Hans og Trine Efterslæt
Det var en Dag i Eftersommeren, at Mariane Niels Husars yngste Datter Trine uventet kom tilbage til sin Fødeby efter et toaarigt Ophold inde i Hovedstaden, hvortil hun i sin Tid var tyet for at søge sig en Plads som Amme.
Naturligvis viste det sig, at hun igen var frugtsommelig. Og mange begyndte virkelig for Alvor at snakke om, at det nu snart gik over Grænserne med disse Marianes mange Tøse, der ikke kunde holde sig i Skindet og aarlig bebyrdede Sognekassen med deres Skarnsunger.
Men Piben fik snart en anden Lyd, da det opklaredes, hvorledes det denne Gang forholdt sig med hende.
Der gik i nogle Dage de vildeste Rygter.
Først snakkedes der om ingen mindre end selve den hovedrige Grosserer, hos hvem Trine sidst havde tjænt; derpaa om en ældre, anset Embedsmand, der nylig var død, og som skulde have testamenteret hende hele sin Formue, – indtil alle Rygterne tilsidst samlede sig om Navnet paa en Søn af bemældte Grosserer, et letsindigt ungt Menneske, som Faderen kort forinden havde maattet sende over Atlanterhavet paa Grund af visse smaa Uregelmæssigheder i et Par Vekselsager.
Trine selv skulde han have sendt hjem med en Godtgørelse én Gang for alle af tre tusende Kroner tilligemed det strængeste Forbud mod oftere at vise sig for Familjens Øjne, det være sig alene eller med noget Barn. Købmanden havde selv set Sparekassebogen lydende paa Trines Navn, saa der kunde ikke længer være nogen Tvivl om Sagens Rigtighed.
726 Det var naturligvis navnlig Byens unge Husmandssønner, som efter disse Oplysninger begyndte at se paa Trine med ganske andre Øjne end hidtil. Da de paa enhver tænkelig Vis havde forvisset sig om, at de ikke blev ført bag Lyset, kappedes de formelig om at gøre sig gode Venner med hende.
Men ogsaa fra andet Hold i Byen vistes der hende nu en Opmærksomhed og Velvilje, hvortil hun ikke fra før havde været vant. Selv Bønderne nikkede venlig til hende, naar hun gik dem forbi, og sagde smilende:
"God Dag, Trine! . . . . Du er nok kommen højt paa Straa!"
Selv gik hun imidlertid stilfærdig, tavs, en Smule selvbevidst omkring og viste sig ikke ofte udenfor Moderens Stue. Mariane derimod nægtede sig ikke noget i Retning af at triumfere paa Datterens Vegne. Hun rendte dagevis rundt til alle Byens Kællinger og snakkede sig selv fra Sans og Samling i drukkent Overmod, og en Dag, hun kom forbi sin Arvefjende Ellen Pers, der som sædvanlig stod opstillet som en Skildvagt foran sin Dør med sin lange, sorte Bindehose og lod sine røde, rindende og glippende Øjne glide spejdende ud over Byen, vendte hun med ét sin store, flade Bag hen imod hende, slog sig med Haanden paa den og brød ud i en skadefro Skogren.
For Ellen Pers og hendes Søn Hans, Faderen til Trines første, endnu levende Barn, som han troløst havde forladt, var det nemlig ikke gaaet videre heldig i de sidstforløbne to Aar.
Trods alle underfundige Planer, al snu Beregning var det endnu ikke lykkedes dem at hæve sig det Trin op paa Samfundsstigen, som de saa gridsk havde eftertragtet. Det Barn, Hans havde med Trine, kom dem blandt andet i saa Henseende bestandig i Vejen. Endnu for ganske nylig havde han endog faaet Afslag hos et Par jævne Husmandsfolk med bare én Ko og nogle Faar, fordi han havde dette Barn at betale til.
