"Galgebakken"

Ilum, 1ste December

Jeg har i Dag været oppe paa Galgebakken.

Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig frem – først mellem Pløjemarker, derpaa gennem en ung Plantning af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synsrækken sig til alle Sider; og naar man til sidst Højens nøgne Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredtfor sine Øjne – roligt, fredeligt og velbefolket, til de tre Sider omringet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjerne.

Der hviler en inderlig Enfold over det hele Landskab. Ingen dristigt svungne Linier, ingen himmelstræbende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra den hvide Strand, snart bærende mørke Skove paa sin Ryg, snart dannende Lejer for sindigt flydende Bække og Aaer. Paa alle Bakkerne ligger rige Bondebyer trygt lejrede omkring hvidkalkede Kirker med teglstensrøde Tage, som hver Aften ved Solnedgang giver sig til at klemte omkaps – ligesom hvide Haner, der galer til hinandn, hver fra sin Mødding.

Lige under En ligger Ilum Sø gemt under de nøgne Muldbakker, gulligt belyst af den nedgaaende Sols Straaler, saa lunt og fredeligt som et Smørhul i et Fad Grød. I dens ene Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gaardlænger, og over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op.

Herfra strækker en lang Allé af ærværdige Ege sig gennem Bakkebarmen hen til Byens gamle Arvefjende "Ilumgaarden", de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der skjuler sig som en ond Samvittighed i en tæt og mørk Granlund. Kun en forgyldt Taarnkugle ragede op over Træerne som et evig vagtsomt Øje.

I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden. Snart var det lejede Knægte fra Herregaarden, der drog ned gennem den lange Allé med dragne Sværd for at lænkebinde Bønderne. Snart var det disse, der i hujende, halvdrukne Skarer tumlede ind gennem Borgporten og gav Herremanden et saa velment Tak for sidst, at han bogstavelig tabte Hovedet i Forvirringen.

Thi de ældste Ilum Bønder levede mest ude paa Havet, hvorfra de var vante til at slaas, enten med Bølgerne eller med fremmede Strandhuggere eller med sig selv indbyrdes. Og denne Lyst til Frihed og Kamp tabte sig ikke, naar de kom paa Landjorden. De havde dengang hverken Riffelforeninger eller omrejsende Agitatorer. Det lå dem i Blodet at sparke fra sig, naar nogen traadte dem for haardt paa Tæerne. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller forsigtigt at raadspørge en Balslevs Katekismus om Tidspunktet for en Revolutions Tilladelighed rejste de sig som een Mand, naar Aaget blev for tungt, og tog deres dyre Hævn uden Sentimentalitet.

To Gange sved de Ilumgaarden af, saa kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop paa Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe saa meget uskyldigt Blod. Her rev de først Tungen ud af Munden paa ham, flaaede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede endelig under vilde Jubelraab hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.

Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!

Nu er de Ilum Bønder en fredsommelig, vel barberet Race, hvis Lidenskab det er at holde Taler. Altid og alle Vegne holdes der Foredrag. Hvor fem Mennesker er forsamlede, føler straks de fire sig forpligtede til at "minde om et gammelt Ord" eller "fortælle et lidet Æventyr". Hvor Ungdommen før fik Ild i Blodet ved Dans og Lystighed, sidder de nu rækkevis i store Svedekasser, glatkæmmede og med nedslagne Øjne og lytter utrætteligt til hinandens "Udlægninger". Det var da ogsaa her i Ilum, at den sørgelig Ulykke hændte med hin unge Hjælpelærer, der, efter at han i otte Dage ikke havde haft Lejlighed til at udtale sig, en Morgenstund fandtes kvalt i sin Seng.

Og altid tale de om den stærke Thor og om den modige Tyr, der uden at blinke stak sin Haand i Uhyrets Gab. Og bestandig er det Fædrenes blodigste Bedrifter, der er Genstanden for deres Begejstring.

Men de begynder og ender altid med Afsyngelsen af en Salme.

Urbanus.