Om Kirken og dens Mænd

- en tekstanalyse

Indledning

Jeg vil i nærværende opgave arbejde med Henrik Pontoppidans (HP's) tale: Kirken og dens Mænd1. I opgaven vil jeg undersøge følgende underpunkter:

  1. Genredefinition af talen. Er der eventuelle genreoverskridelser (konventionsbrud) at spore? Herunder vil jeg også søge at redegøre for talens kontekst.
  2. Talens komposition. Her vil der blive redegjort for tekstens opbygning, og hvordan teksten taler til sig selv gennem tekstuelle bindinger og deiksiske markører. Jeg vil under dette punkt også komme ind på talens sprogbrug. Hvad karakteriserer sproget i teksten, og på hvilken måde gøres der brug af figurativt sprog.
  3. Argumentationsteori. I dette afsnit vil jeg give eksempler på HP's måde at argumentere på. Eksemplerne vil blive gjort i henhold til argumentationsmodellen taget fra Charlotte Jørgensen og Merete Onsbergs bog Praktisk Argumentation.
  4. Foredragets vellykkethed. Her tænkes der på, om der er en klar hensigt med talen, og om denne kommer til udtryk. Desuden vil der bliver kommenteret på eventuelle selvmodsigelser.
  5. Budskab og konklusion.

Jeg vil behandle de enkelte punkter gennem eksempler taget fra teksten. Eksemplerne vil være valgt, således at de tegner et symptomatisk billede af foredraget.

Litterære Aftener

I starten af det 20. århundrede begyndte boghandler Viggo Madsen, sammen med forfatter og lærer K.K. Nicolaisen, at arrangere nogle foredragsaftener i Aalborg, som skulle afholdes for betalende interesserede. Arrangementerne gik under navnet Litterære Aftener, og formålet med disse var at tiltrække talere inden for områderne teater, videnskab og litteratur. Det er i henhold til det sidste af disse punkter der blev rettet henvendelse til HP. Der skulle dog gå en rum tid fra første indbydelse i 1909 til han valgte at stille sig rådighed som taler. Dette skete d. 19. januar 1914 med foredraget i Aalborg, som så blev fulgt op af et foredrag i Horsens d. 6. februar 1914. Det var en enestående begivenhed. Inden foredraget i Horsens skriver Horsens Folkeblad således:

Henrik Pontoppidan hører jo ellers til de "stille i Landet," til de faa Forfattere, som kun staar i Forhold med Publikum gennem sine Bøger2.

Kirken og dens Mænd byder med andre ord på et meget specielt afsender/modtager-forhold, da publikum jo næsten udelukkende vil have forventninger til HP som forfatter. Den kommunikative situation er altså markant anderledes end f.eks. i en nytårstale, som jo nærmest har status af at være en institution i samfundet, og derved fordrer brugen af nogle faste sproglige koder. Som et eksempel på dette er Hendes Majestæt Dronningens faste hilsen til søens folk, samt Færøerne og Grønland. Lignende eksempler kan altså ikke findes i HP's tale, der i stedet kan kategoriseres som en one-of-a-kind tale, holdt for et tilfældigt betalende publikum. Dette gør, at selve talen udelukkende er en subjektiv ytring, og derfor ikke bundet til noget fastlagt skema. Den meget frie taleform gør selvsagt, at genren bliver prøvet i sine ydergrænser. Dette er et punkt, der vil blive vendt tilbage til senere i opgaven under afsnittet talens komposition.

Hvis de foreløbige oplysninger om foredraget indsættes i en lineær kommunikationsmodel3, vil det se sådan ud:

Kode
Afsender → Budskab → Modtager
Medie/kanal/genre

Kode
Henrik Pontoppidan → Budskab → Betalende publikum
Foredrag (i prosa)

Jeg vil vende tilbage til modellen, efterhånden som nye informationer bliver tydeliggjort af opgaven.

Som det fremgår af modellen, har jeg valgt udelukkede at lade afsender (HP) være aktiv, og modtager (publikum) være passiv. Dette er et bevidst valg, da opgaven primært tager udgangspunkt i det aktivt kommunikerede.

Komposition

Talen er fra HP's side inddelt i fire afsnit, hvor skiftet er markeret med asterisk (*)4. Jeg vælger at kalde afsnittene 1., 2., 3. og afslutningen. Jeg vil i det følgende komme med eksempler på tekstuelle bindinger fra udvalgte steder af teksten, samt kommentere på diverse ordvalg.

