Et Par Blade af en Mindebog

Den 22de Juni 1876 om Formiddagen sad jeg på en halvåben Veranda i et landligt Gæstgiversted ved den store Thunersø, der breder sig foran Indgangen til det schweiziske Højland. Når jeg efter så lang Tids Forløb kan anføre Dagen så nøje, skønt jeg hverken har Breve eller Dagbogsoptegnelser til Støtte for Hukommelsen, er det fordi det er en historisk Mærkedag, der kan findes i ethvert Konversationsleksikon. Efter to Dages og tre lange Nætters Bumlekørsel ned gennem Tyskland med hårdt Natteleje på Kupeernes Træbænke og som Fortæring en Pølse nu og da eller en kold Frikadelle ved Skænken i Stationernes 3die Klasses Ventesale, sad jeg nu veltilpas efter det første ordentlige Måltid siden jeg forlod Hallandsbåden i Lübeck. Jeg var alene, og foran mig lå den blanke Sø, hvor de omgivende Bjergskråninger og de bagved opragende Snetinder genspejledes som et overjordisk Drømmerige. En Båd med en enlig Roer såes langt ude, og så mærkværdig stille var der, at jeg trods Afstanden tydeligt hørte Åreslagene.

Som jeg nu sad der betaget af Synet, vaktes jeg op af høje Råb og Børnejubel fra en Folkemængde, der måtte befinde sig et Sted i Nærheden. Også en fjern Hornmusik kunde jeg høre. Og jeg så, at den enlige Roer derude på Søen stoppede op og svang sin Hat. For at få Rede på, hvad der var på Færde, gik jeg tilbage til Spisesalen. Her var dog ganske tomt. Også den unge Pige bag Skænken var forsvunden. Men på Torvet udenfor var der fuldt af Egnens |26| Folk i deres klædelige Højtidsdragter, og alle Ansigter vendte op mod den nære Bjergryg, hvorfra Hornmusikken kom. I en Sænkning deroppe, hvorover Landevejen var ført, kom en mere end hundredtallig Skare af middelalderligt klædte Krigere med Armbrøster, Hellebarder og lange Spær, hvis Spydsod glimtede i Solen – et Tog af Genfærd, der Række efter Række myldrede frem i Dagen som fra selve Bjergets Indre. Jeg tog mig til Hovedet. Drømte jeg? Så' jeg Syner? Ganske vist havde jeg ved Frokosten taget rigeligt til mig af Landets billige Vin. Men alligevel – !

Som sagt: dette hændte d. 22. Juni 1876. På denne Dag for 400 Ar siden stod Slaget ved Murten, hin navnkundige Kamp, hvormed Schweizerne standsede Burgunder-Hertugen Carl den Dristiges Røvertogt til deres Land. Tyve Tusinde Burgundere blev liggende på Valen eller dreves med Hellebarder og Spyd ud i Murtensøen, hvor de stødtes ned og druknede. Uden at ane noget herom, var jeg kommen hertil netop på denne store Mindedag, hvor der fra alle Egne af Landet udsendtes Deputationer i Datidens Dragter til en flere Dages Fest på selve den gamle Slagmark.

Krigerskaren nærmede sig. Klangen af Horn fyldte Luften, Børnene klappede i Hænderne og jublede. Forrest red en brynjeklædt Kæmpeskikkelse med et udfoldet Banner. Hans Hest var fra Snudespids til ud over Halen hyllet i et pragtfuldt farvet Ridedækken. Efter ham kom de andre tilfods. Inde i Hotellets Have var der stillet Borde frem med Vin; og nede ved Landgangsbroen lå to af Søens små Dampere, der skulde føre Skaren til Thun. Jeg opsøgte Hotellets Vært, der som de fleste Schweizer-Værter forstod alle Sprog, også mit Kaudervælsk. Jeg vilde vide, om der var nogen Mulighed for at komme med til Festen; men han rystede på Hovedet. Der vilde ikke være Sengeplads at opdrive i flere Miles Afstand fra Festpladsen. På Hotellerne i Basel og Bern var endogså Loftskamre og Kælderrum forudbestilte for længe siden. Det var |27| jo en Begivenhed, som Alverdens Blade havde skrevet om i Måneder.

