Den gule Rose

Fortælling af Henrik Pontoppidan

Med Tegninger af Knud Gamborg

I

Det var den 8de April, Kongens Fødselsdag.

En klar, festlig Foraarssol skinnede ned over den flagsmykkede lille By og kiggede ogsaa ind gennem et Hjørnevindu i Adjunkt Hammers lille, hyggelige Ungkarlelejlighed. I Forbifarten kærtegnede den en pragtfuld, netop samme Nat udsprungen Therose, der stod i Vindueskarmen, og bredte sig derfra ud over et rudret Gulvtæppe, op over to Reoler fulde af Bøger, over en Væg med to store Portræter af Adjunktens afdøde Forældre, over endnu en Reol fuld af Bøger og med en Globus paa den øverste Hylde, over et smukt udskaaret Skab med en Sokrates-Buste og endelig over Hjørnet af en gammeldags Hestehaarssofa, hvor Adjunkten selv sad i en tankefuld Stilling med Haanden under Kinden og saa ned mod Gulvet.

Alt i Stuen syntes at fejre Foraarets Komme og Majestætens Fødselsdag. Selv de sprænglærde Bøger saa med deres solbeskinnede Rygge saa lokkende ud, som var de spændende Kærlighedsromaner tilhobe. Therosen syntes at staa og drømme ømme Jomfrudrømme, den store Globus var et eneste stort Grin; Gulvtæppet havde med eet udfoldet al sin spraglede Farvepragt gennem Vinterens graa Støv – ligesom en Sommerfugl, der pludselig bryder gennem sin Puppe –, ja, om det saa var den gamle, ellers temmelig melankolske Sokrates syntes han at laane et Smil af Solen og skæve ud gennem Vinduet, som om han havde Lyst til en lille Promenade i det fri.

Kun Adjunkten selv havde hverken Solen eller Majestætens Fødselsdag givet noget Søndagsansigt paa. Over hans kønne, noget blege Ansigt med de skarptslebne Briller og det lyse Fuldskæg laa et forpint og uroligt Udtryk, der tydede paa en vidt fremskreden Nervøsitet. Hvet Øjeblik fo'r han sig med Haanden gennem Haaret, kastede sig snart til den ene, snart til den anden Side i Sofaen, bøjede sig fremover og lagde Ansigtet ned i Hænderne 2 eller lænede sig tilbage med et træt Udraab, mens Hænderne sank ned i Skødet.

Et Par Gange tog han en Bog fra et Bord ved Siden af Sofaen og slog den op paa maa og faa for ved Læsning at tvinge sine Nerver i Ro. Men et Øjeblik efter kastede han Bogen foragtelig fra sig, rejste sig, mumlede et Par Ord mellem Tænderne og begyndte at vandre frem og tilbage paa Gulvet med en saa fortvivlet Mine, som om han var bleven enig med sig selv om, at Tilværelsen var uudholdelig.

II

I denne oprivende Uro havde Adjunkt Hammer tilbragt hele Dagen. Allerede Klokken seks var han staaet op efter en søvnløs Nat, havde hurtig klædt sig paa og var gaaet ud ad den nærmeste Landevej. Han var gaaet over en Mil ind i Landet – med lange Skridt og lige efter Næsen –, havde talt med Bønder, der pløjede, med kørende Slagtere, med Mænd, der sad ved Grøftekanten og slog Sten; havde drukket Kaffe i en Kro, købt Cigarer hos en Landsbyhøker, foræret en lille Dreng et Kronestykke, givet en lille Pige eller en anden lille Dreng – han huskede allerede ikke længer hvilket – en lille Sølvkniv, som han havde haft fra Barn, – altsammen for at slippe bort fra de Tanker, det Billede, de Drømme, det Vanvid, som nu i over en Maaned havde forfulgt ham.

Men alt forgæves. Jo mere Vold han søgte at anvende mod sig selv, des svagere blev han i Forhold til den Magt, der havde taget ham fangen, des højere raabte den Stemme, der sang alle de snart lokkende, snart truende, altid spottende Sange for hans Øre.

Han følte da til sidst, at han maatte give tabt. Han sagde til sig selv, at Visheden – hvor sørgelig den end blev – dog var at foretrække for denne endeløse Martren. "Hellere udsætte sig for at fordrives af hele Byens Spottelatter, end at blive ved at stønne i denne Pinebænk." Og han tilføjede, for at berolige sig, at et Frieri i dette Tilfælde egentlig aldrig kunde blive særlig opsigtsvækkende. Fik han Nej, delte han jo kun Skæbne med de fleste andre af Byens unge Kavallerer; thi det var kun altfor bekendt, at de næsten alle havde baaret velbundne Kurve hjem fra Politimesterboligen, adskillige endog et Par Gange.

3 Med den "endelige, faste Beslutning" endnu samme Dag at ville fri vendte han tilbage til Byen.

Men ikke saa saare var han kommen tilbage til sit Værelse, før al den gamle, frygtelige Tvivl igen ganske overmandede ham; de ligesom spøgede frem fra alle Stuens Kroge, krøb ud fra Bøger og Skilderier som smaa, graa Djævle, der omflagrede hans Hoved og skreg ham ind i Øret. Hvor havde han dog haft sin Fornuft henne? raabte de til ham. Hvor kunde han komme til det Vanvid, at hun – hun! – brød sig blot det allermindste om ham. Hvad var det for et Hovmod, der fik ham til at tro, at hun, der var saa fin, saa smuk og straalende, og som kunde faa, hvemsomhelst hun pegede paa, – at hun skulde gaa hen og forelske sig netop i ham. Hvad var han? En sølle Adjunkt, en fattig Skomagersøn, som kun kunde gøre sig til af en Smule Guldmedaille for en Afhandling om Ciceros Taler – en kejtet og kedelig Drengepisker med femtenhundrede Kroner om Aaret og en bred Kartoffelnæse … Han stillede sig frem foran Spejlet og betragtede nøje hele sin Person. Hvor han saa ud! Han lo haanligt ved Tanken om, at han virkelig før havde anset sig selv for et ret kønt Menneske. Han syntes, at han var skrækindjagende, en ren Satyr at se til … og han tog paa ny en "endelig, afgørende Beslutning".

