uheld var i sidste Øjeblik indtruffet. En Kortslutning havde gennembrændt den elektriske Hovedledning. Hele Huset maatte oplyses med, hvad man i Hast havde kunnet skrabe sammen, lige fra Sølvkandelabre til gamle Petroleumslamper og Cyclelygter. Navnlig inde i Salen forslog denne Nødhjælp ikke stort, og Kammerraaden var meget ulykkelig.

Gjærup derimod gjorde ikke noget Væsen af Sagen. Disse gammeldags Lamper og uroligt brændende Lys i svære Armstager, der pludseligt igen var kommen til Ære og Værdighed, lagde en Fortidsstemning over Salen, der i Øjeblikket svarede til noget i hans bevægede og kæmpende Sind.

Han og Enslev havde været Venner i Ungdommen. De kom begge ude fra Landet, og i de fattige Studenterdage havde de holdt broderligt sammen. Ved hint nu historisk berømte Sold i Studenterforeningen, da Enslev ud paa Natten sprang op paa en Stol og under frygtelig Tumult holdt sin første politiske Oprørstale, havde Gjærup med sin Person dækket Vennen mod Ovelast af nogle halvfulde og ophidsede 191 unge Mennesker, der vilde rive ham ned af Stolen og slaa ham ihjel. Ogsaa siden hørte han en Tid til Enslevs modigste og mest uegennyttige Vaabendragere. Men deres Livsskæbner var bleven meget forskellige. Skønt Gjærup var et skarpsindigt Hoved med en ualmindelig juridisk Viden, som Partiet ofte havde gjort Brug af, var han bestandig bleven holdt nede i en politisk Skyggetilværelse og gjort til en halvt latterlig, halvt tvetydig Person af Partiets egen Presse, hvad han ikke uden Grund tilskrev Enslevs Indflydelse. Fra det Øjeblik de to Venner mødtes i Rigsdagssalen, havde Enslev udelukkende set Pedanten i ham og været klar over Faren ved hans Medarbejderskab. Da han desuden med sin mistænksomme Natur straks mente at opdage Forsøg paa Snigløb fra Gjærups Side, havde han ikke taget i Betænkning at uskadeliggøre ham.

Men nu følte Gjærup sig overbevist om, at Hævnens store Time endelig var kommen for ham.

Efter at Kammerraaden bukkende havde forladt ham, og før nogen af de indbudne endnu var kommen, gik han i en halv Snes Minuter i Ensomhed op og ned i Salen med Hænderne paa Ryggen. Fingerenderne paa den højre Haand havde travlt, og i sin forhaabningsfulde Spænding smilte han som en Dødning og tænkte undertiden højt.

"Nu skal du faa din Dom, Tyge! ... Dit knejsende 192 Hovmod staar for Fald! ...Og faar jeg dig først ned fra den Æresplads, du har skændet, skal der ikke være Naade for dig, før jeg har dit stolte Hoved under min Hæl!"

Men nu begyndte Folk at komme. Den første var den unge Højskoleforstander Aleksandersen i sin lange, stramt tilknappede Frakke med de udpolstrede Skuldre, – blond, lysblaaøjet og smuk. Ved Synet af det lange Bord med dets mange mærkelige Belysningsgenstande udbredte han sine Arme og sagde med karakterfast Stemme nogle hjertelige Ord, mens hans Skygge tegnede sig paa Væggen bagved ham som en uhyre Sprællemand.

Nøjagtig paa Klokkeslaget kom Rektor Bohse sammen med Jørgen Højbo og Lærer Tanning. Og fra nu af gik Døren uafbrudt. En for en eller et Par Stykker i Følge blev Folk lukket ind af Tjenere, der med Lys i Haanden havde ledsaget dem op ad den halvmørke Trappe, hvor kun et Par Cyclelygter brændte.

Der samledes tilsidst henved et halvt Hundrede Mænd, hvoraf Størsteparten var Lovgivere. Resten bestod af bekendte Partifæller udenfor den aktive Politik, et Par Universitetsprofessorer, nogle Præster og Redaktører, om hvem det vidstes, at ogsaa de efterhaanden havde taget Afstand fra Enslev og hans Presse. De var bleven indbudte, for at de med deres 193 ansete Navne kunde forøge Betydningen af den Protestadresse, som det var Gjærups Hensigt at faa vedtaget til senere Offenliggørelse paa et belejligt Tidspunkt.

Stemningen var gennemgaaende meget alvorlig. "Femte Juni" havde igen i sit Aftennummer angrebet Regeringen skaanselsløst i en Artikel, der var spækket med Mistænkeliggørelse. Bladet gik fra Haand til Haand, og flere af de ældre Rigsdagsbønder rystede tavs paa Hovedet. Disse Enslevs fordums Kampfæller gik med tungt Hjerte til dette Opgør med deres gamle Fører og skottede misfornøjet til de unge Folk, der som Højskoleforstander Aleksandersen ikke kunde skjule deres Glæde ved Udsigten til at faa dette sidste Afgudsbillede fra en skummel Fortid styrtet i Grus.

De fleste af Ministrene havde indfundet sig efter Indbydelse, deriblandt selve Dagens Mand, Provst Broberg, der samme Dag var kommen hertil fra Jylland. Den lille graamankede Prælat gik smilende omkring i Salen, trykkede Folk i Haanden og modtog Lykønskninger.

Tilsidst manglede kun Tyrstrup. Da man havde ventet paa ham nogen Tid, begyndte det Rygte at brede sig, at han overhovedet ikke vilde komme. Og det var karakteristisk for den Mistillid, man nærede til Ministerchefen indenfor hans eget Parti, at Rygtet straks fandt Tiltro.

194 "Han tør ikke for den Gamle!" sagde Aleksandersen saa højt, at alle i Salen vendte sig om.

Gjærup og Lærer Tanning stak Hovederne sammen henne i et Hjørne og syntes raadvilde. Der begyndte at røre sig nogen Utaalmodighed i Forsamlingen. Kun Provst Broberg, der vedvarende følte sig som Centrum for Opmærksomheden, gik lige værdig omkring og trykkede Folk i Haanden.

Men nu aabnedes Døren af selve Kammerraaden, og Tyrstrup viste sig. Hans ualmindeligt alvorlige og bekymringsfulde Ansigtsudtryk bragte Samtalen til at standse overalt i Salen. Lærer Tanning førte ham til hans Plads ved den øverste Bordende, hvorefter alle satte sig i Tavshed.

Den gamle Jørgen Højbo indledede med en kort Redegørelse for Hensigten med Mødet og gav derpaa Ordet til Rektor Bohse, hvem det paa Forslag af Gjærup var bleven overdraget at føre Hovedslaget mod Enslev. Gjærup selv veg ved saadanne Lejligheder gerne i sidste Øjeblik tilbage paa Grund af Anfægtelser. Med al sin vilde Hævngerrighed var han et følsomt Menneske, der nok kunde være med til at slibe Vaabnene men helst overlod selve Blodsudgydelsen til andre.

Nu var Rektor Bohse iøvrigt ogsaa den Mand, hvis Ord vilde virke med størst Vægt omkring i Landet. Ganske vist hørte han ikke til Partiets 195 ledende Mænd. Han var i Grunden slet ikke Politiker, og hans akademiske Enfoldighed bragte ofte de rigtige gamle Rigsdagsrotter til at smile. Det var hans Karakters Uangribelighed, der havde skabt hans overordenlige Anseelse i Folket. Enslev, der til sin Forbitrelse aldrig havde kunnet faa Ram paa ham, kaldte ham for "Bæltedyret" paa Grund af denne Atmosfære af Retskaffenhed, der omgav ham som et beskyttende Panser. I Krese, hvor den hele Rigsdag karakteriseredes som et Udvalg af Nationens professionelle Røvere og Dagtyve, nævntes han gerne som den eneste retfærdige.

Rektoren talte langsomt, med en lidt selvbehagelig Bredde og i retoriske Vendinger, der ikke var fri for Svulst. Men han manglede ikke Vid, og der var et harmfyldt Sinds Kraft i hans Angreb paa "Femte Juni" – "Frivolitetens og Korruptionens Hoforgan", som han kaldte det. Under sin Omtale af Enslevs Forhold til dette Blad, vakte han et Øjeblik stærk Bevægelse i Forsamlingen ved dristigt at erklære, at mange Partifæller rundt om i Landet ikke alene med Forundring og Sorg men ogsaa med dyb Skam var Vidne til, at en af deres Førere, ja selve Partiets Æresformand gjorde sig personlig Fordel af en Bladindustri, der spekulerede i Folkets Fordærv.

Han sluttede sin timelange Tale med at sige, at ingen vilde nægte Enslev Tak og Anerkendelse for 196 hans Fortjenester som en af Grundlæggerne af det danske Folks Selvstyre. Men han havde i den senere Tid aabenbaret en sygelig og stadig mere ubehersket Ødelæggelseslyst overfor sit eget Livsværk. Frihedens sande Venner i Landet maatte nu kræve, at der stilledes ham Valget mellem at støtte Partiets Regering i dennes Arbejde for Folkets religiøse, moralske og økonomiske Genrejsning eller at vige Formandspladsen til Trods for, at den i sin Tid var tildelt ham som et livsvarigt Æressæde.

Da han satte sig ned, udløste den alvorlige Stemning sig i en dæmpet Tilslutning fra hele Forsamlingen. Og Provst Broberg, der havde Plads ved Siden af ham, trykkede hans Haand.

Det var nu Meningen, at Højskoleforstander Aleksandersen skulde have haft Ordet som Repræsentant for Ungdommen, og der hørtes ogsaa en mandig Rømning fra den Ende af Bordet, hvor han sad, da Tyrstrup til almindelig Forbavselse rejste sig ved den anden Bordende og ønskede at tale.

Foran ham stod en høj Kandelaber med flere Lys, og paa Væggen tæt bagved ham tegnede hans Skygge sig mangedoblet som en Klynge Taageskikkelser. Forsamlingen stirrede paa ham i største Spænding. Man saae det paa hans bevægede Udtryk, at han havde en vigtig Meddelelse at gøre.

"For at forhindre Fortsættelsen af en overflødig 197 Debat – som jeg under andre Forhold iøvrigt kunde have sluttet mig til – betænker jeg mig ikke paa at gøre D'Herrer bekendt med Indholdet af en Skrivelse, jeg idag har modtaget fra Enslev i min Egenskab af Næstformand. Da jeg imidlertid endnu ikke har haft Lejlighed til at fremlægge den for den samlede Partistyrelse, maa jeg bede Dem alle om foreløbig at betragte min Oplysning som strengt fortrolig. Enslev meddeler, at han selv ønsker sig fritaget for alle partipolitiske Tillidshverv og ogsaa fratræder Formandsskabet."

"Hør!" lød det i Overraskelsens Glæde fra flere af de unge. Og Højskoleforstander Aleksandersen lagde sig med korslagte Arme tilbage mod Stoleryggen, som kunde det væsenlig være ham, der havde tvunget den gamle Partityran ned fra Højsædet.

"Men desværre har jeg ogsaa en anden Meddelelse at gøre," fortsatte Tyrstrup. "Jeg er overbevist om, at den vil vække dyb Beklagelse ikke alene i denne Forsamling men hos alle dem, for hvem Fremtidsmaalet har været en fredelig Samvirken af Folkets Kræfter til Bedste for vort fælles Fædreland. Enslev meddeler nemlig samtidigt, at han – vor mangeaarige Fører og største Kraft – udmelder sig af Partiet."

Efter disse Ord lød der ingen Hør. I næsten et 198 Minut var der en Gravens Stilhed i den dystre Sal. Saa rejste der sig lidt efter lidt højlydte Protester fra mange Sider.

"Det maa ikke ske!" sagde en gammel Bonde ophidset.

"Det er jo Forræderi!" raabte Lærer Tanning, og hans Ord blev gentaget af flere.

Gjærup sad med Albuen paa Knæet og Haanden omkring Hagen. Aldeles lamslaaet stirrede han gennem Brillerne hen paa Tyrstrup – med Øjne saa runde og mørke som en Natfugls. Han havde dennegang været saa sikker paa sin Sejr. Og nu havde Enslev igen ved en lynsnar Manøvre slaaet ham Vaabnet ud af Haanden.

Tyrstrup føjede til, at de – undertiden miskendte – Bestræbelser, der fra flere Sider var gjort for at afværge denne triste Katastrofe, altsaa ikke var bleven kronede med Held. Han havde dog det Haab, at Sammenholdet i Partiet skulde vise sig stærkt nok til at modstaa ogsaa denne svære Rystelse, og han bad tilsidst alle de Tilstedeværende om at tilsige ham og det øvrige Ministerium deres virksomme Støtte i den bitre og sørgelige Kamp, der sikkert forestod.

