Hans Peter Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Dalsgaard Præstegaard. 18. juli 1891
Holgers Død
Dalsgaard Præstgd. pr. Viborg 18 Juli 91.
Kære Ven!
Tak for dit Brev. Jeg blev meget ked af at se, at du ikke ad nogen mere direkte Vej havde faaet Efterretning om vor kære Holgers Død1. Jeg var vis paa, at din Rejsefælle Valdemar havde sendt dig Brev; ja, jeg véd, at det var hans Plan. Men hverken han eller jeg vidste, hvor du var. – Vi fik Efterretningen i Hjørring. Valdemar blev meget bedrøvet.
Holger døde paa et Nonnehospital i New-York efter 14 Dages Sygeleje (Tyfus). Han havde selv bygget Hospitalet og var derfor vel kendt med Nonnerne. I det√ hele synes han at være død under gode og hyggelige Forhold med nogle gode Venner og Kammerater omkring sig. Dagen efter blev han begravet. Hans Principal, Mr. Cook, havde lovet Hospitalet 500 Dollars, 2 dersom de kunde redde ham. Det tyder da paa, i hvor høj Grad de satte Pris paa ham. Det var nok som Beregner, han gjorde sig uundværlig. – Vi har i det hele modtaget saa mange kønne Vidnesbyrd om Broder Holgers brave og elskværdige Karakter, navnlig igjennem Harald Djørup2 og hans Kæreste3, for hvilken sidste der er kommen det smukkeste Brev, kønt i Form som i Indhold, talende til lige stor Fordel for hende selv som for Holger. Hun har aabenbart holdt meget af ham og var meget bedrøvet over hans Død. Hun omtaler ham med en fintfølende Forstaaelse. Hun skriver om, at Holg. slet ikke var videre glad ved at være i Amerika, og anfører følgende Udtalelse af ham: "i Amerika lever man ikke, man existerer kun". Hun fortæller ogsaa, at Holg. havde sagt, at de skulde gifte sig inden Jul, thi da vilde han komme og tilbringe en rigtig dansk Jul hos dem, og hvis de blev rigtig lykkelige, lovede han hende, at saa vilde han ogsaa 3 gifte sig. – Nu begyndte han at faa det godt – han havde nu Part i Forretningen – men "jeg har ogsaa maattet slide haardt i 3 Aar", havde han sagt til hende.
Dette er vemodigt nok. – Han troede ikke, at han skulde dø, og var uden Bevidsthed, da han døde. Han var den første af de 124, men ikke den svageste.
Tak for dit Besøg. Det var baade for min Kone og mig en saa stor og ublandet Glæde at have dig som Gæst, at vi haaber paa dig en anden Gang. Det bliver muligvis ikke her. Jeg skal nemlig betro dig den Hemmelighed, som kun er officiel blandt vore gode Venner, at jeg for Tiden søger et Embede5 som dansk Præst i London. Afgørelsen falder i Begyndelsen af August. Det er jo ikke sikkert, at jeg faar det. Men kommer vi der, er du vel en af de faa, hvis Veje ikke falder udenfor. Jeg skal muligvis i den Anledning til Kbhvn. i næste Uge, saa jeg faar lade min Tur til Karup staa lidt hen i det uvisse foreløbig.
4 Dette Brev er skrevet i Hast Lørdag Aften, medens jeg burde have travlt med min Prædiken. Men jeg syntes, du strax skulde have Svar.
Min Kone sender dig med mig mange venlige Hilsner.
Din Ven
Hans Peter P.
Min Kone spørger, hvordan det gaar med de smaa Fotografier, og om hun da ikke maa komme med til Karup6.