Afsnit 1, og derved selve foredraget, starter med ordene: "Vi har her i Danmark", og allerede ved brugen af ordet: "vi" identificerer HP sig selv og det samlede Danmark som én enhed. På denne måde starter han sin kritik af den danske præstestand, som en indefrakommende. At formålet med talen netop er en kritik af de danske præster, konsolideres med sætningen: "Jeg har ment at de5 engang imellem bør møde Modkritik". Som afslutning på 1. underafsnit af afsnit 1 skriver han følgende: "Mine Ord skulle her være et beskedent Bidrag dertil". Ordet: "beskedent" er en patos appel (understatement), der sætter HP i et tjenerforhold til publikum, og forstærker på denne måde effekten af efterfølgende påstande. Ordet: "mine" skaber en tekstuel referentbinding til følgende dele af afsnit 1, og hjælper på denne måde subjektet (HP) ind i sit eget foredrag.

Det næste vi bliver præsenteret for, er en anekdote fra HP's eget liv. Denne overgang ses tydeligt, da verberne skifter fra at have været i præsens i 1. underafsnit (har, står, ivrer, etc.), til nu at være i præteritum (hændte, kom, gik, etc.). Det hele får et meget fortællende præg, og ved den konsekvente brug af 1. persons pronominer (mig, jeg) som proximale deiksismarkører træder subjektet klart frem i teksten. Disse markører fuldender endvidere den referentielle binding til indledningen og giver teksten en klar sammenhængende karakter. Vi lades her ikke i tvivl om at taleren (afsenderen) er HP selv, og hvad vi hører lægges klart ud som værende en del af hans subjektive erfaringsvirkelighed.

Denne lille anekdote som foredraget indledes med, stopper ved underafsnittet begyndende med ordene: "Som bekendt foregår". I anekdoten finder vi udover den refentielle binding også et eksempel på en tematisk binding, hvor vi i det nye afsnit får en fortsættelse på rema fra anekdoten. Man vil kunne stille det op således:

  • Tema i indledning: "Der findes elleve hundrede præster i Danmark."
  • Rema i indledningen: "Jeg vil give dem modkritik."
  • Tema i anekdoten: "Jeg oplevede engang."
  • Rema i anekdoten: "At den præstelige eksamen er middelalderlig, og en Gudsdom."
  • Tema i opfølgningen: "Indvielsesfesten er endnu mere højtidelig en eksamenen."
  • Rema i opfølgningen: "Men den er samtidig mere humanistisk6."

På denne måde går den tematiske tekstbinding hånd i hånd med den referentielle, og dette giver teksten en endnu stærkere sammenhængende karakter. Værd at nævne er også den gentagne brug af ordet: "middelalderens/middelalderlig)", som udover at binde teksten sammen også fungerer som en distal deiksismarkør, pegende tilbage på en historisk begivenhed: 'den middelalderlige inkvisition'. Den lille sætning: "Her fældedes en Gudsdom", lader heller ingen tvivl stå tilbage om referencen til tidligere tiders kirkeligt overherredømme; samtidig er det en intertekstuel reference til Biblen7.

Jeg vil nu vende tilbage til overgangen fra anekdoten til dennes opfølgning. Dette skift tydeliggøres ved at verberne endnu engang skifter til præsens (foregår, træder, etc.). En anden markør for skiftet er overgangen fra en jeg-fortæller til en 3. persons fortæller. Dette afsnit hæver sig ud over HP's eget subjekt, og bliver mere alment generaliserende. Måden generaliseringen kommer til udtryk på er gennem ordet: "bekendt", som gør, at her identificerer HP sig atter med den brede befolkning, og taler derved til folks følelse af fællesskab (etos). Man kan stille disse første afsnit op i følgende model:

Indledning → Anekdote → Opfølgning
Identificerende (etos) → Subjektiv → identificerende (etos)
Præsens → Præteritum → Præsens

Denne vekslen mellem det subjektive og det identificerende, samt brugen af forskellige fortællende tider, er meget karakteristisk for talen, og går igen flere gange8. Dette er en af de måder, hvorpå HP både formår at bruge af sin ekstremt subjektive talerposition og samtidig appellere til publikum og invitere dem ind i talen.