Som Svar herpaa sprang Lærer Tanning op og raabte i heftig Bevægelse:

"Danmark leve!"

199 Alle rejste sig. Med løftede Hænder og for manges Vedkommende med bævende Læber blev der svaret med tre taktfaste Hurraer.

Kort efter opløstes Forsamlingen. De fleste af Deltagerne gik bort i en nedslaaet Stemning; og da Gjærup som den sidste tog Afsked med Værten, sagde han ham ind i Øret:

"Vi kommer snart igen!"

Paa Vejen hjem gennem Smaagaderne fik Gjærup iøvrigt hele sit morderiske Haab tilbage. Efter at Forskrækkelsen havde sat sig, følte han sig mere og mere overbevist om, at Enslevs Demonstration kun vilde skaffe ham en kort Galgenfrist og siden gøre hans Fald endnu dybere, hans Ydmygelse endnu forsmædeligere. Dersom ikke Døden forinden forbarmede sig over ham, skulde han ikke undslippe dennegang. Retfærdigheden havde endelig indhentet den store Forbryder. Han, hvis hele Liv havde været et Oprør mod Lov og Orden, skulde komme til at ende sine Dage som en fredløs Mand. Den uovervindelige Sejrherre skulde falde paa sine egne Gerninger, skulde tilsidst dø som en stakkels Flygtning, hvem ingen vilde kendes ved. – –

Ude omkring i Hovedgaderne sporedes allerede et stærkt Røre. "Femte Juni" havde udsendt en Løbeseddel med Meddelelse om Enslevs Krigserklæring, 200 og Folk søgte hen til Avisredaktionernes Vinduer for at læse de ophængte Plakater.

Ud paa Aftenen voksede Bevægelsen i Byen næsten som paa en Valgdag. Især var der Trængsel paa Højbro Plads udenfor "Femte Juni"s store Bygning. Hurraraab og "Leve Enslev" lød nu og da op mod den halvrunde Hjørnealtan, hvor den gamle Fører saa ofte paa de store Valgaftener havde vist sig for Mængden og ladet sig hylde.

Nu sad Redaktør Samuelsen deroppe bag de oplyste Vinduer i sort Fortvivlelse. Han var om Eftermiddagen gaaet til Sammenkomsten med Enslev fast bestemt paa at gøre ham alvorlige Forestillinger. Og saa var Resultatet blevet, at han efter en Avdiens paa to Minuter hjembragte Ordre til at udsende Løbeseddel om denne Ulykke, der sikkert vilde koste Bladet flere tusinde Provinsabonnenter. Hans store Planer til et særligt Søndagsnumer, til et illustreret Onsdagstillæg for Børn, til en Sportstidende og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder – alle disse moderne Ideer, som hans Hjerne tumlede med, og som i Løbet af et halvt Aar vilde kunne nedslagte enhver Konkurrence – igen uhjælpeligt strandet paa en halvgal Oldings urimelige Stædighed!

[*]

201 Mellem de mange tusinde Telefonsamtaler, der kryssedes over København denne Aften i Anledning af Enslevs Udæskning, førtes nogle mellem Jægermester Hagens Svigerfar, Grosserer Søholm, og forskellige politisk interesserede Folk af hans Bekendtskab, som Grossereren ringede op for at høre deres Mening om Affæren.

"Ja saa! ... Naa! ... Stemmerne paa Landet maaske; ja det kan jo være! ... Jeg kender ikke noget til de Dele; jeg er Forretningsmand og har aldrig raget mig ind i det politiske ... Hvad siger De? Min Svigersøns Standpunkt. Ja, det kender jeg heller ikke noget til. Blander mig ikke i det. Men De mener altsaa, at Enslev er færdig ... Ogsaa syg? Ja, det er han jo. Men der maa vel næsten komme et nyt Valg nu? ... Hvad siger De? ... Ja ja, nu faar vi se! ... Godnat!"

Grossereren lagde Telefonen men tog den lidt efter igen og ringede sin Svigersøn op.

Der var ingen, der svarede.

Han ringede utaalmodigt flere Gange; men gennem Telefonen kom der ingen anden Lyd end denne stille, uhyggelige Kogen, der er Tavshedens og Mørkets Stemme.

"Naturligvis! ... Ingen hjemme!"

Han lettede sin Kæmpekrop og greb uvillig Pennen.

202 Under megen Snusen gennem Næsen og Smæld med Læberne og al den øvrige Musik, der var nødvendig, naar denne forhenværende Pakhuskarl skulde udtrykke sig skriftlig paa anden Maade end i de vedtægtsmæssige Handelstalemaader, kom der følgende Skrivelse til Verden:

     Kære Hr. Svigersøn!
Jeg venter Dem og Vilhelmine her til Frokost imorgen. Det er jo Søn- & Helligdag. Vi har ikke set noget til jer saa længe. Vi spiser Klokken tolv præcis.
 Med Agtelse
Deres Svigerfader
L. K. Søholm.

Han trykkede paa en Knap under Bordpladen, og næsten som automatisk skød Døren til Gangen sig ind i Muren, og en uniformeret og friseret Dreng kom tilsyne i Aabningen i militær Retstilling.

"Grossereren kaldte!"

"Bring det Brev hen i Postkassen. Og saa kan du gaa hjem." – –

Grosserer Søholm havde sit Kontor ved Vestervold. Hans Privatbolig – en nybygget, palæagtig Villa – laa i det fornemme Kvarter foran Østerbro. Hver Søgnedags Morgen Klokken otte kørte han hjemmefra i sin elefantgraa Kæmpeautomobil, og indtil han ved Sekstiden vendte tilbage repræsenteredes Familjen af hans to endnu ugifte Døtre, Frøknerne Cecilie og 203 Constance, samt af hans Søster, den gamle Frøken Søholm, der under Broderens Fraværelse var Husets egenlige Herskerinde.

Grossererens Kone levede ganske vist endnu men blev kun halvvejs regnet med til Familjen. Som en fattig Slægtning, der spiste Naadsensbrød i Huset, havde hun sit faste Stade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov at sidde ved et af Vinduerne med noget Strikketøj. Men naar der kom Visiter, blev hun puttet ind i et Soveværelse. Den forhenværende Grønthandlerske, der var syv Aar ældre end sin Mand, havde tidligt vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Politur, og Aarene havde ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner i det hele taget. Hun sad ved sit Vindu med et sky Udtryk i Øjnene og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var Fremmede.

For Frøknerne Cecilie og Constance, hendes Døtre, var hun udelukkende deres Fars Kone. Og for Frøken Søholm var hun et Huskors, som det trods 30 Aars ihærdig Stræben endnu ikke var lykkedes hende at plage Livet af.

De to unge Damer var begge høje, slanke Skikkelser, der lignede deres Søster Fru Vilhelmine, saa Folk tidt tog fejl af dem paa Gaden. De gik ligesom hun meget elegant klædt og var den meste Tid af Dagen optaget af deres Garderobe og Frisyre. 204 Alle tre havde de faaet deres Opdragelse i en tysk Pension, og den yngste af dem, Frøken Constance, var nylig vendt hjem fra et Besøg dernede som forlovet. Hendes Kæreste, en statelig Uhlanofficer og Friherre, ventedes til Byen i den nærmeste Fremtid. Baade Grossereren og hendes Søster var meget tilfredse med Partiet. Den tilkommende Friherreindetitel var for dem et Vederlag for den fejlslagne Spekulation, som Vilhelmines Giftermaal foreløbig havde været. Om Moderens Mening var der overhovedet ikke bleven spurgt.

Frøken Cecilie var endnu uforlovet. Og dog var hun efter alles Mening den smukkeste af de tre smukke Søstre og derfor ogsaa den, der havde haft de fleste Tilbud. Men ved den megen uforsigtige Omgang med sit eget Spejlbillede havde hun levet sig ind i den Forestilling, at hun var Jordens skønneste Kvinde, og hun fandt af den Grund ingen Mand fornem nok eller smuk nok eller rig nok til at blive lyksaliggjort af hende. Hun gik omkring med et livstræt Udtryk, ligesom besværet af sin overordenlige Dejlighed, og samtidig saa utilnærmelig og stolt, som om hun viste sine Medmennesker en uhørt Naade blot ved at nedlade sig til at eksistere. Hun var da ogsaa bleven Faderens Yndlingsdatter, der havde forskaffet ham den Tilfredsstillelse at kunne sende en Række Friere af Byens bedste Familjer ud af Døren med et Spark.

205 Jægermesteren og hans Kone mødte begge to til Familjens Søndagsfrokost den næste Dag, og Fru Vilhelmine, hvem den datterlige Respekt for Faderen stadig sad i Blodet, naaede trods sin Optagethed akkurat dertil i rette Tid. Hendes Mand derimod, der havde været til en Seance hos Karsten From, lod med Forsæt vente paa sig næsten et Kvarter.

Han havde aldrig ladet sig imponere af sin Svigerfaders Millioner. Al gammel, nedkæmpet Patricierfølelse skød sig ubetvingelig op i den demokratiske Folketingsmand overfor denne æselsskrydende Kong Midas med den opsvulmede Brydernakke og de vældige Hænder. For ham var og blev han aldrig andet end en Pakhuskarl, der havde haft Held med sig.

Der var derfor ogsaa en Tid, da de ikke taalte at se hinanden. Naar det overhovedet var kommen til Forhandling mellem dem angaaende Storeholt og tilsidst ogsaa til fornyet personlig Omgang, skyldtes det udelukkende den uheldige Stilling, Jægermesteren om Sommeren under sine Valgforberedelser havde bragt sig i, da han saae sig nødsaget til at give Svigerfaderen Sikkerhed for et Laan i det samme Indbo, som han i Forvejen havde pantsat til en københavnsk Antikvitetshandler. Ikke længe efter kunde han mærke, at begge Laangiverne begyndte at fatte Mistanke, og for at undgaa Vrøvl, havde 206 han saa bestemt sig til ved et Salg at skaffe sig Kontanter til en Afvikling af Affæren.

Svigerfaderens Prokurist, Hr. Svendsen, der var Husets sædvanlige Søndagsgæst, irriterede ogsaa Jægermesteren. Det var en yngre, ubehageligt smilende Mand, der i hans Nærværelse stod med Hænderne i Lommerne og vuggede sig paa sine lange Ben, som om han befandt sig paa et gyngende Skibsdæk. Han havde altid fundet ham impertinent og skabagtig og fræk. En Type paa de moderne Kontorlømler og Kassebedrøvere, som daglig paa Kafeerne og i Teatrene opbragte ham ved deres udannede og støjende Optræden.

Ved Bordet optraadte Frøken Søholm ganske som Værtinde. Paa Grund af Jægermesterens og Hr. Svendsens Nærværelse var Grossererens Kone bleven puttet i Seng under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel.

Under Begyndelsen af Maaltidet, mens de andre tilfredsstillede deres første Sult, var det ogsaa Frøken Søholm, der paatog sig Underholdningen. Selv levede hun – som hun udtryksfuldt fremkvidrede – af "Lys og Luft". Hun havde for nogen Tid siden i en Sporvogn faaet overrakt et Numer af Generalkonsulinde Koldings Forkyndelsesskrift "Morgenrøde", og efter at have studeret det i Enerum og under mange Anfægtelser et Par Dage, havde hun erklæret sig for 207 overbevist, havde afsvoret sin gamle Tro paa Fløjtespillet og Petroleumskuren og var gaaet ind til Genfødelsen ved de kolde Fodbade og de nathalie-koldingske Aandedrætsøvelser. Da imidlertid disse sidste skulde foretages i Træk fra aabne Vinduer og helst gentages hver anden Time, var Resultatet for de fleste andre af Husbeboerne bleven en alvorlig Snue. Der var derfor tilsidst nedlagt Forbud mod dem, i hvilken Anledning der for Tiden herskede en ret alvorlig Krigstilstand i Familjen.

Grosserer Søholm, der med Servieten under Hagen havde faaet afgnavet sit Koteletben, førte nu Samtalen ind paa sin forestaaende Rejse til Storeholt, hvor han agtede at opholde sig en Ugestid for personlig at tilse de store Restaureringsarbejder, der allerede var paabegyndt derovre. Det var Meningen, at hans nye Svigersøn, den tyske Uhlanofficer, samtidig skulde tilbringe nogle Dage derovre; og han talte om at foranstalte et Par Jagter for ham og om at anskaffe en ny Baad til Fisketure paa Grønnevandet.