Han vilde komme til Fornuft. Han vilde – uden at gøre sig latterlig – med al sin Magt rive sig ud af det Trylleri, hvori han var bleven hildet. Han vilde atter kaste sig over sit Studium, fordybe sig i de gamle, klassiske Forfattere … maaske skrive en Doktorafhandling, der kunde kaste Glans over hans Navn. Han søgte at indbilde sig, at hans Kærlighed kun var en flygtig Rus, der vilde gaa over af sig selv, saa snart han ikke beskæftigede sig med den.

"Det er med Kærlighed som med Nervøsitet," sagde han til sig selv. "Giver man efter for den, tager den hurtig al Sans og Samling fra os, og vi indbilder os at være uhelbredelige. Men naar vi blot kaster den paa Døren med et eftertrykkeligt Spark og lader alvorlige Sysler lægge vore Tanker i Beslag, lader Uhyret os snart i Fred, og vi kan bag efter slet ikke begribe, at vi overhovedet har ladet os forstyrre – end sige forurolige – af det."

Han indbildte sig, at han, efter at være kommen til denne 4 "faste Overbevisning", allerede følte sig roligere. Han begyndte endog at spotte over sin Tilstand og sagde til sig selv:

"Ja, du er saamænd et godt Pattebarn, min kære Peter Frederik Marcus Hammer! Gaar du ikke dér og gør dig til Nar for den hele By, fordi en lille Jomfru Silkesvans en Aften har set lidt mildt til dig og budt dig op i en Kotillon! … Du skulde virkelig skamme dig, min lille Ven! … Det er saamænd ogsaa et net Frier-Kompagni, du er kommen ind i! Fuldmægtig Larsen, Ritmester Rosen, "Evangelisten Sørensen", vor stræbsomme Kapellan … for ikke at tale om den stakkels Provisor Jespersen og endnu flere Martyrer!"

Han lo af sig selv og gjorde det Løfte, at han allerede den næste Dag vilde tage Ciceros Taler ned fra Reolen; og om otte Dage, naar "Sygdommen" helt var overstaaet, vilde han nagle hendes Kotillons-Sløjfe fast til Væggen med et Firtommersøm til evig Skræk og Advarsel.

Han sprang op af Sofaen og satte sig til at spise sin Frokost, som længe havde staaet og ventet. Han søgte at faa sig selv til at tro, at han havde Appetit, og at Maden smagte ham fortræffeligt, skønt hver Mundfuld i Virkeligheden sad ham fast i Halsen. "Ah! Det er godt at faa noget materielt i Livet," sagde han. Derpaa hentede han en Flaske Vin i Skabet, skænkede sig eet Glas, to Glas … "Nune bibendum!" citerede han og nikkede til sig selv.

Han følte sig virkelig bedre, og da han kom til at huske paa, at Garnisonen, i Anledning af Kongens Fødselsdag, holdt Revy paa Byens Torv, bestemte han sig til efter Frokosten at gaa derhen. "Hvorfor skulde jeg ikke gøre det? Hvem skulde jeg være bange for at møde? … Desuden har jeg jo endnu ikke ladet Byens Borgere og Borgerinder beundre min nye Foraarsfrakke – et Pragtstykke, mine ærede Herrer og Damer! – altsaa … Andiamo!"

Han rejste sig og klædte sig paa med stor Omhu. Og da han stod foran Spejlet, iført sin nye, lange, lysegraa Overfrakke og med Cylinderhat paa Hovedet, let parfumeret og i Færd med at trække et Par mørke Glacéhandsker paa Hænderne, syntes han, at hans Udseende alligevel ikke var saa ilde endda. Hverken lapset, eller filisteragtig! sagde han. En moderne Videnskabsmand, der for sine klassiske Studier ikke glemmer Verdensmandens Anstand!

Til sidst gik han hen til en Skuffe og hentede en fin Havana-Cigar, 5 som han havde opsparet fra et Middagsselskab. Dette Middagsselskab havde netop været afholdt hos Politimesteren; og idet han nu omhyggeligt tændte Cigaren og lod den dreje rundt mellem sine spidsede Læber, mumlede han smilende imellem de enkelte Drag:

"Min kære Politimester … Deres Havaneser er fortræffelig … Deres Datter … hm! … lader jeg andre brænde sig paa!"

III

Paa det store Torv foran Raadhuset stod Byens Garnison – et Regiment Dragoner – opstillet med Solen lige i Øjnene. De lange, snorlige Rækker af himmelblaa Ryttere med skinnende Hjælme og udtrukne Sabler, de vajende Standarter, Officerernes Gallauniformer, "Musikens" skimlede Heste og blanke Messinginstrumenter – det hele afgav et pragtfuldt Skue.

Foran hver Eskadron holdt en Ritmester og kastede et sidste mønstrende Blik ud over sin Skare. Thi endnu manglede Obersten, hvem man allerede en Tid havde ventet paa, og som ikke plejede at forhaste sig.

I et Hjørne af den Del af Torvet, som af Politibetjent Raffenstein og tre Natvægtere med Blikskilte paa Brystet blev holdt afspærret for Publikum, stod Byens Embedsmænd, de fleste i guldbroderede Uniformer, med Kaarder og hvide Glacéhandsker. Der var Borgmesteren, Politimesteren, Amtsforvalteren, Toldforvalteren og endnu flere. Mest Opsigt vakte Byens populære Brandmajor – til daglig Skorstensfejermester – Zeilau med en mægtig trekantet Hat fra Frederik den Sjettes Tid, Slæbeslire og lyse Permissioner – samt den gamle, krumbøjede Stadthauptmand Hansen, en Overlevering fra den forforrige Slægt, der regelmæssigt ved denne Lejlighed følte det som sin Pligt at forlade den Sygestol, hvori han ellers Aaret rundt trilledes omkring, og ved et Bybuds Arm at lade sig transportere her til Festpladsen – i fuld Gallauniform, iført den gamle Borgervæbnings skarlagensrøde, højt vaterede Officerskjole med korte Skøder og store Rabatter.