Springer vi nu til hvad jeg kalder afslutningen på foredraget, og behandler denne på samme måde, ser vi tilnærmelsesvis ovenstående mønster gentaget. I afslutningen får vi således dette:

Indledning → "Anekdote" → Morale
Identificering (etos) → Subjektiv → Morale (etos, pegende ud af teksten)
Præsens → Præteritum → Præsens

Tiderne i de 3 faser er altså de samme, men hvor indledningen til foredraget slutter på den generaliserende identifikation, ender afslutning med en generaliserende morale; nemlig citatet hentet fra Adam Oehlenschlägers: Hakon Jarl lydende: "Den bære Kronen, som er Kronen Voksen!". Desuden findes der i Oehlenschläger-citatet også en tematisk tekstbinding. Skulle vi stille denne tekstbinding op på samme facon, som tidligere blev gjort for 1. afsnit af talen, vil det se således ud:

  • Tema linje 1 til 7: "Vi har elleve hundrede præster i Danmark".
  • Rema linje 1 til 7: "Hvis pibekrave ligner en glorie, der er faldet ned om halsen".
  • Tema linje 8 til 13: "Når jeg (HP) har set på denne krave".
  • Rema linje 8 til 13: "Ledes tankerne hen på Hakon Jarl".
  • Tema linje 14: "Man kan kun bære kronen (kraven)".
  • Rema linje 14: "Hvis man er den voksen".

På denne måde bliver afslutningen på talen fint bundet sammen, og munder til slut ud i en morale, der indeholder den implicitte kritik, at præsterne ikke er deres "krone" (embedet) værdige.

Afslutningen på foredraget er dog ikke kun tematisk bundet til sig selv. Det indeholder også en reference til indledningen, som vi finder i gentagelsen af ordene: "elleve hundrede præster". Ved at genbruge disse ord skaber HP et klart billede af, hvad der er talens hovedemne, og det lykkes ham at indpakke talens hovedargumenter i en overordnet kontekst man kunne kalde: "vore elleve hundrede præster".

Foredragets sprog og syntaks er som udgangspunkt ikke typisk verbalsprog, men er flere steder tættere på litterært sprog9. Dette skyldes brugen af en lang række stilistiske træk, der snarere hører sig hjemme i prosa end i en tale. Med stilistiske træk tænkes der blandt andet på hypotaksonomi, indskudte sætninger samt venstretunge sætninger. Jeg vil nu illustrere disse konventionsbrud på genren ved at indsætte udvalgte sætninger i Peder Skyum Nielsens simple sætningsskema10, samt kommentere på disse.

Ligger der tung, middelalderlig Stemning over Eksamensbordet, så er der – som Vilhelm Andersen vilde sige – Humanisme i denne Indvielsesfest, i hvert fald indtil Ceremonien begynder.

I dette eksempel ser vi, hvordan der bliver indledt med en lang ledsætning (Ligger/Eksamensbordet), før vi kommer til helsætningens kongeled (så/indvielsesfest). Verbet "er" udgør her helsætningens: "motor", der defineres som det finitte verbum i helsætningens hovedsætning. At der inden i kongeleddet findes en indskudt sætning, er yderligere med til at gøre sproget overvejende litterært. Hvis vi i første omgang ser bort fra denne indskudte sætning og sætter talværdier på de tre felter11, kommer det til at se således ud:

Forfelt 8 – Motor 1 – Bagfelt 11 = 21

Indsætter vi den indskudte sætning, kommer det til at se således ud:

Forfelt 8 – Motor 1 – Bagfelt 16 = 25

Vi har altså her at gøre med en relativt lang sætning, der desuden gør brug af en indskudt sætning, som samtidig er en metatekstuel og intertekstuel12 kommentar.

Jeg vil nu komme med et eksempel på såvel venstretyngde som hypotaksonomi:

Dersom vi så levede i en Tid, da Præsterne gennemgående var mægtigt opfyldte af den Ånd, de taler af; dersom de sad inde med den klippefaste Tro, der gør Sindet rigt og skaber den store Patos – ja, så kunde man til nød forstå, at de har bevaret deres Privilegium så uantastet.

I dette eksempel finder vi først helsætningens kongeled ved: (så/forstå), og indsætter vi den i minimodellen med tal, ser det sådan ud:

Forfelt 38 – Motor 1 – Bagfelt 11 = 50

Eksemplet er altså stærkt venstretungt, og egner sig derfor klart bedst til en skriftlig fremstilling. Den hypotaktiske struktur, hvor ledsætninger agerer led til hinanden og ikke til hovedsætningen, vanskeliggør yderligere muligheden for at forstå sætningen ved en verbal overlevering.

Som det sidste eksempel vil jeg bruge en helsætning, der opnår sin venstretyngde ved at kongeleddet indeholder to indskudte sætninger, som adskiller kongeleddets subjekt og verbum fra et tilhørende præpositionsled.