Samtalen faldt Jægermesteren lidt for Brystet. Ikke saameget fordi han ikke selv blev indbudt til at deltage i Turen, hvad han dog aldrig havde taget imod. Men saa henrykt han end var over at være sluppet heldigt af med Storeholt og alle Bryderierne derovre, følte han det dog endnu sært at høre en anden omtale hans gamle Hjem som sin Ejendom. 208 Han saae et Par Gange over paa sin Kone, der imidlertid sad rank som et Lys og spiste paa sin korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled, som om Samtalen ikke vedkom hende.

"Aa ja," tænkte han et Øjeblik med bevæget Sind. "Vilhelmine kan naturligvis ikke føle det paa samme Maade som jeg. Men lille Kaj ligger dog begravet derovre."

Det kom ham derfor vel tilpas, at Frøken Søholm nu bortledte Opmærksomheden, idet den lille Dame fik ondt og maatte forlade Bordet. Det var igen en Demonstration. Frøknerne Cecilie og Constance havde for en Timestid siden inde i Dagligstuen overrasket Tanten i Udøvelsen af sin Lungegymnastik foran vidt aabne Vinduer. Det var straks blevet meldt til Faderen, og der havde været en stor Scene.

Afmagtsanfaldet kom derfor ikke overraskende. Og det vakte ingen større Sindsbevægelse, da den lille, halsstarrige Dame ved Pigens Arm vaklede bort med Haanden over Øjnene, – stille og klageløs som den, der lider for sin Tros Skyld.

Efter Bordet bød Grossereren sin Svigersøn ind i sit tyrkisk udstyrede Rygekabinet til en Havanna, mens Hr. Svendsen blev i Dagligstuen hos Damerne.

"Værsgo' og sæt Dem!" sagde Hr. Søholm, efter at han selv havde lagt sig i Divanen.

Jægermesteren gav sig derfor til at spasere op 209 og ned ad det mosbløde Gulvtæppe med Tommelfingrene hægtede i Ærmegabene, som om han befandt sig ene med sig selv i sin egen Stue.

"Vil De ikke ta'e Plads?"

"Tak – jeg trænger til at strække Benene lidt."

Inde i Dagligstuen begyndte en Grammofon at skratte. Det blev til en wagnersk Arie, som Operaens populære Heltetenor, Nationens Øjesten, fortolkede med en Tyrs Stemmekraft.

Hr. Søholm trykkede paa en Knap i Divanen. Døren ud til Gangen skød sig ind i Væggen, og den uniformerede og friserede Dreng viste sig i prøjsisk Retstilling med udstrakte Langfingre nedad Buksesømmene.

"Grossereren kaldte!"

"Luk der!" befalede han og viste paa Døren ind til Dagligstuen.

Da han nu var bleven helt alene med sin Svigersøn, gav han sig til at tale om det "politiske Halløj", som alle Morgenbladene jo var fulde af; og han spurgte ham, hvordan han havde tænkt at stille sig til den forandrede Situation.

"Stille mig?" sagde Jægermesteren og standsede. "For mig er der absolut ingen Forandring sket. Min Plads er nu som før ved Enslevs højre Side."

"Da er det en meget skidt Plads nu. Det er min bestemte Mening, at Enslev er færdig. Stemningen 210 ude omkring paa Landet er imod ham. Stol De paa mig! Han er ogsaa en syg Mand. – Næ, den Plads skal De meget hellere gi' op med det samme. Den faar De ingen Fornøjelse af. Og det vilde jo være rart, om De snart kunde faa fat i den rigtige Ende derhenne paa Rigsdagen."

Det kunde ikke falde Jægermesteren ind at indlade sig i nogen politisk Debat med sin Svigerfar. Han forstod desuden den foragtelige Mening af hans Tale og fandt den ikke værdig til et Svar.

"Jeg er ikke tilfals," sagde han blot.

"Hvad har De da tænkt at leve af for Fremtiden?" spurgte Hr. Søholm efter en længere Pavse, hvorunder han i Tankerne havde gjort sin Svigersøns Bo op og udleveret det til Skifteretten.

Jægermesteren standsede igen.

"Hvad mener De med det?"

"Jeg mener sgu, at det er Deres Pligt snart at tænke lidt alvorligt paa Deres og Vilhelmines Fremtid. De 30 Tusind, De fik udbetalt, kan jo ikke holde længe med den Husholdning, I fører. Og naar de er væk – hvad saa? Hos mig faar I ikke en Øre."

Han fortalte ikke, at han egenlig havde haft i Sinde at vove et halvthundrede Tusinde paa ham i Haab om engang at kunne se sin Datter som Ministerfrue. Men den Spekulation havde han nu opgivet. Storeholt havde saamænd været ham dyr nok, 211 – tænkte han ved sig selv. Naar det blev sagt, at han havde tjent svært paa den Handel, var det noget Snak. Dersom han solgte Gaarden igen, som den nu var, vilde han i det højeste kunne have en Snes Tusinde for sin Risiko.

Jægermesteren var bleven blodsprængt i Ansigtet af Raseri. "Jeg vil ikke vide af Deres Uforskammetheder," sagde han. "Har jeg bedt Dem om Penge? Har Vilhelmine? ... Jeg skal have mig frabedt, at De blander Dem i mine Ting."

Hr. Søholm slog Benene ned fra Divanen og rejste sig. Ogsaa han var bleven hidsig nu. Det ene Ord tog det andet, og det kom til et af disse øredøvende Skænderier, som i gamle Dage var den regelmæssige Afslutning paa deres Samtaler. Den store Børsmatador med den opsvulmede Brydernakke og den lille korthalsede Jægermester stod overfor hinanden med Hænderne i Siden som et Par Skoledrenge, og det var Jægermesteren, der var den groveste i Munden. Naar Blodet løb ham til Hovedet, gik han fra Sans og Samling, saa han var lige ved at ryge i Maven paa Svigerfaderen. Og hans totale Respektløshed imponerede denne, der var vant til at se Folk krybe for hans Penge.

Det endte med, at Jægermesteren skød Døren til Dagligstuen tilside og raabte ind:

212 "Vilhelmine! Nu gaar vi! ... For nu trænger jeg til frisk Luft!"

Virkningen var dog lidt flov for ham, fordi hans Kone allerede var gaaet. Hun havde forklaret, at hun skulde til et Tilsynsmøde i en Væveskole paa Østerbro. I hendes Sted var det Teaterhelten, der svarede ham gennem Grammofonens Tragt:

 Elskede! Kom til mit Bryst!
O, allersaligste Lyst!7

Da han kom ned paa Gaden, smilte han tilfreds. Det havde ligefrem gjort godt engang igen at faa Luft overfor det store dumme Bæst, som Svigerfaderen i hans Øjne var. Men nu trængte han til at tale med et fornuftigt Menneske, og han bestemte sig til at gaa hen i Dronningens Tværgade. Han ventede at træffe Jytte alene, da han vidste, at hans Tante hver Søndag Eftermiddag gik ud paa Kirkegaarden for at se til sin Mands og sin Søns Grave.

I Forstuen meddelte Pigen ham, at der var Besøg. Han gik dog ind, og fandt en stor, fyldig, ganske smuk men ikke længer ung Dame med en kostbar Blaaræv hængende ned over Armene.

Hun var ham ganske fremmed; men idet de saae hinanden, kom de uvilkaarligt begge to til at le. Damen – der blev forestillet som Fru Merck – var nemlig den Juvelerfrue, hvis Portræt han havde set i Karsten Froms Atelier, og hun paa sin Side genkendte 213 hans Ansigt fra det samme Sted. Det gik tillige op for Jægermesteren, at det var hende, han den foregaaende Dag havde set et Glimt af paa Østergade, mens hun foer forbi i en flot Automobil.

Jytte holdt sig ganske udenfor Munterheden. Hun sad og betragtede sin egen Lillefinger for at undgaa at se paa Fru Merck, af hvem hun altid havde følt sig inderlig frastødt paa Grund af hendes støjende og frivole Væsen.

"Saa var det sikkert Deres Auto, som holdt her udenfor, Fru Merck," sagde Jægermesteren og fikserede hende lidt.

"Ja vist! Og Tak, fordi De mindede mig om det. Hvor kunde De forresten vide det?"

"Jeg havde vist den Glæde at se Dem igaar paa Østergade – ikke sandt?"

"Aa – det tror jeg virkelig ogsaa!"

Hun havde nu faaet sit Ræveskind lagt tilrette paa Skuldrene. Efter et lille Ophold, hvorunder hun knipsede et Par Fnug af sig, spurgte hun, om man heller ikke skulde have den Fornøjelse at se ham ved Karsten Froms Soirée den næste Fredag. Hun hørte til sin Overraskelse, at hans Kusine ikke havde modtaget nogen Indbydelse.

"From har bedt mig om at komme," svarede han. "Og jeg haaber ogsaa, jeg skal kunne indfinde mig, skønt Rigsdagsarbejdet naturligvis lægger stærk Beslag 214 paa mig i denne Tid. Den politiske Situation er jo meget alvorlig. Man veed aldrig, hvad Øjeblik man kan blive kaldt til Konferencer af afgørende Betydning."

"Naa ja – skulde De blive forhindret, gaar De vist ikke tabt af saa meget," sagde Fru Merck. "Der er ikke længer saa morsomt hos From. Det kan jo være godt nok med alle hans Tricks; men man kan jo ogsaa faa for meget af Hr. Bajads."

"Tonen er vist noget vel fri hos ham?"

Fru Merck lagde Hovedet tilbage med en uciviliseret Latter, mens hun knappede en Knap i sine Handsker.

"Aa ja, saamænd! Der sker jo undertiden paa Hjemturen nogle smaa Forvekslinger mellem Parrene. Menneskene er jo ikke altid saa dydige, som de burde være."

Hun rejste sig nu og sagde Farvel, og Jytte maatte overvinde sig til at følge hende ud i Forstuen. Da hun kom tilbage, stod Fætteren smilende midt paa Gulvet med Hænderne i Lommerne og rystede paa Hovedet.

"Hvad er hun for en Dame? I kender hende altsaa."

"Nej, det gør vi egenlig ikke. Men hun har en Søster i Avstralien, som engang var min Veninde. Hun kom for at bringe mig en Hilsen fra hende."

215 Jytte forstod godt, at den Hilsen kun havde været et Paaskud, som rimeligvis endda var opfundet. Fru Merck maatte paa en eller anden Maade have faaet Underretning om hendes Besøg hos Karsten From og var aabenbart straks bleven mistænksom. Jytte vidste ikke, at Karsten From den foregaaende Dag for hendes Skyld havde sendt sin Veninde et pludseligt Afbud, der bragte hende i Raseri og siden havde givet Anledning til en frygtelig Scene imellem dem. Dog anede hun noget saadant, saasnart hun havde forstaaet, at Fru Merck var kommen her paa Spioneri.

"Det var iøvrigt pudsigt, at hun skulde give sig til at tale om Froms store Aftenselskab paa Fredag," sagde Fætteren. "Jeg kommer nemlig lige fra ham, og han sagde selv akkurat det samme om det. Han troede ikke, det blev morsomt, og han havde allermest Lyst til at aflyse det, sagde han. Men der er allerede engageret et Zigøjnerorkester, og Maden og Betjeningen er jo ogsaa bestilt. Jeg tror endda, han har gjort særlig store Anstalter dennegang."

"Hvorfor er han da bange for, at det ikke skal blive vellykket?" spurgte Jytte henne fra Vinduet, hvor hun sad med Haanden under Kinden og saae ned paa Gaden, som om hun kun var halvvejs nærværende.

"Fordi han ser alting gennem sværtet Glas i disse 216 Dage. Han er i et skrækkeligt Humør. – Kan du slet ikke gætte Grunden?"

Jytte drejede Hovedet.

"Jeg? ... Hvad mener du?"

"Jeg burde maaske ikke sige det, Jytte; men jeg tror, han har haft et lille bitte Haab om at kunne faa Lov til at invitere dig med til Festen. Det er vist netop af den Grund, han har gjort sig særlige Anstrengelser dennegang. Han har ikke direkte spurgt mig, kun forhørt sig om min Mening. Men efter det, du forleden fortalte mig, har jeg jo ikke været i Tvivl om, hvordan du vilde stille dig, og det sagde jeg ham ogsaa idag. Jeg kunde mærke, at han blev meget modfalden. I flere Minuter sagde han ikke et Ord. Og ... ja, siden jeg nu har sagt saa meget, Jytte, saa kan jeg lige saa godt fortælle hele Sandheden. Han er rasende – aldeles vanvittig forelsket i dig."

