Valdemar Rørdam til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fuglebakken, Birkerød. 26. december 1918
besætte vort eget Land
2den Juledag 1918
Fuglebakken v. Birkerød
Kære Pontoppidan!
Jeg håber at De med Deres ægyptiske Plager vel overstået er gået over til de ægyptiske Kødgryder, Gås, Flæskesteg med brune sprøde Terninger osv., som af Arilds Tid hører til en dansk Jul. Underligt nok, så nær og naturligt disse kraftige Stofnydelser 2 nu synes os forbundne med Englenes Sang og Barnet i Krybben! – skønt Eftertanken strax er klar over at det er et overmåde direkte Solhverv de oprindelig hører til. Tradition er en mægtig og mangfoldig Fletning; binder, bærer … Men altså: Glædelig Jul for Dem og hele Deres Hus! Og Tak for Deres Brev, en ganske særlig Tak for dette Brev, som efter den for de Udvalgte Digtes udvendige Skæbne foreløbig afgørende Salut gav mig en klog Vens alvorlige 3 Kritik. Vi har haft Digtere, siger De, som "har elsket Danmark højere, tålmodigere og navnlig mere bestandig." Ordet tålmodigere slog mig. Strax bøjede jeg mig i mit Sind for, og under, denne Dom. Siden rejste jeg mig imod den. Endelig har jeg delvis givet Dem Ret. I Venskab, i Arbejde, overfor Lidelser, er jeg meget tålmodig; jeg har altid været utålmodig i Kærlighed. Dog mindst, eller mindst forvrængende utålmodig, i min Kærlighed til Fædrelandet, hvor min Utålmodighed 4 ikke er den selvisk fordrende, men den som kræver den elskede lægt, løftet, herliggjort, i Smertens, Nedværdigelsens, Ærens Utålmodighed. Jeg ser, at andre har elsket anderledes, og at deres Art af Fædrelandskærlighed er ligeså nødvendig, ligeså bestandig og dyb som min; men selv har jeg mine Brødre fra Absalons bene est pro patriam laborandum! til nu. Og vor Art af Kærlighed er i sin Hast og Heftighed ligeså langsynet, ligeså bestandig som de andres. Vi bør, tror jeg, grundig lære af 5 hverandre, ialtfald se at forstå hverandre, og derigennem grundprøve os selv. Det har Deres Brev hjulpet mig til. Tak! Det var en god Julegave.
Præstegården og Købstaden1 kunde jeg ikke optage i dette Udvalg, dels fordi de er på andet Forlag, mest fordi de skulde være Indledningen til en ny Række med sin egen indre Sammenhæng. Om jeg får de År og de Kræfter er jo noget andet.
6 Jeg havde planlagt en Rejse hele Sønderjylland rundt nu omkring Nytår, men veed ikke hvad det bliver til, skal først tale med en Ven dernedefra, som jeg træffer imorgen. Forholdene er kaotiske, skriver en anden. Lovligt-ulovlige Udskrivninger plyndrer Stalde og Forrådskamre, og meget andet sker, skadeligt og farligt. Jeg rejser naturligvis ikke, dersom mit Besøg kan yderligere skade eller besvære gode Venner. 7 Havde vi blot kunnet, eller villet, med egne Tropper besætte vort eget Land – som de Allierede ønsker. De har døjet nok, de Landsmænd. Og det Tyskland, af hvilket vi kan vente et med god Vilje godt Naboskab er endnu så langt borte, at vi ikke kan forstandigt regne med det. Hvad de andre står i Begreb med at gøre og undlade, ser jeg klart… Men det er for stort et 8 Emne til Brev nu. Jeg har allerede skrevet for langt – så langt at jeg kan slutte med at ønske Dem et godt Nytår!
Deres hengivne
Valdemar Rørdam.
