Fra Hytterne.

(Et gammelt Dagbogsblad)

Den lille Landsby laa saa idyllisk, at man nødvendigt ved første Blik maatte forelske sig i den. Den laa nede paa Bunden af en Kløft, og en Bæk delte den i to omtrentlige [> omtrent lige?] store Dele, der var forbundne ved 4-5 smalle Gangbroer. En større Bro for Køretøjer laa i Byens ene Ende.

Om Vinteren, naar det føg, fyldtes Kløften saaledes med Sne, at man i Afstand [kun?] kunde se Byens røgsværtede Skorstenspiber. Men om Sommeren, og især om Foraaret, naar alle Frugttræerne i Husmændenes smaa Haver stod fulde af Blomster, blev man varm om Hjærtet af det yndefulde Syn – og der kunde dæmre Ønsker hos en om at henleve sit Liv paa en saa livsalig Plet.

Især tænkte man herpaa, naar man kom inde fra Byen, fra den store By med dens Helvede af Kulos, Sporvogne, Støj, Skrig og Søle, som Aviser og Romaner skriver saa meget om. At der i en saadan overfyldt Mennesketue maatte findes mange knuste Eksistenser, megen Nød, Uhygge og Elendighed, mange skrækkelige Laster, megen bundløs Fordærvelse osv. – det kunde man forstaa. Men her! Under Guds klare Sol! I saa paradisiske Omgivelser! Her maatte da ogsaa Menneskene blive af et renere Stof! Her maatte da alle Hjærtets Følelser blive besvarede [> bevarede?] i uforfalsket Ædelhed.

Saadan omtrent mente ogsaa den Avis, som jeg havde læst paa Jærnbaneturen fra Kjøbenhavn. Og Avisen var meget vred paa nogle Forfattere, som havde skildret Landboere, hvis Følelser ikke besad denne uforfalskede, atten Karats Ædelhed, og hvis Hjærter under Guds klare Sol paa en ubegribelig Maade var blevne smittede af Fordærvelsen.

Imidlertid turde jeg ikke tro paa, at Avisen havde Ret; og om jeg nævnte Avisens Navn, vilde man forstaa, at dette var en Formastelighed. Men jeg kendte baade Byen og Befolkningen fra tidligere Besøg, og jeg vidste, at jeg næppe skulde sidde længe inde hos Kromanden, før jeg hørte om – eller selv kom til at opleve Begivenheder – der vilde faa det til at risle mig koldt ned ad Ryggen.

Det slog da ogsaa til! Netop i de samme Dage var følgende Begivenhed forefalden.

I en Lerhytte i den ene Ende af Byen boede et Par middelaldrende [> midaldrende?] Husmandsfolk. Konen var stor, tykmavet og opdunset1 i Hovedet; Manden lille, spinkel, bleg og saa ud som en Skrædder. Begge levede de saa godt som udelukkende af Brændevin, som de hentede hos Købmanden i en stor Træflaske, Naar de havde tigget eller tusket eller stjaalet sig til saa mange Penge, at de kunde faa den fyldt, lukkede de deres Dør og lagde sig ovenpaa Sengen med Flasken mellem sig. Saalænge denne endnu var nogenlunde fuld, herskede der den bedste Forstaaelse mellem dem. Men saasnart de nærmede sig Bunden, blev der Krig. De rev hinanden i Haaret og rullede omkring i Sengen eller paa Gulvet – til stor Morskab for deres egne og andre af Byens Børn, der stod paa Tæerne udenfor Vinduerne og kiggede ind.

Det stræbsomme Ægtepar havde nemlig flere Børn, der alle var lige blege og magre, og som alle saa ud til at være mellem 7 og 8 Aar, skønt de i Virkeligheden var mellem 10 og 14 Aar.

Saaledes havde disse to Mennesker levet indtil for en halv snes [> Snes?] Dage siden. Efter en usædvanlig hæftig Strid om Flasken var Manden da pludselig forsvunden. Ingen havde set ham, og ingen vidste, hvor han var blevet af. Hans sidste Ord til Konen havde været, at nu vilde han gaa hen at hænge sig; og skønt han oftere havde truet hermed, mente man, at han nu endelig havde gjort alvor [> Alvor?] af det.