Foran første Eskadron holdt den i Byen meget omtalt Ritmester Rosen, en smuk og elegant Officer, der især til Hest tog sig særdeles statelig ud. I den sidste Tid havde man i Byens forskellige Kredse bestandig oftere sat hans Navn i nøje Forbindelse 6 med Politimesterens Datter, og skønt man troede at vide, at han allerede een Gang havde hentet sig en Kurv der, var det den almindelige Mening, at den kække og smidige Krigsmands ihærdige Belejring til sidst vilde lønnes med en Kapitulation.

Da derfor Adjunkt Hammer, der havde taget Plads paa et skjult Sted mellem Tilskuerne, fik Øje paa hans Skikkelse, brød al hans Fortvivlelse, Skinsyge og Haabløshed trods al Modstand op paa ny – og des heftigere, fordi han ikke kunde skjule for sig selv, at ved Siden af denne Mand tog hans egen Person sig plump, ja bondeagtig ud. Han syntes at kunne føle, at dersom hun i dette Øjeblik var til Stede her, maatte Synet af denne ranke, kraftige Skikkelse blænde og bedaare hende … og hans Hjerte fyldtes af Had mod dette Menneske og mod hele Verden, der ligesom havde sammensvoret sig for at gøre ham latterlig og ulykkelig.

Endelig ankom Obersten, fulgt af sin Adjudant. Hans Tilsynekomst vakte en temmelig respektstridig Munterhed blandt den forsamlede Gadeungdom, hvorfor Politibetjent Raffenstein vendte sig om imod den med et lynende Blik og hviskede: "Stille, Drenge!" Hr. Obersten var nemlig, hvad Tykkelsen angik, af saadanne Dimensioner, at man kun med Møje kunde finde en Hest, der var i Stand til at bære ham. Dertil havde han et Ansigt af en Farve som en røget Skinke, med en stor, opadbøjet, sværtet Moustache, der mindede om to Kattehaler, Guldbriller og en Bomuldstot i det ene Øre.

Efter at have hilst paa de tilstedeværende Avtoriteter, red han hen for Fronten af sit Regiment, trak sin Sabel og udbragte derpaa i syv Ord og med en Stemme, som galdt det om at opvække døde, et Leve for Kongen, der blev besvaret med taktfaste Hurraer af Soldaterne og af mindre disciplinerede, men ikke mindre begejstrede Leveraab af den øvrige Del af Forsamlingen.

Derefter traadte Byens Borgmester, en lille, skindmager, glatbarberet Mand med en lang Næse og undselige Manerer, frem til Torvets Midte, blottede sit lillebitte, skaldede Hoved og begyndte paa en Tale, hvoraf ingen, end ikke de nærmeststaaende, kunde høre et eneste Ord. Det var den almindelige Mening blandt Folk, at det var den samme Tale for Fædrelandet, som han nu i tyve Aar havde holdt her paa samme Sted og ved samme Lejlighed; men en særlig Grund til den ringe Andagt, hvormed Borgmesteren 7 [Fig. 1] 8 denne Dag paahørtes, endog af Avtoriteterne, skabtes af to vrede Hunde, der midt under Talen fo'r ind paa den afgrænsede Del af Torvet og her opførte en vild Dans under Hylen og Bjæffen. Paa et Vink fra Politifuldmægtigen skred Betjent Raffenstein majestætisk over Torvet for at skille og fjærne de stridende; men dette forøgede blot disses Raseri. Idet den ene hang sig fast med Tænderne i den andens Nakkeskind, fo'r de bægge midt ind i første Eskadron og fik Hestene til at stejle og fnyse, saa det et Øjeblik saa helt betænkeligt ud.

Imidlertid var Borgmesteren bleven staaende paa sin Plads og havde uforstyrret fortsat sin Tale, der i det hele syntes aldrig at skulle faa Ende. Adskillige af Tilhørerne begyndte allerede at trække bort; og til disse sidste hørte ogsaa Adjunkt Hammer, der ikke længer kunde udholde Synet af sin – som det syntes – sejrstrygge Rival.

Idet han vendte sig om for at gaa, fo'r han sammen og blev ligbleg, – næppe fem Skridt fra ham, paa en Plads for sig selv, stod to unge Damer, en mørk og en ganske lys, næsten gyldenlys.

Denne sidste var Frøkken Ankersen, Politimesterens Datter.

Adjunkten vilde gaa forbi med en stum Hilsen; men den mørke Dame, den altid leende og slagfærdige Frøken Enevoldsen, standsede ham, idet hun sagde:

"Goddag, Hr. Adjunkt … og glædelig Kongens Fødselsdag!"

Frøken Ankersen, der var bleven rød i Kinderne, rykkede sin Veninde i Armen og hviskede: "Men er du fra Forstanden, Thea!"

Adjunkten hverken saa eller hørte dette, ja i sin Forvirring troede han endog, at det var den anden, der havde tiltalt ham, og svarede med afmaalt Fornemhed, for ikke at røbe sin Uro:

"I lige Maade, Frøken Ankersen!"

"Hvad for noget! Kalder De mig nu Frøken Ankersen!" lo den mørke. "Nej, ved De hvad, Hr. Adjunkt; skønt lærde Herrer jo har Lov til at være lidt distræt, kunde man virkelig fristes til at bruge det gamle Ord, at hvad Hjertet er fuldt af o. s. v."

