Indtoget eller den kloge Mand
Det hændte en Gang – lad mig sige: en Gang i gamle Dage – at en forstandig Mand, der var paa en vigtig Forretningsrejse til den store Leipziger-Messe, en Aften ankom med Postvognen til en lille By, hvor han skulde overnatte.
Til hans store Ærgrelse viste det sig næsten umuligt for ham at faa Logis. Med sin Vadsæk i Haanden maatte han gaa fra Gæstgivergaard til Gæstgivergaard, indtil han endelig ved grove Ord og Trusler tiltvang sig Besiddelsen af et lille Kammer i "Det blaa Pigeøje", der var beliggende langt inde i en mørk Smøge bagved Domkirken.
Sagen var den, at man den næste Dag ventede en ung Prins af Blodet, der agtede sammen med sin Gemalinde at tilbringe Sommeren paa et Lystslot der i Nærheden. Fra hele Omegnen var Folk strømmet dertil for at se det høje Par, naar det paa sin Rejse kørte gennem Byen. Den hele Stad var i Festdragt: paa Torvene var der rejst Æreporte, fra alle Husene vajede Flag, ja – takket være den betydningsfulde Begivenhed – havde Byens Hovedgade endelig faaet den nye Brolægning, som Befolkningen i mere end en Menneskealder havde sukket efter.
Det maa nemlig stadig erindres, at det foregik i gamle Dage, i hine uoplyste Tider, der nu synes os at tilhøre Menneskehedens Barndom, og paa hvis naive og klejnmodige Ærefrygt for Herrerne af Guds Naade vi tænker tilbage med et medlidende Smil.
Den intet anende Rejsende, der – som sagt – var en sjælden forstandig Mand, og som saadan allerede gennemtrængt af Aarhundredets sejrrige Friheds- og Lighedsidéer, blev grebet af ædel Harme, da han erfarede Grunden til Begejstringen og Røret omkring i Byen.
"Jeg tror, sandt for Herren, jeg er dumpet ned midt i Molboland!" busede han ud med den gamle Kældersvend, der havde fulgt ham op paa Kammeret for at tænde Lyset paa hans Natbord. "At tænke sig sligt! I vort Aarhundrede!"
Den bedagede Svend svarede intet. Uden at fortrække en Mine tog han nogle Bliktegn op af sin Lomme og sagde, som om han slet intet havde forstaaet af den andens Vrede:
"Herrens Postvogn afgaar i Morgen Klokken ét fra "Det bugede Krus". Det høje Herskabs Ankomst er berammet til Klokken elleve. Herren har altsaa god Tid til at se Indtoget, før han tager afsted."
"Bliv mig fra Livet med Jeres Indtog! Er han gal! Tror han, Mosjø, at jeg lader mig imponere af en Smule forgyldt Karosse og et Par skrammerede Lakajer!"
Men enten Grunden nu var, at det bedagede Tyende en Gang før i sit Liv havde staaet overfor en oplyst Mand, der var gennemtrængt af Aarhundredets stolte Frihedsaand, eller han virkelig stadig ingen Ting forstod, tog han atter uforstyrret Ordet, saasnart den anden tav.
"Om Herren skulde ønske en Billet til den store Tribune paa Torvet, saa har jeg her endnu et Par tilbage. De koster en Rigsdaler Stykket. Der er ikke andre at opdrive i hele Byen. Der har været en voldsom Rift om dem i de sidste Dage."
Men nu var den Fremmedes Taalmodighed til Ende.
"Er I da allesammen spitaltossede i denne fordummede By! Vil han se, han kan komme afsted. En Rigsdaler! Har man hørt Mage! … Herut, siger jeg!"
Den Gamle rystede paa sit store graa Hoved og trissede afsted.
Den næste Morgen gik Solen op over den smykkede By med et bredt Festsmil, der af de naive Beboere opfattedes som Tegn paa den særlige, himmelske Naade, der hvilede over Landsfaderen og hans Slægt. Den Fremmede fik i det hele rig Lejlighed til at ærgre sig, da han skred gennem de menneskemylrende Gader, hvor Husene var behængte med smagfulde Guirlander, Vaabenskjolde og kostbare Tæpper. Flere Steder stod Folk allerede taalmodig opstillede langs den Vej, som den fyrstelige Vogn skulde passere, og fra alle Gadehjørnerne skreg Visekællingerne med en i Dagens Anledning forfattet Festsang:
"Salige Stund, da vor naadige Fyrste os gæsted."
"At tænke sig! … I vore Tider!" blev han ved at mumle hen for sig.
Det, der dog næsten oprørte ham allermest, var den glade Selvtilfredshed, som dette Molbofolk bar til Skue midt i sin nedværdigende Trældom. Og i denne en fribaaren Borgers Harme blandede sig efterhaanden en Række bitre Følelser af en mere personlig Art.
