Dagbog
d. 7de November.
Da jeg i Gaar Aftes i Folketeatret overværede Opførelsen af Goldschmidts fortrinlige Komedie, "I den anden Verden"1, og hørte Etatsraadens Udtalelse om, at det i denne Verden først og fremmest kommer an paa at besidde Karakter, energisk Vilje, saaledes at f. Eks. den, der vil være rask, ogsaa bliver det – kom jeg uvilkaarligt til at tænke paa den første Gang, jeg havde Lejlighed til at se Goldschmidt.
Det var en stormfuld Dag ved Vesterhavet. Han havde længe været ventet til det lille Badested, hvor ogsaa jeg var Gæst; og da han endelig kom, var jeg blandt de fremmeste i den Forsamling af nysgerrige, der saa den lille Mand stige ud af den lukkede Vogn og – indhyllet i et graatærnet Shawl med Frynser – hurtigt begive sig ind i Hotellet for ikke at lade sig til Syne mere den Dag. Jeg kan huske, jeg syntes, han saa' saa dameagtig ud.
Da jeg den næste Morgen Klokken seks kom ned til Stranden, hvor jeg plejede at være første Mand, opdagede jeg til min Forbavselse ude paa Havstokken den samme lille Skikkelse med det graatærnede Shawl vandre med smaa hastige Skridt frem og tilbage paa en Strækning af et Par hundrede Alen. Det blæste en stiv Kuling, og Skummet fra Brændingen røg ham om Ørene.
Jeg gik hen og hilste. Han rakte mig Haanden – en mærkelig varmblodig Haand – og vi kom i Samtale.
Han klagede over sit Helbred. Han havde hele Foraaret følt sig syg – meget syg, gentog han med Eftertryk.
"Men nu har jeg taget den Beslutning hver Dag at gaa her ved Vesterhavet og rigtig lade mig gennemblæse. Det skal nok kurere mig. Det gælder om ikke at give fortabt. Man skal blot trodse Sygdommen, saa lader den sig nok tilsidst skræmme."
Det blev det Aar en usædvanlig kold og barsk Sommer. Alligevel, og skønt han for hver Dag følte sig mere og mere afkræftet, tog Goldschmidt sig næsten regelmæssig sit Bad endog helt ude i Brændingen.
En Dag, jeg traf ham ganske forkommen efter denne Strabads, spurgte jeg ham, om det dog ikke var meget uforsigtigt af ham i et saadant Vejr at vedblive med disse Badeture.
"Jo, det er det maaske nok ... Men jeg vil ikke have, at Folk skal tro, jeg er bange."
"Der er der vist ingen, der vil tro," svarede jeg. "Og De bør dog først og fremmest tage Hensyn til Deres Helbred."
"Jeg synes, det var rimeligere, om Helbredet tog Hensyn til mig. Og jeg agter endnu ikke at give Køb. Jeg vil dog se, hvem af os, der er stærkest."
Faa Dage efter døde han
Urbanus.