To Venner

Pastor Hornung stormede forleden ud af sit Studereværelse, med Slobrokken flagrende efter sig og et aabnet Brev i Haanden. Hastig skridtede han over Forstuen og slog med stort Rabalder Døren op til Dagligstuen, hvor samtlige hans ti Børn sad ved Vinduerne og saa ud paa Taagen, der sænkede sig i den snævre Kjøbstadsgade.

"Mor? Hvor er Mor? .... Anna, Peter, Line – skaf mig i en Fart fat i Mor. Men sig hende, hun maa skynde sig – det haster."

De smaa tykke Kroppe paa Stole og Forhøjning kom i forskrækket Bevægelse. Men i det samme traadte en lille Kone med Kappe og Smækkeforklæde ind fra Køkkenet.

"Her er jeg, lille Ven – hvad vil du mig?"

"Nyheder, du! – store Nyheder, kan du tro ... Kan du tænke dig, her faar jeg et Brev fra Krøyer, min gode gamle Ven og Studenterkammerat, som jeg ikke har set, jeg tror i otte Aar. Med véd du, hvad han skriver? Han er paa en Forretningsrejse, skriver han, og – ja nu kommer det morsomme – indtræffer her til i Dag med Middagstoget for at besøge os."

"Er det sandt?"

"Ja, er det ikke mageløst! Jeg tænkte saamænd mindst, han virkelig en Gang skulde gjøre Alvor af at finde os i denne Afkrog. Men forstaar du, han tager denne Vej alene for at besøge os. Sandelig, jeg kunde ikke have drømt mig til nogen kjærere Overraskelse! Den gamle Ven, hvor har jeg ikke ogsaa længtes efter ham. Naa – men det var det, jeg vilde sige ... du maa strax gi'e dig i Kast med nogen Middagsmad, Mette. Han bliver her nemlig kun ganske kort. Han skal af Sted igjen med Aftentoget ... "uopsættelige Forretninger", skriver han. Man maaske kommer han for længere Tid paa Tilbagevejen."

"Men saa kan vi jo altsaa vente ham hvert Øjeblik."

"Om to Timer – om to Timer! Kl. 3 kommer Toget ... Det er sandt, en Vogn maa vi ha'e. Du Otto, løb ned til Vognmand Andersen og bed ham om at møde ved Stationen Kl. 3 præcis – præcis, hører du ... Og, vent lidt, spring med det samme hen til Callesen og kjøb sex Cigarer til fem og tredive – men skynd dig, min Dreng!"

"Kjære Hornung, er det ogsaa nødvendigt med den Vogn?"

"Ja, Mor, ja! Han skal ikke gaa i det Søl og Sjap, den kjære Ven ... Men hør, jeg kommer til at tænke paa, kan du ikke, Mette, i en Hast skaffe lidt god Fisk – det er hans Livret, husker du ... f. Ex. Karudser, hva'? – Du vilde bestemt gjøre ham en stor Glæde med en Ret Karudser."

"Men Hornung – hvorfra skulde dog jeg skaffe Karudser?"

"Naa, ja, ja. Men Vin maa vi ha'e. Peter, spring du hen til Schneider og kjøb en Flaske god Bourgogne til 1 Kr. Du kan sige, at Pengene skal blive bragte ned en anden Gang ... Og I dér, Ane, Line, Hanne – I kan rydde lidt op her ... Se, alt det Skrammel der paa Gulvet ... Saadan, det er ret. Lad mig se, Smaapiger, I gjør det rigtig pænt, til Fars gamle Ven kommer!"

To Timer senere sad alle Børnene – fra den ældste trettenaarige til den mindste Fjerdingaars – alle passende fordelte ved Vinduerne i Dagligstuen, hvor Ilden muntert blussede i Ovnen – alle pænt vaskede og kæmmede og med Øjne, der straalede af Forventning. De ældste bar paa de yngste. Og frem og tilbage over Gulvet gik Præsten selv i sort, tæt knappet Frakke og blanktpudsede Støvler – med lange, stærke Skridt og Hænderne paa Ryggen.

"Naa, Børn – ser I ingen Vogn endnu?"

"Næ", svarede en.

"Lad mig nu se, I alle sammen nikker pænt, naar den kommer – kan I huske det?"

"Ja", svarede de i Kor.

"Anna og Line, Smaapiger – har I et Lommetørklæde? Naa. Saa maa I gjærne vifte med, dersom I vil. Og du, Svend – hold godt Udkig hen imod Hjørnet ... Hvad er det, jeg synes, der var noget, der rumlede?"

"Det var inde fra Savværket, Far."

"Naa – det er rigtigt, Svend. Lad mig se, du passer godt paa. Og Line, huskede du at sætte Vinen til Kakkelovnen?"

"Jo."

"Og strøede du Sand i Porten?"

"Ja."

"Godt! ... Hvad er det saa, Fars gamle Ven hedder, Børn?"

"Krøyer", svarede de atter enstemmigt.

"Og hvad er det, han er?"

"Toldkontrollør."

