Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 25. september 1917
jeg tager Snapsen og lader den virke
Fr. VI Allé 12. 25.9.17
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Gud ved, om disse Linier nogensinde naaer Dem. Jeg vilde sige Dem en hjærtelig Tak for Deres Bog1, som jeg efter min Hjemkomst har modtaget, men da jeg ikke véd, hvor De i Øjeblikket er at finde, sender jeg Brevet til den gamle Adresse i Snekkersten. Det er trist, at jeg ikke mere skal finde Dem i min Nærhed, naar Sommeren atter staar for Døren – der er efterhaanden saa faa, jeg bryder mig om at se, nu er ogsaa De borte.
Som De ser – hvis De overhovedet faar dette Brev at se – er jeg atter vendt tilbage til Residensen. Jeg har atter gaaet ad de kendte 2 Veje herinde, har hilst paa enkelte Mennesker, som staar mig nær, men jeg føler mig ikke mere som i gamle Dage glad og veltilfreds ved Gensynet. Jeg har vænnet mig til Freden og Ensomheden paa Landet og kan ikke rigtig falde til Ro i Tempoet herinde. Al den daglige Snak om Døgnets Bagateller er mig imod, og Byens ligeglade Ansigt og Væsen synes mig tomt og goldt. Men jeg véd af Erfaring, at den bedske Snaps er et godt Irritament, og jeg tager Snapsen og lader den virke efter sin Bestemmelse.
Nu glæder jeg mig til i Ro at nyde Deres Bog i Sammenhæng. Ogsaa den er udsprungen i Ensomhed og har Bud til ensomme Sjæle. Hvor er det svært at gaa imod Strømmen, der stormer hensynsløst og hæsblæsende forbi, optaget af gylden Vinding og Øjeblikkets lækre Lokkemad. Højt paa Nathimlen straaler de klare og rolige 3 Stjærner. Ingen ser dem. Og dog véd vi, at de straaler deroppe, naar den halsende Sværm forlængst er gaaet til den evige Hvile i de Dødes Rige.
Men vi mødes nok engang endnu under Stjærnerne. Indtil da: lev vel! og tænk paa mig, naar De ser et Stjærneskud glide gennem Natten og drukne i det uendelige Blaa.
Deres hengivne
Henri Nathansen
