Referat af årsmøde i Pontoppidan Selskabet

den 27. maj 2008 kl. 18 i Gyldendals kantine, København

Dagsorden

1. Valg af dirigent og godkendelse af dagsorden.

Generalforsamlingen valgte Torben Ulrik Zahle som dirigent. Han takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

2. Aflæggelse af beretninger ved formanden, Johan Rosdahl, og bestyrelsens projektansvarlige, Flemming Behrendt.

Johan Rosdahl bød velkommen til Paul Larkin, der p.t. forestår et arbejde med oversættelse af Lykke-Per til engelsk. En nærmere omtale af projektet vil fremgå af Flemming Behrendts beretning nedenfor.

Johan Rosdahl nævnte kort årets aktiviteter, foredrag, mv. samt det i Randers afholdte symposium i anledning af Pontoppidans 150 års fødselsdag i 2007. Oplæggene herfra er offentliggjort i SDU’s årsskrift Nordica. Johan Rosdahl henviste til netstedet www.henrikpontoppidan.dk for nærmere oplysninger. Selskabet har p.t. 118 medlemmer, hvoraf 75 har betalt kontingent for 2008. De resterende vil blive mindet om medlemskontingentet.

Flemming Behrendt er Selskabets projektansvarlige, men var forhindret i at deltage i mødet. Hans beretning blev delt ud i kopi til generalforsamlingens deltagere samt læst op af Johan Rosdahl:

"Selskabet har i sin snart otteårige historie haft to løbende projekter udover de faste mødeformer:

  1. Netportalen www.henrikpontoppidan.dk. I etableringsfasen blev selskabet støttet af Velux Fonden med en treårig bevilling der løb fra 2002-05. Derefter overgik netstedet til Syddansk Universitet (SDU), men selskabet står fortsat som samarbejdspartner, og det er i dag udelukkende medlemmer af selskabet der, ulønnet, står for den fortsatte udbygning af netstedet. SDU huser netstedet på sine servere og aflønner uhyre beskedent vores programmør der entusiastisk deltager i udbygningen lagt ud over denne økonomiske ramme. Men det er ikke lykkedes at integrere netstedet i SDUs øvrige arbejde med forskning og undervisning, bortset fra samarbejdet i 2007 omkring rapporten fra Randers-symposiet der publiceredes først på netstedet, så i SDUs årsskrift Nordica. En plan om at virkeliggøre et egentligt nettidsskrift ud fra netstedet har ikke kunnet finde støtte hos SDU. - Hvis der er medlemmer af selskabet som vil tilbyde deres assistance, med indskrivning og/eller korrekturlæsning, er de derfor mere end velkomne.
  2. Tidsskriftsrækken Pontoppidaniana. Kun ét bind har indtil nu været udsendt: IV,1 Undergangens angst om De Dødes Rige, udsendt i 2004. Bindet var fuldfinansieret af selskabet, solgte i under 200 eksemplarer (kan stadig fås, nu for 100 kr.). Længe har et bind med brevvekslingerne melllem Pontoppidan og de tre brødre Brandes været planlagt. Det er nu antaget som en udgave under Det Danske Sprog- og Litteratur-selskab (DSL), arbejdet med at etablere teksterne er færdigt, mens kommenteringen pågår. Det er Henrik Loft Nielsen og undertegnede der står for udgaven. Der forhandles med DSL om at udgaven fremtræder som et bind i Pontoppidaniana, men uden anden udgift for selskabet end det arbejde de to medlemmer lægger i bindet. - Den betydelige afhandling af Jørgen Moestrup fra 1967 om Pontoppidan og Nietzsche ligger i dag på netstedet, men korrekturlæsningen og en yderligere kommentering er ikke afsluttet. Der er planer om at udgive den som e-bog.

Den projektansvarlige er desuden i beretningsåret på selskabets vegne blevet komsulent på en igangværende oversættelse til engelsk af Lykke-Per. De tre første kapitler ligger (snart) på netstedets engelske version, og der søges om kulturministeriel støtte til det fortsatte arbejde. Det er ireren Paul Larkin der står for oversættelsen. En konsulent-ordning er også etableret med det unge Lilienfeld Verlag i Düsseldorf der agter at udsende Pontoppidans samlede værker i nye eller reviderede oversættelser af de “rigtige” udgaver."

Johan Rosdahl præsenterede efterfølgende selskabets nye folder og orienterede om, at hvervningen af nye medlemmer vil blive søgt intensiveret vha. denne folder. Johan Rosdahl nævnte også, at selskabet har et stort ønske om at få flere unge medlemmer og opfordrede årsmødets deltagere til at gøre reklame i de yngre generationer.

På et spørgsmål fra et medlem i salen vedr. den begrænsede mediedækning af symposiet i Randers, forklarede Johan Rosdahl, at symposium-udvalget havde sendt pressemateriale ud, men at dagspressen ikke havde benyttet sig af det i fuldt omfang.

Et medlem orienterede om, at det indslag der var i DR2’s deadline med Johan Rosdahl aftenen forud for Henrik Pontoppidans fødselsdag i 2007 var vellykket.

Der var et forslag og ønske fra et medlem om en udflugt til Hornsherred eller et andet sted med relation til Pontoppidan i Nordsjælland. Johan Rosdahl svarede, at programudvalget vil lade dette ønske indgå i programovervejelserne for 2008-09.

Generalforsamlingen godkendte beretningerne.

3. Forelæggelse af regnskab ved kasserer Gunnar Jørgensen.

Gunnar Jørgensen forelagde regnskabet for 2007. Årets resultat var -20.156,10 kroner, der er fragået egenkapitalen, der herefter pr. 1.1.2007 udgør 12.019,89 kroner. En kopi af det underskrevne regnskab vil blive lagt på netstedet.

Generalforsamlingen godkendte regnskabet.

4. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen efter § 6, stk. 3.

Der var ingen medlemmer på valg i år.

5. Fastsættelse af kontingent.

Der var ingen forslag om ændring af det nuværende årskontingent på 150 kroner.

6. Valg af revisor.

Selskabets revisor Kristian Gylling havde på forhånd accepteret et genvalg, hvilket generalforsamlingen tilsluttede sig.

7. Eventuelt.

Johan Rosdahl reklamerede for årets sommermøde i Tisvilde den 15.-17. august: Henrik Pontoppidan og (selv)biografien. Flere oplysninger på netstedet: www.henrikpontoppidan.dk. Johan Rosdahl oplyste, at selskabet har opnået blåstempling af sommermødet hos gymnasieskolernes fagkonsulent i dansk. Dvs. at gymnasielærere kan søge tilskud til deltagelse via deres skoler.

Selskabets medlemmer anbefales hurtig tilmelding. Først til mølle.

Årsmødedirigent Torben Ulrik Zahle afsluttede årsmødet og takkede for god ro og orden.

Referent: Birgitte Nyborg