Idet han betragtede disse enfoldige Menneskers kostbare Silke- og Fløjelsdragter, deres Sølvspænder og guldknappede Stokke, deres store Butikker og prægtige Privathuse, der altsammen vidnede om en Velstand, som han med sin overlegne Intelligens og aldrig trættede Energi hidtil forgæves havde efterstræbt, – eller naar han i Sværmen fik Øje paa et eller andet rundt, rødmusset, forelsket udseende Ægtepar, der med Latter og muntre Ord skød sig frem gennem Trængslen, og ved dette Syn kom til at tænke paa sin egen Esmeralda derhjemme, der absolut ikke var til at spøge med, ja paa hvis Troskab han endog havde Grund til at tvivle, skønt han sandelig ogsaa ved Valget af sin Ægtefælle havde ladet Forstand og Erfaring raade, – da paakom der ham, som saa ofte før, en mørk og knugende Følelse af, at en uafværgelig ond Skæbne forfulgte alle klartskuende og selvstændige Foregangsmænd her i Verden, mens Lykken alene var forbeholdt Tosserne, Sinkerne og de letfærdige Narre.
Bombommelum! … Tratratra!
Trommehvirvler og Messingmusik vakte ham op af hans bitre Tanker. Han var naaet hen til Byens Akseltorv, hvor en Kæmpetribune var rejst mellem fire vimpelbehængte Mastetræer. Her skulde den egentlige Modtagelse finde Sted med en Tale af Borgmesteren og Sangpræstationer af Kirkens Kordrenge. Den store Plads var allerede sort af Mennesker, og i de omliggende Huse var alle Vinduer og Altaner overfyldte af hvidklædte Damer og Børn.
Men nu aabnede Menneskemassen sig ud mod den Sidegade, hvorfra Hornmusiken lød. I skarlagenrøde Uniformer, med alenhøje Læderchacot'er og lilla Pompons marscherede Borgervæbningen ind paa Pladsen, livlig hilst af den militært begejstrede Befolkning. Senere ankom en Afdeling højtidelige Magistratsembedsmænd med skinnende Kalvekrøs og Pergamentsruller under Armen, og efter dem fulgte en Forening af gamle gemytlige Krigere med ét Erindringstegn paa Brystet og et andet i Form af en violblaa Næse midt i Ansigtet. Saa kom der mere Musik. Efter denne fulgte først et langt Tog af Haandværkere med deres ærværdige Lavsfaner, dernæst en Skare nyklippede Skolebørn i anstrængt Militærmarsch, og sluttelig det populære Brandkorps med Byens Sprøjter, Spande og Stiger, hvilket altsammen skulde paradere ved Indtoget.
Med Haanden i Siden, og støttet til sin Stok, havde den Fremmede medynksfuldt betragtet Optoget fra en Stentrappe. Idet nu den sidste Brandmand svingede ind paa Torvet, og da samtidig Borgervæbningen i Forening med Byens Vægtere begyndte at trænge Folkesværmen tilbage for at gøre Passagen fri, steg han ned af Trappen og gik med hurtige Skridt ad nogle Sidegader hjem til Gæstgivergaarden.
Han havde besluttet alligevel at skaffe sig en Billet til den store Tribune. Da Tilfældet nu en Gang havde ført ham hertil paa denne Dag, vilde han dog sikre sig en Plads, hvorfra han uden at risikere Liv og Lemmer kunde følge denne latterlige Komedies videre Forløb.
Straks i Forstuen modtoges han af den gamle Kældersvend, der næsten syntes at have ventet ham. Endnu før han selv havde ytret et Ord, udbredte den Gamle sine tynde Arme med en beklagende Gestus og fortalte, at han for et Øjeblik siden havde solgt den allersidste Billet til den store Tribune. Derimod havde han tilfældigvis en Billet til den lille Tribune, der ellers var forbeholdt Byens Honoratiores. Dersom Herren maaske – –
"Spar den Snak!" afbrød den anden ham kort. "Hvad koster den?"
"Fem Rigsdaler!"
"Fem Rigsdaler! Er han gal! Hvad anser han mig for! … Vil han øjeblikkelig bringe mig et Blækhorn og Papir op paa mit Værelse. Og vil han saa være saa god at sørge for, at mit Tøj bliver bragt til Postvognen i god Tid. Forstaar han?"
Dermed gik han op paa sit Kammer og tog sin Skrivemappe frem for at arbejde.
"Fem Rigsdaler!" mumlede han hen for sig, idet han dyppede Pennen. "Har man hørt Mage!"
Han vilde nytte de tilbageværende Timer til at skrive et Par Forretningsbreve. Han havde saamænd allerede spildt nok af sin kostbare Tid paa disse dumme Anstalter!