Jeg trak mig skamfuld tilbage, og den næste Dag drog jeg tilfods østpå for at søge Erstatning oppe i Højalpernes Skyregioner.

*           *
*

Interlaken – i Fortiden et ensomt liggende Munkekloster, der spejlede sine favnetykke Mure i det brede Strømløb mellem Thuner- og Brienzersøen – er nu en Turistcentral i Verdensformat, en By af Pragthoteller og fornemme Pensionater med Tilbehør af Frisørsaloner, forgyldte Bar'er, Vexellerkontorer og Bankfilialer. Skønt den for et halvt Århundrede siden ikke var slet så udfordrende i sin amerikanske Luxus som nu, egnede den sig dog heller ikke den Gang til længere Ophold for en 18-årig Vagabond med Smalhans til Rejsekammerat. Men Lykkens Fe tog mig atter søsterlig ved Hånden og førte mig uventede Oplevelser i Møde. Det begyndte med, at jeg undervejs til Interlaken i et Værtshus kom i Snak med en stedkendt Mand, der gav mig Anvisning på et "bürgerliches Haus", et lille Familjehotel i en halvt landlig Forstad til Byen, hvor man kunde bo ret billigt. Denne Forstad lå på den modsatte Side af Strømmen og var forbundet med Interlaken ved en ældgammel, med Tag forsynet Træbro, der godt kunde se ud til at skrive sig fra Klosterets Tid. Da jeg efter en daglang March i brændende Sol, støvet og svedig, gik over den, fulgte Genlyden af mine Skridt mig derinde i det lange, lukkede Rum som et helt Kor af mørke Munkerøster.

Straks i Hotellets Forstue blev jeg modtaget af Værten, en Mandsling med sort Kalot, der mere lignede en gammel Kirkebetjent end en Hotelmand, Han havde åbenbart fra sit Kontorvindue set mig komme og været betænkelig ved at indlade mig |28| uden nærmere Besigtigelse. Hans første Spørgsmål galdt da også min Bagage. Hvor skulde den afhentes? Da jeg – måske lidt friskfyragtigt – svarede ham, at jeg havde alle mine Sager på mig, trak han misbilligende på Skuldren; men da han derefter forhørte sig om, hvorfra jeg var, og fik at vide, at jeg var dansk, blev den gamle Mand som forvandlet. Hans buskede Bryn fløj op i Panden, og han stirrede henrykt på mig som på en Åbenbaring. "Tænk dig!" sagde han på Fransk til en 30-40 årig Dame, der i det samme kom ud fra Kontoret med en Pen over Øret, "den unge Herre er fra Danmark … er en Landsmand af vor kære Kaptajn." Som i Triumf blev jeg nu af dem begge ført ovenpå til et hyggeligt Gæsteværelse, og da jeg en halv Time senere, vasket og børstet, kom ned i Spisesalen, fandt jeg her en prægtig Anretning og et lille Dannebrogsflag foran min Kuvert. Den Gamle ledsagede mig selv til Bords og skød underdanig Stolen ind under mig.

