Marie Oxenbøll til Mette Marie Pontoppidan
13. december 1887
Mændene slaaes til Adspredelse
den 13de Decbr [1887]
Kjære Marie!
Hermed sender jeg Opskriften, saa faaer jeg med det samme Leilighed til at sende en Hilsen til Dig og dine Smaae, der ofte er i mine Tanker, især i disse mørke Vinterdage, der saa let vil tage Modet fra os og gjør, at man føler sig saa stænget paa alle Kanter.
Men nu har vi da snart den korteste Dag, saa gaaer det atter med 2 Haab mod Lyset.
Jeg havde et lille Besøg af Henrik forleden og havde der den Trøst at see, at han ikke var helt skudt ihjel af alle de Bomber1, der er kastet imod ham; nogle af dem havde han nu godt fortjent.
I gamle Dage slog de Benene i Hovedet paa hinanden; nu er det Skjælsordene; jeg veed ikke om det er bedre.
Men vist er det, baade i gamle og nye Dage, maae Mændene slaaes til Adspredelse, det er soleklart. Og vi stakkels Kvinder staaer saa og seer derpaa ømme om Hjertet; men vi kunde egentlig godt spare 3 os Uleiligheden.
Nu sidder da Morten i Kasjotten men har det egentlig meget godt om end Ensomheden vel nok vil komme til at trykke. Men maa de blot have det godt hjemme og Julie jevnlig kan besøge ham (i Hillerød) saa faaer han nok Tiden til at gaae.
Han har Bøger og Breve saa meget han vil; har sin egen Seng og Meubler og faaer Middagsmad bragt fra Byen.
Jeg har er nærved at have mere ondt af Mathilde, thi jeg troer nok, hun har det trangt, om end Præsten og hans Datter er venlige nok imod hende.
4 Naar jeg nu faaer tilføiet, at det seer ud til at min kjære Knud virkelig bliver Overlæge ved Hospitalet, saa veed Du, hvad der især beskjæftiger mig i denne Tid; og jeg har saa kun at tilføie kjærlig Hilsen fra Inger og Lisbeth til Dig og Børnene
og fra Eders trofaste
Farmoer