Men heller ikke heroppe fik han Ro. En Gang var det en Sangforening, der drog i Procession ud til Festpladsen under Afskraalelse af Nationalsangen. En anden Gang dreves han til Vinduet ved Lyden af en Kareth, der hastig rumlede gennem Gyden, hvor den stansede foran en ærværdig Hjørnegaard lige overfor Kirken for dér at afhente den apoplektiske Domprovst. I fuldt Ornat og med Kommandørkorset dinglende under Pibekraven blev den gamle Herrens Tjener ved sin Kapellans Arm ledet gennem Porten og løftet op paa Vognen, hvor han – betaget af Øjeblikkets Alvor – sad og skreg paa sin Hat, som han havde paa Hovedet, paa sine Handsker, som han havde puttet i sin Lomme, og paa sin Salmebog, som han virkelig havde glemt.
I det samme dundrede det første Kanonskud oppe fra Højderne bagved Byen, – Tegnet paa, at den fyrstelige Vogn var bleven synlig ude i det Fjerne.
Nu blev der Travlhed blandt alle Efternølerne. Porte blev lukkede, Skodder sat for Vinduerne … et Øjeblik efter mindede Gyden og den lille Plads foran Kirken om en uddød By. Kun inde bag en grønlig Rude sad et stakkels Fruentimmer med et indbundet Hoved og græd, fordi hun ikke kunde komme med.
Den overlegne Mand gik hovedrystende bort fra Vinduet og satte sig atter tilrette ved Bordet for at fuldføre sine Breve. Men det var ham ikke muligt at samle en Sætning i sit Hoved. Hvor meget han end bandte og skældte paa sig selv, – ikke kom der en Stavelse paa Papiret.
Tilsidst smed han Pennen og gik ned i Restaurationslokalerne.
Ikke et Menneske var at se. Allevegne var der tomt. Endogsaa den gamle Kældersvend var forsvunden. Først i det inderste Værelse traf han en enlig Mandsperson, der sad rolig ved et Krus Øl og drejede Tommelfingrene om hinanden.
Han følte sig saa glad og trøstet ved dog at træffe én Retfærdig i dette Enfoldighedens Sodoma, at han straks satte sig hen ved Siden af ham og udenvidere indledede en Samtale.
"Det er virkelig et ganske ejendommeligt Optrin, man bliver Vidne til i Deres By", begyndte han. "Ha, ha! Man maa sandelig le, naar man ikke vil græde. De gode Folk har saa travlt, som om det i det mindste gjaldt deres Salighedssag. Hvad siger De?"
Den Tiltalte rystede langsomt paa sit store, vandkæmmede Hoved.
"Ja, De maa nok sige det!" sagde han. "At Folk dog aldrig kan blive klogere!"
"Ja, det er – ved Gud! – det rette Ord!"
"Se, jeg var nu saa fornuftig at købe en Billet til den store Tribune straks den første Dag, da Salget blev aabnet. Den Gang var Prisen bare fire Mark, og saa fik jeg en af de nummererede Pladser paa allerførste Række. Derfor kan jeg nu sidde her ganske rolig, indtil det andet Skud lyder, i Stedet for, at andre skal puffes og trænges eller staa flere Timer langs ad Gaden for at komme til at se noget."
"Naa saaledes! Hm!"
"For jeg kan nu ikke for min Død fordrage at blive skubbet. Saa vil jeg saamænd lige saa gerne blive hjemme og slet ingen Ting faa at se. For det er nu mit Princip, at naar man skal nyde noget, saa skal man ikke trædes paa Tæerne eller skubbes ned i en Rendesten. Som nu f. Eks. Borgmesterens Tale – –"
I dette Øjeblik drønede det andet Kanonskud højtidelig over Byen og fik Ruderne til at klirre. Det forkyndte, at Fyrstevognen havde overskredet Broen over Aaen, der dannede Stadens Grænse.
"Nu maa jeg af Sted!" sagde den omsigtsfulde Mand og drak ud af sit Krus. "Ja, De har altsaa ogsaa Billet, ikke sandt?"
"Jeg? Nej, aldeles ikke!"
"Herregud! Det var da kedeligt. Det gør mig virkelig ondt for Dem. Bare De saa faar noget at se."
"De skal ingen Skrupler gøre Dem angaaende mig!" svarede den anden bidsk og trommede med Fingrene paa Bordpladen.
Et Øjeblik efter var han alene.
Og nu begyndte Kirkeklokkerne at kime. Først Domkirkens vældige Bryggerkedel, der summede og brummede over hans Hoved; straks derefter Byens øvrige Klokker, hver i sin – med de andres harmonisk afstemte – Tone. Festligt og frydefuldt lød dette himmelske Orkester ned gennem den stille Luft.