"Aa – Vrøvl!" sagde Jytte og vendte sig igen mod Vinduet, men hendes Ansigt blussede.

"Jeg veed det bedre, lille Kusine! For han har selv betroet mig det. Han maa i det hele bestandig tale om dig. Og han var idag saa underlig, at jeg i Grunden ikke var rigtig glad ved at gaa fra ham."

"Aa – maa jeg være fri!" sagde Jytte og rejste sig nu.

Hun havde hørt sin Mor komme, og for ikke at 217 træffe hende gik hun hastigt forbi ham og ind til sig selv.

Inde i sit Værelse satte hun sig ned i sin Armstol med Haanden for Øjnene. Det var dog kun et Nu. Saa rettede hun sig op og kaldte sig selv barnagtig. Herregud, hun havde dog før været en Smule forelsket i et kønt Mandfolkeansigt uden at dø af det! Men det harmede hende, at Karsten From kunde kaste sig hen til et Kvindemenneske som denne Fru Merck, der gjorde sig til af at have haft flere Elskere end Kejserinde Katharina den Anden. At dog ingen kunde sige ham, hvor uværdigt det var!

Hvad John havde fortalt hende om hans "vanvittige Forelskelse", troede hun ikke det mindste paa. Det var vist aldrig saa alvorligt med ham. Naar hun tænkte paa det Udtryk, hans Ansigt havde haft, da hun igaar sagde Farvel til ham, kunde hun næsten tvivle om, at han overhovedet brød sig det mindste om hende. – Og nu hans Brev?

Hun havde om Morgenen faaet et paatrængende Brev fra ham, hvor Ordene var sat paa Skruer for at tilsløre Meningen. Han skrev, at han havde kunnet mærke, hun endnu ikke havde tilgivet ham hans gamle Forløbelse overfor hende. Han "bønfaldt" hende derfor om at unde ham en Samtale, for at han kunde faa Lejlighed til at forklare sig. Fra hendes Fætter vidste han, at hun spaserede paa 218 Langelinje mellem Elleve og Tolv, og han vilde nu være saa dristig en Dag at møde hende der. Dersom hun da besvarede hans Hilsen, tog han det som Tegn paa, at han turde standse hende.

Et slet og ret Stævnemøde altsaa!

Det var skammeligt, at hun nu for Fremtiden var nødt til at opgive sine Langelinjeture. Hvorlænge mon den Forfølgelse skulde vare? ...

Da hun et Kvarterstid senere igen kom ind i Stuen, var Fætteren gaaet. Ogsaa Moderen var borte. Hun gik da lidt omkring derinde, kiggede et Øjeblik i Avisen og kom derved til at huske paa noget, hun skulde købe den næste Dag. Hun trak en Skuffe ud i Sekretæren men havde allerede glemt, hvad det var, hun vilde søge der. Og igen gik hun uroligt og smaafrysende omkring i Stuen med noget af en Uhyggefølelse paa Grund af Ensomheden.

Det var begyndt at mørkne. Hun satte sig hen ved Vinduet og saae, at Gadelygterne allerede var tændte. Ogsaa Sporvognene, der uafbrudt kurede gennem den snevre Gade med søndagspyntede Folk, var fuldt oplyste. Og hun tænkte paa, at det var paa denne Tid, Torben Dihmer i længst forsvundne Dage plejede at komme paa Besøg. Hvor hun huskede hans Ringning! ... Altid stod han først derhenne ved Døren og saae sig lidt omkring, ligesom for at overbevise sig om, at intet var forandret, at 219 alting stod paa Plads i "den gamle Stue", som han kaldte den paa Grund af Møblerne, der saa godt som alle stammede fra hendes Farfars solide Købmandshjem. Selv var han altid den samme. Rolig, god og hensynsfuld, ikke meget talende, alligevel altid underholdende og fuld af Skælmeri. Det elskeligste Menneske i Verden! ... Trods den Skinsyge, der undertiden kunde nage hende, naar han og Moderen kom for dybt ind paa Politik; og trods de angstfulde Grublerier, hun dengang plagede sig saa meget med – hvor havde det været en lys og fredfyldt Tid! Men det syntes hende at være sket altsammen for saa umaadelig længe siden, at tilhøre en fjern Fortid, en Guldalder i Tidernes første Morgengry. Selv deres sidste, ulyksalige Møde i Italien, som dog kun laa syv Maaneder tilbage, forekom hende at være en Oplevelse fra en hel anden Tilværelse.

Moderen var kommen ind i Stuen. Hun havde sat sig hen i Sofaen med sin Strikkestrømpe.

Forholdet mellem Mor og Datter var endnu ikke kommen helt i Lave efter Besøget hos Karsten From. Men Jytte følte i dette Øjeblik Trang til en endelig Forsoning. Hun satte sig hen til hende og lagde indsmigrende Armen om hendes Liv.

"Er du endnu vred paa mig, Mor?"

Fru Bertha skottede først lidt mistænksomt til hende. Saa lagde hun Strikketøjet ned i Skødet, tog 220 Datterens Hoved mellem sine Hænder og saae hende ind i de brune Øjne.

"Vil du love mig blot een Ting, Jytte?"

"Lad mig først høre, hvad det er."

"Vil du altid være ærlig imod mig? Aldrig skjule noget for mig, selv om du ogsaa veed, at det vil bedrøve mig?"

"Det lover jeg dig!" sagde Jytte efter en kort Betænkning. Og hendes Mund søgte Moderens til et bekræftende Kys.

Lidt efter ringede det, og Jytte rejste sig med store Øjne. Skønt hun sagde til sig selv, at det var en aldeles vanvittig Tanke, kunde hun ikke komme bort fra, at det var Torben Dihmers Ringning. Nu hørtes ogsaa en Herrestemme derude ... Hurtigt gik hun tilbage til Vinduet, og i sin Svimmelhed mindedes hun pludselig en Drøm, hun nylig havde haft, hvori Torben Dihmer reddede hende i en stor Fare.

Døren aabnedes for Fætteren Asmus. Den lille Professor var igen idag i daarligt Lune, gik op og ned ad Gulvet og vilde ikke sætte sig. Han spurgte, om de saae noget til hans Bror; og da han og Moderen dermed var inde paa Øjeblikkets Spænding i Rigsdagen, fik Jytte, hvad hun kaldte sin politiske Kvalme, og gik ind til sig selv.

[*]

221 Frøken Susse Frederiksen, kaldet Folkets Glæde, og hendes Kæreste, tykke Frants Møller, sad den næste Aften ved Ottetiden i et mindre Restavrationslokale ved Vestervold. De saae begge meget medtagne ud. I mere end en Time havde de siddet tavse og stirret ud over deres tomme Glas.

Der var ikke andre i Lokalet end et Par ældre Mænd, der sad stille fordybet i Aftenbladene.

Ogsaa Opvarteren havde slaaet sig ned i et Sofahjørne med en Avis.

Frøken Susse laa ud over Marmorbordet med Haanden under Kinden. Den store Hat sad skævt paa Hovedet, og hun skød hvert Øjeblik Skuldrene i Vejret under heftige Kuldegysninger. Trods Sminken og de sværtede Øjenbryn saae hun gammel ud. Hun havde om Formiddagen haft en skrækkelig Oplevelse, som endnu ganske lammede hende. En Politibetjent havde ved Tolvtiden ringet paa hendes Dør og udbedt sig en Samtale med hende. Han forklarede, at der samme Morgen i Søndermarken var skaaret en hængt Mand ned, i hvis ellers tomme Lommer man havde fundet en Seddel med hendes Navn og Adresse, hvorfor man formodede, at hun maatte kende ham. Da man ikke paa anden Maade havde kunnet faa oplyst, hvem Manden var, bad man hende om at følge med til Lighuset.

222 Hun havde af Betjentens Beskrivelse straks forstaaet, at det maatte være Cajus Vang. Og hendes første Følelse var en rasende Forbitrelse mod ham for den Seddels Skyld.

Imidlertid havde hun opfattet Politibetjentens Anmodning som en Ordre, hun ikke kunde modsætte sig, og forøvrigt var hendes Sindsstemning overfor den døde hurtigt slaaet om. Hun kom til at græde, og med Graaden voksede Medfølelsen for den tidligere Ven, voksede ogsaa Angeren over hendes Medskyld i hans Ulykke og dertil en rædselsblandet Nysgerrighed efter at se hans Lig.

Hun havde kun forlangt, at hendes Forlovede, som hun netop ventede, skulde have Lov at følge med; og da Frants Møller lidt efter indfandt sig, kørte de alle tre i Droske til Lighuset. Frants Møller fik dog ondt allerede af Lugten i Gangen og maatte gaa ud. Og da Frøken Susse, holdende Betjenten i Haanden, stod foran den uhyggelig Glaskiste og mødte Synet af Vennens sortblaa Lig, brast hun i sin hysteriske Krampelatter og faldt derpaa besvimet om i Betjentens Arme.

Siden havde hun og hendes Kæreste drevet planløst omkring fra Sted til Sted og strammet sig op med stærke Drikke, indtil de nu var havnet her og sad stumme, uden Energi til at rejse sig, med en instinktmæssig Frygt for deres egne Stemmer og for 223 Mørket derudenfor. Frants Møller sad med fremstrakte Ben og Hænderne i Bukselommerne, som om han sov. Men hans Indre var lysvaagent. Den skrækkelige Lighusstank havde forfulgt ham overalt. Hele Tiden saae han Cajus Vang for sig, saadan som hans Kæreste havde beskrevet ham, sort som en Neger, med udvæltende Øjne og krumme Fingre.

Foran Frøken Susse laa Dagens Numer af "Femte Juni", som hun længe havde siddet og stirret ned i uden at læse. Men nu var det paa eengang, som om hun vaagnede. Hun havde opdaget et Portræt af Mads Vestrup i Bladet.

"Du!" sagde hun og stødte til sin Ven med Haanden. "Ham der! Det er jo Præsten, som vi traf hos Jørgen Berg, kan du huske?"

Frants Møller aabnede det ene Øje og kastede over Skuldren et sløvt Blik ned i Avisen.

"Naa – ham! Ja, han holder nok Foredrag i Aften herhenne i Elysium."

"I Aften? Hør, der maa vi da hen! Vi har jo ogsaa lovet ham det. Og det kan da altid være lige saa underholdende som at sidde her og hænge."

De kævledes en Tid om det. Frants Møller var meget uvillig, men Resultatet blev, at de samlede sig sammen til at gaa derhen. Ude paa den mørke Gade tog Frøken Susse Vennen under Armen og 224 trykkede sig ind til ham, mens hun paany gennemrystedes af Kulde, saa Tænderne huggede mod hinanden.

Paa Vejen op ad den snevre Trappe til den tarvelige Dansesalon, som laa i en Bagbygning ovenover en Hestestald og nogle Materialboder, mødte de A B D, der var for Nedgaaende. Skønt det endnu var tidlig paa Aftenen, var han saa beruset, at han hikkede.

"Storartet Sukces!" brølte han, da han genkendte dem, og svingede med Næseklemmeren. "Der er smadderfuldt!"

Det sidste var nu rigtigt nok. "Femte Juni"s Artikler om "Den jyske Vandrepræst", navnlig Bladets Oplysninger om Kultusminister Brobergs Forhold til hans Embedsafsættelse, havde allerede skabt Røre om Mads Vestrups Navn. Salen, der rummede fire-fem hundrede Mennesker, var opfyldt indtil den sidste Siddeplads i Vindueskarmene af "Femte Juni"s meget brogede Publikum. Der sad hulkindede Studenter og Kontorister Side om Side med trivelige Sagførere og et Par af Børsens yngre Matadorer. Jævne Borgermadammer bredte sig paa Bænk sammen med unge Modedamer, der mødte med Teaterkikkert og Konfektpose. Der var ogsaa mange af Kvarterets Smaahaandværkere og andre Arbejdere, og alle var de kommen her af Nysgerrighed, for at se Samuelsons8 225 sidste barnumske9 Fænomen: en hellig Mand, der var smidt ud af sin Præstegaard paa Grund af Usædelighed.

Ogsaa to af Hovedstadens unge Gejstlige havde indfundet sig. De sad forputtet henne i en Krog som et Par Detektiver. Nu og da rejste den ene sig halvt op og kastede et spejdende Blik omkring i Salen.

