Slotskirken og Slotspræsten

Vi har en Kirke, som er forgyldt
og sølvbeslagen i alle Ender;
men vi er kommen hel uforskyldt
til al den Pragt, som os blænder.

Thi ikke vi, men en Konge fin
har rejst den Kirke med gyldne Buer
til Brug for Hofmænd i Hermelin,
for Silke Frøkner og Fruer.

Og naar man kommer og ser, hvor stolt
de slebne Søjler mod Loftet rager,
og Prædkestolen af Ibenholt
og Altrets sølverne Stager,

da maa man sande, det passed bedst,
om paa de prægtige, gyldne Stader
der ogsaa fandtes en Fløjels Præst
med højærværdige Lader.

Men se, han gjør ikke megen Stads,
den Mand, der kommer saa jævnt og stille
og søger hen til sin Alterplads,
mens Glæser² høres at spille.

Vel maa han kaldes en Taler fin,
men ej paa Stylter hans Ord fremtræder,
og ej i Silke og Hermelin,
men i de hjemlige Klæder.

Og naar da mod os han lyser Fred
og løfter varlig sin dybe Stemme,
Vi mærker snart, hvor vi sidder ned,
at i Guds Hus vi er hjemme.

Da føler vi os til Sæde bragt
som Herrens smaa i en Vennebolig,
og hele Kirken med al sin Pragt
den bli'r saa hyggelig, rolig.

Ja, al Forgyldningen gaar sin Vej,
og Ordet bygger sin egen Stue
med Væggen prydet af Pinse-Maj³,
med Himlen over som Bue,

med kjærligt Ly og med ydmygt Skjul
for Hjærter, som efter Freden lede,
for mangen hjemløs og fattig Fugl,
der flyver træt over Hede.

Ja, vi, som sad ved hans Prædkestol,
og hvem han samled om Naadebordet,
vi mindes mangen en Søndagssol
og siger Tak nu for Ordet.

Ja, Tak for alt, ifra vi var smaa,
smaa stakkels skrantende Børn i Aanden;
vi lærte bedre at staa og gaa,
den Gang du tog os ved Haanden.

Bliv ved at tale som al Tid før
med Ord saa milde og Ord saa sande,
ja, tag kun mildt paa det brudte Rør⁴
og paa den rygende Tande!⁵

Da skal det kjendes til Tid og Sted,
at skjønt ej al Tid du kunde se 'en,
saa stod dog hele din Vintersæd
saa dejlig grøn under Sneen.

Og du skal høste med Frydesang
og undres over den rige Grøde,
naar de, du trøsted og hjalp en Gang,
i Himlen gaar dig i Møde.

Ja, Gud ske Lov for vor kjære Præst,
og Gud ske Lov, at han kom sig atter.
Lad os nu give ham den Attest:
han blev dog mer end "Forfatter".

Morten Pontoppidan.