Frøken Ankersens Kinder blussede; hun kneb sin Veninde i Armen og vilde trække hende bort. Da dette imidlertid ikke lykkedes, vendte hun sig til den stadig mere forfjamskede Adjunkt og sagde:

"De maa undskylde Frøken Enevoldsen, Hr. Hammer … 9 De ved maaske, at Synet af Militær altid sætter hende i overstadig Stemning?"

Adjunkten bukkede, hilste og fortsatte sin Gang.

Frøken Ankersen havde trukket sig ud af sin Venindes Arm; hun var fornærmet og sagde, mens Folk rundt om raabte Hurra efter Borgmesterens endelig afsluttede Tale:

"Jeg vil sige dig, at jeg er vred paa dig, Thea … Jeg kan ikke vide, hvorfor du altid skal have Hr. Hammer til bedste … det er han dog virkelig for god til, synes jeg."

"Og jeg synes, at du i den sidste Tid har faaet en paafaldende Interesse for samme Hr. Hammer, min Pige … Du skulde da vel ikke være en lille bitte Smule skudt?"

"Aa, Passiar … Man kan vel have Interesse for et Menneske uden netop at være forelsket i ham."

"Tror du?"

"Ja, tror du da ikke," svarede den anden, stadig alvorlig og saa paa sin Veninde.

"Ja, det kommer vel an paa, hvad det er, man interesserer sig for hos vedkommende."

"Aa, dig vil jeg slet ikke tale med … kom lad os gaa."

Den mørke lo. Og idet hun indsmigrende stak sin Haand ind under Venindens Arm og saa hende smilende ind i Ansigtet, sagde hun:

"Maa jeg sige dig noget?"

"Hvad vil du sige mig?"

"Noget … noget meget fortroligt!"

"Naa, hvad er det?"

"Ja, men du maa ikke blive vred."

"Aa, Snak … sig mig bare, hvad det er."

"Det er … at dersom jeg var i dit Sted … saa vidste jeg nok, hvem jeg vilde forelske mig i."

"Ja saa. I hvem da?"

I det samme aabnede der sig et Gab i Folkemassen, Festligheden var til Ende, og under larmende Musik drog Soldaterne bort fra Festpladsen. Foran første Eskadron red Ritmester Rosen med Ridderkors paa sit brede Bryst.

"I ham der!" hviskede Frøken Enevoldsen og pege med Øjnene op imod ham.

Gennem Politimesterdatterens fine Skikkelse gik et heftigt Ryk.

10 "Lad os gaa," sagde hun ligesom frygtsomt og vilde trække Veninden med sig.

"Nej, ved du hvad, mit Lam – nu vil vi virkelig se dem trække her forbi. Det er et storartet Syn – hva'!"

Et Øjeblik efter red Ritmesteren i Spidsen for sin Deling forbi de to Damer. Med et forbindtligt Smil hilste han med Klingen, mens han ved at sætte Sporen i sin lysebrune Hoppes venstre Side fik den til at danse graciøst.

"Er han ikke storartet!" hviskede Frøken Enevoldsen. "Det kalder jeg en Kavaller … Det maa du dog indrømme mig, min Pige, at han er storartet."

Frøken Ankersen svarede ikke. Hun var atter bleven heftig rød og fortsatte tankefuld sin Vej ved Venindens Side.

IV

Adjunkt Hammer var gaaet hjem til sin Bolig. Synet af Genstanden for hans Kærlighed havde paa en Maade beroliget ham, idet Umuligheden af at vinde et saa dyrebart Klenod var blevet ham endnu mere indlysende. Men samtidig havde det fyldt ham med en dyb og smertelig Vemod, en Tomhed og Livstræthed, der fik selve Solen til at blive sort for hans Øjne.

Denne Vemod blev endda yderligere forstærket, da han traadte ind i sin Stue og her fik Øje paa den gule Rose, der stod og badede sig i Solskinnet bag Ruden. Han havde hidtil været saa fortumlet af sine Tanker, at han slet ikke havde lagt Mærke til, at Blomsten i Nattens Løb var udsprungen – og da han nu saa det, blev han saa bevæget, at han gerne kunde have grædt.

Denne Blomst havde nemlig en særlig Betydning for Adjunkt Hammer. Det er ikke for meget sagt, at han – især i den sidste Tid – havde omfattet den med en Kærlighed, som om den var et levende Væsen, hvortil hans Lykke var knyttet. Den havde i sin Tid tilhørt hans Moder. Hun havde altid haft den om sig under sin sidste, lange Sygdom, og den havde den Gang næsten altid staaet i fuldt Flor og vakt alles Beundring. Da hun døde, havde han taget den med sig herover i sin Ungkarlebolig. Men her var det, som om dens Livskraft skulde udslukkes. Trods al hans omhyggelige Pleje, sygnede den mere og mere hen, og han havde allerede opgivet Troen paa at kunne værge den mod Tilintetgørelsen. Da – i Slutningen af Januar – begyndte den 11 [Fig. 2] 12 til hans store Overraskelse og Glæde igen at spire; og en Maanedstid efter saa han den første lille Blomsterknop skyde frem mellem et Par lysegrønne Blade.

Men nu hændte det just, at denne Begivenhed forefaldt paa samme Tid, som hans Kærlighed til Politimesterens Datter begyndte at spire i hans Hjerte; samtidig med at Blomsterknoppen voksede frem mellem sine Blade, voksede ogsaa Kærligheden i hans Bryst. Og han havde taget et Varsel deraf. Han havde ikke kunnet komme bort fra, at dette Sammentræf betød hans Lykke – og han havde lovet sig selv, at før Knoppen blev til Blomst, vilde han anholde om Frøken Ankersens Haand.

Og nu var Knoppen sprungen ud!

Han lod sig falde tungt ned i Sofahjørnet og sank hen i bitre Tanker.