Til Trods for, at Mads Vestrup allerede havde vist sig paa Tribunen, hvor Musiken ellers havde Plads, var der stadig en Del Uro mellem Folk. Mange af dem kendte kun politiske Møder med deres Halløj, og den gamle Dansebule egnede sig ikke til paa Forhaand at vække Andagten. Nogle var ogsaa bare kommen for at se, hvordan den mærkværdige Præst saae ud, og disse søgte nu igen mod Udgangen, fordrevet af den skrækkelige Luft i den lavloftede Sal. En Mand rejste sig midt i Forsamlingen og raabte, at man skulde lukke Vinduerne op. En anden vakte forstaaende Munterhed ved at anbefale "at dreje om for Gassen".

Frøken Susse og hendes Kæreste havde efterhaanden arbejdet sig gennem Trængslen ved Døren og tilsidst faaet Siddepladser paa en af Sidebænkene langsmed Væggen. De havde undervejs opdaget flere af deres Bekendte. Ikke langt fra dem sad Jørgen Berg og Fru Maja, – den sidste endnu med "den 226 gamle Bør", som hendes Mand ikke havde villet se hende med mere. Noget længere tilbage saaes Karl Mays lodne Hoved med Hagen hvilende paa Stokkeknappen, og ved Siden af ham sad Lejf Knudsen, der havde faaet Skitsebog og Blyant frem. Hans lange Ansigt med det lillebitte Overskæg under den store Næse smilte barnligt, som om han just havde faaet Ideen til en ondskabsfuld Karikatur af "Vandrepræsten".

Mads Vestrup gjorde nu heller ikke nogen imponerende Figur. Som altid, naar han stod overfor Købstadboere, var han i Begyndelsen ufri og benovet. Der var desuden ingen Talerstol. Paa den lave Forhøjning stod blot et lille Bord. Folk, der sad paa de første Bænkerækker, kunde mellem Bordets fire Ben se hans opsmøgede Bukser og de store, landlige Ankelsko, der var graa af Gadesnavset.

Som det var hans Skik, begyndte han med en lille Historie10. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den tidlige Morgen, da Henrettelsen skulde finde Sted, var mange hundrede nysgerrige Mennesker fra Omegnen paa Vandring derud. De stod tilsidst omkring Skafottet som en levende Ringmur, der kun var aaben til den Side, hvorfra 227 det uhyggelige Optog nærmede sig: først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa og Rakkerknægtene i Hælene, tilsidst den bagbundne og barhodede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning blev der spurgt ham af Politimesteren, om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes. Han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev saa hentet derop fra Landsbyen af en Politibetjent, og da hun var bleven ført frem for Sønnen, stod de en Tid stumme overfor hinanden og slog deres Øjne ned. Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men istedet bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende, der var segnet om paa Jorden: "Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige, og jeg forbander dig!" Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om hans Velsignelse.

Den Historie – fortsatte han – havde hans egen fromme Mor engang fortalt ham, da han som Dreng havde forset sig og faaet en streng Straf. Den gjorde et mægtigt Indtryk paa hans Barnesind, og han havde siden ofte genfortalt den til Folk, der ikke 228 kunde blive kloge paa, hvorfor Gud havde gjort Tilværelsen hernede saa bitterlig trang for sine Børn, da han dog i sin Almagt saa let havde kunnet fri os for meget af den sønderknugende Sorg og Jammer, som et Menneskeliv nu var fuldt af. Saadanne Folk, som maaske ovenikøbet kaldte sig for Kristne, kendte slet ikke Gud og hans store Faderkærlighed. Dem ventede der en frygtelig Opvaagnen den Dag, da den store Mestermand11 med Leen stod for dem og sagde: Timen er kommen! De vilde da for sent forstaa, at den Herre, de havde dyrket i deres Hjerter, ikke var Gud men Djævlen.

Ja, i den Ondes Trylleverden var alting ordnet paa tilfredsstillende Maade for Menneskenes Bekvemmelighed. I hans lodne Favn havde vi det saa lunt og godt som en nøgen Fugleunge i sin Rede. Vi behøvede bare at gabe op, saa fik vi straks vore Lyster tilfredsstillede, og under Stormenes Brag, naar Satan varmede os med sin Bug, vuggedes vi ind i de herligste Drømme, de lifligste Syner. Men hvordan det nu kunde være, – rigtig glade blev vi alligevel ikke. Og hvorfor?

Var det Frygten for Døden? – Aa, Dødens Gru tænkte man sig altid saa umaadelig langt borte. Og forresten var der jo heller ikke stort at ængstes for. Fyrretyve Draaber talt op i en Ske, og vi sov saa sødeligt ind i Mørket som et Barn ved sin Mors 229 dievarme Bryst uden at vide, at vi vaagnede op til Helvedes Rædsler. – Var det da Angsten for Sygdom og Smerte? Aa nej! Ogsaa i den Henseende følte vi os temmelig beroligede. Den store Troldmand havde ladet sine smaa Undertroldmænd opfinde Pulvere og Miksturer, saa vi nu kunde faa begge vore Ben sat af uden at mærke noget. Og Børnene blev jo – i Trods mod Guds bestemte Anordning – bragt smertefrit til Verden i en Slags Brændevinsrus.

Men hvad var det da for en underlig Lede, der pludselig kunde snige sig ind paa os midt i vor hyggelige Livsglæde? Hvad var det for et Savn, der sugede under Hjerterødderne midt i Vellysternes Overflod?

"Der er vel nok mange af jer, som her er tilstede, der kender til den Slags Kvalme og har tænkt, at da Doktoren ikke har noget Pulver for den, saa kan den overhovedet ikke hjælpes. Men jeg skal nu prøve at gaa Forstaaelsen lidt tilhaande med et Billede fra Hverdagslivet, som I sikkert allesammen vil kendes ved. Jeg tænker paa saadan en lille Dreng eller lad os sige en lille Pige, der gaar omkring og er saa ked af alting og hverken kan le eller græde og ikke veed, hvad hun selv vil. Hun er ikke syg, og hun mangler heller ikke noget. Hun har maaske endda lige haft Fødselsdag, og rare Tanter og 230 gode Onkler har forkælet hende med Gaver, saa hun næsten gaar og vader i Legetøj. Men prøver man at trøste hende med den kostbare Dukkelise, der er stadset op som en Prinsesse, vrisser hun bare. Der er ingenting, der er hende tilpas, og hun lider selv under det. Se, en erfaren Mor kender nu straks den Tilstand, og hun veed ogsaa Raad for den. Hun lægger Barnet over sit Knæ og giver det en god Endefuld. Saa skriger den lille Pige ganske forskrækkeligt op. Hun har jo ingenting gjort, ikke slaaet noget itu, ikke løjet eller sagt uartige Ting, – hun føler sig saa gruelig forurettet. Men allerede, mens hun bagefter staar og græder med Hovedet i sin Mors Skød, falder der en forunderlig Fred og Hvile over hendes Sind. Hun hører sit lille Hjerte banke, og det er, som om hun vaagner op af en grim Drøm og kender sig selv igen."

Han maatte her standse lidt paa Grund af fornyet Uro i Salen. Et Par unge Mennesker, der havde forstaaet, at de af Vanvare var kommen til et Vækkelsesmøde, trængte sig støjende hen mod Udgangen; og dette Opbrud blev Signalet til en almindelig Udvandring af skuffede Tilhørere. Heden i Salen var nu ogsaa hel kvælende. En Del Vinduer var bleven lukket op, men herigennem strømmede Stanken ind fra Hestestalden nedenunder og fra en Baggaards Retirader.

231 Mads Vestrup fandt sig roligt i Forstyrrelsen. Han var fra sine Friluftsmøder og Krostueforsamlinger vant til, at Folk kom og gik efter Forgodtbefindende. Han havde desuden været ganske forberedt paa, at Størsteparten af hans Tilhørere vilde gaa misfornøjet bort. Han havde læst, hvad der var bleven skrevet om ham i "Femte Juni", og han kunde nok forstaa, at de fleste var kommen her for at faa Ørene kildrede med hvasse Ord om Kirken og dens Præstevæsen. Men netop derfor havde han valgt et ganske andet Emne. Hans Kamptaler havde ingen Ærinde til Mennesker som disse, der blot vilde tage sig dem til Indtægt i deres Oprør mod Gud.

Henne paa Bænken ved Sidevæggen havde Frøken Susse hele Tiden siddet og stirret hen paa ham med et Udtryk af forbavset Optagethed. Endogsaa nu, da han ikke talte, og da alle andres Øjne fulgte dem, der gik ud, var hendes Ansigt vendt imod ham.

Frants Møller, der havde siddet og halvsovet, stødte nu til hende med Albuen og spurgte, om ikke ogsaa de skulde benytte Lejligheden og forsvinde. Første Gang svarede hun ham ikke, men da han gentog Spørgsmaalet, gav hun ham et Puf og hviskede forbitret:

"Saa lad mig dog være, dit Fjols!"

Efter at der igen var bleven Ro i Salen, optog Mads Vestrup sin Tales Traad nøjagtig, hvor han 232 havde sluppet den. Han sagde, at jo allerede den gamle græske Vismand Sokrates havde sagt de dybe Ord, at Smerte var Sjælens Medicin. Altsaa kunde ogsaa en Hedning forstaa, at Livet med sin strenge Tugt imødekom Menneskets allerstærkeste Trang, Selvopholdelsesdriften. Man behøvede ikke at være Kristen for at erkende, at Lidelsernes Kors var Sjælens inderste og dybeste Fornødenhed. Men kun en Kristen kunde med ydmyg Taalmodighed og Haab i Sindet bøje sig ind under Menneskelivets bitre Kaar, fordi han var bleven sig sin Syndefuldhed bevidst, og fordi hele denne Tilværelse i Støvets Verden for ham var en Bodsgang, en paabudt Smertens Vandring, til Lutring og Fuldkommengørelse.

"Nu veed jeg godt," – sagde han, "at uforfalsket bibelsk Tale er ilde hørt i vore Dage. Og allermest gælder det da Ordet om Mennesket som født i Synd og derfor hjemfalden til Døden. Det Ord Synd maa jo ogsaa skurre fælt i Ørene paa dem, der har ladet sig lulle ind af Djævelens søde Vuggesange. "Gudbevares," hører man Folk sige. "Vi tilstaar gerne, at vi Mennesker desværre ikke allesammen er saa gode, som vi burde være!" Det er i Almindelighed den yderste Indrømmelse. Ja, og saa raaber man op om Barneaarene, da Mennesket ikke engang veed, hvad Synd er, og jo alligevel dør. Den Tale om Barnealderen som en Uskyldstid, der er uberørt af Synd, 233 kan man jo endogsaa høre i vore Kirker, hvor den glæder saa mange, især naar den rigtig kurres frem med et yndigt Smil af en af Satans ornatklædte Øjentjenere. Men selv med Fare for at blive kaldt for en Helvedespræst og Svovlprædikant vil jeg sige her, at den Slags poetiske Snak hører til Djævelens allersnedigste Paafund. Se engang rigtig paa et nyfødt Barn! Der er maaske ikke gaaet ti Minuter, siden det forlod sin Mors Liv, hvor det er blevet fostret mellem Skarnet. Det er ikke engang svøbt endnu. Men det ligger allerede og spræller med rynket Pande og en stor, aaben Mund. Ligger der som et arrigt Troldebarn, en rigtig Skarnsunge, der skriger og sparker, indtil den faar sin Vilje. Det hele lille Menneske er foreløbig ikke andet end en ond Kødklump med en blind og hidsig Egenvilje. Tænk jer nu dette samme Menneskebarn efter et langt Livs Møje og Kval bøje sit hvide Hoved i Døden med de Ord: "Ske din Vilje, Herre!" – ja, hvem kan i Grunden saa være i Tvivl om, hvad der er Guds faderkærlige Hensigt med vort Liv hernede i Jammerens Dal, her i Helvedes Forgaard, hvor ingen kan overleve Rædslerne uden enten at forhærde sit Hjerte eller henfly til det kristne Haab om Synderens naadige Hjemkaldelse til de himmelske Boliger.

 Lad komme Sult og Nød,
giv Taarer mig for Brød.
234 Der er kun kort til Graven.
Snart med et Fadervor
vi over Skyer gaar
i Himmellyset hjem til Barndomshaven!

"Ja – for vor Saligheds Skyld! – lad os fly den falske Læge, den mørke Troldmand, der vil franarre os vore Byrder og bestjæle os for vore Lidelser for allerede her i Støvet at forvandle vor Graad til Glæde! Lad os forsage hans Trøst og med besluttet Sind gaa ind under Livets strenge Optugtelse for at modnes til Paradiset! – Ja, Herre, lad Fristeren ikke overliste os! Giv os alle Kraft til at modstaa, Taalmodighed til at lide, Standhaftighed til at holde ud! – Amen!"