Da jeg mange År efter i Schweizer-Digteren Gottfried Kellers berømte "Folkene i Seldwyla" læste den kostelige Molbohistorie om den omvandrende polske Skræddersvend, der på Grund af en usædvanlig Pelshue, sin Snurbart og store Slængkappe bliver antaget for en excentrisk Adelsmand, der rejser incognito, og af en enfoldig Gæstgiver modtages med kongelige Æresbevisninger og beværtes med Agerhønsepostej og Kælderens bedste Vine, måtte jeg tænke på min egen eventyrlige Modtagelse i det lille Familjehotel i Interlaken's Forstad. Forklaringen var i dette Tilfælde den, at der til Stadighed brændte Røgelse på Husalteret her for en såret dansk Officer, der efter Krigen 64 i længere Tid havde boet på Hotellet som Reconvalescent. Han gik endnu med en af Fjendens Kugler i Underlivet og havde ofte haft svære Smerter. En Dag måtte der i Hast tilkaldes en kendt Kirurg fra Bern, der opererede ham på selve Hotellet og tog Kuglen ud. Både den Gamle og Kontordamen, der viste sig at være hans Datter, fik |29| Tårer i Øjnene, da de fortalte om den værdige Ro og Standhaftighed, hvormed han havde båret sine Lidelser og imødeset sit Endeligt. Ingen ventede, at han skulde overleve det frygtelige Blodbad; men efter nogle Måneders Forløb rettede han sig så godt, at han kunde rejse hjem. Endnu fik de nu og da et Kort fra ham, og han skrev, at han var rask og avancerede i Hæren. Hans Navn var Duus.

I mere end tre Uger levede jeg her under min Landsmands næsten helgenagtige Beskærmelse. Helt gratis boede jeg der ganske vist ikke; men jeg nød dog så mange Begunstigelser, at jeg kunde forlænge Opholdet langt ud over min oprindelige Bestemmelse. Hver Morgen drog jeg afsted med en forsvarlig Frokostpakke i Tasken, og det blev gerne langt ud på Eftermiddagen, før jeg kom tilbage. Hotellets Middagstid var Kl. 2; men altid stod der et Par solide Retter til mig inde i Ovnen, og regelmæssigt fulgte den Gamle mig tilbords og satte sig hos mig for at høre om Dagens Oplevelser.

Rejselivet i Schweiz var den Gang en hel Del anderledes end nutildags. Der fandtes f. Ex. ikke andre Bjergbaner end den forholdsvis korte op til Rigi Kulm. Det sædvanlige Befordringsmiddel for dem, der ikke af Tilbøjelighed eller Trang foretrak Vandrelivet, var de vældige, lukkede Postkarether med et Forspand på indtil 6 elefantstore Heste og Plads til Passagerer både ude og inde. Skridt for Skridt slæbtes disse Karosser op til Pashøjden, hvorfra Farten til Gengæld gik nedefter i gungrende Trav. Nu går der næsten overalt i Alperne sæbesmurte Tandhjulskinner op til de højeste Tinder. Selv en Podagrist kan i al Magelighed nå op til den evige Snes Regioner; og langsmed disse Baner ligger Pragthoteller og elegante Sommervillaer. Hvor Gemsen tidligere med Besvær fandt Fodfæste for at nippe til en Tot vissent Græs dufter del nu fra Morgenstunden fedt af Bacon og Bøf. Og Udviklingen |30| fortsættes. Den nyeste Befordring, Flyveomnibussen, fører nutildags et Rejseselskab henover hele Alpekæden i Løbet af et Par Timer. Fra polstrede Kabiner kigger unge Folk som fra en Teaterloge ned på de farefulde Bjergstier, som deres Fædre eller Bedstefædre en Gang fandt en i deres Øjne komisk Tilfredsstillelse ved at arbejde sig op ad i deres Ansigts Sved. Men kan disse overlegne Luftrejsende i Grunden ikke lige så godt sidde hjemme i et Biografteater og se en Række Schweizer-Prospekter glide forbi på det hvide Lærred? De får jo deroppe mellem Skyerne ingenting at vide om de Eventyr, et Bjerg kan rumme, intet om den vidunderligt befriende Følelse, hvormed en Bjergvandrer på sin Vej opefter lader Stykke for Stykke af Verden forsvinde i Dybet bag sig, intet om den vellystige Nydelse det er på en solhed Dag at slukke Tørsten i en Bjergbæks klare Vande og bagefter strække sig i Græsset og lade sig dysse i Blund af de spæde Bølgers Nynnen. Å, de Stakler!