"Rigtigt, rigtigt. I er flinke Børn .... Ser du ikke noget, Svend?"

"Næ. – Men hvad er det for en Mand, Far, der staar ude paa Gaden og nikker ind til os."

"Hvad er det, du siger. Staar der en Mand ude paa Gaden og nikker til jer."

Der stod ganske rigtig paa det modsatte Fortov en lille fed Mand i sirlig Paaklædning, med et venligt Ansigt, graa Bakkenbarter og Nikkel-Briller.

"Min Gud! Det er jo ham! Nik Børn – nik! nik!" og mens de ni smaa Hoveder satte sig i nikkende Bevægelse, aabnede Præsten hastig Døren ind til Spisestuen, idet han med høj Røst raabte: "Mette, skynd dig, han er kommen!" – hvorpaa han gjennem Forstuen ilede ud til Yderdøren, hvorfra det i det samme ringede.

Der blev en Modtagelse og en Gjensynsglæde! Selv den lille sirlige Mands livligt brune Øjne var ikke fri for en let Dug, da de rystede hinandens Hænder.

"Velkommen, hjærtelig Velkommen, kjære gamle Ven! Nej, at du dog vilde gjøre mig den Glæde at søge os op i denne Udørk! ... Men hvor er Vognen? Jeg havde jo sendt en Vogn ..."

"Havde du sendt en Vogn, kjære? Ja, der var ganske vist en ved Stationen; men jeg maa tilstaa, det faldt mig ærlig talt ikke ind, den var bestemt for mig. Det var saa aldeles unødvendigt..."

"Nej, det er mageløst! Hører du, Mette ... Ja, du kjender jo min Kone; – som du ser, har hun ikke forandret sig. Men kom dog ind, kom dog ind! ... Her har du Børnene, et helt Kompagni – buk, Drenge! – et helt Dusin snart. Ja, du kan tro, vi har optaget. Naa, du tager vel nok til Takke, gamle Ven! ... Men kjære, du er jo endnu i Frakken! Peter, Svend, Otto – kom og hjælp! Og Line – tag Hatten her – og Paraplyen ....!"

Lidt efter sad de ved Middagen.

Der var kun dækket til de tre. Børnene stod udenfor og kiggede skiftevis ind gjennem Dørklemmen.

Som galant Kavaler havde Toldkontrolløren budt sin Værtinde Armen, og denne havde igjen, idet hun løftede Laaget af den dampende Terrin, med et indtagende Smil bedt sin Gjæst at tage til Takke med "en jævn Husmandskost".

Det var brun Suppe med hvide Boller. Derpaa kom grilleret Kalvekjød med Blomkaal. Men de to Venner vidste næppe, hvad de spiste, saa optaget var de af hinandens Selskab. "Stegen" var allerede halvt fortæret, da Fruen maatte afbryde sin Mand med et:

"Hornung – du glemmer vist at skjænke."

"Ja, du har Ret, Barn – jeg har jo helt glemt Vinen! Her skal du ellers smage en Bourgogne, min Fa'r, der er krabat. Urtekræmmer Schneider har forsikret mig, at det er fuldkommen ren Drue .... Det sa' for Resten ogsaa, kan du huske, ham Bohn, den røde Bohn i Klosterstræde – ha, ha, ha!" ... og dermed var de atter inde paa deres uudtømmelige Studenterminder.

Tilsidst kom der Frugt. Hr. Krøyer var nemlig en stor Frugtelsker, og i de to Ventetimer før Ankomsten, havde Hornung, der huskede dette, selv været i Byen for at udsøge det bedste, som lod sig opdrive.

"Ja, det var lykkelige Tider", sagde endelig Toldkontrolløren, idet han sørgmodig rystede paa Hovedet. "Man kan i vore Dage mangen Gang inderlig ønske sig tilbage til dem."

"Ja, du har Ret, Anton! Tiderne har forandret sig," svarede Præsten; og ogsaa i hans Stemme kom der pludselig noget mørkt. "Det er svære Dage disse."

"De har vel endnu Deres henrivende lille Have, Hr. Krøyer?" indskød i det samme Fru Hornung med en paafaldende Ilterhed, idet hun tog Anledningen ved at byde Frugten frem.

"Ja, Frue – endnu."

"Endnu?" spurgte Præsten. "Du har vel ikke i Sinde at skille dig af ved den. Eller har du maaske nu slaaet dig paa en anden Slags Galskab."

"Paa ingen Maade, kjære! – det er snarere en Galskab, der har slaaet mig. Rent ud sagt, jeg tænker paa at fortrække. Jeg holder det næppe ret længer ud deroppe."

"Hvad for noget? Og du, som før var saa henrykt ..."

"Ja – men, som du meget rigtigt ytrede før, Tiderne har forandret sig. Det er, uden Overdrivelse, slet ikke til at holde ud mere oppe hos os," sagde han, og den ellers saa venlige og fredsommelige Stemme var efterhaanden bleven bitter og dirrende.

De saa begge spørgende paa ham.