Det var derfor en vis Undseelse, der længe holdt ham borte fra enhver Berøring med hende. Med Flid undgik han at komme endog blot indenfor hendes Synskreds, og i de første fjorten Dage efter hendes Hjemkomst saa' han ikke det mindste til hende.
Endelig en Aften, efter at Moder og Søn havde talt meget sammen, og efter at den første endnu en Gang hos Købmanden havde forvisset sig om, at det virkelig forholdt sig med de tre tusende Kroner som fortalt, bestemte Hans sig til at passe Trine op og snakke med hende.
727 Han satte sig derfor efter Nadvertid hen paa Bænken under Vinduet i sin Moders pæne, lille Stue, hvorfra han kunde se ud over Gadekæret og det meste af Byen.
Men Solen gik ned, og Skumringen faldt paa, og endnu havde ingen Trine vist sig.
Omme bag de yderste Gaarde og Haver, hvis Poppeltræer tegnede sig ganske sorte mod Aftenhimmelen, dalede store, gulrøde Skymasser langsomt ned under Horisonten. Et fint, dirrende Guldskær laa endnu over det møddingebrune Gadekærsvand; de hvide, kalkede Mure deromkring stod med en svag, rosenrød Farve, og Fisker-Jens' lille Hytte oppe paa Bakken bag Byen luede med Ruder som Blod.
Hans sad og saa' ud paa denne Hytte og paa de lette Fjerskyer, der for en mild Sydost drev hen under Himlen.
Han sad, med Kinden hvilende i sin Haand og med Albuen støttet mod Vindueskarmen, og stirrede tankefuldt ud for sig.
Han tænkte paa den Gang, da han sidst saa' Trine; paa det Liv, de havde ført sammen; og han regnede ud, at tre tusende Kroner lagt til Moderens Penge vilde blive en ganske køn lille Sum, for hvilken han f. Eks. kunde købe Fisker-Jens' Sted deroppe, der endnu var ganske solidt og med givtige Jorder. Der var otte Tønder Land foruden en Tørve-Eng, og han vidste, det var til Fals for seks tusende Kroner. Saa vilde han rigtignok faa en Gæld paa Stedet af godt og vel to tusende Kroner; men det kunde han endda nok klare, tænkte han . . . . Der var ogsaa Povl Jensens Sted ude paa Marken. Det var mindre, men ogsaa meget billigere. Og det var for Resten ikke saa tosset at beholde lidt til at sætte i Sparekassen. Der var ingen Ting saa godt som Rentepenge. De kom spaserende ind i Stuen til én, uden man saa meget som rørte Fingrene derfor. . . .
Han blev siddende en Stund i slige økonomiske Betragtninger og Beregninger, der altid havde været hans største Glæde. Han saa' sig allerede i Tankerne i Besiddelse af Povl Jensens røde Sted ude paa Overdrevet og lagde nøjagtige Planer til Jordernes passende Drift, til en Kos, tre Faars og to Svins tidssvarende Forplejning o. s. v. . . . .
Men bestandig var der ingen Trine.
Omsider, da det var blevet næsten mørkt, og da de fleste Folk var gaaet til Ro rundt om i Byen, aabnedes den øverste Lem af Døren paa Mariane Niels Husars sammenfaldende Hule ud 728 mod Gadekæret. Og lidt efter saas Trine at gaa over mod Gadebrønden paa den anden Side af Kæret med to gamle, bulede Blikspande i et Aag over Skulderen.
Hun gik i Underskørt, med nøgne Fødder, og havde paa Hovedet en lille, rød Nathue, hvorfra hendes opløste, ikke meget lange Haar hang hende uredt ned over Ryggen. Det sidste, svindende Aftenskær belyste hendes kraftige Skikkelse, og Hans slugte hende nysgerrig med Øjnene – saaledes som hun gik dér med pæne Skridt og saa' ned mod Jorden.