Han rejste sig op, tog sin Hat og slentrede ligegyldig ud. Men allerede ude i Porten vendte han om og gik tilbage til Stuerne.
"Halløj! Er her nogen?" raabte han her. "For Pokker! Er her ingen Betjening! … Hvor er Kældersvenden? … Er der ingen Kældersvend? …"
En gammel, tyk Kælling viste sig i Køkkendøren.
"Hvad er paa Færde, go'e Herre?"
"Hvor er Kældersvenden, siger jeg?"
"Kældersvenden? … Aa, det er altsaa den fremmede Herre, der skal ha' den Billet, kan jeg tænke. Se, her har jeg den … tøv blot et Ko'n … her er den, go'e Herre!"
"Billet? Hvad for en Billet?"
"Ja, han sagde det, gjorde Kældersvenden, at Herren kom nok efter den. Jeg skulde bare bie, sa' han, saa kom Herren nok og hentede den."
"Hvad for noget? Hvad sagde han?"
Men der blev ikke Tid til Forklaringer. Det tredie Skud havde allerede lydt og efterfulgtes nu af en dundrende Kanonade, der ganske overdøvede Klokkernes Klemten. Han kastede en Femdalerseddel paa Bordet og gik bort.
Dog forhastede han sig ikke. Han sagde til sig selv, at han kom saamænd tidsnok til det Gøgl. Han konstaterede udtrykkelig for sig selv, at han gik sin sædvanlige, rolige og afmaalte Gang, med den ene Haand i Vestelommen, den anden bag sin Ryg.
Men da han pludselig syntes at høre Hurraraab, blev han alligevel urolig og paaskyndede sine Skridt. Skulde de monstro allerede være ankomne til Festpladsen?
Da han naaede Hovedgaden, hvor nu Folk stod sammentrykket som en alenbred Mur langs ad begge Fortovene, fremviste han sin Billet for at komme gennem Afspærringen og naa hen til Torvet. Men Vægteren vilde ikke lade ham slippe igennem. Det var forsilde, sagde han. Gaden skulde være fri! Fyrstevognen var allerede kørt gennem den første Æreport og kunde ventes hvert Øjeblik.
"Men jeg har jo Billet!" skreg Manden ude af sig selv af Raseri. "De skal lade mig passere, naar jeg har Billet!"
Men Vægteren vilde intet høre. Han satte ham sin Morgenstjerne for Brystet og stødte ham uden videre ind i Menneskesværmen. Her fik han ingen blidere Modtagelse. Han blev puffet og knubset og trængt tilbage mod Husrækken, … ti virkelig kom i det samme den kongelige Ekvipage tilsyne for Enden af Gaden. Skridt for Skridt, med højtidelig Langsomhed, bevægede den sig frem mellem Folkemasserne med sine rødkjolede Forridere, sin tøndetykke Kusk og sine to Haidukker ragende op bag Karmens gyldne Krone. Luften fyldtes af øredøvende Hurraraab, Hattene svingedes, Damerne græd eller kastede Blomster, mens det unge Fyrstepar mekanisk nikkede og smilede til alle Sider.
Imens stod den kloge Mand trykket flad op ad Muren og rasede. Han var lille af Vækst og kunde derfor slet ingen Ting se for de opløftede Hatte. Han strakte sig paa Taaspidsen; han raabte, at man skulde tage Hattene ned; han søgte endog at finde et Fodfæste paa Murens fremspringende Sokkel, – men alt var forgæves. I det Øjeblik, da Vognen naaede ud for ham, og Begejstringen og Hurraraabet omkring ham af den Grund var paa sit højeste, tabte han fuldkommen sin mandige Sindsligevægt. Af lutter forbitret Iver for at komme til at se, greb han med begge Hænder om en Nedløbsrende for ved dens Hjælp at klynge sig tilvejrs; men uheldigvis glippede Taget for ham, og han faldt tungt ned paa Stenbroen. …
Den næste Dag laa han i "Det blaa Pigeøje" med to knækkede Ribben og en forstuvet Fod. Mens den lille Bys dumme Beboere atter passede deres daglige Dont i Butikerne og Kontorerne, i Køkkenerne og Sengekamrene; – mens alle hans Konkurrenter nu kom ham i Forkøbet paa den Leipziger-Messe, og mens derhjemme hans blonde Esmeralda i Ro og Mag gjorde sig tilgode med sin Galan, fik han rigelig Tid til at anstille nyttige Betragtninger over den onde Skæbne, der vitterlig forfølger saa mange forstandige og selvstændige Foregangsmænd her i Verden, mens Lykken mindeligt tilsmiler Tosserne, Sinkerne og de letsindige Narre.
Men, Gud ved, om han gjorde det!
Henrik Pontoppidan.
