Henrik Pontoppidan til Ása Rohde
Sendt fra Holmegaardsvej 2, Charlottenlund. 21. februar 1935
vi mødes nok tilsidst
21 Febr. 35. |
Holmegårdsvej 2. Chl. |
Kære Fru Ása Rohde!
Det lille Sølvbryllupsdigt, De ønskede at få en Afskrift af, sender jeg her, – at sige de to Vers af det, som der kan være Tale om, at De ved omtalte Lejlighed kan have hørt. De lyder:
Jeg véd det godt
dit Hår blev gråt,
det store, skønne, brune;
og Øjets sommerlige Blå
har Vintren også åndet på,
dets Smil blev stille Lune.
Men altid for mit Syn du står
som den Gang i de unge År,
da Livet var en Blomstervej
og loved' evig Maj.
Din Fryd blev min,
min Sorg blev din,
og fælles var vor Lykke.
Bevar, min Ven, dit Sommersind,
når – måske snart – vi glider ind
i Alderdommens Skygge.
Et herligt Nu var Livets Fest,
2 men evig er vi Dødens Gæst.
Dog skal du se, at også hist
vi mødes nok tilsidst.
At jeg i disse Dage stadig har haft Deres Mand1 og vort mangeårige Venskab i Tankerne, behøver jeg vist ikke at sige Dem. Ikke heller, at jeg har været ham inderlig taknemlig for dette Venskab, der gennem alle de 70 År, det varede, vedblev at være lige værdifuldt for mig. Men jeg takker også Dem, Fru Ása, der blev hans Livs største Lykke og skabte det Hjem, han elskede, et Fristed for Trakasserier og kollegiale Knappenålsstik, som end ikke han – den utrættelige og ydmyge Kunstens Arbejder – altid blev skånet for. – Min hjerteligste Hilsen, også til mine soi-disant Niecer og Nevøer fra
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