I gamle Dage, da Landskirken var en samstemt Enhed, og Præsterne som med een Mund forkyndte den avtoriserede Lære, var et sådant stort og prægtigt Indvielsesapparat måske på sin Plads.

Hvis vi her følger metoden fra mit første eksempel, og indsætter sætningen i minimodellen uden indskudte sætninger, vil det se således ud:

Forfelt 3 – Motor 1 – Bagfelt 10 = 14

Uden de indskudte sætninger bliver helsætningen altså tilpas kort og overskuelig til at ville være forståelig i en verbal situation. Men presses de indskudte sætninger ind i modellen, kommer det derimod til at se således ud:

Forfelt 19 – Motor 1 – Bagfelt 14 = 34

Nu står vi pludselig med en lang sætning, der udover at indeholde indskudte sætninger, oven i købet er venstretung. Disse to ting gør sætningen meget lidt egnet til at blive brugt i et foredrag.

Nu vil jeg behandle emnet: tekstens ordvalg. Foredraget er ende til anden gennemsyret af mange ord med enten direkte religiøs betydning, eller med religiøse undertoner. Jeg vil nu gennem eksempler redegøre for denne påstand, og derudover også kommentere på ordvalgets betydning for tekstens stemning og tema. Lad mig starte med foredragets titel: "Kirken og dens Mænd". Det første ord vi støder på er altså: "Kirken", efterfulgt af det lettere kryptiske: "og dens Mænd". Med kryptisk mener jeg den flertydighed, som er indbygget i denne titel. For det første er der jo her tale om en død metafor (kirkens mænd), nærmere betegnet en besjæling af kirken, som værende en levende organisme, i stand til at have sine egne "mænd". Dernæst rejser titlen også det implicitte spørgsmål, om disse mænd (præster), så virkelig tilhører kirken, eller har de en helt anden dagsorden? Jeg foregriber med denne påstand muligvis tolkningen af talen, men jeg vil følgende underbygge med flere eksempler. Springer vi for eksempel lidt længere ned i afsnit 1, og ser på sætningen: "Her træder selve Bispen dem i møde i guldbaldyret Skrud". Man kunne karakterisere denne sætning som; "en højstemt ironisering over indvielsesritualet". Der ironiseres specielt over bispen, der ved indsættelsen af adjektivet: "selve", bliver ophøjet til at være hele ceremoniens omdrejningspunkt. Ordene: "guldbaldyret13 skrud", udbygger endvidere denne ironisering på to punkter. For det første tegner ordet: "baldyret", frem for ordet "broderet", et noget gammeldags billede af hele situationen, dette er medvirkende til at male den højstemte, og måske endog selvhøjtidelige stemning. For det andet indeholder ordet: "skrud", en nedladende konnotation, frem for eksempelvis ordet: "tøj". Skulle man således skrive sætningen uden den ironiske ladning, ville det let lade sig gøre: "Her træder bispen dem i møde i guldbroderet tøj". Men ironiseringen er så langt fra isoleret til dette eksempel, og tager senere i foredraget en mere anklagende form, jf. dette eksempel, bestående af de første fire linjer af afsnit 2:

Dersom vi så levede i en Tid, da Præsterne gennemgående var mægtigt opfyldte af den Ånd, de taler af; dersom de sad inde med den klippefaste Tro, der gør Sindet rigt og skaber den store Patos – ja, så kunde man tilnød forstå, at de har bevaret deres Privilegium så uantastet.

