Ása Rohde til Henrik Pontoppidan
7. marts 1935
Versene af Deres Sølvbryllupsdigt
7.3.35
Kære Henrik Pontoppidan
Da jeg kom hjem fra mit Besøg hos Dem forleden Dag – og tænkte paa den lange Samtale, vi havde ført med hinanden, kom jeg i Tanker om, at netop det, som jeg først og fremmest vilde have sagt Dem, havde jeg glemt. Men det var maaske meget godt. Undertiden siger det mundtlige Ord mindre end det skriftlige. Og derfor skriver jeg nu, hvad jeg vilde have sagt, nemlig en inderlig Tak for det skønne Brev, De sendte mig kort efter Johans Død.
Først Versene af Deres Sølvbryllupsdigt. Enkelte Linjer havde 2 prentet sig saa tydelig i min Erindring fra den Dag, De sagde dem ved Deres Hustrus Grav, men nogle, og navnlig de to sidste, har jeg forgæves søgt at komme paa, og nu er jeg Dem saa taknemmelig for dem.
Dernæst den sidste Del af Brevet. De havde altsaa ogsaa det Indtryk af den, der gennem de mange Aar var Deres Ven, at han trods alt var et lykkeligt Menneske. Og jeg takker Dem, fordi De mener, at jeg havde min Del deri. Skylden var allermest hans egen, hans lyse Sind, hans kunstneriske Skaberglæde, der bar ham over al Modgangen og Miskendelsen. Det var i Virkeligheden meget mere 3 end "Trakasserier og kollegiale Knappenaalestik", han var ude for. Men det kan vi altid tale om; det vil jeg ikke her komme ind paa.
Deres hengivne
Ása Rohde.