Det lod sig nu ikke nægte, at Trine virkelig havde forskønnet sig i de sidste to Aar, ja at hun var bleven en hel smuk Pige, som enhver kunde være bekendt at forelske sig i. Hun var vel allerede noget svær, men dog endnu ikke saa det misklædte hende. Og hendes Hud havde faaet denne skære Bleghed, som Bylivet og Byluften fører med sig.
Hans Beslutning stod fast, og han rejste sig stille.
Da han kom ud af sin Moders Dør, saa' han sig først forsigtig omkring og nærmede sig derpaa langsomt og ad en Omvej Brønden, idet han bestandig kiggede sig godt for i Porte og Vinduer, om nogen skulde kunne belure ham.
I tyve Skridts Afstand hørte Trine først hans Trin og saa' sig tilbage . . . . Han blev va'r, at hun for sammen og skiftede Farve. Men da han naaede helt derhen og stille lagde Armene op paa Brøndkarmen lige overfor hende og hilste "God Aften" og nikkede til hende, løftede hun end ikke Hovedet, men lod, som om hun ikke mærkede ham.
"God Aften, Trine!" gentog han saa, meget spagt, da hans første Hilsen var forbleven ubesvaret.
Men heller ikke denne Gang rørte der sig en Trækning i hendes Ansigt. Kun en stærk Sammenpresning af Munden viste, at der kogte noget inden i hende.
Hans blev rød i Hovedet; han forstod, at han var kommen ilde til Pas. Og som altid, naar han følte sig flov og ikke vidste, hvad han skulde sige, gav han sig til at grine dumt, saa hans store, gulhvide Tandrække kom til Syne.
"Skal jeg ikke hjælpe dig?" spurgte han endelig, da Trine efter en Del Famlen havde faaet en af Spandene firet ned og atter skulde til at hisse den op ved Valseværket.
"Det kan være lige meget," svarede hun kort og tog i det 729 samme saa kraftigt fat paa Haandsvinget, at hun smækkede ham over Fingrene, da han nærmede sig.
"Av!" sagde han.
Hun lod som ingen Ting.
Et Øjeblik stod han og saa' paa hende med et ondt, fordægtigt Glimt i sine lyseblaa Øjne.
Men lidt efter, da hun havde faaet Spanden halet op, nærmede han sig atter forsigtig, bøjede sig tæt hen imod hende og sagde stille og ligesom angerfuld:
"Er du vred paa mig, Trine? ... Jeg véd det nok, jeg har kanske ikke baaret mig ad imod dig som jeg skulde. Men det er vist, at jeg har ogsaa mange Gange fortrudt det, Trine – det har jeg virkelig, saa sandt jeg staar her en Synder for Gud. Det var det – at jeg var ikke rigtig i Ho'edet den Gang. Det var jeg ikke. Og saa var det jo det, at de snakkede saa meget om dig . . . baade med ham Povl Fynbo og andre . . . Det var naturligvis bare Løgn og Opspind . . . og jeg tror ikke længere et Ord af det, det gør jeg ikke, Trine . . . Og nu var det, jeg vilde spørge dig saadan ganske udenvælts, om du ikke tror, det kan blive godt imellem os en Gang endnu? For dersom vi kan blive Go'evenner igen, Trine, saa skal du se, det skal nok blive anderledes, det kan du være sikker om."
Og da den anden vedblivende intet svarede, fortsatte han bestandig ivrigere og mere indtrængende. Han udmalede for hende, hvor udmærket de kunde faa det, naar de købte Fisker-Jens' smukke lille Sted (som han for øvrig slet ikke længere tænkte paa) og flyttede derop med deres Barn. Hvor skulde han saa hænge i, bare for at hun kunde faa det, som hun vilde! De kunde jo formelig blive velstaaende Folk, naar deres Penge kom sammen; og desuden kradsede hans Moder vistnok snart af, saa de fik hendes Sted oven i Købet. Hvad det angik med Børnene, baade hans eget og det andet, saa kom de nok ud af det. Og det Sludder med Povl Fynbo og de andre – det troede han nu slet ikke noget paa. Ikke et Øje! Og havde han ikke den Gang været saa forkert i Ho'edet, og havde Folk ikke snakket ham saa meget for, saa havde han aldrig baaret sig saadan ad imod hende, som han havde gjort – aldrig!