Denne sætning indeholder en meget skarp påstand; nemlig den at tidens præster ikke besidder den ånd de påstår at have. Endvidere stiller sætningen det hele op som et paradoks, forstået på den måde, at den siger: "Dersom præsterne havde den tro de prædiker om, så var deres privilegium berettiget. Det har de ikke, derfor er deres privilegium uberettiget." Altså en meget værdiladet sætning, der ikke lader megen tvivl være tilovers om, hvad HP's intention med foredraget er. Af billedsprog er der også eksempler at hente ud af netop dette eksempel, og jeg vil nu kommentere på to af dem. Det første jeg vil nævne er: "…da Præsterne var mægtigt opfyldte af den Ånd…". Her støder vi på, hvad Lis Møller kalder for en "verbalmetafor"14. Dette skal forstås på den måde, at det abstrakte begreb "Ånd" tingsliggøres, og derved gøres det muligt for præsterne at "opfyldes" deraf. Endvidere ville man, jf. L. Holms artikel, kunne stille eksemplet op som værende en kombineret metafor, bestående af en konkret tenor (præsterne), og et abstrakt vehikel (ånd). Det andet eksempel jeg vil komme med fra sætningen, er følgende: "dersom de sad inde med den klippefaste Tro, der gør Sindet rigt og skaber den store Patos – …". Her er der ikke tale om en enkeltstående metafor, men snarere en hel serie, som jeg nu vil redegøre for. Hvis vi starter fra en ende af, så vil vi se at "Tro" tingsliggøres på samme måde som: "Ånd" i foregående eksempel, og vi får her igen en verbalmetafor med konkret tenor (de15), og abstrakt vehikle (tro). I dette eksempel er der udover verbalmetaforen også en anden tingsliggørelse af ordet "Tro", som kommer til udtryk gennem adjektivet: "klippefast". Denne hører dog ikke under, hvad L. Holm ville kalde en metafor, men er snarere eksempel på: "bogstaveligt sprogbrug16". Serien af figurativt sprog stopper dog ikke her. Begrebet "Tro" der lige er blevet tingsliggjort, personificeres nu i endnu en verbalmetafor, og sættes derfor i stand til følgende: "gør Sindet rigt og skaber den store Patos". Som afsluttende til det figurative sprog i dette eksempel vil jeg kort nævne de to personifikationer og eksempler på bogstaveligt sprogbrug: "Sindet rigt" og "store Patos".

De to ovenstående eksempler er meget symptomatiske for hvordan HP gør brug af billedsprog: gennem tingsliggørelser og besjælinger, og disse med en overvægt af verbale metaforformer. Ironiseringen gennem en rejsningen af tvivlsskabende spørgsmål/paradokser er også typisk for talen i dens helhed. Ironien er en lokal ironi, der kræver kendskab til diverse danske folkekirkelige koder for at kunne forstås. Er man indehaver af disse koder, vil man også kunne kalde ironien for stabil, da der ikke kan drages megen tvivl om budskabet i den.

Jeg vil nu indsætte den nye viden i den simple kommunikationsmodel, for derved at opsummere:

Primært litterært sprog
hypotaktisk
ironiserende og figurativt
Henrik Pontoppidan → Præstestanden er "ukristen" → Betalende Publikum (præsterne)
Foredrag i prosa

Argumentationsteorien

Jeg vil i det følgende afsnit arbejde med nogle hovedargumenter fra teksten, som jeg finder beskrivende for den måde HP generelt argumenterer på. Det første eksempel er taget fra de sidste to underafsnit af afsnit 1. En præst i Norge har vakt røre ved at anfægte jomfrufødslen. Som svar til dette argumenterer HP for, at det er ikke nogen ny ide, og at vi aldrig kommer op af det teologiske hængedynd, hvis ikke vi lytter til selvtænkende mennesker. Skulle man sætte det ind i Jørgensen og Onsbergs simple argumentationsmodel, ville det se således ud:

fig.1

  • Belæg: For en menneskealder siden sagde Bjørnson det samme.
  • Hjemmel: Vi lytter ikke til selvtænkende mennesker.
  • Påstand: Vi kommer dræbende langsomt op af det teologiske hængedynd.

Sætter man så samme argumentation ind i den udvidede argumentationsmodel, kommer det til at se således ud:

fig.2

  • Belæg: For en menneskealder siden sagde Bjørnson det samme.
  • Hjemmel: Vi lytter ikke til selvtænkende mennesker.
  • Rygdækning: Det er sagt utallige gange før.
  • Styrkemarkør: En simpel kapellan vejer en åndskæmpe som Bjørnson 100 gange op.
  • Gendrivelse: Han var jo også bare digter.
  • Påstand: Vi kommer dræbende langsomt op af det teologiske hængedynd.

