Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 19. december 1887
Jungersens Stykker
19de December 1887.
Kjære Morten.
Hjærtelig Tak for Dit Brev. Jeg trængte til det og kan nok mærke, jeg hver Uge vil længes derefter, saa Du maa ikke narre mig; men jeg skal nok nøjes med et ganske lille Brev, naar Du ikke er oplagt til mere. Jeg venter ikke, at Du altid skal kunne lige godt sende os frisk Mod fra Fængslet. Men –; Gud skee Lov! for hver god Time og hvert godt Brev, Du kan sende os.
I disse Dage er det nu Knud1, der spiller Hovedrollen her, skjønt jeg endnu ikke har seet den ny Overlæge. Her har været mange Visitter og mange Breve, thi Folk synes jo, det er en stor Lykke, hvad det da ogsaa er. Men nu længes jeg efter at see ham selv, om ikke Spændingen og Afgørelsen alligevel har taget paa Kræfterne. Han er jo af dem, der altid kryber i Sneglehus saasnart Nogen eller Noget vil have fat paa ham; men nu nødes han frem og det skal nok paa mange Maader hjælpe ham. Men desværre vil det ikke blive let at faa ordnet et Hjem til ham, thi hvad skal fylde ud der? Der er ikke megen Bærekraft i de tomme Stuer.
Jeg har nu læst Frederik Jungersens Stykker, men de forekommer mig uklare. Nu kommer nok Birkedal med sit og der vil vel komme flere. Det kan være heldigt nok, at Ingen kan forlange Svar af Dig for nærværende Tid, saa faaer Gjæringen Tid til at sætte sig.
For mig har der været noget befriende og velgjørende i at der en rørt ved den Sag. Jeg har ikke kunnet klemme mig selv ind i Grundtvigs Opfattelse paa det Punkt, og det har altid været mig ufatteligt, hvad man vandt. Dog, det veed enhver bedst selv. – Men jeg har i mange Aar gaaet og tænkt paa, at Grundtvigs stærke Fremhævelse af Daaben fortrængte Nadveren fra sin rette Plads. Jeg havde Lyst til at betegne det saaledes, at i Daaben trolover Herren sig med sin Brud men det er dog først i Nadveren, han tager hende til sit Hjærte, saa der er og bliver dog det fulde Livssamfund […]
Jeg er bange for, det er et underligt Brev med springende Tanker, Du i Dag faaer. Men jeg skal sige Dig, der staar Julebagning og anden Travlhed og snakker med i Baggrunden. Thi om man aldrig gjør saa lidt deraf, saa er Juleaften dog altid trang. Derfor er Du nok bedst faren med at jeg nu lader det være nok. Jeg faaer altid mange kjærlige Hilsner til Dig fra alle Kanter men dog særligt fra Inger. Mon Du i Dag har haft Besøg2 af Din lille Hustru? Vi længes efter at høre om hende og Børnene.
Og saa Farvel og Guds Fred!
Din trofaste Moder.
