Martin Andersen Nexø til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Hillerød. 25. marts 1930

Tidens Slave

Skansevej, Hillerød.
Den 25. Marts 1930

Kære Henrik Pontoppidan!

Jeg har en stræng Tid bag mig, endeløse Foredragsrejser lige siden Efteraaret og nu til sidst den vidtløftige Omflytning. Jeg har derfor haft min Nød med at faa den tvungne Korrespondance til Side efterhaanden, og har ikke med min bedste Vilje kunnet naa frem til den mere personlige Brevveksling. Jeg blev meget glad for Deres Nytaarsbrev og har haft det liggende for mig paa mit Arbejdsbord bestandig naar jeg var hjemme – og har maattet skubbe des Bevarelse til Side for Brevskriveri, som Forholdene paatang mig.

Der er noget haardt i ikke at være sin egen Herre og kunne følge sine indre Tilskyndelser; det er vel Prisen for at staa midt i sin Tid, at man bliver dens Slave. Og ryste noget af sig er i vort ubønhørlige Samfund umuligt; lige saa umuligt som det i vore Dage er at spare.

Men nu er vi her og har faaet Huset i Stand 2 og Møblerne paa Plads, og vi er godt i Færd med at finde os til Rette i Landskabet derude saavel som i Skuffer og Skabe indendørs. Og saa vilde jeg gærne som den første selskabelige Udflugt ned og se til Dem. Jeg længes efter at sidde i Stue med Dem og høre Deres kloge Tale, faa Del i Deres omfattende Syn paa Forhold og Mennesker herhjemme. Her er meget, der undrer den, som kommer udefra; og nogen at spørge – ud over Dem – kender jeg ikke. Overblik synes ikke at være nogen ^√udpræget dansk Egenskab i Dag. Eller maaske er det mig, der ikke kan finde frem til de Mænd herhjemme, der har noget paa Hjærte. I Virkeligheden kender jeg næsten ingen.

Tak for alt det gode, De i Deres Brev sagde om Skansebakken her. Det gav mig mere Mod paa at vende hjem; og jeg har i den forløbe Maaned haft Lejlighed til at bekræfte Deres Karakteristik. Her er virkelig herligt oppe, tørt og luftigt, vid Udsigt. Og noget Blæsenborg synes vort Hjem ikke at være; selv i ret haard Bæst er her lunt, i Læ som Huset ligger for østlige, nordlige og til Dels vestlige Vinde, og med vid Udsigt mod Syd.

3 Har De ikke Lyst til at komme herop og se, hvordan vi bor? Deres Besøg i vort nye Hjem vilde af min Kone og mig føles som en Indvielse. De kunde spise Frokost hos os, og vi kunde gaa den kønne Tur nordøst ud bagefter. Vil De give mig et Ord om det paa et Kort eller ringe til os, Tel. Hillerød 841. Vi vilde glæde os meget over Deres Besøg.

Dette kun for saa vidt De føler Dem rigtig i Vigør, hvad jeg inderlig haaber. Hvis det passer Dem bedre, kommer jeg ned til Dem. Hovedsagen er, at vi ses. Nu, da jeg er Dem saa nær i Rum, har jeg ikke Raad til at lade gro Græs paa Stien mellem vore Bo.

Deres Meddelelse om, at De var i Færd med at samle ældre Arbejder til en Udgave har glædet mig. Jeg tænker tilbage paa forskellige stærkt personlige, kærnefulde Arbejder fra Deres Haand, som ikke mere er at finde nogetsteds. I vor atomistiske Tid, hvor det enkelte Arbejde tager hele Opmærksomheden – som oftest maaske med Rette – er det dobbelt velgørende at kunne følge Personligheden ogsaa ud i de saakaldte mindre Arbejder. De store Aandsarbejdere forstaas dog kun paa Baggrund af den samlede Produktion. Jeg vil derfor ønske, at De ikke selv vil censurere men¹ tage alt med, som De paa det givne Tidspunkt i Deres Liv har fundet værdigt til at offenliggøres, og lade Efterverdenen om Censuren. Saa lidt som jeg mener, at man bør omarbejde tidligere Værker, saa lidt tror jeg, man bør skyde dem ud af sin 4 Produktion. Jeg tænker naturligvis ikke paa Artister men paa Aandsarbejdere, der skriver fordi de har noget at sige Menneskeheden. – Jeg glæder mig meget til det nye Bind.

Ditte var meget glad for sit Kort; naar hun bliver lidt større, skriver hun nok et Svar til Dem som De vil kunne læse. Foreløbig laver hun Kruseduller paa Papirlapper og giver mig med, naar jeg gaar paa Posthuset.

Vi alle tre hilser Dem hjærteligt og ønsker Dem alt godt

Deres hengivne
Martin Andersen Nexø