"Ja, jeg véd ikke, hvorledes Forholdene stiller sig paa denne Egn. Muligvis er I saa heldige endnu at være slupne nogenlunde fri. Men oppe hos os har den politiske Fanatisme i den Grad grebet om sig, at den – rent ud – forpester alle Forhold. Det er aldeles utroligt, hvor dette Giftstof har smittet – og det optræder med en Frækhed, der er uden Lige. Du kan tænke dig, nu har de endogsaa faaet oprettet en saakaldt "liberal Vælgerforening" dér i Byen. Den reneste Radikalisme. En Sagfører (naturligvis!), et Par Haandværkere og Kjøbmænd, nogle rene Vagabonder, har villet slaa sig op, og forleden fik de saa en Folketingsmand ind for at gjøre Rabalder – en komplet Charlatan, der mødte op med en Fraseflom af den modbydeligste Art. Men det, der er det ubegribeligste, er – og det har vi haft Exempler paa – at forholdsvis fornuftige og adstadige Folk, ja endogsaa dannede Mennesker, Læger og saadanne, kan lade sig besnakke af en saadan Karl. Ja, kan du forstaa det?"

Pastor Hornung svarede ikke. Hans Ansigt havde med ét forandret Farve, og han saa stift ned paa sin Kniv, som han legede med mellem Fingrene.

"Men det, der snart forundrer mig mest", fortsatte Vennen ubekymret, "det er, at Regeringen endnu taaler sligt. Den har dog ellers vist, den nok kan tumle de Fyre. Og vi maa ogsaa haabe, den en skjønne Dag ta'r hele den Bande af Døgenigter og sender til Kristiansø – før faar vi sgu ikke Fred i vort eget Land. Mener du ikke ogsaa?"

Men da Hornung heller ikke svarede denne Gang, saa han hen paa ham. Først var det, som om han ikke vilde tro sine egne Øjne. Men derpaa blev hans fyldige Ansigt ganske hvidt, og hans ellers saa rolige Legeme kom i en Bevægelse, der forplantede sig helt ud i de tykke og korte Fingre, der krampagtigt famlede mellem nogle Brødsmuler paa Dugen.

Der blev en pinlig Tavshed. Heldigvis begyndte Fruen i sin Vaande en Samtale om de forskjellige Frugtarters Godhed, hvori de begge deltog med enkelte Bemærkninger; men lidt efter hævedes Bordet.

"Vil du ikke ryge?" spurgte Hornung, med et Forsøg i den gamle kammeratlige Tone.

"Jo Tak. En lille Smule Tobak var maaske ..."

"Skal vi gaa ind i min Stue? Værgod. Mette, vil du ikke med ...?"

"Jeg skal lave Kaffen. Men saa kommer jeg ind med den."

Da Døren lukkede sig efter dem, søgte de hver hen i sit Hjørne af Stuen og undgik hinandens Blik. Toldkontrolløren gav sig til at betragte et Skilderi, der hang paa Væggen.

"Det er smukt", sagde han. Men samtidig strøg han sig med Haanden hen over Panden, hvor Sveden stod i klare Perler.

"Vil du have Cigar eller Pibe?"

"Tak – jeg tror Cigar."

Da han havde faaet tændt, satte Krøyer sig hen i Hjørnet af en lang Sofa, Hornung derimod i en Lænestol, der stod i Skyggen af Lampeskjærmen.

"Det er et stygt Vejr, vi har faaet nu."

"Ja – det var ikke godt, skulde det blive staaende til Jul."

"Nej, rigtigt Julevejr kan man ikke kalde det."

Tavshed.

"I har vel ogsaa høstet¹ jævnt godt her paa Egnen i Aar?"

"Aa ja – en Middelhøst vel."

"Ja, det bliver vel saadan de fleste Steder."

"Ja, hvor de ikke fik Midsommerregnen, er det vel snarere under."

"Der er det maaske snarere under, ja."

"Men Høhøsten blev vist de fleste Steder usædvanlig god."

"Det gjorde den vist."

Tavshed.

"De har desværre for Priserne ogsaa høstet godt overalt i Udlandet, ser man", begyndte Toldkontrolløren paa ny.

Men denne Gang rejste Hornung sig op og gik lige hen foran ham.

"Anton", sagde han dæmpet og meget bevæget. "Skal vi ikke afbryde denne Samtale? Jeg synes, vort Venskab er baade for gammelt og godt til denne Komedie. Lad os se Sagen lige i Øjnene; vi kan ikke tale længere sammen – derved er intet at gjøre, men lad os i det mindste skilles uden Maske."

"Du har ret", sagde Krøyer og rejste sig ogsaa.

De gav hinanden Haanden.

"Det maa være os en Trøst, Anton, at vi ikke er de første og ikke bli'er de sidste Venner, som disse Tider skiller."

Krøyer saa op og sukkede. Der hang en lille Taare i hans ene, ærlige Øje. Saa bøjede han Hovedet. "Hils din Hustru, Anton² – Farvel."

Da Fruen lidt efter kom ind med Kaffen, saa' hun sig forundret omkring.

"Hvad er det? Er du ene?"

"Ja."

H. P.