Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 11. december 1887
Dit Brev ikke nedtrykt mig
11te December 1887.
Kjære Morten!
Dit lange Brev har været mig en stor Glæde og Du skal have Tak for det. Jeg kan nu saa fuldstændigt følge Dig i mine Tanker og skjønner, at naar først nogle Dage er gaaet, vil Du let finde Dig tilrette, da Studeerkammerlivet jo ikke kan være trykkende for Dig. Holger og Valdemar misunder Dig og synes, det maa være et rigtig Søndagsliv saaledes Dag ud og Dag ind at ligge i Lænestol og røge, men de vilde snart komme tilkort. Men jeg mener dog ogsaa, seet fra en anden Side, at det nok kan være et Slags Søndagsliv saaledes at være henvist til sig selv og Vorherre, naar hele Verden er lukket ude og alle de Krav, der ellers stilles til En, tier. Jeg sammenligner det med hvad jeg kjender af Sygdomstider, hvor man har det nogenlunde godt. – Men, ganske vist, der er jo en Verden i os, vi ikke kan blive kvit og som kan larme nok; men naar Du kan faa fat i Din Violin, kan den vel nok af og til tysse de urolige Tankebørn, og kunde jeg saa lære Dig mine Kabaler, saa var det ogsaa en god Bestilling at sove paa. Jeg har ofte hørt spotte med de Kabaler, som tanketomme Mennesker fyldte Aftenen med; men jeg har maattet sande, at det er et godt Middel til at beskæftige Tankerne uden at anstrenge dem. – Men Du finder nok paa at faa Skik paa Din Tid og Dine Tanker saa jeg vil ikke bekymre mig.
Jeg synes, Du har faaet det godt indrettet med Din Kost; naar Du faar en god Ret Eftermad saa gjør det jo ikke noget om Kosten ellers er mager og simpel, det er vel endogsaa godt, naar man skal leve saa indelukket.
— — — — —
Du skjønner nok at Dit Brev ikke har nedtrykt mig. Men Du har dog ikke været ene om at bringe Humøret op hos mig. Jeg har nemlig faaet den gode Efterretning, at Facultetet med stor Majoritet har indstillet Knud til Overlæge-Embedet. Nu skulde det vel gaa underligt til om han ikke fik det og jeg er lykkelig derover paa hans Vegne. Jeg tror, at det langtfra er Forfængeligheden, der har spiller nogen Rolle men at det er Følelsen af at han dér har et Kald, thi denne Nicodemus gaar ikke letsindigt omkring med sit Liv og sin Gjerning. Maatte han nu ogsaa faa Legemskraft dertil, han saa forresten godt ud, da han sidst var herinde. Jeg taler saa sikkert derom og dog kan der jo komme Skuffelse, men Erik siger, at han har været meest bange for Facultetet. Sagen er vel den, at om nogle Aar bliver vel den nye Ordning i Stand ved Frederiks Hospital, og saa skal han vel flyttes derhen med sin Psykiatri, og saa bliver der jo atter Plads for Friedenreich. – Henrik bragte mig forleden sin nye, eller gamle, Bog1 og var meget elskværdig. Naar han er borte, er jeg altid vred paa ham; naar jeg seer ham, er det glemt. Og saadan gaaer det vel ogsaa hans lille Kone; Hustruer og Mødre forstaaer hinanden saa godt […] Jeg har læst forskjellige Modstykker til Dine Artikler om Trosordet, men de har dog alle være skikkeligt skrevet.
Nu blot de kjærligste Hilsner fra os alle. Gud gjøre det fremdeles mildt for Dig og Dine.
Moder.