I samme Øjeblik, han sluttede, rejste Folk sig over hele Salen, – de fleste med en Følelse af Lettelse. Der havde under Slutningen af hans Tale ytret sig nogen Utaalmodighed rundt om i Forsamlingen, og idet man nu trængte sig mod Udgangen, var der adskillige, der gav deres Forargelse Luft. Andre lo højt, og en af de unge Børsherrer gjorde Lykke med den Bemærkning, at "Femte Juni" burde tiltales for falsk Varebetegnelse.

Mellem dem, der havde mindre travlt med at komme afsted, var der dog mange tavse Folk, der idet Mads Vestrup gennem en Bagdør forlod Salen, saae efter ham med et dybt forundret eller et sky Udtryk i Øjnene.

235 Jørgen Berg og Fru Maja fulgtes ud af Salen med Karl May og Lejf Knudsen, og nede paa Gaden sluttede Frants Møller og et Par andre Bekendte sig til dem. De blev enige om at gaa hen i "Lysesaksen" for at faa noget "at slukke efter med".

"Ja, det var en stram Snaps!" sagde Lejf Knudsen og holdt sig paa Maven. "Den svier formelig indvendig."

"Men hvor har du gjort af Susse?" spurgte Jørgen Berg.

Frants Møller forklarede, at hans Kæreste var bleven daarlig af Luften i Salen. Hun var nu kørt hjem med Sporvognen.

"Jeg syntes nok, hun saae saa bleg ud," sagde Fru Maja. "Men der var jo heller ikke til at aande."

"Det er sgu snarere Cajus, der nu slaar igen," faldt Karl May dem i Talen paa sin brøsige Maade.

"Hvad er der med Cajus?" spurgte Jørgen Berg.

"Veed du det ikke? Han har i Nat hængt sig i Søndermarken. Det staar i alle Aftenbladene."

"Herregud! Den skikkelige Cajus! Vi kunde nu ogsaa godt ha' gjort noget for ham. Jeg kendte ham saa lidt ... men I andre!"

"Ja, lad os nu gaa hen i Lysesaksen," sagde Karl May. "Saa drikker vi hans Gravøl. Mere kan vi ikke gøre for ham nu."

Henne paa Kafeen blev der snakket en Del om 236 Foredraget, som navnlig Karl May og Leif Knudsen gjorde mange Løjer med. Ikke desmindre var de alle enige om, at de trods den forpestede Luft i Lokalet vilde gaa derhen ogsaa næste Gang, naar Vandrepræsten talte. Det var dog altid lidt nyt. Jørgen Berg erklærede endogsaa, at "saadan noget havde man godt af at overvære engang imellem". Paa Grund af de andres Vittigheder bed han sig i det hele mere og mere fast i den dystre Sindsstemning, som Mads Vestrups Selvbekendelse i Forening med Efterretning om Cajus Vangs Selvmord havde vakt hos ham.

Til de øvrige Gæsters største Forbavselse udviklede der sig efterhaanden en højrøstet religiøs Debat, hvorunder Jørgen Berg blev mere og mere hed i Hovedet. Da han tilsidst i sin Stædighed lod sig opægge til den Udtalelse, at han for sit Vedkommende fuldt og fast troede paa Helvede og en personlig Djævels Eksistens, brød der et stort Spektakel løs, i hvilken Anledning Frants Møller, hvem det omsider var lykkedes at blive temmelig fuld, midt i sin Spiritusdøs begyndte at mækre.

[*]

Paa samme Tid gik Jytte og Karsten From langsomt frem og tilbage paa Fortovet i Dronningens Tværgade. De kom begge fra en stor Orkester-Koncert i Odd Fellow-Palæet, og det var ikke tilfældigt, at de 237 havde truffet hinanden der. Jytte, der ogsaa denne Dag havde holdt sig borte fra Langelinje for ikke at møde ham, var om Eftermiddagen, da det mørknede, alligevel bleven lidt urolig. Hvad hendes Fætter John den foregaaende Dag havde fortalt hende om hans Sindstilstand, var begyndt at vække Ængstelse hos hende. Hun kom da til at tænke paa, at han maaske vilde søge hende ved Koncerten, idet det laa nær at antage, at hun vilde komme der. For at berolige sig selv gik hun saa derhen.

I den Hensigt at sidde skjult skaffede hun sig Plads i Baggrunden af Salen; men han opdagede hende næsten øjeblikkeligt, og da hun gik derfra, stod han og ventede paa hende udenfor Indkørselen i Skyggen af en af Pillerne.

Hun havde forudset det og alligevel ikke søgt at undgaa ham. Hun havde under Koncerten følt det haabløse i længer at lyve sig fra sin Forelskelse, og hun var for stolt til at ville flygte for den. Han traadte hen til hende med Hatten i Haanden og bad om Tilladelse til at følge hende til hendes Port. Hun nikkede tavs, og de gik sammen tværs over Gaden midt i Mylret af Mennesker og Vogne.

Men de 120 Skridt til hendes Port var en altfor kort Vej til det meget, som Karsten From havde at sige hende, og Jytte standsede forresten heller ikke selv men gik videre. Ved Hjørnet af Store Kongensgade 238 vendte de, og for anden og tredje Gang gik Jytte Porten forbi uden at standse.

Karsten From havde spurgt hende, om det var sandt, hvad hendes Fætter havde sagt ham, at hun ikke vilde være sammen med ham. Han indrømmede, at hun maaske havde nogen Grund til at være vred paa ham; men den Kulde, hun nu i to Aar havde vist ham, var en Uretfærdighed, som han ikke havde fortjent. Han talte til hende i en ophidset Tone, sagde, at det i Almindelighed var ham ganske ligegyldigt, hvad Folk behagede at mene om ham baade som Menneske og som Kunstner, men hendes Ringeagt pinte ham, hendes Vrede kunde han ikke bære.

Hun havde hidtil hørt paa ham i Tavshed. Nu sagde hun, at hun ikke ringeagtede ham, og at hun heller ikke var vred paa ham længer.

Men da han derpaa spurgte, om han da maatte have Lov til at møde hende en Dag paa Langelinje eller et andet Sted for helt at kunne forklare sig for hende, svarede hun hverken Ja eller Nej. Hun mente dermed at ville sige ham, at hun vilde modtage ham i sit Hjem; men det syntes ikke at gaa op for ham. Han blev fra nu af tavs og saae ned mod Jorden.

For fjerde Gang kom de nu til Porten, og denne Gang standsede Jytte. Karsten From tog sin Hat af og bukkede stift med sit fornærmede Udtryk. 239 Men Jytte vilde ikke, at de skulde skilles uforsonede. Idet hun rakte ham sin Haand og sagde Farvel, tilføjede hun derfor sagtere:

"Og paa Gensyn!"

Han saae op paa hende med et hurtigt undersøgende Blik. Han havde endnu ikke sluppet hendes Haand, og nu beholdt han den.

"Mener De det?"

"Naturligvis," sagde hun og trak i det samme Haanden til sig, da hun saae, at han bøjede sig ned over den for at kysse den.

Den næste Morgen, da hun – noget forsinket – kom ind til Tebordet, rakte Moderen hende et Brev, som hun netop havde modtaget med Posten.

"Læs det der!" sagde Fru Bertha og gik derpaa ind i Dagligstuen for at lade hende være alene.

Brevet var skrevet med fordrejet Haandskrift paa silketyndt Postpapir, der duftede af Verveine12. Der stod:

     Kære Fru Gehejmeraadinde!
Mon De veed, hvad Alverden taler om, at Deres Datter er bleven Maleren Karsten Froms Elskerinde? Jeg gratulerer!
 En Veninde.

Jytte blev øjeblikkelig klar over, at Brevet var fra Fru Merck, hvis Parfyme hun til Overflod kendte. Hun var heller ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvad der maatte være foregaaet mellem hende og Karsten 240 From, og at Skrivelsen var den forsmaaede Dames Hævn. Hun læste den derfor paany med straalende Øjne som en Sejrsbulletin. Og hun sagde til sig selv, at det var hendes første Triumf over hans slette og ødelæggende Omgangskres.

Hun var nu kun bedrøvet over, at hun ikke havde kendt Brevet allerede om Aftenen. Hun havde da kunnet tale mere frit til ham. Det var ogsaa paa Grund af Fru Merck, at hun havde trukket sin Haand til sig, da han vilde kysse den. Mon han havde forstaaet det? Hun huskede, at han var bleven staaende, lige til Porten blev lukket, som om han havde ventet, at hun vilde komme tilbage.

Hun sad med Haanden under Hovedet, mens hun i Tanker blev ved at røre om i sin Kop. Hvad hun om Natten havde hvisket til sig selv, mens hun laa vaagen og med tungt hamrende Hjerte stirrede ud i Mørket: at han var den Mand, hun skulde tilhøre – "Tvillingbroderen", som hun de mange, mange Aar havde baade længtes efter og frygtet – det gentog hun nu med et fortrøstningsfuldt Smil, som var det noget, hun i Grunden aldrig havde tvivlet om.

Men hvordan skulde hun faa sin Mor forberedt? Det kunde jo tilmed ikke opsættes. For det var vist ikke helt utænkeligt, at Karsten From allerede idag kunde ringe paa deres Dør.

Hun drak hurtigt lidt af sin Te og gik ind i Dagligstuen. 241 Moderen sad igen i Sofaen med dette Strikketøj, der voksede og voksede saa formaalsløst mellem hendes Hænder.

"Sæt dig lidt her hos mig, Jytte, og lad os tale lidt fornuftigt sammen. Jeg gav dig ikke det Brev at læse, fordi jeg mistænker dig. Men jeg synes, du skulde dog vide, hvad man siger om dig."

"Det har jeg forstaaet, lille Mor! – Men jeg kan nu engang ikke bryde mig om, hvordan Folk snakker om mig. Sandheden er det dog aldrig."

"Det vil jeg ikke disputere med dig om idag. Men der er en anden Ting. Du lovede mig forleden at være oprigtig imod mig. Har du holdt dit Løfte? ... Ja, du ser paa mig! Men jeg veed, at du ikke har det. Du var i Aftes sammen med Karsten From. Den Slags Ting kan du ikke skjule for mig. Jeg mærkede det i samme Øjeblik, du kom herind ... og forresten forstod jeg det allerede da du pludselig blev saa opsat paa at komme hen til den Koncert. I havde altsaa truffet en Aftale –."

"Nej. Jeg traf Karsten From ved Udgangen, og det var ingen Aftale. Men forresten kom jeg netop herind for at snakke lidt med dig om den samme Ting. Jeg vil nemlig spørge dig, Mor, om du har noget imod, at Karsten From kommer her."

"Her? Karsten From?... Det kan du ikke mene, Jytte."

242 "Hvorfor ikke? Han er dog Johns Ven."

"Det er jo Udflugter. Og nu vil jeg vide Sandheden. Hvad er der mellem dig og Karsten From?"

"Ikke det mindste ... jeg forsikrer dig."

Men Fru Bertha saae hendes Forvirring og sagde:

"Nu er du igen ikke ærlig mod mig. Skal jeg da altid føres bag Lyset?"

"Hvorfor mener du? Naar det kommer til Stykket, tror du maaske alligevel paa det, der staar i Brevet?"

"Jeg veed snart ikke, hvad jeg skal tro om dig."

Jytte vilde rejse sig, men blev holdt tilbage af Moderens Haand, der greb hende haardt i Armen.

"Vil du da styrte dig selv i Ulykke, Barn! ... Men det kan heller ikke være sandt! Det er jo umuligt, at du kan holde af den Abekat! Sig dog, at det ikke er sandt!"

"Mor, nu tror jeg, vi skal holde op. Du kender ikke Karsten From, derfor dømmer du om ham paa samme Maade, som jeg selv engang har gjort. Jeg vil foreslaa, at vi venter med at tale om ham, indtil du har lært ham lidt mere at kende. Og dersom du for en Gangs Skyld vil tro mig, Mor, saa forsikrer jeg dig nu højtideligt, at der er ikke det mindste imellem os. Jeg veed ikke engang, om han overhovedet bryder sig synderligt om mig. Kan det ikke berolige dig?"

243 "Men du, Jytte? Du holder altsaa af ham?"

Jytte lukkede Moderens Mund med sin Haand og sagde:

"Nu taler vi ikke mere om ham, Mor! Jeg veed jo alt, hvad du vil sige. Du kan ikke lide Karsten From. Det har du tidt nok fortalt mig, og du har vel haft dine Grunde til det. Jeg ber dig blot, om du vil vise dig lidt hensynsfuld imod ham, naar han er her. Mere forlanger jeg ikke."

