Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 15. december 1927

min kæreste Tilflugt: Arbejdet

Fr. VI Allé 12. 15/12 27

Min kære Ven!

De véd ikke, hvor det glæder mig at modtage et Brev fra Dem og atter at føle Varmen strømme mig imøde fra et Venskab, som hører med til mit Livs rigeste Værdier. Det er ikke blot en Gemytternes Overensstemmelse – det er en Følelsernes og Tankernes Forening i ét, mindende om den første Ungdoms uforanderlige Venskab og Trofasthed.

Vi lever her omtrent som De dèr. Ingen Selskabelighed, nu og da et Par gode Bekendte fra gammel Tid. Nogle Bekendtskaber er jo sat til undervejs, enkelte ligegyldige, der ikke berører Ens Ligevægt – andre, som man med nogen Bitterhed maa savne. Blandt disse er Poul Reumert, som jeg engang holdt meget af, og hvis Venskab var mig 2 kært, fordi vi mødtes i fælles, befrugtende Interesse. Han var jo nok med Aarene blevet mig lidt for selvglad og selvopfyldt, men jeg gik ud fra, at Tiden vilde forme ham mere og mere til Menneske og trænge Komedianten i Baggrunden. Dog – det modsatte blev Tilfældet – Publikum og Sukcessen tog ham, og dermed gik de sidste Rudimenter af hans Menneskelighed fløjten. Dette viser sig ogsaa – naturligvis – i hans Kunst. Hvad jeg har set ham præstere ifjor og iaar vidner om en skæbnesvanger Tilbagegang. Formen vinder mere og mere Terræn – Indholdet skrumper mere og mere ind. Og denne hans Form er ikke engang blevet forfinet gennem Taalmodighed og Opøvelse i Faget – den er nu af en egen grov Udvendighed, med brede Penselstrøg og store Gesvejsninger, beregnet paa Massen og dens grovere Appetit og Sanser. Gennem hans 3 Børn, som kommer her hyppigt – jeg "læser" med den ældste Datter, som nu er 18 Aar – hører jeg lidt om ham privat, og Indtrykket er privat det samme som offentligt: "Teater" i grandios Stil med fuld Belysning fra alle Kulissernes Projektører. Af de gamle Venner er G.B.¹ ikke mere, Bloch² hellerikke, Rung³, hvem jeg i sin Tid var ret nøje forbundet med, er kommet mig paa ret stor Afstand – hans Maal er ikke længer mine, hans Midler endnu mindre.

Jeg har da, som min kæreste Tilflugt i Ensomheden, Arbejdet tilbage. Naar jeg har bestemt mig til at skrive i "Politiken", er det for at faa sagt, hvad jeg ønsker, og for at tjene hvad der skal til i disse vanskelige Tider. De foreslog i Deres forrige Brev at tale med Hegel om "Hugo David", naar Juletravlheden var forbi – Deres Tilbud tager jeg naturligvis med Glæde imod, blot det sker paa Deres Initiativ, 4 saa han ikke faar Indtrykket af, at jeg har henvendt mig til Dem⁴. Han tvang mig jo i sin Tid ud af Forlaget, og jeg kan ikke gaa til Canossa. Men hvis Vejene kan mødes, ser jeg det gærne. At skulle gaa Tiggergang til Forlæggerne kan jeg ikke. Jeg har skrevet i 30 Aar og synes, jeg havde fortjent en bedre Skæbne. –

Lev nu vel, min kæreste Herre og Ven. Gid Julen og det nye Aar maa bringe Dem blot en Brøkdel af, hvad jeg ønsker Dem og Deres. Kunde vi engang mødes igen som i gamle Dage, skal De føle, hvad jeg i Mellemtiden har forsøgt efter Evne at udtrykke paa Skrift: at jeg føler mig knyttet til Dem med Baand, som hverken Tid eller Afstand kan bryde.

Hils alle derovre – mest Deres Kone og Else – fra os begge, og vær selv hjertelig hilset fra Deres gamle Værkfælle og Meningsfælle

Henri Nathansen