Han havde dog ikke siddet længe, før han blev forstyrret af en Haand, der bankede paa hans Dør.

Det var hans Husholderske, Madam Lumholdt, et højt, fyldigt Fruentimmer, der kom ind med en stiv, hvid Genstand paa sin flade Haand.

"Hvad er det?" spurgte Adjunkten, ærgerlig over Forstyrrelsen.

"Gud, det er jo Deres Manchetskjorte, Hr. Hammer … nu maa De da endelig huske inte at smudske den til, før De kommer paa Ballet – saadan som De gjorde sidst."

"Hvadfornoget Bal? … Naa, Klubballet i Aften."

"Ja – havde Hr. Hammer glemt det? Det er jo Kongens Fødselsdag i Dag … Det husker De da nok."

"Ja vist – ja vist," svarede han adspredt og vinkede bort med Haanden for at vise, at han ønskede at være uforstyrret.

Men Madam Lumholdt var allerede gammel i Gaarde hos Adjunkten og lod, som om hun ikke forstod hans Vink. Hun stillede sig ugenert op midt paa Gulvet, med Hænderne i sine trinde Sider, og smilte smørret.

"Jeg har saamænd set Hr. Hammer ude paa Gaden i Dag … ja, jeg har saamænd saa."

"Naa, har De det, Madam Lumholdt – ja, det kan jo gerne være," svarede han kort og vinkede atter bort.

"Det var saamænd henne paa Raadhustorvet … ja saamænd var det saa. Jeg skulde jo ogsaa hen at se paa Stadsen. Og saa saa jeg jo ogsaa Hr. Hammer … De stod og snakkede med Frøken Ankersen. Ja, saamænd gjorde De saa."

13 Adjunkten flyttede sig uroligt paa Sædet.

"Naa ja – det er godt, Madam Lumholdt –"

"Og saa saa jeg jo da ogsaa ham denne Ritmester Rosen, som de snakker saa meget om her i Byen," vedblev Konen imidlertid uforstyrret. "Jeg kan nu ikke se, at der er nogen Stads ved ham; og det kan jeg da aldrig tro, at der kan være nogen Sandhed i, hvad Folk siger, at han og Frøken Ankersen skal have hinanden."

"Naa, saa det siger Folk – ja saa – ja, det er godt, Madam Lumholdt!"

"Nej, naar jeg skal sige min Mening om den Ting, saa er der nok snarere en anden, som Frøken Ankersen har et villigt Øje til … og det skal nok Tiden vise, at jeg har Ret."

"Saa—aa. Jeg kan ellers ikke tænke mig, at Madam Lumholdt skulde have nogen Lejlighed til at udforske Frøken Ankersens Følelser og Hensigter."

"Ja, det skal Hr. Hammer nu ikke sige … nej, saamænd skal De ej. For naar man saadan daglig gaar ud og ind i et Hus, saa falder der jo da altid nogen Sladderas af ogsaa om de Dele … ja, saamænd gør der saa."

"Hvad vil det sige? Kommer Madam Lumholdt hos Politimesterens?"

"Ih, Gud frels os … det gør jeg vel nok. Jeg har jo tjent Politimesterens i fjorten Aar og har jo baaret Frøkenen, fra hun var ganske lille … ja, rent ud sagt, Hr. Hammer, har jeg været Frøkenens Amme, og jeg kalder hende jo endnu – Gud forlade mig det! – mit eget Barn, saa fin og skøn hun endda er bleven. Men Frøkenen siger da ogsaa selv tidt, at hun aldrig skal glemme mig af, hvor godt jeg har passet hende … men hun har jo aldrig kendt, hvad en Moder er, det stakkels Barn."

Adjunkt Hammer havde rettet sig op i Sofahjørnet. Hans Øjne var blevne store bag Brillerne.

"Men er det virkelig sandt? … Har De være Føken Ankersens Amme, Madam Lumholdt?"

"Ja, det har jeg, Hr. Hammer – og derfor gaar jeg jo endnu ud og ind i Huset ligesom i gamle Dage og er ogsaa rigtig taknemlig for, hvor god Frøkenen er imod mig. Og derfor kan jeg ogsaa sige, som jeg siger, at det er ikke Ritmester Rosen, men en anden, som hun har en god Tanke for … ja, saamænd er det saa."

14 Adjunkt Hammer var bleven bleg og hans Stemme var usikker, idet han, mens han skjulte sit Blik, sagde:

"Ja, det er jo muligt … men har Madam Lumholdt for Resten nogen særlig Grund for den Formodning?"

"Ja, det har jeg netop –" sagde hun med pludselig sænket Stemme og traadte ham et Skridt nærmere. "Til Hr. Hammer tør jeg jo nok sige det, for det kommer jo ikke videre fra Dem … For ser De, i Fredags Aftes, da jeg var deroppe hos Politimesterens, saa kom Frøkenen hjem saadan lidt efter Mørkningen og var saa meget ordknap og saadan noget underlig til Mode og satte sig hen ved Forteklaveret og spilte et saa meget traurigt Stykke – saadan som nu de unge Pigebørn gør, naar Hjerteslaget er i Ulave, som man siger. Det var tydeligt nok at se, at hun havde snakket med en, der havde hendes Tanke … ja, saamænd var det saa. Se, hvem det nu var, det skal jeg ikke kunne sige … men Ritmester Rosen var det ikke, det er vistnok."

"Ja, hvor … hvor ved De det saa bestemt, Madam Lumholdt," fremstammede Adjunkten; han havde bøjet sig fremover for at skjule sit Ansigt; men man kunde høre paa Røsten, at hans Læber og hele Legeme sitrede.