Her har vi så fået et eksempel på, hvordan HP angriber samfundet i almindelighed, og det teologiske samfund i særdeleshed, for at være statisk og indelukket. Argumentet indeholder det implicitte budskab, at hvis vi vil bryde denne stilstand, bliver vi nødt til at se bort fra teologiske dogmer og i stedet tage indsigtsfulde menneskers ord for gode varer. Argumentet indeholder primært etos appel, som spiller på Bjørnsons anseelse, såvel som HP's egen. At HP får sig selv sneget med ind i argumentet, ser vi ved gendrivelsen: "han var jo også bare Digter", for med denne sætning lykkes det HP at sætte lighedstegn mellem Bjørnson og sig selv. På denne måde blåstemples hele HP's foredrag som ligeværdigt med Bjørnsons tidligere talte ord. Denne primære brug af etos appel17 er meget karakteristisk for foredraget, og er med til at styrke dets subjektive islæt. En anden ting ved argumentet, som er meget symptomatisk, er brugen af modsætninger samt ironi. Ved at bruge figurerne "simpel Kapellan" og "Åndskæmpe", trækker HP skellet meget tydeligt op, og der efterlades ingen tvivl om, hvor HP's sympatier ligger. At han så sætter mere effekt på postulatet med overdrivelsen "100 gange op", er kun yderligere med til at tydeliggøre ironien. Den mest ironiske del af argumentet, er dog det lille ord "bare". Ved at bruge netop dette ord, tillægges argumentet en underdanig stemning, som taler til folks patos (understatement). Endvidere leder modsætningsforholdet mellem ordene "kæmpe" og "bare" tankerne hen på Davids kamp mod Goliat bortset fra, at her er det hele vendt på hovedet, således at kæmpen er den undertippede. Jeg vil nu kort opsummere argumentet, inden jeg bevæger mig videre til eksempel nummer to. Argumentet er klart induktivt, da det har en kraftig generaliserende effekt. HP forsøger dog at give indtryk af en deduktiv argumentation, ved at nævne: "sagt utallige gange før". Argumentet er meget subjektivt, og har til formål både at tilkendegive sym- og antipatier, såvel som at rejse tvivl og at advokere for en forandring af tidens tilstand.

Lad min nu gå videre til et andet eksempel på argumentationen i foredraget. Også denne gang tages der udgangspunkt i en af fortidens store skikkelser; nemlig præsten N.F.S. Grundtvig. Vi støder på Grundtvig i foredragets 2. afsnit fra øverst side 6 og frem til midt på side 7. HP beskriver her hvorledes Grundtvig først nåede sin oprigtige tro efter lange og svære kvaler. I den simple argumentationsmodel kan man stille det op således:

Delargument 1:

  • Påstand: Grundtvig opnåede sit via dolorosa18".
  • Hjemmel: Uden via dolorosa opnår man ikke oprigtig tro.
  • Påstand: Grundtvig var troende.

HP konkluderer her for det første, at Grundtvig var troende og for det andet, at oprigtig tro kommer ad smertens vej. Jeg vil nu vise hvordan han, gennem en hierarkisk serie af underordnede argumenter, fører denne indsigt frem til samtiden:

Delargument 2:

  • Belæg: Grundtvigs bøger blev oprigtige.
  • Hjemmel: Man skriver oprigtige bøger efter at have opnået via dolorosa.
  • Påstand: Grundtvig opnåede via dolorosa.

Med dette argument får vi udpenslet, hvad der kan indikere, om folk virkelig har opnået deres via dolorosa, og vejen er nu klar til at føre argumenter op i samtiden:

Delargument 3:

  • Belæg: Samtidens bøger er ikke oprigtige19.
  • Hjemmel: Man skriver oprigtige bøger efter at have opnået via dolorosa.
  • Påstand: Samtidens præster har ikke opnået via dolorosa.

På denne måde slutter HP ringen af delargumenter, og kommer til denne meget skarpe slutning:

Konklusion:

  • Belæg: Samtidens præster har ikke opnået via dolorosa.
  • Hjemmel: Uden via dolorosa opnår man ikke oprigtig tro.
  • Påstand: Samtidens præster er ikke troende.

Ved hjælp af disse fire simple syllogismer, lykkes det HP at ukristeliggøre hele den danske præstestand. Selvom argumentationen er meget generaliserende, kan den sagtens have haft en stor effekt på tilhørerne. Dette skyldes igen blandt andet, at HP trækker på såvel sin eget etos, som på den store kirkefader Grundtvigs. HP gør her igen brug af den induktive argumentationsform, ved at han projicerer den manglende oprigtighed i enkelte bøger, ud på den samlede præstestand.