Hun kyssede flygtigt Moderens Pande og rejste sig. Lidt efter gik hun ind til sig selv for at tage sit Overtøj paa.

Fru Berthas Øjne fulgte hende til Døren med det raadløse Udtryk, som de altid fik, naar hun maatte mindes den gamle Grandtante Ernestine og hendes mørke Profetier. – Da Døren lukkedes, sank hun sammen med Hænderne for Ansigtet.

[*]

Klokken to om Eftermiddagen forlod Jægermesteren allerede Rigsdagen for at tage hen til Karsten From, som nu var begyndt paa den endelige Udførelse af hans Portræt. Opholdet i Rigsdagen kedede ham i disse Dage. Tilskuergalleriet var næsten tomt. I den reserverede Loge havde der idag overhovedet ikke været andre Damer end den gamle Hugaf i Skørter, Frøken Evaldsen. Publikum var bleven 244 klar over, at Forhandlingerne i Salen foreløbig kun var Skærmbrædt for Aktiviteten i Korridorerne og Udvalgsværelserne, hvor den store Partikamp forberedtes og Stemmehvervningen fandt Sted.

Jægermesteren havde selv været Genstand for flere Overtalelsesforsøg fra den tyrstrupske Fraktions Side; men skønt dette i og for sig smigrede ham, havde han harmfuldt afvist dem. Endnu idag havde Gjærup personlig søgt ham for at friste ham til et Frafald med Løftet om en Plads i det vigtige Udvalg for Husmandsloven. Da Gjærup tilsidst truede ham paa hans Valgkres, havde han sagt Manden lige op i Ansigtet, at han vilde blæse ham et Stykke, og det ikke med Munden. Han havde en Gang for alle besluttet ikke at blande sig ind i Partikævlet for at kunne bevare Hovedet klart. I urokket Tro paa sin lykkelige Stjerne, med det Gladsyn, som var hans – Gudskelov endnu ubeskaarne! – Fædernearv, der havde hjulpet ham frelst gennem mange bitre Skuffelser, vilde han som hidtil se Fremtiden imøde med Tillidsfuldhed og Ro.

Trods det stormfulde Vejr, og skønt Vejen ud til Karsten From ikke var ganske kort, bestemte han sig til at gaa. Han havde spist temmelig tungt til Frokost og trængte til at røre sig. Paavirket af Fordøjelsens Besværligheder kom han til at tænke paa, at det vistnok vilde være heldigt for ham, om han 245 gjorde Alvor af at ride sig en Tur hver Dag. Han havde ogsaa mærket, at Byluften gjorde ham noget svær. Skønt hans nye Flipper var et Numer større end de gamle, generede de ham allerede. Blodet steg ham let til Hovedet, og han sov i den sidste Tid uroligt.

Han havde for nogle Dage siden foreslaaet Vilhelmine, at de skulde ride sammen; men hun var saa ophængt, Stakkel, og kunde i Øjeblikket ikke afse Tid. Han vilde nu forsøge at faa sin Kusine til at gøre ham Selskab. Jytte var jo i gamle Dage en ganske flot Rytterske. Det var dengang hun var saa meget sammen med denne svenske Baron Cederlund eller hvad det var, han hed ...

Til sin Forundring traf han Karsten From i det ypperste Lune. Han udspurgte ham om Grunden; men Vennen var meget hemmelighedsfuld og vilde ingenting sige.

Karsten From var nemlig lige kommen hjem fra Langelinje, hvor han havde mødt Jytte og spaseret med hende i den friske Blæst. Han havde endogsaa faaet Lov til at følge hende helt ind til Hjørnet af Dronningens Tværgade. Han var selv meget overrasket derover og næsten lidt fortumlet ved paa eengang at føle sig saa nær ved Maalet. Endnu for 24 Timer siden havde han troet at maatte endelig opgive denne dristige Erobring. Nu levede han i en 246 Feber som den passionerede Jæger, der omsider har faaet et ædelt Stykke Vildt indringet og staar paa Post med Blodet bankende af Forventning.

Jægermesteren, der endnu under Seancen følte sig besværet af sin Frokost, begyndte at blive alvorligt ængstet. Han spurgte sig selv, om han maaske alligevel skulde forsøge med den nathalie-koldingske Kurmetode. Han vilde grumme nødig gøre indgribende Forandringer i sine Livsvaner; men et Par kolde Fodbade og disse besynderlige Aandedrætsøvelser var jo dog til at overkomme. Han vilde saa yderligere føje en daglig Ridetime til Kuren.

Da han en Timestid efter gik bort fra Karsten From, stod han op i en Sporvogn ved Østerbros Station for at køre ud til sin Ven Frandsen, der skulde anbefale ham en Ridestald.

Samtidig med, at han stod af ved Stoppestedet i umiddelbar Nærhed af den store Kaserne, hvor Vennen boede, standsede en Automobil udenfor Gadedøren, og en Dame steg ud. Og han blev saa overrasket ved at se, at det var hans Kone, at han blev staaende og nær var bleven overkørt af en Vogn.

Forresten huskede han nu godt, at han om Morgenen igen havde læst Ordet "Østerbros Væveskole" paa hendes Memorandum. Denne Skole havde altsaa sine Lokaler et Sted i det samme Hus, hvor Frandsen boede oppe paa femte Sal. Det var blot 247 besynderligt, at Vilhelmine aldrig havde talt om det. Men maaske vidste hun ikke af det.

Han vilde skynde sig hen til hende; men hun havde allerede betalt Kusken og var med et paafaldende Hastværk forsvundet ind ad Gadedøren. Han havde desuden set, at hun i Forbifarten gav en af Klokkeknapperne ved Siden af Døren et lille Tryk.

I det samme flammede Mistroen op i ham. Langsmed Muren gik han derhen med Blodet sydende for Ørene og vovede sig dog næsten ikke ind. Stille aabnede han Døren og blev staaende indenfor og lytte. Vilhelmines enlige Trin lød ned til ham gennem Trappegabet. Hun var næppe kommen højere end til anden Sal, og her standsede hun.

"Gud være lovet!" udbrød han ved sig selv og vilde just i sin Glæde raabe til hende, da han i det samme hørte hende gaa videre opefter.

Endnu forsøgte han at snakke sig selv til Rolighed. "Maaske er det overhovedet slet ikke Vilhelmine. Der kan dog vel være andre Damer i København, der har en blaa Fløjlshat med sort Fjer. Maaske er det en af hendes Søstre eller en anden, der ligner hende ..."

Hun var nu sikkert naaet til fjerde Sal, og hans Hjerte hamrede, saa han maatte holde sig til Trappens Rækværk. Standsede hun ikke? Nej – den ensformige Lyd af hendes lette Trin hørte ikke op. 248 Og nu aabnedes en Dør deroppe, uden at hun havde ringet, og han hørte Frandsens valne Stemme. Et Øjeblik efter lukkedes Døren igen, og alt var stille.

Som et vildt Dyr sprang han op ad Trappen. Men midtvejs standsede han med et voldsomt Ryk og gjorde et nyt Forsøg paa at besinde sig. Han sagde til sig selv, at nu galdt det om at være rolig og ikke at gøre sig latterlig. Frem for alt ingen kompromitterende Skandale.

En gammel, venlig Dame i Vinterkaabe og Sommerhat kom ud af sin Dør lige foran ham. Da hun saae den velklædte Herre staa der med glødende Øjne og holde sig til Rækværket, spurgte hun forskrækket, om han var bleven syg. Han forklarede, at det var Aandenød paa Grund af Trapperne.

"Ja, de er slemme her i Huset", sagde hun og gik videre.

Da hun var kommen et Par Trapper ned, listede han sig sagte opefter med lange Skridt som en Abe, der gaar tilvejrs i et Træ. Udenfor Vennens Dør stod han et Øjeblik og lyttede, idet han lagde Øret ned til Brevspalten. Han kunde tydeligt høre dem tale derinde, indtil en tung Arbejdsvogn nede paa Gaden fyldte Trappegabet med sin Larm.

"Nu rolig, John! ... Blot rolig!" formanede han sig selv, da der atter var bleven stille.

249 Med skælvende Haand trykkede han paa Klokkeknappen.

Da der ikke straks blev aabnet, satte han igen Fingeren paa Knappen, dennegang fast bestemt paa ikke at slippe den, før der blev lukket op. Efter Forløbet af en Snes Sekunder gav han sig desuden til at dundre paa Døren af alle Kræfter og raabte:

"Luk op! Det er mig! ... Jeg veed, du er derinde, Vilhelmine! I lukker øjeblikkelig op, eller jeg henter Politiet."

Da stadig ingen aabnede, og alt var tyst inde bag Døren, begyndte han i Desperation at bearbejde den med sin Stok, indtil denne splintredes. Saa sparkede han til Fyldingen og rykkede i Laasen, mens han blev ved at skrige, at han vilde hente Politiet, dersom de ikke straks lukkede op.

Spektaklet kaldte Husets Beboere til. Ud af en halvaaben Dør lige overfor kiggede et Par forskræmte Barneansigter frem, og snart stod Trappeafsatsen nedenunder fuld af stirrende Folk. Men Jægermesteren var nu gaaet ganske fra Vid og Samling og saae dem ikke. Han løb mod Døren med knyttede Hænder, sparkede og slog og raabte vilde Trusler ind gennem Brevspalten.

"Du kan vente dig, lille Frandsen! Jeg skyder dig ned som en skabet Kat og la'r dig flaa bagefter. Og du, Vilhelmine – du skal ikke faa det bedre, kan 250 du tro! Jeg skal sprætte din skidne Mave op paa dig, din Mær! ..."

Der var bleven kaldt paa Viceværten, og da han ikke var hjemme, havde man hentet Gadebetjenten. Han kom nu tungt op ad Trapperne.

Da Jægermesteren følte hans Haand paa sin Skulder, vendte han sig omkring og opdagede først nu de mange Tilskuere. Han blev et Øjeblik roligere, opgav sit Navn og forklarede Betjenten, at hans Hustru opholdt sig derinde hos sin Galan. Han havde fra Gaden selv set hende gaa herop, og han havde ogsaa hørt hende blive lukket ind, hvorfor han forlangte Døren sprængt i Lovens Navn.

Betjenten rystede godmodigt paa Hovedet og sagde, at han ikke kunde gøre noget ved den Ting. Han gjorde iøvrigt selv et Forsøg med at ringe; og da der ikke blev aabnet, bad han Jægermesteren forføje sig bort.

Men Vanvidet stod nu den stakkels Mand ud af Øjnene som klar Lue. Han foer igen mod Døren for at rende den ind med sin Skulder og hamrede løs med begge Næver, mens han raabte, at han vilde brænde Huset ned over Hovederne paa dem, dersom de ikke lukkede op.

Betjenten blev nu klar over, hvad der var at gøre. Han fik en Mand til at løbe efter en Vogn og førte derpaa Jægermesteren ned ad Trappen med Magt. Men Jægermesteren sparkede omkring sig og slog tilsidst 251 Betjenten i Ansigtet. Med Bistand af et Par af Tilskuerne blev han derfor bundet paa Hænder og Fødder og saaledes transporteret ned til Vognen.

Under alt dette havde de to Elskende inde bag den lukkede Dør siddet i Hr. Frandsens Sofa som to Lig. De havde ikke turdet røre sig eller bare se paa hinanden, og Hr. Frandsen havde ikke været langt fra at græde. Fru Vilhelmine var den, som først kom til sig selv. Da hun hørte Betjentens Stemme, lod hun sig lukke ud ad Køkkendøren; og endnu før hendes Mand var bleven anbragt i Vognen for at køres til et Hospital, sad hun i en Sporvogn paa Vejen til sit Hjem.

Her modtog hun en Timestid senere med Fatning Politiets Meddelelse om det passerede, og havde ogsaa allerede i sit Hoved ordnet Affæren paa en saadan Maade, at hun ikke vilde blive kompromitteret. Hun ringede straks sin Far op og bad ham instruere Pressen, idet hun forklarede, at hendes Mand under hele deres Ægteskab havde gjort sig latterlig for Folk ved den urimeligste Skinsyge. Naar han havde fortalt Politiet, at han havde set hende gaa op til Hr. Frandsen, var det naturligvis en afsindig Mands Indbildning. Men forresten var hans Hang til stærke Drikke, hans økonomiske Forhold og hans Storhedsvanvid jo mere end tilstrækkeligt til at forklare, hvad der nu var sket. – –

252 Nedtrykt af Sorg og bitter Skam gik Asmus Hagen ved Ottetiden hen i Dronningens Tværgade for at meddele sin Tante og Kusine den Katastrofe, som han selv længe havde forudset. Han traf Fru Bertha alene. Jytte, der mod Sædvane havde siddet ved sit Klaver det meste af Eftermiddagen, var nu gaaet i Teatret; og skønt hun havde benægtet det, var Moderen ikke sikker paa, at hun ikke var gaaet derhen blot for igen at blive fulgt hjem af Karsten From.