"Jo, det ved jeg … for den Aften sad han hele Tiden i Klubben og drak sammen med Grosserer Larsen og Fuldmægtig Brandt … det fortalte min Søstersøn, som har Billarden der. Saa der kan man da se, hvad for Snak der kan gaa i Byen om en ung Pige, uden at der er et Gran Sandhed i det hele … Naa, jeg staar nok her og snakker," afbrød hun pludselig sig selv, og idet hun under halvlukkede Øjelaag listig iagttog Adjunkten, mens det lune Smil atter sneg sig over hendes Ansigt, tilføjede hun: "Ja, saa vil Hr. Hammer nok passe paa sin Manschetskjorte, saa De ikke kommer for Skade ligesom sidst og hælder Tobakssauce over den … Og saa god Fornøjelse i Aften, Hr. Hammer!"

Næppe var hun ude af Døren, før Adjunkten sprang op fra Sofaen. Thi den, der hin Fredag Aften havde talt med Frøken Ankersen, var netop ham selv og kunde ikke være nogen anden. Han havde truffet hende alene paa en Spadseretur ude i Anlæget, og hun havde givet ham Lov til at følge hende gennem Haven og indtil Byens Grænse. Han havde som sædvanligt ikke kunnet finde paa andet at tale til hende om, end om sine Studier og sin Stipendierejse i Udlandet. Med Fortvivlelse i Hjertet havde han 15 mærket, at hun blev mere og mere tavs; thi han uddrog af denne Tavshed, at han kedede hende, og at hun helst vilde være ham kvit.

Men skulde Madam Lumholdt virkelig have Ret … Var der virkelig Haab for ham?

Han slog sig med knyttet Haand for Panden.

"Ved Gud!" udbrød han. "Nu faar det briste eller bære … nu vil jeg fri … og det endnu i Dag!"

V

En halv Time efter ringede Adjunkt Hammer paa hos Politimesterens.

En Pige lukkede op.

Om Familien var til Stede?

Jo – Frøkenen var hjemme. Om Adjunkten vide være saa god at træde ind.

Inde i den store, herskabeligt udstyrede Dagligstue sad Frøken Ankersen ved et af Vinduerne og broderede – overgydt af Sollys, i en mørk Hjemmekjole og med en lille Violbuket i Brystet. Hun rejste sig straks – temmelig bleg – og hilste tavs paa Adjunkten, bød ham med en Haandbevægelse at tage Plads og satte sig derpaa igen ved sit Arbejde, tydelig urolig og uden en eneste Gang at se paa ham.

Adjunkt Hammer blev ved første Øjekast klar over, at hun anede Hensigten med hans Besøg. Han kom ogsaa først nu til at tænke paa, hvor paafaldende denne Visit maatte forekomme hende, da det næppe var to Timer siden, at de havde hilst paa hinanden, – og denne Tanke tog straks Modet fra ham.

Tillige gjorde Synet af Violbuketten paa hendes Bryst ham øjeblikkelig mistænksom og vakte paa ny al hans Usikkerhed og Tvivl. Var disse Blomster fra en Herre? Og maatte de i saa Fald ikke være fra En, som hun holdt af, ja hvem hun vilde vise dette synlige Tegn paa sin Bevaagenhed? … Hun sad jo ved Vinduet. Maaske ventedes den udkaarne at ville gaa her forbi, og han skulde da se Buketten? Maaske var det et aftalt Tegn, en Beslutning om et Stævnemøde, udtalt i Blomstersprog … Hvad gyldig Bevis havde han i Grunden for, at han var den foretrukne? Madam Lumholdt! Et gammelt Snakkehoved, der løb omkring fra Kaffekop til Kaffekop med en Strikkekurv fuld af 16 Bysladder. Og paa saadan noget dumt Vaas havde han bygget alle sine Forhaabninger …

I flere Minutter sad de to unge hver paa sin Stol og skjulte Blikkene for hinanden under den pinligste Tavshed. Adjunkt Hammer kunde ikke faa et Ord over sine Læber. Tungen klæbede til hans Gane, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede for, at hun kunde høre det.

Under disse Forhold blev det en Befrielse, at Politimesteren kom ind – endnu i Gallauniform – og tydeligt nok paavirket af en animeret Frokost i Klubben, hvor Byens Honoratiores havde været samlet efter Festligheden paa Torvet for i en snævrere Kreds at bringe Landsfaderen deres Hyldest. Hans store Hoved blussede, ja næsten dampede af Vin, hans Stemme bulrede og hans smaa Øjne sad stive i Ansigtet som to blanke Tiører.

"God Dag, min kære Hr. o.s.v.!" udbrød han straks og omfavnede Adjunkten. "Naa, her sidder De og gør Kur til min Datter, mens vi andre gør vor Borgerpligt som loyale Undersaatter. Jeg haaber dog, at De var henne paa Torvet i Formiddags, Hr. Jespersen –"

"Hammer –" rettede Datteren halvhøjt henne ved Vinduet, tydelig skamfuld over Faderens Tilstand.

"Hammer, mener jeg naturligvis –" vedblev Politimesteren og lo. "Jeg skal sige Dem, min kære Hr. Hammer … det vilde oprigtigt have smertet mig, i Fald De ikke havde haft den Fornøjelse at høre vor ærede Borgmesters Tale for Fædrelandet. Et oratorisk Mesterværk, Hr. Hannover –"

"Hammer," rettede igen Datteren, denne Gang ganske højt.

"Ja naturligvis – Hammer, mener jeg. Det glæder overordentlig at se Dem, min kære Hr. Hammer," vedblev Politimesteren og trykkede ham atter hjertelig i Haanden. "Jeg haaber da, at De har ladet Dem indskrive til Klubballet i Aften. Jeg vil sige Dem, det bliver storartet … et ganske overordentligt Arrangement! … Men tag dog Plads … tag dog Plads, min kære Herre!"

"Tak, jeg var just ved at gaa," svarede Adjunkten, hvem Politimesterens overstadige Livlighed og ustandselige Ordstrøm gjorde endnu mere ør. Han satte sig dog ned et Øjeblik og talte med om Festen paa Torvet og det forestaaende Bal – hvorpaa han hurtig rejste sig op og tog Afsked.