Foredragets vellykkethed

Foredraget Kirken og dens Mænd vakte i samtiden en del røre og resulterede i en storm af læserbreve rettet mod HP. Hvis man derfor antager, at formålet med foredraget var agitation, så må man jo konkludere at dette lykkedes. Til at underbygge påstanden om at agitere var hovedformålet, kan nævnes at HP både frabad sig en spørgsmålsrunde efter foredraget, samt at han afslog at gentage foredraget foran Københavns Studenterforeneing, da "han kun vil tale for modstandere, og da disse ikke kan antages at findes i Samfundet". At agitere, specielt imod præstestanden, ville også gå godt i spænd med HP's litterære projekt, der jo i udpræget grad var gennemsyret af antipati mod den danske gejstlighed. Man behøver bare gå tilbage til året før foredraget blev holdt (1913), og læse i Storeholt (2. del af fortællingskredsen: De Dødes Rige), for at finde en af HP's karakterer som tordner mod de danske præster. I denne bog er det Tyge Enslev som fører ordet fra en talerstol, på samme måde som HP gjorde det året efter i 1914. Til de mange anklager udtalte HP, at de undrede ham "…eftersom hans Syn paa Præsterne paa Forhaand var kendt; det prægede hele hans literære Produktion, der strækker sig over 30 Aar." Altså har HP med foredraget blot fortsat tidligere tiders kritik, og oplever nu på egen krop, hvad: "Åndskæmpen Bjørnson" også følte da han begav sig ud i samme teologiske minefelt.

Skulle man imidlertid pege på nogle svagheder ved foredraget, så er disse ikke svære at udspecificere.

For det første er der tekstens overordnede form og syntaks, som er behandlet i et tidligere afsnit. Her konkluderede jeg, at teksten på mange måder var mere litterær end verbal. Jeg vil nu udbygge dette postulat ved at gå så langt som at stryge ordet "foredrag" til fordel for ordet: "anklageskrift". Nok har foredraget20 jo nødvendigvis holdt sig til en verbal form, men den trykte udgave slægter mere definitionen som anklageskrift på. Hvis man ser bort fra agitation som hovedformål og i stedet fokuserer på den anklagende egenskab, så må den svage argumentation og skarpe generalisering nævnes som en svaghed ved foredraget. Generaliseringen træder specielt tydeligt frem i angrebet på samtidens kirkelige litteratur, hvor Arboe Rasmussen er det eneste nævnte eksempel. Desuden indeholder foredraget for mig at se ikke et eneste argument baseret på logos appel, men så igen: hvordan argumenterer man rationelt imod noget så abstrakt som religion?

En anden svaghed ved teksten er den meget direkte selvmodsigelse, hvor HP på den ene side nedgør, hvad han kalder for "den rationalistiske Narresut", og på den anden side kommer med følgende statement:

Men rundt omkring i Verden, i Forskeres og Tænkeres stille Stuer, lægges midt i al Tidens Ståhej Sten på Sten til den nye Tempelbygning, som så mange venter på. Vi aner allerede dens Omrids, og en Dag vil den åbne sine Porte for en ny Kultus, der helt og fuldt kan udløse et moderne Menneskes så sammensatte og vidtfavnende religiøse Følelse og give den Næring.21

Denne selvmodsigelse mener jeg ikke, der på nogen måde gøres rede for i foredraget. Det kan være et eksistentialistisk kneb, hvis formål er at tvinge læseren til selv at tage stilling, men dette finder jeg ingen direkte indikationer for i teksten.

Budskab og konklusion

I et interview bragt 10. september 1905 i bladet Hver 8. Dag, udtaler HP følgende: "Javist er der Agitation i ethvert sundt Kunstværk.". Jeg ser Kirken og dens Mænd mere som et stykke litterær kunst end som et egentligt foredrag. Derfor finder jeg det, i henhold til HP's udtalelse, mere sandsynligt at foredraget var ment som et agiterende indspark i samfundsdebatten end som en prædiken af endegyldige sandheder. Der er i mit sind ingen tvivl om at HP ikke nærede høje tanker om præstestanden, men det at foredraget er fordømmende, nærmest i karikerende grad, ser jeg som et ironisk kneb, hvis formål er at tvinge folk til at tage stilling.

Foredraget handler jo på overfladen om den danske gejstlighed og er, som jeg tidligere har nævnt, skrevet ind i denne kontekst. Alligevel vælger jeg ikke at kalde makrotemaet for: "De danske præster", men vil i stedet kalde det: "At blive sig selv". Dette tema er en gennemgående tråd i hele HP's litterære virksomhed, og som det så smukt hedder i slutningen af Lykke-Per:

Uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naar Ingen til virkelig Frigjorthed.

Når HP raser mod præstestanden, gør han den i virkeligheden til et symbol på det filisterliv som han utvivlsomt afskyede. Og den krone, de til slut i foredraget bliver anklaget for ikke at kunne bære, er også, udover at være et symbol på præsteembedet, et symbol på det at være sig selv fuldt bevidst. Det kræver et via dolorosa, før man får opfyldt den "Hjertets inderste Trang22", han omtaler i foredraget.