Han endte først, da Trine omsider havde faaet begge sine Spande fyldte, og saa' derpaa spændt og spørgende paa hende.
Men i Stedet for Svar, lagde hun uforstyrret Aaget paa 730 sine Skuldre. Og uden et Ord, aldeles som om han slet ikke havde været tilstede, forlod hun Brønden og gik hjem imod Huset.
Han saa' raadvild efter hende med sammenbidte Læber. Blodet steg op i hans Kinder, og han maatte styre sig for ikke at løbe efter hende og forsvarlig varme hendes Ører.
Pludselig brød han ud i en raa Skoggerlatter, saa' sig derpaa ængstelig omkring – og luskede stille bort.
Men fra denne Dag var det forbi med Hans' Hjærtefred. En Følelse af virkelig Kærlighed til dette smukke, kraftige Pigebarn, som han selv en Gang saa ubarmhjærtigt havde forstødt, sammen med en grisk Attraa efter de Penge, han et Øjeblik havde betragtet sig som saa godt som i Besiddelse af, blandede sig hos ham til en uklar, men heftig Lidenskab, der ingen Sinde lod ham i Ro.
Han passede hende fra nu af op paa ethvert Sted, hvor han kunde vente at blive ene sammen med hende; benyttede ethvert Middel til at formilde hende for atter at vende hendes Sind imod ham. Men alt forgæves. Hun vilde end ikke se til den Side, hvor han var, og en Aften, da han havde lagt sig paa Lur efter hende og med Magt vilde trykke hende til sig paa den Maade, der i gamle Dage altid gjorde hende ør, kastede hun ham fra sig med en saa vild Kraft, at Hans med ét forstod, at alt var uigenkaldeligt tabt.
Imidlertid gjorde ligeledes forskellige andre af Byens unge Karle efter bedste Ævne deres Hoser grønne for det før saa lidet efterstræbte Pigebarn. Om enkelte sagde man ligefrem, at de allerede havde friet.
Men alle maatte de vende sig fra hende med uforrettet Sag.
Derimod boede der et Stykke fra Byen, ude paa Marken, en lille, halvgammel Husmand, der i den senere Tid paafaldende jævnlig havde besøgt Mariane Niels Husar. Han var fjærnt ude beslægtet med hende og havde enkelte Gange hjulpet hende med et og andet i det smaa, naar det kneb haardest for hende.
Det var en lavstammet, lidt hjulbenet Person, med et stort Hoved, en stor Mund, et Par store, svulne, ganske tandløse Gummer og et Par Børn af det andet Ægteskab, fra hvilket han først for nylig var bleven forløst. Han var lidt tunghør og smilte derfor altid godmodig, naar nogen tiltalte ham. Han sad lidt fortrykt i det med en Hest og et Par Køer, men var et skikkeligt 731 Menneske, der Søgn og Hellig gik og stræbte med sit "Arbejde uden at unde sig Hvile ja næppe nok Føde.
Efter nogle Samtaler om Tingene giftede Trine sig ved Juletid med ham.
Nu har hun levet derude paa Marken i flere Aar og haft det godt og lykkeligt. Med sin lille Mandsling har hun allerede to Børn, saa hun har snart Reden fuld.
Regelmæssig hver Fardag kom den lille Mand i egen Person, pyntet og pudset, ind til Hans, for hos ham at opkræve Underholdningsbidraget til hans og Trines fælles Søn. Det hele gik saa hyggeligt og forretningsmæssigt til; aldrig kom der et bebrejdende Ord over den lille, godmodigt smilende Mands Læber.
Men Hans ærgrede sig dog saa meget derover, at han til- sidst solgte sine Ejendele og forlod Landet.
HENRIK PONTOPPIDAN.