Han næsten styrtede ned ad Trapperne, og da han med lange 17 [Fig. 3] 18 Skridt fo'r ned ad Gaden, vendte mange Folk sig om efter ham. Det var, som om han vilde løbe fra sig selv, fra sin Skam og sit Nederlag. Han begreb ikke, hvorledes det gik til, at han, som dog ellers aldrig havde manglet Mod, som endog havde haft Dristighed til at kritisere selve Ciceros Veltalenhed – at han ganske tabte al Fatning og blev som slagen med Stumhed, saa snart han stod over for denne unge Pige og ligesom følte Varmen fra hendes kornblomstblaa Øjne og Lyset fra Haarets Gyldenglorie.

Der var nu ikke andet for – han maatte opgive det mundtlige Forsøg og lade Pennen tale. Endnu i Dag vilde han sende hende et Brev; thi han følte, at han ikke kunde udholde at leve endnu et Døgn uden at faa Vished.

Idet han traadte ind i sin Stue og her igen fik Øje paa den udsprungne Therose i Vindueskarmen, fo'r en Tanke gennem hans Hoved. Denne Blomst, hans lille Kærlighedsorakel, der syntes ham saa nøje knyttet til alt, hvad han i den sidste Maaned havde tænkt og følt – den skulde ogsaa være hans Budbringer og Tolk.

Hurtigt tog han en Saks fra sit Skrivebord og klippede Blomsten af. I en Skuffe fandt han en Papæske, som han fyldte halvt med Bomuld. Heri lagde han Blomsten, bestænkede den med lidt Vand, lagde Laaget over; bandt dette til med en Snor og forseglede … alt i aandeløs Hast, som galdt det om ikke at spilde en Minut.

Derpaa satte han sig til Skrivebordet og skrev straks og uden at standse det Brev, der skulde medfølge.

Da det var færdigt, og idet han læste det igennem, undrede han sig over, hvor godt og naturligt Ordene faldt. Hundrede Gange i den sidste Tid havde han i Tankerne komponeret lange Frierbreve til Frøken Ankersen, snart omhyggelige Redegørelser for sine Forhold og Fremtidsudsigter, snart næsten sværmeriske Udbrud med Paakaldelse af hendes Barmhjertighed, et Par enkelte endog paa Vers … men alle havde han kasseret. Dette derimod var netop saa kort, klart og samtidigt saa oprigtigt, som han ønskede det. Det lød:

"Frk. Eleonora Ankersen!

Jeg tager næppe fejl, naar jeg formoder, at De fattede Hensigten med mit Besøg hos Dem i Dag. Jeg tror ogsaa at turde forudsætte, at De forstod Grunden til, at jeg ikke kunde 19 faa udtrykt, hvad jeg ønskede at sige Dem. Jeg frygtede Deres Vrede; jeg savnede Mod til at modtage Deres Afslag.

Tillad mig ved disse Linjer at fremsætte det Spørgsmaal, hvormed jeg tav. Jeg har taget mig den Frihed at ledsage dette Brev med en Blomst, en Rose, og beder Dem, Frøken, at svare mig ved denne. Det er en Blomst fra en Plante, der har tilhørt min Moder, min eneste Mødrenearv. Dersom jeg ikke er Dem helt ligegyldig, Frøken – vil De da bære denne Rose paa Deres Dragt i Aften? Har jeg derimod taget fejl af Deres Venlighed og Overbærenhed imod mig, beder jeg Dem om at tilintetgøre saavel Blomsten som dette Brev."

Hr. Hammer nikkede til sig selv, forseglede hurtigt Brevet og kaldte paa Madam Lumholdt.

"Vil De være saa god, Madam Lumholdt, at bringe dette Brev og denne Æske hen til Frøken Ankersen … men straks. Det er blot et gammelt klassisk Haandskrift, Frøkenen har ønsket at se … men jeg vil alligevel helst, at De overbringer det i Frøkenens egne Hænder."

"Det skal saamænd ske, Hr. Hammer," sagde Madam Lumholdt, idet det smørrede Smil atter ligesom fedtede hele hendes fyldige Ansigt. "Det skal saamænd ske … og jeg er ganske overbevist om, at Frøken Ankersen vil blive meget glad over at se Hr. Hammers kla'siske Haandskrift."

VI

Det er næsten overflødigt at sige, at Adjunkt Hammer var en af Klubballets allerførst ankommende Gæster. Med en Chapeaubas under Armen traadte han febrilsk ned i den store, bonede Dansesal og satte sig straks hen i en af Krogene nærmest ved Indgangen, hvor han – med tydelige Tegn paa den højeste Beklemmelse – blev siddende paa Vagt, mens al Byens Bedsteborgerskab strømmede ind.

Hver Gang Døren aabnedes blev han bleg, og der gik en nervøs Trækning igennem ham, som om han blev greben af Svimmelhed. Flere Gange kom Bekendte hen og hilste paa ham. Han rejste sig da op, men svarede adspredt og uden at kunne lægge Skjul paa sin Forbitrelse over at blive forstyrret.

Klokken var bleven over ni, – og endnu var Frøken Ankersen ikke kommen.

20 Endelig viste hun sig ved Faderens Arm paa Trappen ned til Salen. Hun var i hvid Kjole med et bredt, blaat Livbaand og mange smaa, blaa Sløjfer paa Bryst, over Skuldre og ned ad Nederdelens Forside.

Adjunkt Hammer var sprunget op. Med opspilede Øjne stirrede han gennem Brillerne efter sin Rose. Han søgte paa hendes Haar, paa hendes Barm, i hendes Haand, paa hendes Kjole … men intet Steds var den at finde.