Lad mig som afslutning indsætte alle informationer i kommunikationsmodellen:

Primært litterært sprog
hypotaktisk
ironiserende og figurativt
Subjektiv og etosstyret
Henrik Pontoppidan → Man finder sig selv gennem via dolorosa → Danskere generelt
Foredrag i prosa

Litteraturliste

Primær litteratur:

Sekundær litteratur:

  • Albeck, Ulla: Dansk Stilistik, 7. udg., 2. opl. 1996.
  • Hellspong, Lennart og Ledin, Per: Vägar genom texten – Handbok i brukstekstanalyse, Studentlitteratur. 10. udg. 2001.
  • Jørgensen, Charlotte og Onsberg, Merete: Praktisk Argumentation, 3. udg., 1. opl. 2008.
  • Møller, Lis: Om Litteraturanalyse, 1. udg. 1. opl. 1995.
  • Nielsen, Peder Skyum: Sætningen, 2008.
  • Pahuus, Mogens: At blive sig selv, og at være sig selv, 1995.
  • Pontoppidan, Henrik: Lykke-Per. Hans sidste Kamp , 1904.
  • Pontoppidan, Henrik: Storeholt, 1913.
  • Thomsen, Karl V.: Hold Galden flydende, 2. udg. 1984.

Benyttede internetsider:

 
[1] Der linkes her til den tekstkritiske udgave af foredraget på netstedet www.henrikpontoppidan.dk. Derfor gælder henvisninger til afsnit, underafsnit og linjer i denne udgave. tilbage
[2] Citat fra H.P. Rohdes indledning til 1984-optrykket af Kirken og Dens Mænd. tilbage
[3] Per Krogh Hansen: "Brugstekst og Kommunikation", SDU, upubliceret. tilbage
[4] Dette er gældende for internetudgaven. 1. udgaven af talen, udkommet i 1914, gør i stedet brug af en oversprungen linje. tilbage
[5] Præsterne. tilbage
[6] Som det fremgår af den tekstkritiske udgave af foredraget, der ligger til grund for denne opgave, vides det ikke hvor Vilhelm Andersen har brugt sætningen citeret af HP. Men Henri Nathansen definerer i en artikel i Portrætstudier 1930, hvad Vilhelm Andersen kan have ment med begrebet "Humanisme". Begrebet lægger sig ifølge artiklen nært op af begrebet "folkelighed", og det er derfor sandsynligt at dette er hvad HP har ment. tilbage
[7] Her tænkes specielt på: Johs. Åbenbaring, og i denne Guds Dom over menneskene. tilbage
[8] Et andet eksempel på dette mønster, som dog ikke vil blive yderligere behandlet: s. 2 nederst afsnittet startende med: "Og endnu er han", fortsættende til og med s. 3 og afsnittet startende med: "Så dybt bunder ærefrygten". tilbage
[9] Som note til dette bør nævnes, at den i bogform udgivne tale efter samtidens beretninger adskilte sig betydeligt fra den holdte tale. Læs mere i H.P. Rohdes forord til 1984-genudgivelsen af talen. tilbage
[10] Også kaldet "minimodellen". Denne består af følgende tre dele: forfelt/kongeled(motor)/bagfelt. tilbage
[11] Tallets værdi = antal ord i leddet. tilbage
[12] Se note 6. tilbage
[13] baldyre: gammelt rigsmål for at brodere. tilbage
[14] Jævnfør Lis Møllers artikel: "Om figurativt sprog", taget fra bogen Om Litteraturanalyse. tilbage
[15] Der også her er proximal deiksismarkør, pegende tilbage på "Præsterne". tilbage
[16] L. Holm foretrækker udtrykket: "bogstaveligt sprogbrug" frem for "ikonisk sprogbrug". tilbage
[17] Et andet eksempel på den tydelige etos appel, som jeg dog ikke har valgt at analysere, men som alligevel bør nævnes, er afsnittet hvor HP læser op fra sin egen bog og pointerer, at selvom det er taget fra et skønlitterært værk, kan han alligevel stå inde for sandheden i skildringen. Et klassisk autoritetsargument, der ville miste al gyldighed hvis HP's etos kunne anfægtes. tilbage
[18] via dolorosa = smertens/korsets vej. tilbage
[19] Her henvises der specifikt til præsten Niels Peter Arboe Rasmussen (1866-1944). tilbage
[20] Se note 9. tilbage
[21] Dette er endvidere en god indikator for hvornår foredraget blev holdt, da sætningen udtrykker en blind tro på videnskaben. En tro som blev udvisket af 1. Verdenskrigs rædsler. tilbage
[22] Afsnit 3, underafsnit 2, linje 3. tilbage