Dette, at gaa hen at hænge sig, hed i denne Landsby "at kigge ind i Pusrøg'l".

"Pusrøg'l" kaldtes nemlig en lille skummel tætbegroet Granlund, der laa lidt borte fra Byen oppe paa Bakkerne, og som aldrig besøgtes af andre end dem, der nu og da hængte sig i den. Aldrig vovede andre at trænge mere end ganske faa skridt [> Skridt?] ind i Mørket mellem Grenene. Man vidste, at man altid vilde finde de stinkende Rester af i det mindste en hængt Mand eller Kone, foruden Skeletterne af adskillige andre i Aarenes Løb "savnede".

Her mente man altsaa ogsaa denne forsvundne Mand vel forvaret. Og da der var gaaet en otte Dages Tid, havde man næsten glemt ham.

Da mærkede kørende Folk, at hver Gang de kom forbi et lille forladt Hus, der henlaa som Ruin lige op ad Sognevejen, blev Hestene pludseligt sky og sprang til Siden. For at opspore Grunden hertil, undersøgte man Huset og fandt da den forsvundne Mand oppe paa Loftet, hvor han havde hængt sig op ad Gavlen.

Otte Dages Lummervarme og Solen, der bagede paa Gavlbrædderne havde ganske opløst hans Lig; og det var Lugten af dette, der havde skræmmet Hestene. Mandens Hoved var trillet hen ad Gulvet, mens Kroppen var sunken ned i siddende Stilling, med Ryggen støttet til Gavlen.

I denne Stilling blev han siddende hovedløs endnu i to Dage – og han sad der saaledes endnu, da Kromanden fortalte mig Begivenheden.

Der gives nemlig den Bestemmelse i Loven, at intet Lig maa bortflyttes fra det [Sted?], hvor det findes, før Øvrigheden har besigtiget det, … og det tog Tid at sende Bud ind til Staden, og endnu længere Tid for Øvrigheden at komme i Uniformen.

Jeg tog min Hat, sagde Kromanden Farvel og gik ud for at se paa "Gærningsstedet".

Huset fandt jeg snart. Det laa kun et kort Stykke fra Byen og var en faldefærdig Rønne, der vendte Gavlen ud mod Landevejen.

Paa denne stod en Flok støjende Børn, der kiggede og pegede op imod Huset. Fra Vejen kunde man nemlig se et Stykke af Liget bag de brede Revner mellem Gavlens møre Brædder. Man skimtede Spændetampen af en Vest, noget af en hvid Skjorte og Bagstykket af et Par Benklæder.

Ved min Tilsynekomst var Børnene blevne tavse. Men da jeg en Stund havde set op imod de sørgelige Menneskelevninger, sagde en:

"Det er den Drengs Fa'er!"

Jeg vendte mig om.

Der stod virkelig et af den afdødes smaa, blege Børn midt imellem de andre Tilskuere.

"Er det din Fa'er?" spurgte jeg.

"Ja", svarede han – og hans store Øjne straalede af Stolthed.

Han var aabenbart i Anledning af Begivenheden Genstand for en usædvanlig Opmærksomhed fra Kammeraternes Side og følte sig som en lykkelig begunstiget.

Jeg gik tilbage til Byen.

Om Eftermiddagen ankom endelig Øvrigheden og optog Rappport. Og om Aftenen blev Liget med Besvær saa at sige øst op i en Kiste og bragt bort.

Men paa Gulvet, hvor Liget havde ligget, havde der samlet sig en Pøl af Urenlighed, som Husets Ejer fordrede skaffet bort. Han sendte et Bud til den Afdødes Enke med den Besked, at hun maatte komme og "vaske op" efter Manden.

Hun gjorde det med største Sindsro, og da hun vendte tilbage, sagde hun blot, at "nu var han endelig væk".

H.P.

 
[1] opdunset: hoven, svulmende, (unaturlig) fed, især p.gr. af drik; oppustet. (ODS). tilbage