I det samme bruste Musikens første Toner frem fra den anden Ende af Salen og skabte en vild Forvirring i det brogede Menneskemylr. Adjunkt Hammer gav sig netop Tid til at se, hvorledes en Sværm af Herrer – og deriblandt Ritmester Rosen – straks omringede Frøken Ankersen for at engagere hende. Saa forlod han sin Krog og listede stille bort op ad Trappen.

I det tilstødende Værelse mødte han en af sine Kollegaer fra Skolen.

"Men kære Hammer!" udbrød denne. "Hvordan er det, De ser ud … Er De ikke rask?"

"Nej, ikke rigtig … jeg tror, jeg vil gaa hjem."

"Aa, Passiar … Kom ind og faa et Glas Portvin, saa gaar det nok over."

"Nej Tak … jeg tror, jeg vil gaa."

"Nej, sandt for Herren, om De faar Lov til det," sagde den anden og trak ham trods hans Modstand med ind i Restavrationslokalet.

I en Time sad Adjunkt Hammer her og drak Glas paa Glas for at døve sin Smærte. Da han havde tømt en Halvflaske sammen med sin Kollega, rejste han sig og sagde med en pludselig Trods, der fik den anden til at studse:

"Hør, lad os gaa ned at danse … nu tror jeg, at jeg er bleven rask. Jeg har Lyst til at faa mig en rigtig glad Aften her … Skaal, Kollega!"

De drak ud af deres Glas og gik ned til Dansesalen, hvor næsten alle Parrene var paa Gulvet under en Dans med "almindelig Inklination".

Her havde det imidlertid vakt nogen Opmærksomhed, at Frøken Ankersen denne Aften – imod Sædvane – syntes meget adspredt og alvorlig. Selv under første Dans, hvor Ritmester Rosen havde været hendes Kavaller og øjensynlig af al Evne bestræbt sig for at være underholdende, sad hun tavs, med sammenpressede Læber 21 og saa sig ængsteligt omkring i Salen, som om hun søgte nogen. Dobbelt Opsigt vakte det derfor, da hun, der netop skulde inklinere i det Øjeblik, da Adjunkt Hammer viste sig paa Trappen, straks gik hen imod ham og nejede.

Hun var meget rød i Kinderne og saa ikke op. Han stod et Øjeblik tvivlraadig – bukkede saa meget stift og dansede ud med hende.

Længe talte han ikke til hende, skønt han kunde mærke hendes Hjerte banke heftigt mod sin Side. Først ved anden Omgang sagde han:

"Vil De sige mig, Frøken Ankersen … Gør De dette af Medlidenhed med mig?"

"Jeg ved ikke, hvad De mener," stammede hun, næsten uhørligt.

"Jeg mener … inklinerede De for mig for at trøste mig?"

"Nej."

"Men, tør jeg da spørge Dem, Frøken … har De ikke faaet et Brev fra mig?"

"Jo."

"Og en Blomst?"

"Ja."

"Men saa forstaar jeg ikke – –"

Han blev afbrudt af den opførende Herre, der klappede i Hænderne og raabte: "Stor Runde … til Snegl!"

Parrene fik hinanden i Hænderne og dannede en lang Kæde langs med Salens Sider. Under Ledelse af den opførende Kavaller blev denne hundredleddede Menneskeslange ført op ad Trappen og under stormende Munterhed trukken gennem alle Klublokalerne baade paa første og anden Sal, ja helt ned i Stuen for herfra at føres tilbage til Dansesalen.

Adjunkt Hammer og Frøken Ankersen dannede Slangens Afslutning eller Hale. Da de under den vilde Fremstormen kom ind i et lille Værelse, der for Øjeblikket var tomt, slap Hr. Hammer pludselig sit Tag i det næstsidste Par og frigjorde derved baade sig selv og sin Dame fra det larmende Mennesketog.

"Men Hr. Hammer! Hvad gør De?" udbrød den unge Pige angst.

"Frøken Ankersen!" stammede Adjunkten og famlede efter begge hendes Hænder. "Jeg kan ikke holde denne Tilstand ud 22 [Fig. 4] 23 … De maa sige mig, hvad De tænker om mig … Er jeg Dem ganske … ganske ligegyldig?"

Hun vendte sig bort og svarede ikke.

"Nej," hviskede hun saa, da hun mærkede, han vilde gaa.

"Er det muligt? Siger De Sandhed? … Kan det virkelig … er det virkelig sandt, at De holder lidt af mig? … Nej, nej, det er ikke sandt … De siger det blot for at trøste mig … Hvorfor bærer De ellers ikke min Rose, saadan som jeg bad Dem om?"

Hun løftede Hovedet og sagde hurtigt:

"De maa ikke være vred, – men det kunde jeg ikke …" Og lidt efter føjede hun til, idet hun smilte ganske lidt og gennem Taarer: "Jeg kunde jo da heller ikke bære en gul Rose til mine blaa Baand."

"Aa, Gud! Derpaa har jeg ikke tænkt! Og er det virkelig Grunden … De holder virkelig af mig … De vil give mig Deres Haand … De vil være min Hustru … vil De? … Vil De?"

"Ja," hviskede hun, bøjede Hovedet og rakte ham med en undselig Bevægelse sin Haand.

I dette Øjeblik viste Ritmester Rosen sig i Døren.

"Ah! – undskyld! – Jeg forstyrrer!" udbrød han, øjensynlig stærkt befippet, og vilde trække sig bort.

Men Adjunkten kaldte ham tilbage. Straalende af Lykke sagde han:

"Hr. Ritmester! Maa jeg præsentere Dem for Frøken Ankersen – min Forlovede."

Som en prøvet Kriger tog den slagne Rival sig hurtigt og elegant i sin Forvirring. Han traadte et Skridt nærmere og sagde:

"Hr. Adjunkt! Tillad mig at ønske Dem til Lykke. I Sandhed! Nu har De for Alvor vundet den store Guldmedaille!"