Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 6. januar 1928

Individer af samme nationale Garde

Fr. VI Allé 12. 6/1 271

Kære Henrik Pontoppidan!

Tak for Deres Brev og for den Ulejlighed, De har gjort Dem for min Skyld. At Udfaldet blev, som det blev, var jeg saa smaat belavet paa, og jeg maa tilstaa, at det ikke har forvoldt mig nogen Skuffelse, endsige Sorg. Jeg skal kun til Oplysning for Dem bemærke, at Hegels Udtalelser til Dem ikke er i Overensstemmelse med de sande Forhold. Sagen var denne:

Da Bojesen og Nansen i sin Tid2 havde forladt Forlaget, og jeg ønskede min nye Bog "Af Hugo Davids Liv" udgivet, 2 gik jeg en Dag op til Hegel for at hilse paa ham og tale med ham om Bogens Udgivelse. Jeg fortalte ham, hvor stor den var og om mine Ønsker med Hensyn til Trykning, Fremkomst o.s.v. Vi aftalte alle Enkeltheder: Papir, Udstyr, Honorar – og jeg gik glad hjem og fortalte min Kone, at alt var i Orden. Den følgende Dag modtog jeg imidlertid fra Hegel et Brev, hvori han meddelte mig, at han efter vor Samtale maatte stille den yderligere Betingelse, at Bogen gennemlæstes af Forlaget inden Udgivelsen. Hertil svarede jeg, at vor mundtlige Aftale intet havde indeholdt om nogen Censur – saalidt som mine tidligere 3 Bøger havde været underkastet en saadan – og at jeg derfor maatte henholde mig til, hvad der mundtlig var aftalt imellem os. Vi vekslede da i den følgende Tid Breve, og da jeg stadig holdt paa mit – og derfor ikke vilde underkaste mig nogen Censur – og han holdt paa sit, endte Korrespondancen med, at jeg, saafremt han ikke vilde bøje sig for mine Argumenter, maatte se mig nødsaget til at søge et andet Forlag. Da der saa senere fra Pio – uden at jeg havde foretaget nogen Henvendelse – kom et Tilbud om at udgive Bogen ubesét, slog jeg til.

Saaledes forholder Sagen sig. – Naar Hegel til Trods for sit mundtlige 4 Løfte senere knyttede Betingelsen om Censur til Udgivelsen, har jeg god Grund til at tro, at denne Betingelse er fremkommet gennem en Andens Indblanding. Denne anden er Axel Garde3. Garde har fra tidligere Tid – som oftest skjult – vist mig sin Uvilje. Han er af den ikke ukendte Type her til Lands, der i Kraft af tilsyneladende Finhed og iøjnefaldende Mangel paa Talent anbringes paa repræsentative Poster. Vi kaldte ham i gamle Dage "Dødssejleren" – han begyndte med salig "Adresseavisen", borede saa "Studentersamfundet" i Sænk, truede saa en kort Tid "Bing & Grøndahl", hvor han var Smagsdommer, og gjorde hvad han kunde for at slaa 5 "Postelinet" i Stykker, gik saa til Gyldendal, hvor han udfoldede en lignende revolutionerende Virksomhed, og er nu – saavidt jeg forstaar – endt som Skaber af et dødfødt Museumsprojekt. De Kattepoter, han er født med, frelser ham dog altid fra at knække Halsen.

Jed ved ikke, hvorledes De stiller Dem til Typen, specielt Hr. Garde – jeg tror dog, at De gennem tidligere Bekendtskab med Individer af samme nationale Garde, f. eks. Harald Nielsen og Vilhelm Andersen, har ret godt Kendskab til Fænomenet. Dyret er ikke farligt – dertil er det for ringe – men det er altid skadeligt, thi det er fredet i vor hjemlige Dyrepark. Det er en sidste Udløber 6 af det gamle Nordens lumske og listige Graaulv, men uden Tænder og med Graveklør i Poterne. Den fnyser, naar den lugter "fremmed" Kød, især schæchtet Jødekød, alt hvad der er "koschert" er den en Brand i Snuden.

So much for him – som der staar i "Hamlet".

Ak, ja – min kære Herre – saadan sidder man i det efter at have skrevet i 30 Aar og opnaaet den dobbelte Alder. Jeg smilede saa tit, naar G. B. før i Tiden fnysede og hvæsede mod Sjakalerne, der tudede og hylede, godt skjult af Mørket og af den aandelige Forsumpning og Taage. Nu forstaar jeg ham i Hjertet af mit Hjerte. Jeg 7 forstaar ham – som jeg allerinderst inde har forstaaet Dem, først i "Lykke-Per", sidst i "Mands Himmerig" – ogsaa De er jo Hjemløs i dette Land af nationale Probenreutere, Mørkemænd og Taagehorn. Commune naufragium4 – i denne Følelse af fælles Skibbrud mildnes vor Lod, baade Deres og min og G. B., som jo nu er draget til de evige Stjerner.

Levvel, min kære Ven – gid 1928 maate bringe Dem blot et Strejf af den Sol og Glæde, som jeg af mit inderste Hjerte ønsker Dem!

Deres hengivne
Henri Nathansen

Hils Deres Kone hjerteligt fra os begge 8 Vi har talt meget om hende og Dem i den sidste Tid og om Udsigten til engang igen at samles som i de gode gamle Dage. Hvor jeg dog ønsker, at det snart maa ske!

 
[1] 27: fejlskrivning for 28, jf. henvisning til Mands Himmerig, udkommet okt. 1927 og nytårsønsket for 1928 sidst i brevet. tilbage
[2] i sin Tid: Ernst Bojesen gik fra Gyldendal i 1914 og Peter Nansen i 1916. tilbage
[3] Axel Garde: forfatter, 1876-1958, fra 1916 i direktionen for Gyldendal. tilbage
[4] Commune naufragium: ...dulce, d.v.s. fælles skibbrud (er sødt). tilbage