Brodersønnens Ulykkesbudskab lamslog hende nu helt. Hun blev siddende stum med Hænderne i Skødet, ude af Stand til at tale. For anden Gang paa denne Dag saae hun i Tankerne den gamle Grandtante stige op af sin Grav derovre ved Storeholt og hørte hendes mørke Stemme udslynge den bibelske Trusel:

"Hævnen hører mig til!"

[*]

Ud paa Aftenen, mens den stakkels Jægermester stadig rasede og brølede i Hospitalets Gummicelle, sad Mads Vestrup fredeligt i sin lille Stue hos den gamle Skomager i Knabrostræde, hvor han var flyttet ind for et Par Dage siden. Han sad ved en lille Petroleumslampe og læste. Forinden havde han skrevet et langt Brev til sin Kone og fortalt hende 253 om Mødet den foregaaende Aften, "hvormed jeg, saa daarlig og kraftesløs min Tale end var, dog vist ikke har gjort vor kære Herre Skam".

Nu havde han taget sin lille Rejsebibel frem og sad bøjet over Bogen med den ene Tommelfinger til Støtte under Hagen.

Paa sine mange Vækkelsesmøder omkring i Landet havde han ofte advaret mod Misbrug af den hellige Skrift. Han havde talt om visse blegnæbede Hældører, som drev Bibellæsningen som et fromt Tidsfordriv og mente at behage Gud med deres Ladhed. Men navnlig havde han gjort mange dristige Løjer med de Folk, der – som han selv engang – bildte sig ind, at Guds Ord lod sig bruge som en Slags aandeligt Afføringsmiddel, der drev Syndigheden ud af Mennesket, eller som et beroligende Pulver "at tage før Sengetid" for at sikre sig en god Søvn med lyse Drømme. Han plejede at sige, at den, der under sin Læsning af Bibelen ikke følte sig som en arm Skibbruden paa den oprørte Sø, læste den gennem Fandens Briller.

Alligevel gik han aldrig selv nogen Aften tilsengs uden at have læst et Kapitel, mest i det gamle Testamente, fordi han – ligesom sin Mor – kunde det nye udenad.

Han løftede nu sit tunge Hoved fra Tommelfingeren. Der var bleven banket paa hans Dør.

254 Døren aabnedes, og den gamle Skomagers hvide Satyrhoved viste sig derhenne med en lille Sømandspibe i Mundkrogen.

"Her er en Dame. Hun si'er, at hun gerne skulde tale med Dem. Er De hjemme?"

"Det maa være forkert. Jeg kender ingen."

"Det er vist en Dame fra Gaden a'. Kanske har De stødt paa henner og gjort henners Bekendtskab. Jeg skal spørre, hvor hun loserer."

Hovedet trak sig tilbage og kom efter et Par Minuters Forløb igen tilsyne.

"Hun si'er, hun hedder Frøken Frederiksen, og at De kender henner nok. Men hun ser lidt forstyrret ud. Skal jeg la' henner komme ind?"

Mads Vestrup grundede.

Frøken Frederiksen? ... Frøken Susse! Han huskede at have set hende den foregaaende Aften ved Mødet. Han havde genkendt hende paa Hatten og den røde Jaket. Hun havde altsaa holdt sit Løfte til ham. – Alligevel følte han sig ikke rigtig tryg.

"Er hun alene?"

"Ja, jeg saae allenfals ingen andre."

"Bed hende komme ind!"

Hvad kan hun ville mig? – tænkte han. Og paa denne Tid af Dagen?

Han vidste ikke, at Frøken Susse i den sidste halve Time havde gaaet grædende frem og tilbage 255 udenfor Huset, før hun fik Mod til at gaa derind. Heller ikke vidste han, at hun om Natten havde banket paa hos sin Værtinde, en gammel Enke, og bedt om Lov til at sidde inde hos hende, fordi hun ikke turde være alene. Ikke heller, at hun hele denne Dag havde gaaet fortvivlet omkring i sit Værelse uden at ville lukke nogen ind, indtil hun nu til Aften havde ringet Værten i "Elysium" op for at faa hans Adresse.

Skomagerens gamle Hoved kom for tredje Gang tilsyne.

"Hun er væk nu!"

"Er hun gaaet?"

"Ja, hun stak af uden at si'e et eneste Ord. Jeg tror inte, hun var rigtig klog af sig. Hun saae saa forvildet ud af Øjnene."

Nu forstod Mads Vestrup, at der var Nød paafærde. Han sprang op, greb sin Kasket og skyndte sig ud.

Der var ikke et Menneske at se i den lille, mørke Gade. Han gik saa op mod Brolæggerstræde, hvorfra han hørte Skridt. Paa Hjørnet stod en stor Betjent.

"Vær saa god at sige mig, om De har set en Dame komme her forbi for et Øjeblik siden."

"Hvordan skulde hun se ud?"

"Hun havde vist en meget stor Hat. Og rød Jaket."

256 "Naa jo! ... Er der no'et itu? ... Hun stak forresten den anden Vej", sagde han og viste med Tommelfingeren ned mod Kanalen.

"Tak!"

Mads Vestrup skyndte sig tilbage. Han var kommen til at ryste, fordi han begyndte at frygte en Ulykke. Han mindedes sin Studentertid, da han engang selv i flere Dage gik forvildet omkring i Byen og sikkert tilsidst vilde have taget Livet af sig, dersom han ikke havde haft sin gode, fromme Mor at ty over til. Hans egen Angst og Fortvivlelse fra de Dage blev i disse Øjeblikke saa levende for ham, at han uvilkaarlig satte i Løb.

Da han naaede ned til Nybrogade, standsede han raadvild.

Heller ikke her var der nogen rød Jaket at øjne. Foran en Gadedør stod et Par Kærestefolk og fjantede, og en gammel fuld Mand ravede hjemad langs Husrækken til den anden Side. I hele det øde og mørke Bykvarter langsmed Kanalen saaes iøvrigt ikke et Menneske. Ovre paa Slotsholmen kørte en Sporvogn. Men ellers var ogsaa derovre alt tomt og stille. Musæet var som udslettet af Mørket. Foran Porten til det kongelige Ridehus brændte en eneste Lygte.

Mads Vestrup var paa maa og faa drejet tilhøjre, ned mod Stormbroen; men han kom ikke langt, før 257 han standsedes af et Skrig, et Nødraab, der fik ham til at fare sammen. Det lød fra Kanalen men et godt Stykke borte, i Retning af Gammelstrand. Alligevel mente han ganske tydeligt at kunne genkende Frøken Susses Stemme. Og da Skrigene pludselig kvaltes, var det for ham, som saae han hende i det samme synke tilbunds – og derfra ned i Helvede.

Da han i Løb naaede hen til Stedet, var der allerede samlet en Del Mennesker. Fra de mange skumle Smug, der munder ud omkring det gamle Assistenshus, smuttede der Folk frem som Rotter. I alle Husene langs Kanalen var Beboerne kommen til Vinduerne. Der blev raabt paa Politi; andre spurgte, hvor Redningsapparaterne var.

Skrigene nede fra Vandet hørtes nu igen tilligemed en fortvivlet Pjasken.

"Jeg vil ikke dø! ... Jeg vil ikke dø!"

I det svage Skær af de faa Lygter langsmed Bredden kunde man akkurat skimte noget levende dernede paa det mørke Vand, og man saae, at Strømmen stadig førte det fortvivlet kæmpende Menneske længere ud. En Mand kom løbende med en Baadshage og et Reb. Et Par andre var rendt ned til Stormbroen efter en Baad.

Den store Betjent, som Mads Vestrup for lidt siden havde talt med, kom nu spaserende.

"Hvad er her itu? ... Er der no'en faldet i?"

258 En ung, bleg Fyr, der stod med Hænderne i Bukselommerne, sagde:

"Det er vist igen en af de logerendes Frøkener fra Kompagnistræde, der har villet drone sig. Men Vandet er hende for koldt idag."

I det samme skubbedes baade han og Betjenten voldelig tilside af en svær Mand, der havde kastet Frakke, Vest og Sko, og nu ved Hjælp af det Reb, der var skaffet tilveje, lod sig fire ned langs Kanalmuren, indtil han naaede Vandet. Det var Mads Vestrup. Den Tanke, at det stakkels Menneske derude skulde dø for hans Øjne midt i sine Synder og blive Djævelens Bytte, havde han ikke kunnet udholde. Rædslen derfor havde grebet ham som et Raseri, en Bersærkergang.

Man saae ham forsvinde i Mørket dernede.

Uhyggen og Spændingen gjorde Folk tavse. Kvindens Skrig var igen bleven kvalte. Men man hørte Manden raabe.

"Hold Dem oppe! Der kommer Hjælp!"

Nu lød der ogsaa Aareslag.

"Baaden er her!" sagde Folk lettet.

Der havde efterhaanden samlet sig et stort Opløb. I alle Husene helt ned til Højbro hang Folk ud af Vinduerne som ved en Ildebrand. Redningskorpset var bleven alarmeret. Ogsaa Læge var der sendt 259 Bud efter. Politibetjente og nysgerrige ilede til fra alle Sider.

Nogle Minuter senere laa Susse Frederiksen, af Aviserne kaldet "Folkets Glæde", udstrakt paa Stenbroen, mens Redningskorpsets Mandskab tilligemed Lægen arbejdede med en Maskine for at bringe Liv i hende. Ved hendes Fødder stod Mads Vestrup. Han drev af Vand og skælvede af Kulde, men var alligevel endnu udelukkende betaget af Angsten for denne Menneskesjæls evige Fortabelse.

Politibetjentene holdt de nysgerrige paa Afstand. Men forresten havde de ingen Besvær med at holde Orden. Saalænge Folk ikke vidste, om det var et Lig eller et levende Menneske, de havde samlet sig om, forblev de stille og talte ikke højt. Man hørte Maskinen arbejde. Og pludselig gik der en Bevægelse gennem de nærmest staaende. – "Hun aander!" blev der sagt.

I det samme var det forbi med den højtidelige Stemning. Folk raabte op og trængte paa for at komme til at se.

Pludselig var der en, og straks efter flere, der spurgte efter Redningsmanden. Men Mads Vestrup var allerede gaaet sin Vej. Saa snart han havde faaet Sikkerhed for, at Pigen levede, søgte han efter sin Frakke og de øvrige Ting, som han havde kastet fra sig, og som en gammel Kone imidlertid havde 260 holdt Vagt ved. Efter at han havde forvisset sig om, at Ur og Penge var i Behold, og at endogsaa Brillerne var ubeskadigede, var han gaaet stille bort.

Han ønskede ikke fremmede Menneskers Indblanding i hans Forhold til denne Pige. Han vilde frem for alt ikke, hun selv endnu skulde vide, at det var ham, der havde revet hende ud af Helvedes Gab. Han længtes nu kun efter at komme hjem for at kunne takke Gud paa sine Knæ.

 

[gå frem til Enslevs Død, kapitel I]
 
[1] Aalekrage: skarv. tilbage
[2] Velin: fint, glat, pergamentlignende papir. tilbage
[3] Solanum tuberosum: kartoffelplantens latinske navn. tilbage
[4] Præterea censeo: forøvrigt mener jeg. tilbage
[5] finde ... sin Regning ved ...: anse denne handlemaade (at lade sig hundse) for den fordelagtigste, klogeste. (ODS, Regning, 5.2.) tilbage
[6] Memorandum: notesbog (kalender) hvori man noterer sine aftaler, her formodentlig med et bind dekoreret med udskåret elfenben. tilbage
[7] Lyst!: Det må være dette digt(citat) Pontoppidan hentyder til når han i et brev af 15.8.1939 skriver til Poul Carit Andersen at et digt i De Dødes Rige "ikke [er] af mig men en Oversættelse (vistnok fra engelsk)". tilbage
[8] Samuelson: fejlskrivning for Samuelsen. tilbage
[9] barnumske: P.T. Barnum var en kendt amerikansk reklamemager. tilbage
[10] Historie: resultatet af en efterforskning af oprindelsen til denne historie findes i en udredning her på netstedet. tilbage
[11] Mestermand: bøddel, skarpretter; her et billede på døden. tilbage
[12] Verveine: verbena, jernurt. tilbage